Andre søndagen i februar hvert år feirer vi morsdag her i Norge.

Historien til morsdagen her i landet går tilbake til begynnelsen av 1900-tallet. Markeringen sprang ut fra et kristent initiativ i Amerika til å hedre mødre og morskjærligheten med en egen dag. Skikken spredte seg videre til Europa og etter hvert også til Norge.

En «morsdag» 9. februar 1919

En av de første omtalene av morsdagen i norske aviser som finnes digitalisert i Nasjonalbibliotekets arkiver er følgende sak fra avisen Norske Intelligenssedler:

«I England og Amerika har man allerede længe før krigen reist en maalbevisst bevægelse for at faa de unge og barna til at forstaa, hvad de skylder mor for hendes kjærlighet og arbeid. Der er indført en aarlig «mors dag» hvor de unge kappes om at vise sin mor en opmerksomhet og bringe hende en tak.

Efter inbydelse fra foreningen «Hjemmenes Vel» har en arbeidskomité behandlet spørsmaalet om ikke nu tiden var inde til at opta den smukke tanke ogsaa herhjemme. Saken blev behandlet paa et delegeretmøte fredag aften hvor 20–30 repræsentanter var tilstede. Man enedes om at indby til høytideligholdelse av en «morsdag» søndag den 9. februar 1919 i Kristiania. Muligens andre byer vil følge eksemplet. Det er hensigten at mobilisere pressen, kriken og skolens mænd for at dagen kan gjøres til en almindelig anerkjendt fest- og takkedag fra de unge til byens mødre. Et forslag om ogsaa at medta indsamling til fordel for trætte husmødre vandt ikke gjenklang. Programmet skal nærmere fastsettes av arbeidskomitéen.»

Norske Intellingenssedler, 01.12.1918

I mange andre land feires morsdagen i mai, mens i Norge blir den markert i februar. Trolig er grunnen til dette at det allerede fantes så mange markeringer i Norge i mai måned.

I anledning årets morsdag ser vi tilbake på hvordan noen mødre opp gjennom historien, både kjente og ukjente, har møtt morsrollen. Kildene finner vi blant de mange dokumentene som befinner seg i Nasjonalbibliotekets samling. Gjennom brev, dagbøker og notater får vi innblikk i både hverdag og fest, og sorgen og lykken som kan prege forholdet mellom mor og barn.

Sigrid Undset og fete, italienske babyer

I 1913 får forfatter Sigrid Undset sitt første barn, sønnen Anders, med ektemannen Anders Svarstad. På dette tidspunktet bor ekteparet i Roma. Noen år senere skulle de få datteren Maren og sønnen Hans. I 1911 hadde Undset gitt ut romanen Jenny, som regnes som hennes gjennombrudd. Deler av handlingen foregår i Roma og var inspirert av et tidligere opphold i byen. Under dette oppholdet i Roma tok morsrollen og alle oppgavene som fulgte med, mye fokus og energi. I brevveksling med sin venninne og forfatterkollega Nini Roll Anker forteller Undset mer om den nye tilværelsen:

Kjære Nini,
jeg skulde visst kanske ventet med at begynde paa brev til dig, indtil jeg og kunde si, solen skinner jo! Saa blev ikke brevet saa upassende trist, som det kanske nu blir. – Djævelen staar i alt som minder, sier jeg – man slaar sig ned med en nyfødt unge paa et minderigt kammer med 6 trapper ned til varmt vand, en petroleumsovn og to spritapparater til at tørke tøi og lave mat paa – en slik liten dritpaase konsumerer ca 6 skjorter, 12 bleier, diverse kladder og dit og dat i døgnet – jeg har næsten tutet mere over tøiet hans, end jeg har glædet mig over den lille søte gutten min.

Sigrid Undset i Brev til Nini Roll-Anker, Via Frattina 138, 19. februar 1913.

