- klikk i bildet -

Fra 1. akt.

WANGEL.
Var vandet bra friskt i dag?
ELLIDA.
Friskt! Å Gud, her er vandet aldrig friskt. Så lunkent og slapt. Uh! Vandet er sykt her inde i fjordene.

- klikk i bildet -

Fra 4. akt.

ELLIDA.
Wangel! La mig sige dig det, - sige det, så han hører på det. Vel kan du holde mig tilbage her! Og det vil du jo også gøre! Men mit sind, - alle mine tanker, - alle min dragende længsler og begær, - dem  kan du ikke binde! De vil hige og jage – ud i det ukendte, - som jeg var skabt for – og som du har lukket for mig!

Doktor Wangel bor i en liten kystby med sin langt yngre kone Ellida og sine to døtre fra første ekteskap. Ellida har vært deprimert og ute av balanse siden de mistet sitt nyfødte barn, og hun har også dårlig kontakt med stedøtrene. Hun er datter av en fyrvokter og har i ungdommen vært forlovet med en underlig sjømann, som dro sin vei, men som avtvang henne evig troskap. Hun har alltid følt seg skyldig i svik mot denne mannen, selv om han trolig er død for lengst. Da den mystiske mannen plutselig kommer tilbake og ber henne bli med ham, som avtalen var, føler Ellida at han representerer det ville og ukjente som hun alltid har hatt dragning mot. Men hun er også redd. Doktor Wangel vil holde henne tilbake, men Ellida erklærer at han aldri vil kunne beholde hennes sinn med tvang. Da Wangel til slutt gir henne frihet til å velge selv, forstår hun imidlertid at det er hos ham hun hører til. Og den fremmede drar sin vei.