
[Januar]
Nytaarsdag.
«Lad Taager din Isse kun dække,
O Fremtiid! det ængster os ey.
Lad Mulmet end varslende vække,
Dog Haabet omstraaler vor Vey.
Hvad kan jeg andet, end begynde dette nye Aar som jeg endte det gamle, med de ømmeste Velsignelser og Ønsker over Eder, I nære og fiærne Elskede, Elskende! Som der er ingen iblandt Eder, der jo i Dag tænker paa mig og Mine med et fromt, barnligt, vennehuldt Ønske, er der heller ikke iblandt Eder Alle nogen, for hvem jeg jo med Moder- og Vennesind nedbeder Velsignelser fra alt det Godes milde Giver.
Og Du længst Bortfjærnede, hulde Sally, som i det fremmede, det fiendtlige Land, i Dag helligholder, maaskee blot i Dit Hiertes Stilhed, for første, og jeg haaber sidste Gang, Dit det dobbelt nye Aars Begyndelse, kom sund og vel igien tilbage i vore Arme, og over Dig, hvor Du aander, Himlens Fred, søde kiære Sally! og over Eder – os Alle! Amen. –
Middag. Et stort Brev fra Kbhn bragte man mig nu. Fra hvem kunde det være uden fra de dyrebare Barna mine!? Men det var over 6 Uger gammelt, var kommet op med Justitsraad Wexels, som maae have reyst i Sneglegang, eller opholdt sig længe noget Steds underveys. Dog, det være gammelt eller nyt, det velsignede Brev, det var mig en kiær Nytaarsgave, end kiærere, om mueligt, ved de Linier deri fra Deres Haand, ædle Treschow, som har rørt mig til Taare, og disse bittersøde Veemodstaare være Dem min Tak være Dem det her og for Gud. – Med hvert Aars, med hver Maaneds Begyndelse (og vel oftere) tænker jeg: «om du inden denne Maaneds, dette Aars (Uges eller Dags) Ende, saae din Sara og Vilhelm igien! Det er intet Ønske, mine Elskede! Min Kiærlighed for de, jeg har tilbage, formilder min Længsel efter de Forudgangne, forvandler den til stille Hengivenhed i Alfaders Villie.
Men saadan vaktes dog ikke i lang Tiid min Lyst til Livet, som da jeg læste: «dog ey kan man afslaae mig, naar jeg efter 40 Aar‹s› Læreembede i Aar 1814, og min Alders 63, søger om Afskeed. Maaskee beholder jeg endda saa megen Kraft tilbage, at jeg som Privat kan være mit elskte Land til nogen Nytte. Hertil indskrænker sig mine Forhaabninger for dette Liv.» – Og mine, ædl‹…› Mand, udvider sig ved Tanken om, jeg kunde nesten sige Visheden om, at jeg skal faae see Dem og med Dem de andre elskede Barna mine endnu engang paa denne Jord. Tre Aa‹r› ja, det synes langt. Men naar jeg tænker paa hvordan selv diss‹e› to sidste Aar har bortskyndt sig, forekommer mig tre forestaaende ikke lange: thi Haabet staaer smilende i Baggrunden, og hend‹es› hulde Smiil falder lysende ned paa den lange Række af de tre Gange 365 Dage, som Maanens Straaler over den lange, men klare Vinternat. Ja, det elskede Fødeland skal see, og jeg ska‹l› see Eder igien, og vi skal forene os i Tak for al Eders Kiærlighed[.] Og endnu længe længe skal det troefaste Norge glædes og velsignes ved en af dets værdigste, dets ømthengivneste Sønners gavnrige Liv – Jeg skriver under lutter Afbrydelser, og afbrydes nu ganske ved Mørket og de alt kommende Giæster, men især ved en ulidelig Hovedpine, som jeg frygter vil giøre mig uskikket til at rygte mit Kald som Vertinde. Men jeg stoler paa mine brave Medhielpere og Medhielpersker. –
2den Januarj, Onsdag. Alle ligger nu i den dybeste søvn, Telj‹a,› Maja og Hanna Bull undtagen – og jeg, som I da seer, er lysvaage‹n.› Men derfor fortiæner jeg ingen Tak; thi har jeg end ikke sovet, har jeg dog hvilet min sædvanlige Tiid. Gud forbyde at mange, en‹d› sige Alle det nye Aars Dage skulde blive mig som den i Gaar – Da jeg havde faaet dem i Dands, gik jeg herind og lagde mig paa Sophaen, saae imellem ind til de mange Glade, og tænkte jeg skulde holdt det ud til de havde spiist. Men det blev alt værre og værre, og da jeg havde overdraget Nella min Plads, og faaet hendes og Hertels Løfte, at alting skulde blive besørget paa det be‹d›ste, hvad ogsaa min Telja lovede mig, gik jeg tilsengs Kl:11 – men ikke til synderlig Roe. Dog, den ønskede jeg ikke, ja den vilde virkelig blevet mig Uroe, thi da havde jeg troet det var gaaet istaae med Moroen. Til denne Bekymring fandt jeg ingen Grund: Ved Bordet gik det i en Sang og Klinken og Hurraraab (hver Gang Dørren gik op, hørte jeg det) saa jeg neppe veed, naar de gave sig Tiid at spise – med Drikken gaaer det gesvindere. Nella stod saamen ærlig paa min Repetation» – det maae man lade hende. Kl 8, da de sadde ved Frokostbordet, stod jeg op, og Kl. 9 dandsede de endnu en Feyer til guter letzt. Alle forsikrede, de havde moret sig kongeligt, og paa intet Ansigt saae jeg Spor af Mathed eller Søvn, ikke engang paa Fader Bierkes. «Var han der ogsaa?» Ja, da Borch og Jes var der for at bede hans Datter, og hvem flere Dandsende der var, svarede han: at han nok kom med ubuden – og hvor velkommen denne behagelige Mand var os, kan I tænke. Musik er hans Hiertens Glæde, hans Kiæphest. Han kunde ikke rive sig fra en Clairnetblæser (som ogsaa blæser deyligt) en heel Time efter han havde bestemt at tage sig lidt Roe. Her var alt i alt 40 Mennesker, og det er passeligt for det Dandserum vi har. Paa Fader Bierk og Giørups nær, var det lutter Ungdom, og ret megen elskværdig Ungdom. Ogsaa havde vi, hvad sielden er Tilfældet paa Landet, nesten saa mange Dandsere som Dandserinder, og det flinke utrættelige Dandsere. Blandt disse var Ritmester Ingiers to ældste Sønner, begge Lytnanter, og en Mandal, Jes's gl: Skolekammerat, tre tækkelige unge Mænnesker, Fabritius, Lunde, Otto Smith, Borch, og min Hr Søn (hvis Opmærksomhed for alles Fornøyelse jeg med megen Tilfredshed lagde Mærke til) og, nesten alle, Selv min gamle Hertel dandsede et Par Dandse, hører jeg. Lina holdt ud som de andre (hun har sin Papas Natur) og Kaja ligesaa, efter en kort Luur. Men saa faldt hun ogsaa om paa sin Seng med al sin Pynt, som da bestod i et Pærlebaand og en nye rød Kiole, og laae selv saa rød som Kiolen.
Om Forladelse lille Zarine og Maren Skieldrup! Jeg har giort Jer Uret Børn! I har heller ikke sovet – Og nu rører Borches sig i Stoerstuekammeret. Jeg hører den unge Madam klynke saa smaat – Men før jeg
n1 forlader Gaarsdagen, maae jeg dog fortælle Eder, at – I vil ikke troe Eders egne Øyne – min Skriver skriver – Nytaarsvers, som jeg er vis paa mange, maaskee endog Kiendere, vilde foretrække, selve min (frafaldne) Adams – Ja, jeg vidste nok, I vilde ryste paa Hovedet, Børn, og jeg studsede selv ikke mindre end I, da min Maria i Gaar Morges kom hen og kyssede mig «for det Nytaarsvers, hun havde faaet af Faer, hun og hendes Sydskende.» – Det veed jeg intet af forsikrede jeg hende – «Nu, saa kom da med det! Du har vist, Moer Koren, lært
af denne kiedsommelige Vidtsvævenhed af den uendelige Tristram Schandy» – Kan være, mine Elskelige! ja, der bedroges min Forventning skammelig – I Aftes» – «Og i Dag vil du giøre Giengield paa os, og bedrage vores, det er ret umoderligt, veed du det?» – «Nu nu, mine ki‹æ›re Børn, begynder ikke det nye Aar med Utaalmodighed!» – Og hvis er Skylden? Havde du dog aldrig seet den fortredelige Bog!» – «Det ønsker vist ingen mere, end jeg. Saa var mine Penge sparet, og megen Ærgelse havde jeg undgaaet» – «Aa du fortiænte ret» – «Endnu mere.» Ney, det vilde Du ikke sagt, Sally, eller Du, Malla – en af Jer syntes jeg det var jeg hørte – Altsaa, for at fatte mig kort – «Ja giid du kunde det!» – Naa, hvorfor afbrød Du mig nu igien? Det havde alt staaet her, det hele Værs, som hverken var meer eller mindre end en Anvisning paa 1000
rd siger og skriver Et Tusinde Rigsdaler, d: C:, som Ritmester Rasch skal udbetale Barna, ikke som Odelspenge paa Mustorp, men som min Korens rene Tilgodehavende. Og har jeg nu ikke Ret? Kan man ikke sætte saadant et Nytaarsværs ved Siden af hvilket som helst det skal være?
Suppen er paa Bordet, hører jeg, og nu maae jeg op og vække den genialske Digter –
3die Torsdag. Herre Gud, hvor jeg med alle mine saare Fingre og øvrige Skavanker lever deyligt i denne Tiid! Jeg tør neppe troe paa det er sandt, at jeg faaer saadan være hiemme i min Roelighed. I Dag skal de alle til Munthes til Middag. Kun de to Smaae bliver hiemme hos mig og Telja. Saa længe nu Dagslyset varer – og jeg seer alt et Par Minuter længere – underholder jeg mig, I Elskede, med Eder, og naar jeg ikke seer længere, morer jeg mig med Glutterne til vi tænder Lys, saa tager jeg fat paa Madam Stahls Delphine, som Brummer ubedet har sendt mig, og hvorfor jeg veed ham oprigtig Tak. I det lidet jeg læste i Gaar, fandt jeg deylige Stæder, og haaber at finde den saa meget over, som Tristr: Schandy var under min Forventning. De Smaae afbryder mig vel imellem, og det maae de giærne. Naar jeg vil have dem gan‹s›ke roelige, giver jeg dem hver sin Bog, saa ere de stille og glade som jeg, om end Kaja ikke holder lang Stillesidden ud. Nu skal jeg tage fat paa Brevene, som den gode Nella og hendes Borch skal have med sig i Morgen (da reyser de) til min stakkels kiære Lotta, som ikke har været frisk i hele Julen, skrev min Kista, men dog da var bædre – og til Søn Rasmussen, som jeg skal forskaffe en ret alvorlig Glæde ved Meddelelsen af vor ædle Treschows Brev, skiønt det ikke svarer ganske til hans Ønsker, ak, og til vort Haab endnu for kort Tiid siden –
Kl: 9 i Aftes forføyede det hele Hovind Personale sig til Hvile, som fast alle trængte haardt til. – Nu begynder det – Kl: er atter 9 – at blive levende i det hele Huus – Min Koren er taget for længe siden til Ullensager Prstgrd, for at møde ved Forligelses-Comissionen. Hvordan det der monne gaae? længes jeg dog efter at høre.
4de Fredag. De fra Munthe giorte Forligs-Forslag, bleve ikke antagne af Odelsmændene – den unge Hr Scheitlie var der selv – og nu gaaer da vel Sagen saa langt den kan komme. De kom alle hiem Kl. 11, og havde levet ret morsomt. Før det var ret lyst i Dag, reyste Borches, hvad ikke var for tidligt, naar de skal naae deres Hiem, hvortil de herfra har 9 stærke Miil, i Aften og det maatte de endelig. Nella var nok saa færm. Skiøndt hun har et godt Hiem at reyse til, forlod hun dog Hovind med Vemod.
«O es ist eine schrecklicher Tod, Verbrennen» – siger Reka i Lessings Nathan, og disse Ord gienlyder i denne Tiid nesten stedse i mit Inderste. De arme, haardtprøvede Werners har atter havt et gyseligt Uheld. Et af deres Børn var og er endnu sygt. Hos dette vaagede en halvvoxen Pige, som passede Børnene, i samme Værelse, hvor Forældrene laae. Hun havde sadt sig ved Ovnen, og var faldt i Søvn der. En Gnist faldt i hendes Klæder, og da hun vaagnede i et høyt Skrig, stode disse i lys Lue. Wærner fløy op af Sengen, greb det ulykkelige Barn og bar hende, imens Flamerne sloge sammen om ham, ud i Sneen – jeg kan ikke udmale det skrækkelige Billede. I Gaar døde Barnet, og Gud skee Lov, hendes Smerter saa snart toge Ende. For hende kunde Walbohm, som strax blev hentet, intet udrette, men anvendte alt for Wærner, der har forbrændt sine Hænder, og har stærk Feber. Maatte han kun ikke falde tilbage i den Nærvefeber, han endnu ikke var ganske helbredet for –
Søndag 6te Vi sad i godt Kirkelag i Aftes, havde faaet det saa deylig varmt, og jeg begyndte at læse for mine glade Tilhørerinder, da kom Bielder raslende, og i Maanskinnet saae vi en indhyllet Fruentimmer-Figur, som sneeg sig af Slæden og ned i Kiøkkenet uden at bekymre sig om de Forundrede, som ilede efter hende, og ungie‹…› kiendte den kiære Kista, som vilde overrasket os, hvad hun ogsa‹a› virkelig giorde. Børnene bleve lidt grætne da vi afbrødes i vor Roe; men at der nu blev en almindelig Glæde behøver jeg vel ikk‹e› at sige Eder. Kunde vi blevet gladere, end vi vare i hendes Komme, maatte det være ved at høre hvor vel alt stod til paa det velsi‹g›nede Tøyen, hvorfor Gud være takket og priset – Hun bliver her kun til Tirsdag, den kiære Pige, og da følger min hulde Zarina og Hannamoer ind med hende. Og nu laver de sig alle til at tage til Lehnsmand Riis til Middag, og hvor formodentlig bliver Dands i Aften. Det er en stræng Kuld, saa jeg ugiærne seer denne Tour, men de lover at tage sig i Agt, og jeg stoler paa den troe Kista og Broder hendes, og betroer dem Opsigten over Lina og dem alle og er temmelig tryg. Ofte bruger jeg i denne Tiid Dalls Ordsprog: «Hvem veed, hvortil det er godt?» i Anledning, som I alt har giættet, af hvad der befrier mig for at forlade Huset. Min Rikke har ladet mig hilse ved Futen, som er her, at hun kommer til mig i Eftermiddag, og saa seer I nok, jeg venter mig det lidt godt, som den gode Frue Kiærulff havde til Mundheld, og som Gud give, hun ofte, og sit hele Liv igiennem maae have det –
Min Koren tog nu til Byen, belæsset med Breve og Pakker fra mig, Breve til Kiøbenhavn og Strømsøe og Christiania[.] Men mig har den slæmme Præst Wulfsberg vist intet bragt fra Eder, Elskede dernede, da de paa Tøyen hverken har hørt eller seet til ham. Det er høyst underligt. Ogsaa Bergh er taus – Men maaskee har de ikke engang faaet fat paa den ustøe Præst. Helst lægger jeg Skylden paa ham. – Der er atter Bielder – her har været saa mange Morgenvisitter – det er formodentlig Ungdommen fra Ritmester Ingiers som skal med til Humble i Dag –
Mandag 7de Dem var det, Aslaug, Hans og Martin Ingier. De lovede at komme tilbage med Børnene; men i Nat kom Hertel og Lina, og lod os vide, at de snilde Bierkes havde giort Beslag paa dem allesammen – de skulde ligge der, og vi kan ey vente dem hiem før mod Aftenen. Denne Gang faaer jeg altsaa ikke meget godt af min Kistas Nærværelse. Dog, maae hun kun more sig lidt, er det godt. Men her hiemme morede hun sig dog allerbedst, det veed jeg – Ja, vi havde det rigtig meget godt, min Rikke og jeg, og meget, efter 5 Ugers Fraværelse fra hinanden at fortælle om vore Udenlandsreyser. Men nogle sørgelige Efterretninger fra mit gamle Ejdsberg og Aschim forbittrede dog disse Timers Behagelighed. Især faldt det smerteligt paa mit Hierte at Præsten Hiortes Datter (de har kun hende og to Sønner) var saa slet, da Moer B: reyste at de ikke troede det mueligt, hun skulde leve. Den fromme, lille, gode Bolette! Min Saras allerførste Legesøster, og som hun talte om hele Tiden mens hun var syg, og endnu den sidste Dag – Skulde hun maaskee allerede nu være samlet med sin Sara igien. O, arme Moder! arme Fader! I vare mine troefaste Venner, og jeg veed, hvordan I har deelt mine Tab – Jeg drømte i Nat – og det var ikke underligt – nesten kun om Aschim Præstegaard, og at jeg fik Brev fra Hiort, hvori han, efter at have talt om Sara og Vilhelm siger: «ogsaa vort Hoveds Krone er affalden – den 5te døde Bolette Hiort» – disse Ord staaer saa tydeligt for mine Øyne. O maatte det alt kun været en Drøm!
Jeg laae, for første Gang i lang Tiid, og læste en Times Tiid, troer jeg. Da Hertel og Lina kom, havde jeg nyelig slukket mit Lys. Det var nok ikke rigtig, især da jeg først gik tilsengs Kl: 12 – Men jeg vilde ikke overlade mig mine egne Tanker, vilde ikke engang – torde ikke – tage fat paa Delphine, hvis Skiæbne – den eneste i det virkelige Liv som i det digtede, jeg kiender – jeg forudseer maae blive alt mere og mere sørgeligt. Jeg tog det første det beste jeg fik fat paa. Det var Jüngers floue Kiole fra Lyon[.] Men den kunde ikke fængsle min Opmærksomhed, og mine Drømme bragte alle de Forestillinger tilbage, jeg havde søgt at undflye. Saa mangen Scene fra fordums Dage, fra mine første i Norge, gik imens jeg vaagede og naar jeg sov forbi Siælens Øye. Jeg fandt Kiærlighed og Godhed overalt, men ingensteds mere, end paa det, ak indtil nu saa lykkelige Aschim, hvis Giæstfrihed er saa almindelig bekiendt. Gud give jeg kunde være der i dette Nu for enten at dele deres Glæde eller Kummer – begge maae være unævnelig. Evige Fader! Styrk de Lidende, om Du vil, de skal lide, og giv deres Smerte Taare, at deres Hierter ikke skal briste i Fortvivlelse – giv dem Venner i Nødens Tiid, som du gav mig og min Koren, at de maae leve for de Mange som vilde bittert savne dem –
Tirsdag 8de Begyndte vi seent at jule paa Hovind, holder vi ogsaa ud i Længden. I Gaar Eftermidd: kom det unge Folk hiem, og med dem Jomfrue Horsterne og Ingiers Børn. De havde stoer Lyst, mærkede jeg, til at faae sig nogle Juleleger, og lod jeg flux lægge i i Stoerstuen, hvor de kunde have godt Svingrum. At de skulde bie til der blev varmt, var ikke at tænke paa, og maatte jeg da finde paa noget, hvorved de kunde springe omkring, og blandede mig lige saa barnagtig som de alle, med i Legen til det var kommet i Gang. I det samme kom den gode Olsen med sin Thrina fra deres Østerdalstour, hvor de havde besøgt Olsens Fader og Slægtninge, velstaaende brave Bønder, som alle ere blevne saa indtagne i de‹n› unge godlidende Kone der saa godt veed at omgaaes disse Naturens jævne Børn. Hun havde mange smaae morsomme Geschichter om denne Tour, og fortæller dem paa sin egen snurrig‹e› Maade. «Naar jeg undtager, sagde hun, at de vare færdige at proppe mig med Mad og Drikke, levede jeg ret deyligt blandt dem‹.»› Nu reyste de – der var ingen Muelighed i at holde dem i Dag over; men min kiære Kista, Zarinchen, og Hanna, beholder vi Gud skee Lov til i Morgen. Jomfr: Ingier og hendes Brødre ere her endnu, men maae hiem i Aften. Jomfr: Horsterne toge til Gierdrum i Aftes, neppe afkiølede efter en rask Feyer – Tak, dyrebare Maja C: for Dit lille Brev. Saa snart her nu bliver lidt Roe, begynder jeg Oversættelsen af «die beiden Bräute» at min‹e› ikke tydsklæsende Veninder maae glæde sig ved den, som den Gud skee Lov har glædet Dig, Gode, og vor Egerven –
Torsdag 10de Hidtil har det gaaet flinkt med min Journal. Men nu er Julen forbi, og alt igien vendt tilbage i sin daglige Orden. Aldrig saa snart var min kiære, min evigkiære Kista og min hulde Zarine reyst i Gaar, og strax efter dem Major Krogh, som var her for at tale med Skriveren, før Telja fik sin Rok ind og i Gang. Nu er Hanna Bull allene tilbage. Tak, min elskede Lotta, at Du tillod hende at blive til hendes og Majas Glæde. Nu faaer Du dem begge paa engang. Hanna spurgte Koren da han kom: om han havde talt med Moer? Ja det kan du jo begribe, svarede han, naar jeg var saa længe paa Tøyen. Og andet Svar fik hun ikke, før han i Gaar Morges lod Lina bringe hende sin hiemvævede Kiole og andre Ting til dagligt Brug – og da forstod hun Sammenhængen. – Jeg var meget syg i Gaar den hele Dag, og kunde slet ikke bruge mine Hænder, hvad der giør Sindet saa sygt som Legemet. Dog oversatte jeg nogle Sider af de tvende Brude, kan det kun læses. I Dag venter jeg med Ængstelse Folkene tilbage fra Byen, og med dem Efterretning om Bolette Hiort, som jeg har bedt min Lotta skaffe mig hos Hiorts Beslægtede i Christiania. Jeg er ret rask men har ingen rigtig Roe i denne Venten. Tak, min Kista, for Din Nærværelse, skiøndt jeg havde lidet godt af den, og den sidste Aften især blev saa stille for os alle, da vor Maria blev syg. Gud skee Lov at det gik saa snart over, og at hun i Gaar var rask igien og ogsaa er det i Dag.
Fredag 11te Og Gud skee Lov, at min Drøm var uden Betydning: den gode Bolette Hiort, skriver min Kista, er i ønskelig Bædring, er givet de kiærlige lykkelige Forældre tilbage igien. Lov og Tak være dig, o Gud, du Miskundheds Fader! – De kiære Pigebørn kom vel til Byen, og uden andet Uheld, end at Zarine giorde for dybt et Kniks for en Bordkiører, hvis belæssede Slæde rev hendes altfor lette overende, dog faldt hun godt og blødt, siger hun, og var det kun en lille Afvexling paa den deylige mens eensformige Vey. Begge fandt alt vel i deres kiære Hiem, og saa er jo Gud skee Lov nu alting vel – Kun ikke jeg selv. I Dag er atter en slem Dag, og min gode Rikke venter mig, som i Gaar, forgiæves. Jeg har ofte stærk Feber; og tidt, mine Elskede, er det mig, som det stundede til mit Livs Aften. Dog, man siger, at der følger et Slags Mismod med det Onde, jeg har. Mismod? Skulde det kunde frembringe hiin Tanke, ak, som var saa sød, ‹og› jeg kunde skille den fra Forestillingen om Eders Bedrøvelse, mine Dyrebare, min Siæls Dyrebare paa Jorden. Men snart vilde bliid Veemod blande sig i Eders Kummer og endelig fortrænge de‹n› naar I tænkte Eder Eders Venindes Lyksalighed, og hvordan I m‹ed› hvert Skridt kom den og hende nærmere. Har jeg ikke nu overlevet Sara og Vilhelm i to Aar, og havt mangen glad Time siden jeg troede al Jordens Glæde var forsvunden for mig? – Jeg blive‹r›giærne længere iblandt Eder, det veed I, og vil bede Gud jeg maa‹e› blive det saa længe jeg endnu kan være min Koren og hans Børn og Eder Alle til Gavn og Glæde. Hans Villie skee!
Søndag 13de Man giør sig dog rigtig selv mange Plager i denne Verden. Forgangen Aften fandt jeg paa et Experiment med mine stakkels Hænder, hvorved de ere blevne meget værre, og har været nesten ubrugelige. Nu ere de lidt bædre, og bliver mit Hoved det ogsaa, skal jeg i Dag skrive til mine elskede Egerbørn, at mit Farvel kan modtage dem i Christiania, hvor de, og ogsaa Du, dyrebare Maja C, kommer i neste (i den nu begyndte) Uge, skrev mit velsignede Thrinabarn med min Koren, og moderlig Tak være Dig, og Du og min kiære Real for de barnligømme Linier, Eders Ønsker, Eders Kiærlighed. Havde jeg nogensinde været saa ulykkelig at tvivle om Udødeligheden – Følelsen af hvad jeg er Eder, I alle min Siæls usigelig Elskede, og hvad I ere mig, maatte hævet hver Tvivl: denne Følelse kunde ikke være hvad den er, var den ikke uendelig –
Da Læsning i denne Tiid nesten er mit eneste Arbeyde, fordi jeg dertil ingen Synderlig Haandhielp behøver, har jeg nu faaet udlæst Delphine. Man seer tydelig, at den er blevet til for at udvikle Forfatterindens Tanker og Grundsætninger, og altsaa udgiør det historiske det mindste i de 5 Dele; men jeg læste dem dog til det sidste Blad med udeelt Opmærksomhed og Interesse, fandt den rig paa skiønne Stæder, og blandt disse nogle, som jeg troer, kun kunde flyde fra en qvindelig Siæl i en qvindelig Pen. Men hvorfor denne Bog har paadraget hende Bonapartes Unaade, begriber jeg lige saa lidt som de fleste af hans, mig bekiendte Handlinger.
Mandag 14de Da jeg er saa temmelig kiendt med de fleste Omboendes Eqvipager, blev jeg forundret i Gaar Formiddag, da jeg saae tre, mig ganske fremmede Slæder, de to temmelig bepakkede, holde i Gaarden, og spændes fra. Det var en gammel Ejdsbergsøgning, en Ritmester Bierregaard, med sin ældste Datter, som er hos Widing siden hans Kones (hendes Søsters) Sygdom og død, og hans Yngste. Han havde besøgt sin Svigersøn, hvor han ikke havde fundet sig synderlig tilfreds, stakkels gamle Mand – han er over 70 Aar – og megen Sorg af og med hans Børn, nedbøyer ham dybt i hans Alderdom. Vi vilde giærne hygge ham det beste vi kunde, og saa hengave vi os taalmodig hans hvileløse Snaksomhed, og fik flere og nøyere Underretninger om alle vore gamle Bekiendtere, end vi har faaet siden vi forlode Smaalehnene. Den glædeligste var Bekræftelsen paa min gode kiære Bolette Hiorts Bædring. Bierregaard er nær beslægtet med Hiortes og havde havt Bud der Dagen før han tog herop, og da troede de al Fare forbi. Vi hengave os taalmodig den gamle Mands Snaksomhed, sagde jeg; men egentlig var det min Koren og Hertel denne Roes giælder: thi tilsidst blev jeg dog saa træt, at jeg satte mig herind, og tog fat paa min Oversættelse, som det gaaer ret flinkt med efter Omstændighederne, Hændernes, nemlig. Nu synes det dog, de vil blive bædre, og det var ikke for tidligt.
Bierregaard tog bort med sin yngste Datter, da de havde spiist Frokost. Arme Olding! her forlod han et ulykkeligt Barn, og hiemme finder han et ikke mindre ulykkeligt, en Datter, som nesten er vanvittig over en kulkastet Forlovelse. Da han i Aftes talte om alle sine Viderværdigheder, løb Taarene ned over hans graa Kinder – og hvad kan være mere rørende end en Mands, en Oldings, en Faders Taare!
I Morgen gaaer et Bud herfra til Byen, og saa har jeg altiid travlt, naar jeg er saa lykkelig, jeg kan have det. Karen Bierregaard er ogsaa taget bort, men kommer her snart igien med sit stakkels, for nærværende Tiid – og maaskee for stedse – faderløse Barn. «Menschen sind's, die Menschen elend macht.»
Torsd: 17de Arme, ulykkelige Caroline! siger jeg, og løfter mine Øyne paa det hulde veemodsfulde Aasyn, som stedse, naar jeg længe betragter det, bringer mig Taare i Øynene; og hver gang denne Dag vender tilbage, denne grusomme Dag, som tilintetgiorde hvert hendes Haab for det hele ungdommelige Liv, tilintetgiorde hendes hele Tilværelse, staaer alle hine Rædselsscener, som allerede i mit 8de Aar giorde saa dyb‹t› et Indtryk paa min barnlige Siæl, levende for mig. Dog, hun har j‹o› længe, længe siden overstridt; og havde det lykkedes Forførelse og Ondskab at forgifte hendes Uskyld, o, hendes Angerstaare, hendes grændseløse Lidelser luttrede hendes unge Hierte igien, og hun svang sig reen og hellig igien tilbage til sin rette Fader, sit rette Hiem. Og bliver det os ikke alle et uforrykkeligt Maal efter Livets møysomme, men korte Vandring? Lader os da ikke klage.
I Gaar fristedes jeg stærk til Utaalmodighed, ikke saa meget over Smerten i min Haand, som over Umueligheden at bruge den. Det var en tung Dag. Saa kom Dit Brev, dyrebare Lotta! Du er ogsaa syg og mismodig, Du Gode! Dit Brev gav mig Taare – Du talte deri om min Vilhelm, og dette Navn, som evig gienlyder i mit Inderste, hører og læser jeg aldrig uden Bevægelse. Jeg græd længe, og det giorde mit Hierte godt, det blev lettere, min Utaalmodighed ophørte, jeg skammede mig ved at saa lidet kunde frembringe den, og jeg sagde til mig selv:
«See ‹…› dig omkring, kom dem i hu,
Som bære tifold meer end du,
Og ey saa hastig trættes –»
Min Koren og Jes var paa Plogstad. Fogden var i Byen, og min gode Rikke lovede, at see til mig, da jeg ikke kan komme til hende. O, jeg kan ingensteds komme. Var jeg frisk, da holdt neppe noget mig fra, at see mine elskede Egerbarn endnu engang før de reyser, og min Maja, og vore Børn og Dig, ømme, elskede Lotta, og Din Lawson, og min Kista, og mine Slotspræstvenner – og saa vilde jeg ilet tilbage igien og længe glædet mig over, jeg havde seet Eder. Det var min Plan – den leed Skibbrud som saa mange andre. –
Fredag 18de Min gode troe Rikke kom her i Aftes, da det alt begyndte at mørkne, og i et Veyr, som jeg ikke nænte at lade lille Ole gaae over til Walbohm i for mig. Hendes Mand havde noget at afgiøre med min, og da hun havde hørt, jeg var sygere end før, havde hun ingen Roe, før hun selv saae mig. Capitain Hals var her paa Visitering, og jeg sad her inde den hele Aften, Rikke hos mig. Futen og mine Folk saae imellem ind til os. Saa fik vi Posten, jeg to Breve, fra Edvard Munk og fra min elskede Maja C, hvoraf jeg seer, at hun og vore Egervenner neppe kommer til Byen i denne Uge, men saa seer jeg ogsaa, at Dall ventes op i disse Dage; og nu begriber jeg, hvorfor jeg den ene Postdag efter den anden har ventet forgiæves efter at høre noget dernede fra. O, hvor giærne var jeg, baade for at see og tale med den troe Lollik, og for mange andre Aarsagers Skyld paa mit kiære Tøyen i denne Tiid, giorde Omstændighederne det ikke umueligt.
Fogdens reyste, alle vore Bønner uagtet, hiem igien da de havde spiist. Hals i Formiddag. Nu er Frøken Keilhau, Jomfrue Antze og Fabritius her, og jeg hører herind, hvor den glade Ungdom støyer. Min Roe forstyrrer det ikke, forøger det snarere. «Lad den muntre grønne Ungdom kun forlyste sig i de glade Dage, som gaaer hastelig», staaer der i en gammel Vise – O ja, lad dem det! Tilvisse gaaer Denne Tiid – ak, kun alt for hastelig – I Dag har det været en af mine meget gode Dage, uden Feber, og uden synderlig Smerte i Hænderne. Snart er Halvdelen af de tvende Brude oversadt, NB første Deel af den. Det er et lønnende Arbeyde i alle Henseender.
Søndag 20de Nu er da ogsaa det Haab forbi. Hvor forgiæves var min Glæde i Dalls Komme! Han bringer mig intet, og med ham ventede jeg, ak saa meget, ikke allene Breve, ogsaa Bøger, hvad jeg aldrig har trængt mere til end nu, jeg intet kan bestille – Tilgiv, I Dyrebare, min C og M:, at jeg ikke kunde glæde mig som jeg pleyer i Eders velsignede ømme Brev. Det er barnagtigt, men I skal alligevel vide det, at jeg græd over mit feylslagne Haab, og bebreydede Dall, at han var som saa mange andre, han hvis Tiænst- og Velvillighed jeg saa ofte med Taknemmelighed har beundret. Eder, mine kiærlige Døttre, kunde jeg ikke tilregne det, det smertede ogsaa Eder, at det gik saa, og at I ikke fik bort hvad I saa barnlig havde tiltænkt mig. Men det var mig ubegribeligt, at det kunde gaae saa – Dall var og er mig ubegribelig. Gud forlade ham det, han har skaffet mig en ret ubehagelig Dag, ikke allene derved, at han intet bragte mig, men især ved det vrantne Lune han har sadt mig i, som giø‹r› mig alt kiedsommeligt, ja mig end mere kiedsommelig for andre. Jeg læste det kiære barnlige Brev kun ganske flygtigt, og vil ikke heller tillade mig selv at læse det før jeg fortiæner det bædre. Og ikke i en Tiid af, Gud veed hvor mange Maaneder, et Ord fra Bergh – det har jeg dog Lov til, at harmes over –
Torsdag 22de Jeg fik meget mere at harmes, eller rettere bedrøve‹s› over Søndagaften, ja inderlig bedrøvet var jeg, og græd bittre, ganske andre Taare, end de mit feylslagne Haab afpræssede mig om Morgene‹n,› ja, nu skammede jeg mig ret ved disse. Men jeg kan ikke sige Eder mere, mine Dyrebare, for de ædle Menneskers Skyld, som det nærmere vedkommer, og paa hvis Vegne jeg leed saa meget. Heller ikke var dette Slags Lidelser mig selv fremmet, desværre! Nok herom.
Saa var jeg da i Gaar for første Gang i Aar og siden jeg kom fra Tøyen, i Slæde. Touren, det forstaaer sig, gik til min kiære Rikke[.] Min Jes styrede mig, og da vi vilde være tidlig hiemme igien, vare vi tidlig ude. Gud skee Lov jeg fandt søde Willa saa rask, hans Moder ogsaa, skiøndt hun Dagen før havde været meget syg. Min lille raske Rasmus savnede jeg. Han er hos Ritmester Ingiers, for at undervises med deres Børn. Dagen gik kun alt for hastig. Futen var mere hos os, end han pleyer, og ret lustig, som jeg længe ikke har seet ham. De vare alle glade i at see mig og om mueligt mere end ellers, da jeg aldrig før – en sørgelig Perio‹de› undtagen – havde været saa længe fra Plogstad. Ogsaa mit Strikketøy var med, men stort blev det ikke brugt, og faaer nok hvile endnu nogle Dage til Fingrene kan taale Traaden. For Resten giennemsaae vi endeel Tegninger og andre Rariteter, Fabritius havde havt med sig fra Kbhn, og læste et lille naragtigt Stykke: «Planen, eller Bønderne og Soldaterne» – jeg troer en Oversættelse af det Franske, som skulde være et ret og passende Stykke for et Privat-Theater. Det morede mig ret.
Kl 5½ var vi hiemme igien, uden at have mødt nogen Graabeen paa den store Mose, som vi halvveys ventede, da vi paa Bortveyen saae mangfoldige Spor af disse fæle Dyr overalt – Der blev ikke liden Glæde paa Barna over min tidlige Tilbagekomst. En bragde mig Skiærmen til Lyset, en anden Skammelen o.s.v. og tog jeg fat paa den anden Deel af Lafontaines Theodor som jeg til Kl: 10½ fik nesten halvlæst: thi I maae vide, jeg læser som Fanden læser Bibelen, sans comparaison, og giver dem neppe Halvdelen af de Kysse, Omfavnelser og Taare, denne Forfatter er kun altfor rig paa. Mange Afhandlinger som slaaer ind i det latinske og græske, gaaer ligeledes i Løbet; thi ellers spørger de mig, ligesom Sabine spørger sin lærde Broder, hvert Øyeblik: «Hvad er det?», og da jeg nu, som Gud og hver Mand – kun ikke Strømsøe Madamerne – veed, ikke er lærd, og dog giærne staaer paa min Repetation, saa pringer jeg det over, som salig Jalles «flittig Hilsen fra min Kone» – og vinder derved meget, seer I, i alle Henseender. Om mine Tilhørerinder ikke taber ved det? Ja, jeg kan i alt Fald ikke hielpe dem: thi selv der, hvor dog nok en Forklaring var mig muelig, blev det for vidtløftigt, og afbrød Fortællingens raske Gang, som nu paa mit Viis gaaer meget raskere –
At jeg, siden vi taler om Raskhed, selv er dygtig rask i Dag baade paa Sind og Legeme, har I nok alt, mine Elskelige, udfundet af hvad her skrevet staaer. Som mit Ansigt er et troet Speyl, er min Pen en troe Tolk af mine Følelser –
Torsdag 24de At der i Dag maatte være noget til mig fra Tøyen, fra min Maja C, maaskee fra Egersønnen, som dog, haabede jeg, fik et Øyebliks Tiid at sige sin Moer Koren endnu et Farvel fra Norge – at alle disse Forventninger skulde skuffes, vilde ingen faaet mig til at troe, før jeg selv havde giennemsøgt Postvesken, og intet fundet, uden et Brev fra Jette Degen – som maae tilgive mig, at jeg neppe har læst hendes Brev, stakkels gode Pige, kun seet, at hun har det meget godt der hun nu er – og det fornøyer mig, i hvor nedslagen jeg er –
Forstaaer jeg ret en Bekiendtgiørelse i Tiden, saa er allerede i Mandags agende Post afgaaet, og saa – ja, saa ere de borte, og Gud ledsage Dem! Men min Maja, min Lotta, min Kista hvorfor ikke et eneste Ord fra nogen af Eder? Sandelig, det er ret som alle mine saadanne Haab skulde glippe. Ja ja da! I Morgen begynder vel mine Jeremiader. Her er blot Forløberen. Kunde jeg kun give Lige for Lige! Men hvem tabte herved, uden jeg selv? Ney, jeg vil hellere lade som jeg var ædelmodig, som jeg vilde sanke gloende Kul paa Eders Hoveder, og blive ved at skrive til I svarer mig –
I Gaar Morges døde Frue Hanche, efter neppe to Maaneders Ægtestand. Megen Glæde gik hun neppe fra her paa Jorden, og den unge Ægtemand, mener jeg, trøster sig snart. Gud skee Lov, ingen Moderløse vil komme til at savne hende. Madam Munthe var hos hende i hendes Dødsstund; og har Præsten stedse viist sig som en Fader, ligesom hans afdøde Kone viste sig som Moder, mod den stakkels, i sit korte Liv meget lidende Frue Hanche. Nu er Livet og Lidelserne forbi.
Min Koren er borte i Dag, Lunde ogsaa, Hertel har været borte i flere Dage, Marie og Hanna ere paa Houg, for at see hvordan der staaer til, saa de Hiemmeværende ikke beløber sig til Mange.
Jessen min har ikke været frisk i Nat, og har endnu i Dag lidt Mavekrampe, dog er han Gud skee Lov oppe, og staaer nu og mynstrer Skrædderen, som skal sye hans nye pene Vadmels Kiole etc. Lina og Kaja trækker hverandre paa Kiælke heruden for – see saadan har vi det. Men hvem siger mig, I Elskede, hvordan I nu har det? Og om jeg giætter, hvem siger mig, om jeg har giættet ret? –
Der er Biælder, vist nok min Skriver – altsaa ind at tage imod ham –
Løverd: 26de Det vidste jeg vel, eller burde vidst at min elskelige Lotta, min dyrebare Maja C ikke lode mig blive uden Efterretninger, naar Leylighed gaves. Og Gud skee Lov, den gaves i Gaar. Seent – dog sad jeg her endnu og skrev – kom en Lieut: Wisløv og endnu en Do Lieutenant, som begge skulde til Trondhiem, og med dem fik jeg de velsignede Breve fra min Maja og Lotta, og min lille Maja fra sin Kista, og nu veed jeg da, de Alle lever vel, og at vore Egervenner reyste Onsdag – først Onsdag – uden at sige mig ‹e›t Farvel. Dette læser I langt fra mig, mine Elskede; mueligt har I forinden glædet mig med nogle Linier fra Hovedstaden, og endda vil det giøre Eder ondt, I intet farvel sagde Eders Moer Koren. Men jeg veed sagtens, hvordan det er naar man ligger paa Reysen. I det mindste siger Moderhiertet, at der umuelig blev dem lævnet Tiid eller Roe til at skrive – Altsaa intet mere herom. Gud give Eder en lyksom Reyse, og en behagelig Tour, og at vi glade maatte samles igien!!!
Og nu veed jeg ogsaa, at jeg vist tør glæde mig til Din Nærværelse, Dit Komme, Din længere Bliven her, dyrebare Maja! og trøster mig ved denne blide Udsigt over, at jeg ikke saae Dig nu, Du var mig paa nær 5 Mile nær – Ak, der er meget i de to kiære lange Breve som trøster mig, og vækker Veemod i mi‹n› Siæl, sød, stille Veemod. Jeg frygter, at Længslen efter at see mine dyrebare Tøyenvenner, og min Real og min Thrinasara, forfører mig til at bryde det Løfte, jeg har givet mig selv, ikke at tage til Byen før paa det allersidste Vinterføre, og imidlertiid bruge mine Huus-Curer for Siæl og Legeme. I burde ikke friste den let Forførte, mine Elskelige, som desværre «drages og lokkes af sine egne Begiærligheder» – Dog, endnu har mine bædre? Forsætter Overhaand. Hvor længe? Det faaer vi see[.]
Rasmussen er bleven gift, og er kommet ind i saa mange Sysler, at han nu reent glæmmer sin Moer Koren, i det mindste ikke lader hende høre noget fra sig; og nu skal han heller ikke høre fra mig før han seer her, at jeg er en Smule von paa ham. Da vil han gaae i sig selv, og tage Pennen, og takke mig for Meddelelsen af vor ædle Treschows Brev, og saa – er Alt godt igien.
Min gode Hertel, som i lang Tiid ikke har været ret brav i sine Øyne, vil tage til Byen ‹…› i Morgen for at consulere Møller eller Thulstrup. Vi har alle overtalt ham hertil. Med ham skulde dette Hefte og en mægtig Hoben Breve. Men nu, hører jeg, det er uvist, om der bliver noget af hans Reyse i Morgen. Imidlertii‹d› vil jeg lade som jeg var vis paa det, og giøre alting færdigt. Min Jes skal, gaaer Touren for sig, blive med ham.
De to unge Lieutenanter lode sig ikke overtale til at blive her Natten over, da de skulde naae Toten i Dag, og ingen Skyds havde tilsagt. Det var Jes's gamle gode Venner og Kammerater, saa vi ret bad dem meget, dog lod jeg dem kun bede, da de vare fared afsted før jeg kom ind, og jeg havde taget mine Briller af og rene Handsker paa for at gaae ind og neye for dem; men – «borte var Marius med Liren» –
Naar jeg nu blot faaer sagt Eder, at alle Smaaepigerne har grumme travlt for at ordne sig til den forestaaende Markedstour, veed jeg slet intet mere at fylde dette lille Rum med, uden I vil høre lidt mere om Jette? Ja, hun har det godt, har jeg alt sagt Eder, er i Huset hos en Engø (hvad Bestilling han har, veed Gud) og denne Engøs Huus staaer atter paa en Øe, der er saa lang som han er trang ‹…› den hedder Langøe, beliggende en halv Miil fra Tønsberg. I Huset er to Pigebørn, 8 og 9 Aar, hvis Gouvernante hun er. Folkene ‹…›ige og godgiørende og meget artige mod hende, siger hun –
Søndag 27de Jeg var ret inderlig bekymret for min gode Hertel i Gaar. Han havde været saa syg om Natten, og laae til ud paa Formiddagen. Gud skee Lov, i Dag er han rask og reyser nu strax til Byen tillige med Jessen min. Da denne Reyse blev bestemt i Fredags, foresatte jeg mig i Gaar at tømme br‹ad› paa det Rum i mit Skriverbord, hvor de mange ubesvarede Breve i denne Tiid tidt har giort mig ængstlig om Hiertet (ere Alle saa samvittighedsfulde heri, som jeg? Grib i Eders Barm, før I svarer, Sønnerne mine!) men neppe havde jeg begyndt, saa kom Wærners og Frue Hiort, og blev her hele Dagen. Nu generer jeg mig ellers ikke ved saadanne Leyligheder ‹a›llermindst for saa kiendte, gode Mennesker. Men jeg har ikke seet dem ‹s›iden jeg saae Wærner i Dødens Arme, og de har alle siden den Tiid ‹u›dstaaet saa usigelig meget, at jeg blev glad i at see dem igien, og nænte ikke, at gaae fra dem. De udstandne Lidelsers Spor ere saa læselige paa deres Ansigter, og alle Øyeblik kom Taarene Frue Wærner i Øynene, naar hun talte om eller tænkte paa det ulykkelige ‹fo›rbrændte Barn. At dette skrækkelige Syn uophørlig staaer for hende, og at hun vaagner hver Nat ved den Tiid, dette vaagnede hende, kan jeg alt for vel begribe. Endnu kan Wærner ikke bruge ‹s›in forbrændte høyre Haand; som han nesten ingen Følelse har i – Da de toge bort, Kl: 5, gik jeg herind og giorde færdigt saa meget ‹j›eg kunde; men ved Lys gaaer det dog kun smaat.
Tirsdag 29de I Dag for 21 Aar siden oplevede jeg den første af mit Livs ret ‹b›ittre Dage. Da døde min Førstefødte, min halvanden Aars gl: Marie. Egentlig var det den anden bittre: thi min ædle Faders, den fromme Korsdragers Død bøyede mig dybt, gav mit unge Hierte et smerteligt Saar. Men han gik fra lutter Sorger til den Himmel, der allerede her laae i hans Barm, det trø‹s›tede den 16 Aars Pige, som saa giærne havde hengivet sit Liv for denne dyrebare Faders Roe og Glæde, der i hans seneste Leveaar saa sparsomt tildeltes ham – dog, hans Siæls Fred kunde ingen jordisk Kummer røve ham. Men her laae den spæde Rosenknop brækket, visnet for mine hede, tørre Øyne, mit første Moderhaab, mine første unævnelige Moderglæder tilintetgiorte. Hvordan kunde jeg udholdt det, om ikke min maanedsgamle Sara, det skiønneste Barn nogen saae, havde smilet til mig: «er jeg da ikke ogsaa dit Barn? elsker du da ikke ogsaa mig? Moder!
«Deres Marie, sagde Doctor Wandel, som vi havde hentet ud, kan jeg ikke rædde, men tænk paa, at De har et Barn endnu, og hvad De skylder hende» – han tog Sara af Vuggen og lagde hende i mine Arme med et Vemodssmiil som jeg seer endnu. Men den søde Engels Smiil trængte dybere i min Siæl end alle Ord, dybere endog end min ædle Korens, der glæmte sin Smerte over min, eller – thi kunde den glæmmes? – skiulte den og leed i Stilhed – Det var min Sara, min elskelige Spæde som hialp mig at bære mine Lidelser, at behærske dem. Naar hun laae ved mit Bryst, anstrængede jeg mig for at undertrykkes hver mørk Tanke, og bebreydede mig hver Taare som faldt paa den lille Engel, men som alt faldt lettere og mildere.
Hvor mange Glæder og Sorger – de høyeste meneskelige Glæder og de dybeste Smerter – ligger i dette Mellemrum! –
Madam Wahlbohm, hendes Frøken og Jomfrue var her et Øyeblik i Aftes. De drak blot Thee, og spadserede saa tilbage igien.
Onsdag 3te «Mon Hertel og Jes kommer i Aften?», sagde jeg, da vi hadde taget Aftensæde i Aftes. Somme troede Ja, somme Ney, og mens vi endnu vare uenige herom, hørte vi Bielder, og raabte Alle: «der er de!» Børnene saae ud af Vinduet: «Der er to Slæder. Jes styrer et Fruentimmer. Det er Tante Bull! det er Moer Bull!» – og see, hende var det, min troefaste Lotta, som længtes efter at see sin Christiane, og gav sig i Hertels Følge, og kom nu saa uventet, os alle saa glædeligt. Nu sidder hun her i Sophaen, og læser gamle Breve, og saa sladdrer vi imellem, og har det saa godt. Nu er da Fruens høye Ankomst tilbørlig meldt, og dermed, mine andre Elskelige lade I Eder nøye en liden Stund.
See, nu er jeg her igien for at lade Eder vide, at min Lotta medbra‹g›te mig en Pakke, formodentlig fra unge Bergh, men ikke et Ord fulg‹…› med den, og var det ikke Bøger, jeg just havde bedet ham om, vilde jeg umuelig troet det var fra min gode nøyagtige Bergh, da der iblandt de tre Bøger (de vare alle af Lafontaine, hvis Værker jeg giærne vilde have complet, da jeg har de fleste) men den ene anden Deel af een hvis første jeg aldrig har seet. Dog, det er let, selv for den Ordentligste at tage feyl. Men at jeg intet Brev faaer, er mindre tilgiveligt.
Saa fik jeg fra min Kista en Kantate til Kongens sidste Fødselsdag[.]
Texten af Pavels. Musikken af Falbe. Denne sidste roses meget af de Tilstædeværende, siger min Lotta, og sandelig, finder jeg Texten det fortrinligste af den brave Slotspræsts Poesier. Den er saa hiertelig, saa smigerfrie og sand. Mindre heldig var Bispen i sin Tale, siger man (hele Høytideligheden var paa Skolen) da han ikke kan lade den slemme Vane, at giennemgaae alle Stænder, og at sige Bitterheder. Og hveden kommer sligt i en Høytidstale? Man kunde endnu lægge et, maaskee flere Hveden til, men det kan være nok med dette.
Februarj
Løverdag 2den I velsignet uafbrudt Stilhed henlever vi disse Dage med vor Lotta, vor elskede Lotta imellem os. I Morgen er dette Gode forbi, men Gud skee Lov, for det har været, er endnu i Dag, og saa Mindet tilbage. Og kom dette Gode ikke saa uventet? og var det ikke i alle Henseender utaknemmeligt, om jeg klagede over, at det ikke kunde vare længere? – Her har vi sadt det meste af Dagen – I veed, mine Dyrebare, hvor dette her er – jeg har skrevet lidt, vi har begge læst lidt, men snakket langt mere. Den første Deel af mine Brude blev færdig i Gaar med Dagens sidste Glimt, og Lottamoer har nu nesten læst den ud, og læst mange Stæder under hyppige Taare – Jeg har nu ogsaa læst Øhlenschlägers Digtninger, som jeg ogsaa fik med mine kiære Byefolk fra min elskelige Maja C, som selv havde laant den; men kunde umuelig have dette Gode udeelt med sin Moer Koren, som hun ikke ret nyder nogen Glæde i Livet, den hun ikke kan giøre sine Venner deelagtige i. – Aly og Gulhindy, det søde sindrige Eventyr, har jeg læst med hiertens Glæde fra Begyndelsen til Enden, men Poesierne derimod finder jeg ikke, et Par undtagne, bærer Digterens ægte Præg. Dog, jeg har læst dem i Hast og for det meste under Støy og Latter. Naar jeg faaer dem igien – thi det forstaaer sig, jeg maae have dem til Arv og Eye – tør jeg maaskee finde det anderledes.
I Dag skal jeg skrive til min Maja, og til mine dyrebare kbhnske Døttre, som vel nu allerede har seet den kiære Broder Frederich, maaskee i dette Øyeblik underholder sig med ham, eller i Mangel heraf, med Moer Korens Journal, det eneste, han bragte dem fra mig.
Søndag 3die Nu ere de borte, de velsignede Mennesker. Min fromme Lotta sidder ikke mere ved min Side, de glade Unger støyer ikke mere omkring mig; hvor jeg kommer, er det stille –
Lille Jomfrue Bierk kom her tidlig i Morges for at følge med dem til Byen. Gud være med Eder, mine Elskede! Maja kommer nok ikke hastig tilbage da hun sidst i denne Maaned skal til min dyrebare ældre Marie, skal til Vaaren være hende i Thrinasaras Sted, og hos den kunsterfarne Jomfrue Ravert lære Tegning og Baldyring. Saa længe, til vor elskede Maja C, naar hun først har glædet mig og mit Hovind med sin Nærværelse, kommer og tager hende med sig, bliver hun nok paa Tøyen. Og er hun ikke ogsaa der hiemme? som hos vor Maja, som hos mig? O, I Gode, Ædle! O vi Lykkelige, som har Eder‹!›
Og nu Tak, hulde Lotta, for hver glad Stund og det var enhver, vi nu vare samlede. Intet afbrød vor søde Roe, har jeg sagt Eder; dog, en lille næsviis Muus fandt en Dag for godt, at prøve herpaa – den syntes nok, vi havde det for eensformigt og fornøyeligt. Tænk, den spadserede paa Kanten af Sophaen, hvor Lottamoer sad i sin Andagt og læste, og uroede os ret fast den hele Eftermiddag. Men en Kat, som vi slap herind, NB da vi gik ud, har nog givet det lille næsvise Ting sin Rest, da jeg intet har fornummet til den siden. Mig skræmte den – eller rettere den blotte Frygt – dygtig, det veed jeg. Men I skal ikke faae det at vide, thi det var alt for barnagtigt.
Tirsd: 5te Hr. Munthe kom tidligere end sædvanlig af Kirke i Sønd. Det første han fortalte var, at hans Kone med øvrige Husgisinde kom hid om Eftermiddagen. Jeg tænkte paa mine forrige gode Aftener, og sukkede. De kom først Kl: 3½. Madamen, begge Sønnerne, Jomfrue Molzhau – en meget vakker Pige – og den unge Enkemand, Lieut: Hanche, som var meget stille og nedslagen. Men da de fik høre, Præsten Molzhaus skulde komme til dem om Aftenen, toge de bort Kl 6. Fader Mørk kom lidt før de toge bort, skulde strax løbet igien, men som han altiid siger, men blev dog gaaende og prate med os en god Stund. Han var meget bekymret over, hvordan han skulde faae sagt sin Kone
Windholdts Død, da hun holdt af denne, sin eneste Slægtning heroppe, og dette Budskab kom saa pludseligt, som Døden kom over den underlige stakkels Mand selv, hvis Figur fra det første jeg saae ham, har staaet for mine Øyne, naar jeg vilde tænke mig noget ret barokt og besynderligt. Men, saa vidt jeg veed, giorde han «intet Kræe imod» var tiænstagtig o.s.v. – Hans Datter, som ikke er en ganske almindelig Pige, skal snart giftes med en ung Kiøbmand Petersen.
Tak, elskede Lotta, for dit kiærlige Brev, og endnu engang for Din kiærlige Nærværelse. Jeg tvivler ikke om, at Dit unge Reyseselskabs Lustighed forkortede Dig Hiemveyen, at de vare Kista, og da Din Lawson ‹s›om, ham velkomne, og nu lever i sin Herres Glæde. Lina sendte saa men Bud hiem i Gaar efter sit Halsbaand og et lille Brystspende, saa hun nok har i Sinde at giøre Stads derinde, det fornette lille Ting, som Tante Bull kalder hende.
Onsdag 6te Der er ikke andet for, mine Elskelige, jeg maae underholde Eder lidt imellem om Veyret, hvad man altiid i Nødsfald tager sin Tilflugt til. Det er i disse Dage mildt som Aprilveyr, og i Gaar forsikrede Folkene, de havde hørt Aarfuglen slaae. Men jeg holder, saa lidt jeg er for Kulden, dog mere af reen frisk Luft saa længe det skal være Vinter. Eller er denne usædvanlige Vinter en Begyndelse til alle de Herligheder, dette, af saa mange i from Overtroe ventede 1811: skal bringe os?
Saa har jeg nu atter udlæst en nye Roman af Lafontaine, Raphael oder das stille Leben. Naturligviis maae denne schreibselige Digter ofte gientage sig selv, de samme Situationer de samme Udtryk; men jeg lader mig aldrig mine Følelser afdisputere, og velsigner ham for mangen deylig Time. At ogsaa alle hans senere Arbeyder bærer et høyere Præg, er vist og sandt. «Jeg har ham mistænkt for, sagde min Egersøn i Vinter, at han søger at træde i Jean Pauls Fodspor, og det var ikke det galeste, han kunde giøre.» Ney, det veed Gud! I denne Raphael, er virkelig jeanpaulske Stæder, og i det Hele har den glædet mig meget. Kun gaaer det mod Slutningen alt for fort, hvad desværre er en af L: Unoder. Men det er vist og sandt, mit Hierte bankede stærkt inden jeg saae min Helt velbeholden igien i sin Angeliches Arme, i sin ædle Families Skiød, og det var først – paa de sidste Blade. Nogle iblandt Eder vil kanskee smile over den gamle Mutter Korens ungdommelige Smag. Men I vil Alle takke Gud, at jeg har beholdt den.
Eftermidd. Jeg lader alting fare, for at fortælle Eder en Naragtighed, som i dette Øyeblik bragte mig, allene som jeg her sidder, i saadan Latter. Den gamle paa Haand og Fod lamme Hans (Hanson vil han giærne kaldes) som I jo alle kiender af disse Blade, han, som engang ledte en Hest, halt som han selv, til Vands, og imens de hinkede til hver sin Side, sang: «Fryd dig ved Livet i dine Ungdomsaar!» – Nu, denne Hanson kiørte Vand med min Gul, og Gulen slap fra Sælen og Hans, og sprang lystig omkring. Længe hinkede han efter den, smaaebandende, men da han indsaae Umueligheden at naae den, sparkede han efter den, og det, i sin Ivrighed, med det eneste gode Been han har, hvorved han naturligviis kom af Balancen, men fik til Lykke fat i en Langslæde, saa det ey bar reent over Ende – til Lykke baade for ham og mig: thi havde den gamle Stakkel faldt og stødt sig, var der ingen Latter blevet af, og den giør dog saa godt. Nu maae jeg ind og fortælle Telja og Maren det, og saa til mine mange, mange Breve igien, som i Dag skal vandre til Tøyen, og derfra til alle Verdens Hiørner og Kanter.
Fredag 8de Jeg blev underlig tilmode, da jeg i Gaar saae et lille Værs i Intelligentsbladet, overskrevet Ursula. Det kunde saa aldeles hentydes paa den unge Frøken Lund fra Eidsberg, der i nogen Tiid har lagt i Xtiania under Thulstrups Haand. Hun væltede paa en Tour til Trondhiem i Fior Vaar, hvor hun tog hen i det værste Forefald for at besøge en Oncle, og kom nu ved Juletiid tilbage, meget ussel, med en Kræftknude i Brystet, en Følge af hiin Vælting, og har, der siges uden Forældrenes Vidende, siden været i Christ: Efter hiint lille hiertelige Værs, skulde hun været død. Naar jeg endnu har sagt Eder, at hun tog bort paa en saa urimelig Tiid for at undgaae flere eller større daglige Urimeligheder i det faderlige Huus (hun elskede imod Forældrenes Villie en brav ung, men fattig Mand) vil jeg her afskrive Eder disse Linier:
Ursula helliget
Og Livets Vaar er Spøg og Blomsters Ven;
Men, liig et Duun i Storm bortviftes den.
Guldberg.
Hulde! nu fuldendt er Scenen,
Væsners Fader vinked Dig,
Just da Stormen nu herneden
Meer end forhen rystet Dig
Bliid han kaldte Dig, Du Gode!
Bort til bædre Egne hen‹.›
Saaret Barm ey der skal bløde,
Suk ey meer skal hæve den.
L:S:
Hendes Navn er Ursula. Kan nu noget være sandsynligere, end at disse Linier er ved hendes Død? Og er det saa – Ulykkelige Forældre! hvad kan da trøste Eder! Det var et elskeligt Barn, hvis Taalmodighed i legemlige Lidelser – hun var aldrig nogen Vinter frisk – jeg ofte har beundret, Fromhed og Uskyldighed erstattede rigelig Mangel af Skiønhed, skiøndt hun efter hun blev voxen – jeg har ikke seet hende i mange Aar – var bleven ret smuk, siger man, og var almindelig elsket af alle, som kiendte hende. Hun var min Wilhelms Jævnaldrende, Korens Guddatter, og Wilhelm Lunds Gudsøn, derfor kaldte vi dem for Spøg Kiærester da de vare smaae, og de vare meget gode Venner. Rygtet har sagt, og maaskee jeg her efter det, at Forældrene inderlig ønskede, hun skulde taget den gamle Generalmajor Lowzan, som var sterbens forliebt i den 17 Aars Pige, da han laae i Eidsberg, og at hun siden hun bestemt afslog det, ikke har været lykkelig hiemme. Endnu engang, og ti Gange: arme ulykkelige Forældre! – hvad skal trøste dem, er alt dette saa i Sandhed?
Løverdag 9de Ney, jeg maae ud en Tour; denne Ind- og Stillesidden føler jeg nedbryder min Helbred. I Dag er Veyret saa usigelig deyligt, klart, og dog mildt. I Eftermiddag overrasker jeg min Rikke, som ikke venter mig før i neste Uge. Men da faaer jeg Glutterne hiem, da river jeg mig ikke saa godt løst. Der er nok alligevel, som fængsler mig, og det er af reen Pligtfølelse mod mig selv – «Mod dig selv? Christiane! Ikke ogsaa mod dine Elskede Elskende?» – Og ere I da ikke mig selv? Meget mere, end mig Selv? – altsaa af Pligtfølelse mod dette mit bædre Selv, skal jeg modstaae det Tryllerie, som især dette lille Kammer omgiver mig med, naar jeg tænker paa at tage ud. Overalt smiler det til mig: «Hvor har du det bædre – hvor saa godt, som inden disse Vægge?» –
Min Søvn er afbrudt og uroelig. Især var den det i Nat, da jeg ti Gange vaagnede op i heftig Skræk, og var, Gud veed hvordan, kommet ind i alle Frankrigs Rædselscener fra Revulutionstiden, som hver nye Slummer fornyede og blev afbrudt ved.
At jeg først tager bort i Eftermiddag er tildeels for at faae noget færdigt til i Morgen, da Ungerne mine skal komme hiem Sønda Mandag, altsaa Hestene ind i Morgen. Gud skee Lov, de kommer tilbage igien! Denne Uge har i egentligste Forstand været den stille Uge her.
Søndag 10de Paa et hængende Haar nær, var min Tour i Gaar gaaet rabundus. Just som jeg stod færdig, Hesten forespendt, kom to Slæder i Gaarden. Det var Capitain Wærner og lille Frue Bergh fra Limsæt – Enke efter Generalauditeurens Broder – Hun har aldrig før været her, og saa syntes jeg det upassende at tage bort, skiøndt jeg unødig opgav mit Forsæt. Men da Frue B. saae alle Reyseanstalterne, tillod hun slet ikke, jeg blev hiemme, og gav mig sin Haand til Forsikring, snart at komme igien. Hvad en ydermere beroeligede mig var, at hun egentlig ikke kom i Besøg til mig, men havde nogle Penge-Affairer at afgiøre med Hertel.
Saa foer jeg da afsted i det himmelske sande Vaarveyr, og var i en Time hos min Rikke, der hang sig saa glad om min Hals, og som jeg ikke kom ganske uventet. Hun havde sagt, nyelig før: «Mon ikke det deylige Veyr skulde lokke min Moer Koren hid i Dag? «
Nu er Wilhelm Koren igien fuldelig færm, gaaer og snakker lidt, fl‹æ›xer og er saa velsignet god. Det gaaer nu igien flinkt med mit Strikketøy, og det gaaer altiid flinkt med vor Snak, og Kl var over 9 før vi tænkte det, thi Stueuhret stod hele Tiden paa 6. Da jeg tog hiem i det klare Maaneskin, blæste det, og jeg frøs lidt, da min Marie har min Reysehue, og de to Smaae hver noget af min Vinter-Uniform; dog er jeg Gud skee Lov rask i Dag baade paa Siæl og Legeme, og sov nesten uafbrudt i behagelige og morsome Drømme.
I Morgen skal vi alle Mand møde de kiære Ventede paa Gierdrum Præstegaard – det bliver en deylig Tour, haaber jeg. Og saa har jeg nu igien taget paa at blive Fru Fygombye, som vor gamle Justiskar kaldte mig i de gamle lykkelige Dage, naar han blev vreed paa mig, fordi jeg ikke altiid blev – eller kunde blive hiemme der, naar jeg var hos ham.
Aften Vi pleyer ikke hente Posten meer end engang om Ugen; men jeg ventede halvveys Brev i Dag fra min Maja C: og sendte Bud efter den. Det ventede fra Maja var der ikke, men et andet længe ventet fra min gode Bergh, et langt Brev, som baade glædede og bedrøvede mig. En af de Ting som bedrøvede mig var, at han havde været syg (men dog nu Gud skee Lov var frisk igien) og en af de der glædede mig, at han havde talt med Øhlenschläger, som tænker paa sin Moer Koren med sønlig Ømhed – og hvor kunde han ogsaa andet? Har jeg noget Øyeblik holdt op at tænke moderligt paa ham? Ney, jeg veed det, hans Hierte er ligesaa lidt som mit skabt for Forglæmmelse, og Kiærlighed føder Gienkiærlighed.
Onsdag 13de «Det bliver for ondt for Moer at reyse ud i Dag» sagde min Ane, da hun i Mandags Morges bragte mig Vand og Caffe op. Rigtig nok snedte det stærkt, men, Glutterne imøde kunde langt værre Veyr ikke holdt mig hiemme. Fabritius var her, han styrede mig, Lunde Maren Skieldrup. Telja vilde være hiemme og tage imod dem, Skriveren og Hertel havde Forretninger. Vi arriverede lykkelig til den fredelige Præsteboelig, hvor vi blot fandt Præsteparret og deres Jørgen hiemme. Jomfruerne svirede endnu i Byen. I Mørkningen kom to Slæder, og lille Jørgen saae dem først, og raabte: Nu kommer de. I den første Slæde var – unge Kiøbmand Horster, i den anden rigtig nok Lina og Kaja. Maja slap ikke. Hun havde lovet sig en Dag til vore velsignede unge Præstefolk, og et Par andre Stæder, og kommer først hiem Fredag. Jes var ikke blevet saa tidlig færdig, han kom nogle Timer efter. De Smaae vare nu ligesaa glade efter ved at komme hiem, som de vare ved at reyse bort. Paa Hovind og Tøyen er det samme, siger de. De havde levet deyligt, været paa Comedie o.s.v.
Her hiemme fandt vi ingen oppe uden vor gode Hertel og Telja, Kl: 11 gik min Koren tilsengs (han skulde tidlig ud i Gaar Morges) og Fatter Wangensten, som efter meer end et Aars Forløb glædede Hovind med sin høye Nærværelse, var ogsaa bleven træt af at vente. I Gaar Morges kom Lina ind til mig, rødmende som Morgenhimlen, gav mig en lille Pakke og sagde: «Det er Markedsgave fra os allesammen, Moer!» og kyssede mig. Det var nydelige Kniplinger og Tyl til en Kappe. Deres Fader fik et smukt Vestetøy; og‹saa› til de andre i Huset, havde de lidt Smaat. Det er egentlig den snilde President der har udrustet dem med saa megen Markedsrigdom. Seer I, paa Hertels Foranstaltning fik de Lov at fede en Kalv og sælge, den kiøbte Presidenten og gav – hvad neppe nogen anden havde givet, i hvor kostbart alt er – rene 30rd for den, da han hørte, det skulde være Barnas Markedspenge. Til deres Lykke vidste deres Fader ligesaa lidt som de, da de toge ind, hvilken Coup de vilde giøre, og gav dem derfor noget at bie med. Tilgiv, mine Elskede, at jeg opholder Eder ved disse Bagateller – Dog, hvorfor beder jeg om Tilgivelse? beder Eder derom! Er det ikke just saadanne Bagateller som udgiør det huslige Livs sandeste Ynde?
Gaars Formiddagen gik bort i Prat med Wangensten. Han lod mig læse et Brev fra sin Søster Keiser, som det var mig saa kiært at høre noget fra, og dobbelt kiært, da jeg hørte, hvordan alle Xstiansands
n2 Indvaanere har kappedes om at formilde hendes Savn saa meget mueligt. Jeg skrev et Par Linier til hende. Imod Middag kom Pastor Chrystie og Horster; Skriveren og Hertel var borte, og saa toge de bort, Wangensten med, da de havde spiist og drukket Caffe.
Min gode Ursula Lund ikke allene lever, men er i bedste Bædring. Børnene havde besøgt hende. Gud veed hvem den Ursula er, som jeg saa bedrøvet tog for hende.
Torsdag 14de Nu reyser Herr Melin efter min Marie. Jes skulde hentet hende, men han er stærk forkiølet, og holder i Dag Sengen. Dog har det med Guds Hielp intet at betyde. Han er ikke stærk, hvad jeg dog haaber, efter hans Bygning, han skal blive, naar den stærke Vext ophører.
Sidst i denne eller først i neste Uge venter jeg min dyrebare Maja C: og halvveys med hende Barna vore, Thrinasara og hendes Real, til hvem jeg har skrevet med Melin, og maaskee – dog er det kun et svagt Haab – min Lottamoer –
Fredag 15de I Gaar kom det, det kiære Brev, og Søndag eller Mandag kommer min Maja C – om Flere med hende veed jeg endnu ikke – men at hun bliver gode 8 Dage (ja tilvisse gode!) hos os, det tør jeg sikkert glæde mig til; og til Dalls komme, som i disse Dage ventes til Xtiania tør jeg denne Gang ogsaa sikkert glæde mig: thi vist bringer han mig nu noget fra baade Døttre og Søn –
Stakkels mine velsignede Egerbørn som har lidt saa ondt paa Nedreysen. Jeg siger med vor Maja C, som sendte mig Eders Hilsner, Elskede, og gav mig Haab om Brev med det første: «Gud være lovet, som i alle Farer holdt sin beskiærmende Haand over Eder!» – Den hvile over Eder, beskiærmende og velsignende, I Elskede. I alle mine Elskede! fra nu af i al Evighed – Amen!
Ogsaa sendte den samme Maja mig en Afskrift af Øhlenschlägers sindrige Sang til Schimmelmans Fødselsfest. Hvor fordobler sig alt Gode hvad vi har og nyder, ved disse Meddelelser! hvor formildes hver Kummer ved denne Deling og Deeltagelse!
Stille og klart er Veyret i Dag, som min lille Majas Siæl; men koldt som denne er varm. «I Dag, Gud skee Lov! kommer Marie!» saaledes har de Alle bedt mig God Morgen, saaledes elske vi Alle hverandre. «Og kun Kiærlighed drager Himmelen ned til Jorden!»
Løverdag 16de Hun kom, det kiære Barn, rød og hviid, rask og munter, men først Kl 6½, da hendes Fader, hvis Kiæledægge man beskylder hende for at være, efter at have været nede meget over sin sædvanlige Hviletiid (Skumringen er hans eneste Hviletiid) og tidt seet længselfuld giennem Vinduet, var gaaet op paa sit Værksted, hvorfra han dog snart kom ned for at kysse sin Maja. Det eneste hun medbragte, var et lille Brev fra vor kiære Kista. Om den store Majas Komme, og om flere kom med hende, vidste hun intet mere eller vissere end jeg. Men Morgendagen eller senest Mandag (ak, der er langt til Mandag!) vil jo give mig glad Vished. Kun fra vor elskede Sally hører jeg ikke et Ord. Mit Haab stod saa vist til Capit: Berg, han skal have været i Byen, men medbragt noget til mig har han ikke, det maatte jeg have faaet, og ingen siger mig et Ord om det kiære Barn, og jeg har nu intet at glæde de elskende Søstre med dernede. Det er smertelig, dobbelt tungt.
Mand: 18de Præsten Munthe kom ikke i Gaar, skiøndt det var hans Kirketour her. Faer Mørk var her som sædvanligt et Øyeblik, men for Resten intet fremmet Menneske. Mit Hoved sagde over hundrede Gange: der kommer ingen Maja i Dag! men Hiertet hviskede saa sagte, at Hovedet ikke kunde høre det: Hvem veed? –
Denne Gang havde Hovedet desværre Ret; og det faaer da have Ret engang imellem. I Dag er begge i fuldkommen Forstaaelse, og dis‹c›urerer ganske høyt med hverandre. Men saa bitterlig koldt er det. Er Du vel indpakket? elskede Maja! Endnu ønskede jeg ikke Du var ude. Op ad Dagen haaber jeg, det skal blive mildere. Men her i det lille grønne Kammer er det saa godt og varmt. Var Du dog her!
I Løverdags, Skriverens Audientsdag, som I veed, var her foruden Sollner og Wærner et Par svenske Folk, som i flere Aar har boet oppe i Gierdrum Fieldet, hvor Manden, Siøberg, har været Fuldmægtig for Fedei Comisset. Han er simpel og hverdags, men hans Kone ret tækkelig og et Fruentimmer af god Opdragelse. De flytter nu igien til deres Fødeland, og var det altsaa første og sidste Gang hun var
n3 her i Huset; men i Gierdrum Præstgrd har jeg ofte seet hende, og hun vilde ogsaa see mig engang endnu, derfor fulgte hun med sin Mand som havde adskilligt at afgiøre med Contoiret. De har boet som i en Udørken, og jeg undres ikke paa, hun giærne tager tilbage til Fosterlandet. Det rørte mig at sige hende Farvel for stedse – som alt, hvad der er for
stedse og sidste Gang, rører mig.
I Gaar blev Skriveren anmodet om enten at komme selv eller sende en paa sine Vegne, da en dødsyg Kone –. «Kiære, Skriveren er jo ikke Læge – det var vel Walbohm, de skulde hentet?» – Lad mig faae tale ud, Børn! – det var rigtig nok Skriveren. Seer I, det var et Testament angaaende, som skulde oprettes mellem den døende Kone og hendes Mand. Hertel tog did, og Jes fulgte med ham. Da de kom, fandt de tre, fire drukne Mænd; og Hertel gik lige til Sengen, drog Omhænget tilside, men der var ikke meer Kone end bag paa min Haand. Hun stod tværtimod karsk og sund for deres Øyne, og det eneste ærdru ædrue Menneske i Huset. Testamentet blev giort, og de kom leende tilbage.
Tirsdag 19de
«Lad Stormene længe nok hvine
Og pidske den flyvende Snee
Her sidder jeg luunt mellem Mine
Og trygt kan af Boreas lee»
Ja, her sidder jeg trygt, hyggeligt, velsignet, ved min dyrebare Majas Side, og takker Gud saa inderlig, fordi hun er hos mig, og fordi hun kom i Gaar, vel lidt forfrossen, men dog i stille Veyr, og peent Føre. I Dag er det et reent afskyeligt Veyr, Storm og Sneefyg, og Veyene, siges der, reent ufremkommelige. Altsaa endnu en og tusind Gange: Gud skee Lov, at jeg har hende trygt her i min Sopha, i mit stille lune Kammer, hvor hun dog ikke er frie, som vi Gigtplagede i saadant Raseveyr ingensteds er for Mindelser om det.
Hun kom i Mørkningen, og ganske ene, ingen Barn, ingen Frue Lotta i Følge med sig. Foruden sig selv, det Bedste af Alt, medbragte hun mig – ak hvor meget, meget deyligt! Hvad nævner jeg først? Eders ømme barnlige Breve, dyrebare C og M: baade det ældre, som sidst skulde været med Dall, og det yngre, som begge nu kom paa engang – det første saa langt, saa inderlig interessant – eller Dit lille Brev, elskede Lotta! med Løfte om, snart at see Din Moer Koren igien, og medbringe Din længsels fuld ventede Jørgen – eller Deres behagelige Journal, kiære Søn Frederich med hvilken jeg nu har giort den hele tildeels besværlige Tour med Eder, og er landet, ak, hvor mit Hierte saa ofte, jeg selv – for saa vidt Legemet er mig selv – aldrig lander, i Din Stue, elskede Cathinka, hvor vor Egerven fandt Dig ved Din ædle Mages Side, ham med Pennen i Haanden, Eder begge omgivet af Børnene – O just saadan seer jeg Eder ofte; men seer ogsaa Malla iblandt Eder, min stakkels kiære Malla, som har været, som endnu er syg, og ikke har seet vor Frederich[.] Tager Alle min moder- søster- venlige Tak for de glade Øyeblikke I har skiænket mig! Endnu ligger Correggio her, og tre Bind vist herlige Digte, udgivne af den ypperlige Schlippenback, under Tittel Kuronia, og det lille Digt Nytaarsnat af Reformatoren Grundtvig, som jeg ogsaa har de kiærlige Døttrene mine at takke for – og Maja, min Maja sidder her, og mange glade Dage smiler mig imøde.
Tirsdag 26de Ja, mine Dyrebare! saa længe har I og Journalen skeedt Uret. Men her er jeg, for at tilfredsstille Eder, for at give Dagbogen hvad Dagbogens er, for saa vidt mit stakkels fortumlede Hoved tillader det. Dog, for ikke at begynde efter saa langvarig Taushed med en eller flere Jeremiader – thi Gigten pirrer Hovedet – Maja er borte – og i Morgen forlader ogsaa min lille Maja mig – vil jeg gaae kiækt tilbage, og ordne Alt Dag for Dag i mine Tanker, og «gribe dem, nyde dem igien», de Timer, ak, som fløy saa lynsnart hen!» –
Onsdagen gik sødt, stille og deyligt, fra Morgen til Aften her i det lille Kammer; jeg skrev alt imellem paa min Oversættelse, Maja læste i Kuronia, og læste lidt imellem, som var «alt for deyligt» høyt for mig, holdt Lovtaler over nogle Digtere, skiændte paa andre, og udsonede sig atter med dem. Saa pauserede vi begge, og udfyldte Pausen – I kan nok tænke hvormed – med kiærlig Samsnak. Ak, og før vi vidste det, var det Aften – «Og nu er alt een af de gode Dage forbi!» sukkede vi begge, allerede den første Aften – det er nu otte Aftner siden – Ja, denne første Aften læste jeg Correggio høyt for Barna derinde. Den faldt ikke i Traad for mig som Axel og Valborg den blide, eller Hakon Jarl den herlige; den er fuld af Kunstnersind, har i det Hele ikke saa almeen Interesse som den ovennævnte, men ved en nye Giennemlæsning, stille for mig selv, vil jeg vist finde mere skiønt i den end hvad der nu især giorde Indtryk paa mig: alle Scener hvori Barnet er, og Eremitten, og den himmelske Pige med det himmelske Navn – Altsaa, først naar jeg har læst den engang til, mere om den. Og saa var det Onsdag aften. Har jeg sagt Eder, hvor stærk Maja mi, den store Maja, er i Kabalen? Det havde I ikke troet? Ja, men dog er det saa[.] Hun kan, troer jeg, de Sneese Kabaler, den ene kunstigere end den anden, men alle saa regelrette, at man snart lære hende Kunsten af, hvad nok ellers ikke skal være Kabalens Særkiende, troer jeg. Med disse, og et ikke fuldt saa kunstigt Spil, Rabus benamset, mo‹e›rede vi om Aftenen os
n4 og Barna. Saa blev det
Torsdag Og var jeg den hele udslagne Formiddag saa rask, saa lustig, og blev det ey mindre siden, da Posten bragte mig det velsignede sønlige omstændelige Brev fra min Frederich hvori ogsaa Lisemoer havde skrevet et Lev vel, og hvorfor, Elskede, her atter findes min moderlige Tak – At dette kiære tidtlæste Brev blev en nye riig Underholdningskilde, kan I nok tænke Eder. Og tænk, det havde lagt hos Munthes siden Søndag. Da havde jeg Bud der (der aabnes nu Posten) men ingen var hiemme, og jeg følte dog paa mig, at det var kommet, hvad Maja Mandag Aften, da hun kom, bekræftede: thi vor troefaste Egerven havde sagt: «Neste Post faaer Moer Koren Brev» –
Den deylige Dag paa Dukkehuset! Der gad jeg ogsaa nok staaet usynlig i en Krog, og været Vidne til den Glæde der hærskede i denne Kreds af sieldne Mennesker, ak, og seet min Adam engang endnu, og hørt ham. Men mon jeg kunde baret mig for at træde frem, eller i det mindste ladet min Røst høre, da han «uopfordret, naturligviis» siger De, min gode Egersøn! da han talte om snart at skrive til Moer Koren? Hvorfor, Adam, lover Du det saa ofte, og uopfordret, uden at holde det? Og hvorfor kan jeg aldrig vredes, hvorfor glæder det mig blot at høre om saadanne Løfter? Ak jo, det veed jeg nok: Det kommer af, at intet kan betage mig Visheden om din sønlige Kiærlighed, ikke du selv engang – det kommer af, at mit Hierte aldrig kan ophøre at elske hvad det engang har elsket – og hvor kunde Adams det? Ney, hverken vore Hierter eller Fingre skal bløde ved Guldbrocadens Sønderrivelse og Sammensyelse, (I mindes jo Alle denne deylige rørende Allegorie i det herlige Eventyr Aly og Guldhindij) som vel undertiden har faaet et lidet Brist, hvis Reperation ‹…› har kostet Taare, men intet Blod. Og skulde jeg ogsaa først hisset see Dig igien, min Adam, og herneden aldrig noget fra dig mere – dog skal Guldbrocaden ingen eneste Rift faae mere. «Hvem der dog kunde dele en saadan Aften med dem!» sagde Maja og jeg, da vi læste om den deylige stille Aften hos Døttrene mine
Men vi deler dem, alle Eders deylige Aftner og Dage, som I ogsaa sikkert i den forbigangne Uge ofte har sadt her hos min, hos vor Maja og mig, i det lille grønne Kammer, hvor der er saa godt og og hyggeligt, og hvor vi jo dog ogsaa, Alle Vi, engang skal sidde sammen som i den grønne Stue paa Eger, og i Majadalen, og paa Tøyen, ‹og› paa – Sinsen? eller hvor? det er det samme, naar det kun er hos Treschow og Katty. Lad mig drømme mig disse søde Mueligheder, og Dyrebare! skulde de end aldrig blive mere ende Drømme –
Nu nok for i Dag. Jeg har skrevet til Bergh, og nu er jeg saa mat at jeg ikke orker mere end at sige Eder, Elskede, et God Nat!
Onsdag 27de Uden at see til Høyre eller Venstre – mit Hierte staaer endnu fuldt af Taare, fremlokkede i Øyet ved den søde Linas Taare da hendes, alles vores elskede Marie reyste – gaaer jeg nu videre, det vil sige tilbage til
Fredag Ak, da giød en smertelig Gigt- Tand- og Hovedpine sine malurtdraaber i det fulde Honningbæger disse Dage havde rakt mig. Men jeg forsøgte at skumme dem saa let af Bægeret, og svælge dem i en hast. Den Dag lykkedes det nogenlunde. Jeg tænkte ikke at tale meget, skrev flittig paa min Oversættelse, imens Maja sad med en stoer Skuffe fuld af ældgamle Breve, paa for et stort Bord, og reviderede dem med mageløs Taalmodighed, og kastede et vemodsfuldt medlidende Blik paa sin Moer Koren naar hun ikke kunde bare sig for en suur Mine ved de bittre Draabers Nedsvælgen. Men ethvert saadant Blik betoge disse noget af sin Bitterhed, og kom der for mange paa engang lagde jeg det smertefulde Hoved paa hendes vennehulde Barm og da fik den over vor uskyldige Glæde misundelige Dæmon ingen Magt med mig – Mod Aftenen bædredes det. Dog – og det seer Du først her, elskede Maja! – da jeg kastede de til Tilintetgiørelsen bestemte Breve paa Ilden, og saae dem smuldre hen i Aske det ene efter det andet – ak mange af dem havde engang glædet mig usigeligt, da kom det atter over mig, som over Konning Saul, og Din Davidsharpe, hvor blidt Du stemte den, kunde ikke ganske fordrive den skadefro Dæmons Indflydelse, som syntes forstærket ved hvert Brev Luerne giorde til sit Rov. Ney, Venskabs Genius kunde det ikke være der opsteeg af de stakkels Breves gloende Grav. Det vilde smertet dybere end i Hovedet. Med et sagte Suk – ikke over Smerten den venstre Side af Hovedet – forlod jeg Offeraltaret, og den Aften gik taaleligt endda. Natten var værre, og end værre blev
Løverdagen Skiøndt jeg sad mellem to Talismænd – Maja sad paa min høyre Side, ved min venstre laae det kiære Sønnebrev, som skulde besvares – var det dog med Nød og Neppe jeg fik mit Svar færdigt. Og neppe havde jeg sluttet, og Maja taget Pennen for at tilføye nogle Linier, saa maatte jeg lægge mig her paa Sophaen, og siden gaae fra Bordet tilsengs. Og hvad der forøgede Smerten var Tanken om de mange Timer af de faa der nu vare igien, som gik saadan til Spilde. Vel os, at vi fra Begyndelsen omgiktes sparsomt med vor kostbare Tiid, min Maja! saa har vi da intet at bebreyde os selv – og det er Meget i denne Verden, det forekommer mig tidt at være det Meste, og er det jo ogsaa for saa vidt, at det hielper os at udholde alle Savn, og frembringer en Beroeligelse, som man vel undertiden kunde tage for selve Glæden.
Søndag den sidste af de som Tanken hastig, forsvundne Dages, var jeg paa det allerusleste. Min Koren, som hele Tiden havde foresat sig at følge begge vore Majaer til Strømsøe, men som har saa saare liden Tiid at raade over, tog i Forveyen til Tøyen og Drammen, da min Moer C: Mandag skulde møde sin Thrina og Real paa Fedt Prestegaard, blive Onsdag (i Dag) over i Byen, og han, Skriveren vor, endelig maatte være tilbage Mandag. Han forlod bedrøvet sin skrantne Christiane, som giorde sig saa kiæk som mueligt, og som han jo vidste havde den Dag i det mindste sin Maja endnu. Om Eftermiddagen kom min kiære ømme Rikke, og da kunde jeg neppe tale med hende, og Taarene skialv i hendes Øyne, i hendes Stemme, da hun vilde qvæle dem. Men see! det var, som Presidenten siger: «Det sidste Pust af Satans Raserie!» – Efter en usigelig smertefuld Time, som jeg for det meste tilbragte herinde paa Sophaen og allene, gleed det paa engang bort, og Gud skee Lov fordi denne sidste Aften blev saa god! Rikkemoer tog beroeliget bort med sin lille Rasmus, som i de første Øyeblik han saae mig, gav mig mangt med ynksomt Øyekast. Natten var atter slem – det fik ikke hielpe.
Mandag Kl 12 reyste min dyrebare Maja – Hertel og Jes fulgte hende – og forbi vare de, de velsignede Dage, som jeg saa længe havde glædet mig til, glædede mig i, og skal glæde mig ved alt til vi atter samles, og jeg lægger dem til den øvrige rige Glædesum, som aldrig kan formindskes, som ingen Cours har nogen Indflydelse paa, fordi den er nedlagt i Evighedens Banqve, og dens Renter uberegnelige.
Og saa Tak for hvert Øyeblik, Du dyrebare Maja!
I Gaar, Tirsdag var jeg mat og svag, som I har seet. Linas lille blege taarefulde Ansigt stod altiid for mig. Skilsmissen fra Marie har altiid været hende det smerteligste af Alt, om denne end kun har beløbet sig til et Par Dage. Nu gialdt det flere Maaneder. Har jeg før sagt Eder noget, mine Elskede, om denne Maries Reyse? Jeg erindrer det ikke. I veed, hvad Lyst og Anlæg hun har til Tegning. Det har længe været i Værk, at hun hos den kunstforstandige Jomfrue Ravert skulde faae saa megen Ferdighed heri, som i nogle Maaneder kunde bibringes hende, og hvorved hun siden kunde hielpe sig selv videre. Nu falder det sig saa ønskeligt, at bemeldte Jomfr: R: boer tet ved vor Cappelens, lige over for deres Have, og at hun for Moer C Skyld, maaskee ogsaa lidt for min vil give vor lille Maja Undervisning, da hun ellers ingen flere Elever antager, og at Maja kan være paa en Maade i Thrinasaras Sted, i den ømmeste Vennevold, i sit tredie Hiem – Tøyen er det andet – O tag hende, min M: C. – tryk hende til Dit modersøsterlige Hierte, det fromme Barn! Hun vil giengielde Din og Din ædle Mages Godhed med det eneste, hvormed baade hun og jeg kan giengielde den, med taknemmelig Kiærlighed, med evig Kiærlighed, som den ligger dybt og endnu uudhviklet i hendes unge rene Hierte – Som Din Thrine er min, saa være hun din! Maja! Lotta! vi har jo vore Glæder og Sorger fælles, vort Alt – og er ikke vore Børn vort beste Alt?
Tidlig i Dag toge de bort – Jes styrer hende. Linas Taare flød mildere: thi jeg har lovet hende, om det gaaer an, at hun skal følge med mig naar jeg i neste Maaned besøger Majaerne vore. Denne Trøst kunde jeg ikke negte det lille hulde stærktfølende Væsen – og mig selv. Marie tog Afskeed med alle Mennesker og Dyr, traskede giennem Sneen i hvert Hul, hvor der fandtes et levende Væsen, ogsaa ned i Drengestuen til den syge Gunder, som havde forvredet sin Fod før han sidst styrede hende til Christ:, men fortaug det, for ikke at miste den Glæde, at styre sin kiære Jomfrue, og kunde saa hverken gaae eller staae da han kom hiem igien, og kan det vel ikke endnu saa hastig, skiøndt han ved Walbohms Omhu mærkelig bædres.
Jeg har fundet paa Alskens Arbeyder for de Smaae – thi ogsaa Kaja kostede selv Tanken om Majas Bortreyse Taare; men dette lille livfulde Dyr kan ligesaa lidt holde længe fast paa en og samme Forestilling, som blive længe paa et Sted.
Fader Mørk kom i Aftes for at sige sin Yndling end et Farvel. Ellers har jeg ingen seet siden Du forlod os, min Maja C. Hvor Faa vi vare ved Bordet i Dag! Hertel og Lunde er ogsaa borte, Lunde i Byen, hvorfra jeg ret med Længsel venter ham tilbage i Morgen, da jeg veed, han bringer mig Hilsener fra mine Elskede derinde, maaskee endnu mere, end Hilsner. Maaske endogsaa Efterretninger om Din Jørgens Ankomst, dyrebare Lotta og at jeg snart skal see Dig og ham paa mit Hovind –
Torsdag 28d At jeg i Gaar og i Dag er friskere, end i lang Tiid, vil jo være noget af det kiæreste, I Dyrebare, jeg paa dette Heftes sidste Blad kan fortælle Eder. Jeg skiønner paa det, og takker Gud, fordi det smertelige Onde saa snart gik over; men dog kan jeg ikke bare mig for – thi det er uvilkaarligt – at tænke: havde du dog været saa rask den hele lykkelige Tiid, du havde dit Hiertes Veninde her! Hvad der er ufrievilligt, tilgiver vor gode himmelske Fader (og tilgiver han ikke Alt, hvad vi hiertelig angrer?) og ogsaa dette.
Da jeg stod op i Dag – og det var tidligere end før i Vinter – var Veyret klart og godt, og jeg glædede mig saa over det paa de Elskedes Vegne, som i Dag skal tage til Strømsøe. Men nu sneer det igien som i Gaar. Dog, I ere saa mange i Følge i Dag, og da gaaer det i alle Fald bædre. Og hvordan mon det Vey og Føre skulde være, som vor raadige Real ikke skulde komme frem og hielpe andre frem i? Ney, min Thrinasara! Du kunde ingen bædre Leder valgt Dig paa Livets Vey, i hvad Forstand Du saa tager disse Ord, det veed og føler vi Gud skee Lov Alle. Aandsnærværelse og mandig Kiækhed indgyder altiid Agtelse i det qvindelige Hierte, der føler sin Trang til Værge og Beskyttelse selv for Mænd der maaskee ellers var blevet os ligegyldige. Det har jeg erfaret mere end engang; og føler – jeg tør vel sige som mit hele Kiøn – at Bestemthed og Fasthed i Farer de være af hvad Natur de vil, maae være et af Hovedtrækkene i den Mands Charakter, vi skal elske og agte.
Og saa lykkelig Reyse, mine Elskede, Velsignede! Dog, endnu ere I ikke underveys – Kl: er 9 – Nu gaaer Thrinemoer først og steller med Indpakning og Frokost til Moer si og Sødskende sine, og har det saa travlt. O jeg seer det saa godt altsammen.
Gud ledsage Eder! Gud velsigne og bevare Eder Alle, ‹I› mit Hiertes Elskede, fra nu af i al Evighed! Amen!
Marti
Fredag 1ste Ney, ikke engang i Drømme kunde jeg ventet saa meget Deyligt, som Lunde i Aftes bragte mig. Foruden de kiære Lotta- og Majabreve, to indholdrige velsignede Dagboghefter fra den overalt mit Begreb flittige Søn Frederich. Jeg laae sandelig heller ikke paa Ladsiden da jeg sidst var i Kbhn; jeg vil, det veed Gud, ogsaa giærne glæde mine Venner, og har just heller ikke saa ondt for at ordne Tingenes Gang paa Papiret – men saa vidt kunde jeg dog ikke bringe det. Nu, hvad større og renere Glæde kan en Moder have end at see sig overgaaet
n5 av sine Børn i alt? Kun i Kiærlighed skal og kan de ikke overgaae hende. Tak, min dyrebare sønlige Ven, for denne rige Nydelse! Tak, min Maja, Du Dig altiid selv saa lige Maja, fordi Du sendte mig disse kiære Blade strax, efter den første flygtige Giennemlæsning. Men jeg lagde dem heller ikke fra mig før de vare expederede, og lod Teljas deylige Fløyels Grød blive kold længe nok – jeg havde det, som holdt mig varm. Nu ligger de allerede færdige til Afsendelse, tilligemed et lille Brev; som Gud give, alt var i min Majas Hænder, og at hun kunde modtage det roelig og glad! Thi – som intet skal være ublandet herneden – maatte ogsaa den uventede Efterretning: at vor kiære Fader Cappelen ikke befandt sig vel, temperere min Glæde. Og min Jes og Maja fik intet Følge. Bekymret ved denne Efterretning ilede den ømme Maja til Hiemmet, og hendes Thrine og Real med hende, kom altsaa en Dag tidligere, end de andre Barna mine. Men nu ere de Alle samlede, og Gud give, glade og lykkelige! O at det var Mandag, at min Koren og Jes var tilbage, at jeg igien kunde aande ret af et frit Hierte! Jeg havde saa ængstlige Drømme i Nat, syntes min Vilhelm levede, og havde forbrændt sig saa, og Marie ogsaa brændt sine Hænder. Hertel kom ikke hiem i Aftes, som han havde sagt, og var ikke ganske frisk da han tog bort i Tirsdags, det ængster mig ogsaa –
Men jeg vil forsøge at døve alle Ængstelser i mit Bryst, ved at tænke paa, at Du, dyrebare Lotta, dog vist i Dag trykker Din elskede Jørgen til Dit glade Moderhierte, hvor han, Din Eneste, længe ikke har lagt, og hvor han nu, Gud skee Lov! skal faae Erstatning for saa mange tunge Timer, og gienvinde sine tabte, ved saa mange Sammenstød tabte, Kræfter.
Jeg var saa underlig ahnelsefuld beklæmt i Aftes inden Lunde kom. Dit Brev, min Maja, retfærdiggiorde denne Beklæmmelse for en Deel. Men de velsignede Dagboghefter adspredte den. Natten, og den trofaste Hertels lange Udeblivelse – det er alt Middag – har igien trukket de tunge Skyer sammen. Var jeg kun vis paa, Lotta, at Du nu var glad, at denne evindelige Snee ikke satte Dit Haab paa endnu en Prøve – alt i flere Dage har Du ventet forgiæves – saa ville det lysne i Horizonten – men klar bryder ikke Solen frem før jeg seer min Koren og min Jes, og veed Eder Alle, Alle, I Dyrebare, glade og lykkelige –
See her ligger ogsaa et Brev færdigt til Dig, Lotta, og Dagbog Heftet, mit stakkels fattige Dagboghefte – dog ney, denne Gang er det ikke saa fattigt endda: thi kan jeg ikke med Tryghed forudsætte, at min Glæde er Eders Glæde? – og saa skal det skaffe Eder en fornøyelig Stund, skiøndt det kun har Tanker og Følelser, ingen Handling eller Begivenhed at tilbyde Eder.
Mit Hoved tager lidt en Smule Hævn over mig, fordi det altiid, eller dog som oftest, maae staae tilbage for Hiertets Fordringer. Saa minder det mig i Dag om, at jeg ikke agtede dets sagtere Paamindelser i Aftes, men blev ved at læse de mangesteds fiint og tet skrevne Hefter i et væk. Og alle saadanne Paamindelser, selv om de falder smerteligere end i Dag, hielper dog ikke. Havde jeg den samme Nydelse i Vente i denne Qvel, (som desværre ikke er Tilfældet) blev det det samme. «Dine Øyne og jeg, troer jeg ikke fordraer ikke den Læsning» – siger Hovedet. A sku prober, Hovedlil! svarer mit hele øvrige Jeg.
Fra den gode Bergh fik jeg Brev i Gaar. Han er atter upasselig, men ellers i en behagelig Stilling: Gud skee Lov! Tak, min elskelige Katty, fordi Du giorde ham deelagtig i hiin herlige Aften, den vor Egerven med saa glad Henrykkelse taler om, som Weise med sit Tryllespil forskiønnede, som han aldrig glæmmer – ak, og som jeg saa giærne havde deelt, som I havde undt mig at dele den.
Ney, om vor Sally kan jeg intet sige Eder. Hun var frisk, skal Capit: Berg have sagt, da han forlod London, men havde nyelig for forvredet sin Fod, hvad dog alt var godt igien. Og endda skrev hun ikke? En Bog, hun fik med sig, havde han tilbage – og ikke et Ord ledsagede den. Ubegribeligt! Det eneste rimelige jeg herved kan tænke mig, er, at Berg er blevet færdig og reyst før hun kunde formode det: Og hvilken Tiid vil nu forsvinde, inden vi kan haabe at see noget fra det kiære Barn, som vist lider ligesaa meget herved som vi –
Lørdag 2den Hertel kom i Gaareftermidd: Skiøndt hans Hovedgigt endnu plager ham, var dog ikke den eller andet end det stærke Sneedriv Skyld i, han ikke kom hiem i Aftes.
En deylig sand Vaardag har vi havt i Dag. Det er saa oplivende og dog ‹…› melder min Hoved- og Tandpine sig temmelig stærkt igien. Min Søvn er saa afbrudt, den styrker mig ikke. O hvor lang tænker jeg mig hver Time til Mandagsaften!
Mandag 4de Jeg bliver ordentlig lidt bange, hver Gang Hunden giør – det er endnu meget for tidligt at vente min Koren og Jes, og hvem Flere Kiære der mueligt er i deres Følge – thi træt og mat sidder jeg her efter de ud- og overstandne Poenitentser. Gaardsformidd: gik deyligt med Skrivning, et langt Brev til Døttrene mine i Kbhn, et mindre til min Kista, og et til Jettemoer. Saa kom Werners hid fra Kirken. Men aldrig generende mig for saa kiendte Mennesker, gik jeg herud da vi havde spiist for at hvile mig lidt – frisk var jeg ikke.
De Smaae – Werners Datter, Linas Jævnaldrende, var her ogsaa – sprang lystig om i Storstuen. Da jeg følte paa mig, det var Caffetiid, gik jeg ind. I Gangen mødte jeg lille Kaja høyt grædende, uden at kunde standse hende, og da jeg kom ind, sad Lina paa en Stol stille og bleg, og store Taare og Sveddraaber trillede ned over det søde blege Ansigt. Hendes lille Bryst gik heftigt. Frue Werner og hendes Datter stode hos hende. Endelig fik hun Aandedrættet saa vidt i sin Magt, at hun kunde sige os hvad hun fattedes – dog det var kun hvad vi saae. Ved at springe om i den kolde Stue havde hun med et tabt Veyret, formodentlig ved et Anfald af Hoste. Hun kom sig Gud skee Lov snart igien, og mit Hierte bankede vist længere ængsteligt end hendes, ja selv da Kajas Taare standsede. Det lille Dyr hænger med saadan Inderlighed ved os Alle – Werners tog tidlig bort for at besøge Mørk og Walbohm, og jeg forføyede mig ind for at faae mine Breve færdige og afsendt. Og det var giort; og min Oversættelse taget frem, da kom atter Bielder. – Det var Krefting, hans Kone, to Sønner, og gamle Svigermoder. Jeg lagde alting sukkende tilside, og sagde hvad man saa ofte i dette Liv har Anledning til at sige: «Du faaer taale det, Puus!» Da jeg ikke for Tandpinens Skyld taaler at tale meget, var jeg glad ved at Hertel bragte Kabalen og Rabusen i Gang. «Eya! hvor vel du veed min Tarv og Trang!» – tænkte jeg, og den veed han for det meste ret godt. Men saa maatte han gaae med Krefting, der havde noget at afgiøre med ham, og vi tre Mardamer bleve allene. Den nesten 70 Aars gamle Frue Holler havde imidlertiid røget sin Pibe Tobak efter Sædvane, blev med et saa stille, reyste sig, gik nogle Skridt, og begyndte at vakle. Jeg saae det, løb til og holdt hende, men hun sank med et Suk dybere og dybere, og mine Kræfter udtømtes – hvad snart er giort, og Moer Krefting raabte om Hielp. Hertel og Krefting styrtede ned ad Trapperne, Lunde efter dem; men Aslak havde først hørt vort Skrig, og kommet mig til Hielp, og bragt hende paa Sophaen. Her laae hun, Dødens Præg paa de blege Læber, der havde trukket sig krampagtig sammen, paa de lukte Øyne, stiv og kold, og i flere Minuter uden alle Livstegn. Endelig slog hun Øynene op og stirrrede forundret omkring sig. Ak, mig havde det hele Tiden været vist, at hun aldrig skulde aabne Øynene mere. Just saadan sank Thunboe død ned ved min Side. Men hun kom til sig selv, blev bragt paa sit Kammer, som til Lykke var varmt, og til Sengs, hvor hun faldt i en tryg Søvn og vaagnede efter et Par Timer ganske restitueret, ikke engang saa mat som jeg. Kreftings, som har seet den stakkels gamle Kone saa tidt i denne Forfatning, var meest bekymret for mig, som ikke var rask før, og sandelig, bag efter følte jeg først Skrækken i alle mine Lemmer.
I Dag var hun en af de første oppe, og da de havde spiist et lille tidligt Middagsmaaltiid, tog de til Hurdalen, hvorhen den gode Moders Hierte med Utaalmodighed længtes, da hun der har de fleste af sine Børn endnu, som hun i saa lang Tiid ikke har seet, og som nyelig har været syge – hvor syge et Par af dem har været, veed hun ikke. Gud skee Lov, hun ikke kom da jeg vidste hvor farligt det var, og at jeg nu vidste dem uden Fare og i fuld Bædring.