Noen måneder senere er tilværelsen i Roma ikke stort bedre. Sønnen Anders vokser ikke slik han bør, og Undset er bekymret for hva som skal skje med den lille gutten. Sjalu på de lubne italienske barna og mødrene deres blir hun også:

(…)

Ja gubevars, jeg ser selv, naar jeg spaserer min lille tur paa Pincio om dagene, at jeg ser fattigslig ut sammenlignet med disse kampanja-kuene, som gaar deroppe i hele bølinger, skinnende av silketørklær, gulddobber og koraller, med fete fine unger i armene. Ja – jeg har altid sagt, jeg syntes ikke om fete unger – og nu glor jeg misundelig paa disse smaa italienske pupoer og pupaer – de er firkantet i hodet av fett allesammen, kan næsten ikke faa igjen munden, og ammemelken driver ut av mundviken paa de – de ser ut som eiet de ikke nerver og kunde aldrig faa det. –

Sigrid Undset i brev til Nini Roll-Anker, Rom, 20.3.1913.
Via Frattina 138

Kort tid etter mottar Undset penger fra sin forelegger i Norge slik at hun kan ta med sønnen og reise tilbake til hjemlandet. Ektemannen kommer etter senere. Tilbake i Norge vokser sønnen Anders til.

En mors ekspertise om hjemmet

I 1868 trenger adjunkten Albert Landstad hjelp. Han har akkurat flyttet til Lillehammer alene, og må nå skape sitt eget hjem. Da kommer erfaringen til moren, prestefrue Mina Vilhelmine Landstad, veldig godt med. Som husmor, gift med folkeminnesamler og salmedikter Magnus Brostrup Landstad, og mor til 14 har hun rikelig erfaring med hvordan en husholdning skal driftes. Hun sender et brev med tydelige instrukser.

Det er ikke det første formanende brevet som har landet i postkassen til Albert. Da han var student i Kristiania, fikk han brev både om at han måtte huske både å spise skikkelig, hvile og få frisk luft – og at han måtte bruke «Underbuxer, især nu i Kulden».

Min kjære Albert!

Tak for dit Brev af 25 Marts jeg hører du holder paa at ordne dit Hus, ja om det er nok saa lidet saa er det mange Ting som maa betænkes. Jeg vil nu søge at svare paa dine Spørgsmaal saa godt jeg kan kjære Albert og jeg vil begynde med Fjæren. Du behøver ikke mere end 2 Bpd til din Seng 1bpd til Underdynen og et ½ bpd i hver af Hovedpuderne og formodentlig er en af disse ogsaa blot en kort Trækpude saa behøved blot det halve i den, egentlig skulde der være Duun i den øverste Lille Pude, men jeg veed ikke om du liger dem naar de ere saa bløde, de kan ogsaa godt fyldes med Fjøær, men du maa tage af den bedste til 4 Spd Bpd damprensede Gaasefjær da den skal være ribbet og færdig til at haved i Varet, men Jon kan ikke kjøbe den han forstaar det ikke og de kommer til at narre ham, nei jeg skriver bestemt til Fru Grüner hun gjør det saa gjerne, saa kan du sende Penge til Jon som kan levere hende dem og siden sørge for Afsendelsen.

Er der malede Gulve kan de godt vaskes med koldt Vand om Sommeren men om Vinteren maa de have varmt, Sæbe bruger vi ikke uden til Høitiderne naar der skal gjøres Stor-Reent, rigtignok er det godt paa hvidmalede Vinduskarme og Døre at have lidt Sæbe imellem og naar du kjøber ½ pd Grønsæbe til 6 s saa har du længe, men lad hende ikke faa det hele til Raadighed, ellers er det strax forbi […]

Mina Landstad i brev til sønnen Albert Landstad, Sandefjord, 31.03.1868

Det er mye å sette seg inn i når man skal flytte for seg selv! Heldigvis har man foreldre med gode råd.

Dette brevet og bakgrunnsinformasjonen ble først publisert av Nasjonalbiblioteket i utgivelsen Fortidens stemmer. Brev fra Nasjonalbibliotekets samlinger 1855–1900. Forord og innledende tekster er ved Audun Renolen Aasbø.

Hulda Garborg og hverdagens slit

Ekteparet Hulda og Arne Garborg fikk ett barn sammen, Arne Olaus Fjørtoft Garborg – stort sett kalt Tuften. Han ble født i 1888, da ekteparet bodde i Østerdalen. Hulda Garborg var en kvinne med mange baller i lufta, og engasjerte seg stort i både målsaken og kvinnesaken. Hun skrev romaner, teaterstykker, dikt og folkeopplysningsskrifter, og var medstifter av Det Norske Teateret og en aktiv formidler av norske bondekultur. Hulda og Arne Garborg samarbeidet tett i mye av sin yrkeskarriere, men i foreldreskapet var det Hulda som satt med ansvaret:

«En Dag før snakket Tuften og jeg om noget og jeg sa: kanske Far har sagt det til dig. «Aa nei», sa han «Far siger nok aldrig noe til mig». Og da husked jeg engang han var bare 8 aar. Han kom til mig med Taarer i Øinene og. «Mor, Far liker mig ikke» – . Og slig som han dyrker G. Far er som et høiere væsen for ham, tiltrods for at han har ofret ham lite av Tid og venlige Ord; men derimod ofte set paa ham, som om han var ham i veien. Et Faktum som irriterte ham. Schjøtt sier «han er jaloux på Tuften» – Hvem kan forklare slikt? Jeg tror alle, som kjender Gutten er enige om at et stillere, fredeligere og elskeligere og lydigere Barn er aldrig vokset op i noget Hjem. Det er forfærdelig Synd paa dem begge. Der er Dage da man forfalder til Barnagtigheder, som man gjerne vilde være vokset ifra: Naar man tænker paa alle de Taarer man har spenderet paa denne verdens mange Tilskikkelser saa blir man næsten flau. Det blir slike modbydelige Syndfloder i Aarenes Løb. Og man siger til sig selv. Herregud – nu har du kjedet dig selv og andre med at græde i saa mange aar – prøv nu at le! Og desuden, min Dame, Taarer klæder dine 40 Aar saa forbandet daarligt. En Smule Forfængelighed har man da tilbage. Men allikevel – hvad har ikke phanden at bestille!»

Hulda Garborg, Ms.8 2022 Noen ubeskrevne sider mellom 5. og 6. nov

Alt som skulle sjongleres i familietilværelsen må ha vært slitsomt og overveldende for Hulda til tider. Da kan man drømme om å gå i hi for å få hvilt ordentlig ut:

Tuften er forkjølet og stræver meget med Skolen, men ved godt Mod. Lad mig banke i Bordet — Iaften skal jeg ind og danse paa Maalmarknaden. Mit Liv er blit ganske rart. Naar jeg ikke danser eller sover, saa gjæsper jeg. Og da jeg sover noksaa lidet og jo heller ikke kan danse hele døgnet , saa gjæsper jeg altsaa forfærdelig meget. Og det er yderst uklædeligt. Jeg tror mer og mer, at vi kunde ligge i Hi om Vinteren. Tænk, hvor det bl.a. vilde spære paa Veden!

Hulda Garborg, Ms. 8 2022, side 106

Å gi slipp på et barn

I 1841 giftet Camilla Wergeland seg med jurist Peter Jonas Collett. De fikk fire sønner sammen. Den førstefødte, Robert, kom til verden i 1842. Deretter fulgte Alf i 1844, Oscar i 1845 og Emil i 1848. I 1851 fikk Peter Collett lungebetennelse og døde, bare 38 år gammel. Da hadde han vært gift med Camilla i ti år. Igjen sto hun med fire barn – og det litterære gjennombruddet med Amtmandens Døttre var fortsatt noen år unna.

Tilværelsen som enke var ikke enkel. I de etterlatte papirene fra Camilla Collett i samlingen til Nasjonalbiblioteket ligger det noen korte, selvbiografiske notater. De er ikke datert, men innholdet kan gi en pekepinn om når det er skrevet. Slik som i denne teksten, skrevet i etterkant av ektemannens død. Da måtte hun gi fra seg to av sine barn slik at de kunne oppdras av slektninger. Robert, den eldste, og Oscar, den nest yngste. Det var tungt:

Efter Faderens Død, da Byen blev mig en Forfærdelse, da også vor lille Villa vi selv havde bygget og beboet – ak kun 2 År – også blev solgt, da dette synlige Billede af den moralske Tryghed jeg i nogle År havde nydt – gik over i fremmede Hænder gjorde min Svoger, nuværendee Amtmand Collett mig det Forslag at tage min Ældste, Robert til sin […]

Jeg erindrer den dunkle triste Vinteraften, da jeg bragte Robert min Førstefødte ham som vi havde gjort så meget Væsen af ned til sit nye Hjem. Fru C der var hos mig i de første tunge Uger fulgte med. Hun vilde vi skulde taget en Vogn, men jeg syntes det var en Lindring at gå. Og så gik vi den dunkle triste Vinterskumring, den enomste Vei vi kunde finde, Robert mellem os, hver med en Hånd. Det var et sørgeligt Tog.

Camilla Collett, notater til en levnetsbeskrivelse