Det norske språk- og litteraturselskap 2010.
Peter Chr. Asbjørnsen: Norske Huldreeventyr og Folkesagn.
Utgave ved Olav Solberg.
Teksten er lastet ned fra bokselskap.no

Norske Huldreeventyr og Folkesagn
Peter Chr. Asbjørnsen
1845
  1. Første Samling, 1845
    1. Fortale
    2. Kværnsagn
    3. Egebergkongen
    4. Mathias Skytters Historier
    5. En Signekjærrings Fortællinger
    6. En Aftenstund i et Proprietairkjøkken
    7. Huldreæt
    8. En Halling med Kvannerod
    9. Lundeætten
    10. En Gammeldags Juleaften
    11. En Nat i Nordmarken
    12. En Aften ved Andelven
    13. Graverens Fortællinger
    14. Jutulen og Johannes Blessom
    15. Fra Fjeldet og Sæteren
    16. Fortegnelse og Forklaring over Provincielle Ord og Talemaader
    17. Trykfeil
    18. Huldre-Lok
  2. Anden Samling, 1848
    1. Høifjeldsbilleder — I. En Søndagskveld til Sæters
    2. Høifjeldsbilleder — II. Reensdyrjagt ved Ronderne
    3. Plankekjørerne
    4. En Tiurleg i Holleia
    5. En Signekjærring
    6. En Sommernat paa Krogskoven
    7. Tatere
    8. Glossarium eller Fortegnelse over Provincielle Ord og Talemaader
    9. Trykfeil og Rettelser
FORTALE
Folkedigtninger af den Art, som nærværende Samling især omfatter, har man i Almindelighed betegnet ved Navnet: Sagn, Folkesagn, idet man uden Sondring lod dem indløbe blandt de egentlige Sagn eller Traditioner om historiske Personer og Begivenheder. Dette var vistnok mindre rigtigt; thi Sagnet tilhører som noget Afsluttet Fortiden. Disse Naturdigtninger derimod ere ligesaavel Nutidens som Fortidens Eie; thi de ere ikke andet end Naturen selv og dens Brydninger i Folkets Fantasi, Naturfortoningerne igjennem Folkets poetiske Opfatning, ofte med en Farvning af Oldtidens Tro og Forestillingsmaade, og de ville følgelig for enhver naiv Naturbetragtning vedblive at fremstaae, saalænge som Naturen virker efter de samme Love, og den menneskelige Aand har de samme Udviklingsstadier at gjennemløbe. Dette er ikke nogen Theorie. Man kan let iagttage det i Virkeligheden. Naar man nærmer sig de fra Dannelsens og Halvdannelsens Territorium mere fjernede Bygdelag, hvor Almuen endnu hænger ved Fædrenes Tro, og gjennem denne og Fantasiens Medium opfatter Naturen, udspringe saadanne Digtninger den Dag i Dag. Men at et mythisk Stof endnu er tilstede, den Omstændighed at Gudbrand Grinden eller Peer i Lien har seet Huldren eller de Underjordiske, eller været i deres Vold, og er bleven «huldrin», stempler dog ingenlunde disse Udsagn til Sagn.
Som en mere passende, mere betegnende Benævnelse har jeg troet at burde anvende Huldreeventyr; Huldren er dog det Principale i den norske Folkedigtnings Natursymbolik: hun boer paa Fjeldet og i Dalen; hun eier al den norske Naturs Rigdom, Pragt og Herlighed, men hun eier ogsaa dens dybe Melankoli. Derom vidne hendes Sang og Strengespil, som ei kan høres uden Vemod og Taarer, hendes Magt og Kjærlighed, der sløver og fordunkler Menneskets Forstand.
Det paatrængte sig mig som en Nødvendighed at meddele disse Naturdigtninger under de Forhold, jeg tildeels havde modtaget dem, i Relief af den Natur, i hvis Skjød de syntes oprundne og nærede; jeg ønskede derhos at meddele dem i sin oprindelige Duft og Farve. Dette troede jeg lettest at opnaae ved at lade Folket selv optræde fortællende. Ved Udførelsen af denne Plan maatte der, for at illustrere Personer og Lokaliteter, indløbe Adskilligt, der strengt taget ikke henhører under den opstillede Kategori, men under Folkesagnets. Derfra denne Titel.
Angaaende Fortællingsmaaden af disse Huldreeventyr og Folkesagn er der ikke Meget at tilføie. De ere fortalte som de endnu leve i Almuens Mund; der er Intet sat til eller taget fra. Kun paa nogle Steder ere et Par Beretninger forenede, idet lokale, i svagere Omrids fremstillede Traditioner, kompleteredes ved fuldstændigere og almindeligt forekommende. Lokaliteterne ere oftest nøiagtigt angivne ved hver enkelt; men ikke faa Traditioner ere udbredte over hele Christiania Stift, eller forefindes i det hele Land. Disses Udbredelse og Forekomst vil der nærmere blive gjort Rede for i de Anmærkninger og Jevnførelser med lignende Naturdigtninger hos fremmede Folkefærd, der skulle ledsage en følgende Samling. Det kunde vel synes ønskeligt at forudskikke en almindelig Indledning over Folketroen i Norge; men en saadan er for Tiden mindre nødvendig; thi Hr. Pastor Faye har i anden Udgave af sine «Norske Folkesagn» meddeelt vigtige Bidrag hertil i Indledningerne til sin Bogs forskjellige Afsnit, hvortil han ogsaa har benyttet mine Samlinger. Senere hen vil en Afhandling over denne Gjenstand kunne afgive et rigere Udbytte; thi Stoffet er paa langt nær endnu ikke udtømt eller indsamlet. Det her meddeelte indeholder adskilligt Nyt og mindre Bekjendt, og dog er det Meste paa nogle Undtagelser nær, tilveiebragt i de mest besøgte, Hovedstaden nærmest omgivende Egne af Christiania Stift.
At Undersøgelser i Fjeldbygderne, Bergens Stift og Nordlandene ville give et langt rigere Udbytte af eiendommelige Traditioner, derom vidne Resultaterne af en kort Fjeldreise, jeg for nogle Aar siden gjorde i Gudbrandsdalen, og nogle sparsomme Beretninger fra Thelemarken, Valders, Østerdalen, Bergen og Nordlandene, der ved Venners Meddelelser ere blevne mig til Deel.
Christiania den 1ste Juni 1845.
P. Chr. Asbjørnsen.
KVÆRNSAGN
Naar Verden gaaer mig imod, og det undlader den sjelden at gjøre, naar dertil gives nogen Leilighed, har jeg stedse befundet mig vel ved at anvende Friluftsvandringer og legemlig Anstrængelse som Dæmper for min Smule Bekymring og Uro. Hvilket Haab der var sluppet, hvilken Bekymring eller Ærgrelse vakt, kort hvilken Aarsag tilstede, erindrer jeg ikke mere; men hvad der klart staaer for mig, er at jeg for nogle Aar siden en Sommereftermiddag med Fiskestangen i Haanden paa Østsiden af Akerselven vandrede opover Engene forbi Thorshaug og Sandaker gjennem Lillohagen til Oset ved Maridalsvandet.
Den klare Luft, Hølugten, Blomsterduften, Vandringen, Fuglekviddret og de friske Luftninger ved Elven virkede velgjørende paa mit Sind, og i det duft- og sangfulde sommerlige Nu svandt Bekymring og Uro. Da jeg kom over Broen ved Oset, begyndte Solen at helde mod Aasranden; snart laante den Skyerne sin bedste Glands og sine rigeste Farver, for at de en stakket Tid kunde fryde sig ved den fremmede Pragt og speile sig i de klare Bølger, der straalede og blinkede i Purpur-, Guld- og Kobberglands, snart udsendte den mellem sønderrevne Aftenskyer en Lysstrime, der dannede gyldne Stier i de dunkle Barskove hinsides Vandet. Aftenvinden førte med sig en oplivende Duft fra Granerne paa de mørke Aaser og fjernt gjenklingende, hendøende Toner af Gjøgens Aftensang, der stemte mit Sind til Vemod. Mekanisk fulgte Øiet de udkastede Fluer, som førtes af Elvens strømmende Vande. Hei, der sprang en gylden Fisk; Snøret foer surrende af Snellen, og da jeg holdt den fast, stod Stangen bøiet som et Tøndebaand; det maatte være en Ørret paa henved tre Mærker. Nu var det ei Tid at falde i Staver, man kunde behøve sin Smule Aandsnærværelse for at bringe den i Land; thi Strømmen var strid, og Haav havde jeg ikke; Fisken var stærk, jeg maatte give Snøre ud af Snellen og vinde ind igjen to tre Gange, førend den lod sig tvinge til at gaae med Strømmen ind i en liden stille Vig, hvor den heldig blev bragt i Land og befunden at være en smuk purpurplettet Fisk af den formodede Størrelse.
Jeg vedblev at fiske paa Vestkanten ned ad Elven, men kun smaa Foreller snappede efter mine Fluer, og et Snees Stykker var det hele Bytte. – Da jeg kom til Brækkesaugen var Himlen overskyet, og det var temmelig mørkt, men ved Horizontens nordvestlige Rand stod en æblegrøn Strime, der kastede et sølvklart Lys paa Saugdammens Speilflade. Jeg gik ud paa Lændsen og gjorde nogle Kast, men mit Held var ringe. Der rørte sig heller ikke noget Luftpust; thi Vindene syntes gangne til Hvile, og kun mine Fluer bragte det blanke Vand til at skjælve.
En halvvoxen Gut, der stod bag mig oppe i Bakken, raadede til at «harve med Fløt» – en heel Klase Medemark, som paa Anglen stødviis trækkes hen over Vandfladen – og tilbød sig at skaffe Agn. Jeg modtog hans Tilbud og fulgte hans Raad, og Forsøget lykkedes over Forventning; thi en Ørret paa et Par Mærker bed strax paa Krogen og blev ikke uden Vanskelighed bragt op paa det ubekvemme Landingssted. Men dermed var det ogsaa forbi; intet Bid var mere at mærke, ingen Fisk krusede Vandet i den stille Dam, kun Flaggermusene fore vimsende omkring i Luften og frembragte undertiden, naar de kastede sig ned til Vandet efter Insekterne, paa den blanke Flade zittrende, bølgende, sig udbredende Ringe.
Foran mig laa Brækkesaugens Indre, klart men rødligt oplyst af luende Skorsteensild. Saugen var i fuld Gang: den gik med Suus og med Bruus; men dens Bjælker, dens Hjul, dens Blade og Vegtstænger syntes ei nu at styres og ledes ved nogen menneskelig Villie og Haand, men ene at gaae som et Legetøi for Kværnknurrens eller Fossegrimmens Lune og usynlige Greb. – Dog jo, tilsidst viste der sig ogsaa menneskelige Skikkelser. En foer med en vældig Fork ud paa Tømmeret i Dammen for at bringe en Stok i Tømmerrenden, og satte den hele Flade i en bølgende og skvulpende Bevægelse; en Anden foer skyndsomt frem med en Øxe i Haanden for at benke Tømmerstokken, og udkaste Baghunen, der med Brag styrtede ned i Dybet. Det susede og brusede, det bragede, hvinede og klang derindenfra, og stundom sattes som et Jættesværd – man skulde troe i Fegtning med Nattens Aander – en blinkende Saugklinge i Bevægelse ud i Luften, for at afsauge Stokkens Knubber eller ujevne Ender.
Nordenfra kom der ned efter Elvedraget nogle kolde Gufs, som lod mig føle, at det var nær Midnat, at jeg var vaad og træt, og jeg besluttede desaarsag at hvile og varme mig en Smule ved Ilden over i Saugen. Jeg kaldte paa Gutten, som endnu stod ved Bredden og maabede efter mig og mit Fiskeri, bad ham at tage Fiskekurven, som jeg havde sat igjen, og følge efter over Lændsen, hvis slibrige Stokke gyngede paa Vandet og overskvulpedes ved hvert af mine Skridt.
Ved den ene Skorsteen i Saugen sad der en gammel graaskjægget Arbeidsmand med en rød Hue ned over Ørene. Skyggen af Skorstenen havde skjult ham for mig før. – Da han hørte mit Ønske om at hvile og varme mig en Smule, lavede han mig af en Stokkeknub et Sæde ved Ilden. «Det var en vakker Fisk,» sagde den Gamle, idet han tog den sidste Ørret, jeg havde faaet, i Haanden, «og det en Hagefisk, den veier mest tre Mærker; den har I sikkert faaet i Dammen her?» Paa mit bekræftende Svar, fortalte Manden, der lod til at være en ivrig Fisker, om hvilke store Ørreter han havde faaet paa dette Strøg for en tredive Aar siden, da han kom herud fra Gudbrandsdalen, og anstillede derhos ligesaa hjerterørende Klager over Fiskens Aftagen og Saugflisens Tiltagen, som Sir Humphry Davy i sin Salmonia.
«Fisken, den tager af,» sagde han, med en Sauglarmen gjennemtrængende Stemme, «for saadan en Guldhage, ikke større end den der, er det rart at faae nu, men Saugflisen, den tager til Aar for Aar, og En kan ikke undres over, at Fisken ikke gaaer ud i Elven, for lukker den paa Kjæften og skal have en Svælg reent Vand saa faaer den hele Kroen fuld af Saugfliis og Mukkel. Den fordømte Saugflisen! – Gud forlade mig min Synd ligevel – det er Saugen, som giver os Brød, baade mig og Mine; men jeg bliver saa arrig, naar jeg tænker paa de svære Kolver, jeg har trukket her i gamle Dage.»
Gutten var imidlertid kommen efter med Fiskekurven, men syntes at være ilde tilmode ved al den Larm og Bevægelse, der herskede i Saugen. Med Forsigtighed traadte han paa Gulvbrædderne, og i hans Ansigt og livlige mørke Øine malede sig Frygt og Ængstelse for Vandets Brusen mellem Hjulene neden under hans Fødder og Gulvet. «Her er det fælt at være, gid jeg var vel hjemme,» sagde han. «Hører du ikke hjemme her?» spurgte jeg. «Hvad er du for En, hvor er du fra?» spurgte den Gamle. «Aa, jeg er fra Gamlebyen, og saa har jeg været hos Fuldmægtigen paa Brække med et Brev for Lensmanden; men jeg er saa ræd for at gaae alene i Mørke,» svarede Gutten, der, siden det begyndte at mørkne, havde holdt sig i min Nærhed. «Skam dig, saa lang en Gut du er, at syte for sligt,» sagde den Gamle, men føiede trøstende til: «ret nu kommer Maanen op, og Følge faaer du nok med den Karlen her.»
Jeg lovede den Mørkrædde Følgeskab ligetil Beierbroen, hvorved han syntes at vorde noget beroliget. Imidlertid standsedes Saugen, og tvende Karle gave sig i Færd med at skjærpe og file Saugbladene, hvorved der frembragtes en klingende, hvinende til Marv og Been gaaende Lyd, der almindelig er af en saadan Intensitet, at den om Natten, gjennem Fossens Suus, klinger ned til Byen fra de fjerne Sauge. Den syntes paa en meget ubehagelig Maade at afficere den Mørkræddes Nervesystem.
«Huf, her turde jeg ikke være en Nat for meget Godt,» sagde han og stirrede omkring sig som om han ventede at see en Nøk stige op af Gulvet eller en Nisse i hver Krog. «Ja da har jeg været her mangen Nat,» sagde den Gamle, «og ikke har jeg havt Stort for det heller.» «Jeg har hørt af Moer, at der skal være saameget Troldskab og Fanteri i slige Sauge og Kværnhuse,» bemærkede Gutten ængstelig. «Jeg har ikke fornummet Noget, jeg kan ikke sige det,» sagde den Gamle. «Vandet er nok bleven slaaet af og sat paa for mig imellem, naar jeg har dormet lidt paa Saugen om Natten, og imellem har jeg hørt det har tuslet i Baghunen, men jeg har aldrig seet Noget. Folk troer ikke paa Sligt mere heller nu,» vedblev han med et spørgende Blik til mig, «og derfor tør det ikke vove sig frem; Folk er for kloge og belæste nu til Dags.»
«Deri kan du have Ret,» sagde jeg, der heller ønskede at faae Manden til at fortælle gamle Historier, som jeg vel kunde mærke laae skjulte bag hans spørgende Blik, end jeg vilde indlade mig paa Drøftningen, af den opstillede Kvæstion, hvorvidt Oplysningen var en Skræmsel for Nisser og Underjordiske. «Deri kan du paa en Maade have Ret. I gamle Dage vare Folk stærkere i Troen paa alslags Troldskab; nu lade de kun som de ikke troe derpaa for at synes kloge og oplyste, som du siger. I Fjeldbygderne hører man dog endnu, at de Underjordiske vise sig, tage Folk ind til sig o. a. dsl. Nu skal du,» føiede jeg til, for ret at faae ham paa Gled, «nu skal du bare høre en Historie, som skal være hendt etsteds, men hvor og naar det er hendt, kan jeg ikke ret erindre.»
«Der var en Mand, som havde en Mølle ved en Fos, og der var ogsaa en Kværnknur. Om Manden, som Skik er paa nogle Steder, gav ham Levsekling og Juleøl for at øge Melet, har jeg ikke hørt, men det er ikke sandsynligt; thi hver Gang han skulde male, tog Kværnknurren fat i Kværnkallen og standsede Kværnen, saaat han ikke kunde faae malet. Manden vidste godt, at det var Kværnknurren, og en Aften han skulde paa Møllen, tog han med sig en Gryde fuld med Beg og Tjære og gjorde Ild under den. Da han slap Vandet paa Kallen, gik den en Stund, men saa blev den, som han ventede, standset. Han stak og slog efter Kværnknurren nede i Renden og omkring Kværnkallen, men det hjalp ikke. Tilsidst aabnede han Døren, som gik ud til Kværnkallen og Renden, men da stod Kværnknurren midt i Døren og gabede, og dens Gab var saa stort, at Underkjæften var ved Tærskelen og Overkjæften ved Dørbjælken.
«Har du seet saa stort Gabende?» sagde den. Manden foer efter Beggryden, som stod og kogede, slog den i Gabet paa den og sagde: «Har du kjendt saa hedt Kogende?» Da slap Kværnknurren Kallen løs og slog op et forfærdeligt Brøl. Siden har den hverken været seet eller hørt der, og heller ikke har den hindret Folk i at male.»
«Ja», sagde den mørkrædde Gut, som med frygtblandet Nysgjerrighed havde fulgt min Fortælling: «Dette har jeg rigtig hørt af Bedstemoder min, og hun fortalte ogsaa en anden Historie om en Mølle. Det var oppe paa Landet, og Ingen kunde faae malet der, for det var saa fuldt af Troldskab. Men saa var der en Kvæld en Fattigkjærring, som var saa nødig om at faae malet Lidt, og hun bad om hun kunde faae Lov til at male der om Natten. «Nei Gud bevares,» sagde Manden, som eiede Møllen, «det gaaer ikke an, at du maler der i Nat; det kommer nok til at spøge baade for dig og Kværnen da,» sagde han. – Men Kjærringen sagde, hun var saa nødig om at faae malet, for hun havde ikke et Gran Vellingmeel og ingen Mad at give Børnene sine. Ja, tilsidst saa fik hun Lov at gaae paa Kværnen og male om Natten.
Da hun kom did, gjorde hun Varme paa under en stor Tjæregryde, som stod der, fik Kværnen i Gang og satte sig til at binde i Skorstenen. Om en Stund kom der ind et Kvindfolk og hilste paa hende. «God Kvæld du,» sagde hun til Kjærringen. «God Kvæld,» sagde Kjærringen og hun blev siddende og strikke. Men ret som det var, begyndte den, som var kommen ind, at kare Varmen ud over Skorstenen. Kjærringen karede den sammen igjen, hun.
«Hvad hedder du?» sagde den Underjordiske til Kjærringen. «Aa, jeg hedder Sjøl, jeg,» sagde Kjærringen. Det syntes hun var et rart Navn, og saa begyndte hun at kare Varmen ud over Skorstenen igjen. Og Kjærringen blev sindt og begyndte at skjænde og kare den sammen igjen. Dette holdt de paa med en lang Stund; men bedst som det var, fik Kjærringen væltet Tjæregryden ned over den Underjordiske. Hun til at huje og skrige, og saa rendte hun ud og raabte: «Faer, Faer, Sjøl har brændt mig!» «Aa, har du sjøl gjort det, saa faaer du sjøl ha’ det,» sagde det borte i Bjerget.»
«Det var godt, det ikke gikk galt med den Kjærringen,» sagde den gamle Graaskjæggede, «hun kunde gjerne have brændt op baade sig selv og Kværnen, for da jeg var hjemme, hørte jeg tale om noget Sligt, som skulde hendt der i gamle Dage. Det var en Gaardmand der, som havde en Kværn, og den brændte for ham to Pindsekvælde efter hverandre. Da det led til Pindstid det tredie Aar, var det Skrædder hos ham og syede Helgedagsklæder. «Skal troe hvorledes det gaaer med Kværnen denne Gangen, mon det skal brænde i Nat og?» sagde Manden. «Det skal ikke have nogen Nød,» sagde Skrædderen, «giv mig Nøglen, saa skal jeg nok passe Kværnen.»
Det syntes Manden var baade vel og brav; og da det led paa Kvælden fik Skrædderen Nøglen og gik ned i Kværnen, – den var tom endda, for den var ganske nybygget, – og saa satte han sig midt paa Gulvet, tog Kridtet sit og kridtede en stor Ring rundt omkring sig, og rundt udenomkring den Ringen skrev han Fadervor, og saa var han ikke ræd, om selve Fanden skulde komme. Da det var høist Nattes fløi Døren op med Eet, og der kom ind saa tykt af svarte Katte, at det myldrede. De vare ikke sene, førend de fik en Gryde paa Skorstenen og til at lægge paa under den, saa det tog til at brase og frase i Gryden som om den var fuld af kogende Beg og Tjære.
«Haa, haa,» tænkte Skrædderen, «er det saaledes fat?» og ikke før havde han sagt det, før en af Kattene skjød Labben bag Gryden og vilde til at vælte den. «Schyt Katte, du brænder dig!» raabte Skrædderen. «Schyt Katte, du brænder dig! siger Skrædderen til mig,» sagde Katten til de andre Kattene, og alle sammen bort fra Skorstenen til at hoppe og dandse rundt om Ringen; men ret som det var luskede Katten bort til Skorstenen igjen og vilde skyde Gryden overende. «Schyt Katte, du brænder dig!» skreg Skrædderen og skræmte den fra Skorstenen. «Schyt Katte, du brænder dig! siger Skrædderen til mig,» sagde Katten til de andre Kattene, og allesammen til at dandse og hoppe igjen, og ret som det var, vare de borte og prøvede paa at faae væltet Gryden. «Schyt Katte, du brænder dig!» skreg Skrædderen, og tog saa i og skræmte dem, at de foer den ene over den anden bort efter Gulvet, og til at springe og dandse som før.
Saa sloge de Kreds udenom Ringen og begyndte at dandse rundtomkring den, fortere og fortere, og tilsidst gik det saa fort, at Skrædderen syntes, det begyndte at gaae rundt for ham; og de gloede paa ham med slige store fæle Øine, som om de vilde sluge ham. Men bedst som det var, stak den Katten, som havde været ifærd med at vælte Gryden, Labben sin indenfor Ringen, ligesom den havde Lyst til at faae fat i Skrædderen. Men da Skrædderen saa det, løftede han paa Tælgekniven og holdt den færdig. Ret som det var, slog Katten Labben indenfor Ringen igjen, men svindt hakkede Skrædderen den af – og alle Kattene til Beens det forteste de vandt, med Skraal og Skrig, ud igjennem Døren.
Men Skrædderen lagde sig i Ringen og sov til Solen stod langt ind paa Gulvet til ham. Saa stod han op, laasede Kværnen igjen og gik op paa Gaarden. Da han kom ind i Stuen, laae baade Manden og Konen endda, for det var Pindsemorgnen. «God Morgen,» sagde Skrædderen og gav Manden Haanden. «God Morgen,» sagde Manden og han blev baade glad og forundret, da han fik see Skrædderen igjen, det kan En nok vide.
«God Morgen, Moer,» sagde Skrædderen og bød Kjærringen Haanden. «God Morgen,» sagde Kjærringen; men hun saa saa bleg og rar og forstyrret ud, og Haanden sin gjemte hun under Fællen; men tilsidst bød hun ham den Venstre. Da skjønte Skrædderen hvorledes det hang sammen, men hvad han sagde til Manden, og hvorledes det gik Kjærringen siden, det har jeg aldrig fornummet.» «Møllerkonen var selv en Troldkjærring da?» spurgte Gutten, som med spændt Opmærksomhed havde fulgt denne Fortælling. «Du kan vide det,» sagde den Gamle.
Det var næsten ikke muligt at høre et Ord længere; thi Saugen gik atter med Suus og med Bruus. Maanen var oppe og Trætheden forbi efter den korte Hvile. Jeg sagde derfor Levvel til den Gamle og gik, ledsaget af den mørkrædde Gut. Vi fulgte Stien under Græfsenaasen nedover Høiderne mod Græfsen. Hvidlige Taager svævede over Elvedraget og Myrene nede i Dalen. Op over Byens Røgslør hævede sig Akershuus med sine Taarne, der klart traadte frem mod Fjordens tindrende Speil, hvori Næsodden kastede sig langt ud som en mægtig Slagskygge. Himlen var ikke ganske reen, og der var lidt Træk i Skyer og Luft; Maanens Lys blandede sig med Sommernattens Dæmring og dæmpede Omridsene i Forgrunden af det Landskab, der udstrakte sig for vore Fødder. Men klart og straalende laa Maanelyset over Fjorden, over Asker- og Bærumsaaserne, der, fortonende i blaalige Nuancer, hævede sig over hverandre høit op i den disige Luft og dannede Landskabets fjerne Ramme.
Kvægede af Nattens og Duggens kjølige Bad, udsendte Violer og andre natlige Blomster en liflig Duft over Engene, men fra Myrene og Bækkedragene kom der klamme, gjennemtrængende, bedøvende Luftninger, der isnende berørte mig.
«Huf, det grøsser i mig,» raabte min Ledsager ved saadanne Leiligheder. Han meente at disse Luftninger var Pustet af natlige Dæmoners Aandedrag, og troede at see en Troldkjærring eller en Kat med gloende Øine i enhver af Vinden bevæget Busk.
EGEBERGKONGEN
I min Barndom var det bleven mig og nogle Kamerater en Sædvane hver Søndags-Eftermiddag at gjøre Udvandringer til Egeberg. Hele den lange Uge glædede vi os til denne Eftermiddag, vi skulde tilbringe i det Frie, til de duftende Hægkviste, vi skulde bryde, til de Siljefløiter, vi skulde vride, til de funklende Bjergkrystaller, vi skulde finde, til de søde Jordbær, vi skulde sanke. Da vi bleve ældre, lode vi vel Siljen staae i Fred, og røvede ei Hæggen dens Pryd, men af og til fortsatte vi vore Udflugter, og paa Egeberggaardens Marker gik Jagten heel lystig efter den fagervingede Apollo; i den øde vilde Egn om den faldefærdige Varde tumlede vi os lystigt med Insekthaaven for at fange den ridderlige Machaon, der ligesaameget trættede vor Taalmodighed, som den vakte vor Beundring ved sin lette Flugt.
Det der gjorde mig disse Egne saa interessante, var imidlertid hverken den duftfulde Hæg eller den melankolske Siljefløite, hverken de blanke Krystaller eller de deilige Jordbær, hverken den purpurplettede Apollo eller den svovlgule Machaon; men den romantiske Hemmelighedsfuldhed, der gjennem de første Barndomserindringer dæmrede mig imøde fra disse Steder, Ønsket om at opleve noget Eventyrligt, Tanken om al den Pragt og Herlighed, der indesluttedes af de raae Stene, om de mystiske Væsener – hvis Tilværelse eller Ikketilværelse endnu var mig uklar – som Sagnet hensatte i Bjergets Dyb.
Sagnene om Egebergkongen, de Underjordiske og deres Bjergslot ere nu forstummede, men af hvad jeg hørte i min Barndom, lever endnu Et og Andet i min Erindring. Dette har jeg søgt at opfriske i de følgende Træk.

For en halvhundrede Aar tilbage i Tiden var Egeberg ikke saa opryddet og beboet som nu; det var overgroet med Skov og Krat, og fra Byen saa man ikke andre Menneskeboliger der end Egeberggaardens gamle Huse, oppe paa Høiden mod Morgenhimlens Solglands eller foran drivende Skyer, og en liden rød Hytte nede i Bakken paa den venstre Side af Veien, hvor denne svinger opad til Høire mod Egeberggaarden. Den kaldtes Svingen. Paa dette Sted seer man nu en anseeligere Bygning, som er en sommerlig Dandsesalon og et Rekreationssted for de spadserlystne «unge Herskaber», der i de første Sommernætter drage ud «for at høre Gjøgen.»
Her i Svingen i den lille røde Hytte paa den venstre Side af Veien, boede i hiin gamle Tid, jeg taler om, en fattig Kurvkone, som ganske kummerlig slog sig gjennem Verden. En Gang, hun havde været henne for at hente en Vending Vand, sad der en stor, tyk Padde i Stien foran hende.
«Gaa af Veien for mig, saa skal jeg være Jordemoder for dig, naar du kommer i Barselseng,» sagde hun for Spøg til Padden, som strax begyndte at trække sig af Veien, saa raskt det vilde gaae. Nogen Tid efter, da Kurvekonen en Høstaften var kommen hjem fra Byen og sad foran Skorstenen og spandt, kom der en fremmed Mand ind til hende. «Hør du,» sagde han, «Kjærringen min skal snart ligge, hun har ikke længe igjen. Vil du hjælpe hende, naar hun gjør Barsel saa som du har lovet, saa skal det ikke angre dig.» «Aa Gud hjælpe mig saasandt,» sagde Konen, «det kan jeg nok ikke, for jeg forstaaer mig ikke noget paa det.» «Jo, du faaer nok gjøre det, for du har jo lovet hende det,» sagde Manden.
Konen kunde slet ikke erindre, at hun havde lovet Nogen at være Jordemoder, og sagde det til ham; men Manden svarede dertil: «Jo du har lovet det, for den Padden som sad i Veien for dig, da du gik efter Vand, det var Kjærringen min. Vil du hjælpe hende,» vedblev Manden, som hun nu mærkede ikke kunde være nogen anden end Egebergkongen, «saa skal det aldrig angre dig; jeg skal forskylde dig vel for det, men du maa ikke ødsle med Pengene, jeg giver dig, ikke maa du give dem bort, om Nogen beder dig, og ikke maa du tale om det, ja, du maa ikke klunke paa det til noget Menneske engang.» «Nei, kors» – sagde hun – «jeg kan nok tie, og tal bare til mig, naar Konen faaer Ondt, saa faaer jeg hjælpe, saa godt jeg kan.»
Der forløb nogen Tid indtil den samme Mand en Nat kom ind til Kurvekonen og bad hende følge med. Hun stod op; han gik foran og hun efter, og førend hun vidste hvor de vare, eller hvorledes det gik til, var hun inde i Bjerget, hvor Dronningen laa i Sengen og var i Barnsnød. Det var et prægtigt Gemak, og Kurvekonen syntes, hun aldrig havde været noget Sted, hvor det var saa gjildt. Men da de vel vare komne ind, satte Manden sig paa en Stol og kneb Hænderne sammen om sine Knæer, og naar Mandfolk sidde saaledes, kan en Barselskone ikke blive forløst; det vidste Kurvkonen meget godt. Derfor prøvede baade hun og Dronningen at give ham mange Erinder og bade ham snart at gaae efter Et, snart efter et Andet, men der han sad, der sad han, og han rørte sig ikke af Pletten. Tilsidst fik Jordemoderen et Indfald. «Nu er hun forløst,» sagde hun til Manden. Forbauset slap han Taget og spurgte hvorledes det gik til. I Øieblikket lagde den kristne Kone sin Haand paa Dronningen, der med det samme blev forløst.
Medens Manden var ude for at faae varmet Vadskevand til Barnet, sagde Barselkonen til Jordemoderen: «Manden min lider dig nok, du, men naar du skal gaae, saa skyder han efter dig ligevel, for han kan ikke bryde Arten; derfor maa du skynde dig at smutte bag Døren, i det samme du gaaer, saa træffer han dig ikke.»
Da Barnet var pyntet, tvætet og klædt, sendte Dronningen hende ud i Kjøkkenet forat hente en Salvekrukke til at smøre dets Øine med. Men et saadant Kjøkken og saadant Kjøkkentøi havde hun aldrig seet Mage til. I Rækkerne vare opstillede de prægtigste Fade og Tallærkener, og under Taget hang der Pander og Kasseroller og Kjedler, Alt af puurt Sølv og saa blankt og glindsende, at det skinnede rundt alle Vægge. Men der kan Ingen tænke hvor forundret hun blev, da hun fik see sin egen Tjenestepige staae der og male Gryn paa en Haandkværn. Hun tog en Sax og klippede, uden at Pigen mærkede det, et Spunds ud af hendes Skjørt, og det gjemte hun.
Da hun var færdig og skulde gaae, erindrede hun vel hvad Barselskonen havde sagt og smuttede bag Døren. Idetsamme skjød Kongen en gloende Sopelime efter hende, saaat Ilden frasede af den.
«Traf jeg dig?» skreg han.
«Aa Nei,» svarede Konen.
«Det var brav,» raabte han.
Solen stod langt ind paa Gulvet, da Kurvkonen kom hjem, men Pigen, som altid klagede over, at hun var mat og havde Ondt over Korsryggen, laa og stønnede og sov endda. Hun vakte hende og spurgte: «Hvor har du været henne i Nat?» «Jeg, Moer?» – sagde Pigen – «jeg har ingensteds været, det jeg veed, uden her i Sengen.» «Ja, da veed jeg det bedre» – vedblev hun – «dette Spundset har jeg klippet ud af Skjørtet dit i Bjerget i Nat; du seer at det passer? Men saaledes er Ungdommen nutildags; i forrige Tider læste Folk sin Aftenbøn og sang sin Aftensalme før de gik tilsengs, at saadant Troldskab ikke skulde have nogen Magt, og jeg skal ogsaa lære dig at tage Vorherre for Øine; for du kan vel begribe, at du maa blive mat og klein og faae Ondt over Ryggen, og at jeg ikke faaer stor Nytte af dig, naar du skal tjene dem om Natten og mig om Dagen.»
Fra den Tid Sælgekonen havde været Jordemoder for Dronningen, fandt hun hver Morgen udenfor sin Dør en Hob med Sølvpenge, og hendes Omstændigheder forbedredes, saa hun snart sad varmt inden Døre. – Men saa hendte det engang, at en meget fattig Kone bar sig ilde og klagede sin Nød for hende. «Aa pyt!» – sagde hun i sit Overmod – «det kan vel ikke være saa farligt; naar jeg bare vilde, var det ingen Sag for mig at hjælpe dig, for den som Noget saaer, han noget faaer, og jeg har nok hjulpet Den, som trækker til mig.» Hun hjalp ikke den arme Kone, men fra den Dag af fandt hun heller ikke en Skilling udenfor sin Dør; de Penge, hun havde faaet, vare som blæste bort, og hun maatte atter til at tage Kurven paa Armen og vandre til Byen i Solskin og Regn.