Og Gud skee Lov, at den hele forbigangne Uge var saa roelig, var saa ganske vor egen, elskede Maja! og det tredie Gud skee Lov, at jeg nu snart kan vente min Koren, som jeg synes har været et heelt Aar borte; og det fierde og mange mange flere, naar jeg maae høre at alting er vel hvor han kommer fra, Alle de Dyrebare, friske, lykkelige, glade!
Tirsdag 5te Jeg kan, Gud skee Lov! gientage mine Gud skee Lov. Alt er vel hos mine Elskede. Fader Cappelen, som har været virkelig, skiøndt ikke længe syg, er brav igien, mine Majaer lever vel; og er skiøndt min elskede Lottas Ventetiid forlænget 8 Dage, saa seer hun dog nu med Vished Øyeblikket, da hun skal omfavne sin Jørgen, glad og tryg imøde.
Men hvor ganske anderledes har jeg i disse Dage tænkt mig alting hos Eder, mine Venner! Jørgen saae jeg paa Tøyen, min Thrina og Real paa Strømsøe; og disse holdes endnu ved den alt for plagede Reals Lænker fængslede til Christiania, og Jørgen kom ikke op med agende Post, fordi alt Rum var optaget af Mennesker og Pakker, fordi det sørgelige Rygte om Krig og Postens Spærring skynder alle at faae herop hvad her skal op, og komme selv, mens det endnu er giørligt. O Gud i Naade forbyde, det skulde være saa! O, skulde da atter Jammer og Elendighed oversvømme det fattige Land, ak, og som ingen Skytsengel har mere synlig iblandt sig! O, skulde I nu atter, mine elskede Egerbørn, udsættes for disse samme Gienvordigheder, som sidst, da I toge ned i Haab om mangen Glæde, og kun fandt Suk og Taare! O skulde vi nu atter røves det Eneste, der forsøder Skilsmissen fra vore Venner, den Trøst, ofte at kunde høre fra dem! Ney, o Gud, ney! Du vil giøre det bædre for os, end det seer ud til – O jeg troer og haaber paa Dig! –
To velsignede Majabreve bragte min Koren og Jes mig (som kom tidligt, før vi torde vente dem) og Grundtvigs Idunna, og alt det mere, min Maja C saa vennehuldt havde erindret til sin Moer Korens Siæls og Legems Pleye, og et venligt Kistabrev, og de tusinde Hilsener. Hadde ikke de ængstende Krigsrygter været, hvor let skulde mit Hierte nu banket! Dog, det banker ikke tungt, Ney, gode Gud og Fader, thi jeg troer og haaber paa Din Miskundhed.
Med Posten kom et lille kiærligt Brev fra den gode Frue Bergh, som ogsaa er mismodig over, intet at have faaet fra vor Sally, men har samme Formodninger som jeg: at Berg er reyst hende uafvidende. Og et Brev fra Hr Pastor Niels, hvorom jeg, som om Manden selv, ikke vil sige noget, for ikke at sige for lidt eller for meget. Jeg kan ikke tænke paa noget Godt, som gaaer til Grunde, uden at lide derved. I Ægtestands Lotteriet tilfaldt ham et ulykkeligt Lod. Jeg tager giærne mit Kiøn i Forsvar, det veed Gud, men Madam Petra kan jeg kun beklage; hendes uqvindelige, usædelige Forhold føler jeg intet Kald til at undskylde nu længere. Hun har nyelig ved sit Fusentasterie udsadt sig for en haard, fortiænt Rævselse. I et stort Selskab, og hvad mere er, i et Bryllup, sagde hun offentlig: at den Pige som var saa gal at gifte sig, burde kagpidskes. At saadan Udladelse «altiid er Synd, men i et Bryllup dobbelt Synd» – seer I da selv. Omsen, som desuden har godt for at sige Folk Uartigheder, skulde Dagen efter have taget stærkt til Gienmæle mod hende. Og kan hun vente andet?
Ritmester Rasch kom her i Aftes med sin Svoger, en Propietair Heyerdal. Rasch er og bliver den samme, lige lustig og forstyrret. Han kan bringe Halvdøde til Live og til Latter. Hans sex Børn ere alle Undre af Skiønhed og Vid, siger han, allesammen liig ham. Nu spiller han Rabus med den alvorlige Hertel, som jeg længe ikke har seet lee saa meget, og med Lina. Kaja kan ikke faae sine Øyne fra ham, og har bedt sig frie for at strikke i Formidd. for uhindret at kunde see paa ham og høre ham.
Torsdag 7de Det regnede i Gaar og var ret stygt Veyr. Ikke desmindre tog jeg, som jeg havde bestemt det, til min Rikke om Eftermiddagen. Jes styrede mig, og vi vare begge enige om, at det var godt vi ikke opsatte Touren, da det snart, vedbliver denne fortredelige Tøe, vil blive ufremkommeligt over Moser og paa alle Smaaeveye. Det var ret slemt nu allerede, især paa Hiemveyen. Regnen øste ned, og at blive saaledes blødt i Slæde, er dobbelt ubehageligt, fordi det synes i Naturens Orden, at man der skal sidde tørt, eller dog kun vædes af Sneen. Ret fornøyet var Rikke just ey med mit korte Besøg, især da jeg, giør Veyret det ikke umueligt, skal være saa længe borte. Lina og jeg, maae I vide, tænker stærkt paa i neste Uge at tage til Tøyen, og derfra til Strømsøe. I Dag klarner det. Og saa sagde Lina i Dag: «Du skal see, Moer vor Herre vil vi skal reyse og komme til Marie, for see, nu klarner det, og nu kom Skrædderen og tog din Pelts, saa du faaer den ogsaa færdig.» Det var en gammel Pelts, som skulde have et nyt fiint Vadmels Overtræk, og som vor Hofskrædder ikke vilde befatte sig med, da det 24 Aars gamle Foerværk var saa itu (det har ogsaa udholdt mangen haard Dyst, maae I troe) men saa smeltede Hiertet (som vel aldrig kan være haardt hos en Skrædder) i den lille eenøyede Christen, der, Gud forlade min Synd, i det hele Udvortes ikke er ulig salig Professor Wilse, og han kom og afbad sin Overilelsessynd, og tog, som sagt hele Greya, et godt Omen for vor Reyses Fremgang, mener Linchen, som har sin særegne Mening om mange Ting.
Hr Munthe er her i Dag ved Kirken, hvor der er Fastepræken. Da alle Mand ere paa Tinge, og Jes har noget at skrive, maae jeg opofre noget af min knappe Tiid til at holde ham med Selskab. Dog, han pleyer kun være ganske kort, især naar Skriveren ikke er hiemme.
Løverdag 9de Posten blev usædvanlig længe i Torsdags, og jeg begyndte at tænke paa hvad der var talt om Postens Sperring i Sverrig. Endelig kom den. Der var et Brev til mig med Udskrift af Maja C, og et forfærdelig tykt, som jeg strax saae var fra vor Sally. Og de vare begge fra hende, thi ogsaa Maja C sendte mig sit, og lille Maja skrev et Par Linier med det, da Moer C: maatte holde D: Bøyesen, som havde bragt Brevene, med Selskab. De vare komne med Skibs leylighed, og fra – 26de Octbr – Dog Gud skee Lov, fordi de kom! Det ene, egentlig til de elskede Søstre, er et Slags Dagbog over hendes Reyse til og i Margot, hvor hun nød saa mangen Glæde, ak, og snart kunde paa engang faaet Ende paa Sorg og Glæde og Livet! Stakkels kiære Barn! hvor meget har Du udstaaet! Jeg vidste vel før om denne Vælting, men ikke om de nærmere Omstændigheder, dem Du nu saa rædsomt har bragt mig for Øynene. Gud skee Lov, som bevarede Dig, Elskede, og bevarede Din gode August for sin hulde Elisa, som Du har giort mig saa lysten efter at blive kiendt med, og bevarede Eder Begge for den gamle Faders og Moders Skyld, for alles vores Skyld! Men giid jeg nu havde det kiære, paa to Ark Velinpapir skrevne Brev i Eders Hænder, mine dyrebare Døttre dernede! men først skal det, saa er Sallys udtrykkelige Ordre, læses her af vor Lotta og Maja og Thrina og Frue Bergh. Dog ingen kan det saadan glæde, som det vil glæde Eder, I Sallys hulde Søstre og Barndoms Veninder – O at jeg dog engang imellem kunde giøre et Par sagte Strøg paa Aladdins Lampe! Da var det nu længe siden i Eders Hænder, min Katty, min Malla!
Tirsdag 12te For første Gang i lang i lang Tiid, har jeg i Eftermiddag taget mig en Hvilestund her paa Sophaen. Just som vi i Middags skulde gaae til bords, fik jeg sluttet Oversættelsen af mine tvende Brude, og efter ethvert Arbeyds Fuldbringelse, det være lidet eller stort, synes man sig berettiget til Hvile. I troer heller ikke, Elskede, hvor troet jeg har stræbt for at blive færdig inden min Reyse. Især har jeg i disse sidste Dage sadt her fra Kl 8 og før om Morgenen, til halvsex, sex om Aftenen, og skrevet uophørligt. Kun mens en Side tørredes har jeg læst en eller to Smaaestykker i den paa nydelige Smaaedigte saa rige Kuronia. Især finder jeg foruden Udgiverens, der alle bærer hans sande Præg, en Trinius og Trauvetters fortrinlige. En Langhansen er en sand tydsk Haste, som synger i evige Klagetoner. Jeg maae smile naar jeg har sagt til mig selv: «Det er den lebendige Haste igien» – og vender Bladet om, og seer det langweilige Navn: Langhansen. Dog, var ikke alt stemt saa ganske i samme Tone, var enkelte Stykker ikke saa uefne. Og har ikke Haste, man lee af hans Graad saa meget man vil, skrevet mangt deyligt Stykke? – Af en Maczewski er ogsaa nogle ret nysselige Stykker, og et, til Religionen er som det var skrevet ud af Grundtvigs Siæl – saadan som jeg tænker mig den efter hvad han skriver – Her er det:
Religion.
Sie ist nicht die Philosophei,
Die wähnt zu schauen, was es sey,
Das hinter der Erscheinung Bild
Sich unsern Blicke stets verhüllt.
Sie ist kein Kind der Phantasie,
Sie träumet und erdichtet nie;
Sie ehrt den Vorhang, der die Welt
Des Geistes noch verschleiert hält.
Erheucheln wollt ihr ihre Gunst?
Verschönen sie mit eurer Kunst?
Sie achtet nicht der falschen Zier;
Ein reines Herz nur huldigt ihr.
Pflicht ist der Fels, auf dem sie ruht
In stiller Einfalt, gross und gut,
Des Ueberirrdischen gewiss
Und muthvoll auch in Finsterniss
Apropos, om den samme Grundtvig: Det er dog vel kun, haaber jeg til Gud, et Rygte, maaskee udspredt af skadefro Nid, at han skal være blevet vanvittig? Min lille Maja, hvis Helt han er, som I jo veed, skrev mig det til fra Drammen, hvor denne sørgelige Nyehed var en af de første hun der hørte. Men som sagt, jeg haaber til Gud, at det er et af Nid eller Kaadhed opfundet Rygte, og at hans lyse Forstand endnu længe skal lyse reen og kar og uformørket for Mange.
Vor Reyse var bestemt til i Morgen; men da vi i Dag maatte i Transportskyds med 4 Heste herfra og 4 fra Houg, maae vi opsætte det til Torsdag. Vor Plan, at tage med Postexpressen fra Christiania har vi forandret, da Føret er saa slemt, og bliver med hver Time værre. Det er det mildeste Vaarveyr; paa Tagene er ikke Spor af Snee, og desværre skal der ikke være stort mere paa Kongeveyen end paa Tagene. Men Aslak siger: «Saa slemt er det vel ikke, at vi jo har prøvet det værre!» ham, den altiid Uforsagte og Raadige, tager vi nu med os lige til Strømsøe, og vore Heste til Ravnsborg, men derfra Skyds. Paa mit kiære Tøyen vil denne Forandring nok ikke anstaae dem, da vi nu kun kan blive en eneste Dag over der for Hestenes Skyld. Men des længere opholde vi os paa Tilbagetouren, og saa, mine Elskede, bliver det jo det samme.
Vi vente Kreftings hvert Øyeblik. Jeg vil imidlertiid skrive til den gode Bergens Skriver, og til min elskelige Egersøn, da jeg vel nu i lang Tiid ikke faaer den Roe til saadant, som her hidtil dags er. Thi vel kan jeg saa temmelig bruge Tiden som jeg vil baade hos min Lotta og Maja – som jeg vil, forstaaer I. Ak, men da veed jeg ikke hvordan jeg vil dele mig imellem Eder Alle, I alle mine elskede dyrebare Børn og Venner!
Tys! Hunden giøer – der er Bielder!
Onsdag 13de Det var Hexerie og blind Allarm. Der kom slet ingen og er endnu ingen Kreftings kommet. Det er vel ikke let at løsrive sig fra det gamle Hiem og de mange Smaae. Ogsaa kommer de mig i Dag meget beleyligere: thi nu har jeg beskikket mit Huus, pakket ind, skrevet et langt Brev til Bergens gode Skriver, og er kant og klar hvad Øyeblik det skal være. Til Egersønnen vil jeg først skrive hos min Maja C, som maaskee siden har havt Tidende fra ham, og synes det mig nu længe at være siden jeg glædedes ved de deylige Dagboghefter, hvoraf det ahner mig, jeg der skal finde flere.
Glad skal jeg altsaa i Morgen see Dig, dyrebare Lotta – thi nu har Du Din Jørgen frisk og rask igien, siger Din lille Sæddel mig i Dag, og hvor glad Du venter Din Christiane for at dele Dit Moderhiertes Glæde med hende. Gud skee evig Lov! – Føret, spaaer man mig vil blive slemt, neppe fremkommeligt. O, vi kommer nok frem. Tanken om de ventede Glæder vil giøre alt let. «Ja men ogsaa for Hestene?» Dem skal vi giøre det saa godt for som mueligt, kiøre lækkert og give dem Havre, og puste tidt og jævnt. Det skal nok gaae! Altsaa ikke mere fra dette Sted – hvor fra jeg i de første 14 Dage a 3 Uger ikke igien taler med Eder, Elskede! – end mit Farvel, og min moderligste Velsignelse!
Tøyen
15de Marti Saa glad som i Dag sad jeg i lang Tiid ikke ved min Lottas Chatoul: thi saa glad som nu saae jeg hende ikke i lang Tiid, og ikke hendes Lawsonmand, og ikke det hele Huus. De har nu, Gud være lovet! sin Jørgen igien, frisk og brav, snild og god som han altiid har været, og alle Lidelser ere overstandne, hans legemlige, og de ædle Forældres indvortes over hans Fraværelse og de sørgelige Anledninger til dennes Forlængelse. O hvad kan oplive et Hierte mere, end at see ædle, gode, kiære Mennesker lykkelige og glade!
Vor Reyse gik ønskelig. Kl 8 i Gaar Morges sad vi i Slæden, jeg i min, Linchen i sin paa Ane Stuepiges Skiød. Hun er inde i Besøg hos sine Forældre. Vi fandt Føret over al Forventning godt, og kunde des hierteligere glæde os over det himmelske Veyr. Uden alle Hendelser og Eventyr kom vi hid Kl: 3½ hvor Jørgen var den første som vi saae, og som saae os. Saa kom min kiære Kista, frisk og flink paa to slemme boldne Fingre nær, der dobbelt ubeleyligt har sadt sig – Boldenheden mener jeg, thi Fingrene sad der før – paa den høyre Haand – og med hende kom liden Hanna, og begge førte mig ind, og Jørgen skiød paa, før jeg fik Reysetøyet af – Presidenten sad i sin Nattrøye, Lotta kom ind i det samme jeg kom, smilende som Solen der hele Dagen havde ledsaget os, men som ikke gik ned paa hendes frydfulde Moderansigt, hvor Gud lade den straale evindelig! Presidenten fik i al Hast en Nanqvins Busseronne over den strikkede Trøye, jeg veed ikke, om for min eller Linas Skyld – Og for at intet skulde mangle i min Glæde, laae her et sødt barnligt Brev fra min lille Maja, længsel- og kiærlighedsfuldt, og deri et Par Linier fra den store Maja, ey mindre kiærligheds- og længselfulde
Og hvordan vi i denne Stund har det. Kl er 11. Vi sidder her ene, min Lotta og jeg. Hun helbreder min paa Reyser lederte Poppe-Syepose, ak, og nu drypper Taarene stride af hendes fromme Øyne: thi vi taler om min Wilhelm, og hvordan hun elskede ham –
Al Ungdommen – den tækkelige Lieut: Garben, mine Børns og Jørgens Fetter, er her ogsaa i disse Dage – ere gaaede en Tour til Byen, til Olsens, for at faae lille Zarine herop med sig –
Der kommer min Thrinasara og min Maja Pavels – Bort, Journal, til jeg har kysset dem –
Strømsøe
Søndag 17de «Det var et langt Kys!» siger I vist, mine Elskede! Det var en lang Kiæde av Kys; thi – Dog, min kiære Pen, vær lydig og hørig, og gaae din vante Journalvey, ordentlig og ligefrem; det er for denne Sinde udlagt: Tilbage til Tøyen og Fredagen.
Ja, de var der da, mit elskelige Thrinabarn og min elskelige Maja Pavels, og strax efter dem kom den gode brave, men meget skrantne Slotspræst, som var glad i Moer Korens Komme, og vidste hun og alle Tøyenianer vilde være glade i at see ham, thi tog han sig en Slæde da han for sin Hoste Skyld ikke tør gaae meget – og agede op til os. – En Ting skal jeg fortælle dig Moer min, mælede Thrina, «som just ikke vil behage dig synderligt: Paa Søndag kommer du i stort Compagnie» – Gud bevar's derfra! Hvor da? – «Ih hiemme hos Moer og Faer. Det er i Anledning af den unge Hofgaards Bryllup med Jomfrue Omsted» – Det var nu ret et Tordenslag; og den slemme Unge gottede sig oven i Kiøbet over, at alt sligt skulde være forbi naar hun og hendes Real kom efter Tirsdag eller Onsdag.
Lidt efter blev Madamen kaldt ud, Maja P: trippede efter, og begge kom nu ind igien, hver med sin deylige Kappe paa Haanden, og Slotspræsten traadde imellem dem, som skulde han døbt de Børn, de holdte Huerne til. Men Maja kom hen til mig, og sagde med sin blide Stemme og giorde i det samme et lille Kniks: «Da du nu skal i Stads paa Søndag, min Moer Koren, vil du da ikke pynte dig med denne Kappe!» Mit Svar kan I tænke Eder. Imidlertiid stod Thrina med sin paa Haanden, og saae sig om efter Frue Lotta, som endelig kom, og veeg heel forundret tilbage for Kappen og Thrinas mange Kniks og vennehulde Anmodning, og nu hang begge disse Søsterkapper, som kun ved Baandene vare forskiællige, syede og baldyrede ved de sande søsterlige Præstinders Fingre, nu hang de paa begge Søstrenes, Lottas og Christianes, Hænder, og bleve beseete og den nydelige Søm rost, og Giverinderne nok engang kysset og Pavels fortalte, hvorlunde hans Maja havde syet med saadan Glæde, og saa emsig, at hun neppe havde havt Tiid at tale med ham. Om den anden Præstemand fører ligedan Anke fik vi ingen Leylighed til at erfare, da – han ikke kom. Herom siden.
Vi sad nu alle – de Unge vare ogsaa tilbage, med dem Zarine – trindt om det vel besatte Frokostbord, qvægende os med Moer Lottas liflige Ripsviin, og imens debibrertes der om at gaae og blive, og faldt da Resulationen, at det ældre Præstepar bleve der med det samme men min ømme Trinasara havde ikke Hierte til at lade sin Real spise ene, og da han prækede, havde over hundrede Confirmanter at overhøre, og skulde paa Akademiet Kl: 5, kunde han ikke komme til Tøyen til Middag. Om Aftenen lovede hun at bringe os ham, og forlod os. –
Da vi havde spiist tog Fader Pavels og jeg os en liden Titulær-Luur thi virkelig blundede ikke jeg, og han heller ikke, sagde han – I maae ey troe jeg ellers kunde vide det: thi han sad i Graastuen, og jeg laae paa min Kistas Seng. Vi passiarede siden deyligt og stundede paa, Kl: skulde blive 6 – men saa – Intermezzoer hører jo til dette Liv – kom Frue Branddirectrise Heyerdal, og Justitsraad Wexels, som allene skulde været mig – og jeg troer os Alle – velkommen, men som vi, da han ikke var det, ey ugiærne toge Afskeed med da han havde drukket Thee, og gav sin Dame Armen. I veed hvor lidt denne Frue med samt hendes Hr Gemahl hører blandt mine Folk, skiøndt hun virkelig er ret interessant. Saa blev Kl. 6 og halvsyv, og saa kom istæden for det unge Præstepar, en Undskyldning: at der var kommet Forhindring, de kunde ikke komme – og saae jeg min Thrina ey mere den Dag, og Real slet ikke. Men vreed paa ham kan jeg ikke være, da han med al sin Ungdomskraft kan trættes af det uendelige Slæberie som han er alt for god til at slides op af, saa Gud lade det snart endes! Den stø Olsen var ogsaa kommet did, og med ham og Presidenten fik Fader Pavels sig en Lhombre, og vandt, fordi han var syg, sagde han 14 eller 16rd.
Endelig havde da den i saa mange Aar tause Biltzing skrevet til sine Søstre. Han lever ret lykkelig i sin huslige Stilling, og har en halvanden Aars gl: Datter. Det rørte mig meget efter 4 Aars Forløb at see den Haand igien som jeg før saae saa jævnlig: Og Gud, hvilke 4 Aar!!!
Kl 9 i Gaar Morges forlode vi vort kiære Tøyen. Hele Byen og Omegnen laae indsvøbt i Taage, men Slæden gleed let over den frosne Jord, skiøndt vi kun saae enkelte Sneeplætter, og de færreste af disse i Veyen. Lidt efter lidt faldt Taagen, og Solen smilte blidt, ikke stoltelig, til den overvundne tilintetgiorde Fiende. Paa Ravnsborg vare vi efter vor Bestemmelse Kl 11 og fandt Hestene parate, og fortsatte Reysen videre, da vi havde afskediget Gutten som skulde bringe vore Heste tilbage. Paa Gillebek var ingen Skyds da vi kom der Kl: 1. Lina skulde have sig lidt Mad, skiøndt Længslen efter Marie seyrede over Madlysten, og havde Hestene været der, skulde den ikke standset os. Vi vare vis paa, Kista havde givet os de pene Smørrebrød med, hun skar til os; men ikke meer Smørrebrød fandtes, end bag paa min Haand. Vi bad da om noget, og fik Brød, Smør og noget steenhaardt Kiød, og vare færdige med hver sit Stykke da Skydsen kom. For disse to Bidder Mad tog Verten saa men 1rd, omfrem 8߸ for en Dram til Aslak. «Tager De ikke feyl?!» spurgte jeg: «1rd for to Smørrebrød?» «Ja alting er dyrt, svarede han, og man maae tage sig betalt, saa man ikke bliver Fanter». «Men man maae heller ikke giøre andre til Fanter, sagde jeg, betalte min Daler og 8߸ og fortsatte gladelig Reysen. Det var fast for varmt, og det mærkedes paa Føret, som alt blev slettere og slettere, og da vi vare komne nedover Paradisbakkerne, gik det bedrøveligt, Fod for Fod, og jo nærmere vi kom Bragness jo bedrøveligere, saa forekom det mig i det mindste, fordi min Længsel tog til som Føret tog af. Men da vi vare over Broen og paa Strømsøesiden, gik det raskere, og Aslak slog paa, og vi saae de velsignede Kastanietræer, der i al sin Vinterdragt vinkede saa venligt til mig, ak, og saa stode begge mine Majaer ved Slæderne da de ikke holdt endnu, og vi vare i hinandens Arme – de havde ikke ventet os saa tidligt; men for tidligt kom vi ikke. Min lille Maja er blevet feed, og seer ud som Sundheden og Glæden selv, den stille beskedne Glæde, og mellem disse to elskede Navnesøstre er sød Siæleharmonie saa deres Slægtskab er ikke paa Navnenes Vegne allene. De vare begge, da vi kom, beskiæftigede med at ordne og afpolere Sølvet som i Dag skal bruges; men Lina tog store Majas Plads, og veeg ikke, og viger ikke fra Søsterens Side, og den ældre Maja havde stelt sig saa, at hun kunde sidde temmelig i Roe hos sin Moer Koren. I de Mellemrum hun var borte, spillede jeg Rabus med min kiære Faer Cappelen og den godlidende unge Jørgensen, Cappelens Søstersøn, og Kl 10 gik vi Alle til Hvile, for at sanke Kræfter til denne Dags tunge Byrder. Gud give den var vel forbi! Des sødere skal med Guds Hielp de følgende blive, og saa kommer de andre Barna vore, og saa Dagb. Hefter fra Egersønnen, hvis sidste Brev til min Maja C jeg ogsaa fik til Velkomst i Gaar, og som skulde glædet mig saa, havde jeg ikke seet deri, at den velsignede Syvald har været meget syg. O Gud lade den Bædring, han da var i, være vedblevet, og at han nu maae være fuldkommen frisk!
I kan nok see, mine Dyrebare, paa dette meget I her har faaet, at jeg har god Tiid i Dag, og Maja C liden Tiid. Men nu lakker det ad Toilettiden. Ungerne har jævnt tittet ind til mig, store Maja ogsaa et Par Gange. Men de tænker nu alle paa Pynten, og faaer jeg vel giøre ligesaa. Hu tu tu, kiære Frue! –
Her bliver tilvisse stort Collads, eller som gamle Moer Skramness kalder det, Compagnie i Dag. Over 50 Mennesker.
Har Journalen længe hvilet – nu bliver der da Stof nok, og giid det ey gik mig som Baggesen: «at jeg maatte lade den hvile til jeg fik lidt mindre Stof dertil» – Der er Nella ogsaa –
Kl 1½ Nella er længe siden borte, og jeg sidder her itrukket min graa Taftes Kiortel og med min pene venlige Majakappe paa. Men jeg sidder i Arrest, da jeg hører Jørgensen, som har sit Værelse uden for mit, er i færd med sin Paaklædning. Derfor, Elskte, faaer I dette atpaa: thi i Stads er man jo saa lidt skikket til de velsignede huslige Sysler. Nu kom Barna mine, og nu Farvel til i Morgen
Mandag 18de «Gud give, de var paa Dør! De kommer P-d ikke igien i Morgen.» sagde Sal: Jalles naar han havde Fremmede. Egentlig tænkte han det nok kun; men da han stedse tænkte høyt, hørte alle de Fremmede tydeligt dette hans fromme Ønske. Gud skee Lov, at min Tunge er lidt beskednere, og ikke giver Tankerne Tøylen – hvor ofte vilde ellers hiint jalliske Udraab i Gaar brudt frem af min Siæl! Ak, og især ved Bordet, hvor min gode Genius, som ellers pleyer staae saa troet ved min Side naar man staaer og lader sig tage, reent havde forladt mig. Da Kammerjunker Hauch styrede sin Gang hen til mig, var det ikke langt fra, jeg havde prostituert os Begge ved et Angstskrig. Imidlertiid blev det ved et Suk, som dog var lydeligt nok, kun ikke, Gud skee Lov, for de omkringstaaende Mardamers Øren, som havde for travlt med at ordne sine Slæb og Shawler og sætte sig i ret maleriske Stillinger. Jeg gik da med min Junker, og da Haabet er det sidste, der forlader os, havde hørte jeg endnu, alt til min Skiæbne uigienkaldelig var afgiort, det hviske til mig: «du faaer Trøst fra høyre Side» – Jo, jeg tænker det! Der sad Kammerraad Dajon, og saa fremdeles rundt om mig, hvorhen jeg vendte mit Øye, den hele Toldbod. Dajon bemærkede det ogsaa, og ynkede mig som saaledes var faldt iblandt Toldere og – «Syndere» sagde jeg; men lagde hurtigt til: og det ere vi jo desværre, Alle. En stiv (for ikke at lyve og sige en god) Halvtime ventede den hele store Forsamling efter den smukke Mand Hr Scheitlie, med Tilbehør forstaaer sig, og da kom endelig Bud: de kunde ikke have den Ære – Kl 3½ kom vi tilbords. Solen stod høyt paa Himlen; thi saae jeg med et Do lydeligt Suk paa de ildespaaende mange Lys paa Bordet. «Gud forbyde de skulde blive brugte imens vi sad' her!» sagde jeg, glad ved at kunde sige noget. «Og det skal De ikke bede Gud forbyde; thi her sidder vi min Troe godt» gienmælede Dajon. Hvorpaa mit hele Svar atter var et dybt Suk. Imidlertiid var jeg deylig sulten, og fik deylig Suppe med deylige Kiødboller og saa videre, og var ordentlig husholdrisk med min Appetit for at komme ud med den, tænkte jeg, til Enden. Men den gik til Ende før vi vare ret i Midten af Maaltidet, og Dagen med, og Lysene havde brændt en Stund før Isen kom, og Appetiten tilbage med den. Kl 7 havde vi først vor Friehed igien for saa vidt, at vi kunde gaae og staae og sidde nogenlunde som vi ville. –
Selskabet var egentlig for den unge Hofgaard og den vakre Karen Omsted, hvad jeg nok før har fortalt Eder, troer jeg, og var da den hele fohgaardske og omstedske Familie her. Blandt disse saae jeg for første Gang Brudgommens Moder, Enken Mad: Hofgaard og Datter, Frøken Hofgaard, en rød og hviid tyk feed Frøken, og en svensk Fetter af hende, Gahn, et ungt Menneske med Briller paa, og en yngere Datter af N: G: Omsted, Ambrosia benamset, som man finder smuk – jeg ikke, Maja C ikke – og blandt de øvrige Fremmede den nye Toldscasserer Justitsraad Siegholdt, med sit Ordenskors og sin nesten ubrugbare høyre Arm i Fængsel – og saae jeg her det fameuse Kors med et Slags Velbehag, da det syntes at sige til den for Fædrelandet lemlæstede Arm: «du har ærlig fortiænt mig. Dig er jeg et Hæderstegn» – for Resten kan jeg ikke sige stort om Manden, uden at han drak sit Glas med Smag, og det maae den gamle Kriger giærne. Man under ham det ordentlig saa hierteligt. Hans Kone, en Søster af Læreren Wittrup i Christiania, saae færm og rafineret ud, og behøver det, da hun har 8 Børn og deres Kaar nok hidtil har været mislige. Giid de herefter maatte blive desbædre. Deres ældste Datter var her ogsaa, en ganske net Figur, men med et stort mandligt Ansigt og skarpe grove Liniamenter. «Hun kaldte mig en Gaas» sagde min lille Maja før, da vi talte om hende, «fordi jeg sagde jeg holdt mere af Landet end Byen» – Da det var hennes første Samtale med min stille Maja, vidnede det just ikke om Styrke i Conversationstonen. Her var ogsaa, blandt de før Useete, en Frøken Zernicon, hvis Ansigt svarede til det russiske Navn. Hun er i Huset hos Mallings, og skal være en god Pige. Hun gaaer stille og eensom, uden at de andre unge Fruentimmer tager synderlig Deel i hende. Saa er nu Tonen her. Det fremmede Navn skræmmer dem, lader det. Præsten Hofgaards Søn, den blide Sophie Munks Broder, var her ogsaa, og talte meget med mig om min Jes og om Wilhelm, hans fordums Skolekammerader, og om den Sidste med Varme og en heed Taare i Øyet, som qvægede mit Hierte. For Resten var her min raske Lieut: Collet med hans muntre godlidende Kone, hele Bangs Familie og C: Cappelens Hiemmeværende. Til denne Familie hører nu ved et nyt Baand Petronelle, Diderich Cappelens Datter (som for en Tiid siden var her i Huset tilligemed Thanks Datter) og som nu er forlovet med C: Cappelens ældste Søn, Michael. Det er en ret vakker og tilgavns pfiffig Pige. Madam Malling, Rørbyes, Frue Mønster, og Diderich Bøyesen – see der har I dem Alle – Doctr Heyberg hører til Ridder Caspars Familie som tilkommende Svigersøn, forstaaer I. Med D: Bøyesen fik jeg kun talt et Par Ord, da han strax efter Bordet kom ind i en Lhomber. Men han lovede at komme hid igien en Dag og fortælle mig om vor Sally. Ham havde jeg umuelig kiendt igien. Hvor tyk og feed og rød han er blevet, og, saa forekom det mig, saa ægte albionsk. Det skiælmske Øye var blevet alvorligt, hans Stemme mit Øre saa fremmet. Men jeg hørte jo ogsaa kun fem sex Ord af ham.
Da jeg ingensteds kan have det friere end her hos min velsignede Maja, gik jeg tilsengs Kl 11 i al Stilhed, fordi jeg følte det var nødvendigt, om jeg skulde have godt af Dagen i Dag, den jeg i hele Gaar! tænkte paa med Glæde. Men derfor er jeg nu ogsaa saa rask og munter, og min Maja C, som først kom til Hvile Kl 1 og tidlig i Dag blev uroet af sin aarvaagne Hr Gemahl, sidder saa mødig og træt ved min Side, hvad hun efter saadan Trippen og Brydsomhed nok kunde være efter den længste Hvile. Dog føler hun intet til Træthed, da vi kun har Rum for den deylige Tanke: at denne Dag er ganske vor. Lina gik endnu før jeg tilsengs; men Maja blev oppe hos sin anden Moder, som rimeligt var, og ligesom vi nu har det saa godt her, har de kiære Glutter det paa Majas Kammer, som hun kalder sit Himmerige, og hvor hun nu sidder og skriver paa et langt Brev til sin Kista, og Linchen tæt ved hende med sit Strikketøy. Naar vi har spiist, skal vi tage os en lille Hvile, store Maja og jeg, heroppe i hver sin Seng. Den tredie, Lottamoer, staaer som om den ventede paa Dig. Ja giid den ikke ventede forgiæves! Men det veed vi, den giør i disse Dage. Derimod haaber jeg og Maja C, at vor Venten efter noget fra Kbhn i Dag ikke skal være forgiæves, og at maaskee en deylig Pakke kan modtage os efter vor Middagssluren. Gud give det! Ak, det er kun alt for sandt:
«Hvo meget har, han meer attraaer,
Og Ønsket aldrig stille staaer.»
Nu har vi spiist en Fiskesuppe, og den som deylig var, og nu gaaer det zu Bet – God Nat, god roelig Nat!
Tirsdag 19de Haabet skuffede os ikke – Vel fandt vi ikke den kiære ventede Pakke strax efter vor qvægende Middagsblund paa det vinkende Caffebord; men da vi sad heroppe igien, jeg skrivende til min Lotta, Maja C: læsende Testamentet, bragte lille Maja et stort Brev, hvis Format vi øyebliklig kiendte. «Jeg er bange, sagde Maja K, at dette Brev ikke er glædeligt, Moer: thi det er Ottesens Haand; og nu kommer de vist ikke, siden han skriver» – Men Moer vidste bædre Beskeed, og see, da laae ved de to velsignede Dagboghefter et Brev fra Barna vore, og i Dag kommer de, og ere vist allerede nu underveys. O hvor mange lykkelige Timer oven paa den kiedelige Søndag, som ved sin Kiedelighed har den Fortiæneste, at vi nu, om mueligt, sætter end større Pris paa vore saa lykkelige Timer.
Men før jeg saae i den kiære Journal at den søde Syvald var rask igien, kunde jeg ikke have rigtig godt af alt det øvrige. Gud skee Lov, I Dyrebare, at I har ham igien! O jeg saae ham som vor Egerven saae ham, slumrende paa Dit Skiød, elskte Katty, og Dit Moderøye med vemodsfuld Glæde heftet paa ham, saae Dig og Din ædle T. mellem Frygt og Haab vente hans Opvaagnen, og Eders Glæde, da han sprang saa rask op, og søgte i Keysers Lomme efter Gotter. Endnu en Gang, Gud skee Lov! og tusind moderlige Tak for hvert Ord i de tætskrevne gedigne Hefter, kiæreste Søn Frederich! som nu min Maja C atter læser igiennem med bædre Andagt, da der var Rabusstøy rundt om hende, og jeg selv, desværre, fortiænte de Skrub jeg fik, da jeg havde læst saa andægtig dog var der Maade med Andagten, og læser jeg nok ogsaa visse Ting om igien i al Ydmygelighed – Nu begynder jeg et langt Brev til min Sally, som flux kommer bort med unge Bang, maaskee i Morgen den Dag –
Jørgensen er reyst til Xstiania. Men Gud skee Lov, vor T: og R: kommer!
Onsdag 20de Og de kom Kl 12, da jeg i det mindste endnu ikke ventede dem, men Moer C: allerede mange Gange havde seet ud hver Gang hun hørte Bielder. Jeg havde atter læst et og andet i de kiære Journalhefter, og var just færdig med et Brev til Sally, Maja C skrev til Mad: Heber og Elise Thorsteinson, og vi vare netop færdige da de velsignede Unger kom, den unge Præst styrende sin unge Hustroe. Faer Cappelen havde lovet sig ud til Middag – vi vare alle budne samme Dag jeg kom, men havde undskyldt os, kun Fader C svarede Ja for sig – men nu da han‹s› Thrina hang om hans Hals, gav han flux Afbud. Og saa gik Dagen velsignet, og Aftenen med, og da kom Smaaetupperne lille Maja og Lina, hiem fra et Besøg hos Nella, og vi sad om det runde Bord, som I veed staaer for den sorte Sopha, og snakkede, og kosede os, og spilte alle vore nyelærte Rabusser igiennem, og til Mellemspil giorde den kunstige Præst som kan alting, en Lledløs Mand efter een, Lina havde medbragt fra Borches, som alle vi Børn morede os med – men Kl 10 køyede vi, fordi de kiære Reysende vare trætte – Og nu har min Thrinasara allerede givet mig mit Morgen Kys her ved Skriverpulten, den lille pene Mahogniepult, der altiid hører til den grønne Sahl naar denne er mit Værelse, og det er den altiid og har stedse været, undtagen i Bryllupssviren, og da var jeg fast, syntes jeg, landflygtig, indtil jeg fik orienteret mig i mit nye Hiem. I veed jo, mine Elskelige, hvor meget tillokkende alt Gammelt har for mig. Jeg er ingen Slave af mine Vaner; men de ere mig kiære, og jeg afskediger dem om det ogsaa kun er for en kort Tiid, ikke uden et lille Suk –
Nu har jeg været længe nede, spiist Frokost, og seet paa den Markedsfærsel forbi Vinduerne. Ak, Markedet 1808 var jeg her[.] Du var med mig, min nu saa langt borteværende Sally B – O Gud, hvor meget var da anderledes! Men ogsaa som det nu er – hvor mange Mennesker ere saa lykkelige som jeg? O, at Alle vare det!
Og min ædle elskede Maja C er lykkelig, lykkeligere end da – hun har jo nu ogsaa en Søn – og min velsignede Lotta er lykkelig, lykkeligere end da: hun har sin Jørgen igien – Og de Smerter som ligger i dette Mellemrum, ney, ikke skal Mindet om dem forbittre de Glæder, Gud gav os at beholde –
Jeg veed ikke længe noget har rørt mig saa inderligt som Deres Beskrivelse, min elskede Egersøn, om Deres første Møde med den sieldne Frue Jacobi nu efter hendes ligesaa sieldne Mands død. Jeg vilde læse det høyt for min lille Maja; men da jeg kom dertil, at han i en af de sidste Dage famlede efter hen noget, og svarte, da hun spurgte: «hvad søger du om?» «Jeg søger om din Haand for at takke dig for al din Kiærlighed» – da qvalte Graaden min Stemme – men det var søde Vemods – jeg kunde nesten sige Glædestaare. Og et saadant Baand, som i 38 Aar knyttede to ædle Hierter sammen, giorde dem Jorden til Himlen – det skulde Dødens Lee mægte at overskiære? O ved den blotte Tanke maatte alle Livets Baand briste og vort hele Væsen synke sammen i Støv – Ney, det er fast, fast og uopløseligt for Tiid og Evighed – Amen!
Torsdag 21de Det er ret Markedsgang her, ind og ud strømmer Mennesker, hele Formiddagen især – See saa, der er atter Nedkaldelse –
Det var Diderich Bøyesen, som jeg med hver Gang jeg seer ham holder mere af. Ærligheden lyser af hans gode blaa Øyne –
Men vi maae tilbage til Gaarsdagen. Da var General Meyer her, og den forrykte Fogden Lind, og mange andre, men kun i Morgenvisit. Til Middag var Fader C og Sønnen hans hos Scheitlie. Saa sadde vi begge Mødre med alle Døttrene vore om et rundt Bord og holdt vort glade Maaltiid; efter det gik Maja C: og Thrinabarnet, som var lidt forkiølet, og jeg, som ikke var forkiølet, og saa toge vi hver sin Seng i Beliggelse her paa min lyse kiære Sahl; men dog kun et Øyeblik – derpaa fulgte Caffen, og er det saa hyggeligt at see min Thrinasara sidde ved Theebordet og skiænke acurat som i fordum Dage – og dog ikke acurat som i fordum Dage – og saa fulgte jeg Lina nu til Borches i en deylig nye Bredslæde, som Fader C: har foræret Barna sine, og kom hiem igien til Theetiid, og Aftenen gik i sød Roe i vort eget Lag. Hr Real listede sig fra sit Selskab, fordi han fandt det ulige bædre i vort, og min Thrinasara var paa sin hvide Hest og fortalte saa mange smaae Geschichter fra gamle Dage, at Søvnen reent forgik Lina, og vi gik først i Seng Kl over 11.
I Dag har som sagt Diderich Bøyesen været her, og Broderen Ulrich, som jeg troede alt var taget herfra, og som er buden hid i Morgen med sin Kone, om de bliver over som han ey vidste. Det er saa hyggeligt at see disse min Sally's Brødre. Ulrich havde sin lille raske vakre August med, en sand robust Guldbrandsdøl – Alle Barna ere paa Markedet – ney, der er de alt igien, Maja med en peen Kam, Lina med et Par nysselige Handsker, Markedsgaver af vor gode Faer Cappelen. Broder Realf fulgte dem hiem, hans Thrina har nogle Visitter at giøre. I Aften skal den velsignede grønne Ungdom paa Concert, som vi renoncerer paa, Maja C og jeg, men derimod har jeg med Taknemmelighed modtagen Don Pedros Invitation til – Comedie i Morgen aften. «Comedie? Du, Moer Koren! der var du jo ikke i mange Aar»? – Ja, men nu er denne Lyst vaagnet hos mig igien, skiøndt vel neppe for mere end denne Gang, da jeg skal see det vakre Stykke: Sandhed har Løn, omringet af saa mange elskelige Væsner.
Fredag 22de Ja, midt i Tingtiden og stedse faaer min velsignede Koren Tiid tilovers for mig. I gaar fik jeg et kiærligt Brev fra ham, og et glædeligt: thi alt er vel derhiemme, og den gode Skriver vil, tilligemed Jessen sin, møde mig og Lina Paa Tøyen om Onsdagen.
Barna kom sultne og lidt grætne hiem fra Concerten i Aftes, som ikke havde moret dem synderlig. I Dag skal her være et lidet Middagsselskab for Ulrich Bøyesens Skyld. Men min elskede Maja C er slet ikke frisk, og forsøger nu at faae et Øyebliks Hvile heroppe hos mig, om det undes hende. Det er den slemme Gigt, der plager hende. Gud lade den dog ikke saadan forstyrre vort Samværes Glæde og Fred, som den forstyrrede os den paa Hovind. Paa Comedien i Aften faaer vi hende ikke med os, og jeg blev nu ogsaa hellere hiemme, havde jeg ikke saa vist lovet Børnene at følge med dem, og de glædet sig til det, glædet sig til at faae begge Mødrene sine med – og nu vilde blive for mismodige ved ikke at faae nogen af dem.
Løverdag 23de Her var ingen andre i Gaar end Præsten U: Bøyesen med sin Hustroe; dem jeg begge fandt uforandrede siden jeg sidst saae dem, D: Bøyesen, og Madame Malling. Vi vare alle, Husets Fader og Moder undtagne, paa Comedien, hvor vi, skiøndt vi ikke var blandt de sidste, dog nær ingen Plads havde faaet. Der var propfuldt overalt. Stykket Sandhed har Løn, et net og aldeles kotzebueskt Stykke, gik i det Hele upaaklageligt. Mad: Maren Omsted, Moderen, tildrog sig strax jeg saae hende ved sin Spinderok, min hele Opmærksomhet ved en skuffende Lighed med min Moder (den jeg udenfor Theatret aldrig har opdaget), den hele Dragt, Figur, Bevægelse, især saa længe hun sad ved Rokken, var som jeg skulde seet hende for mine Øyne. Hendes Spil var mere godt end slet. Datteren Molly (en Madam Matzen) var kold som Iis, og hendes Elsker Wolgast – Lieut: Elias Smith, under al Critigo – men Sønnen Helmuth, Heinz (nu gift med Omsteds Enke) var virkelig saa brav, som jeg ikke havde ventet det, og med en lidt Ynglingsagtigere Figur skulde han ikke ladet mig blevet saa meget tilbage at ønske. Hans Donna derimod, Julie Sendsheim, Madam Poul Lund, beværtede med lutter Kniks og og Complimenter istæden for Hiertelighed og Følelse. Hun har en god Figur, et ganske talende Ansigt, men ingen Anstand, og, som sagt, ingen Hiertelighed. I en af Stykkets skiønneste Scener – Mødet med Helmuth i Dyrehaven – var hun saa reent absurd klædt, at jeg neppe holdt ud at see paa hende. «Gud forbarme sig, hvor gal hun seer ud!» hviskede min Thrina til mig – det var en reen smagløs Maskeradedragt – Hendes Kammerpige, bemeldte Lieut: Elias Smiths Kone (forhen Karen Cappelen, Ridder Caspars Datter) var naturlig, naiv, og har et behageligt Organ (hvad de fleste andre manglede) Secretair Schwenzel, Borch, skildte sig godt ved sin lille Spraderolle. Eftertrykkeren Grapselman, Apotheker Stillesen var fortræffelig, var den livagtige Eftertrykker fra Taae til Top som jeg kan tænke mig en saadan Tyveknægt, der desuden her er viist i al sin Fælhed. Han overdrev intet – han var, kort sagt, hverken meer eller mindre end han skulde være. Dog endnu til større Fuldkommenhed udførtes Politie-Commissairens Rolle af Kiøbmand Tornøe, og kunde disse To, troer jeg, være visse paa ethvert Publikums Yndest og Bifald. Seer I, mine Elskede, da jeg saa længe ikke har havt noget saadant at fortælle Eder, maae I tilgive mig denne Vidtløftighed. Ak, langt vidtløftigere vilde jeg blevet, skulde jeg beskrive Eder alle de Scener Erindringen førte forbi min Siæl fra de længstbort svundne Tider. Det sidste Stykke jeg saae, var Dyveke, og det saae jeg i Selskab med Albertine Ørsted (nu Bull) og – min Sara, 1806 – – Min Wilhelm var der ogsaa – O, det var en lykkelig Aften –
Dog, ogsaa nu sad jeg jo godt ved min hulde Thrinasaras Side, og ikke langt fra mig min Marie og Lina. Foran os sad den lille snurrige kortvittige Mad: Malling som ved sine høystnaive Spørgsmaal bragte Thrina og mig snart i Forlegenhed, snart i det beste Lune af Verden. Blandt andre af Secretair Schwenzels Gasconader siger han til sin Brud, da hun ytrer Frygt for, hun ikke kan passe i hans Omgangskreds: «O jeg kiender en Pynterske, som kan hefte den fine Verdens Air paa Dem med Knappenaale» – (og det er ikke det sletteste af hvad han siger) «Hm!» sagde lille Maren, «det var pudsigt, hefte Verdens Ære paa sig med Knappenaale!» – Hun vilde havt en Forklaring herover, hvad der da hverken var Tiid eller Sted til, kan I tænke. Hr Niels kom ogsaa hen til os – Ja, naar man maler en vis Mand paa Væggen, staaer han der – Nu er samme Hr Niels nede, og maae altsaa ogsaa jeg ned – Farvel for en Stund!
Søndag 24de Jeg troede ikke, denne Stund skulde blevet saa lang. Men i fulde to Timer holdt han os jo med Prat, dette forunderlige af alle muelige Modsigelser sammensatte Menneske. Det var første Gang jeg saae ham siden han kom hiem fra Kbhn; men jeg følte intet Kald til at spørge ham om nogen eller noget der, fordi han, for at bruge et af Deres Collegas Udtryk, kiære Søn Fredrich, enten taler i evige Dethyramber, synker ned i et bundløst Svælg af Følelser, eller vaaser – og da er han, sandt at sige, allermorsomst, thi da veed man hvordan man skal forstaae ham. Jeg har holdt paa ham i det længste, og det er sandelig ikke uden Veemod jeg maae opgive ham – som mine fordum saa kiære Engelsmænd –
Der blev han staaende med Kappe paa, vilde ikke gaae og ikke blive, og Bordet var dækket, Barna vore skulde reyse, og ingen Ende tog det. Da han var borte, spiste vi, og min Thrina og Real stege nesten fra Bordet i Slæden, og kom vist ikke tidligt til deres Hiem. Vi gik da herop, min Maja C og jeg, for at fuldende vore Breve som skulde med Posten, til mine elskede Døttre og velærværdige Hr Søn. Wulfsberg var Skyld i, beste Lotta, at Du med det unge Præstepar intet Svar fik paa det kiære muntre Brev de bragte Maja C og mig – men saa fik Du Dagboghefte, Moer mi, istæden.
Og hvor vi nu sidder deyligt, min velsignede Maja C og jeg! Vi ere ganske ene. Faer siøl reyste i Gaar til Ejdsfoss. Lina og lille Maja ere af Borches budne paa Ball i Aften, og toge derhen tidlig i Morges for først at gaae i Kirken, og begynde Søndagen som det sig bør. De kommer først hiem i Morgen Formiddag. Fatter i Aften. Vi har nu læst mange gamle Breve og Siælebiographier, meest Christiansfeldske. Sandelig, meget deraf er sand Poesie. Midt heri bleve vi for en stund afbrudte ved Forvalter Rørby og Kones Komme i en kort Morgenvisit. I veed jo, mine Gode, at den store føre grovtorganiserede Mad: Rørbye er en Søster af den lille fiintbyggede vakre Frue Faye. Men saa artige og forbindtlige har baade hun og hendes Mand stedse viist sig imod mig, og da jeg ogsaa ved dem dog faaer høre lidt fra min ædle Dichmans ædle Ven, er det mig altiid kiært at see og tale med dem.
Her var stille og underligt i Aftes efter Eder, I dyrebare Bortreyste, og efter Fader Peder. I dette Øyeblik staaer Real vist paa Prækestolen, og maaskee hører hans Thrina ham med dobbeltglad Andagt. Det er saa behageligt at tænke sig sine elskede Fraværende i formodentlige Situationer – Gud skee Lov, vor Moer C er i Dag meget bædre. Hun laae heroppe i Nat, og har lovet at blive min Contubernal, da jeg nu, min Real og Thrina ikke længere ere mine Naboer, var blevet saa ene – Og saa siig nu, om jeg ikke er meer end «saa Gu ganske bra» til at fortælle Eder alting omstændeligt. O men tak mig ikke for det: det er den høyeste Grad af Selvkiærlighed: thi saaledes giennyder og fordobler jeg alle mine smaae og store Glæder ved at meddele – dele dem med Eder.
Mandag 25de O, hvilken, hvilken Sabatsdag var Gaarsdagen fra Begyndelsen til Enden! O at I Alle kunde deelt den og dens Glæder med min Maja og mig! Hvordan Formiddagen gik, har I hørt – Da vi to Eenslinger havde spiist vor Fuglesuppe og varme Vafler gik vi herop, og lagde os med hver sin Bog paa hver sin Seng – min Maja behøvede Hvile, og sympathiserende med hende i Alt, syntes jeg ogsaa, jeg behøvede den. Uden at vilde det, slumrede jeg ind over Begyndelsen at den gyseligskiønne Lear – var jeg kommet længere hen i den, jeg havde neppe sovet – Kl: 3 vare vi igien paa Benene. «Nu gaaer jeg ned og faaer Caffen ind» sagde Maja mi, som aldrig veed hvordan hun skal lave det deyligt nok for sin Moer Koren – og for alle dem, hun elsker – og da jeg kom ned, sad hun ved Caffebordet, og Glæden lyste af hendes Aasyn, og jeg saae strax hvorfra den havde sit Gienskin – thi paa Bordet var noget meer end Caffe, var et Brev og to velsignede Journalhefter fra Egervennen, som ogsaa smilede til mig. Brevet til Maja læste vi sammen; men saa blev der ordentlig en Complimentering imellem os, hvo først skulde gotte sig med disse andre Siælegotter og vandt jeg ved min moderlige Myndighed Seyer, og satte mig med Aviserne selv de fynske – ved Vinduet, medens Maja blev siddende i Sophaen og læste, under enkelte Udraab det første Hefte som da gik i mine Hænder, do do det andet. Jeg har ingen af de forrige fundet righaltigere end disse – og giid jeg kunde sige Dem, ædle Søn, min Tak som jeg vilde. Dog siges den jo som allerbedst derved: at De veed, hvor den glæder os. Og foruden hvad den bragte os, gav den Haab om mere, som i Dag kan ventes med Postexpressen: et Brev til mig, og Sternbalds Wanderungen, opsendt med Juell, som dog nu absolut maae være ariveret –
Det leed ret paa, at giøre en Tour, skiønt kun paa en Timestiid og neppe det, til Jomfrue Ravert, som endnu er syg, men dog begynder Undervisningen med min Maja i denne Uge – Der var riig Stof til Aftenssamtale da vi igien sad sammen, og ene til Kl: 7, Fader C kom tilbage fra sit Ejdsfoss. Hans Maja læste da for ham hvad hun troede der i den deylige Dagbog meest kunde interessere ham. Siden fik han og jeg en Rabus, og saa gik vi til Roe, og Maja fik Lov af sin Husbond, da vi begge bad saa vakkert, at ligge her oppe; men ret roelig sov hun ikke, og er i Dag ikke fuldt saa brav som i Gaar, men seer ud som selve Sundheden, da hun er bleven deylig feed og rød i Andsigtet. Imidlertiid gaar det Onde med Guds Hielp snart over. En ængstelig Drøm vakte mig i Morges Kl: 6. Jeg saae min Koren besvimet eller død, jeg veed ikke om i min Maries eller Saras Arme. Da maatte jeg op, saa nødig jeg end vilde for ikke at vække den da sødtslumrende Maja. Men Anledningen til denne skræksomme Drøm kan jeg dog til min Beroeligelse udlede deels af hvad Maja og jeg i Gaar talte om, deels af den Bevægelse Læsningen af Lear havde sadt mig i. Sandelig, det var som jeg aldrig havde læst den før, i hvor tidt den end, selv i Rosenfeldts usle Oversættelse, har rystet mig – men de Indtryk den nu – jeg læste først Slutningen i Dag – har giort paa mig, vidner om denne foersomske Oversættelses Fortrinlighed, og at den, saa vidt det er mueligt, har beholdt Originalens Aand, hvorfor jeg takker ham af mit i sit Inderste rørte Hierte –
Vi vare alle budne til Rørbyes i Aften, men paa Grund af Moer Cappelens Upasselighed undskyldte vi os, og fordi Børnene i Nat var paa Ball og altsaa tidlig i Aften behøvede Hvile. O ney, saa vil jeg ikke ødsle med den korte kostbare Tiid – og seer I, mine Elskede, saa kan selv – hvad jeg i Vinter tidt sandede – en lille Upasselighed være go aa ha – I Dag foer Hr Peder med Dagsgrye, troer jeg, til Svelvigen, og er vist de 4 Miil frem og tilbage inden Middag –
Tirsdag 26de Og det var han. Strax efter ham kom Barna hiem fra Borchs. De havde just ikke moret sig synderligt paa Ballet, hvor der var saa mange Mennesker, at der kun faldt saare lidt Dands i hvers Lod, især da der, som fast altiid er Tilfældet, var dobbelt saa mange Dandserinder som Dandsere. En ung Pige, aldeles ukiendt, satte seg hos Marie, og spurgte hende, uden videre Indgang: Om det ikke vilde falde hende tungt at forlade Hovind? «Det vilde det vist; men det tænker jeg ikke paa.» Ikke? da skal dog Deres Odelssag ikke staae paa nogen god Fod. «Jeg haaber det har ingen Fare» – Er De saa vis paa det? Og kunde De ikke leve ligesaa godt et andet Sted, f.E: i Byen? «Neppe. Og i en Bye blev det nu i alle Fald ikke.» Hvem denne næsvise lille Ting var, gad jeg dog vidst, og ønskede Maja havde været lidt mere nysgiærrig. At hun affærdigede hendes ubeskedne Spørgsmaal saa lakoniskt, kunde jeg derimod godt lide.
Lina var saa forgrædt da de kom hiem, og det varede længe, inden vi fik Aarsagen til disse Taare at vide. Ved hvert Spørgsmaal fordobledes de. Endelig faldt Marie paa, at det maatte være fordi Aslak paa Hidveyen fra Borches havde talt saa meget om vor Hiemreyse, og den lydelige Graad det lille søde Dyr nu brød ud i, bekræftede hun hadde giættet rigtigt. Det var Tanken om den nær forestaaende Skilsmisse med den elskede Søster der havde tynget saa paa det lille stakkels varme Hierte. Men, som det pleyer gaae i den lykkelige Alder, «hvor Taaren ikke bortjager Mayen fra vor Kind» – da hun efter en lille Hvile kom ned, var hun den muntre Lina igien. I Morgen, maaskee ogsaa i Dag, vil vel atter Skilsmistaarene flyde. Skal jeg sørge eller glæde mig over, at disse mine Tre Gienlevende har saa dyb Følelse for alt, for Sorg og Glæde? – «Og havde de to Bortgangne det ikke?» – Jo, i høy Grad, men de kunde bædre behærske den – Ak Gud, maaskee brast derfor Saras Hierte under sin tause taareløse Angst for mig og Kummer over vort store Tab –
Levede vi blot for denne Verden – ja, da vilde jeg sørge over den letvakte og dybe Følelse Gud nedlagte i deres Hierter – men nu ikke: «thi hvad her saaes med Taare høstes hisset med Glæde» – Og i Din Haand, himmelske, kiærlige Fader ere jo de og deres Hierter, og vi Alle –
Postexpressen bragte den kiære ventede Pakke i Gaar til vor Maja C: og et Sønne og et Datterbrev deri til mig. Tak, min gode Frederich, min gode Katty! Jeg besvarer begge med faa Linier i Dag.
Det var et velsignet lille Digt: Marie Smith, fød De Kon‹n›inc, som stod i den Adressavis De sendte os, beste Egerven. Blandt de øvrige Snurrepiberier, som De kaldte det, fandt Frøk. Jessens Digt til Broderen Carl, hvis sande Søster hun maae være, vort høye Bifald. Man seer det er udstrømmet fra hendes fyrige Siæls Allerinderste.
Og nu ere de forbi, de mange glade hastig henilede Dage – paa faa Timer nær forbi – jeg har tilbragt saa sødt, saa gladeligt her, for det meste ved min store Majas Side. Og nu Farvel, kiære lille Pult – nu sidder jeg ikke hastig ved dig igien – Farvel, I Dyrebare Alle her. Min Tak være, at jeg har havt det saa usigelig godt iblandt Eder –
Og hvad der trøster mig over at det nu er forbi: at jeg om faa Uger Seer Eder og har det saa godt igien, har da endnu et Gode til: finder mine elskede Egerbørn igien i deres Hiem eller Majasdal, eller begge Stæder – og at jeg nu iler til det velsignede Tøyen, hvor jeg foruden dets ædle Beboere finder min dyrebare Koren og Jes, og samles Torsdag med dem hos min hulde Thrinasara og min sønligelskende Real (værer ogsaa her begge takkede for de barnligkiærlige Hilsener i Gaar til Eders Moer Koren) og finder der endnu det kiære Slotspræstpar – «hvad kan du ønske dig mere paa Jorden, Christiane, end du har?» O alnaadens Gud! kun at det – maatte vedvare! Men skee din Villie!
Tøyen
Fredag 29de Saa længe hvilede du ikke i lang Tiid, min kiære Dagbog – nesten i tre hele Dage. Men saa skal du ogsaa nu holde for, og lede mine Elskede, mine og dine Elskende tilbage til Strømsøe og Onsdag. Vel giør mit stakkels Hoved Indsigelser mod denne lange Tilbagetour, og alleslags Tourer. Det har engang før i Dag tvunget mig tilsengs, og det lader som det vilde byde Dacapo. Imidlertiid vil vi til vi hører Raabet gaae saa langt vi kan.
Kl. 7 Onsdag Morgen vare vi reysefærdige, Lina og jeg. Linas Øyne vare ikke tørre fra hun aabnede dem. Fader Cappelen kiælede saa ømt for hende, og bad hende endelig snart igien besøge Maja – men des hyppigere bleve Taarene. Vi talte kun alle om den Tiid, vi skulde sees igien, og lille Maja holdt sig kiæk. Gud skee Lov, min Moer C: var meget bædre end de forrige Dage, saa jeg beroeliget kunde forlade hende: Kl 8 kom Skydsen[.] Vor kiære sig altiid selv lige Faer Cappelen, havde giort saa prægtige Foranstaltninger, at vi kom giennem Røgen Sogn og slap saaledes de aldeles bare Paradisbakker og hele Kongeveyen, paa hvilken vi neppe vare komne frem, det saae vi paa det lille Stykke fra Asker Kirke (thi der først kom vi paa Almenveyen) til Ravnsborg. Uagtet Skydsen havde ventet her, som han paastod over Tiden, hvad dog var Usandhed, maatte vi have fat paa vor Rypesteg og Smørrebrød. Lina havde atter grædt, det saae jeg, og maatte troe hvad hun sagde: at hun havde lidt ondt, som det blege lille Fiæs bekræftede. Dog blev hun færm inden vi toge derfra. Man forsikrede Isen var sikker, og heller ikke havde vi noget andet Valg, da Kongeveyen var ufremkommelig i Slæde. Da vi toge paa Isen, som var hullet og saae mistænkelig nok ud, bankede mit Hierte en Smule; men med hver en vi mødte, og især med tungere Læs end vi, blev det bædre med mig, og tilsidst var min Frygt aldeles forsvunden. Vi vare neppe halvanden Time paa den 7 Fierdinger lange Vey. Jeg vilde neppe troe Aslak og mine egne Øyne da vi vare lige for Lysager. Vi kiørte heelt omkring Festningen, og toge i Land ved Bryggerne; men jammerligt gik det giennem Gaderne og lige hid. Vort første Spørgsmaal var: om Skriveren og Jes var kommet? men det vare de ikke, og kun vor kiære Lottamoer fandt vi, vor Kista og liden Hanna – thi Presidenten og Sønnen hans vare farne ad Hedemarken til. Hertel havde været her, og var reyst samme Formiddag, hvad der vilde giort mig endnu mere ondt, om det ikke havde været fordi min Koren skulde komme. Alt var vel hiemme, Gud skee Lov, hørte jeg. Lidt efter os kom Krigsasessor Lossius hid – Han var nogle Dage før kommet fra Kbhn – med ham fik jeg Hilsner fra mine kiære Egerbørn, som han samme Dag han reyste havde talt med. Ogsaa laae her et velsignet Brev til mig fra Døttrene mine, men som Kista neppe torde flye mig, da hun havde hørt, lille Syvald var syg, og Brevet var forseglet med sort Lak. Gud skee Lov, det søde Barn, det vidste jeg før, var frisk igien, og her saae jeg det bekræftet, og saae, at alle mine Elskede der nu vare vel. Tak I Gode, for det kiære Brev. Her gienkiendte jeg min Malla igien, og saae hende for mig frisk paa Siæl og Legeme, og saae, hvor glade alle de kiære Barna mine dernede nu vare i hinanden. – Du snurrige Malla, som kalder mig Din og Kattys Providerings-Commission. Gud hielpe Jer, stakkels Børn, fik Eders Siæle ikke mere Føde, Eders Legemer ikke mere Kiædelse, end Moer Koren med saa liden Evne som rig Modervillie kan forskaffe Eder – Kl 5 kom min Koren og min Jes. –
Løverdag 30te Og længere kom jeg ikke i Gaar. Aarsagen siden.
Vi vare da alle hos det kiære unge Præstepar, Torsdag, hvor ingen flere var en vi og Pavels med Hustroe og Børn. Hvor godt havde vi de saaledes unter uns hos den elskelige Vert og Vertinde i det pene hyggelige Hiem, hvor alt seer saa venligt indbydende ud. Kun mit slemme misundelige Hoved giorde nogle Smaaestreger i min Regning. Ogsaa mit kiære Thrinabarn var lidt upasselig, som hun troede efter et Giæstebud hun Dagen før var i hos gamle Biskop Lumholz, hvor hun havde spiist noget, hun ikke taalte. Slotspræsten, som samme Dag var buden til Major Juel, maatte om Aftenen did for at complettere et Boston Partie. Ved Sang og fortroelig Snak og lidt Rabus, gik Dagen deyligt og Aftenen med – Jo det er sandt, min lille gode Zarine var der ogsaa. Men da jeg tog hiem, var jeg saa syg, og hele Natten, og det meste af Gaarsdagen, som I har seet.
Hvad der i Aftes afbrød mig, var unge Jørgensens Komme. Han skulde ogsaa Dagen før været hos Ottesens, men havde ey Tiid. Da han nu var saa snild og kom hid, vilde jeg giærne prate lidt med ham. Jeg lider ham alt bædre og bædre. Vi skulde just taget fat paa de nyemodens Rabusser, da blev her Allarm i Leyren. Capitain W: Giedde og hans unge Kone kom for at logere her nogle Dage. Her maatte da giøres en lille Omranggering.
n6 Det er en tækkelig lille Kone, ikke smuk, heller ikke, troer jeg ganske ung, og efter al Formodning en gammel Kiæreste. I det mindste har de vist været kiendt fra ældre Tider. Nu tog Presidenten til Byen, med ham Captajnen. Seer I, mine Elskede, saa ganske efter vor Kogebog er dette just ikke, da vi dog nu ey kan have det saa hiemmeligt godt som naar vi vare ene. I Morgen skal her være Selskab. Jeg tror dog ikke de bliver længere endt til Mandag. Arme Mennesker, de vil faae en besværlig Tour i dette Føre til Thrundhiem –
Jeg maae nu nytte Tiden, og faae skrevet til Kbhn med Lossius, og til London med unge Horster som paa Mandag reyser herfra did. Ogsaa Lossius reyser Mandag, troer jeg. I Gaar rablede jeg nogle Linier til min elskede Maja C – ogsaa lille Maja maae have lidt i Dag; og saa har jeg det travlt som I seer paa alle Sæt og Viis. Min hulde Lotta laver det saa godt for mig, at jeg har alden Friehed mueligt er – men som naar vi ere ene kan det dog umueligt være. Men maae vi ikke finde os i langt større Ubeqvæmheder i dette Liv? Alt hvad vi kan er sukkende at sige: «Det behager os ikke!»
Søndag 31te Uendelig meget vinder den gode Julie Giedde ved at blive nærmere kiendt. Det er et huldt qvindeligt Væsen med en dannet Forstand. At hun er en Beslægtet af den ædle Digter, det sande store Menneske Kleist (hun er en Kleist) seer I, giver hender end mere Interesse for mit Hierte, som denne Vaarens liflige Sanger allerede tidlig i min Vaar giorde et saa dybt Indtryk paa – Og lykkelig vil den brave mandige Wilhelm vist giøre hende som hun ham. Det er et i alle Dele passende Par.
De skal nu begge ned til Byen i Visitter i Formiddag, da de i Morgen tidlig fortsætter Reysen.
I Aftes var Major Auber her, og fik alle Herrene sig en Lhombre – min Koren krympede sig som Katten i Kakkelovnen; men Puus fik taale det – han maatte være fierde Mand. Da de ikke fikk Beterne ud før efter Bordet, gik vi Fruentimmer smukt i Seng og lode dem sidde. Stakkels min Kista er saa ussel i sine Tænder, og har nu saa meget at gaae og stelle med. Lina klager sig ogsaa, og den ene lille Kind er ganske ophovnet. Jeg tier med mit Hovedonde, som i Dag fra og til sætter min Taalmodighed paa Prøve. Maatte det kun blive taaleligt i Dag over. Her kommer saa mange, eller dog Nogle, som jeg glæder mig hiertelig i. Men dem skal I selv udfinde, naar jeg i Morgen giør Eder Regnskab for hvem her har været.
Min Koren, som reyser i Morgen, sidder hos mig og skriver til sin kiære lille Maja. Hun fik intet fra mig i Gaar, da Posten først gaaer Tirsdag. Koren vilde reyst i Dag, men lille Frue Julie bad ham saa venligt, ikke at afstaae hendes første Bøn, at han blev, og blev giærne – jeg vil dog haabe ikke for hendes Skyld allene –
Med 7 Sorger og Bedrøvelser har jeg faaet mine Kbhns Breve færdige, men intet endnu til Sally. Gud veed, om det gode Barn faaer noget denne Gang. Det seer tvivlsomt ud – thi snart lakker det mod Middag, og Fruen sidder endnu i sin hele Morgendragt.
Hvor stygt dette er skrevet, op ad Bakken, som gik det opover Egeberg. Men det kommer af, at Skriveren min sidder her, og jeg paa Skraae lige for ham, og Sneen blænder mig, og Hovedet – byder mig sige Eder Farvel – og lagde sig hellere til Hvile end hengav sig Toilettet –
April
Mandag 1ste Hilsen fra min Koren og Jes. Nu toge de hiem, men til Hest som de kom, da den lille Smule Snee fra i Gaar allerede flyder hen i Vand. Gieddes reyser først i Morgen, og tager da ind om Hovind for at overnatte der. Jeg har ikke ofte seet Skriveren saa conversabel, mindst med Fremmede, som med denne lille danske Frue Julie. For at mene og tage alt i den beste Mening, vil jeg umage mig for at troe, det er fordi hun er hans Christianes Landsmandinde. Frue Pavels finder hendes Stemme og Figur (Julies) saa liig Frue Rahbeks, og saa vidt jeg erindrer begge Dele – den sidste staaer ganske tydelig for mig – har hun Ret.
Her var da i Gaar den gode Slotspræst og min hulde Maja – (der nu ogsaa ere indlæmmede blandt disse vigtige Blades Læsere) – Min elskelige Thrinasara og hendes og min Real – Vor gode lille Zarine – Det nysselige Par, Marieboe og Kone – Jomfrue Wolderne – Forvalter Unger og Kone – Major Auber og Frue – Asessor Debes – Lieut: Torvig – Capitain Widing og Kone – See der troer jeg I har dem paa en Traad; men jeg har trukket dem som mine Ravpærler, de største falder strax i Øynene, og saa sparer jeg Eder den Umage, at lede dem ud. Dog, det havde i alt Fald vel ikke kostet Eder synderlig Umage –
Da vi sadde der i Halvcirkel havde jeg snart min Thrina snart Maja P: til Sidemand, og mit Øre sultede ikke, og mit Øye heller ikke, thi det hvilede med Velbehag paa den vakre Frue Mariboe. Auber tog mig tilbords. Han er en interessant Mand, siger Alle som kiender ham nøyere; men hans ulykkelige Udseende og høyst uforstaaelige Stemme giør Samtale med ham ikke allene ubehagelig, men ængstelig. Saa giærne jeg nu havde henvendt mig ganske til min anden Sidemand, Mariboe, med hvem jeg kom ind i en levende Samtale om Øhlenschläger og hans Mesterværker, som han veed at sætte Priis paa, fandt jeg det dog upassende, og gav Auber hvad Aubers var – For at spille frietages jeg stedse overalt hvor man vil mig vel – og hvor vil man det mere end paa Tøyen? –
Saa var jeg overalt, og da hverken Maja P: eller Thrina mi vare fængslede ved Spillebordet, havde vi det ret hyggeligt, og imellemstunder, f:E: naar den med Siæl og Legeme bostonerende Frue Auber huserede for heftligt og opregnede alle sine Kort, Spardame smaae fiere etc – endogsaa lustigt. Ottesen, Julies og Unger vare Fruens Medspillende. De to Sidste sadde saa roelige og lode sig correxe, men Real hørte det ikke endgang, fordi hans Thrina sad hos ham, og hans Moer Koren, og Frue P:, som forbarmede sig og tog hans Kort imellem. Lotta kom til os, saa ofte hendes Vertindepligter tillod det, Kista ligesaa, naar hun havde en Feriestund, og saa gik Aftenen i en Snup. Ogsaa med Frue Mariboe talte jeg for første Gang ret meget, og det frapperte mig at denne unge, smukke Kone, denne unge smukke Mands Elskede og Elskende, til hvem desuden Verden paa alle Maader smiler saa blidt, talte om Døden og det bædre, egentligere Liv med en Varme, som giorde hende dobbelt elskelig i mine Øyne. Anledningen til denne Vending i Samtalen var hendes Barns Død, og hendes egen og Mandens derpaa fulgte Sygdom. Hun talte derpaa om mine Hiemgangne, som hun vel aldrig havde seet, men hørt desmere omtale, sagde hun, da Gud havde taget dem til sig. «Saadan som Deres Søns Tab blev beklaget har jeg aldrig hørt noget ungt Menneskes Tab beklaget» sagde hun. «Jeg hørte ikke tale om andet, og saae mange Taare i flere af Skolelærernes Øyne, som forsikrede, de aldri havde elsket nogen Elev som ham. Da nu ogsaa Deres Datter var død, og jeg hørte hvor meget De ogsaa havde mistet i hende, veed Gud jeg beklagede Dem hierteligt. Men jeg synes det maae være den største Glæde – jeg kan ingen større tænke mig – at have to saadanne Børn, der var saadan elskede, hos Gud. De gik saa uskyldige og lykkelige ud af Verden» – Taarene stode herved i hendes skiønne blaa Øyne, og jeg kunde kun svare hende med et Haandtryk. Der er noget barnligtfromt i hendes hele Væsen, som vilde giøre hende indtagende om hun end slet ikke var smuk –
Og saa kom Dit Brev, dyrebare Maja C, og et fra Din lille Maja til Lina. Ungene Dine her fik sin Part af det, og det var alle Dine saa kiært og det var os, som om vi ikke i lang Tiid havde hørt fra vore Majaer. Lina der hele Dagen havde været saa stille og nedstemt, da hendes Tænder smertede hende meget, blev med et saa qvik, som al Kiæling før ikke havde formaaet før at giøre hende. Saa ganske er hun sin Moders Datter. Min Thrina klynkede lidt for hun ikke skulde see mig mere denne Gang, og min Maja endnu mere, fordi jeg slet ikke havde været hos hende. Fader Pavels gav jeg, paa hans Spørgsmaal: «Naar seer vi nu Moer Koren hos os?» Anvisning paa hans Maja, som vidste Beskeed – Men jeg har jo ikke været ret paa Tøyen denne Gang heller – saa paastaaer i det mindste Lotta og Kista – og dertil kommer, at man i dette Føre ikke kan traske om i Gaderne, og det er saa kiedeligt at kiøre op og ned af dem. Dog hvem veed, hvad skee kan? mine Elskede! Jeg maae en lille Tour til Byen lell – Herom en anden Gang. Thi nu har jeg maalt Eder Skiæppen fuld, og fuldere var den maaskee blevet, havde jeg ikke alt iblandt slaaet en Prat af med Lottamoer, som har sadt hos mig og skrevet til sine Broderbørn i Kbhn, fra hvem Præsten Juell i For-Gaars bragte hende saa mange pene Smaaeting, de havde forarbeydet og sendt den kiære Tante.
I Dag er mit Hoved ret bravt, men Lottas ikke. Frue Giedde sidder ogsaa ved Skriverbordet, og skal siden pakke ind til sin besværlige Reyse. Jeg seer saa længselfuld ud efter min Koren og Jes, som om jeg ventede dem tilbage. Hvorfor er det saa underligt, naar nogen af vore Kiære har forladt os?!
Tirsdag 2den I dag, gode Lise S: helligholder Du Din Fødselsdag i Hovedstaden, og giid Du ofte og altiid helligholde den med Glæde! Ak denne, engang det stolte Danmarks Hædersdag! Hvor er nu Stolthed og Hæder?! «Blandt Aarene for Syndfloden» –
Seent i Aftes kom en Pige fra Hovind – ikke mit Hovind – og bragte mig et Brev fra min Sally B: Det var som hun skulde været der, og som det var i fordum Dage. Pigen sagde tillige: «I Morgen gaaer der Bud til Engeland, om Fruen vil skrive did og sende det til Horsters.» – Flux satte jeg mig ned og skrev saa langt jeg torde skrive ved Lys, og uden Skiærm, og fik Lossius endnu dette lille Bilag til alt det øvrige han har at bringe de kiære Barna mine dernede, og som nu fra Kl: 6 i Morges er underveys med ham.
En deylig Frokost fik jeg i Morges: Brev fra begge Majaerne mine, og fra den store Maja Franz Sternbalds Wanderungen, som skal fryde min Siæl i det lille grønne Kammer. Den første Deel havde jeg for mange Aar siden laant af Professor Sverdrup, og har siden aldrig faaet see mere af den, hvor begiærlig jeg var efter Fortsættelsen. Og hvem vilde ikke været det?
Først Kl: henimod 12 kom Gieddes afsted. Den gode Julie tog Afskeed med Taare, som rev hun sig atter fra et kiært Hiem. Vi bleve saa kiendte i den korte Tiid. Det var tydeligt, hun havde dyb Følelse for Venskab. Gud lade hende finde flere Tøyener paa sin Vey, det lille kiærlige Væsen, og i det fremmede Land saadan Vennehuldhed og Godhed som overalt modtog mig, og som jeg i de 24 Aar her aldrig har savnet. Hun vil skiønne paa det som jeg med et taknemmeligt Hierte. Var nu for det første den i dette mislige Føre besværlige Reyse lykkelig fuldendt. Men ved hendes trofaste Wilhelms Side vil alle Besværligheder vorde lette. Nu haaber jeg de ikke ere saa langt fra Hovind, hvor jeg giærne havde modtaget dem, om jeg ikke før havde lovet mine Elskede her og mig selv at blive til Torsdag. Jeg kan tænke mig hvor travlt Skriveren har for at stelle alt tilrette og agere baade Vert og Vertinde –
Jeg var buden til Slotspræstens i Dag Morgen, og vilde min gode Maja saa giærne havt sin Moer Koren med paa Comedien; men da jeg skal ud tidlig Torsdag Morgen, tør jeg ikke vove at sætte mit Hoved paa denne Prøve. Lina er nu taget did for at følge med Claudine paa Generalprøven. Min hierteligste Tak I Gode for hver Glæde, I saa hiertelig under mig, har skiænket og vil skiænke mig –
Presidenten er i Byen denne hele Dag. Jørgen hiemme hos os.
Onsdag 3die Gaarsaftenen tilbragte vi i fuldkommen Roelighed med Snak, Strikning og Rabus. Vor gode Jørgens Øyne ere i disse Dage lidt daarlige; og endogsaa stærke Øyne lider ved Vaarvinden, og Solens Gienskin paa Sneen. At det foruroeliger min gode Lotta undres jeg ikke over – thi hvad foruroeliger ikke Moderen! Min Lina blev længere i Aftes end jeg havde ventet, og jeg torde ikke lade mig mærke med hvor bekymret jeg var, fordi jeg fuld vel følte, det var urimeligt. Hun slap ikke fra det kiærlige Slotspræstpar før hun havde spis‹…› til Aftens. Fra Fader Pavels bragte hun mig en lille venlig Sæddel m‹…› hans Farvel, som han havde tænkt at sige mig muntlig hos sig, og ugiærne gav mig saaledes. Men jeg havde afgiort det før med hans og min Maja, da det er lidt besværligt i dette Søl at komme ned til Byen og fra et Sted til et andet der. Jeg havde vist foresat mig at see den gode Frue Bergh i Dag, som har sadt sig i Hovedet, at jeg aldrig vil komme til hende; men nu tør jeg ikke, da jeg ikke troer, mit Hoved fordrager det i denne Blæst. Jeg skriver til hende, og siger min elskede Thr‹…› og Real et skriftligt Farvel, sender en lille Hilsen til Strømsøes elskelige Majaer, foruden den der findes paa dette Blad, skriver nogle Linier til min Egersøn for at besvære ham med en Comission og viger saa Resten af Dagen ikke fra min hulde Lottas og min t‹…›faste Kistas Side – denne sidste Dag, vi nu for en Tiid ere samled‹…›[.] Og giid jeg nu, naar jeg lægger mig i Aften kunde gnide lidt paa Aladdins Lampe, for i Morgen at vaagne paa mit kiære Hovind ved min Korens Side. Jeg gruer lidt for Hiemreysen, som altiid fo‹…› den første Tour paa Hine om Vaaren.
Og saa Farvel fra Strømsøe og Tøyen, I Elskede i og uden for disse mine kiære Hiem, som ikke er fremmede for nogen af Eder, selv ikke for Jer, som aldrig saae dem. Endnu en sørgelig Nyehed: Den i saa mange Dele agtværdige Gener: Krigs: Commssr Birk er blevet stærkt rørt af Slag, og der tvivles om hans Liv, som man under disse Omstændigheder ikke bør ønske forlænget –
Hovind
Fredag 5te Nu sidder jeg Gud skee Lov her igien paa min kiære gamle Plads; og giid I nu Alle, min Siæls Elskede, vidste det, og hvor godt det imod al Formodning gik med min og min Linas Hidreyse – og at I; som vor himmelske Fader kunde see, med hvilket glæde- og taknemmelighedsfuldt Hierte jeg sidder her – kunde see, hvordan mine Tanker og Følelser svæver fra Himmelen over mig, hvor min Sara og Wilhelm er, til min jordiske Himmel, hvor I endnu Alle ere mine, I Alle, som skaber denne Himmel omkring mig, som skaber Glæder selv af mine Sorger, og skiænker mig denne reene, eneste Forudfølelse af de histhaabede ublandede Glæder.
Den sidste Aften paa Tøyen tilbragte vi ganske ene. Secretair Ottesen og Jørgensen var der et Øyeblik om Eftermiddagen. Presidenten var hele Dagen ‹i› Byen. Jeg begyndte at blive lidt uroelig, da Hestene ikke kom herfra – ‹En›delig kom Aslak med dem, og bragte mig et kiærligt Brev fra min Koren, der havde føyet saa gode Anstalter for vor Hiemtour som mueligt.
‹…›
n7 lidt over 9 i Gaar Morges fulgte alle de velsignede Tøyenianere, (Presidenten i sin strikkede Nattrøye, Jørgen i sin brune Schanzloper) mig til Kariols, Lina til Slæde. Deres Vinken og Blik fulgte os saa længe de kunde øyne os, deres Ønsker følger os til Maalet for Livets Reyse. Det saa snurrigt ud hvordan Lina, det lille lette Ting, gleed saa fort, snart paa høyre snart paa venstre Side af min rullende Kariol. For denne kunde Føret ikke været bædre høyeste Sommer, skiøndt stakkels Gulen vel fandt det lidt haardere; og Slæden, som sagt, fulgte os for det meste, kun ikke altiid paa Landeveyen, og aldrig i vore Spor.
Uden noget Slags Hendelser, nesten uden at møde nogen, gik det jævnt og godt alt lige hid. Kistamoer havde lagt Maden ved vort Reysetøy af Frygt for det skulde gaae som sidst, saa den styrkede og qvægede os, og oven paa den – en god Kop Caffe hos Moer Moe, som kiender min Smag i denne Henseende. Lina var i prægtigt Humeur, og dandsede med sine Findskoe paa de nye Feyertrin, hun havde lært af Lossius. Alt lige hid gik Reysen ønskelig! sagde jeg ikke det? Men Sandheden troe maae jeg fortælle Eder, at det dog ikke ganske forholdt sig saa.
Efter min Korens Anmodningordning – han var i Eidsvold paa Maanedsting – skuld‹e› Jes mødt mig ved Allergodt, hvor vi tager af Kongeveyen, med Slæde; men enten han nu troede Føret slettere end det var, eller ikke erindrede af hvor hurtig Natur hans Frue Mama er, nok er det, han var der ikke, og mødte os først ved Wilhelmsminde, da vi havde overstaaet det værste, og ved Aslaks Raskhed bestaaet det, saa jeg slap med et Par Unzer Angst, da Kariolen to Ganger laae fast overende i den dybe Snee. Endnu havde den slemme Gut ikke mødt os der, om ikke Lina, som kiørte den næmere Slædevey giennem Bierkedalen, ved sin Ankomst havde sadt ham i Forskrækkelse. «Hvor kunde vi vente dig saa tidlig? Moer!» raabte han mig undskyldende imøde – og hvor kunde jeg blive vreed paa den snilde Gutten min, som jeg saa glad saae igien, og ved mit Wilhelmsminde, og alle de kiære kiendte Gienstande trindt om mig?! Han styrede mig da det lille Stykke med sin egen nye pene Hingst, og giorde mig Regnskab for hvordan alt stod til herhiemme. Og det staaer Gud skee Lov godt til altsammen. Hertel og lille Kaja og Lina modtog mig, og side‹n› min Telja og Maren Skieldrup, og saa var jeg ude i Kiøkkenet og hilsede paa alle Folkene, og mine to nye Hallinggenter, som vare komne hid i mens jeg var borte, og som jeg haaber skal skaffe mig dygtig Mælk og Sm‹ør› etc af Kuerne mine.
Hertel maatte tage til Nannestad, og strax efter kom min Koren, og strax efter ham Posten og det kiærligste sønligste Brev som nogensinde har glædet en Moders Hierte fra min Frederich – ja, det var Topmaalet paa mine Hiemkomstglæder, dette velsignede Brev, som foruden sit rige Indhold bebudede mig – ak saa meget, meget Godt, hvad nu vel alt er i Dine Hænder, elskelige Maja C, og som Du ikke længer beholder for Dig allene, fordi selv de høyeste Goder ikke vare Goder for Dig, kunde Du ey dele dem med Dine Elskede –
Og saa skal det øvrige af Dagen opofres Brevskrivning; til min Maja C til min Lotta først og fremmest; og neppe barer jeg mig for endnu denne Post at besvare hiint kiærlige Sønnebrev, der ogsaa bragte mig Hilsener fra Døttrene mine, og Forsikringer om alle de Elskedes Velgaaende.
Naa Gud hvilke Spectakler med den Napoleons Søn! dræber de bare ikke den arme Glut (ak hvor arm i al sin romerske Konge herlighet!) med lutter Ceremonier, eller som Biørnen sine Unger ved bare Ømhed. Gud hielpe de stakkels Mennesker (det bliver vel ikke andet end Prindser og Prindsesser) som dette dyrebare Klenodie bliver betroet. Ved hver suur Mine – og den lille Romer Konge er vel ikke mere frie for Kneb i Maven end andre Støvets Børn – maae de jo sættes i dødelig Angst. Mon der siden Verdens Skabelse er blevet giort saadan Høytiid af noget Adams Barn? Dog, for ikke at være ubillig maae vi ogsaa tage i Betragtning de mange Ulykkelige som ved denne Leylighed føler sine Byrder lettere. Var det ikke en i sig selv saa hadeværdig Ting at efterspore hvad Stort og Godt der skeer i sit første Udspring for at finde noget at dadle, kunde man her sige, at Napoleon paa denne Maade ligesom vilde bringe Nemesis et Sonoffer, som han ved sine Takkefester dog erkiender en Herre over sig.
Søndag 7de Walbohm var her i Gaar. Hans Kone er syg, og var det ikke saa fælt et Veyr, skulde jeg over at see til hende, og til Moder Mørk. Begge disse mine nærmeste Naboer har jeg ikke besøgt i Vinter. Fra min hulde Rikke fik jeg et saa vemodigt Brev, fordi vi saa længe ikke har seet hverandre, og det ikke seer ud til det snart skal skee. Indsluttet i dette var et fra hendes Søster, den elskelige Eline. Lille Wilhelm har været meget syg for en Tiid siden, men er nu Gud skee Lov fuldkommen frisk og flink.
Jeg fik mine tre Breve færdige, et meget langt til Søn Frederich, et lidt kortere til Lottamoer, og det korteste til Maja C, men som dog intet har at klage, da hun tillige fik den deylige Epistel fra vor Egerven. – Med et Bud til Byen fik jeg indsendt til det kiære Slotspræstpar alt hvad jeg havde hiemme af min Dagbog, som jeg hiertelig ønsker maae blive dem kiær nu og for Fremtiden som den er dens øvrige Læsere og Læserinder. Og det vil den vist: thi elsker ikke ogsaa de deres Moer Koren? – Da Budet ikke kunde opholdes, fik jeg blot ledsaget den med to, tre Linier.
Madam Brock, som endnu er med sin Mand i det gamle kiære Hiem i Nannestad Præstegaard, hvor hun ved de gode Præstefolks kiærlige Behandling vist ikke føler seg Fremmed; fik i Mandags en Datter, som alt er døbt og kaldt, efter hendes unge Veninde, Sara Jesine.
Mandag 8de I to Dage saae vi ey Solen. En tyk Taage hang sørgelig over den hele Jord. I Dag, Din Dag, dyrebare Katty! hilser den mig et saa varmt og venligt God Morgen herind giennem mit grønne Gardin[.] Saa varmt og venligt smile Livet stedse omkring Dig, elskede Barn! Og det vil det: thi giennem dets tykkeste Taage vil Din Treschows, Din Syvalds Kiærlighed trænge sig som et mildtqvægende Solsmiil til Dit Hiert‹e.› Ere I maaske Alle forsamlede i Dag? Det ahner mig, og jeg er midt iblandt Eder, og «signer dig, ottende Dag i April imens jeg er til» –
Uagtet det fæle Sludveyr i Gaar, tog jeg dog i Aftes til Walbohms og Mørkes. Paa det første Sted drak jeg Thee (dog uden egentlig at snakke om Dyden. I veed jo der skal være et Skuespil som begynder med: «Kom, min Søster, lad os nu sætte os ned, drikke Thee og snakke om Dyden» – paa det sidste ‹pus› maatte jeg drikke af Moer Mørks Heggebærbrændeviin, spise hendes hiemmebagte Tvebakker, nyekiærnede Smør, etc – og der sad jeg saa godt i den patriarkalske Læhnestoel (som min Sara stedse maatte sidde i, da hun gik til Confirmation, og hver Gang blev der og spiste) imellem denne sande Philemon og Baucis, saa det var mørkt og Kl over 8 før jeg troede den var 7. Hvor disse to Gamle, deres Kiærlighed og hele Liv interesserer mig! Deres Hierter ere saa ungdommelige saa aabne for alle Indtryk, og deres Kiærlighed udbreder sig til alt hvad der omgiver dem, levende og livløst. Naar vore Urtepotter – det er at sige Vexterne i dem, begynder at see sygelige ud, sender vi dem til Moer Mørk, og faaer dem altiid i fuldt Flor tilbage. Nu har hun saaledes et Laurbærtræe for Hertel og et Figentræe for min lille Maja i Cur. Hun viste mig dem triumpherende! «Og hver Gang jeg seer paa dette deylige Træe – ja nok meget oftere – tænker jeg paa min velsignede Marie» – sagde hun. Og nu kan I troe, Fader Mørk stemte i med af Hiertens Grund. Dog han taler stedse af Hiertens Grund. Jeg veed ingen af mine Landsmændinder heroppe, der i saa mange Aar har bevaret sit Sprog, Accent og alt, saa puurt og reent som Moer Mørk. Denne Danskhed, er det nok ogsaa, der har givet hendes Mand den Forkiærlighed han har for alt hvad Danskt er.
Jeg vilde saa giærne i Dag besøgt min Rikke, da det nok gik an for Førets Skyld – men alle Folk og Heste bruges til uopsættelige Ting.
«Kunde du opsætte det, Moer», siger Jes, «var det rigtig godt» – og saa faaer jeg vel, skiøndt jeg da neppe seer hende i lang Tiid, hende og vor Wilhelm. Min Koren tog tidlig i Dag til Næss og kommer ikke hiem før i Morgenaften eller Onsdag. Hertel er ogsaa borte for nogle Dage.
Den gode Madam Walbohm er temmelig brav igien.
Onsdag 10de I Gaar nat havde det frosset temmelig stærkt, og Morgenen var saa usigelig deylig. Da vaagnede paa nye min Længsel efter at see det kiære Plogstad endnu engang paa Vinterføret. Min gode Jes, som fra Morgenen Kl 4 til Aftenen Kl: 7 er med Folkene i Skov og Mark og tager Haand med i alt saa godt som nogen – hvorved der da i een Dag udrettes mere end ellers i 3 – paatog sig nu i Aslaks Sted at staae den hele Dag – med Respect at sige – i Møgdyngen og læsse paa – thi dette Arbeyde skulde endelig være færdigt til Helge, og saa vilde han nødig forlade det, – da han ellers kunde styret mig. Jeg tog da bort heel tidlig, og det gleed deyligt, mange Stæder var det endogsaa ypperligt Føre, og ingensteds slet! Rikke, som kiender sin Moer Koren, havde ventet mig den forrige Dag, og ventede mig til jeg kom, og glade saae vi hverandre igien efter 4 Ugers Forløb, og havde en glad lang og dog saa kort Dag, og saa uendelig meget at giøre hinanden Regnskab for. Futen saae vi netop da vi spiste og drak Caffe; siden holdt hans kiedsommelige Forretninger ham fængslet ved Skriverbordet. Men han var Gud skee Lov munter og rask, og det var søde Willa ogsaa, og Rikke med, og alt vel.
Jeg lod Aslak gaae til Ullensager efter Søndags Posten, og fik jeg Brev fra den brave Olsen, at hans Thrina d: 5te havde glædet ham med en rask stoer Dreng, og befandt sig med samme meget vel. Denne selvsamme Glæde har den vakre Bea Hofmand skiænket Sin Gemahl for 8 Dage siden. For alle de Printser der i denne Tiid træder frem for Lyset! –
Futen forelæste os i Gaar af Aviserne med Hiertens Glæde: «at Roms Konge – den første Dag efter hans Fødsel – havde med megen Begiærlighed flere Gange taget sin Ammes Bryst» – Noget Latterligere kan man vel neppe tænke sig end denne Sammensætning –
Ak, men sørgeligeligt og omstændeligt fortalte denne Dags Aviser hvad min gode Egersøn forhen havde tilmeldt os: vort Tab ved det mislykkede Forsøg paa Anholts Igien-Erobring.
Er Lykken naa slet veget fra dig, mit elskede ulykkelige Fødeland! Har din Skytsaand forladt dig? og skal Fredens Engel ikke mere bøye sin beskyttende Oliegreen henover dig?! – –
Skiærtorsdag 11te Jeg kan ret længes saa hiertelig efter at komme i Kirken, og gik, naar jeg var frisk og Veyret mildt, ret ofte, om ikke de gode Præster her havde den slemme Skik, at begynde Tiænesten saa seent. I Dag var jeg der da for første Gang i Vinter, da jeg ikke torde vove mig did, syg som jeg var, i Kulden. Min Koren var med mig, og Lunde og Grüner. Men først Kl: over 12 ringede det sammen, og altsaa kom vi ikke hiem før den var henved 2. Maren S: var lidt grætten fordi hendes Pander og Potter maatte koge saa længe, dog svarte Brændeskuden endda til sit Navn.
Min snilde Faer Mørk prædikede i Dag længere, end sædvanligt, og lagde jeg vel især Mærke hertil, da hans Foredrag var mindre klart og bestemt end det pleyer være. Dags Texten var ellers en af de jeg helst vilde tale over, var jeg Præst. O, den sande guddommelige Mildhed og Kiærlighed i Jesu Charakter fremlyste dog aldrig skiønnere, end her, hvor han faa Øyeblik før den forsmædeligste Døds Rædsler skulde bemægtige sig ham, kun tænkte paa de Elskede, der saa snart og bittert skulde savne ham, og paa den hele elskede Menneskeslægt, som han ikke længere kunde lyksaliggiøre med sin Nærværelse.
«O saa lader os elske hinanden, thi Han haver elsket os først» –
Langfredag 12te Med end meer end almindelig Længsel ventede jeg Posten i Aften: thi med Vished haabede jeg noget fra mine Majaer og et Dagboghefte fra Sønnen min, og ventede ogsaa at høre lidt fra Tøyen.
Men dette slog mig feyl. Derimod fik jeg fra Strømsøe meer og mindre end jeg ventede: Istædet for et, to velsignede høyst interessante Journalhefter, begge – thi de vare i særskildte Convoluter, fra forskiællig Dato bortsendte – ledsagede med barnligkiærlige Breve fra min lille Maja, men fra Navnesøsteren, fra min elskede store Maja kun en eneste Linie, skrevet med Møye. O! saa lider Du endnu Du Gode, af den smertelige Gigt, og har været syg alt siden Din Moer Koren forlod Dig, meget sygere, end Du da var! Vor lille Maja fortæller saa vemodigt hvor meget Du har lidt; og jeg kunde længe ikke fatte mig, ikke glæde mig i hvad Maja skrev: at Du nu var meget bædre – som Du ogsaa (ak maaskee kun for at beroelige mig) – havde bekræftet med Din egen ophovnede Haand – og i hvad det kiære Barn fortæller om sig selv, hvor lykkelig hun, paa denne Bekymring nær, er hos sine kiærlige Forældre, hvor godt det gaaer hende hos sin Lærerinde, Jomfr: Ravert, hvis Læremaade og hele Charakter hun er indtaget i – jeg kunde længe ikke ret glæde mig i Dagb: Hefterne, der dog, da jeg kom ind i de levede Skildringer, rev mig reent bort med sig, fordi jeg saae og hørte Alt, lige til hele Forestillingen af Hakon Jarl. «Her har du nok et Dagboghefte fra min gode Broder Frederich, og det vil glæde dig» – siger lille Maja – Ja det veed Gud, og vidste De det saaledes, beste Frederich, kunde jeg ingen bædre Tak give Dem for denne Glæde. – De endtes med en Aften hos Øhlenschl: og at hans gode stille Christiane (som jeg saa aldeles gienkiender i Deres Beskrivelse) var upasselig. Gud give det Neste maae begynde med, at hun lykkelig har overstaaet sin Nedkomst, og glædet sin Adam med en rask Dreng eller Pige.
Fra min uforglæmmelige Hetgens ædle Broder, Carl, fik jeg ogsaa Brev, hvori han maler mig sit hele Liv og Levnet, sin Plan for Sommeren; og som for Resten fra Begyndelsen til Enden aander Længsel efter det elskede Fædreland, og siger saa tydeligt, skiøndt uden klare Ord, at han kun der fandt sig lykkelig – thi «intet Steds er Roserne saa røde» etc –
Aften Nu har ogsaa min Koren læst de kiære Dagboghefter, og for første Gang, da han før har nøyedes med den Extract deraf jeg har givet ham. I Dag traf det saa deyligt ind, at han ferierede, og holdt saaledes ret Festdag. Han takker Sønnen Frederich saa hiertelig for en rig nydelsefuld Time.
Og jeg har skrevet til begge mine Majaer, og indpakket Journalen «til videre Forsendelse med Posten i Morgen» –
Et lille vennehuldt Kistabrev bragte et Bud fra Byen mig i Dag, som i Morgen skal besvares. Nu veed jeg, Gud skee Lov, at alt staaer vel til paa mit kiære Tøyen.
Jes, som i Onsdags tog til Næss og skulde kommet hiem i Dag, skrev og bad om Tilladelse, at blive der Paaskedagene over. Den fik han da. For Resten ere vi ganske i vor Roelighed – Baade i Gaar og i Dag har min Koren sadt troet herinde hos mig naar jeg har sadt her. Saa sidder vi inde hos Ungerne; og har det saa godt. O havde alle vore Elskede – havde alle Mennesker det dog, hver paa sin Maade, saa godt!
Der kom Frøken Keilhau og Jomfrue Antze fra Gislevold
Første Paaskedag og Sommerdagen, som seer heel vinterlig ud. Imidlertiid, en glædelig Paaskefest, mine Elskede! Den skiænke Gud os Alle!
I Aftes var jeg meget syg. Hele Eftermiddagen følte jeg Smerte og Trykning for Brystet, men tilsidst blev det saa stærkt, at jeg neppe kunde aande. Det var heftig Brystkrampe. Jeg lod mig ikke mærke med noget før jeg ey torde tie længere, men da vi tænkte at sende Bud til Walbohm, formildedes Smerterne, og jeg lod det beroe. I Nat har jeg sovet deyligt, og er Gud skee Lov fuldelig rask i Dag.
Imens det nesten var paa det værste, skrev jeg til min gode Kista da Brevet strax skulde bort. Saa glad Du er i Moer Korens Breve kiære Pige, vilde dette ikke glædet Dig, havde Du vist med hvad Besvær det var skrevet. Min Majas Gigtdraaber, som jeg tog en vældig Portion af, mildnede strax Trykningen. Det var mig saa livagtig, da jeg med den zittrende Haand aftalte de 60 Draaber, som jeg havde seet Dig, hulde Veninde, staae veemodsfuld ved min Side det var Din Genius som stod der, og aandede Lindring i det lidende Bryst. Gud give min Genius saaledes maatte staae hos Dig og bortaande alle Smerter – saa var Du rask i Dag som Din Moer K
Anden Paaskedag. 15de Munthe bragte mig to meget kiære Breve, men intet fra Strømsøe, som jeg da vel ogsaa har havt Uret i at vente noget fra før Torsdag. Maatte det da komme, og bringe beroeligende Efterretninger. Hvordan skal jeg takke Dem, gode, værdige Pavels, for den lange vennehuldaandende Epistel, som fra Begyndelsen til Enden lod mig læse i Deres Inderste, der laae aabent for mig som Bladet; og glædede og – beskiæmmede mig? Dog, jeg veed paa hvad Maade jeg bedst – og allene kan takke Dem. Men ogsaa den Tak, De finder her, vil De ikke forsmaae, og trykke den Haand, jeg her saa moder-søsterlig rækker Dem til Deres redelige Hierte, og sige: «Hvordan kunde jeg og Moer Koren misforstaae hverandre? Eller har denne Misforstaaelse nogensinde havt Sted?» – Jeg troer det ikke, min værdige Ven! Men at det aldrig oftere skal blive Tilfældet, tør jeg for os Begge love med Vished. Lævnes mig Tiid for Ki‹r›kegiæsterne, som ere her i Dag baade i Slæder, til Hest og i Kariol – skal jeg slutte Paaskefesten med denne kiære Epistels Besvarelse, og med den andens ligesaa Sønnekiærlige fra min gode Bergh, ak! som har kostet mig hede Taare. Skal da alt hvad Du elsker, rives fra Dit Hierte? gode Yngling! – I vil vist, mine Elskede, billige mine Taare, naar jeg her afskriver Eder de Stæder, som fremlokkede dem: «Jeg har havt og har megen Sorg i denne Tiid. Min Ven og Fetter Holsteen, faldt i Attaqven paa Anholt. Det var en herlig ung Mand «med sandt Mod og varm Følelse for sin Konge og sin Pligt. Kongen erkiender ogsaa i ham Tabet af en af sine fortrinlige Officerer, som han har lagt for Dagen i et egenhændigt Brev til hans Moder, og hvori han tillige udtrykker den høye Agtelse han bærer for denne sieldne Kone» (hun er Fayes Søster) «og Moder, hvis eneste Trøst det er, at hendes Søn faldt for en Konge, hun tilbeder. Den eneste hiemmeværende Datter, som i den Faldne tabte sin kiæreste Broder, er stærkt rystet ved dette for hende første smertelige Stød. Man maatte være uindviet i Sorger af dette Slags, for ikke ganske at kunde sætte sig ind i den Lidendes Stilling. Med mageløs Standhaftighed glæmmer Moderen sin egen Lidelse for at fremføre Trøstegrunde for Datteren, dem hun selv ikke erkiender.
Den anden smertelige Lidelse der i denne Tiid draabeviis udgydes over mig, er at see min sieldne, min kiæreste Ven, Colbiørnsen, hver Dag, blive svagere og svagere, og hver Dag komme Graven nærmere med ilende Skridt. Den blide elskværdige Yngling har en Tæring, og ligner en Skygge. Ogsaa her saares dybt en elskværdig Familie, især en Søster, en fortræffelig Pige, hvis høyeste Glæde denne eneste Broder – var!»
Ja, jeg kiender denne elskelige Yngling. Han var paa Tøyen hiin smertelige Vinter 1809, da jeg med min Koren og vore tre Børn kom tilbag‹e› fra det giæstmilde vennehulde Strømsøe til det vennehulde giæstmilde Tøyen. Hvor mange Gange hvilede hans Øye da vemodsfuldt paa mig, hvor mild og beskeden og deeltagende var hans hele Adfærd. Da bandt han sit Hierte til den sørgende Ynglings, som nu ogsaa snart skal see dette Baand opløst af Dødens strænge Haand –
Moder! Søster! Ven! Gud trøste Eder Alle! Hvem kan det, uden han! Men han kan og han vil det. Mig kan I troe.
Gud, at see et med saa megen Ret elsket Barn saadan hendøe for sine Øyne! Ney, denne Lidelse overgaar nesten alle andre. Kun den at see det paa Lastens Vey ile uopholdelig sin Undergang imøde – det allene er skrækkeligere.
Sammenligner vi disse tvende Mødres Skiæbne, o hvor langt mere beklagelseværdig er da Frue Colbiørnsen end hiin unge, for Fædrelandet faldne Krigers Moder! Vel traf det haardt, det pludselige Stød. «Pludselige? Og da han drog ud mod Fienden, var han ikke da allerede halvtabt for hende? Nagede ikke fra det Øyeblik, han sidste Gang forlod hende, Frygt og Ængstelse det arme Moderhierte?» – O vist nok; men Haabet stod smilende bag disse, og førte ved sin Haand den kiække Yngling seyrende tilbage. «Ak Gud! des skrækkeligere maatte Dødsbudet jo være hende!» – Saa synes det: men ganske skuffede Haabet hende ikke. Han vendte ikke mere tilbage, men hans Navn, hans ‹hæ›derfulde Rygte. Han døde i sit ærefulde Kald, hans Bestemmelse var opfyldt, og hans Tab var Nationens Tab, og den og den gode Konge deler det med hende. Og det trøstefuldeste af Alt: Han leed ikke:
Som Solens sidste Straale slukkes
I Havets gyldne Favn,
Saa Heltens blide Øye lukkes.
Han faldt – høyt steeg hans Navn,
Og i en evig Morgenrøde
Med Palmer krandset, skal det gløde.
Men denne uophørlige Siælemarter, med hvert Øyeblik at see sit Hiertes Yndling færdig at segne i den allerede udhulede Grav, at vide ham rædningløs, at see det unge skiønne Liv hensvinde under Sinds og Legems Smerter. O Gud! o Gud! naar en Moder intet andet Ønske har tilbage end at det at maae komme snart, det afgiørende Øyeblik, som tilintetgiør alle hendes Ønsker og Haab for dette Liv – «Du har en forunderlig ulykkelig Gave til at martre dig selv, Christiane!» siger min Koren saa ofte til mig, og han har vel Ret, Mit Bryst giør saa ondt –
Onsdag 17de I hvor meget jeg stræbte i Gaar – i Mandags kom jeg ikke langt – fik jeg dog kun Brevet til Bergh færdigt og indsendt med et Bud fra Munthes. Et Par Ord til min Kista ledsagede det – Mod Aftenen fik jeg Dit vennehulde Brev, dyrebare Lotta og saae med Harme, at Du saa længe havde ventet forgiæves efter mit første herfra, som jeg skrev og bortsendte Dagen efter min Hiemkomst i Haab om det skulde kommet til Tøyen Søndag. Og saa har det lagt hos Munthe eller Thomsen til Langfredag, acurat 8de Dagen efter det var skrevet. Nu har Du da Gud skee Lov seet, at det ikke var min Skyld. Og saadan er det vist ogsaa gaaet med det samme Gang afsendte til Strømsøe. Det er ret ubehageligt – og saa gaaer det saa ofte. Giid nu den fire fulde Sider lange Epistel var i Eders Hænder, mit elskelige Slotspræstpar! Men før Søndag faaer I den nu vel neppe, og giid I fik den da. Jeg har atter ved Besvarelsen af det lange vennehulde Brev nydt og qvæget mig ved dets rige Indhold, og Gud lønne Dem denne Nydelse, ædle Pavels! I denne og i mit Svar er Text til mangen Afhandling!
I Gaar Middags kom Jes tilbage fra sin lange Næsstour. Skiøndt han ikke fik see de stadselige Piger gaae til Offers, da de, hører jeg, ere for fornemme til at følge denne gamle Skik, havde han dog moret sig ret godt for det meste i sin Verts, Proctr Smiths Selskab og i hans Huus. Det er en brav og en tænkende Mand, og Landvæsnet driver ingen her omring med saadan Iver og Dulighed som han, hvorfor især hans Bekiendtskab er vor Jes, som han har fattet megen Godhed for, meget nyttig. – See, der kommer den unge Landmann ridende paa lille Roen – hans og Vilhelms felles Eyendom fra Barndomsdagene – med de andre Folk fra Marken. Nu vil Eftersvælgen smage godt, tænker jeg.
Hvem her var anden Paaskedag? Munthe, hvis unge Kone er syg af Tandpine, som jo pleyer være et ønskeligt Tegn for unge Koner; og Solner, Werner og Mad: Giørup. Intet fornøyeligt Selskab just i det Hele. Det fornøyeligste var, at de alle toge meget tidlig bort.
Jeg har nu udlæst Lafontaines Emma, der imod denne Digters Sædvane faaer et sørgeligt Udfald, hvad man da kan spaae fra Begyndelsen. Hvor det svage Menneske formasteligt griber ind i det Hine, Forsynet allene kan drive frem og standse, maae dette vel knuse ham og de Ulykkelige[.] ‹Ingen› vil lade det rulle hen over, eller rettere, som han vilde rædde ved at give det en anden Retning. Dette, synes mig, er det, Forfatteren her har villet forsøge at vise os. Den har i øvrigt, som fast uden Undtagelse alle Lafontaines Arbeyder, deylige Stæder, og nogle ganske fortryllende Schweitzerscener. – Ellers, naar al anden Læsning slipper, tager jeg min Tilflugt til den gamle Tilskuer, og finder, i hvor kiendt jeg er med den, stedse nye og fødende Underholdning. Intet Under derfor, at jeg glæder mig saa til dens Fortsættelse i Sandsigeren, den jeg endnu ikke har kunnet faae fat paa.
Torsdagn8 19de Lige til Kl: halv 11 i Aftes havde jeg Haab om Postens Komme; men da maatte jeg opgive det. Først i Formidd: kom den til Ullensager og hid mod Middag. Det ahnede mig hvad den vilde bringe mig, og ventede jeg den derfor saa længselfuld. Endelig igien et velsignet Brev dyrebare Maja C fra Din kiære, endnu syge Haand. Men Gud skee Lov, nu er Du bædre, nesten ganske vel igien; og da jeg nu havde denne beroeligende Forsikring fra begge mine Majaer, hvor glad tog jeg da fat paa det saa uventede som kiærkomne DagbogHefte, der lige til den 9
de d: M: giør mig Rede for Deres hele Thun und Lassen min elskede Egersøn, og hvor jeg da ogsaa seer, at I, som jeg tænkte, vare samlede den
kiære 8de April, mine elskede Børn, og havde en deylig Aften, den jeg, ak hvor giærne! havde deelt med Eder, og nu, ved Beskrivelsen over den, tog al
muelig Deel i. Jeg havde begyndt at læse med Lina, men hun maatte gaae til en anden Gang, dog gik hun ikke før hun havde hørt hvordan det stod til med hendes Moer C og hendes Marie. Og de glade Ord: «Nu er Moer Cappelen brav igien! Marie er frisk og rask!» gik fra Læbe til Læbe og fra disse til Hiertet. Allerede er min Post afgaaet i Morges med min Koren (som er paa Plogstad) med det lange Brev til Ven Pavels, et kun lidt kortere til von Krogh, den uforglæmmelige Hetgens sande Broder, og et ikke kort til Nella – Men ubesvarede kan de velsignede Majabreve ikke blive denne Postdag over, og uforsvarligt var det at forholde de andre Dagboglæsere og Læserinder hvad deres er, da jeg dømmer deres Længsel efter min. «Saadan skulde Moer Koren altiid sætte sig i sin Næstes Sted» – hører jeg min Egersøn sige, dog allerede mildere, end da han skrev den første Side af dette Journalhefte, hvor han med Ret bebreyder mig min
Unøysomhed, den jeg i Øyeblikket den yttrede sig, fortrød, og som jeg nu veed, længesiden er mig tilgivet. Ja, det skulde jeg vel, og stræber derefter, kommer vel ogsaa Maalet noget nærmere; men staaer desværre endda langt, langt fra det – Læg dig nu til Hvile, min Dagbog, og vær ikke skindsyg over, at din kbhnske Søster gaaer saa raskt og livfuldt frem, imens du kryber saa smaat frem som Sneglen, der med sit Huus paa Ryggen ikke kan skyde mange Miles Fart i Vagten – Istæden for at have Huset paa Ryggen, sidder vi godt og langt inde i det, det har sin Rigtighed – «Men just derfor» – er du færdig at gaae istaae – jeg veed det nok. Men giv dig nu tilfreds, og vær roelig til jeg har dette ene Brev endnu færdig, som endelig skal bort i Morgen Formiddag, og bliver du da ved at være kiøn beskeden, som jeg har i Stilhed glædet mig over (kanskee
med moderlig Partiskhed) du hidtil har været, og ikke kaster skelende Blik til din elskelige yngre Søster, saa skal du see, at hun endogsaa med Glæde rækker dig Haanden, at det, i det mindste et Stykke Vey; kan gaae lidt fortere med dig, kun; mit Barn, at «du, som for den værste Snare «dig for Avind tager vare!»
Fredag 20de Brevet var færdigt i Aftes, og saa snart jeg kom herind i Dag, erindrede Dagbogen mig om mit Løfte. – At giøre Sammenligninger har jeg vant mig saadan til, at de kommer ufrievillig af sig selv ved alle Leyligheder. Men da jeg veed, hvor krænkende en Sammenligning ofte kan være, kommer de siælden længere end i Tankerne, og ogsaa der cujonerer jeg dem det bedste jeg kan. Men Contrasten mellem den danske Vaar, som baade De, beste Frederich, og Kamjkr Krogh maler med saa levende Farver, kunde ikke andet end aftvinge mig et Suk da jeg saae ud paa den steenhaarde, nesten overalt med sit hvide Sørgeklæde bedækkede Jord, ude i den hele øde intet Liv aandende Natur. Da vi toge fra Byen, jeg og Lina, hvirvlede Lærken sin Vaarsang op i den blaa Æther, det var en frydelig varm Foraarsdag, og saadanne havde vi adskillige i Marti og de første Dage af denne Maaned. Dog gientog Vinteren om Natten sit Herredom, og nu har han den gientaget det baade Dag og Nat, og det lader ikke til, den saa snart vil nedlægge sit Jærnscepter, hvorunder de svage Spor af Liv allerede ere forsvundne. Lærken tier, og den lille muntre Stær sidder taus og stille paa Ladetaget, hvor den før uophørlig tumlede sig og sladdrede om og frydede sig over sit igiengivne Liv. Jeg synes høre den sukke med Ewalds Edderfugl: «O du som tog min Varme, hvi gavst du mig mit Aandedræt!» – Men han, som Vinteren og alt adlyder (ak, kun ikke Mennesket!) veed nok hvorfor det er godt, og i denne Troe vil jeg være taus og stille som Stæren, og atter, som den, glæde mig over den første Times Solskin, og haabe: Nu er Vaaren kommet! om end dette Haab skal afbrydes saa ofte, at jeg ikke længere kan sige: nu er Vaaren men: Nu er Sommeren kommet!
Hvordan jeg af moderligt Hierte under Eder og glæder mig over de Glæder Eders Ophold dernede skiænker Eder, mine Elskede, behøver jeg intet at fortælle om. «Det er Overflødighed, reen Luxus!» siger Presidenteren, naar hans Lotta hilser ham og bringer ham min fattige Tak for al hans Godhed og Venskab for mig og Mine. Men om hine mine Yttringer kunde dette siges med Sandhed: thi hvad kunde jeg herom sige Eder, som I ikke veed før? Det var os ikke godt, mig i det mindste ikke, var det anderledes.
Og saa er det da nu vist, at Norge faaer et Universitet! De har Ret, mit elskte Barn: det var en sand kongelig Gave vor gode Konge skiænker hertil: Indkomsterne af hele Grevskabet Laurvigen. Giennem hvor mange Kilder indgyder ikke denne Efterretning Tilfredshed i min danske Siæl! Gud lønne hver Ædel, fra den første, hos hvem denne Idee først opkom, til den sidste som kronede dens Udførelse! «Havde dog den stakkels Professor Wilse oplevet dette!» sagde min Telja, da jeg fortalte hende denne Nyehed. Og den Glæde havde jeg ogsaa undt den gamle vistnok ligesaa redelige som confuse Patron. Om de mange, mit eget Jeg nærmere angaaende Haab, Billeder og Drømme, som hiin Efterretning atter har opvakt og fremkaldt, var det ligesaa luxiøst (i presidentlig Forstand) at tale her, som ovenfor. – I ville Alle selv kunde tænke Eder dem –
Hvor travlt jeg har havt det denne Formiddag med at forsegle og igien aabne Breve, pakke en Hat til lille Maja af en Æske i en anden, til en fandtes som var let og beqvæm nok til at bære for Kræmmeren, vor Naboe, som i Dag vandrer til Byen. Med ham kom Strømsøebrevet, en lille Billet til Frue Lotta og Do til Frue Maribo, som bad mig saa venligt efterhøre om en Amme til hende, hvilken jeg nu er kommet paa Spor efter. Walbohm har sadt og snakket her en Stund, Linchen læst sin bestemte Tiid; læg nu hertil uophørlig Nysen og, med Respect at sige, Snyden, og en komplet Hovedpine, saa vil I selv see, jeg har havt forsagt Arbeyde.
Min Koren kom først hiem Kl: 11 i Aftes fra Plogstad, hvor alt er vel, men hvor han ikke saae Wilhelm, som fandt forgodt at sove al den Tiid Koren var i den Bygning, og være vaagen naar han var paa Fogdens Contoir, som er langt nede i Gaarden i den gamle Bygning.
Da jeg ikke var ret rask, oppebiede jeg ikke min Husbonds Komme, men gik til Sengs ved min sædvanlige Tiid. Og nu troer jeg jeg faaer gaae paa en usædvanlig –
Aften Det er, som I veed, Løverdag. Jeg kunde altsaa ikke vente synderlig Roe paa Korens Audients: og vort Sovegemak. Jeg fik mig altsaa, da jeg havde spiist hvad Dagen tilhører: Øllebrød og Sild (hvilken Sidste den snilde Fetter Hosevinkel har forsynet os med, af sielden Godhed) og Fleskepandekage, en deylig Slum her paa min Sopha, og den jog Hovedpinen og tildeels Snuen paa Dør. Det kommer nu an paa, om den er saa beskeden som Jalles Fremmede, og «ikke kommer igien i Morgen» –
I den kiære Strømsøe Pakke i Gaar var ogsaa et Vers af Schack Staffeldt ved Kronprintsessens Confirmation (opsendt fra Egersønen, Værset nemlig) der er inderlig vakkert, og hvor man paa intet Sted gienkiender denne ellers saa svulstige Digter. Det er en dobbelt Borgen for, at det er strømmet umiddelbart fra hans Inderste, og giver det altsaa dobbelt Interesse. Slutningen finder jeg især saa skiøn, at jeg ikke kan nægte mig at afskrive den her:
«Dein Engel stand, fromm lächelnd, dir zur Seiten.
Mit Seheraugen sah der Sanger ihn
Die Strahlenflügel um dein Haupt verbreiten
Und Lilien um deine Schläfen ziehn.
Und als er blickte in das Buch der Zeiten,
Da wollt' im Lächeln noch ein Lächeln blühn,
Doch unerreichbar bleibt das Bild dem Liede,
Und unaussprechlich war der Züge Friede.
Es führt dich treu des heil'gen Engels Rechte:
Sanft wirst du wie die fromme Mutter seyn,
Und wie dein treuer Vater, der Gerechte,
Von wahrem Schatten, falschem Glanze rein.
Hoch stehn auf Erde die gekrönten Mächte,
Doch lieblos ist die Höh' und kalt der Schein,
Drum weih auch du die Königsburg zur Hütte
Durch Einfalt, Wahrheit, Frömmigkeit und Sitte.
Es ist ein Reich, wo ewig Lieb' und Frieden
In treuer, seliger Umarmung stehn,
Dem Sehenden ist es schon hier beschieden,
Darf er das Göttliche in sich verstehn;
Es blüht den Eingeweiheten hienieden
Was Ungeweihte nur in Fernen sehn,
Und leise in des Sterblichen Gemüthe
Entfaltet sich des ew'gen Frühlings Blüte.»
Og har jeg ikke nu holdt dig Ord? kiære Dagbog! og er du ikke nu ved din og min troe Vens og din unge kiærlige Søsters Bistand paa een Dag kommet længere, end du ellers i dette Førefald (du kan giærne tage dette Udtryk i bogstavelig Forstand) var kommet, Gud veed i hvor mange Dage? – Siig derfor nu begge din og min Tak saa venligt du veed og kan det – og dernest alle vore Elskede en god roelig Nat! –
Mandag 22de (min ældste Søsters, min første elskede Maries Fødselsdag, til hvilken jeg giorde et af mine første Værs – i mit 11te eller 12te Aar – som er til den Dag i Dag) For Gaarsdagen er snart aflagt Regnskab. Fader Mørk kom som sædvanlig før han gik i Kirken, dog, i Gaar kiørte han saamen i Slæde – Ellers saae vi intet fremmet Menneske. Jeg skrev et lille Brev til mine kiære kbhnske Døttre, og deri nogle Linier til Sønnen Frederich, ligeledes nogle Linier i et Brev fra Lina til Maja K, og et ordentlig Brev til Poppenheim; for Resten fik jeg meget vakkert indført i min Thrinasaras Værsebog, læste, og sladdrede med Ungerne. Imens jeg sad herinde, sad Skriveren troet ved min Side med sit sædvanlige Hvilearbeyde, Udskiæring. Brevene er alt paa Veyen til Byen med Lunde, som tog bort tidlig i Morges.
Tirsdag 23de Lina, der ligesom jeg har været plaget i nogle Dage af stærk Snue, fik i Aftes en ret alvorlig Feber men da jeg saa tydelig saae dens Oprindelse, foruroligede den mig mindre, end ellers vilde været Tilfældet. Vi toge hver et godt Kampherpulver, hvorefter jeg i Dag befinder mig ret vel, og som ogsaa har giort sin Virkning hos Lina, kun at det har mattet det lille søde Dyr meget. Jeg haaber med Guds Hielp, at naar hun i Dag bliver roelig paa sit Kammer og drikker brav Havresuppe, skal det snart gaae over, Resten af Forkiølelsen. Jeg forudsaae det vilde gaae saa. Hun og Kaja havde en Kiælke i Haven og Kiælkebakke med, det forstaaer sig, og i alle deres Frietimer vare de der. Jeg vilde det ikke giærne, thi jeg veed Vaarluften er skarp og Solsmilet ikke saa ret at sætte Liid til; men Koren og Alle, min Telja undtagen, som maaskee er endnu ængstligere over sligt end jeg, smaaespottede over min overdrevne Frygt. «De maae hærde sig» hedder det altiid – men mit Hierte kan ikke lære at hærde sig nok til denne Hærdelse. Kaja blev først forkiølet og var saa hæs, hun ikke kunde tale, men lige flink endda. Seer du? sagde Koren. Men det er en lille Kiæmpeunge, som ingen Ting bider paa (og Gud skee Lov for det)[.] Lina er desværre ikke af saa fast Malm, lader det. Imidlertiid er det mig ganske begribeligt at Bevægelse i den frie Luft er hende som alle ikke forkiælede Børn nødvendig – og forkiælet er hun sandelig ikke – kun alt til Maade. Da jeg i Morges spurgte hvordan det var med hende, svarede hun: Jeg er rigtig bra, Moer mi, det maae du troe, bare det at jeg er mat «som en Fendrik» af det jeg har svedt saa stærkt i Nat. – Og mat seer man hun er –
I Aviserne, som vi fik i Gaar, staaer et Værs (i Anledning af et foregaaende juridiskt Spørgsmaal) som indeholder de afskyeligste Beskyldninger imod en Mand i Dommer Embede, der umuelig, siger alle, kan være nogen anden end Justitsraad Kløcker ved Schien. Min Koren mener, Regieringen maatte tage til Gienmæle, og affordre Pasqvillanten Beviis for sine Beskyldninger, hvoraf de halve vare meer end nok til Embedstab, om de NB bevistes, hvad jeg til Menneskelighedens og den Anklagedes Ære haaber, de ikke kan. Men hvad skal man sige om saadanne Angreb i Mørket? de røbe dog, synes mig, en sort Siæl.
Min lille Zarine skriver, at hun i disse Dage venter sin Christie, som er beordret med en Batallion til Hadeland, og faaer vi da vist ogsaa see den snilde Gut her. Saa fortæller hun ogsaa, hvorlunde hendes Søster befinder sig i bedste Velgaaende med samt sin lille Prints, hvis Navn allene Zarinchen formaliserer sig over: «thi, siger hun, «da han er fød paa samme Tiid som Roms Konge, og jeg strax han saae Lyset giorde ham til Konge over Vaterland (hvor Olsens boer) vilde jeg givet ham et brillant Navn, f.E: Salamon; men nu hedder han, mine Bestræbelser til Trods, Ole Severin (der klinger – ikke sandt? Moer Koren! – som Jørgen Hattemager). Jeg bad da det i det mindste maatte blive Oluf; men Olsen stod stivt og fast paa, han vilde have sin Fader (en gammel reputerlig Bonde i Østerdalen) rigtig opkaldt,og Thrina holdt med ham, for hun havde lovet den gamle Mand, da de i Vinter var der i Besøg, at han skulde blive opkaldt, fik hun en Søn – og saa maatte jeg tie, og Gutten hedder som sagt, Ole» –
Aften. Henimod Middag kom mit Onde igien med fordoblet Kraft. Da de øvrige gik tilbords, gik jeg til Sengs, og faldt i en Feberslum, som kun mattede mere. Det er nok den allerede længe ventede Vaarfeber, som melder sig, som jeg aldrig undgaaer, og derfor giærne seer kommer jo før jo heller, da det er godt at faae sligt fra Haanden. Imens jeg laae, havde Kræmmeren bragt mig tre velsignede Breve fra min Lotta, Thrinasara og hendes Real, som rigtig en Stund fik Bugt med Hede, Kuld, og Hovedpine, og som jeg troer havde manet det Onde reent bort, havde de været længere. Det vil ikke forstaaes, som om de vare korte i sig selv. Min Lottas var langt, min Thrinas endnu længere, og Søn Reals efter hans korte Tiid kan ogsaa bringes i Ligning med de andre. Gud signe Jer hver især for det Alt!
Vort kiære unge Par er saa lykkelige, at der ikke bliver selv Moderhiertet noget tilovers at ønske dem. Men Din Jørgens Øyne, dyrebare Lotta, er igien slemmere. Det bedrøver mig inderligt for hans og for Din Skyld, nesten endnu mere for Din, fordi vi lide dobbelt for og med dem vi elske. Men i denne Vaar troer jeg, Øyensygdomme ere almindelige, og med Guds Hielp vil den renere, blidere Luft, som vi dog nu maae have snart i Vente, helbrede Din gode Jørgens syge Øyne og med dem Dit med-lidende Sind.
Lina er Gud skee Lov bædre endnu i Aften end i Formiddag. Ogsaa hun fik et kiærligt Brev fra sin Kista, som jeg maatte læse for hende, da hun ligger i en stærk Sveed, der dog nu har sagtnet noget –Fra Frue Maribo fik jeg et meget forbindtligt og yderst peent og godt skrevet Brev, og deri et Kys til min elskværdige Lina, ere hendes Ord. Hun fik Kysset uden videre. Hun er ikke mindre indtaget i den smukke Frue Ragne (den første Danske jeg har hørt hed saa) end denne i hende.
At den brave Præsten Juell anden Paaske Dag fik et Offer af 1500rd, vil vist fornøye Eder Alle, som det fornøyer mig. En lille Erstatning er dog dette – hvad vel ogsaa Menighederne ønskede det at være – for den kostbare Reyse og det end kostbarere lange forgiæves Ophold i Kbhn –
Torsdag 25te Nu kan jeg Gud skee Lov sige Eder, at min Lina er rask igien, nu, da jeg har hende oppe og munter. Bleegt er vel endnu det lille Fiæs, og Hosten har langt fra ikke forladt hende, men det har med Guds Hielp intet at betyde. Ogsaa i Gaar laae hun hele Dagen. Jeg sad saa troet og læste for hende i Florian al den Tiid, han kunde være inde. Walbohm vilde ikke hun skulde tale meget, for ikke at iritere Hosten. Dertil fristede jeg hende heller ikke, da jeg neppe kunde tale selv for Snue. Alle Midler trodser den endnu lige haardnakket,og Hovedpine er dens uadskillelige Kammerat. Men nu har jeg begyndt med min gamle Krydderthee, der nok bliver mit Universalmiddel for Fremtiden. Og naar kun min Koren og Glutterne ere raske, hvad skulde da en Smule Hovedpine og Snue anfægte mig? Kaja forlader sielden Lina, som endnu i Dag maae blive paa sit Kammer. Hun var meget bedrøvet i Forgaars, men nu, hun har faaet sin Lina paa Benene, er hun den gamle Kaja. De har nu endeel Kobberstykker og slikt at more sig med. Telja sidder hos dem med sin Rok, og af os Alle har de jævnligt Besøg. I Morgen haaber jeg vi skal komme i vor gamle Tommeromme – Andreas Munthe var her i Gaar. Det er forskrækkeligt saa de unge Mennesker lægger sig ud, baade han og Broderen. For Resten var han Sku Sku den samme snurrige Patron, og ønskede sig kun snart en Bøxelgaard, vist nok for at blive gift. Men jeg veed ikke hvordan det er, jeg er ordentlig glad i at see ham. Det er en snild Gut, og os alle saa hengiven. Hans Moder plages endnu stedse af Tandpine; men dog tvivler jeg om det har den Betydning, Tandpine hos unge Koner saa ofte har.
Lunde kom hiem i Gaarnat, og bragte mig Eders kiære smaae Breve, min elskede Lotta og Kista – dog først i Gaar Morges, da vi troede at see hans Gienfærd, siden vi ikke vidste han var ariveret – Efter nogle ret milde Dage har det atter frosset temmelig stærkt i Nat. Saa længe Solen skinner, er det Sommer.
LøverFredagen 26de. Linas Hoste foruroeligede mig i Nat mere, end hende. Hun sov lige godt, forsikrer hun; men mig vaagnede den ofte, og Kl: var neppe 6 da jeg stod op, trættere end jeg lagde mig. Gud skee Lov, det søde Barn er fuldkommen rask; men ned vil jeg dog ikke hun skal komme endnu. Et Par Timer har hun været inde paa sin gode Faders Værelse mens Jomfruekammeret blev udluftet. Der skrev hun til sin Kista; thi hun er Mamas Datter: naar hun seer Blæk og Pen etc. kommer Skrivelysten strax over hende. Hvordan min Koren ellers kan skrive – og han og Hertel sidder ved et stort Bord fuldt af Regnskabssager – under Smaapigernes Piattren, hvori undertiden min blander sig, ikke at tale om Kajas Krumspring, begriber jeg ikke – men han kan alting. – Hvad mon Posten i Dag vil bringe mig? Endnu, Kl: 12, er den ikke kommet.
Kl: 5 Da vi havde spiist, forsøgte jeg at faae mig et Blund her paa Sophaen, som ogsaa lykkedes mig, men som, i hvor qvægende det va‹r,› dog ikke qvægede mig som det, der afbrød det. To velsignede Majabrev‹e,› et paa 6 Sider fra den troefaste store Maja, som vilde tilfulde overbevise sin Moer Koren om hvor frisk hun nu var, og erstatte hende hvad hun i den senere Tiid saa bittert har savnet – (og Gud Glæde Dig, saa Du giorde det‹)› Et lidt ældre, ogsaa et langt barnligt Brev fra min lille Majaunge, der er saa lykkelig og skiønsom glad i sit nuværende Hiem, og – næppe torde jeg troe hvad Convoluttens Form lovede mig – atter et Sønne‹-›Dagboghefte, som ikke allene intet eftergiver sine ældre Sødskende i Interesse, men er vel saa rigt paa Alskens deylige Ting som noge‹n› af dem. Jeg kunde ikke lægge det fra mig før det var tilende, og det var det kun alt for snart. Nu skal min Koren gotte sig med det, og saa skal det i Morgen ind til Fader Pavels, der med saa hiertelig Længsel seer dets Komme imøde (hvor lykkelige vi ere, gode Pavels, som har Følelse for, og har saadanne Glæder!) og skaffe ham, hans og min Maja og de andre Elskte en ligesaa kostelig Stund – Jeg maatte lee, min høyærværdige Provstesøn, da jeg saa skinbarlig saae Dem med den vakkre Jomfrue Olsen paa Armen, og ja men troer jeg nok, hun sad bædre paa Deres Arm, end paa Frydendals (hun er Actrice, maae I vid‹e› mine Elskelige, og klagede over, at Fryd: som var Hakon Jarl, bar hende, Lundesolen, saa slemt; thi prøvende Hr Frederich paa at giøre det bædre, som tilfulde lykkedes ham. Scenen var Bakkehuset) – Men da jeg længere henne saae, at lille Syvald endnu ikke var ret rask, loe jeg ikke mere. Gud give han maae blive saa snart rask som min Lina! – Øhlenschläger skal have skrevet mig til, allerede fo‹…› d: 10de d: M: – Der maae være en Irring, hvori det saa stikker; men saa kommer det dog vist, og «at vente en Glæde er jo allerede en Glæde» –
Jeg skal endnu i Aften skrive nogle Linier til Søn Slotspræst, og kanskee til min Lotta med dette Hefte, som da endelig har naaet sit Endeligt, og min Lina venter mig, og har, det veed jeg, endnu saa meget at tale om sit lille Brev fra den kiære Maja, og jeg om mine lange Breve: thi hele Huset maae glæde sig med mig. Hvem kan glæde sig ene‹?›
Søndag 28de I Gaar Morges stod jeg op Kl: 6 saa frisk og let, og takkede Gud saa hierteligt, og glædede mig ret ved alt det jeg havde at bestille. Lina havde nesten ikke hostet hele Natten, og laae i sød tryg Søvn da jeg gik ned. Jeg gav mig knap Tiid at drikke min gode Caffe, før jeg ilede herind, og oversaae endnu engang mit Dagarbeyde før jeg begyndte det. Det første bestod i atter at giennemløbe det kiære kbhnske Journalhefte, før jeg pakkede det ind, ledsaget med et Par Linier, til Søn Slotspræst. Mit gik til Tøyen, med et lille Brev fra Lina og mig til vor Kista. Saa skrev jeg lidt til Maja K: og begyndte paa, tænkte jeg; et langt Brev til Maja C – Men med et overfaldt mig en rasende Hovedpine, som nødte mig til at faae det og alt færdigt i en Hast og bortsendt, mens jeg endnu samlede lidt. Walbohm og jeg kaldte Linas Feber Kælkebakkefeber, min kan jeg kalde Løverdagsfeber – Men havde det ti Gange været Løver- og Audientsdag, til Sengs maatte jeg, og i min egen Seng, da jeg ikke torde lægge mig i et koldt Værelse og kolde Klæder. «Stakkels dig» sagde min Koren, «du faaer vist ingen Roe her.» Han hængte Sparlagenet over den gamle grønne Damastes Lænestoel, og det kom mig for, som jeg skulde ligge paa Luur, eller var Kontraband, f.E: engelske Varer, eller en Brændeviinskiedel, som Lehnsmændene i denne Tiid har faaet Ordre fra hans Durchlautighed Stadtholderen (det forstaaer sig, giennem Fogden) at søge om i alle Kroge, og var denne sidste Lignelse ogsaa den beste: thi saa længe nys hiemkomne engelske Vare falholdes i Intelligentsbladene midt for Høystbemeldtes Øyne og Næse, kan da ikke behøves at lægge Dølgsmaal paa dem. Der laae jeg da, og maatte, den smertelige Hovedpine til Trods, smile over alt det Vrøvl, som naturligviis giorde mit Onde Værre. Koren kom mig for som det delphiske Orakel, endskiøndt sandt at sige, de Spørgsmaal der bleve giorte ham, kom mig mørkere for end hans Svar, dette burde altsaa været omvendt. Jeg følte, at en Skriver maatte være en høyst beklagelseværdig Mand, om den Kiedsomhed hans Embede medfører ikke formildedes deels ved Vanen, deels og især ved den Bevidsthed, at disse Mennesker tyer saa trygge til ham med alle deres Anker og Kæremaal, og gaaer for det meste beroeliget bort. Den fortroelige tillidsfulde Tone et Par af dem talte i, giorde mig ordentlig godt der jeg laae, som ethvert Beviis paa, at min Koren er elsket som han fortiæner at være det. – Dog, «mens nogle kom og nogle gik, det Onde ingen Ende fik» – og det fik det ikke den hele Dag. For første Gang giorde jeg en Tour ud i Haven (hvor nogle Gange netop ere saa frie for Snee at man kan gaae i dem) med min Koren, som troede den deylige milde Luft skulde hiulpet. Jo, «fikst du Pæren, Zacharias!» –
I Dag laae jeg længere for at forsøge om Hovedet vilde have det paa den Facon; men nu vil jeg ikke kiæle saadan før det, saa kanskee det bliver bædre. Min Lina er nu fuldkommen flink og nede, og flyver i Kap med Kaja op og ned ad Trapperne, dog faaer hun i Dag ikke Lov at gaae ud, hvad det mørkegraa Veyr da ikke heller just frister til.
Hvilke stille, stille Søndager! Saae vi ikke Fader Mørk, kunde vi glæmme hvordan fremmede Folk seer ud.
Kl 4. Nu har jeg drukket Caffe, og fik mig under den to nyemodens Rabusser med Hertel, som skal reyse til Nannestad. Ellers har jeg læst i min gamle Tilskuer og skrevet paa mine trarentiske Brødre som skal udgiøre en Deel af mine samlede Digtes andet Bind – for mine Dagboglæsere og Læserinder og Skriverpulten.
Blandt det meget som glædede mig i Søn Frederichs sidste Journal Hefte, var det meget, han fortæller om Grundtvig. Jeg holder saa inderlig af denne unge Mand, og det har været mig saa viktigt, at faae en nøye Beskrivelse over ham. Den har jeg nu, tak være min ædle Egersøn, faaet, og seer og hører ham ganske livagtig. Skulde jeg ønske mine Sønners Tal forøget, var det ved at tælle Gr: iblandt dem. Dog ikke ved noget andet Baand end det Siælebaand, som omslynger den lykkelige Moer Koren og hendes ældre Børn. Hans Rige er ikke af denne Verden, hvor vel heller ikke hans Dage vil blive mange.
Det koster mig ellers megen Selvfornægtelse, ikke at fortælle mere af det kiære Dagboghefte; men jeg vil lægge Haand og Pen paa Munden i det mindste for denne Gang –
Mandag 29de Med min Ane Stuepige, som i Dag tog til Houg for der at væve et langt Lagen-Lærret for mig, sendte jeg min Rikke en en lille Hiertestyrkning af mit Bogskab. Ogsaa hun tager til Takke med at giennemgaae det Gamle, der nu – og altiid – er godt aa ha – Jes, som ogsaa var paa Houg, og derfra lod hente Søndagsposten, bragte mig Deres kiære Brev, beste Fader Pavels, som jeg nu i god Andagt har giennemlæst og takker Dem saa hiertelig for, og takker Dem og Maja ret moderligt for det Ønske: at Eders Moer Koren havde været hos Eders i Torsdags, da saa mange af vore fælles Elskede vare der. At boe saaledes i en Kreds med Eder – o, hvor vilde det være deyligt, kunde vi kun faae rykket Hovind «dahin, dahin»[.] Men heller ikke meget længere, gode Søn Pavels. Jeg sukker vel ogsaa imellem over Vaarens Udeblivelse, og tænker paa hvordan jeg i mit Livs Vaar, paa denne Aarets Tiid tilbragte nesten alle mine Frietimer i den unge opvaagnede Natur, og hilsede hvert Græsstraae med Glæde, og den første Aurikel og Hyacinth med høy Jubel; men jeg længes ikke bort fra Hovind og mine Børns Grav til noget Sted i Verden. Her føler jeg mit Hierte saa fastgroet, at jeg med Vished veed det vilde forbløde sig, skulde det rives herfra. Men selv uden disse Hensyn er dette Land, «som i saa mangeslags Scener Rædsel med Ynde forener» mig nu for kiært til at jeg engang kan skiænde paa dets lange Vintre, dets Vaar- og øvrige Mangler. Det var Gienstanden for mine Barndoms Ønsker, Længsler og Drømme; og de gik i Opfyldelse, og see – alt var og er saare godt. Nu seer jeg først, at jeg ligesom har forutsat, I Alle havde læst vor kiære Slotspræsts Brev. Da I nu ikke har det, maae jeg sige Eder, at det er nogle Yttringer deri, lidt, desværre ikke ugrundet, Beklagelse over vor sene eller ingen Vaar o.s.v. der har foranlediget ovenstaaende Tirade.
Og er det ikke vaarligt, at alt det unge Mandskab – Fabritius er her ogsaa – spiller Kegler i Haven af Liv og Magt. Jeg har atter i Dag faaet mig en lille Promenade, Lina ligesaa i Middagssolen. Hun har ogsaa læst med mig i Dag som sædvanligt, og saa er Gud skee Lov alting igien i sin Orden. Kl: lidt over 6 kiørte min Koren til Eidsvold i en bedagelig Kariol som staaer her efter Poppenheim. Det gik heel sædeligt ud giennem Alleen. – Saa fuldkommen frisk som i Dag har jeg neppe været siden jeg kom hiem fra min lange Tour.
Tirsdag 30te «Mal ikke Fanden paa Væggen!» siger Ordsproget. Saa lidt som denne, taaler min Hovedpine Omtale. Det lader rigtig, som den i Gaar havde hvilet sig, for at kunde regiere des strængere i Nat da den flere Gange vakte mig, og i Dag, da den to Gange har tvunget mig til Sengs. At man kan vænne sig til et dagligt Aag, seer jeg deraf, at jeg ikke længe har været saa utaalmodig og nedslagen som i Dag, blot fordi den Pause i Gaar gav mig Mod at haabe den slemme Periode nu var forbi. Vaarmaanederne er jeg engang for alle vant til, det ikke skal være anderledes. I maae trættes, mine Elskede ved disse evindelige Klagesange. Men hvordan kan jeg skaane Eder for dem, naar disse Blade skal være en troe Beskrivelse over mit Liv og Levnet, hvori Hovedpinen virkelig spiller en Hovedrolle? –
Kl: 3½ forlod jeg da Sengen for tredie Gang, og siden har det været taaleligt. Men jeg er grumme mat. God Nat, mine Dyrebare!
May
Ved din komme Jorden fryder sig
Hulde May! og tusind Hymner
Hylde dig.
Onsdag 1ste Ja, ønskeligere kunde den deylige Maaned ikke begynde. En sagte Regn falder mildt og trøstende paa den kolde Jord. Min vakre Forgaard, for 8 Dage siden ganske bedækket med Snee, grønnes allerede.
Jeg havde saa travlt i Nat med at trække sorte Pærler, som Korens Moder havde givet mig, og hvori jeg vilde have anbragt hendes Navn. Det er jo kun de hvide Pærler der betyde Taare?
Har Novalis Ret i, at vi ældedes tidligere, om Drømme ikke var, saa maae min Alderdom endnu være langt borte: thi aldrig saa snart lukker jeg Øynene, før den ene underlige Scene afløses af en endnu underligere. Dog her fristes jeg til at lade Novalis være mine Tankers og Følelsers Tolk: «Mich dünkt der Traum eine Schützgewehr gegen die Regelmassigkeit und Gewöhnlichkeit des Lebens, eine freye Erholung der gebundenen Phantasie, wo sie alle Bilder des Lebens durch einander wirft, und die beständige Ernsthaftigkeit des erwachsenen Menschen durch ein fröhliches Kinderspiel unterbricht. Ohne die Traume würden wir gewiss früher alt; und so kann man den Traum, wenn auch nicht als unmittelbar von oben gegeben, doch als einen göttliche Mitgabe eine freundlichen Begleiter auf der Wallfahrt zum heiligen Grabe betrachten.» – Det forekommer mig, nu jeg udskriver dette deylige Sted af denne ædle, saa tidlig til sin egentlige Verden bortvandrede Digter, som om jeg før har anført det her i disse Blade. I saa Fald er det da ikke den første Gientagelse I har maattet tage til takke med. Og kunde der endnu siges saa meget til Forsvar for dem alle, som for denne.
I dette Øyeblik var den gode Fabritius her, for at tage Afskeed, for hvor lang Tiid veed Gud. Det tænkte han ikke paa, da han i Gaar gik herfra, og lovede at komme igien paa Søndag at spille Kegler. Han faaer nu maaskee andet at bestille, og andre Kugler at kaste med. I Morges fik han Ordre at begive sig til Land, hvor hans Station er, og kommer formodentlig derfra til Vestkanten for at holde Engelsmanden fra Kysterne. Kl 11 i Morgen Formiddag skulde han være paa Bestemmelsesstædet. At dette, skiønt han reyser hele Natten, fast er en Umuelighed i sligt Føre og endogsaa uden Forbud, vil dog maaskee Vedkommende ikke indsee. De arme Melitaire har dog mindst af alle Jordens Sønner noget blivende Sted, ikke at tale om det mislige Forhold mellem deres Udgifter og Indtægter. Jeg gientager, hvad jeg nu nyelig skrev til min Lotta: «Gud skee Lov at vore Gutter kan blive i Roe ved deres Ploug og Harv!»
I Morgen gaaer en stoer, nu allerede færdig Pakke til Byen, med Bøger til Fader Pavels og tre smaae Brevunger til Lotta, Thrinasara, og lille Maja, item min Thrinas nu fuldskrevne Værsebog –
Torsdag 2den «Atter Svedskesuppe!» siger Presidenten. Hvad han siger mere er lidt uhøvisk, derfor siger jeg det ikke. Atter Vinter! Hele Jorden bedækket med Snee, som endnu falder saa jævnt og tæt som om det var i Februari. Dog er det vel godt, at det kolde kommer ned, og kan vi snarere haabe stadig mild, varm Luft. I Forgaars skal det have tordnet. Jeg hørte det ikke. Det betyder et godt Aar, siger man.
Med Posten i Dag har jeg skrevet til den agtværdige Provstinde Ottosen. Det skulde kun blevet nogle Linier, troede jeg, for at bede hende saa vakkert skaffe mig nogle Igler; men det blev et ordentligt Brev, og det ikke saa kort endda. Jeg kom til at tale om Barna vore, saa begriber I nok, hvorfor det ikke blev kort.
Fredag 3die «I Aften er det ikke værdt at tænde Lys. Jeg strikker nok, skiøndt Maanen just ikke som i Aftes skinner klar og feyr (et gangbart Udtryk i de fordums berygtede skotske Ballader) for, faaer vi først Lys ind, sidder jeg over Tiden, og nu vil jeg holde mit Hoved i det gode Lune det hele Dagen har været, og stande op betimelig i Morgen» – Morgen-, men ikke Aften-Manden, ‹j› Koren, bifaldt det af Hiertet, da i det samme Lunde kom ind med Postvædsken, som jeg neppe øynede, før jeg af alle Kræfter raabte Lys! Lys! – Inden det kom, havde Lunde allerede (han maae have Katteøyne) sorteret Brevene, og paa min Part faldt 3 hvoraf det ene, Dagbogheftet, nok kan regnes for 3 Gange 3 – Men dette maatte jeg love min Koren, ikke engang at see paa, før i Morgen. Det faldt tungt for Kiød og Blod, men det var mig høyst hærligt; thi tog jeg blot Majabrevet ud af den deylige store Convolut, og læste det, og det lille Majabrev, og det sønlig kiærlige Klagebrev fra Bergh. Hans dyrebare Colbiørnsen er ikke mere; han er nu samlet til sin Siæls Forvandte, min Sara og Vilhelm, hvis Tab han begræd uden her at have kiendt dem. Mindst troede jeg da, han saa hastig skulde følge dem til det eviglyse Hiem – Arme Moder og Søster! og Du, min stakkels unge Ven, som i denne elskelige Yngling tabte saa meget! Mit Hierte bløder med og for Eder, og mine Taare skiuler mig nu hvad jeg skriver – En glad Nyehed meldte det kiære Brev: at min gode Adam har faaet sig en Datter, som med Moderen befinder sig vel. Ja, «Sorrig og Glæde de vandre tilhobe» – Brev og Pakke fra Ø: til mig skal for meer end 14 Dage siden være opsendt. Gud veed, hvor det vanker omkring – Og nu de kiære ømhedaandende Majabreve! Hvor skulde de fra Begyndelsen til Enden qvæget mit Hierte, var det kun ikke blevet ængstet ved at see, at den fatale Hævelse endnu ikke har forladt Dig ganske, dyrebare Maja C, og, hvad der især ængster mig, at den trækker sig til Dine Øyne. Er der da ingen Maade at fordrive den? O, gav Gud os dog snart Aarstidens rene, blide Luft, af den haaber jeg mere end af alle Læger. Gud skee Lov, at Du er smertefrie – kunde jeg dog selv see Dig! o hvi kan jeg det ikke? Dette Føre giør det nesten til Umuelighed, og ene det kan holde mig tilbage – Men før jeg nu tør gaae videre her, maae jeg have min Post færdig til i Morgen. Den bliver ikke liden, skiøndt ey alle de deylige og sørgelige Ting bliver besvarede.
Løverdag 4de Lad nu nogen komme og sige, jeg ikke veed hvad Selvfornægtelse er. Mit første Morgenarbeyde da jeg kom herind i Gaar, var – «ih, det begriber vi nok: at tage fat paa Sønnens Dagboghefte.» Min første Tanke var det rigtig nok, men hvor var saa Selvfornægtelsen, jeg skræpper af? Ney, jeg skrev, før jeg tog det i Haanden, et langt Brev til min gode Gina Broch i Nannestad, for at give hende alle de Raad jeg vidste for Brystbyld, hvis ulidelige Smerter jeg kiender af Erfaring, og al den Trøst der ved saadanne Leyligheder kan gives. Saa satte jeg mig i Sophaen med en roelig Samvittighed, og læste med Gammen de mange morsomme Geschichter om Thestrup og Holberg, der altiid laae i Haar paa hinanden. En af disse fornøyede mig især. Thestrup (som Holberg havde ladet den, der giorde Træesnit til hans Niels Klim tage Model af til Martianeren) befalte i sin sidste Villie, at alle de Studenter som bar og fulgte ham til Graven, skulde have Alongeperuqver paa: thi sørgede Holberg for, at de alleryngste, smækreste Studenter bleve valgte til Bortbærelse og Følge, og at disse allesammen bleve forsynede med de mægtigste Alongeperuqver som vare at faae. Da nu Toget gik for sig, sagde han: «See nu har Thestrups Abekat faaet Unger.» – Men hvad der var mig mere, end alle Anecdoter, var at see, lille Syvald havde været med sine Forældre hiin deylige Aften hos Sverdrups, hvor bemeldte Anecdoter bleve fortalte, og at jeg altsaa veed ham frisk og rask, hvad jeg begyndte at frygte han ikke var, fordi jeg i saa lang Tiid intet har hørt fra Eder, elskede Døttrene mine. Saa længe lode I sielden Eders Moer Koren vente forgiæves; og havde jeg ikke imidlertiid hørt om Eder (eller seet) i den saa usigelig kiære Dagbog, da vilde jeg været overmaade uroelig.
At Øhlenschläger var blevet lykkelig Fader til en Datter (der skal hedde Charlotte efter Frue Schimmelman, hvad jeg havde forudsagt) saae jeg af i Berghs Brev, men først i Journalen, at han, for ikke at tilstaae, han hellere vilde havt en Søn først, giver det den Vending: «Det er godt, den første er en Pige. Hun kan snarere udvikle sig og gaae Moderen tilhaande, og kan siden pleye og giøre Nar af de smaae Hanser, som ventes efter» – Og saaledes, siger Journalisten, veed Digteren at see alt fra den lyse Side. Var jeg trættekiær, min Hr Søn, kunde jeg nok spørge: hvad De her mener med den lyse Side? og hvorfor en Datter ikke virkelig kunde være saa velkommen som en Søn? Ja, jeg havde Anledning til at føre dobbelt Anke over Dem. Men nu skal af moderlig Huldhed min hele Straf bestaae i, at lade Digteren udfinde, hvori den dobbelte Anke bestod –
Endskiøndt jeg nu veed, mine Elskede, at ikke Een iblandt Eder vil sige: «Det er en snurrig Maade at holde Dagbog paa, at udskrive en anden» – saa siger min ømme Samvittighed mig dog, at jeg for denne Gang ikke mere bør smykke mig med laante Fiedre.
Da jeg nu havde Dagbogen expideret, og ‹…› var i Beraad med, hvilket af de kiære Breve jeg først skulde tage fat paa til Besvarelse, faldt det mig ind at den syge Frue Jessen i Schien længe havde ventet efter Brev fra mig (I lægger vist Mærke til, at min Samvittighed er bleven forskrækkelig aarvaagen paa en Tiid) thi satte jeg mig strax hen at afbetale denne min allerældste Gield. Før det var ganske afgiort – Renterne vare stegne, seer I – kom Lina, det var hendes Læsetime, og neppe havde vi ret begyndt, saa kom Jomfrue Krefting fra Hurdalen, dog sidst fra Gislevold, hvor den stakkels syge Pige havde været for at consulere Walbohm. Alt hvad jeg fik færdigt med Dagsposten, var da kun bemeldte Brev til Frue Jessen, og et lille Do til Barna paa Festningen med Journalheftet – alt for lidet til Giengield for min gode Pavels's lange Brev – Kl. 8 reyste den tækkelige Lise Krefting, altsaa for en Time siden. Jeg vilde giærne hun skulde hvilet sig længere ud, eller blevet her til hun var frisk; men hun kunde ikke.
En Deel af denne og det meste af Morgendagen har jeg tænkt at kose mig med at besvare de kiære Breve, og hvem veed, om jeg ikke inden Aften (vi venter et Bud hiem fra Byen) kan faae endnu mere saadant kiært forsagt Arbeyde? Jeg synes det ahner mig, og nu er det længe siden jeg havde nogen Ahnelse.
Søndag 5te Tak være Dig, elskede Lotta! Du opfyldte min Ahnelse i fuldeste Maade. Hvilket et velsignet langt Brev, alle dets Bilager fraregnede. Og saa kan vi da nu fast daglig vente vor kiære President, der slet ikke vil være, det er: ikke hedde en god Mand, og hans og Din og vor baade kiære og gode Jørgen. Og saa veed jeg nu ganske hvordan Du har det, og hvor vaarligt det er paa Dit Tøyen. Det var ret et Dagbogbrev som ikke lod noget Spørgsmaal fra mit Inderste blive ubesvaret. Saadan er det at begynde sine Breve i Tide, min Lotta. «Gak du hen og giør ligesaa, Moer mi!», siger Du nok. Og det har jeg ogsaa i Sinde. Men jeg maae dog først giøre Rede for hvad jeg mere fik fra med Byebudet, og hvad jeg ikke fik. Jeg fik en Pakke Bøger tilbage fra min Maja C med et lille Addresbrev, og en Do fra Fader Pavels uden videre – Da Jess kom ind med disse Pakker, var jeg saa vis paa, at een af dem maatte være den saa længe ventede fra Øhlenschläger, og jeg tilstaaer Eder, mine Dyrebare, jeg blev ret mismodig over atter at see mit Haab skuffet – det var da det, jeg ikke fik. Munthe skal komme her i Dag, hører jeg. Han kunde ret være hiemme i dette Uføre, saa blev stakkels Faer Mørk, der ikke er begavet med saadan Reyselyst som Sogneherren, ogsaa hiemme i Roe. At vi for seen Middag etc, kommer herved slet ikke i Betragtning.
Aften Munthe betænkte sig, og kom ikke. Faer Mørk holdt sin Fropræken som han kalder det, her før han gik i Høymessen, og fortalte han havde skrevet til sin kiære Marie, hvad vist ikke vil glæde hende lidet. Jeg har skrevet nesten 3 Sider til Søn Frederich, og siden paa mine tarentiske Brødre, og spadseret i Haven, hvor min Koren poder og har mangehaande Sysler, nogle af de kiæreste han veed i dette Liv. Lina og Kaja ere hans glade Haandlangere. Med Brevskrivningen har det ikke vilde gaaet saa fort som det pleyer. Koren var i Kirken.
Erindrer jeg ret, er det vor gode Presidents Geburtsdag i Dag, hans 60de. Gud lade ham endnu mange A‹…› Aar glæde sig med sin Lotta og Jørgen, og os alle som han elsker og som elsker ham!
Tirsdag 7de Ja, Gud høre det! skiøndt det først er den 15de Fødselsdagen er, kan Ønsket giælde og giælder for alle Dage i Aaret –
Vi havde netop køyet i Søndags, da blev her Larm i det hele Huus. «Du skal see sagde jeg til min Koren, det er Presidenten, den Nicodemit, som er kommet» – og saa var det, ham og hans Jørgen var det, som vare tagne seent fra Hiemmet og kunde altsaa, især i dette Føre, ikke være her tidligere. Min Koren stod op og gik ned til de kiære Komne, Hertel, Jess og Jomfrue Maren vare alt paa Benene; men jeg som stolede paa, at Presidenteren er hvad han ikke vil hedde (det er det Modsatte med saa Mange) blev smukt liggende, da jeg nødig vilde sætte mit Hoved – som let er stødt for Hovedet – paa Prøve. Ordren til alle Høytideligheders Iagttagelse gav jeg der jeg laae, vis paa, de bleve nøye efterkommet. Da jeg kom ned i Gaar Morges, fandt jeg Lawsonmand i sin Nattrøye paa Sophaen i godt Prat med Fetteren sin. Undskyldninger for jeg ikke var staaet op da han kom, vilde han kun kaldt «Luxus og Overflødighed», derfor lod jeg det beroe med et: Velkommen, kiære President! og et Kys; men et endnu hierteligere Kys og Velkommen fik hans Jørgen, som jeg saa inderlig, men vemodig glad saae igien paa det, da han sidst forlod det saa fuldkommen lykkelige Hovind – Mangen tung Dag er siden hengleden over vore Hoveder – – For alt det Deylige den kiære Fetter og Fettersøn bragte mig! Atter et Brev fra Lotta mi, og et fra min Maja C med 12 Nummere af Sandsigeren; og gamle Thomas Bruns Sildinger, og til syvende og sidst Claus Frimans Panthea, som jeg endogsaa fik til Forærings af den galante, men ikke gode, President, og læste flux paa Stand høyt, da jeg havde faaet mine Briller paa, for det hele ærede Selskab. Det har malerisk skiønne Stæder – ingen af dem alle foretrækker jeg dog Strophen til vor tabte, evigbegrædte Christian:
Og Christian! Du favre Tvilling-Stiærne,
Som tindrer hist med nu fornyet Glands,
Hver Normands Bøn du hørte før saa giærne,
Tag, Pollux! tag vor taarevædte Krands!
Jeg havde kanskee sadt et andet Ord istæden for Tvillingstiærne og Pollux – Men lad nu den Fugl flyve! At ogsaa min gamle Wilse er nævnt iblandt de som mene og har meent Norge det ærligt, har ret glædet mig. Var han end ikke Norges Viismand var han dets enthusiastiske Ven paa sit Viis, det veed jeg. Der er ellers, finder jeg, noget stivt i Tonefaldet, som dog mange Stæder blot ved Ordenes Omsætning kunde forandres, f:E: «I hver en Nordmand finde skal du Broder» Klang det ikke bædre: Du i hver Nordmand finde skal en Broder-? – Dog, jeg formaster mig ikke til at gaae i Rette med Hornelens Sanger. Ogsaa læste Presidenten et meget interessant Brev fra Digteren til ham, hvem han først sendte sin vakre Datter for at fremstille hende og føre hende ind i Verden –
Kl: 8 forlode de os, Fader og Søn, for at fortsætte Veyen til Hedemarken hvorfra den Første kommer snart tilbage, men den Sidste bliver Varaanden (som ikke er Vestenvinden) over, og lovede da at blive længere paa sit gamle kiære Hovind paa Tilbagetouren. Faderen bad jeg ikke herom, for jeg vidste forud hans Svar; men naar han kommer, giør jeg dog nok Forsøget. Hertel, som havde Forretninger i Ejdsvold, fulgte dem til Værket der, hvor de spiste Middag, og kom altsaa vist ikke tidlig til deres Tønsager –
Det meste af Gaarsdagen gik til Brevskrivning, og nu gik Pakken med et Bud herfra til Byen. I den var tvende til begge Majaerne mine, et til min Lotta (og stræbte jeg at maale Skiæppen med knuget og toppet Maal som hun havde maalt til mig) og endelig endnu en Epistel til min elskede Egersøn med Tak for alle de Glæder han ogsaa ved sit Ophold i Kbhn middel- og umiddelbar har skiænket mig. Item gik min Thekla til Jomfrue Ravert. Ja, det har jeg jo ikke sagt Eder, mine Elskede, at lille Maja i sit Brev siger, hun ønskede at blive længere, end først var bestemt, for at komme saa vidt mueligt i hvad hun skal lære, da det gaaer saa godt. Hendes ædle moderlige Vertinde ønsker det samme i Forening med Jomfr: Ravert, som holder saa meget af sin Elev, kan ikke fuldrose hendes Fliid (det er vor Maja Cs Ord) og finder det var Synd hun saa snart skulde holde op. Det har fra Begyndelsen ogsaa været mit Ønske; men saa længe ingen anden yttrede det, taug jeg. At hendes Fader og jeg samtykker med Glæde, begriber I nok. Jeg troede at faae en haard Striid herom med Lina, men hun finder sig ganske godt i det, og siger: «Naar nu Maria mi har lært saa godt, saa kan hun siden lære mig og Kaja» – denne Forestilling, og Haabet om at besøge og see hende her engang i denne Tiid, har aldeles beroeliget hende. To Ting holdt mig fornemmelig fra at ytre mit Ønske, og det var først Frygt for, Marie skulde længes for meget efter alle dem hendes Hierte her hænger saa ved, og andet, at det skulde blive Uleylighed for Cappelens, naar de tager til Majadalen. Men paa sin sedvanlige Maade har min M: C: giort mig det saa tydeligt som at to og tre er fem, at det ikke kan blive Tilfældet, da lille Maja hver Løverdag kan kiøre ud, og hver Mandag ind igien med Fader Cappelen. Ja, hvad skal jeg sige mere herom? Jeg siger Intet, fordi jeg ikke kan sige Alt –
Onsdag 8de Jeg har nu læst de 12 Nummere af Sandsigeren, hvori jeg saa ganske og med Fornøyelse gienkiender min gamle brave Tilskuer. Ogsaa Bruns Sildinger har jeg løbet igiennem, og finder dem som hans Tidlinger (det jeg kiender af dem) byde mig reent imod. At meget kun er rimet Vaas vil jeg ikke engang tale om, og kan bære over med al Inkorekthed, og smile over, at Oldingen har beholdt sin Ynglings og Manddoms Yndlingssmag (var denne reen og puur vilde dette giort mig Digteren og Digtene dobbelt kiære) men at han i med den letsindigste Drengekaadhed blander de helligste Ting ind i sine flaue Drikkeviser, ney, det kan jeg ikke tilgive ham. Kun et eneste Sted vil jeg anføre til Beviis paa, jeg ikke dømmer for strængt. I et Brev til en Frue D – siger han:
«Veninde, ney, den Gang vor Herre ikke
Anhøre vilde Deres Bøn;
Det var bestemt, jeg Kalken skulde drikke,
Skiøndt langfra ey saa beedsk, som den, hans Søn
Har maattet før i Jødeland udstikke» –
Og af slige Stæder er der mange; men var det blot dette ene, vilde det være nok til at harmes og endnu mere ynkes over, at en Pen, som kunde frembringe «Ynglinger her» saaledes vanhelliges. At jeg nyelig havde bortlagt min kiære Sandsiger, hvis Forfatter har helliget sit hele Liv til at tale Dydens Sag, og at Grundtvigs blide, den reneste Christendom aandende Sang (i det sidste Nummer) endnu gienlød i mit Hierte, bidrog endnu mere til at sætte Contrasten i det rette Lys, som var jeg kommet ind fra den rene Luft, det blideste Stiærneskin i et qvalmt Værelse, oplyst af en ildelugtende Tranlampe.
Torsdag 9de Jeg havde sadt mig her – vi havde nyelig spiist – i Sophaen med min Tilskuer, da lille Kaja kom i sin sædvanlige Fart, og sagde: «Jomfruerne fra Gierdrum er inde» – De vare spadserede hid, lille Ragna, Jomfr: Horster og Jomfr: Bierregaard, og bliver her nok i Morgen over. Hvor længe det er, siden jeg saae nogen derfra, kan jeg bedst see paa Ragna, som er blevet et halvt Hoved høyere siden. Disse hastig opskydende Planter ere Livets rigtigste Timevisere, de stærkeste Varsler om Tidens Flugt. Nu gaaer hun til Confirmation, og det er som det var i Gaar jeg bar den 3 Aars gl Glut paa mine Arme. Chrystie havde fulgt med dem, om han ikke skulde præket i Morgen. Maaskee er han saa snild, og kommer efter for at følge dem hiem.
Jeg saae i de sidste Aviser et Dødsfald, som giorde mig inderlig ondt. Professor Krohg i Trondhiem har mistet sin ældste Datter, 10 Aar gammel, Faderens og Moderens, men for alt Bedstemoderens, gamle Frue Krohgs, Øyesteen. Ak, hvordan mon det unge, i Lykkens Arme opdæggede Par bærer dette deres første, store Tab! Gud give dem Kraft – dem og den værdige gamle Moder. Den kan kun komme heroven fra.
Bededagen Ney, jeg skal aldrig mere stirre saaledes ved Lys som i Aftes, da jeg ikke vilde lade noget Brev af de mange Posten bragte mig, blive ulæst. I Morges vaagnede jeg med tungt Hoved, og lagde mig, da Kl ikke var 5, atter til Roe, i Haab om det skulde blive bædre, men det var det samme Kl 6 da jeg stod op, og er endnu det samme. Ikke desmindre har jeg holdt min Morgenandagt med et glad Hierte (og det veed jeg, er vor kiærlige Fader et velbehageligt Offer) med den kiære Sønnedagbog, som jeg saa forundret som fornøyet modtog, da jeg ingen ventede denne Post. Jo almindeligere det er at see Løfter uopfyldte, jo behageligere overraskes man ved at see mere holdt, end der er lovet. Her seer jeg da atter, at mine elskede Døttre ere friske, Syval i form, alting vel. De spadserer, de spiser Oxesteg og Pandekage med deres Egerbroder, de har det, Gud skee Lov, nok saa deyligt, men – til deres Moer Koren skriver de ikke, de slemme Unger. Men de lever vel i deres lille hulde Kreds, og det faaer, og skal være mig nok.
At Dine Øyne er bædre, elskede Maja C:, saae jeg strax paa den pene smaae Skrift, og takkede Gud. Men denne kiære kiendte Haand kan jeg læse i halv Mørke, altsaa er ikke det kiære lange Brev Skyld i min Hovedpine i Dag. Poppenheim har den meste Skyld heri: thi hun havde skrevet saa smaat og med saa blegt Blæk, og dog saa morsomt, at jeg holdt Brevet tæt til Lyset bag Skiærmen, for at faae det til Livs. Nella havde ogsaa lagt i Veyen paa tre fulde Sider. Hun tænker nok som saa, at det nu bliver længe inden hun skriver igien (da hun venter sin Nedkomst sidst i denne Maaned) og giid hun da maae være dobbelt saa glad, som hun nu allerede er i Haabet om den ventede Moderfryd – Det fierde Brev var fra Bergh, kun en Comission (den jeg giærne opfylder) i nogle faa Linier. Min lille Maja havde skrevet lidt paa sin gode Moders Brev, min lykkelige elskede Maja!
Omfrem disse, fik jeg med Bybud et vennehuldt Brev fra min Lotta og et d
o fra min Kista. Men den sørgelige Fortælling om min gamle troefaste Postmester Messels Søn, Frederich, giorde mig saa hiertelig bedrøvet. Det arme unge Menneske (han er Søemand) kommer nu efter 4 Aars Fraværelse (i hvilket han kun har havt to breve fra Norge) og 15 Maaneders Fangenskab i Engeland, hvor han har udstaaet utroeligt ondt, kommer da nu endelig til Fødestædet, ulige hielpeløsere, end han forlod det og haaber der at finde Erstatning for sine lange Lidelser. Ak, og finder nu sin Moder fraværende, sin hele Familie adsplittet, ingen eneste af sine forrige Forbindelser skaanet
n9 af Dødens eller Tidens Haand, selv ikke den helligste – og dette Stød bringer alle de andre i Forglæmmelse, eller rettere, alle forene sig i dette for at kun se hans Hierte med et. Hans, nesten fra Barndommen forlovede, en Jomfrue Meyer, finder han nu som Kiøbmand Egers Kone, og snart Moder. Arme, arme Frek (saa kaldte Faderen ham alltiid) du er ret udsøgt som et Maal for alle Skiæbnens bittreste Pile. Ikke Dine Taare allene, elskede Lotta, og Dine, min ømme Kista, flyder for den lidende unge Mand – Smerteligere end i lang Tiid svæver mangen Scene fra de lykkeligere Dage forbi min Siæl. Sidste Gang jeg saae Frederich Messel var paa Tøyen, paa et stort, ualmindelig morsomt Ball. Da var hans tækkelige Abelone med ham, og hans hele Væsen var Haab og Glæde. Paa dette Ball var det Commandeurinde Lassen sagde til mig, da snart Sara, snart Wilhelm, snart Jes kom af Dandsen hen og kiælede for mig: «Gud, hvilken lykkelig Moder De er, Frue Koren! Tre saadanne Børn! og De har jo endnu flere?» To yngere et Par Smaaepiger, svarede jeg, og mit Hierte hævede sig i Tak til ham, fra hvem al denne Rigdom var mig givet – Han havde jo ogsaa Ret til at tage hvad han havde givet, og han lod mig jo endnu beholde saa meget, saa usigelig meget – Arme Frek, hvor ganske anderledes er det med dig! – Og for det skulde være ret complet, maatte ogsaa hans sidste troe Ven, Jørgen Bull, være fraværende just da han kom. Gud skee Lov, han endnu har Tøyen at tye til, og vilde han tye hid, vi skulde hygge ham det bedste vi kunde, og i hvert Smiil jeg saae vende tilbage, vilde jeg troe noget afdraget af hvad jeg skylder hans Faders og de svundne Dages Minde – Hans gode Søster, min Saras Ovidia, vil vist ogsaa giøre alt for sin kiære Broder, hvad hun
kan. Lad dem da græde sammen – det er jo ogsaa Trøst.
Endnu nages mit Hierte af Bekymring for en ulykkelig vildfarende Yngling, der er i Begreb med at styrte sig i Elendigheds dybeste Afgrund. O maatte min jamrende Stemme være istand til at holde ham tilbage! og maatte det kun ikke allerede være for seent! Men jeg raabte, jeg udstrakte mine Arme efter ham i det Øyeblik jeg blev underrettet om det fortvivlede Skridt, han er nærved at giøre – o giid kun ikke alt havde giort! Ney, det forbyde Gud! og lægge Kraft i mit varslende Raab, at han maae reddes – Ak, han har ingen Moder, ingen Fader, og hans Fader var min og Mines varmeste Ven.
Det er Din Fødselsdag i Dag, min gode Kista. Gud velsigne Dig og den! I hvor meget der end paa Livets Bane kan saare Dit gode deeltagende Hierte, kan dog intet forstyrre dets Fred med sig selv; og dette er dog det eneste sikre Skiold, som Skiæbnens bittre Pile ikke ganske kan giennembore, den Stav vi tryggest helde os til i Modgangs Storme. –
De fremmede Jomfruer, Lina, Kaja og Lunde gik nu til Kirken, og mens de ere der, skal jeg skrive til vor gamle ædle Justiskar, for paa den dybt nedbøyede Frue Colbiørnsens Vegne at melde ham og den øvrige Familie hendes Tab. Det var Commissionen fra Bergh. –
Aften Nu reyste Fatter Munthe med det kiære Journalheftet, som min Koren ogsaa denne Gang fik godt af, til Slotspræsten, og med et langt Brev til Bergen inden i et kortere til min Kista. Dog, Pastoren bringer alt dette kun til sit Hiem, hvorfra det i Morgen gaaer videre, forstaaer I vel. I kunde troe, han reyste lige til Slotspræsten med det altsammen
Jomfruerne vilde endelig vandret hiem i Dag; men saa kom Regnen, en mild deylig Regn, og de bleve nødte til at bede om Huus, som de ogsaa ret maatte bede om, fordi de før vare saa haardnakkede da jeg og vi alle bad dem blive. Lille Ragna savner sin Maja i hver Krog, det kan jeg godt mærke, imidlertiid tager hun til takke med Majas Lina. Det er ret en flink Pige, og saa sædelig.
Løverdag 11te Nu, præcis Kl. 6: vandrede de tre Pigebørn ad Hiemmet til. I seer altsaa, mine Elskelige, at vi har alle været tidlig paa færde, og den Dag jeg kan være det, er jeg altiid raskest. Selv Kaja og Lina var paa Benene Kl lidt over 5. Saadanne Morgenfugle ere vi sommetider paa Hovind. Min Koren er det altiid. Naar han da har røgt sin Morgenpibe, hvor til han drikker en Spølkum Mælk, gaaer han til sin Protokol, saa en Timestiid derefter ned og spiser et Par tre Tommer tykke Smørrebrød, og oven paa dette ud i Haven at pode, beskiære og sysle med sine Træer, hvoraf nogle lover i det mindste en rig Blomstring i Aar. Og raskere og muntrere end han kan Gud skee Lov ingen være. Giid Jess maae vedblive, som han har begyndt, at træde i disse Fodspor.
Det var som jeg troede; de undrede sig saare paa Ullensager over de store Breve, som gik ugentlig til og fra mig, og troede, sagde Munthe, det maatte være Hr Pavels Prækener eller andre Taler fra ham –
Aften Da vi, jeg for første Gang i Aar, ved Middagstide havde vandret Haven rundt, og just skulde ind til Bords, kom Capitain Hedal fra Toten, for at marschere – han vidste endnu ikke hvorhen – dog for det første til Christiania. Hans Folk vare i Forveyen, saa han kun spiste og drak Caffe her. I denne Tiid skulde han med Familie flytte til Toten, hvor han havde lovet sig en glad roelig Sommer, som nu neppe undes ham. Vi bad hans Kone og Børn tage Rastdag her paa deres Flytning, og han modtog Tilbudet med Tak
Og nu kan jeg hilse Eder fra min Høy og Saras Grotte, hvorfra jeg nu kommer. Paa det første Sted sad vi længe, min Koren og jeg, og lode os ret giennemvarme af den qvægende Sol. Fra Dit Navne, beste Lotta kan jeg hilse Dig, og fortælle, at den er langt frodigere i Aar end før. Jeg saae saa langelig til mit Vilhelmsminde, men der ligger endnu Snee omkring det. Paa Hiemveyen mødte vi først Kaja, som med et høyt Glædeskrig nær havde revet os over ende siden Lina, Frøken Keilhau, Jomfr: Antze og Maren, som alle skulde ud og faae sig en Tour. Det er en sand Vaardag i Dag, og det er da just ikke for tidligt, men saa Gud skee Lov for det som er.
Søndag 12te Min Koren og Maren S: gik som skikkelige Folk i Kirken, hvor jeg ogsaa vilde været, havde mit Hoved ikke giort sig lidt utilbens. Det blev bædre op ad Dagen. Lina er med Hertel i Ullensager, og alle Jomfruerne herfra mødes hos Giørups. Det var deres Overlæg. Kl. 4 gik de, Telja, Maren og Kaja. Det er langsomt efter min Jess, men nu kom Lunde fra Smiths, og tvivler om, jeg faaer see Gutten min, som Gud skee Lov er rask, endnu i 14 Dage. Da han i flere Henseender kan have godt af at være der, faaer du taale det, Puus.
Mandag 13de Kl 7 Aften. Nu kommer jeg fra de Elskedes stille Hvilested. Lina og Kaja var med mig. Did bragte vi vort første Vaaroffer, kun en Krands af Tyttebærgræs, det eneste Grønt vi endnu har, og en Kurv fuld af det samme, hvormed de Smaae bestrødde Graven. Den gode Hertel har allerede plantet 2 Rosentræer der i Aar. Paa de gamle hang to Knopper, som den tidlige Frost havde dræbt – Det blæste da vi gik derhen, men der var lunt. Nogle enkelte Regndraaber faldt som Taare ned paa min Krands. Des længere vil den holde sig frisk.
Onsdag 15de Naa, i Dag veed jeg dog det er Presidenterens høye Fødselsfest – jeg har hans eget Ord for det – og kom han nu hid, vi venter ham vist og daglig, skulde vi ret gratulere ham paa det zirligste. I øvrigt refererer jeg mig til hvad allerede fra den 5te skrevet staaer. Stakkels Lotta, som ikke skal have Din Lawsonmand hiemme paa hans 60de Aars Fødselsdag. Du faaer siden giøre ham en Geburtsdag, som lille Dolly Bull sagde til sine gode Pleyeforældre, der ikke ret vidste Dagen hun var fød. «Kiære Moer, kan du ikke giøre mig en Geburtsdag da?» – Hvordan skulde jeg da bære mig ad? – «Ih, du kunde jo giøre mig en af Rødgrød.» (hendes Livret) Nu veed jeg ikke bædre, end Du giør Din Hr Gemahl en af gule Ærter eller Ludefisk –
I Gaar kom Andreas Munthe pustende og skumsvedt spadserende hid. Med ham fik jeg saa nemt sendt et Dobbeltbrev til begge Majaerne mine, og et til min gode Bergh. Til Presidentens Ankomst og Bortreyse skal en heel Fragt ligge færdig. Ja, jeg er ret en Smørerinde. Og enda faaer jeg Jeremiader for jeg ikke smører nok sammen.
Apropos! sagde salig Wilse, og tidt kom ikke andet efter dette Apropos end et: «Saaledes da!» – men mit Apropos var om Geburtsdage. Jeg havde nemlig strax Kaja kom hid bedt Poppenheim lade mig vide hendes, da saadanne Dage altiid fører smaae Feste med sig. Alt var jeg paa Veye at giøre hende een af smaae Munke som min elskede Maja P: undertiden celebererer sine Glutters med (og i hvilken Anledning Søn Frederich engang han var der, jeg troer paa lille Julies Festdag, giorde en Vise paa Melodien «Ynglinger her», hvis Omqvæd var: «Giid at hun altiid med Glæde Sine smaae Munke maae æde!») eller af Pandekager, som hun NB, med Linas Hielp selv skulde makket færdig, da endelig Poppa skrev som saa: «Jeg syntes ret, kiære Moer Koren, det var tidsnok at mælde Kajas Fødselsdag, siden ‹dg› den stakkels Unge kun har en hver 4de Aar, da hun nemlig er fød d: 29de Februari» – Om sligt hendede en Prints eller Printsesse engang, som dog vist baade er og kan blive mueligt, hvilken Sorg for det hele Land! «Ney, i Dag væver du ret, Gullet mit» – Ja, beste Lottamoer, men jeg sidder her, Kl er lidt over 6, i den deylige Morgensol for det aabne Vindue, i Træet udenfor, min kiære Løn, sidder et Par glade Sangere eller vel en Sanger og Sangerinde, og qviddrer deres Morgen- og Elskovssang; Lina har bragt mig en og Telja endnu en nys udsprunget Aurikel, som dufter saa sødt paa mit Bryst – alting er saa fryd- og livfuldt omkring mig. Lad mig derfor kun væve! Det er jo ogsaa et Udbrud af et glad, et takfuldt Hierte.
Kl 11. Jeg kunde ikke sidde længere, jeg maatte ud, og hvem der blev glad herved, var Glutterne, der ligesaa snart Ordet var mig af Munden havde Hatte paa, Strikketøyet i Haanden, og saaledes udrustede vandrede vi til min Høy, ledsaget af den snilde Skrivermand, som endogsaa i Betragtning af sit hæderlige Selskab tog den nestbeste Frak paa (den ældste har nu slet ingen Albuer mere) og i Betragtning af sig selv et stort Stykke Smørrebrød at gogiøre sig med paa Veyen. Sommeren er, som den pleyer (kun tidligere) med et faldt ned over os. Paa Høyen sad vi da, jeg og Lina at sige – hun læste for mig. Skriveren og Kaja foer rundt om og saae til os imellem. Jeg tænkte vi skulde sadt der til Madklokken havde kaldt os hiem; men saa kom Blæsten, som deroppe kommer fra første Haand, og jeg torde ikke sætte mit Hoved paa for stærk Prøve, gik derfor omkring og glædede mig baade der og i min Saras Grotte over den Frodighed, den Livfuldhed som trindt omgav mig. Og nu sidder jeg atter her, som I seer, mine Elskede, og har ikke saa megen Lyst til nogen verdsens Ting som til at sige Eder hvor glad jeg er. Til Dagens Mærkværdigheder hører ogsaa, at denne er den første Dag vi ganske har ophørt at lægge i Kakkelovnen.
Kl 7 Ney, jeg kommer ikke fra denne Journal i dag. O, hvor kan jeg andet end komme hid igien. Sammenkalder dog Qvinden for hvem en Penge var bortkommet, sine Venner og Naboer, og siger: «Glæder Eder med mig, thi jeg haver fundet min Penge» – Skulde da Eders Moer Koren ikke sige: «Glæder Eder med mig, thi jeg har fundet min Adam igien» – Ja, endelig kom den nu, den længe ventede, pene Pakke, hvori var Correggio og Digtningerne i nydelig Paaklædning, og ledsaget af et saa velsignet sønligt Brev. Det maatte jeg sige Eder, og see, nu staaer det her –
Og nu forstaaer jeg, hvorfor jeg den hele Dag har været saa lustig. – Brevet er saa ganske i den gamle Tone, som i de gamle lykkelige Dage, ak, og de staaer alle for mig i disse Øyeblik, og enhver af dem smiler saa vemodsfuld til mig. Ja, jeg vil indgaae Accorden med Dig, ædle Ø: «at skrive lange Breve imod at faae korte igien, og saa, naar jeg længe har faaet korte Breve, faaer jeg en lang Bog som skal bøde paa Kortheden» –
Torsdag 16de (min Saras Navnedag) Jo men kom Presidenten i Aftes, just som jeg sad og skrev til hans Lotta. Han var Gud skee Lov rask som da han reyste, havde levet meget fornøyeligt, og forladt sin Jørgen meget tilfreds med, ja glad i sin nye Stilling. Da han kom, neyede jeg med en ret zirlig Lykønskning til Geburtsdagen. Men tænk Jer, mine Elskde, hvor flau jeg blev, da han gienmælede: «Du skal have Tak, Moer, men den var ellers i Gaar.» – Naa, siig mig nu, om man ikke kunde fristes til at ønske ethvert christeligt Menneske kun at have Geburtsdag som min lille Kaja, hvert fierde Aar? Saa var man dog ikke udsadt for saadanne Feyltagelser, hvilken sidste dog sandelig kan skrives paa Herrens egen Regning, da han sagde: «den 16de er det, som har havt den Lykke, at bringe mig for Dagens Lys» – Men min Trøst er, at gode velmente Ønsker holder sig altiid lige friske, og tabe intet i sin Kraft ved at komme en Dag tidligere eller sildigere. – En nøysommere Giæst end den samme Presidenter vil jeg nok see paa. Han blev saa hiertelig glad i vor allerede færdige Vandgrød, som gleed ned som havde det været Østers. Kl 5 var han alt paa Benene i Morges, og vil strax afsted (nu er det 7) saa jeg tvivler om at faae dette Hefte med ham som jeg haabede. Jeg har havt adskilligt at expidere fra den tidlige Morgenstund til nu –
Maren, Linchen, Kaja, og Frøken Keilhau som nu kom hid, skal spadsere til Houg. Hvem der var saa rask til Fods som de! Jeg skulde da giøre en Tour i denne Dag til min Rikke, og lod det neppe blive ved saa smaae Tourer. Men desværre, den Tiid er forbi. Tiden selv ønskede jeg ikke tilbage, kun Raskheden og Letheden som jeg har tabt med den.
Ney, jeg seer nok, dette kan ey komme med vor kiære bra President, som nu skal have sig en lille Frokost, og skynder sig til sit vakkre Tøyen, til sin kiære Lottamoer, hvad jeg ey undres paa, og ikke engang vil prøve paa at faae forandret, saa meget jeg ønskede det.
Fredag 17de Sin Bestemmelse troe, reyste Presidenten Kl 8. Du har altsaa faaet hiem i god Betids, elskede Lottamoer! Jeg skrev i Gaar til Øhlenschläger – hvor kunde jeg bie længer! og sender det til Byen i Dag, og tillige disse Blade, som ellers Manden har Geduld saa længe. Han har alt været her siden Kl 4; og 5 var jeg oppe for at faae alt færdigt til ham, som nu spørgs om der bliver noget af.
Jo, ogsaa i Gaar var der Journalhefte fra den troe flittige Egerven, som alle sine, naturligviis mod Slutningen forøgede Forretninger nægtet, dog ikke glæmmer at glæde ‹…› sine Venner. Maaskee forlader han i Dag Kbhn, og har vi nu da intet mere af det Godtgodt i Vente, maaskee dog kommer et endnu – og saa kommer han selv, og det er da endnu noget andet end Dagbog.
Fra begge mine Majaer var Breve, de udebliver sielden nogen Postdag. Inderlig takker jeg Gud, min dyrebare Maja C, at Dine Øyne nu igien er i God Stand, og at Du i Følge med Din velsignede Thrina og Real igien, efter 7 lange Ugers Forløb, har besøgt Dit Auestad. Lille Maja er ikke lidet glad i sin elskede Moders Helbredelse, og glad i den oplivede Natur, i de mange Skibe og Baade hun daglig seer uden for sit Kammervindue, i det det gaaer hende saa godt hos sin kiære Lærerinde, kort, i alt som omgiver hende. Og Eders Glæde er min Glæde, som min er Eders, alle I mine Elskede og derfor vil I være glade i dette Hefte, som nesten fra Begyndelsen til Enden har sagt Eder, hvor rask Eders Moer Koren er, og hvor hyggeligt og vakkert nu alt omkring hende. Som den velsignede Vaar nedsmiler Glæde til hele Jorden, smile enhver Aarstiid Fred og Fryd i Eders Hierter, mine Dyrebare, til Dagens Ende! Budet, som skal bringe vor Lotta denne, vil ikke giærne vente længer og jeg har allerede beundret hans Langmodighed.
17de Ja, «Morgenstund har Fryd i Mund». See, nu sidder jeg her saa roelig, efter at have bortexpideret Sønnens Dagboghefte til Barna i Byen og mit eget til Lottamoer, og skrevet Brevet til min Adam færdigt (som Mørket i Aftes hindrede mig fra) der da gik med samme gode Leylighed. Og siden har jeg giort en Tour med min Koren Haven rundt, hvor vi har standset nesten ved hvert Træe, hvis hele Liv og Levnet han kiender paa en Prik, og glædet os over den ualmindelige Hastighed, hvormed alt har udviklet sig i disse Dage, og især over alle hans Podninger, som slaaer saa prægtigt an, og hørt Giøgen, som jeg dog hørte første Gang i Gaar, og det i Øst, Glædens Giøg. Og med alt det er Kl: nu først 8.
Kaja og Lina har opslaaet deres Pauluner i Forgaarden i deres smaae Løvsale, som de selv har indrettet sig. O, hvor lever, hvor jubler, hvor fryder sig alt i den hele vide skiønne Natur!
I Aftes følte jeg mig herinde med et saa ganske allene. Jeg gik ud i Haven, og vilde plukket de første Aurikler til de Elskedes Grav – Ak, det var jo Saras Navnedag, og jeg bandt hende jo altiid med Blomster, Baand eller en Bog – nu kunde jeg kun bringe hende det første – Men der var saa faa Aurikler udsprungne, og jeg blev meer og meer beklæmt, maaskee just fordi jeg Dagen igiennem havde været saa munter – og jeg vilde ikke gaae ene derhen. Saa gik og sad jeg i Haven, hørte Giøgen (Glædens Giøg), og her har I, mine Elskede, mine Tanker og Følelser, som jeg i Øyeblikket nedskrev dem, men ey fik Tiid i Morges eller saae i Aftes at reenskrive dem i det bortsendte Dagboghefte.
Saras Navnedag.
Vaarens skiønne Datter! endnu smiler
Du saa sødt, som da jeg første Gang
Ved min Saras lille Vugge sang.
Nu hun i en anden Vugge hviler.
Ak! i Dødens kolde mørke Vugge,
Hvorhen ey dit Smiil kan trænge sig.
Ak! den Lovsang jeg nu bringer dig
Er de Taare, hendes Støv bedugge.
Nitten Gange saae jeg dig omkrandse
Hendes skiønne May med Tusindskiøn
Og din Krands var altiid frisk og grøn –
Visne hænger nu de skiønne Krandse.
Sundhed sine friske Roser aanded
Paa de favre Kinders Uskylds Snee.
Ak! og endnu, endnu blomstred de,
Da hun ved sin Vilhelms Lig sig vaanded.
Ormen dybt i Rosens Hierte nager,
Men vi ey dens skiulte Fiende seer.
Først naar den ey dufter Vellugt meer
Ved dens faldne Pragt, dens Død vi klager.
Ak! hvi skiulte du din dybe Smerte?
Sara! hvorfor var din Siæl saa fast? –
I din dybe stille Kummer brast
Brast dit unge rene ædle Hierte.
Mens du om de Trøstesløse svæved,
Smilte som en himmelsk Engel Trøst
I din arme Moders knuste Bryst
Syntes over Jordens Kummer hæved;
Mens du ikkun skialv for mine Dage,
Ikkun leved for at frede dem;
Mens din skiulte Smerte kun brød frem
Naar du ey udholdt min Angst, min Klage;
Mens dit stille Smiil mig Taalmod lærte,
Løste Smerten stille Livets Baand –
Om dit Dødsblund svæved Vilhelms Aand,
Med et Kys han standsede dit Hierte.
Ja, han «kaldte dig, hans kiendte Stemme
Sødt som Aanders Hvidsken lød til dig» –
Og du fulgte ham i Dødens Giæmme,
Sara! Sara! og du gik fra mig!
Men han savned dig selv i sit Eden
Der, omkrandset af en evig Vaar
Mine evigunge Roser staaer,
Duftende for mig og Evigheden.
Og nu gaaer jeg ud og plukker mine Aurikler og bringer dem til Graven. Med Kiærlighed havde jeg bundet Eder til mit Hierte, Gud selv havde knyttet det hellige Baand, det evige Kiærligheds – derfor er det kun Støvets Baand som brister. Den Rosenkiæde hvormed Gud fra Evighed bandt mine Elskedes Hierte til mit, mit til deres, slynger sig, og uden alle Torne, giennem alle Evigheder – den kan ey briste.
Søndag 19de I Gaar var jeg ret en Stakkel. Gud veed hvad der gik af det arme Hierte, men det bankede saa voldsomt at jeg intet kunde foretage mig, og ikke vidste hvor jeg vilde hen. Mod Aftenen blev det bædre; men dog var det endnu da jeg sov ind i stærk Bevægelse, og det var vel Skyld i at min Søvn var uroelig og afbrudt af ængstelige Drømme. Jeg syntes Wilhelm og Sara var fraværende, og jeg vidste at han var saa syg, og kunde ikke komme til ham – kort, alle de unævnelige Ængstelser fra hine skrækkelige Dage udstod jeg engang endnu, afløst af og sammenblandet med uendelig mange andre mørke Phantasier. Jeg var naturligviis meget mat da jeg vaagnede i Dag, men jeg blev raskere, gik i Kirke og hørte en hiertelig Præken af min kiære Mørk «om Bønnens vigtige Indflydelse paa Menneskets Lyksalighed». Han sluttede med Jesu Bøn i Getsemane, det mest rørende der vel nogensinde er steget fra vor Jord for den Almægtiges og Albarmhiertiges Throne.
Og nu fik jeg fra Tøyen med et Par Hastværkslinier fra min Lotta et saa velsignet Brev fra Døttrene mine dernede, som tilbageledsagede mine 4 sidste Dagboghefter og vor Sallys dem meddelte Breve. Da jeg aabnede det, og saa Mallas overskrevet 2den April blev jeg lidt underlig tilmode, saae paa Kattys, det var 28de. Men see, det kiære Barn havde taget Feyl, og det skulde været May. Endda var det gammelt nok; men det er opsendt med P: Anker, og har maaskee alt en Tiid ventet paa Leylighed hid. Nu har jeg det, Gud skee Lov, og giør det mig kun ondt, at jeg har skiændt en Smule paa de kiære Børn, baade i mit Sidste til dem, og senere bedt Hr Frederich giøre det samme, som han dog nok ikke med Strænghed har efterkommet, naar de strax har afvæbnet ham med et: «Men kiære Provstebroder, vi har jo skrevet. Og hvad kan vi for, at det gaaer senere med en Kammerherre og Ridder end med den flyvende ordinaire Post?» – Jo, jo, jeg vidste nok, at den samme Broder syede Puder under Armene paa Maseurerne. «Jeg veed han saa troelig fortæller dig alt, Moer vor, og derfor giør jeg mig rigtig nu mindre Samvittighed over at du bier efter Brev fra os.» Det faaer saa være, min gode Malla; saa meget mere, som giort Giærning ikke staaer til at ændre; men naar I nu mister – maaskee allerede har mistet denne Eders Samvittigheds Støttestav haaber jeg, I gaaer smukt i Jer selv, og kommer igien i den gamle Tour. Stakkels kiære Barna mine, som nu mister ham! skiøndt jeg er mig selv for nær til at ønske det anderledes, kan jeg dog tage Deel i Eders Savn. Der er mig desuden af alle muelige Ordsprog intet saa forhadt som: «Ens Død en andens Brød» -
Men nu maae jeg ind og slaae en lille Prat af med Mad. Giørup, som har været her et Par Timer uden at jeg endnu har mere, end hilst paa hende. Mine Fremmede er ikke vant til det anderledes, at sige saadanne kiendte Fremmede.
Mandag 20de Der blev ikke stort af Praten. Hun var for det meste ude med Barna, og Lina kan saa godt holde Folk i mit Sted med Selskab, og veed godt, at jeg sommetider holder meest af mit eget. Prokurator Krogh kom her mod Aftenen, laae her i Nat, og er nu paa en Forretning med min Koren, som ikke kommer hiem før i Morgen. Dog reyste han først nu, efter at have fuldendt sit Podearbeyde, som medtog ham det meste af Gaarsdagen og hele Formiddagen. Han laae baade paa Knæe og Albuer. Det beste var, at han derved ikke sleed Albuerne af den blaa Frak, for den har længe ingen havt. «Ved den Idee faldt Odin paa en anden» Jeg kom nemlig til at tænke paa, hvad jeg just nu læste i Aviserne, de raske unge Folk, som nyelig fordrev de brittiske Røvere fra sinderes Strand (i Nærheden af Arendal) og iblandt hvilke en, da de manglede Forladning, rev sine Benklæder itu til dette Brug. Det var raske Gutter, og Norge har mange slige, det maae vel Britten sande[.] Men mit Danmark har dem ogsaa, det vidner selv det ulykkelige Anholttog. Er han dansk eller norsk, montroe, den kiække Buhl, som drillede Fienden saa prægtigt og saa ædelmodigt satte sig, Ene Sig, til Maal for deres hele Harme, imens alle øvrige fik Tiid at rædde sig? Dansk eller norsk, ligemeget, vor Landsmand er han dog, og alle Ædles Landsmand.
I Dag fik jeg et lille Brev, det eneste med Posten, fra min Kista. Og nu skal jeg have saa mange Pakkenelliker færdige for at faae bort med et Byebud i Morgen eller Onsdag. Da faaer mine kiære Slotspræstbørn de 4 tilbagekomne Journalhefter for i Aar (fra dets Begyndelse) og kommer nu i ordentlig Tour med dens Læsning. Gud veed, hvor jeg faaer dem malet fuldt, det ene efter det andet, og især det sidste i saadan Gesvindighed. Det bærer sagtens stærke Mærker af Vaarkniben. Men hvad har jeg ogsaa at fortælle om? Ingensteds kommer jeg, og ingen seer jeg, som der er synderligt at fortælle om, fordi de blot ere snilde gode jævne Hverdagsmennesker. Men er ikke det Jævne altiid bedst til Hverdags? O jo vist, kun ikke til at skrive eller holde Journal over. Nu har jeg da et rigere Emne at tale over, og som ikke saa let vil trætte Eder, ville trætte Eder, burde jeg sige, kunde jeg kun male hvor deyligt her er overalt. O men Naturen er ikke allene uudtømmelig paa Skiønheder, men ogsaa paa saadanne Skiønheder, som ingen Pen let kan forvandske naar kun det Hierte, de ret har giennemtrængt, fører den.
Nu skal jeg med de to Smaae giøre en lille Tour til Moer Mørk. Det lovede jeg Præsten i Gaar, da han som sædvanligt holdt Fropræken her.
Tirsdag 21de Hos disse kiære Gamle bortsladdrede jeg et Par Timer saa behageligt, var ude i Haven og fik mig en Deel deylige gule Aurikler, som vi her ikke har mange af, og en kostelig Nellikke som Moer Mørk havde giæmt til mig i sin Urtepotte, og just nu var fuldt udsprungen. At vi fik Eftersvælg, saa gar Hæggebærbrændeviin, hører til Dagens Orden. Det gode Par fulgte os lige her til Hovind, men gik ikke ind da det var seent. Præsten Brock er her. Hans stakkels Gina lider endnu meget af de smertelige Brystbylder, og har maattet afvænne sin lille Sara, som smerter hende endnu mere. Han søger atter de mange ledige Kald, og giid et faldt i hans Lod. Pakker og Breve ere afsted til Strømsøe, Tøyen, Christiania og Aggerhusfestning, og et langt Brev til de kbhnske Døttre. Dermed, med Spadsering, Strikning og lidt Læsning i Kbhns Skilderie er den deylige lange Dag saa deyligt forbi.
Onsdag 22de Gud velsigne Dig, dyrebare Lotta; og denne Din Dag, og Dit hele Liv, hvori den ofte vende tilbage glad og lykkelig, som Du i Dag modtager den. Det er ogsaa min gode Thrina Olsens Fødselsdag i Dag, og hende en dobbelt Fest da hendes førstefødte Levende, den lille Kong Ole, i Dag er til Daaben. Og der er Du, min Lotta, med Dit hele kiære Huus, og maaskee pyntet med vor lille Majas og Din Christianes smaae Geburtsdagsgaver, hendes Tamborinsøms Kappe og min hvide Rose, hvilken sidste ledsagedes af følgende Linier:
Længst svandt vor Ungdoms favre Vaar,
Vor Sommer brat til Høsten hælder.
Ja, «alting blomstrer og forgaaer,»
Alt Tidens skarpe Lee nedfælder.
Alt? Ney, min Lotta! en Ting maae
Han see urokket til sin Harme:
Vort Venskab ham for fast skal staae.
Lad ham omskifte Kuld og Varme;
Lad ham selv tage Dødens Lee
Til Hielp, om sin for sløv han finder.
I den Forladte skal han see,
At Venskab ey med Livet svinder.
Og gaaer jeg lidt foran for Dig,
– Her er en Blomst, den visner ikke,
I Høst og Vaar den holder sig,
Den Torne har, som aldrig stikke –
Ey paa min Grav Du plante den,
Kun lad en Taare den bedugge,
Naar vemodsfuld Du vandrer hen
Til Din Venindes stille Vugge.
Fredag 24de Endskiøndt jeg var træt i Aftes, kunde jeg dog længe ikke falde i Søvn. Glade og sørgelige Billeder gik forbi min Siæl, og holdt den i vaagne Drømme. Seer I, mine Elskede, jeg er saa længe vant til det stille eensformige Liv, saa vant til, at den ene Dag skal være ganske som den anden; derfor sættes jeg i Bevægelse ved det mindste som giør nogen Forandring heri. Det var den deylige Christi Himelfartsdag i Gaar. Efter mangehaande Omtænkninger og Overlæg fik jeg da en Hest fra Houg, hvor de er ferdig med Plougen, og Hestene har flere Hviledage end her, og tog herfra Kl: henimod 8, en deylig Morgenstund, saa ganske passende for denne hellige Dag, en af Aarets skiønneste. Paa Veyen indhentede jeg min Telja og de Smaae, som vare vandrede en Time før ad Houg til. Jeg havde saa giærne taget dem alle til mig i Kariolen, men det gik ikke an, og det var et lille Skaar i min Glæde at de skulde have det mindre godt end jeg. Ungerne var det lige godt med, de gik hellere end kiørte, det vidste jeg; men min kiære gamle Telja frygtede jeg det skulde lide paa, da hun var saa heed, skiøndt hun forsikrede, hun slet ikke var træt. Lidt længere hen mødte jeg Hr Munthe og Sønnen Hans Myhre, som jeg vidste skulde prædike her paa Søndag, og derfor mindst troede at see i Gaar. «Min Søn havde tænkt, sagde Præsten, at holde Kabinetspræken for Fruen i Dag» – Jeg har ret længtes efter at høre ham, maae I vide, da jeg blandt andre Domme især troer paa min Rikkes, som har sagt han præker meget godt. Nu var herved intet at giøre, og jeg maatte trøste mig til Søndagen. «Men det er sandt, vi har Posten med til Moer Koren» sagde unge Munthe, og pakkede ud, og feyede mig et af de kiære store Breve, som jeg nu ikke mere har i Vente. Tillige var han saa galant, at give mig en Afskrift af vor gode Fader Pavels Tale ved den brave Birks Grav, som han havde faaet fra Xstiania. Nu fortsatte jeg den afbrudte Reyse med disse gode Ting i Barmen, og med Tankerne om deres Indhold og med Forestillingen om min kiære Rikkes Glæde og min egen, naar vi nu efter saa lang Tids Forløb saaes igien. Jo nærmere jeg kom Plogstad, jo mere aftog disse sidste Forestillinger, og brød lydelig ud i et: « Vidste jeg kun, om Moer Borchsenius var frisk!». «Det er nu det» gienmælede Aslak, som jeg ikke huskte paa, var saa nær. Nu vil jeg ikke sige det var Ahnelse, thi det er desværre en alt for naturlig Frygt da hun saa sielden er frisk. Og denne Gang var den alt for grundet. Ney, saa syg har jeg ikke seet min elskede Rikke, og Gud give heller aldrig maae See hende. Det er ubegribeligt, hvordan hun holder det ud. Hun kunde nesten ikke tale med mig, men vilde dog saa giærne, jeg skulde være hos hende, og saa sad jeg der giærne, i det mørke Kammer, naar det ikke var alt for slemt med den Gode. I Mellemrummene læste jeg min store Majas kiære Brev, og herfra deriverer sig de glade Billeder i min Siæl, som snart vare de hærskende der, snart maatte vige for de sørgelige som Synet af Rikkes Lidelser opvakte. Saa kom I til Tøyen i Gaar, begge mine velsignede Majaer! saa er den elskelige Kreds derinde nu samlet om Eder – o hvilken Glæde! Og jeg skal ikke dele den? O jo, jo, I kommer vist var det kun for en eneste Dag – I kan ikke være saa nær, uden at see Eders Hovind og hvad der giør denne glade Formodning til Vished er, at Du ikke, dyrebare Veninde siger saa meget som: «Kunde vi nu med det samme seet vor Moer Koren! Er det ikke mueligt, Du kan møde os derinde?» eller noget sligt. Og saa at lille Maja i sit Brev til Maren S: ikke nævner et Ord om denne Tour, som alt var aftalt med vor Realf og Thrina da de vare paa Strømsøe, og skulde gaaet for sig til den 22de, da I vilde overrasket Lottamoer paa sin Fødselsdag, men det hindrede den fortredelige P. Anker, der, som Du siger, min Maja, saa ofte har giort slemme Streger i Dine Regninger. Og nu har jeg tænkt mig det saa: I Dag er i over og alle samlede, enten hos Slotspræstens eller den yngre Slotspræsts eller paa Tøyen – og i Morgen kommer I hid – hvor Mange? – ja, foruden Majaerne tør jeg ikke giøre sikker Regning, vil ingen giøre, for at kunde være ret tilgavns glad med de jeg seer – Koren leer af mig, de andre siger: Moer maae ikke vente altfor vist. Det siger selv Lina, medens hendes Øyne tindrer af Vished; kun Kaja har ligesaa lidt Tvivl som jeg, eller er ærligere end alle de andre; thi i Grunden haaber de og troer de som Kaja og jeg.
Min Rikkes Lidelser vedblev uafbrudt, som nesten altiid naar dette Onde overfalder hende, til over Middag. I Haab om, hun skulde faae et qvægsomt Blund, satte jeg mig, da Fogden havde anbefalet det hele Huus, selv søde Willa (som nu gaaer færmt allene) Stilhed for ikke at forstyrre mig – selv gik han til en lille Middags Hvile – i Sophaen med det kiære sidste Journalhefte, og fik det udlæst til Caffetiid, og lagde det sukkende i min Strikkepose. Skiøndt jeg efter det forriges Modtagelse ikke havde giort Regning paa flere, var dette mig dog endnu ikke nok. Og er Menesket anderledes?
Ud paa Aftenen kom Frue Roweder. Rikke prøvede paa at staae op, men maatte strax igien lægge sig paa Sophaen. Jeg tog bort Kl: 6, deels fordi min Nærværelse ikke kunde være nogen af til Glæde, deels for endnu at træffe Barna paa Houg. Men den forsigtige Telja var allerede paa Hiemveyen (men en nærmere) med sine Glutter længe før jeg kom did. Jeg var da blot et Øyeblik inde at see paa min Væv, og i de tomme Stuer og i den ikke meget fulde Mælkebod. Men der var saa reent og blankt og blomsterstrøet overalt. Ogsaa paa Hiemveyen mødte jeg Fader Munthe og Søn, slog en lille Prat af med dem og siden med lille Mørk, som jeg kom efter, og som fortalte, han havde været 3 Timer underveys hiem fra Ullensager, fordi han havde mødt og snakket med saa mange. Jeg maatte ogsaa meddele ham min glade Formodning, og var neppe af Kariolen her hiemme, hvor alle kom omkring mig, før det gik som en Løbeild fra Mund til Mund: «Kanskee Moer Cappelen og Marie kommer her i disse Dage» –
Gud give nu Rikkemoer maae være frisk igien – hendes Onde pleyer ikke at vare over en Dag, og umuelig udholdt hun det ogsaa længere saa voldsomt – saa maaskee jeg ogsaa seer hende i Morgenaften, da hun med Jomfr: Heide vilde spadsere hid, og blive Søndag over. Og om nu alle disse Morgenhaab slog feyl? O Ney, lad mig ikke engang tænke mig denne Feylslagelse muelig!