Egebergkongen gik dog ikke altid sin Kones Erinder; undertiden var han ogsaa ude i sine egne og friede til Pigerne fra Byen, som om Søn- og Helligdagene vankede om i Bjergets Krat og Kløfter for at sanke Bær og Blomster. Han viste sig da oftest som en hæslig sammenskrumpet Mand med røde Øine, men naar han ret vilde gjøre Lykke, paatog han sig gjerne Bernt Ankers Skikkelse og optraadte som en smuk lidt gammelagtig Mand med Stjerne paa Brystet. Men dette var kun en omskiftelig Ham; i Virkeligheden var og blev han den gamle, hæslige rødøiede, sammenskrumpede Mand, hvilket noksom gav sig tilkjende i hans ægteskabelige Forhold; thi, saavidt man veed, fik hans Kone bestandig de arrigste og afskyeligste Troldunger med tykke Hoveder, røde Øine og umættelig Graadighed, hvilke Forældrene søgte at blive kvit saa snart som muligt. Og til denne Ende udsendte det værdige Kongepar sine lydige Tjenere og Vasaller, de Underjordiske.
I hiin Tid vare derfor ogsaa de Underjordiske i Egeberg i slemt Udraab, for at de paa Grønland, Enerhougen og især i Gamlebyen, stjal snille og smukke Menneskebørn og lagde slige Byttinger istedet; og dette Børnebytterie og Børnetyverie gik endog saa vidt, at de selv ikke kunde overkomme Opamningen; følgelig stjal de ogsaa Ammer, som de i Almindelighed beholdt for bestandig.
En Pige fra Gamlebyen, som de havde indtaget, var imidlertid heldigere. Hun havde et Aarstid været i Bjerget som Amme for et deiligt Menneskebarn, de Underjordiske havde stjaalet, men saa slap hun ud. Om det var ved Klokkeringen, ved at sætte sine Skoe bagvendt eller fordi hun forsnakkede sig eller fandt en Synaal i sin Særk, kan jeg ikke erindre, nok, hun slap ud, og siden fortalte hun i det Uendelige om hvor prægtigt og glandsfuldt det var inde i Egebjerg, om hvor snille Folkene der havde været med hende, om hvor vel de havde snakket med hende for at faae hende til at blive, og hvilken sød Unge det var hun havde opammet. Hver Morgen paalagde de Underjordiske hende at smøre Barnets Øine med en Salve, som hun skulde tage af en Krukke, der hang i Kjøkkenet, men de sagde tillige, hun maatte vogte sig vel for at smøre sine egne dermed. Hvad det skulde være til, kunde hun ikke begribe; thi Barnet havde de deiligste violblaae Øine, Nogen vilde see, og saa tog hun engang, da Konen ei var tilstede, og strøg lidt af Salven over sit høire Øie.
Et halvt Aars Tid efter at hun var kommen fra de Underjordiske, skulde hun ind i Bjerkenbusch’s Krambod paa Hjørnet af Storgaden og Torvet at kjøbe Noget. Og der stod Konen, som hun havde været Amme hos i Bjerget, ved Disken og stjal Risengryn af Skuffen, og det lod til at Ingen mærkede det eller saa hende.
«God Dag Moer, skal jeg træffe Jer her?» sagde Pigen og hilste paa hende; «hvorledes staaer det til med Barnet?» «Kan du see mig?» spurgte Konen, meget forundret. «Ja, skulde jeg ikke kunne see Jer da?» sagde Pigen. «Hvad er det for et Øie, du seer mig med?» spurgte den Underjordiske. «Bi lidt, det er med det høire,» svarede Pigen, og klippede vexelviis med Øinene. Derpaa spyttede den Underjordiske hende i Øiet, og fra den Tid saa Pigen hverken hende eller nogen Anden dermed; thi hun var og blev for stedse blind paa det høire Øie.
Skjøndt der fremdeles vist ikke er Mangel paa tykhodede Unger paa Grønland og i Gamlebyen, tilskrives dette dog ikke længre de Underjordiske i Egeberg; thi for det Første er Oplysningen steget i den Grad, at man, istedet for at riishye Byttinger tre Thorsdagskvelde paa Søpledyngen eller knibe dem i Næsen med en gloende Ildtang, som Skik var i hine Dage, nu lader Moer Torgersen eller en anden Signekjærring støbe over Barnet for Svek, Troldskab og Fanteri, eller man sender en af Barnets Bleer til Stine Bredvolden, der er saa klog, at hun paa denne læser dets Sygdom og Skjæbne, og derefter afgjør over Liv og Død; og for det Andet ere baade Egebergkongen og de Underjordiske flyttede; thi den evindelige Trommen og Skrældskyden, hvorved Militairet i sidste Krig søgte at vække sit Mod, Rumlen af de svære Rust- og Bagagevogne, der dundrende fore paa Veien hen over Egebergkongens Tag og rystede hans Huus, saaat Sølvtøiet skjælvede og dirrede paa Væggene, gjorde ham det for broget.
En Mand mødte ham en Nat i 1814 med mangfoldige Læs af Flytningsgods og en stor Bøling af kollede og brandede Kjør. «Kors hvor skal I hen saa seent, i denne farlige Tiden, med saa meget Flytningsgods og saa stor en Bøling da?» sagde Manden. «Jeg vil flytte til Broer min paa Kongsberg, for jeg kan ikke holde ud denne Skydningen og Dommeneringen,» svarede Egebergkongen, og siden den Tid har han hverken været hørt eller spurgt.
MATHIAS SKYTTERS HISTORIER
En vakker Løverdag i November 1836 kom jeg til min gode Ven, Proprietairen, i Nittedalen. Da det var temmelig længe siden jeg havde været der, og han ikke er den Mand, der modtager en gammel Ven med et nyt Ansigt, saa maatte jeg blive at spise Middag og drikke Kaffe, hvilket kom mig heel vel tilpas efter den to Miil lange Vandring fra Byen. Kaffebordet var neppe sat bort, førend der kom flere Bekjendte til fra Præstegaarden. Efter Husets Skik serveredes Punsch, og Passiaren blev saa livlig, og vi tømte saa hyppig Glassene, og jeg saa saa tit i den vakre Datters klare Blaaøine, at jeg næsten glemte den til Søndag aftalte Jagttour i Gjerdrum.
Solen stod alt i Aaskanten, og hvis jeg vilde komme frem, medens Folk var oppe, var det ikke at tænke paa at gaae den lange Vei, først om Dahls Kirke op til Midtskov, og derfra igjennem den største Deel af Gjerdrum, den slette Vei over Myrersletten, som nu maatte være dobbelt slem, da den friske Novemberkulde vel havde gjort den knudret. Jeg gik da op til Nybraaten, den nærmeste Stue under Aasen, et Stykke ovenfor Kirken, og fik fat paa gamle Mathias Skytter, som strax var færdig til at følge og vise mig Beenveien over Aasen, naar han «først havde faaet sig et Stykke Tobak i Kjæften.»
Det var en deilig Aftenstund; paa den vestlige Himmel glødede endnu det vinterlige Aftenskjær. En let Kulde gav Luften hiin Friskhed, der undertiden gjør vore Novemberdage saa herlige. Fra Bækken stege Dunster op, der rimede Træerne, saa at deres Grene lignede Sølvkrystaller.
Vi gik raskt afsted, og den Gamle fik, efter en Suup af Jagtflasken, snart Munden paa Gang.
Han pratede om allehaande Ting, om Jagt og Jagtvæsen, om hvor urimeligt det var, at Ole Gyrtler, som var en Gjærdrumsogning, skulde sætte sine Stokke op i Solbergmarken; dertil fik jeg Historien om de ni Bjørne, Mathias havde skudt, hans Reise til Hallingdal, da Præsten flyttede, og en Mængde vise Bemærkninger om hvor ilde og ufornuftigt Gjærdrumsogningerne fore med sin Alminding, og meget Mere, som jeg nu ikke kan erindre. Da vi kom paa Askvangen, var forlængst hvert Spor af Dagen forbi; Maanen, der netop hævede sig over Synskredsen, kastede allene sit uvisse Skin hen mellem Trætoppene. Som vi skrede forbi den forladte Sæterhytte, kom vi formodentlig over et friskt Harespor, thi Hundene begyndte at blive urolige i Koblet.
«Nu gjælder det om Koblet er stærkt,» sagde Mathias, som holdt igjen det bedste, han kunde; «for det er ikke rigtigt her.» «Deri kan du have Ret,» sagde jeg, «thi det er ikke skydelyst; var saasandt Maanen oppe over Trætoppene, skulde du snart faae høre en rigtig Los.» «Ja, det kan nok være» – vedblev han, i det han forsigtig saa tilbage til Sæteren – «men de sige, at Huldren skal holde til her paa disse Tider.» «Er det muligt? Du har kanskee selv seet hende?» «Nei, her har jeg aldrig fornummet hende,» sagde han. – «Men paa andre Steder altsaa. Saa, du troer paa Underjordiske, Mathias?» spurgte jeg. – «Ja skulde jeg ikke troe det, som staaer at læse om i Skriften?» svarede han. «Da Vorherre nedstødte de faldne Engle, saa faldt nogle til Helvede; men de, som ikke havde forsyndet sig saa grovt, de ere jo i Luften og under Jorden og i Havet? Og ellers har jeg selv ofte baade hørt og seet Saadant i Skov og Mark.» «Fortæl mig Noget derom, Mathias,» sagde jeg. «Ja, hvis I har Lyst at høre, saa kan jeg nok tale om det,» svarede han, og begyndte.
«Ja, den første Gang, jeg fornam Huldren, da kunde jeg vel være saa en otte, ni Aar gammel, og det var oppe paa Storveien mellem Bjerke og Mo. Jeg kom gaaende efter Veien, for jeg havde været borte et Ærinde for Faer, saa kom der et stort, vakkert Kvindfolk midt efter Myren, paa den høire Side af Veien; der er det endda fuldt af Huller og Vidiekjær – jeg husker det saa grant, som om jeg saa hende for Øinene mine, for det kunde vel være saa lyst som nu; – bruun Stak havde hun paa og et lyst Hueklæde, og i den venstre Haand en Bunding og vakker var hun; men hun gik midt efter Myren, og Vidiekjærrene, og Myrpytterne brød hun sig ikke det mindste om; hun gik, som om de aldrig skulde været der. Jeg saa paa hende og blev ved at gaae hen over Veien, men da jeg var kommen et Stykke bortover, og der var kommen en Bergrabbe mellem, saa jeg ikke kunde see hende længer, tænkte jeg; det er da galt, at Mennesket skal gaae der i Myren og vade, du skal gaae op paa Rabben og sige til hende, at hun er gaaet af Veien. Jeg gik op, men der var intet Andet at see end Maanen, som skinnede paa Vandpytterne i Myren, og saa kunde jeg nok skjønne, at det havde været Huldren.»
Skjøndt det forekom mig, at der skulde Mere til at skjønne at det var Hulderen, beholdt jeg dog min Tvivl for mig selv, da jeg forudsaa, at mine Indvendinger ikke vilde rokke hans Tro, men kun bringe ham til Taushed; jeg spurgte derfor kun, om han ikke oftere havde seet Saadant.
«Jo det har jeg nok; jeg har seet Mangt og Meget, og hørt mange underlige Lyd i Skov og Mark,» sagde Mathias. «Jeg har ofte hørt det har bandet, pratet og sunget; til andre Tider har jeg fornummet saa deilig Musik, at jeg aldrig kan snakke om, hvor deilig den var. – Men saa var det engang, jeg var ude paa Fuglelokking – det kunde vel være mod Enden, saa i Slutningen af Augusti Maaned, for Blaabærren var moden og Tyttebæren begyndte at blive rød – jeg sad ved Siden af en Sti paa en Tue nede mellem nogle Busker, saaledes at jeg saa ned over Stien og en liden Dal, hvor det var fuldt af Tuer og Lyng; nedenfor var der nogle mørke Bjerghuller. Jeg hørte Hønen kagle og kagle nede i Lyngen, jeg lokkede og tænkte: faaer jeg see dig nu, skal du have kaglet for sidste Gang; men saa fik jeg høre, der kom Noget tuslende bag mig paa Stien.
Jeg saa mig om, og det var en gammel Mand, men det Forunderligste var, at han havde ligesom tre Been, og det ene hang og dinglede mellem de øvrige to, medens han gik ned over Stien; ja, han gik ikke egentlig heller, men det var ligesom han gled, og borte blev han i et af de mørkeste Huller nede i Dalen. Det lod ogsaa til, at ikke jeg allene havde seet ham, for strax efter kom Aarhønen hukende frem ved en Tue, skakkede paa Hovedet og gjorde lang Hals, og saa forsigtig nedover der, hvor Manden blev borte; men da kan det vel hende, jeg fik Bøssen til Øiet, og knald! Der laa hun og sprællede i Vingerne.»
«Det var nu det; men saa var det en Gang hjemme i Laskerud – det var ikke længe efter dengang, jeg saa Huldren oppe paa Storveien – en Julekveld, at jeg og Brødrene mine foer og agede paa Slodde og gjorde Snemænd borte ved en liden Bjergknad; og der er det ikke rigtigt frit for Underjordiske. Ja, vi morede os og støiede, vi, som I veed at Børn gjøre, og det led alt noget ud paa Kvelden – den yngste Broer min var ikke mere end fire, fem Aar gammel, og skreg og hujede og var glad – men ret som det var, saa sagde det i Bjerget: «Gaa hjem nu!» Aa nei, vi bleve, vi, for vi syntes det var for tidligt endda. Men det varede ikke længe, saa sagde det igjen: «Gaa hjem strax, nu!» «Nei hør nu,» sagde vesle Broer min, for han havde ikke bedre Vid end at snakke om det, han – «nu sige de borte i Bjerget, vi skal gaae hjem!» Vi gave os ikke, men vi bleve ved at styre; men saa skreg det rigtigt saa i med Eet, at der fløi Dot i Øret paa os: «Dersom I ikke gaaer hjem strax paa Timen, saa skal jeg. –» Mere hørte ikke vi, for vi fik slige Fødder under os, at vi ikke standsede, før vi kom udenfor Døren hjemme.»
«Saa var det engang – men det var længe efter dette, vi vare voxne Allesammen dengang – det var en Søndagsmorgen, jeg og Broer min kom hjem, vi havde været ude at fiske om Natten, saa fik vi høre saadan en frisk Los i Solbergmarken, der var saamange Hunde, og den lød saa vakkert. Jeg var træt og gik ind og lagde mig; men Broer min sagde, han syntes, det var saadant blankt Veir, han havde Lyst til at høre paa Losen. Ret som det var, saa var det Tabt. Han gik da der henover, for han tænkte, at han kanskee kunde faae see Haren eller faae skræmmet den op igjen. Men da han kom bortimod en Stubbe, saa stod der midt for ham en rødmalet Bygning, saa stor og prægtig, men alle Vinduerne stode paa skraa og Dørene ogsaa. Han undredes nok over, hvad det kunde være for en Bygning, som laa der, hvor han syntes, han skulde være saa godt kjendt; den havde han aldrig seet før. Foran Bygningen laa der en stor Myr, den vilde han gaae over og see lidt nærmere paa Huset. Folk var der ikke at see. Saa tænkte han ved sig selv, at han skulde gaae hjem og snakke til mig og faae mig med derbort.
«Aa, det var Skade,» sagde jeg, «at han ikke kastede Staal eller fyrede over den, for Gevær havde han sagtens med, og inden I kom tilbage, var vel det Hele forsvundet?» «Ja, det kan I sige,» raabte Mathias; «havde det været mig,» sagde han, «saa havde jeg skudt midt ind i den; men han blev reent forfjamset, han. Men nu skal I høre, det gik værre endda: da han var kommen midt ud paa Myren, var der saa fuldt af Folk, at han ordentlig maatte trænge sig frem med Albuerne, men alle vare de trøieløse, og alle gik de nordefter. Han kom ikke længer end bort i Bakken, saa sloge de ham overende, og der blev han liggende til Søsterne mine skulde have Koen ind om Aftenen; da laa han der og holdt begge Næverne knyttede foran Ansigtet, og det var ganske blaasort, og store Frohatten stod for Munden paa ham.
De bleve nu fælt forskrækkede, kan En nok vide, de droge ham med sig ind og lagde ham paa Bænken, og saa hentede de mig. Da jeg fik see ham, kunde jeg skjønne, der var Galt paa Færde, og jeg vidste ikke mere end eet Raad: jeg tog Bøssen ned af Væggen – den var skarpladet – og saa skjød jeg langs efter ham, men ikke rørte han sig mere end den Stokken, Gjerdrumssogningerne har lagt midt over Veien der. Han laa saa død som en Steen, han.»
«Ja saa, tænkte jeg, og saa lagde jeg i paa nyt Lag. «Kom og tag i med mig, Jenter,» sagde jeg, «vi faaer lægge ham der, hvor vi tog ham, for det nytter nok ikke her.» Vi gjorde saa, vi lagde ham i Bakken, og saa skjød jeg igjen; men da kan det vel hende, han vaagnede! Skvat han ikke lige op under Bøssepiben, saa lad mig aldrig komme levende herfra! Og han gloede og stirrede om sig saa fælt, at vi næsten bleve rædde for ham. Saa fik vi ham da hjem, men han var klein, og saa styg og fæl blev han efter, at I aldrig det kan troe; der han stod, der stod han, og stirrede frem for sig som om Øinene vilde briste; ikke vilde han bestille Noget, og aldrig snakkede han til Nogen, naar de ikke snakkede til ham først; han var huldrin, han. Men saa gik det af ham lidt efter lidt, og da var det først, han fortalte os, hvorledes han var bleven saadan.»
«Det er de Gange, jeg har seet Sligt» – sagde Mathias. «Har du da aldrig seet Nissen?» spurgte jeg. «Jo, det har jeg,» svarede Mathias med den fuldeste Overbeviisning; «det var, medens jeg var hjemme hos Forældrene mine i Laskerud, for der var han. Jeg saa ham ikke mere end een Gang der, og Faer min saa ham ogsaa een Gang. Vi Unge havde lagt os, men Kallen skulle ud paa Gaarden først, og det var deiligt blankt Maanelys, saa sad der en liden Gut paa Laavebroen og slængte Benene hid og did og saa op paa Maanen, saa han ikke mærkede Kallen.» «Gaa ind og læg dig nu Mathis!» sagde Kallen, for han troede det var mig, «og sid ikke der og glo paa Maanen, nu det er saa seent!» Men med det samme blev Gutten borte, og da Kallen kom ind og spurgte efter mig, saa laa jeg alt borte i Sengen og snorkede, jeg.»
«Men saa var det den Gangen, jeg vilde tale om, som jeg saa ham. Jeg var netop voxen, for det var Aaret efter jeg var konfirmeret; det var en Løverdags Eftermiddag, jeg havde været til Byen med Planker, og været paa en liden Kant om Dagen. Strax jeg kom hjem, gik jeg bort og lagde mig. Da det led ud paa Kvelden, stod jeg op, og da jeg havde faaet lidt Mad i mig – meget var det ikke, for jeg var ør og lei i Hovedet endda – saa sagde Faer til mig: «Førend du gaaer bort og lægger dig igjen, saa faaer du give Blakken Nattefodret, du, for de Andre ere ude og rende efter Jenterne igjen.»
Jeg saa da ind i Stalden til Blakken først, og den stod der og knæggede, og saa gik jeg ind paa Staldtrevet og skulde tage et Fange med Høe; men saa fik jeg fat paa to lodne Ører ligesom paa en Hund, og strax efter fik jeg se to Øine saa røde som Gløder, der gloede og stirrede paa mig. Jeg tænkte ikke andet end at det var en Hund, og kastede den ind i Underlaaven, saa det sak i den. Da jeg saa havde været inde og lagt i Hækken, gik jeg ind i Gulvet og tog med mig et gammelt Riveskaft, som jeg vilde skydse den ud med, og jeg ledte og skydsede, og ikke var der et Hul saa stort, at en Røskat kunde kommet ud; men borte var den og borte blev den. Og i det samme jeg da skulde gaae ud, saa var det rigtig, som En skulde slaae Benene bort under mig, og jeg rullede saa friskt overende, at jeg aldrig har rullet saa friskt; og da jeg kom paa Benene igjen, saa stod han i Stalddøren og skraslede og lo saa den røde Topluen nikkede.»
Saaledes vedblev Mathias at fortælle fort væk om Puslinger, Huldrer og Nisser, indtil jeg fra Kulsrudsaasen saa ud over Øvre-Rommeriges af det klare Maaneskin belyste Flade: mod Nord laa Mistbjerget, blaat glindsende med enkelte Snepletter, lige ned saa jeg Henir og Gjerdrums Kirker; efter disse kunde jeg bestemme min Kaas, og, da jeg desuden, fra foregaaende Jagter, var vel kjendt i Egnen, sagde jeg min Veiviser Farvel og var heldig nok til at naae mit Bestemmelsessted, uden at drilles af Nissen, eller fristes af Huldren.
EN SIGNEKJÆRRINGS FORTÆLLINGER
Mikkel Ræv var ringet og skudt; hans Gravøl blev drukket hos Lensmanden og feiret med en Polskpas om Aftenen. I Betragtning af Dagens Møie, den høstede Hæder og de tre Fjerdinger, jeg havde hjem, fik vi Orlov at drage hver til Sit Klokken lidt over Elleve, hvorhos Lensmanden tilbød mig Hest. Det var et Tilbud, al Ære værd, men da Kjøreveien var dobbelt saa lang, foretrak jeg at gaae som jeg var kommen, lige til, og paa Ski. Med Rævekadavret og Bøssen paa Nakken, og med Skistaven i Haanden, gled jeg afsted. Skiføret var ypperligt: det havde været Solskin om Dagen, og Aftenkulden havde lagt Skarre paa den dybe Sne; Maanen stod blank paa Himmelen, og Stjernerne tindrede. Hvad kunde jeg forlange mere? Det gik strygende henover Sletterne, nedover Bakkerne og gjennem Lundene med de søileranke Birker, hvis Kroner dannede luftige, tindrende Sølvmorskupler, under hvilke Uglerne sad og fortalte rædsomme Historier ud i den stille Nat. Haren skreg Hutetutuhu over Februarkulden og den fæle Uglesnak; Ræven var ude paa forlibte Eventyr, skjændtes med sine Rivaler og udstødte haanende Skrig.
Jeg maatte gaae ved Siden af Bygdeveien et Stykke; her kom der en Finmutkarl i Smalslæde efter mig. Da han af Bøssen og Trofæen, jeg bar, kunde see jeg var Jæger, gav han sig i Tale med mig, og sagde, at hvis jeg skyndte mig nedover til Elven, vilde jeg vist kunne træffe paa en Graabeenflok; thi da han kom op paa Bakkerne ved Sundet, strøg den op efter Isen. Med Tak for Underretningen, ilede jeg afsted og kom frem paa en Pynt. Et Granholt strakte sig herfra lige ned til Elven og hindrede den frie Udsigt til denne. Ulvene saa jeg ikke.
Jeg lod det imidlertid staae til udover; det gik susende i Skyggen af Granholtet, og Orekrattet daskede mig om Ørene; men under den piilsnare Fart var det ikke muligt at skjelne nogen Gjenstand, og før jeg havde nogen Anelse derom, tørnede jeg voldsomt mod en Stubbe, brækkede den ene Ski og laa hovedkulds begraven i Sneen. Da jeg skulde reise mig, smertede min ene Fod, saa jeg neppe kunde træde paa den; jeg maatte kravle om paa Knæerne en Stund og fandt endelig Bøssen igjen under Sneen med begge Piberne fuldstoppede. Neppe havde jeg lagt mig i Baghold nede ved Bredden af Elven, før Ulveflokken kom luntende op ad den; der var fem i Alt. Jeg ventede dem med Jægerens Utaalmodighed; paa fyrgetyve Skridt lagde jeg til Øiet og trykkede løs, først det ene Løb – det klikkede – saa det andet; det brændte for, saa at Skuddet først gik af, da Ulvene med Halen lige ud strøge afsted i fuldt Fiirspring; og Rendekuglerne sloge i Grantoppene paa den anden Side af Elven.
Ærgerlig reiste jeg mig, Foden smertede endnu heftigere, og med Bøssen som Støttestav slæbte jeg mig ud paa Elven for at see, hvor jeg egentlig var. Til min Glæde svævede der en Røgsøile over Trætoppene paa den anden Side, og jeg saa et Tag mellem Granerne; jeg kjendte mig igjen: det var Tuppenhaug, en Plads under Gaarden, hvor jeg var. Med usigelig Møie kravlede jeg op ad den bratte, over et Par hundrede Skridt lange Bakke, men havde ogsaa den Tilfredsstillelse at see Skinnet af et dygtigt Baal fra Skorstenen lyse ud gjennem Vinduet. Jeg hinkede frem til Døren, lettede paa Klinken, og gik ind som jeg var, aldeles overpuddret af Snee.
«Kors, i Jesu Christi Navn hvem er det da?» sagde Gamle Berthe forskrækket, og slap et Spegelaar, hun sad og snittede i, paa Peiskrakken. «God Aften, bliv ikke bange; du kjender vel mig Berthe?» sagde jeg. «Aa, er det Studenten, som er saa seent ude; jeg blev rigtig ganske fælen; han er saa hvid af Snee og det er alt Midnatstider,» vedblev gamle Berthe Tuppenhaug og reiste sig. Jeg fortalte mit Uheld og bad hende at vække en af Gutungerne og sende ham op til Gaarden efter Hest.
«Ja, er det ikke som jeg siger, at Graabeen hevner?» mumlede hun ved sig selv. «De vilde ikke troe det, da de gjorde Mandgard efter den og han Peer brød Benet forrige Aaret; nu kan han see; jo Gud den hevner da!» «Aa ja,» sagde hun, og gik hen til Sengen i Krogen, hvor Familien laa, snorkende i Chor, «de har nu kjørt Tømmer fra Elven i disse Dage, Nordigaarden, saa det er fremkommeligt over Engene. Vesleola, staa op, du skal efter Hest til Studenten! Vesleola da!»
«Haa?» sagde Vesleola igjennem Næsen, og vendte sig til Væggen, ikke uden Uleilighed for og Konflikt med de kaotiske Masser i Sengen. Han havde et altfor godt Sovehjerte til at lade sig anfegte af saa Lidet, og der hengik en heel Evighed af Øiengnidning og Gisp og Gab og forkerte Spørgsmaal, inden han kom i Buxer og Trøie, og inden han begreb hvad der egentlig var paa Færde og hvad han skulde gjøre. Løftet om en Drikkeskilling syntes imidlertid at befordre hans Begrebers Opklaring, og bortmanede selv Frygten for at gaae forbi Birken, som Ole Askerudsbraaten havde hængt sig i. Under Forhandlingerne mellem den hvidhaarede Vesleola og Gamle-Berthe, gjorde jeg mig bekjendt med Stuens Inventarium af Væve, Rokke, Kubbestole, Limer, Bøtter og halvfærdige Øxeskafter, med Hønsene paa Vaglen bag Døren, med den gamle Musket under Taget, og Slindene, der sukkede under en Byrde af dampende Strømper, og tusind andre Ting, som det ikke er Umagen værd at specificere.
Da Gutten endelig var kommen afsted, satte Berthe sig hen paa Skorsteenskanten. Hun var helligdagspyntet, det vil sige, hun var iført den Dragt, som var brugelig blandt gamle Folk i hendes Hjembygd, Hadeland, hvorfra hun var kommen over, da hun koloniserede sig paa Rommerige: en blaa Trøie, besat med vævede Baand, sort, foldet Stak, Hue med Skru og Nakketufse. Skarpe, bevægelige Øine i Forbindelse med skjæve Øienspalter, fremstaaende Kindbeen, en bred Næse og guulbruun Teint gave Berthes Ansigt et fremmed, et asiatisk, et næsten hexeagtigt Udtryk, og det var da heller ikke at undres over; thi hun var den første Signekjærring paa lang Led.
Jeg undrede mig over, at hun endnu var oppe, og spurgte om hun ventede Fremmede, siden hun havde Kisteklæderne paa. «Nei, det gjør jeg nok ikke,» svarede hun, «men jeg skal sige Studenten det, at jeg har været oppe i Ullensogn og maalt en Kjærring for Mosot; og derfra blev jeg hentet til en Unge, som havde Svek, og den Ungen maatte jeg støbe over først; og ret nu for lidt siden kom jeg hjem, endda de kjørte mig, lige til Gjæstgiveren.» «Men naar jeg ret betænker det, saa kan du vist ogsaa gjøre aat for Vred, Berthe?» sagde jeg saa alvorlig som muligt. «Aa ja, jeg kan nok gjøre aat for Vred; for Siri Nordigaarden, hun blev da ikke brav, førend jeg kom, endda baade Doktoren og Moer Nedigaarden kulkede med Benet hendes,» sagde hun med et fuult Træk om Munden; «og hvis Studenten troer paa det,» vedblev hun med et tvivlsomt Blik, «saa kunde det nok ikke skade at læse i en Taar Brændeviin og have paa.»
«Læs du over Brændevinet og kom med det, det vil sikkert gjøre godt,» sagde jeg, for muligens at blive indviet i en eller anden af Signekunstens Hemmeligheder. Berthe hentede en undersætsig, blaa Lærke og et Brændeviinsglas med Træfod henne i det blommede Skab, skjænkede Akvaviten i, satte det ved Siden af sig paa Skorstenen, knappede Snesokken op og hjalp mig Skoen af. Saa begyndte hun at korse og hviske ned i Brændevinet; men da hun selv var temmelig døv, akkomoderede hun ikke sin Stemme efter mine fine Høreorganer, og følgelig hørte jeg den hele Formular.
«Jeg red mig engang igjennem et Led,
Saa fik min sorte Fole Vred;
Saa satte jeg Kjød mod Kjød og Blod mod Blod,
Saa blev min sorte Fole God.»
Nu tabte hendes Stemme sig i en utydelig Hvisken. Enden paa Visen var et gjentaget «Tvi!» som udsendtes mod alle Verdens Hjørner. Under Besværgelsens Hede havde hun reist sig; nu satte hun sig igjen paa Skorsteenskanten. Den kolde Spiritus, som hun udgjød over min hede, hovnende Fod, bragte en behagelig Svalning. «Jeg synes alt det hjælper, Berthe!» sagde jeg; «men sig mig, hvad var det dog egentlig for Noget, du læste i Brændevinet?» «Nei, om jeg det tør sige, for han kunde gjerne sladdre paa mig baade til Præsten og til Doktoren,» sagde hun med et polidsk Griin, der skulde antyde, at hun ikke brød sig stort om Nogen af dem; «og den, som lærte mig det,» vedblev hun, «ham maatte jeg love, jeg aldrig skulde lære det til noget christent Menneske, uden mit eget Blod, og det har jeg svoret paa saa stygt, at Gud lade mig aldrig komme til at sværge saa stygt.»
«Saa kan det jo ikke nytte at spørge derom, Berthe,» sagde jeg; «men det er vel ingen Hemmelighed, hvem du har lært den Kunst af, det var vel en dygtig Signekal?» «Ja, det kan han troe; det var rigtig Signekal, det: det var han Moerbroer Mads i Hurdalen,» svarede hun. «Han kunde baade signe og maale og gjøre aat for Vred og Værk og stemme Blod og støbe og vise igjen, og det var ikke frit for at han kunde trolde lidt og gjøre Ondt ogsaa. Han har lært mig op. Men saa klog, han var, saa kunde han ikke hytte sig selv for Troldskab ligevel!»
«Hvorledes? Blev der da troldet paa ham? Blev han forgjort?» spurgte jeg. «Nei, det blev han nok ikke,» svarede Berthe. «Men det hendte ham Noget, og siden var han rigtig som spyttet paa; ja han var huldrin i lange Tider. Studenten troer nu vel ikke, det er sandt,» sagde hun med et forskende Øiekast; «men det var Moerbroer min, og jeg har hørt, han har fortalt det og svoret paa, det var sandt, over hundrede Gange.»
«Moerbroer Mads han boede paa Knae i Hurdalen. Han var ofte ude i Fjeldet og hug Ved og Tømmer, og naar han var ude, saa havde han altid for Skik at ligge der ogsaa; han byggede sig en Barhytte, gjorde op en Nying foran, og der laa han og sov om Natten. Engang var han saaledes ude i Skoven, han og To til; ret som han havde hugget ned en svær Stok, og sad og hvilede sig lidt, saa kom der et Garnnøste trillende ned over en flad Bjerghelle lige frem til Fødderne hans. Han syntes, det var underlig, det; ikke turde han tage det op heller, og det havde nok været godt for ham, om han aldrig havde gjort det. Men dermed saa han op, for han vilde see, hvor det kom fra. Jo, oppe paa Bjerget sad der en Jomfru og syede, og hun var saa deilig og saa fiin, at det skinnede af hende.
«Tag hid det Garnnøstet, Du,» sagde hun. Ja, han gjorde saa, og han blev staaende der længe og saa paa hende, og han kunde slet ikke blive kjed af at see, saa deilig syntes han, hun var. Tilsidst maatte han da tage Øxen og til at hugge igjen; og da han havde hugget en Stund, og han saa skottede derop, var hun borte. Han tænkte paa dette hele Dagen; han syntes, det var rart, og han vidste ikke hvad han skulde mene om det. Men saa om Kvelden, da de skulde lægge sig, han og Kammeraterne, vilde han endelig ligge imellem; men det hjalp ikke stort, skal jeg troe, for da det led paa Natten, saa kom hun og tog ham, og han maatte følge med, enten han vilde eller ikke.
Saa kom de ind i Fjeldet, og der var Alting saa gjildt, at han aldrig havde seet saa gjildt før, og han kunde aldrig fuldt faae sagt, hvor gjildt det var. Der var han hos hende i tre Døgn. Da det led lidt ud paa den tredie Natten, vaagnede han, og da laa han mellem Kammeraterne sine igjen. De troede, han var gaaet hjem efter mere Niste, og det sagde han til dem, han havde gjort ogsaa. Men han var ikke rigtig siden; ret som han sad, saa gjorde han nogle Sprang og fløi afsted; han var huldrin, skal jeg sige.
Men saa var det en god Stund bagefter, han holdt paa at kløve Gjærdefang oppe i Marken. Just som han stod og havde drevet en Kile ind i en Stok, saa at der var en Spræk langs efter den, saa han Kjærringen sin komme med Middagsmad til ham; det var Rømmegrød, og den som fed var, og dertil kom hun med den i et Spand saa blankt, at det skinnende som Sølv. Hun satte sig ned paa Stokken, medens han lagde Øxen fra sig og satte sig paa en Stubbe tæt ved; men i det samme saa han, at hun puttede en lang Korumpe ned i Sprækken. Nu kan En nok vide det, at han ikke rørte Maden; men han sad og leede og leede, til han fik Kilen ud, saa Stokken kneb til og Rumpen sad i Klemme, og saa skrev han Jesu Navn paa Spandet. Men da kan det vel hende, hun fik Fødder: hun foer op saa bradt, at Halen røg tvers af og blev siddende igjen i Stokken, og væk var hun; han saa ikke hvor det blev af hende. Spandet og Maden, det var ikke andet end en Barkeskrukke med noget Komøg i. Siden turde han næsten aldrig gaae ud i Skoven, for han var bange, hun skulde hævne.