Endnu hører til denne Dags Mærkværdigheder, (Fy, hvor skiævt du har skrevet her, Christiane!) at vi i Morges slap Creaturene ud af deres lange Fængsel som de forlod med Krumspring og Glædesbrøl; at vi i Eftermiddag for første Gang har drukket Caffe i Haven i mit sødtduftende Hegge-Lysthuus, og at jeg har bortexpideret det sidste kbhnske Dagboghefte med et Par Linier til min Maja, som jeg haaber til Gud, ikke modtager dem, i hvilket ønskede Tilfælde det aabnes af Sønnen Real eller Pavels. Og saa til Tøyen et lille Brev, som jeg ønsker maatte ligeledes være skrevet forgiæves. Alt dette skal ind med – Hr Munthe Morgenstierne der er hentet ud af en stakkels vildledt Bonde, som endelig vil vinde en Odelssag, øvre Romeriges ærlige Advokater har frasagt sig, fordi den umuelig kan andet end tabes; men nu skal bemeldte Hædersmand giøre Mirakler. Og hvorfor skulde han tvivle om disses Muelighed? Det er dog vel ikke stort mindre end et Mirakel, at han, den fra al borgerlig Agtelse Hensovede, selv er opstanden igien til et nok saa brillant Liv.
Aften Naa, hvor mit stakkels tossede Hierte bankede, da Telja kom ned til mig i Haven, hvor jeg og Smaaepigerne sad ved vort Arbeyde, og bragte mig saadan en Mængde Bogpakker og kiære kiære Breve, ellers et af de deyligste Syn jeg veed, men som nu inderlig bedrøvede mig: thi det alt syntes mig et Forbud om mit Haabs Tilintetgiørelse. Hvorfor skulde de sendt hvad de selv kunde bragt, om end en Dag senere? Men saa blev jeg glad igien, da jeg af mine Elskedes, min barnehulde Thrinasaras og Reals Breve saae, at I endnu ikke kunde være ariverede, mine Majaer, og at de intet nævnte om Eders Komme. Og nu har jeg flygtigt giennemseet min hele store rige Skat
I den store Pakke fra Kbhn var 9 Bind af Lafontaines senest udkomne Romaner, hvis Titler jeg nu ikke har Stunder at opregne, om jeg end i Øyeblikket erindrede dem. Den blev ogsaa sidst aabnet, thi dens Indhold vidste jeg. Men nu de mange søde, ømhed aandende Breve, fra min velsignede Lotta, og de fem Barna mine, begge Slotspræstparrene, og Søn Frederich. Dette Sidste var af 4
de May, har altsaa tilligemed Pakken, ‹
der›
som alt var opsendt med Dalls Ole (der maae være af sendrægtigere Natur end hans snilde Herre) været længe underveys. Tager da her I Alle mine Dyrebare, og enhver især min venskabe- og moderlige Tak, den jeg dog haaber at kunde give Eder særskildt før I finder den her. Men jeg kan aldrig have noget, aller mindst Glæde og Tak, længe paa mit Hierte. Først fortæller jeg min hele deltagende Kreds hvor glad jeg er, og saa betroer jeg Dagbogen den, som vel endnu skal gienkalde Eder oftere, kanskee naar Skriverinden har lagt sin Pen for stedse, hvor lykkelig jeg er og var og bliver ved al Eders Kiærlighed. Endnu en særskildt Tak, min Maja P: for dette
første rigtige Brev fra Din kiære Haand. Fra Dit Hierte er jo, som fra hans, alt hvad Din Husbond glæder mig med: thi ere I ikke
Eet? og jeg veed, I kan ikke være det mere i noget, end i Eders aldersbarnlige
n10 Kiærlighed til Moer Koren[.] Jeg har rablet forfærdelig i Dag, seer jeg nu. Men det var ogsaa længe siden jeg havde saa meget og deyligt Stof for disse Blade.
Løverdag 25de Hvilken herlig Morgen, og hvor har jeg nydt den tilgavns! Kl. henimod 6 gik min Koren med mig op paa min Høy. Der læste vi begge, de to sidste Nummere af Sandsigeren, 13 og 14, der underholdt vi os altsaa med vor elskelige Søn Frederich, og takkede ham Begge, som jeg nu her takker ham, for dette skiønne Bidrag til vor Morgenandagt, der var høy og reen, som den Hvælving, hvorunder vi sad. Jeg havde vel sadt der endnu (thi min Koren har kun knap Tiid at anvende paa hans sine kiæreste Sysler) om ikke mine Øyne havde giort lidt ondt, og det var begyndt at blæse. Siden i Morges har jeg læst Søn Pavels hiertelige, sande, og ved dette og dens Simpelhed saa rørende Tale over den hæderværdige Birch. Med adskillige smaae Hussysler – vi har Storvadsk og alskens andre Arbeyder for i disse Dage – er nu Formiddagen nesten forbi. Skal Aftenen blive saa skiøn som Morgenen? – Det er som mit Haab blev svagere med hver Time som gaaer. Eller er det blot Resignation? Jeg veed det ikke, og tør ikke undersøge det. Jeg vilde begynde at svare paa de kiære Breve; men vare end mine Øyne bædre end de er (det er især det ene, som svier lidt) har jeg dog hverken ind‹-› eller udvortes Roe hertil.
Søndag 26de Da jeg i Gaaraftes læste i den gode gamle Tilskuer: «Det, Tingene i Verden ere for os, det ere de ikke i sig selv, men ved os» – tænkte jeg ikke paa, at jeg saa snart og med saa megen Føye skulde anvende denne unægtelige Sandhed paa mig selv. GaarsDag‹s›morgenen
var er vel i alle Henseender saa skiøn som Gaarsmorgenen var: men det glade Haab, som i Gaar gav alting Rosenfarve, omstraaler den ikke. Ja, det glade Haab gik til Grunde. Og dog var det bygget paa en Klippe: paa Din Kiærlighed, min Maja C, paa Din Higen efter at glæde Dine Elskede –
I Dag maae jeg faae Oplysning om alt med det tilbageventede Byebud. Til det kommer, vil jeg tie og sukke – Min Rikke kom heller ikke. Hun er ikke frisk, hører jeg, og saa tør jeg ikke vente hende i Dag heller. Det vilde giort mig saa godt at sige den troefaste Siæl hvor bedrøvet jeg var? Hun kan saa godt deeltage i mine Følelser og Tanker. Lina var ikke ganske rask i Aftes. Det feylslagne Haab kuede ogsaa dette lille Hierte, skiøndt hun ikke sagde et Ord, men blot blev ved at see ud saa længe hun var oppe, og sukke. Endnu har jeg ikke seet hende i Dag – Kl er først 6 – men nu er nok baade hun og Kaja oppe, da vi skal binde Hæggeblomstkrandse til Gravstædet. Forgangen Aften da vi havde vandet Træer og Blomster der, kastede Solen sine sidste Straaler paa de vaade Blomster og Træer. Det saae ud som de græd. Jeg kunde ikke græde. I Dag kan jeg det maaskee.
Det er Confirmationssøndag, unge Munthe præker, og her kommer maaskee en Deel hid til Middag. Det pleyer der giærne. Jeg gaaer ogsaa i Kirken, men bliver ikke til hele Forretningen er ude, som vel varer længe.
Gud skee Lov, Lina er brav i Dag, og baade hun og Kaja i sin fulde Pynt og eens som to smaae Vognheste, med lidt Forskiæl af Høyden. Nu ere de ude og sanker Blomster, som vi nu ikke mere behøver at søge saa smaaligt.
Kl 3½ Imens de nu giør sig en Spadsertour oven paa Caffen, tyer jeg til dig, kiære Dagbog, min Fortroelige, med mit fulde Hierte, som paa ingen anden Maade kan skaffe sig Luft. Proctr Krogh, hans Kone og Børn, Giørups og Frøken Keilhau var her til Middag, alle Munthes, Præsten undtagen, vare budne før til Mørks, men kommer hid til Aften. Jeg var i Kirke, hvor den unge tilstundende Præst holdt en lille net Præken, men som jeg for den fæle Allarm Skyld af den tilstimende Mængde, ikke kunde ret samle. Han har en ret god Anstand, og kun (saa vidt det var mueligt at høre) Fader Mørks korte rørende Bøn før han begyndte Overhøringen, gik jeg, kastende et vemodigt Blik til de 70 unge Piger (hvoriblandt nogle meget vakre) og Drenge, som nu giøre det første vigtige Skridt ind i Livet, og paa en Moder, som saa uafladelig havde sine vaade Øyne festede paa sin Datter – thi at det var Moder og Datter kunde jeg ey tvivle om. I Haven mødte jeg min Koren og den unge Prædikant, som jeg underholdt mig med en Stund, til han gik igien i Kirken. Det er ret et tækkeligt beskedent ungt Menneske. At jeg og Smaaepigerne var ved Graven før vi gik i Kirke med vor deylige Krands og den første Pintselilie som var udsprungen, maae staae her for Ordenens Skyld. O giid jeg nu kunde tye did igien, istæden for ind til de ret gode Mennesker, men som i Dag ere mig lidt til Byrde – thi jeg er hiertelig bedrøvet. Ikke mere over mit feylslagne Haab. De ømme signede Majabreve har trøstet mig, og jeg angrer kun, at jeg ved min alt for store Tryghed og Vished om, at de maatte komme, har giort et lille Skaar i de Godes Glæde ved og i denne Tour. Havde jeg vidst, at Hiemreysen var bestemt til i Morgen, da havde det aldrig faldt mig ind at tænke det mueligt engang. Men I har tilgivet mig, I Hulde, det veed jeg, og jeg syndede aldrig imod Eder, elskede jeg Eder mindre, o I alle, alle Mine! Hvad der har nedslaaet mig saa meget, er et Brev med Posten fra den troefaste Inger Flood. Frue Jessen er endnu syg, og syg til Døden, frygter denne sieldne ædle Kone, hvis hele Liv nesten er Opofrelse for lidende Venner, og som nesten ikke forlader den gode taalige Lottes Syge- maaskee Dødsleye, uagtet hendes Nærværelse er saa nødvendig i hendes vidtløftige Husholdning. Sex grædende Døttre omringer hendes Lottes Seng; men nu falder deres Taare ikke mere tungt paa det moderlige Hierte: thi hun sandser intet, føler intet – O de Forladte! –
Kl: 9 Nu ere de alle borte, og Dagen forbi. Den var saa ulig mine forrige stille Dage. Jeg indseer nok i hvor gavnligt det er mig, at denne Stilhed stunddom afbrydes, og fra dens Afbrydelse iler jeg jo ogsaa meget gladere og taknemmeligere herind i mit lille roelige Kammer, min Siæls Hvilested, eller sidder i min lille velsignede Kreds. Jeg har dog ogsaa listet mig til at læse det fra min dyrebare Maja sendte 15de Num: af Sandsigeren, som nesten ene og allene indeholder Jeanpauliana, og begynder med, hvad Rahbek saa rigtig kalder denne ædle Digters meest træffende, sindrigste Charakteristik: Der Wunderbaum, af min ædle Adam. Saadan og ikke anderledes maatte Øhlenschläger erkiende Jean Paul. Iblandt dennes Sedezstykker, som indtager det meste Rum i bemeldte Sandsiger, er to Stæder som jeg maae udskrive, skiøndt det alt mørknes, og skiøndt jeg veed, at I Alle før kiender den da I alle kiender dette Blad. Men de ere saa deylige, at I vist gierne læser dem om igien saa tidt det skal være.
Herder og Schiller
Til Saarlæger vilde begge i Ungdommen danne sig. Men Skiæbnen sagde: Ney, der gives dybere Saar end Legemets; helbreder de dybere! og begge skrev deres Skrifter.
Jomfruens Skytsværn
Viser hende istæden for fremmede Synder blot hendes egen Værdie, og varmer og befrugter alt Reent og Himmelskt i den jomfruelige Natur til paradisisk Flor; da er hun noksom beskiærmet for at vanhelliges. Men I forgifte hende tidligere, end Fienderne selv, naar I bortkyse den rene Jomfruelighed ved lysmalede Varsler og Billeder af Fienderne, og forskandser Uskylden bag coqvette Sikkerhedsfremfærd. Saaledes bliver det spæde Træe omsat med Tiørne og betrygget mod hungrige Dyrs Tænder om Vinteren; men Tiørnene sønderstinge den bløde Bark, og ødelægge det spæde Træe.
27de Velkommen, du kiære velsignede Dag, min elskede elskelige Søns, min, efter Adoptionen allerældste Søns, min Frederichs Fødselsdag! Ja, maaskee hilser hans glade Kreds i Christiania ham paa denne hans Dag: «Velkommen tilbage iblandt os igien!» Kunde jeg sige det med dem, som jeg her ønsker det med dem! Og hvad jeg mere ønsker, frygter og haaber, seer han, som seer Alt, og De selv, min dyrebare Ven, og I, som skal vide det, veed det nok, skiøndt det ikke staaer her. Vi ere alle budne til at celebrere en ganske anden Geburtsdagsfest i Dag, Mad: Giørups. Det er alt længe siden hun bad mig herom, uden at jeg vidste hvad Dag det egentlig var. I Gaar blev da Invitationen fornyet, og jeg kunde ikke afslaa det, i hvor giærne jeg havde helligholdt denne kiære Dag paa en ganske anden, paa mit eget Viis. Men i det mindste er Formiddagen min egen, og den skal jeg ærlig bruge.
Tirsdag 28de Dette Løfte holdt jeg mig troelig, skrev et langt Brev til den nyefødte Søn, begyndte paa et til Maja C, for at faae mit Hierte lettet for alt det, som tyngede, læste i min Levana, og tog mig en styrkende Blund paa Sophaen; NB da vi havde spiist. Ja, jeg behøvede, som I skal høre, at være saadan udrustet. Da jeg havde faaet alle til at gaae i Forveyen og bede dem, ikke vente paa mig med Caffe (som min Telja gav mig saa deylig før hun gik) maatte jeg da efter Kl: 5, troer jeg det var jeg kom did. Endda maatte jeg have en Kop Caffe. Mørkes og Walbohms var der, og vi alle herfra[.] Vi skulde været oppe ved et Kiær, der ligger vakkert i Skoven, og hvor Giørups har sit Fiskerie og en stoer Baad; men det blæste og saae ud til Regn (hvorefter Landmanden allerede nu sukker) altsaa bleve vi hvor vi var, alle vi Fruentimmer med vore Strikketøyer i en Kreds Mandfolkene gaaende fra og til. Fader Mørk var træt af Gaarsdagen og af Gangen, og sad saa stille. Den raadrige Hertel, hvis Opmærksomhed intet undgaaer, fik et Bord og Kort frem, og ja men maatte jeg, og det den 27de May, spille Styrvolt med Faer Mørk, Walbohm, og den snurrige stive Ritmester Holk. Dette vil ikke forekomme Eder saa underligt, mine Elskede; thi det var en Selskabspligt, som man ofte med Ulyst nødes til at opfylde. Men I vil maaskee neppe troe mig, at dette Spil ordentlig fornøyede mig; men hør nu videre, før I ryster de kiære kloge Hoveder: Jeg var Makker med Præsten, og kunde i hans aabne Ansigt læse hvad Kort han havde, naar vi kunde love os Jan, eller simpelt Spil eller Tab. Denne hans uskyldige Glæde, og de Medspillendes, og den virkelige Interesse det havde for dem alle, giorde mig saa godt, I aldrig kan troe det, og jeg vilde ikke tilgivet mig selv, om jeg kunde sadt ligegyldig eller taus imellem alle de gode glade Mennesker; thi ogsaa de Omkringsiddende toge Deel i med. Vel fløy Tankerne til Christiania og flere Stæder, og jeg lod dem flyve; der blev endda Samling nok tilbage til det sublime Spil. Kun naar de vilde standse for længe paa et Sted, især ved den syge Frue Jessens Seng, maatte jeg med Magt rive dem derfra. Faldt da i det samme Øynene paa Jammerbilledet, den tause omvandrende vanvittige Jomfr: Scheitlie, da – stod jeg stærk Fare for at forspille den oplagteste Jan – Kl 10½ kom vi hiem, og det var det beste af det altsammen, skiøndt de 5, 6 Timer ikke gik saa kiedeligt endda –
Min Koren er i Næss og kommer ikke hiem før i Morgen. Hertel er i Ullensager, og har begge Smaaepigerne med sig.
Onsdag 29de Da her i Gaareftermiddag var saa stille og eensomt, kunde jeg ikke bare mig for at tage fat paa en af de sidstopsendte Bøger. Det var Natur und Kunst, hvis Charakteristik vor Egerven saa rigtig har givet i sin Dagbog. «Det er, siger han, som Lafontaine nu har foresadt sig at give os det samme Thema De tvende Brude, med Variationer» – Umuelig kan en saa schreibselig Forfatter undgaae Gientagelser, og det temmelig hyppige. Men jeg veed dog ikke hvordan han bærer sig ad, man læser ham med Interesse, og lægger nødig Bogen bort før den er udlæst. Det giorde jeg da heller ikke ved denne, som kun er et Bind. En slem Feyl er det ogsaa hos Digteren, at han til Slutningen jager saa forfærdelig paa, og opløser eller snarere overskiærer den meest indviklede Knude paa de sidste Sider. Her paa den allersidste. – Min Jes kom hiem i Gaaraftes, frisk og munter – Hertel kom ikke med de Smaae før Kl 1 i Nat. De slap ikke fra Munthes før den var 11. – Jeg er kommet seent op i Dag, og befinder mig ikke vel efter det; dog er det mine Øyne især, der er lidt slemme, saa jeg ey seer alt for godt hvad jeg skriver. – Det har regnet deyligt et Par Timer, og det seer ud til, at vi tør love os meer.
Torsdag 30te Jeg stod syg op i Dag, og har lagt et Par Tourer; men i Eftermidd: blev det bædre, og ved Postens Komme, tænkte jeg, bliver det ganske godt. Den kom, og bragte mig de hulde Majabreve fra Tøyen og Strømsøe, og Efterretning om vor elskede Egervens lykkelige Tilbagekomst, og et barnligt Brev fra de kiære kbhnske Døttre – ak, men ogsaa et, atter et fra Mad: Flood, som jeg skiælvende aabnede, vis paa, det var Dødsbudet. Og en nær Forløber for dette var det. Der er intet Haab mere, og jeg kan nesten ikke tvivle om, at hun nu har overstridt, maaskee havde det allerede da den ømme, troe Inger skrev[.] I Morgen mere, mine Dyrebare. Jeg er bedrøvet indtil Siælen – God Nat!
Fredag 31te Nu er min Ane reyst til Byen (hun skal ind til sin Søsters Bryllup) og med hende adskillige Breve, i blandt andet til min kiære ømme Real, som jeg har overdraget at tale med den stakkels Georg Jessen, og om mueligt faae ham overtalt til at komme herud i disse Pintsedage – Da jeg havde giort det, blev jeg roeligere. Til Mad: Flood skrev jeg med forrige P‹…›t Post. – Hele Gaarsdagen regnede det, og hele Natten, men imod Morgenstunden har det frosset lidt, saa Klæderne paa Blegen vare ganske stive, og nu blæser det kold Nordvind, dog skinner Solen varmt herind til mig, hvor det nu først seer sommerligt ud, da Gulvklædet, og de øvrige Vinterbeklædninger nu ere bortryddede til Pintshelgen
Det var mig ogsaa en høyst sørgelig Efterretning i de elskede Døttres Brev, at den brave Professor Meyer er saa svag, især af Gigt i Hovedet, det smerteligste jeg kan tænke mig, og at han endogsaa frygter for at miste sit ene Øye. Hans nærvesvage Kone skal snart i Barselseng. Der skal Siælskraft til at udholde saa meget. Og de kunde leve saa lykkeligt paa det skiønne, edenlige Augustenborg. Men saaledes maae vi jævnligt mindes om «at et Eden findes ikke meer herneden» –
Det er fast Skam at sige det, men vi har i Dag maattet lægge lidt i Ovnen baade i Dagligstuen og herinde. Det kontrasterer hæsligt med de udenfor blomstrende Træer. Men denne Morgenstund er ogsaa det Modsatte af hvad de sidste 14 Dage have været. For mine allerede temmelig store Bønner er jeg bange. Endnu staaer de sig, siger Melin. Han siger ellers mange smukke Ting, den samme Melin. Forgangen Dag fortalte han mig: «at det var ret honet af mig, at jeg var ordholden» og strax efter, da han ønskede Regn og jeg svarede: «Den faaer vi nok, naar han som har givet os saa meget godt, seer vi behøver den – «Nu har jeg tusind Gange mere Agtning for Frue Koren, for dette ene Ords Skyld» – Det lader som han ikke har havt noget fordelagtigt Begreb om mig før. Men det lader kun saa – de ere sikkert hverken værre eller bædre end de har altiid været.
I Dag bliver vi færdige med Ploven. Baade i Gaar og i Dag har Jess været med at pløye fra Kl 4 om Morgenen, da her ikke er Folk nok at faae til alle de Vaararbeyder. Det giør godt ved ham, siger Koren, og Gud skee Lov, han er meget flink. Fire store Smørrebrød og en Spølkum Mælk sætter Telja ud til ham om Aftenen og de stryger med, saa Vælling og Sild til Davren Kl 7½ – «thi uden Øl og Mad er Bonden (som Helten) ingen Ting» –
Junj
Løverd: 1ste Det lod, som de sidste Maydage vilde nedbryde endeel af hvad dereres mellemste Brødre havde frembragt. Juni begynder ikke mildere. Men saa tungt denne pludselige Forandring end falder, troer jeg dog det er godt, da den vedholdende Varme oven paa Regnen vilde drevet alle Vexter alt for stærkt. Ogsaa kujoneres herved de for Planterne og Træer saa skadelige Insekter, hvoraf det allerede vrimlede. Det faaer da ikke hielpe at det – som al bitter Medicin – behager os ikke. Endnu mindre behager mig min tilbagevendende Hovedpine. Jeg staaer tidlig op, og ligger længe – i Dag til Kl: over 6 – men det er det samme. Dog haaber jeg, naar Veyret mildnes igien formildes ogsaa Gigten (arme Meyer, jeg tænker saa paa ham) som jeg nu atter har begyndt at tractere med min Majas Draaber –
I Gaar mod Aftenen kom Jørgen Bullins fra Hedemarken hid, og det paa sin Fod. Er ikke det en rask Gut? Jo, Gud skee Lov, det er han, baade rask og snild i alle Maader, og raskere og muntrere end nu, har jeg aldrig seet ham. Kl: 3 i Morges fortsatte han sin Vandring til det kiære Hiem. Jess fulgte ham, og er endnu ikke kommet tilbage – I Morgen Middag ere vi alle budne til Munthes, og da jeg i Aar og Dag ikke har været der uden i een kort Visit, torde jeg ey sige Ney. Hu, tu, tu! kiære Frue! –
Første Pintsedag
Inderlig ønsker jeg Eder Alle, mine Dyrebare, en behageligere Pintsedag, end jeg venter mig. Med et tungere Hierte har jeg ikke i Dag lang Tiid forladt mit Leye. I Aftes kom den stakkels Georg. Tak, min ædle ømme Real baade fordi De skaffede os ham hid, og for det kiærlig deeltagende Brev han bragte mig fra Dem. Jeg vilde han skulde have en roelig Nat, og endnu veed han intet, neppe, troer jeg, at Moderen er syg. For ikke at forraade mig, har jeg ikke tordet giøre noget Spørgsmaal for at udforske det. Men før vi tager til Ullensager bør han vide det, siger min Koren, at han kan adspredes lidt ved denne Tour. O ja, han er endnu i den lykkelige Alder, hvori man kan adspredes – Foruden dette var min første Morgentanke den ulykkelige Frue Castberg og hendes endnu ulykkeligere Datter. Naar I læser dette, veed I allerede den overalt skrækkelige Skiæbne der har truffet disse Gode, Uskyldige, og flere Gode, Uskyldige, den dræbte Ritmester Arntzens Kone (min Rikkes Coucine, en bliid, sørgmodig Skabning) og hendes og hans Faderløse – veed I, at Lieut: Pullich, Frue Castbergs Svigersøn, der paa Exercerpladsen kom i Ordvexling med sin Ritmester Arntzen, gik hiem, hentede to Sabler, og hug, da A: afslog Duellen, denne over Armen og giennem Livet, saa han døde to Timer efter. Bergh skriver dette til min Kista, som sendte mig hans Brev. Den ulykkelige høyfrugtsommelige unge Kone (før Moder til et Barn) ilede med sin Moder til Kongen for at anraabe om Naade – ak! Frederichs gode Hierte vil bløde med dem, men benaade Morderen – det kan han ikke, under alle disse Omstændigheder ikke, og saa er der ingen Redning mere for ham og dem. – O Gud, kun hos dig er Rædning – O at du tog dem til dig før de tusind Gange døer i Mandens og Sønnens voldsomme Død og alle hans Siælemartrer – Ney, Du elskede Lotta, jeg kunde ikke glæde mig i Dit hulde Brev engang, hvori Du, ligesom vor Kista, taler saa meget om Din Maja, hvor rask og munter hun var, og hvor elsket af sin ædle nye Moder, og af Eder Alle. Jeg torde ikke glæde mig; men naar jeg bliver roeligere, skal jeg læse de kiære Breve igien og glæde mig. Og Du er jo heller ikke frisk? beste Kista! O, hvem kan være frisk naar man hører saa meget sørgeligt – Var denne mørke regnfulde Dag først forbi – og havde jeg begyndt at forberede Georg til hvad han maae vide. Gud styrke hans unge Hierte! og alle, alle lidende Hierter fjærn og nær!
– Jeg skulde trøste Georg, og han har trøstet mig. I Fredags har han havt Brev fra Hiemmet, fire Dage senere skrevet end Mad: Floods Sidste og deri siges, at de nu, efter at have været uden alt Haab om hans Moders Liv, nu har det beste Haab igien. Gud lade det være grundet! Og skulde de været saa grusomme at give Barnet det, om det ikke var grundet? Jeg kunde umuelig med Magt rive dette skiønne Haab ud af det unge Hierte, hvori jo intet hefter sig fastere end Haabet. Da jeg spurgte ham, om han nyelig havde havt Brev hiemme fra, og hvordan det stod til med hans Moder, og han svarede: Nu er hun Gud skee Lov i Bædring – kom Taarene mig i Øynene og jeg kunde ikke længere holde dem tilbage[.] Men jeg maatte sondere dybere, og saa kom det til Erklæring imellem os, og nu venter jeg, men ikke uden Ængstelse, Bekræftelse enten paa hans Haab eller min Frygt. Maaskee faaer jeg den endnu i Dag.
Anden Pintsedag, 3die Da vi i Gaar kom til Wilhelmsminde, holdt Hertel, som kiørte foran med lille Jessen, stille, og spurgte, om jeg ikke vilde gaae derop? Koren og Jes stege af, og alle bade de mig, da jeg ikke havde været der før i Aar, og det var uvist hvordan Veyret kunde blive i Morgen o.s.v. Jeg vilde nødig til det, deels fordi jeg havde tynde Skoe paa, og var indpakket, deels fordi jeg kun kunde blive der et Øyeblik. Men jeg gik da. Indgangen var giort beqvæm, og de fulgte mig alle. Og da jeg nu kom ind ad Dørren, faldt strax Aarsagen til denne Beden mig i Øynene og paa Hiertet. O Du Maja, Du Maja! Hvad kan jeg da sige og giøre, ikke til Giengiæld, men for at vise Dig, hvordan jeg føler, og kun kan føle Dine uendelige Bestræbelser for at glæde mig. Ja, der stod det, det nydeligste lille Skriverpult mine Øyne nogentiid saae, og som Hertel efter Din Anmodning havde mig uafvidende faaet derop, og nu var geskiæftig at aabne og vise mig de mangfoldige Indretninger i dette Mesterstykke. Der læste jeg ogsaa det lille Brev til ham, som havde ledsaget det, der havde jeg, o hvor giærne, hvor giærne, blevet den hele Dag, og den var gaaet hurtigere, det veed jeg vist, end den gik[.] Men jeg maatte afsted igien, maatte rive mig løs fra den Fristelse, strax at sætte mig hen og sige Dig, Du Elskede – alt, hvad jeg kunde sige. Alle Skrivmaterialier vare der, og endda maatte jeg rive mig løs, kastede et vemodigt Blik omkring mig, og sagde sukkende: Farvel, kiære søde Pult til i Morgen, da sidder jeg roelig og glad ved dig, naar jeg endnu engang har glædet mig ved din Beskuelse ind- og udvendig, og taler med hende, som jeg skylder saa mange af mit Livs saligste Øyeblikke – Farvel til i Morgen, min dyrebare Wilhelms Minde! – Ak men denne Morgen – dog, det hører endnu ikke hid. Jeg kunde ikke andet, jeg maatte paa Veyen tale om min kiære Skat med Aslak, som havde hiulpet Hertel at bære den did, hvor den nu, i det mindste for Sommeren, hørte hiemme, og som, naar jeg taug, igien begyndte at rose og beundre den. Den maatte vist være kommet fra Engeland, mente han, og det mente ogsaa min Koren og de alle, men jeg førte dem ud af den Vildfarelse, da jeg vidste de giøres i det stille kunstrige Christiansfeldt. –
Endnu vare alle i Kirken da vi kom til Ullensager, kun Hans Myhre og Jomfr: Molzhau var hiemme og tog imod os. Af de mange Eqvipager i Gaarden og ved Kirken saae vi, hvor talrigt Selskabet vilde blive, og det blev endnu talrigere end vi troede. Henimod 50 Mennesker med stort og smaat – Det var kiedsomt at opramse dem alle. Jeg vil kun sige Eder, at min Rikke var iblandt dem, og havde vi kundet være mere unter uns, end det her var mueligt, skulde jeg mindre bedrøvet tænkt tilbage paa Wilhelmsminde og mit Pult og Hovind og de kiære Hiemmeværende. Men man kan ikke saadan afsondre sig, dog giorde vi det imellem, kanskee mere, end vi efter stræng Selskabspligt burde. Jeg gav min Rikke et Vink om den høystsørgelige Skiæbne, som er truffet hendes ulykkelige Coucine, en af hendes Barndoms kiæreste Veninder, og den Heftighed hvormed hun spurgte: «Arntzen er dog vel ikke død? Gud, kiære Moer Koren, siig mig, om han er død? o min stakkels Gunild!» viste mig hvor skrækkeligt denne Tildragelse vilde virket paa hende, om hun pludselig havde hørt den i al sin frygtelige Sandhed. Jeg lod hende blive i den Uvished, som jeg sagde, Bergh var i da han skrev, og just havde hørt det som han skulde slutte sit Brev, dog torde jeg ikke nære hendes Haab: at han dog vel kunde leve, men torde ligesaa lidt reent tilintetgiøre det. Ved Bordet blev meget talt herom, da flere havde hørt det, men lykkeligviis ved en anden Ende af det lange Gallebord, saa hun i den Tummel af alle disse samsnakkende Mennesker intet hørte. Jeg gav siden Fruentimmerne et Vink om Taushed, og Mandfolkene vare for det meste ved Keglebanen og ellers ude omkring. Gud give hende nu at være forbered nok til at erfare alt, som hun desværre snart maae. –
Ney, leyere end i Gaar sad jeg dog aldrig tilbords, og det i to stive Timer. Paa den ene Side den lille forunderlige Oberst Scheel, Tausheden selv, og paa den anden Over Krigs Comissair Hansen, dennes sande Contrast. O at han han, som min anden Sidepatron kunde havde aabnet Munden for at spise og drikke! Men, skiøndt han ikke forsømte det, slap jeg dog ikke at høre hans Jeremiader, hvoraf den ene uophørlig afløste den anden, som I kan forestille Eder, naar I hører Themaerne: de dyre Tider – hans besværlige, og for 3 Aar endnu uafgiorte Regnskaber – Umueligheden i, ene at faae sig dem fra Halsen – Umueligheden i af sine ringe Indkomster at skaffe sig Hielp – og endelig tilsidst en vidtløftig (thi al Korthed er ham umuelig, og hans Taleredskaber er det eneste, han ikke sparer paa – jo, og saa det kosteligste af alt: Tiden) Undskyldning, fordi han havde været tvunget til at understylte vor Antagonist, Odelspretendenten Scheitlie, med Raad og Daad. Det var længe siden ude af mit Hoved, og var mig fast en Nyehed. Han vilde nok giøre det godt igien ved at fortælle mig, at samme unge Herre var en Laps, samt at der nu slet ingen Grund var til at frygte. Begge Dele forsikrede jeg ham, jeg længe havde vidst. – Da nu denne Poenitentse var forbi skyndte vi os ned i Haven, hvor vi drak Caffe (saa deyligt var Veyret blevet) og sad og sladdrede et Par Timers Tiid, og da jeg havde mit Strikketøy med, gik den allersombedst.
Vi og Valbohms havde længst Vey, og brød først op. Herre Gud hvor glad jeg satte mig i Kariolen og tænkte paa Morgendagen, og lagde mine Planer hvordan den skulde tilbringes. Den blide klare Himmel syntes at love mig sin Bistand til deres Udførelse. Mit første Arbeyde skulde være – og jeg vilde staae ret tidlig op – at binde min Krands til Graven, hvor jeg nu ikke har været siden i Gaar 8 Dage, og gaae did med den – saa hiem og skrive paa Dagbogen, for at faae den ind i Morgen med Georg – saa i Kirken, og endelig tilbringe hele Eftermiddagen paa Wilhelmsminde ved mit lille søde Skriverpult. Men i Nat vaagnede den styrtende Regn mig, og jeg kunde grædt, saa bedrøvet blev jeg. Hele Dagen har det holdt ved med Storm og Regn, og af alle Planer er ingen udført uden dette mit Rablerie. Munthe er allerede reyst hiem igien. Giørups er her endnu. – Paa Præstegaarden fik jeg et lille sønligt Brev fra min Real, og et langt fra Zarinchen, som skiænder slemt paa alle de Mennesker der er Skyld i hendes Christies og alle de øvrige Militaires Omkastninger fra Herodes til Pila‹tu›s. Real sendte mig ogsaa den sidste Sandsiger, som jeg i Eftermiddag har læst og ærgret mig over. Mimikeren Peale vil lege Jean Paul, og har som det lader, piint sig gudsjammerlig for at fremkonstle noget i hans Former, uden at tænke paa, at det er Materien der flyder saa umiddelbar fra den ædle Digters Hierte, der giver dem sit Værd, og ikke Indklædningen – og dette kalder Sandsigeren et Sidestykke til det foregaaende Nummer
Onsdag 5te Juni I Gaar fik jeg da udført de for anden Pintsedag lagte Planer – kun i Kirken kom jeg ikke, og dog kunde jeg ogsaa giærne kommet did, da der var Brudevielse. Solen skinnede klart, dog blæste det stærkt, men det fik ikke hielpe. Da jeg havde skrevet til min Lotta og Kista og et Par andre Breve, spist og drukket Caffe, gik jeg med mine to Smaae til det kiære vakre Wilhelmsminde. Dog, først maae jeg fortælle Eder, hvilken Sorg jeg havde. I Høst tog jeg Sopha- og Stolesæderne her hiem, for at have dem i Sikkerhed, tænkte jeg, og fik lagt dem paa den allerøverste Hylde i mit Klædekammer – og nu i Gaar, da vi tager dem ned, er nesten hvert et meer eller mindre musegnavet og tilflyet, og det de vakre nye grønne og hvide Hynder! Havde det ikke været for Skams Skyld, troer jeg jeg havde grædt. Telja trøstede mig det bedste hun kunde, tog et Stykke af Tøyet som var tilovers, og gik derop med lille Marthe Kokke, og fik da helet og pudset dem saa nogenlunde. Men jeg veed nok hvad Skiæbnen (som I veed «giør intet hen i Taaget») havde bag Øret hermed. Den vilde ikke, at Honningbægeret, for at bruge et av Rahbeks Yndlingsudtryk, skulde blive mig for
for vammelt,
n11 naar jeg deroppe ved mit søde lille Pult tømte det ud tilbunds, derfor kom den disse Malurtdraaber i – men den havde taget alt for lidt, jeg smagte det ikke engang – Da jeg nu ret i min Magelighed havde beseet min lille Skat, satte jeg mig til rette midt i Sophaen, og skrev til min Maja C – til hvem anden kunde de første Linier
derfra være? – og, o hvor deyligt hvor deyligt jeg sad! Børnene vare for det meste ude, og da sad jeg ganske ene. Men mod Aftenen blev Stormen saa voldsom, at mit lille hele Huus rystede, og Regnen syntes hænge os over Hovedet. Jeg maatte da skynde mig hiem og her slutte det kiære Brev. Da den hele Pakke, Hertel og Lina og Jes i Dag skal have med sig
var færdig gik jeg med Børnene, der paa W:Minde havde bundet Krandsen til det andet dyrebare Minde, da derhen med den og mange sødtduftende Lilier, Balsam og Heggeblomster. I en af Hovindgaardene stod det omtalte Bryllup, og Violerne og muntre Stemmer lød os imøde. Det var en af min Saras og Wilhelms Legesøstre som var Brud – – Lina sagde det elskede Sted et vemodigt Farvel for længe.
Nu ere de Kiære reysefærdige. Veyret er mørkt, men des lysere ere Linas Øyne. I Morgen skal hun see sin Marie. Hun bliver hos Majaerne sine til hun kan følge hiem igien med mig. Jes og Hertel kommer igien inden min Koren og jeg reyser.
Nu, Kl 9, reyste de, og giid de ikke bleve for vaade inden de naaede Tøyenhiemmet. Muelig kan Blæsten adsprede de tykke Skyer. Min Koren er ogsaa borte, i Gierdrum, saa her er ret eensomt, og denne Eensomhed frygter jeg bliver Mester over den Standhaftighed hvormed jeg hidtil har modstaaet Fristelsen at læse de nye lafontainske Arbeyder – Linas lyse Øyne mørknede dog af nogle Taare da hun bad Farvel. Kaja holdt sig tapper, da jeg blev ved at tale med hende om vor Tøyenreyse, og om en lille Tour hun i Morgen, om Veyret bliver godt, skal giøre til Houg med Telja. O den lykkelige Alder, da man seer sig om overalt efter Trøst mod sine smaae Sorger, og aldrig forgiæves, da vor «Morgenrøde er klædt i varigt Purpur» og «ingen Taare strømmer længe nok til at bortskylle, men kun forfrisker Mayen paa vor Kind» – «Lyksalige Alder! hvi er du saa kort? Hvi driver dig tunge Bekymringer bort!» – Vi venter halvveys lille Hanna Bull i Aften.
Torsdag 6te Hun kom ogsaa, og havde et Brev med fra min elskelige Lotta, men som ikke kunde andet end bedrøve mig. O giid Du nu, Du Gode, maae være friskere, end da Du skrev det. Kista er brav igien, siger Hanna, og alting ellers vel paa det kiære Tøyen, som nu er saa deyligt.
Atter i Dag er det øsende Regn, og mine Reysende takker nok Gud, Presidenten vil laane dem Huus. Gud give de fik det bædre i Morgen. Stakkels min lille Maja, hvor længselfuld venter hun nu mellem Frygt og Haab, og seer det sidste alt svagere, som Regnen bliver stærkere.
Lille Georg haabede saa vist at finde Brev fra Hiemmet naar han kom tilbage, og give mig Gienpart af det. Men der var intet, og Gud veed om vi skal antage det for et godt eller slemt Teyn. Maatte det være det første! I dag – o hvem veed, hvad Posten da bringer –
Jeg kunde ikke holde op i Gaar, før jeg havde giennemlæst Amalia Horts, og giennemfløyet de sidste Sider. Sandelig, jeg aandede neppe saa ængstelig var jeg ved disse gode Menneskers indviklede Skiæbne, og som efter Sædvane først opløstes paa det allersidste Blad. Ja, det veed Gud, den er usandsynlig i høy Grad, meget deri, at sige, men den har Scener saa skiønne og henrivende som jeg maatte læse om og om igien, og et Par ædle, hele Tiden godt vedligeholdte Charakterer. Og saa opdager man virkelig ikke let Tingenes Gang, som ellers ofte er Tilfældet i de fleste, selv i Lafontaines Romaner – uden navn, som min snurrige Skriver, vil læse bag fra. Et Par overflødige Episoder kunde uden Skade være borte, skiønt de just heller ikke skader der de staaer.
Fredag 7de Der var ikke mindre end 4 Breve til mig med Posten i Gaar! Fra min Broder i Helsingøer, der med sin fromme Hanna slider Tiden som de kan, tilfreds i deres meget smaae Kaar med dem selv, deres lille raske Jess, og snart ventende en Lille til. Kiærlighed forsøder dem mange af Livets Bitterheder, men giør dem vel stunddom disse endnu bittrere, fordi den ene lider mere for den anden end for sig selv. Det andet var fra den glade Borch som meldte os sin Nellas lykkelige Nedkomst med en Søn. Num: 3 fra Fetter Hosevinkel, som nu er i Christiania, og endelig Num: 4 fra min velsignede, dyrebare Maja C: det første i Aar fra den kiære Dal, og skrevet den for det ømme Moderhierte saa smertefulde 3die Junj, «da hun maatte overlevere det hende saa dyre Barn, hendes lille Petra, i den evige Faders Hænder, som allerede havde Moderen forud» – Det er Dine egne Ord, min Siæls Veninde, og de grov sig dybt i mit Hierte. Nesten det hele kiære Brev er i denne sørgmodige Tone –ak, Du forlod jo, den Dag Du tog til Din Dal, en trøstesløs Moder ved sin Søns Dødsleye – den stakkels Madam Malling – saa maatte velvel de aldrig helede Saar, der taaler mindre Berørelse end denne, bløde igien. Og det var en saa traurig Dag, denne anden Pintsedag – intet Solsmiil forskiønnede den stille Dal, og Himmelen græd med sin Maja – O men saa mørke som disse første Dage der vare Dig, Du Ædle, saa lyse – det haaber jeg til Gud – skulde denne Sommers øvrige blive for Dig. Og allerede smiler de Dig imøde, ligesom Solen giennem de tynde Taager der paa eller efter en Regnveyrsdag omgiver Dine romantiske Fielde. I Morgen samles alle Din Christianes Børn omkring Dig, Dine Sødskende, Dine Børn. O, kunde jeg med et staae midt iblant Eder! men Geduld, Geduld! om ti Dage, saa – staaer jeg der jo ved min Korens Side – Geduld, Geduld!
Jo, de toge dog fra Tøyen i Gaar henimod Middag, fortalte Lunde som kom hiem i Aftes fra Byen, Hertel og Barna. Vaade ere de vel blevne, men saa ventede ikke lille Maja forgiæves, og saa har alle smaa Viderværdigheder vist været glæmte i det samme Øyeblik de saae den velsignede Unge ile dem imøde. – Prosten Chrystie var her et Par Timer i Gaar efter lang Tids Forløb. Han var saa nedstemt, hans Øyne ere saa usle just som mine engang var det, men derfor kunde jeg muntre ham saa godt op med det glade Haab, at det var en Overgang, og han tog Gud skee Lov mere fornøyet bort end han kom, og fik lidt norsk Snustobak med sig, og alle de gode og sikre Raad, som har hiulpet mig og i den senere Tiid min gode Hertel. – En beroeligende Efterretning bragte Lunde mig: at Du, dyrebare Lotta, Gud være lovet, nu er færm igien, i det mindste var Du munter og som sædvanlig, sagde han, da han var paa Tøyen – Og see nu gaaer det til Brevskrivning igien, thi i Morgen gaaer et Bud herfra directe til Presidenterens Herresæde, og skal sikkert ikke gaae tomhændet. Fra min Rikke fik jeg et lille Klagebrev i Gaar fordi Veyret saa trodsigt modsætter sig hendes Ønske at spadsere hid. Men jeg gav hende det Raad, «til Trods for Regn og Blæst, at tage sig en Hæst, og kiøre eller ride hid alt som hun kunde best» – Det haaber jeg, hun følger paa Søndag – til at forkorte hende denne Tiid, og til Ombytning med Arkadien sendte jeg hende Amalie Horst, og Melin fyldte en Kurv med nogle hundrede, som han forsikrede, af den fineste Sorten Planter. «For», sagde han, «Mad: Borchsenius er selv fiin, og saa er det jo Fornøyelse, at være fiin igien mod hende. Ikke sandt? Frue Koren!» –
Løverdag 8de Hvor man skiønner paa saadan en stille himmelskskiøn Dag over paa saa mange regnfulde og uroelige. Jeg har ogsaa tilbragt den saa deyligt, den deylige Dag, for det meste i Haven, deels strikkende og snakkende med Smaaepigerne – min Koren er i Næss, og vi allene – deels læsende Arkadien, som jeg nu har tilendebragt, og maae sande hvad min Rikke siger om den, at det er en af de usandsynligste, altsaa mindst interessante af denne Digters Arbeyder. Imidlertiid giælder om den, som uden Undtagelse om dem alle, at man ikke godt kan lægge den bort før den er udlæst. Hans Skildringer af det blide moderlige Hierte, synes jeg altiid lykkes ham, og herom troer jeg mig ikke en incompitent Dommerinde at være.
Og nu, nu ere de vist underveys til Majadal, alle Barna mine under Hertel og maaskee Don Pedros Anførsel. Thi før de kunde faae Majalille med er de ikke taget bort fra Strømsøe – og nu gaaer det over den romantiske Bergstie, og snart aabner sig for dem den skiønne Dal, og – Dine moderlige Arme, dyrebare Moer Maja. Hvor alt forener sig for at giøre dem denne Dag behagelig, det Gud lade den blive dem som jeg haaber det.
Kl 8½ I Lysthuset ved Keglebanen har jeg nu bundet den smukkeste Krands i dette Aar, og den største, af Syrener og Narcisser, og i Følge med min Telja, Hanna og Kaja bragt den til Mindet. Woldernes, Thonboes, og et Par andre Grave faaer da ogsaa for det meste et lille Offer, og en Grav, hvor et Par unge Ægtefolk hviler ved hinandens Side i Roe, som det sorte Kors saa sandt og simpelt fortæller, pynter den stille Telja bestandig. Solen kastede sine sidste Straaler paa min Krands da jeg sagde det søde Hvilested God Nat, og tog Afskeed med det som jeg.
Wilhelmsminde – Mand: 10de For første Gang hilser jeg Eder herfra, I alle, alle min Siæls Elskede! Hvilke deylige Timer har jeg nu tilbragt her, hvilken velsignet Eftermiddag! Det er ogsaa første Gang i Aar vi har drukket Caffe heroppe, og allerførste Gang jeg ved min lille søde Majapult taler med Eder. Her har jeg nu nyelig fuldendt et lille Brev til mine elskelige Slotspræstbørn, Svaret paa et langt kiærligt i Gaar med Posten – Jeg har søgt at trøste min gode, paa mange Maader lidende Søn, og det med det bedste jeg vidste, med Udsigterne til hvad han selv kalder «den Herlighed, som skal afløse disse Dages Pinagtighed» – vor Samling i Majadal og flere Stæder, og saa har jeg sendt ham alt hvad han og hans Maja har berettiget mig til at haabe vil være ham Trøst og Vederqvægelse: den allerførste Deel af min Dagbog, og den anden Deel af mine samlede Digte, hvilke sidste skal gaae fra det syge Barn og det pleyende, til de friske, og alle vil de finde meget deri: deres Moer Korens hele Siæl og Hierte.
Men nu til Gaarsdagen. Jeg havde bestemt mig til at gaae i Kirke, og lavede mig allerede til, da kom min hulde Rikke, som jeg ikke med Vished torde vente, og saa bleve vi hiemme, og holdt i Stilhed vor Andagt paa en Gud ikke mindre velbehagelig Maade, det veed jeg, end om vi havde gaaet i det indlukte Herrens Tempel. Hans Tempel er overalt, og et af de skiønneste, nest det i et reent, fromt Hierte, er den rene blaa Hvælving, under hvilken vi tilbragte hele Formiddagen. Frue Wærner og hendes Datter var her til Middag, og ud paa Aftenen kom Munthe og Kone, som havde spiist paa Gislevold, Frue Roweder, Frøken T‹orn›e, do Keilhau, og Jomfr: Ingier. De bleve her til Aftens, Frue Roweder og Jomfr: Ingier undtagen, og jeg vilde giærne de skulde blevet Natten over, da det tog paa at regne stærkt, men de lode sig ikke overtale. Vi forsynede dem da med at mueligt Reysetøy, og da ogsaa Veyret sagtnede, troer jeg, de kom nogenlunde tørre hiem. Saa godt som Formiddagen gik Eftermidd: just ikke. Saa længe til Regnen jog os ind, vare vi i Haven, men torde ey vove os længere. I Dag har jeg faaet et lille Brev eller Brevunge fra min Lotta –
Tirsdag 11te Om denne Dag, der nu nesten er forbi, er saare lidet at fortælle. Jeg har læst og skrevet lidt, spadsert lidt, og pfiffet lidt paa min Stads til min forestaaende kiære Reyse. Men det var da snart giort. Min Koren, som var oppe Kl lidt over 3 i Dag, tog til Næss Kl 5, og bliver borte til Overmorgen. Jeg er saa besynderlig træt, og tillige som jeg stundede efter noget, som jeg ikke veed hvad er. Hertel og Jess kan vi i det allertidligste vente hiem i Morgenaften eller Torsdag. Min Ane skulde riktig nok kommet hiem i Gaar fra Byen, og er endnu ikke ariveret. Jeg er bange hun er blevet syg. Maren og Hanna syer saa flittigt paa min nye blaarudede Dagligkiole. Kaja er usædvanlig stille, og her er i det hele Huus saa stille og ødt efter alle de kiære Fraværende. Nu har vel Telja snart Grøden færdig, og saa bærer det snart til Sengs, og saa vil jeg lægge mig og see at sove ind med Tanken om i Dag 8 Dage og Drømme om Majaerne og Majadal, i det mindste saa længe jeg er vaagen, og selv kan nogenlunde commandere hvad jeg vil drømme. I Nat drømte jeg om saa mange hvide Blomster og brune Blade paa store Træer, men det var en naturlig Følge af min Aftenspadsertour, hvor jeg glædede mig over de blomstrende Rognetræer der nu har afløst Hæggen, og fylder hele Gaarden med Vellugt. De staaer nesten ganske overpuddrede, ligesom Kirsebærtræerne, der dog nu nesten har afblomstret. Vi kom først Kl over 9 hiem fra Wilhelmsminde.
Onsdag 12te Med Grøden gik det fort nok, og jeg tænkte alt paa Sængen, men lagde, imens Jomfruerne var ude en Spadsertour, Kabal, for at see om Jess og Hertel skulde komme hiem i Dag. Kaja sad hos mig. I det samme saae jeg saa megen Stads dreye ind af Alleen, troede vist det var Hedals, og undrede, de kom saa seent. Vi fik travlt, jeg og Ungen min for at faae ryddet op og Kortene sammenpakkede, og opsanket alle Filderne efter Syejomfruerne, at det ikke skulde see ud hos os som i Snøde Præstegaard. Imidlertiid var de Fremmede stegne af og kom da ind, ikke Frue Hedal, men Frue Rasch fra Eidsberg, hendes Lina, min Guddatter, hendes Broderkone, en vakker ung Landsmandinde og hendes, Fruens nemlig, yngste Broder, Hans Heyerdal, som nyelig er kommet op fra Kbhn. I den Hast maatte de tage til takke med lidt Æggerøre og Spegepølse og Smørrebrød. Mens det blev tillavet, gik vi Haven rundt, som de ønskede at see hvor seent det var, og da saa det frugale Maaltiid var forbi, bar det da endelig tilsengs. «Og saa sov du ind og drømte om Majadal?» – O, jeg meer end drømte om den, jeg giennemvandrede den lysvaagen med Jesen min. Ja han og Hertel kom, strax vi havde lagt os og det til min store Forundring, da jeg slet ikke havde ventet dem før i Dag eller i Morgen. Jess maatte flux op og sad en god Stund hos mig og fortalte saa omstændelig, og bragte mig saa uendelige mange Hilsner fra de Mange min Siæls Elskede. Men Hertel har Brev eller Breve til mig, sagde Jess. I Dag har jeg endnu ingen af dem seet. – Det regner igien, og seer ud til Dagsregn. Vore Fremmede havde bestemt sig til at blive over i Dag, og var vel uden denne Bestemmelse bleven nødt til det. Men de havde ogsaa tænkt at vandre dygtig omkring og besee alle Hovinds Herligheder, og jeg tænkte halvveys paa at holde til det meste af Dagen paa mit søde Wilhelmsminde – deraf bliver intet. Det var nok en Ahnelse om denne Regn som drev dem til at giennemvandre Haven Kl: 10 i Aftes.. – Endnu hører jeg ingen røre paa sig, undtagen unge Heyerdal her inde i Storstuekammeret nest ved. Fruentimmerne har Kamrene her oven over, men der er stille og tyst.
Torsdag 13de Nu reyste de allesammen, den tækkelige Edle Rasch, hendes meget vakre brunøyede Svigerinde, den beskedne flinke Yngling, Broderen, og lille Lina. Det var ret godlidende Mennesker allesammen, og Gaarsdagen gik meget behagelig, Formiddagen meest i Haven, Eftermiddagen paa Wilhelmsminde, det de som alle der seer det, var indtaget i, og Aftenen deels paa Kirkegaarden, deels herinde. Med blide Taare hilsede den gode Edle sine Ungdomsvenners Grav, som hun første Gang besøgte, og unge Heyerdal, Wilhelms Ven og Skolekammerat, med et vemodsfuldt Blik. Før de toge bort i Dag, vare de der igien, begge Svigerinderne med hver sin pene Krands, siger Hertel. Jeg vidste ikke, de vare der. Min unge Landsmandine, som kun har været 4 Aar i Norge, talte saa morsomt norskt, kan I troe. Hun har et behageligt Organ, og taler ogsaa naar hun tier med de sorte Sallyøyne. Ja, o ja tilvisse var det er deylig Dag i Gaar, og veed jeg nesten ikke hvor jeg skal begynde med at fortælle alle de gode kiære Ting, Hertel bragte mig.
Først var det nu Beskrivelsen over det tryllende skiønne Ejdsfoss, vor Majadal, og de mange kiærlige Hilsener derfra og fra Tøyen og fra Realf og Thrinasara, og Fortælling om hvor deyligt lille Maja lever, og hvor de ædle Pleyeforældre elsker hende og hun dem, og hendes Glæde og Linas da de samledes, etc etc – og saa et majadalsk Majabrev, og med det det sidste Hefte af den velsignede kbhnske Sønnejournal, og et saa sønligt Brev fra Sønnen selv, og endelig en Pakke fra Brummer med Resten af de bestilte Bøger, og Resten af hvad jeg i lang Tiid tør bestille – det var 1: Leontine af Kotzebue, som I veed, ikke er min Yndlingsforfatter, men denne har jeg hørt meget rose – Corelia af Theklas Forfatterinde, og 3die den saa usigelige interessante Ferdinand Warner af Eberhard, hvoraf nogle Fragmenter i Erholungen giorde os alle saa begiærlige efter mere – Allerede har jeg meddeelt min Rikke noget af dette Gode, som hun i min lange Fraværelse skal have at styrke sig paa – noget følger med mig – men alt vil jeg see at have nyt for mig naar jeg kommer tilbage – og saa faaer jeg nok hvad jeg af dette Slags Aandsføde kan behøve af Majas og Frederichs Bibliotheker mens jeg er der, og der behøver jeg ikke meget af fremmede Produkter, men rupser vel et og andet hiem med mig – «O du lykkelige Moer Koren!» – ja siig og gientag det kun I Elskede! og tak saa Gud og Eder selv fordi Moer Koren er saa lykkelig. – Imens de spadserede paa min Høy og i Saras Grotte i Gaar strax vi havde spiist, lagde jeg mig her paa Sophaen, og læste med et Par deylige nye Briller (desværre nyelig komne fra London) Hertel havde hiem til mig, det endnu deyligere Journalhefte, og giennemtænkte de mange behagelige Øyeblikke denne Læsning havde skiænket mig, og Tanker og Følelser brød ud i ord, som de saa ofte giør ved saadanne Leyligheder –
Hvor glad jeg efter denne nydelserige Time igien forenedes med mit lille behagelige Selskab, og hvor Caffen smagte godt paa mit Wilhelmsminde – ja det kan I tænke Eder – I Gaar blev Veyret imod Formodning godt, i Dag tværtimod, blæser og regner det stunddom efter en klar Morgenstund. Stakkels de Reysende! Jess fulgte dem til Veye. Men den lille vakre Præstekone er især at ynke, som kun beholdt sin Mand, der er Cappellan i Ringeboe, faa Dage efter Brylluppet, og nu blot møder og seer ham igien et Par Dage, og saa maae tilbage igien, da de først hen imod Høsten kan flytte til deres Boepæl. De havde Bryllup i Martj, troer jeg.
Fredag 14de I Gaar læste jeg i en af de sidste Sandsigere Grundtvigs Anholtstog med megen Interesse. Hvor Begyndelsen er deylig, og Sammenligningen mellem Buhl og Balder, og den hele paa hamBuhl henegnede Mythologie. Og, om det er Forkiærlighed for Digteren, eller hvad det ellers er – nok, jeg finder det Hele deyligt, skiøndt jeg indseer, at de Fleste, og blandt disse Mange af de bædre, ja selv ædleste Mennesker vil finde Tonen, især i Slutningen lidt underlig for ikke at sige bigot.
Saa læste jeg her i Morgenstunden i det andet Hefte af Theone, et Besøg hos Haydn af Iffland, og maatte ofte standse for at borttørre mine Taare. Jeg saae den ædle Olding saa livagtig for mine Øyne, han, som allerede hernede var saa fortroelig med Himmelens Harmonie. O, hvor maae han hisset istemme Englechoret! O hvor havde jeg ønsket med Iffland eller som Iffland at kunde siunket til Oldingens Bryst, og han havde da kanskee givet mig Halvten af de Blomster, I: bad han om og fik til Erindring. Af alt i denne simple rørende Fortælling rørte mig dog allermest Oldingens barnlige Glæde, da han hørte, at der ved en eneste Opførelse af hans Mesterstykke Skabelsen i Berlin var indkommet over 2000rd til de Fattige. Jeg saae ham slaae sit fromme Øye til Himmelen, og, medens det straalede af Glæde (Ifflands Ord) hørte jeg ham gientage «Over 2000rd – for de Fattige! Hører du det ogsaa? (vendende sig til sin Tiæner, som viste ham sønlig Kiærlighed og den dybeste Ærefrygt) min Skabelse har i Berlin indbragt over 2000rd, og det til de Fattige!!» Ved disse Ord, vedbliver I:, lagde han sig tilbage i Stolen, og lod sine Glædestaare frit Løb. «For de Fattige! mit Arbeyde har skiænket Fattige en behagelig Dag! det er herligt, det er trøstende!» –
Men siden vi nu taler om saadant, hvordan er min Frederichs deylige sønlige Elegie ved Jacobies Grav kommet til at faae Plads i Kbhns Skilderie mellem alt det Blandingsgods der staaer? Det undres og ærger mig.
Kl: 6 i Morges kom Fader Bierk hid, for at tage til Næss Prstegrd hvor hans Høyærværdighed, Overhyrden, forsamler sine Underhyrder omkring sig i disse Dage, som han herefter vil have for Skik at forsamle dem snart hos den ene, snart hos den anden af disse. Og tænk, den besynderlige Finkenhagen, Provsten, hvis Embedssager nok ikke maae være det, som trykker ham meest, havde ladet Bispens Brev ligge uaabnet i sit Skriverpult, hvor han hendelsevis fandt det Dagen før Høyærværdighedens høye Ankomst. Der blev nu et Zvash og Rumstering i hele Huset, og Expresser afsendt til alle de sandelige Hr Brødre. Den stakkels Kone har jeg meest, eller allene ondt af. «Var det ikke for Konens Skyld» sagde Koren «skulde det været morsomt, havde han slet ikke aabnet Brevet eller vist af noget før Bispen havde staaet midt paa Gulvet. Da kunde B: havt Grund til at sige: Ih, det var meyet, Hr Provst, vidste De ikke jeg skulde kommet» –
Og nu gaaer det til Indpakning, og nu, mine Elskelige, for lang lang Tiid, for meer end en Maaned Farvel, Farvel fra Hovind!
Tøyen
Søndag Morgen 16de Først Kl: henimod 8 forlode vi i Gaar vort kiære Hovind, jeg i en, Hanna Bull og Kaja i en anden Kariol. Skriveren kom efter paa sin lille President – saa kalder Folkene hiemme hans Ridehest, som vor snilde President har havt den Godhed (dog uden at være en god Mand) at overlade ham. Der var i Forveyen mange Deliberationer, om jeg torde tage min fine, og skiøndt 5 Aar gl, nye Kavay og den fjorgamle nye Hat paa, thi det truede med Regn. Men jeg stolede paa min Lykke og lod det staae til, og see, Veyret blev alt bædre og bædre. Med samme vi stege af paa Moe, kom Giæstgiveren med et Brev til mig,som var kommet fra Vildberg, hvor de vidste, jeg tog til Byen. Det var da et velsignet Hansel til en glad Reyse, dette Brev fra den sieldne Bispinde Keyser (der skriver den nydeligste Fruentimmerhaand jeg kiender)[.] I det Hele hærskede den blide Resignation, som egner Qvinden. Og saa erkiender hun med Taknemmelighed, alt det Chrsands Indvaanere har giort, og det paa den fineste, delicateste Maade, for at erstatte hende og hendes Børn det tunge Savn, saa vidt det kan erstattes. Wangensten havde efter Sædvane malet et Par Linier uden paa Brevet, og det saagar paa tydsk – Efter denne Hiertestyrkning, fik ogsaa Legemet hvad det tilkom, og havde Telja ærligt sørget for dets Nødvendigheder. Herinde mod Byen mødte jeg Moer Chrystie, som fortalte i hvilken Hurlumhey hendes Mand, faa Timer efter han var kommet tilba Byen, maatte skynde sig tilbage, da et aandeløst Bud bragte ham Efterretning om Forhandlingen paa Næss Prstgrd. General Blücher mødte vi ogsaa, siddende paa en almindelig Arbeyds Kiærre i en blaa Frak og med en grov gul Straahat, der stak fælt af til det store violetblaa Ansigt.
Saa langt kom jeg i min korte Nathabit. Nu har jeg giort mit Toilet og sidder itrukket en splinternye blaarudet Kiortel, som jeg tænker mine kiære kbhnske Døttre skal snart faae Magen til, og saa gaaer Fortællingen videre til det vakre giæstmilde Tøyen, hvor vi ariverede Kl lidt over tre. Vi fandt alle Husets Folk hiemme, fandt dem Gud skee Lov alle vel, saa vi giensidig nød Giensamlingens Glæde – og hvordan kunde den nydes anderledes? En trøstelig Efterretning fikk jeg strax jeg kom hid, at det nemlig ikke var den Arntzen, vi frygtede, der blev dræbt af den ulykkelige, som jeg hører allerede straffede Pulli, men en ung ugift Mand. Dobbelt trøsteligt var dette, da i det mindste ingen Kone og Børn begræder hans Død, og min Rikke ikke sin elskede Cousines Tab. Jeg satte mig strax hen at melde hende det, og giid disse Ord alt vare i hendes Hænder og Trøsten i hendes gode bekymrede Hierte.
Kl: 11. Jeg havde foresat mig, at see til min syge Slotspræst i Dag, men saa lod hans Maja mig hilse i Aftes, at hun vilde komme herop i Morges Dag, og nu har hun været her, den blide hulde Maja, med sine tre velsignedeGlutter. De kom allesammen kiørende med Maribo, som herfra reyste til Høland med Presidenteren. Vi skal i Eftermidd: til Festningen, alle vi andre. Hvem kunde sige Maja Ney? og hvem af os vilde ikke giærne see til hendes og vor kiære Patient? og saa ere vi jo alle samlede der thi det forstaaer sig, at det elskelige unge Præstepar er der. Det bliver da det samme, som vi vare samlede her paa Tøyen. Maja gik efter en Times Tid med sine Smaae, og tog lille Kaja med til Pant og Gidsel. Og saa, mine Elskelige, bliver det kun God Dag og Farvel fra Tøyen dennesinde; thi vi vilde giærne lidt betids ud i Morgen –
Strømsøe
Tirsdag 18de Kl 6 Aften Imens begge Majaerne og Lina følger Broderen Frederich til Sundstædet, (han har paa Bragnæss et Par Visitter at giøre) og Fader C: med Skriveren giør sig en Tour paa Vandet, sidder jeg her med min syge smertefulde Taae, hvormed jeg neppe kan gaae staae, end sige gaae – men med et desto friskere glædefuldere Hiærte, og nytter denne Enestund til at tale med de elskede Fraværende, for ikke at komme i en alt for stoer Giæld til dem og Dagbogen. Og for ikke at fortælle det ene i det andet, skal jeg tvinge Tankerne til at gaae saa sagtelig tilbage, som Legemet flytter sig fremad paa den halvanden Fod.
Vi toge da samtlige Søndag Eftermiddag til Pavels's, hvor vi fandt vor gode Vert bædre, end vi haabede, og med oplivet Aasyn modtog han os, og mødte os denne samme Oplivelse fra alle de vennehulde Aasyner som omgav os. Disse vare da foruden de til Huset hørende, vor Realf og Thrinasara, som begge ilede i den moderlige Favn. Lidt efter kom Edvardus Munk med sin Sophie, og saa var Tallet fuldt. Ved Diskureren og Musiceren og et lille Gran Spadseren gik Aftenen deyligt. Vi vare i en kort Barselvisit hos Capit Widings, Lotta, Kista og jeg. Det hele Huus har været hiemsøgt av Koldfeber, og endnu vare ikke alle restituerede. Gud veed, hvor Kl: blev 11½, men nok, den blev det, og vi maatte forføye os hver til sit, efter at have gientaget vore indbyrdes Løfter og Aftaler Mødet i Majadal angaaende. Mit lille kiære Selskab vandrede paa samtlige deres raske Been til Tøyen, kun jeg lod mig drage did af fire laante. Kl: 9 Mandag Morgen efter indtaget Frokost, og Vished om ogsaa at have faaet lidt med at tære paa underveys, toge vi kiærlig Afskeed ved Haveporten. Jørgen var vandret paa sin Fod Kl: 5 til Præsten Randers i Asker, saa min elskelige Lotta, Kista, Hanna og Kaja stode forladte igien da vi forlode dem.
Paa Ravnsborg spiste jeg, medens Koren røg sin Pibe, mine deylige Smørrebrød med deylig Appetit, og drak en ikke mindre deylig Kop Caffé paa det nu igien hyggelige Gillebek, som nu beboes af de gamle snilde Beboeres godlidende Datter. Da vi vare komne ned af Paradisbakkerne, blev Veyen mig saa lang, som den blev Linchen, da hun sidst ilede til sin Maja. O hvor meget havde jeg ikke at ile til! Langelig saae jeg over til det smukke Auestad, langelig, da vi vare komne ind i Byen, til hvert Sted, hvor vi pleyer sætte over med Baad; men vi skulde dog ind til Borches, og saa maatte jeg holde det ud den lange leye Bragnæssgade igiennem. Hos Borches fandt vi alt i Lyst og Gammen, og Nella med sin lilde Dukkesøn paa Skiødet. Vi maatte enten vi peeb eller sang drikke Caffé der ogsaa, da de havde, sagde den unge Madame, giort sig Umage for at skaffe god raae Fløde til Moer Koren. Endelig vare vi paa Færgen, jeg derfra i Kariolen, Koren paa sin lille President, og afsted gik det alt hvad trække kunde til det venlige hvide Huus med de grønne blomstrende Kastanietræer udenfor. Ned fra Guds Rige – I veed jo, Majalille kalder sit Thrinasarakammer saa – lød høyt: «Moer Koren!» og ned styrtede de af Trapperne, begge Majaerne og Lina, og jeg af Kariolen og vi alle i hinandens Arme. Der ligger vi godt, og saaledes lad os ligge til – ja jeg veed ikke ret selv – maaskee til jeg paa eller i mit Guds Rige kan rive mig løs for at vende tilbage til disse Blade.
Majasdal
Torsdag 20de Og det kan jeg først nu, efter at – dog, I nøyes ikke med at vide, hvor jeg nu kom fra, og saa tungt det falder mig, at gaae den lange Vey tilbage over den besværlige Bergstie, saa faaer jeg vel til det.
Vi havde neppe giort og besvart hundrede Spørgsmaal, og skikket os til Sæde i den sorte Sopha ved det lille runde Theebord før Egersønnen min stod lige for mine Øyne, den i saa lang Tiid ikke seete Egersøn. Hvilken velsignet Kreds udgiorde vi nu om det lille runde Bord! Her begyndte nu Dialogen for Alvor og tvivler jeg om, at der i salig Pontopidans tykke Forklaring, Stregstykker og alt iberegnet, er flere Spørgsmaal og Giensvar end her uophørlig vexlede. Gud veed, naar der var blevet en Hvilepunkt, om ikke et Par raske Greb i en Harpe i neste Værelse havde giort mig – men heller ingen flere end mig – opmerksom. «Hvem er det?» spurgte jeg. «Ferara» svarede Maja C, men saae saa polisk ud, at jeg strax fattede Mistanke og gik for selv at see, og saae – ja, I har sikkert allerede giættet, at det var min lille Maja jeg saae ved Harpen, og at denne Overraskelse kom fra hende, som jeg skylder saa uendelig mange af mit Livs bedste Glæder, og som jeg derfor ikke siger noget om, fordi derom intet kan siges. Men det kan jeg sige, at saa uventet var mig ikke i lang Tiid og kun faa Gange i mit Liv nogen Overraskelse, og saa behagelig. Ak, og saa var det mig, som jeg skulde seet min Sara – det greb mig alt sammen saa underligt, og jeg maatte græde. I veed jo det er i Sorg og Glæde min eneste Tilflugt. (Som jeg tør haabe min Maja, saa meget det staaer i hendes Magt, vil stræbe at lønne disse ædle Pleyeforeldres Kiærlighed paa den eneste Maade den kan lønnes, med Gienkiærlighed, den barnligømmeste, tør jeg ogsaa haabe hun ved sin Fliid og Vedholden i hvad hun nu har Anledning til at lære, vil vise, at hen deres Godhed heller ikke her har været spilt. Efter den Tiid hun har lært, troer jeg ikke hun kunde bragt det videre, og saa er det ogsaa med de øvrige Ting hun lærer. Selv Linchen havde siden hun kom hid, lært en Feyer Vals som hun spillede nok saa rask. O det var en nydelserig, af intet Uvedkommende afbrudt Aften. Og ey mindre var den følgende Dag det. Imens Fader C: og K: vare sine Erinder (de havde tidlig om Morgenen været sammen paa Auestad) og Smaaeungerne hos Jomfr: Ravert, giorde vi en Spadsertour til Vogns (for min Fods Skyld) til Auestad, Maja, Frederich og jeg. Først besøgte vi Majaroe som det nu er omdøbt, Maja C's Barndoms Yndlingssted, der fordum var benamset Christineroe, som svarer saa godt til sit Navn, og her sang vor elskelige Ledsager Ætherøen for os, ‹…› som acompagneredes af den forbisusende Bæk. Da vi havde besøgt Linas lille Bænk, gik det videre tilbage til Auestad, og her fandt Maja, at vi behøvede en Vederqvægelse, og flux stod paa det lille Bord i det pene lille Lysthus en Ringe deylig guul Mælk med behørig Sukker og Brød paa, og lod vi det ret smage os delicat, saa vi da vi kom ordentlig tilbords ordentlig slog Vrag paa Mutters Suppe og nesten paa Pebberrodskiød og Pandekager med, i hvor appetilig det for Resten maatte være. Efter begge disse Maaltider tog jeg mig en lille Lur da jeg var blevet træt, ikke af den korte overjordiske Reyse, men af den lange underjordiske med salig Niels Klim. Saa tog, da vi havde drukket Caffe, Faer Cappelen og Skriveren en Tour ud paa Vandet, Hr Frederich til Bragnæss i et Par Visitter, og jeg hilsede paa Jomfr: Ravert. Da Provstesønnen kom tilbage fik han ingen Roe før han sad ved Claveret, som i saa lang Tiid havde staaet ødt og stumt – men nu talede det des længere og skiønnere til vore Hierter. Smaaesøstrene havde saa meget at plage ham om, og han opfyldte med broderlig Langmodighed alle deres og alles vores Ønsker. N: G: Omsted fulgte hiem med Faer C: og Koren[.] Gud veed, hvor denne saa ualmindelig vakre Mand er kommet til at faae alle de forunderlige og fæle Fagter paa sig; man fristes til at lee om man aldrig var saa alvorlig, naar han tager paa at capriolere. Han blev her til Aften – her, vil sige der, forstaaer I.
I Gaar Formiddag reyste Aslak hiem med Gulen min. Med ham skrev jeg et lille Brev til Lottamoer og nogle Linier paa min Korens Brev til Hertel. Vi skulde reyst herud kl 11, men da vi giærne først vilde sige lille Maja et Farvel endnu, blev den over 12 før vi kom afsted. Da tog ogsaa Egersønnen til sit Hiem. Jeg kiørte med min Maja C i hendes Vogn. Den stakkels lille Karen var med os. Hun forlod nødig sin Legekammerat, Lina, der ogsaa giærne havde beholdt hende, og havde Moer C vist ikke skildt dem ad, om hun ey havde frygtet for, det stakkels forstyrrede store Barn skulde fundet paa for mange, muelig ogsaa farlige Galskaber[.] Den lange Vey blev os ikke lang. Lille Sophie Pechel tog nok saa bliid imod os og gav os styrkende Thee og Do Tvebakker som giorde en ypperlig Virkning[.] Siælen savnede heller ikke sine Gotter. Saa seent og kødligt det end var, besøgte vi Lunden, den kiære Lund, og de signede Minder. Først Kl: henimod 10 kom Skriveren, som tog meget senere end vi fra Byen, og havde paa Veyen besøgt Ritmester Knudsen hiin Lange.
Strax vi kom ned i Morges, vare vi ude at finde eller vælge det Sted, vi skulde drikke vor Caffe med Smag, men det blæste for koldt – I maae vide kl. var kun 6 – til at sidde ude, thi bleve vi i den vakre lyse Forstue, hvor vi siden holder til al den Tiid vi ikke ere ude eller sidder ved Skriverbordet. Derved har jeg nu sadt troet, som I seer, mine Elskede, skiøndt dette er skrevet stykkeviis og ikke paa engang. I Formiddag vandrede vi den deylige Lund igiennem, beblomstrede vore Minder, og besøgte vort eller mit saa kiære Badehuus – thi fast alle andre giver Fiskerhuset Fortrin. I Eftermiddag har vi endnu ikke været ude da det er mørkt i Veyret og blæser. Min Maja har meget at ordne i sit Huus, ogsaa noget at skrive, imens sidder jeg her og snakker med Eder, eller nede med min Bog. Skriveren er snart hist, h her med sin Bog, en Reysebeskrivelse giennem Norge og Finmarken af Buch, som vaar kiære Vert gav ham med paa Veyen – saa er nu det meste af denne Dag gaaet, kun alt for snart. I Morgen venter vi halvveys Faer siøl og Maja og Lina.
Fredag 21de Det skal være den længste Dag i Dag. Vi har været oppe siden Kl: 5, og nu er den snart 5 igien, men Gud veed, de Timer vare ikke lange. I Formiddag vare vi nogle Timer i Badehuset, og havde Hiemveyen været længere, vare vi vist blevne vadskede. Det er et ustadigt Veyr, og endnu har vi ikke sadt i den kiære Lund under aaben Himmel, i hvor ofte vi har forsøgt det. Men en deylig Aften havde vi i Aftes i det nydelige Fiskerhuus. Der sad vi alle tre læsende og sluddrende til Kl: over 9. Det er unægteligt tryllendeskiønt, overalt i og omkring det smiler lutter blide Gienstande Øyet imøde, og jeg undres ikke over, at de fleste, ja fast Alle, giver det Fortrinnet for Badehuset, som omskygget af mørke Graner, uden anden Udsigt end til disse og Vandet, har noget vemodsfuldt, nesten sørgmodigt, der dog saa sødt smigrer det for disse Følelser stemte Hierte. Den første Rose min Haand bryder, er stedse et Offer til de elskede Tabtes Minde. Et eneste Frøe, som har staaet inde i Vinter, blomstrer nu i Lunden, en af dets først udsprungne Roser brød jeg i Dag, og at den ikke skulde visne for snart, da en anden ikke saa let kan komme i dens Sted, gik min Maja selv tilbage og hentede et lille Glas, hvori den nu staaer i Vand ved Foden af Mindet.
Nu er Veyret igien saa behageligt. Mueligt kommer Faer Pedro i Aften (men først seent da han skal expidere Posten) og Smaaepigerne. Vist tør vi ikke vente dem. – Majamoer gaaer og tripper herude i den brede lyse Gang og har det saa travlt med at faae opstilt sine to nye smaae pene Ægtesenge i Haab om, Hr Peder i Nat skal hvile i den ene ved hendes Side.
Løverdag 22de Ney hør nu kun, hvilke Nyeheder jeg har at meddele Eder Kun Skade, at det, naar I seer det her, ikke længere er Nyeheder. Betænkende dette, vil jeg gaae frem i den jævne fortællende Tone, saa alt kan komme smukt paa sit behørige Sted. Seer I, henimod Aften maatte vi dog en Tour i Fiskerhuset, og der gik denne Aften deylig som den forrige. «Giid de nu kom mens vi sad her» sagde jeg – thi derfra seer man ud til Veyen om Bergsvandet. Men det kunde vi da ey vente, og gik Kl: halvni hiem, spiste vor Aftensmad, og var uvis om vi skulde blive oppe til de kom eller ey. Under disse Deliberationer rullede en Vogn ind i Gaarden, efter den en Kariol, i hvilken vi strax kiendte vor kiære Vert, som i Vognen Ungerne vore, der sprang ud med høye Jubelraab. Endnu sad en stille tilsløret Gestalt i Vognen, og imens vi endnu giættede, thi det vilde Børnene vi skulde, hvem det maatte være, laae vor elskede, vor saa længe savnede Sally B. i vore Arme. Hvilken Overraskelse dette var os, og hvordan vi alle paa engang spurgte og ikke biede paa Svar men spurgte igien, det seer I vist nu for Eders Øyne og hører med Eders Øren, og saa vil vi lade det kiære Barn et Øyebliks Pusterum, og mig med. –
Her har I mig igien, mine Elskelige, efter en Spadsertour i Lunden og et Par Timers deylige Hvile i Badehuset med Maja C og Sally, hvor dog vore Tunger, vore Tanker og Følelser ikke hvilede. Fader C og K: ere stedse enten sammen, eller hver paa sine Veye; Glutterne vare ude en Tour til Hest, og nu er det Middag. Siden mere –
Sally, vor kiære Sally, kom i Onsdags efter en meget kort og heldig Reyse til Svelvigen. Derfra tog hun til Strømsøe, og kom hid, som I har seet, med vore andre Kiære, i Aftes. Hun seer saa sund og rask ud, og Glæden over at være i det elskede Land mellem de elskede Sine, opliver end mere hendes hele Væsen. For meget meget vilde hun ikke have undværet denne Reyse, dette nydelserige og hendes Sundhed saa gavnlige Ophold i London, men heller ikke for, troer jeg, endnu mere, igien at være i sit Norge, og nu i sin Majadal, i vor lille vennehulde Kreds. O hvor ønsker jeg, hvor ønskede jeg i det Øyeblik jeg saae hende, at hendes og min Katty og Malla igien vidste hende iblandt os. Men det skal I jo snart faae vide, Gud skee Lov! Det koster mig Møye at sidde her, imens Maja C og Sally spadserer her lige nedenfor mine Vinduer, og derfra gaaer til Fiskerhuset, hvorhen de har stævnet mig. Men jeg er jo alles Eders Moer Koren, og maae dele mig mellem Jer alle saa godt jeg kan. Til mit Tøyen maae jeg skrive, og til mit Hovind, og saa stunddom her sladdre lidt, og da giennyder jeg jo alle mine Glæder, de mange, de rene og uforstyrrede, som her med hvert Øyeblik bliver mig tildeel.
Tak, elskede Lotta, for Dit kiærlige Brev i Gaar. Nu ere de ude at fiske, Fader C, Skriveren, Maja og Lina. I Fiskerhuset tænker jeg vi alle samles.
Mandag, St: Hansdag Ja, der samledes vi, og der drak vi Thee, og blev der efter Sædvane til seent paa Aftenen. De bragte en heel Hoben deylige Aborrer med, som smagte os og vel Fiskerne især, delicat til Aftensmad. Værkets Folk har den Skik, at helligholde St: Hansaften, naar den falder ind paa en hellig Dag, Dagen før, og da dette i Aar var Tilfældet, dandsede de lusteligt omkring den pyntede forfærdelig høye Maystang, og det efter to Violer, og havde paa sit Viis en prægtig Aften. Da vi havde spist, antændte Fader C, siden det dog gialdt for St. Hansaften, en Mængde tørre Riis ved Enden af Lunden, som hvirvlede høyt i Luften, og tog sig vakkert ud mellem alle de friske grønne Træer. Men jeg sad nok lidt længere ude, end jeg taalte det, og var hele Dagen i Gaar slet ikke rask. Saa ganske var heller ikke denne Dag som de foregaaende. O Mennesket forvænnes saa let. Formidd: var intet at klage paa, det veed Gud. I Badehuset forelæste vor Maja C os en deylig Præken af Egervennen, hørende til Dagen og passende til alt det Skiønne, alle de Velsignelser som omgav os. Fader C, Skriveren, Sally og jeg vare agtsomme Tilhørere. Jeg havde i Forveyen læst nogle hiertelige skiønne svenske Psalmer, saa Andagten var holdt, og sandelig holdt andægtig. Siden blev jeg siddende ene en Stund med Lafontaines Aline Riesenstein, saa kom og gik Maja C og Sally, og endelig maatte vi alle gaae op, det var blevet Middag. Forvalter Engstrøm var her, hans Kone og Datter, og en fremmet Person, som var i Besøg hos dem, som jeg ey veed hvad hedder, og ey oplukkede sin Mund den hele Dag. Mad: Engstrøm, har Maja C: udfundet, er et Sidestykke til Mad: Giørup, og har jeg raadt Maja at giøre som jeg, ikke genere sig for hende, da hun vel bliver hendes som Mad: G: mit Søndags Besøg, men lade hende gaae og stulle sig siøl. Det Raad vidste hun sagtens og har fulgt før, og befundet sig vel ved det. Men ganske unter uns vare vi dog ikke lell. Mod Aftenen kom en Jagtjunker Tillisch, som boer nu paa Kongsberg, en Brodersøn af min gamle agtværdige Frøken Tillisch i Lolland, Hetgens Opdragerinde. Det er et lille høfligt og, som det lod, ubetydeligt Væsen. Han tog ad Egeren til sit Hiem i Morges, paa samme Tiid som Faer C til Strømsøe. Barna bleve til over Middag, saa foer Mathias afsted med dem, og nu lever vi fire Igienblevne i den gamle søde ubeskrivelig søde Roelighed, nesten kun i Lunden, læsende og sladdrende. I Formidd: og tildeels i Gaar har jeg skrevet til min Jess, min Kista og den gode Mad: Flood. Ak, Frue Jessen er nu vel ikke mere iblandt de Levende. Vor Sally havde talt med hende paa Jomfrueland, hvor hun med flere (Mad: Flood nemlig) fra Schien, havde været ombord. Denne Efterretning, især siden vi havde fattet et slags Haab igien; tempererer rigtig nok min Glæde – men saa maae det jo være i dette Liv. Og sagtens er der endnu noget som er anderledes, end vi ønskede det. I Gaar havde vi saa halv om halv Haab om at see vor kiære Egerven her, eller at han dog skulde kommet en Gang i denne Uge; men der bliver intet af. Han kan ikke løsrive sig fra sine mange og mangehaande Forretninger, og seer vi ham nu næppe før Slotspræsteparrets Komme Søndag 8 Dage. Og giid det blev da! Og saa lade Gud intet heller hindre vor Thrinasara og Realf fra at komme hid Torsdag som Thrinamoer skrev i Gaar var bestemt til deres Hidreyse. Sandelig, det er ligesom jeg imellem ankede paa at disse vore Elskede, der ere saa berettigede til at deeltage i Majadalens Glæder saa længe skal forgiæves hige efter dem. O hvor giærne deelte vi dem med Eder, dyrebare Barna vore – o at vi kunde det‹!› Et Brev fik jeg ogsaa i Gaar hiemme fra, og staaer alt Gud skee Tak vel til der. Men nu kalder Theetiden mig igien i Lunden, og min Koren og min Maja og min Sally, og Fuglenes Qviddren kalder mig did –
Onsdag 26de Og alting kalder mig did og holder mig der, og holder os alle der. I Gaar hele Dagen vare vi nesten ikke inde, spiste endogsaa Middagsmaden, der tildeels var Lundemad, Asparges og oplagt Mælk, derude. I Dag har vi drukket Caffe og opslaaer nok fremdeles vort Paulun der. Noget Nyt har jeg ikke at sige Eder,
n12 Elskede, thi den ene Dag er aldeles som den anden. Jeg traf just i Gaar paa
den et Sted i den deylige
Ferdinand Warner, saa passende, saa troe en Skildring af disse Dage, at jeg ikke kan holde mig fra at give Eder den her, skiøndt det svæver mig dunkelt for, jeg ved en lignende Leylighed allerede før har meddeelt Eder den i disse Blade: «Dagene følger hindanden som skiønne Perler af lige mild Glands paa den smidige Snoer. Ingen udmærker sig, om ingen kan jeg fortælle, thi i det Væsentlige ligne de alle hverandre. En hver af dem rækker os en Blomst til vor Lyksaligheds og Kiærligheds
‹…› Krands og forsvinder roelig og stille» –
Nu har jeg sadt her og sladdret meer end en Time med Sally, meest om vore fraværende Elskede, om vor Katty og Malla, og vor første Bekiendtskabskreds. Saa giør jeg et Sprang ind til Maja mi – vi boer nu, maae I vide, i hver sin Ende af Bygningen, og afbryder hende i sit Skriverie, og der har vi min Koren som kogende heed kommer fra en lille Fiskertour, og puster og blæser av den stærke Hede, og strax igien styrter sig ud i den. Det er vort Levenedsløb –
Saa usigelig deyligt dette er i sig selv, saa lidt Stof giver det, just fordi det er saa usigeligt; til Beskrivelser. Jeg vil derfor, deels for at bringe lidt Afvexling i min Journal, deels for at faae dette Hefte fuldskrevet, og især fordi Sangen er saa deylig, her afskrive hvad vi, som for saa meget Godtgodt har f vor Egerven at takke, følgende
Fremdlings Abenlied.
Ich komme vom Gebirge hier,
Es dampft das Thal, es wogt das Meer.
Ich wandle still, bin wenig froh,
Und immer fragt der Seufzer: Wo?
Die Sonne dünkt mich hier so kalt,
Die Blüthe welk, das Leben alt,
Und was sie reden leerer Schall.
Ich bin ein Fremdling überall.
Wo bist du, mein gelobtes Land,
Gefasst, geahnt, doch nie gekant,
Das Land, das Land so hoffnungsgrün,
Das Land, wo meine Rosen blühn?
Wo meine Träume wandeln gehn
Wo meine Todten auferstehn,
Das Land, das meine Sprache spricht,
Und alles hat, was mir gebricht.
Ich wandle still, bin wenig froh,
Und immer fragt der Seufzer, Wo?
Im Geisterruf tönts mir zurück:
Da, wo du nicht bist, ist das Glück.
Werner.
Torsdag 27de Gaarsaftenen – o, det var en Aften! O at I kun her skal finde et mat Gienskin af den; at jeg ikke kan male Eder den som jeg nød og følte som vi Fire Lykkelige nød og følte den – O at I ikke Alle nød og følte den med os!
Som sædvanlig var Dagen tilbragt i Lundens tryllende Skygger, fra hvilke Smaaefuglene i søde Toner takkede og lønnede Lundens Eyerinde for den uforstyrrede Fred de der nyder, og ligesom takkede os fordi vi forhøyede hendes Glæder ved at dele dem. Jeg læste høyt, først en her før omtalt Brudevielse af min Egersøn, holdt i Fior just ved denne Tiid paa Petraborg, og siden Øhlenschlägers kunstskiønne Correggio. Da den trykkende Hede – som ret lod os føle hvad saadan Skygge er – blev afløst af Aftensvalingen, gik vi ned til Fiskerhuset, og derfra i en paratliggende Baad. Den deylige Bergsøe var et stort Speyl, hvori alle de smilende Gienstande om os fordobledes, og vidste man ikke, hvorhen man skulde vende det henrykte glædekarrige Øye saa intet skulde blive useet eller gaae til Spilde. Ney, det lader sig paa ingen Maade beskrive hvor skiønt alting var, og endnu mindre, hvordan vor Glæde gik over til Veemod (den høyeste Grad, jordisk Glæde kan stige til) ved at tale om og tænke paa hvad der er forbi og er og skal komme. «Mon Katty og Malla og Treschow og hans Syvald nogentiid skal giøre denne Tour med os?» sagde jeg. Sally sukkede, men Maja svarede: «Ja det haaber jeg vist» – og vi haabede det alle, thi i slige Øyeblik seyrer Haab og Tillid til Gud over alle Mistvivl. Saa talte vi om de glade Dage som venter vort kiære Slotspræstepar i dette dem endnu ukiendte Elysium, og om alle vore elskede Fraværende, for ligesom at godtgiøre dem hvad de tabte ved ikke at nyde denne Aften med os. Ak, og nesten altiid ender sig vore Samtaler, og sikkert stedse vore Takkers Gang i Udsigterne til hvad der endnu er skiønnere end Majasdal, det evige Elysium, hvor intet Savn skal minde os om, at vi dog kunde være endnu lykkeligere.
Da vi kom tilbage fra vort lille Tog, stod det landlige lille Maaltid færdigt i Lysthuset, deylig qvægende Mælk, friskt Brød og nyelig kiærnet Smør. I kan tænke, om det smagte os. Maaskee vil I lee, i det mindste smile af mig, men dog maae jeg sige Eder det, at ingen kunstlet Ret vilde smagt mig oven paa denne Fart, at endogsaa det simpleste kogte eller stegte vilde været mig imod som upassende til den skiønne Idylaften. Kl: var 11 da vi kom hiem, og en sød styrkende Søvn maatte følge og fulgte paa den søde siælestyrkende Aften.
I Dag har jeg endnu ikke hilset den kiære Lund god Morgen. Sally er der alt længe siden med sin Frants Sternbald, Koren – ja, I skal siden faae vide hvad han bestiller der. Maja skriver. Men nu faaer hun ikke Lov at skrive længere[.] Gaae nu, kiære Dagboghefte, og hils min Siæls Elskede fra mig og Majadal.
Fredag 28de Kl er vel 10, tænker jeg, og endnu har jeg ikke hilset min kiære Lund God Morgen. Den trykkende Hede giør det nesten besværlig at røre sig af Flækken. Imidlertiid har jeg skrevet adskillige Breve, og deriblandt et til den nu baade moder- og faderløse Georg Jessen. I Dag kom Dødsbudet fra den troefaste Inger Flood. Det var som I veed længe forudseet, dog faldt det tungt paa mit Hierte, og saa meget tungere, som jeg tillige med dette fik Brev fra det stakkels Barn hvori han saa glad fortæller mig, at en Reysende fra Schien har sagt ham, at der var godt Haab om hans Moders Bædring. Og dette Haab maae jeg nu betage ham. Arme, arme Georg! I Søndags døde hans Moder, i Gaar blev hun lagt ved sin Georgs Side. Hun havde saa aldeles tabt al Samling, at hun slet ikke erindrede eller spurgte om sine Børn. Nu er hun lykkelig, og alles Fader vil opvække Fædre og Mødre for hendes syv Smaae, som snart vil udgræde sin Smerte, den de fleste af dem endnu intet ikke kan føle fordi de intet Begreb har om deres Tab. Vel dem, og vel hende, som alt i saa lang Tiid var død for Verden og dens Kummer. Døden overskar ikke, men opløste de lidt efter lidt slappede Baand saa sagtelig, at hun ikke følte det –
Gaarsdagen tilbragte vi lige til Aften i Værelserne, hvor vi fandt det kiøligere end selv i Lunden. Dog spiste vi der til Middag. Den tordensvangre Luft gav os Haab om qvægende Regn, men det skuffedes. Vi hørte blot et eneste Skrald, saa klarnede det igien, men Luften vedblev at være trykkende, saa vi neppe kunde aande. I Dag er det ey anderledes. I Aften venter vi med vor kiære Fader C vor Realf og Thrina, Maja og Lina, og Jomfr. Ravert.
Løverdag 29de Saadan er mit Haab, og ikke allene mit, men alles ey i lang Tiid blevet skuffet, og her, hvor alle mine Ønsker ligesom forekommes, falder det dobbelt tungt paa det forvænte Hierte. Vi vidste nesten ikke i Gaar hvor vi vilde være for den ubændige Hede. Tordenen rullede, Luften var trykkende. Stakkels Sara var saa syg, men alle trøstede vi os til den svale Aften, som foruden den haabede Kiøling endnu skulde bringe os saa meget Godt. Kl: var 11, jeg sad hos vor kiære Syge, og vor elskelige Maja var ogsaa kommet ind til hende, da rullede en Vogn ind i Gaarden. Maja ilede ned, jeg efter hende, men midt paa Trappen hørte jeg: «De kommer ikke» – Ney, de kommer ikke, vor dyrebare Thrinasara og Realf, maaskee neppe engang med Slotspræstbarna – Ottesen kan ikke blive frie fra Academiet, som han for meer en det Fierdingaar siden har meldt sig fra, de bruger alle Kunster for at beholde ham – det er begribeligt, men ikke retfærdigt, ja virkelig uædelt, og en slet Løn for hans mangeaarige Opofrelser. Han kunde vel slide sig løs, men det vil han ikke, og det er atter begribeligt for os, som kiender ham. At de gode Børn begge jamrer sig over de skuffede Forventninger, er naturligt som at vi alle istemme med dem. Min Maja og Lina kom heller ikke, da Jomfr: Ravert først kunde blive reysefærdig i Dag. Nu er det Aften, og vi venter dem hvert Øyeblik, og jeg med lidt Ængstelse, da Tordenen atter lader sig høre, og det længe truende Uveyr dog engang maae bryde løst. Gud lade os have dem her forinden, og at det da maatte være forbi inden i Morgenaften, min Koren og Sally skal forlade os. I Dag er hun brav, men jeg ret ussel i Hovedet, og saa dorsk og uskikket til alt. Denne Klage hører man overalt, selv over Egern lyder den hid fra Provstesønnen min, som vi i Dag fik et lille Brev fra. Vi faaer ikke see ham før i Følge med vore kiære Ventede i Morgen 8 Dage.
Juli
Mandag 1ste Seent i Løverdagsaften kom de kiære Unger, og Jomfrue Ravert. Gud skee Lov, Tordenen og Regnen kom senere, først om Natten. Men det forslaaer ikke til at afkiøle den Hede som qvæler os, skiøndt den synes at have giort Luften lidt lettere.
I Gaar var igien Forvalter Engstrøms her, og med dem et ungt Menneske, Breda, og hans Søster, et Par simple Naturens Børn. Deres Fader var Lieutenant, og døde 1808 i Lazarettet i Fredstad. Vi havde det da ikke saa aldeles godt som sædvanligt, og jeg har ingen Dag været mindre i Lunden. Gaae torde jeg ikke for Hedens Skyld, og sidde der uden i fortroelig Samtale eller med en Bog og mig selv, kan jeg ikke rigtig vænne mig til. Med alt det maatte Sally dog tilstaae, jeg var bra til at holde de Fremmede med Selskab. Maja vil vist sige det samme, naar jeg spørger hende. Nu vil jeg gaae ind for det samme Kl: er ringet 5, og vække alle de kiære Barna, ‹…› og saa spørge store Maja, om det ikke er sandt, jeg er bra? – Før hun ret fik sine velsignede Øyne op, gav hun mig Ret. Nu giør hun sit Toilet under Samtale med mig, som er flyttet med mit Skriverbord herud paa den kiøle lyse store Gang, og med vor elskede lille Maja, som har sit Værelse, fordum søde Thrinasaras, inden for Faer og Moer Cappelens Sovekammer, der herfra seer ud som en liflig Lund, de to smaae Senge under det grønne Omhæng som et grønt Telt – Lina ligger i en malerisk Stilling sødtslumrende – og der er lille Karen med en deylig Kop Caffe – O hvem har det bædre i den hele vide Verden end jeg?! Stakkels min Koren, han forlod ugiærne vor skiønne Dal, Sally ligesaa. Hun tog bort med den kiære ædle Fetteren sin Kl: 3, i den stærkeste Hede, da han maatte være tidlig i Byen, Koren besteg først kl: 6, da en qvægende Regn havde afkiølet Luften, sin lille President, omringet af Barna sine, ledsaget af mangt et venligt Øyekast. I Dag tager han og vor elskede Sally sammen til Tøyen, som Sally vil see om ikke mere, saa snart det bliver hende mueligt. Nu bliver de glade der. I Nat drømte jeg saa meget om dem, og om min lille Kaja.
Ja, alle har dog nogen Glæde imellemstunder, (ved Alle forstaaer jeg her vor Kreds) nogen Afvexling. Kun den snilde sieldne Elisa Thorsteinson nægtes hver opmuntrende Afvexling, og seer den ene Dag glide liig den anden, den ynderigste Sommer- som den barskeste Vinterdag, uden at kunde – eller vilde – forlade den ærverdige Betta (Bestemoder) hvis barnlig blide Sind dog stunddom formørkes af den alt for heftige Længsel efter Gravens Hvile. Vi havde saa sikkert haabet at see vor Elisa, men i Gaar skrev hun, at den kiære Gamle nu har ganske tabt sin Hørelse, og at dette forøger hendes Længsel saa den nesten bliver Utaalmodighed, efter Befrielse fra den tunge Støvindhylling. Nu er det aldeles umueligt at forlade hende, saa hun neppe i Sommer seer sin Maja og hendes Dal, og jeg faaer da slet ikke see hende. Gode Elisa, Dit Hierte lønner Dig, og den Glæde at føle hvad Du er den ærverdige Gamle, og alle Godes Agtelse lønner Dig Dine Opofrelser; men vist venter Dig, jeg vil ikke sige større – thi hvad kan være større? – men endnu en anden Løn, selv i dette Liv –
Nu er alle paa Benene, ogsaa Jomfr: Ravert, og naar vi nu har faaet vor tilbørlige Frokost, gaaer det ud i Lunden med vort Strikketøy. Jeg troer Jomfrue Ravert reyser i Dag, og med hende min og alles vores elskelige Majalille og Lina. Som om det var den ædle Maja C: og hendes Pedros egne Børn, deres Thrinasaras og Reals virkelige Sødskende, elske de Maja og Lina – og elsker jeg Thrina og Real mindre?
Tirsdag 2den Jeg troer ikke, Kl er meget over 4, men jeg vaagnede saa heed og med stærk Hovedpine, og torde ikke ligge længere, thi da var det blevet værre. Min Maja synes jeg allerede rører sig, men gaae ind og vække hende om hun sover endnu, har jeg ikke Hierte til. Kl 5 er ellers vor sædvanlige Opstandelsestiid. Tys! nu hører jeg, hun er oppe –
Vi havde giærne beholdt Jomfr: Ravert længere, min elskelige Maja bad hende meget blive, men hun kunde ikke. Det er et meget fornuftigt Fruentimmer, med Smag og jeg troer ogsaa Følelse for det Skiønne. Hun er overmaade svag, ingen eneste Dag frisk, og dog saa taalmodig. Kl: henimod 6 toge de da bort, hun og de velsignede Barna vore. Lille Sophie escorterede dem ligesom forrige Mandag, et Stykke til Hest. Strax de var reyst, gik jeg efter Aftale med Maja ud i Lunden, hvor hun skulde følge efter, og hvor vi tænkte at tilbringe Aftenen saa deyligt i vor søde Eensomhed. Men neppe havde jeg lagt mit Løsøre fra mig, før jeg foer i Veyret ved et stærkt Tordenslag lige over mit Hoved, syntes jeg. Jeg blev hiertelig angst for de kiære Bortreyste. Maja kom, der fulgte endnu et Slag, og at vi ikke som i Søndags skulde blive vadskede før vi kom ind, pakkede vi sukkende sammen og retirerede ind i den svaleste Stue. Her begyndte nu Maja med astronomisk Mine at giøre mig begribeligt, at Tordenen ikke drog henad Drammen til, og at der altsaa intet var at frygte for de Reysende. Det hele Tordenveyr var ogsaa forbi med de to Slag, og Regn kom slet ikke – Resten af Aftenen tilbragte vi med Læsning – jeg læste min Fayel høyt for – og Snak. Da vi havde spiist gik vi en Tour i Haven og sad under den majestætiske vist flere Aarhundrede gamle Eeg.
Nu vil Maja ned og bade sig, og saa samles vi i Lunden, hvorhen jeg bringer vore Bøger og Strikketøyer, at vi kan afvexle med Læsning og Arbeyde hvilket sidste kan ledsages af Samtale, som vi, vare vi end samlede Aar ud og Aar ind, aldrig savnede Stof til. Lidt ødt er det efter min Koren, min Sally og de to smaae velsignede Glutter, men de ere mig dog ligesom endnu nærværende. Vore Samtaler, de maae begynde om hvad de vil, dreyer sig dog stedse om vore fraværende Elskede, og saa er det, som de vare midt iblandt os. I Gaar sad jeg paa min Korens Yndlingssted, et
n13 i en gammel Egestamme udskaaret
n14 Sæde, hvor han har skaaret sit Navn, og saaledes tilegnet sig Ret til det.
n15 Der staaer et ligedan Sæde ved Siden af det,
n16 og et Bord, altsammen i Skyggen af tætte Graner, saa fortroeligt eremittiskt. Her sad jeg og læste et Par smaae Fortællinger af Doro Caro, som jeg ikke kiendte før og som ret vare interessante, især een,
Reysen til Spanien.
Nu gaaer det ad Lunden til med min Jean Pauls Qvintus Fixlein, som jeg rigtig nok har læst før; men naar kunde man trættes af denne Digters Arbeyder? Ogsaa maae de kun læses i saa uafbrudt Roe, som disse Dage lover; og hvad Sted passer bædre til denne Siælenydelse end den jeanpaulske Majadal?
Onsdag 3die I Gaar vilde I ret leet af mig, mine Elskede, men kanskee tillige ynket mig en Smule. To Gange vandrede jeg ud i Lunden med Bog og Strikketøy og havde neppe sadt mig i Lave, før en Regnbyge jog mig ind igien. Dette og Heden havde saa nær giort mig chatolsk i Hovedet, især da disse slemme Mennesker, selv Maja ikke undtagen, loe af mine Ud- og Indvandringer, skiøndt hun selv begge Gange var paa Veye at følge mig. Endelig mod Aftenen – alle gode Ting ere, som I veed, tre – vovede vi os ud, min Maja og jeg, og tog vor Plads i min Korens lille Eremitboelig, hvor vi brugte Træstubben til Theebord, og smagte Theen her ret fortræffelig. Lille Sophie bragte os ogsaa imellem Jordbær og Blaabær til en Forfriskelse i Heden. Vor Aftensmad besluttede vi at spise i det lille søde Fiskerhus, og havde netop faaet det expideret, da en Expresse fra Fader Cappelen berøvede mig min Majas Selskab. Hun maatte nemlig op og foranstalte alskens Ting, Fisk og Vildt etc, sendt til Byen, hvor Stadtholderen i Dag skal exercere og frokostere. Besynderligt nok, at de mange Epicuræere derinde, Hans Bang og Consorter, ved alt hvad offentlig er og en Smule patriotiskt, lukker sine Kiældere og Forraadskamre tæt til, og ved alle slige Leyligheder vælter den hele Byrde paa vor kiære Don Pedro, som i al Stilhed paatager sig den, og endogsaa uden et Haansmiil søger at jævne hvad de tidt giør knudret nok for ham, ja hvad mere er, med Kiærlighedskaabe at skiule deres mange Fadaiser. – Imidlertiid ilede denne Mands Kone at fuldføre sin Husbonds Villie, giærne og med Glæde, og fandt jeg hende da jeg Kl: halv 11 kom op, skrivende, og alt var bragt i Orden. I Nat gik det til Byen. Men saa takkede vi begge Gud, at vi vare her i den stille Dal, langt fra Printsevrøvl og Larm, og saa ganske ganske vore egne.
Fader C lod os vide, at Koren og Sally først Kl 3 Mandageftermiddag toge fra Strømsøe, at Barna vore vare komne vel hiem, og at Grev Wedels var kommet did kort før de kom. Lille Maja er nok blevet lidt confus da hun fik høre at disse fornæmme Giæster vare der. Gud veed, hvordan hun i øvrigt har gebærdet sig. Jeg er bange, Fader C ved saadanne Leyligheder ikke har synderlig Nytte af sin nye Jomfrue Datter, hvis Rige saa lidet er af denne Verden.
I Dag vover jeg mig for det første ikke ud, for ikke atter at give Anledning til Latter. Solen smiler vel, men det seer ikke ud som det var Alvor, kun som den igien vilde lokke mig ud for at Regnen strax skulde drive mig ind igien. Jorden sukker efter Lædskelse. Jeg skulde derfor taalig baaret min vaade Skiæbne i Gaar, om ikke Regnen havde holdt op saa snart jeg var kommet under Tag. Det var just det ærgerligste.
Torsdag 4de Hvad der lover mindst, giver undertiden meest. Saa gik det i Gaar. Det var eller blev en skiøn Dag; vi spiste, drak og boede i Lunden til den mørke Aften. Men skulde I troe det, Elskede, at vi sad sammen, min Maja og jeg, uden i hele Qvarter, ja længere, at mæle Ordet? Og dog er det saa. Vi vare begge fordybede, hun i sin Ferdinand Warner, sikkert en af de første Romaner (Forfatteren er Eberhard) jeg i min herlige Fixlein, men da vi saa fik vor Snak og Tale igien, gik det ogsaa som en Strøm. Vi besøgte vore Kiære, nu stedse, saa længe Blomstertiden varer, blomstrende Minder og sad ved dem, gik saa hiem og spiste de første Jordbær, at sige de første med Fløde paa, saa en Tour i Haven, og lagde endelig en Kabal, for at see, om vore elskede Børn Thrina og Realf, skal komme med Slotspræstparret, og see – de kommer! sagde Kabalen, som i Begyndelsen saae vrangvillig ud, men tilsidst gik i en Snup. Maatte det sidste blive saa vist som det er rigtigt, at det har gaaet vrangvilligt med denne Reyse. En Kløver 4 som stedse laae os i Veyen, kaldte Maja Hegermann: thi denne ellers saa prægtige brave Mand er dog Skyld i alle disse Forhalinger, vel af en rosværdig Iver for sit kiære Institut, og paa en Maade som viser, at han skiønner sin unge Vens Værd, men med alt det dog Skyld i saa mangen Streg i vor Regning.
Kl 8 I dette Øyeblik fik min Maja Brev fra sin Pedro, og deri et til ham fra vor Pavels, deres Hidreyse angaaende, og betager dette os desværre alt Haab om at see de elskede Ungerne vore med dem, og samles jeg neppe med dem denne Gang i Majas dal. At Pavels og hans Maja er ligesaa nedslagne herover som vi, kan I, mine andre Dyrebare, tænke Eder.
Hvad jeg nyelig skrev om Hegermann, siger Søn Pavels, og nesten med samme Ord. Af Venskab og Agtelse for denne vist nok høystagværdige Mand, og af en maaskee alt for øm Pligtfølelse, vil Ottesen ikke giøre sin Ret giældende, og siger jeg med min kiære Slotspræst, at denne Resignation giør hans Hierte Ære. Hegermanns Fremgangsmaade lader sig i det høyeste undskylde, billiges kan den ikke. Men hvad er der andet for, end med de elskede Barna at sukke og taale hvad nu ikke kan være anderledes.
Tordenen ruller uophørlig, skiøndt langt borte. Her paa den lyse Gang er Aftendæmring. Men nu regner det deyligt, Gud skee Lov. Af vor Lundevandring bliver neppe noget i Dag – desbædre smager det at slaae sig ned der igien naar Tordnen tier og Solen smiler. Og her er ogsaa godt, og Fixlein lader sig deylig læse i den kiøle Gang, hvor afplukkede Roser dufter rundt om mig. Min Maja skriver, og jeg har indgaaet en Pagt med mig selv, ikke at tale et Ord før hun er færdig, fordi hun fintede mig for lidt siden, at jeg var Skyld i, hun skrev feyl. Hun lokker nok saa venligt for mig, at jeg skal bryde mit Taushedsløfte; men forgiæves.
Fredag 5te Sandelig, det var en frygtelig Nat. Uveyret drog bort, men kom igien med fordoblet Vælde. Storm, Regn, Lyn i Lyn ledsaget af hastig paafulgte Skrald vedholdt den hele Nat. Min hulde Maja vilde ikke, jeg maatte ligge paa mit eensomme Kammer, skiøndt det er tæt ved hendes, men bad mig flytte ind til hende i Don Pedros lille Seng under det grønne Telt. Men Søvn kom sielden i vore Øyne, og de Minuter jeg sov vare mere udmattende end min Vaagen. Det var overalt ingen Søvn, kun en ved skræksomme Syner afbrudt Slummer. Veyret var vel ikke det eneste som bidrog hertil. Ak, hver Time af disse Dage sliber en nye Dolk for min Majas ømme Moderhierte. I Dag er det 7 Aar siden hendes elskede Petronelles Nedkomst, Begyndelsen til hendes navnløse Lidelser. Herom talte vi længe i Aftes, og nesten om intet andet. Jeg veed jo af Erfaring, at det ikke, som saa mange mener, opripper Hiertets Saar, men lindrer det, at gienkalde sig og male for et lige følende og ligedan saaret Hierte slige Scener, hvis Minde aldrig kan udslættes, i det mindste aldrig af et Moderbryst, skiøndt Tidens velgiørende Haand
ogsaa der giver den
n17 alt mildere og mildere Farver. Kl henimod 6, en Time senere end sædvanlig, forlode vi vort grønne Telt, mattere end
da vi toge vor Tilflugt til det. Ogsaa i Dag er Veyret mørkt, regn- og stormfuldt, og seer det ud til at vi heller ikke i Dag skal komme ud i vor velsignede Lund. Men hvad i Verden frembyder vel blot
een Side? Uveyret i Gaar og i Dag forekommer Tingfolkenes med deres Madamers Hidkomst i Morgen, som vilde forstyrret vor kiære Plan, Søndag at møde vore elskede Ventede paa Strømsøe, og saa ere vi endogsaa den, Jorden desuden qvægende, Regn høylig forbunden. – I dette Øyeblik har jeg udlæst min
Fixlein, og Maja blevet færdig med sine Excerpter af
Ferdinand Warner.
Løverdag 6te Hvilken Contrast var ikke i alle Henseender Gaarsaftenen mod den foregaaende (Torsdag). Da det leed mod Aften, klarede Veyret op, alt levede og aandede friere, den qvægede Natur smilede taknemmelig – Fuglenes glade Qviddrene, Træernes og Blomsternes Duften var dens Tak – Min Maja og jeg gik først i Haven og samlede røde og hvide Roser, og bragte saa disse vore Offre ‹…› til Petras Minde i Lunden – Det var jo lille Petras Fødselsdag. Der sad vi længe paa den ældre Petras Bænk mellem de omfaldne Støtter under den tørre Bierk[.] Hvad kunde vi der og i disse Øyeblik tale om, uden de elskede Bortgangne? O Du ædle, sieldne Maja! Livets høyeste Glæder skiænkede denne Dag Dig, og saadan, som kun et saadant Hierte kan føle dem – ak, men med hvor skrækkelige lange Lidelser har Du betalt de korte Glæder!!
Maanen stod klar paa den blaa Himmel, da kom vor kiære velsignede Fader Cappelen, saa munter og rask, bragte os en stoer Papirpose fuld af deylige Kirsebær fra sit Auestad, og Breve, deylige Breve, fra lille Maja mi, og fra de elskelige Døttrene mine i Kbhn, og fra Thrina og Realf til Moer C: hvori de igien yttrer Haab om at kunde følges med eller dog snart efter Pavels's. Gud lade nu det saa skee! Amen!
Brevet fra Kbhn var temmelig til Alders, fra 16de Junj. Gud skee Lov, I Kiære, den Frygt I deri yttrer for Eders Sally, er da nu hævet, og I veed hende trygge i det elskede Fædreland – o, favnede jeg Eder ogsaa snart saadan, og samledes med Eder i Majadal!
Kl 4. See, nu har jeg pakket mine Smaasager ind til min lille Reyse i Morgen. Dog, det er sandt, nu først husker jeg, at I intet veed om denne Reyse, mine Elskelige. Thi giøres Eder da vitterligt, at min Maja og jeg Kl 5 i Morgen tidlig tager Veyen over Bergstien og ad Strømsøe til, for der i Morgenaften at modtage vort
n18 dyrebare Slotspræstpar, og maaskee det yngere D
o Par, og vor Egerven. Bestemt er det, at vi ved samme Klokkeslæt Mandagmorgen skal forlade Strømsøe og vende hid – hvilken Karevane! – til vor kiære Dal. Dette holdt jeg mig forpligtet at bekiendtgiøre Eder, samt at Fader Cappelen fra Eger, hvorhen han farer til Baads i Morgen tidlig, ogsaa møder i Byen. Maatte nu Veyret ikke forstyrre vore deyliglagde Planer. Det er saa ustadigt, allerbedst Solen skinner, kommer Lyn og Torden med et, og Regnbyger. Far nu vel til Mandag eller maaskee Tirsdag, mine Elskede! og nu lægger jeg disse Blade bort for at tage fat paa et alt begyndt Brev til mine kbhnske Døttre.
Kl 7 Jo, endnu engang seer I mig her, mine Elskede, heed og beklæmt og med et tungt Hierte. Ak jeg kommer fra et sørgeligt Syn. Et ungt Menneske her fra Værket er druknet ved at bade sig. Jeg fik høre det, da jeg sad her og skrev til Døttrene mine, af lille stakkels Karen, der selv var saa bleeg som Døden, og sagde hun, at Moer Cappelen allerede var dernede (det var strax neden for Badehuset) for at forsøge alt mueligt til hans Rædning. Jeg gik ogsaa did, og fandt hende den Gode i fuld Beskiæftigelse for at frarive Døden sit Bytte. Men han havde indsluttet det fast i sine Jærnarme. Min ædle Majas nesten to Timers vedholdende Stræben var forgiæves, hverken den eller den ulykkelige Moders Jammerskrig kaldte ham tilbage til det Liv som for faa Øyeblikke siden giennemstrømmede den raske Ynglings Aarer. Engang troede vi at spore Livs Tegn. Gud skee Lov, at jeg ikke i min Glæde ilede ud og raabte til Moderen: «Han er givet dig igien, lykkelige Moder! Ved Guds og min Majas Hielp er han givet dig igien» – Det havde været skrækkeligt at vække dette Haab igien for strax at udslukke det. I hvor forgiæves alt var, har det dog glædet mig at see den utrættelige Iver hvormed alle Værkets Folk ligesom kappedes om at efterkomme Majas kiærlige Forskrifter, og at der ikke iblandt alle disse mange Mennesker fandtes Een, som viste Træghed eller Ulyst, endnu mindrede, som blandt Almuen kun alt for tidt er Tilfældet, spottede med de giorte Forsøg som et Indgreb i Lagnan. Hvorfra man kan udlede dette behøver ikke at staae her. Vi vide alle: Som Herren er, følger ham Svende.
Oven paa denne sørgelige Scene har vi havt et frygteligt Tordenveyr, og et Regnstyrt, blandet med Hagl, hvortil jeg sielden har seet Magen. Saa har jeg heller ikke ofte seet et høytideligere Syn end da Uveyret sagtnedes. Paa den ene Side stod i de kulsorte Skyer den skiønneste fuldstændigste Regnbue, paa den anden, over Majas Lund var Himmelen blaa og klar, og fra de majestætiske skovkrandsede Fielde, som trindt om dette deylige Sted udgiør Baggrunden, skiød Solen sine tusind Straaler ned paa Egern, i hvis stille blanke Flade det Hele speylede sig. – Men nu er det mørkt, og mit Brev bliver vel neppe færdigt før jeg kommer tilbage fra min lille Tour.
Tirsdag 9de Kl 11 i Formidd: nødte en smertelig Hovedpine mig til Sengs, og først henimod 3 kom jeg saa vidt paa Benene igien. Nu har vi spiist, og sat lidt i Haven, begge Majaerne, C og P: og min Egersøn og jeg. De sidder der endnu, og Fader Pavels faaer sig en Middagssøvn. Indtil vi skal gaae ned i Lysthuset ved Vandet og drikke Caffe, vil jeg prøve paa at meddele Eder, Elskede, noget af disse Dages Begivenheder. Søndag Morgen Kl: 6 (før blev det ikke) toge vi afsted, min Maja og jeg, og havde det ypperligste Reyseveyr, og gik det i en Fart med den snilde raske Mathis til Kudsk. Han kiørte som det havde været for Husbond selv, og før Kl 11 vare vi i det venlige hvide Huus paa Strømsøe. Barna vare i Kirke, men kom snart. Posten var kommet, og et heelt Bord laae fuldt af Breve, blandt hvilke kun et var til mig, men blandt de mange til Maja C var dog to paa en Maade ogsaa stilede til mig, det ene fra vor Sally som var saa munter og færm, det andet fra Søster Inger i Schien, som indeholdt den høyst behagelige Efterretning, at alle Jessens Børn, fem Døttre, strax efter Moderens Død havde fundet Fædre og Mødre blandt de ædle Mennesker i Egnen, og alle vare komne i Vennevold. Det ene Brev til mig var fra min gode unge Bergh. Imens Mutter syslede i sit Huus, var jeg paa lille Majas Guds Rige, og hørte med Glæde den Fremgang hun havde giort paa Harpen, og snakkede med og kiælede for de søde Ungerne mine. Den store Unge kom ogsaa op til os imellem og kiælede og blev kiælet – saa spiste vi, saa sov vi to Reysende en velfortiænt Middagssøvn, saa pyntede vi os, saa drak vi Caffe, saa kom Fader Pedro, som var reyst opover Egern til Eger, og der havde spiist hos Provsten vor til Middag og meldte at han kom efter om Aftenen, men nu var hos Justitsraad Wulfsberg hvis Søn, Auditeuren, havde Bryllup – Endelig Kl: 8 saae Fader C og kiendte Baaden med de kiære Ventede, og længe før den landede stode vi færdige at modtage dem, og Lina som langt borte kiendte Claudine og Mariana var færdig at springe ud i Vandet imod dem. Foruden dem selv bragte de en heel Mængde deylige Breve til mig fra Hiemmet, hvor alt Gud skee Lov var, og jeg haaber er vel, og fra min velsignede Lotta et saa langt vennehuldt Brev, og var det da jeg læste det som om hun stod hos mig – o hvor undte jeg Dig, Du Gode, at have staaet midt i denne Din kiære Cirkel, som Du saa levende malede Dig, og hvoraf Du udgiør et saa elskeligt Led. Hvor forundret blev jeg, ved i Pakken hiemme fra at finde et lille Brev med ingen anden Udskrift end: «Ved Moer Korens Pult». – det var fra den underlige Wulfsberg, som paa sine Vandringer, jeg troer fra Odalen og Winger, havde været paa Hovind, et ret nysseligt lille Rimbrev, som han overalt har sin Force i at give visse Smaaeting en peen Vending. Ved bædre Tiid og Leylighed skal jeg maaskee afskrive det her i disse Blade. Nu gaaer det mig som Baggesen, at jeg er færdig at lægge dem bort «til jeg faaer lidt mindre Stof dertil. Ja, til i Morgen for det første, hviler, I kiære Blade!
Onsdagmorgen 10de Kl 5. Imens alt omkring mig er stille, sidder jeg her igien, mine Dyrebare, og kiæmpede ret med Søvn og Mathed for at komme op og hid. Det er saa tungt at være længe af Gangen fra det kiære kiære Selskab, og dog er jeg ikke med nogen ret Roe iblandt dem, de Elskede, saa længe min Giæld til Dagbogen er saa stoer. I Dag skal jeg desuden have Brevet til Døttrene mine dernede færdigt, og min Lotta skulde have et Svar paa sit hulde Brev, og hiemme paa Hovind længes de ogsaa efter at høre herfra, det veed jeg. Men nu maae I sætte Eder hen med mig igien paa Strømsøe ved mine Breve, mens de allesammen vandrer til det vakre Auestad. Jeg var netop blevet færdig med dem, og sad oppe hos min Maja og Lina, da denne sidste, som stod ved Vinduet og raabte: «God Dag, god Dag, du lille Broder Frederich!» og styrtede sig ud og ned af Trapperne, Maja efter, og hang de begge i den kiærlige Broders Arme inden jeg, som dog heller ikke tøvede, kom efter. Imens vi nu vare saa allene, talte vi om dit og dat, men meest om vor kiære Slotspræstindes Fødselsdag, den 8de Julj, og hvordan de‹n› skulde hilses, og det kiære lille Barn hilses naar hun med sin Gemahl for første Gang, og just denne Dag, kom til Majadal. Sønnen min læste et velsignet lille Digt til den hulde Søster i denne Anledning, og traf det saa deyligt sammen med vore Foranstaltninger her, som det kunde været aftalt. Min i alt sligt og i alt som kan glæde hendes Elskede saa opfindsomme Maja, havde i Maskepie med Skriveren min, da han var her, udfundet følgende: I en lille forhøyet Runddeel i Lunden udskar min kunstige Skriver efter den ey mindre kunstige Majas Anvisning, i Græstorven M: P: – 8de Julj 1811 – lige for blev sadt en lille net hviid Bænk, og det kiære Navn indlagt med Roser. I troer ikke, hvor deyligt det tog sig ud; men I maae heller ikke gaae did endnu – der er langt frem inden vi kommer saa langt. Jeg skal bede vor Egerven saa vakkert om Lov til at smykke min Journal med hans Digt, saa skal I see, hvor alt var sammenpassende. Dog, nu er jeg der igien –
Aftenen gik med Prat og Mad og Drikke nok saa lustelig. Først Kl: over 9 Mandagmorgen kom vi afsted. Fader Pavels fortalte os det var hans Majas Geburtsdag, og vi anstillede os som om vi aldrig havde troet det, og gratulerte ret stadseligt, ja saa gar formulariskt. Saa gik da Toget for sig: Den præstelige Familie i een, Moer C, Hr Frederich, Linchen og jeg i en anden Vogn. Fatter Cappelen vilde blive til Tirsdag for at følge ud med sin Thrina og Realf, som vi da Gud skee Lov havde Vished om, skulde komme Mandag. Lille Maja bade vi alle forgiæves om at følge med. Hun vilde ikke, kunde ikke forsømme sin Tegning og end mindre sin Harpe saa længe, sagde hun. Onsdag skulde hun komme efter. Den første Miil gik saa deyligt, men saa blev vor Maja P: lidt syg, og havde et Par slemme Anfald af Krampe[.] Hendes raad- og daadfulde Navnesøster byttede Plads med Slotspræsten, og han blev min Sidemand, men det varede længe, inden vi kom ret i vor Skik igien, og det var først da vor kiære Syge var bleven nogenlunde brav. Over Bergstien gik de alle, Store og Smaae, den gamle Moer Koren undtagen; og som om jeg ikke havde seet Majadal i et heelt Aar, hilsede jeg den saa snart jeg øynede Bergvandet. Glæden lyste ud af Pavels's Aasyn ved Beskuelsen af den skiønne i saa høy Grad romantiske Egn, og jublende bøde vi hinanden velkomne til den stille «Fredens og Glædens Dal» som vor Sally saa rigtig kalder den. Efter en lille Forfriskelse gik vi i Lunden, og førte jeg uformærkt Maja den Nyefødte til sin Bænk for sit rosenlagde Navn, og blide Taare var hendes Tak til sin Maja, hendes Tak og Svar paa vore Lykønskninger, som nu strømmede frit fra Hiertet giennem Læberne – Og nu ved Bordet den skiønne Sang – men det blev den kiære Spæde for meget, hendes Hierte var overvældet – (hun havde tidlig om Morgenen faaet en rørende Lykønskning af sin ømme lykkelige Mage) – hun maatte fra Bordet og lægge sig, men efter en god Søvn – og vi sov alle, trætte af Dagens Byrde og Hede – var hun Gud skee Lov rask, og har været det hele Tiden. Vi kom ikke mere ud, da det blev stærk Regn; men vi havde det for godt inde til, at vi kunde blive utaalmodige. Egersønnen satte sig til Claveret, som Maja havde besørget hid at alt kunde være complet, og legede saa lifligt paa det, og sang med Maja P, og det blev Sengetiid før vi tænkte paa det. I Gaar, som I har seet, mine Elskede, vaagnede jeg med Hovedpine, og hvordan vi havde det til over Middag veed I ogsaa. I Fiskerhuset, hvor Caffen smagte inderlig godt, besluttede vi at blive, for derfra at see de elskede Ventede imøde. Men ved Æolsharpens og da den taug ved sød fortroelig Snak, gleed Tiden saa uformærkt, og just da vi sad og giættede: hvor mon de nu er? kom de i en glad Fart nedover Bakken, Faderen med sine elskede Børn, sin Thrina, sin Real, og sin og min lille Maja – vore Børn, mine Børn allesammen – De havde taget Ungen min med en Trumph og hun kiørte med Broder Real, min Thrinasara med sin glade kiærlige Fader, og nu – først nu mærkede vi, at det var disses Savn der havde ladet os noget tilovers at ønske af alt hvad vi kunde haabe opfyldt – Det hele venlige lille Lysthus var propfuldt, og har vist aldrig indsluttet gladere, lykkeligere, kiærlighedsfuldere Væsner inden sine smilende Vægge. Real tog sit gamle Sæde i Dørtærskelen, hvor han dog ikke nu havde sit gamle Prospect: sin Thrina ved Theebordet. Der sad liden Sophi, og det var ikke meer end saa at den unge Madam fandt sig i at sidde paa Bænk med os Matroner. Men der hører Du dog nu rigtig hen, mit elskelige Barn! – Da vi kom herop gik Touren i Lunden og ned i Thrinemoers Lundunge, en lille trindt omskygget Runddeel med Græsbænke, hvor Skriveren min havde, ligesom ovenfor er meldt, udskaaret den 18de Junj, Thrinas og Reals første lykkelige Dag. O maatte hver af Eders Dage, I Dyrebare, og af Dine, min Maja P: saaledes være betegnede med Roser, som disse Eders Festdage her vare det! og de vil blive det: «thi Venskabshaand strøer Roser allevegne, Og blidner Livets Vey til mørken Grav» – Aftenen gik med Musik og Sang og Samsnak, ikke at forglæmme Æggepunsch og Appelsiner med det mere, som Legemet fik paa sin Part, for ikke at blive misundelig over Siælens mangehaande Nydelser.
Nu har jeg sadt her troet, og skrevet troet – synes I ikke det? –og kun holdt op mens jeg pratede lidt med min Thrinasara (som bragte mig nyeskaarne Penne fra sin Gemahl) og spiste deyligt Hvedebrød, som Linchen bragte mig fra min Maja C, og Jordbær som lille Claudine havde plukket og bragte mig til Desert. Saadan gaaer de hele Dagen, disse venlige Glutter, og giver os Bær og Blomster, og saadan gaaer den hele Dag i usigelig Vennehuldhed og Kiærlighed og Glæde.
Torsdag 11te Fader Cappelen er allerede afsted med vor kiære lille Maja, som slet ikke gav sig længere Tiid, og et lille Brev til min Lotta og et ikke stort større til de kbhnske Døttrene mine. Jeg kom seent op i Dag, og har lidt Hovedpine. Værre er det med vor gode Slotspræst, som har været meget syg i Nat, og nu har maattet lægge sig. Med mig pleyer det bædres op ad Dagen, og Gud give det ogsaa maae blive Tilfældet med ham. Det er vel altiid tungt at lide, men ved Tanken om de Glæder man ved saadant Skranterie taber, lider ogsaa Siælen, og det Onde fordobles.
Det er da hele Gaarsdagen I skulde have Regnskab for, og I vil vel ikke nøyes med at jeg siger den var usigelig deylig. Endeel af Formiddagen tilbragte jeg her ved Skriverbordet, siden giorde vi alle en Tour opad Veyen til Eid. Det blev lidt for langt og brat for mine svage Knæe, og desuden var jeg blevet vaad paa Fødderne. Jeg maatte derfor saa nødig jeg vilde bryde op, det er udlagt: vende tilbage. Pavels giorde mig Selskab, og Thrina og Ottesen stode ubestemte, som Hercules ved Korsveyen, hvilket Partie de skulde slaae sig til. Men Skiæbnen afgiorde det for dem, da Ottesen fandt noget Jærn, som en Rytter, vi nyelig havde mødt maatte have tabt, og foer den samvittighedsfulde Præst efter ham for at give ham det fundne igien. Imens stod Thrinabarnet og ventede hans Gienkomst, og vi fortsatte Hiemmarschen. Inden jeg havde faaet ombyttet mit vaade Fodtøy, var hele Selskabet i Gaarden fra en anden Side[.] Henimod Aften giorde vi en Baadtour til den vakre Bierkeøe, hvor vi hilsede de gamle Navne og satte nye. Min egen troe Real udprikkede, da mine Øyne ey stod til det, N:T: – C:T: – M:D: og satte en Krands om de dyrebare Navne. Jeg fik med Møye – jeg havde ingen Briller – printet min troefaste Kistas Navn, og hendes sieldne Broders, og et S: og W: ved Siden af dem. Som sædvanlig landede vi ved Fiskerhuset og drak Thee der og vare der til Kl: over 8. Da vi kom tilbage hid, satte Hr Frederich sig til Claveret, og opfyldte sit Løfte til den yngste av Majasøstrene sine, og spillede alle hendes Yndlingsstykker, som for det meste ogsaa ere mine, og forlod ikke Claveret før vi kaldtes tilbords. Jeg gik saa godt som derfra tilsengs da jeg ikke var ret frisk, min Thrina og Pavels fulgte mit Exempel, men de øvrige karske lustige Barna mine vare endnu en Tour i Maaneskin paa Vandet, og kan ikke noksom sige hvor deyligt det var i den stille Aften. Nu ere de i Lunden, og did skal jeg følge dem. Vor Egerven har vi Gud skee Lov faaet overtalt, bedt og truet til at blive her i Dag over. Nu hører jeg, at vor kiære Slotspræst ogsaa er paa Benene igien. Maatte han dog blive brav, at han kunde glæde sig ret, og intet skulde forstyrre vor Roe!
Fredag 12ten19 Hilsen til Eder Alle fra vor kiære Egerven, som vi nu har fulgt til Baads. Begge Majaerne, C og P:, fulgte ham længere, jeg troer halvveys, og kommer ikke igien før imod Middag. Den Slotspræstinde er saadan Vandkrabbe,
mætta, at hun giærne gad pladske støt som en lille Havfrue. Baaden kunde i det høyeste rummet een til. Fader Pavels, skiøndt Gud skee Lov rask i Dag, havde ingen Lyst, jeg havde nok Lyst, men deels skulde jeg skrive til min velsignede Koren, fra hvem jeg i Dag fik et saa langt kiærligt Brev, deels frygtede jeg, at Modvind kunde giøre Tilbagefarten vanskelig og nøde os til en alt for lang Spadsertour, som før er hendt; «og
de unge To?» Hvor I kan spørge, Børn! Jeg har jo sagt Eder, at der i Baaden kun var Rum endnu til
Een – Naar jeg nu har fortalt Eder, at Gaarsaftenen gik som de forrige, paa det nær, at Maja C: Slotspræstparret og Egersønnen giorde en Spadsertour op paa et af de nærliggende Fielde, hvorfra skal være en deylig Udsigt ned over hele Dalen, og at jeg med Thrina og Realen min imens sad og gik i den kiøle Lund, saa skriver jeg til min Koren, og saa, om de ikke er tilbage til jeg dermed er færdig, har I mig her igien – thi Pavels sidder i Fiskerhuset med sin Bog, og de andre Barna vandre og sidde sammen i Haven og Lunden, og jeg er i Dag saa lidt skikket til at gaae, at jeg hellere slaaer mig til Roe, og i mit kiære Selskabs kortere Fraværelse underholder mig med de kiære, ak saa langt Fraværende.
Kl 6 Kl: halvto kom vore Majaer tilbage, og havde havt en plaserlig Fart, paa den Viderværdighed nær, at da de vilde tage fat paa deres Frokost der hvor de skulde skilles ad, var det væsentligste glæmt – Brødet nemlig. Da vi drak Caffe i Lunden kom en lille Regnbyge, den er forbi, Solen skinner, de vandre nu alle til Fiskerhuset, for at drikke Thee der, men jeg bliver hos Eder, mine elskte Fraværende, da jeg som sagt i Dag ikke føler noget Kald til at vove mig langt fra Huset. Jeg har saa slem Gigt i det halve Hoved i Aften. Mueligt glæder jeg dem med min høye Nærværelse om den sagtnes, og naar det bliver svalere.
Nu, da min elskelige Hr Frederich ikke mere underholder os med Musik og Samtaler og mimiske Darstellunger, som I kan troe han blev begeystret til hver Gang han fik Maja Pavels's røde store Shawl paa, vil jeg underholde mig selv og Eder ved efter hans Tilladelse at afskrive Eder hans
Sang, den 8de Julj 1811.
Vor Frue Maria, et vennehuldt Noer,
For første Gang hilste i Dag paa vor Jord,
Og Jorden tog hende paa blomstrende Skiød
Og Rosen den smilte saa blussende rød.
Den hilste sin Søster i purpurne Glands,
Og flætted´ til hende en duftende Krands.
Sin Ynde og Blidhed den prægede ind
I Pigens det bløde og barnlige Sind.
Og Lilien bøyed huldsalig sig ned,
Og aanded i Siælen Uskyldigheds Fred.
Narcissen i Øyet, som blidt mod den saae,
Sig malte med Himmelens klareste Blaa.
End Rosen den røde og Lilien hviid
Og blaalig Narcissen omsvæver dig bliid,
Og Sommeren hilser som Moder og Viv
Sin Datter med tredobbelt Ynde og Liv.
Og hulde Kiærminder fra Majadals Favn
Sig slynge, o Maja! saa ømt om dit Navn,
Og tolker dig Venskabs og Kiærligheds Bøn:
Nyd længe i elskende Hierter din Løn!
Løverdag 13de Jeg var ret en Usling i Gaar, og kom ikke hele Eftermiddagen ud af Huset. Kl: 8, da det blev for kiøligt at sidde ude (det høstes allerede, synes jeg) samledes vi alle i den pene blaa Stue. Claveret var desværre stumt, skiøndt Maja P: nok kan faae det til at tale naar hun vil, og hun vil nok ogsaa, det gode Barn, men det Par Timer som var igien af Aftenen gik som et behageligt Øyeblik ved Forelæsningen af en meget interessant Biographie, skrevet med Hiertelighed og Sandhed. Slotspræsten var Forelæseren. I Dag regner det stærkt, og i Dag tænkte jeg i Stilhed og ene at tage Afskeed med alle mine Yndlingsstæder heromkring, da her vel i Morgen bliver mindre roeligt. Og saa ere de jo forbi, saa ubeskrivelig snart forbi, de 26 glade Dage jeg har tilbragt i min dyrebare Majas velsignede Dal – kun een er tilbage – – –
Jeg sidder her ene paa mit Kammer i den tidlige Morgenstund, og alt er saa stille og Veyret saa mørkt. Der kom lille Karen, den gode venlige Skabning, med en Kop Caffe til mig. Den bringer hun mig hver Morgen herop. I denne Tiid lever hun deyligt med de tre Smaae, og er aldeles Barn som de og med dem. Claudine og Maria, ‹…› har sine Dukker med, og et Par Gange har jeg overrasket hende allene beskiæftiget med at pynte og stelle med dem, og jeg har trukket mig sagte tilbage for ikke at vække hende af den glade Drøm: at hun endnu er et lykkeligt Barn – –
Naa, den Fader Cappelen! Kl er ikke 7 endnu, og der er han allerede fra Strømsøe. Det kalder jeg en Morgenmand. Han har alt hilset mig fra Maja mi, hun er Gud skee Lov rask, forsikrer han.
Kl 11. Den regnfulde Formiddag gleed fornøyelig hen med Forelæsningen af den ufuldendte Biographie, som var kun alt for snart forbi – Nu har Regnen hørt op, og jeg tænker for i Aften, saa vi kanskje endnu kan faae giort den deylige Vandtour igien som vi giorde da min Koren og Sally var her. Ogsaa mine Afskedsbesøg i Lunden har jeg foresat mig at giøre naar Træerne faaer afrystet sine tunge Regnperler. Imidlertiid vil jeg, for at faae dette Hefte færdigt i Majasdal, afskrive Gangerpilten Wulfbergs Vers her, i den Tiid jeg havde bestemt til Eftermiddagshvile. Her er det:
Moer Koren!
See, Sønnen din, den Vandrende,
Og Sted hver Dag forandrende,
Men dog i Grunden een –
Han kom til Hovind hinkende,
Sit Vandringsskab forsinkende
Paa to saarføtte Been.
Jeg fandt din Jess den venlige,
Og Hertelmand to-eenlige
I Stuer – meer end ti:
Paa samme Tiid kom Fremmeder,
Som syntes nesten hiemme her.
Hvo drager Jer forbi?
Os Giæstmildhed tilgodegiør,
Den Skik, jeg tør formode, døer
Ey ud paa Hovind Gaard.
Vi sove, mættes, drikke, lee,
Og kun en Blind kan ikke see,
Det herligt med os staaer
Dog svæver Hiertet vidt omkring,
Og bryder sig kun lidt om Ting,
Som Kiødet trives ved!
Thi alle Vegne stode Spor
Af dig, du alle Godes Moer!
Og af din Kiærlighed.
Hun er her ey! – saa sukker jeg,
Hvi er hun dog, saa mukker jeg,
Hvi er hun ikke her?
Fra C (af Tant og Trængsel fuld)
Jeg gik saa glad, saa længselfuld
Did hvor min Moder er....
Jeg søgte – men jeg ikke fandt,
Jeg voved, men jeg ikke vandt
Den sieldne, stille Fryd:
At see dig i din egen Borg,
Hvor høye Glæder – megen Sorg
Tit luttrede din Dyd.
Hvo veed, naar det mig undes skal
(Jeg, som blandt Lænkebundnes Tal
Til Huset bunden staaer!)
At flye fra tomhedsfulde Bye
Hen til dit Hovinds hulde Lye,
Hvor Venskab ey forgaaer!
Det er ret en Joulepille, den Hr: Niels. Ved sin Tilbagekomst til Xstiania hørte han (eller vidste det maaskee før) at hans Broder Dagen efter skulde have Bryllup, og fortsatte sin Vandring til Eger efter to Timers Rast, og viede Brudeparret.
Søndag 14de Da jeg i Morges – Solens Straaler vakte mig – slog mine Øyne op, var min første Tanke: «Dette er da den sidste Gang i lang Tiid Solen vækker dig til en glad Dag i din Majasdal» – ak, og da faldt det smerteligt paa mit Hierte hvilken Smertedag denne var Dig for 7 Aar siden, huldsalige Maja, ømme dybt saarede Moder, og hvilke bittre Minder den bragte Dig tilbage. O hvem kunde føle disse inderligere, dele dem troere med Dig, end dette af lige Saar evigblødende Hierte, og som kiender Dit som maaskee kun faa kiender det!
Evig blødende? sagde jeg det? O alnaadens evige Fader, tilgiv at jeg sagde det! Ney, min Maja, ikke
evig – ikke engang for dette Liv
stedse blødende. Ikke med hvert Aar, ney med hver Dag, naar de første Bedøvelsens og den skrækkelige Opvaagnelses
n20 Maaneder og Uger og Dage ere overlevede, bløder Saaret mildere alt som Taarene begynder at flyde villigere. O at med hver Taare, som i Dag og herefter flyder fra Dine blide Øyne, Vemodssøde Fred og Fryd maae synke i Dit blide Hierte! Amen!
Kl 12 Jeg har seet dem flyde, de milde Taare. Her, da mine blandede sig med dem, med et andet vemodsfuldt Moderhiertes Taare, og da Du holdt Din velsignede Thrina paa Dit Skiød i Dine Arme, og Din Real omfavnede Eder begge, og da vor ædle Pavels forelæste os en af sine skiønne hiertelige Taler – og jeg har seet Din Peders Øye hvile saa vemodsfuldt paa Dine – og jeg har seet meget meget mere, men jeg siger det ikke, thi min Aand saae det ud i det fjærne. Engang skal jeg sige Eder hvad jeg saae –
Ja, vi har holdt vor Andagt ordentligt, og nu været i Lunden, hvor de alle ere endnu og jeg strax igien hos dem, og besøgt vore Minder, og ofret dem vore Blomster, og prydet Altaret i Petronellas Lund med hvide Roser. Der er min Maja selv, og siger mig, at Harpen toner saa deyligt i Badehuset; men did er lidt langt og brat, naar vi strax skal gaae tilbage igien, da det nu stunder til Middag. Men oppebie dem i Lunden vil jeg.
I Dag bliver den i Gaar 8 Dage Druknede begravet. Ak, det har jeg nok ikke sagt Eder, at jeg strax jeg saae ham livløs paa Græsset, kiendte Ansigtet igien. Han var en af de raskeste til at dandse om Maystangen St.hansaften, han hvilede aldrig mens vi stode dernede, som om det ahnede ham, at de var sidste Gang han nød denne Ungdomslyst. Dog, havde det ahnet ham, var vel tværtimod hans Skridt plutselig standsede og hans Glæde forsvunden. Det er et forkert Udtryk, men I udfinder vel Meningen, mine Elskede!
Kl 8 De toge alle ud den deylige Tour paa Bergsvandet, og vil tage i Land og saae tilbage. Jeg torde ikke blive med, da jeg slet ikke er frisk i Dag. Gaae tilbage den temmelig lange Vey havde jeg ikke orket, men jeg kunde roet hiem igien. Jeg maatte med moderlig Myndighed true min Maja C til at være med, hun vilde endelig blive hiemme hos sin Moer Koren; men Motion er nødvendig for hendes Hebred, som den vel er, meer og mindre, for alles, ogsaa vist for min, og det er sandelig ikke Dovenskab at jeg gaaer saa lidt – jeg kan det ikke anderledes, mine Knæe ere blevne saa grumme svage, de vil ofte slet ikke bære mig, og da faaer jeg saa ondt for Brystet. Dog er der ingen Dag, naar det er Opholdsveyr, at jeg jo gaaer noget. Imens de vare borte, sad jeg med min Bog i det yndige Fiskerhus, henved to Timer ganske ene; da kom Madam Engstrøm (hun og hendes Mand og Barn er her som sædvanligt om Søndagen) ene roende tilbage, da hun er halt og derfor heller valgte den mageligere Befordring. Med hende kom jeg nu her hiem, de andre kan vel ikke ventes saa snart, da Omveyen er lang. Saadan er det meste gaaet af denne Dag, den sidste her for denne Sinde. Jeg har ogsaa spadseret lidt i Lunden og sadt der og læst, men kun kort. God Nat, mine Dyrebare, men ikke Farvel fra Majadal. I Dag 8 Dage siger jeg Eder, haaber jeg, God Nat fra Hovind.
Mandag Morgen d: 15de Jeg har allerede indpakket og drukket min Caffe, sagt Farvel til min kiære Fader Cappelen, som foer afsted Kl: lidt over 5, og vaagnet min velsignede Maja og sadt lidt og snakket hos hende. Alle andre sover endnu – Med et langt lettere Hierte pakkede jeg ind og tænkte paa Bortreysen, thi – de følger alle ind med os, de Elskede. Aals fra Porsgrund (Faer C:s Stedfader) ventes med sin Familie til Strømsøe i denne Uge, saa maatte Maja ind; i hvor som var, og Realf skal giøre en Tour med sin faderkiærlige Svigerfader til Ringeriget, og blev nesten forstyrret af Glæde da han hørte, han fik sin Thrine med til Byen, altsaa beholdt hende en heel Dag – de skal først reyse fra Strømsøe i Morgen – længere. Saa udfandt Majamoer, hvis Ud- og Op-findelseskraft jeg saa ofte beundrer og velsigner, at det faldt aller som bedst, de i Dag fulgte ind med os. Selv liden Sophie bliver med, og Maja lille faaer mange Fremmede! at modtage. Fader Pedro har imidlertiid beredt Veyen for os, og meldt Herskabet. Aslak kom i Løverdags til Strømsøe med Gulen min, men Brev havde han ikke med, hører jeg. Det var vel ingen af de Skrivende hiemme; og min Koren havde jo ogsaa nyelig skrevet et saa langt, saa omstændeligt og velsignet Brev, den Gode!
De kiære Vandrende kom først hiem Kl: over 9. Saa snart vi havde spiist, forføyede vi os alle til Hvile. Stakkels Fader Pavels var ikke saa brav, og lider meget af Smerte i sine Been. Gud give han maae være bædre i Dag, og at disse korte Dages glade Ophold i dette Eden iblandt Mennesker som hans Hierte hænger ved (og det hænger fast hvor det engang har hæftet sig) maae have saa gavnlig Indflydelse paa hans Legeme som det vist har og vil have paa hans Siæl!
Det regner, og truer at blive Dagsbløde. Nu, det faaer da ikke hielpe. O hvor godt det er, at de Alle – «bliver vaade med dig?» – Aa ja, skiøndt det ikke var min Mening; I tager mig altiid saa braat, Børn – at de Alle bliver med os, vilde jeg sagt. Men neppe kommer jeg ned til Badehuset, som jeg i Gaar ikke fik sagt Farvel til, og til den hele kiære Lund havde jeg endnu engang saa giærne sagt Farvel – nu; saa siger mit Hierte det ligefuldt, imedens det dvæler ved hver Bænk ved hver Plæt hvor jeg havde det, Gud, Du allene veed, hvor godt –
Men nu hører jeg de ere paa Benene, og de Smaae springer lustig i Gangen –
Kl: 9: Og ret paa karske Been ere vi Gud skee Lov Allesammen, ogsaa Fader Pavels, og enhver har nu travlt med at samle sine Effecter og sit Løsøre, som ligger strødt om overalt. Først Kl: 1 tager vi herfra, men da Heste ere bestilte, gaaer det nok raskt, haaber ‹…› ‹…›aar
n21 vi først ere over Bergstien, der fra denne Side er meget bratte‹…› ‹…›
n22 længere opad, end fra den anden. Nu, da jeg faaer min Maja og Thrinasara med mig, og da jeg ikke kan komme i Lunden, iler Tankerne fremad til Maja K: og til at høre noget af Aslak om Tøyen og Hovind. Med alt det har jeg dog ikke ret Roe til at foretage mig noget. Jeg vilde skrevet lidt til Egersønnen min, men jeg troer ikke det bliver herfra. Paa Fredag seer jeg ham paa Tøyen, derom har jeg hans sønlige Løfte. Han reyser til Christiania for at møde sin Hustroe, som i Torsdags tog fra Kbhn med Posten, i Følge med Kammerherre Hauchs.
Og saa Farvel fra Majas tryllende Dal, I Dyrebare, som ikke delte disse mange lykkelige Dage med mig – Og Tak, I som delte dem, for hvert vort Samlivs Øyeblik. Og for Alt Eder min Tak, som dog ingen Ord findes for, ædle Fader Pedro, ædle evigkiære Maja! men fordi ingen Ord findes for mine Følelser, og ingen behøves, hvor disse finder en Gienlyd som i Dit Bryst, Maja, min Maja evig! saa blot – Farvel!
Og du, skiønne Dal! Stille Vennerslund! – Farvel! Farvel! Farvel!
Hovind
Løverdag 20de Vidste jeg nu kun, hvordan jeg skulde begynde, fortsætte og fuldende alt det meget, jeg har at giøre Regnskab for. Saa nær otte Dage ere i egentligste Forstand borttumlede, uden at et Øyeblik er blevet tilovers for disse stakkels Blade. Men nu sidder jeg her i min gamle søde Roe, og det herlige Veyr og alle andre Lokkelser skal jeg stræbe at modstaae til min Gield er afgiort. Kun at de fatale Fluer, som der surrer om mig som en Biesværm, vilde give mig Fred –
Mit Farvel fra den elskede Dal modtog I da den
15de nesten med det samme jeg forlod den. Det vilde været et tungt Farvel, havde de ikke fulgt med mig som forskiønner den skiønne Dal, og i hvis Kreds jeg overalt kan tænke mig i Majadal, og aldrig
bittert savne, om end hiertelig længes efter den. Kl: henimod to begyndte Toget i stærk Taageregn. Realf med sin Thrina
n23 forænt under en af den kunstforstandige unge Præst i Vognen fastsat Paraplye; begge Majaerne
og lille Mariane derefter i Slotspræstens med Dæk forsynede Vogn; endelig Slotspræsten selv, jeg, Lina, Claudine og Sophie Pechel i Fader Cappelens største Vogn. Det gik raskt til Bergstien, op ad hvilken selve Mathias maae fare sagte frem, endogsaa naar han kiører sin hurtige Herre. Mit hele
VognSelskab spadserede op over den, Regnen var nesten ganske forbi, og vi havde hele Veyen det ønskeligste Veyr. Intet Eventyr mødte os, alting gik i sin Orden, og glædelig modtog min Marie os, men lidt skamfuld over, at hun havde glæmt at sende mig et Brev fra sin Fader, som Aslak havde bragt. Af dette saae jeg, at den unge Amtmand havde indfundet sig til Tingene, og skulde være her i nogle Dage. Da vi havde drukket Thee, spadserede vi alle som Een op til det vakre Auestad, som nu begynder at vise sig meer og meer i al sin Vakkerhed. I Haven spiste vi deylige spanske Kirsebær, dog voxede
der samsnakkede, vandrede hiem igien, spiste atter, og lod Hvilen smage os saa godt som alt det øvrige havde smagt os.
Kl 4 Tirsdag Morgen vaagnede jeg ved min lille Majas Puslen omkring i Værelset, skiøndt det kiære Barn gik uden Skoe og saa sagte som en lille Kattepus, med hvem hun ellers ikke for Resten har mindste Lighed. Lidt efter stod jeg op fra min sødtslumrende
n24 Linas Side, vilde snakket lidt med Eder, mine Elskede, men var for heed og træt, og satte mig til at læse, smaahviskede med Ungen min, besaae hendes Arbeyder, og hørte siden, da hun ikke mere frygtede at vække nogen, hendes Harpespil. Saa gik jeg ned og vækkede min velsignede Maja C, sad paa hendes lille Seng og snakkede og drak en god Kop Caffe forlods, som den liggende Madam ordinerede og liden Sophi bragte mig. Jeg havde saa giærne sadt der længere; thi nu da det stundede til Skilsmissen følte jeg ret levende hvor meget vi endnu havde usnakket. Men
alt skal jo have en Ende i dette Liv. Kl. 7 var Slotspræstens Skyds bestilt, og før den var 8 toge de bort, de Gode; jeg en Time senere. Lina, i hvis lille Siæl havde været en haard Kamp imellem hendes Lyst at blive hos sin Marie og de kiærlige Pleyeforældre, og
at Længsel efter Tøyen og Hovind, streed for at holde Taarene tilbage, kyssede og trykte mig til det lille Bryst og forlod mig uden at sige et Ord. (Maja K: var gaaet roelig, efter et ømt Farvel, til Jomfr: Ravert) Min Maja C, hendes og min Thrinasara og Realf – Fader C havde jeg før taget Afskeed med – vinkede mig Farvel til saa længe vi øynede hverandre, og saadan staaer de endnu for min Siæls Øyne – Hos Borche‹s› blev jeg en halv Times Tiid. Nella var færm, og hendes lille Wilhelm
var voxet dygtigt. Den lange Vey til Gillebek forkortede Aslak mig ved Fortællinger om Hiemmet her, hvordan alt stod til, og hvad der i min Fraværelse havde tildraget sig. Inden jeg vidste et Ord af det, var jeg paa Høyden af Paradisbakkerne. Paa Gillebek spiste jeg i den ret pene kiøle Stue tyk Mælk og Brød, og læste den øvrige Tiid bort til Gulen havde fortæret sit Græs. Jeg faldt i en sød Slum i Kariolen, og vaktes af den ved en klynkende Stemme. Det var en Mand, som altiid passer paa mig – og vel paa alle Reysende – ved Veyen, og pleyer falbyde Myssekrandse. Nu var det Jordbær til en Forandring, men som jeg ikke lystede, gav ham en Skiærv og fortsatte min Fart, uden andre Hendelser, end at jeg mødte Justitsraad Collet, ellers den Sorte kaldet, i en Faeton med to Heste og en sølvsnoret Kudsk, selv siddende i bare Skiorteærmer, hvori han slet ikke tog sig godt ud. Paa Ravnsborg bestilte jeg Caffe, og satte mig ret magelig tilrette med min Bog til den var færdig, tænkte jeg. Atter slumrede jeg nu ind, og atter væktes jeg ved en klynkende Stemme. Det var Vertinden, som laae syg i neste Værelse. Søvnen var forbi, og jeg ønskede mere at komme ud igien end at drikke Caffe, dog drak jeg den da den kom, skiøndt med sur Fløde til, og i Selskab med Capit: Berg, som jeg dog holder af fordi han bragte os vor kiære Sally – velbeholden fra og til London. For disse faa Kopper Caffe betalte jeg mine ‹…›, og ilede glad afsted, mit kiære Tøyen til. Veyen blev
mig, hvor raskt det gik, dog grumme lang. Endelig var jeg der, og i min elskede Lottas og Kistas Arme, og nesten qvalt af den glade Kajaunges Kiærtegn. Her laae igien Brev fra min Koren med saa indstændige Begiæringer og Paakaldelser, at jeg vilde komme hiem saa snart mueligt, og hellere følge ind igien med Lottamoer naar hun havde været her og paa Hedemarken, o.s.v. Lottas Underlæbe blev lidt lang, nesten som Linas da hun bad mig Farvel, og Kista sagde: Herregud! og Hanna: Ney da, Moer Koren! og Kaja: Bliver jeg med dig? – da de hørte min Beslutning, som en høvig og lydig Hustroe at tage hiem Torsdag. Dog ikke allene fandt de sig deri, men gave mig endogsaa Ret efter nøyere Overveyelse. Og det havde I Alle giort, mine Elskelige, om I havde seet hvor kiærligt og ømt han bad mig, den gode kiære Johan, og dog overlod alt til mig selv – og saadan er han jo stedse. – Presidenten kom hiem lidt før vi skulde køye os, flink og munter.
Den hele Onsdag regnede det til henimod Aften. Jeg sendte Bud til Barna paa Festningen, og til Sally for at lade dem vide Omgiørelsen i min Reyseplan – thi efter den førstlagte skulde jeg blevet inde til i Dag, Løverdag – Nogle faa Linier skrev jeg til min Maja C og en lille Seddel til Søn Frederich, som nu i Gaar modtog ham paa Tøyen istæden for hans egen Mama Koren. Saa giorde jeg en Pakke færdig som skulde med Wraatz til Døttrene mine i Kbhn, og havde ikke Hierte til at begynde et Dagbogblad i den korte Tiid, den eneste Dag jeg kunde være paa mit Tøyen. Mod Aftenen kom vor Sally og blev hos os til Kl: 10. Presidenten var hele Dagen hiemme. En Søn af Mad: Flood, Lieut: i Artelleriet, og lille Jessen, var et Øyeblik i en Visit. Flood var er et ret vakkert ungt Menneske og ønskede jeg, den snilde Inger havde sadt ved min Side og seet ham. Lille Jessen kommer herud i Dag eller tidlig i Morgen tilligemed min lille Kaja. – Torsdag Morgen Kl 6½ forlod jeg mit vakre kiære Tøyen, ledsaget af alle de elskede Menneskers Kiærlighed og Velsignelser, og i den glade Vished at jeg Fredag skal see min Lottamoer hos mig, og beholde hende længe i Sammenligning med den Tiid hun ellers pleyer være her. Og meget rimeligt Haab har jeg ogsaa om, tilligemed hende at see min Sally. Saa har jeg dog disse Kiære hos mig den 27de.
Heden er i Dag nesten forsmædelig. Nu har jeg sovet min Middags Søvn her i Sophaen efter gammel Stiil, og drømte at Fader Pavels forærede mig en grumme Hoben Tobak i en peen Blikdaase. Telja dækker Caffebordet her ude i Baggaarden, hvor der er den bedste Skygge.
Aa ja, der var godt, men kiølere er det dog her i mit kiære Kammer. Nu er jeg da paa min Reyse hiem. Det første Hvilested, Skiellebæk, kom jeg til i god Mag, uden at lide af Heden, som siden tiltog. Der spiste jeg de deylige Smørrebrød, min Kista ikke havde glæmt at give mig med, og de end deyligere lædskende Kirsebær min Lotta selv havde plukket til mig. Ved Middagstide var jeg paa Moe, og saa søvning, at jeg ikke kunde holde Øynene aabne ved en meget interessant Fortælling i Erholungen. Jeg bad dem skaffe mig Caffe for at faae Hast paa denne Dorskhed, og vilde ligesom paa Ravnsborg probere at faae et Blund – imidlertiid; men see! der førte den fiendske Skiæbne Giørup og Kone did, som kom, sagde lille Giørup «for hos Manden paa Moe at faae kiøbt sig en Vojature, da deres gamle var saa saare brøstfældig, at det virkelig var haszaderligt at betroe sig i den» – saa mange vare hans Ord, og de vare Sandhed: thi det begav sig, at da de skulde afsted igien, med uforrettet Sag, var det ene Kiærrehiul heelt, det andet halvtsønder. Gud veed, paa hvad Maade de kom derfra. Mad: Giørup lovede mig, at faae et Bud til min Rikke for at underrette hende om min høye Ankomst, og at jeg Dagen efter tog til Nannestad, hvor jeg saa giærne vilde, hun skulde møde mig.
Her var mit første Møde den lille graa Kattekilling, som tog mindre Notiz af mig end jeg af den, da jeg meget ærbødig veeg tilside for den. Siden kom min Telja og Ane og alle Husets Øvrige, alle i største Forundring over mit uventede Komme, men hiertensglade, og undskyldende at det ikke saae saa ordentlig ud som det burde ved Fruens Hiemkomst. Herinde i mit Kammer stod en heel Mængde Stager med Lys i, saa jeg i Begyndelsen troede, de vilde iluminere for Honnen, som Frue Rahbek og Øhlenschläger i gamle Dage; men saa erindrede jeg, at her Aftenen før havde været Selskab for Grev Knuth. Ane rullede, og stakkels min Telja gaaer allene med alt, da Skieldruppen endnu ikke er kommet fra sit Besøg. Saa træt jeg var, maatte jeg rundt om i Haven og Gaarden, hvor jeg fandt alting i bedste Orden, feyet og prydet og Bænkene malede og skurde, kort, overalt Spor af Grevebesøget og Hertels altomfattende Blik. Da jeg havde skrevet lidt til Lotta og Sally med det Bud som i Dag bringer Kaja og Jessen hid, taget Afskeed med Jomfr: Antze, som nu flyttede fra Walbohms hvor hun har været i mange Aar, til sin Familie i Tellemarken, tog jeg Mod til mig og gik ud til den dødblege udtærede efter sin Opløsning haardtstundende Inger, som brast i Graad da hun saae mig, og kun spurgte efter Maria og Lina. Gud ende snart hendes Lidelser! og jeg haaber, de ikke kan vare længe. Mit sidste Aftenbesøg var til Sara og Wilhelm med mit Roseoffer. Det har Telja og Ane troelig bragt i min Fraværelse. Alt var saa stille, den hvidmalede Bænk indbød mig til Hvile, men jeg torde ikke sidde der længe, da det blæste koldt, og jeg var meget varm.
I Gaar Morges Kl: halvsyv var jeg i fuld Pomp, og lidt efter paa Veyen til Nannestad Præstgrd. Aslak gav mig ingen Roe før jeg lod ham tage den lille Vogn, for, sagde han, at komme hurtigere frem. Jeg gav efter og det giærne, i det Haab at faae min Koren hiem med mig, eller maaskee Rikkemoer, da man sagde mig her, at Fogden skulde følge Amtmanden til Hurdalen. Vi giorde rigtig nok ikke Veyen lang, og jeg stod midt paa Gulvet i Dagligstuen før nogen saae eller hørte mig. De blev ey mindre glade, de gode hiertelige Folk, over mit Komme, end forundrede. Præsten ordinerede paa engang Caffe, Chocolade, Viin, og Gud veed hvad mere, og hvad jeg foretrak, giætter I let. Nu gik det paa en Praten løs. Jeg havde halvveys formodet, Tingfolkene skulde været der, men de ventedes først til Middag, Greven før, for at faae sig et Partie Schach med Pastoren. Lidt efter mig kom unge Leganger for at invitere Amtmanden til sin Fader i Eidsvold Tingtiid. Af ham hørte jeg, at hans Søster bliver heroppe sin Barselseng over, men at Wratz skulde reyse ned Dagen efter, og lovede Leganger, som følger ham til Christ: selv at hente Pakken til Døttrene mine paa Tøyen og anbefale sin Svogers Omsorg. Saa var det i Rigtighed. Da jeg havde giort min Runddar i Huset, og kysset min Ginas lille vakre Sara, kom Grev Knuth, en tækkelig beskeden ung Mand – (yngling synes mig contrasterende mod Navnet Amtmand, om denne ogsaa kun er 22 Aar)[.] Et Par blidere blaa Øyne har jeg ikke seet, og dem er det, som giør ham vakker. Han bragte mig Hilsener, skiøndt to Aar gamle, fra Sophie Ørsted, og da vi havde flere fælleds Bekiendtskaber, og han med Varme talte om min Adam, kom Samtalen snart i Gang. Han var rigtig glad i at finde mig der, det saae jeg, og kunde ikke antage for blotte Complimenter hvad han sagde i Anledning af ikke at have fundet mig hiemme paa Hovind, som han fandt meget vakkert. Især var han indtaget i Wilhelmsminde, og i den Tone hvormed han udtalte dette dyrebare Navn; hørte jeg ret hans vidste og følte dets Betydning.
Min Koren kom en Timestiid eller to efter Greven. Han vidste, jeg var der, og hans Øyne meer end hans Læber takkede mig og bød mig velkommen. Først Kl over 3 kom Fogden, Hertel, og de øvrige Tingfolk, med dem Jessen min, som Dagen før var buden til Rises, og nu til Præstens. I hvor vant jeg er til at see mig elsket og omgivet af Kiærlighed, kan dog denne søde Vane aldrig blive saa meget Vane at jeg ikke med glad Taknemmelighed skulde paaskiønne denne Lykke, den største paa Jorden, og vist blandt Evighedens Glæder den største. – Kun min kiære Rikke ventede jeg forgiæves. Gid give, hun ikke maae være syg. I Morgen hører jeg fra hende, og hvem veed, om jeg ikke seer hende her. Hun længes ey mindre end jeg efter denne Sammenkomst, det veed jeg.
Hverken Amtmanden eller Fogden havde synderlig Lyst til at forlade Nannestads hyggelige Præsteborg, kunde man mærke; men da Skydsen til Hurdalen var bestilt, toge de bort henimod Aften. Jeg bad Greven tage herind om paa Tilbagetouren, men han kommer ikke denne Vey, da han vil reyse giennem Smaalehnene til Havslund hvor hans Kone er. Det stod haardt for os at slippe fra de gode giæstmilde Folk, men de begreb godt, at jeg stundede hiem, Koren ligesaa, og saa lode de os fare. Vi kiørte sammen, Jess reed paa sin Hingst. Da vi kom til det første Led, vilde han være saa galant, stakkels Gut, at lukke op, men hans Hæst vilde ikke, kapriolerte og traadde en af Vognstængerne itu. Der sad vi da i en Maade. Men Aslak, som aldrig er raadvild, løb tilbage til Præstegrd, fik Søm og Baand og en Mand til at hielpe sig, surrede og borede og fik det i god Stand igien.
Fader Bierk som fik høre vort Uheld, kom ned til os, og fornyede sit Ønske, at vi skulde blive Natten over paa Prstegrd, og da vi vedblev at være standhaftige, stod han hos os, til Vognskaden var curert. Siden gik det ret godt, skiøndt jeg ingen Troe har til denne Vojaturen, fordi der stedse indtræffer noget Galt hver Gang jeg bruger den, alt fra den Tiid de løbske Hæste splittede den ad paa Sinsen for mange Aar siden, som I, mine elskede kbhnske Børn vist erindrer, som Du, min Sally vel ey heller har glæmt da vi væltede med den ved Romsaas. Jeg torde ikke lade mig mærke med, at jeg var bange for Gutten min, som jeg saae svinge sig paa Hæsten, da han havde tugtet den dygtig, og fore afsted som et Lyn. Gud skee Lov, al min Frygt var ugrundet. Han kom og modtog os, og havde været hiemme over 3 Qvarter.
See her, mine Elskede, har I da disse Dages Begivenheder ret nøyagtige, skiøndt i Korthed og Enfoldighed. Denne Dag har jeg tilbragt for det meste herinde, da Heden er utaalelig blot man rører sig. Nu er det Aften. Jeg sad lidt i mit Lysthus i Haven, men en impertinent Padde; hvis Selskab jeg slet ikke kunde blive qvit, forjog mig derfra, og det er ogsaa seent. – I Gaar blev den saa længe usle Capitajn Hiort stædt til Graven. Han levede sig selv og Sine, især den stakkels Kone, til Byrde. Gud skee Lov at han hviler!
Søndag 21de Først i Morges kom lille Kaja og Georg Jessen. De havde reyst den hele Nat, og det var det klogeste de kunde giøre. Kaja er saa rask som en Top, men hendes Reysefælle har lagt sig lidt. De bragte mig blot Hilsener, intet Brev fra Tøyen, hvor de fik uventede Fremmede, siger Kaja, og det er da intet Nyt der. Men fra den snilde Munk Edvard bragte Georg mig et lille venligt Brev, og Mad: Stahls Corinna af hvis Læsning jeg lover mig deylige Timer! Dog, da jeg nu har saa meget andet Nyt skal min Rikke faae den først at glæde sig i, og siden skulde den gaae den gl: Tour, om Du ikke selv, dyrebareste Maja C, snart kunde vente den som Din Eyendom. Jessen fortalte mig, og det beroeligede mig ordentlig, at ingen Egerprovst var kommet til Byen endnu i Gaar, da han havde havt Brudevielse hos Just: Wulfbergs i Fredags – det er den ene Datter, som faaer, jeg troer en Proctr, Nærdrum. Hvorfor ikke Søster og Broder havde Bryllup paa engang, da der var saa kort imellem, begriber jeg ikke. At det, som der siges, skulde være «fordi der ingen Lykke er ved, at to Sødskende vies paa engang» – faaer man mig ikke til at troe. Nu, det er da ogsaa det samme – Om Posten var kommet og med den Provstinde Lise, vidste Jessen ikke.
Mandag 22de Hundedagene gaaer ind med den samme Hede, som i disse Dage plager Mennesker og Dyr. Gud hielpe os alle vel at overstande den. Stakkels min elskede Maja C som i disse Dage har saa mange Fremmede og faaer fleer, og dobbelt ynker jeg Dig, Du Gode, nødes Du til at blive i den hede Bye. Hvor længes jeg efter Torsdag for at høre fra Eder, Elskelige! Ak i Dag er det allerede 8 Dage siden jeg forlod den velsignede Dal, hvor mine Tanker saa giærne dvæler, i Morgen 8 Dage siden jeg saae Pavels og Maja vandre til Baaden, og min stille Marie til Jomfr: Ravert, og min Lina med de taarefulde Øyne, og min Maja C og min Thrinasara staae vinkende mig Farvel til under de grønne Castanietræer –.
Munthe var her i Gaar, alle Gislevolderne i en kort Visit da de kom fra Kirken, ellers ingen. Da Heden tog lidt af, reyste min Koren til Eidsvold, hvor i Dag er Ting, de andre Tingfolk lidt før. Jeg satte mig med min Wenzel Falk (en af den uudtømmelige Lafontaines nyeste Romaner fuld af morsomme Scener, i samme Smag som von Halden‹)› i Haven, og blev siddende der, skiøndt jeg ikke fandt det saa kiøligt som her i Kammeret: men der man kommer bliver man helst i denne Tiid. Mit Hoved var ogsaa ret forstyrret, og ikke engang til Graven orkede jeg gaae. Men Ane var der med Roser og Krands.
Kaja holdt sig tappert efter den giennemvaagede Nat, uden at sove, til Kl: over 10. Det var saa hyggeligt at see hende trippe omkring igien, det venlige lille Dyr. I Dag hviler hun ud for Alvor.
Aften Saa stille som denne, har jeg ikke i lang Tiid tilbragt en heel Dag. Jeg har strikket, læst og skrevet, men der er en Tomhed i mit Inderste, som giør, at intet ret vil gelinge for mig, en underlig Længsel. Nu vandrer jeg med min lille Kaja, som ogsaa gaaer saa eensom og stille, did, hvor det endnu er eensommere og stillere end her omkring mig.
Tirsdag 23de Det var vist nok den trykkende Luft som hvilte saa ængstelig paa mig. Da vi kom tilbage fra det stille Hvilested, begyndte det at tordne og en stærk Regnbyge afkiølede Luften. Jeg sov deyligt paa min haarde Madrads, og er ret rask i Dag. Kl 11 kom Skriveren min, og nu er disse Ting, som de kalder Jordbærtingene, forbi. Greven reyste fra Eidsvold Prstgrd Kl 3 i Morges. I Aftes var Skriveren og Fogden der, men ikke fik see lille Frue Wratz eller nogen af hendes Børn, som ret ærgede dem.
Fra min gode Rikke fik jeg nu en saa klynkende Sæddel fordi hun ikke har seet sin Moer Koren saa længe. I Morgen havde jeg tænkt at tage did, men nu kan jeg ikke opsætte det, og reyser i Eftermiddag.
Onsdag 24de Gud skee Lov, jeg fandt hende saa færm og Vilhelm som jeg første Gang saae klædt som Dreng, saa sød og morsom. Der var blevet saa meget Nyt og Peent imens jeg var borte, og den lille Madam selv havde tiltaget i Trivelighed. Betalte hun kun ikke sine Moderglæder saa dyrt! Ak! men hvor snart er det overstaaet og glæmt, naar kun disse Glæder ikke forvandles til bittre Smerter, de bittreste af Alle. Men Gud vil jo ikke prøve Dig saa haardt, elskede Rikke, ikke mere tage dine Glæder fra dig –
Imens jeg var der, kom lille Luise Radik, som i nogle Aar har været paa Plogstad og nu er hiemme hos Forældrene, i et Besøg for nogle Dage. Siden kom Vangensten, den snurrige Herre. Han forelæste os 16 Forslag han har at giøre Selskabet for Norges Vel, og iblandt disse – et Tal- og Cl‹as›selolotteries Anlæggelse her i Norge. Gud tilgive ham dette, mit Inderste oprørende, Indfald! Kort; hans Projectmagerie forekom os heelt barnagtigt som det virkeligt er at ramse op paa Papiret uden at vide eller tænke paa hvordan et, end sige alle disse Forslag, forudsat de vare gavnlige, kan udføres. Det tog vi os den Friehed at erindre Manden om. Men det mente han kunde andre sørge for, han havde giort sit.
Vi drak Thee i en Løvsal i den nye Have, som allerede er kommet videre end, Vangenstens Projecter vil komme i Snese Aar. Kl 10 tog jeg bort med Løfte om at see min elskede Rikke her Løverdag, maae hun kun blive frisk. Hun er det sielden en Uge igiennem. Jeg mødte Fogden strax ved sit Hiem og fik saa halvveys Løfte om ogsaa at see ham her. Til dette mit Tog hører dog ogsaa, at jeg fik Lyst til at kiøre i en Kariol, som Mare‹n› Skieldrup i Gaar Nat kom tilbage i fra Vinger, hvor hun har været i Besøg og at det rystede mig ubarmhiertig. Jeg dandsede Feyer den hele Vey –
Torsdag 25de Jeg vaagnede i Dagningen med en heftig Beængstelse og Smerte i Maven og under Brystet. Min Koren skulde op Kl: halv 5 og paa en Forretning som vil medtage flere Dage. Jeg vaagnede ham til bestemt Tiid, og laae siden en Timestiid i Haab om det skulde blive bædre; men det blev snarere værre. Det meste af Formiddagen har jeg lagt paa Sophaen her, og nu, efter en ret alvorlig Middagshvile er det Gud skee Lov ret godt, kun meget mat er jeg.
Med Posten fik jeg et St: Hansaften skrevet Brev fra mine elskede Børn i Kbhn – min ædle Treschow havde ogsaa skrevet nogle velsignede Linier deri – og et fra Majalille, et lille muntert Brev, hvori hun fortæller mig om de mange Fremmede der nu giæster Majadal. Jeg vidste det nok: thi de vare ventede før vi toge derfra, og giorde mig altsaa intet Haab om noget fra min ældre Maja, og dog – dog sukkede jeg dybt, som om mit Haab var slaaet feyl. Lille Maja havde Dagen før skrevet mig til med Fetter Hosevinkel, som vi, siger hun, kan vente hid i disse Dage. Men det var forstandigt af Barnet mit desuagtet at skrive med Posten: thi hiertelig bedrøvet var jeg blevet, om derfra slet intet havde været til mig. Det var saa sødt og majaligt. Gud signe Dig for det, Majalill!
Det bliver altsaa ved det samme: I tre, fire Aar skal jeg endnu ikke see Eder, I Dyrebare dernede! I ikke Eders Norge. Det rørte mig saa meget, og jeg veed ikke, om det meest bedrøvede eller glædede mig, hvad De skriver, ædle T, og som De nok tilgiver, jeg indfører her: «Jeg lever i disse Øyeblik (ved Giennemlæsning af Moer Korens Journal) igien i den forrige Vennekreds. Ere end nogle Scener mig ganske nye, nogle Personer ligeledes; Hovedpersonerne ere dog de samme, og Forandringerne ey større, end at jeg godt kan orientere mig deri. Her har jeg endnu ikke fundet, og finder ganske vist ingen, hvortil jeg saa tet kan slutte mig som selv til mange Ubekiendte eller lidet Kiendte der nævnes i Deres Journal. Sverdrup er den eneste, jeg her med et Slags Fortroelighed hænger fast ved, og den Tilbøyelighed har jeg taget med fra Norge» –
O! hvor tet vilde vi her slutte os til og om Eder, I Elskelige! O, hvi reves ‹I› ud af vore Arme, fra vore troefaste Hierter, som vi nu kun med Siælens Arme kan trykke Eder til! O, hvorfor kan der ingen Ende blive paa disse «O!» og «Hvi?» – – Ak, fordi de ere blotte Raab i Ørken, som ingen kan besvare. – En Anecdot, som charakteriserer Tidernes Bistialskhed, for at bruge Dit eget Udtryk, min Katty, maae endnu udskrives af det kiære Brev.
Kongen og hans Datter spadserede sammen som sædvanlig. Paa Østergade blev Printsessen opmærksom paa et Shawl i en Krambodvindue, og sagde til sin Fader, at hun nok havde Lyst til det. Det er vist meget dyrt, svarede han, spurgte, og hørte det kostede 500rd. De fortsatte deres Gang, men Kongen mærkede, Caroline blev saa stille. Da de kom hiem, lod han en gaae did for at kiøbe det, men det var alt solgt. Han læste nu det feylslagne Haab paa Pigens Ansigt, og trøstede hende med, at det var mueligt Kiøberen overlod det igien, og sendte atter Bud for at høre hvem der havde kiøbt det. Da Budet bragte det Svar, at den rige Slagterkone ved Stranden havde kiøbt det, skal han have stampet i Gulvet, og forbudet at der slet ikke skulde anmodes hende om at overlade det! – Ja, det er en forkert Verden vi lever i, «paa alting vendes op og ned, og intet staaer paa rette Sted» –
Lunde havde i Gaar mødt Hr Presidenteren, som ganske strunk v‹ar› reyst Hovind forbi. Gud skee Lov min Lotta kommer i Morgen, og kan giør‹e› Regnskab for dette og mere, f:E: om Egersønnen har været der etc –
Apropos! Maja C: see til at erindre, om Du har tracteret med Bisp i Dag i Din Dal. Mens jeg laae i Eftermidd: drømte jeg jeg sad der hos Dig, og Du gav mig et Glas Bisp, hvis Lige jeg vaagen aldrig har smagt. Saa syntes jeg ogsaa jeg bandt store hvide Kirsebær i mit Haar. En Mode, som dog vel aldrig kan blive giængs uden i Drømme.
Fredag 26de O, det vidste jeg, det følte jeg nok, at Du ikke, Du Maja C, kunde lade mig i saa mange Dage vente, dog ney, ikke vente, men ønske forgiæves at see noget fra Dig. Nu bragte et Bud fra Byen Dit velsignede Brev, som var skrevet Dagen efter jeg forlod Dig, og skulde truffet mig paa Tøyen, men traf mig først nu, og 8 Dage gl – Der er Lotta –
Den 27de Ja, det var min elskede Lotta, og Zarina og Christie og en lille Brodersøn af Hertel, men ingen Sally –
Mit Hierte er saa fuldt, saa fuldt – O her ligger de rundt om mig, alle de Vidner om Eders Venskab og Kiærlighed, I Dyrebare Fra- og Nærværende. Men i Dag kan jeg intet sige. Jeg takker Gud inder‹lig› for alt det Gode, det uendelige Gode han har givet mig, for de Elskede jeg har hos mig, og har havt, og som fraværende tænker paa mig og velsigner mig og den Dag, som gav dem deres Moer Koren, ak, som kun kan elske – og græde. Ja; de flyder saa villigt i Dag mine Taare – Det er den første Gang i mange Aar, min Koren ikke har vækket mig med et sagte Haandtryk og et ømt Kys paa denne Dag, den allerførste jeg savner min Maria og Lina siden Gud gav mig dem – I Morgen mere. Nu kun Eder Alle Alle mit Hiertes moderligste Tak. O Frederich, min elskede Søn og Ven, min Frederich! Ogsaa denne 27de Julj takker jeg Dig at mine Taare flyder saa sødt –
Søndag 28de Imens min Lotta laver sig til sin Hedemarksreyse, og nogle ere ifærd med at stande op, andre at klæde sig paa, blandt disse lille Zarine, som jeg nu vækkede, sidder jeg her omstraalet af den søde Morgensol for at begynde i det mindste at fortælle Eder, Elskede, noget om Gaarsdagen. Det var den første Gang i 15 Aar jeg den 27de Julj savnede min Koren, og jeg savnede ham og hans Børn saa bittert. Da jeg aabnede mit Chatoul, hvori jeg har Alskens Ting, faldt et Par Ærmer som havde tilhørt min Sara mig lige i Hænderne. Det var hendelsevis de trillede frem da jeg søgte efter andre Ting; men det var mig dog saa underligt, og mine Taare brød frem. Jeg trykkede de endnu af Muschus lugtende Ærmer og Vilhelms Penne til mine Læber. Jeg var saa usigelig beklæmt. Men da jeg saa kom ‹d›er ned i mit Kammer, det overalt beblomstrede, greb jeg først blandt de ‹m›ange vinkende Sager paa mit lille Bord en Bog – det var min Frede‹ri›chs Digte, mig saa kiære i sig selv, dobbelt kiære ved – hvad I her seer:
Til Moer Koren den 27de Julj 1811.
Tag denne Gave paa Din Fødselsdag
fra Vennehaand og fra et sønligt Hierte,
Der ved Din Moderfryd og Modersmerte
Slog nu med lette, nu med tunge Slag.
‹M›odtag Din Digters simple Blomsterkrands.
‹I›nden Din søde Navneblomst Du finder
‹In›dflettet mellem nogle smaae Kiærminder,
‹D›er frydes ved Dit milde Øyes Glands
Og en Cypres i Krandsen vinker Dig;
Den spired frem i Dødens stille Have,
Der mellem Vilhelms, Saras friske Grave
Mod Evighedens Blomst den bøyed' sig.
Tag denne Gave paa din Fødselsdag
Fra Vennehaand og fra et sønligt Hierte,
Der ved din Moderfryd og Modersmerte
Slog nu med lette, nu med tunge Slag.
Da flød Taarene blideligen, og det tunge Hierte slog lettere Slag, og det skal være min moderlige Tak, og den eneste og kiæreste, det ved jeg, Sønnen, Vennen og Digteren attraaer – og jeg kan give.
Dernest kom Raden til de mange vennehulde Breve, et fra Maja C, som fulgte ‹m›ed min nysselige lille Pult, men først skulde aabnes den 27deJulj, et fra Maja K: med en peen Kappe (hendes første Tamburinsøm) et vemodigtkiærligt lille Brev – hun var jo aldrig bortfjærnet fra mig før min Fødselsdag – et fra mine gode Børn paa Aggerhusfestning – et fra min Sally, et Klagebrev, for hun ikke selv kunde overrække mig den lille nette Naalepude – og endnu et fra min Maja C skrevet d: 21de, hvori ogsaa Thrinasara og Realf havde tilføyet sine hiertelige Lykønskninger, og skulde med disse fulgt et lille Tegnestykke fra mit Thrinabarns egen Haand, men som ikke var kommet i Ramme endnu, og fulgte 25de nye skaarne Penne fra Realgutten min (hvoraf jeg nu skriver med en) saa Skriveren kan spare sine fattige Syv til en anden Gang. Fra Lotta mi en Kam, fra Sønnebarnet hendes (som uformodentlig kom hid Aftenen før) et Par smukke Handsker; fra Maren Skieldrup en meget peen strikket Kappe, fra Zarinchen en lille Pengepung, men for brillant til andet end Guldpenge, hvorfor den nok faaer hvile sig i god Roe; fra Kista mi pene Kappebaand. I Haven, hvor Zarina havde travlt for at faae mig ned, saae jeg i den store Runddeel midt i Haven en overmaade nydelig grøn og hviid lakeret stoer Blomsterkurv paa en end større Forhøyning af Grønsvær, hvorpaa de havde arbeydet Aftenen før og hele den tidlige Morgenstund, Hertel, fra hvem Kurven var, Christi, Lunde, Gryner, Jess, kort alle de kiære gode Mennesker, hvis høyeste Glæde er at see mig glad. Som ved en Hexekiæp stod Blomster (Urtepotter nedgravede i Jorden) i Kurven og trindt omkring det Hele.
Til Middag var her Chrysties, Walbohms, Mørkes, og Giørups. Min Rikke kom først Eftermiddag med sin søde Wilhelm. Hun havde ventet paa sin Mand, og maatte dog reyse før han kom hiem. Vi havde ventet ham hid, men træt og mødig tog han lige til sit Plogstad, da min Koren først henimod Aften tog til sit Hiem. Men paa ham saaes ingen Mødighed[.] Gud skee Lov! Han var i en Haandevending barberet og pudset og oppe hos os paa Vilhelmsminde, hvor vi drak Caffe, og hvor Zarine nok saa zirlig havde faaet et C og K anbragt med Roser paa Væggen.
Min Rikke tog tidlig hiem for sin søde Drengs Skyld. Havde hendes Husbond kommet hid, troer jeg hun var blevet Natten over. Lille Lovise Radik og Jomfr: Heide, som kom om til Middag, toge med hende. Alle de andre bleve til henimod 11, spiste Smørrebrød og drak Punsch, og min Skaal, det forstaaer sig, under svære Kanonskud. Ungdommen var heel lustig, ak, som det skulde været i de gamle glade Dage hvis Minde blev end mere levende ved at see min gode Jørgen her igien iblandt os. Det var ret en Kamerat- og Fetterstreg af Presidenteren at sende os Gutten sin hid, skiøndt vi derved mistede Lottamoer en Dag tidligere end hun havde bestemt at reyse herfra. Dog holder hun sit Løfte at blive her deslængere paa Tilbageveyen, skal jeg heller ikke klage derover.
Saa gik Dagen, og gik ret behagelig. Jeg havde i Forveyen giort mig nogenlunde fortroelig med Tanken om de uundgaaelige Savn, saa Hiertet ikke torde knurre; kun min Sallys var uventet, og det var saa meget tungere at bringe Hiertet til Taushed, som det deels havde glædet sig til denne Giensamling igien paa Hovind med fuld Vished, deels hvidskede til mig, at jeg selv var lidt Skyld i, hendes Hidreyse gik overstyr. «Ja Moer Koren, det har vi længe ventet paa, at du skulde sige os hvorfor hun ikke kom.» – Har Du det? Mallamoer? – thi det var det jo som talte her i Dit eget og Kattys Navn – Seer I, mine Børn, jeg troede fuldt og fast hun kunde faae Befordring hiemme fra, da hun ikke nævnte eller det kom paa Snak om Maaden at komme hid, og det kiære Barn stolede paa, det var tidsnok at underrette mig om det Modsatte, og saa fik jeg først med Lotta i Forgaars denne Underretning. Dog, havde jeg end faaet den noget før, vilde det dog i denne travle og mislige Høehøst været vanskeligt, det kunde blevet anderledes. Nu faaer jeg, og Du med, kiære Pige, trøste os til, at hvad ikke er skeet, kan og vil skee.
Og til de Elskedes Hvilested kom jeg ikke, i hvor ofte jeg var paa Veyen did. Zarine og Telja var der med Krands og Roser. Formidd: gik med Skrivning til store og lille Maja, og til Kista – det kom bort tidlig i Morges med lille Hertel – og saa var et og andet i Huset at sysle med. Hvad der borttog Morgenstunden, har I allerede seet. I Dag var vi der, da vi gik i Kirken, og sadde vi der længe, Zarina og jeg. Hun havde ikke hørt min Egersøns Elegie til forrige Aars 27de Julj. Den læste jeg her for hende og hendes Werner – det kunde jeg ikke, havde de været her i Gaar et Aar.
Lotta, som endelig vilde bedt Farvel i Aftes for at reyse saa tidlig i Dag, kom dog ikke bort før den kl. var 8. Hun kiørte, Sønnebarnet reed, og nu er de vel ikke saa langt fra Lawsonmand. Men stakkels Lottamoer har glæmt sit Strikketøy, den Opdagelse giorde jeg da vi kom fra Kirken. Hun vil savne det meget, den flittige Frue, det veed jeg, og kan godt, fordi jeg borte er ligesaa flittig, sætte mig i hendes Sted. Betydede det kun, hun kom des snarere igien!
Saa folkerigt her var i Gaar, saa stille var er her i Dag. Min Koren er heller ikke i Helgen frie for Contoirarbeyde, dog har han sadt lidt hernede hos mig imellem. Hertel er borte for at faae sit Høe ind. De unge Mennesker spadserer, og læser, og lader mig sidde i Roe, da de veed jeg har meget at skrive. Vi ere i Stilhed enige om, ikke at genere hverandre. Og da det nu er længe siden I hørte noget om Hermelin, vil jeg mens jeg husker det giøre Eder lidt bekiendt med hans Hundedagsgalskaber, der ellers vedvarer fra 1ste Januar til 31te Decbr – I Morges var han inde før Moer Bull reyste, for at hilse paa hende og vel især paa Zarine, som I jo veed har en høy Stiærne paa hans Himmel. Han fortalte da blandt andet: «at han i denne Tiid havde en stoer Ulykke, som var den største Fornøyelse han havde havt siden han kom paa til Hovind.» Hvori denne fornøyelige Ulykke bestod fik vi ey at vide, da det i det samme faldt ham ind, at han skulde hilse mig fra Majorskan paa Mork, og fra Frue Leganger: «som stængte ham ind i Mælkeboden, og gav ham en stoer fransk Dram, og bad ham endelig og endelig hilse Frue Koren.» – Langt bædre vilde denne Virtuos kunde give os et lustigt Sidestykke til Reiwers fürchterliche Ildebrandshistorie, end Hr Peale giver Sidestykker til Jean Paul –
Til Gaarsdagens Begivenheder hører endnu, at begge de unge Munther vare her for at aflægge deres pligtskyldige Gratulats til den høystvigtige Dag. Baade de og lille Mørk havde ligeledes mange galante Lykønskninger at frembringe fra hans Høyærværdighed Biskoppen og Frøken Pauline, som giæstede Ulllensager Prstgrd i Fredags paa Hiemreysen fra Oplandet. Jeg skal love for, Præsterne føler paa alle Sæt og Viis at de har faaet og staaer under en nye Overhyrde. Hm! hvordan kom jeg nu til at tænke paa den fameuse svenske Vise: Naar en Præst faaer Pastorat – og just paa den Strophe: «Klipper end Præsten iblandt saa det svier, Klager ey Faaret, men lider og tier?» – I kan, om I vil, sætte to andre Tostavelsesord istæden for «Præsten» og «Faaret» for at komme Meningen nærmere – eller sæt istæden for alt andet Oncle Erichs gamle Udraab: «Heel ubluelig!» –
Skolelærer Arnesen – det er sandt – kom her i Gaar i Middagsstunden paa en Tour fra Biri. Herfra tog han til Gudmundsens. Han er blevet gammel og stille, synes vi alle som kiendte ham før. Men det vanklæder ham ikke.
Aldrig veed jeg jeg har leet, i det mindste ikke høyt, i Kirken, før i Dag. Men hvem kunde bare sig? Her sidder jeg endnu mutters ene og leer høyt som en Nar. Morpheus havde ret faaet sin Magt fast med hele Menigheden, mig selv og mit Selskab inclusive. Gud veed, hvor saadant kommer fra. Af Faer Mørkes bedste Prækener var just ikke den i Dag, dog heller ikke søvndyssende, synes mig. Imidlertiid var ikke en Stoel, hvori jo een eller flere nikkede. En gammel Kone sad ganske ene og meget yderlig, og giorde mangt et dybt Buk til sine Gienboere. Men med et faldt hun saa lang hun var midt ud paa Gulvet, og giorde det i den Stilhed der hærskede en pokkers Larm. Til al Lykke var det under Barnedaaben, og Forargelsen ikke saa stoer, som var det hendet under Prækenen. Der blev en almindelig Latter, saa det gienlød i Templet, men ingen var værre end Zarina og Kaja, saa Koren og Christie skyndte sig at faae Stoelvinduerne lukkede. Den stakkels gamle Kone! Gud skee Lov, hun stødte sig ikke, skiøndt det lod saa, da hun længe blev liggende og saae sig om. Ellers leer jeg aldrig ved at see nogen falde, men bliver bange. Men dette kom saa forunderligt I aldrig kan troe det: I havde leet alle saa godt som vi –
Mandag 29de I Morges havde vi et smukt Besøg. Hr Munthe af Morgenstierne kom sammen hid fra Brotnow, hvor han og hans Kone havde været nogle Dage i Besøg – Frue Waager har mange smukke Bekiendtskaber – for at følge med Skriveren paa en Forretning. Det var første Gang jeg havde den Ære at see denne fameuse Herre (der falder saa meget
fameust ind i denne Tiid) og jeg lagde ret an paa, det skulde blive den sidste, i det mindste her i Huset. Han troer nok, jeg er en meget ugiæstmild Skriverinde, og det maae
han giærne troe, og virkelig er jeg det mod alle af hans Slags. Hans høye Ven og Velynder – paa hvis Vegne han kom her i Dag, paa Forretningen at sige – troer vist det samme [.] Ja, veed I nu hvem det er? det kunde jo være Professor P eller hvilken som helst I vil af det Fire:
n25 eller Fembladskløver
n26 derinde – men det er Asessor Haagen M her er meent. Hu tu tu, hvor han er styg denne Morgenstierne! Arme min Koren, som skal drages med ham. –
Al Ungdommen og min gamle Telja gik til Houg i Morges, og kom nu Kl 5, døyvaade hiem – ja, den Regn er slem, og for flere end dem, thi intet Høe kommer frem, under Tag, inden Lem – Disse smukke Riim ere skrevne i Storstuen, hvor mit søde lille Pult staaer endnu siden jeg var borte, og som Dagbogen aldrig før har lagt paa. I mit Kammer var saa mørkt. Jeg nødes nok til, saa ondt det giør mig, at lade dem kappe dygtig. Dagen er for Resten gaaet stilfærdig hen med sædvanligt Arbeyde. Jeg har læst i Franzéns Digte, og finder mange deylige Stykker deri, men mange nye, i det mindste mig aldeles fremmede Ord, som dog ikke ofte giør mig Meningen uforstaaelig.
Tirsdag 30te Uformodet kom min Koren som jeg først ventede i Morgen, hiem i Aftes, da vi just havde sadt os ved vort Grødfad. Det foer ilt igiennem mig, da han sagde: «Morgenstierne kommer strax efter» – Hvorfor? fik jeg neppe frem i min Angst. Jeg troede sikkert han skulde blive Natten over, og en mindre god Mand end min Skriver havde maaskee en Stund ladet mig blive i den Alteration; men han beroeligede mig strax. Det var et blot Galanterie af Manden, som havde ført Korens Vædsker med Protokoller etc i sin Kariol, og nu selv leverede dem af. I veed, Koren rider endnu stedse. Hans Kone var endnu bestandig paa Brotnow, did skulde ogsaa han, og vi sagde alle Lykke paa Reysen.
I Dag er det, og var den hele Nat, vedholdende Regn. For Ageren er det godt, siger de; men med Høebiergingen seer det lidt leyt ud; dog kan det blive godt endnu. Men jeg seer ret vemodigt paa Dit Strikketøy i Dag, beste Lottamoer! hvor Du maae savne det, nu, Du ingensteds kan komme, ikke uden for Dørren. Stakkels Dig! – Nu skal I ellers høre, mine Venner, hvilken Narrehætte den samme Frue Lotta er, ja saagar en Smule ugudelig. I Søndags Morges lige til hun skulde reyse, sad hun saa flittig og strikkede. Jeg veed ikke hvem det var, som undredes over denne Flittighed. «Ja, sagde hun, det er dog rigtig dig, Christiane der har forført mig til at arbeyde Søndag Formiddag, det giorde jeg aldrig før i Verden før jeg kiendte dig» – Angrer du det da? Har du ikke tidt sagt, du var ret glad ved at være kommet i denne Vane? «Ja, Gullet mit; men om jeg nu ikke bliver salig for det samme? Seer du jeg havde dog vel paa en Maade faaet Ende paa den Smule Tiid her; men der er det mygge længer» – Men til Straf for denne Blasphamie glæmte hun det hele Strikkegreye – det var en haard Straf, Lottamoer, især da det falder ind i dette Regnveyr. Nu kommer det an paa, om Humphry Klinker er go for at holde Dig med Selskab imens Lawsonmand og Sønnebarnet slaaer i Brættet eller faaer sig en Piqvet. Dog, jeg mener, Du ikke faaer Lov at være meget hiemme i Din Roe; men dit Strikketøy savner Du ligefuldt hiemme eller borte, stakkels Dig!
Torsdag 31te Hvor den er gaaet hastig, denne Maaned! Det kommer mig for som det var for et Par Dage siden jeg skrev den første. Da sad jeg saa godt oppe paa den store lyse Gang i Majadal – Gud skee Lov, jeg sidder ogsaa godt nu i det lille dunkle Kammer paa Hovind.
I Dag har jeg ret været harm paa mig selv. Jeg har saa meget Skriverie for, og kiært Skriverie oven i Kiøbet, og der kom jeg til i Eftermiddag at tage fat paa den underfulde Corelia, oder die Geheimnisse des Grabes, og var ikke istand til, at rive mig løs fra den, før den første Deel, som er deylig tyk, var tilende. Den er af Theklas og Eudocias Forfatterinde, som endnu stedse skriver incognito. Et af hendes bedste Arbeyder er det vel ikke. Den er lidt langtrukken, og har i Formen og Tilsnittet megen Lighed med Madame Gomez's Fortællinger, som i min grønne Ungdom eller rettere Barndom, kostede mig saa mange vellystfulde Taare. Interessant und schauervoll er den med alt det, det er vist –
I denne deylige Aftenstund sad lille Zarina og jeg hvor vi saa giærne sidder, ved Graven, en lang Stund, og mangen svunden Scene gik atter vort Øye og Hierte forbi. Da vi kom hiem, var Søndagsposten kommet. Jeg seer, den arme gamle Thurman (Majadals Præst) har mistet sin Kone, hans 10 Børn deres Moder. Det giør mig ret inderlig ondt for ham og dem; hvis Tab er størst, hans eller deres, veed jeg ikke. Det smelter vel sammen i et, og beklagelseværdige ere de alle.
Efter gammel Stiil, slutter jeg den første Halvdeel af min Dagbog med denne Maaneds Udgang, og lyser min moder- og venne-hulde Velsignelse over Eder Alle, I min Siæls Elskede, som giorde mig dette Tidsrum, som giør mig mit hele Liv saa behageligt.
Guds Fred om, over og med Eder Alle, om, over og med Eders Moer Koren!

[August]
Hovind
1ste August Vær mig og min hele Kreds hiertelig velkommen, kiære Dag! Jeg begynder saa giærne en nye Halvaargang med dig, min gode, retskafne Pavels Fødselsdag. O I gode kiære Mennesker, min Pavels, min Maja! seer den ofte igien og altiid med Glæde, denne Dag, og vi skulde Alle glæde os med Eder. Og endnu engang i sær mig og min hele Kreds velkommen, kiære 1ste August! Det er ogsaa min snilde Fetter Randulfs Fødselsdag, og Jacob Bulls – Gud lade det gaae Eder alle vel! – Men hvem mon i Dag er paa Festningen? Realf og hans Thrine, den elskede Søster og Broder, er fraværende, og Presidentparret, ellers vidste jeg dem der – nu veed jeg ingen der med nogen slags Vished, uden Munkeparret, Edvard og Sophie. –
Vi kommer nu, Kl: 7, fra vor sædvanlige Aftenspadsertour paa Kirkegaarden, lille Zarine og jeg. Foruden den vakre Krands til Mindet, med af de nesten sidste, smaaelig sankede Roser, pyntede jeg en frisk Grav, som i Dag modtog vor Naboes Søn, en rask 12 Aars gl: Dreng, som kun var syg i nogle Dage. Paa Tilbageveyen talte jeg med Faderen, som var meget vemodig. Endnu har han 6 Sønner, men nu, den 7de er borte, var det, som denne havde været ham den kiæreste – den eneste –
Saa snart vi har spiist vor Grød, skal vi giøre en lille Spadsertour. Veyret er altfor himmelskt skiønt til at være inde i.
Fredag d: 2den Vi kom ey længere end til min Høy. Der bleve vi siddende længe, og ønskede jeg: giid nu Lotta kom mens vi sad her! dog ventede jeg hende ikke før Løverdag. I min Saras Grotte kunde vi ikke opholde os, Duggen faldt saa stærk, og vi maatte vandre hiem. Men neppe vare vi komne innad Døren, før to Karioler kom rullende i Gaarden. Det var min Lotta og hendes Hr Gemahl og Hr Søn. Et Øyebliks Tøven paa Christianehøy havde bragt mit Ønske i Opfyldelse. Efter dem kom en Lieut: Thorvig, med hvem Presidenten underveys havde byttet Eqvipage, da han kiørte og Lawsonmand reed, hvilket ikke syntes at være i sin Orden. Nu sidder Lottamoer her og læser mit sidste Journalhefte, som i Morgen skal gaae med bemeldte Lytnant til Tøyen og Aggershus festning, og derfra videre sin gl: Tour –
Min Koren er gaaet til Gilstad, hvor han har Maanedsting, Ungdommen er paa sine Veye, Presidenten allene i Dagligstuen, hvor han nyelig har læst Eders Sidste, mine dyrebare kbhnske Børn, som han var saa glad i, som han stedse er ved at høre noget fra sin ædle uforglæmmelige Treschow – Saadan har vi det, og som I seer, ret godt.
Et velsignet langt sønligt Brev fik jeg i Gaar fra min Frederich, et lille vennehuldt fra min Kista, og nogle Linier fra Nella, som tilligemed en lille peen Kurv og i den et grønt Slør, skulde ariveret hid den 27de Julj, men kom først nu, Brevet at sige. Kurven faaer jeg selv hente paa Tøyen thi i Følge mit Løfte følger jeg ind med min Lotta for nogle Dage, som hun og Kista paastaaer jeg snød dem for da jeg kom tilbage fra Majadal, og nu vil have betalt. Det er travle Høstdage, og jeg faaer bide i alt det sure Æble at tage Skyds og selv være Kudsk. Tirsdag siger Fruen er den yderste Tiid hun kan blive her. Presidenten tager i Morgen til Høeland, Sønnebarnet til sit Tønsager, hvor hans Frue Mama fandt sig ret fornøyet, siger han, og tog til takke med simpel Beværtning. O det maatte være underligt, tog ikke en øm Moder tiltakke med alt hos et elsket Barn. Egnen deromkring er skiøn som paa hele Hedemarken, og «gode Naboer og saadanne Ting» er der heller ingen Mangel paa. Behøvede en Moder som Lotta mere, eller engang saa meget, for at være glad i sin Jørgens Huus?
Løverdag 3die Kl: 5 i Morges tog Jørgen afsted, nogle Timer senere hans Papa; og blev det forinden afgiort, at vi nu først reyser herfra Torsdag. Saa beholder jeg min Lotta, Zarine og hendes Wærner de Dage med, og havde de tvende sidste og saa bestemt sig til at blive just saa længe. Det er da ret tilpas i alle Maader. Mindre tilpas er det mig, og sikkert os alle, at vi i Morgen skal spise til Middag hos Lehnsmand Riis i Nannestad, hvor da vel det meste af Dagen gaaer saa at sige tilspilde. Dog, mit kiære Selskab er med mig, og Fogdens kommer der ogsaa, og er ikke Præstefolkene der, giør vi nok en Tour did. Anledningen til denne Stads er, at Futen og Hertel har kiøbt en Gaard der i Nærheden, hvor de i Morgen skal have Høehovning.
Denne Dag er gaaet som de forrige, en Deel af den i Haven, og en Deel af Aftenen paa min Høy og i Saras Grotte. Hvem lever ikke giærne naar det lader sig giøre, under Guds skiønne Himmel i saa himmelskt Veyr!
Mandag 5te Aften. I synes vel det er seent jeg giør Eder Regnskab for denne og Gaarsdagen, mine Elskede; men vide maae I, at vi først nu, Kl: over 5, ere ariverede tilbage fra Nannestad. Lige til det yderste skrev jeg i Gaar, til min Maja C: og Hr Frederich, og var netop færdig da Futen og hans lille Madam rullede ind i Gaarden. Frue Lotta, Zarina, Kaja og jeg kiørte sammen, Fetter Hosevinkel var Kudsk. Hertel var i Forveyen, Koren, Jess og Lunde til Hæst – vi var, som I seer, et honorabelt Følge. Fogden forførte os til at kiøre den slemme Sognedal, som bestaaer af lutter svære Bakker, og er desuden Veyen overmaade slet vedligeholdt. Men Fetteren er en flink Gut Kudsk, som han i det Hele er en flink Gut, og det gik nok saa godt. Foruden os var der ingen. Præstefolkene havde lovet at komme om Eftermiddagen. Riis, som efter at have været nesten vanvittig af Hang til det Stærke, det er med andre Ord: som aldrig kunde «vara tør i Struben», er nu meget ordentlig, som jeg vil ønske maae vedvare for hans egen og store Families Skyld. Han har nu en nye deylig Bygning; som er saa beqvæm og net at det er en Lyst. Vertinden seer man kun sielden, først naar man skal tilbords. Did stod vor Hu, da vi alle vare skrubsultne, og negter jeg ikke, at Tiden gik allerbedst for mig indtil min Appetit var tilfredsstillet. Det blev den strax og rundelig ved en deylig Skinke og ditto grønne Ærter. Stegen, ja selv Jordbærrene med sin behørige Fløde til, fristede mig ikke mere. Da vi havde spiist, tog alle Mandsperfolkene, min Husbond undtagen, til den omtalte Gaard, hvorpaa Dødningen var, vi 3 Mardamer toge os en Middagssøvn, og lille Zarine giennemsøgte det i samme Værelse staaende Bibliothek, men fandt intet til Trøst og Opbyggelse uden Fondonatus Pung og Ønskehat og da den ikke strak til at mane Søvnen bort, sank ogsaa hun sødelig i Blund der hun sad paa Stolen, hvor hun havde langt mindre Stødning end Kiærringen som faldt ud af Kirkestolen; dog sad hun – og blev siddende. Lotta og Rikke havde ogsaa hver sin Krønike at læse sig i Søvn med, og giorde sprænglærde Anmærkninger, og bleve meget klogere end de vare tilforne. Med mig foregik ingen Forandring. Ved Caffebordet gik Tiden atter, ikke som den var kiørt «med Svøbe» men med et pynteligt Fastelavnsriis, fast endnu bædre og meget hurtigere end ved Spisebordet. Mens vi sad der, ved Caffebordet nemlig, kom Fader Bierk. Hans Fruentimmer torde ey ud i den, virkelig forsmædelige Hede – de kom efter først Kl: 7, Moer Bierk, lille Elsemoer, og end senere Gina Broch, som Fogden havde taget med sig paa Hiemveyen. Nu var vi ret et godt Compagnie[.] Men derfor vilde vi ikke heller skilles ad saa snart. Kun min Koren, som skulde til Eidsvold Mandag, tog hiem, og Christie og H Jess, som skulde til Næss. Fogdens blev Natten over hos Rises, ogsaa Pastor Chrystie som om Aftenen kom did, men Lotta, Zarina og jeg, samt vor nye Kudsk, Hertel, tog til Præstegaarden, hvor vi ey slap fra før i Eftermiddag, og hvor man altiid giærne bliver saa længe man kan, selv om man forudseer der vil vanke en blødt Trøye, som i Dag var Tilfældet med os. Fogdens var i Følge med os fra Bierkes. Ogsaa var den Tour forbi som var af de ganske bra, men hvorved ingen glædede sig som lille Kaja, der paa Humble fandt saa mange Legekamerater. Dog var hun nesten rasende af Glæde da det bar hiem ad. – Hvad mine Øyne først faldt paa her hiemme, var et Brev fra lille Maja mi, hvoraf jeg erfarer alle mine derværende Elskedes Vellidende, og at samme Maja d:10de August, Borches Bryllupsdag, skal være Fadder til det unge Pars Førstefødte, som alt er benamset Christian Wilhelm[.] Gina Brocks Sara er et sødt lille Barn. Hvor ædelt handler denne sieldne Familie af gode Mennesker, det hele præstelige Huus, med min kiære Gina! Midt i sin egen Families Skiød kunde ikke Kiærlighed og Ømhed omgive hende mere end nu. Hendes Mand er endnu hos Brock som jeg nok før har fortalt Eder, ikke selv er istand til at forrette noget, og nu ganske er entlediget fra Embedet.