Men en fire fem Aar derefter, saa var der blevet en Hest borte for ham, og han maatte selv ud at lede. Ret som han gik i Skoven, saa var han inde i en Hytte hos nogle Folk; men han havde ingen Greie paa, hvorledes han kom der; paa Gulvet gik der en styg Kjærring og stellede, og borte i en Krog sad der en Unge, som vel kunde være saa en fire Aar. Kjærringen tog Ølkanden og gik hen til Ungen med: «Gaa nu bort,» sagde hun, «og byd Faer din en Drik Øl.» Han blev saa forfærdet, at han tog til Benene, og siden har han hverken hørt eller spurgt hende eller Ungen; men rar og suset var han altid.»
«Ja det var en høist mærkværdig Historie, Berthe!» sagde jeg, «og du veed vist flere saadanne at fortælle, men vil du ikke, førend du begynder paa en ny, tage mig min Pibe og Tobakken i Jagttasken.» Jeg stoppede Piben; Berthe rakte mig en brændende Tyristikke og begyndte.
«Det var en Sommer for lang, lang Tid siden, de laae tilsæters med Kreaturene fra Melbustad oppe paa Hadeland. Men de havde ikke længe ligget der, førend Kreaturene toge til at blive saa urolige, at det var reent umuligt at styre dem. Der var mange Jenter, som prøvede at gjæte, men det blev ikke bedre, førend der kom en Fæstepige, og hendes Fæsterøl havde de nylig drukket. Da bleve de rolige med Eet, og det var ingen Sag at gjæte længer. Hun blev deroppe allene og havde ikke noget andet Liv hos sig end en Hund. Som hun sad i Sæteren en Eftermiddag, tyktes det hende at Kjæresten hendes kom og satte sig ved Siden af hende og begyndte at tale om, at nu skulde de til at holde Bryllup. Men hun sad ganske stille og svarede Ingenting; for hun syntes, hun blev saa rar af sig. Lidt om lidt kom der flere og flere Folk ind, og de begyndte at dække op Borde med Sølvtøi og Mad, og Brudepiger bare ind Krone og Stads og en gild Brudekjole, som de klædte paa hende, og Kronen sadte de paa Hovedet, som de brugte dengang, og Ringe fik hun paa Fingrene. Alle de Folkene, som var der, syntes hun ogsaa, hun kjendte; det var Grandekjærringer og det var Jenter, som var Jevningene hendes. Men Hunden havde nok mærket, der var noget Galt paa Færde. Den satte afsted ned til Melbustad, og der knistrede og gjøede den og lod dem ikke have Fred, førend de fulgte den tilbage igjen.
Gutten, som var Kjæresten hendes, tog da Riflen sin og gik opover til Sæteren; da han kom paa Volden, saa stod der fuldt af opsadlede Heste rundt omkring. Han listede sig bort og tittede gjennem en Gløtte paa Døren, og saa, de sad derinde Allesammen. Det var greit at skjønne, at det var Troldskab og Underjordiske, og derfor fyrede han Bøssen af over Taget. Idetsamme fløi Døren op, og det ene graae Garnnøste, større end det andet, kom farende ud og surrede om Benene paa ham. Da han kom ind, sad hun der i fuld Brudepynt, og saa nær var det, at der bare manglede en Ring paa Lillefingeren, førend hun havde været fuldfærdig.
«Men i Jesu Navn, hvad er her paa Færde?» spurgte han, da han saa sig om. Alt Sølvtøiet stod paa Bordet endda; men al den deilige Maden var bleven til Mose og Sopp og Komøg og Padder og Loppetudser og andet Sligt. «Hvad betyder Alt dette?» sagde han, «du sidder jo pyntet her som en Brud?» «Kan du spørge om det?» sagde Jenten, «Du har jo siddet her og talt til mig om Bryllup i hele Eftermiddag?» «Nei nu kom jeg,» sagde han; «men det maa vel have været Nogen, som har paataget sig min Lignelse.»
Da begyndte hun ogsaa at komme til sig selv igjen; men hun blev ikke ganske rigtig, førend lang Tid efter, og hun fortalte, at hun syntes grangivelig, at baade han og hele Slægtskabet og Grandeskabet havde været der. Han tog hende strax med ned til Bygden, og for at der ikke skulde komme mere Fanteri til hende, holdt de Bryllup med det samme, og medens hun endnu havde Brudestadsen til de Underjordiske paa. Kronen og hele Stadsen blev hængt op paa Melbustad, og den skal være der, den Dag i Dag er.»
«Denne Begivenhed har jeg hørt skal være foregaaet i Valders, Berthe,» sagde jeg. «Nei dette er hendt saaledes, som jeg siger paa Hadeland,» sagde hun, «men da jeg var hjemme, hørte jeg en Valders fortalte Noget, som var hendt der, og det var saa som jeg nu skal fortælle.»
«Der var en Jente fra en Gaard oppe i Valders etsteds, som hedte Barbro og hun laa tilsæters i Fjeldet. En Dag hun sad og stellede, saa hørte hun med Eet, det raabte borte i en Haug: «Kong Haaken, Kong Haaken! –» «Ja,» skreg Kong Haaken, saa det klang i alle Haugene. «Kong Haaken, min Søn vil du gifte dig?» raabte det langt borte i en Haug. « Ja, det vil jeg,» sagde Kong Haaken, «hvis jeg kan faae hende Barbro, som gaaer og steller borte i Sæteren – saa –.»
Aa ja, det skulde nok gaae an, hørte Barbro, det sagde, og hun blev saa fælen, at hun ikke vidste hvad hun skulde gjøre af sig. Ret som det var, saa kom der ind den Ene efter den Anden med Mad og Drikke paa Sølvfade og i Sølvkruse, og med Kjole og Brudestads, med Krone og Søljer, og de gave sig til at dække Bordene, pynte hende til Brud, og hun syntes, hun ikke kunde sætte sig imod det heller.
Denne Jenten havde ogsaa en Kjæreste, og han var paa Skytteri i Fjeldet. Men der kom saadan en Angst paa ham, at han syntes han maatte og han skulde til Sæteren igjen. Da han kom frem imod den, stod der saa fuldt af sorte Heste med gammeldags Sadler og Ridegreier, saa han strax kunde skjønne hvad der var paa Færde. Han listede sig bort til en Glugge og tittede ind; der saa han hele Brudefølget: Kong Haaken var Brudgom, og Bruden var pyntet. «Ja nu veed jeg ikke der er Andet igjen end at vrænge Øinene hendes,» sagde en af Brudepigerne. Da syntes Gutten, det kunde være paa Tide at lægge sig imellem, saa tog han en Sølvknap og lagde i Riflen og skjød Kong Haaken, saa han faldt. Med det samme fore alle Brudefolkene ud og tog Kong Haaken og bar ham mellem sig. Maden, den blev til Troldkjærringspy og til Orme og Padder, som hoppede bortover og gjemte sig i Hullerne. Det eneste, som blev igjen, det var Brudestadsen og et Sølvfad, og det skal findes paa Gaarden den Dag i Dag.»
Berthe fortalte endnu mange Historier. Omsider knirkede Sneen under Slæden, og Hesten prustede for Døren. Jeg stak Berthe nogle Skillinger i Haanden for Kuur og Pleie, og inden et Kvarteer var jeg hjemme. Eddikeomslag og koldt Vand gjorde Foden snart god; men da Berthe i Kjøkkenet, pukkende paa sine Kunster, tilegnede sig Æren for min hurtige Helbredelse, kunde Børnene, hvem jeg havde lært hendes Signevers, ikke holde sig længer, men skraalede hende det i Øret og spurgte, om hun syntes, en Taar Brændeviin og sligt Sludder kunde hjelpe for Vred. Dette gjorde hende forsigtig og mistroisk; skjøndt hun fortalte mig mangen vidunderlig Historie siden den Tid, og uagtet jeg hverken forsmaaede List eller Overtalelser, saa lykkedes det mig aldrig siden at faae Berthe Tuppenhaug til at lette Fligen paa det Isisslør, hvormed hun tilhyllede Maalingens, Støbningens, Aatgjøringens og Signekunstens Mysterier.
EN AFTENSTUND I ET PROPRIETAIRKJØKKEN
Det var ret en trist Aften: ude føg det og sneede; i Stuen hos Proprietairen brændte Lysene saa døsigt, at man næsten ikke skimtede andre Gjenstande, end en Klokkekasse med chinesisk Krimskram, et stort Speil i en gammeldags, snørklet, forgyldt Ramme og et nedarvet Sølvkruus. Proprietairen havde leiret sig i det ene Hjørne af Sofaen, funderende over en Pakke af «de baade sure og søde Statsborgere,» som han kalder dem i sin Afhandling, betitlet «Forsøg med nogle velmeente patriotiske Yttringer for Fædrelandets Vel. For Beskedenheds Skyld af en Anonym.»
Af det grundige Studium i denne sine Ideers Guldgrube udklækkede han mangehaande kløgtige Bemærkninger, som han med et skjælende Blik fra de graae, klippende Øine henkastede til mig, der sad i det andet Hjørne af Sofaen, og læste i en Bog. Derhos fremsatte han utallige velmeente, patriotiske Yttringer og værdifulde Meninger, om hvis Gehalt det ovenfor citerede Skrift eller hans store Afhandling om Tienden meddele den bedste Forestilling. Men al denne Viisdom var spildt paa mig; jeg kunde den paa mine Fingre; thi jeg hørte den nu for tre og tyvende Gang. Jeg er ikke begavet med nogen Taalmodighed af Kautschuk; men hvad skulde jeg vel gjøre? Retraiten til mit Værelse var mig afskaaren; der var skuret til Helgen; det stod i en Damp. Efter forgjæves at have gjort nogle Forsøg paa at fordybe mig i min Bog, maatte jeg saaledes lade mig føre af de bevægede Vande i Proprietairens Veltalenheds Strøm.
Naturligviis var det statsborgerlige Themaer, han udbredte sig over og udstafferede med alskens hjemmegjorte Ornamenter af velmeente Yttringer, patriotiske Ideer, o. s. v. Proprietairen var, som man siger, paa sin hvide Hest; den gamle rødslidte Skindhue havde han lagt ved Siden af sig i Sofaen, og han bar tilskue sin skaldede Pande og sine graae Haars Værdighed. Proprietairen kom i Extase: han steg op og demonstrerede med Hænderne; han gik op og ned ad Gulvet, saa at Lysets Flamme flagrede hid og did, og den graae, fodside Vadmelskjortels feiende Flag beskreve store Kredse hver Gang han svingede sig om og hævede sig paa sit lange Been; thi som Tyrtæus og Solvold var han lavhalt.
Hans bevingede Ord summede om mine Øren som Oldenborrer i en Lindetop. Det gik løs om Processer, Høiesteretspræjudikater og Overformynderikranglerier, om Tømmerbrøtning og Luxus, om Magthavernes Ideer og Mørkfossens Udminering, om Korntolden og Jæderens Opdyrkelse, om Industri og Centralisation, om Cirkulationsmidlets Utilstrækkelighed, om Bureaukrati og Embedsaristokrati, og om alle de Kratier, Archier og Rier, der have existeret ligefra Kong Nebukadnezar og til Peer Solvolds Statsborgeri.
Dette var ikke til at holde ud længer, den komisk ynkelige Proprietairs Vrøvl og affekterede Pathos var nær ved at vække min Latter. Fra Kjøkkenet skraldede den ene Lattersalve efter den anden; Christen Smed førte Ordet derude; da han holdt op at tale, lød der paa nyt en hjertelig Latter. «Jeg vil ud at høre Smedens Historier,» sagde jeg, idet jeg løb ud og lod Proprietairen tilbage i Stuen med den matlysende Praas og sin egen konfuse Tankegang. «Barnevæv og løgnagtige Rægler,» brummede Proprietairen, idet jeg lukkede Døren; «det er Skam for lærte Folk; men velmeente, patriotiske Yttringer –» mere hørte jeg ikke.
Lys og Liv og Munterhed straalede ud i den høie, luftige Hal: Paa Skorstenen flammede et Baal, der oplyste selv de fjerneste Kroge. I denne, ved Siden af Skorsteensstøtten, thronede Proprietairens Madamme med sin Rok. Skjøndt hun i mange Aar havde lagt tilfeldts mod Gigten og barrikaderet sig mod dens Anfald i en Mangfoldighed af Stakker og Trøier, og som Udenværker udenom alle de øvrige anlagt et Uhyre af en graa Vadmelskofte, skinnede dog hendes Ansigt under Skautet som den fulde Maane. Paa Peiskanten sad Børnene og loe og knækkede Nødder. Rundt om sad en Kreds af Piger og Huusmandskoner; de traadte Rokken med flittige Fødder eller brugte «de skrabende Karder.»
I Svalen trampede Tærskerne Sneen af, kom ind med Avner i Haaret og satte sig ved Langbordet, hvor Kokken frembar dem Natverden, en Mælkeringe og et Trug haardstampet Grød. Op til Skorsteensmuren lænede Smeden sig; han røgede Tobak af en liden Snadde, og havde i sit Ansigt, der bar sodede Spoer fra Smidieessen, en tør alvorlig Mine, som vidnede om at han havde fortalt, og fortalt godt. «God Aften Smed,» sagde jeg, «hvad er det du fortæller, der vækker saadan Latter?» «Hi, hi, hi,» lo Smaagutterne med Sjeleglæde i sine Miner, «Christen fortalte om Fanden og Smeden og saa om Gutten, som fik ham ind i Nødden, og nu har han sagt han skal fortælle om Peer Sannum, som de Underjordiske holdt Hesten for i Asmyr-Bakken.»
«Ja,» begyndte Smeden, «den Peer Sannum var fra en af Sannumgaardene nordenfor Kirken. Han var en Signekal, og han blev ofte hentet baade med Hest og Slæde for at gjøre aat Folk eller Fæ ligesom gamle Berthe Tuppenhaug her nede i Braaten. Men hvordan det var eller ikke, saa var han nok ikke klog nok, for eengang havde de Underjordiske bundet ham, saaat han maatte staae en heel Nat i Hjemhagen sin med Kjæften paa Skakke, og det gik ikke rigtig vel til den Gangen jeg nu vil fortælle om heller. Denne Peer kunde aldrig forliges med Folk, akkurat ligesom Manden her, – nu ja, han var en Kranglefant, som havde Sag med Alle. Saa var det en Gang han havde en Sag i Stiftsretten i Christian, og derinde skulde han være til Klokken ti om Morgenen. Han tænkte, han havde god Tid, naar han red hjemmefra Kvelden i Forveien, og det gjorde han ogsaa; men da han kom i Asmyrbakken, blev Hesten holdt for ham. Det er ikke rigtigt der heller; for længe siden har En hængt sig oppe i Haugen, og det er Mange, som har hørt Musik der, baade af Feler og Klarinetter og Fløiter og andre Blaasegreier. Ja Gamle-Berthe veed nok at tale om det; hun har hørt det, og hun siger, hun aldrig har hørt saa vakkert, det var akkurat som da den store Musiken var hos Lensmanden i 1814. Var det ikke saa Berthe?» spurgte Smeden. «Jo, det er sandt, det er Gudsens Sandhed og det, Faer,» svarede Huusmandskjærringen, der sad ved Skorstenen og kardede.
«Nu, Hesten blev da holdt for ham,» fortsatte Smeden, «og den vilde ikke røre sig af Flekken, Alt det han slog paa, og alt det han hujede og skreg, saa dandsede den bare i Ring, og han kunde hverken faae den frem eller tilbage. Det led med det skred, men det blev ikke anderledes. Saaledes gik det hele Natten, og det var tydeligt at see, at der stod En og holdt den, for alt det Sannumen bandte og huserede, saa kom han ikke videre. Men da det led ud paa Morgenen ved Soleglads Leite, saa stod han af og gik op til Ingebrigt Asmyrhaugen, og fik ham til at tage med sig en Varmebrand, og da han var kommen i Sadlen igjen, saa lod han ham fyre over Hesten med den. Da kan det vel hende, det gik af Gaarde i fuldt Fiirsprang, og Peer havde nok med at hænge paa, og ikke standsede det, førend han kom til Byen; men da var Hesten sprængt.»
«Dette har jeg hørt før,» sagde gamle Berthe, og holdt op at karde, «men jeg har aldrig villet troe, at Peer Sannum ikke var klogere; men siden du siger det, Christen, saa maa jeg troe det.» «Ja det kan du,» svarede Smeden, «for jeg har hørt det af Ingebrigt Asmyrhaugen selv, som bar Branden og fyrede over Hesten for ham.»
«Han skulde vel have seet gjennem Hulaget, Berthe, skulde han ikke?» spurgte en af Smaagutterne. «Jo, det skulde han,» svarede gamle Berthe, «for da havde han faaet see hvem det var som holdt Hesten, og da havde han maattet slippe. Det har jeg hørt af En, som vidste om Sligt bedre end Nogen, det var en, som de kaldte Hans Frimodig hjemme paa Hadeland. I andre Bygdelag kaldte de ham Hans med Skikkelighed, for han havde nu det til Mundheld: «Alting med Skikkelighed.» Han blev indtagen af de Underjordiske og havde været hos dem i mange Aar, og de vilde endelig have ham til at tage Datter deres, som hang efter ham stødt. Men det vilde han ikke, og saa tog de ham tilsidst og kastede ham ud fra en høi Kolle, langt ude i Bygderne, som jeg troer de kaldte Hortekollen, og da syntes han, han foer lige tilfjords. Fra den Tid var han en Jaaling. Saa kom han i Lægd og gik fra Gaard til Gaard og fortalte mange underlige Historier, men bedst som han sad saa lo han: «Hi, hi, hi, Kari Karina, jeg seer dig nok!» sagde han, for Huldrejenten var bestandig efter ham.
Medens han var hos de Underjordiske, fortalte han, saa maatte han bestandig være med dem, naar de var ude og forsynte sig med Mad og Mælk, for det som var korset over og signet med Jesu Navn, havde de ikke Magt til at tage, og saa sagde de til ham Hans: «Du faaer tage i her, for dette er der «krikkla paa,» og han lagde nu saadanne Bøler i Meisene til dem, at det var fæle Ting. Hans, han pleiede bestandig være i Følge med en af dem, som hedte Vaatt, og denne var saa stærk, at han bar baade Hans og Bølen, naar det var rigtig blødt og slemt at gaae om Høsten. Engang mødte de Futen fra Ringerike i en dyb Dal oppe paa Hadeland, saa gik Vaatt bort og holdt Hesten for ham, og Futen skreg og slog paa og foer saa ilde med Hesten, at det var Synd at see. Men saa gik Skydsgutten frem af Meiene og saa gjennem Hulaget; saa maatte Vaatt slippe, «og da kan det vel hende det gik,» sagde Hans, «Skydsgutten var nær ikke kommen paa Meiene igjen, og vi sloge op en Skrassel, saaat Futen vendte sig i Slæden og saa tilbage.»
«Ja,» sagde en af Huusmændene, som var en Udbygding, «det har jeg hørt om en Præst i Lier ogsaa. Han skulde reise i Sognebud til en gammel Kjærring, som havde været et ugudeligt Menneske, medens hun levede. Da han kom paa Skoven, blev Hesten holdt for ham; men han vidste Raad, for det var en rask Karl, den Lierpræsten, i eet Sprang var han fra Slæden oppe paa Hesteryggen og skottede ned gjennem Hulaget, og der saa han, det var en styg gammel Mand, som holdt i Tømmen – de sige det var Fanden selv –. «Slip kuns, du faaer hende ikke,» sagde Præsten. Han maatte slippe, men med det samme gav han Hesten et Rap, saa den satte afsted saaledes, at det gnistrede under Hovene og lyste i alle Skovtoppene, og det var ikke mere end Skydsgutten kunde holde sig bagpaa. Den Gang kom Præsten ridende i Sognebud.»
«Nei om jeg skjønner hvorledes det skal gaae med Koen ligevel Moer,» sagde Mari Budeie, som kom staakende ind med et Melkespand, «jeg troer den sulter reent ihjel, her kan Moer see hvor lidet Mælk vi faae.» «Du faaer trække Hø fra Staldgulvet Mari,» sagde Gamlemoer. «Ja det var sandt» svarede Mari, «kommer jeg did, saa er Karlmændene og Kallen saa forsindte som vilde Gasser.»
«Jeg skal give dig et Raad, Mari,» tog en af Smaagutterne polidsk til Orde, «du skal koge Rømmegrød og sætte ud paa Staldlaaven om Thorsdagskvelden, saa hjælper nok Nissen dig at trække Hø til Fjøset, mens Gutterne sove.» «Ja, naar der var nogen Nisse her, saa skulde jeg nok gjøre det,» svarede den gamle Budeie troskyldig; «men der er Fanken ingen Nisse her i Gaarden, for de troe ikke paa Sligt Selvefolkene; nei paa Næs hos Kapitainen, den Tid jeg tjente der, der var Nissen.» «Hvorledes kan du vide det Mari,» spurgte Gamlemoer, «har du seet den?» «Seet den, ja det har jeg rigtig ogsaa det,» svarede Mari forsikkrende. «Aa fortæl os det, fortæl os det!» raabte Smaagutterne med Latter.
«Ja det kan jeg nok,» sagde Budeien og begyndte. «Det var nu den Tid jeg tjente hos Kapitainen, saa sagde Gaardsgutten til mig en Løverdagskveld: «Du er nok saa snild, at du giver Hestene for mig i Kveld du Mari, saa skal jeg altid gjøre dig et Puds igjen.» «Aa ja,» sagde jeg, «jeg kan nok det,» for han skulde gaae til Jenten sin. Da det led mod Tiden, at Hestene skulde have Kveldsfodret, saa gav jeg først de to, og saa tog jeg et Høfange og skulde give Hesten til Kapitainen, – og den var altid saa fed og blank, at En gjerne kunde speile sig i den – men idetsamme jeg skulde gaae ind i Spiltauget, saa kom han faldende lige ned over Armene paa mig –.» «Hvem, hvem, var det Hesten?» spurgte Smaagutterne. «Aa nei vist, det var Nissen – og jeg blev saa forfærdet, at jeg slap Høet der, jeg stod og skyndte mig ud igjen det forteste jeg vandt. Og da Peer kom hjem, saa sagde jeg: «jeg har givet Hestene for dig een Gang, min kjære Peer, men nei Gud bliver det ikke oftere da, og Brunen til Kapitainen, den fik ikke Høstraaet heller,» sagde jeg, og saa fortalte jeg ham det. «Aa ja, det har ingen Nød med Brunen,» sagde Peer, «han har nok den, som passer sig, han.»
«Hvorledes saa Nissen ud da, Mari?» spurgte en af Smaagutterne. «Ja mener du, jeg kunde see det?» svarede hun, «det var saa mørkt, at jeg ikke kunde see Hænderne mine, men jeg kjendte ham saa tydelig, som jeg tager i dig; han var lodden og det lyste i Øinene paa ham.» «Aa, det var vist bare en Kat,» indvendte en af dem. «Katten?» sagde hun med den dybeste Foragt. «Jeg kjendte hver Finger paa ham; han havde ikke mere end fire, og de vare lodne, og var det ikke Nissen, saa lad mig ikke komme levende herfra.»
«Jo det var Nissen, det var det vist,» sagde Smeden, «for Tommelfinger har han ikke, og lodden skal han være paa Næverne; jeg har aldrig haandtagets med ham; men saa skal det være, det har jeg hørt; og at han passer Hestene og er den bedste Husbondskarl, Nogen kan have, det veed vi Alle, det. Det er Mange, som har stor Nytte af ham; men det er da ikke ham allene de have Nytte af, for oppe i Ullensaker,» begyndte han igjen at fortælle, «var der en Mand, som en Gang havde ligesaa megen Nytte af de Underjordiske, som Andre have af Nissen; han boede paa Røgli. De vidste nu vel det, at Huldren var der og holdt til der, for det var engang han reiste til Byen saa i Flækkesneen om Vaaren, og da han kom ind til Skjællebæk og havde vandet Hestene sine, kommer der ud over Bakken en Buskab af brandede Kjør, saa store og fede, at det var Moro at see dem, og nogle af dem, som var med, kjørte med alle Slags Bukjørrel og Greier paa Kjærrer med vakkre fede Heste for; men foran gik der en svær Jente, som havde en drivende hvid Mælkekolle i Haanden.
«Men hvor skal I hen paa denne Aarsens Tid da?» spurgte Røgli-Manden, forundret. «Aa,» svarede hun, som gik foran, «vi skal tilsæters i Røglihagen i Ullensaker; det er Havn nok der.» Dette syntes han var rart; at de skulde havne i Hagen hans; og Ingen anden end han hverken saa eller hørte Noget, og alle dem, han mødte paa Veien indover, spurgte han; men Ingen havde seet en saadan Buskab. Hjemme paa Gaarden hos den Røgli-Manden, gik det ogsaa underligt til iblandt, for naar han havde gjort noget Arbeide efter Soleglads Tid, saa blev det altid ødelagt om Natten, og tilsidst maatte han reent holde op at arbeide, naar Solen var gaaet ned. Men saa var det den Gangen, jeg vilde tale om, det var en Høst, han gik ned at kjende paa Bygloen, om den var tør – det var seent ud paa Høsten – og han syntes, den ikke var rigtig tør nok endda, men saa hørte han saa skjellig, det sagde borte i en Haug: «Kjør ind Loen din, du, i Morgen snøger det.» Han til at kjøre det bedste han kunde; han kjørte til langt over Midnat – og han fik Loen ind; men Morgenen efter laa der over en Sko dyb Sne.»
«Ja, men det er ikke altid, de Underjordiske ere saa snilde, Smed,» sagde en af Smaagutterne, «hvorledes var det med den, som stjal Bryllupskosten paa Eldstad og glemte igjen Luen sin?» «Jo det skal jeg sige dig,» sagde Smeden, der med Begjærlighed greb dette Vink til at begynde en ny Fortælling. «Paa Eldstad i Ullensaker var der engang et Bryllup; men paa Bryllupsgaarden havde de ikke nogen Bagerovn, og derfor maatte de sende Stegene bort til Nabogaarden, hvor de havde Bagerovn, og stege dem der. Om Kvelden skulde Gutten i Bryllupsgaarden kjøre hjem med dem. Da han kom over en af Moerne der, hørte han ganske skjellig, at det raabte:
«Hør du, kjører du til Eldstad fram,
Saa sig til hende Deld,
At Dild dat i Eld!»
Gutten slog paa og kjørte, saa det hvinede om Næsen paa ham, for det var koldt i Veiret og gildt Slædeføre. Og det Samme raabte det efter ham flere Gange, saa han huskede det. Han kom vel hjem med Føringen sin, og gik saa frem for Bordenden, hvor Tjenerne gik fra og til, som de havde Tid til, og fik sig Noget at leve af. «Nu da, Gut, har Fanden selv skydset dig, eller er du ikke reist efter Stegen endnu?» sagde en af Husens Folk. «Jo, det er jeg,» sagde han, «der seer du den kommer ind gjennem Døren, men jeg slog paa og lod det gaae alt det Mærren aarkede at spænde i, for da jeg kom paa Moen, saa raabte det:
«Kjører du til Eldstad fram,
Saa sig til hende Deld,
At Dild dat i Eld.»
«Aa det var Barnet mit, det,» raabte det i Gjæstebudsstuen, og saa foer der En afsted som om hun var galen, hun rendte paa den ene efter den Anden, og slog dem paa Skallen Allesammen; men tilsidst faldt Hatten af hende, og saa fik de see, at det var en Hulder, som havde været der; for hun havde rapset med sig baade Kjød og Flæsk og Smør og Kage og Øl og Brændeviin og Alt det, som godt var; men hun var saa forfjamset over Ungen, at hun glemte igjen en Sølvkaupe i Ølkarret og ikke sandsede, at Hatten faldt af hende. De tog baade Sølvkaupen og Hatten og gjemte paa Eldstad; og Hatten den var slig, at den, som havde den paa, han kunde ikke sees af noget dødeligt Menneske, uden han kanskee var synen; men om den er der endnu, skal jeg ikke kunne sige forvist; for jeg har ikke seet den, og ikke har jeg havt den paa heller.»
«Ja de Underjordiske ere slemme til at stjæle, det har jeg altid hørt,» sagde gamle Berthe Tuppenhaug, «men værst skal de være i Sætertiden; den er ligesom en lang Høitid baade for Huldrer og Underjordiske; for mens Sæterjenterne gaae og tænke paa Gutterne sine, glemme de at korse over Mælk og Fløde og anden Bumad, og da tager Huldrefolk Alt, de vil. Det er ikke ofte at Folk faaer see dem, men det hender da iblandt, og det hendte engang paa Nebbergsætren oppe i Almindingen her.
Det var nogle Tømmerhuggere eller Vedhuggere oppe i der og huggede. Da de saa skulde gaae frem til Nebbergvangen tilkvelds, saa raabte det til dem borte i Skoven: «Hils hende Kilde, at begge hendes Sønner fore ilde; de brændte op sig i Sodkjitiln.» Da Huggerne kom frem til Sæteren, saa fortalte de Jenterne dette og sagde: «Den Tid vi skulde gaae hjem tilkvelds og vi havde faaet Øxen paa Nakken, saa sagde det borte i Skoven: «Hils hende Kilde, at begge hendes Sønner fore ilde; de brændte op sig i Sodkjitiln.» «Aa, det var Børnene mine det,» skreg det inde i Mælkeboden, og saa kom der farende ud en Hulder med en Kolle i Næven, og den kastede hun, saa at Mælken skvat om dem.»
«Folk fortælle saa Meget,» sagde Smeden med en noget spodsk Mine, ret som om han nærede Tvivl om denne Fortællings Tilforladelighed. Imidlertid var det neppe Andet der talte af ham end Ærgrelse over at være bleven afbrudt, da han havde faaet Munden saa godt paa Gled. I hele Bygden gaves der neppe Nogen, der var rigere paa de vidunderligste Fortællinger om Huldren og de Underjordiske end han; og i Troen paa disse Væsener hamlede han op med de stærkest Troende. «Folk fortælle saa meget,» sagde han, «En kan ikke troe det Alt. Men naar det er hendt i Ens egen Slægt, saa faaer En troe det. Og nu skal jeg fortælle Noget som er hendt Værfaer min; det var en alvorlig og troværdig Mand, saa det nok var sandt hvad han sagde. Han boede paa Skroperud paa Loddingeierne i Ullensaker; han hedte Jo. Han havde bygget sig en ny Stue, havde en to, tre Kjør, fede og i god Stand, og en Hest, som var udmærket fremfor alle andre. Med denne foer han ofte i Skyds fra Mo til Trøgstad og, naar det faldt sig saa, derfra til Skrimstad og tilbage til Mo igjen – og brød sig ikke om, hvordan han foer med Hesten, for den var og blev lige fed. Desforuden var han Spillemand og Skytter. Ofte var han ude at spille, men hjemme kunde de aldrig faae ham til at røre Felen; om saa hele Stuen var fuld af Ungdom, negtede han ligefuldt at spille.
Men engang var der kommen nogle Gutter til ham med Lommeflasker og Brændeviin. Da de havde faaet Kallen paa en Pidsk, kom der Flere til, og, endda han sagde Nei i Begyndelsen, saa fik han dog Felen fat tilsidst. Men da han havde spillet en Stund, lagde han den bort, for han vidste, at de Underjordiske vare ikke langt borte, og at de ikke syntes om saadant Spektakel; men Gutterne fik ham til at spille igjen, og saaledes gik det en to, tre Gange; han lagde Felen bort, og de fik ham til at tage den fat igjen. Tilsidst hang han den op paa Væggen og svor paa, at han ikke vilde gjøre et Strøg med Buen mere den Kveld, og jagede dem ud allesammen baade Gutter og Jenter.
Da han havde begyndt at klæde af sig og stod i Skjorteærmene borte i Skorstenen og skulde tænde Kveldspiben sin med en Brand, saa kom der ind et Følge af Store og Smaa, saa det myldrede i Stuen. «Nu,» sagde Jo, «kommer I nu igjen?» Han troede først, at det var dem, der havde været inde og dandset; men da han saa fik see, at det ikke var dem, blev han ræd, tog Døttrene sine, som alt laae i Sengen, og slængte dem op paa Gulvet – han var en stor stærk Mand – og spurgte: «Hvad er dette for Folk? – kjender I dem?»
Jenterne vare søvnige og sandsede ikke. Saa tog han Geværet ned af Væggen og vendte sig mod det Følget, som var kommet ind, og hyttede til dem med Kolben. «Dersom I nu ikke pakker Jer, saa skal jeg» – bandte han – «føise Jer saaledes ud, at I ikke skal vide om I staaer paa Hovedet eller Benene.» Med et Hyl satte de ud igjennem Døren, saa den Ene foer hovedkulds over den Anden, og han syntes det ikke saa anderledes ud, end som en Hob graae Garnnøster trillede udigjennem Døren. Men da Jo havde sat Geværet bort, og kom hen til Skorstenen igjen og skulde tænde paa Piben sin, der var slukket, saa sad der paa Peiskrakken en gammel Mand med et Skjæg, der rakte heelt ned til Bænken, ja det var over en Alen langt; han havde ogsaa en Pibe, og foer frem og tilbage med en Brand, ligesom Jo selv, og skulde tænde paa den: ret som det var saa gik den ud, saa tændte han paa igjen, og det blev ikke anderledes.
«End du,» sagde Jo, «hører du til samme Fantefølget du med? Hvor er du fra?» «Jeg boer ikke langt borte, jeg du,» svarede Manden, «og jeg raader dig til, at du passer dig for at gjøre saadan Støi og Kvalm herefter, ellers gjør jeg dig til en arm Mand.» «Naa, hvor boer du, da?» spurgte Jo. «Jeg boer her borte under Kjona, og dersom vi ikke havde været der, saa havde den nok strøget med for længe siden, for du har lagt svær Ild paa iblandt; det har været varmt der, og den er ikke fragere, end at den falder overende, dersom jeg sætter Fingeren min bort paa den. Nu veed du det,» sagde han, «og pas dig herefter.» Aldrig blev der spillet til Dands mere; Jo afhændede sin Fele, og ikke fik de ham nogensinde til at røre nogen anden.»
Under den sidste Deel af Smedens Fortælling havde Proprietairen rumsteret inde i Stuen; Skabdøre bleve lukkede op og igjen; der rasledes med Sølvtøi og Nøgleknipper; man kunde høre og vide, han var beskjæftiget med at laase for al rørlig Eiendom ligefra Sølvkruset til Blytobaksdaasen. Mod Enden af Smedens Fortælling gløttede han paa Døren, stak Hovedet ud med Huen paa det ene Øre og sagde: «Er du nu ude med Ræglerne dine og lyver igjen Smed.»
«Lyver?» sagde Smeden, meget stødt; «det har jeg aldrig gjort, for dette er sandt; jeg er jo gift med den ene af de Jenterne, og Kjærringen min, Dorthe, hun laa selv i Sengen og saa den gamle Skjæggekallen; rigtignok vare de Jenterne rare og ligesom halvfjollede, men det kom af at de saae de Underjordiske,» tilføiede han med et harmfuldt Blik paa Proprietairen. «Fjollede?» sagde Proprietairen, «ja, det troer jeg nok; det er jo du ogsaa, naar du ikke er paa en Kant, for da er du reent bindegal. Kom Smaagutter og gaae op og læg Jer og sid ikke her og hør paa hans Røreri.»