Tirsdag 6te Vi havde overlagt med Rikke, at vi i Dag skulde mødes paa Houg, drikke Caffe og spise Mælk der, og ret have en fornøyelig Eftermiddag. Men Skiæbnen vilde det anderledes. Med det Bud som skydsede lille Jessen til Byen i Søndags, fik stakkels min Zarine Brev fra sin Svoger, at hans Barn var dødsygt, og hans Kone, naturligviis ikke frisk; selv var han i høy Grad nedslagen. Der blev paa engang en sørgelig Streg i vor Regning. Før hendes Werner kom hiem, kunde hun ingen fast Beslutning tage, skiøndt hun strax bestemte sig til at reyse ind i Dag, hvad jeg i hendes Sted ogsaa havde giort. Ak, den qvælende Uvished – hvad kan være skrækkeligere end den? Christi og Jess kom i Nat, og i Formidd: tog det gode Barn bort, inderlig bedrøvet. Gud lade hende finde det taaleligere end hun, end vi alle tør haabe det!
Onsdag 7de Da Zarine var reyst blev her saa stille iblandt os. Jeg havde, som jeg i alle disse Dage har havt, meget at skrive, og min Lotta satte sig herind hos mig med sin Bog og sit Strikketøy. Om Eftermiddagen drak vi Caffe i Haven, men det blæste lidt koldt, saa vi ey sad der længe. Dagen sluttede vi, Lotta og jeg, med et Besøg paa Graven, hvor hen vi bragte de sidste Roser, og en Nellike fra lille Zarina, som paalagde mig at bringe den did med en Hilsen fra hende, da hun selv ikke fik Tiid at tage Afskeed med dette ogsaa hende hellige Sted – Vi sad længe der, talte om de sødt Hvilende, om hvordan deres Hierter allerede her «groede tæt tilsammen» – Aftenrøden smilte i vore Taare. Vi gik med Løfte i Dag at komme igien med en frisk Krands; men den stærke uophørlige Regn forbyder Opfindelsen af dette kiære Løfte. Nu har jeg, kiæmpende med en stærk Hovedpine, som dog efter en god Middagshvile er taaleligere, skrevet til den mørke Aften, pakket ind o.s.v. Det tegner til daarligt Reyseveyr. Og nu seer jeg knap at sige Eder, Dyrebare, Godnat!
Torsdag, d: 8de Wilhelms tyvende Aars Fødselsdag – O du Glædens og Smertens bittersøde Dag, Vidne til min høyeste Glæde og min dybeste Smerte – Du min Førstefødtes (i Dag 23de) Fødselsdag! med hede Taare hilser jeg, skal jeg hilse dig saa ofte jeg endnu skal see dig vende tilbage «indhyllet i dit Sørgeslør» – men mit Hierte velsigner og skal evig velsigne dig –
En mørk Taage hviler over Jorden. Det er ret en Høstdag!, dog regner det ikke endnu, tør maaskee ogsaa blive klarere opad Dagen – Kl: er nu først 6 – Henimod 10 reyser vi, og reyser med lettere Hierter, da vi i Aftes fik Brev fra den gode Zarine, at hendes Søster var brav, og Barnet vel meget sygt, men dog ikke uden Haab. «Saa roelig som jeg nu er, skriver hun, kunde jeg ikke været, var jeg blevet paa mit ellers saa kiære Hovind» – Det er saa vaaadt, at jeg ikke kan bringe mit Blomsteroffer til Wilhelm til Fødselsdagsgave. Min gode Werner er gaaet did med det paa mine Vegne. Og nu har jeg kun en Gang at giøre, saa er mit Huus beskikket. Det er til den arme, ak saa længe lidende Inger. Døden har en langvarig haard Kamp med det saa unge Liv.
Tøyen
Fredag 9de Da jeg med et beklæmt Hierte kom tilbage fra den Døende (som tog Afskeed med mig, rakte mig sin hede tørre Haand, uden at kunde tale – paa Trækningerne i det dødninglige Ansigt saae jeg, hun vilde græde, men Taarekilden er udtørret endnu før Livets sidste Gnister slukkes) – mødte jeg Werner og min Lotta, som kom fra Haven, og paa Lottas Øyne saae jeg, hun havde været længere. Ja, hun havde bundet og bragt en Krands til sin Wilhelm, og den sidste Natviol til sin Sara, hvis Yndlingsblomst det var – Strax efter forlode vi Hovind. Veyret vedblev at være mørkt, dog slap vi ganske for Regn, og det var mildt og godt at reyse. Paa Skrimstad (did havde vi egne Hæste) stod Skydsen færdig, og ligesaa paa Grorud, saa vi fra Moe ikke vare af Vognen før vi stege ud ved det vakre Tøyens Haveport, hvor min Kista, liden Hanna, og Zarinchen kom os saa glædelig imøde. At Wærner var Kudsk, og at vi ved Lakkegaarden mødte Zarina paa sin Vandring til Tøyen, hører endnu til Reysens Beskrivelse. Her paa Ha‹…› Havetrappen fandt vi vor kiære Vært presidere i sin Nattrøye og hele sædvanlige Negligé. Han var netop kommet saa meget forud (fra sin Hølandstour) at han var blevet rigtig hiemmelig. Capit: Widing kom hid og blev her til Aftens. Presidenten fik sig en Piqvet med den unge Fetter Christie, vi andre havde nok at prate om, spiste og drak for Resten, og havde det saa hyggeligt, som vi haaber at faae det i Dag den hele Dag i vor Eenlighed –
Husets Fader tog tidlig til Byen. Jeg vilde været hos Frue Maribo i Anledning af en Amme, ikke jeg, men Koren har skaffet hende (og
n27 har han havt det nok saa travlt for at komme i Maskopie med den smukke unge Kone) men Veyret er saa ufysent, som Lotta siger, og ret rask er jeg heller ikke, thi lod jeg det beroe ved skriftlig Underretning, og sendte nu med denne en nydelig lillebitte, neppe øynelig Vugge fra samme Hr Skriver til samme vakkre Frue. Hvad tykkes Eder, mine Elskelige, om denne min gamle graahaarede Coridon?
Løverdag 10de Vi spiste tidlig i Gaar Middag, for at faae os en god Middagssøvn. Men neppe havde vi vor deylige Laxesuppe tillivs, og var i Begreb med at forføye os til Hvile, saa kom Biskebasken, Sally vor, saa heed og rød fra Byen, og talte om, strax at gaae igien til sit Hiem da hun havde været nogle Dage i Byen. Dog lod hun sig accordere, det kiære Barn, og blev til den mørke Qvel. Da jeg herom havde hendes Tilsagn, gik jeg for at hvile det trætte, nu i nogen Tiid ret meget svage Hoved; men sove kunde jeg ikke, og tog fat paa min gl: Niels Klim, som laae her fra sidst. Ney tænkte jeg, du faaer dog ind til Sara di, Niels Klim er nu i Roe hos sine Martianere, og løber ikke bort, lille søde Sara er du ikke saa vis paa at finde igien – Efter denne indvortes Monolog gik jeg da ind i Dagligstuen, der beskygget af det største Castanietræe jeg har seet, ret indbyder til Middagssøvn. Og Frue Lotta og Miss Sally havde saamen ikke ladet sig indbyde forgiæves, men sad i sød Slum hver i sit Hiørne af Sophaen[.] Kista var i samme Forretning i sit lille Kammer, tænker jeg. Alt var tyst og stille. Thi vandrede jeg sagte tilbage, og saa videre med Sieur Klim, som just nu er i Begreb med at giøre sine Parykker. Dog, saa sagte jeg gik, havde Sara hørt det, og kom lidt efter herud, halv i Søvne, saa vidt jeg af mange Ting kunde slutte mig til. Ud paa Eftermidd: kom den vakre tækkelige Frue Maribo, saa hiertelig glad over den Amme jeg havde skaffet hende, og over den lille Kurv fra Skriveren. Hvor megen Deel han havde i Amme-Commissionen lod jeg hende vide, at han engang i Tiden kunde faae den Løn, han i Stilhed giør sig Regning paa, som I nok begriber er et Kys, og det er vist og sandt, en
n28 kysseligere Mund har jeg ikke seet. Til Høsten flytter de til Økeren, som I jo veed, Maribo har kiøbt af Collet for den, i disse Tider urimelig lave Sum, 61000
rd. I 8 Dage betænkte Collet sig inden han sluttede Kiøbet, og 8 Dage efter bød han Maribo 5000
rd Overpenge, for at faae det tilbage, men naturligvis for seent. Lotta og Sally glæder sig til dette nye Naboeskab, og jeg med paa deres
og mine egne Vegne. Nu skal jeg vist oftere see det deylige Økeren igien, som kan vente al muelig Forskiønnelse herefter. – Just var Thee-Sessionen forbi, saa kom mit elskede Slotspræstpar spadserende, og har jeg aldrig seet Fader Pavels raskere, jeg havde nær sagt saa rask, som i Gaar. Det er Din Dal, min Maja, og alt dens velsignede Tilbehør, der har havt denne gunstige Indflydelse paa vor Vens Sinds og Legemshelbred, det troer han selv og hans Maja, og vi alle med dem. Frue Maribo reyste, de blev, og Wulfsberg som endnu kom senere, blev ogsaa til vi havde spiist. Arme W: han seer nu igien saa svag ud, og er det nok ogsaa i høy Grad. Ak, han vilde selv majadalsk Luft neppe helbrede. – Saa gik denne Aften mindre stille, men ikke mindre behagelig, end vi fra Morgenstunden tænkte den vilde gaae – I Dag er mit Hoved saa reent elendigt, og frygter jeg, det for Alvor bærer tilsengs med mig. Og dog havde jeg foresat mig at opofre den til Afbetaling paa min, til «en frygtelig Høyde» stegne Brevgield. – Presidenten, som har faaet en slem Forkiølelseshoste, men ellers Gud skee Lov er munter og færm, er gaaet til Byen for længe siden, og kommer først seent i Aften hiem, da han skal til Rosenkrantzes – I Dag er det Nellas Bryllupsdag, og i Dag er hendes Søn til Daaben. Min Maja er Fadder der.
Søndag 11te Resten af GaarsDagen gik tildeels i Sengen, hvor en smertelig Hovedpine holdt mig flere Timer, deels med at faae et Brev færdigt til mine elskede Børn i Kbhn. Vi vare i Stilhed og ganske ene, og kunde havt det saa godt, havde ikke den slemme Hovedpine giort en Streg i Regningen, og det giør den kun alt for ofte, vil maaskee ogsaa giøre det i Dag; thi vel er den endnu ikke saa slem, men en yderlig Mathed giør mig det vanskeligt endogs‹aa›, at holde Pennen – og hvor giærne vilde jeg være frisk i Dag, da min Pavels og Maja og Sally kommer her. Fetter Christie var her et Par Timer i Aftes men han forstyrrede ikke vor Roe –
Mandag 12te Endnu hviler alle her i sød Roe, kun min Hovedpine hviler ikke mere, dog er den endnu taalelig, og imens den er det, vil jeg giøre Eder Regnskab for hvordan Dagen gik i Gaar. Til Middag var her Slotspræstens, Wittrups Jomfrue Wolderne og Agatha Messel, min Zarina og hendes Werner, tre Lieut: Stenersen, Thorvig og Eklev. Alle vare komne, kun Sally ikke. «Hun husker vist ikke andet, end at hun er i London hvor Middagen er henlagt til Kl 5» – sagde vi mellem os, og gik tilbords og lod staae Plads til Morbroer Peter – Da vi havde spist, truede min Kista mig til at lægge mig lidt, og det giorde godt. Med et blev min Dør aabnet i en Fart, og Biskebasken Sara kom midt paa Gulvet, der blev hun staaende forundret og bedrøvet over at finde mig der, sit Liggende fæe. Jeg stod ret karsk og fornøyet op, og gik den hele Dag i Fliid og Gammen, thi alle Damer havde Arbeyde med sig, kun ikke Sally, deels for hun kom saa seent, kan jeg tænke, deels fordi hun endnu paa sin engelsk ikke vil vanhellige Hviledagen. Ud kunde ingen komme – men der kom Kista mi ind med en Kop Caffe, og nu har jeg været inde og pratet med min Lottamoer, og med vor kiære President, som alt er faret ad Høland til igien. Qvæget og styrket vender jeg da nu tilbage til Gaarsdagen – Mad: Wittrup, den eneste af Selskabet jeg saae første Gang, har i sit hele Udvortes megen Lighed med Lisemoer paa Eger, er meget stille og tækkelig. Til dette kommer, at man veed hun er saa saare agtværdig i alle Henseender. Ved Musik- og anden Undervisning erhværver hun mere, end hendes Mand er istand til, dog skal han stræbe troelig med hende, og syntes jeg i Gaar langt bædre om ham end ellers i den senere Tiid – Presidenten spiste hos Printsen, men kom hiem Kl: 6. Da gik det løs paa en Boston, og en Piqvet. Alle ikke Spillende leyrede sig i den store vakre Forstue først om Æolharpens Himmeltoner, siden om Maja P: Sally og Wittrup som istemte nok saa jufligt mangen Sang, men bragte sielden nogen tilende fordi ingen af dem var saa stærk i Texten som i Musikken. Jeg tænkte sukkende paa min Egersøn som er stærk i begge Dele, og var et Par Gange paa Veye at kalde Fader Pavels fra Bostonbordet, at han kunde komme de Syngendes Hukommelse til Hielp. Men meest harmedes jeg, da midt i min den søde Vuggesang af Aladdin, Mad: Maja og Miss Sally brød ud i Skoggerlatter. Sara lod neml: Alladdin skiære sig en Fløyte af en Mindesteen istæden for af en Hyldegreen, og det hørte Maja, og Sang og Klang var forbi og min Taalmodighet med. De vilde jeg skulde dømme hvem af dem der var den Skyldigste, og jeg sagde blot: «Vee den; fra hvem Forargelsen kommer!» – Ellers gav dette Anledning til en Anecdot om en Jomfrue – og «Tak, hun var endnu værre» end Miss Sally – som i Abrahamsons deylige «Værer Fred med Eder Alle» – lod «store Stene falde og døe» – saa skal hun virkelig istæden for «stode, strede, faldt og døde» have siunged: «Store Stene faldt og døde» Kl: halvelleve gik hver til sit, efter at vi vare blevne enige om, Onsdag at hiemsøge vort kiære Slotspræstpar, vi herfra og Sally. I Haab om, at vor Realf og Thrine kunde komme inden eller til den Dag, udsatte vi denne glade Samling til den sidste af de Dage jeg bliver her. Et Brev i Dag fra Maja C: har dog nesten betaget os dette glade Haab. Gud signe Dig, Elskede, for det lille Brev, som siger mig at et større er ariveret til Hovind, som jeg nu vel først finder der. Tillige seer jeg deraf at jeg i neste Uge kan vente min gode Søster Inger Flood og Mand fra Schien. De skal være mig hiertelig velkomne –
Aften Jeg vil kun – thi det er allerede mørkt – lade Eder vide, at jeg nu kom tilbage fra et lille Besøk hos de gode Olsens, hvor jeg dog kun traf Fruentimmerne hiemme, og en Jomfrue Selche som var der da jeg kom – De vare ey fornøyede med min Stadsvisit, som dog varede 3, 4 Timer, især satte Zarinalild ret et Bededagsansikt op – Resten i Morgen. God Nat!
Tirsdag 13de God morgen kan jeg ikke sige, thi det er alt langt paa Dagen, hvoraf den største Deel er gaaet med Brevskrivning. Det sidste af disse, og det længste, sluttede jeg just nu. Det var til Dig, hulde Maja C, Svar paa Dit Lille med Posten i Gaar, og det velsignede, 6 Sider lange Dagbogbrev, som jeg i Aftes fik fra min Koren indsendt tilligemed nogle Linier fra ham selv. Ved Lys læste jeg og maatte jeg læse dem flygtig igienem, og nu har jeg gientaget dette kiære Arbeyde ved Guds blide Lys, som i Dag skinner saa vederqvægende efter flere kolde Dage. Ogsaa er det efter flere mørke Dage blevet lyst igien i mit Hoved, som ikke længe har været saa godt som i Dag. Vi har været ganske allene til nu, Kl: 5, da Olsen, hans Kone, Zarine og Christie kom. De drikker nu Thee i Haven, hvor vi ogsaa drak i Morges, og Lotta og Kista hele Dagen har sadt med deres Arbeyde. Jeg har blot nu og da giort et Sprang ud til dem. Endelig er min Post for denne Gang færdig, og er det kun mens jeg venter Lys til Forsegling jeg vedbliver at sladdre med Eder, Elskelige! I Morgen skal jeg fortælle om al den Stads her skal blive i Byen; i en vis høytidelig Anledning. Ellers er det Spot og Skam som de giæstererer og flanærer her i denne Bye. Giæstebud afløser Giæstebud, og det ene prægtigere end det andet; alt, det forstaaer sig, hos de saa kaldte Kiøbmænd. Hos Stens paa Ellingsrud var Printsen, jeg troer i Fredags, og Stadsen der skal have været gefærlig. De havde faaet Atlaskes Gardiner op fra Kbhn som kostede 4000rd, og mente Pavels og vi andre med, at hele Colladset var for at fremvise disse kostelige Gardiner, og at derfor deres Skaal burde drikkes, og drikkes allerførst, før selve hans Durchlauchtigheds – Men der staaer Lyset og brænder, og der sidder de ude og skiænder, fordi jeg ey tilbagevender, ey Brevene bortsender – galt er det i alle Ender – jeg mine Folk kiender – «Gud, hvilket Vaas!» – Nu, Tømme paa Pennen, for Blækket Laas –
Kl: 7½ Thrina Olsen maatte skynde sig hiem til Gutten sin, og de gik alle. Vi fulgte dem til Alleeporten, og imens baade Moer Lotta og Kista læser mine tarentiske Brødre (den er i løse Blade, forstaaer I) vil jeg fortælle om den forestaaende Høytiid. Det er da hverken meer eller mindre, end forrige Frøken Haxtausens nu Baronesse Knuths høye Ankomst med sin høye Gemahl førstkommende Torsdag, som foraarsager al denne Blæst. Paa Hr Papas Lyststed er giort erstaunlige Forberedelser til en Familiefest, og har den ømme, dybtfølende Fader selv, siges der, giort alskens Indskriptioner som skal anbringes – ja Gud veed hvor? Det vil sikkert blive bevægeligt. «Ja hva sa' han Ole Tofserud?» – mælede Presidenten, da vi spurgte, om han ingen Ideer havde til Dagens Forhærligelse. Denne brave Mands Mundheld (I vide alle hvor smukt dette er) mente han, skulde, i smukke forgyldte Romerbogstaver, ikke tage sig ilde ud et eller andet Sted, f:E: hvor den første Omfavnelse skulde gaae for sig – thi den som alt vil formodentlig skee efter Reglerne. Skade for mig og min Journal at min Hiemreyse just er bestemt denne store Dag, Napoleons og min Jesses Fødselsdag – desuden. – Ellers underligt nok at det falder sig saa: paa Wilhelms Fødselsdag kom jeg hid, paa Jes's tager jeg herfra. Det sidste erindrede jeg først nu – og hindrede end ikke Mørket mig, nu kunde jeg dog ikke skrive mere i den Tone, jeg har begyndt – thi Farvel, Evig elskede, til i Morgen!
Torsdag 15de Gud velsigne min elskede Jess, som i Dag fylder, allerede har fyldt sit 18de Aar. Jeg har nok før sagt Eder, at han kan have, om han vil, to Geburtsdage: thi just som Kl: slog 12, Natten mellem den 14de og 15de, kom han til Verden. Med ingen af mine 8 Børn, og for ingen af dem, har jeg lidt saa meget. Brystbylder og en heftig Feber nødte mig til at vænne ham fra Brystet da han var 11 Dage gammel, stakkels Gut. Maaskee var det Aarsagen til, at han i sine første 2 Leveaar var saa svag. Ak, I kan tænke Eder hvor svag, naar jeg tidt med de hedeste Smertetaare bad Gud tage ham til sig. «Dog skee ikke min Villie, Fader, men din!» – sukkede det skiælvende Hierte – og hans Villie skedte, og jeg beholdt ham, lovet være du, evige Fader! Din Fred, din Velsignelse over den eyegode, nu saa raske Gut, som ingen større Glæde kiender paa Jorden, end at kunde bidrage til min og sin ædle Faders Glæde, og til alles omkring sig – Derfor elsker ogsaa alle ham, og saae giærne igien paa hans Øyne hvad han ønskede –
Jeg fik i Gaar Morges en saa kiærlig Sæddel fra min hulde Maja P: hvori hun gientog sin Indbydelse til os alle, at komme til hende om Eftermidd: og bad mig, sin snart bortreysende Moer Koren, komme did til Middag, da hendes P: havde en Dagbog og noget andet Smaatterie at glæde Mama si med; men det maatte jeg afslaae, da det fortredelige Hoved fordrede al muelig Hvile, om det skulde blive til nogen Nytte den Dag – tillige fortalte hun os, at der var stærkt Haab om, vi skulde faae vort elskelige unge Par, Realf og Thrina at see, da den tænksomme Slotspræst havde skrevet og lagt dem paa Hierte hvilken Glæde de kunde giøre os, og at de ellers ikke fik see Moer si og hun ikke dem, o.s.v. Kort, det var baade kraftigt og bevægeligt, og forudsaae vi den ønskede Virkning[.] Jeg giorde mine Breve færdige til min Adam, den syge Adam (som jeg dog, Gud skee Lov, hører, nu er brav igien) og til min unge Ven, Bergh, hvem jeg paalagde selv at overantvorde det første i Adams egen Haand, for at kunde give mig fuldstændig Underretning om hans Befindende. Dermed var alt det fuldbragt, jeg havde foresadt mig, her paa Tøyen at fuldbringe, og med et taalelig opklaret Hoved og et endnu mere opklaret Sind begave vi os Kl: 4 paa Veyen. Dog just som vi stode færdige at træde i Vognen, Lotta og jeg (Kista og Hanna var den anden Fragt) kom Aslak med Gulen min, som i Dag skal drage mig til Hiemmet, hvor Gud skee Lov alt er som da jeg reyste, siger Aslak og en lille Sæddel fra Jessen min.
Da vi kom til den vakre hyggelige Præsteboelig, stod Caffen færdig, og den som deylig var, og havde vi skiøndt faaet vor Bekomst før vi tog bort, og havde det end ikke været Caffe, hvem kunde modstaaet den venlige skiænkende Værtinde? Imidlertiid besaae vi Ægteparrets giensidige Geburtsdagsgaver fra Herren til Fruen (og havde Smaabarna ogsaa sin Deel deri, de velsignede venlige Glutter) et nydeligt Syeskrin med alt Tilbehør; fra Fruen til Herren (og havde Glutterne ogsaa Deel heri) en deylig formet Sølv Globus med en hviid Voxstabel i. Men dette, kan I tænke, holdt mig ey fra at fordre den lovede Dagbog. «Ja Maria har lovet Dem, kiære Moer Koren, hvad ikke existerer» sagde Præsten – men hun loe, og sagde: «Seer du, Moer min, naar jeg siger Dagbog mener jeg Stambog» – og den fik jeg da, og Madam Langes Briller hentede Marianebarnet i en Snup, da hun hørte jeg havde glæmt mine, og saa gik ved dette behagelige Arbeyde, dobbelt behagelig, da Eyermanden selv sad hos mig, og satte Noter til Texten hvor det behøvedes. Mangt et kiendt og kiært Navn fandt jeg der, ogsaa min elskede Egersøns, hvis Haand jeg neppe gienkiendte, da han som jeg nu i flere, ja mange Aar, har brugt de latinske istæden for de danske Bogstaver. Des snarere gienkiendte jeg Aanden i det lille Digt – Maja som vilde, som hun altiid vil, see alle sine kiære Giæster hver paa sit Viis ligesaa behagelig beskiæftiget som jeg, fandt adskilligt til Lotta si, og til Kista, ja saagar en Værsebog til Lille Hanna, og skulde jeg ogsaa havt Part heraf, var ikke Rosteds – de eneste foruden os Indbudne – kommet i det samme. Hvor gamle og stille alle disse gode Mennesker forekom mig, især Frue Rosted. Saa trykker og kuer disse Tiders Pinagtighed saa mange gode, den bedste Skiæbne værdige Mennesker. At det var Næringssorger der havde frembragt denne Forandring, mærkede jeg af alting – Men nu, mine Elskede, maae jeg sige Eder Farvel fra mit velsignede Tøyen – der kom Zarine og Fetter Christie, og pakkes ind skal der. Fortsættelsen fra
Hovind.
Fredag 16de Saa frisk og færm jeg i Aftes Kl 7 kom hid, saa ussel er jeg i Dag. Jeg vil derfor blot i Korthed fortælle Eder om min Reyse, og saa begive mig tilsengs. Kl 11 i Gaar Formidd: tog jeg Afskeed med de elskede Tøyen Beboere, og med Zarina og Werner. I Formiddag sendte jeg min Sally et skriftligt Farvel, og sagt hende, hvad hun vidste før, hvor smerteligt det er mig, at den afskyelige Hovedpine ogsaa skal berøve hende saa mangen Glæde, og hvor meget vi alle savnede hende Aftenen før i den lille Vennekreds. Ogsaa til Majalille skrev jeg et Par Ord, og saa gik Reysen for sig i det fortræffeligste Veyr, skiøndt det Dagen før regnede og var ret umildt[.] Paa Boukellen hvilede jeg, og tænkte ret at giøre Siæl og Legeme tilgode med min Pavels Stambog, som jeg fik Lov at tage med mig, og min Lottas Smørrebrød, Rips og Stikkelsbær. Men den gamle rystende, i Begyndelsen af vort Bekiendtskab saa mutte, Værtinde, var ret kommet i Snakkehiørnet, og holdt det for sin Pligt, at holde mig med Selskab, som jeg mærkede deraf at hun beklagede mig, fordi jeg reyste saa ene. Alle mine Forsikringer at jeg aldrig kiededes naar jeg var allene, at jeg altiid havde en Bog med mig naar jeg hvilede o.s.v: hialp ikke. Hun forstod ikke dette Vink og veeg ey af Plætten. Glad ilede jeg videre, og forstyrredes paa Moe ikke hverken af Giørups eller nogen Moers Siæl, imens jeg læste i den mig saa høyst interessante Stambog, ventende min Caffe. Fluerne uleyligede mig vel lidt, men mod hiin Uleylighed var det intet. Den godslige Moer Moe bragte selv min Caffe, og blev og drak med mig, hvorom jeg selv bad hende, da jeg allerede havde pakket mine Siebensacher i Poppenheims, nu paa sit sidste Værs syngende, grønne Pose. Kl: 7 var jeg som sagt hiemme, hvor jeg kun fandt mine 3 Jomfruer – ingen Skriver, ingen Hertel ingen Jess, hvilken Sidste jeg dog havde haabet at finde hiemme, og maatte jeg altsaa giæmme min Geburtsdagsgave, et peent Væstetøy, til i Dag, da han (han kom hiem i Nat Kl 2) med Taknemmelighed har imodtaget det. – Fire Timer før jeg kom hiem, havde Gud slukket den stakkels Ingers lange Jammer. En Pige, som vi mødte her strax ved, sagde til Aslak: «Nu Adiøs fra ho Inger!» Det var da Dødsbudskabet. Gud skee Lov det var forbi! En gl. Legslem, den lamme Hanson, ligger meget slet, dog troer Walbohm han lever –
Med liden glade Kaja giorde jeg en Tour i Haven, læste lidt, og snakkede meget, spiste Fuglesteg og grønne Ærter, gik tilsengs, kunde længe ikke sove, og blev vakt af min første Søvn ved Jeses og Lundes Hiemkomst[.] Det er uvist om jeg seer min Koren i Aften, men vist at Hertel først kommer hiem Søndag. Han har været saa ussel i disse Dage af Tandpine men er nu brav, siger Jessen min.
Fortsættelse fra Onsdagaften.
Lidt efter Rosteds kom vor velsignede Realf og Thrina. Lottamoer saae dem først, og nu ilede vi dem imøde, jeg, Mariane, Julie (Claudine havde Hovedpine og laae) og jeg foran, og gik det det først paa en Kyssen og Favnen, saa paa en Spørgen løs. Thrina mi seer saa rask ud, og Moderhaabets Glæder hviler paa hendes Ansigt, over hendes hele Væsen, det sødeste af alle jordiske Haab, det det Algode opfylde i rigeste Maade!!! – Ogsaa den unge Præst var blevet fyldigere end før, og er i det Hele den personificerede Glæde selv. Det kostede lidt Overvindelse at sætte mig til Tresetbordet, ved hvilket jeg i hele Aar ikke har sadt. Ogsaa her blev Mindet om fordums Dage mig bittert. Hvor ganske anderledes var da Frue Rosted, hvor munter og fuld af Galskab – og nu ikke et Ord som jo røbede Mismod, neppe et Smiil. Min kiære Lotta saae jeg var forknyttet som jeg. Hun og Frue Reiersen var de andre Medspillende. Imidlertiid holdt Lotta kiækt ud til Enden, men min Maja P: og min Kista afløste mig imellem, og saa sad jeg saa godt hos de hiemkomne Ungerne mine, og hørte om det elskede Majadal og Strømsøe, og alle Begivenheder fra jeg forlod det. Stakkels min lille Maja havde i nogle Dage havt Hovedpine – et sørgeligt Arvegods efter mig – derfor fik jeg intet Brev; dog forsikrede de mig helligt, hun var brav og hos sin Lærerinde da de reyste, og Lina som Fuglen i den klare Luft. Fra store Maja var Brev til mig og en Bogpakke med Fragtvognen, som jeg fik da jeg kom til Tøyen – Fader Pavels og Professoren spillede Piqvet. Og har jeg saa ikke mere at sige Eder om den, paa hine sørgelige Erindringer nær, saa deylige Eftermiddag, uden at jeg om Aftenen forspiste mig en Smule paa Grønærter med Hummer i, en af mine Livretter, hvormed den elskelige Værtinde, hos hvem jeg som sædvanlig sad, alt for rundelig forsynede mig. Kl: 12 kom vi hiem, og fandt vor kiære President, som var ariveret om Aftenen fra Høland, endnu oppe og ventende os –
Min Kista var ikke ganske brav i Gaar Morges, dog bædre før jeg reyste: Ogsaa Farvel for i Sommer, du vakre Tøyen med alle dine Elskede, hvoraf jeg dog haaber at faae see nogle forinden jeg seer dig igien –
Løverd. 17de Jeg havde netop lagt mig i Gaar Eftermiddag, da Walbohm kom, og bad om at faae tale med mig. Jeg troede, det var paa Embeds Vegne han kom til den Syge, men see! det var noget ganske andet. Han havde en venlig Hilsen til mig fra General Meyer, om vi ikke d. 13de Septbr, da Soldaterne skal lege for Printsen paa Gardermoen, vilde give Høystsamme med sit Følge Logie med hvad dertil hørte, Middagstaffel etc, her paa Hovind, som Hr Generalen ansaae for det beqvæmmeste Sted, skiøndt det er en god halv Miil fra Pladsen. Men jeg bad Walbohm føre Meyer til Gemytte: først, at jeg netop i de Dage havde Haab om at see mit Hougs besat paa en ganske anden Maade; andet, at det vilde være Frem og Tilbage, da Touren skal gaae lige til Eidsvold; og tredie, at intet Sted var i alle Henseender passeligere for hans Durchlauchtighed med Følge, end Homble, der ligger lige paa Veyen, og er i alle Maader beqvæmt, Beværtning og alt godt. I øvrigt vilde jeg med Fornøyelse, ifald Beværtningen skulde, som altiid har været Skik og Brug, skee paa selve Pladsen under Telte; bidrage alt hvad jeg kunde til dennes Complettering. Walbohm indsaae og billigede mine Grunde, og vi ærgede os begge en Smule over Meyer, som kiender Homble og veed, hvor passeligt et Sted det var, men vil, maaskee for at spare sin Pung, paabyrde sine saa kaldte Venner alle disse Uleyligheder. Var der intet andet Sted, nærmere end Hovind, ja da var det ubilligt at afslaae det; men da det aldrig før har havt Sted, at nogen ved slige Leyligheder er indqvarteret her omkring, saa troer jeg ikke man fornærmer Generalen ved at tiltroe ham egennyttige Grunde. Ja, var det blot giort med et Maaltiid eller to, det fik saa være; men Logie kan jeg ikke skaffe paa den Tiid – Da haaber jeg til Gud at see mig omgivet af de elskede Barna mine; og der maatte være ganske andre Aarsager end Føyelighed mod en rig Mands egennyttige Ønsker, som skulde bevæge mig til at bede Eder, mine Elskelige, udsætte hiint Møde, det jeg saa længe, og I alle saa længe har glædet Eder til med mig. «Er det ikke ogsaa sandt da?» – Min Koren, som kom hiem i Aftes, er aldeles enig med mig. Ak, havde jeg engang kunde seet Christian August inden mine Dørre! –
Søndag aften 18de Min Koren, som kom hiem Fredagaften, tog nu igien bort, og kommer ikke hiem før Løverdag, bliver da til Mandag, og saa atter hele Ugen borte paa den fortredelige, saa mange bedrøvende Skatte-Comission. Præsten Munthe reyste saa snart han havde drukket Caffe; men Frue Hiort, som kom her i Formidd: først nu. Jeg var netop ferdig da hun kom med mine Breve til Byen, til min Lotta, lille Maja, og nogle faa Linier til min Realf og Thrina. Gud skee Lov, min Jess, som jeg i Gaar frygtede skulde blevet alvorlig syg, er i Dag rask igien. – Posten bragte mig et eneste Brev – det var fra min gode Wilhelm i Bergen. – Der seer jeg Hertels Kariol, og maae nu ind og tale lidt med ham, med Hertel nemlig –
Han er frisk og færm, men er det ogsaa først nu. En forsmædelig Tandpine har plaget ham nu i fulde 14 Dage. – I Næss, hvorfra han kommer, grasserer Blodgang stærkt og bortrykker Mange, især smaae Børn. Dog kan denne Sygdom, taget i Tide, saa let helbredes, ja jeg troer lettest af alle Sygdomme, men de bruger intet, og lader det have sin Gang, og saa gaaer det til Graven.
Endnu har jeg ikke siden jeg kom hiem besøgt mine Elskedes Grav. I Fredags var jeg syg, i Gaar Jessen min ikke frisk, og da var jeg ey i stand til at gaae did. Nu kan jeg og vil det, og min Kaja følger mig.
Mandag Morgen 19de Da jeg kom ud i Haven, hvor jeg nu i Bærtiden er temmelig vis paa at finde Kaja, fandt jeg i dets Sted endeel Smaaegutter ifærd med at plyndre de bedste Stikkelsbærtræer. Denne impertinente Dristighed ærgede mig saa jeg skammer mig ved at tilstaae Eder det. «Hvad bestiller I her?» – Vi spiser Bær – Men jeg fik dem afsted i en Fart, kun een, den som svarte for dem alle, blev staaende og saae saa næsviis ud, at jeg nesten var færdig at slaae ham paa Øret. Det giorde jeg da Gud skee Lov ikke, og har aldrig i mine Dage giort. Jeg fik da ogsaa ham tilbeens. Men nu saae jeg paa mine Blomster, som jeg havde i Haanden, og Taarene kom mig i Øynene, og trænger sig endnu frem, naar jeg tænker paa, at jeg paa denne Vandring kunde opbringes og det af en saadan Bagatel. Jeg lagde Blomsterne paa en Bænk, paa Wilhelms Bænk, og kunde ikke for alt gaaet til Fredens Boelig i denne Stemning.
Nogle Timer efter, det var allerede mørkt, men en stille himmelsk Aften gik jeg did. Ane fulgte mig. Men jeg nærmede mig ikke det hellige Sted saadan som ellers, og sad der kun et Øyeblik. O, ved Synet af en Grav, var det end ikke en os saa dyrebar, maae, synes jeg, hver Uret, ja selv hver Overilelse fylde Hiertet med Anger. Var Tanken om Døden, om det hastig bortilende Liv stedse nærværende for vor Siæl, da maatte Lasten og hver uædel Følelse forsvinde fra Jorden og Livet.
I Aftes læste jeg til Kl henimod 11. Jeg føler i Dag paa mit Hoved at det var for længe, og dog havde jeg endda neppe holdt op, om ikke den gode Maren, som slet ikke vilde lægge sig før jeg gik op, havde sadt saa og stridt med Søvnen. O, hvem kan lægge den herlige Corinna bort uden Overvindelse! Jeg kan ikke sammenligne den med noget af hvad jeg før har læst. Den er den eneste i sit Slags. Naar jeg har læst den ud, mere.
Tirsdag 20de Desværre, den er udlæst, og denne rene Siælenydelse forbi. Med høytbankende Hierte lagde jeg den bort, og det vil banke længe, vemodigt og smerteligt ved Mindet om dette jeanpaulsk- qvindelig- skiønne Digt
Jeg maae endnu sige Eder mere herom, mine Elskede; men ikke nu – thi der er min Kariol og Gulen, og skal bringe mig til min kiære, for sin ikke ret friske Willa bekymrede Rikke. Jeg vælger just denne Dag at tage did, da jeg ikke giærne vil være hiemme naar de bærer Inger til Graven.
Hun havde selv anordnet sin Pynt og hvordan hun ønskede alt, og det skeer. Jeg maae være tidlig tilbage; thi her Time har jeg nu i flere Dage ventet Floods, og det var leyt, kom de, og fandt hverken mig eller Koren hiemme.
Aften Kl 7 Allerede en heel Time har jeg været hiemme, klædt mig om – thi jeg blev døyvaad – modtaget den til Hvile bragte Ingers Søstres og Paarørendes Tak og Taare for i Dag og for hvad de kaldte min Godhed imod den saa længe Lidende – endda har jeg havt et andet kiært Arbeyde for, og sidder nu her for at fortælle Eder, at min Rikke var ret mismodig da jeg kom, fordi Gutten hendes var saa stille, og hendes Frygt for han skulde faae Blodgang (hvoraf saa mange Børn døer rundt om hende) endnu ikke hævet. Men efter nogle Timers Søvn var Wilhelm saa munter som nogensinde, og den ømme Moder roeligere da jeg forlod hende. Hun havde giærne beholdt mig, jeg giærne blevet længere, og det kunde jeg ogsaa, thi neppe troer jeg, nogen Schiens Folk kommer hid i Dag. Kommer de, modtager jeg dem i min gamle brune Kaseking, som var saa snart at krybe ind i da det Vaade kom af. Paa Bortveyen mødte jeg Byebudet som tog ind i Søndags, men kun bragte mig et lille Brev fra Nella Borch, hvori hun fortæller, at Maja mi var saa peen i Barselet hos hende, og N: G: Omsted dødelig forliebt i Lina. – Fra Tøyen var intet. Alt var vel der, sagde Manden, som maaskee neppe selv har været der engang.
Onsdag 21de Det er et saa melancholskt Veyr i Dag, og overalt føler jeg mig saa ensom. I Aftes læste jeg, deels med Jess, deels allene Franzéns Digte, hvoriblandt er mange deylige. I Dag har jeg ogsaa bladdret lidt i den, min Middagssøvns Time. Men jeg kunde ikke holde mine Tanker samlede, og det blev med et saa mørkt, og jeg saa ængstelig, at jeg maatte forlade Læsning og Kammer. Corinna havde jeg dog neppe lagt bort. Hun fængslede mig hvor jeg sad. I Gaar talte jeg saa meget om hende med min Rikke; nu har jeg kun disse Blade at tale med, og Gud skee Lov, jeg har dem – det er jo Eder Alle, mit Hiertes Dyrebareste, jeg da taler med. Ak, men I svarer mig saa sielden, fast aldrig, paa hvad jeg saadan her fortæller og spørger Eder om. Ja, det var om Corinna – Men for ikke at betage
Historien for Eder, som ey endnu har læst den, sin Interesse, vil jeg blot sige: at jeg aldrig ved alt hvad jeg har hørt og læst om og over Italien, har saadan med min hele Siæl seet og følt alt som ved mine Vandringer med Corinna. Heller ikke kan jeg faae ud af mit Hoved, at Digterinden, ligesom hun i Delphine har udviklet sine
egne Grundsætninger, i Corinna har malet
sig selv og maaskee fortalt sit Hiertes egen
n29 Historie. Hvad det første angaaer, da vil I sande med mig, at man for at
være male en Corinna saadan som hun her er malet, selv maae besidde, i det mindste den største Deel af Heltindens Talenter – Og saa være Madam Stahl velsignet for den rige, rene Nydelse hun har skiænket mig og Utallige! Naar Du, elskede Maja C: bliver Eyerinde af dette skiønne Værk, skal jeg atter og med fornyet Lyst giennemnyde det.
Torsdag 22de I Aftes, det mørknede alt, havde jeg lagt en Kabal for at see om Flodes da ikke kom engang, og den var gaaet flux ud, og jeg vilde pakke de tossede Kort sammen, da jeg hørte en Larm uden for Vinduet, og see Forgaardsportene (som hele Sommeren aldrig aabnes, da vi har lagt Indkiørslen til Baggaarden for at skaane den pene Gaard) stode viidaabne, og en Vogn holdt for Dørren. Regnen øste ned af Himlen, og som druknede Muus stod den flinke Søster Inger og hendes alvorlige Husbond for mine Øyne. De ligger endnu, troer jeg, men jeg hører dem tale –
Hun er blevet noget eldre af Udseende, men hendes ungdommelige Raskhed beholder hun vist. Man skulde ikke troe hun var Moder til 10 Børn, og bedrager ikke mit Øye mig, bliver det snart til det 11te – Det er et vennehuldt Væsen, med et varmt, maaskee alt for varmt Hierte, istand til ethvert Offer for sine Venner. Doctor Jessen sagde saa ofte: «Kunde man sammensmelte dette Ægtepar, saa hun fik lidt af sin Mands Tilbageholdenhed, og han lidt af hendes Munterhed og Ligefremhed, vilde de begge blive fuldkomnere.» – Men ogsaa som det nu er, ere de et Par hiertensgode og agtværdige Mennesker.
Aften Kl 6½ Vi havde budet Chrysties herhid til Middag (Præsten er Moer Floods Fetter) men han havde Forretninger og kunde ikke komme før i Eftermiddag, og hans Kone er ikke ret frisk, kom altsaa slet ikke. Den snilde Præstemand er her nu, og vi Qvindfolk holder ham med Selskab, da Flood tog paa Auction med Hertel hos den stakkels Frue Hiort – ak, dette er hende en tung Dag! Jess er reyst til Hedemarken i Besøg til sin kiære Fetter Jørgen. Denne Uge var er den eneste Tiid han godt kunde være borte. Her har vi sadt i Dag, Søster Inger og jeg, da Blæsten jog os ind af Haven, og snakket om mange Ting, meest om vor fælleds Ven, den hedenfarne Doctor Jessen, om hans Kone, og begges Sygdom og Død. Hun tabte meget, den gode varme Inger, i denne sin troefaste Ven, og leed meget med den Sinds og Legems svage Enke, som hun nesten intet Øyeblik forlod i hendes 14 Ugers Sygdom[.] Hvor lykkelig hun var, den stakkels Lotte, at hun saa snart kom efter sin Georg – og hvor lykkeligt det vist var for de, nu alle saa godt forsynede Børn, at hun fulgte ham, sin Støtte og deres, saa hastig. O! saa er jo alt hvad han, vor omhufulde Fader giør, saa saare vel.
Fra min kiære Lotta og fra begge Smaaepigerne mine fik jeg Brev i Dag[.] De sidste havde med deres hulde anden Moder besøgt de kiære Egersødskender og den dyrebare Grav, min Majas Elskedes Grav. Jeg har ikke besøgt Mines i disse Dage. Veyret er saa umildt, og den gode Inger saa svag, og gaae fra hende vil jeg ikke, ogsaa vil hun giærne være med mig did.
Fredag, 23de Din Fødselsdag, min velsignede Lina, din tiende, Du mit elskede, yngste Barn! Nu skal jeg skrive til hende, og et langt Brev, ene til hende. Hun klager over, at dette er den anden Geburtsdag, hun ikke er hiemme, men dog er hun jo ogsaa hiemme der. O jeg veed hun faaer et fader- og moderligt Kys, og et for den fraværende Fader og Moder, og et søsterligt, og et for Jessen sin med. Gud velsigne Dig, og vaage over hvert Dit Fied, Du søde Lille! og over alle Dine og mine Elskedes, ved hvem Dit unge Hierte allerede hænger saa varmt og inderligt! – I Dag 9 Aar trykkede jeg Dig med hede Afskedstaare til mit bankende Hierte, da jeg og Sara begyndte vor Kbhnsreyse. Men Du smilte til vore Taare – thi ogsaa Din Sara græd – men forstod dem. Nu forstaaer Du Din Moders Taare, og vil, o Gud, hør det! aldrig koste hende andre end Glædestaare
Løverdag 24de Hvor jeg slap i Gaar, mine Venner, veed jeg ikke, og det sluttede Hefte er allerede afsendt. Men jeg troer ikke jeg fortalte noget om Gaarsdagen, uden at det var min Linas Geburtsdag. Chrystie var her, det veed I da. Imens jeg skrev et stadseligt Brev paa Velinpapir med forgyldte Kanter til Linchen, og et meget simpelt Hastværksbrev til Maja C:, og tre Linier til Lotta med Dagbogheftet, gik de omkring i Haven. De ønskede at gaae længere, og jeg gik med dem til Graven og i Kirken. Veyret var ufysent, og den gode Ingermoer ikke ret frisk. Jeg fik dem da i en lille Lhomber, og fuldendte under denne mit Arbeyde her.
Chrystie reyste strax over Middag, og vi gik alle til vor Middagshvile. Jeg laae paa Sophaen og læste, det bankede, og ind kom den ældste unge Munthe. Vi gik da skyndelig ind i Dagligstuen for ikke at uroe det kiære Ægtepar her næst ved, og pratede en Stund til det blev over Caffetiid, da buldrede jeg dem op og ind til os. Veyret var blevet mildt og vi gik op til min Høy og i Saras Grotte, hiem og drak Thee og strikkede (istæden for at tale om Dyden. I veed jo vel alle der er et Drama som begynder som saa: «Nu, min Søster, vil vi sætte os, drikke Thee og tale om Dyden.») Saa kom heel uformodentlig min Koren, som vi først ventede i Aften, og Frue Flood fløy ud og om Halsen paa ham. Hendes adstadige Mand og jeg fulgte den raske Kiælling det forteste vi kunde. Aftenen gik i god fortroelig Passiar, og i borgelig Tiid bar det tilsengs. – I Morgen skal vi alle samtlig til Gierdrum. Jeg skulde skrive til Byen, takke min velsignede Realf og hans og min ligerviis velsignede Thrinasara for de kiærlige barnlige Breve, Floods bragte mig fra dem, og meget mere; blev der kun Tiid og mit Hoved godt. Men Koren skal alt bort igien; dog beholder vi Hertel hiemme i Dag, og maaskee spadserer de uden mig til Wilhelmsminde. Baade at gaae og snakke falder mig saa tungt i Dag. Men intet saa let, som at sidde her og snakke med Eder.
Mandag 26de Nu reyste de gode hyggelige Mennesker, den glohede Inger og hendes i det Udvortes hende saa ulige, stille, sindige Mand. Held være med dem, de Gode, Retskafne, med dem og deres talrige Familie! Hun skal snart vorde Moder til det 11te Barn (9 har de i Live) og seer saa ungdommelig og peen ud, at man giærne kunde fristes til at kalde hende Jomfrue. Og alligevel er hun stedse svagelig, bliver let heftig rørt, som hun med al den Ild, alt det Liv maae blive, og har havt Modgange af alle Slags at kiæmpe med i sit 25 Aars Ægteskab. Hun er endnu ikke 42 Aar. Held være med dem, de Gode! Min Koren tog bort strax efter dette, og før Løverdag, maaskee Søndag, seer jeg ham ikke igien. Det regner og blæser. Mit Hoved er maadelig godt. Gud skee Lov at det og jeg og alt er som det er! I skal strax høre, mine Elskede hvor megen Aarsag jeg har til denne Lov og Tak.
De gik i Løverdags uden mig til Wilhelmsminde, der havde deres som alles Bifald. Om Eftermiddagen maatte jeg lægge mig, og efter en kort Søvn blev det bædre. Vi drak Caffe og var længe i Haven. Mod Aftenen kom min Koren. Vi spillede Rabus, snakkede, spøgte, og gik til Sengs. Dog før jeg nu gaaer videre, maae jeg fortælle Eder, at jeg Løverd: Morgen vaagnede i en Hiertensangst, da jeg drømte Jess var kommet tilbage samme Dag han tog bort, fordi han havde brækket sit Been. I Gaar Morges vækkede en anden ey mindre skræksom Drøm mig: at Lina var meget syg.
Vi toge tidlig til Gierdrum, for at komme til Kirketiid. Koren reed, Flood kiørte i Hertels Kariol, og Hertel med Moer Inger, Kaja og mig i Flodes Vogn, der er lidt gammeldags, men god at sidde i. Under Spøg og Snak gik den lange Vey i en Snup, og vi kom i betimelig Tiid, ja traf endnu Præsten hiemme, og spiste Frokost før vi toge i Kirken. Det var en ret god Præken, dog den maadeligste jeg har hørt af Chrystie; og det var tydeligt, at hans i den senere Tiid saa svage Syn, der giør ham Bruget af Papiret umueligt, var Skyld i vi ikke hørte den som den
vist var udarbeydet. Da vi kom ud af Kirken, styrtregnede det, og vi skyndte at pakke os i Vognen og Kariolen, i den første var Moer Flood, jeg, Hertel og Pauline Horster. Gud skee Lov, lille Kaja sad i Kariolen
n30 hos Ragna Chrystie[.] Aslak lod Hestene gaae alt hvad trække kunde. Hertel havde taget Pauline paa sit Skiød, for at svøbe hende ind med i sin Kappe, da hun slet intet Skiul havde mod Regnen, var hviid og let som en Sommerfugl.» Ja Gu falder Sædet
ned med os, Jomfrue» – sagde Hertel, og loe, og vi loe alle – med et – Vognen var i fuld Fart – styrtede begge ud, Forsædet efter, men blev hængende i det ene Jærn. Vor Angst vil jeg ikke prøve at male og heller ikke ængste Eder, mine Gode. De slap, ubegribeligt er det, med at blive dygtig tilsølede, Pauline med at skrubbe Huden lidt af sin Kind og ene Arm, Hertel med et, Gud være lovet, ubetydeligt Stød paa Been og Skulder. Først ved deres Stemme og Latter kom jeg til mig selv igien, men den hele Dag vedblev mit Hierte at være beklæmt, og mine Knæe skialv. Det giør de endnu, og i dem vil jeg længe føle det. Kunde jeg grædt, var det gaaet
snarere over. Endnu engang, det er ubegribeligt, at de slap saadan, at Vognen ikke gik over dem, da det var en smal, paa begge Sider indgiærdet Vey hvor de styrtede ud. Forsædet, der var til at slaae op naar det ey blev brugt, holdtes kun ved to tynde og rimeligviis forslidte Jærn. Da nu al Vægten kom paa den ene Side, har det ene af disse ikke kundet modstaae denne Vægt. Hvor frygteligt det end saae ud og var, saa tænk Eder, om dette var skedt paa Hiemveyen, i de svære Bakker, i Mørk og Mulm, naar Hertel og Kaja roelig, som paa Bortreysen havde sadt der. Vognen kom strax til en Smed, og er nu vist stærkere end den længe har været; ikke desmindre sad dog kun Frue Flood og jeg i den tilbage; Hertel fik Præstens Kariol og tog Kaja med sig.
Foruden os var Munthes, Kroghs (dog kun Kone og Datter) og den snurrige Obrist Scheel der. Vi ventede paa Munthes til Kl: henimod 3, da vilde Chrystie bitterdød ikke vente længere, og vi gik tilbords. Da Suppen var spiist, kom de, Præsten, hans Kone, Andreas, og Obersten. Det var ret morsomt. Da Værten, Flood, min Koren og Hertel udgiorde et Lhomberpartie, fattedes Obersten, Munthe og han Søn fierde Mand til en Polskpas. Søster Inger, som aldrig har godt for at sige Ney, lod sig overtale til at hielpe dem ud af deres Vaande, og jeg løste hende lidt af. Vi vilde giærne været hiem i Lyse, men der var ingen Muelighed i. Dog kom vi derfra Kl: 9, og Gud skee Lov vel hiem. Hertel forsikrer, han ingen Mindelse har i Dag af Faldet. Jomfr: Horster har det vist endnu mindre, haaber jeg.
Til Gaarsdagens Begivenheder hører endnu, hvad for mig var noget af det bedste, og en deylig Desert oven paa Moer Chrysties velsmagende Maaltiid, at Munthe bragte Posten og 3 Breve til mig, fra min gode unge Ven, Bergh, fra Slotspræsten min, og fra min elskelige Maja C. Dette Sidste laae inden i Ven Pavels's, da han selv havde bragt det med sig fra sin Egertour, over hvilken han giver mig en fuldkommen og høyst interessant Beskrivelse, saa at jeg, uden at det stod der med udtrykkelige Ord, seer hvor fornøyelig, Siæl og Legem gavnlig den har været ham. Tak, I Elskelige, for disse kiære velsignede Breve – mit Hiertes Tak!
Og nu kunde jeg glæde mig til den længselfuld ventede 8de Septbr, vidste jeg ikke min hulde Rikke B: saa bekymret for sin Wilhelm, der vedbliver at være skranten, og er det mere nu, siger hun, end da jeg saae ham. Walbohm, som var her for lidt siden, forsikrer imidlertiid at han slet intet frygter. Han tog nu did. O maatte intet intet forbittre mig det glade Møde med alle de elskede Barna mine! Lille Claudine Pavels har Koldfeberen, men det er da ingen farlig Sygdom, og er, haaber jeg, forbi inden den Tiid, saa de ømme Forældre kan reyse roelig, om end mindre tilfredse, da de vel neppe, nu det lakker til Høsten, tør tage hende, og altsaa heller ikke tager nogen af de Mindre med. Og de havde glædet sig saa, Claudine, Mariane og Lina over denne Giensamling, de stakkels velsignede Smaaglutter.
Fra Sally, det underlige Barn, hører jeg aldrig noget. Mutter Flood var saa vis paa at finde hende her. Jo det veed jeg vist. Hun vilde sagde hun, var det paa nogen Maade mueligt besøge hende i de faa Dage, de bliver i ‹…› Christiania[.] Herfra vilde de tage lige til Tøyen, da Ingermoer endelig vilde lære kiende det og dets Beboere. Mueligt ere de der nu – Kl 4 – og faaer sig en god Kop Caffe. Jeg har lagt, maae I vide, og slutter Regnskabet for disse Dage med lidt lettere Hoved. Veyret er mørkt og truende hele Dagen, dog har det ikke regnet endnu siden, kun strax de vare reyste kom en Skuur, som det hedder her.
Tirsdag 27de Hvor det seer frygteligt krigeriskt ud! Hele Gaarden er fuld af Dragoner med deres Heste, alle i fuld Rustning, som stod Svensken igien ved Blakiær. Det er de her indqvarterede. Hele 10 Stykker var os beskiærede, og det i 18 Dage. Men jeg troer Hertel har føyet Anstalt, saa vi slipper nogle af dem, maaskee Halvparten igien, og betaler for dem andre Stæder her i Naboelauget. Det veed jeg, min Koren langt hellere vil. Det er vanskeligt hvor før er saa fuldt som her, at skaffe Rum til saa mange. Det er imidlertiid allesammen honette Folk, Gaardmænd fra Sognet, og vi skal fare med dem det bedste vi kan. Det var Synd andet. De slider ondt nok alligevel; og trykkende maae det være for de fleste, at være fra Hiemmet i en saa travl Tiid, uden noget egentligt Gavn for sig og andre.
Torsdag 29de Der er lidet at sige Eder, mine Elskede, om disse stille, eensformige Dage. Dog noget om denne, en af de skiønneste, vi længe har havt, hvorfor vi ogsaa har benyttet den saa godt mueligt, faaet skrabet Folk sammen fra Øst og Vest og har nu Gud skee Lov, en god Slump Rug inde, som de nu banker af paa Loen eftersom den kommer ind (de kalder det, veed I, at skrifte den, og havde den Synder at bekiende, kom de vist for en Dag ved denne Behandling) saa det dundrer herind. Desuden har jeg med Byebud og Posten faaet Brev fra min elskede Lotta, fra Majalille, fra Kistamoer, et Par Linier fra Fader Pavels (hvis Claudine Gud skee Lov er bædre) og endelig fra Sally, et 12 Dage gl Brev, men mig saa kiært, da det giver mig temmelig Vished om, at see hende her med mine andre Dyrebare. Og end engang Gud skee Lov! den brave General Auditeur Bergh, som har været Døden nær, er nu uden Fare, og alt oppe igien. Hans arme Maja, hvilke græsselige Dage hun har havt! Men hvilken navnløs Glæde har hun ikke ogsaa nu! Gud være lovet for det!
Og i Dag, min Lotta, er Du i stoer Stads hos Rosenkrantzes. Hellere sad Du her hos mig i det lille stille Kammer, og sladdrede med Din Christiane, og glædede Dig over den deylige Rug, der kommer ind. Men efter en saadan Hoveriedag smager det hyggelige Hiem dobbelt godt, og i Morgen skulde jeg ret have Lyst til at sidde hos Dig og høre hvordan Du havde levet. Dog, Du har vist funden en eller anden, Du ret har kunnet hygge Dig til, f:E: den fra Bergen nyelig hidkomne Frue Wibe, som Du synes saa vel om. (Lotta troede Selskabet egentlig giort for Wibes) At Vert og Vertinde ere fortræffelige Mennesker kommer ikke stort i Beregning, da de maae dele sig mellem alle, og altsaa blive for lidt for hver især.
Min lille Maja glæder sig over at hun snart skal see sit første og andet Hiem, Tøyen og Hovind, igien, men forudføler tillige den Smerte det vil blive hende, at skilles fra det tredie, hvor Kiærlighed og Ømhed saa længe og uafbrudt har omgivet og fængslet hende. Ligeledes er hun uroelig over, at Jomfr: Ravert paa ingen Maade vil tage noget for hendes Undervisning. «Og foruden det hun har lært mig, har hun været saa inderlig god mod mig» – siger det kiære taknemmelige Barn. Herefter tør jeg tale friere om denne hulde beskedne Unge, da hun herefter ikke læser disse Blade, en Glæde, jeg ikke kunde nægte hende da hun var fra mig; og havde hendes Siæle- og Navnesøster, Maja C, ikke med roeligt Hierte kunde havt denne Nydelse, som hun og I alle saa vennehuldt kalder det, udeelt med sit elskede Barn. Da Rosenkrantz (skrev Maja C for nyelig) for en Tiid siden var hos dem, var han indtaget i begge Barna, Maja og Lina, og spurgte, hvad saa Mange spørger om: «om der var Familie – eller blot Venskabsforbindelse imellem hende og Korens?» – «De fleste» lægger hun til, «begriber ikke det sidste Slags Muelighed; dog, R: begreb det vist, og Gud skee Lov, vi begriber det!» – Ja, og evig skal vi derfor love ham –
Jeg saae i Aviserne, at Frue Mørk, Berghauptmand Brunnichs Datter, var kommet hiem til sine Forældre i Besøg for der at lægge sig til at døe. Det er ligesom jeg havde Bekiendtskab til denne unge, og saa længe lidende Kone, fra min Frederichs Dagbog, hvor hun ofte omtales. Hendes Sygdom var ulægelig, altsaa dobbelt vel hende, at hun hviler. Hendes Fader har anmeldt hendes Død med et Værs, som jeg aldrig kunde troe, var af en Fader, stod ikke hans Navn under det – Saadan strax at kunde sætte saadan Sorg i Riim, synes mig underligt –
September.
Søndag 1ste Den begynder mørk og regnfuld, denne mig saa kiære Maaned, der har bragt, og nu lover at bringe mig saa mange Glæder.
Det værste er, at min gamle Christopher ryster paa Hovedet, og siger: «Det betyer en vaad Høst, Moer, naar det regner Qvæneknurren.» – det er i Dag. Hvor giærne vilde jeg af mange Aarsager, det blev godt Veyr det meste af denne Maaned, og især at alle de Elskede, som i Dag 8 Dage iler i mine Arme, ikke skulde for dyrt betale den Glæde, de under mig. Men i hvordan det gaaer med Veyret, saa give Gud os at samles friske og fornøyede! I Dag er jeg igien saa ussel, men jeg tænker det er meget dette ufysne Veyrs Skyld.
Min Koren kom da endelig i Aftes, og var neppe inde af sin Dør før det øsregnede. Men endnu er Jess ikke kommet tilbage fra sin Hedemarkstour. Det foruroeliger mig lidt, endskiøndt jeg kan formode han bier paa Fetteren sin, Hr Jørgen, som min Lotta skrev, de i disse Dage venter til Tøyen. Jeg nævnte heller intet til hende om min Frygt da jeg i Dag skrev hende til. Det meste af denne Dag gaaer nok hen med Brevskrivning, da vi skal have Bud til Byen i Morgen, og paa Tirsdag lige til Strømsøe efter Barna. Det til Lottamoer er alt borte med Lunde som reyste i egne Ærinder i Morges. Og et langt Brev til min kiære unge Ven, Bergh, har jeg fuldendt, nu kommer det an paa, om Hovedet ikke siger: Stop! «A ska prober de, Børnlil» –
Tirsdag 3die Der reyser lille Ole til Strømsøe efter Barna mine – Gud være med ham paa sin Frem- og Tilbagetour, at jeg glad – o hvor glad! kun see ham igien med sin kiære Fragt.
Jo, Hovedet sagde rigtig nok, og alt for tidligt Stop i Søndags. Saa vedholdende pleyer dog ikke mit Onde være. Jeg kunde neppe røre mig, saa mat var jeg, og saa smertefuldt Hovedet. Det er, jeg mærker det tydeligt, det sædvanlige Besøg af Febermindelser. I Gaar var de borte, i Dag melder de sig igien, skiøndt mindre voldsomme. Men Jess kommer endnu ikke, lader intet høre fra sig, og det ryster Siælen kanskee mere, end Feberkulden Legemet. Det er en barnagtig Frygt, siger jeg mig selv, men det hielper ikke. I Gaaraftes, da jeg havde faaet alle de Breve færdige, som i Dag gaaer med Ole – det var nesten mørkt da jeg sluttede det sidste til de kiære Børn paa Festningen – blev den Stilhed som omgav mig, og Mørket, saa ængsteligt. Jeg gik ud og tok min lille Sladdrer, Kaja, med mig, for at møde Skriveren som var paa Giestad paa Maanedsting – Maanen stod lige over Saras Grotte, omstraalede Fløyen paa Wilhelmsminde, hans Navn og Dødsdag. Mine Tanker var i Maanen, «hvor Menneskenes Moder boer med alle hendes talløse Døttre» – Kaja havde sin inderlige Glæde af, at Maanen gik ligesaa fort som hun, snakkede i et væk, uden at stødes over hun maatte snakke allene. Dog, hun snakkede egentlig med Maanen, Træerne, Hestene (som hun beklagede fordi de ingen Seng havde. De frøs vist, mente hun)
n31 og svarte sig selv i deres Aand. Det er et saa sandt barnligt Barn, og Gud lade hende længe – ak, hvorfor tør jeg ikke sige
altiid? – blive det! Tilsidst fik hun fat paa en gammel Kone, Moder til en af Pigerne her, og kom i Prat med hende. Jeg kunde heller ikke gaae forbi uden at tale et Par Ord med den venlige Gamle. Ved Giøgodtkiæret saae vi vor kiære Skriver, som stod og bankede et løsnet Bræt fast paa Indhegningen om Wilhelmsminde. Jeg angrede paa, vi ingen Nøgler havde med. Maanen vinkede os saa blidt derop. Det var en himmelsk Aften, blik stille efter den stormfulde Dag, som Menneskets, naar Lidenskabernes Storm har lagt sig. I veed jo, mine Elskede, hvor kiær en skiøn Høstdag og Aften er mig. Saa længe jeg vandrede under den blaa Æther følte jeg nesten ikke mit Hierte slaa; men des heftigere slog det, da jeg med hvert Øyeblik saae Haabet om Jesses Komme svinde, og især da jeg havde lagt mig og alt var stille omkring mig. Ængstlige Drømme afbrød hvert Øyeblik min Søvn. Dog, det er ey anderledes i Febertiden. Jeg er mat og fryser, men Hovedet er taaleligere nu, end da jeg vaagnede.
Den slemme Fut! Han var paa Giæstad, og hans Rikke vilde saa giærne været med ham og hid til sin Moer Koren, og han tog hende ikke med, da han skulde være saa snar, og saa var han der hele Dagen. Og nu kan jeg ikke komme til hende, da hverken Hest eller Gut er at faae. Var han ikke ley? At lille Wilhelm er rask igien kan I vide, da Moderen vilde været hid.
Onsdag 4de. Nu kommer jeg fra Graven. Det var første Gang jeg intet bragte did uden mine Taare. Med dem indviede jeg den nye Plade, min ædle Faer Cappelen og hans Maja har prydet den med, og hvorpaa de elskte Hvilendes Navne, Føde- og Dødsdato staaer. Det øvrige staaer paa den opreyste Ovalplade, det Skiøneste som Sandeste der kunde staae. Ak, hvorfor talte disse stumme Bogstaver paa den liggende Plade saa smerteligt til mit Hierte? og hvorfor maatte jeg løfte det og de strømmende Øyne til Krandsen, som forener deres Navne, og derfra til Himlen, til Evighedens Krands, som forener deres Siæle, før jeg kunde gaae beroeliget bort? – Det var som den tunge Jærnplade havde lagt paa mit Bryst, og var hævet derfra da Hierte og Øynene hævede sig til Evighedens Cirkel, som engang skal omfatte mig med dem, med Eder Alle – os Alle – Gud være evig lovet! ogsaa for det, at ikke Taarekilden udtørres naar alle Blomster ere borttørrede og visne – og fordi vi veed et Land, hvor de aldrig borttørres og visner, de nye Paradisblomster vi skal finde i det nye ukiendte Land –
«Ja, det er stort, at vi fik Evne til at kiende,
at dette ‹dungle› dunkle Liv, den mørke Vey, har Ende!» –
Endnu ingen Jess. Saa længe Dagen gryer, venter og haaber jeg, og hver Gang Hunden giør, og hver Gang jeg hører Mandsfied, troer jeg, det er ham. Min Koren er ogsaa borte, og kommer først hiem i Morgen, maaskee først Fredag.
Min Sally har overvundet alle Vanskeligheder, og kommer Søndag. Jeg havde Brev i Dag baade fra hende og min gode Kista.
Torsdag 5te Gud velsigne Dem, ædle Treschow, i Dag og alle Deres Lives Dage, blandt hvilke denne var den første. O, at De neste Gang saae den oprinde i Deres elskede Fødeland, at De mange Gange maatte hilse den der med den Vises sande Glæde over Livet og Livets Liv! At De kunde skue omkring Dem i den glade gamle Kreds, og læse den umiskiendelige Kiærlighed og Agtelse paa alles Aasyn, og den og den moderligste Glæde i Deres Moer Korens, som saa ydmyg stolt tør tælle Danmarks Treschow – Danmarks og Norges – blandt sine Børn, de Udkaarne, som kaarede hende til den misundelseværdigste Moder – Amen, det skee! – Ja, o Gud, det skee! Og skal end ikke den neste 5te Septembers Sol hilse Dem, Ædle, i Deres Norges Skiød – o saa skal jo dog den og jeg hilse Dem der 1813 – Det Løfte har De givet Dem selv og os, og dertil vil jeg holde og glæde mig.
– I Aften, lad mig see, hvem er da hos Eder, Elskede! – foruden Mama Devegge og hendes Malla, Oncle Riis, og Broder Ole, er Sverdrup der, det veed jeg da med Vished, men længere gaaer min Vished heller ikke, at sige om hvem der glæder sig hos Eder: Hvem der derimod glæder sig med Eder, det veed jeg paa en Prik: Det er alle dem som veed, at det i Dag er Treschows, Norges og Danmarks og vor Treschows Fødselsdag –.
«I Dag er det Professor Treschows Fødselsdag» – sagde jeg i Morges – «Og min sandelig ogsaa!» sagde Wangensten (som kom her i Aftes da det alt var mørkt)
n32 «og Professor Legangers. Jeg bliver vist ogsaa Professor inden jeg døer.» – «Ja, i Projecter» tænkte jeg – Han er det samme forunderlige, stundesløse Væsen han altiid har været, og vist forbliver til Dagenes Ende. Nu tog han op til Gardermoen, men kommer igien til Middag. Da venter jeg ogsaa min kiære Rikke. Hun har lovet det, og er hun frisk, holder hun vist sit Løfte; thi Veyret er saa deyligt –
Aften, Kl 7. Jeg er reent fortumlet i Hovedet – glad, thi min Rikke har været hos mig hele Dagen til nu, og min Jesses er Gud skee Lov kommen frisk og rask tilbage – bedrøvet, thi nu tog ogsaa Broch herfra med sin Gina og lille Sara Jesine, hvis Graad endnu lyder for mit Øre, og den især er det, som har forstyrret mig, og at min Gina med sit Barn nu maae reyse og søge om Huus, svier i mit Inderste. Hos Bierches, hvor de har været saa forældreligømme imod hende, kan hun nu ikke længere være – Gud veed hvorfor. Brochs vidste det ikke. Nu skulde de til Byen. Han er for nærværende Tiid ansat som Hielpepræst i Oudalen, men det kan være forbi i Dag eller i Morgen. Jeg kunde ikke see den grædende Moder med den lille Uskyldige, ak, med det dyrebare Navn, paa sit Skiød, uden at giøre hvad jeg kunde for at standse hendes Taare. Ney, at husvild skal hun ikke blive, saa længe min Koren og jeg har Huus, det torde jeg love, og lovede, og den Trøst har hun nu, slaaer alt andet feyl – Lidt lettere, end hun kom, reyste hun dog. De vilde endelig til Moe i Aften for at have saa meget des kortere Vey i Morgen, og Morgenstunden er koldere, end Aftenen – De var her kun en Times Tiid. Min Rikke og jeg havde levet efter vort gamle Viis naar vi ere sammen. Vi besøgte de Hvilende. Hun kommer maskee ikke did mere i Høst, skiøndt jeg haaber at see hende her engang i neste Uge. De toge alle – Wangensten i Spidsen – ud af Gaarden paa engang. Lidt før kom min Jess, men ingen Fetter med ham. Han veed ikke, at han ventes saa længselfuld, ellers var han vist fulgt med. Gud skee Lov han er frisk, og alle de, Jess besøgte; men ellers raser Blodgang deroppe end værre end her, dog meest paa Ringsager, hvor i Sommer var bortrevet over 400 Mennesker af den. Hvorfor Jess blev saa længe? Han kunde ikke før slippe, forsikrede han, og troede ey heller vi havde ventet ham hiem før.
Han har ogsaa været saa mange Stæder, og ret havt godt af sin første Hedemarkstour. Den Søndag, han var over paa Ringsager, blev ved det ene Annex begravet 50 Liig, meest Børn og Gamle, alle døde i Blodgang.
I Stanger Sogn (hvor Jørgen Bulls Gaard ligger) bruger Bønderne en egen Cur for at forekomme Blodsota – Tiærevand med dygtig Snustobak i. Ja, de troer vist fat paa ‹Sporgsmaa› Ordsproget: «Ondt skal Ondt fordrive» – En af mine Dølepiger ligger ogsaa i samme Sot; men da der strax er brugt Midler imod den, haaber jeg, det skal gaae lempeligt over. Det er en saadan goslig ung Pige – saa goslig barnaktig, at jeg tidt er fristet til baade at lee og græde over hende. Hun er kommet i en ganske nye Verden her – intet er som oppe i hendes kiære Field, hvorhen vist mange af de dybe Suk fares, som jeg tidt hører, naar jeg er nede og seer til hende. Hun er saa hiertelig taknemmelig og føyelig –
Og saa slutter jeg Dagen med den kiærligste Tak til Dig, dyrebare Maja C: for det hulde lille Brev, Forløberen og Forbudet for Dig selv og Dit velsignede Følge. Bædre skal jeg takke Dig, «naar nu een Dag er gaaet, og een een til» – som Kaja siger.
Søndag 8de Og denne ene og een til er gaaet,
n33 og Solen skinner saa varmt herind til Eders glade Moer Koren, som i dette Øyeblik, efter en lang Prat med lille Faer Mørk, skrev i den kiære pavelske Stambog disse Linier. Dog, jeg har endnu ey Tiid at nedskrive dem her, som jeg overalt er den sande Stundesløse, og veed «for Fryd paa intet Been at staae» – thi
gaaer jeg paa dem begge fra det ene Sted til det andet, og glæder mig ved at tænke: «Her seer du dem nu snart, her skal vi sidde sammen, her skal vi spise, der skal de ligge o.s.v.» – Nu skal for det første den brune Kaseking af, og Toilettet i al Hast besørges. Saa snart vi har spiist, vandrer jeg og Kaja til Vilhelmsminde, for at modtage Eder der med en rygende Kop Caffe, I Elskede, men først med mange mange Kys, lige saa glohede som den – Her er en Rørelse i Huset, som skulde Napoleon komme – dog auf ein ander Manier – saa glade Ansigter saae jeg da vel ikke omkring mig. – Jeg vilde giærne fulgt med min Koren til Kirken, og takket Gud i hans Tempel fordi jeg er saa glad. Men er ikke det moderligglade Hierte ogsaa hans Tempel, og det bedste Offer jeg kan bringe ham? – Det var mig dog ey mueligt at holde Tankerne samlede.
Kl er henimod 11. Sikkert ere I nu tagne fra Byen, fra Tøyen – Hvert Øyeblik bringer mig Eder, Eder mig nærmere – Hvad kunde jeg, selv i Kirken tænkt andet paa end dette? – Om Fredag og Løverdag veed jeg intet at sige Eder, uden at jeg har været frisk og glad.
Kl 1. Nu er jeg færdig, og imens vi venter min Koren med Maden, vil jeg afskrive hvad i Gaar kom til Verden under mangehaande Erindringer og Drømme fra fordum Dage, imens jeg ene vandrende Haven rundt.
«Men Hiertet aldrig glæmmer
Sin Ungdoms første Kreds.»
O Vee det arme Hierte, som kan glæmme
Sin Barndoms og sin første Ungdoms Kreds!
n34
For det lød Kierligheds og Vennskabs Stemme,
Og al Naturens Stemme ingensteds.
Hvad er det uden disse friske Minder
Som holder Hiertet evigt, evigt ungt?
Som giør, at vi paa Livets Vandring finder
Selv ey det Allertungeste for tungt?
Det Hierte kiender ey til Tiid og Alder,
Som varmt for Dyd, Natur og Venskab slaaer.
Naar Rosen blomstrer, og naar Løvet falder,
Og under Vintrens Snee det har kun Vaar.
Min ædle Ven! med dette unge Hierte
Din graanende Veninde hilste Dig.
Længst før jeg saae dig, jeg dig kiende lærte,
Og ønskte, hvad nu Gud har skiænket mig.
Du blev et Led af den saa sieldne Kiæde,
Som om mit Moderhierte slynger sig.
Tak, Pavels! Tak, min Maja, for hver Glæde
Og for hver Sorg, I ømt har deelt med mig.
Og naar den skiønne Kiæde engang brister
– Og først med dette Hierte briste den! –
Den jo kun føye Tiid sit Samhold mister,
For hist at knyttes evig fast igien.
Kaja er en utroe Følgesvend. Dog, hvordan kunde hun modstaae den Fristelse, med sin kiære Onkel at kiøre den kiære Tante, Maja og Lina imøde. Nu reyste de. Kl: er 2. – Ak, og nu ringer de sørgelige Klokker. Det er en af vore Husmænds Barn som begraves. Det er død af Blodgang. Moderen har ogsaa været Døden nær, men Gud skee Lov, de kommer sig igien, de Mange af vore Husfolk som har havt den. Stakkels Kari ligger endnu. Det gik vel fortere med hendes Bædring, havde hun ikke en saadan Afskye for al Medicin, at vi ey nænner at plage hende med den. – O Gud, der er vel langt flere Bedrøvede end Glade i Dag – og alle Dage. Kunde dog Alle være saa glade som Eders Moer Koren!
Mandag 9de O, nu har jeg dem, nu har jeg dem, alle de elskede Ventede! Kunde jeg kun holde Pennen i Ave, eller Hiertet rettere, og i smuk simpel Prosa fortælle Eder, ak I, som ey anderledes end her kan dele min, vores Glæde, om denne Glæde! Slotspræstparret og Maja C: og Hr Frederich er vandret ud, Sally sidder her i Sophaen og læser de gamle Dagboghefter, giennemgaaer mit og Mines Liv og Levnet fra hun forlod os og Norge – Kista er med og om Barna, som har travlt med at ordne sine Ting og komme i de gamle Folder – Seer I, saadan har vi det for Øyeblikket, derfor griber jeg disse Øyeblik for at fortælle Eder lidt om i Gaar. Vi gik da Kl: henimod 3 til Wilhelmsminde, min Koren og jeg, hvor vi fandt Lunde, som var gaaet did et Par Timer i Forveyen, for at lukke op og ordne lidt, sovende paa Sophaen med sin Bog i Haanden. Han kom da snart op, og neppe var Telja kommet efter os med Caffegreyer etc, saa saae vi to Vogne i fuldt Trav ned over Veyen. Skriveren, den letvindte, og Lunde styrtede ned over Bakken, dem imøde, jeg rømmede endnu tilside, og ilede saa paa min Maade med høytbankende Hierte ned til Bakken. Den første som faldt til dette glade Hierte, var Maja P: – hun sprang som en Hind op ad Bakken, og saa gik det af den ene Omfavnelse i den anden, min Maja C, min Pavels, min Frederich – han sluttede Troppen. «Og de yngste Barna dine, Moer Koren, og din Kista?» – De reyste med egne Heste, for Følget stod Skydsen allerede færdig. Dog længe varede det ikke, saa havde jeg ogsaa dem – «Og Sally?» – O jo, hun var iblandt de Førstkomne – Seer I, jeg har jo sagt Jer i Forveyen, I ingen Orden maatte vente – det kiære Barn sidder jo her hos mig, og leer og spørger, altsom der behøves Noter til Dagbogen – Saadan glad og let kan jeg ikke mindes jeg længe har følt mig. De saae det Alle. Jeg var blevet ung syntes de, ja saagar vakker. Ja, kan noget forynge, vel maae det da være slige Øyeblik. Men da Øyet med Roe kunde hefte sig paa een Gienstand, saae jeg tydelig, at en mørk Skye hang over min elskede Maja C's hulde Aasyn, og at hendes Smiil saae ud som en Taare. Hun havde forladt sit elskede Thrinabarn bekymret for sin Real, som ikke var frisk. Sygdommen er vist ikke, og det troer hun selv, betydelig, men det kiære Barns Frygt er desuagtet naturlig, og ligesaa den ømme Moders Bekymring over Thrinas Frygt. Saa skal der dog stedse være noget som minder os om, «at Glædens rette Hiem er ikke her» –
Tirsdag 10de (Fortsættelse) Caffe drak vi paa Vilhelmsminde, men efter indsamlede Stemmer blev det saa, at vi efter nogen Omvandring gik her hiem og drak Thee. Børnene vare længe i Forveyen, og havde allerede hilset alt, Mennesker, Dyr og Stæder, ogsaa, og det var vel et af de første, deres Saras og Vilhelms Grav. Vi havde om Søndag Eftermiddag en Skiære Dovning, det er en Mængde godvillige Høstfolk, og hos dem maatte Jess være. Ham besøgte de da ogsaa, og hvor de kom, oplivnedes og smilte alle Ansigter, som Solens fra et Speyl tilbagekastede Straaler. Min fromme Teljas Aasyn lignede fuldkommen den blide varme Septbrdag – Aftenen gik deylig hen i vennehuld Prat, Skyerne svandt lidt efter lidt fra Majas venlige Øyne, og Fader Pavels, som da han kom ikke var ganske frisk, «blev inden Aften som den, der aldrig havde havt'en» – Til Gaarsdagens Gammen hører endnu et kiært barnligt Brev fra mine elskelige kbhnske Døttre, som Maja C havde modtaget af Biskop Sørensen, til hvem det egenhændigt var leveret, som dets kiære Indhold viser. Først i Gaar fik jeg Tiid at læse det, og Sara læste det, og – alle Eders Søstre og Brødre i Herren og Moer Koren. Hvordan kunde vi nu have nogen Nydelse for os allene, hver Enkelt mener jeg, eller et Par af os? – O at det havde været Eder Selv, I fraværende Dyrebare, vi saadan havde havt imellem os, som nu det kiære Brev! Men den Tiid vil jo ogsaa komme. «Ja troer du ikke det? Moer Koren?» siger Sally naar vi, som saa tidt skeer ønsker Eder her, vor Catty, vor Malla, vor Treschow, hos os, og jeg saa altiid siger, hvad jeg saa fast haaber til: «Den Tiid vil ogsaa, og snart, komme» –
Formiddagen vare vi for det meste sammenpakkede her i det lille Kammer, læste og sladdrede, dog giorde Nogle, som I har seet, Spadsertourer, imens Andre sysselsatte sig hver efter eget Tykke; thi deri ligger det hele Tryllerie som er udbredt over saadanne Dage, at man kan giøre alt hvad og just som man lyster. Saadan tog somme Folk sig en Eftermiddagslur, andre vaagede. I Gaar var jeg blandt de Sidste. Det bliver jeg neppe i Dag, da mit Hoved ikke er som det skulde være. Imidlertiid vil jeg nu gaae de Spadserende imøte, (og det er dem Alle, min Kista undtagen, som jeg nu har passiaret lidt med, og som sidder med en Bog i Haanden uden at komme stort længere end paa første Side) men – der er de smaae Forløbere alt – Continuationen følger –
Eftermidd: De vare alt i Gaarden, og af Mødet blev altsaa intet. Jeg er ikke ret rask, og vilde giærne skiule jeg ikke er det; men jeg kan ikke gaae med dem, og saa mærker de det. Nu gik de til Vilhelmsminde, men kommer igien til Theetiid, og imens skal I høre Resten af Gaarsdagens Tilbringelse. Vi slap ved Middagssøvnen. D vi samledes til Caffe i den lille Dagligstue, var der saa deylig lunt, da Hertel havde foranstaltet Ovnen giennemvarm, meer ikke (det var en kold Formdd:) og hyggeligt. Veyret blev imidlertiid mildere, og vi besøgte Graven, den Majalill og Lina efter saa lang Tiids Forløb havde pyntet med de faa Blomster, som endnu findes i Haven, og gik derfra i Kirken, hvor vor elskelige Frederich satte sig flux til Orgelet, spillede og sang alle vore Yndlingsstykker. Maja P: og Sally sang med ham, og den hele lille Forsamling var opmærksom og rørt. Min lille Majas Øyne bleve vaade. Jeg saae det, skiøndt det mørknede alt da vi kom did, og vidste alle de Tanker som arbeydede i hendes unge Siæl – Det var et himmelsk Veyr da vi gik tilbake, og giorde begge de store Majaer og Sally endnu en Tour da vi havde drukket Thee. Siden, og det lige til Sengetiid, læste Hr Frederich for os i Øhlenschlägers Digtninger, og til Slutning det søde Eventyr Aly og Guldhindy, som jeg har læst for mig selv og høyt flere Gange, og nu hørte med samme Interesse som var det første Gang. O du ædle elskede Adam, naar skal jeg takke Dig for denne og saa mangen Glæde! – Sally og Maja P: havde ikke læst eller hørt det før, og den førstes spændte, den andens roelige Opmærksomhed, gav det ligesom en nye Nyehed for os alle. I kiender allesammen Sallys Øyne, og I kan vist altsaa see, ligesom jeg saae det, hvordan Forundring og Skræk og Glæde udtrykkede sig i disse. Saa deyligt endtes den deylige Dag. Og denne, som nu lakker til Ende, har gaaet og vil, haaber jeg, endes ligedan. Faer Mørk kom her for lidt siden, og er nu med dem paa deres Vandring. Begge de ældre Majaer har ellers mindst Roe paa sig, de vandre fra Have til Skov fast saa lang Dagen er, dog, det forstaaer sig, i Mellemrum. Ogsaa har vi Gud skee Lov deylige blide Dage og Aftener, som Septbr undertiden, og da for Alvor, har dem. – Det er sandt, jeg fik ogsaa i Gaar med Posten et Brev fra Maribo, hvori han melder mig og min Koren sin Ragnas lykkelige Nedkomst med en Tøsunge, gientager sin Tak for den prægtige Amme vi har skaffet dem, og beder mig til Fadder. Tiden kan jeg selv bestemme. Men da jeg nu ikke før Vinterføret kommer til Byen, bliver nok intet af den Stads.
Fredag 13de Ja, det er allerede Fredag og den 13de, og allerede har de forladt os, min Siæls saa inderlig Elskede, Maja C, Frederich, Pavels, hans og min og vor Maja. Saa længe vi kunde øyne dem bød vi dem Farvel, og Majalilles og Linas vaade Øyne fulgte, til Støvet efter Vognene var dalet. Min Sally og Kista har jeg Gud skee Lov igien til Søndag, og de Smaaungerne mine jo siden stedse. Og saadanne Dage, de ere ikke forbi fordi de ere svundne[.] Ney, ikke engang afbrudte ere de: thi Mindet om dem sammenkiæder dem med Haabet om deres Igienkomst, og saa kan de ey afbrydes, uden for saa vidt en Række af behagelige Dage afbrydes ved bliid Slummer og søde Drømme om hvad der har glædet og skal glæde os. Altsaa intet Farvel, kun et Godnat, I Dyrebare! Jeg vil troe at see Eder, som naar I med hver sit Lys i Haanden gik tilsengs, og jeg ogsaa, for under Forestillingen om den svundne velsignede Dag at slumre ind og vaagne til en lignende. Kan vi skiøndt I ikke, end ikke saaledes, holde den flygtige flygtende Tiid i Tømme, saa skal vi dog saaledes faae mindre Aarsag at klage over dens Iil: den maae altiid, hvordan den bærer sig ad, bringe os vore Glæder, vore Ønskers Opfyldelse imøde – «God Nat, og Tak for i Dag!» – vil jeg hver Aften sige hos mig selv, som var det til Eder jeg sagde det, og sove ind med Tanken om disse hastig henilte Dage, og vaagne med Tanken om de tilstundende, naar vi atter skal samles. Og saa god Nat, I Evigelskede, og Tak for hver Stund! –
Eftermiddag. Ved Bordet i Middags, da vi som sædvanlig i Daglig lag spiste i den lille Spisestue, var det dog saa underligt. Alt Savn lader sig ikke bortphilosophere, og det er jo heller ikke det jeg vil. Kun formilde det vil jeg, og ikke klage –
Og heller ikke, I fraværende Hiertelskede, har jeg tænkt at afkorte Eder noget her, fordi jeg siden Tirsdag ikke har havt et Øyeblik tilovers for disse Blade. I har ikke sielden, I Alle, været Gienstanden for vore Samtaler, og i Gaar – dog Trr! Pen! hvor vil du hen? Du maae tilbage til Tirsdag igien – Aftenen gik med Giætteleg og Spøg –
Onsdagen var jeg, især fra Morgenstunden, lidt skranten. Jeg torde derfor ikke følge med dem, de Kiære, da de vilde giøre en lang Tour ned igiennem Bierkedalen. Imens expiderede jeg et Bud vi maatte have ind efter min Majas Harpe, som unge Otto Smith har havt til Laans en Tiid, og som vi før engang forgiæves havde havt Bud efter. I maae vide, at min Maja C havde betinget sig, hun vilde tage sit lille Navne med tilbage igien, om hun ey fik Harpen imens de alle vare her. Den kiærlige Trudsel var jeg just ikke bange for; men deels var det Synd det kiære Barn længe skulde savne den, deels ønskede vi at faae den hid imens vi havde Sønnen og Broderen Frederich til at retleye lille Søsteren sin med Stemmingen etc – Og det giorde han – den kom først i Morges – ærlig og redelig paa Broderviis, saa han nesten ikke gav sig Tiid til at drikke Thee. Aber zurück! – De kom trætte og hede tilbage, og min Sallys endnu ikke ret stærke Been havde lidt meget i de lange svære Bakker. Jeg qvægede dem saa godt jeg kunde, og da vi havde spiist, toge de alle tiltakke med en lille Hvile. Men stakkels Sally blev saa syg. Den imod Syge som Sunde saa troe Kista forlod hende ikke, og vi alle vare fra og til hos hende saa meget vi troede, hun taalte det. Præsterne fik sig en lille Piqvet, og Maja C gav Undervisning i Kabal, som især frugtede hos Slotspræstinden, der ligesom en lille Molla glædede sig i sine Kundskabers Forøgelse, og i bare Iver for at vise sin Færdighed hvert Øyeblik forplumrede Kortene for den taalmodige Læremesterinde. Men Aftenen gik dog saa stille hen og ikke som de forrige.
Torsdag var hun Gud skee Lov meget bædre, og blev op ad Dagen ret rask, saa hun kom ned til os igien. Vi havde budet Fogdens og Chrysties hid til Middag, men fra de Sidste fik vi en underlig Undskyldning just som vi ventede dem selv. Min elskede Rikke og hendes Borchsenius kom, og vi havde det nok saa hyggeligt, hiemmeligt og godt. Veyret var klart, men koldt, saa vi ikke var stort ude, og selv de vandrende Majaer kom til deres egen Forundring ikke ud af Dørren før lidt om Eftermiddagen i Haven. Ja, det var en heel igiennem glædelig Dag. Ak thi den bragte mig jo ogsaa det triumpherende Brev fra Eder, elskede Døttrene mine dernede. Jeg havde neppe læst det høyt for begge mine Majaer, C: og P: som sad her hos mig, før jeg ilede op til den endnu liggende Sally, at forkynde hende den glade Tidende. Før jeg kom ud af Kammeret, aabnede Hertel Dørren for at fortælle hvad jeg troede kun vi vidste: «Norge faaer nu Universitet. Det er bestemt, og det bliver paa Kongsberg!» dette sidste vidste jeg ikke, thi derom stod intet i det kiære Brev. Det var en nye Victoria fra Hertel og Kista, at deres Fødebye var valgt til Stædet, det skulde hensættes. Sara, som jeg fandt i Begreb med sit Toilet, blev staaende midt paa Gulvet med Kiolen i Haanden og Øynene stivt heftede paa mine Læber imens jeg talte. O, giid I havde seet hende staae saaledes! At det skulde være paa Kongsberg, behagede hende ikke i Begyndelsen. Men det lykkedes mig at giøre det indlysende for det kiære Barn, hvor meget længere det kunde være bortlagt, og at vore Elskede – thi man tænker paa sig selv før paa andre, og naar Patriotismen kommer i Collision med det kiære Jeg, maae den i det mindste i første Øyeblik give dette lidt Plads – jo nu kom i Kredsen af Strømsøe, Eger, og Majadal – at vi fast ikke kunde ønske det bædre, o.s.v. Det ærgrede mig nesten, at min elskede Frederich var redet med Broder Jess til Gardermoen, saa jeg ikke strax kunde udbasune min glade Nyehed for ham, som jeg vidste den fra saa mange Sider interesserede. Jeg tænkte at passe paa og være den første ‹l›ell som sagde ham det; men see! den fule Skriver kom meg i Forkiøbet. Men jeg var dog den første, der gratulerede ham som Universitetsprovst, og ved Bordet klinkede og drak vi Universitetets Skaal, og endnu en Skaal – I Elskede dernede, giætter I ey hvilken? Hvordan vi siden har drømt og lagt Planer, er her intet Rum til at fortælle.
Nu skal jeg ind og lese for mit lille kiære Selskab. Fortsættelsen følger.
Løverdag 14de Aldrig kunde jeg have bædre Roe til at give Eder denne, end nu. Jeg er mutters allene i det hele indvendige Huus, og har ude, foruden den syge og friske Budeye, kun en fremmet Kone, min gamle Kari Giøgodt – alle andre, 21 i alt, ere myldrede til Gardermoen, kiørende, ridende, gaaende. Det er, maae I vide, den store Dag, da hans Giennemsigtighed – for at laane et Udtryk af Egersønnen min – tager Dragunernes Maneuver i allernaadigst Øyesyn. Hvilken Sværmen her var inden de kom afsted! Jeg sagde af Hiertens Grund med sal: Jalles: «Gud gi de var paa Dør!» – dog uden at lægge til, som han: «de kommer P-d-d ikke igien i Morgen» – de kommer da vel, haaber jeg, igien ud paa Eftermiddagen. Giid de nu ret maatte fornøye sig. Veyret er skiønt som en Julidag.
Ja, om den velsignede Torsdag er da intet stort mere at sige. Præsterne, Fogden og Skriveren spillede nogle Timer Lhomber, imens vi Fruentimmer snakkede, kabaliserede og rabuserede. Klokken var ikke 10, da det kiære Futepar tog bort. Jeg torde ey bede dem bie længere for den lange Veys Skyld, og for min Rikkes, som ligesaa lidt som jeg taaler at være seent ude. Futen trøstede ellers sin Kone, som var bange for Mørket, med, at de kunde see ved Kometen. Jeg har intet hørt fra dem siden, men haaber dog vist, de kom vel hiem. – Da de vare borte, var det endnu for tidligt til Sengetiid; thi gav vor Frederich, Maja P: og Sally os endnu lidt Sang atpaa. Vi ventede saa længselsfuld lille Ole fra Byen, der foruden Harpen skulde bringe os Efterretning om vor kiære Reals Befindende, og om vore kiære Tøyenianeres. Men vi maatte gedulde os til, som sagt, i Gaar Morges, da han kom just som vi vare samlede om Theebordet. Gud skee Lov, Realen vor er brav igien, Thrinabarnet roelig og glad, og Frue Lotta med sin President og sit hele Tøyen i beste Velgaaende. Ja, min Lotta, saa ofte savnede og ønskede vi Dig iblandt os. Du vilde været ret lustig, skriver Du, havde Du været her – O giid Du havde! Nu var det vel forbi; men Du havde glædet Dig, og vor Glæde var blevet forøget, og Mindet var ikke forbi. Havde jeg nu kun kundet rigtig male disse faa lykkelige Dage! Men hvad der giorde dem saa lykkelige er jo just det, som ikke lader sig male. Dog, hvem af disse Blades Læsere og Læserinder behøver saadanne Malerier? Ingen, og det er min Trøst.
Om Gaarsdagen har jeg sagt Eder noget, mine Elskede! Resten lader sig sige i faa Ord. Da de dyrebare Fire vare forsvundne af vore Øyne, gik enhver stille til sit Arbeyde. Maja og Lina prøvede Harpen, Kista tog sit Syetøy, og havde siden de tre Ungerne sine ligeledes syende omkring sig; Sally satte sig her og tog fat paa Dagbogen, med hvilken hun til Dato ikke er ganske færdig med, og jeg sad, hvor jeg nu og det meste af Dagen sidder, med Pennen i Haanden og skrev hvad I nu har læst. Før jeg satte mig til Læsningen, besøgte jeg med min Sally og Kista det dyre Hvilested; men den skarpe Vind tillod os ikke at blive der længe. I Erholungen fik jeg ikke læst mere for dem end den opbyggelige Brevvexling mellem to fortroelige Veninder, betitlet: Sværmerie og Philosophie – da Klokken slog ti, var den forbi –
Og nu skal jeg skrive til de elskede kbhnske Døttre, gladere, end jeg i lang Tiid har skrevet dem til – Sally vil ogsaa skrive – og til min Egersøn for at sende ham en Bog, han saa giærne vilde havt med, og glæmte. Og nu er vel allerede denne kiære Søn paa Veyen til sit, og min dyrebare Maja ligeledes til sit Hiem. Mine Tanker følger Eder, Elskede, og min Tak for I vare hos mig, for hvert velsignede Øyeblik. Ogsaa Eder denne Tak, min Pavels, min Maja! I sidder nu vel hos de kiære Glutter og hører hvordan de har havt det i Eders Fraværelse. Dog, det er Løverdag – altsaa maae vel Pastoren smukt sidde i sit Studerkammer og tænke paa hvad i Morgen skal opbygge hans kiære Menighed, ligesom Hr Frederich underveys maae læse over paa sin Prædiken, den han her en tidlig Morgenstund arbeydede paa. I gav os al den Tiid I kunde give, I Gode! I havde giærne givet os mere, havde den været Eders egen –
Men lad mig nu giøre Eder en Bekiendelse, elskelige Venner – thi det er ligesom noget nager mig før jeg har aflagt den. Haabet, nesten Visheden om at see min Maja C igien i neste Maaned, da hun vil og maae ind til sin Thrina, som nu ikke kan komme til hende, o, sikkert var det dette Haab, denne Vished, som i Gaar gav mig det Mod og Mandshierte, der nesten klang som Philosophie – jeg mener da de Elskede havde forladt os. At jeg ikke var mig Grunden til min modige Roelighed ret bevidst, er dog Sandhed. Nu maae I dømme, om hvad jeg sagde, og Gud veed følte, kan kaldes Pralerie eller ey? Men griber forinden I dømmer først vennehuldt i Eders egen Barm!
Søndag 15de Hvor ganske anderledes er det i Dag end forrige Søndag! Med hvilke glade Forventninger hilsede jeg den – Dog, bleve de ikke opfyldte paa en eneste Punkt nær, og har jeg ikke indgaaet en Pagt med mig selv, aldrig ved unøysom Klage, fordi et Ønske blandt ti blev uopfyldt, at giøre mig uværdig til Opfyldelsen af de øvrige? Dette eneste skuffede var, at I bleve saa faa Dage hos mig, I Velsignede! Denne Søndag over havde jeg ikke allene ønsket, men haabet at beholde Eder – det kunde ey skee. I havde jo ogsaa ønsket at dette Haab kunde blevet opfyldt – og derfor klager jeg ikke, men siger blot hvordan det har sig med mig. Der gives jo enkelte Dage i Livet hvori man lever mere end eller i Uger, og at I har skiænket mig saadanne Dage, erkiender jeg med Tak til Gud og Eder – ney, jeg klager ikke; jeg nævner blot Contrasten mellem denne Søndag, da jeg skal miste de Sidste af det kiære Følge, og den forrige som gav mig dem Alle. «End din Maja og Lina, Moer Koren, dem beholder du jo dog?» – Ja, Gud være lovet, dem beholder jeg. Maja er ret stærkt forkiølet og hoster meget, men da hun ellers er munter og rask, haaber jeg til Gud, det snart skal gaae over igien.
I Gaar var da alt hvad kunde krybe og gaae, paa Gardermoen for at see paa Stadsen – dog det har jeg sagt Eder før. Her sad jeg allene, og kun galne Ole tittede imellem ind til mig og havde snart en snart en anden Raritet at vise mig, og forsikrede han tillige, han skulde passe troet paa i Gaarden, «for, sagde han, «nu er jeg og I allene hime, Frue, men de ska ingen Nau (Nød) ha lell» – Jeg fandt mig just ikke smigret ved at see mig sadt i Classe med det stakkels halvforrykte Menneske, men hans Opmærksomhed giorde mig dog godt. Hvert Øyeblik gik han forbi Vinduet og saae paa mig og loe, og klappede og kiælede Gulen min, som han kiørte Vand med. Kl 2 kom Selskabet tilbage, saa puddrede af Støv, og saa hede, og før de kom af Vognene raabte de: «Det har været saa morsomt, Moer! Vi har fornøyet os saa meget» – Det er mig kiært, svarede jeg; men nu tænker jeg det ogsaa skal være morsomt at faae lidt Mad. Jeg var dygtig sulten, mere end de, dog smagte det os alle. Altsammen var løbet vel af, og Printsen havde været særdeles fornøyet. Han yttrede at han troede Folket misfornøyet med sig, og at det giorde ham ondt. Hvad den sidste strænge (latterlig strænge) Forordning mod Brændevinsbrænden angik, forsikrede han helligt, at den inden Michelsdag skulde være ude af Kraft. «Er det et Ord? Deres Durchlathe spurgte Fader Bierk. «Ja, Deres Velærværdighed, jeg lover Dem det!» – «Printsens Ord – gienmælede Præsten – bør man ikke kalde i Tvivl. Altsaa stoler vi paa dette Løftes Opfyldelse.» – «Det kan De» – Det faaer vi nu see. Han talte længe og trøsteligt med Frue Hiort, som ogsaa den flinke Nannestad Præst havde anbefalet ham, gav hende 100rd og lovede at bidrage det Mueligste til hendes Pensions Forøgelse. Sikkerlig er hans Villie god, hans Hierte godt –
Min Sally sidder hos mig og skriver til Søstrene sine. Hos hende sidder Skriveren og giør smaae Spectakler. Hvert Øyeblik kommer nogen og taler med ham, saa her ikke er alt for roeligt, uden I vil tage Ordet i den Bemærkelse, Svensken giver det.
Ogsaa min Sally og Kista faaer deyligt Veyr at reyse i. Hvor giærne havde jeg beholdt dem i Dag over – og de kunde blevet til i Morgen. Men Hertel skal i Morgen være Fadder hos Johan Horsters, maae altsaa reyse ind i Dag, og dette Følge vilde de giærne have. To Jomfruer faaer jeg tilbage i Morgen med den Hæst, min Sally og Kista reyser ind med: Johanna Bull og Sophie Pechel, hvilken sidste skulde været med forrige Søndag, men kunde da ikke komme. Naar de kiære Pigebørn har forladt os, gaaer jeg maaske i Kirken. I Dag er jeg usædvanlig rask.
Og saa er da den glade Uge – thi jeg regner fra i Dag 8 Dage af – forsvunden. Hav da endnu engang Tak, I alle, som giorde mig hver Time af den saa skiøn. Gud glæde, Gud velsigne Eder!
Lille Faer Mørk har staaet her og smaaesnakket med os – Han var saa glad i at faae et Kys af Sally. Men nu maatte han gaae, og vi lovede snart at komme ind til ham. Han hindrede os rigtig lidt –
Dette Hefte skal med de elskede nu snart Reysefærdige. I seer vist, hvor jeg har skyndt mig, og hvor ofte jeg er blevet afbrudt. Der er nu intet Øyeblik mere tilovers. Farvel, God Nat! Lev vel, I Evigelskede! Endnu skal mine Breve giøres færdige, det er forsegles etc – Og saa maae dette lille Rum blive tilovers. Tænk Eder det opfyldt med tusind varme Kys og Omfavnelser fra Eders huldtroe Mama Koren.
Søndag 15de Da nu ogsaa vor elskede Sally og Kista vare forsvundne for vore Øyne, gik vi i Kirken, min Maja, Maren S: og jeg, hvor vi hørte en udmærket god Præken over «Guds uendelige Godhed og Miskundhed mod det til alt trængende, og dog saa uskiønsomme Menneske» – Hans Overgang til Taksigelse for denne velsignede Høst og Høstveyr, var meget net, og det giorde mig kun ondt, at der var saa faa, neppe en Snees Mennesker som hørte den hiærtelige Præken. Lidt forstyrredes jeg i min Opmærksomhed af et Barns jammerlige Skrig. Der var tre til Daaben, de to hørte man ikke, men denne Gut, som fik det passelige Navn Knud, giorde Fyldest for dem alle i Hob.
Da vi havde spiist og drukket Caffe, satte jeg mig ind i Storstuen, hvor der var saa lunt, med mit Skriverie. Siden har jeg været i Haven, og med min Koren og alle Smaaepigerne besøgt vore Hvilende, hvis Sovested Maja prydede med en Mosekrands. Nu er Dagen nesten tilende.
Min Thrinasaras lille pene Malerie er ophængt under den Thrina, som aldrig vil vende sit Ansigt til sin Moer Koren, hos hvem hendes Hierte dog saa ofte, og maaskee i dette Øyeblik er. – Det er alle Dagens Mærkværdigheder. – Og nu sidder Du vist, Kista mi, og giør vor kiære Lottamoer Regnskab for den saa glad og snart svundne Uge – dog behøver Du kun at sætte Noter til Journalheftet, som jeg seer allerede i Lottas Hænder – og giid det, Elskede, erstattede Dig lidt Din forgiæves Længsel efter at været iblandt os, hvor Du saa ofte ønskedes! – Og hvad giør Du? min Sally! Du sidder vel imellem de Gamle og fortæller dem hvad Du troer meest kan interessere dem af Din Reyse op Dit Ophold, det korte efter saa lang Tiids Forløb, hos den anden Faer og Moer Hovind. Og hvad giør I alle i dette Øyeblik? mine Dyrebare! Jeg har saadan Moroe af at lade Tankerne svæve fra den ene til den anden, og saa seer jeg Eder i alle muelige Situationer, og seer under dem alle ind i Eders Hierter, hvor jeg altiid er vis paa at finde Moer Koren i en eller anden Krog, hvoraf hun ved mange Leyligheder alt imellem kiger frem og siger: «Her er jeg!» – Sara kaldte mig i Dag i Brevet til Søstrene sine, en lille Narrehætte – og jeg troer ikke, I finder Kald til at modsige hende.
Mandag 16de – Der er ikke andet for, jeg maae have lidt i min Kakkelovn. Saalænge Formiddagen varer, skinner Solen herind, og varmer mig med sine Høstsmiil det bedste den kan. Men naar den saa maae gaae videre, begynder mine Fingre at stivne, og jeg behøver dem ret smidige i denne Tiid – og altiid, kan jeg troe, dog med stoer Forskiæl, som ikke tilforn er viist, men skal blive det. Koren er borte – kommer først hiem i Morgenaften – saa jeg kan være Søster P‹c›: saa meget jeg vil –
Men nu faaer jeg mig en hiemvæved ulden Kaseking, brun og guul, nok saa deylig, og den skal sidde paa, og kun Søn- og Festdage omskiftes med en Do af Bomuldsgarn; men da har jeg heller ikke mere Lov til at fryse saa meget. Naa, hvilken Frokost jeg har spiist i Dag! først et Æble, saa fire, rigtig nok tynde og smaae Smørrebrød, saadanne, som Skriveren kalder Lapper; og saa kom Maja mi med en Kex, som hun skulde tractert Broder Frederich med da han var her, men ey fandt i den Madpose, hun fra sit andet Hiem var forsynet med (saa sandt er det, at: «ingen det Brød for dig fortærer, som Lykken hun gavmild dig beskiærer.» –) (Er det ikke sublimt sagt? og, jeg veed ikke rettere, end at i det mindste Sammenføyningen, om ikke Tanken, er min) – Ja, det var da de tre Grundlag – men saa kom Marthe Kokke med det fierde og drøyeste: en saadan god Klub, som hun havde lavet til Moer siøl – saa burde Moer siøl heller ikke lade hende bære den heel ud igien – og sandelig, meer end det halve naaede sin Bestemmelse. Hvordan skal jeg nu faae Rum til Vinsuppe – titulair Vinsuppe at sige, naar I ikke vil lade Hovind Viin, som groer paa Ribs- og Stikkelsbærtræer, giælde – og Sillesalad og Pandekager? – Jeg er dog ingen Tværfylling, veed jeg. Og nu ringer den alt 12 – «Velbekomme dig Moer vor, baade Frokost og Middagsmad!» – Mange Tak! men giid den sidste var forbi. Figurere ved Bordet maae jeg dog i hvor det gaaer.
Tirsdag 17de Kl 4 i Gaar Eftermid: gik Maja og Maren ud at møde liden Hanna og Sophie. Da det blev mig for mørkt herinde, gik jeg ind og lagde en af de nyelig lærte Kabaler, for ikke at glæmme dem – tillige skulde den sige mig, om Jomfruerne kom snart; men før den var ude, kom de alle 4 agende ind i Gaarden, dog ikke som Søster Inger giennem den store Port, hvorigiennem kun om Vinteren er frie Passage. De vare nok saa glade, de stakkels Børn, og Johannes allerførste Besøg var i – Hønsehuset til Majas Pleyebørn; dog dette er alt hvad der lever og drager Aande her i Huset fra Lina og Kaja til to smaa Katteunger. Siden førte de Sophie omkring, for at giøre hende kiendt i Huset[.] Hele denne Formiddag har de vandret omkring, paa Vilhelmsminde, i Sandv‹…› Skoven og i Haven. Den unge Steen er her paa sin Tilbagetour fra Byen, meget mismodig over ikke at faae tale med sin Ven Jes, der tilligemed Lunde og Gryner ere i Ligfærd paa Maastad, hvor Ritmester Ingiers 50 Aars gamle Moder bliver begravet.
Torsdag 19de – Nesten denne hele Formiddag gik bort – og ak hvor deyligt! med Brevlæsning. Netop var jeg færdig med de Hertel, som seent i Aftes kom fra Byen, havde bragt mig – og det var fra min elskede Lotta, og Kista, og Sally, og Pavels, og Zarine, og Elise Thorsteinson, før Posten kom med et fra min elskede Maja C, et fra min troefaste Egersøn – Og Eder alle min moderligste Tak, I Velsignede, og enhver især for de kiære ømme Breve. En heel Dag har jeg bestemt til deres Besvarelse, eller dog til de flestes. Disse Svar og denne Tak som Hiertet, det lykkelige takknemmelige Moder- og Vennehierte yder Eder, finder faaer I da længe, før I finder den her. Men I veed jo, at alle mine Tanker og Følelser strømmer flux ud i disse Blade. Gaves der kun Ord og Udtryk for dem! Dog, faaer de ikke det i den Gienlyd de finder der, de skal finde det – og hvad vil jeg mere?
Velkommen til Eders Hiem igien, min Pavels og Maja! min Maja C, min Frederich, min Sally, min Kista! Gud skee Lov, at I har fundet alt der saa vel, at I uforstyrrede kan, som jeg, glæde Eder i Erindringen om vor Samværes faa, men glade Dage! Tak, fordi I giorde dem saa glade! Tak fordi Mindet om dem er Eder kiært, «I dyrebare Led af den saa sieldne Kiæde, som om mit Moderhiærte slynger sig!» –
Men kom nu smukt igien i den fortællende Tone, kiære Pen, og betænk, at det ikke er her du skal besvare de velsignede Breve. Jeg veed nok hvad du vilde, om du raadte dig selv, det er udlagt, appellere til Hiertet; men der bliver intet af for denne Gang; det eneste, der kunde tillades dig var – dog heller ikke det endnu, at det ey skal see ud som du beholdt din gamle Ret. Vær nu hørig og lydig, saa vil vi see hvad vi kan giøre –
«Og hvad er det da stort jeg har at fortælle? At al Ungdommen tidlig i Dag gik til Houg, Jess undtagen, som kiører Loe? – At den Hummer det kiære Slotspræstpar sendte dig, smagte deyligt til Middag? – At du spadserer med Skriveren din og glæder dig i det skiønne Veyr? – At du ‹s›kriver dine Værsmagerier ind i zirlig indbundne Bøger, dem Skriveren giør endnu zirligere ved penslede Tittelblade, men hvoraf du med alt dit Stræb dog kun fik første Deel færdig til sin Bestæmmelse? – At du i Gaar, for en Forandrings Skyld var syg om Eftermiddagen istæden for du ellers pleyer være værst om Formiddagen? – At du i Dag er frisk, og som det lader, vil blive det til Dagens Ende i det mindste? – Naa, er der mere?» – I seer, mine Elskelige, at jeg har givet det selvraadige Ting alt for meget Tøylen, og at den ordentlig kan være uartig naar den ikke faaer sin Villie. Men bør den altiid kunde tiltrodse sig dem? Giid jeg havde Eder om mig, og kunde samle Stemmer – dog, hvem veed, om I ikke alle traadde paa dens Side, ja endog gik i Forbøn for den, saa jeg ey slap før jeg gav den Privilegium paa at løbe naar og hvorom og saa meget den ville? «Har den da ikke alt dette Privilegium?» Jeg veed saa lidt om jeg skal være glad eller bedrøvet over dette Samvittigheds-Spørgsmaal (Grundsporning kalder Menigmand det) som om jeg skal besvare det med Ja eller Ney. Jeg vil betænke mig paa det.
Fredag 20de Jeg har ikke kunde betænkt mig paa nogen Ting. Da jeg i Aftes saa glad ventede min Maja for at give hende et kiærligt Brev fra hendes ømme anden Moder, og adskilligt andet godt, kom hun syg hiem, maatte strax til Sengs, og har nu lagt hele Dagen. Vel veed jeg, det ikke er farligt haaber det i det mindste – da det er den arvelige Hovedpine hun hiemsøges af, det fromme taalmodige Barn; men min Ængstelse lader sig ikke bortdemonstrere. Da hun tørster, er heed og fryser paa engang, torde det maaskee blive et Anstød af Koldfeber. Alle Symptomer ere der, og den regierer stærkt i denne Høst. Maaskee tør det ogsaa gaae over. Hanna Bull, som Maja kalder sin Doctor, sidder saa troelig hos hende, og Sophie Pechel giør alskens smaae Spectakler, som bringer Maja til at lee, og er altsaa ogsaa paa sit Viis, hendes Doctor – Fader Mørk kom nesten aandeløs – han var selv syg – for at see til sin Yndling, men gik roeligere tilbage, da hun loe og spøgte med ham. Men det har hun giort naar hun var alleralvorligst syg, for at beroelige os. Endnu har jeg, skiøndt hun fra det 3die til det 15de Aar sielden var ret frisk, ofte, som det syntes, Døden nær, aldrig klaget over noget Onde. Men just denne stille Hengivenhed, dette blide Smiil paa det lille blege Ansigt, saarede i det Inderste.
Aften Det er nesten bælmørkt, men i min Siæl er saa lyst. Gud være lovet, det elskede Barn sidder nu oppe, har spiist lidt, og er meget bædre. Jeg har expideret et Byebud, men fik ey alt med som jeg havde tænkt – Jeg kunde jo ikke sidde roelig hernede men maatte alle Øyeblik op til Ungen min
Kl: 7 Jeg maatte dog tænde Lys lell, for at blive ret færdig med Byebudet – Og da det nu brænder, vil jeg med samme fortælle Eder en smuk Nyehed, som Rygtet fortæller: At der i Anledning af hans D-ch-hds Nærværelse paa E-ds –vlds Præstgrd, som varede henved 4 Dage (paa hans Frem- og Tilbagetour), har hærsket et evigt Bachenal. Den sidste Aften var Haven oplyst med Fakler, og Musikken tonede, og den høye Giæst nedlod sig til at aabne Ballet med v: Kroghs – Stuepige. Det hele skal ha faldt baade i det væmmelige og usædelige, til megen Forargelse for den fra alle Sider sammenstimlede Almue der lydelig udlod sig med sine Tanker baade om Giæsterne og Værten. Tilsidst blev Kiælderen tom (Gud veed hvordan Spiskammeret holdt ud) ‹…› og den ædle Druesaft maatte fortyndes og opspædes – saa det ey gik til som i Brylluppet i Canaen. Kun den der anførte Regel, naar den sletteste Viin kunde anbringes, blev troelig fulgt.
Den 21de September.
Der var en lille Fugl engang,
Som Vinter, Vaar og Sommer sang
Med lige villig Røst.
«Og var dens Sang da skiøn?» – O Ney!
Som Nattergalen slog den ey,
Dog hørtes den med Lyst.
Thi kun naar Hiertets Stemme bød
Dens Sang, snart høy, snart sagte lød,
Og ofte vemodsfuld.
Men var den sorgfuld eller glad,
Saa mangen Ædel var dens Qvad
Og blev den Sanger huld.
En lille Blomst stod lugtløs, bleeg,
Og for hver Blomst i Skiønhed veeg,
Og veeg den uden Harm.
Dog mangen Ædel ilte hen
Og kyssede og trykte den
Til vennehulde Barm.
«En Blomst, som lugted, glimred ey?
En fremmed Væxt maaskee?» – O Ney!
Den Danmarks Datter var:
Men kun for Venskab, Kiærlighed,
Den bøyede sig venlig ned,
Og skiulte Frugter bar.
«O at med Philomeles Slag
Jeg kunde hilse Majas Dag!»
Udsukker Sangeren.
«O at i Dag med Rosenduft
Jeg kunde fylde Jord og Luft!»
Saa svarer Blomsten den.
«Men» – blier den ved – «Saa mang en Gang
Hun venlig lytted til din Sang:
Thi den var Hiertets Røst;
Og endnu oftere hun har,
Skiøndt jeg ey skiøn som Rosen var,
Mig trykket til sit Bryst.
Thi i dit Næb du tage mig,
O lille Fugl! og svinge dig
Til Majas skiønne Dal,
Hvor alle milde Dyder boe
(Som trives kun i pralløs Roe)
Blandt Glæder uden Tal.
Flyv, bring mig did til hendes Lund,
I hendes Haand, til hendes Mund,
Og syng din beste Sang:
'O, alle Glæders Giver! Lad
Paa denne Dag mit glade Qvad
End lyde mangen Gang!'
Mens stille, lyttende hun staaer
Og fromt sit Blik til Himlen slaaer,
Og kiender glad din Røst,
I Duft min Bøn jeg aander ud:
'Smiil uforstyrret Fryd, o Gud!
I Majas ædle Bryst!'»
Fuglen har nu bragt Dig Blomsten, dyrebare Veninde! Hiin Sang og dennes Duften steeg, imens de qvægede Dit vennehulde Hierte, til Himlen, og Gud har hørt Sangen og Bønnen, og alle de Bønner, som nedkalde Held over Dig og denne kiære Dag, og velsigner Dig og Dit skiønne daadfulde Liv.
Min elskelige Egersøn har været Overbringeren af min lille Gave, mine, i en zirlig Bog indskrevne Digte, hvoraf, som min sladdervorne Pen alt har fortalt, dog kun den første Deel blev færdig, uagtet jeg har nyttet hver Friestund til dette mig saa kiære Arbeyde. O at jeg selv kunde bragt Dig den! Dette Ønske istemmede den ædle Overbringer med mig, da jeg her i al Hemmelighed gav ham Bogen, og jeg veed, I Elskede, at I flere Gange i Dag har gientaget dette Ønske. Ja, hvor levende vilde Majadal blive med et, var Legemerne lette som Tankerne, som Aanden! Ingen af disse Blades Læsere og Læserinde vilde Du da savne der, og ikke Din lille Maja og Lina – o ingen af alle Dine og Mine. Din rummelige Dal, Dit rummelige Huus, og Dit endnu rummeligere Hierte vilde aabne sig for os Alle, finde Plads for os Alle – Ak, men ikke engang Dit Hiertes Nærmeste, Din Thrina og Realf, kan Du i Dag trykke til dette fulde Hierte. Dog veed Du, at vi alle ere med vort bedste Selv hos og omkring Dig, og velsigner og omfavner vor Maja – og Du lægger med blide Taare Haanden paa Dit Bryst og siger: «Her har jeg dem alle!»
Søndag 22de Hele Gaarsdagen gik hen med Brevskrivning. Min Maja var Gud skee Lov brav, og er det ogsaa i Dag, saa al Ungdommen tænker paa at tage sig en Ridetour i Eftermiddag, om ingen Mand kommer i Veyen med sin Slæde. Unge Bull kom her i Gaar Eftermiddag, og er alt reyst igien Kl 6 i Morges. Jess fulgte efter Sædvane Fetteren sin tilveye, og nu bliver Du glad, Lottamoer, i Dag, naar Du faaer Gutten Din hiem, Gud skee Lov frisk og rask fra et Sted, hvor Blodgangen
n35 har raset saa frygtelig, skiøndt mindre i Stanger end paa de andre Stæder paa Hedemarken. Nu skal det dog der som overalt være i Aftagende.
Da vi havde tændt Lys i Aftes, og jeg med mine Briller og min Bog netop sadt mig bag mit Skiærm, hørte jeg en Vogn rasle ind i Gaarden, og strax stod et Par indhyllede Damer for mig. Det var den snilde Frue Bergh med sin lille blide Maja. Jeg veed ikke om jeg har sagt Eder, mine Elskede, at Generalauditeuren har kiøbt en meget betydelig Gaard i Nannestad. Til den skal hun nu; men bliver maaskee over i Dag. Det er ret et lille Barn den samme Frue, dog af de gode føyelige og bedende. Storstukamret var færdigt til hende, men hun bad saa vakkert om at faae ligge paa det inderste Sahlskammer, at jeg vel maatte føye hende. Der sad hun og jeg og pratede en god Stund, og meget om mit kiære Slotspræstpar, som hun nyelig havde talt med, og om vor Sally, som hun ikke havde seet siden hun kom fra Hovind hvor inderlig hun havde ønsket det. – Endnu hører jeg ikke til nogen Rørelse oven paa. Stakkels Maja Bergh, hun har lidt meget ved sin Mands langvarige farlige Sygdom, og seer svag ud. Jeg kiender faa af mit Kiøn der har undergaaet saa hastig og stoer en Forandring i sit Udvortes. Da jeg saae hende her paa Hovind for 17 Aar siden, nyelig gift, var det virkelig en af de vakreste unge Koner jeg havde seet – «Ja men 17 Aar? Moer Koren!» – Tys, Barn, lad mig tale ud. Fire eller fem Aar efter mødtes vi paa Hadeland, og jeg kiendte hende ikke. De deylige røde Kinder vare afblegede, den fine Hud mørknet, den ranke Figur faldt sammen, kort det var en aldrende Matrone der stod for mine Øyne, og jeg blev nedslaget og skamfuld, da hun saa venligt kom hen til mig og hilste, og jeg ikke kiendte hende – Hun har siden faaet noget av sin Ungdoms Friskhed tilbage i sit Udseende; og den Blidhed, det Tække, som er saa uendelig meer end Skiønhed, og ikke forgaaer som den, giør hende stedse elskværdig. Hun kan saa godt træffe den Tone, som passer for Øyeblikket. Jeg veed nok, mange anseer dette Talent for en til Uoprigtighed grændsende Fiinhed. Her er det visst ikke Tilfældet, men kan snarere udledes af Hiertensgodhed, som giærne vil tækkes alle.
Skulde I troe, Elskede, at jeg har malet denne Side fuld med under den smerteligste Hovedpine? Dog er det saa. Men at tale med Eder skaffer altiid Lindring.
Mandag 23den36 Frue Bergh og Børnene var i Kirke, imens hvilede jeg mig lidt, og blev bædre over Middag, som først var Kl 3 efter gammel Skik den Søndag, Munthe er her – Frue Bergh og Datter tog strax de havde drukket Caffe til Nannestad, hvorfra jeg venter dem tilbage i Dag eller i Morgen. Munthe og Mad: Giørup blev heller ikke længe, og alle mine voxne Jomfruer, gamle Telja nu undtagen, var ude en Lysttour til Hæst. Jess ledsagede dem, og først i Mørkningen kom de tilbage, og havde Alskens Skectakler for det øvrige af Aftenen, imens jeg pløyede den gamle Tilskuer, min Koren gottede sig med Ferdinand Warner, Jess med Shakespears Julius Cæsar. – Neppe giætter I, fra hvem jeg i Dag fik Brev. Fra min ædle gamle Justiskar. Jeg torde ikke troe, at mere end Udskriften var fra ham, men see! det hele tre Sider tætskrevne Brev var fra hans kiære Haand, fra hans varme troe ungdommelige Hierte. Det fordrev Resten af Hovedpinen. Han fortæller mig alle Nyeheder fra Bergen i sit eget jævne lunefulde Sprog, at lille Dolly i Høst skal have Bryllup (som de der, siger han skal der
giøre Fast) med sin Søfren Munk, at Jacob og Tina nu boer hos ham, og Svigerdatteren, der snart skal bringe ham det tredie Sønnebarn, fører hans Husholdning, at han lever og trives vel o.s.v. Under hele Læsningen stod han for mig, og staaer saa endnu, heldende lidt paa Hovedet, de ærlige, gode blaa Øyne heftede paa mig, og med et Smiil, som naar et lille Indfald, som han vidste, jeg ikke vilde tage alt for vel op, var underveys. Han slutter Brevet med det Ønske: at han var mig saa nær, jeg kunde tage en Priis af hans Daase, da jeg havde ladet ham vide, jeg, den gamle Forfølgerinde af Snustobak, imellem tog mig en Priis for mine Øynes Skyld. Kort; han er ganske sig selv, og jeg veed ikke hvad andet man kunde ønske ham at være. «O, kun at han endnu – skrev jeg i Dag til min Egersøn – maatte forøge vor lille kiære Kreds tilligemed Treschows! Vi mistede dem paa engang – fik vi dem paa engang tilbage!» Men ney, vor gamle ædle Justiskar møder vi først – naar vi alle engang mødes for aldrig mere at fælde Adskilds bittre Taare – Jeg fik ogsaa Brev fra den snilde vakre Fetter Hosevinkel, som fører et meget uglad Liv i Frederichsværn, og haaber snart at komme derfra –
Min Koren tog temmelig tidlig i Dag til Næss og kommer først hiem i Morgen. Hertel maatte følge med Frue Bergh til Nannestad, hvor hun egentlig er for at afhandle Lehnsmand Riis Avling og Besætning paa den Gaard, hendes Mand der har kiøbt, og kunde det ey nytte, havde Berget sagt, hun tog did, om hun ikke fik Hertel med, at han i Forening med den brave Bierk kunde faae denne ikke uvigtige Sag afgiort. Jeg har skrevet til min Maja C, min Egersøn, min Thrinasara og Realf, og faa Linier til Lottamoer, som jeg sendte det kiære bergenske Brev. Nu skal min Kista og Zarina have noget med Frue Bergh, og saa har jeg saa temmelig, for dennesinde, liqvideret med mine Corespondenter, skiøndt de ubesvarede Breves Rum endnu ikke er tomt, og jeg haaber aldrig skal blive det ganske.
Det lader, som det milde Septbr Veyr nu vil sige eller alt har sagt os Farvel. Uagtet jeg i Dag – for første Gang – har itrukket mig min gulrudede Vadmels Kufte (for ikke altiid at sige Kasseking) der er saa deylig varm, I aldrig det kan troe, har jeg dog maattet lunke min Ovn for at kunde røre Fingrene ret –
Onsdag 25. Om Gaarsdagen er intet at sige, uden at jeg giorde mine Breve færdige, som skulde med Frue Bergh. Hun kom da vi skulde tænde Lys, og tilbragte vi Aftenen saa morsomt med at fortælle Ungerne vore om vor Ungdoms Moder og Node‹r›, og den ene Gang efter den anden raabte de «Fye, hvor stygt det var!»[.] Frue Bergh, skiøndt 8 Aar yngere end jeg, havde dog i sin Barndom været meget tilbage efter mig i Pynten, især beskrev hun saa morsomt sin Sørgedragt for sin Moder, og tænk Eder et 4 Aarsgl Barn med sort Bays opheftet Kiolem tredobbelt Agischanter, først af Bay, saa sort Kræpfloer, saa hviid bredsømmet Kammerdug, og nu til dette et lille sort Kræpfloers Halssæt, saa staaer vist den stakkels forknyttede Unge for Eders Øyne. Jeg derimod relaterede, hvorlunde jeg 1789 i Bergen saae Aarsgl Børn med Poscher og puddret Haar og lille Top paa – kort her var en almindelig Latter afbrudt med Forundrings Udraab, da alt atter afbrødes ved Hundeglam, og raabte jeg: «O det er ham!» – min Skriver nemlig – Men see! ind ad Dørren traadde rigtig nok en graahærdet Mand, og, i hvor meget min Phantasie var i Bevægelse ved de mange Barndoms Minder, saae jeg dog, at det øvrige Korpus ikke tilhørte ham, og var det da Hr Presidenten selv, der paa sin nekodemisk altiid er ude ved Nattetide – Kl: var alt henimod 11. Han fangede da en Sæpken og en Bid Brød, det eneste han vilde have af alle de Rariteter jeg, som Verten i Comedien, bød ham i Haab om han skulde sige Ney, da intet af det var at præstere, og nu fik Samtalen en anden Vænding – men ingen glædelig. Han fortalte om den trøstesløse Garmans Jammer. De havde faaet ham op til Tøyen, og tænkte at faae Konen jordet uden hans Vidende, men han var gaaet til Byen, fulgt hende, seet hendes Støv nedsænkt i Støvet, og var kommet tilbage og lagt sig i sit Kammer uden at de vidste det. Han har tabt usigelig meget i denne Kone, siger alle som kiendte ham. Ak jeg troer det! Men Moderen – man seer at en Ægtefælles Tab kan forvindes, tildeels erstattes. Men hvad kan erstatte Moderen sit Barns Tab? Intet uden Haabet, hisset – og snart – at finde det igien. Ja, jeg har vel ogsaa seet en Mand, som intet mere glædede i Verden da hans Ungdoms og hele Livs Elskede forlod ham, og som Sorgen bragte i Graven til hende – det var min Svoger, den ædle Staal – Men man taler jo bedst om hvad man kiender. Moderlidelserne kiender jeg – Gud lade mig aldrig lære at kiende Konens, Ægtefællens!
Da det endnu var ganske mørkt, hørte jeg Lawsonmand tale med Jess nede i Stuen, og vilde giærne været oppe, men ulidelig Hovedpine fængslede det stakkels Hoved til Puden. Det var endnu ikke ret lyst da han fortsatte Touren til Hedemarken – Da det lysnede, qvægede jeg mine Øyne ved Synet av den slumrende Engel, Lina, ved min Side, og stod op ved min nu sædvanlige Tiid Kl 7, meget bædre, skiøndt ikke ganske rask. Endnu var det ey, og bliver nok heller ikke i Dag lysere. Det regner og blæser. Stakkels alle de Reysende (min Koren er vel ogsaa ude nu) Frue Bergh, den inderlig godlidende Maja, og hendes lille D
o Maja, tog bort Kl 9: De skulde i Dag ey længere end til Mad: Mandahl i Sørum, og har Callesche, saa jeg nok troer, de bærger sig. Men Presidenten vor i den aabne Kariol, og som tænkte i Aften at
n37 være paa sit Tønsager er det meest Synd paa – Gud skee Lov han er saa rask, at det er Lyst og Mon i det.
Frue Bergh kom ikke ganske i Accord med Riis, der som jeg troede, havde skruet alting temmelig op, f:E: 400rd for Stykket af Hæstene, hvoriblandt de fleste er gamle, 125 for hver Koe, 16rd for Faaret, for Lammet ligesaa, og det endda de nyelig ere klippede. Det Hele beløb sig til 9000rd dog troer jeg, de indgaaer det; thi det er dog altiid fordelagtigt, at finde saadan alt samlet paa et Sted. Gud hielpe hvem der skal sætte Boe i denne Tiid, og ikke har Fondonatus's Pung og Ønskehat, eller Aladdins Lampe.
Torsdag 26de Først kom i Dag et Bud fra Byen som bragte mig saa vennehuldt et Brev fra min Lotta, skrevet under hede Taare for den stakkels trøstesløse Garmann. Saa bragte Posten mig to, fra min elskelige Maja og min elskelige Egersøn, begge skrevne i Majadal den kiære 21de, og var det Beskrivelse over hvordan denne Dag var tilbragt. I sød Roe og Stilhed. Kun min Frederich havde været der. Ved Spadsering, og Batalliering mellem Husbond og Giæsten i Billard og Piqvet, var Dagen og Aftenen gaaet. Ingen af de kiære Minder, hvorpaa Majas Lund er saa riig, var blevet ubesøgt, ingen af de elskte Savnede uomtalt. Tør jeg ikke nok, min dyrebare Egersøn, sige det med Deres Ord? O jo! det er jo ikke første Gang disse Blade har pranget med skiønne Blomster fra Sønne- Broder- og Vennehaanden, den runde og gavmilde.
Til Maja C, d: 21de Septbr 1811.
med et skrevet Exemplar af Moer Korens samlede Digte.
Fra Broderhaand modtag vor Moders Gave
I Majadalens Edenlige Have
Paa denne os saa festlig kiære Dag.
Den lille Fugl useet i Granens Kroner
Udgyder sine søde Himmeltoner,
Og Hiertet dirrer i de stærke Slag.
Dit indre Øye dybt og sødt fornemmer
De underfulde, sagte, blide Stemmer,
Der hilse dig i dunkle Majalund.
Et Chor af Venskabs Genier omsvæver
Hver hellig Plæt, og Aandetoner bæver
Og minde dig om mangen salig Stund.
I Petras stille Lund ved Sorgens Minde
Det hvisker naar de blide Taare rinde:
«Vi svæve, Moder! signende om dig.»
Ja, dine Elskte, levende og døde,
I denne Bøn i Dag hinanden møde:
«Gud, giør vor Maja glad og lykkelig!»
Løverdag 28de Hele forrige Uge vidste jeg, min Rikke havde ventet mig saa saare. Min Majas Upasselighed, Frue Berghs Komme og Veyret havde hindret mig. I Gaar var intet i Veyen, og i et usigelig blidt deyligt Veyr tog jeg did, og kom der i god Betids. Jeg fandt den Elskede desværre ikke som jeg ønskede det. Dagen før havde hun været meget syg, og var yderlig mat, dog kunde hun være oppe og som sædvanligt var den deylige Dag forbi før vi vidste det. Futen var flink og færm, og Willa saa sød, og saa lustig, som jeg aldrig før har seet ham. Vi bleve meget gode Venner. Lille Rasmus, som nu med første skal ind paa Forberedelses Skolen, var ogsaa hiemme. Det er en rask ægte norsk Gut, der kan taale ondt og godt som det sig en Normand sømmer. – Jeg tog tidlig bort, da jeg vilde ind om Munthes, for at see til den syge Hans Myhre. Jeg fandt ham slettere, end jeg formodede, og hiertelig ondt havde jeg af det unge Menneske, som Gigt har fængslet til det haarde Leye, hvor han ikke selv kan bevæge sig, og af den bekymrede Fader, hvis eneste Haab og Glæde denne Søn er. Imidlertiid haaber jeg til Gud, det ingen Fare har. Just saadan laae min Telja for 18 Aar siden paa Mustorp. Stærk Kampher og Kampherolie var det eneste, hun brugte, og det hialp hende. Og hvor Gigt, som her, er kommet af stærk Forkiølelse, troer jeg dette Middel probat. Han har nok paadraget sig denne Forkiølelse ved den fortredelige Postaabning om Natten, da han ofte heed og svedt ikke har givet sig Tiid til at klæde sig paa, og nu ere Nætterne kolde. Jeg søgte at sætte Mod i dem alle – den unge Kone er ogsaa meget skranten for Brystet – saa godt jeg kunde, og det giør jeg altiid, hvor jeg ikke troer at see nogen nær Fare. I Dag sendte jeg Patienten nogle af mine Majadraaber, som jeg veed han sikkert kan bruge, og jeg har saa stoer Troe til. I herligt Maaneskin kom jeg hiem, og min Hr Gemahl, som jeg ventede Aftenen før, men som uventet havde faaet at Par Forretninger til, kom en Times Tiid efter mig.
Stakkels Maren Skieldrup er slagen af Bylder og Saar, og maae holde sig paa sit Kammer. Lille Maja har antaget sig Husholdningen, som hun da herefter skal stedse tage Deel i, og gaaer saa stille og hyggeligt, og alles Øyne vogter saa milde paa hende. – I Morgen har vi tænkt at comunicerere, som ved vor Majas Fraværelse saa længe er blevet udsat. Blev nu kun Maren S saa vel, at hun kunde være med os. Vi ere jo alle ved Kiærlighedsbaand kun een Familie, hvad jo Ordet Comunion efter mit Begreb skal udtrykke, og følges derfor giærne ad.
Søndag, Michelsdag Da det var Fader Mørks Offerdag, foreslog han os, for ey at sidde saa længe i Kirken, at comunicere før Prækenen, som vi især for Jomfr: Skieldr: Skyld giærne modtog. Vi hørte en hiertelig god Præken over «hvad der skal beroelige og trøste os ved vore Elskedes Udgang af Livet» – Over dette denne Dags rørende Evangelium har jeg hørt flere fortrinlige Taler, og bliver ikke giærne af Kirken den Søndag, vi har det. O, hun fik sin Søn igien, den trøstesløse Moder. Jesu ømme Hierte smeltede ved hendes Taare – og han giver jo ogsaa mig mine Sønner og Døttre igien, og aftørrer mine Taare. Men hun var en Enke, og det var hendes Eneste. Og jeg har jo saa meget tilbage, tak være dig, milde Fader! Lad mig her torde kalde dem mine, alle, alle, til jeg forud iler efter de alt Bortgangne, og modtager dem der hvor de igien og evig alle, alle ere mine!
October.
Tirsdag 1ste Hvor deylig den begynder, min Korens og min Majas Maaned! Varmt, som var det i Juni, skinner Solen herind. Saa giærne antager jeg dig, blide Octobersol, for et glad Budskab, for en Bebudelse om de glade Timer og Dage du i dit Skiød giæmmer for mig –
I Aftes fik vi Brev fra Vangensten med Efterretning om hans Thrines lykkelige Nedkomst med en Datter (som formodentlig, skrev Koren i sit Svar, bliver benamset efter en persisk Printsesse) og ledsagedes denne glædelige Nyehed med en lille Kurv deylige Æbler. See det, mine Elskelige, er alt hvad jeg om Gaarsdagen har at sige. Og om denne bliver det vel ikkestort mere, end at jeg har mange Breve at skrive, hvoraf dog nok kun de halve bliver færdige. En Tour har jeg giort i Haven med min Koren; og agter at giøre flere – Den naragtige Majaunge! Her kommer hun ind med en Skeefuld Fiskesuppe jeg skal smage paa, ligesom Fruen ikke kunde umage sig ud i Kiøkkenet. «Hun var deylig, Madam!» – Ja sandelig, Maja mi, jeg tvivler om, et Stykke Flæsk, var det end nok saa stort, vilde giøre den bædre. – Jeg forudsætter, mine Venner, at I kan Eders Holberg paa Eders Fingre, og citerer ham derfor, uden at anføre Stykket, Pagina, etc –
Aften Som jeg forudsagde! Af 5 Breve blev kun 3 færdige, til Maja C – til Hr Frederich – og til min Broder Jæsias i Helsingøer. Min Lottamoer og den kiære gamle Justiskar maae bie til neste Post – Det har regnet lidt, og saa blidt som Mayregn; men endnu skinner Solen her paa Ladetaget, og gaaer jeg nu for at ansøge om Følge til en lille Spadsertour. Var saa sandt min Maja C og P: her, de flinke Gangersker, som jeg nok fik Følge –
Onsdag 2den I et Par Dage har vi havt ‹…› endeel Folk i Haven for at optage Poteter. I Dag har vi henved 70 ude paa Marken. Ingen af Folkene var hiemme, lille Maja stod og skiftede til sine mange Folk, og vor Pandekaal var færdig at sættes paa Bordet, da en Vogn og tvende Ryttere eller en Rytter og en Rytterinde holdt i Gaarden. I den første var Broch med sin Gina og lille Sara, de sidste var Fader Bierk og Dotter hans. Det forstaaer sig de toge til takke med den Anretning de fandt, og med saadanne Giæster er det ingen Sag. Og giør man ikke bædre i at modtage et saa uventet Besøg med blidt Ansigt og Dagligkost, end faae det forfærdelig travlt for at bringe mere tilveye (naar sligt er giørligt) og imens lade de Komne sidde der og harme sig i Stilhed over den Uleylighed de giør for at faae et seent Maaltiid? – Visseligen, det sande I Alle med mig. – Broches toge til Næss, hvorfra de skal fortsætte Reysen i Morgen til Oudalen. Stakkels gode Gina havde nu forladt sit kiære Nannestad, og var hiertelig bedrøvet, saa meget mere, som dette atter kun var en interims Flytning. Lille Else græd da de toge bort, og Fader Bierk troer jeg ligesaa. Han skyndte sig i det mindste til Hæst, da han skulde til en Gaard han har her i Ullensager. Han kommer igien hid derfra, og bliver her til i Morgen. Lille Else naturligviis ligesaa.
Torsdag 3die Nu, Kl: 10, reyste de. Gaarsaftenen pratede vi nok saa morsomt bort, og taler jeg giærne med denne interessante Mand, som overalt den hele Familie interesserer mig i alle deres gammeldags Former.
«Det er da en forskrækkelig Hoben Breve» sagde Hertel, som tog det ene efter det andet op af Vædsken, og nesten alle vare til mig – Det var fra min, ogsaa i Brevvexling saa trofaste Maja C, fra min kiære Søn og Ven, Bergh, fra Søster Inger, fra Frue Bergh (med en Flaske Draaber for lille Majas Hoste) og fra Otto Smith. Men fra Tøyen intet. «Du bliver da heller aldrig fornøyet, Moer Koren, af Breve at sige» – O vidste I, hvor meget et Par af disse Breve har fornøyet mig – kunde jeg sige det, saa skulde I see, hvor taknemmeligt mit Hierte er. Dog, det var jo heller ikke herom I tvivlede.
Den unge Munthe vedbliver at være meget syg, og Walbohm tog ret bekymret derhen i Dag. Og i Dag siger Collegialtidenden, at han er udnævnt til Capellan hos Faderen. Det faldt tungt paa mit Hierte hvor meget tungere maae det falde paa Faderhiertet, naar han seer dette i det Øyeblik Sønnen svæver mellem Liv og Død! O Gud skaane den gamle Mand for den Smerte, at see ham vandre til Graven istæden for at blive hans Medhielp paa de gamle Dage, hans Trøst og Støtte –
Løverdag 5te I Gaar kom en Kariol ind i Gaarden, som jeg ikke kiendte. Den Fremmede maae være steget af ved den anden Dør, tænkte jeg, og gik ind; men der var heller ingen. See saa var det den med Ret vidtberømte Giordemoder fra Eidsvold, Barbra Strand ved Navn, som den gode Frue Krogh paa Mork havde ladet kiøre til Walbohm, da hun havde faaet et smerteligt og farligt Tilfælde i Foden. For at være Hielpen saa nær mueligt, bliver hun her til den største Fare er forbi, og hun igien taaler at kiøre hiem. Gud skee Lov, hun endnu kan hielpes. Det vilde blevet et tungt, fast uopretteligt Savn for disse Bøygder, skulde denne saa godmodige, tækkelige
n38 som flinke Kone blevet uduelig til at rygte sit vigtige Kald. – Gud være lovet, unge Munthe, forsikrer Walbohm, er meget bædre, skiøndt han ikke endnu tør indestaae for hvad Vending Sygdommen kan tage.
Jo, det var en Calvacade! Maja paa en lille nye Hæst, Faer har kiøbt meest for Smaaepigernes Skyld (I veed jo, han giør Alt for at behage og fornøye dem) da den skal bære saa let – den er 16 Aar, har altsaa traadt sine Barneskoe, og dog koster den 300rd – Liden Sophi paa vesle Røen, mig den kiæreste af alle Gaardens Umælende – den var Wilhelms Kiæledægge. Hanna Bull paa Lundes Paradeur, Maren paa lille Presidenten – De fik ingen Cavaler med sig, og denne jævne deylige Vey – I veed jo, de skulde til Nannestad Præstegaard – behøves heller ingen Ledsagelse. Jeg haaber de kommer vel frem paa egen Haand. I Morgen skal Jess, som i Dag ikke havde Tiid, og Lunde, hente dem. Nesten i det samme de skulde stige til Hest, brød Solen frem af den tykke Taage, som hele Dagen havde skiult den, og nu med et sank som et Slør. Det blev Anledning til nye Jubel. Lykke paa Reysen, I glade gode Børn!
Jeg har nu afsendt min liden Gangerpilt med Breve til min Lotta, min gamle kiære Justiskar, og min Sally, fra hvem jeg fik Brev i Forgaars med et Byebud, et morsomt naragtigt Brev fra den lille Narrehætte. Med samme skal Mossø Ole gange til Vildberg at høre hvor det der staaer til.
Aften Og nu kommer jeg fra de Elskedes Grav, hvorhen min Koren og jeg bragte de sidste Blomster, Nattefrosten havde lævnet. Mosekrandsen hænger lige frisk og grøn, men gule nedfaldne Løv af de omstaaende Træer havde dækket Graven, som jeg nu i saa mange Maaneder intet Blomsteroffer har at bringe, og vel ikke seer mange Gange før Sneen, Jordens Ligklæde, bedækker den.
Søndag 6te (Aften ved Lys) Jeg vil kun fortælle Eder, at Presidenten frisk og færm ariverede hid ved Middagstide, og at han heel tidlig i Morgen vil reyse, hvorfor jeg har skrevet ved Lys, saa det svier i mine Øyne, et lille Brev til Bergh, og to Linier til Lotta mi. Maja havde ved Dagslyset faaet sit. Presidenten, Skriveren og Hertel faaer sig nu en lille Lhomber –
Unge Munthe er ikke bædre. Jeg troer Faderen, som i Dag var meget nedslagen, sender Bud til Thulstrup. Vi lagde ham det alle paa Hierte; thi vel er Walbohm en brav Mand, men Medicinen er dog ikke egentlig hans Fag, skiøndt lang Øvelse har giort meget. Varsom og paapasselig er han i høy Grad. Vort unge Cavallerie kom hiem i Skumringen, og har havt en deylig Tour og uendelig megen Fornøyelse i den giæstfrie Præstegaard, hvorfra de med Møye rev sig løs og slap, men maatte, for at komme hiem før Mørket faldt paa, og det falder snart paa i dette tykke Veyr – Den fiantede Frue Nelle, som I nok før har hørt om, har i Dag, da hun var hos Bierkes, givet Stof til mange Dages Latter, er altsaa et ypperligt Preservativ for Lungerne.
Mandag 7de Octbr Min ædle Korens velsignede Fødselsdag, den Gud lade ham opleve frisk og glad som i Dag, mange mange Gange, til Held og Glæde for sin Christiane, sine Børn, Venner, og alle de Mennesker, han nær og fjæ‹…›n staaer i Forbindelse med. Dertil lægge Gud saa vist sit Ja og Amen, som jeg veed, I, mine Dyrebare, forener Eders Ønsker med mine. Han maae nu ud, dog kun til Giestad, hvorfra han snart kommer tilbage. Stakkels Presidenteren, som alt er faret afsted for en Time siden, saa jeg netop fik sagt ham Farvel, har et slemt Veyr, Regn og Blæst.
Alle Jomfruerne hviler sig endnu efter Ridetouren, som nok kan trætte saa uvante Rytterinder – det er da over halvanden Miil. Dog, nu hører jeg Hanna og Sophie her oven over lee hiertelig – vist nok har Fruen med de forlorne Sentimentsbukler allerede staaet neyende hos dem for Sengen. En af disse Bukler tabte hun, og sagde, det var noget hun puttede i Spidsen af sin Skoe, men til Ulykke faldt den anden af, da hun bukkede sig ned efter den første, in dublo forlorne. Det er Jaalepille tilgavns.
Tirsdag 8de Den kiære Fødselsdag i Gaar gik af i al Stilhed, og udmærkede sig kun derved fra de sædvanlige, at vi i Aftes til en Ret Ørret drak det kiære 53 Aars gamle Barns Skaal i et deyligt Glas af vor ældste Ripsviin.
Nu maatte han afsted igien til Næss. Saa idelig som denne Sommer og Høst kan jeg dog aldrig erindre han har flakket omkring. Gud skee Lov, at han er saa frisk og munter, og jo meer han er i Bevægelse, jo raskere. – Hertel seer vi endnu sieldnere hiemme, ofte ikke i 9 Dage og længere
Jo det er sandt. Endnu med et høytideligholdt vi Geburtsdagen i Gaar, ved nemlig at spise den første og eneste Pære som nogensinde er voxet i Hovind Have, hvor vi i Sommer hændelseviis opdagede dette Træe, som var gaaet ud og opskudt igien fra Roden, i Blomster. Men kun denne eneste kom til Fuldkommenhed, og see det var – en Keyserinde. Maaskee var den derfor allene. Hvor meget der faldt paa hvers Part kan I forestille Eder, naar vi alle skulde smage denne Raritet. Men det veed jeg dog, at min Koren var saa glad baade i Opdagelsen af Træet (som han meer end engang har været i Begreb med at udrydde, men, da han ikke er snar til at fordømme, har sparet) da det blomstrede, og nu i dets ædle Frugt, saa glad som, og gladere maaskee end den, der opdager en Guldgrube. Ogsaa de faa Æbler, et af hans af Kiærne opvoxet og selvpodede Træer bar i Aar – skiøndt ikke første Gang – var af den fineste Sorten, som Melin siger – Apropos, det er længe siden I hørte noget om denne Virtuos. I Gaar fortalte han: «at nu kommer Gud selv til ham med Gunild Kløften» – der har en eller anden Galning igien indbildt ham, at hun haardt fortryder hun har givet ham Afslag, og det er ham et Evangelium, saa han nu trøstig begynder der han slap, for at slippe igien der han begyndte. Men Synd er det dog rigtig at giøre ham galere end han er, det stakkels forrykte Menneske. At vilde føre ham ud af denne Drøm, var kun et forgiæves Forsøg, uden man kunde give ham noget af samme Slags at drømme om, og det var jo Hip som Hap. Blandt flere hans Synderligheder er den, at han aldrig holder mere af nogen end af dem, som giør aabenbar Nar af ham. Var det ikke saa stygt at udlede alt fra de værste Kilder, skulde man troe Aarsagen hertil var, at han holder sig for ufeylbar, og altsaa ikke troer, det rager ham.
I Middags, ligesom vi havde sadt os tilbords, og jeg ved at see fra mit Forlæggerarbeyde paa Jess og liden Sophi, der giorde Spektakler oppe for Bordenden, hvor de sad som Ægtepeer og hans Hustroe, slog gloeheed Kiødsuppe over min Haand istæden for paa Tallerkenen, kom de og sagde, der var Fremmede. (Dette var ellers en rahbekslang Periode) Det var Frue Hiort med begge sine Døttre. Da de havde drukket Caffe, reyste de.
En Muus har atter i Dag som engang i Fior Høst jaget mig ud af mit Kammer, og er det ikke uden en Smule – vist nok latterlig, Angst, jeg sidder her – men tys! det rasler igien – ney, her bliver jeg ikke!
Onsdag 9de God Morgen, mine Venner! At I skal vide mig siddende saa nogenlunde tryg maae jeg fortælle Eder, at det stakkels lille Dyr, som forjog mig herfra, laae allerede musdød under Fællen inden vi gik tilsengs – Faldt altsaa strax paa sine Giærninger.
Arme arme gamle Fader Munthe! Hans Søn skal være overmaade slet, havde Walbohm sagt, som i Aftes kom derfra, og tvivlede om, han kunde ræddes. Arme Fader! Lykkelige Moder, som blev skaant for at see denne Jammer, og nu maaskee seer sit Barn imøde –
Kl 11 Alt har hun modtaget ham. O arme arme Fader, og du staaer igien saa godt som ene og barnløs – Jeg har grædt mit Hierte lettere, men Hovedet er tungt, og – see Taarene skuler atter hvad jeg skriver – Kl: 5 i Aftes gik han til sin Moder. De vilde ikke sige mig i Aftes at han var død – Lille Mørk har grædt med mig. Han og Walbohm gik nu herfra –
Torsdag 10de Jeg kan ikke andet, jeg maae tage derhen i Dag. O, hvor lidt var jeg al den usigelige Ømhed og Deeltagelse værd, som i hine skrækkelige Dage gav mig Taare og holdt mig fra at synke i den aabne Grav hvori det bespendte Hierte allene troede at kunde finde Lindring, o hvor lidt var jeg værd at være saadan Eders Moer Koren, I Ædle, Siældne, som jeg ikke leed med den Lidende, som I leed med mig – Jeg har kun Taare at give, men havde jeg end andet, saa er jo det det eneste der kan finde Adgang til det af saa friskt og dybt et Saar blødende Hierte. I Eftermiddag tager jeg did, og derfra til Plogstad, for at see min Rikke, da jeg er hende saa nær, engang endnu paa dette Føre – Men saa kan jeg ikke komme hiem før i Morgen, da Aftnerne ere saa mørke. Giærne vilde jeg oppebie Posten, i Haab om den skal bringe mig noget styrkende til den tunge Reyse. Jeg har skrevet til min Kista, for at give det stakkels Hierte Luft, og til Poppa, at hun ikke skal først af Aviserne see den sørgelige Efterretning, som jeg veed vil røre hende, og dobbelt, da den er saa uventet. O hvor lidt tænkte jeg, da jeg saae ham for nu 14 Dage siden, at det skulde blevet sidste Gang. Siden har jeg nok følt, det var den sidste – men da ahnede det mig dog ikke. Det har været et skrækkeligt Øyeblik for Faderen i Dag, da han har modtaget Sønnens Bestalling som hans Medhielp i Embedet, og denne Søn, hans Haab, hans Alders Støtte, ligger et koldt Støv i Dødens Arme – Han blev kaldt til et høyere Embede – Gud styrke dig, arme Fader, til du kommer saa vidt at kunde tænke det, og føle, at det ikke var forgiæves hvad du her anvendte paa hans Dannelse, hans Siæls Forædling, at du derved har banet ham Veyen til de høyere Glæder der maaskee allerede nu omgiver ham – maskee? – o vist, ganske vist –
Han havde brugt sin Ungdomstiid vel. Jo mere jeg i den senere Tiid lærte at kiende ham, jo mere interesserte han mig, og ofte glædede vi os over vor unge Præst, af hvem jeg lovede mig meget efter den eneste Præken jeg hørte af ham. Ogsaa Mørk drømte sig mangen behagelig Time ved sin unge Medbroders Side. O, hvad er alle vore jordiske Drømme! Dog, vante vi os til at ansee dem for hvad de er, intet uden Drømme, vi vaagnede da ikke saa tidt op af dem til virkelige Smerter naar de vare forsvundne.
Torsdag 24de Jeg har havt en meget slem Nat, mine Elskede, stærk brændende Feber, og smertelig Gigt i det halve Hoved. Først mod Morgenstunden faldt jeg i Søvn, og er nu vel meget mat, men Gud skee Lov smertefrie. Min første Tanke i Dag var min Rikke, som vel allerede nu er paa Veyen til Byen med sin lille Rasmus, som skal ind i Forberedelsesskolen. Gud skee Lov at Fogden, som i forrige Uge var ret skranten, blev saa brav, at han kunde med Moderen følge Sønnen. En tung Dag har det været Dig, gode ømme Rikke, men end tungere var den blevet Dig, kunde Du ikke fulgt ham. Det Øyeblik jeg fulgte min Wilhelm første Gang tilveye, staaer saa levende for mig som var det i Gaar, og hvor øde og tomt det overalt var efter ham. Det er en underlig Følelse, naar de saadan første Gang skal forlade det faderlige Huus, rives fra det Hierte, hvorunder de har lagt –
Det er atter i Dag et himmelskt Veyr, og det glæder mig saa, baade for den kiære Plogstad Families Skyld, og for Din, elskede Maja C, som efter Din Bestemmelse i Dag iler i Dine glade Børns Arme, o blev det saa ved, da ilede Du neste Mandag i Din Moer Korens –
Men Pennen zittrer i den matte Haand, og jeg skulde dog giøre Eder Regnskab for i Gaar. Om Formiddagen kom et ungt Menneske, Bierregaard, Jesses gamle Skolekammerat, og som logerede med ham og Wilhelm hos Mad: Hansten. Han er nyelig kommet op fra Kbhn som Student, og fortsatte i Dag Touren til Guldbrandsdalen, hvor hans Fader er Sorenskriver. Det er en flink Gut, men hiertelig bornert og ulænkelig. Jess fulgte ham paa Veyen. Ogsaa ved dette Besøg er saa mange Minder vaagnet igien – Proctr Krogh kom her i Gaar Eftermidd: og er nu paa en Forretning med min Koren, som han følger tilbage med, og bliver her formodentlig i Nat ogsaa – I Tirsdagsaftes, da jeg efter Sædvane med samme jeg skulde gaae tilsengs lagde Bog Briller etc herind i mit Kammer, laae et Stykke deyligt hiemvævet Bomuldstøy paa Bordet, med Paaskrift: «Var bestemt til d: 27de Julj, men blev ey færdigt før nu» – Hvem det var fra? Ja giæt! Var nu Fader Pavels her, saa skulde vi tage fat paa vor gamle Giætteleg
Tirsdag og Onsdagaften læste jeg Hakon Jarl og Axel og Valborg for Barna, og for Resten har jeg skrevet færdig Bogen til min Maja C (den anden Deel af mine Digte) og et lille Digt Majadal, som slutter den, skal følge med dette Hefte som et Appendix. Gud give jeg nu selv kunde levere den, Dyrebare, i Dine kiære Hænder!
Fredag 25de Først Kl 10 i Aftes kom Posten – Føret maae altsaa vist være meget slemt, desværre! Tak, Du Maja C: for det venlige lille Brev, ak, som bebuder mig en Glæde, jeg meer og meer taber Haabet om at see opfyldt – den, at see Dig her, Du Elskede! – Der var ogsaa Brev fra Lossius, som snart skal gifte paa sig, og fra Nella Borch –
Løverdag 25de Paa samme Tiid som Posten i Torsdags, kom Lehnsmand Riis i Aftes, og bragte mig et sønnehuldt Brev fra min Realf, med et Par Linier fra Thrinasara mi. De seer saa glade den elskede Mama imøde, og nu har de hende da længe siden imellem sig, og ere saa glade og saa lykkelige – Ja, Gud skee Lov for det! Men det fryser stærkt og sneer, og mit Barometer falder snart saa lavt som mueligt – O Ney, Maja Gud give Du ikke lod Dig friste af Dit kiærlige Hierte – Saa dyrt paa Din Regning vil jeg ikke kiøbe min Glæde –
Og Tak, min velsignede Lotta, for det lange hulde Brev med Byemanden. Rathkie er altsaa kommet til Xstiania og har Breve til mig, som han har lovet at levere i min egen Haand. Ja, jeg længes ret efter denne sieldne Mands Bekiendtskab, og han skal være usigelig velkommen til Hovind men naar? naar kommer han? Det siger Du ikke, og vidste vel ikke min Lotta! Giid han havde sendt mig de kiære Breve, han skulde ikke været mindre velkommen fordi de vare komne som hans Forbud – dog, han maae vel tænke snart at fortsætte sin Tour, og nu venter vi ham hver Time paa Dagen.
Jeg har i Dag læst de to sidste Numre af Sandsigeren (som Sønnen Realf saa troelig sender mig, som han ikke trættes ved alle de Byrder jeg paalægger ham, ret lidt umoderligt sommetider) – Hvad Johannes Bøye deri skriver rørte mig usigelig: thi seer I, mine Dyrebare, der stod igien med eet min hele tidligste Ungdom for mig. Han og hans Brødre var min ædle Staals kiæreste Venner, og disse fortræffelige Mennesker – Johannes var den Yngste – kom ofte til os, og de Tourer han taler om til Charlottelund og Frederiksberg, giorde de nesten stedse i Staals Selskab, og et Par Gange var min ældste Søster og jeg med. Hvordan disse Ynglinger stræbte sig frem, ikke allene selv sukkende under trange Kaar, men sukkende endnu dybere ved at see deres gamle, engang velhavende Forældre bragt i Armod, hvordan de berøvede sig selv indtil Livets uundværligste Nødvendigheder for at de Gamle ikke skulde mangle, o det kan jeg aldrig glæmme, og allerede den Gang følte det 13 eller 14 Aars gamle Barn – thi ældre var jeg ikke i vort Bekiendtskabs første Dage, hvad det indre Menneske formaaer, hvordan en reen, kraftfuld Villie kan overvinde alle Hindringer. Hvad der giør deres barnlige Kiærlighed endnu elskeligere, er, at Forældrene selv havde styrtet sig og dem i Armod ved det evigafskyelige, forbandede Tallotterie. Men aldrig, aldrig hørte man dem tale herom, eller om de bædre Dage. O jeg kunde vedblive at fortælle Eder om dem til i Morgen. Og det regner jeg mig selv til et Slags Roes, at jeg i den Alder vidste at foretrække disse i Omgang overmaade bornerte Ynglingers Selskab for, jeg vil ikke sige Spradernes, af hvilke jeg Gud skee Lov aldrig har kiendt mange, men for muntrere og i det selskabelige Liv langt behageligere Menneskers. Den Mellemste af Brødrene, som ikke studerte, men var i et af Collegierne, døde paa Hospitalet af Tæring. Det var et saare elskværdigt Menneske, og jeg blandede troet mine Taare med min ædle Lærers, Staals, da han kom lige til os fra sin unge Vens Dødsleye – Og alle disse Scener stode for mig da jeg læste, og mine tretton Aar med alle dets Legar og Blommar –
Søndag 27de «Ananiterne, det er Søvnen, bryder Kongerne ud af sin Skal» – «Er Moer Koren blevet gal?» spørger I vist, ikke allene for Rimets Skyld. Ney saa men er jeg ikke, Gud skee Lov, Børn! Men disse Ord lød for mit Øre just som jeg vaagnede i denne Morgenstund, og jeg maatte lee af dette Daarekistesnak, som jeg ved ingen Eftertanke kan faae bragt i Forbindelse med nogen Verdsens Ting af hvad der er foregaaet i og omkring mig, sovende eller vaagende; og læste jeg over paa det, alt mens jeg klædte mig paa, for, tænkte jeg, hvem veed, om ikke en anden Reiser engang kunne blive i Forlegenhed for et Motto til en eller anden furchterlig Historie, og da vilde være Dig usigelig forbunden for dette høyst sublime. «Men i slige Hænder kommer dog, vil vi haabe, aldrig disse Blade» – Det samme Haab har jeg, mine Elskelige; men det kan nu staae der lell til en Smule Forandring.
Faer Mørk gik nu til Kirken, efter at have sadt her og pratet vist en god Time. Det er ret haardt Veyr, og jeg vilde nødig, min Majalild skulde gaae i Kirken, men hun maae did, siger hun, den sidste Søndag i hendes 17de Aar.
Nu saa gaae kun, kiære fromme Barn! Det vil med Guds Hielp ikke skade dig. Hendes troe Stalsøster, Hanna, følger hende; men liden Sophi siger det er meget bædre i Kakkelovnskrogen, som hun dog maae ud af naar jeg kommer, ikke, Gu bevar's, for at give mig Plads, ney, tværtimod, fordi jeg aldrig lider at see nogen tye did, mindst Ungdommen, som jeg ugiærne seer forvænt paa hvad som helst Maade det er.
Reyser min Rikke hiem i Dag, som jeg formoder, hvor ondt lider hun da – og det efter at have taget Afskeed med sin Rasmus. Gud give hun med sin kiære Husbond kom frisk og rask hiem. Jeg er saa uroelig, inden jeg veed Dig vel hiemme, elskede Rikke, i dette Føre og i den Forfatning – Maaskee bringer de mig ogsaa noget fra Byen – Jeg tør ey tænke paa i Morgen og kan dog ikke tænke paa stort andet. Nu, det er ikke for tidligt min elskelige Pavels og Maja hører noget fra mig. Til dem vil jeg skrive i Dag, og i Dag og i Morgen faae tømt saa meget mueligt paa Skyld-Rummet, det er udlagt de ubesvarede Breves Rum –
I Fredags beyndte jeg saa smaat Oversættelsen af Ferdinand Warner.
Mandag 28de Med et usigeligt beklemt Hierte hilser jeg Eder God Morgen, Elskede! Dog Taare og Samtale med min Jess har giort det noget lettere. At alt Haab om at see Dig, evig dyrebare Maja C, for denne Gang er forbi, kostede mig et Suk det første jeg i Dag slog mine Øyne i Veyret og saae Sneeflokkene hvirvle i den susende Storm – men jeg var beredt paa det, og er nesten roeligere ved dette bestemte Uveyr, end om det havde seet blidt ud fra Morgenstunden, og om ikke lokket Dig ud, dog giort Dig det tungere at opgive Dit Forsæt. Gud skee Lov Du er i Roelighed hos de ømme glade Barna Dine – maatte Du kun ikke komme til at betale ogsaa den Glæde Du giør dem, for dyrt ved Tilbagereysen. Dog, det er ikke langt og sielden Føret der saa slemt som paa denne Kant –
Hvorfor jeg da er saa bedrøvet? – For første Gang aabnede jeg her i mit Skriverbord den Skuffe, hvor Saras og Wilhelms Breve og andet dem tilhørende ligger, for at tage Wilhelms Signet, som jeg i Morgen med noget mere Smaat vil forære hans og min kiære Maja. En lille rød Tegnebog, som han havde faaet af sin Hertel, vovede jeg ogsaa at aabne. I den havde han selv kun skrevet af hvem han havde faaet den d: 27de Octbr 1806 – men to af hans unge bortreysende Venner havde skrevet: «Erindre Dig om 20 Aar fra i Dag af Din J: Tandberg og J: Hansten» – Hvordan dette, især disse 20 Aar faldt paa mit Hierte – o, I siger Eder det vist selv –
Kl. 12 «Der er en Fremmed inde, som spørger efter dig og Faer» – sagde Lina. Jeg troede strax det var Rathkie, og ham var det. «Nu, tænkte jeg, faaer du ey din Maja C i Dag, saa bliver det dog en behageligere Dag, end du havde tænkt» – Aa ja, et Par saare saare deylige Timer, der bortgleed som Minuter – men det var Alt. Jeg er ikke længe blevet saa flau, som da dette saa usigelig interessante Menneske, til hvis Bekiendtskab jeg hele Maaneder havde glædet mig, stod op for at tage Afskeed. Jeg følte Taarene kom mig i Øynene, og jeg kunde neppe svare ham. Men hans Ophold i Christ: var blevet saa langt – og der har han jo sin Moder – og nu maatte han ile. Skydsen var bestilt. Hvad der ligesom trøstede mig lidt, var at jeg saae det ogsaa leed lidt paa ham at tage saa snart bort. Min Koren var ligesaa indtaget i ham som jeg. De kom strax ind i oeconomiske og andre Norge vedkommende Materier, og jeg lod dem snakke, vis paa, at min Tiid nok kom siden. Jo, vakkert kom den. Dog fik jeg høre saa meget om Eder, I Elskede dernede, og først og fremmest gik det ud over vort Haab og vore Planer, hvordan det kunde blive mueligt, snarere at faae see Eder her – etc og denest om hans Yndling, Syvald. Ham malede han mig saa levende, at han stod for mig med sin lille rødstribede Trøye, og jeg hørte ham endogsaa sige (Rathkie sagde det vist ganske i hans Tone) «Det er Moer Korentrøyen» – Nesten en halv Time blev han endnu, efter at have sagt Farvel første Gang – men saa var det forbi. Da havde jeg Gud skee Lov Eder kiære Brev at tye til, og moderlig Tak for det. Det var nesten en Maaned gammelt, men det var jo blevet som fra i Dag i denne Overbringers Hænder. Altsaa endnu et ey mindre moderligt Tak fordi I paalagde ham, strax selv at bringe det! «Saadanne Mænd – om der fandtes mange slige – skulde Regieringen sende herop i sine Ærinder» – sagde min Koren – «det kunde blive den og Landet til sandt Gavn» – og vel har han Ret. Og saa meget talte vi om vor Ven i Eger, som han saa hiertelig beklagede, han ikke havde faaet see. Et af hans sidste Ord var Hilsen til denne elskede Ven, og til Tøyen, hvor han havde levet saa behageligt (og han kiendte før baade Lotta og Lawson alt fra Molde) og til Eder, Dyrebare, dernede. – Men nu skal mit Kammer have sin Vinterdragt paa, Gulvtæppe osv – og jeg maae flytte –
Tirsdag 29de
«Det er saa lunt, det er saa godt
Her i min lille Hytte
Med intet Pallads, intet Slot
Jeg vilde den ombytte» –
Disse Linier faldt mig ind med samme jeg satte mig her i Morges, med det varme, skiøndt lidt lappede Gulvklæde under Fødderne, ved det mod al Vinterstormen af den kunstige Gryner tiltættede Vindue. Om det er noget som laae i min Hukommelse fra gammel Tiid, eller det var et frit Udbrud af den Velbehag jeg følte, veed jeg paa min Samvittighed ikke, og kan være ligemeget. At det intet forsætligt Ran er, veed I i alt Fald nu, mine Elskelige, og skulde jeg nogentiid forfalde dertil, gik det vist ud over noget andet og Bædre, som det var værd at giøre sig til Tyv for – Det er da, det veed I, min fromme Majas 17
de Aars Fødselsdag, og jeg veed, I lyser allesammen Eders Velsignelse og Fred med mig over det elskelige Barn[.] Til Foræring har hun faaet af mig gamle Mutter Korens, hendes Navnes, Pynteskriin, NB nu forvandlet til Skriverskriin med alt Tilbehør; og kunde jeg end fyldt det med al den Guldstads det engang har indeholdt, var det ey blevet hende kiærere, ikke saa kiært, da hendes Wilhelms Signet allene er hende mere værd end den kosteligste Juveel. For Resten gaaer Dagen af i al Stilhed sin vanlige Gang. Majabarnet sidder snurrende paa sin grønne Rok, Hanna karder Bomulden til hende, Sophie strikker, de Smaae syer, kort, det seer nok saa husligt og hverdags ud derinde – Telja ved sin Spinderok ikke at forglæmme. Jess, som nu dygtig giennemblæst
n40 og tilsneet kom hiem af Skoven, flyver om iblandt dem og giør Spektakler, men saa faaer han til Vederlag heller ikke Lov at sidde et Øyeblik, naar han har et tilovers, roelig ved sin Wilhelm Tell (Schillers) og maae flygte med den paa
n41 Contoiret – Skriveren seer lidt ned imellem til os, og kiæler saa den nyefødte Glut – see saadan har vi det, og Gud skee Lov, saa godt – At det kunde været endnu bædre, bør vi ikke tænke paa. O, I Elskede derinde, hvor I ere samlede i Dag, Eders Tanker og Hierter er dog hos os, og favner og signer Eders lille Maja og Eders Moer Koren og os alle –
Onsdag 30te Jeg troede vist, at der med Fogdens maatte være noget til os fra Byen, og vidste, de ufortøvet vilde sende det. Men det leed alt mod Aftenen, og jeg begyndte at tvivle om de vare komne tilbage – Da kom et ridende Bud derfra med – o hvor meget til min Maja og mig, og Dit lille kiærlige Brev, elskede Maja, som siger mig, at Du langt senere end vi her opgav Haabet at samles med Dine Hovind Elskede. Kl: 5 var Du oppe, Du Gode, Kl 7 reysefærdig – men da begyndte det at storme og snee, og da først opgav Du Dit kiærlige Forsøk. Men Gud skee Lov, at Du blev nødt til at opgive det – thi alle siger, at Føret ingentiid kan være eller blive værre end det nu er. O hvem veed det bædre end jeg, Dyrebare, hvor lidet Du agter Veyr, Føre, ja Helbred, naar det giælder at bringe Trøst og Husvalelse – men Gud være lovet, det var ikke Tilfældet nu – kun vor Glæde skulde Du forøget, men Frygten havde, ikke allene mens Du var hos os, men længe bagefter vildet forbittre den. Derfor velsigner jeg det haarde Veyr – dog ney, det kan jeg heller ikke – thi ak, min kiære velsignede Rikke har lidt saa ondt hele Gaarsdagen, været syg, og maatte, saa vidt jeg kunde blive klog paa det lille Buds Underretning, ligge over paa Veyen, saa de først kom hiem i Gaar mod eller over Middag. Jeg frygtede nok, hun kom til dyrt at betale denne Tour. Nu er min Jess reyst derhen for at jeg kan faae nøye Beskeed om hvordan det staaer til. Gud give bædre, end jeg tør haabe. Det var da de første Dombielder jeg hørte i Vinter, men stoer Klang giver de neppe i dette Fod for Fod Føre – Jeg har nu skrevet til Maja C – men Gud veed, hvordan jeg faaer det bort, saa hun kunde faae det inden Søndag, da hun tager tilbage[.] Og havde jeg ikke den Ærgelse i Gaar, at mit Brev til Fader Pavels blev glæmt at sendes i Posten med de øvrige, til Døttrene mine i Kbhn, og min unge Ven Bergh, og nogle flere. Det kunde være hvad det var for de faa Dages Skyld de nu maae vente længere, havde de ikke ventet alt for længe før – Men I vil see, mine Gode, at det ikke var min Skyld, forsætlig ikke i det mindste, og tilgive mig.
Blandt de mange gode Ting fra Byen var ogsaa en Prolog af Ven Pavels, holdt i Anledning af vor gode Dronnings Fødselsdag. Dens hele Vending er saa deylig, og man føler, det er en lykkelig Mand og Fader som her har talt –
At sige noget aldeles Nyt i en saa ofte besiunget Anledning, er vel fast umueligt, da det allerrigeste Emne dog tilsidst maae blive udtømt. Men er det – og kunde ikke være – noget Nyt her er sagt, er det dog sagt paa en nye Maade, og det saa hierteligt og sandt.
«Er det, der giør en Mand saa lykkelig
I ringe Kaar: en øm elskværdig Kone,
Et Udtryk, ingen tør tillade sig
Om den, hvis Tinding prydes med en Krone?»
Denne Vending er i det mindste mig nye; og, kort sagt, jeg har læst den med megen Fornøyelse den hele Prolog, og gienkiendt min Marias lykkelige, og sin Lykke
n42 værdige Mand fra Begyndelsen til Enden – Hvem der fremsagde Prologen veed jeg ikke, og intet om den hele Høytidelighed; men jeg faaer vel høre noget derom, mueligt i Morgen med Posten, da jeg har et langt Brev i Vente fra min Maja C –
November.
Fredag 1ste Det er Aften, og endnu ingen Post. Det er ubegribeligt, da dog hverken Iis eller saa forfærdeligt Uføre kunde sinke den en heel Dag – Sidst fik vi den dog Kl 10 Torsdagaften –
Major Hedal kom her i Formiddag, og skulde reyst strax, men blev her dog til Kl: over 2. Jeg fik forfærdelig travlt med at pakke ind Bogen til Maja mi, og en Hareulds Hat med mere til mine kbhnske Døttre, som ledsagedes af tre fire Linier til min Lotta, og flere fik ingen af de andre Kiære heller. Havde jeg troet, Manden havde slaaet sig saa længe til Roe, kunde jeg dog faret lidt omstændeligere frem. Men glad er jeg dog, at jeg fik det ind med ham. Her er nu trang Tiid paa Bybud – og nu faaer dog min Maja C sin Bog før hun reyser, og Pakken til Barna dernede haaber jeg ogsaa, træffer Justitsrd Wexels endnu i Christiania. Han pleyer ey ride den Dag, han sadler –
November begynder som en bliid Høstdag – En lille Sæddel i Aftes fra min Rikke sagde mig, at hun nu Gud skee Lov har forvundet sin slemme Byereyse. Nu længes jeg saa efter at see hende, men dertil udfordres en Dags Snee i det mindste. Og det tykner brav til, saa jeg haaber, vi faaer den snart.
Løverdag 2den «Dig skee som du troer!» I Dag har vi peent Føre, og liden Sophie Pechel kommer nok saa deyligt afsted i Slæde. Vi var nesten ude af Haab at faae see Post mere, da kom den Kl: 6 i Aftes, og bragte, foruden et lille venligt Brev fra Edvard Munk, det lovede fra min Maja C – efter det skulde Sophie været inde som i Gaar, da det var mueligt, skriver hun, Hiemreysen gik for sig i Dag. Men see, det var nu umueligt. Imidlertiid tør vi ikke forholde hende længere, og nu ramler allerede Bielderne. Min Maja fik Brev fra Lottamoer, og alle vore Elskede leve vel. Men med slem Hovedpine maae jeg betale, at jeg skrev lidt ved Lys i Aftes – og det var dog kun halvanden Side, og til min Maja C –
Kl 3. Her sidder jeg igien efter nogle Timers Hvile, og Gud skee Lov taalelig brav, bædre end jeg torde vente at blive i Dag. Jeg vil derfor ikke ansee de Timer jeg laae for reent spildte. Min Koren er paa Maanedsting. Hertel kom hiem i Aftes efter at have været borte hele Ugen, men saa kom han ogsaa i Slæde med Bielder saa det raslede efter. Børnene vare alle, den adstadige Maja undtagen, ude i Aftes og prøvede Føret. Det er en af de faa Ting hvorpaa jeg kiender, jeg er blevet gammel, at jeg har tabt Lysten til saadanne Tourer, som jeg før fandt saa megen Moroe i. Der var før vist ingen ude paa Vinterføret end jeg. Aa ja, naar jeg først sidder i Slæden og glider hen til min Rikke, til Tøyen eller Strømsøe, da er jeg glad som et Barn. Men det er ikke mere for Kiøringens Skyld –
Det sneer uophørligt den hele Dag, og sikkert er Du over til i Morgen, elskede Maja C, hos Barna Dine, og faaer da saa peent Føre hiem. Havde det være saadant Føre i Mandags, da, Elskede, var Din Hidreyse ikke blevet hindret – dog, det er forbi – det skulde ikke saa være denne Gang. Tak for alt i Aftes, Du Velsignede! ogsaa her min Tak!
De sørgelige Mindedage ere nu begyndte. Her kun taler jeg om det. Ikke for det, at nogen i Huset behøver at mindes om dem – ak, der er ingen som har glæmt den 3die–4de Novbr eller 8de 9de Decbr – men den ene troer at den anden ikke mindes dem – Jeg tør ikke, maae ikke græde for mit Hoveds Skyld – God Nat, I Dyrebare Alle! Ak, hvor det skulde være godt at græde!
Søndag 3die Ikke lettelig kunde noget paa denne sørgelige Mindedag, som den smertelige Hovedpine og det fæle Sludveyr forener sig om at giøre endnu mørkere, glædet mig saa meget som Dit saa uventede Brev, dyrebare, stedse og altiid den samme Maja! Med en fremmet Mand var det kommet fra Byen – Gud velsigne ham! – og Dig, Dig, Du som ingen Leylighed lader gaae forbi, hvor Du kan bringe Din Moer Koren – og alle Dine Venner – nogen Glæde. Af de medsendte Bøger har jeg jo ogsaa nogle deylige Timer i Vente, takket være Du, Din Realf, og vor gode Pavels! – Og saa bliver Du endnu nogle Dage i Byen blandt Dine Elskede. O, hvor godt for Dig og dem! og ja sandelig, ogsaa for mig. Skiøndt fraværende deler jeg hver glad Dag og Time med Eder. Den snilde Fader Cappelen, som saa længe undværer sin Maja, at hun og Barna hans kan have det godt sammen! Gud velsigne ogsaa ham og Eder Alle!
Jeg vilde været i Kirke i Dag, og taget Afskeed med de hvilende Elskede, men hverken Veyr eller Hoved tillader det. O ved denne Tiid var det i Dag for 3 Aar siden, at Du befalede Din Aand i Guds Haand, min Wilhelm og sov saa sødt ind – men hvor bitter blev os din søde Søvn! – Sov nu vel da, min Wilhelm og Sara! sov sødt!
Mandag 4de Veyret er saa deyligt i Dag – ak, saa var det ogsaa i Dag 3 Aar – og derfor giør jeg i Eftermidd: en Tour til min elskede Rikke, og bliver der til i Morgenaften, da den fæle Dræbing skal gaae for sig her i Nat, og saa er jeg giærne, naar jeg kan, borte til det er forbi – Mueligt giør jeg med det samme Barselvisit til Wangenstens. Dog, det kommer an paa hvordan jeg finder Føret, hvordan mit Hoved bliver i Morgen – og endda, om intet af dette var i Veyen, er det saa godt hos Rikka mi at jeg nok helst bliver der –
Lille Ole, som skydsede Sophie ind, kom tidlig i Aftes tilbage, og fik jeg da endnu et lille Brev fra min Maja C, et Hastværksbrev, da hun saa uformodet kom til at reyse hiem. To Breve paa en Dag! O Du Gode. Tak! og fordi Du ønskede, at kunde tage hid, og være hos mig disse tunge Dage – Men Du er hos mig – I dette Øyeblik sidder en lille Fugl paa mit Vindue, og seer saa fortroeligt ind til mig – just da jeg skrev: «men Du er hos mig» – O Maja, hvad jeg nu tænker det veed Du – Endnu – ney, nu fløy den qviddrende bort – kom snart igien, lille søde Fugl!
Det var mig lidt fremmet, at Ole, som kom lige fra Tøyen intet, slet intet bragte mig derfra. Men han kom seent og reyste tidligt, og min Lotta taaler heller ikke godt at skrive ved Lys. Kista skrev til Lina og sin Broder, Jørgen til sin Cousine Hanna, og Gud skee Lov, alt er vel der.
Her var intet fremmet Menneske i Gaar, uden Fader Mørk et Øyeblik før Kirkegangen. Han er syg og nedstemt, og da jeg i Gaar var lige saa, torde jeg ikke tale meget med ham. Vi kunde ey muntre hverandre. En af de i Gaar udsendte Bøger læste jeg ganske ud før jeg gik tilsengs – skiøndt den var i to ikke endda saa tynde Bind. Jeg har længe været begiærlig efterat faae den, da jeg har hørt den – af hvem erindrer jeg ikke – meget rose. Den hedder der Eidschwur, og er af en Bertrand – men da jeg paa Titelbladet saae, han var Mazarinos Forfatter (som jeg ikke kiender, men troer er en af de legionske Rovergeschichter) faldt mit Mod – og det hævedes heller ikke synderligt under Læsningen – Imidlertiid lader den sig læse, og er ikke uden Interesse. Man mærker, at Forfatteren (Digter vil jeg nødig kalde ham) har Hovedet fuldt af Ideer, men som ikke vil ordne sig ret; men han er ikke forlegen: thi naar det er ret indviklet, hugger han Knuden frisk væk over, lader sine Folk crepere som Fluer, men er dog saa christelig, at lade nogle af dem levne op igien. Det bedste ved den, og hvad der i det Slags Romaner er saa sieldent, er at den er aldeles frie for alt Tvetydigt og Smudsigt, for alt Phantasien ophidsende – og derfor ønsker jeg den meest læst af den kiære Ungdom NB af alle Hartmans, eller dog de fleste Leyebøger –
Det rasler friskt med Bielderne. Baade min Koren og Hertel skal bort – I Morgen tager Hertel til Byen, og med ham skal jeg nu skrive saa mange Breve Tiden tillader –
Fra Poppenheim fik jeg efter et halvt Aars Forløb Brev i Gaar. Stakkels Gente er ikke og har længe ikke været frisk. Hun staaer naturligviis paa sin Fødebyes, Kongsbergs, Repetation, og vil have Universitetet did – Men du faaer taale det, Puus, om der intet bliver af.
Onsdag 6te Nu har jeg da prøvet Føret. Hen til Plogstad gik det ret meget godt, men hele Natten regnede det saa det øste ned, og altsaa kan I tænke, mine Elskede, hvordan det var hiem i Aftes, da det ogsaa i Gaar Eftermiddag tog dygtig paa den Smule Snee her var. De bade mig saa indstændig blive over i Nat, de kiære Mennesker, og Fogden slog sig ordentlig von. Dog, da jeg lovede at bie til Maanen kom op, Kl 9, og kun ifald det holdt op at regne tage bort, kom vi til Rette. Og see! Maanen kom saa bliid op, Regnen var forbi, og oven paa de halvanden behagelige Dage havde jeg den behageligste Hiemreyse, uagtet Føret var meget maadeligt over Fieldet, dog var jeg kun en Time paa Hiemveyen. For at alt skulde være saare vel, fandt jeg min Koren hiemme, som jeg slet ikke havde ventet, da jeg ikke troede det mueligt, han i dette Føre kunde kommet fra Hurdalen. Men han kommer altiid frem. Kl 4 var han taget fra Hurdals Præstgrd, og var her Kl: halvti – Derop tog han om Morgenen fra Eidsvold, altsaa over 8 Mile gik lille Presidenten med ham nok saa rapt, fordi han agter Føret saa lidt som hans Herre det og Veyret og alle Hindringer. Hvad der endnu forøgede min Glæde ved at finde min Koren hiemme, var, at han i denne Tiid er meget forkiølet. I Dag forsikrer han, han er bædre, efter sin sædvanlige Cur: at kiøre med aaben Mund lige imod Vinden jo stærkere denne er, jo snarere gaaer Forkiølelsen over, siger han. «Ham skee som han troer!» –
Min elskede Rikke er Gud skee Lov ikke blevet værre efter den fæle Byetour end hun var, nesten raskere. Kun et slemt Sting i den ene Side plagede hende, og det har jeg just nu snakket med Walbohm om, at han skal skaffe hende af med. Fogden var lustig som han pleyer, og var nu flyttet op i sit nye Contoir. Wilhelm er reent balstyrig overgiven, saa vi maatte sende ham bort naar han giorde os for meget af det – men saa sød og morsom er han – Saa I seer, mine Dyrebare, at denne Tour ret har været mig behagelig i alle Maader.
Nu kommer jeg fra Stolpeboden, hvor jeg var oppe og besee mit slagtede fede Qvæg, som i Aar ret svarer til dette Navn. Telja og Maja bestyrer Ophugning og Nedsaltning. Det er i en vis Forstand fælt at see saadan en Mængde Kiød opstablet og sønderhugget – 6 store Creature og saa mange Faar – Hu tu tu, hvilket graadigt Dyr Mennesket er! Fra Boden gik jeg med min Hr. Søn under Armen ned i Drengestuen at see paa en stoer Griis (de største Sviin hedder her Grise) som vi efter Sædvane faaer fra Møllebruget i Krogfoss. Mage til den gav vi i Fior 36rd for – det var reent urimeligt godt Kiøb – denne koster 80rd og er det endda hvad man kalder Røverkiøb, selv var det mellem Brødre. Men det er grumme rige Folk, og de holder af Skrivaren og under ham alt godt, mætta. I Byen er jeg vis paa, de havde faaet henved 150rd for den –
Men I ere vel kiede af dette Pølsesnak, mine Gode; thi nu lidt af en anden Sort, for Exempel om vor Sally – det er længe siden I hørte nogen Geschichte om hende. Her har I een: Hun skrev til sin Moer Koren, lod Brevet ligge paa sit Bord, i Haab om det nok skulde spadsere paa Posthuset, og reyste saa ganske roelig ned til Byen, hvor det kiære Barn glædede sig flere Dage med vore Elskede der, og bad Maja C hilse mig, og spørge: om bemeldte Brev var fløyet fra Bordet hendes og i mine Hænder? Det er til Dato ey ariveret, og ligger formodentlig hvor det laae.
Hvad sig Stadsen den 28de Octbr anbelanger, da spilledes Ringen No 2: som, sagde Maja C, gik i det Hele meget brav. Kiærulf fremsagde Prologen, og skildte sig godt ved det gode Arbeyde. — Og tænk, min Rikke, som aldrig har bivaanet nogen saadan Høytiid i Norge, og tog fra Byen samme Dag, Stadsen var. Jeg vilde skiændt paa hende for det, men hun forekom mig saa venligt med sine Beklagelser. Det havde været hendes Forsæt, men da Grev Knuth bad Fogden, han og hans Kone endelig maatte blive og følge paa Comedien med hans Familie, sagde han, at Hiemreysen var bestemt, og kunde ikke opsættes. For nu ikke at giøre sin Hr Gemahls Ord tilintet, gik Hiemreysen for sig, uagtet Veyr og Føre var lige fatalt. Det er, vil I sige, en Kone «wie sie seyn soll» – og deri har I ikke Uret.
Lieut: Fabritius er kommet til Gislevold, til sin lille Grethes store Glæde. Jeg har jo fortalt Eder, at her gik et Rygte, han var død? Saa ugrundet jeg nu stedse troede det, begreb jeg ret godt at det havde sadt det stakkels Pigebarn i Angest. Et Par Postdage efter bragte Jess hende Brev fra ham, og fik et, for sin Glæde over at kunde bringe saa glad Budskab ærlig fortiænt Kys i Porto – Nu har hun sin Urban selv heel og holden.
Torsdag 7de Hertel kom tilbage i Aftes i Skumringen. Det eneste han bragte mig, var venlige Hilsener fra Tøyen, da han ved sit korte Ophold i Byen ikke fik Tiid at see flere af Mine – Tidlig i Morges tog han og Jess til Næss til Lehnsmand Reich, hvis Datter i Dag har Bryllup. Min Koren er i Nannestad, alle mine Jomfruer sidder i Slagtningen, hvor de sad til Kl: over 1 i Nat – selv Kaja og Lina til halvtolv – og nu har sadt siden Kl 6 i Morges i et væk. Snart ere de nu færdige. Jeg har ikke været istand til denne Gang som jeg pleyer at læse for dem eller fortælle, eller paa nogen Maade være dem behielpelige, da jeg baade i Gaar og i Dag har havt den fatale Trykning for Brystet, som dog i Aften er taaleligere. Kun imellem seer jeg til dem, giver dem lidt Prat og et Æble, og dermed lader de stakkels Unger sig nøye. –
Løverdag 9de I Torsdagaftes, da jeg kom ned fra den stakkels syge Barbra, som dog nu Gud skee Lov er i bedste Bædring, hørte jeg – thi see kunde jeg ikke – nogle fremmede Stemmer i Gaarden. Det var Major Hedahl og en Jomfrue Lassen, hans Kones Coucine. De blev her da naturligviis om Natten, og skulde reyst tidlig i Gaar Morrges, hvorfor ogsaa hele Huset var i Bevægelse længe før det begyndte at grye af Dagen; men de sloge sig til god Roe alt til Kl: over 11, saa de vist først seent i Dag naaer Toten. Skriveren glædede sig, da han hørte, der var en Jomfrue med Majoren, og jeg mærkede hvor han længtes efter Lys – thi han gik frem og tilbage i Mørket og røgte sin Pibe – jeg vidste ikke engang før jeg kom ned, at han var kommet hiem fra Nannestad – nu Lyset kom da, men til ikke synderlig Trøst og Opbyggelse for den skriverlige Nyfigenhed – thi den temmelig aldrende Pige var mindre end vakker, dog for Resten ret jævn godlidende.
Posten kom først i Aftes, bragte mig et Brev fra Fetter Hosevinkel, der allerede nu er paa sin Marsch til Bergen; et meget lunefuldt fra Vangensten, og et lille kiærligt Majabrev. Stakkels min velsignede Maja! Vel maae hun poenitere for de deylige Dage i Christiania, ved de idelige Ædelag hun nu tvinges til at være i, og have hos sig selv, i Anledning af Petronelle Cappelens (Diederichs Datter) Bryllup med Fetteren Michael, Ridder Caspars Søn. De Nyegifte kom fra Schien i Søndags, og derfor maatte Maja mi saa braat afsted til Hiemmet – Gud skee Lov, hun kom vel frem, skiøndt i Regn og Slud, indpakket og væbnet mod Veyrets Ublidhed af sin kunstige Søn. –
Nu først kom Hr Jess hiem fra Bryllup. Hertel, som havde Forretninger, kom i Gaar. De havde moret sig kongeligt – dog, det er et meget uegentligt Udtryk – deyligt vilde jeg sagt –
Og nu var lille Mørk her, i et ret bittert Lune over adskilligt Ubehageligt som er truffet ham, og over Tidernes Tegn, som slet ikke behager ham. Han havde en Indbydelse fra Munthe og Gudmundsen, som, underligt nok, paa egen Haand har foranstaltet den til 11te Decbr i Anledning af Norges Universitet berammede – jeg vilde ugiærne bruge Ordet anordnede – Fest. De har da fundet for godt, den skal holdes paa Nordlie i Sørum for Sørum, Ullensager og Gierdrum. Nu gaaer Listen om til Subskription. Vi havde tænkt det ganske anderledes. Det er midt i Korens Tingtiid, saa han neppe kan komme did. Dog tegnede han paa for 4 Personer – 6rd pro persona – Hertel og Lunde hver for sig.
En Fest af et andet Slags, min Anes Bryllup, er ogsaa i Dag berammet til første Nye. Jeg skylder hende, at giøre det saa net og peent som mueligt, og det vil jeg giærne; men da Brudgommens Slægt er stoer, og alle Bønder, maae det blive – saa ønsker de det – paa Bondeviis, og altsaa Dands og megen Stahey, vel mere end een Dag, er jeg bange for. Det kan ikke vel blive anderledes, og alle her, veed jeg vist, vil giøre det alt paa det Bedste.
Mandag Mortensdag Et Par Gange i Gaar begyndte jeg at vilde som jeg pleyer udtømme mit beklæmte Hierte paa disse Blade; men naar jeg saa tænkte paa, at det var den sidste Side af Heftet, saa lod jeg det beroe, og bad og haabede til Gud, at jeg kunde faae noget glædeligere at slutte med, og den milde Fader hørte mine Bønner og mit Haab. Er det ikke sandt, Elskede, at I ville lagt dette sukkende og bekymret hen, naar det sluttede med, at vor kiære fromme Majalild var syg? Og det var hun i Gaar. Løverdag Aften maatte hun lægge sig, og havde giort det i al Stilhed, uden at nogen vidste det. Hanna Bull blev ogsaa syg, og besvimede, og da jeg fulgte hende op, laae Maja. Hun havde ondt for Brystet, frøs og tørstede – Hanna blev taalelig brav samme Aften, men endskiøndt Maja var oppe hele Gaarsdagen, var hun dog ikke vel, det saae jeg tydeligt. Ak, I undres ikke, mine Dyrebare, at det allermindste fra den Kant foruroeliger mig, og dobbelt i disse Dage, som fører saa mange bittre Erindringer tilbage i min Siæl. – Men Gud være evig lovet! i Dag er hun færm, var oppe som sædvanligt, længe før det lysnede, og syer nu af alle Kræfter paa sin nye hiemvævede Kiole, som skal være færdig til hendes Byereyse, der skal gaae for sig paa første fremkommelige Føre, da hun skal følge sin Veninde, Hanna, til Tøyen
Og nu lævner jeg dette lille Rum for at see, om jeg i Dag faaer Brev fra Øst eller Vest. Melin er gaaet til Ullensgr Prstgrd, for at søge om, at blive Præstens Medhielp, istæden for en af vore nyelig bortdøde Naboer, en meget udmærket, brav Mand. Det hører til dette taabelige Menneskes mange andre Daarskaber, at han troer sig oplagt til alting. Ja, jeg skal love for, Præsterne fik Medhielp i Hermelin – Glæmmer han nu kun ikke i sin Forstyrrelse at tage Posten med sig, eller taber den –
Tirsdag 12te Ja, to velsignede barnlige Breve fik jeg fra min Pavels og hans Maja – og nu i Dag – O, hvordan skal dette lille Rum forslaae til at fortælle Eder den uventede glædelige Begivenhed! – Ney, jeg kan kun sige Eder i Korthed og Enfoldighed, at jeg længe ikke har været saa i Ordets egentlige Forstand beruset af Glæde – og jeg har jo heller aldrig før været Bedste- og Oldemoder – Ja, evig lovet være Gud! min elskede Thrinasara fik i Gaar Morges en rask Dreng, og er selv rask. –
13de Novbr. Det er underligt, at Glæde og Sorg nesten skal have samme Virkning paa mit Legeme. Det er ligesom Sindet ikke mere taalte at komme ud af sin Ligevægt. Hele Gaarsdagen kunde jeg nesten intet foretage mig. Min Haand skialv, og mine Knæe vilde ikke bære mig. At «Glæden ogsaa har sine Taare» – vidste jeg Gud skee Lov! men at disse kunde foraarsage Hovedpine som Sorgens, troede jeg ikke, før jeg i Gaar følte det. Dog, denne kan vel ogsaa tildeels havt sin Grund i en stærk Snue, som jeg havde og har endnu, men uden nogen Slags Pine. Og nu vil jeg saa roeligt det er mig mueligt, fortælle Gaarsdagens Løb fra Begyndelsen til Enden. – Som det er mig
mueligt, siger jeg – thi endnu er mit Hierte saa fuldt, at jeg ikke kan tale om eller tænke paa andet end mine Elskedes og min egen Lykke og Glæde – den er i det mindste Punkten, hvorom alt andet dreyer sig – og det er jo ogsaa kun om den, jeg har at fortælle. – Her sad jeg da, og i min gode Mag skrev paa min Oversættelse af den interessante Ferdinand Warner, da lille Marthe bragte mig et Brev, som, sagde hun, kom med en Expres fra Byen. Jeg kiendte netop min Realfs Haand, som røbede tydelig Hastværk, og rev brevet op; men da jeg saae, de to første Sider var fra Thrinabarnet selv, læste jeg ganske roelig, hvor rask hun var, at hun ønskede jeg vilde giøre fuld Aftale med hendes tilkommende Amme osv – til Slutningen siger hun: «Nu skal vi hen og spise Mortensgaas hos Festningsbarna dine, Moer mi, i Morgen mere» – «Min velsignede Thrina er undskyldt for at slutte dette, kiæreste Moer Koren! I Morges Kl 7 gav hun mig en stoer rask Gut, og er Gud være evig lovet, selv rask» – mere saae jeg ikke paa den tredie Side, før Taarene styrtede af mine Øyne, og jeg veed ikke, om jeg takkede Gud før jeg løb hele Huset rundt og udjublede min glade Efterretning – men mine Glædestaare vare ham jo – og ere ham det i dette Øyeblik – den bedste Tak – hvert Menneske jeg saae maatte vide det, og uden Undtagelse yttrede alle sin Glæde hver paa sin Maade, og min lille Majas fromme Øyne gav Gud den samme Tak som mine. «Hvor nu Moer Cappelen skal blive glad, og Faer med!» var hendes første Ord – «en Søn, siger du, Moer? Nu bliver Faer Cappelen opkaldt» – men jeg veed ikke hvad de allesammen sagde, jeg veed kun, at de allesammen vare glade med mig, og at jeg tungt savnede min Koren og min gode deeltagende Hertel, at de ikke strax kunde faae blive glade som vi. Men den velsignede Nyekomnes første Fornødenhed var Ammen, og flux, inden jeg expiderede Expressen fik jeg Aslak afsted efter hende. Til alt det øvrige Gode havde jo Gud, just som for det samme, givet os Føre, og nu var jeg saavidt, at jeg kunde tænke lidt i Sammenhæng, og lægge Planer til min egen Byereyse – thi at jeg nu ikke kan udsætte den længe, begriber I nok – «Mindst tænkte du paa, min Maja» – sagde jeg ved mig selv – «da du i Mandags forlod Barna Dine, at Du acurat ottende Dagen efter skulde blive saa gladelig overrasket, og
saa snart mødes der saadan med Din Moer Koren.» – (Men det er sandt, I veed vel ikke allesammen, at Gutten kom en
heel Maaned, og vel det, før han var ventet? Kunde da ikke nok en saa uventet Glæde rystet et stærkere, mindre moderligelskende Hierte end mit?) – I det samme kom Jess hæsblæsende: «Moer, Ammen er kommet, men hun har ikke mødt Aslak, og den Stakkel er saa vaad af Sneen, og – ney, du kan ikke troe, hvor vakker hun er, og jeg troer ikke, hun er 16 Aar» – Jeg havde længe ventet hende, og nu kom hun, for at aftale et og andet med mig – kom som hun var kaldet, mente jeg, og ilede ud. Det rene klare Øye vendte sig saa vemodsfuldt til mig da jeg kom ind, at jeg ikke fik Tiid at blive opmærksom paa den lille ungdommelig-fyldige og tækkelige Skabning. Just saadan en Pleyemoder havde jeg ønsket, men ikke haabet at finde, til min Thrinasaras Barn, som det er hende fraraadt, selv at give denne første vigtige Pleye – og tænk Eder saa min ubehagelige Studsen, da hun sagde, hun var kommet for at sige mig, at hun ikke kunde modtage den tilbudne Plads, da hun ikke kunde faae sit Barn nogetsteds, hvor hun kunde være tryg for, at det vilde fare vel. Alt dette sagde hun med saa hiertelige Taare, at jeg ikke kunde hitte Rede i hvad der bedrøvede mig meest, hendes Afslag eller Grundene for det. Saa meget er vist, at det stærkt temperede min Glæde. Slutningen blev dog, at hun bestemte sig til at modtage Tilbudet, da jeg havde skaffet en Kone – Madamen i Svingen som I jo alle kiender – for hvis Redelighed jeg torde indestaae, og giærne skulde betroe mit eget Barn til. Da nu alle var omkring hende, og kappedes om at afmale hende, hvor godt baade hun og hendes Barn vilde faae det, sagde hun atter med taarefulde Øyne: «Naar kun Barnet mit faaer det godt!» og da hun var beroeliget herfor, og Maria gav hende sin Haand paa, at hun jævnlig skulde see til det, og at hun ofte skulde faae høre fra det, opklaredes det lille trinde røde og hvide Fiæs med et. At hun blev mig kiærere ved disse Betænkeligheder, kan I tænke Eder. Nok saa tilfreds kiørte hun hiem, og kommer igien i Morgen, for at tage i sin Plads, som Gud give hun maae opfylde som jeg ønsker og haaber det. Atter blev jeg roelig og fornøyet igien, og skrev til den kiære unge Papa med Posten, at de først i Morgen kan vente lille
Peders Amme. Giid han imidlertiid maae tilbringe den
n43 meste Tiid
i den sødtslumrende i den pene Vugge, som bemeldte min kunstforstandige Hr Søn selv har forfærdiget til sin lille Yndling, og hvori jeg med Guds Hielp Løverdag eller Søndag skal see og velsigne ham – O naar jeg tænker paa det glade Møde med min Maja C ved denne Vugge, ved vor Thrinasaras Seng!!!
Fredag 15de
«I Glædens Fodspor Sorgen følger;
Jævnt med Tilfredshed Smerten boer –»
Det var en tung, stormfuld Dag i Gaar, og det er med et tungt Hierte og taarefulde Øyne jeg nu sidder her, hvor jeg i Forgaars sad saa glad og talte med Eder. Jeg har jo fortalt Eder om Barbra, den i sit Fag som i sin Stand saa sieldne, udmærkede Kone og Giordemoder, som nu har lagt her i jeg troer 6 Uger under den gode ufortrødne Walbohms Tilsyn og alles vores omhyggeligste Pleye. Efer megen Frygt og tidt nesten udslukt Haab, saae vi hende nu fuldkommen helbredet i sin Fod, og i disse Dage vilde hun reyst hiem, men hverken Walbohm eller vi vilde tillade der før i neste Uge. I Gaar var hun oppe og paaklædt, og vilde seet ned til os – hun laae paa Skolen – for første Gang, og havde hele Morgenstunden, ligesom Aftenen før, da jeg efter Sædvane sad oppe hos hende i Skumringen, været overmaade munter, som hun overalt havde en ualmindelig stærk, livlig Siæl i et fiint og ved mange Slags Lidelser svækket Legeme. Walbohm sad just her og talte herom, og vi glædede os begge, da han blev kaldt op til hende, han i samme Øyeblik havde forladt munter og rask. Det foer som et Spyd giennem mit Hierte – jeg troede, det blot var et Paaskud, han skulde til Barbra, og at en anden var blevet syg. Jeg havde ikke seet min Maja endnu, og foer op paa hendes Kammer. Rigtig nok havde hun lagt sig, og var mindre end frisk. En bolden Finger, sagde hun, havde holdt hende vaagen den hele Nat, saa hun kun fattedes Søvn, og havde lidt ondt for Brystet. Mig kunde det ikke beroelige, kan I nok troe – men jeg hørte da, det ikke var til hende Walbohm var kaldt. Det var alt for vist til Barbra. Hun havde faaet en Apoplexie, og – Kl 8 i Aftes var hun hos Gud. Min elskede Rikke kom, just som jeg var i den største Forskrækkelse, da de ikke kunde skiule mig Sammenhængen, saa giærne de vilde, og da jeg kom fra min syge Maja. Hun havde liden Glæde hos mig, den Gode; men vi ere vante til at dele de mørke som de lyse Dage med hverandre. Ogsaa hun tabte meget ved denne umistelige Kones Død. Hun kom tildeels i Dag for at tale med hende før hun reyste – og fik nu ikke see hende forinden den lange Reyse –
Wangensten kom her ogsaa i Gaar, og hans Ømhed og Bedrøvelse giorde mig ham meget kiær, ligesom den ellers muntre Fabritius's. Han og Jess – disse to unge Menesker, vare hos hende til hun sødt og sagtelig var hensovet. Jeg fik først i Morges vide, hun var død, og vistnok har Fabritius, som styrede sin Coucine, først sagt hende det i Dag, skiøndt vi Begge vare forberedte paa at høre det. Gud skee Lov at jeg havde alle disse Gode om mig hele Dagen. Ogsaa Walbohm var her for det meste. Hertel kom just som hun var død, hørte jeg i Dag. Alle ere nedslagne, og det varede længe for vi i Formidd: torde sige Maja det. Vi græd sammen. Men Gud skee Lov, hun er ellers ret brav i Dag, og jeg haaber, Reysen i Morgen til vort kiære Tøyen skal være os begge gavnlig, og at Gud vil give os Glæde, rigelig Glæde for disse tunge Timer. I Aften venter vi Budet tilbage, som kiørte ind med den lille Amme – det var en Steen af mit Hierte, da jeg havde faaet hende opmuntret og vel afsted, efter at hun selv havde været med sit Barn hos Konen, som modtog det – men en langt større vil væltes fra det, naar han bringer mig den glade Efterretning, at alt fremdeles er vel hos Eder, I Elskede. Engang til saa let vil da Reysen gaae i Morgen, om end Føret, som det truer med, da det tøer stærkt, vil blive maadeligt –
Tak, min elskelige Lotta, for Dit lille Brev med Posten. Det var da Dacapo af mine Glæder og Følelser ved vore Elskedes Lykke. «Min Lawson» – skriver Lotta – mødte vor Realf i Dag paa Gaden, og sagde, «man kunde see Glæden paa ham baade for og bag.» – I seer, Bedste, hun har beholdt Gemahlens egne Ord.
Og nu har jeg skrevet et Par Breve i den ovenmeldte sørgelige Anledning, og har vi saa godt det lod sig giøre søgt at bibringe den stakkels Mand, ak, som nu hver Time ventede hende frisk og rask tilbage til sit Hus og sine Børn, det haarde Stød. Den troe, ømme Hertel vil vist afgiøre det øvrige Sørgelige. Han er blevet vant til at besørge Begravelser. Wangensten vilde endelig Walbohm skulde modtaget noget for sit troe daglige Tilsyn med den Syge, men det vidste jeg forud, han vilde afslaae, endogsaa om hun havde levet – Gud give, han havde faaet denne bedste Belønning! dog, hans Bevidsthed er riig Løn – Nu vil den gode W-n, hvis Kone holdt, og havde Aarsag til at holde saa hierteligt af den Bortgangne, giøre for Børnene, især det Mindste, en 6 Aars gl: Pige som laae Moderen saa meget paa Hierte, hvad denne nu ey mere behøver.
Nu skal der pakkes ind og laves til Reysen. At disse Blade er noget af det, som vist ikke bliver forglæmt, veed I. Jeg haaber til Gud, at jeg skal faae meget Behageligt at fylde dem med – og saa Farvel for en 10 a 12 Dage, mine Dyrebare, fra det lille grønne Kammer. Det sidst sluttede Hefte kom ind i Gaar til Tøyen –
Tøyen.