«Det maa jeg sige er daarligt sagt af Jer, Faer,» yttrede Smeden med Overlegenhed. «Sidst jeg hørte snakke om Fjolleri og Rør, var da I prækede paa Neberghaugen den 17de Mai,» føiede han til i samme Tone. «Hvilket forbandet Sludder!» brummede Proprietairen og kom stampende gjennem Kjøkkenet med et Lys i den ene Haand og en Pakke Akter og nogle Aviser under Armen. «Aa, bi lidt Faer,» sagde Smeden drillende, «og lad Smaagutterne faae Lov at være her, saa skal I ogsaa faae høre en liden Stub; I har ikke godt af at læse i Lovbogen stødt, I heller. Jeg skal fortælle Jer om en Dragon, som blev gift med en Hulder. Det veed jeg er sandt, for jeg har hørt det av Gamleberthe, og hun er selv fra den Bygden, hvor det hendte.» Proprietairen slog bister Døren til, og man hørte ham trampe op ad Trappen. «Ja ja, siden Kallen ikke vil høre, saa faaer jeg fortælle Jer den da,» sagde Smeden til Smaagutterne, over hvem den bedstefaderlige Myndighed ikke længer udøvede nogen Magt, naar Smeden lovede at fortælle Sagn og Eventyr.
«For mange Aar siden,» begyndte han, «boede der et Par gamle velstaaende Folk paa en Gaard oppe paa Hadeland. De havde en Søn, og han var Dragon, og en stor vakker Karl var han. Paa Fjeldet havde de en Sæter, og den var ikke som Sæterstuerne pleie være, men den var peen og godt opbygget, og der var baade Muur og Tag og Vinduer i den. Her laae de hele Sommeren, men naar de reiste hjem om Høsten, havde Tømmerhuggere og Skyttere og Fiskere og Saadanne, som færdedes i Skoven ved de Tider, lagt Mærke til, at Huldrefolk flyttede ind der med Buskaben sin. Og med dem var der en Jente, som var saa nauvakker, at de aldrig havde seet hendes Mage.
Dette havde Sønnen ofte hørt tale om, og en Høst, de reiste hjem fra Sæteren, klædte han sig i fuld Mundering, lagde Dragonsadlen baade med Pistolhylstrene og Pistolerne paa Dragonhesten, og saa red han derop. Da han kom i Vangbredden var der saadan Varme paa i Sæteren, at det lyste ud igjennem alle Mosefarene, og da kunde han skjønne at Huldrefolket alt var der. Saa bandt han Hesten sin ved en Granlæg, tog den ene Pistolen ud af Hylstret og listede sig ganske sagte op til Vinduet, og derinde i Sæteren saa han en gammel Mand og en Kjærring, som var krogede og reent skrukkede af Alderdom og saa urimelig stygge, at han aldrig havde seet Noget saa stygt i sit Liv; men saa var der en Jente der, og hun var saa deilig, at han strax blev indtaget i hende, og syntes, han ikke kunde leve, hvis han ikke kunde faae hende. Alle havde de lange Korumper, og det havde den vakkre Jenten ogsaa. Han kunde see, at de nylig vare komne, for der var netop ryddet op der. Jenten holdt paa at vadske Gamlestyggen, medens Kjærringen gjorde Varme under den store Primkjedlen paa Peisen.
Ret som det var, stødte Dragonen Døren op, og skjød Pistolen af lige over Hovedet paa Jenten, saa at hun tullede bortover Gulvet. Men i det samme blev hun ligesaa fæl som hun før havde været vakker, og en Næse fik hun, saa lang som Pistolhylstret. «Nu kan du tage hende; nu er hun din,» sagde den gamle Mand. Men Dragonen var ligesom fjættret; der han stod, der stod han, og han kunde ikke flytte sig et Skridt, hverken frem eller tilbage. Den Gamle begyndte da at vadske Jenten; saa blev hun noget ligere: Næsen mindskedes sagtens til det Halve, og den stygge Korumpen blev opbundet, men vakker var hun langtfra. «Nu er hun din, min staute Dragon, sæt hende nu paa Sadlknappen og rid til Bygden og hold Bryllup med hende. Men til os kan du lave til i det lille Kammers i Størhuset; for vi vil ikke være sammen med de øvrige Brudefolkene,» sagde den gamle Stygfanten, som var Faer hendes; «men naar Skaalen gaaer om, saa kan du see ud til os.»
Han turde ikke gjøre Andet; han tog hende med paa Sadlknappen og lavede til Bryllup. Men førend de gik til Kirken, bad Bruden en af Brudepigerne at staae vel bag hende, for at ikke Nogen skulde see Rumpen falde af, naar Præsten lagde Haanden paa hende. Saa drak de Bryllup, og da Skaalen gik om, gik den unge Manden ud i Kammeret, hvor der var lavet til for de gamle Huldrefolkene. Den Gang saa han ingen Ting der, men da Bryllupsfolkene vare reiste, laa der igjen saa meget Guld og Sølv og saa mange Penge i det lille Kammeret, at han aldrig havde seet saa megen Rigdom før.
Det gik nu baade godt og vel i lang Tid; hver Gang der var Fremmedselskab, lavede Konen til for de Gamle ude i det lille Kammerset, og altid laa der efter dem saa mange Penge, at de tilsidst næsten ikke vidste hvad de skulde gjøre af dem. Men styg var hun og styg blev hun, og kjed var han af hende, og det var ikke frit for at han var lidt slem iblandt, saa at han bød til at slaae og dænge hende. Engang skulde han til Byen; det var paa Barfrosten om Høsten, og derfor skulde han lægge Sko under Hesten. – Han gik da til Smidien – for selv var han en dygtig Smed – men hvorledes han lavede det, saa blev Skoen enten for stor eller ogsaa blev den for liden, og aldrig vilde den passe. Han havde ikke flere Heste hjemme, og det led med det skred, saa det blev Middag og det blev Eftasverdstid. «Kan du da aldrig faae lagt under den Skoen?» sagde Konen, «ikke er du rar Mand, men du er nok endda kleinere Smed. Der bliver nok ikke andet Raad end at jeg faaer gaae i Smidien og skoe; er den for stor, kan du jo gjøre den mindre, og er den for liden, kan du jo gjøre den større.»
Hun gik til Smidien, og det første, hun gjorde, var at tage Skoen med begge Næver og rette den ud. «Se her,» sagde hun, «saa skal du gjøre.» Saa bøiede hun den sammen, som om den havde været af Bly. «Hold nu op Benet,» sagde hun, og Skoen passede saa akkurat, at den bedste Smed ikke kunde gjort den bedre. «Du er nok stiv i Fingrene, du!» sagde Manden og saa paa hende. «Synes du det,» sagde hun, «hvordan mener du vel, det var gaaet med mig, dersom Du havde været saa stiv i Fingrene? Men jeg holder formeget af dig til at jeg skulde bruge mine Kræfter paa dig,» sagde hun. Fra den Dag var han en aparte Mand mod hende.»
«Nu synes jeg, vi kan have hørt Nok for i Aften,» sagde Gamlemoer, da Fortællingen var til Ende, og reiste sig. «Ja vi faae vel til at rusle paa os, siden Kallen har kurret sig,» sagde Smeden og bad Godnat, men lovede Smaagutterne at fortælle mere næste Aften, og knyttede en Underhandling med dem om en Kvart Tobak.
Om Eftermiddagen da jeg var ude i Smidien hos Smeden, skraaede han stærkt, hvilket altid var et Mærke paa at han havde drukket Brændeviin; om Aftenen var han gaaet paa Bygden for at faae mere. Da jeg efter flere Dage saa ham igjen, var han mørk og ordknap. Han vilde Intet fortælle, uagtet Smaagutterne lovede ham baade Tobak og Akvavit. Men Pigerne mumlede om, at de Underjordiske havde havt fat paa ham og slaaet ham overende i Asmyrbakken. Der havde en Kjører fundet ham liggende paa Morgensiden, og da talte han over sig.
HULDREÆT
Vi havde været i Besøg paa Bjerke. Proprietairen og Gamlemoer roede hjem Søndag Aften; men Jomfru Marie, Smaagutterne og jeg, Præceptoren, havde efter mangfoldige Makinationer faaet Lov til at blive over til Mandag, for at vandre hjem over Aasen «og see Udsigten,» hed det. Den Mandag Morgen kom os alt for snart. Ledsagede af vor Vertinde, den gode Moer Bjerke og hendes Søn, vandrede vi op gjennem Bjerkehagens løvrige Lunde, hvor Rødstjerten og Bogfinken i Oretoppene feirede Dagen med raske, velklingende Slag, medens Fluesnapperne, vimsende mellem Grenene, gave sit Ord med i Laget, og Havesangeren, beskedent skjulende sig bag Løvet, lod sin muntre Sang strømme ud fra de tætte, dunkle Kroner. Morgenen var saa stille og saa luun; Birkens Blade rørte sig neppe, og da vi kom op ad Stien gjennem Engene, saae vi endnu Dugperlene gynge funklende paa Kløveren og i Maristakkens foldede Blade, naar der faldt et Solstreif i det Grønne. Svalerne strøge lavt efter de fine Libeller; Buskskvætten sad gyngende paa en Tistel og kviddrede i Ageren. Her havde vi Lærkesang fra den blaae Kuppel, der paa alle Kanter omgjerdedes af lyse Sommerskyer, som skjærmede os mod Julimorgenens hede Sol.
Da vi vare paa hiin Side Kongeveien, havde vi en anden Region. Det gik opad Aasen; Fyrren og Granen hvælvede os svale Haller. Endnu lød Lærkernes Triller over til os; men de Toner, som havde hjemme her, vare kun de travle Meisers skjærende Piben, Gjertrudsfuglens regnvarslende Skrig og Veirstillernes Glam under Skyen. Trætte og mødige efter Opstigningen, hvilede vi et Øieblik paa de flade, mosdækkede Klipper ved Præstemyren, drak en Afskedsskaal med vort Følge, og kvægede os ved Synet af Øierens blanke Flade og de lave blaae Aaser, vi skimtede mellem Fyrrestammerne.
Smaagutterne vare alt ude paa Myren for at sanke Multer, og jublede, hver Gang de saae en rødmende Kart. Jomfruen og jeg fulgte da efter. Krandset med Fyr og Gran strakte Mosen sig fjerdinglangt ud mod Vest som en stor Slette, hvis Ensformighed kun af og til afbrødes ved Grupper af ranke Siv med vaiende Toppe, eller ved Tuer af den lysegrønne Calmus, eller ved fremspringende Odder med en Skytterhytte af visne Grankviste ude paa Pynten, der stod som et Minde om Aarfugllegen fra Vaaren. Mod Nord, hvor vor Vei gik, var det knapt et Par tusinde Skridt over. Trindt Bredden stod Lyngen i Blomster; men ude paa Myren vinkede os Mosliliens gule, prægtige Bæger, den skjæggede Bukkebladblomst og den ziirlige Calla. Pyntet med nikkende Myrduun, Multebærblomster og tandre Stargræs, spillede Mostæppet i de forskjelligste Nuancer og gyngede under vore Fødder, som om det hvilede paa et bølgende Hav. Vi gjorde ogsaa en lille Afstikker for at sanke Multer.
Da vi igjen kom frem mod Pynten af en af disse fyrrekronede Odder, svingede Duunhammerne sine store valtseformige Ax frem og tilbage over vore Hoveder; en skjærende Vind peb os i Ansigtet, og lige over for os stode mørke Skymasser med graalige, udvaskede Rande. Det bryggede til en Regnskuur; vi følte alt enkelte Draaber. Jeg trøstede min forskrækkede Ledsagerinde med det Ly, vi skulde finde i den gamle Vardehytte, som neppe laa et Par Bøsseskud borte, lige op for den ludende Fyr ved Myren, og som stod igjen der fra Krigstiden. Da vi kom til Bredden, skylregnede det; men nu havde det ingen Nød, vi følte fast Grund under vore Fødder, vi vare i Skovens Læ, og inden to Minutter vare vi oppe af Bakken og vel forvarede i Vardehytten.
Egentlig vare vi paa ingen Maade vel forvarede. Taget var styrtet ned; der var kun en liden Snip igjen deraf i det ene Hjørne, saa at vi frit kunde see Himmelens Fugle flyve over os. Men i dette Hjørne, under denne lille Snip havde en menneskevenlig Skytter eller Vedhugger anbragt en Bænk af et Par Briskestammer mellem Tømmerstokkene saa lang, at der med Nød og Neppe var Rum til To. Her maatte vi altsaa tage Sæde, og jeg syntes, det var et herligt Sæde. Smaagutterne klattrede med Fare for Liv og Lemmer op paa Ruinen af den gamle Skorsteen i det andet Hjørne og stode der mod den graae Himmel og disputerede, om de kunde see ni eller elleve Kirker, til de ikke saae de nærmeste Træer for Regn.
Man skulde vel troe, at vor Situation i Krogen medførte Fortrolighed og gjensidig Meddelelse. Men det lod ikke saa; jeg sad og beundrede i Taushed Øierfladen, som gjennem Døraabningen viste sig matskimtende i Sky- og Regnfloret; jeg stirrede paa Smaagutterne paa Piben, og paa mine egne Been. Stjal Blikket sig over til Naboersken, var det kun for at vende tilbage med dobbelt Fart. Denne Situation var baade komisk og erotisk; det var Kjærlighed i Huuslærerkategorien. Nu sad vi der som et Par Høns paa en Pinde. Grib Leiligheden, hviskede jeg til mig selv. Medens jeg gik og vadede i Myren, havde jeg memoreret den Tale, jeg havde tænkt at anbringe i ti lignende Situationer. Hvorledes den lød, erindrer jeg ikke nu; men det veed jeg, at den stedse blev siddende mig i Halsen, naar den skulde bruges. Nu var det skjæbnesvangre Øieblik der igjen. Smaagutterne vare nede af Piben, og tumlede sig udenfor i Blaabærlyngen. Jeg ansaa det nødvendigt at begynde min Erklæring med en vis Kjækhed, og jeg vovede virkelig at lægge min Arm om hendes Liv; men det viste sig snart, at Jomfruen var meget kjækkere end jeg. Hun sprang op og stod truende og lattermild for mig.
«Hvad vil De mig? Min Gud! Veed De hvad De vover?» sagde hun. «De kjender jo min Slægt! De veed vel, at jeg stammer fra Huldrefolk, og at der rinder Troldblod i mine Aarer?» «Min bedste Jomfru,» sagde jeg Stakkel, der imidlertid var kommen en Smule til Sands og Samling igjen; «jeg fatter Dem ikke; jeg veed ikke,» tilføiede jeg for dog at sige Noget, «om en saa fordægtig Herkomst!»
«Nu, det var da rart at Moer, som har fortalt Dem saa mange Eventyr og Historier ikke har fortalt Dem det! Min Oldemoder eller Tipoldemoder var jo en virkelig Hulder. Nu skal De høre; men hvis De ikke vil, at jeg skal blive gjennemvaad, maa De forunde mig at sidde i Fred paa Pinden ved Deres Side. Nu da. Mine Tipoldeforældre eller Tiptipoldeforældre (det veed jeg ikke rigtigt) laae til Sæters en Sommer. De havde en Søn, og han var med dem. Da det led paa Høstsiden, og de skulde reise hjem fra Sæteren, sagde Gutten, at han vilde blive igjen der, for han havde Lyst til at see om det var sandt, hvad de sagde, at Huldren kom did med sin Buskab, naar Folket reiste hjem.
Forældrene syntes ikke noget om dette og sagde, at det kunde han nok troe, det var baade vist og sandt, hvad saa Mange vidste at fortælle om. Sønnen gav sig ikke; han vilde blive der alligevel, og tilsidst fik han Lov; til Niste gav de ham et Fad Flødegrød, og saa reiste Forældrene. Ret som han laa i sine egne Tanker, begyndte det at blive levende ude paa Sætervolden. Han hørte Bjælderne klinge; Kjøerne brølede og Sauerne brægede, og der var en Snakken og en Styr og en Studsen og en Stellen, akkurat som naar Bølingen kommer til Sæters. Om lidt blev det stille, og en Stund efter kom der to Fruentimmer ind. Den yngste af dem var saa vakker, at det ikke var nogen Maade paa. De gave sig til at rydde og stelle derinde, og begyndte at koge Melkegrød. Imedens lod Gutten som han sov. Huldren havde ikke lagt Mærke til ham i Begyndelsen; men med Eet begyndte den Yngste at græde.
«Nu, hvad feiler Dig? Hvad græder du for?» sagde den Anden. «Aa jeg synes, den Gutten er saa vakker, jeg, Moer, at jeg ikke kan være til, hvis jeg ikke faaer ham; men det gaaer vel ikke an?» sagde den Yngste. «Tys, tys, vi skal snakke med ham,» sagde Moderen, og søgte at stagge hende. Saa satte de sig til at spise, og nu lod Gutten som om han vaagnede og hilste paa dem. De bøde ham at spise, men han betakkede sig og spurgte, om de ikke heller vilde smage paa den Flødegrød, han havde til Niste.
Jo, det vilde de gjerne, for Flødegrød, skal jeg sige Dem, er det bedste, Huldren kan faae. De spiste da sammen og snakkede baade om Et og Andet, og hvorledes det nu var, saa sagde Moderen til ham: «Du er en vakker Gut, og Datter min synes godt om dig; lider du hende, og du vil love mig at gaae til Præsten og faae hende døbt, saa kan du tage hende. Men snild maa du være mod hende, saa skal det ikke mangle Jer paa Hjemmegifte. I skal faae alt, hvad I behøver til Gaardens Brug og Drift og Mere til.»
Aa ja, Gutten syntes nok, han kunde lide hende, og saadant et Tilbud var ikke at foragte. Saa lovede han, at han skulde gaae til Præsten og faae hende døbt, og snild vilde han ogsaa være mod hende. De reiste da hjem, og hun blev døbt, og de holdt Bryllup og levede baade godt og vel, som man siger.
Men engang han havde været lidt slem og gjort hende imod om Dagen, hørte han saadan Larm og Styr paa Gaarden om Natten. Men da han kom ud i Svalen om Morgenen, var hele Gaarden fuld af Alt, hvad der kunde behøves baade til Gaardsdrift og Huusholdning. Der var baade Kjøer og Heste, og Plove og Høslæder, og Ringer og Bøtter, og alle mulige Ting.
Da det led til Høsten igjen, og Kaalen blev stor, og Konen skulde til at hakke og stelle til Slagtningen, saa havde hun ikke noget Hakkebred, og ikke heller noget Hakketrug. Hun bad da Manden, tage Øxen og gaae op i Fjeldet og hugge ned den store Furuen, som stod ved Myren paa Sæterveien; hun skulde have den til et Hakketrug. «Jeg mener, du er forstyrret, Kjærring!» sagde Manden. «Skulde jeg hugge ned det bedste Træ i Tømmerskoven til at gjøre et Hakketrug? Og hvorledes skulde jeg faae den hjem fra Fjeldet paa denne Tid, den er jo saa diger, at ingen Hest aarker at trække den?»
Hun bad Manden alligevel; men da han slet ikke vilde gaae, saa bad hun om Øxen, gik op i Skoven, hug Furuen ned og kom hjem med den paa Ryggen. Da Manden saa det, blev han saa forskrækket, at han aldrig siden turde sige hende imod, eller gjøre Andet end hun bad om, og fra den Tid var der aldrig Uenighed mellem dem. Det var Historien. Hvilken stærk og slem Mand min Bedstefader var, har De vist hørt; min Fader, Proprietairen, kjender De,» sagde hun truende og med Ironi; «De kan altsaa slutte Dem til hvad De kan vente, hvis De bringer mig i Harnisk.»
«Du vil nok blive her med det samme du, Marie,» sagde Smaagutterne, som, aldeles blaasorte om Munden, viste sig ved Døren med et umaadeligt Knippe Blaabærlyng. «Det er forbi med Regnen for længe siden,» sagde de; «kom nu og lad os gaae.» Vi reiste os; de rige Arabesker, det prægtige Løvværk af Lichener og Mosser, der dækkede de fugtige Stokkevægge, spillede, forfriskede ved Regnen, i det glimrende Sollys. Udenfor i Skoven var der en Glæde over alle Planter og Fugle. Pyroler og Lineer udsendte Strømme af Vellugt, og Granen dryssede sin Duft over os. Skoven var fuld af Fuglesang og Glæde; i hver Top sad der en Maaltrost og spottede min Kjærlighed; Gjerdesmutter og Fuglekonger sang omkaps og jublede glade over sin Lykke; kun en eenlig Rødkjælke klagede mellem de tætteste Grene.
Medens vi vandrede ned ad Skraaningen gjennem Skoven, laa Øvre-Rommerige for os i Solskinnet; over de vestlige Aaser hang Regnen endnu som et graat Slør; men mod Nord var det saa blankt og klart; Mistbjerget, disse Egnes Øientrøst, hvælvede sig der som en blaalig Kuppel, og vi saa Bakkerne, og Skovene, og Kirkerne, og Gaardene, og Smaagutterne kjendte grant den røde Staldbygning hjemme paa Gaarden. Det gik raskt nedover; Marie løb omkaps med Smaagutterne; jeg slentrede efter; stirrede melankolsk ud i det vandløse Landskab, og læskede min Tørst med saftige Blaabær.
Vi vare ikke længe om det sidste Stykke; men da vi kom i Hjemhagen, stak Middagssolen saa brændende hedt, at det ikke var til at holde ud. Marie satte sig i Græsset under den gamle Eg, og vi fulgte Exemplet. Da bølgede der pludselig en Tonestrøm hen over os. Forundret lyttede Marie, og stirrede op i Hvælvet af den mørke, skyggerige Krone, som om hun ventede at faae Øie paa alle Skovens vingede Sangere. Jeg kjendte Tonerne; det var en sjelden Gjæst i Egnen, det var den guldbrystede Sanger, der gav os denne Koncert. Den var i sin bedste Lune; den skreg som Falken og smaanynnede som Sidskenen. Den gav os Lærketriller og Stærresang og Svalekvidder; den kjendte alle Sylviers Toner. Det var et sandt Potpourri af Fuglesang med Jubel og Smerte.
«Hører De denne,» raabte Marie, idet hun sprang op og dansede om under Træet; «ved disse Toner føler jeg min Huldrenatur; jeg føler, at jeg hører hjemme her, ligesaavist som De tilhører Byen og Bøgerne og Komediespillet og Lirekasserne!»
EN HALLING MED KVANNEROD
En af de kolde Dage efter Markedet i Vinter sad jeg foran den aabne Ovnsdør, røgede Tobak og læste i en Bog. Det bankede paa Døren; men det var ingen almindelig Banken; ikke nogen enkelt bøiet Kno frembragte denne Lyd; det var et repeteret Slag af en knyttet Næve med Lovvante paa. Jeg gjættede forgjæves paa hvem det kunde være, som anmeldte sig paa en saa eiendommelig Maade. Førend jeg havde sagt: «kom ind,» blev Døren aabnet, og ind gjennem den steg med faste, sikkre Skridt en gammel Bonde i Hallingdragt. Den klingende Kulde havde rimet hans graae, tottede, lange Haar og børstede Skjæg, men Kulden syntes ikke at være ham til Plage; thi en sid, sort Kofte og Vesten, der bar Spoer af, at den engang, da den endnu eiede Farve, havde været blaa, stode aabne og viste den bare, haarrige Bringe. Hans muskelfulde, men temmelig krumbøiede Underlemmer vare beklædte med sorte Knæbuxer og graae Snesokker. Paa Fødderne havde han Sko af uberedt Koskind. En rød Halsklud, et Par store Lovvanter og en Faareskinds Hue fuldendte Klædedragten, der bar ligesaa kjendelige Spoer af Veirets og Tidens Paavirkning som hans Ansigt, der havde et læderagtigt Udseende. I Haanden bar han et stort Knippe Angelikarod.
«Gudag, Tak for sist; no ha me et finnt Vær,» sagde han, idet han tog Huen og Vanterne af. «Det var som Pokker, kalder du det fiint Veir,» sagde jeg. Mig forekom det saa koldt, at man gjerne kunde krybe ind i Ovnen, og Solen formaaede neppe at fordrive Februarfloraens pragtfulde Rankeslyngninger og Isblomster paa Ruderne. «Ja misant æ dæ ej forskrekkjilé Kjøld, me hava no um Dagadn,» svarede han unbefangen, idet han lagde sine Sager fra sig paa en Stol og med Velbehag varmede sine store Næver ved Ilden. «Saa du synes dog, det er koldt? Men det er sandt, du er jo fra Hallingdal?» sagde jeg, idet jeg først nu erindrede, at hans Udtryk om det fine Veir var den Talemaade, som Velanstændighed byder at begynde enhver Samtale med i de fleste af Fjeldbygderne.
«E æ so ja, rettigt nok du! E æ or Aalsgjæld i Hallingdal; – du kan væl inkji ha sett me forr kanskji? – E ha no faré mykjy ut paa Bygdo – ja men ha e so, ja! Aa fær no stundo enno, saa gamal e æ – ja misant! – Du ska ’kji handle taa me noko Kvannerot idag – rettigt taa den beste?» sagde han med den tautologiske Udtryksmaade, der synes at være eiendommelig for saa Mange i det Dalstrøg, han var fra. «Jeg har intet Brug for den; den anvendes jo til at sætte paa Brændeviin, og det drikker jeg sjelden.» «Drik du ’kji Bræneviin? No daa! E tikji no dæ æ Kar faa se ejn Dram fastand, naar dæ æ kalt i Væré. Dæ ska væra Mange ha e højrt gjeté, som ha tikji se te drikke bærre Vatn: aa ja, dæ kann so væra – dæ æ no inkji mejr paakosta dæ, dej kunne daa bærre gaa burti Grové, so hava dej sitt Fornø’n; men dæ bli Troll i turre Sumra. Ellest kan du nokk kjøpe taa me noko Rot lill, for o æ velbehagelig aa tyggjy, aa overmaatelé bra for Magarev aa atskjilige Sjukdomma.»
Jeg kjøbte nogle Krandse af ham for at faae ham til at opholde sig en Stund, bad ham sidde ned og varme sig en Smule ved Ovnen og anmodede ham uden Omsvøb om at fortælle mig nogle Eventyr. «Om Haugatroll ell’ so, meina du?» spurgte han. «Hatt’ du Moro te højre om Slikt? E tru ’kji e æ go te minnas Noko no; ellest kunna e væl ha højrt Enkort for lang Ti sea. Ein bli so stutthugsén, naar Ejn bli gamal, – ja men bli Ejn so, ja! Men e kunna væl sea de taa, kos dæ bar te, daa ’n Haakun Haukeli smorde aav ølleve Eikerværinga i Branesvegji eigaang.»
«Det kunde være morsomt nok; men kan du ikke heller see til at erindre og fortælle mig Noget om Huldren og de Underjordiske?» «Ja dæ va no dæ; la me sjaa,» sagde han eftertænksom. – «Jau, no kjem e ihug Noko, som e ha højrt taa ’n Mosyst mina om Slikt; som du meina. Dæ va paa Nysætstølé, ja du vejt væl inkji, kor Nysætstølen æ, du?» «Det veed jeg, den ligger jo i Nærheden af Nysætknippen. Da jeg for en ti Aar siden besøgte Hallingdal, var jeg deroppe.»
«Nei ha du vaaré dær?» sagde den Gamle, fornøiet over at jeg var kjendt i hans hjemlige Egne. «Ja so daa! Du va væl paa Nysætknippé mæ daa? Der saag du vitt, du! Ein seer væl burt paa Hallingskarvé, Skogshodn, aa mangfoldige Fjell imot Valdres. Kanskji du gjikk etté Rjupu? Veja du mykjy?» «Jeg var som du siger paa Rypejagt; jeg fik ogsaa nogle Par og saa alle disse Fjelde, som du nævner, fra Toppen af Nysætknippen; men over Ryper og Fjelde glemmer du den Fortælling, der kom dig i Hu. Vil du ikke begynde den?»
«Ja, dæ æ so dæ, ja – rettigt nokk du,» tog han til Orde. «Dæ va ho gamle Birgit Sandehuse, Mosyste mi, ho laag paa Nysætstølé ejgaang, mæ ho va Gjente. Dæ va langt paa Hausté, men dej totte, dæ kunna væra bra aa sita paa Stølé enno eitt Bel, forr dæ va finnt Vær og gjilt Beite enddaa i Fjællé. So va dæ ejn Kveld daa, som ho va ejsmal paa Sætern; ho tvelte se daa, att dæ kunna koma Enkort te ’n, aa forr aa væra hughejl, mejnte ’o, so tok ’o ejn Nabb aa slo affor Døré, forr ’o la se. Daa ’o hadde ligji ej Stund, sprang Døré upp. Detta syntes ’o no va artigt, laut daa upp or Sengen aa sætte Nabben atti, maaveta; men dæ vara ’kji lengji, so datt Nabben ut att.
No tok ’o te undras kos detta kunna ha se, aa meinte dæ, ho skulde no væl sagté faa Nabben te sita; drejv ’n saa inn me ejn Øxehamar so halt, at dæ va sjaaand te, dæ kunna væra Uraa aa faa ’n ut att. Aa jau, de vart nokk enddaa Raa te faa ’n ut, ska e tru! De va ’kji mejr ell’ so ho Mosyste va ve skull sobdne atte, – aa dæ æ no ’kji so lengji forr Gjentudn sobdne, naar dej inkji hava Guta hjaa se – saa flaug Nabben or, aa Døré upp so dæ skrala; aa so højrde ’o kos dæ tuste kring alle Røna i Buen mæ atskjilig Læte, so det va rejne spøkjilé. Ho kunna ingjin Ting sjaa, aa Værmen va no mest sløkt paa Aarén mæ; men daa vart ’o so rejne forfæld, so ’o mest va ve uveta, forr ’o skjønte, dæ maatt’ væra Haugafolke – ja mi sant va dæ dej, som voro ute, dæ va dæ!
So va dæ ein Dag trast etté, ’o Birgit gjætte Kjydn burtundé Nysætknippé. Rett so dæ va, fekk ’o højre Gampa, som kneggja, Kjy, som rauta, Bjelleskrammel aa Gjentu, som svalla aa leto paa Lu aa Prillahodn, plent, som naar dej buføre. Ho styrde kringum se paa alle Kanta, men saag korkji Folk ell’ Krytyr, aa so kunna ’o nokk veta, att dæ maatt’ væra Haugafolke, som komm me Bølingen sinn te Stølé. No skunda ’o se drive Krytyré hejm att, aa sa taa ve hine ko ho hadde fornaamé. So snugga dej se te buføre paa Hejmsæteren daa, forr dej taalde no ’kji drygjy lenger paa Langstølé; dej voro rædde, at Haugafolkji skull’ bli ille, naar dej soto over Tié, seer du.»
Jeg vogtede mig vel for at forstyrre den Gamle i hans Tro og lukke hans Mund ved en sig paatrængende Forklaring af det Fænomen, han sidst havde omtalt. Efter mit Kjendskab til Egnens kouperede Terrain, var det mig klart, at en hjemvendende Bufærd var dragen gjennem en af de fjernere Smaadale, saaledes at Lydbølgerne af Hestenes Knæggen, Kjørenes Brølen og Bjælder, og Pigernes Tale, Lok og Lur, formedelst de mellemliggende Høider og Bakker, ikke umiddelbart, men først reflekterede fra Nysætknippens steile Vægge, havde naaet Birgits Øre og bragt hende til at troe, det var Huldren, da hun Intet kunde opdage, og hendes Sind var modtageligt for Indtrykket. Jeg opfordrede ham til at fortælle flere Historier fra Stølen.
«No højré Ejn mest alder, att Nokon fornæm dej Underjordiske,» begyndte han igjen; «dæ maa væra forrdi Folke inkji trur viar paa dej lenger; aa ja, dæ kan so væra! Men forr i Tié va dæ ’kji so sjelda, att dej baade højrde og sogo dej; jamen sogo dej dej daa, dæ va enddaa likt te dæ. E ska fortælja de ko som hænde Gomo henna Birgit ej Gaang, ho skull’ buføre heim om Hausten; dæ va snodigt nokk de mæ.
Daa ho hadde kokt Bufargrauten om Morgon den Dagen, dej skull’ reise, sætte ’o ’n uppaa Buatakji, att ’n skull kaalne; men daa dej skull’ snugge se te aa dej la Kløvjadn paa Gampo, va ’o no so ansam daa, maaveta, at ’o gløimde Grauten aa komm ’n ’kji ihug, forr dej voro komne ejt Stykjy paa Hejmvægji; daa snudde ’o att forr aa taka ’n mæ se; men som ’o komm attende, va Grauten burte. Ho lejtte aa lejtte baade høgt aa laagt; men dæ va ingjin Graut. Daa ’o so va te vende att, vart ’o varé ejn graa Sau, som sigla framm aa attende paa Vollé. Dæ va ejn Fremmansau, som ’o inkji kjende, stor aa ven, mæ Ull so lang, att ’o hekk ratt ne aat Marken, ja de gjorde ’o, aa ho totte ’o hadde alder sett so gjild Sau forr. «Kanskji dena Sauen højre te hjaa Haugafolkji,» tænkte ’o, «aa dej ha tikji Grauten, aa vilja gjeva me Sauen att istan.» – «Takk forr Byté,» sa ’o aa tok Sauen mæ se. – «Sjøl Takk forr Byté,» svara dæ burti Hallé.»
Den Gamle sad endnu en Stund og fortalte om Fjeldene i Hallingdalstrakten, om Ryper, om Gauper, om Fjeldfras og Bjørne; thi i sine yngre Dage havde han været Skytter. Men om Huldren og Haugefolket vidste han ikke Mere. Han beraabte sig paa, at Alderdommen havde gjort ham «saa stutthugsén.»
Anmærkning. Dette l, som her er anvendt, skal betegne den eiendommelige, tykke L-Lyd, der forekommer i de fleste akershusiske Dialekter og som deels træder i Stedet for l, deels for i det gamle Norske.
LUNDEÆTTEN
For en Deel Aar tilbage reiste jeg nordefter til Gudbrandsdalen, over Hadeland og Toten, paa Vestsiden af Mjøsen. Paa Sveen, et Skifte i Biri, fik jeg en doven Hest og en noget gammelagtig, snakkesyg Mand til Skydsgut. Ingen af Delene gik mig nær til Hjerte. Det havde ingen Hast; Svennæs, hvor jeg som sædvanlig agtede at prøve Gjæstfriheden og tage Nattekvarteer, kunde jeg naae i god betids, og Mandens sjeldne Livlighed og kaustiske Fortællinger om adskillige af Bygdens Folk, som jeg kjendte, forsonede med hans uendelige Snakkelyst. Dertil kom at det var en deilig vaarlig Aften. Solstraalerne brøde sig glindsende og tindrende i Mjøsens Flade, farvede Skyerne og spillede mellem det unge Løv. Aaserne i Faaberg, der begrændsede Landskabet fjernt i Nord, bleve mørkere og tabte sig i intense blaae og violette Fortoninger, medens Aftensolen lagde sin gyldne Glands over den rige Ringsakerbygd paa hiin Side.