Mandag 18de Nu vil jeg forsøge, at gaae ganske fortællende frem, mine Elskede, at det ikke altsammen skal løbe Surr for mig, som det vist ellers vilde. Altsaa umager Eder tilbage med mig til det gamle Hovind, skiøndt jeg forud vil lade Eder vide, at Føret ikke er med det bedste, som I kan slutte derfra, at vi vare underveys fra Kl: 9 om Morgenen til 6 om Aftenen. I følgende Orden gik Toget for sig i 4 Slæder: 1) Hr Secretairen solo – 2) hans Gemahlinde, styret af Hr Lieutenant Fabritius – 3) vor Jomfrue Datter Maja, og Hr Broderen, Jess – 4) Jomfr: Hanna Bull og Hr Lunde. Paa Moe spiste vi vor Frokost, som syntes beregnet for en 20 Miils Reyse, men nesten strøg med strax. Did var Føret taaleligt, og derfra til over Aasen meget godt. Men saa var Herligheden forbi. Godt var det, at Styrekarlene ved denne anden Hvilen fik en Kop Caffe at styrke sig paa – de behøvede det – thi fra Grorud var det lutter Jord, Steen og Morads. Vi toge om Økeren, men vandt ey stort derved, og havde adskillige smaae Alterationer inden vi, Gud skee Lov lykkelig og vel, naaede vort velsignede Tøyen, hvor vi i første Øyeblik, da alle dets Beboere kom saa glade og modtoge os, vilde glæmt langt større Viderværdigheder, og hvor, før vi fik Tiid til at spørge, Lotta og Kista paa engang fortalte os, hvor godt og vel alt stod til med vor elskede Thrinasara og Gutten hendes. Kista havde vaaget der i to Nætter, og kunde sige mig fuld Beskeed om alt – I Gaar Morges – thi nu kan jeg ikke holde Eder derfra længere – toge vi did, min Lotta og jeg, og vort første Møde var den ædlelykkelige Bedstemoder, og saa – den glade unge Moder – dog, at vi ikke mødte hende, begriber I nok – Ney intet Syn paa Jorden er skiønnere end Synet af en saa glad, saa lykkelig Moder. Jeg maatte have den lille søde Unge op af den pene Vugge (som Papa netop havde faaet færdig Dagen før den kom i Brug) og til min Mund, mit Hierte – og Lotta – som ellers ikke er for at stelle med saa bitte Smaae, tog dog saa venligt den sovende Glut paa sine Arme. Ja, det er som min Kista siger: «Hvem der vil see glade Mennesker, maae gaae til Ottesens» – og da nu Præsten kom – men først – thi jeg har jo lovet Eder Orden – var vor Maja P: kommet, og stod og giæmte sig, den lille Narrehætte, inde i Moer C's Kammer – og saa stod jeg og saae ned mod Festningen, og passede paa naar min Realf kom, og see, en græsgrøn Dame drog min Opmærksomhed til sig, og var det intet Under, thi det var lille søde Sara, som ogsaa havde været smukt i Kirken og nu dreyede ind i Sr Probstes Port – og Printsen gik forbi med sin Dulcinea – men neppe kom de fra Kirken – og Musikken trak forbi – og Folk mylrede frem og tilbage – men saa kom endelig Hr Pastoren, og nu lod jeg Printser og Baronesser og Musik trække og mylre forbi alt mens de vilde, og fløy ham imøde paa Trapperne – ney, I faaer dog intet ordentligt, mine Venner – thi hvordan kunde jeg bringe paa dette sandrue Papir hvad ikke var til – og hvad Orden kunde der være i al den Glæde blandt os lykkelige Mennesker i den korte Tiid? «hvorfor den var saa kort da?» – Ih, fordi Slotspræstens og Olsens skulde spise her til Middag, saa maatte vi vel skynde os hiem – Men nu i Morgen bliver jeg der den hele Dag, og saa skal jeg nok bringe bædre Beskeed – I har jeg jo heller ikke hørt, at Skriveren var der før vi kom, blev der efter at vi toge bort, og sad paa Sengen hos Thrina si, og holdt Styr paa hende, at hun ikke skulde forvove sig – Og saa toge vi da bort, ledsagede af alles Velsignelser, og tungt havde jeg revet mig derfra, om jeg ey havde været vis paa, saa snart og længe at see de Kiære igien. Lidt upasselig havde min Thrina været Dagen før; men nu var hun færm, og er det Gud skee evig Lov ogsaa i Dag – thi i dette Øyeblik kom Kista vor derfra – hun har vaaget i Nat ogsaa hos sin unge Veninde – og alt er saare vel.
Her var da de kiære Slotspræstbarna mine, og maatte Fader Pavels troe paa at giøre en Runddar med mig, thi det var aftalt, til Ære for den nyekomne lille Kronprints – og de snilde Olsens vare her, og min Zarina, Lieutenant Stenersen, og alle Styrekarlene fra Hovind, som toge herfra hiemad Kl 10 i Aftes. Dagen gik i Moroe og Gammen – Ja, Sally var her jo ogsaa, det kiære Barn. Hun kiørte hid fra Berghs, hos hvem hun i Byen har sit Standqvarter – og did igien i Aftes. Maaskee sees vi i Morgen igien. Presidenten, Pavels, Olsen og Stenersen bostonerede, Skriveren gik fra og til – thi han er, som I veed, helst Friemand – alle vi Qvindfolk strikkede, snakkede, lagde Kabal og havde Alskens Ting for – som Dagen begyndtes, saa endte den – og mange saa deylige Dage seer jeg lykkelige Moer Koren nu imøde –
Tirsdag 19de Færdig at tage op til Barna mine, skal jeg kun i al Hast giøre Eder Regnskab for Gaarsdagen, og er det snart giort, da den gik i al muelig Roelighed og Behagelighed. Ingen var her, uden den fameuse, nu værende Cancelliraad Munthe af Morgenstiærne, som havde noget at tale med Skriveren min, men da Lotta og jeg intet havde at tale med ham, sad vi her i god Roe alt til Theevands Tiid, i mit lille hyggelige Kammer, og naar Kista havde en Stund frie, saae hun ind til os. Maja mi var taget ned til sin Mama Maja, for at vaage hos Søster Thrinasara i Nat. Morgenstierne tog bort strax vi havde drukket Thee, og vi sagde allesammen Lykke paa Reysen. Med Prat, Strikning og lidt Læsning gik Aftenen, og var Kl 11 før vi troede den var 10 – Jeg læste en lille jeanpaulsk Geschichte, som rystede mig i mit Inderste: «Das heimliche Klaglied der jezigen Männer», er den benamset – og i det Hele kun, som saa meget af denne Digters Arbeyder, kun et Fragment. Men hans Fragmenter ere righaltigere end mange andres i flere Bind udførlig udførte Begivenheder. Han sætter Hiertet, eller om I vil, Indbildningskraften paa et Spor, som det eller den ikke saa let taber og tvinges til at forfølge.
Onsdag 20de God Morgen, mine Elskede Alle! Ja, det var en deylig deylig Dag, det veed Gud. Kl 10 tog jeg derned, og fandt – den unge Madam Mama siddende oppe nok saa peent og strikke. Gutten sov sødt i sin pene Vugge, og saa kan I nok tænke, at Glæden var hiemme i alle Hierter, paa alle Ansigter. Lidt efter mig kom det kiære Slotspræstpar, og blev til Middag. Da den var forbi, og Thrina vor havde faaet sig en Middagshvile – Sally vor var der et Øyeblik, men kunde ey blive, da hun ventede Hest ind efter sig – blev den velsignede Gut hiemmedøbt af sin glade rørte Fader, liggende paa sin glade rørte Bedstemoders Arme, og glade og rørte til Taare vare vi Alle, fra Moderen i Sengen, og til min lille Maja, som for første Gang bivaanede en Hiemmedaab. At Drengen hedder Peder Cappelen behøver jeg vel ikke at fortælle Eder, ligesaa lidt som at en saadan Handling vist aldrig har havt hierteligere deeltagende Vidner. Det forstaaer sig, Skriveren var der, og vel saa troet inde hos sin Thrina og ved lille Peders Vugge som nogen af os andre. Strax efter Daaben var forbi, tog lille Maja hid til sit Tøyenhiem, og da det mørknede, gik min Pavels og Maja. Skriveren og jeg blev til Kl: henimod 10, og tilbragte den meste Tiid inde hos Barselkonen, som sad oppe hele Eftermiddagen, og følte sig bædre og stærkere jo længere hun var oppe – Og saaledes er, Gud skee evig Tak, alt saa vel som det er mueligt at ønske det, og tør vi nu med alt mere og mere Tryghed glæde os til, at vor Glæde skal blive varig, da de første 9 kritiske Dage ere forbi. Her fandt jeg Lotta med sine tre Jomfruer arbeydende og læsende, og Presidenten med Sønnebarnet ved Tokodelbrættet.
Torsdag 21de Hilsen fra min Koren og hans Maja! I dette Øyeblik begave de sig herfra paa Hiemveyen. Vi havde alle saa giærne beholdt dem længere; men Skriveren kaldte Forretninger uden, Maja Forretninger inden Huset. Det forestaaende Bryllup i Morgen 8 Dage, og det fast ind i den travle Juul, giør det kiære Barns Nærværelse nødvendig hiemme, saa meget mere, som vor gode Telja i denne Høst skranter end mere end sædvanlig.
Nu venter vi hver Stund vor dyrebare Maja C, som lovede at komme og blive her til mod Aftenen, om hendes Thrina vedblev at være rask, og Føret blev nogenlunde. Det første er med Guds Hielp Tilfældet som det sidste; thi i Gaar da Koren var der, gik den lille Madam og spadserede nok saa kiækt.
Hvad sig Gaarsdagen anbelanger, da henviser jeg Eder til Tirsdagen, kun at I lader Morgenstiernen ude af Maleriet, hvorved det sandelig intet taber, og seer mig læsende, istæden for Das heimliche Klaglied etc» – «Die Wunderbare Geselschaft in der Neujahrsnacht» – en Vision, som jeg maae læse oftere og roeligere for at fatte den ret. Den er af samme Digter i samme Bind, og Bogen tilhører min Maja C –
Lille Maja – det er sandt, det var en Forandring – var paa Comedien og saae Fendrikken, som hun syntes gik meget godt, og var hun sterbens forliebt i selve Hovedpersonen i Stykket, Maribo – Muelig har den vakre unge Mands Figur og Anstand bestukket den unge Piges Øyne. Frue Møller (forrige Frøken Falsen) og Frøken Beck var de eneste hun erindrede, da alle vare hende fremede. De havde et Efterstykke, Arestanten, Syngestykke saa gar, men hvor Maja syntes, de bar sig saa dumt ad – Og men jeg Sandseløse! Var ikke lille Justitrd Wexels her ogsaa i Aftes et Par Timer, for at bede Farvel, og hans Coucine, Frue Heyerdal, som kan være saa godlidende iblandt, naar man intet mere har med hende at skaffe.
Fredag 22de Lotta stod herinde hos mig i Gaar mod Middag for med allehaande Stads at udsmykke en Bedstemoderstoel til vor Maja, da hun i det samme kom rullende ind i Gaarden med Sønnen sin. Han blev kun et Øyeblik, for ikke at lade sin Thrina, som nu er saa godt vant til at have baade ham og Mama om sig, være allene, og Mutter sad i den gille Stoel, og havde nyelig forladt den for at sidde mellem Lotta og mig paa Sophaen, da Grev Knuth kom. Han vilde talt med Skriveren min, som et Par Gange havde været forgiæves hos ham, men «borte var Marcus med Liren» – Den zirlige Stol faldt ham i Øynene, og vi forklarede ham dens Betydning, og bad ham sætte sig i den, da han dog nu kunde vente, at blive Fader for det første (hans Kone venter sin Nedkomst om en Maanedstiid)[.] Men han maatte nok finde dette Sæde alt for godt, eller hvordan det havde sig, nok er det, at han blev her til Klokken halvtre, og hvor godt jeg lider den tækkelige godmodige og beskedne unge Mand, knurrede dog vore Maver lidt, og Kista mener jeg smaaeknurrede ligerviis, med Munden at sige, fordi hendes brune Bønner bleve for kogte, Gaasestegen forstegt. Det fandt vi dog ikke da vi endelig kom tilbords, og havde den lille Vent endogsaa giort Maden endnu mere velsmagende – men det som værre var, og svier længere: han afnødte os Løfte om et Besøg; dog bestod mit Ja kun i et Kniks, som er min sædvanlige Tilflugt naar jeg balancerer mellem Ja og Ney. Havde jeg kun været lige saa fuul som Moer C, der intet bestemt sagde om Sin Hiemreyse. Dog, vil saa sandt Presidenten glæmme det, som Lotta og jeg nok skal lade være at bringe det i Erindring.
Et Par hæderlige Hedemarks Bønder, Jørgens Bekiendte, spiste her ogsaa. En halv Timestiid dovnede vi lidt herinde, Maja mi og jeg, imens Lottamoer fik flyet om inde i Stuen, røget, og giort saa godt til os; og Kista Caffen færdig. Men «hastig som Tanken bevingede Timer bortilte». – Kl 4 kom Hr Realf igien, og hentede vor elskede Maja, der var saa reent lustig, og lod sin hvide Hest gallopere i et væk, at jeg ikke veed, hvordan det vil gaae, naar hun engang bliver Oldemoder som jeg, da hun allerede som Bedstemoder er saa balstyrig. O, min, vor Maja, Du Gode, Ædle! matte Din Glæde vedvare og tiltage! og det vil den, og Mange, Mange skulde glæde sig med Dig: –
Men om Aftenen, da vi sad her allene i vor Roe, blev vor kiære Kista med et saa ussel i sine Øyne og sit Hoved, og maatte lægge sig lidt, og da sad vi saa tause og bekymrede om Bordet, Lotta, Hanna og jeg, og Jørgen læsende og Presidenten skrivende, og mælede knap Ordet – Det blev lidt bædre siden, og Gud skee Lov, i Dag er hun ret meget brav, og jeg veed, dette Onde gaaer over, men ogsaa, at det er saa ængsteligt imens det varer –
I Dag – det mørkner allerede – har vi intet fremmet Menneske seet. Fader og Søn er i Byen, og før sene Qvellen kommer nok ingen af dem tilbage. Det er den første Gang vi savner dem en heel Dag.
Søndag 24de Og Fredag Løverdag kom heller ingen, og vi levede stille og roeligt, arbeydede, pratede, og lagde Kabal – Presidenten og Sønnen hans kom først hiem Kl 11½ – I Gaar gik Dagen ligedan alt til hen i Skumringen, da Lotta og jeg giorde en lille Tour i tyk Taage og med sløvskoede Heste for Vognen (som vi nu atter maae tage vor Tilflugt til, da den Smule Slædeføre er fløyten) ned til Barna i Byen. Vi fandt vor Thrina saa flink og munter og fuldkommen jomfruenalsk – at see til – og Mamma hendes som i Fredags her, og Gutten roelig og sød, og kort, alting som det kun kunde ønskes. Den unge Papa var, ligesom Presidenten, hos Rosenkrantzes til Middag, men kom hiem et lille Kast at see til os, og kiæle lidt for Thrina si. Siden vare vi allene, og havde det saa godt og hyggeligt. Ogsaa fra Egersønnen min fik jeg en venlig Hilsen ved Maja C, som havde havt Brev fra ham. Halvveys ventedes Fader Cappelen, men istæden for ham kom et lille bitte Brev, at han venter paa Føre: Dog maae vel andre Ting hindre ham fra at see sin Dattersøn; thi Føret pleyer ikke genere ham. Vi bleve ret flaue allesammen, fordi vor Venten var forgiæves.
I Dag skulde vi været hos Grev Knuths, men hans Kone skal ikke befinde sig vel, og endskiøndt jeg ikke, det veed Gud, ønskede en saadan Anledning til at slippe dette Besøg, glæder jeg mig dog over, at kunde være hiemme hos Lotta i Roelighed, og formodentlig bliver vi ganske ene, da Kista og Hanna skal paa Comedien i Aften. Nu er Madam Olsen og Zarina, den unge Madam Stibolt (forrige Ovidia Holbye) og hendes ugifte Søster inde; men jeg troer ikke de bliver her.
Mandag 25de Hør nu kun, for Glæde jeg havde i Gaar – og saa uventet! Mad: Olsen og Zarine gik strax igien, den anden Madam og Jomfrue blev og spiste. Jeg havde slem Hovedvee, og vilde lagt mig, tænkte jeg, men da jeg kom herind, lokkedes jeg til Skriverbordet og min Oversættelse. I det samme kom Kista: «Moer, der er Fremmede inde! og giæt hvem? Ja nu bliver De glad» og selv saae hun saa hierteglad ud – «Moer Cappelen? eller nogen fra Hovind?» – «Ney, men Faer Cappelen og Ottesen.» Jeg foer ind, og kyste min kiære kiære Faer Peder saa hiertelig – Saadant Udtryk af Glæde saae jeg aldrig før i hans Ansigt – men skiønde maatte jeg, fordi han ey var kommet Aftenen før, at vi, Lotta og jeg, kunde været Vidner til den første Sammenkomst med hans lykkelige Maja, Thrina, Realf, og lille Peder. «Og hvor kunde saa jeg vide, at De ventede mig?» sagde han leende. Men i al hans Glæde spurgte han efter sin lille Maja og Lina, og ønskede, de havde været her. De blev kun og drak Caffe, Fader og Søn, og det var en haard Fristelse, ikke at følge med dem, de bad mig saa vakkert, og min Realf lovede selv at befordre mig tilbage; men min Lotta havde da blevet ene hiemme, og det kunde jeg ey bære over mit Hierte. Blive her længer kunde de heller ikke, da den altiid Ilende, Hr Peder, i Dag skal afsted igien – og saa gik de – Lidt efter gik Søstrene, Stibolt og Holbye, og den gale forstyrrede Jørgen, sagde at han vel for Skams Skyld maatte følge dem, og at han – han havde om Formiddagen hiemfulgt det andet Søsterpar – ret var Dametrækker – Det klang som Biørnetrækker, og Ovidia, en grumme ret geskiæftig lille Ting – protestrerede mod sligt Følge, men modtog det lell, og den unge Herre blev smukt borte, og lod os to Gamle sidde ene, da Kista og Hanna toge tidlig bort, for at giøre en lille Barselvisit hos Thrina vor. Aa ja, vi stullede os nok saa godt, drak vor Thee og spiste vore Smørrebrød i al Mag. Saa læste Lotta, og jeg, som intet havde at læse, og ikke heller, om jeg havde havt det, torde brydt de ikke ret gode Øyne, lagde Kabal, for at see, om det skulde lykkes mig at faae Evalds Skrifter kiøbte (som i Kbhn ikke ere at faae) men det saae lidt misligt ud. I det samme gaaer Dørren op, og ind træder – Hertel den Gode – og det foer mig giennem Hiertet, thi min første Tanke var, at der var noget Galt hiemme. Men hans muntre Aasyn modsagde det – han var kommet ind for at opfylde et gammelt Løfte til unge Horster, der nu selv havde været ude at erindre ham herom, og hos hvem han i Dag er Fadder, og nu tog afsted i Presidentens galante Karette. Hvordan Aftenen nu gik, kan I vel tænke Eder mine Elskede! Da jeg havde faaet Forsikringer om alles Velbefindende, gik det løs paa Beskrivelsen over Bryllupstilberedelserne, og hvor travlt de har det allesammen der hiemme. Men Gud skee Lov, de ere raske og alting godt og vel i alle Maader. Smaaepigerne kom da ogsaa hiem, og havde fornøyet sig kongeligt, og fik nu end et Efterstykke her, der var dem vel saa glædeligt. Og i Dag, strax over Middag, kommer vor velsignede Maja C – og i Morgen skal jeg og vi alle til Barna paa Aggershus Festning – og i den Anledning skulde jeg have et Bud til Sally vor, for at faae hende, om mueligt, med, som min Maja P: bad mig om i en lille venlig Sæddel i Gaar – und so leben wir alle Tage! –
Aften Vor Maja kom efter Løfte til os, men reyste ogsaa igien efter Løfte til Barna sine, da Kl: var 7. Dog, det var et Par velsignede Dag Timer, og er ikke mangen Time ofte mere end en heel Dag? Lever man ikke ofte meer en Dag (i Ordets hellige Betydning) end Maaneder og Aar? Dog ney, ofte skulde jeg ikke sagt – men som Timer kan giælde for Dage, Dage for Aar, saaledes maae I ogsaa, mine Elskede, forstaae dette ofte. – Men nok, alt for meget for mine Øyne ved Lys. God roelig Nat!
Hovind.
Fredag 29de Ja, jeg seer det, mine Dyrebare! I vil giøre store Øyne, naar I saaledes seer mig med et ved mit Skriverbord i det lille grønne Kammer. «Det var et Pokkers Spring af et Bryggerkar!» – vil I sige. Og paa alt dette svarer jeg ikke et Ord, og laaner ey heller ikke mit Øre til al den Tummel og Larm af de allerede kommende Bryllupsgiæster, og Musikken, og det hele virvarske Væsen som paa alle Kanter omgiver mig, og lader mig ey forstyrre af alle de Velkomster, jeg maae ind og ønske – thi alt ved Theebordet kom i Morges de Indbudne selv med den Fønd eller Sending som ey var bragt i Aftes – Men beder Eder smukt at følge med mig, som var det Tirsdag Formiddag, d: 26de til mit kiære hulde Slotspræstpar. Paa Veyen did mødte jeg Maribo, som heel forundret steg af sin Slæde og kom hen til mig: «Er De endnu i Byen?» – «Ja, hvor skulde jeg ellers være?» – «Og Deres Mand sagde, da jeg talte med ham, at De skulde reyse hiem Dagen efter» – «Det maae have været en Misforstaaelse.» – «Og min Ragna ønskede saa inderlig at tale med Dem.» – «Og jeg ønskede ret ligesaa inderlig at tale med hende, og skulde længe siden været hos hende, om Føret ikke havde været saa slemt. Men vil De nu hilse Deres Ragna, at om hun ey vil forarge sig over at jeg giør min første Visit til hende i Vadmels Pæls og Kiortel, kommer jeg ind om Økeren paa Torsdag med samme jeg reyser hiem. Det har desuten hele Tiden været min Agt.» – Han fandt Vilkaarene lidt betænkelige, men vi enedes dog om, at det skulde forblive derved. Saa var jeg inde hos Olsens som snareste, og glædede mig over den vakre store Gut, der giør Forældrene saa lykkelige, som de ere gode og fortiæner at være det. – Og derfra gik Touren til Festningen –
Nu maae I vide, at Fader Pavels havde for lang Tiid siden lovet at forelæse mig noget, som jeg hiertelig længtes efter, naar vi vare allene; og derfor kom jeg saa tidlig, mine andre Kiære først om Aftenen. Jeg fandt Maja mi kun med en Arm at omfavne sin Moer Koren med. Den anden var det hende umuelig at røre, da hun havde faaet en stoer Byld under den, der foraarsagede hende megen
n44 Smerte, hvad man dog blot mærkede paa hendes tidt vexlende Ansigtsfarve. Paa nogle smaae Afbrydelser nær, deels ved nogle som havde at tale med Præsten, deels ved de kiære Vennehulde Børn, som imellem maatte have lidt Kiæling, bleve vi uforstyrrede, og Middagen var der, før vi formodede det. Da vi havde drukket Caffe, og Slotspræsten og jeg vare i Begreb med at giøre et Gesvindtbesøg til Capitajn Widding (som I jo veed, er kommet i Major Juels Sted, og boer i hans forrige Gaar paa Festningen) raabte Børnene, som stode ved Vinduet: «Der er Provsten! der er Schmidt!» – Jeg saae ud, og see! ham var det, min elskede Egersøn, vor kiære Schmidt, som kom saa uventet, saa himmelfalden. Han var kommet ind med Fragtvognen, i Følge med Justitsraad Wulfsberg, og havde desaarsag spiist til Middag hos sin
længste Veninde (høyeste) Mad: Wulfsberg. Nu blev det os, kan I tænke, lidt betænkeligt at gaae saa strax til Widings, men da Hr. Frederich ikke havde været hos Ottesens, gik han did for at lykønske det unge Par med Sønnen deres, og følge vor Maja C: hid til os – Vi togede et kort Farvel med vor patientiske Vertinde, og vandrede hver sine Veye – Dog var nok vores den vanskeligste, skiøndt, skiøndt korteste, da hele Exercerpladsen, som vi skulde over, var som et Speyl. Imidlertiid maneuvrerte vi saa godt vi kunde, gleed vel lidt, men faldt ikke, og kom lykkelig og vel frem. Frue Widding fandt vi mellem sine to vakre Glutter, en Dreng og Pige, og den godlidende
Caftin kom strax ned til os. En Timestiid hensladdrede vi, og det var ey meer end saa de leed, at vi ikke vilde blive og drikke Thee, men jeg vidste, hvad der mere end Thee ventede os, og seyrede over alle Overtalelser, hvori da min Følgesvend stod mig – og vist af samme Grunde – troeligen bi –
Ja, men nu var med et vaagnet en Storm, den haardeste jeg mindes at have været ude i; saa meget mere forunderligt var det os, som vi gik derhen i det stilleste, blideste Veyr, og just talte om, hvor vaarligt alting var. Dog selv denne rasende Vind var varm som tidlig Høstvind; men vilde med alt det vist kastet os overende, Slotspræstsønnen og mig, da ingen af os er synderlig stærk i at gaae paa Iis, mindst naar Stormen giør et med den for at bringe Folk til Fald, om ikke Widing havde paataget sig at lodse os tilbage. Saaledes stode vi os tappert, og ariverede vel og lykkelig i den ønskede, ønskelige Havn, hvor vi fandt vor Maja C, vor Lotta, vor Frederich, og netop havde vi leyret os om Theebordet, før Maja P: kom saa glad ind, og spurgte, om vi kunde giætte, hvem der var ude? Ja det er sandt! – lidt løber det i Surr for mig – Sally svarede paa Indbydelsen saa mismodig: hun kunne umuelig komme, da de havde slagtet, og troede, det var saa lagat, vi ikke skulde samles hos vor Pavels's. Og nu stod hun der, det kiære Barn, rødmoset og glad, og hviid som en Due. Og nu var alt i sin behørige Orden. Egerprovsten spillede og sang lidt for os, iblandt andet sin Cantate til Høytideligheden i Drammen den 11te Decbr, hvortil noget af Musikken var af ham selv – herom mere en anden Gang – (den saa ganske fra denne forskiællige Musik som toner heruden for og forkynder hver kommende Giæst, giør mig rigtigt noget chatolsk i Ho'det) – Presidenten var kommet, og de tvende Mænd satte sig til Lhomberbordet – Claveret taug – men vi gode Mardamer taug ikke, og Aftenen gik saare deyligt, som Dagen. Det maae I ogsaa endnu vide fra Festningen, at de hulde Barna mine der har indrettet et lille peent Kammer, som skal hedde Moer Korens Kammer, hvor de Smaae endelig vilde, jeg skulde ligge om Natten, men som nu blev taget, for første Gang i Besiddelse eller Beliggelse af Sønnen Frederich. O, hvor elske I mig dog Alle! men jeg elsker jo ogsaa Eder Alle saae troefastmoderligt –
Realf kom for at følge Mama si hiem, og Kl: henimod 12 kom vi, Lotta og jeg i Slæde, Lawsonmand i Kariol, til vort kiære Tøyen, og vor kiære Kista og Hanna, som havde havt Strygen og andet Stel til den forestaaende Hovindtour, og derfor ikke var med paa Festningen. Jørgen havde faaet et slemt Stød i Hovedet ved at falde paa de glatte Gader, og havde lagt sig – Det samme giorde vi, og var min Nat sød og roelig, som Dagen havde været velsignet bliid og behagelig –
Onsdagen, den 27de tænkte jeg allerførst om Morgenen paa min gode Hertels, hvis Fødselsdag det var, og faldt det med det samme tungt paa mit Hierte, at jeg Løverdagen d: 23de, ikke havde skrevet et Ord heri, ikke erindret, at det var min gode, kiære Rikkes Fødselsdag. Nu bad jeg af mit ganske Hierte for dem Begge – og Gud høre min Bøn! – Aarsagen, hvorfor jeg skrev sieldnere end jeg pleyer paa disse Blade i de sidste Dage paa Tøyen, var fordi jeg stræbte at faae den første Deel af Ferdinand Warner oversat derinde, at min Lotta og Kista kunde faae lidt Sammenhæng i Tingen. Men jeg drev det dog ikke dertil, skiøndt jeg ey har over et Par Ark tilbage, det jeg haaber min gode Jørgen og Hanna skal faae ind med sig, ligerviis som dette Journalhefte – Men saa maae jeg ogsaa være flittig, da de og lille Zarina vil reyse igien Mandag –
Onsdagen skrev jeg da, som havde Bogtrykkerdrengen staaet manende over mig, og gav mig neppe Tiid at hilse paa Jomfr: Wolderne og Messel, som sandt at sige kom mig lidt ubeleylig. Vor Sally var inde om Dørren med samme hun tog hiem – (hun havde lagt om Natten hos vor Maja C: i Thrinamoers pene hvide Seng) – den Heften følte jeg ikke til lell – saa underligt er det – og havde giærne ønsket den noget længere – Lotta og Kista saae ind til mig imellem, min gode ‹J›ørgenius ligesaa, og Hanna for at give mig lidt Mad (Frokost) og høre efter, om Fruen ellers havde noget at befale. Presidenten og Margarethe Wold spillede Piqvet – hun er den eneste, der kan tugte ham heri – de andre havde hver sin Syssel, og saa blev jeg netop færdig med mit Ark, da Mørket mindede mig om at holde op, og at giøre Afskedstouren for denne Gang til min Thrina, og et lille Besøg hos Jomfrue Hals, efter Løfte til min Rikke, for at see hendes Rasmus, som logerer der med Ritmester Ingiers Børn, og er Gud skee Lov i alle Dele saa vel hos denne gamle forstandige og gode Pige, Frue Ingiers Søster, der er en sand Moder for alle sine Pleyebørn. Jeg fik ikke see min raske Rasmus, da han var i Skole, og jeg ikke kunde oppebie hans Hiemkomst; men han er frisk, munter og flittig, forsikrede Jomfr: Hals, og hende ikke den mindst kiære blandt sine Børn. Den Vished kan jeg da bringe hans kiærlige Forældre; men giærne havde jeg selv seet ham –
Jeg fandt min Maja og Thrina allene, men lidt efter kom Slotspræstparret og Egersønnen. Realf var i en Commission, hvis Tilnavn jeg ey husker – thi for nærværende Tiid er i Christiania Comissionernes Navne Legio – Han kom heller ikke, imens jeg var der, hvor tungt det var mig, ikke ogsaa at faae sagt ham Farvel. Min Jes, som var kommet ind for at styre en af Jomfruerne herud, traadde uformodentlig ind ad Dørren, og havde nær forskrækket mig: thi hvor jeg sad, tænkte jeg ikke paa andet end at jeg ikke kunde blive ret længe, da jeg havde givet min Lotta Haanden paa, at komme igien til Spisetiid – Min Thrina var nu inde hos os hele Tiden, Gutten roelig og trives i timetal. Bedstemoder, som Aftenen før ikke var fuldt saa lustig som de foregaaende Dage, havde atter faaet sin hvide Hest opsadlet og i Gang – Maja P: var meget bædre i sin Arm – Fader Pavels munter og glad – min Frederich ligesaa. Han gav mig nu den trykte Cantate, jeg herovenfor talte om, og som I maaskee alle kiender før I her seer noget nævnt om den – En anden i samme Anledning til Kongsbergs Høytiid, som jeg har læst i Manuskript, gav jeg efter en eneste flygtig Giennemlæsning, Fortrinnet for denne, i hvor smuk den er. Især var der i hiin et Vers, som var mig saa usigelig kiært, men som jeg ikke kan erindre nu – I skal nok faae det her siden – Klokken blev 7, og jeg maatte bryde over tvært – O hvilke Timer, saa salige og rene, har jeg denne Gang tilbragt iblandt Eder, I Dyrebare Alle! O Tak for hver! og Tak dig, himmelske Fader, som vi skylder det Alt! Tak for Alt! Tak fordi Du gav mig Lykkelige at kunde dele og forøge saa mange Ædles Glæde og Held!
Kl: 2½ Nu er hele Brudeskaren, en 60 til 70 Mennesker i Kirke. Jeg kunde ikke uden Bevægelse bede min gode, troe Ane Farvel. Nu er hun jo tabt for mig. Men Gud give hende at blive lykkelig, og at finde hos sin Amund saa megen Troeskab og Ømhed, som hun i 18 Aar har vist mod mig og mine, saa vil jeg bære, og vel maaskee forvinde mit ‹t›ab – Og jeg haaber, han skal lønne hende. Det er en brav Gut. –
Mit arme Hoved løber rundt af Støy og Musik, og oven i Kiøbet var min Hertel her med et Glas Madera, som jeg maatte drikke ud, og Telja med deylig Butterdeygskage med Syltetøy paa, som jeg maatte spise op – og Maja mi med et nydeligt Æble, som jeg maatte giæmme – og nu Leer de glade Unger inde i Storstuen, og jubler i høyen Skye – Siden mere om denne larmfulde Dag – Jomfrue Heide fra Plogstad er her, og der er Gud skee Lov alting vel. O giid min Rikke sad her hos mig! Jeg er saa vemodig, ikke bedrøvet, men Taarene vil ikke af mine Øyne. I dag 14 Dage flød de saa bittre over den gode Barbras Død – hvor hun streed sin sidste korte men haarde Striid, lyder i Aften Musik og Glæde – deroppe skal de dandse – disse Contraster er det vel, som stemmer mig saa – – Men igien til Tøyen, dog kun for at forlade det – Jeg fik ret et varmt Kys af Lottamoer og et troet Haandtag af min Kista – thi de følte ret godt, hvilke Fristelser jeg havde modstaaet for at holde mit Ord. Da vi havde spiist, gik Jomfruerne, og Jørgen og Jess, som Cavallerer hør og bør, fulgte dem hiem. Vi vare alle lidt stille – thi nu skulde vi jo ikke saa hastig sidde saaledes sammen igien – Kl 11 kom vi først i Seng, skiøndt min kiære President, som var hiemme hele Dagen, sagde: «I Morgen skal Moer Koren tidlig op og ud at reyse, derfor vil vi lægge os i Betids.» Men jeg havde giærne sadt længere. Heller ikke kunde jeg sove i lang Tiid, og imod Morgenen vaktes jeg af en heftig Blæst, som vedvarede længe, og afløstes af Regn. Den holdt dog snart op, og i et mildt sandt Vaarveyr forlod vi vort kiære Tøyen kl 12 – Fortsættelsen i Morgen –
Løverdag sidste Novbr. Nu er jeg først staaet op – Kl er 10 – og endskiøndt jeg gik tilsengs Kl: henimod 1, er jeg dog som havde jeg dandset den hele Nat – thi seer I, mine Venner, Barna og Hertel bestormede mig med Bønner, at de skulde faae Lov at dandse i Storstuen. De veed nok jeg ey kan sige Ney. Og saa var da Huset i Oprør den hele Nat. Vare de komne over i den anden Bygning, havde jeg ey hørt til dem. Jeg troer gamle Scheitlie, som ikke vilde tillade der i hans Datters – Frue Berghs – Bryllup, blev dandset i hans ham saa hellige Storstue, vilde vendt sig i sin Grav, havde han hørt did, hvor den nu blev blasphemeret. Dog meer om alt dette i neste Hefte. Vi ere jo endnu ikke komne fra Tøyen[.] For at faae en sort Frakketrøye og Skiørt med fra Skræddersken Mad: Houman, til min Maria, ventede vi til Kl: 12, og maatte dog tage afsted uden den. «I Dag» – sagde Presidenten – «vilde jeg ikke styre dig hiem for 8ß, Moer Koren. «Ney, jeg vilde ikke Du skulde det for 1000rd» – gienmælede jeg – og sandelig, det vilde neppe bekommet nogen af os vel. Han pakkede mig selv saa godt ind i Slæden, og var rigtig lidt ræd for mig, kunde jeg mærke ham af – det var de andre velsignede Mennesker ogsaa, og de lagde ey Dølgsmaal paa det – Føret var lutter Iis, og lidt bange var jeg, ikke for mig selv, men for Zarina og Hanna, som Jess og Jørgen vexelsviis styrede, især var jeg bange for min lille Fetter, som ikke er saa bevant med sligt endnu; men han stod sig som Ulfs Klinge, og saa giorde Jess og Aslak med. Ungdommen havde ingen Lyst at tage ind om Økeren, thi styrede jeg og Aslak allene Cursen did. – Den søde vennehulde Frue Maribo modtog mig med en hiertelig Omfavnelse, førte mig til sin lille Idas Vugge, og sagde: «Dem takker jeg nest Gud fordi dette sunde friske Barn – for ved en saadan Amme maae et Barn trives» – og det var en trivelig Glut; bliid som en Engel slog hun de store mørkeblaa Øyne op paa Moderen, som ruskede hende vaagen, at jeg skulde ret faae see hende. Ammen var bleven saa feed og rød, at jeg neppe kiendte hende. Frue Ragnas Mod‹…› er en meget vakker Kone for den Alder hun dog maae have for at være Bedstemoder, skiøndt hun nok er blevet det meget tidlig. Jeg drak Chokolad‹e› der – Alt er saa peent og smagfuldt, og det glæder mig ret meget, at det deylige Økeren nu vil komme i Hævd igien. Saa giærne jeg havde qvæget mig ved at see paa det hulde Moderaasyn eller Mødreaasyn, maatte jeg ile, da det var saa seent. Maribo var ey hiemme, og lille Ragna lidt upasselig. Hun er desværre nok meget svag. Jeg lovede, hvad jeg tænker at holde: aldrig at tage Økeren forbi eller dog komme did, hver Gang jeg kommer til Tøyen. Det kiære minderige Økeren!
Decbr –
Mandag 2den Vel er endnu ikke alle Bryllupsgiæster reyste, eller Sviren, det er Fortumlingen, ret af Hovedet paa mig; men jeg maae dog giøre en Begyndelse paa det nye Hefte. – Jeg forlod, mindes jeg ret, Økeren ved det forriges Slutning, efter at have gientaget mit Løfte at blive Fadder til lille Ida, rimeligviis naar jeg neste Gang kommer til Byen.
Mit unge Følge tog jeg snart igien. Føret var ulige bædre, end da jeg tog ind, og jo længere vi kom, jo bædre blev det. I Bonkellen, vort gamle Standqvarter paa Hiemveyen, spiste vi vore gode Smørrebrød, og deylige Æbler tracterede lille Zarina med. Strax vi havde forladt det, mødte vi den fine søde Branddirecteur. «Nu faaer De prægtigt Føre, søde Kona mi!» – raabte
n45 han ned fra sin Kariol, ‹i›mens min Slæde gleed ham forb‹…› ‹…› ‹…›rgen
n46 slap ikke saa let, men maatte holde en Prat ud med sin fine Ven, den han, Jørgen, dog skyndte sig at afbryde; den havde vel ellers varet til nu – Det var imidlertiid intet slemt Omen, som jeg havde frygtet, dette hiertebrækkende søde Møde; thi hele Touren blev ved at gaae ret ønskeligt, og mit unge Selskab var lustigt og vi alle vel tilmode. Paa Moe drak vi Caffe efter gammel Stiil, og i det herligste blideste Maanlys ariverede vi til vort velsignede Hiem Kl: 8 –
Vi fik neppe Reysetøyet af, før vi maatte ud og see paa Sendingerne ‹(›Fønd kaldet) Hele Spisekammeret laae fuldt af Brød og Rugkager, Smørstykker, kruserede og graverede saa det var Lyst at skue, et Par Flæskeskinker, Bryster, Pølser, Stege – Det saae ud til, en heel Armee kunde spiist sig mæt her, og dog er det gaaet med, og en heel Bagning Brød og Kager til, alle andre Ting uberegnede. Blandt disse er Caffe, Sukker, Brændeviin og Øll det væsentligste, i det mindste kostbareste. 70 Mennesker i to Dage; vil have Mad og Drikke, og det blev der sørget for, de fik. Aftenen før Bryllupet blev ogsaa alle Føngenterne med deres Følge beværtede, og fik sig en Svingom. Bryllupsgiæsterne sankedes i Storstuen, og Kl henimod 1 vare de samlede. Brud og Brudgom stod naturligviis under Speylet. Jeg har aldrig været saa forlegen ved noget Selskab, hvis Honneurs jeg skulde giøre, som ved dette, da jeg hvert Øyeblik frygtede for at støde an mod Reglerne. Jeg overlod det derfor ganske til Kiøgemesteren, Skolemester paa sit Haandværk, og en rask, ædruelig Knøs, der vel vaasede – thi det fordrer hans Bestilling – men dog i mere Korthed og Eenfoldighed end ellers Skik og Brug er – Lina kan hans hele Præk udenad, Talen før Kirkegangen, og siden, og ved Bordet, kort alt som det følger i sin Orden. Bryllupsdagen sad vi alle tilbords med – de spiste paa Sahlen – men længe holdt jeg det ikke ud, saa sad jeg her nede i god Roe, skrev og læste, og saae blot op til dem engang imellem – ligesaa da de var kommet fra Bordet – kl 9 – (de pleyer ‹…›
n47 egne Lag sidde til 1, 2 om Natten) og drak Caffe og siden dansede i Storstuen. Henimod 1 gik jeg tilsengs, men Skriveren holdt ud med al Ungdommen til Morgenstunden. Lige saa i Løverdags (dog ikke fuldt saa længe) da de atter vare samlede, flere og ikke færre, spiste, drak og dandsede (dog det sidste paa Skolen) ligerviis som Bryllupsdagen. Jeg saae atter stunddom til dem, spiste Grød af Fad med Brudgommens Fader, som havde sig en drøy Perial, og sladdrede snart med den ene, snart med den anden. Koren og Børnene J: Bull, Johanna Bull, Jomfruerne Horster, Chrystie, og Heide, alle Contoirfolkene, vare stedse hos og iblandt dem, og den mageløs utrættelige Hertel, som i al sit Liv kun lever
for og tragter efter at være andre til Glæde og Gavn, var overalt, havde Øyne og Tanker overalt, saa Gud veed, hvordan hans Hoved og Been holdt det ud. Maja og Maren Skieldrup, afløst af Zarina, agerede Vertinder, og alle Jomfruerne gik dem tilhaande. Engang, da Zarina lagde for, sagde Melin – som gik i en evindelig Ruus, og paa en Maade var hele Selskabets Bajaz – til en af sine Naboer: «Men er det ikke sandt smager ikke Maden dobbelt saa godt, naar den lægges for af
et dannet Fruentimmer?» – Den Adspurgte saae paa ham og paa Zarinalild, som han vist fandt ret godt dannet, men var for Resten saa klog at tie og blot nikke sit Ja – Til mig talte han en heel Mængde, som Gud veed jeg ikke forstod mere, end det havde været mesopotamiskt. En anden, ellers i sin Ædruelighed meget prosaisk Person, vor Avlskarl paa Houg, S
r Guldbrand, tiltalte paa følgende høytravende Viis: «Gud skee Lov, vi seer Fruen her, at hun giør os den Ære – al vor Glæde er
omsonst, naar Fruen ikke seer til os.» – «Ja, seer du, kiære Guldbrand, jeg taaler ikke godt at være hvor det er saa varmt for mit Hoveds Skyld. Og saa sidder min Maria jo der i mit Sted.» – «Ja, det er meget godt det. Gud velsigne Jomfrue Maria! men – vi glæder os nok over Blomsterne, men vi vil giærne see Roden, de er kommet af, og den maae vi agte mere end Blomsterne, for er den ikke god, kan den heller ikke bære noget, som er godt.» – Var ikke det zirligt? –
I Gaar Middags spiste det unge Par, med alle Brudens Paarørende (som ere her ude fra Christiania) og nogle af Brudgommens med os. Hr Munthe var her, Wærners, og Frue Hiort – og dermed vare Høytidelighederne forbi. De fik 450rd i Brudegave. Det kan være godt til Hielp at sætte Boe med. Overalt glæder det mig hierteligt, at min Anes 18 Aars troe Tiæneste «efter al Sandsynlighed vil blive lønnet ved et nogenlunde behageligt og sorgfrit Liv ved en stræbsom, og ikke fattig Mands Side – selv har hun ved megen Forsynlighed fra sin første Ungdom lagt sig mange gode Ting til, og var, som Presidenten kalder det, ret en let Pige. – I Morgen reyser hendes Familie – da reyser ogsaa mit unge Følge, Bull, Hanna og Zarina, som ey kom bort i Dag for Veyrets Skyld. Tingfolkene reyste til Næss i Morges.
Tirsdag 3die Nu er da Huset i sin gamle Orden og Roe og de sidste Bryllupsgiæster bortreyste. Med dem sendte jeg til Byen det sidstsluttede Journalhefte, Slutningen af Ferdinand Warner, første Deel, og et Brev til Lotta, et Do til Maja C, og et til alle de fire præstelige Barna mine i Byen. Ved mine andre mange Skriverier gaaer det slemt istaae med Brevskrivningen. Men da det alt har en Hensigt: at glæde og more mine Elskede, giør jeg mig ingen Samvittighed over hvad Form jeg hertil vælger. Jeg begynder igien at skrive ved Lys, og mærker Gud skee Lov ikke til, at det skader mine Øyne. Det er i mange Henseender en velsignet Opdagelse. Dog vil jeg ey misbruge den, saa meget mindre, som jeg derved giør Barna mine her Uret, ved at være alt for lidt hos dem, da de just om Aftenen alle ere samlede og om mig. Naar min Koren er hiemme, lider han det heller ikke i det mindste ikke, at det bliver til nogen Vane. – I Aften venter jeg ham halvveys. Vi skulde i Morgen fulgtes ad til Ejdsvold, hvor han har en Forretning om Torsdagen, og jeg skulde giøre mine Baslemaner og Krumlereyser for den ankerske Familie; men kommer ingen Snee i Nat, gaar min Tour ned igien, thi i Vogn eller Kariol kommer jeg ikke i Vinter, det er baade vist og sandt; og i Slæde er det umueligt at komme frem. Giid de gode Børn som reyste i Dag, kom vel frem! – Jeg har nu udholdt en lang Prat med Mellin, Brylluppet betræffende. Keyseren selv, (jeg veed ikke hvilken) paastaaer han, kunde ikke giort det galantere eller fornøyeligere – i det sidste kan han vel have Ret – og den Nedladelighed hos Secretairen og Fruen gaaer overalt, og at Skriveren saadan var der støt, og dandsede med alle, og var saa munter – (og saa veed den arme Skiælen ikke, at det især var ham og hans Menuetter, Skriveren gottede sig med) – ney, det giorde Gildet mageløst – Jeg maatte som sædvanlig bryde overtvært og gaae, thi ellers havde han pratet endnu –
Onsdag 4de I Gaar kom ingen Skriver, og af min Eidsvoldreyse blev intet, og havde intet blevet, var han end kommet. Thi vel snedte det stærkt i Nat, men fra Morgenstunden har det regnet uophørligt – Skiøndt Koren skal til Eidsvold i Morgen, bliver jeg neppe med ham da, fordi han maae være hiemme igien i Morgenaften, og jeg nødig vil blive der igien allene. Derimod gaaer maaske Touren til Plogstad – hvor den altiid gaaer saa let, om ey Føre og Veyr reent forbyder det. Jeg har en Grund mere til at være borte i Morgen, da 6 store Sviin skal sætte til, og jeg giærne vilde undgaae at høre det stygge Skriig. Jeg faaer nu høre, hvad min Husbond og Herre siger –
Aften Jeg er ret saa vreed paa mig selv, at jeg neppe kan holde Taarene tilbage – og flyder de nu, sandelig, da er det sande Angers Taare. En huslig Fortredelighed havde bragt mig ret i Harnisk – I det samme kom Koren. Nu havde jeg, maae I vide, ogsaa lidt Groll imod ham, fordi han uden Fruens – jeg vil ikke engang sige Tilladelse – men Viden, havde ladet dem tage hendes Gul til Byen i Gaar i det slemme Føre – og da han nu kom, brød al min Harme ud – Burde han finde slig Modtagelse, naar han efter flere Dages Slæb og Kiedsomhed iler til sit Hiem, hvor han ellers altiid – Gud skee Lov! – er vant til at finde Hvile og Opmuntring og Løn? – Jeg er ret inderlig bedrøvet, og dog – vil I troe det om Eders Moer Koren? – dog kan jeg endnu ikke overtale mig til, anderledes end her at tilstaae min Feyl – Ja, nu denne ydmygende Tilstaaelse er giort, er det endog saa, som jeg var blevet lettere om Hiertet – og dog veed jeg, jeg bør giøre mere.
n48
Torsdag 5te Der blev slet ingen Reyse af. Svinene havde avskreget inden jeg stod op, og da det var graat leyt Sludveyr, opsatte jeg ogsaa Plogstadreysen til en anden Gang. De fra Byen Hiemkomne, Anes unge Mand, og lille Ole, bragte mig saa kiære Breve fra min Lotta, Thrinasara, Pavels, Realf, og Kista – Ikke mange Linier fra hver, men glædefulde, fordi de vidnede om alle de Elskedes Vel. Kun min Lotta er bekymret for sin Broder, min gamle Ungdomsven O: Bull, som skal være meget syg. Men ney, min Lotta, vi vilde ey sørge, om Gud kalder den Gode fra det lange Mørke, hvori han saa længe og haardt satte hans Siælsstyrke paa Prøve, til det klare, evige Lys. I flere Aar har Dagens Lys ey qvæget hans Øyne, og dog formaaede det Mørke, som omgav ham, ikke mørkne hans Indre, ikke at betage hans Siæl sin Munterhed og Virksomhed. Dobbelt herligt vil det evige Lys straale ham imøde, og Døden lægger jo kun sin kolde Haand paa de hede, saa længe tillukkede Øyne, for at aabne dem for dette aldrig udslukkede Lys – derfor sørg ikke, min elskede Lotta! naar Du hører: «Nu har den længe prøvede blinde Mand faaet sit Syn igien for aldrig mere at tabe det.» – Dem Alle som taber ham, skal det være Trøst og Qvægelse.
Af de 6 No af Sandsigeren min Realf sendte mig, har jeg læst det ene, 35, som nesten heelt igiennem angaaer Norges Universitet, og begynder med et Digt af Bonnevie under denne Tittel. Det har glædet mig i mit Hiertes Inderste, det hele Blad, og jeg længes ret efter at see min Frederichs i denne Anledning skrevne Digte til Dramens og Kongsbergs Høytidsfest, ligesaadan aftrykte. Bliver de ikke det? min gode Søn? – O, hvorfor skulde ikke flere glæde sig over dem, end den lille Kreds, for hvilken de ere digtede? Vidste jeg, de ey kom videre, saa tog jeg mig nok den moderlige Friehed, at afskrive og giøre dem til min Journals Eyendom, som saa meget andet fra samme kiære Sønnehaand.
Jeg har ogsaa i disse Aftner læst Molbecks Ungdomsvandringer – dog ikke endnu ganske til Ende – og med hiertelig Fornøyelse. Kun kan jeg ey for, at de mange Landskabsmalerier, i hvor deylige de nesten uden Undtagelse ere, trætter mig, hvad aldrig blev Tilfældet, om de imellem oplivedes af et eller andet levende Væsen, foruden Digteren. Det er jo saa sandt: «at Mennesket altiid bliver Menneskets kiæreste Studium» –
Men jeg indseer fuld vel, at det ikke gaaer an i en Indenlandsreyse – beskrivelse, giort og trykt i dette Aar, at omtale Vedkommende. Men der er saa meget, man veed, og dog ikke kan hente sig nogen Trøst og Opbyggelse af. Saa gad jeg ogsaa giærne vide, hvad der stemmer denne unge Mand i de evindelige hastiske Klagetoner, om virkelig eller indbildt Kummer. At den, hvis Hierte hænger med saa varm og umiskiendelig sand Kiærlighed ved alt Godt, Ædelt og Skiønt i den hele Natur, kan siges at staae ene i denne, naar han har en elsket Fader, Søster og Broder, til hvem han klager over denne Enestaaen, seer I, mine Elskede, det begriber jeg ikke. Har man Lov at klage saaledes, saa længe man endnu har et eneste elsket og elskende Væsen at helde sig til? – Som blot Digter? – ja det forstaaer sig – men som Menneske og Borger i den virkelige Verden ikke. Jeg havde ret Lyst til at kiende Manden selv, det er alt hvad jeg endnu kan sige Eder – Maaskee mere, naar jeg Bogen er tilende, som desværre nok bliver i denne Aften. – Ja, og saa gad jeg ogsaa grummelig giærne vide, hvem der i Litteratur-Tidenden har recenseret Øhlenschlägers, Reins, og Staffeldts Digte. Det er ret en Mand efter mit Hierte, i det mindste har han fast Ord for Ord udhviklet mine Følelser og Tanker om Øhlensl: og Reins Arbeyder (Staffeldts nyeste Digte skulde jeg ey troe, det faldt Brummer ind, paa egen Haand at sende mig, og skrive om dem giør jeg mafoi ikke) – Der er neppe nogen af Eder, mine Elskelige, som ikke har følt hvor behageligt det er, at møde en saadan Gienlyd af sine endnu ey udtalte Tanker og Fornemmelser, og nesten ubetinget underskriver jeg Recensentens Roes og Daddel. Nu erindrer jeg ogsaa, at jeg hørte mine geystlige Sønner, Hr Frederich og Pavels tale mellem sig om bemeldte Rec: og ønske at vide hvem han var, da vi sidst vare samlede hos Ottesens. Af dem faaer jeg da ey min Nysgiærrighed stillet. Maaske kan engang min allerældste Søn, T: i Kbhn, tilfredsstille den –
Fredag 6te Kl er halvni, og endnu seer jeg neppe at skrive. Det er de mørkeste, ak, for mig de allermørkeste Dage i hele Aaret. Der behøvedes intet for at opfriske deres sørgelige Minde fra 1808 – og dog staaer alle hine Angstscener om mueligt endnu mere levende for min Siæl siden i Aftes, da min Koren kom hiem fra Eidsvold og fra Ankers. Han saae kun Faderen. Datteren er meget syg, og efter al Beskrivelse er det Nærvefeber hun har. Moderen er heller ikke frisk, og hvor kan hun være det, den arme Moder, paa dette sørgelige Sted, hvor hendes Søn fandt Døden i Bølgerne, og hvor maaskee nu hendes eneste Datter skal rives ud af hendes Arme. O Gud, kan det saa være, saa tag denne bittre Kalk fra den arme Fader, den lidende Moder! O denne bittrere end vor egen Dødskalk nogensinde kan være – – Saa lidt jeg var for at giøre Stadsvisit der – som nu vilde være høystupassende – saa giærne tog jeg nu derhen, om jeg kiendte Frue Anker, om ey for andet, saa for at græde med hende, ak, maaske ved hendes Saras Dødsleye og mine Taare skulde fremlokke hendes – Dog ney! o evige Gud, tag denne Kalk fra den arme arme Moders Læber! Giv hende sin Datter igien, at det kan trøste hende over Sønnens Tab! – I Dag 3 Aar – efter Dagen – da mit allerede udslukte Haab atter oplivedes – O den Overgang fra den høyeste Smerte til den høyeste Glæde, og atter til den dybeste Jammer! – da bad jeg: Gud, giv mig hende, giv mig min Sara igien! og jeg skal aldrig klage over min Wilhelms Tab – du har givet mig ham igien i hende – Men han hørte mig ikke – Imens jeg bad saaledes, tog han hende til sig og Wilhelm – Ingen Ord forkyndte mig det, men jeg læste den skrækkelige Vished i alle Omkringstaaendes blege Ansigter, i de stumme Taare – Jeg allene havde ingen Taare, de brændte blot paa det sammenpræssede Hierte – da havde jeg ingen Bøn, intet Ønske mere – jeg ville blot døe – men Hiertet var for stærkt – og da de første bedøvende Øyeblik var forbi – o da sagde min Majas dødblege Ansigt og Linas strømmende Taare: «Er vi da ikke ogsaa dine Børn? Elskede du kun Sara og Wilhelm?»
Kl: 12 «Jeg havde ret ventet et Jeremiadebrev fra dig, Christianemoer!» – skriver Inger Flood i et Brev, jeg fik i Gaar – «over den unge Munthes Død, da jeg veed du kiendte og holdt af ham, og saa blev jeg dobbelt glad ved at see et Brev fra dig skrevet i den allergladeste Tone, i Anledning af vor elskede Thrinas, hendes Reals og Forældres Lykke.» – Ja, hvem kan giøre Rede for de underlige Modsigelser, de hastige Omvexlinger af Sorg og Glæde i den menneskelige Siæl og det menneskelige Liv! – Hiertelig bedrøvet sad jeg her, og skrev paa min Oversættelse, og dette Arbeyde stemmede ret med mit Indvortes, da jeg just var ved det sørgelige Sted, hvor Ferdinand Warner taler med den gamle Martin om sin Ludvigs Død – mit Hierte bankede, og mine Øyne vare vaade; thi jeg vidste, hvad Oldingen fortaug Ferdinand, Ludvigs Dødsmaade – da kom Posten, da kom Dit triumpherende Brev, min elskede Etatsraadinde Thrina! med den uventede Efterretning, den glædelige, om Universitetets trylleriskhastige Istandbringelse. Ja, fristes vi ikke til at troe, Alladdins Lampe maae være lidt med i Spillet? – om et Aar skal dette saa Manges mangeaarige længselfulde Ønske være opfyldt – om et Aar – maaske før – skal jeg favne Eder igien, I saa længe Savnede! Skal jeg see min ædle Treschows glædetindrende Øyne – o, jeg seer dem allerede nu – jeg saae dem i det Øyeblik, Pram, Castberg og Sverdrup styrtede ind, og den første, den ungdommelige Olding, med et Smækkys gratulerede Etatsraadinden, og Sverdrup sagde til den Forundrede: «Ney, De veed dog ingen Ting!» – og nu alle i Mundene paa hverandre fortalte om Commissionen som skal sættes – alt er sat – og det hele Glædesbudskab – O, jeg saae og hørte alting, men rev mig løs fra alle Betragtninger og ilede til Barna mine, og til Telja, som føler saa dybt og stille for sit Norges Vel, og læste for dem – og velsignede den gode, ædle, alle sine Børn saa faderligelskende Frederich – Men min Haand ryster lidt endnu – mere siden –
Søndag 8de Just som jeg i Gaar vilde tage fat paa Dagbogen, kom Frue Hiort og skulde strax reyse til Byen. Jeg fik da grumme travlt, kan I troe, skrev til min Sally og sendte hende det deylige kbhnske Brev, som jeg saa giærne havde ønsket selv at bringe hende, for imens hun læste det, at læse i hendes glædefunklende Øyne – og Brevet selv besvarede jeg, og skrev til Lottamoer, og et lille Circulair til Barna i Byen – og alt, mindre end to Timer. Imidlertiid var det blevet mørkt, og jeg sagde til mig selv: I Morgen skal du giøre Fyldest for din Forsømmelse i Dag, og udmale i Journalen alle de glade Billeder, der fylder din Siæl – Og nu krøb jeg, Kl 10, med Møye af Sengen. Jeg har været meget syg, havt heftige Mavesmerter, og stærk Feber. De første ere Gud skee Lov formildede, og af den Sidste er kun Frysen og Tørst tilbage. Men jeg er grumme mat – Sovet har jeg slet ikke, kun phantaseret i Feberslummer.
Tirsdag 10de Det var deylige Feberphantasier. Jeg giennemvandrede de deyligste Enge og Haver, skiønnere end jeg nogensinde saae dem med vaagne Øyne, omgivet af nesten alle mine Elskede, Levende og Døde. Naar jeg imellem samlede mig, tænkte jeg paa hvad jeg havde seet og følt – thi drømt havde jeg intet – og glædede mig, og uden at have Tiid eller Kraft til at ønske disse yndige Scener fornyede, vare de om mueligt end skiønnere vendt tilbage. Da jeg endelig om Morgenen ved Dagens Lys og Dagens Tummel blev sadt midt ind i det virkelige jordiske Liv, og følte mig saa svag og mat, at jeg neppe kunde røre mig, tænkte jeg: «Maaskee skal den 9de ogsaa blive din Dødsdag, og Sara og Wilhelm modtage og føre dig giennem de skiønne Egne, de himmelskskiønne, din Aand allerede i Nat har giennemvandret.» – Jeg vilde i Gaar intet sige Eder herom, mine Elskede paa Jorden, fordi jeg da endnu ikke var mindre end frisk; men i Dag er jeg det, Gud skee Lov, og beder Gud ret inderlig, at jeg endnu længer maae blive hos Eder, fordi jeg veed, hvor meget min Bortgang vilde bedrøve Eder – og derfor nu heller ikke et Ord mere om Sygdom, Drømme og Phantasier. Disse sidste – dette kun endnu – kunde jeg maaskee ellers tildeels udlede af den levende Interesse, hvormed jeg Løverdagaften læste Slutningen af Molbechs deylige Ungdomsvandringer, eller rettere giorde dem med ham –
Jeg fik i Løverdags en lille venlig Sæddel fra min Rikke, med Indbydelse til Søndagen; men deels fordi jeg nødig vilde forlade min Koren en af de faa Dage, han er hiemme, deels fordi jeg alt havde foresat mig at at tilbringe den sørgelige Mandag ved min hulde Rikkes Side, skrev jeg til hende, at jeg da først kom. Men jeg kom ikke. Jeg var alt for ussel til at torde vove mig ud; ogsaa regnede det uophørligt den hele Dag. Saa giør det i Dag og med, og den kiære Ungdom, som i Morgen skal paa Ball paa Nordlie, faaer nok et misligt Føre. De har ret havt travlt i denne Tiid, mindre med Pynten og hvad Ballet egentlig vedkommer, end med Slagtning og andre Hussysler, som der alltiid mod Julen gives saa mange af, og som de ey for disse Dage vilde paabyrde Telja allene. Kl 4 har de været oppe, og da jeg i Morges kom ned, Kl over 8, sad Maja mi endnu inden for de nedrullede Gardiner og syede ved Lys paa en hiemmevævet Kiole, Maren S. endelig maae have paa (den anden Dag, da de bliver over paa Vildberg) for at de kan være lige.
Vi havde i Gaar Bud paa Eidsvoldværk. Der er ingen Forandring med Frøkenen. Gud veed, hvad det vil blive til. Jeg kan sielden rive mine Tanker fra de arme sorgfulde Forældre. Ingen af dem er friske, og Moderen, skriver Forvalteren, forlader ikke sit – eller vel rettere sin Datters – Værelse.
Jeg fik jo ogsaa i Fredags et lille Hastværks Brev fra min trofaste Maja C, skrevet just som hun stod færdig at tage til et underligt Bryllup: N: G: Omsteds Datter, en 15 Aars gl: ret vakker Pige, ofrer da sit Livs Roe og Lyksalighed paa Rigdoms og Forfængeligheds Altar, i Forening med den, som min Maja saa rigtig siger, kun halv levende Bugge, hvem det ulykkelige forblændede Barn endnu for kort siden ikke udholdt at være i Selskab med – Men hendes Brudepynt skal være fast fyrstelig. Jeg erindrer ikke mere, hvor mange tusind det var, min Egersøn sagde han havde hørt, den kostede. Det har den svage, kun til Pragt og Glimmer opdragne Ambrosia ikke magtet at modstaae. Vee hende, om dette – og det maae det dog vel – engang taber sit Værd i hendes Øyne, og de aabnes for at see det Bædre, hun ved hiint for evig har berøvet sig. Hvad der paa hendes Vegne brøster mig, er, at et Hierte som hendes neppe er skabt til nogensinde at føle, hvad sand Kiærlighed virkelig er, saa i det mindste ikke denne Juvel skal fordunkle Glandsen af de døde Stene der nu glimre paa det deylige, men kolde Bryst –
Ak, hvilken ganske anden Foreningsfest var jeg i Dag et Aar Vidne til! Der glimrede ingen Diamanter paa Din Barm, min Thrinasara: thi Dine ædle Forældre forvandler heller Guldet til Brød for den Hungrige, end til Stene – Din Realf, som giærne havde lagt en Krone for Dine Fødder, kunde ingen give Dig, og savnede dem ligesaa lidt som Du og vi alle, der saae langt skiønnere Perler i Dine Øyne og i hinandens Øyne – Og hvor dobbelt hellig er Dig denne Din Høytids første Aarsdag! Spørg Din Realf, naar Du var ham kiærere, da eller nu? og han vil istæden for Svar lægge sin Søn i Dine Arme. O, som I nu undres over at I ere og kunde blive lykkeligere end I da var, saa tiltage Eders glade Forundring hver Gang I paa denne Eders lykkelige Dag seer tilbage paa de svundne! Og ofte, ofte, og stedse saaledes vende den tilbage! Amen.
Onsdag 11te Saa mange Stæder, over Land og Riger, modtages du med Jubel, velsignede Dag! Giærne havde jeg i Herrens Tempel bragt mit Takoffer i Forening med saa Manges; men Hiertet er jo dog det egentlige Tempel, eller Templets Allerhelligste, hvori Ingen gaaer ind uden Gud, og han veed og seer, hvor jeg glæder mig paa denne Dag i Stilhed, og beder til ham for mit kiære Norges Held og for Danmarks og Norges eyegode Frederich. Høyere, og mig selv tydeligere, vil min Glæde blive, om Gud lader mig opleve den skiønne Dag, naar det staaer der for saa Manges, Troendes og Vantroendes Øyne, det herlige Tempel, hvorfra «i Nord sig Lys skal brede ud» –
«Med nordisk Kraft og ædelt Sind
Vi Templet stærkt og skiønt vil bygge,
Og Visdom det skal vie ind,
Og Fredens Palmer det beskygge;
Og Fredrichs Fadernavn skal pryde
Dets stolte Indgang herligen,
Og Templets Hvælving skal gienlyde:
Held Fredrich, Lysets, Folkets Ven!!!»
Denne eneste Strophe af min Egersøns Digt til Dagsfesten (i Drammen) maae staae her, istæden for Alt hvad jeg vilde og kunde sige Eder. –
Alle, undtagen min Koren, som ey fik Tiid i denne Tingsurr, jeg, som ikke torde vove mig ud, og fast ingensteds kommer, Telja og Kaja, toge Kl henimod 10 i dag til Ullensager Kirke. Hertel kommer tilbage derfra, de andre tager til Ballet paa Nordlie, og kommer først hiem Fredag. Jeg har halvveys lovet dem, bliver jeg ret rask, at møde dem paa Vildberg i Morgen, og bliver Veyret saa skiønt som i Dag – thi blidere kunde det ikke smile til Festdagen – fristes jeg rigtig til denne Tour, da det deels er Skam, jeg ikke har været der endnu i Barselvisit, deels høyst gavnligt for mig, det mærker jeg, at komme lidt ud igien i Luften. –
Kl 3 Nu kom Hertel hiem, ganske indtaget i lille Faer Mørks Tale. Den var saa varm og hiertelig, siger han, og alting saare høytideligt. Paa et lille fremsat Bord lagde til Slutning enhver Tilstædeværende sit Offer til de Fattige – og mindst bør de glæmmes ved nogen Hiertets Høytiid –
Fra Kirken vare alle indbudne at spise hos Munthes – det kunde jeg ogsaa godt lide. Føret skal være ypperligt, altsaa gaaer nok min Udenlandstour for sig i Morgen Formiddag.
Løverdag 14de For ikke at vrøvle det ene i det andet, vil jeg gaae igien tilbage til Festaftenen. Da kom Frue Hiort, og bragte mig et kiærligt Brev fra min Lotta, skiøndt hun ikke var frisk, og havde meget travlt – men ellers intet af hvad jeg mere havde ventet. Hun fortalte om al den Stads der lavedes til. Hvor hun kom og alt hvad hun saae og hørte, var Stads og Fias Dagens Orden. At de glædede sig – o det maatte og burde de – men ikke saaledes, synes mig, ikke ved at bortødsle saa mange tusind til Pragt og Fraadsen – allermindst naar saa Utallige forsmægter af Kuld og Hunger. Fierdeparten af hvad her blev spist, drukket etc bort, kunde i denne Vinter sikkret flere usle Familier en luun Stue, som Brændets uhyre Priis giør dem det umueligt at faae – (og Gud see i Naade til de Fattige i Byerne, bliver Vinteren for haard!) – og endda kunde Selskabet, lad det end, som der siges, have bestaaet af 8- til 900de Mennesker, fornøyet sig meget anstændigt –
Jeg tog da til Vildberg Torsdag Morgen, med samme Frue Hiorth, reyste og kom til Vildberg, hvor jeg fandt Vangensten nyelig opstaaet og utidig, hans Kone og Søster, Moer Holbye, som ey havde været paa Ball, muntre og raske, og alle glade i deres Moer Koren – Alle Mine sov, og sov i et væk til Kl 4 om Eftermiddagen – Jess var taget til Bingen med Justitsrd Nielsons. – Vangensten har to flinke vakre Gutter, Bodvard og Frithiof, min Gudsøn, en vilter Krabat, og saa den lille Hervore, en tyk feed lille Rulte. Med mit Strikketøy befandt jeg mig vel i dette Selskab, og meget havde vi at fortælle hinanden, saa Dagen gik brat. Vangensteen har nu atter, med en Godhed og Taalmod som giør hans Hierte Ære, taget sin Svigermoder, den høyst forunderlige Eventyrerske, Mad: Skieldrup, i Huset; sin stille, tækkelige, vakre Datter saa ulig som Natten Dagen. Arme Thrina, giid denne hendes og Mands Godhed (ak som er saa naturlig – hun bliver jo dog altiid Moder) ikke kom dem for dyrt at staae. Med al min ømme Agtelse for Alderdommen, kan jeg ingen have for denne i saa høy Grad ubehagelige gamle Kone, uden hun vilde tie stille, thi da giør hendes sammenfaldne Figur og dybe Spor, som man da antager for Lidelsens, i hendes Ansigt, et dybt Indtryk; men aldrig snarere aabner hun Munden, før det forsvinder. Hun har lidt utroeligt, Mangel, Mishandling, kort, alt hvad Mennesket i den mest fornedrede til Dyriskhedgrændsende Tilstand kan lide – blot fordi det ey har været hende mueligt at udholde gode Dage og være i Roelighed. Nu lader det som hun ved Affældighed tvinges til at udholde disse, og Gud give de gode Børn den Glæde, at see hende døe fredelig paa sin Seng, den største, jeg kan ønske dem. – Jeg har talt saa meget om dette af saa forskiællige Naturer sammensatte Væsen, fordi, saa vidt jeg erindrer, en saadan Original ikke før er forekommet i disse Blade.
Barna mine havde glædet sig deyligt, og alting været peent og ordentligt og nok uden Overflod. I et væk havde de dandset til den lyse Dag – og det fandt de naturligviis det bedste – Men hvad der paa Vildberg var mig det bedste, var to kiære Breve jeg fik med Posten (jeg havde bestilt mine Breve did) fra min Maja C: og min Egersøn – Det Sidste – o en anden Gang skal jeg sige Eder mere om det kiære interessante Brev – thi seer I, det mørknes alt, baade paa Vildberg og her, saa jeg maae skynde mig hiem. Med adskilligt af Vangenstens Bibliothek forlod jeg med mit Følge det vakre Vildberg, hvor saa mange Erindringer overalt smiler mig vemodigt imøde – Dog, noget af det bedste havde jeg nær glæmt – at jeg i Selskab med den fromme Moer Holbye giorde et Formidd: Besøg til den høystagtværdige gamle Faster (I kiender jo alle under dette Navn gaml Jomfr: Vangensten) som lever fornøyeligt i sin Eensomhed, agtet og elsket, som hun fortiæner det af alle. Der er en kort, men slem Vey fra Vildberg did, men jeg fik mine smaae Forskrækkelser rundelig betalte ved et Par behagelige Timer hos denne sieldne Gamle, som elsker mig saa hierteligt – Et Par interessante Breve fra Moer Keyser, som jeg fik læse paa Vildberg, hører ogsaa til de finere Nydelser der – Kl: 5 var vi hiemme (et Øyeblik var jeg inde hos Munthes) og fandt Skriveren og hans Hr Søn, Telja og Kaja – Tingfolkene vare endnu ey ariverede fra Nannestad, men kom strax efter – Det var min gode Teljas Fødselsdag, og fik hun paa den et deyligt Æble af os hver – Og i Dag, dyrebareste Thrinasara! er det Din, den første Du som Moder oplever. O, saa lykkelig som Du nu er i alle Dine Forhold og Forbindelser, opleve Du mange mange Gange denne Dit Livs første Dag! – Gud veed, om Du har modtaget min lille Geburtsdagsgave, som skulde været med Posten men kom forseent og gik saa paa Lykke og Fromme – addresseret var den til Festnings Barna mine – fra Vildberg til Moe, hvorfra Vangst: mente, den nok skulde komme sikkert og snart ind med en Reysende: Det var ikke andet end min Majadal, afskrivet saa peent jeg kunde paa zirligt Velinpapir. Et andet lille Digt skulde ledsaget den men da jeg i de Dage var saa syg, blev der intet af. Kun skrev jeg foran, hvad der kom mig i Pennen med samme jeg pakkede det ind:
Er «ingen Stæder Roserne saa røde»
Som de, i Livets Vaar vi saae fremgløde
Og «ingen Stæder Tornene saa smaae»
Som de, den spæde Finger stak sig paa;
Saa tør mit lille Digt, som dig gienkalder
Saa mangen Scener fra Din Rosenalder
Om end den Haand som malte dem var svag,
Dig hilse venligt paa Din Fødselsdag
Mandag 16de I Gaar kom jeg da endelig til min elskede Rikke, og fandt hende, Gud være lovet, rask og munter, fast mere, end jeg torde vente. Den morsomme lustige Fut reyste til Tinge, og vi vare den ganske Dag allene. Det var en saare behagelig Dag; og som jeg i denne Egn aldrig har dem uden for mit Hiem. At Willa ogsaa var rask, kan I tænke, naar Moderen var saa færm – Hun fortalte mig en Drøm, som vilde giort et dybt Indtryk paa mig – ak, den syntes saa sørgelig betydningsfuld – om jeg ey vidste af Erfaring, hvordan i den Forfatning endogsaa vaagen, og uden at vide det, sammensætter sig mange saadanne Drømme, og hvordan en levende Indbildningskraft da endmere end ellers, svæver blandt de elskede Henslumredes Minder, og tænker sig iblandt dem. At jeg, om end lidt mod min Overbevisning, bestreed Drømmes og Ahnelsers Betydning, og anførte Exempler til at bekræfte min Sætning med, kan I nok tænke.
Nu lidt om, hvordan Festen løb af i Eidsvold. Nesten alle ønskede Dagen der, som nesten overalt sluttet med et Ball, min Professor Leganger modsatte sig dette aldeles, og arangerede et Middagsmaaltiid og Selskab paa en Bondegaard, blot for Mænd – en Universitetsfest syntes det ham formodentlig upassende for Fruentimmer at tage Deel i – Men see! bedst som de der sidde, «de Nordens Mænd, ved Egeborde Ven hos Ven,» kommer en zirlig Invitationen, skreven med en smuk qvindelig Haand (en Frue Stabell havde skrevet den) til alle Herrerne, at deeltage i et Ball etc om Aftenen, i Eidsvoldbakken (et Tractersted). Invitationen var underskrevet af alle Bøygdens Damer, og blev naturligviis honoreret af alle Tilstædeværende, den fornærmede Professor undtagen, som end ikke tillod sin Søn at være af Partiet, og Conferrd Anker, som ilede hiem til sin endnu syge, skiøndt Gud skee Lov i Bædring værende Datter. – Var det ikke kiækt af Damerne? Jo jo, mit Kiøn lader sig ikke oversee.
Siden jeg nu er i med at fortælle Anecdoter, erindrer jeg een, Frue Hiort fortalte da hun var her. Hun blev for en 14 Dage siden anmodet saa hierteligt om, at komme hen og pynte en Brud; og da dennes Familie havde viist hende adskillige Tiænester, vilde hun ikke nægte det. Tidlig en Morgen blev hun hentet did, og fandt Bruden, en 17 Aars meget vakker Pige, upasselig. Dette var Frue Hiort mindre paafaldende, end Brudens Førlighed. Imidlertiid blev der begyndt med Pynten; men det gik smaat, da det Onde alt tog mere og mere til – Dog, jeg vil lade den raske Frue Hiort selv fortælle: ‹«› Jeg mærkede, der var anden Hielp fornøden, end min, og fik dem til at være beredt paa noget af hvert. Ogsaa fik jeg dem til, at sende Bud til Faer Bierk, om han vilde vie den i Huset, eller ogsaa, om det ikke gik an, i den nærliggende Holter (Anex)kirke – Budet kom med den Beskeed, at Præsten ikke uden Tilladelse torde vie dem i Huset, men at han ufortøvet skulde begive sig til Holter. Men see! Inden Rapporten var aflagt, havde den unge Brud sig en rask, stoer Gut. Ney, aldrig kan nogen tænke sig den Forvirring der blev i den hele Forsamling. Bruden allene var saa glad i Gutten Sin, at hun hverken tænkte paa Stads eller Bryllup eller Giæstebud. Men nu de forskiællige Udtryk i de forskiællige Ansigter! Nogle loe, andre græd, nogle var frygtsomme for, hele Brylluppet skulde gaae ind igien, andre fandt det alt for galt, at holde Bryllup uden Brud. Men saa kom atter Bud fra Præsten, som var blevet underrettet om alting, at han syntes, da nu alt var tillavet og mange Giæster kommet lang Veys fra, det var bedst de lod Brylluppet gaae sin Gang, og at saa, naar den unge Moder var blevet frisk, Brudeparret tog et Par Mænd med sig, og kom til Kirken, da Vielsen kunde gaae for sig i al Stilhed. Da nu Tingen var kommet saa vidt i Rigtighed, vilde jeg reyst; men der blev en nye Lametering paa dem alle, og Tiggen at jeg maatte blive og sidde hos Brudgommen (en ung grumme vakker Mand) da den Stakkel ellers maatte sidde ene som fattig Peer Erichsen. Kort, enten jeg peeb eller sang, maatte jeg blive, og sad der som en Nar og paraderede i Høgsædet og kom ikke hiem før langt paa Natten.» –
Snip snap snude – nu er mit Eventyr ude.
Torsdag 19de Tak og tusind Tak, Søn Pavels, for det deylige lange Brev, som jeg skulde havt i Mandags, men først i Gaar fik fra Ullensager Postaabner, Hr Andreas Munthe. Der har jeg da Beskrivelsen over den store Fest, hvorved Enkelte viste seg saa smaae. Dog, det hører ikke saa lige til Dagbogen. Kun maae det staae her for sin Synderligheds Skyld, at i et Værelse – der blev spist i 7 eller 8 – sang man: Kiøre Ved og kiøre Vand» – og – drak i den Anledning den høye Directeursions Skaal – Dog, det har vel været en Laps eller Lapsinde der ved dette Bord – hvor min elskelige Maja P, Gud veed for hvad lille Synds Skyld – var kommet til at sidde – har givet Tonen an. «Ved mit Bord» – siger Fader P: – «gik alting meget ordentligt og anstændigt til.» – I Kirken – ja der var det nu saa som saa, ikke som Pavels eller jeg vilde havt det, var vi blevet tagne paa Raad med. Hverken Talen eller Sangen var, efter alt hvad jeg har hørt, Festens Anledning værdig. Men det var Indbydelsen dertil, den jeg med sand varm Følelse har læst. Cantaten af Platon synes jeg har enkelte skiønne Stæder, ligesom Storm Munkes Sange – dog alle disse trykte Sager bliver vel bekiendte, derfor her intet mere om dem –
I Morges vilde det slet ikke blive lyst, og er det nesten ikke endnu, skiøndt det er Middag. Min lille Kaja var meget syg i Gaar, og jeg var ret inderlig bedrøvet da jeg saae hende i saa stærk Feber. Men Walbohm kom, trøstede os, og gav hende Brækvand, som virkede hastig og godt. Kun hendes kiære Maja kunde faae hende til at drikke, og hun veeg heller ikke fr‹a› hende den hele Dag. Lina holdt dem troet med Selskab, og var Ærindsvend. Gud skee Lov, saa snart Brækmidlet havde afvirket, faldt hun i sød Søvn, og vaagnede fuldkommen ra‹sk.› Det er i alle Henseender en saadan heftig lille Person, heftig i sin Glæde og Sorg, Sundhed og Sygdom; men stedse saa føyelig og god som et Barn kan være. – Jess tog til Byen Kl 6 i Gaar Morges, og kommer maaskee hiem i Dag igien. Da hører jeg nok noget fra Eder, mine Elskede Alle! – Aldrig har jeg lidt saa ondt for Penne som i disse Dage, da Skriveren, Sønnen hans, og Lund‹…› alle mine Penneskiærere, er borte. Ingen andre her i Huset kan skiære mig dem tilpas, og selv seer jeg ikke.
Men det var ret stygt af mig, at jeg intet har nævnt om min lille Faer Mørkes Tale til 11te Decbr. Den ligger her for mig, og er saa varm og hiertelig, uden at han har talt imod sin Overbevisning, som altiid har været, at det ingen sand Lykke var for Norge, i det mindste ikke for Nordmænd, at faae Universitet. Vi har stridt meget herom; men han tilstaaer selv, det er hans enthusiastiske Kiærlighed for Danmark, og Mindet om sine hans lykkelige Dage der, som har «maaske vildledt min Følelse» – siger han. Texten til hans Tale er: Og der var ikke holdet saadan en Paaskefest som denne, fra Dommerne af som dømde Israel.
Fredag 20de Min Koren kom i Aftes fra de sluttede Tingreyser. Han havde spiist hos Ankers. Frøkenen er endnu ikke brav, saa Forældrene vare meget bekymrede. Hun har været bædre, end hun nu igien er – Jessen min kom i Nat, og nu var han her med saa kiærlige Hilsener fra alle Barna og Vennerne mine derinde, og to velsignede Breve fra min Realf og Thrinasara – Og der bringer Posten mig 4 Breve, men som jeg ey aabner før dette Hefte er fuldskrevet, da det skal i Øyeblikket afsted, og tilønske alle mine Dyrebare en glæde‹lig›, glædelig Julefest. Ja, den give Gud Eder, Elskede! og os Alle.
Søndag 22de I Gaar, Aarets korteste Dag, fik jeg, ved at stræbe fra Daggryet til Kl 9 i Aftes, Oversættelsen af Ferdinand Warner fuldendt, og er den allerede nu, tilligemed et Brev til mine kbnske Børn, og deres sidst mig tilhændekomne, til Sally nu transporterede, og et lille til Thrinasara mi, alt underveys til Byen med min Koren. Mindes jeg ret, sluttede jeg det i Fredags bortsendte Journalhefte med Victoria over alle de velsignede Breve, jeg just i samme Øyeblik havde modtaget: Og hør kun, om jeg ey havde Aarsag til det – Fra min Maja C var det det længste, jeg har faaet siden vi saaes – Fra mine kbhnske Døttre det længste i meget lang Tiid, og høyst interessant fra flere Sider. Catty var deri saa ganske Catty – Malla just som jeg synes see hende for mine Øyne med Pennen i Haanden, som Syvald endelig vil have fat paa, for ogsaa at skrive til Moer Koren – Min kiære, gode Bergh havde begynt sit fem Sider lange Brev paa vor Sallys Dødsdag, men først sluttet det den 13de, da Tonen fra den Klagende var gaaet over i den jublende over Norges Universitet og den herlig sømmelige Fest i den Anledning, som han beskrev mig som om jeg selv havde hørt og seet alting, lige til da den jævne gode Frederich trak vor Treschow i Kioleærmet hen til sin Maria. O men giid jeg dog havde sadt ved Eders Side, I Elskede dernede! – Eller ogsaa – naar det ikke kunde gaaet an – giid jeg havde været paa Kongsberg den Aften! Der har det været høytidsfuldt og festligt som det burde sig ved denne Leylighed at være – Derom handlede det fierde Brev fra den glædevarme Poppenheim fra et heelt fuldskrevet Arks Begyndelse til Ende. At Egersønnen min ret blev taget i Tiæneste den Dag, har jeg nok fortalt Eder, nemlig hvorlunde han først maatte afsynge endeel af sit eget Arbeyde i Drammen, og derfra ile til Kongsberg i do do Anledning. Det lader til at have været Poppas endda allerstørste Glæde, at faae see og høre og tale med denne «altiid ligedanne, herlige Mand» – som ogsaa hilsede hende fra og fortalte hende om Hovind –
Min Koren er, som sagt, taget til Byen, med ham fulgte Lunde. Grüner er for nogle Dage siden reyst hiem, og i Morgen farer Hertel og Jessen min til Smaalehnene til den altiid forstyrrede Rasch, fra hvem vi alle blevne indbudne at møde paa det gamle Mustorp, for at spise Mælkepap og Ludefisk Juleaften – Men reyser nogen, kommer andre. I dette Øyeblik fik jeg et lille venligt Brev fra min Lotta, at hun kommer til mig Juleaften, i Følge med sin Hr Gemahl og Søn, og bliver hos mig, medens disse ere paa Hedemarken og Toten. De kommer da vist med Skriveren min, Gud skee Lov!
Og nu da jeg har mit forsagte Arbeyde, Oversættelsen, fra Haanden, skal jeg for Alvor begynde at betale den Brevgield, jeg imidlertiid er geraadet i, og som ikke er liden. – Maja og Telja toge nu en lille Gesvindttour til Houg, efter at de først havde opvartet mig med en varm Vurterkage – Og nu, siger Maren S:, er Fuglesuppen paa Bordet. «Velbekomme dig, naar du faaer spiist den, Moer vor!» Jeg siger saa mange Tak! – sagde Rasmussen i gamle Dage. Det giør mig saa ondt, at han ikke siger det saaledes mere.
Juleaften To rigtig lange Breve, til min Maja C og Pavels's, gik nu Postbudet med, og nu skal jeg til at fortælle Eder lidt om de foregaaende Dage. Søndagen saae vi ikke et fremmed Menneske, udenom Formiddagen Fader Mørk, som var her med et Brev fra sin oldgranskende Broder Præsten i Hurum, der med Pokkers Vold og Magt vil have min Koren til at nedstamme fra en ældgammel adelig Familie, Korn, som, jeg troer i det 14de Seculs, residerede og huserede i Bergens Stift – og om Aftenen Sollner en Times Tiid – Hertel og jeg spillede, efter lang Tiids Forløb, vore gamle tre Rabusser, og siden læste jeg, og sladdrede med Ungerne. – Jess, som endelig maatte have sig en nye Julekiole, og hvis Vadmel jeg ey kunde faae færdigt saa betimeligt, fik sig da en fra Byen, som, uden at være fiin, koster henimod 100rd – det er forskrækkeligt. Men det er den første Kistekiortel (det vil sige Klædes) han siden sin Confirmation har faaet, stakkels Gut, og bliver nok ogsaa den sidste i flere Aar, da rigtig fiint peent Vadmel giør det selvsamme. Han har faaet en prægtig Kappe – Vadmels – som er efter nyeste Pfif, en Smuk nye Slæde, og var, kort sagt, udrustet til dette Tog som en Frier, og aldrig har jeg hørt ham være saa om sig til at faae alt i complet Stand. Sad ikke Maja og Maren oppe til Kl: 2 om Natten for at sye et Par sorte Gramasker færdige til ham. «De er ikke klogere», siger Skiveren; og han har kanskee Ret. Men saa er det mig glædeligt at see, hvordan de gode Børn ret kappes om at tiæne og fornøye hverandre paa alle kun optænkelige Maader. Og en større Glæde kan en Moder neppe have, og ogsaa denne gav Gud mig saa ren og høy som den kan gives. – To smaae venlige Sædler havde jeg fra min Rikke, og med den sidste fulgte en lille Pose deylige Nødder. Hun var hierteglad ved at have sin Fut hiemme efter Tingreyserne, og vente sin lille Rasmus til det første Julebesøg fra Byen – O denne Glæde – Gud lade den aldrig blive afbrudt for Dig, elskede Rikke, som min blev det! –
Gaarsdagen gik da bort med Brevskrivning. Da jeg ikke saae længere, tog jeg over til min gamle Mørk, og hensladdrede et Par Timer saare behageligt der, og spiste Julekage og drak Hæggebær Aqvavit, og slap ikke med det, men maatte til guter letzt spise et Par nyebagte Kringler med Fløde til, og var saa forproppet, som jeg ikke mindes i lang Tiid at have været. Et sandere Billede af Philemon og Baucis end dette gamle troe Ægtepar, gives ikke i Naturen –
Kl: 9 kom med et Bud fra Byen en lille Sæddel fra min Koren, med Anmodning om at indsende Bredslæde til Tøyen, for at faae min kiære kiære Kista og Hanna Bull herud i Morgen. Med der blev Glæde over al den Gaard! og det forstaaer sig: længe før Dag foer Aslak afsted med Gulen – Og nu, i det skiøneste Veyr tænkes kan – for en Juleaften at sige – er vel allerede mine kiære Ventede underveys – Kl er alt over 11, og nu først, da Solen kom, er det blevet ret lyst – Da jeg i Morges havde klædt mig paa i Mulm og Mørke, gik jeg ind paa Jomfruekammeret, og der sad Maja med begge sine Smaae nok saa peent og syede ved Lys paa Juleaftens forklæder. Thi ikke at have noget Nyt paa Juleaften var fast saa uregelmessigt, som ikke at hædre den med sød Grød. Ellers sidder min Maja saa hver Morgen fra Kl 6, ofte tidligere, ved sit Arbeyde, saa stille og fromt, og tidt hører jeg hende synge sagte sin Morgenpsalme, og mit Hierte løfter sig med hendes uskyldige rene Hierte til Gud – Og nu flød det atter over, dette Moderhierte – men for mine ædle elskede Læsere og Læserinder behøver dette ingen Undskyldning. Hvad ere vel disse Blade? – Mit Hiertes Dagbog. Var den Eder vel ellers saa kiær?!
Første Juledag.
Eder Alle en glædelig Julefest, mine, vore Elskede! – thi min kiære Lotta som sidder her ved min Side, tilønsker Eder det med mig – Hun kom i Aftes med min Koren før det var ret mørkt, og noget efter kom hendes Lawsonmand og Jørgen, som havde taget Touren om Sørum, hvor Fader President havde noget at afhandle med Skriveren der. De bragte mig saa meget kiært, men intet kunde drage mine Tanker fra Samtalen med de kiære Komne, undtagen en deylig Nytaars- eller Julegave fra min elskelige Søn Realf, Nyrups Iduna med min evig elskede Adams Portrait. Ja, det ligner ham temmelig, som naar han sad henrykt i Edda eller Snorro Sturleson, men ikke som naar han saae paa sin Moer Koren eller læste for eller talte med hende. Da havde hans Ansigt et Udtryk, som vel neppe nogen Maler eller Graverer kan give det. Ney, man maae see ham i Bevægelse, og høre ham, for at have seet Øhlenschläger, naar Hiertet ligger paa hans Læber, i hans Øyne, i hans Smiil eller Taare – Dog, alt dette kan jeg tænke mig saa livagtigt, og kiær er Gaven mig, min dyrebare Realf, og min moderlige Tak for den! – Seet videre i Bogen har jeg endnu ikke faaet Tiid til – Ogsaa kom min kiære President med noget, som atter drog min Opmærksomhed fra mine kiære Omgivelser – det var et Brev til ham fra vor ædle Treschow, som han havde den Godhed at lade mig læse, og det var en ægte Kammeratstreg, som han selv siger ved slige Leyligheder, at han tog det med til mig. Der saae jeg, hvad jeg vel vidste før, hvordan Haabet om snart at see det elskede Norge, og see det i lykkelig Besiddelse af hvad det saa længe ønskede, giennemglødede hans Hierte – ja, mere end noget Brev, end han selv kan sige mig det (det maatte da være naar Øynene brugte deres hele Veltalenhed) kan jeg føle det; men dog saae jeg det ogsaa her saa glad i de kiære kiendte Træk — Kl: 5 i Morges fortsatte Fader og Søn Reysen til Toten og Hedemarken. Og naar jeg nu har sagt Eder, at min Koren fra den tidlige Morgenstund har været saa reent forstyrret; skiøndt han er en lille Smule upasselig, og at Lotta og jeg har havt det saa godt herinde i Kammeret, at Maja vor var i Kirken og bad for os Alle (det giorde hun vist) og at vi nu hvert Øyeblik venter vor Kista og Hannalild, see saa har jeg fortalt Eder Alt for i Dag, og kan – da Maanen alt smiler herind – roelig gaae til det ventende Caffebord.
Fredag 27de «En stillere Juul, end denne tegner til at blive, har vi aldrig havt paa Hovind, naar vi har været hiemme» – sagde jeg i Aftes. I det samme kom Posten. «Nu faaer vi da see, om Borches kommer» – blev jeg ved, og aabnede Nellas Brev – men ney, de kommer ikke. Hun er syg, og han er reyst til Sverrig, og kommer først tilbage neste Aar – Det andet Brev var fra min huldtroe Maja, og den første Linie forkyndte os Fader Cappelens Komme. Paa en Tour til Fedt, hvor hans Real skulde møde ham, vilde han komme herom. Og see! neppe en halv Time efter kom han, i det klare Maaneskin, og hans og vor Real med ham. Gud veed, det var et saa kiært som uventet Julebesøg, havde det kun ikke varet saa kort – De ere alt borte, nu Kl: halvtre – men jeg klager ikke; giorde jeg det, havde jeg ikke været de glade Timer værd, som vi fik saa uformodet – og jeg kan jo kun ved Taknemmelighed mod Gud og Mennesker, og ved at giøre alle saa glade somdet er mig mueligt, fortiæne alt det Gode, der saa rigelig falder i mit Lod. – Intet Selskab kan være min Koren kiærere end Faer Cappelens, og Børnene hang om ham – o hvor de gik snart de faa Timer! Glæde og Munterhed straaler af Reals Ansigt, af hans hele Væsen, af hver hans Bevægelse. «Var man ikke glad, ved at see ham maatte man blive det» – siger min Kista, og deri har hun vel fuldelig ret – Da de vare borte, lavede hele Ungdommen, og iblandt den Frue Lotta sig til, at gaae i Kirken for at see 5 – skriver og siger fem Par Brudefolk blive viede, de to Smaae hoppede omkring paa Gulvet, og før vi vidste et Ord af det, gav Lotta sig i Kast med dem; og saadan saae jeg hende ikke siden hun tumlede sig omkring med sin og min Wilhelm —
I Aften er alle Jomfruerne budne til Giørups, og kun vi tre Gamle, Lotta, Skriveren og jeg, bliver hiemme i al Stilhed. Men Tiden skal ey vorde os lang. Vi skal læse, strikke, snakke, lægge Kabal og spille Rabus. Vi lever saa deyligt i vor Stilhed. Munthe, som kun kom indom her i Gaar, da han var buden til Walbohms til Middag, bad os saa meget, at komme did. Men vi frabad os det ligesaa meget. Hvorfor skulde vi berøve os selv saa behagelig en Dag, som de vi her i vor lille Kreds skaber os selv? – Kun til vor Rikke har vi tænkt os, men naar, er endnu uvist – Munthe er rask og munter som før, og bærer sit store Tab taalig over al Forventning. Jeg under, men misunder ham ikke sin Lykke Roelighed. Ak «jeg elsker meer mit Suk, min Sorg, min Taare – min Mathed selv behager mig saa saare» – Tak min troe Ven Pavels for det lille vennehulde Brev med vor Real. Det kan jeg først besvare med Moer Bull. Men til Maja C skrev jeg en lille Brevunge, at Fader Pedro ikke skulde komme reent tomhændet fra Hovind – Jeg har nu læst Nyrups Iduna nesten halv ud, og Ingemanns Digte heelt igiennem. I den første er et Par smaae nysselige Fortællinger: Skinnet bedrager, oversat fra Tydsk af Rahbek, og Hierterdame af Kruse. Af Poesierne har jeg kun læst faa af de første, og venter de bædre og bedste tilsidst – Ingemann, Ynglingen, synes jeg lover meget. Der er nogle deylige Stykker mellem hans Digte. Gratierne paa Bierget – De tvende Kyster – Parizade ere de, som ved denne første flygtige Giennemlæsning har giort meest Indtryk paa mig. Lidt mere Correcthed vil den unge Digter vel faae med Tiden. I sine Riim er han yderst skiødesløs –
Løverdag 28de Til Dig, min elskede Malla, det første God Morgen; og til Himlen mit første Ønske: at Du maae helligholde Din neste Fødselsdag i Dit Norge, i «Din Ungdoms første Kreds, som Hiertet aldrig glæmmer» – Ja, dette Ønskes Opfyldelse saae jeg jo aldrig med mere Grund og nærmere imøde, end nu alt fra det Du og Dine reves fra mit Bryst – Gud signe Dig, gode, kiære Pige, nu og evindelig! Amen.
Jeg har slem Hovedpine i Dag. Men jeg har længe været befriet for denne Plage, og haaber ogsaa, den op ad Dagen skal gaae over igien. Hele Gaarsaftenen tilbragte vi tre Gamle ganske allene, da alle Jomfruerne, saa snart Toget var kommet fra Kirken (hvor dog kun tre, ikke fem Par, bleve viede) toge til Giørups. Lotta læste i la Valiere, og ærgede sig over den bestialske Oversættelse, indtil hendes Ærgelse opløste sig i Taare over den ulykkelige Kiærligheds Martyrinde. Koren erholte sig, det er udlagt, læste i Erholungen, og jeg i Iduna; men den sletteblege, smaae Tryk giorde ondt i mine Øyne, saa jeg for at hvile dem lagde Kabal om Alskens Ting; men den slog sig vrangvillig, og gik ikke ud en eneste Gang. Kl. lidt over 10 kom Smaaepigerne, som havde moret sig ganske bra saa Gu, og saa gik det til sengs –
Tidlig i Dag tog min Koren til Eidsvold, Lunde til Toten, saa vi nu er i fuld klosterlig Eensomhed.
Aarets sidste Dag. Ja, mine Dyrebare! saa vidt ere vi komne, og i tre Dage har jeg ikke talt et eneste Ord med Eder. Aarsagen skal nu ligge tydeligt for Eders Øyne, naar jeg fører Eder ordentlig tilbage til Løverdagen. Den gik da som den begyndte, i al muelig Stilhed, og mindst er der jo nesten altiid at sige om vort Livs behageligste Dage.
Søndagen foresatte vi os, min Lotta og jeg, at giøre et lille Besøg hos Rikkemoer. Formiddagen skrev jeg til Poppenheim, og begyndte paa et Brev til Bergens Skriveren, som jeg overalt foresatte mig at blive det gamle Ordsprog troe: «Enden god, alting godt.» – og faae de ubesvarede Breves Rum ganske udtømt, inden det sidste Sandskorn af 1811 var udrunden. Saa lidt som Spaadommen om dette Lyksalighedbringende Aar er gaaet i Opfyldelse, vil vel dette gode Forsæt gaae i Opfyldelse, som I nu videre skal høre.
Vi spiste da vor Kaal med behørig Kiød og Flæsk til, drak vor Caffe, og bleve enige om, at reyse som vi vare, i vore hiemmevævede blaarudede Kiorteler – «Vi er visse paa, mente jeg, at træffe det kiære Ægtepar ganske allene hiemme.» Koldt var det, som det har været den hele Juul, og er endnu. Men det gleed fort i det herligste Føre. Da vi kom paa Gaarden, saae vi ikke et Menneske, og jeg begyndte at frygte, da heller ingen lod sig see i Vinduerne eller paa Trappen, hvor min Rikke altiid kommer saa venligt at tage imod mig, at hun var syg. Men neppe havde vi standset, saa kom baade Vert og Vertinde ud og i fuld Puds tog imod os. Endnu ahnede vi intet, før Futen førte os ind i Storstuekamret, hvor Seng, Bord og Stole laae fulde af Peltse, Hatte, Muffer, etc – «Er her Fremmede?» spurgte jeg; og hørte nu til min store Forundring og end større Misnøye, at der var stort Middags Selskab. Det var første, og jeg haaber skal blive sidste Gang, jeg ønskede mig bort fra Plogstad, og havde jeg ikke frygtet for at bedrøve min ømme Rikke, var jeg rigtig reyst strax igien – thi at Lotta ønskede det, saae jeg. Men nu maatte vi ind blandt alle de stadselige Mardamer og Herrer, der endnu kun var halvveys med Spisningen. Da jeg havde orienteret mig lidt, fandt jeg mig en Plads ud hos min tækkelige agtværdige Frue Ingier (hvis Mand nyelig er blevet Major) og sandelig, undtager jeg hende og et Par til, har jeg sielden seet saa mange uinteressante Mennesker paa en Plæt. Den samme Iagttagelse giorde Lotta. Fra Munthes Huus var ey mindre end 14 Stykker, fra Ingiers 9 eller 10, det var da kun dem selv og deres Børn. Men fra Munthes var General Meyers, Lieut: Nesser, Mad: Munthes Halvbroder, med Kone, og endeel andre Fremmede. Foruden disse var der den stive Krigs-Commissair Hansen og Frue, Frue Waager og hendes Lieutenant, Mad: Krog og Dotter, og nogle flere Enkelte, samt en velsignet Børneflok. Den talrige Ungdom fik sig en Dands, og havde jeg nok undt Barna mine Deel i denne Fornøyelse, som ingen havde undt dem bædre end Rikke og hendes Fut, om Forsamlingen ikke havde været saa talrig, at det intet Rum var tilovers i Herberget. Jeg negter ikke, jeg kiedede mig morderisk, maaskee især fordi jeg havde tænkt mig denne Aften saa deylig tilbragt i Sophaen (hvor nu den fatale Frue Waager sad og laae og bredte sig) mellem Rikke og Lotta, med mit Strikketøy og i fornøyelig Prat. Dog holdt jeg ud til Kl: der var henimod 10, men vist i Tiden 11 – thi da vi kom hiem – (og neppe var vi tre Qvarter underveys – o det var en deylig Fart i det dagslyse Maaneskin) var Klokken ikke langt fra 12. Dog sad min Koren, Kista, alle Barna og ventede paa os. Vi drak en Kop varm Thee, takkede Gud at vi var hiemme igien i vor søde Roe, som vi helligt lovede ikke forsætlig at afbryde mere i dette Aar, og gik tilsengs. Folkene havde havt et lidet Collads her hiemme, og det havde moret Ungerne mine saa godt. Paa Hiemveyen, da jeg uden at fryse kiendte hvilken skiærende Kuld det var, takkede jeg Gud, at Barna vare hiemme og kunde tye til den varme Seng. I Gaar hørte jeg, at min stakkels Rikke havde en heftig Skræk efter at vi var taget bort, da der kom Ild i Skorstenspiben. Gud give at baade dette og alt det øvrige Bryderie denne Dag voldte hende (jeg veed ikke, hvordan hun i den Forfatning holdt al den Trippen ud) maatte blive uden ubehagelige Følger. –
I Gaar, Saras Fødselsdag, fordum Glædens festligste Dag paa Hovind, var jeg meget, meget syg. Derfor, seer I, blev intet skrevet her. Jeg begyndte paa et Brev til unge Bergh, som vel denne Dag var med sin hele Siæl mere her, end hvor Legemet var. Men jeg fik netop begynt, saa maatte jeg lægge mig, kom først ned da det alt var mørkt, og sad som en Støtte et Par Timerstiid. Siden blev det bædre, og før jeg lagde mig var det Onde reent forbi – Det var en trist Dag for mit hele velsignede Husgesinde, en sørgelig Contrast af hvad den 30de Decbr var i fordum Dage.
Men i Dag er jeg igien saa rask som mueligt, har været oppe før det lysnede, og skrevet en Side til Saras unge Ven i Daggryet; dette Brev skal jeg nu fortsætte og slutte; men vil ey slutte dette lille Hefte «før Aarets sidste Dagskiær svinder i Maanens stille Glands» –
Kl 3½ Det er forsvundet. – Al Ungdommen er taget til Houg – Lotta, Skriveren, Telja og jeg, ere ene tilbage.
Under Klokkernes Kiming tager jeg for dette Aar Afskeed med Eder, I Evigelskede! For Alt hvad i var i det svundne, og vil blive mig i det kommende og i alle mit Lives Aar og Dage, hvile Gudherrens bedste Velsignelser over Eder til Dagenes Ende! Fred være med os Alle i al Evighed!