Da vi vare komne et Stykke forbi Odden, fik Hesten det Indfald at standse i en Bakke. Næsten lige foran os laa Biri Kirke i nogen Afstand, og til Venstre længre bort paa en Høide laa en Gaard med en mørk Aas i Baggrunden. Jeg erindrede ikke dens Navn og spurgte derom. «Det er Lunde,» sagde Manden, «det er rart, I ikke veed det, som er saa kjendt her. I har da vidst hørt Tale om «Lundeblod og Lundetul;» det er bekjendte Ord i Biri, det, veed jeg.» Jeg maatte tilstaae min Uvidenhed og udbede mig en Forklaring, som han var saare villig til at meddele.
«Paa det Lunde,» begyndte han, «har der altid været rare Folk; de sige, der har været Huldrefolk, og reent forskjellige have de ogsaa været fra alle andre Mennesker; derfor er «Lundeblod og Lundetul» kommen for Orde her i Biri. Engang var her en Kjærring paa Lunde, som hedte Aase. Hun blev borte i Barselseng, og der laa en Olderkubbe i Sengen istedetfor hende. Siden den Tid er det blevet Skik her at sætte Knive over alle Dørene, naar en Barselkone faaer de første Veer, for at der ikke skal komme Troldskab til dem. Det var de Underjordiske, som tog hende, og de havde været efter hende længe før ogsaa, for da der var Fæsterøl for hende paa Lier, tog de hende og satte hende paa Hovedet i et Vandkar, men da var der saamange Folk, som stode ude paa Traakken, at hun ikke kom til Skade; og saa sagde det borte i Bakken ved Staburet, at det kom af, at hun ikke havde Fæstering. Men siden den Tid gaaer hver Tøs, som har sig en Fant, med Fæstering.
Søn efter denne Aase hedte Dagfind, og det var en Karl for sig selv, det ogsaa. Saa knap og gjerrig var han, at det ingen Maade var paa det: naar han skulde hugge Ved, satte han Stabben udenfor Kjøkkendøren og sagde til Fattigfolk: «Gaa ikke ind, for Kjærringen er saa knap og saa gjærrig; du faaer ikke Noget af hende alligevel.» Men det var ikke sandt; Eli var en snil Kone, og en bedrøvelig Ende tog det med ham, for han hængte sig i en Birk udenfor Stuevæggen. Stubben af den staaer der endnu.
Denne Dagfind havde tre Børn, og de hedte Aase, Peer og Amund, og Amund lever den Dag idag, men værre Folk har der vel aldrig været til. Aase hun var saa mager og saa fæl og styg, at hun gjerne kunde have skræmt Vettet af Fanden. Hun laa næsten bestandig i en stor Kiste med Laag paa, ja Ritmesteren veed det nok, han, for han kom engang til at lukke paa Laaget, og saa rakte hun ud den tørre Kloen sin, rigtig som en Høgeklo, og slo igjen Laaget midt for Næsen paa ham. – Peer han var reent huldrin, han gik og stampede Smaaveie i alle Jorderne sine med et Græv og rev op Bringebærbuske og Jordbærblomster, for at der ikke skulde komme Folk og Unger did og sanke Bær. Om Sommeren gik han meget og drev om paa Aaserne og i Fjeldet og saa paa Hestene, for han kjendte alle de Heste, som fandtes i Bygden og mange fra andre Bygdelag ogsaa. Selv havde han ogsaa altid staute og gjæve Heste, men han tæmmede dem aldrig før de bleve sex, syv Aar gamle; da tog han dem med til Skoven og hug ned en stor Gran, spændte dem for den og lod dem trække den hjem, saa bleve de spage, maavide; og naar han skulde sælge Heste eller Kjøer havde han ogsaa en rar Skik: han borede et Hul i Staldvæggen og tog en Tot af Rumpen og slog fast i Hullet med en Prop, og lod saa Dyret gaae, saa Totten blev siddende igjen; det gjorde han for at de ikke skulde trække Lykken fra Gaarden, og hele Sørveggen sidder fuld af Plugger og Haartotter den Dag i Dag er.
Peer Lunde gik ofte til Kirken, men han gik aldrig ind, uden han var til Alters. Medens Almuen hørte Gudsord, gik han om paa Hestegaarden og snakkede med Hestene. Og medens der var Altergang, smøg han ned i Ligkjelderen og sad der til de Øvrige kom frem til Alteret, saa kom han frem, og naar han havde nydt Sakramentet, gik han til Kjælders igjen, til Almuen var gaaet ud af Kirken. Dertil var Peer Lunde meget for at tjærebrede Alting: han tjærebredte sig selv imellem, og han tjærebredte Staburflæsket sit og slog det fuldt med Skomagerpinder. Da han var død, var der et heelt Stabur efter ham, fuldt af Uld og uheglet Liin, og Flesk og Smør, som var mange Aar gammelt, og saa harskt og bedskt som Galde; men Staburet, det havde han spigret til og lukket med Plovlænker paa alle Kanter. En rar Karl var han den Peeren, for en Gang, medens gamle Lensmanden levede, kom han til ham og gav ham en Hestesko til Ferskmad. Han døde da, men han døde ikke nogen Udød, som Folk troede.
Efter ham fik Amund Gaarden, og han lever endnu. Han er den ligeste af dem, for han har været ude blandt Folk og tjent som Dragon for Bratter. Det er en stor, svær, fed Mand, men han er saa blas i Ansigtet som et Liig. Han er nu lidt rar han ogsaa, for engang Ritmesteren kom paa Visitering, paraderede Amund paa Gaarden med en Fodertap under Armen istedetfor Fouragerlue, og saa var han saa slem efter Brændeviin, han drak et Par Potter om Dagen, sagde de. Her et Aar begyndte han at drikke Rødviin, men den begav han snart, for han syntes, den var for suur. Nu drikker han fire Potter Kaffe om Dagen, og desimellem ligger han paa Badstuen og heder den og tuller sig ind i Skindfælde. Om Sommeren klæder han Varmen ude, for jo varmere det er, des flere Trøier tager han paa.
Men saa var det gamle Aase Lunde. Lang Tid efter at hun var bleven borte, gik Hans Sigstad og ledte efter Hestene sine paa Sigstadmoerne; men førend han vidste hvorledes det var, saa kom han ved Domstenene, og der var han inde etsteds, som han aldrig havde seet før, og det var saa gildt og prægtigt der ligesom paa et Slot. Der gik en Kjærring og stelte, og hende syntes han, at han skulde kjende, men han kunde ikke huske, hvor han havde seet hende.
«Kjender du ikke mig, du?» sagde hun. «Jo, jeg synes nok jeg skal kjende dig,» svarede han. «Ja jeg er Aase Lunde, som blev borte i Barselseng,» sagde hun; «jeg kjendte dig vel, da du var en Smaagut, og her har jeg været siden den Tid. Havde de bare ringet lidt til med Kirkeklokkerne den Gangen, jeg blev borte, saa var jeg sluppen herfra; for jeg havde alt det ene Benet over Hafældet, men da de holdt op, maatte jeg tilbage igjen. – Du gaaer og leder efter Hestene dine, du,» sagde hun, «men jeg skal sige dig det, at Manden min og Granderne hans, de kjøre med dem hvert Øieblik, og det kommer af, at Gutterne dine slaaer efter Hestene med Bidslet, naar de slipper dem. Men nu kommer Manden min snart hjem, og hvis han træffer dig her, saa gaaer det dig ilde.»
Sigstaden gik og fandt Hestene sine strax efter. Siden har ikke Nogen hverken hørt eller spurgt Aase Lunde; men er hun ikke død, saa lever hun vel endnu og boer i Huldreslottet ved Domstenene paa Sigstadmoen.»
Skyggerne stege længer og længre frem over Birisiden og Mjøsen; Aftenens Svalhed hvilede over Egnen. Vinden kom og susede og hviskede i Træernes Kroner og bar med sig Bud og Hilsen fra den blomstrende Hæg og alle Markens og Skovens duftende Blommer til Fuglene, der nys vare komne hjem fra Syden, og sad bag Løvet og nynnede og besang de deilige Eventyr, de havde oplevet paa sine Reiser i Grækenland og Marokko. Det sidste Stykke af Veien gik hurtigt. Paa Svennæs fik jeg Bekræftelse paa Sandheden af, at Peer Lunde havde givet gamle Lensmanden en Hestesko til Ferskmad, plugget sine Heste fast ved Halen i Staldvæggen, naar han skulde sælge dem, og i det Hele paa Overeensstemmelsen af min Skydsguts Fortællinger med Traditionen.
EN GAMMELDAGS JULEAFTEN
Vinden peb i de gamle Lønner og Linde ligeoverfor mine Vinduer; Sneen føg ned igjennem Gaden, og Himlen var saa mørkladen som en Decemberhimmel kan være her i Christiania. Mit Humeur var ligesaa mørkt. Det var Juleaften, men det var den første Juleaften, jeg ikke skulde tilbringe ved den hjemlige Arne. For nogen Tid siden var jeg bleven Officier og havde haabet at glæde mine gamle Forældre ved min Nærværelse, havde haabet at vise mig for Hjembygdens Damer i Glands og Herlighed. En Nervefeber havde bragt mig paa Hospitalet, som jeg først havde forladt for en Uges Tid siden, og jeg befandt mig nu i den saa meget prisede Rekonvalescenttilstand. Jeg havde skrevet hjem efter Storeborken og min Faders Finmut, men Brevet kunde neppe komme til Dalen førend anden Juledag, og først under Nytaar kunde Hesten ventes hertil. I Byen havde jeg ikke en Kammerat, der interesserede mig eller som interesserede sig for mig, ikke en Familie, jeg kunde hygge mig ved.
De to gamle Jomfruer, jeg logerede hos, vare «godslige og snille,» og havde med megen Omhu taget sig af mig i Begyndelsen af min Sygdom. Men disse Damers Manerer og hele Maade at være paa, var altfor meget af den gamle Verden, og undertiden fortalte de mig med det største Alvor Historier, hvis mangehaande Overnaturligheder og naive Tilsnit, idetmindste for Byens Vedkommende, tilhørte en svunden Tid. Der var i Sandhed noget Korresponderende mellem mine Damer og det Huus, de beboede. Det var en af disse gamle Gaarde i Toldbodgaden, med dybe Vinduer, lange skumle Gange og Trapper, mørke Rum og Lofter, hvor man uvilkaarlig maatte tænke paa Nisser og Spøgeri, kort, netop en saadan Gaard, maaskee det endog var den samme, som Hansen har skildret i sin Fortælling: «Den Gamle med Kysen.» – Dertil kom, at deres Bekjentskabskreds var ligesaa indskrænket som deres Tankesfære; thi foruden en gift Søster kom der aldrig andre end et Par kjedelige Madammer. Det eneste Oplivende var en smuk Søsterdatter og nogle muntre, livlige Broderbørn, som jeg altid maatte fortælle Eventyr og Nissehistorier.
Jeg søgte at adsprede mig i min Eensomhed og i mine mismodige Betragtninger ved at see paa alle de travle Mennesker, der travede op og ned ad Gaden i Snefog og Vind med rødblaae Næser og halvlukkede Øine. Det begyndte at more mig at iagttage den Travlhed og det Liv, der herskede over i Apotheket: Døren stod ikke et Øieblik, Tjenestefolk og Bønder strømmede ind og ud, og gave sig til at studere Signaturerne, naar de kom paa Gaden igjen. Dechiffreringen syntes at lykkes for Nogle; men undertiden antydede langvarig Grunden og en betænkelig Rysten paa Hovedet, at Problemet var for svært. Det skumrede; jeg kunde ikke iagttage Ansigterne længer, men stirrede over paa den gamle Bygning. Saaledes som Apotheket da var, stod det med sine rødbrune, teglfarvede Vægge, spidse Gavle og Taarne med Veirhaner og Blyvinduer som et Minde af Bygningskunsten i Fjerde Christians Tider. Kun Svanen var da som nu meget trankvil med Guldring om Halsen, Ridestøvler paa Fødderne og Vingerne udspændte til Flugt. Støi og Børnelatter i Sideværelset og en meget jomfrunalsk Banken paa Døren afbrød mig i de Betragtninger, jeg var i Færd med at anstille over fængslede Fugle.
Paa mit «Kom ind» indtraadte den ældste af mine Værtinder, Jomfru Mette, spurgte til mit Befindende med et gammeldags Knix og bad mig med mange Omsvøb, at tage til Takke hos dem om Aftenen. «De har ikke godt af at sidde saa alene her i Mørket, snille Hr. Løitnant,» tilføiede hun, «vil De ikke komme ind til os med det samme. Gamle Moer Skau og min Broders Smaapiger ere komne; det vil maaskee adsprede Dem lidt; De holder jo saa meget af de glade Børn?»
Jeg fulgte den venlige Indbydelse. Da jeg traadte ind, spredte et Baal, der blussede i en stor fiirkantet Kasse af en Kakkelovn, igjennem den vidtaabnede Ovnsdør, et rødt ustadigt Lys ud i Værelset, der var meget dybt, og møbleret i gammel Stiil med høiryggede Stole, betrukne med forgyldt Ryslæder, og en af disse Kanappeer, beregnede paa Fiskebeensskjørter og Storksnabelstilling. Væggene vare prydede med Oliemalerier, Portraiter af stive Damer med opstrammede Ansigtstræk og pudrede Koiffurer, af Oldenborgere og andre berømmelige Personer i Pandser og Plade eller røde Kjoler.
«De maae sandelig undskylde, Hr. Løitnant, at vi ikke har tændt Lys endnu,» sagde Jomfru Cecilie, den yngre Søster, der i det daglige Liv almindelig nævnedes Sillemoer, idet hun kom mig i Møde med et Knix, Mage til Søsterens; «men Børnene tumle sig saa gjerne ved Ilden i Skumringen, og Moer Skau hygger sig ogsaa ved en liden Passiar i Ovnskrogen.»
«Passiar mig hid, Passiar mig did, du koser dig selv ved en Faddersladder i Skræddertimen, Sillemoer, og saa skal vi have Skylden,» svarede den gamle, asthmatiske Dame, der tituleredes Moer Skau. «Nu se, god Aften, Faer, kom og sæt Dem her og fortæl mig hvorledes det er med Dem; De er minsandten bleven dygtig afpillet,» sagde hun til mig og kneisede over sin egen svampede Trivelighed. Jeg maatte berette mine Fata og døiede til Gjengjæld en meget lang og detaileret Beretning om hendes Gigt og asthmatiske Plager, der til al Lykke blev afbrudt ved Børnenes larmende Ankomst fra Kjøkkenet, hvor de havde aflagt et Besøg hos det gamle Huusinventarium, Stine.
«Faster, veed du hvad Stine siger, du?» raabte en liden væver, bruunøiet Tingest; «hun siger, at jeg skal være med paa Høloftet i Aften og give Nissen Julegrød. Men jeg vil ikke, jeg er ræd for Nissen!» «Aa, det siger Stine blot for at blive Jer kvit; hun tør ikke gaae paa Høloftet i Mørket selv, den Tosse, for hun veed nok, hun engang er bleven skræmt af Nissen,» sagde Jomfru Mette. «Men ville I ikke hilse paa Løitnanten da, Børn?» «Aa nei er det dig, Løitnant – jeg kjendte dig ikke – hvor bleg du er – det er længe siden, jeg saa dig,» raabte Børnene i Munden paa hverandre og flokkede sig om mig. «Nu maa du fortælle os noget Morsomt – det er saa længe siden du fortalte – aa fortæl om Smørbuk – snille dig, fortæl om Smørbuk og Guldtand!»
– Jeg maatte fortælle om Smørbuk og Hunden Guldtand og endda give til Bedste et Par Nissehistorier om Vagernissen og Burenissen, som trak Hø fra hverandre, mødtes med hver sin Høbøl paa Nakken og sloges, saa de bleve borte i en Høsky. Jeg maatte fortælle om Nissen paa Hesselberg, som tirrede Gaardhunden til Manden kastede ham ud over Laavebroen. Børnene klappede i Hænderne og lo. «Det var tilpas til ham det, stygge Nissen,» sagde de, og fordrede Mere.
«Nei nu plage I Løitnanten formeget Børn,» sagde Jomfru Cecilie; «nu fortæller nok Faster Mette en Historie.» «Ja, fortæl, Faster Mette!» var det almindelige Raab. «Jeg veed ikke hvad jeg skal fortælle,» svarede Faster Mette; «men siden vi ere komne til at tale om Nissen, saa skal jeg ogsaa fortælle Lidt om ham. I huske vel gamle Kari Gusdal, Børn, som var her og bagede Fladbrød og Lefse, og som altid havde saa mange Eventyr og Historier at fortælle.» «O ja,» raabte Børnene. «Nu, gamle Kari fortalte, at hun tjente paa Waisenhuset her for mange Aar siden. Dengang var det endda mere eensomt og trist, end det nu er paa den Kant af Byen, og det er en mørk og skummel Bygning, det Waisenhuus.
Nu, da Kari var kommen did, skulde hun være Kokke, og hun var en meget flink og fix Pige. En Nat skulde hun staae op og brygge, saa sagde de øvrige Tjenere til hende: «Du maa vogte dig, at du ikke staaer for tidligt op; før Klokken To maa du ikke lægge paa Rosten.» «Hvorfor det?» spurgte hun. «Du veed da vel, at der er en Nisse her, og du kan nok vide, at han ikke vil uroes saa tidlig, og før Klokken To maa du slet ikke have paa Rosten,» sagde de. «Pyt, ikke værre,» sagde Kari, der var meget frisk paa Leveren, som man siger, «jeg har ikke Noget at bestille med Nissen, og kommer han til mig, skal jeg den og den tage mig, nok føise ham paa Døren.»
De Øvrige formanede hende, men nun blev ved Sit, og da Klokken vel kunde være lidt over Eet stod hun op og lagde under Bryggekjedlen og havde paa Rosten. Men hvert Øieblik slukkedes Ilden ud under Kjedlen, og det var ligesom En kastede Brandene ud over Skorstenen, men hvem det var, kunde hun ikke see. Hun tog og samlede Brandene den ene Gang efter den anden, men det gik ikke bedre, og Rosten vilde heller ikke gaae. Tilsidst blev hun kjed af dette, tog en Brand og løb med baade høit og lavt, svingede den og raabte: «Pak dig did du er kommen fra. Hvis du troer, du skal skræmme mig, taer du feil.» «Tvi vorde dig da,» svarede det fra en af de mørkeste Kroge, «jeg har faaet sju Sjæler her i Gaarden; jeg tænkte, jeg skulde have den ottende med.» Siden den Tid var der Ingen, som saa eller hørte til Nissen paa Waisenhuset, sagde Kari Gusdal.»
«Jeg bliver ræd, nei du skal fortælle Løitnant; naar du fortæller saa bliver jeg aldrig ræd, for du fortæller saa morsomt,» sagde en af de Smaa. En Anden foreslog, at jeg skulde fortælle om Nissen, som dandsede Halling med Jenten. Det var et Kapitel, jeg meget nødig gik ind paa, da der hørte Sang til. Men da de paa ingen Maade vilde fritage mig, begyndte jeg at hoste og rømme mig for at forberede min overmaade uharmoniske Stemme til at præstere Hallingdandsen, der hørte til, da den omtalte smukke Søsterdatter, til Børnenes Glæde og min Frelse, traadte ind. «Ja nu Børn, nu skal jeg fortælle, hvis I kunne bevæge Kusine Lise til at synge Hallingen for Jer,» sagde jeg, idet hun tog Plads; «thi I ville vel dandse?» Kusinen bestormedes af de Smaa, lovede at udføre Dandsemusiken, og jeg begyndte min Fortælling.
«Det var etsteds – jeg troer næsten det var i Hallingdal – en Jente, som skulde gaae med Flødegrød til Nissen; om det var en Thorsdagskveld eller en Julekveld, det kan jeg ikke huske, men jeg troer nok det var en Julekveld. Nok, hun syntes, det var Synd at give Nissen den gode Mad, spiste saa selv Flødegrøden –, drak Fedtet paa Kjøbet og gik paa Laaven med Havremeelsgrød og suur Melk i et Grisetrug. – «Der har du Truget dit, Styggen!» sagde hun. Men hun havde ikke sagt det, førend Nissen kom farende og tog hende og begyndte en Dands med hende; det holdt han paa med til hun laa og gispede, og da der kom Folk paa Laaven om Morgenen, var hun mere død end levende. Men saalænge som han dandsede, sang han: - her var mine Vices ude; Jomfru Lise overtog Nissepartiet og sang i Hallingtakt:
«Aa du har iti op Grauten for Tomten du!
Aa du skal faae dandse med Tomten du:
Aa har du iti op Grauten for Tomten du,
Saa skal du faae dandse med Tomten du!»
Hertil bidrog jeg ved at trampe Takten med begge Fødder, medens Børnene med Støi og Jubel i de mest overgivne Spring tumlede sig mellem hverandre paa Gulvet. «Jeg troer, I sætte Stuen paa Taget med detsamme Børn; I støie, saa det værker i mit Hoved,» sagde gamle Moder Skau. «Vær nu rolig lidt, saa skal jeg fortælle Jer nogle Historier.» Det blev stille i Stuen og Madammen intimerede:
«Folk de fortæller nu saa meget om Nisser og Huldre og Sligt, men jeg troer ikke Stort af det. Jeg har hverken seet Huldren eller Nissen – jeg har nu ikke været vidt i mit Liv heller, – og jeg troer det er Snak; men gamle Stine ude, hun fortæller, hun har seet Nissen. Da jeg gik til Præsten, tjente hun hos mine Forældre, og til dem kom hun fra en gammel Skipper, som havde holdt op at fare. Der var det saa stille og roligt; de vare aldrig hos Nogen, og aldrig kom der Nogen til dem, og Skipperen var aldrig længer end nede paa Bryggen. Altid gik de tidlig tilsengs, og det var en Nisse der, sagde de. «Men saa var det engang,» sagde Stine, «som Kokken og jeg, vi sadde oppe en Aften i Pigekammeret og skulde stelle vort Tøi istand, og det led til Sengetid, for Vægteren havde alt raabt Ti. Det vilde ikke gaae med Syningen og Stopningen, for hvert Øieblik kom John Blund, og ret som det var, saa nikkede jeg, og ret som det var, saa nikkede hun, for vi havde været tidligt oppe og vadsket om Morgenen.
Men som vi sad saaledes, saa hørte vi et forfærdeligt Rabalder ude i Kjøkkenet,» sagde hun, «det var ligesom En slog alle Tallerknerne sammen og kastede dem paa Gulvet. Vi fore op i Forskrækkelse,» sagde hun, «og jeg skreg: «Gud trøste og hjælpe os, det er Nissen,» og jeg var saa ræd, at jeg ikke turde sætte en Fod i Kjøkkenet. Kokken var nok fælen hun ogsaa; men hun skjød Hjertet op i Livet, og da hun kom ud i Kjøkkenet, laae alle Tallerknerne paa Gulvet, men ikke een af dem var itu, og Nissen stod i Døren med rød Hue paa og lo saa inderlig godt. Men nu havde hun hørt sige, at Nissen iblandt skulde lade sig narre til at flytte, naar En bad ham om det, og sagde at det var roligt for ham paa et andet Sted, og saa havde hun længe spekuleret paa at gjøre ham et Puds,» sagde hun «og saa sagde hun til ham det – hun skjalv lidt i Mælet – at han skulde flytte over til Kobberslagerens tværs over Gaden, der var det mere stille og roligt, for der gik de tilsengs Klokken ni hver Aften. Det var sandt nok ogsaa,» sagde hun til mig, «men du veed nok,» sagde hun, «at Mesteren arbeidede og var oppe med alle, baade Svende og Drenge, og hamrede og støiede fra Klokken tre om Morgenen hele Dagen.
Siden den Dag,» sagde hun, «saae vi ikke mere til Nissen over hos Skipperen. Men hos Kobberslageren led han sig nok godt, endda de hamrede og bankede hele Dagen, for Folk sagde, at Konen der satte Grød paa Loftet til ham hver Thorsdagsaften, og da kan En ikke undres over, at de bleve rige heller, for Nissen gik vel og trak til dem,» sagde Stine, og det er sandt, de toge sig op og bleve rige Folk, men om det var Nissen som hjalp dem, skal jeg ikke kunne sige,» tilføiede Moer Skau, og hostede og rømmede sig efter Anstrængelsen med denne for henne usædvanlig lange Fortælling.
Da hun havde taget sig en Priis Tobak, kviknede hun og begyndte paa en Frisk: «Min Moer, det var en sanddru Kone; hun fortalte en Historie, som er passeret her i Byen, og det paa en Juledagsnat, og den veed jeg er sand, for der kom aldrig et usandt Ord i hendes Mund.» «Lad os dog faae høre den Madam Skau,» sagde jeg. «Fortæl, fortæl, Moer Skau,» raabte Børnene.
Madammen hostede lidt, tog sig atter en Priis, og begyndte: «Da min Moer endnu var Pige, kom hun undertiden til en Enke, som hun kjendte, som hed – ja hvad hed hun nu da? Madam – nei jeg kan ikke komme paa det – men det kan være det samme ogsaa, hun boede oppe i Møllergaden og var en Kone, noget over sin bedste Alder. Saa var det en Juleaften ligesom nu; saa tænkte hun ved sig selv, at hun skulde gaae i Fropræken om Julemorgenen, for hun var flittig til at gaae i Kirken, og saa satte hun ud Kaffe, for at hun kunde faae sig lidt varmt Drikke før hun gik ud. Da hun vaagnede, skinnede Maanen ind paa Gulvet, men da hun stod op og skulde see paa Klokken, var den gaaet istaa, og Viseren stod paa halv Tolv. Hun vidste ikke, hvad Tiden var paa Natten, men saa gik hun hen til Vinduet og saa over til Kirken. Det lyste ud igjennem alle Kirkevinduerne. Hun vækkede Pigen og lod hende koge Kaffe, medens hun selv klædte paa sig, tog Psalmebogen og gik i Kirken. Det var saa stille paa Gaden, og hun saa ikke et Menneske paa Veien.
Da hun kom i Kirken, satte hun sig i Stolen, hvor hun pleiede sidde, men da hun saa sig om, syntes hun, Folkene saae saa blege og underlige ud, akkurat som de kunde være døde Allesammen. Der var Ingen, hun kjendte, men der var Mange, hun syntes, hun skulde have seet før, men hun kunde ikke erindre, hvor hun havde seet dem. Da Præsten kom paa Prækestolen, var det ikke nogen af Byens Præster, men en høi bleg Mand, hun ogsaa syntes, hun skulde kjende. Han prækede nok saa vakkert, og der var ikke saadan Støi og Hosten og Harken som det pleier være ved Fropræken om Julemorgen, men det var saa stille, at hun kunde hørt en Naal falde paa Gulvet, ja det var saa stille, at hun blev ganske angest og bange.
Da de begyndte at synge igjen, bøiede en Kone, som sad ved Siden af hende, sig hen til hende og hviskede hende i Øret: «Kast Kaaben løst om dig og gaa, for bier du til det er forbi her, saa gjør de Ende paa dig. Det er de Døde som holde Gudstjeneste.»
«Uf, jeg bliver ræd, jeg bliver ræd, Moer Skau,» suttrede en af de Smaa, og krøb op paa en Stol. «Tys, tys Barn, hun slipper godt fra det; nu skal Du bare høre,» sagde Moer Skau. «Men Enken blev ogsaa ræd, for da hun hørte Stemmen og saa paa Konen, kjendte hun hende; det var Nabokonen hendes, som var død for mange Aar siden, og da hun nu saa sig om i Kirken, erindrede hun godt, at hun havde seet baade Præsten og mange af Menigheden, og at de vare døde for lang Tid siden. Det isnede i hende, saa ræd blev hun. Hun kastede Kaaben løst om sig og gik; men da syntes hun, de vendte sig og greb efter hende Allesammen, og Benene skjælvede under hende, saa hun nær var styrtet om paa Gulvet. Da hun kom paa Kirketrappen, tog de hende i Kaaben; hun slap Taget, lod dem beholde den og skyndte sig hjem saa fort hun kunde.
Da hun stod ved Døren, slog Klokken Eet, og da hun kom ind, var hun næsten halvdød af Forskrækkelse. Om Morgenen da Folk kom til Kirken, laa Kaaben paa Trappen, men den var reven i tusinde Stykker. Min Moder – hun havde seet den mange Gange før, og jeg troer at hun havde seet et af Stykkerne ogsaa – men det er nu det samme, det var en kort, lyserød Stoffes Kaabe med Hareskinds-Foer og Kanter, slig en som var i Brug i min Barndom endda. Nu er det rart at see en saadan, men der er nogle gamle Koner her i Byen og paa Stiftelsen i Gamlebyen, som jeg seer i Kirken med saadanne Kaaber i Julehelgen.»
Børnene, der under den sidste Deel af Fortællingen havde yttret megen Frygt og Ængstelse, sagde, at de ikke vilde høre flere slige fæle Historier. De vare krøbne op i Kanapeen og paa Stolene, og sagde, at de syntes der sad En og tog efter dem under Bordet. Idetsamme bragtes der Lys i gamle Armestager, og man opdagede med Latter, at Børnene af Frygt sad med Benene paa Bordet. Lysene, Julekage, Syltetøi, Bakkelse og Viin forjagede Spøgelsehistorier og Frygt, oplivede Gemytterne, opmuntrede Samtalen og førte den over til Næsten og Dagens Emner. Endelig gave Risengrøden og Ribbeenstegen Tankerne en Retning mod det Substantielle, og man skiltes tidligt fra hverandre med Ønsker om en glædelig Juul.
Men jeg havde en meget urolig Nat. Jeg veed ikke om det var Fortællingerne, den nydte stærke Kost, min Svaghedstilstand, eller disse tre Momenter tilsammen, der foraarsagede det; jeg kastede mig urolig hid og did og var midt inde i Nisse- og Huldre- og Spøgelsehistorier den hele Nat. Tilsidst foer jeg til Kirken med Dumbjelder gjennem Luften. Kirken var oplyst, og da jeg kom ind, var det Kirken hjemme i Dalen. Der var ikke Andre at see end Døler med røde Huer, Soldater i fuld Puds og Bondejenter med Skaut og røde Kinder. Præsten stod paa Prækestolen; det var min Bedstefader, der var død, da jeg var en liden Dreng. Men som han var bedst inde i sin Præken, gjorde han et Saltomortale – han var bekjendt som en rask Fyr – midt ned i Kirken, saaat Samarien foer paa en Kant og Kraven paa en anden. «Der ligger Præsten, og her er jeg,» sagde han med et bekjendt Udtryk af ham, «og lad os nu faae en Springdands.»
Øieblikkelig tumlede hele Menigheden sig i den vildeste Dands, og en stor lang Døl kom hen og tog mig i Skulderen og sagde: «Du maa være med, Kar.» Min Forbauselse kjendte ingen Grændser da jeg i detsamme vaagnede, og følte Taget i min Skulder, og saa Drømmebilledets Kontrafei lude sig over min Seng med Dølehuen ned over Ørene, en Finmut paa Armen, og et Par store klare Øine stift heftede paa mig. «Du drømmer vist, Kar,» sagde han i Hjembygdens kraftige Dialekt; «Sveden staaer paa Panden din, og du sover tungere end en Bjørn i Hiet. Vaagn op nu! Guds Fred og glædelige Juul siger jeg fra Faer din og dem i Dalen. Her er Brev fra Skriveren, og Finmutten hans, og Storborken staaer i Gaarden.»
«Men i Guds Navn er det dig, Thor?» – Det var min Faders Husbondskarl, en prægtig Døl – «hvorledes i al Verden er du kommen hid nu?» raabte jeg glad. «Jo det skal jeg sige dig,» svarede Thor, «jeg kom med Borken, men ellers saa var jeg med Skriveren ude paa Næs, og saa sagde han, «Thor sagde han, nu er det ikke langt til Byen, du faaer tage Borken og reise ind og see til Løtnan, og er han rask, og kan han være med, saa skal du tage ham med,» sagde han.»
Da vi fore fra Byen var det tindrende klart; vi havde det prægtigste Føre. Borken langede ud med sine gamle, raske Been, og en saadan Juul, som jeg feirede dengang, har jeg aldrig feiret hverken før eller siden.
EN NAT I NORDMARKEN
En Julidag saa gjennemsigtig klar som en Dag i September, et Solstreif over Bærumsaaserne, en sjelden Duft af Gran vakte midt i den hede Sommertid i denne kvalme By min Vandrelyst og al min Længsel efter Sø og Skov. Jeg maatte og vilde ud, at indaande den friske Luftning fra Elven og Granerne. Men kun et Par Dage stode til min Raadighed. Nogen lang Vandring var der saaledes ikke Leilighed til; det Hele maatte beløbe sig til en Fisketour i Nordmarken. Forberedelserne hertil vare snart trufne; thi Fluer og Fiskeredskaber vare i Orden, og efter nogle Timers Vandring var jeg forbi Hammeren og gik paa Skraaningen af Aasen hen imod Kamphaug og forbi denne Gaard ned imod Bjørnsjøelven. Dybt nede tindrede Skjærsjøen af og til mellem Træernes Stammer og Aabningerne i Skoven. Fuglene sang af fuldt Bryst, og det var saa let og frit at aande og at vandre i den sødt duftende Skovluft. Fossens Suus kaldte mig, og jeg var snart ved Elvens Udløb i Søen.
Her strømmede den klar men strid over Kiselbunden; thi den er sluppen ud af den vilde Schlucht, der ligefra dens Udløb af Bjørnsjøen, i en Strækning af en fjerdedeel Miil, danner dens dybe Leie, og iler nu, som bevinget, i Skjærsjøens Favn. Saalænge som den klemmes inde, tumler den sig voldsomt dybt nede i den mørke Kløft mellem Fjeldvægge og Urer af chaotisk optaarnede Klippeblokke. Snart fosser den hvid med Larm og Bruus, snart styrter den sig i Vildhed høit ud over sorte Klippesider og løser sig op i Damp; snart danner den – man kunde troe i Anger over sin Vildhed og Ubesindighed – dybe, stille, mørke, eftertænksomme Kulper. Men det er kun en stakket Hvile, den søger, for med friske Kræfter atter at tage fat paa den viltre Leg. Og dog har al dens Larm og Vildhed paa denne Tid af Aaret Intet at betyde, i Sammenligning med den, der vækkes i Tømmerfløtningens Tid. Naar Dæmningen aabnes, naar Bjørnsjøens vide Vande lades ud og Tømmeret slippes i Elven, overgaaer dens Larm og Voldsomhed al Forestilling: Fossens Drøn ligner Tordenbrag og styrtende Laviner; Træer og Klippeblokke river den med, og Tømmerstokke knækkes som Pibestilke.
Aaserne paa Elvens Sider stige steilt op med sine Urer, sine sorte Vægge, uendelige Vindfald og sine Graner, der med Alvor skue ned paa den vilde Leg i Dybet og indaande og forfriske sig ved de uendelige Dampskyer, Fossen idelig kaster op i deres graae, ærværdige Lavskjæg. Og mellem Rognene og Birkene, der nede ved Bredden lude sig ud over Elven, seer Fiskeren, som færdes i dette Dyb, kun en smal Stribe af den blaae Himmel, som oftest fordunklet ved Dunster, der stige op fra Fossen og svæve langs Aaserne. Den der vil fiske og færdes her, maa ei kjende Frygt for Vand eller Fjeld eller Himmel; thi ofte er Kløften saa trang, at Bredderne forsvinde og man maa vade gjennem Elven; undertiden sænker Bunden sig; og der dannes et svælgende Dyb, en sortladen Kulp med steile Vægge, ved hvis øvre Ende Elven i en skummende Fos styrter Fiskeren imøde. Da maa han stige op ad de bratte Vægge og klattre frem mellem Urerne og Stenerne, som ofte styrte ud under hans Fødder, saa han, hvis han ikke styrter ned, hænger svævende mellem Himmel og Vand, og klynger sig fast med sine Hænder, saaat der staae blodige Striber efter Taget. Og kjender han ikke hver Steen og Stubbe her, saa kommer han snart i den fortvivlede Stilling, at han hverken kan komme op eller ned, «at han er gaaet i Bjerg,» som det hedder med en Jægerterminus.
Jeg sprang fra Steen til Steen med Fiskestangen som Balanceerstok og Støttestav, jeg vadede og klattrede og var ret heldig. I de klare Hvirvler og under de glasgrønne Kupler, Elven dannede, hvor den foer frem med mindre Voldsomhed, sprang Smaaforellerne livligt; under Fossene i de dybe Kulper fore større Fiske frem som guldblanke Lyn, snappede Fluerne under Vandet, reve Snøret susende af Snellen og ilede ned i Dybet, hvorfra de dog inden kort bragtes op og i Land.
Da jeg kom op af Kløften til Elvens Udspring af Bjørnsjøen, hvilede jeg en Stund paa Dammen eller Dæmningen; Solen stod i Nedgangen, og dens Lys spillede mellem Skovtoppene, medens Himlens dybe Blaae, Aftenskyernes Pragt og Rammen af mørke Graner, der overalt indfattede Søen, afspeilede sig i dens blanke Flade. Insekterne summede i Luften og opførte sine alfelette Dandse over Vandet, hvorfra stundom prægtige Fiske med Pladsk og Skvulp skjøde op efter dem. Over Skoven stod en mørk Banke langt mod Nord, og der viste sig nogle blyfarvede Skyer med guulbrune Rande. Lumre Luftninger gjorde mit Bryst næsten Beklemt i denne Skoveensomhed: Fjernt borte klang en Luur eller maaskee det kun var Gjenlyden af dens Toner, der i Aftenens Stilhed naaede mit Øre, svævende, hendøende, paa een Gang lokkende og klagende. Jeg gik igjennem Osskoven langs op ved Vandet for fra en eller anden af de fremskydende Odder, hvis der endnu var Folk oppe, at raabe efter Baad over til Bonna, det eneste Sted, hvor Mennesker boe, ved denne Indsø.
Ved Skydsskafferodden kom to gamle Mænd ud af Skoven. Den ene havde et patriarkalsk Tiggerudseende, og var en aldeles kjæmpemæssig Figur med markeret Ansigt, buskede Bryn og et langt ærværdigt Graaskjæg. Paa Hovedet havde han en Toplue av blaat Uldgarn, og over den gamle Graatrøie hang en Lammeskinds Pose i et rødt Uldbaand. Den anden var en Fisker, som jeg oftere havde truffet paa mine Vandringer i disse Ødemarker. Hans Slægt havde boet og færdedes her, saalænge Nogen kunde mindes, og havde i ældre Tider ligget i evindelige Klammerier med «Skovfinnerne,» som efter Sagn fra forskjellige Bygdelag, lige til Midten af forrige Aarhundrede, sporadisk beboede Nordmarken og de store Skovstrækninger, der i Forbindelse med denne, strække sig fra Lier og Holtsfjorden lige op til Mjøsen og Valders.
Men gamle Elias har ikke altid været Fisker alene. I sin Ungdom har han været en kjæk Sømand, der ligesaalidet frygtede Stormen som Kartovernes Drøn. Han var med for Gøtheborg 1788, han var Midshipgast paa Prøvesteen den 2den April 1801. Han har indaandet Duften af Middelhavslandenes Orangelunde, og han har seet Indiens Palmer. I Nordmarken hedder han Elias Fisker eller Elias Svenske fra sit første Tog. Nu er han en Krøbling og har Understøttelse af Fattigkassen. Men de brede Skuldre, de kraftige Gestus af hans Arme, det Liv der vaagner i disse Øine og i det slappe, beskjæggede Ansigt, naar Ordet løser sig fra Læberne, og han taler om Kommandørkapitain Lassen, om Havet, om anden April og om sine Fisketoure i Nordmarken, vidner om hvad han engang var for en Karl.
Gamle og Unge lytte gjerne til hans noget i det Brede gaaende Fortællinger, og Elias er overalt en velkommen Gjæst, selv hos de smaa Sjæle, der med Misundelse betragte hans Held i Fiskeri. Thi Fisker er han med sin hele Sjæl, og hans Færdighed og mangeaarige Kjendskab til Fiskens Gang og Levemaade i disse Elve og Vande lader i Almindelighed hans Efterstræbelser krones med en sjelden Lykke. I den bedste Fisketid seer man, selv nu i hans fire og firsindstyvende Aar, Elias Fisker hver Uge drage til Byen med en kolossal Vidieskræppe fuld af Fiske paa Ryggen. Men en Feil han han. Han søger altformeget at udfylde Kløften mellem før og nu ved den nordiske Lethe. Naar han vender hjem fra Byen, ere hans Skridt vaklende og hans Hoved tungt, og skjøndt han ikke har langt til sit Hjem – den lille Hytte, der ligger paa en Bakke til Venstre for Veien, strax førend man kommer til Skjærvenbroen i Maridalen – skal han dog undertiden overnatte ved Siden af Veien.
«Vel mødt Fiskere,» sagde jeg. «God Kveld» sagde de begge og lettede paa Huerne. «God Aften Elias, skal vi nu mødes her igjen.» «Ja, jeg er som Skyfloken jeg,» sagde Elias, «den er der, naar de mindst vente den.» «Agte I at fiske her til Natten?» spurgte jeg. «Vi har nok tænkt at friste den lidt i Nat,» sagde Elias; «det er tidligt paa Aaret endnu, men kommer det Vind og Regn, saa tør den nok slaae efter.» «Det er ogsaa min Mening, Elias.»
«I har vel taget den slemt i Elven?» spurgte Elias med et nysgjerrigt Blik til min Fiskekurv. «Jeg har jo faaet endeel, men der er ikke mange over to Mærkers Størrelse,» sagde jeg og aabnede Laaget. «Det er over halvandet Pund, ... se der er en lækker Fisk, og der er flere ogsaa; ... jamen var det lækkert Fiske!» sagde Elias. «Han fisker vel med Fly, han?» spurgte den Anden. «Du kan vel vide det,» sagde Elias, idet han forgjæves gjorde nogle Kast ud paa Vandet med sin Stang; «du kan vide det; jeg stod ved Siden af ham og medede i Hakklooset i Fjor, og jeg fik ikke Biddet engang, mens han tog Halvpundet, og det rat ogsaa.»
Jeg spurgte hvor den Anden var fra, og fik den Underretning, at han om Sommeren holdt til paa Hadelandsaaserne. Nu skulde han til Byen for at kjøbe Salt; men han vilde gjerne med det samme have lidt Brændeviin og Tobak, og dertil agtede han at erhverve Midler ved Fiskeri. Ved Nattens Begyndelse brød Uveiret løs: det tordnede og lynede i det Fjerne, de mørke Masser udbredte sig; Skyernes Konturer bleve mere og mere ubestemte og udvaskede, og tilsidst hang Regnen og Skyerne som et graat Teppe nedover Aaserne og mellem Toppene af Skovens mørke Kollonader. Foran Veiret og Regnen foer en livlig Vind henover Vandet. Nu var Tiden der til Fiskeriet. Enkelte større Fiske sloge efter og bleve af og til fangne, men oftest sloge de feil.
«Den er ikke rigtig hjertet paa at bide endnu, derfor tager den saa ofte imist,» sagde Elias, der holdt paa at bringe en Fisk i Land. Med de første Regndraaber sprang Fiskene Pladsk i Pladsk efter Medemark og Fluer; men da Skuren ret brød løs, og det begyndte at hagle og skylregne, var det aldeles forbi. «Paa Morgensiden tør den nok faae bedre Hjertelag,» sagde Hallændingen. «Hvad mener du om Veiret?» spurgte jeg efter nogen Tids Forløb. «Det klarner jo op over Aasen?»
«Østa Glætte
Gier vaad Hætte.
Det kommer mere Regn, men det tør nok blive lidt Ophold iblandt. Der kan I høre; den Karlen spaaer ogsaa om Regn,» vedblev han, da der langt ude fra Landet lød et frygtelig vedholdende Skrig, ret som om et Menneske var i Livsfare. «Er det Nøkken?» spurgte jeg. «Jesu Navn, siig ikke det da; det var Lommen,» sagde Elias.
Vi opgave Fiskeriet indtil videre og besluttede at tænde et Baal, thi vi vare gjennemvaade. De Gamle trak Stokke og Kviste sammen; jeg tilveiebragte Ild og snart flammede paa Pynten af Odden et Baal, der i Forening med min Niste ikke undlod at yttre sin oplivende Indflydelse paa mine Staldbrødre i en livlig Samtale om Fiskeri, om Ørretens Gang og Levemaade i Nordmarken, og om Røiens i Vandene paa Hadelandsaaserne. Elias dvælede med Forkjærlighed, ved de Fisketoure, han havde gjort til Nordmarken i yngre Dage, naar han var kommen hjem af Reis.
«Da var her Fisk at faae,» sagde han, idet han tændte sin korte Snadde; «men der var ikke saadant Sjau med Vandene heller, og ikke saadan Fare paa Færde, om der kom op et Par Planker i Dammen om Natten, saa Fisken kunde gaae ud i Elven. Ja, ja, ved Sandungdammen var det godt at fiske den Tid; for da stod den udenfor de to Bjergene og den dybe Kulpen, hvor I veed, den staaer nu. Jeg tog otte Pund der een Nat, og det var ikke Nogen under tre Mærker. Men nu veed Fisken mest ikke hvorledes det er stelt med den, for den faaer aldrig have sin naturlige Gang.»
«Det har været morsomt at fiske her i hiin Tid, Elias,» sagde jeg, «men det hendte vel imellem den Tid ogsaa, at Fiskeriet slog feil for dig?» «Det var rart om det skulde slaae reent feil; Noget fik jeg altid,» svarede han. «Jo een Gang havde jeg saanær ikke faaet Noget, men jeg fik endda. Det gik saa forunderligt til, at jeg ikke har kunnet skjønne det. Sligt har jeg aldrig været ude for hverken før eller siden.» «Hvorledes gik det, da?» spurgte jeg. «Du faaer fortælle os det, Elias,» sagde Hallændingen; «vi have sligt Slag at bestille nu.» «Det tænkte jeg at gjøre,» sagde Elias.
«Det var i 1806. Jeg laa i Byen den Tid, men det var saa strengt, at ingen Matros maatte være længer borte end een Dag og ikke over en halv Miil fra Christian, med mindre han meldte det for Kommandørkapitain Lassen. Jeg havde Lyst til at gaae i Nordmarken og fiske; saa meldte jeg mig og skar ud med lidt Niste og en Bouteille Brændeviin i hver Lomme. Med Fiskeriet gik det kleint. I Bjørnsjøelven fik jeg ikke et Nap. Da jeg kom til Dammen, laa Baaden der; den tog jeg og roede over til Smalstrøm; men det var ikke Fisk at fornemme, hverken paa Vandet eller der. Saa strøg jeg nordefter til Hakkloen. Paa Veien mødte jeg Peer Piber, som var en af de bedste Fiskere, der gik her i Marken den Tid. «Det er ikke værdt, du gaaer længer, Elias,» sagde han; «jeg har været Nord i Katnosen, men jeg har mest ikke faaet et Been. See her,» sagde han og tog frem Skræppen sin, og Alt det, han havde, var vel et Snees smaa Pinder saa lange som Fingeren min.»
«Har jeg trøitet Alnen, saa trøiter jeg vel Kvartet ogsaa, min kjære Peer,» sagde jeg og skjænkede ham en Dram eller to. Ja Gud bevars, jeg tog en selv ogsaa. «Det turde vel hende den bider for mig, om den ikke bed for dig,» sagde jeg. «Jo vist!» sagde Piberen. Dermed skiltes vi. Jeg gik lige til Storløken i Katnosen, for bider det ikke der, saa bider det ingensteds. Nei, der var intet Bid at faae der heller. Saa gjorde jeg op en Nying og fik mig en Dram til, varmede mig lidt, og saa sov jeg til langt ud paa Dagen. Jeg fristede lidt i Katnoselven igjen, men der var ingen Fisk at kjende, og jeg gav mig paa Hjemveien.
Men da jeg kom til Skydsskafferodden i Sandungen, saa er det et lidet Kjern der, som de kalde Skydsskafferkjærnet. Der havde jeg hørt, der aldrig skulde være Fisk at faae, endda de sagde, der gik Kulter udi der som store Tømmerstokke. Men det var et Huldrekjærn, og Ingen turde fiske der den Tiden. «Du faaer friste Elias» tænkte jeg, «kanske Huldrefisken gaaer paa Beite, naar den Anden ikke er hjemme,» og dermed skar jeg ud paa Flydetørven, og kastede ud lige ved det vesle Bækkeoset, for der er en liden Bæk, som siver ned til Sandungen gjennem Myrene; men naar Dammen er stængt og Vandet stort, stuer det op i Kjærnet gjennem Myrene og under Flydetørven.
Med det samme nappede en Fisk i og foer under Flydetørven; men den laa paa Bunden saa tung som en Reverunge; jeg kunde nok mærke, det ikke var nogen Ørret. Da jeg fik den op, var det en Aabbor paa otte Mærker. Lidt udpaa saa jeg, det gjorde en Hvælv op i Vandet, saa det ringede sig. Der kastede jeg ud. Ikke var Marken i Vandet, før Fisken hug i; men det blev baade Slag og Pladsk, og jeg baskede med den en lang Stund, førend jeg fik den op; men da var det en Ørret mellem syv, otte Mærker af den vakkre Fisken som er i Sandungen, fed og bred, med lidet Hoved, saa guul som Vox, men mørkere over Ryggen end Sandungsfisken. Ja, jeg blev staaende der, og kastede op den ene efter den Anden, paa fire, fem, sex Mærker og saa.
Men saa kom jeg til at see ned bag mig; der laa det to vakkre Fiske og den tredie i Kors over dem. Jeg undredes nu paa hvad dette skulde betyde, om det var nogen Fisker, som havde lagt dem igjen, eller hvor de vare komne fra; men jeg saa Ingen. Saa gik jeg et Stykke længer bortpaa, og der hvor jeg saa en Hvælv, kastede jeg ud. Fisken bed, og det varede ikke længe, førend jeg havde faaet vel to Pund. Som jeg da kom til at see bag mig, saa laa der fem store vakkre Fiske igjen. Ja, jeg undredes paa hvem der havde lagt dem der, men jeg tog dem da op og lagde dem ned i Fiskesniken baade disse og de tre jeg først fik Øie paa. Men da blev der sligt et Veir og saadant et Gny og Brag i Skoven, at jeg troede den skulde ryge ned paa mig med det samme.
«Nei, dette kan aldrig være rigtigt,» tænkte jeg, «her er det nok ikke godt at være,» og dermed tog jeg de otte Fiske, jeg havde fundet og lagde dem paa en Stok efter hverandre, saa at den kunde tage dem, som eiede dem, eller Fugl og Dyr kunde æde dem op; jeg vilde ikke have dem. Dermed lagde jeg ned til Sandungen, og det er ikke saa mange Skridt, det. Men da jeg kom did, var det ganske stille, og Vandet var saa blankt, at baade Aaserne og Skyerne stode i det. Da skjønte jeg, at det havde været Huldren, som havde været ude.»
Hallændingen knyttede hertil adskillige Betragtninger og Beretninger om Huldrekjærn og Vande med dobbelt Bund, hvori Fiske, der eies af Huldre kun faaer Lov at komme op St. Hans Dag, men afbrød sig selv midt i en af disse med et Udraab: «Kors i Jesu Navn, hvad er det for et Lys derborte? Det er blaat!» Elias meente det var ikke langt fra Smalstrøm. Mig forekom det mere rødt end blaat, og jeg formodede, hvilket senere bekræftede sig, at der havde leiret sig et Par Fiskere, som antændte en Ild. Talen gik ved denne Leilighed over paa Skattegravere og Skatte og om blaae Lys, som brænde derover. Elias fortalte saaledes at hans Bedstefader eller Oldefader, – jeg mindes ikke mere hvem af disse troeværdige Personer det var, men antager den første – havde seet en Sølvaare paa Bunden af Blankvandet, saa tyk som en Tømmerstok og dertil føiede sig flere Samtaler og Fortællinger, jeg her vil søge at gjengive saa godt jeg kan erindre dem.
«Han Bedstefaer,» fortalte Elias, «kjørte Tømmer fra Nordmarken til Sørkedalen. Det var paa Vaarsiden, saaat Sneen og Haalken var væk. Men han havde med sig en liden Jentunge; og da de kom mellem Vindernsæteren og Blankvandsbraaten, saa gled hun. «Nei Faer, jamen er det Haalke endnu da,» sagde hun. Han saa der, hvor hun var gledet, men han saa strax at det var Sølv og ikke Haalke. Saa hug han Øxen i det. «Ja du har Ret, Barn, det er rart at Haalken kan holde sig saa længe,» sagde han, og lod sig ikke mærke med Noget. Fra den Tid kjørte han tit og ofte til Byen og tog mange Penge ind. Men naar han reiste, saa reiste han ikke Veien, hverken om Maridalshammeren eller Sørkedalen; men han havde en Vei for sig selv gjennem Skov og Mark, som gik bortover alle Aaserne og kom ned mellem Frognersæteren og Riis.
Engang var han i Byen og havde drukket lidt, saa han var paa en Kant – det var i gamle Ramstadgaarden i Grændsen, – saa sad han og kytede og var Karl: «Hvis jeg vilde,» sagde han, «saa skulde jeg gjerne skoe Hestene mine med Sølv.» Der sad Mange der, og Nogle, som vare der, tog Vidner paa det og skrev det op. Men førend han Farfaer kom hjem, var han død, og siden den Tid har Ingen seet noget til Sølvet, endda de baade har skjærpet og gravet borte i Marken der.»
«Jeg har hørt sige, at han har været haard til at lede efter Skatter alle sine Dage, den Karlen,» bemærkede Hallændingen, idet han lagde en tør Tyrirod paa Baalet. «Du kunde vist fortælle mere om ham, du Elias, naar du blot vilde,» tilføiede jeg. «Der er nu Ingen, som troer rigtigt paa Sligt i vore Dage,» svarede Elias; «men jeg kan nok fortælle ligevel jeg.
Den Tid han Farfaer var Unggut, var han og en anden Karl ude og grov en Gang – de havde vel seet blaae Lys, kan jeg tænke, eller kanskee de vidste, hvor Pengene laae. – De grove i to Thorsdagsnætter, og der kom til dem saa mange Julebukke og underlige Skikkelser, at de aldrig havde troet, der fandtes saa meget Stygt. Der kom baade Bjørne og Udyr og Stude med store Horn og alt det Fæle, som til var, og vel saa det. De vare rædde og tænkte hvert Øieblik, at tage Benene fat; men de holdt ud og tiede stille. Saa var det den tredie Thorsdagskvelden, da blev det meget værre end begge de forrige Gange; men de grov og taug stille, og det varede ikke længe, førend Spaden skrabede paa Kobberkjedlen. Ret som det var, saa kom det kjørende en Vogn forbi med sex sorte Heste for, og det gik som en Vind. Om en liden Stund kom der en gammel Kjærring efter, som agede sig frem i et Trug, og Kjæften hendes gik som en Peberkværn. «Jeg naaer dem nok at, jeg naaer dem nok at, jeg naaer dem nok at,» sagde hun i et Væk, og gned sig frem i Truget. «Aa i Helvede naaer du dem at!» sagde han Farfaer, men med det samme var Kjærringen borte, og Pengekjedlen sank ende ned.»
«En anden Gang skal jeg tie stille,» tænkte han Farfaer, og det varede ikke længe, skal jeg troe, før han var ude igjen. Den Gang var det en gammel Kjærring, som havde seet en stor Kobberkjedel fuld med Penge, just som hun gik nedover Jorderne ved Grefsen i Akerssogn. Tre Dage før St. Hanstid staaer Pengene oppe, maa vide; men for hendes Øine saa det ud som der laa en stor Orm oppe i Kjedlen og væltede sig ovenpaa Pengene. Saa var der to Stykker fra Christian – den ene var endda en Høker, som eiede baade Gaard og Grund, og den anden var en Underofficier – og de sloge sig sammen med han Farfaer om at grave Kjedlen op. Ja, de grov i tre Thorsdagskvelde, og den tredie Kvelden skrabede de ned paa Hankerne, saa det skraslede i Pengene, og de tænkte, de snart skulde have den. Men nu skal I vel høre Spil! Saa syntes Høkeren, at Gaarden hans nede i Byen stod i lys Lue, og endda det var saa langt – En veed, det er vel en halv Miil fra Grefsen – saa syntes han, at han skjellig saa Kjærringen sin med en Unge paa Armen staae midt inde i Luen. «Det er nok ikke Tid for mig at være her nu,» sagde han og kastede Spaden og vilde afsted; men med det samme var det forbi med Varmen; og det var det da med Pengene ogsaa, for Kjedlen den sank.»
«Men saa var det det, jeg vilde have fortalt først. Det var Karl til Mand det; han var ikke fælen. Tilsidst saa lagde han i Veien ganske alene en Thorsdagskveld, og begyndte at grave paa et andet Sted, hvor han vidste, der laae Penge. Og det gjorde han den næste Thorsdagskvelden ogsaa, men han saa saa urimelig meget Stygt, at de aldrig kunde faae ham til at tale om det. Men da det var høgst Nattes, den tredie Thorsdagen, saa kom der en olm Oxe frem fra Bunden af Gropen, som havde store lange Horn, og dem vilde den stange tvers igjennem ham, syntes han. Men han tog Oxen i Hornene, og saaledes blev han staaende til Solen randt. Da var Oxen bleven til en stor Kobberkjedel fuld med Penge, og Hornene, som han holdt den i, det var Hankerne paa Kjedlen.»
«Det er mest stygt at høre sligt,» sagde Hallændingen; «især naar det er saa ondt for at tjene en Skilling, som det er nu for Tiden. For det troer jeg, at den, som ikke har løst sig fra Katechismen og sin Frelser aldrig finder nogen Skat.» «Efter det, du har fortalt om din Bedstefader, Elias, skulde En ikke tro, at du behøvede at gaae til Byen hver Uge for at sælge Fisk,» bemærkede jeg. «Aa Gud hjælpe mig,» svarede Elias. «Faer min arvede ikke andet end Armoden efter sin Faer, enten nu han Farfaer havde brugt op det, han havde fundet, eller de, som havde givet ham det, havde taget det tilbage igjen. Og jeg arvede akkurat en Graatrøie og en Træskee efter min Faer.» «Det er som jeg siger,» sagde Hallændingen, «der er ingen Lykke ved slige Penge, de gaae sin Vei saa fort som Vandet i Fossen.»
Søvnen vilde nu gjøre sin Ret gjældende, og Samtalen begyndte at gaae istaa. Men i den Tilstand vi vare – tørre paa den ene mod Ilden vendte Side og vaade paa den anden – holdt jeg det for mindre tilraadeligt at overgive sig til en Slummer, hvoraf man ufeilbarlig skulde vaagne med klapprende Tænder og stive Lemmer. Jeg skjænkede derfor mine Fæller en Dram, tændte min Pibe og opfordrede dem til at holde sig vaagne ved at fortælle Noget. Elias fortalte mange Historier, om hvorledes Nissen havde huseret i Sandungen i gamle Dage og paastod, at der endnu var Blodflekker i Stalden der, efter at den en Nat havde slaaet Paul Sandungens hvide Hest ihjel; om hvorledes de stode i Vinduerne og saae ham skrabe Saltet paa Hellen fra de øvrige Heste til sine Yndlingsdyr; om gamle Jo Hakkloen, som havde Tjenestepige sammen med Huldren og meget Mere, som i ældre Tider havde tildraget sig i Nordmarken.
Tilsidst begyndte ogsaa Hallændingen at berette, om hvad der var hendt hans Frænder og Venner. Der var en egen Pathos i hele hans Maade at fortælle paa, som jeg her forgjæves vilde søge at gjengive. Det var hans egen dybe Tro paa Tilstedeværelsen af disse Naturkræfter, hvorom han berettede, der gav hans Fortællinger dette eiendommelige Indtryk, som forøgedes derved, at han talte i en dyb Bas og i et langsomt men vel redigeret Foredrag.
«Den Tid da Krigsfolkene laae ude i Holsteen,» begyndte han, «var Farbroer min – ja du mindes nok den Tiden du Elias? – som boede paa Ringerike, med nogle Andre oppe paa Krogskoven. De laae ved Flaksætrene søndenfor Veien og hug Kulleved. Ved Kveldstid gjorde de op en Nying i en Hældbakke og roede sig der, men de havde ikke sovet længe, førend de hørte Ungeskrig og Tralling. Han Farbroer saa op, og paa en Bjergpynt ligeoverfor dem fik han see, der sad en Hulder med en skrigende Unge; den sang hun for og prøvede at stagge det bedste hun kunde. «Hvorfor sidder du der, du?» spurgte Farbroer. «Aa Manden min er borte», svarede hun, «derfor syntes jeg, jeg ligesaa godt kunde gaae herned og hygge mig ved Jer.»
«Hvor er Manden din da?» spurgte Farbroer. «Han er ude i Krigen, han, der hvor de andre Krigsfolkene ere,» svarede Huldren. Men Ungen blev meer og mere grætten, og skreg og bar sig, og holdt et saadant Huus, at det ikke var muligt at faae Søvn paa Øinene. Dette syntes han Farbroer var for galt, han blev arg og sindt og tog den ene Ildebrand efter den anden og kastede op mod hende. Med det samme blev hun borte, men rundt omkring i alle Aaserne og Haugene skrattede og loe det. «Det var Hygge du fik af de Karlene, Gyri Haugen!» raabte det.
«Men nu skal jeg fortælle hvad der hendte en af Skyldfolkene mine paa Ringerike,» vedblev han. «Han var Møller paa Viul og hedte Peer Paulsen; siden kom han endda til Kværnebruget paa Hemseiene i Vasdraget Væle yderst i Aadalen. Han gik meget oppe paa Aaserne og fiskede, og saa var han eengang oppe ved Buttenkjærnet, som ligger i Kanten av Hoffsæteraasen mellem Marigaardsskov og Bergermoen. Der gjorde han sig op en Nying, og lagde sig til at sove Natten over. Halvandet Aarstid efter var han igjen oppe og fiskede. Om Natten kom en Kjærring med en liden Unge paa Armen til hannem. «Der seer Du Ungen din Peer,» sagde hun. «Ungen min? Det var artige Ting det! Hvorledes skulde jeg faaet den Ungen da?» spurgte Peer Paulsen. «Du husker nok den Gang, du var her oppe sidst, for halvandet Aar siden,» sagde Huldren.
Den Gang talte han nok ikke om det til Nogen, men senere hen i Aarene – for han gik altid oppe paa Aaserne der og fiskede om Sommeren, og altid hang den samme Huldren efter ham – siden talte han til Mange om, at han havde en Datter med Huldren, som vel kunde være saa gammel som Børnene pleie være, naar de gaae til Konfirmation. Mig fortalte han det aldrig, endda jeg kjendte ham vel; men jeg har hørt det af En, han selv havde fortalt det. Engang var hun kommen til ham og havde spurgt om han vilde see Datter sin. Saa havde hun lukket op en Dør ind til Bjerget, og der var Alting af Sølv. Ja, iblandt tog Peer Paulsen Andre med sig op paa Aasen at fiske ogsaa, og da saae de to Huldrer, som stod paa den anden Side af Kjærnet og fiskede Aabbor. Engang var der en Mand, som hedte Halvor fra Marigaard med ham. Hannem havde han lovet, at han skulde faa see Huldren. Da denne Halvor Marigaard fik høre, hun kom drivende med Buskaben sin, blev han saa ræd, at han vilde afsted. Men Peer Paulsen bad ham stande og bare staae stille, saa havde det ingen Nød. Og da saae de hende komme drivende med hele Bølingen sin. Dette saae de grandgivelig begge to.»
Elias hørte ikke mere af Fortællingerne; han sov en velsignet Søvn paa den haarde Klippe og snorkede, saa at det gav Gjenlyd i Skoven. «Han sover han,» sagde Hallændingen, «men endnu skal jeg fortælle en Historie, som jeg synes er underlig; men saa faaer vi kurre os lidt vi ogsaa, ellers blive vi for tunge til Morgenen.»
«Der var en Bonde, han boede i Thellemarken, hvor Faer min er kommen fra,» begyndte han sin Fortælling, «og han eiede en stor Gaard, men han vidste ikke af andet end Uaar og Skade paa Kreaturene sine, og tilsidst maatte han gaae fra baade Gaard og Grund. Lidt havde han igjen, og for det kjøbte han sig en liden Plads, som laa for sig selv, langt borte fra Bygden, i vild Skov og Mark. En Dag han gik paa Gaardstunet, mødte han en Mand.
«God Dag Grande,» sagde Manden. «God Dag,» sagde Bonden; «er du min Grande? Jeg troede jeg var alene her.» «Der seer Du Gaarden min,» sagde Manden, «den er ikke langt fra din.» Og der laa en Gaard ogsaa, som han aldrig havde seet før, stor og prægtig og i fuld Stand. Da kunde han skjønne, at det var en Underjordisk, men han blev ikke saa ræd for det; han bød Granden ind at smage paa Øllet hans, og Granden drak baade godt og vel.
«Hør nu,» sagde Granden, «i en Ting maa du føie mig.» «Lad mig faae høre paa det først,» sagde Bonden. «Du maa flytte Fæhuset dit, for det staaer i Veien for mig,» svarede Granden. «Nei det gjør jeg ikke,» sagde Bonden. «Jeg har bygget det op nyt i Sommer, og nu stunder det til Vinters. Hvor skulde jeg gjøre af Buskaben min da?» «Ja, ja, du gjør som du vil, men river du det ikke ned, er jeg ræd, det kommer til at angre dig,» sagde Granden. Og dermed gik han. Manden gik og undredes paa dette, og vidste ikke hvad han skulde gjøre. At give sig til at rive ned et nyt Fæhuus mod Vinternats Leite, syntes han var altfor galt, og liden Hjælp havde han ogsaa.
Ret som han stod i Fjøset sit en Dag, sank han ned gjennem Gulvet. Der hvor han kom ned, var det overmaade gildt. Alting var af Guld og Sølv. Med det samme kom den Manden, som sagde, at han var Granden hans, ind, og bad ham sidde ned. Om en Stund blev der baaret ind Mad paa Sølvfad og Øl i Sølvkruus, og Granden bad ham at sætte sig ind til Bordet og spise. Bonden turde ikke andet og flyttede sig ind til Bordet, men ret som han vilde tage op i Fadet med Skeen, faldt der Noget ned i Maden fra Loftet, saa han mistede Madlysten med det samme. «Ja,» sagde Huldrekallen, «der kan du see hvad Kjørene dine give os. Madro faae vi aldrig, for hvergang vi sætte os til Bords er det galt, og om vi ere aldrig saa sultne, saa miste vi Madlysten og kan ikke spise. Men vil du nu føie mig i at flytte Fjøset, saa skal du ikke mangle Foder og Grøde, om du bliver aldrig saa gammel. Men vil du ikke, saa skal du ikke vide af Andet end Uaar, saa længe du lever.»
Da Manden hørte det, gav han sig strax ifærd med at rive Fjøset ned og tog til at sætte det op paa et andet Sted. Men han byggede ikke alene, for om Natten, medens Alle sov, var der lagt ligesaa mange Stokkehverv som om Dagen, og det kunde han nok skjønne, at det var Granden, som hjalp ham.
Han angrede heller ikke paa det siden, for han havde Foder og Korn nok, og Fæet trivedes vel. Saa blev det engang et haardt Aar, og det var saa knapt for Foder, at han gik og tænkte paa, at han skulde sælge og slagte halve Buskaben sin. Men en Morgen, Budeien skulde i Fjøset, var Buhunden borte og alle Kjøerne og alt Ungfæet med den. Hun til at graate og sige det til Huusbonden, maa tænke. Men han tænkte ved sig selv, at det var Granden, som havde taget dem paa Foder. Og det var det ogsaa, for da Vaaren kom, og det blev grønt i Skoven, saa hørte de en Dag Fæhunden kom gjøende og springende i Skovbredden, og efter den kom alle Kvierne og alt Ungfæet frem, og det var saa blankt, at det var en Lyst at see.»

I Læ af Ilden lagde vi os til Hvile og nød et Par Timers Tid en kvægende Søvn paa den nøgne Klippe. Da Dagskjæret lyste over Aasen, vare vi ude paa Søen; thi Hallændingen, der for det usikkre Fiskeri havde foretrukket at følge mig, bære Fiskekurv og Haav, og være min Drabant, havde hentet gamle Christen Bonna med Baaden. Jeg drog op over Bjørnsjøen og fiskede i Smalstrøm og Hakkloen. Veiret begunstigede mit Fiskeri, thi det vexlede med Solskin og Regnbyger den hele Dag. Først silde om Aftenen kom jeg tilbage til Byen, træt og mødig, men med min Kurv fuld af Ørret og mit Hoved fuldt af Historier.
EN AFTEN VED ANDELVEN
«Dud og Pine, det er den beau Ideal af en skotske Urretelv,» sagde en ung Britte, en Bekjendt, jeg havde truffet i Eidsvoldbakken, og som jeg derfra fulgte ned til Andelven i Baarlidalen, hvor han vilde fiske. «Her maae vi faae Urret,» fortsatte han, «men Elven er ikke saa klar, som den skud’ være; den skud’ være saa klar som Kristal; og seer De hvilket Sjeneri det er her, for naar jeg fisk’, jeg seer ikke efter Fisk alene, men paa hvert maleriske Træ, der speile sig i Elven, paa hver Flye der flive, jeg hør’ efter hver Fugl, der singe.»
Medens han i et saadant Sprog vedblev at tolke sin Passion for Naturen, og satte Stangen sammen, kastede jeg mig ned i det duftende Græs med min Cigarre. Rundt om mig i Bakken blomstrede Spiræer, Skabioser, Blaaklokker, Nardus og det røde, yppige Gjederams. Over mig vajede Birkenes svævende Grene; nede ved Elven tittede Glemmigeier frem mellem frodigtvoxende Stargræs, der ogsaa i yppigste Fylde dækkede en Hob Stene ude i Elven. Her strømmer den strid mellem Stene og Klipper, men vender sig ogsaa forbauset over sin egen Vilterhed om i en Bagevje for at betragte sit forandrede Fysiognomi – den ellers saa stille og venlige Andelv.
Paa den anden Side hæver sig en Høide, dækket med Or, med hvidstammede Birke og mørke Graner, hvorunder der er skyggefulde mosdækte Hvilesteder, hvis Svalhed, Fred og Ro kun den kan fatte, der en hed Sommerdag i Læ af disse Træer har lyttet til Fuglenes søde Kvidder, kvæget sig ved de kjølende, duftsvangrede Luftninger fra Elven, eller den der, gjennem en anonym Forfatters fine Skildringer af disse Egne, har fornummet den «alfeagtige, drømmeriske Duft, som hviler derover.»
Nedenfor paa Broen stod et Par Jenter og betragtede med Nysgjerrighed og Forundring Fiskerens eventyrlige Personlighed og de kunstige Svingninger af Stangen. Og der ligger en ubeskrivelig Ynde i disse Svingninger af en vel proportioneret Stang i en dygtig Fluefiskers Haand. Som et blinkende Glimt farer Snøret gjennem Luften og udsender glimrende Vandstøv i sit Tilbagesving, bugter sig igjen som en Slange eller ruller ud som et Hjuul hen over Elven; Stangen bøier sig som et Siv i ziirlige Buer, medens Fiskeren, halv skjulende sig mellem Stenene, med Grace svinger den i sin fremstrakte Høire. Medens han Skridt for Skridt avancerede ned ad Elven, laa jeg og blæste Tobaksskyer mod den blaa Himmel op i Myggesværmenes Aftendands, og lyttede til Ljaaens Klang, til Fossens Suus og Fuglekvidret, der tiltog i Styrke med Aftenens Svaling. Af den halv somnanbule Tilstand jeg herved kom i, blev jeg vakt ved et klart, «God Aften.»
En middelaldrende Bondekone stod med en Bunding i Haanden nede paa Stien og saa med Forundring paa Fiskeren og de raske Bevægelser af hans Stang. Paa mit Svar sagde hun halv spørgende: «Han fisker nok med Fly? Mon jeg tør gaae forbi?» «Det tør du nok, naar du gaaer nær ved Fiskeren, saa er det ikke farligt. Men siig mig hvor du er fra?» spurgte jeg; thi i hendes Væsen og Tale var der noget Usædvanligt for hendes Stand. «Jeg boer i en Hytte oppe paa Høiden af Aasen, vestenfor Vormen,» svarede hun. «Saa hedder du sikkert Anne Marie og har været Barnepige i Præstegaarden. Ikke sandt? Jeg har hørt Tale om dine Eventyr og Historier.» «Jasaa har han det, saa er han vel kjendt med Nogen fra Præstegaarden da? Hvem er han da tør jeg spørge?» sagde hun.
Da jeg havde gjort Rede for dette, anmodede jeg Anne Marie om at fortælle mig Noget, «helst noget om Huldren;» thi jeg vidste hun var vant ved saadanne Anmodninger og betragtede disse Fortællinger fra et vist ironisk Stade; saa at man ikke behøvede at gaae de sædvanlige Omveie eller frygte for noget Afslag ved en ligefrem Anmodning. «Det turde være farligt at tale om Huldren saa seent,» sagde hun, «for hun er gjerne ude i Kveldingen og i Solrendingens Tid, men hvis han ikke er bange, saa skal jeg nok fortælle.» «Fortæl, fortæl, jeg frygter ikke Huldren eller de Usynlige!» sagde jeg.
«Der var et stort Bryllup i en Gaard etsteds, og til det Brylluppet skulde en Huusmand. Ret som han gik over en Ager saa fandt han en Mælkesiil, saadan en som de gjøre af Korumper. Den saa ikke ud anderledes end en bruun Tue. Han tog den op, for han tænkte, at den kunde været slaaet ud, og vilde give Kjærringen sin den til at vadske Kjørreler med. Men da han kom frem i Bryllupsgaarden, var det som om Ingen saa ham. De Andre hilste Brud og Brudgom paa, snakkede med dem og skjænkede dem ogsaa, men han fik hverken Skjænk eller Hilsen. Saa kom Kjøgemesteren og bad de Øvrige at gaae til Bords, men ham bad han ikke, og han fik Ingenting; for selv vilde han ikke sætte sig ind til Bordet, naar ikke Nogen bad ham. Saa blev han arg og tænkte: «jeg kan gaae hjem igjen, jeg, siden der ikke er Nogen, som bryder sig om mig.»
Da han kom hjem, saa sagde han «Godkveld, her er jeg igjen.» «Jesu Navn, kommer du igjen nu da,» sagde Kjærringen. «Ja, der var Ingen, som brød sig om mig eller vilde læs see mig,» sagde Manden, «og naar de ikke agtede mig saameget, saa synes jeg ikke, jeg havde Noget at gjøre der.» «Men hvor er du henne; jeg hører dig jo, men jeg kan ikke see dig,» sagde Kjærringen. Manden var bleven usynlig, han, for det var en Huldrehat, han havde fundet. «Hvad er det for Snak, seer du mig ikke? Er Du ogsaa bleven galen?» sagde han. «Der har du en gammel Haarsiil, jeg fandt borte paa Jordet,» sagde han, og kastede den paa Bænken. Da saa hun ham, men med detsamme var Huldrehatten borte, for han skulde bare have laant den. Saa kunde han skjønne, hvorledes det hang sammen og gik til Bryllups igjen. Da toge de gildt imod ham, og han fik baade Skjænk og Sæde ved Bordet.
«Hvis jeg fandt en saadan Hat, Anne Marie,» sagde jeg, «skulde jeg holde den mere i Ære; uagtet Vorherre har givet mig en temmelig tynd Figur, som du seer, skulde jeg nok undertiden ønske at gjøre den ganske usynlig.» «Ja det var sandt,» sagde Anne Marie med Latter. «Det syntes Gutterne paa Nordstrand ogsaa; det var Sønnerne der, Christopher og Thorvald, som fik begge Jenterne paa Raaholdt siden. De havde slig Lyst til at komme til Raaholdt, saa Ingen saa dem, og derfor vilde de gjerne laane sig en Huldrehat. Nu vidste de, der var et stort Træ oppe i Strandsaasen, hvor der var Underjordiske, for naar Troldfolket vilde laane Øl eller Andet, blev Spandet sat ud der, og did blev det igjen baaret, naar Øllet var opdrukket. Og saa havde de hørt, at de skulde have med sig et sort Lam eller en sort Katte og gaae did tre Thorsdagskvelde i Rad og bede: «Kjære, lad mig faae laant den gamle Bedstefaderhatten, saa skal du faae en svart Katte for Laanet.» De fik sig da en svart Katte og gik did tre Thorsdagskvelde og bad om den gamle Bedstefaderhatten, men den tredie Kvelden kom der ud En, saa stor og styg, at de toge Benene fat: «Nei, nei, vi vil ingen Hat have; der har du Katten alligevel,» skreg de, kastede Katten og fløi hovedstupes udover Berget.»
«Til Friere at være synes mig ikke der var meget Mod i de Karle, Anne Marie,» sagde jeg, «for en saadan Hat var det dog værd at vove lidt.» «Det kan I have Ret i,» svarede Anne Marie; «men siden vi tale om Friere, saa skal jeg fortælle om en Underjordisk, som de sagde friede til en Jente her i Bygden. Det var paa Haverstad. Den Tid jeg var bleven gift, var der saadan en vakker Jente der, som hedte Mari, og hende var der en Usynlig, som gik og friede til, han boede ved Kirken og havde seet hende spise Bær engang af et Træ i Præstejordet; han kom bestandig om Natten, og hver Gang han var der, var hun saa usigelig bange. Dette fortalte hun Kjærringen der, som hedte Inger Margrete, og saa sagde hun, at han havde et Gulduhr, han vilde give hende, men hun var saa usigelig bange. Kjærringen raadede hende at fyre over Sengen med Svovl. Da han kom, havde hun ikke faaet gjort det endda, men saa bad hun ham at komme igjen næste Thorsdagskveld og tage med sig en god Ven, hvis han havde en, saa skulde hun kanske blive med ham hjem,» sagde hun, for at blive kvit ham.
Om Thorsdagskvelden kom han til Sundet og raabte, at Sundmanden skulde komme og lukke op, for det var om Vinteren, saa det var Bro over Vormen. Sundmanden skyndte sig alt han kunde, men han kom ikke saa snart som Frieren syntes, og saa fik han et Ørefigen, saa han tullede bortover Marken, og da var han alt gjennem Bommen, og Sundmanden hørte det kjørte saa fygende nordefter, men han saa Ingen. Da han kom frem, havde Mari fyret over Sengen med Svovl, og saa maatte han sidde paa en Stol. Han bad hende at følge med sig hjem og vilde give hende Gulduhret, men hun turde ikke tage imod det, for hun var saa usigelig bange. «Ja jeg veed nok hvem der er Skyld i, at jeg ikke kan komme til dig,» sagde han tilsidst, «det er Inger Margrete; men det skal hun komme til at undgjælde dyrt.»
Strax efter hængte Manden hendes sig, og det var Mange, som troede, at den Underjordiske havde hængt ham, eller at han var Skyld i det idetmindste. Og den samme Aften som dette skede, saa Ingebrigt Præstegaarden fem Ræve, som dandsede om den Rabben, han hængte sig paa. Vi boede paa Nøtterhaugen den Tid, og jeg og Manden min, vi vare ude og lyede den Kvelden, hun havde sagt, han skulde komme og hente hende; for vi tænkte, der skulde blive Musik, men vi hørte Ingenting.»
Under den sidste Deel af denne Fortælling kom en Mand henad Stien, hvis raske Gang forekom mig saa bekjendt. Førend jeg endnu kunde see hvem det var, raabte han: «God Aften, A – ! Og Master R. og Anne Marie! Nu har hun vist fortalt Dem Eventyr. God Aften mine Herrer. Men fisker De med Flue her Mr. R –? Her er ikke andet end Gjedde.» «Det trud’ jeg strax,» sagde Mr. R. meget selvklog; «den Elv saa mig saa suspicious ud – er det ikke sandt A –? Og naar her er Gjedde,» vedblev han, «er her ikke Urret, for den æder baade ham og Dit og Dat og den Ændre.»
Den Fremmede, en Bekjendt fra Hovedstaden, var vel indviet i Egnens Forhold. Han raadede mig til at besøge Anne Marie i hendes Hytte, som han viste mig imod Horizonten i en Udhugning af Barskoven oppe paa Høiden af den østlige Aas, for at høre flere af hendes Fortællinger. Den næste Dag udførte jeg dette og hørte mange Eventyr og Sagn. Og da Anne Maries eget Forraad var udtømt, henviste hun mig til Peer Graver som et uudtømmeligt Skatkammer.
GRAVERENS FORTÆLLINGER
En Badegjest i Eidsvold har ikke Meget at varetage, foruden at skaffe sig den tilbørlige Motion. Allerede den næste Dag søgte jeg derfor Peer Graver paa Store Finstad, en god Fjerdingvei søndenfor Elven. I denne uordentlige Rede af sammenstuvede Ladebygninger og Vaaningshuse fandt jeg omsider Mandens Bopæl. I Stuen var der Ingen, men i et skummelt Kammer sad en gammel Kjærring paa en Krak og spandt. Jeg gjorde hende nogle Spørgsmaal, hvoraf det første slet ikke besvaredes uden med et maalende Blik, det andet og tredie med et «Hæ?» Da jeg endelig for fjerde Gang spurgte, om hun kunde sige mig, hvor Peer Graver var, svarede hun: «Aa det er vel en god Fjerding til Graven endnu.» «Nei, Peer Graver,» skreeg jeg. «Ja, Graven ligger østover, han faaer gaae Dalen frem, saa kommer han did.» Siden fik jeg vide, at næste Gaard hedte Graven.
«Hun Bedstemoer er tunghørt,» sagde en Røst fra en dunkel Krog, hvori det nu begyndte at blive lyst. Det var en Jentunge med en Ditto mindre paa Armen. «Kan du sige mig, hvor jeg skal finde Peer Graver?» spurgte jeg hende. «Han er inte hime,» svarede hun. «Veed du ikke hvor han er?» «Han er vel paa Styri hos hu Moster.» «Hvor ligger Styri henne?» «Paa Østsiden,» lød den herlige Forklaring. «Er det langt did?» spurgte jeg. «Je’ veit inte.» «Er der ingen Anden hjemme?» «Nei, dem er til Bryllups.» «End i næste Stue?» «Je’ veit inte.»
I næste Stue fik jeg imidlertid den fornødne Anviisning. Der var intet Andet for mig end at drage over til Styri. Udenfor i Svalen fandt jeg hiin Moster i Skikkelse af en lang tør middelaldrende Kone med det graae Haar opstrøget under en sort Hue. Med en vis Venlighed kom hun mig i Møde, og sagde: «Han faaer være saa god at gaae ind.»
Ganske forsagt over den Modgang, jeg allerede havde havt, spurgte jeg, om ikke Peer Graver skulde være her. «Han skulde kanske bestille Grav for Nogen?» spurgte hun. «Nei ikke det; jeg har hørt, at han skal kunne saa mange Eventyr og Historier, og jeg havde Lyst til at høre dem,» sagde jeg. «Ja saa da! Ja havde Gamle-Anders, Faer hans Peer været her, saa! Det var Mand, som kunde fortælle! Naar han begyndte, saa blev det mest aldrig Ende paa.» «Herre Gud, kan du da ikke skaffe mig fat paa Gamle-Anders?» «Ja det veed jeg vist! Gamle-Anders er død for to Aar siden! Han Peer kan nok nogle han og; men det er ikke saa godt at faae ham paa Travet; han er lidt vrang med det, maa vide. Nei Gamle-Anders, han kunde Historier! En behøvede ikke at bede ham desmeer! Men nu er det just to Aar siden til Mikkelsmess.»
«Det kan jo lidet hjælpe mig,» afbrød jeg hende, ærgerlig over, at den lovprisede Anders ikke levede. «Er ikke Peer her?» «Jagud var han her ogsaa, det er sandt det! Men han skulde frem til Klokkeren. Han træffer ham vist hos Klokkeren; og er han ikke der, saa er han vist i Bakken eller i Præstegaarden, hvis han ikke er inde paa Kirkegaarden og graver en Grav, for Gamlemoer Habberstad er død.»
Min Taalmodighed var nu nærved at briste; men da Alt syntes at antyde, at man maatte have mere end almindeligt af denne Gave ligeoverfor Peer Graver, saa besluttede jeg at opspare den sidste Rest. Jeg forsøgte at komme afsted. Men under den sidste Replik havde Konen taget frem af Skjænken et ikke meget gjennemsigtigt Glas, hvori hun skjænkede en Dram Finkel, som hun tilligemed et Stykke Kandissukker præsenterede mig paa en Tallerken, medens hun tabte sig i Exklamationer, om hvor mageløs Gamle-Anders havde været til at fortælle. «Han Peer er ganske vist hos Klokkeren, og er han ikke der, saa er han i Bakken eller i Præstegaarden, hvis han ikke er paa Kirkegaarden,» raabte hun endnu efter mig, da jeg gik ud gjennem Grinden. Det lød som Spot; thi disse Steder var jeg netop gaaet fra eller forbi. Jeg besluttede imidlertid at søge ham først paa det sidste Sted, som det mindst sandsynlige efter hendes Mening.
Det var en af disse kolde triste Sommerdage, da jeg gjennem Præstegaardshavens mørke Alleer gik hen mod Kirken. Regnen var ophørt, men ved hvert Vindstød dryssede den raslende ned mellem Bladene fra Træernes Kroner. Taagen og Skyerne dreve lavt mellem Toppene. Mat og graaligt faldt Lyset over Kirkegaardens Grave og simple Minder; Vindens Suk lød mellem Grenene, og ingen Fugl sang bag Løvet. En Forudanelse om Høsten syntes alt at gjennembæve denne stille eensomme Egn, hvor kun Kirken stod som en Trøster og pegede mod Himlen med Taarn og Spiir.
Fra det fjerneste Hjørne af Kirkegaarden hørte jeg Spadens Klang. Graveren stod og gravede nede i en Grav. Paa en Tue tæt ved stod Klokkerens store prægtige Gjedebuk, som jeg vel kjendte fra tidligere Besøg, med Skjæg og Horn og spiste Græs. Jeg blev staaende en Stund og betragtede Graveren. Han var en aldrende Mand, men man kunde ikke sige, at han var nogen smuk gammel Mand. Hans Kald og Færd syntes ikke at have havt nogen mildnende og forsonende Indflydelse paa hans Sind; thi han saa ud i Verden med et bistert Blik og et hypokondrisk Ansigt. Dette Fysiognomi forekom mig bekjendt; jeg søgte efter det i min Erindring og fandt det omsider igjen hos en stædig Hest, jeg engang havde været plaget med. Da han et Øieblik standsede i sit Arbeide for at hvile, saa han op, og hans Øie faldt paa mig, der hidtil havde været ubemærket.
«God Aften, Graver,» sagde jeg. Han maalte mig fra øverst til nederst, spyttede i Næverne og vedblev sit Arbeide. «Det er tungt Arbeide, du har i dette vaade Veir,» fortsatte jeg ufortrøden. «Det er ikke lettere i Solskin,» svarede han med et eddikesurt Griin, idet han igjen begyndte at grave. «For hvem graver du denne Grav?» spurgte jeg, i det Haab, at der maaskee af dette Spørgsmaal kunde udspindes en Samtale. «For Fanden og Kirken,» svarede Graveren. Over dette maatte jeg udbede mig en Forklaring. «Fanden taer Sjælen, og Kirken faaer Pengene,» svarede han. «Ikke saaledes, jeg meente hvem skal ligge i Graven?» «En dau Kjærring,» svarede Graveren.
Der var Broen afkastet. Dette indsaae jeg ikke kunde lede til noget ønskeligt Resultat. Utaalmodig over Regnen, der igjen begyndte at ruske, ærgerlig over min efter al Sandsynlighed mislykkede Expedition, fortalte jeg Graveren, hvorledes jeg havde søgt ham for at faae høre Eventyr og Historier fra gamle Tider; sagde, at han sagtens ikke skulde fortælle mig dem for Intet, at det endog maatte glæde ham at have en Person at fortælle dem for som mig, der troede paa Sligt, hvilket Folk i Almindelighed ikke gjorde i vore Dage o. s. v.
Under denne Tiltale saa Graveren af og til paa mig med sit stædige Hesteblik, der kuldkastede alle mine Forhaabninger. «Enten Folk troe hvad jeg fortæller, eller de ikke troe det, er jeg lige glad,» sagde han. «Men hvad jeg har hørt, og hvad jeg veed, det veed jeg, og jeg vil ikke være Nar for Nogen og sidde og fortælle som en Rørkjærring. Om det saa var for Kongen selv,» tilføiede han til yderligere Bekræftelse. Jeg stod alt i Begreb med at gaae, da han atter standsede halvveis vendt fra mig. Efter at have skudt Hatten hen paa det ene Øre, begyndte han at søge først i den ene, saa i den anden Vestelomme; men han lod ikke til at finde hvad han søgte; thi hans Ansigt blev synlig længere, især efterat han havde anstillet en ny frugtløs Undersøgelse af begge de angjældende Lommer.
Jeg mærkede strax, at hans Tobak var gaaet op, eller var tabt, og tænkte fornøiet, nu er Touren til mig. I min Botaniseerkasse havde jeg en af Tidemanns saameget omspurgte Kvartruller, og idet jeg lod som om jeg greb efter mit Lommetørklæde, lavede jeg det ved et lidet Kneb saaledes, at bemeldte Kvartrul faldt ned lige paa Randen af den Grav, hvori han stod. Flegmatisk bukkede jeg mig ned efter den, men undlod ikke at bemærke det Solglimt, der gik over Graverens Ansigt ved dette Syn. Ligesom i Distraktion viklede jeg den op, lokkede paa min hornede Ven, der stod paa Graven tæt ved, og lod den bide et stort Stykke deraf.
«Hvor langt er det til Tønsager?» spurgte jeg. Graveren mumlede noget om at misbruge Guds Gaver, men svarede dog høfligere end tilforn, at det var som en halv Fjerding paa den anden Side af Sundet. «Og til Guldværket?» spurgte jeg. «En Miil,» sagde Graveren. «Men hvor kommer den Karlen fra da, med Forlov om jeg tør spørge?» tilføiede han med det løierligste Ansigt. «Sidst kommer jeg fra Store Finstad, hvor jeg søgte Peer Graver,» svarede jeg, idet jeg, efterat have givet Gjedebukken endnu et Stykke Tobak, lagde Rullen i min Kasse igjen. Herpaa fulgte intet Svar, men Peer Graver gav sig med megen Iver til at grave. Med Spaden opkastede han foruden Jord og Stene forraadnende Træsplinter og smuldrende Been. Blandt disse rullede hen til mine Fødder et kvindeligt Kranium af en saa skjøn og fuldendt Form, at Retzius vilde have anseet det for et Ideal af den skandinaviske Typus. Jeg tog det op og betragtede det opmærksomt.
«Det var ingen gammel Kjærring, som eiede den Skallen,» begyndte Graveren igjen. «Det seer jeg,» lød mit Svar. «Det var en Gaardmandskone her af Bygden, og hun var baade i Agt og Ære,» bemærkede han videre. «Ja saa.» Var Graveren bleven sig liig i sin Vrantenhed, skulde han upaatvivlelig have tiet, men en Rul Tobak, om endog kun i Haabet, har en vidunderlig Indflydelse paa Gemyttet, og er næst Akvavitten den mægtigste Talisman, naar man vil opnaae Noget hos vor Almue. «Inden krank uden blank,» vedblev han ufortrøden. Herpaa fulgte intet Svar. «Men det var en deilig fiin Tobak den, De har der i Blikæsken.» «Det synes denne Knegt her ogsaa,» svarede jeg, idet jeg lokkede paa Bukken, og gjorde Mine til at give den mere Tobak.
«Nei havde han Gamle-Anders, Faer min levet,» sagde Peer Graver hurtigt, idet han med et opkastet Been søgte at hindre sin lykkelige Medbeiler i at blive deelagtig i de Goder, jeg tiltænkte den. «Han kunde Historier. Det jeg kan, er ikke stort.» «Nu, jeg skjønner jo nok, at du ogsaa vil have et Stykke Tobak, Peer Graver. Se der har du alt hvad Bukken har levnet. Havde du været villigere før, havde du faaet det Hele. Men fortæl mig nu Noget.»
«Jeg faaer vel det da, for jeg kan skjønne, I er en skikkelig Fyr og ingen Abefant,» svarede Graveren, idet han samlede sine Redskaber og steg op af Graven. «Forbandede Udyr!» raabte han i fuld Harme og slog efter Gjedebukken; «slige Bukke er de største Skadedyr, som tænkes kan; de burde slaaes ihjel, saamange som de ere.» Efter disse lettende Hjerteudgydelser satte han sig paa en Liigsteen og begyndte at fortælle.
«I er ikke den første, som jeg fortæller det,» intimerede han. «Vil I troe det, saa kan I, og troer I det ikke, saa kan det være for det, som det er. Men der var en Bondemand i Bygden her. Han havde hørt, at Troldkjærringerne skulde have saadan Leg og sligt Spil i Kirken om Høitidskveldene. Det troede han ikke, men han syntes, han kunde have Lyst til at see om det var sandt, og saa havde han Moro af at see hvem der var Troldkjærringer i Bygden. Ja, om Paaskekvelden saa satte han sig ind paa Liigbaaren i Kirkesvalen, og ret som det var, saa kom der et helt Følge, og foran dem gik en stor sort Hund. Da de kom til Kirkedøren, satte Hunden sig paa Bagbenene og kradsede paa Døren, saa sprang den op, endda den var laaset. «Saa du det,» sagde en Kjærring som gik nærmest efter Hunden til en anden En, og det var hende her,» tilføiede Graveren, idet han viste paa Hjerneskallen.
«Nei, det havde jeg ikke troet, endda du sagde det,» svarede den Anden, som gik ved Siden af hende, og det var ogsaa en brav Kone af Bygden her. Efter dem kom der nu saa Mange, at han næsten ikke havde Tal paa dem. Men han kjendte dem allesammen, og han havde ikke troet, at der var saa mange Troldkjærringer over hele Rommerike, som han fik see, at det var i Eidsvold Præstegjeld alene. De hoppede og de dandsede, og de gjorde alle de bespottelige Ting, som Nogen kunde falde paa, baade paa Prækestol og paa Alter. Da de ikke vidste noget Andet at finde paa, saa troldede de en Ko op i Taarnet og lod den age udover Trapperne med alle fire Benene i Veiret. Koen syntes han, han skulde kjende – han troede den hørte til i Præstebakken – og da Troldkjærringerne havde gjort fra sig, og Alting var forbi i Kirken, saa gik han bort i Præstebakken. Da han kom ind i Fjøset der, stod Koen og skjalv, og saa svedt var den, at Skummet drev af den.
Men saa var det engang længe bagefter, der var et Bryllup, og i det var den samme Manden, som havde seet alt dette om Paaskekvelden, Kjøgemester. Men der var ogsaa den Kjærringen, som havde gaaet foran i Troldkjærringstimet. Da de skulde til Bords, vilde de have hende til at sætte sig ind til Bordet først, for det var saadan en brav Kone, maavide. Men hun skulde nu være saa undseelig og gjorde sig saa kostbar, at det ikke var nogen Maade paa. Kjøgemesteren bad og nødede hende til at sætte sig ind til Bordet, men tilsidst blev han kjed af dette, og saa sagde han ganske sagte til hende: «Gaa du først, du, du er vant til det, skal jeg troe. Sidst jeg saa dig, om Paaskekvelden, var du ikke saa blyg, da var du den første i Dandsen med ham Gamle-Erik baade paa Alter og Prækestol.» Da faldt hun i Svime, og siden den Tid havde hun ikke en Hilsedag.»
Graveren taug stille, og hans Ansigt antog igjen sit sure, tværre Anstrøg; men jeg spurgte og frittede ham om Troldkjærringer, deres Reiser og Begivenheder indtil jeg bevægede ham til at give det Løfte, at han skulde fortælle mig Alt hvad han vidste derom. «Der var nogle Skyttere,» begyndte han igjen, «som var paa Fugleleg en Paaskenat. Ret som de sad i Skytterhytten, saa i Graalysingen om Morgenen, fik de høre saadan Suus og Bruus oppe i Veiret, og de troede næsten det var en Flok Storfugl som kom og vilde slaae sig ned paa Myren. Men det var Fanden til Fugle, det. Da de kom frem over Skovtoppene, saa var det en Flok Troldkjærringer, som havde været paa Paaskeleg. De kom ridende paa Limer og Skuffer og Møggreb, paa Bukke og Gjeder og de urimeligste Ting. Da de vare tæt ved, kjendte Skytterne en Kjærring, for hun var Grandekjærringen til den ene af dem.
«Maren Myra,» skreeg han. Saa faldt hun ned i en Furu og brak det ene Laarbenet; for naar En kjender dem og raaber dem ved Navn, saa maae de ned, om de ere aldrig saa høit. De tog hende op og satte hende til Lensmanden, og tilsidst blev det saa, at hun skulde brændes levende. Men før de fik hende op paa Vedstabelen, bad hun, de vilde tage Tørklædet fra Øinene hendes lidt. Ja det skulde de gjøre; men først vendte de hende saa at hun ikke kunde see mod Ager og Eng, men langt borte i Aasen. Og der hvor hun havde seet med Øinene sine, blev Skoven afsveden, saa den var ganske sort.
Men efter den Kjærringen var der en Datter, og hende satte de til en Præst oppe i Gudbrandsdalen. Hun kunde vel være ni Aar gammel, men hun var slem og fuld af Troldkjærringsnykker. Engang sagde Præsten, at hun skulde tage nogle Fliser, som laae paa Gaarden, og bære dem ind i Kjøkkenet. «Pyt, jeg kan nok faae dem ind, om jeg ikke skal bære dem,» sagde hun. «Jasaa,» sagde Præsten, «lad mig see paa det.» Ja, strax saa gjorde hun Vind, saaat Fliserne fløi lige ind i Kjøkkenet. Præsten spurgte om hun kunde gjøre Mere. Ja, det kunde hun. Hun kunde mælke, sagde hun, men hun vilde nødig gjøre det, for det var til Skade for Kreaturene. Men Præsten bad hende, og tilsidst saa skulde hun til at gjøre det, men hun vilde nødig. Saa satte hun en Tælgekniv i Væggen og en Kolle under den, og strax hun rørte ved Kniven, sprøitede der Mælk ned i Kollen. Da hun havde mælket en Stund, vilde hun holde op.
«Aa nei, mælk du, mit Barn,» sagde Præsten. Nei, hun vilde ikke; men Præsten snakkede saa længe for hende, at hun lod sig overtale. «Nu maa jeg holde op,» sagde hun lidt efter, «for ellers kommer der bare Blod.» «Aa mælk du mit Barn,» sagde Præsten, «og bryd dig ikke om det.» Hun vilde ikke, men tilsidst saa gav hun efter og blev ved at mælke. Om en Stund, saa sagde hun: «Ja, holder jeg ikke op nu, saa ligger den bedste Koen død paa Baasen.» «Mælk du mit Barn og bryd dig ikke om det,» sagde Præsten, for han vilde see hvad hun kunde. Hun vilde nødig; men Præsten nødede hende, til hun gav sig og blev ved at mælke. «Nu faldt Koen,» sagde hun, og da de gik ud i Fjøset og saa efter, laa den bedste Ko, som Præsten eiede, død paa Baasen. Saa brændte de hende ogsaa, ligesom de havde gjort med Moderen.
«Ja, det var en forargelig Troldkjærring den jeg fortalte om,» fortsatte Graveren, «men det var en som jeg synes var endda værre, for hun tog Manden sin op af Sengen en Paaskekveld, og red paa Ryggen af ham lige fra Gudbrandsdalen og til Bergens Kirke, og medens hun var oppe i Taarnet og holde Paaskeleg med de øvrige Troldkjærringerne og Gamle-Erik, maatte Manden ligge splitternøgen langs Kirkevæggen og fryse hele Natten; og det var sligt et Veir med Sno og med Snefog, at Manden blev saa rent udarmet, at han næsten var fra sig selv.
Da det led paa Morgensiden, reiste han paa sig lidt, men han frøs og hakkede Tænder. I det samme kom der En gaaende forbi. «Men siig mig i Guds Navn, hvor jeg er?» sagde Manden til denne. «Nu er du ved Bergens Kirke,» svarede han, og da han fik see Buggjorden, som Manden havde om Livet, saa kunde han skjønne hvorledes det hang sammen – for Troldkjærringerne vare der baade til Juul og Paaske i den Tid – og saa sagde han: «Naar den kommer ud den, som du er med, saa tag bare Buggjorden og giv hende et dygtigt Drag over Ryggen, saa rider du hjem igjen paa hende, ellers holder du det ikke ud.»
Ja, da Kjærringen kom ud, gjorde Manden saa, og han red hjem paa Ryggen hendes, og det ganske rat.» «Havde hun ikke Smurningshornet med?» spurgte jeg. «Hun passede sig nok for at tage det med, for hun havde sagtens smurt Kroppen, førend hun reiste hjemmefra,» sagde Graveren. «Men siden I snakker om Smurningshorn, saa kommer jeg til at huske paa nogle Historier, som skal være hendt for lang Tid siden.» «Lad høre,» sagde jeg.
«Paa en Gaard i Ringebo,» fortalte han, «var der en Troldkjærring, som var saa fælt slem. Men der var En, som vidste om, at hun var Troldkjærring; han gik did og bad om Huus en Helgekveld, og det fik han ogsaa. «Du faaer ikke blive ræd, om du seer, jeg sover med aabne Øine,» sagde han; «jeg har den Vanen, men jeg kan ikke for det.» Aa nei, det skulde hun ikke blive ræd for, sagde hun. Ret som det var, saa snorkede han og sov saa fælt med Øinene aabne, og bedst han laa saaledes, tog Kjærringen frem et stort Smørjehorn under en Steen i Peisen og smurte Sopelimen. «Herop og herned til Jønsaas,» sagde hun og reiste afsted op gjennem Piben til Jønsaas, som er et stort Sæterfjeld.
Gutten syntes det skulde være løierligt at komme efter og see hvad hun havde fore der, for han syntes hun sagde: «herop og herned til Mønsaas.» Saa tog han Hornet under en Steen i Skorstenen og smurte en Vedstikke. «Herop og herned til Mønsaas,» sagde han, og saa foer han op og ned mellem Skorstenen og Mønningen paa Huset hele Natten, og slog mest ihjel sig, fordi han havde mishørt. Siden fik han Tjeneste der, og om Kvelden Aarsdagen efter sad han og gjorde istand en Slæde. Men da han blev kjed af det, saa gik han bort og lagde sig til at sove paa Bænken, og saa fælt fremfor sig med aabne Øine. Ret som det var, tog Kjærringen Hornet frem i Skorstenen og smurte Limen, og saa reiste hun op igjennem Piben igjen. Gutten lagde Mærke til, hvor hun gjemte Hornet, og da hun vel var reist, saa tog han det og smurte lidt paa Slæden; men han sagde ikke Noget. Slæden afsted, og de saa aldrig mere hverken til Gutten eller Slæden. Den Gaarden, som dette var paa, den hedte Kjæstad, og Kjæstadhornet er navngivet den Dag i Dag er.
Men saa var der en Kjærring paa en Gaard paa Dovre, som ogsaa var Troldkjærring. Det var en Julekveld. Tjenestejenten hendes holdt paa at vadske et Bryggekar. Imidlertid tog Kjærringen frem et Horn, hvoraf hun smurte paa Limen, og med det samme reiste hun op gjennem Piben. Jenten syntes det var fælt til Kunst, og smurte lidt af Smurningen paa Karret. Saa reiste hun ogsaa afsted, og standsede ikke, førend hun kom til Blaakolds. Der mødte de en heel Deel andre Troldkjærringer og Gamle-Erik selv, og han prækede for dem; og da de havde gjort fra sig, skulde han see dem over, om de havde mødt Alle.
Saa fik han see denne Jenten, som sad i Bryggekarret; hende kjendte han ikke, for hun havde ikke skrevet sig ind hos ham. Og saa spurgte han Kjærringen, som hun var med, om hun vilde skrive sig ind. Kjærringen meente det. Gamle-Erik gav da Jenten Bogen og bad hende skrive i den; han meente, hun skulde skrive Navnet sit. Men hun skrev det, som Skolebørnene paa Landet pleie skrive, naar de prøve Penne: «Den som mig føder, det er Gud, i Jesu Navn,» derfor fik hun beholde den, for Gamle-Erik var ikke Karl for at tage den tilbage.
Men da blev der en Larm og et Gny paa Fjeldet, maa vide. Troldkjærringerne toge Pidske og sloge paa det, de havde at fare paa, og med det samme satte de afsted bort gjennem Veir og Vind. Jenten forsømte sig ikke, tog ogsaa en Pidsk, slog paa Bryggekarret og satte efter dem. Etsteds vare de nede og hvilte paa et høit Fjeld. Nedenfor var der en bred Dal med et stort Vand, og paa den anden Side var et høit Fjeld igjen. Da Troldkjærringerne havde hvilet, sloge de paa og fore over. Jenten undredes paa, om hun ogsaa skulde komme over. Tilsidst slog hun paa og kom over til den anden Side, og det baade godt og vel. «Det var Fanden til Sprang af et Bryggekar,» sagde hun, men med det samme mistede hun Bogen, og saa faldt hun ned og kom ikke længer, fordi hun havde talt og kaldt paa ham, endda hun ikke var indskreven. Resten af Veien maatte hun gaae og vade i Sneen, for Friskyds fik hun ikke længer, og der var igjen mange Miil.»
«Det kan være løierligt nok at reise med Troldkjærringerne paa Kosteskafte og i Bryggekar. Men en saadan Fart maa dog have sine Ubehageligheder: Nordenvinden falder skarp til Veirs; Halsen kan man knække. Ved Kirketaarnmøderne er det bedre; der kan man jo faae see dem ved at sidde paa en opskaaren Græstørv. Er det ikke saa, Per Graver?» «Nei, En skal ikke sidde paa en Græstørv,» sagde Graveren belærende; «men En skal staae med en Græstørv i Veiret paa hver Haand, og den skal være opskaaret rangsølis, og med Psalmebogen paa Brystet, og tre Bygkorn i Munden, og det ene Korn betyder Vor Herre, det andet hans Søn, og det tredie den Helligaand. Og naar En laver sig til paa den Maade, da tør hverken Gamle-Erik eller Troldkjærringerne yppe sig. Havde han gjort det en Mand, jeg har hørt tale om, havde han kanske sluppet bedre fra det. Ja, han slap da fra det ligevel paa en Viis; men det var med Næsen og begge Ørene, som de sige.»
«Denne Mand havde faaet spurgt, at Troldkjærringerne holdt slig Leg og Styr og saadan Rumstering i Kirketaarnet om Helgekveldene. Der syntes han, han skulde have Lyst til at være med, og saa gik han op om Julekvelden og satte sig i en Krog. Han havde nok med sig noget Græstørv, men han har vel ikke gjort det rigtigt, kan jeg troe. Ret som det var, saa tog de til at komme: den ene Troldkjærringen føg ind igjennem Taarngluggerne efter den anden, nogle paa Limer og nogle paa Skuffer, nogle paa Gjeder og nogle paa Bukke, og alle de underlige Ting, som til kunde være. Og mellem alle disse var en af Grandekjærringerne hans; men da hun fik see ham, foer hun bort og stak Lillefingeren ind i Næsen hans og holdt ham paa den Maade, ligesom jeg holder en Ørret, ud gjennem Gluggen.
«Vil du love, du aldrig skal sige, du har seet mig her, ellers slipper jeg dig,» sagde hun. «Nei om jeg gjør,» sagde han, for han var en Vrangpeis; «kom og tag mod mig, Fanden!» skreg han, i det samme hun slap, og saa kom Fanden kjørende i en Smalslæde og stod under og tog imod ham, saa han ikke skrubbede Knæskallen engang. Nu skulde Fanden skydse ham hjem ogsaa. Men Manden sad og slog paa og hujede og agerede, saa Fanden havde Ondt ved at holde sig paa Meierne; og da de kom tæt ved Gaarden hans, saa kjørte han mod et Vastrug, saa Slæden væltede, og Fanden blev liggende paa den ene Side af Vastruget, og han paa den anden. Havde han ikke gjort det, var han ikke sluppen ud af Fandens Kløer, men nu havde Fanden ikke mere Magt over ham. «Tvi verde dig da,» sagde Fanden! «Havde jeg tænkt, du vilde snyde mig, skulde jeg ikke reist saa langt for den Fillesjælen. Da du raabte paa mig, var jeg tyve Miil nordenfor Throndhjem og holdt over Ryggen paa en Jente, som var i Færd med at vride Halsen om paa Ungen sin.»
Her sagde Graveren, at han ikke erindrede flere Troldkjærringhistorier. Da han var kommen saa godt paa Gled, troede jeg fremdeles at burde benytte Leiligheden, og spurgte om han da ikke havde Noget at fortælle om de Underjordiske. «Hm,» sagde han, «jeg kan nok have hørt Noget af Moster min kanske. Da hun var Jente var hun paa Modum og tjente hos Præsten der; Theilmann troer jeg hun kaldte ham. Det var engang paa Vaarsiden, da Møgen skulde kjøres ud, saa gjorde den Præsten en stor Dovning, for han var en svare Mand til at drive Jorden, og til den bad han Folk baade vidt og bredt fra alle Bygdens Kanter.
Saa var der en Gut hos en Mand, som ogsaa var buden, og han var saa urimelig gjæstebudskjær. Da Husbonden hans sagde til ham om Kvelden, at han skulde lave sig til at kjøre til Dovnings, saa at han kunde kome afsted i Otten, blev han saa glad, at han laa og væltede sig hele Natten uden at kunne sove. Ingen Klokke var det der heller, saa at han kunde vide hvad Tiden led, og saa stod han op ved Midnatstider og satte Hestene for og kjørte til Præstegaarden. Men der var der ikke oppe en levende Sjæl endda, og saa gik han omkring og vaxerte for at fordrive Tiden. Bedst som han gik, kom han ind paa Kirkegaarden, og der vadskede han Søvnen og Vaagen af Øinene sine i en Grøft, hvor der stod noget Vand, for det havde nylig tøet, og fra den Tid var han synen; men han var halvsuset ogsaa, og de kaldte ham en Galning. Enten han gik af Tjenesten eller tjente Aaret sit ud, det skal jeg ikke kunne sige, men siden foer han altid og svævede omkring i Bygden, hvor der var Gjæstebud eller Noget paafærde, og tilbød sig at jage ud de Underjordiske.
En Gang skulde der være Bryllup paa en Gaard, som hedte Præsterud og Barsel paa Komperud paa een Dag. Da var han reent opraad, for han vidste ikke hvor han skulde gaae hen, men tilsidst saa gik han til Bryllupsgaarden. Da han havde været der og seet sig om en Stund, tog han fat paa Kjøgemesteren. «Du passer godt paa det, du har, du,» sagde han. «Seer du ikke, at de Underjordiske drikke af Ølspandet, du har sat i Krogen der, det minker jo hvert Øieblik, men faaer jeg Lov at være her, medens Brylluppet varer, saa skal jeg nok jage dem væk.» «Ja du kan nok faae være, men hvorledes vil du faae dem ud?» spurgte Kjøgemesteren. «Det skal du nok faae see,» sagde Gutten, tog Spandet, satte det midt paa Gulvet og kridtede en stor Ring omkring det. «Nu taer du en stor Klubbe,» sagde han til Kjøgemesteren, «og naar jeg vinker til dig, saa slaaer du midt ind i Ringen; det er det samme hvor jeg er henne, men naar jeg har faaet dem ind i Ringen Allesammen, saa slaaer du til alt det, du aarker.»
Da han havde sagt det, saa tog han til at rende omkring; han foer baade høit og lavt og skydsede og jagede ind imod Ringen. Kjøgemesteren kunde næsten ikke staae paa Benene, saa loe han af alle de gale Fagter, Gutten gjorde, og de troede mest, at han var gal Alle, som saa paa det. Men da fik de see, at han ikke var saa gal, som de troede, for da han vinkede til Kjøgemesteren, og Kjøgemesteren slog til, hørte de et Skrig og et Hviin gjennem hele Huset; og Nogle, som kom til Bryllupsgaarden fra Komperudkanten, fortalte, at de havde hørt en Suus og en Bruus i Luften, og at det var ligesom en heel Flok havde snakket i Munden paa hverandre: «Til Komperud, til Komperud til Barsels, til Komperud til Barsels.»
Her endte Peer Graver sine Fortællinger, erklærede at han ikke vidste Mere i Aften og gav sig til at jage Klokkerens Gjedebuk ud af Kirkegaarden.
JUTULEN OG JOHANNES BLESSOM
Over Vaage Præstegaard hæver sig en furukronet Aas eller et lidet Bjerg med Kløfter og steile Vægge. Det er Jutulsbjerget, som Storm har viet en Sang. Ved et Naturspil viser der sig i en af dets glatte Vægge en Port. Staaer man paa Broen over den viltre Finna eller hiinsides paa Engene, og seer denne Port over Hængebirkenes svævende Guirlander og yppige Løvværk, former den sig til en Dobbeltport, oventil forenet ved en gothisk Spidsbue. Gamle hvidstammede Birke staae som Søiler ved dens Sider; men deres høie Toppe naae ikke til Buens Begyndelse, og under Spidsbuen kunde Vaage Kirke staae med Tag og Taarn. Det er ikke nogen almindelig Dør eller Port. Det er Indgangen til Jutulens Palads. Det er «Jutulsporten,» et kolossalt Portal, som det største Trold med femten Hoveder mageligt kan gaae igjennem uden at bøie sin Nakke. Naar Nogen i gamle Dage, da der var mere Samkvem mellem Guder og Mennesker, vilde laane hos Jutulen, eller tale med ham i andre Forretninger, var det Skik at kaste en Steen i Porten og sige: «Læt op Jutul!»
For et Par Aar siden kom jeg en Eftermiddag til Præstegaarden for at aflægge et Besøg. Familien var paa Sæteren; der var Ingen hjemme uden en gammel Døl, som paa min Begjæring fulgte mig op til Jutulsporten. Vi bankede paa, men bleve ei indladte. Det undrede mig imidlertid ikke, at Jutulen ei vilde modtage os, eller at han nu paa sine gamle Dage saa sjelden giver Audients; thi tør man dømme efter de mangfoldige Spoer af Steenkast i Porten, har han været overmaade besværet med Visitter.
«En af de sidste, som saa ham,» fortalte min Ledsager, «det var Johannes Sørigaarden fra Blessom, Nabogaarden til Præstegaarden paa den anden Side Finna. Men han ønskede vist, han aldrig havde seet ham,» føiede han til.
«Denne Johannes Blessom var nede i Kjøbenhavn og skulde have Ret paa en Proces, for her i Landet var der ingen Ret at faae ved de Tider; og naar En vilde have Ret, var der ikke andet Raad end at reise derned. Det havde Blessommen gjort, og det gjorde Sønnen hans efter ham ogsaa, for han havde og en Proces. Saa var det om Juleeftermiddagen, Johannes havde snakket med Storkarlene og gjort fra sig og han gik paa Gaden og var stuur, for han var «hoga him.» Ret som han gik, strøg der forbi ham en Vaageværing i hvid Kofte med Taskelaag og Knapper som Sølvdalere. Det var en stor, svær Mand. Han syntes, han skulde kjende ham og, men han gik saa fort.
«Du gaaer fort du,» sagde Johannes. «Ja, jeg faaer nok skynde mig,» svarede Manden, «for jeg skal til Vaage i Kveld.» «Ja gid jeg kunde komme did jeg ogsaa!» sagde Johannes. «Du kan faae staae paa med mig,» sagde Manden, «for jeg har en Hest, som træder tolv Trin i Milen.» De reiste, og Blessommen havde nok med at holde sig paa Meierne, for det gik gjennem Veir og Vind, saa han hverken kunde see Himmel eller Jord. Etsteds vare de nede og hvilte. Hvor det var kunde han ikke skjønne, førend med det samme de satte afsted igjen, og han syntes han saae et Dødninghoved paa en Stage der. Da de vare komne et Stykke paa Veien, begyndte Johannes Blessom at fryse.
«Uf, jeg glemte igjen den ene Vaatten min, der vi hvilte; nu fryser jeg paa Næven!» sagde han. «Du lyt taale det Blessommen,» sagde Manden, «for nu er det ikke langt til Vaage, og der, vi hvilte, var Halvveis.» Førend de kom til Finnebroen standsede Manden ved Sandbovolden og satte Johannes af. «Nu har du ikke langt hjem,» sagde han, «og nu skal du love mig det, at du ikke seer dig tilbage, om du hører nogen Duur eller seer noget Lysskin.»
Det lovede Johannes og takkede for Skydsen. Manden kjørte sin Vei over Finnebroen, og Johannes tog op over Bakken til Blessomgaardene. Men ret som han gik, hørte han en Duur i Jutulsbjerget, og med Eet blev det saa lyst paa Veien foran ham, at han syntes, han kunde have seet at tage en Naal op. Han kom ikke i Hu hvad han havde lovet, men dreiede paa Hovedet og skulde see hvad det var. Da stod Jutulsporten paa vid Væg, og det skinnede og lyste ud gjennem den som af mange tusinde Lys. Midt i Aabningen saa han Jutulen, og det var Manden, han havde staaet paa med. Men fra den Tid sad Hovedet paa Skakke paa Johannes Blessom, og saaledes var han saalænge han levede.
FRA FJELDET OG SÆTEREN
«Dennegang slipper de mig ikke Jomfru. De har saalænge lovet at fortælle mig Deres Sætertour, og De har nu saameget mere Grund dertil, da vor egen lader til at blive til Vand. De er os denne Erstatning skyldig for vore saa bedrøvelig skuffede Planer.»
Et Blik ud af Vinduet i Præstegaarden bekræftede desværre altfor meget denne Bemærkning. Himlen, der tidlig om Morgenen havde spaaet os det skjønneste Veir, bestyrkede min gamle Erfaring, at kun Aftenklarheden er at bygge paa. Den ene Skuur stærkere end den anden slog brusende ned i de store Træer udenfor, og det lod ikke til noget Ophold den Dag, uagtet lille Trine, der fløi ud og ind, forsikkrede at det klarnede snart i Øst og snart i Vest, og at vi inden Middag kunde reise.
«Altsaa bedste Jomfru, jeg er lutter Øre!» «Troer De, jeg vil fortælle Dem Noget, Hr. Asbjørnsen? Jeg er kommen efter, at De ikke som en Anden lader Dem nøie med at høre hvad man fortæller Dem, men skriver det ned og trykker det i Aviserne! Derfor gjælder mit Løfte ikke.» «Jeg sværger, at jeg ikke skal trykke hvad De nu fortæller mig i nogen Avis,» svarede jeg. «Desuden oplevede jeg intet videre paa den Tour. Den var smuk; den greb mig, det var det Hele. Men nu beklager jeg, at jeg nogensinde har fortalt Dem derom.» «Deres Stilling er vistnok beklagelig; imidlertid da jeg har Deres Løfte – – –».
«Desuden,» afbrød hun mig, «kan De tænke Dem noget flauere end midt i Haabet om en virkelig Tour at blive afspiist med en mager Erindring? For den varme Virkelighed at tage et ufuldstændigt Billede? Det er som om man istedet for at gaae hen og høre en Concert, satte sig til at læse en Musikrecension. Det vilde ikke undre mig om jeg midt i Fortællingen saa Nissen, der har spillet os denne Streg, stikke Hovedet ud af Madkurven og lee os ud.»
Jeg sukkede over Damernes Halstarrighed, medens jeg hemmelig maatte beundre den Masse af Grunde, der staae til deres Raadighed, Grunde, som, idetmindste saalænge man sidder ligeoverfor dem, ere slaaende nok. «Slige Beretninger,» vedblev hun, idet hun klappede Marrat, der ikke mindre slukøret og mismodig end vi, havde leiret sig ved vore Fødder, «tilhøre desuden blot Kakkelovnskrogen og Vinteren.» «Herregud Jomfru, i Vinter da jeg bad Dem, meente De netop at de tilhørte Sommeren. Men lad os istedetfor at stride herom forene os mod de onde Magter, der drille os, lad os give dem en god Dag og opgive Touren, saa skal De see, at Veiret klarner, inden vi vide deraf.» «Ja, og naar det saa er klarnet, reise ligefuldt, mener De?» vedblev hun leende. «Det var sandelig værd at følge Deres Raad. Nu vel! Det er tosset at lade sig nøde. Saa hør da selv, at det ikke var Møien værd at bede mig saa meget om denne min Reisebeskrivelse.
En Dag, i den Tid da jeg var paa Sæteren i Sommer, gik jeg og Trine med en af Sæterpigerne ind over Fjeldet for at sanke Multer. Det var en klar og stille Dag; thi nys før havde det regnet, og Luften var saa reen og let paa Fjeldet. I Kløfterne og mellem Stenene stod der Planter med store hvide, vellugtende Blomsterduske. Ryper fløi op for vore Fødder, og smuttede, ængstlige for sine Unger, omkring mellem Vidierne og Birkeriset. Da vi kom til Multemyrene, vare de ganske røde og gule af Multer, og ved Bredderne og paa Tuerne stod der en Mængde Blomster med rene fine Farver, jeg aldrig havde seet Mage til: de opfyldte Luften med den lifligste Duft. O, det var saa sødt at aande i denne Luft, og lille Trine var saa glad; hun fløi fra den ene Blomst til den anden og klappede i Hænderne, og hun blev ikke træt af at plukke og beundre disse Blomster; og Brit fortalte os om sine Kjøer og Gjeder, om Reensdyrene, hun havde seet, og mange Eventyr og underlige Hændelser fra Fjeldet og Sæteren.
Under hendes Fortællinger og venlige Snak fyldtes vore Næverskrukker snart med Multer og Blomster, og vi gave os paa Hjemveien. Vi satte os ned i det bløde Græs ved en Varde, der stod paa en liden Høide, for at hvile. Til Venstre lidt bag os laa en Gruppe af høie, spidse Fjelde med hvide skinnende Snepletter. Trine sagde meget træffende, at de saae ud som Sukkertoppe i blaat Karduspapiir, som der var revet Huller i, saa at Sukkeret skinnede igjennem. Brit fortalte os, det var Ronderne, og da jeg foreslog, at vi skulde gaae nærmere hen til dem, sagde hun, de laae over en Miil borte; jeg syntes der ikke kunde være nogle tusind Alen derhen. Fjernt i Vest og Nord taarnede der sig Fjelde over Fjelde, høiere og høiere, i forunderlige Former, med blaalige og violette Kupler, Tinder og Kamme; de fjerneste smeltede sammen med Himlen, og paa disse Fjelde og mellem dem laae der mægtige Snebræer og Iisjøkler, som funklede i Staal- og Sølvglands, og kastede et straalende Perlemoerskimmer høit op i Luften.
Brit vidste Navnene paa alle disse Fjelde og Kløfter og Bræer, og sagde os, at de laae i Valders, Lomb og henimod Sogn. Nogle mindes jeg endnu; hun kaldte dem Brudeskaaret, Valdersfly, Lombsfjeldene, Nautgaardstinderne og Blaahø. Men foran vore Fødder til det vide Fjerne udbredte der sig et Landskab af anden Art, store brune og graagrønne Strækninger, beklædte med Lyng og Mose, øde, eensformige, ikke afbrudte ved nogen Høide, ikke oplivede ved nogen Gjenstand. Det hele Landskab syntes mig var det mest storartede, det meest ophøiede jeg havde seet. Men uagtet al sin Storhed og Pragt gjorde det dog paa mig et sørgeligt, næsten nedslaaende Indtryk. En bruunlig spraglet Fugl kom flyvende og satte sig paa en Tue nærved os og fløitede. Men denne Lyd, o den var saa sørgelig, saa melankolsk, som om Fuglen vilde synge om hvad jeg følte i dette Øieblik.
Brit og Trine havde snakket sammen den hele Tid. Jeg begyndte nu at lytte til deres Samtale. «Hvad er det, de kalde denne Varde, Brit?» spurgte Trine, som havde været her før, «er det ikke Tylevarden?» «Jo, de kalde den saa,» svarede Brit, «det var nogle Karle, som reiste den, fordi de saae Noget her, som var tyle». «Tyle betyder tosset, underligt som De kanske veed,» afbrød Fortællersken sig. «Det var Paul Brække, som var Huusmand under Sell, og nogle andre Tjenestekarle. Budeierne vare alt reiste hjem fra Sæteren om Høsten; saa skulde disse Karle tage Mose til Vinterfoder, og medens de kastede Mose paa Bjergfladen her, kom der svævende saamange Jomfruer, at det saa ud som et heelt Brudefølge; og de vare saa vene, at det lyste og skinnede af dem. Kjolerne glindsede i Solen som Silke og slæbte langt efter dem, og paa Hovedet havde de Sølvkroner og Sølvstads.
Saalænge Karlene stod og saa paa dem, stode de ogsaa stille eller svævede hid og did, men da de gave sig til at kaste Mose igjen, begyndte Følget at gjøre det samme. Karlene kastede Mose efter dem, men det brød de sig ikke om. Naar de gik hen paa det Sted, hvor de saa dem, var der ikke Nogen at see; men naar de gik der bort, hvor de selv toge Mose, saa vare de der igjen, og dette varede den hele Dag.
Før om Sommeren havde to af disse Karle tilligemed en Tredie været oppe for at hugge Gjerdefang strax nordenfor Valfjeldet. Ved de Tider de havde spist Middag, faldt de to i Søvn, medens den tredie sad og spiste endda, men da hørte de «saa deilig en Leg paa Fele,» at de aldrig havde hørt noget saa smukt før, og de talte med hverandre om dette, syntes at de vare vaagne og hørte Spillet mange Gange, og en af dem «hullede,» som Brit forsikkrede «den Leg længe bagefter, saa at Ingen kunde tvivle om det var sandt.»
Brit vidste Meget at fortælle om de Underjordiske eller Haugefolket og Huldren, men forsaavidt var hun greben af den saakaldte Oplysning, at hun ikke vilde vedkjende sig Troen paa disse Naturkræfter. Modsagde en af os hende, blev hun fortrydelig, pukkede paa hvad hun selv havde oplevet, fortalte det vel ogsaa undertiden, men taug som oftest aldeles stille. Det var langtfra at jeg vilde fordærve det gode Humeur, der i Dag belivede hendes Fortællinger. Jeg blinkede derfor med Øinene til Trine og sagde: «hvem tvivler vel om Sandheden af det? Nu skal jeg fortælle Noget, som maa synes langt forunderligere.
Du erindrer nok, at jeg for to Aar siden besøgte min Onkel i Hallingdal. Der saa jeg en gammel, næsten hundredaarig Mand, som man fortalte havde været indtagen af Huldren. Han var svag for Brystet og i det Hele ussel og sygelig. Hans Blik var stirrende og mat, og han syntes ikke at være ved sin Sands og Samling. En Sommer, medens han var ung, laa han paa Sæteren. Da det en Dag var ondt Veir, skulde han gaae ud paa Fjeldet og gjæte for Gjætergutten eller «Hølingen,» som de der kaldte det.
Om Aftenen kom Kreaturene hjem paa Sætervolden, men Ole var borte. De gjorde Mandgar efter ham; de ledte og søgte overalt; de skjød og de ringede med Kirkeklokkerne; men han kom ikke igjen. Han var hos Haugefolkene, og de vilde ikke slippe ham. Især var der en ung deilig Hulder, som hang ved ham med Kjærlighed. Hun talte godt for ham, var blid og venlig mod ham og lærte ham at spille paa Mundharpe. Saa lifligt har vist heller aldrig Nogen spillet paa dette simple Instrument som gamle Ole. Det var fornemmelig med Munden, at han frembragte disse Toner, ikke som almindelige Mundharpespillere, ved Fingrene. Jeg hørte ham een Gang. Det mindede mig paa engang om Fuglekvidder, om Heiloens sørgelige Sang og om Luurtoner en Sommerkveld, og jeg blev saa underlig bevæget derved, at Taarer kom mig i Øinene.
– Men Ole syntes at Huldren havde en saadan hæslig Kohale, og han vilde ikke blive. En Gang kom han til at sige: «Naar i Jesu Navn skal jeg da komme hjem til christne Folk igjen.» Da begyndte Huldren at græde og sagde, at siden han havde nævnt hiint Navn, som hun ikke kunde udtale, kunde de ikke længer holde paa ham. «Men hold dig til Siden af Døren, naar du gaaer, ellers gjør Faer dig Meen,» føiede hun endnu til. Af Glæde over sin Befrielse glemte han dog dette, og idet han gik, blev der udskudt efter ham et gloende Riisknippe, som Ild og Gnister frasede af. Da blev han som sønderslagen i alle Lemmer. Fra den Dag fik han aldrig sin Hilse igjen, og han var ikke rigtig ved sin Forstand mere. Men hvor han gik, og hvor han stod, saa fulgte den smukke Hulder ham. Naar han om Aftenen sad alene ved Ilden, saa han hende ofte. «Gyri Ørnehovd, jeg seer dig nok,» raabte han. «Der er hun; seer I hende ikke?» sagde han til Børnene. De kunde ikke see hende; men der foer en Gysen igjennem dem endskjønt de Intet saae.
«Hvorledes var det med dig Brit?» sagde Trine, der havde forstaaet mit Vink. «Du skal jo baade have hørt og seet Huldren. Fortæl os dog det.» «Ja, jeg har saa det,» sagde Brit; «jeg taler nødig om det, men til Jer kan jeg nok fortælle det. Den Tid jeg var hjemme hos Forældrene mine, laa Faer engang ved Kværnen oppe i Aasen og malede,» begyndte hun. «Jeg var en Framslænging den Gang, og havde ikke gaaet og læst endnu. Saa sagde Moer, jeg skulde gaae til ham med Mad. Jeg var saa vilter som en Gjed, og naar jeg kunde komme paa Fjeldet eller paa Aasen, om det ikke var længer end ud i Skoven, saa var Alting vel. Jeg satte afsted og løb over Engene og op igjennem Lien. Det var saa varmt i Veiret, og da jeg kom op i Aasen et Stykke, blev jeg saa træt.
Jeg kastede mig ned paa en grøn Flæk, hvor det var Svalskygge, og hvor jeg saa langt bort mellem Træerne. Det var ud paa Eftermiddagen, og Solen stod alt lavt nede mod Aasen. Med Eet blev jeg saa søvnig, men jeg vilde ikke sove. Ret som det var, hørte jeg en Hund, som gjøede, Kobjælder, der klang saa reent, som om de vare af Sølv, og langt borte blæste det paa Luur og lokkede saa det ljommede i Skoven og Aaserne.
Om en Stund, saa kom der ud over Rabben Kløvheste med Kjedler, Myseflasker, Smørbutte og alle Slags Bukjørrel, og en Buskab af graae Stude og store brandede Kjør, saa fede og vakkre, at jeg aldrig havde seet Mage til dem hverken før eller siden. Og paa Hornene havde de Guldknapper og om Halsen Sølvbjælder; men foran gik der en stor Frigge, som havde en Luur og en Mælkekolle med Sølvgjorder paa i Haanden, og hun gik og snakkede med Kjørene og nævnte dem ved Navn. Men saadanne Navne havde jeg aldrig hørt paa Kjøer før. Saa begyndte hun at lokke:
«Sommerløv og Sale,
Brandetryg og Svale
Og Lurve og Larve
Og Lilleblaa.
Rekje og Snekje,
Skaute og Raute,
Langtfram, Skinfaxe, Sjulibran.
Granehøi og Grave
Og Vindelet og Lave
Og Lurve og Larve
Og Spegelglat.
Rekje og Snekje,
Skaute og Raute,
Langtfram, Skinfaxe, Sjulibran.»
Da Buskaben var forbi, reiste jeg mig og skulde see, hvor det blev af den, men jeg saa ikke andet end Buhunden og en Jente, som just blev borte bag nogle smaa Granbusker. Den Jenten havde blaa Stak, og under Stakken syntes jeg, jeg saa en Kohale. Saa forstod jeg grant det var Huldren.
Den anden Gang, jeg var ude for Huldren, var længe efter. Jeg var alt voxen, men jeg var ikke meget gammel. Jeg var lystig af mig, og der hvor der lød en Fele, der var jeg altid, og derfor kaldte de mig Spillevika. Saa var det en Sommer, jeg laa paa Sæteren, at det var Dands i Lien. Der var jeg, og jeg kom ikke hjem til Sæteren, førend paa Morgensiden. Saa kastede jeg mig ned paa Sengen og skulde hvile lidt, tænkte jeg. Men hvorledes det var eller ikke, saa forsov jeg mig, saa at Kjøerne kom til at staae inde over Tiden. Da jeg vaagnede, stod Solen høit paa Himlen, og ude paa Volden sang det saa vakkert. Jeg lyede efter og saa hørte jeg det sang:
«Stat op Spillevika
Og mælk din Ku.
Min Ku gaaer i Aasen,
Din staaer paa Baasen
Endnu,
Endnu!»
Jeg foer op og ud, og skulde til at mælke og slippe Kreaturene, men idet samme jeg kom ud af Døren, saa jeg Skimtet af Huldren, nede i Skovbredden, for hende var det.»
«Her ender Brits Fortællinger og tillige min Reisebeskrivelse.»
Medens Jomfruen fortalte havde Veiret virkelig klarnet, uden at vi havde mærket det. Nu traadte Solen frem i al sin Varme og Pragt, og der blev en Jubel og Travlhed uden Grændser. «Tilsæters, tilsæters,» hedte det, og den skjønneste Tour endte Dagen.
Hvis den fagre Fortællerske af ovenstaaende Huldreeventyr skulde vredes over mit Forræderi, naar hun læser disse Blade, da vil det gjøre mig inderlig ondt, men jeg kan dog ikke angre min Brøde.
FORTEGNELSE OG FORKLARING OVER PROVINCIELLE ORD OG TALEMAADER

TRYKFEIL
Side 14.Linie 1. f. n.staaer Taarer. læs Taarne.
–″– 37.–″– 2. f. n. –″– Henie. l. Henir.
–″– 43.–″– 10. f. o.–″– Skinden l. Slindene.
–″– 80.4. f. n.–″– Eftersvælgstid. l. Eftasverdstid.
–″– 85.9. f. o.–″– Størgræs l. Stargræs.
–″– 95.5. f. n.–″– sjaa and l. sjaaand.
–″– 101.2. f. n.–″– i Anm. staaer: for l, l, læs: for l.
–″– 202.12 og 19 f. o. staaer: Skinfaxe og Sjulibran. l. Skinfaxe, Sjulibran.
Huldre-Lok
Huldre-Lok
HØIFJELDSBILLEDER
I. EN SØNDAGSKVELD TIL SÆTERS
I Følge med en Englænder, Sir John Tottenbroom, en Reensdyrskytte og dennes Broder, der skulde ledsage os paa Jagt ind i Fjeldet mellem Sell og Østerdalen, drog jeg ud fra Laurgaard en Søndagseftermiddag i August. Den unge Britte havde seet sig om i vort Land; han forstod og kunde til Nød gjøre sig forstaaelig i vort Sprog, men da han som de fleste engelske Tourister fornemmelig havde pleiet Omgang med Bønder, talte han et høist besynderligt gebrokkent Bondenorsk. Dog strakte dette ikke altid til; naar Tankerne udfoldede sig livligere, hvilket de undertiden gjorde paa en temmelig konfus Maade, slog han pludselig over i sit Modersmaal, eller ogsaa blev han stikkende i et saadant Kaudervelsk, at det vilde være forgjæves at forsøge paa at gjengive det.
Reenskytten Thor Ulvsvolden var en Mand af Middelstørrelse med mørke Øine og et mørkladent, djærvtskaaret Ansigt, hvori Klogskab og Betænksomhed var udpræget. Han var bred over Skuldrene; forresten var hans Legeme meget magert; men hans elastiske og sikkre Gang vidnede noksom om stærke og spænstige Muskler. Der var en egen Ro og Ligevægt udbredt over denne Mands Væsen: hans Bedrift, der idelig udsatte ham for Farer og Strabadser, havde afstreifet ham alt Keitet og Ubehjælpeligt, og udviklet hans indre Natur, der uvilkaarlig meddeelte enhver af hans Yttringer et Præg af Ægthed og Oprindelighed. Hans Broder Anders var ligesaa djærv og plump, som han var blond og lang og stærk. Han var en Døl af det ægte raabarkede Slags i Tale og Lader. Uvorrent slang han afsted, og han bekymrede sig ikke meget om hvor han satte sine Fødder; men derfor maatte han ogsaa søge at tilveiebringe den fornødne Ballance med Armene, hvilket gav hans Gang nogen Lighed med en Bjørns, der hufser afsted paa Bagfødderne. Begge havde røde Topluer og peber- og saltfarvede Beenklæder. Anders var iført en Kjole af samme Farve med lange Skjøder, der daskede ham om Læggene, medens Thor havde lagt sin Reensskindstrøie i Kløvmeisen og gik i Skjorteærmerne. I Haanden havde han en svær Rifle med Kistepibe. Anders bar en fiin Fuglerifle.
Det var saa stille i Skoven nu; vi hørte ingen anden Lyd end Slagene af Skytternes jernbeslaaede Fjeldsko og Kløvhestens sikkre Trin, der fulgte Toget med vor Niste, vore Jagttasker og Fiskekurve i Meiserne. Det var en Helligdag i Naturen: mod Aftenen begyndte en enkelt Fugl at kviddre douce i Skoven; Granen og Furuen udaandede sin krydrede Duft i Solskinnet, og mellem Stammerne aabnede der sig af og til Udsigt til Laugen, som skummende og tindrende strømmede saa dybt under os, at dens Suus og Bruus ei naaede vort Øre.
Skyggerne bleve længre; Tusmørket bredte sig over Dalen, medens Taagerne stege; men endnu spillede Solen livligt mellem Liens Graner og lagde sin Glands om Lesøfjeldene i det Fjerne. Da vi naaede Høiden af Aasen, blev Skoven mere aaben; Furuen blev lavere og sjeldnere, Birken og Enerbusken hyppigere, Lyngen frodigere, Myrstrækninger med kraftig Græsvæxt almindeligere. Snart laae Høvringens tredive Sætre foran os, Vang ved Vang blandt Krat og Stene og Lyng og græsrige Bakker. Jenterne kauede, og Luren klang lokkende gjennem den stille Aften, medens Kvæget stimede sammen under Brøl og Bjældeklang.
En af de første Sætre, vi kom forbi, tilhørte Thor; han bad os gaae ind og drikke Mælk; men vi hastede op til Nattekvarteret, og Thor lovede at komme strax efter. I Vinduet saa jeg et smukt Fruentimmeransigt og et Par nysgjerrige Mandfolkfjæs. Anders sagde os, at Pigen var en Søsterdatter af Thors Kone. Den ene Mand var Skolemesteren, som var heroppe og friede til hende, medens det var Skolefrist; men hun vilde ikke have ham, endda han baade eiede Gaard og var en skikkelig Mand til sin Forretning; hun led bedre en ung Gut, som ogsaa gik paa Frieri der.
Da vi kom til Laurgaardssæteren, stod Budeien paa Trapstenen udenfor Halvdøren. Det var en høi, rank Skikkelse. Hvide Skjortærmer, en rød Bul og mørk Stak udhævede fordeelagtigen hendes kraftige Væxt. Hun vendte Ryggen til os, og vi saae kun den hvide Nakke og et vel formet Hoved med blondt Haar, hvis rødlige Skjær Aftensolen gjorde endnu stærkere, end det var; hun stod og lokkede paa en sortsidet Gjed, som var klattret op paa det græsbegroede Tag, hvor den rev og sled i en liden Birk, der var skudt op af Græstørven.
«Texa, Texa, Texa, Texa da, kom Gjeité, Trinselire da, saa kom naa da – hit du, leje Trøjlle, vil du la være Bjørkjé, aa inkje rive up Take; hit da!» raabte hun. «God Kvæld, Brit,» sagde Anders. «Gusi’nde,» svarede hun; og da hun havde vendt sig om og under den hævede, mod de sidste Solstraaler skyggende Haand, havde seet os an, føiede hun dertil et venligt: «Gudefré! Dæ æ væl fremmonde Karé, e ska huse, si ’n Anders æ mæ!» «Ja,» sagde Anders, «aa staute og gjemente Karé æ dæ, du fæ paa Sætern; døm æ inkje store paa dæ,» føiede han ligefrem til.
«Dæ tør væra, dæ æ staute Karé,» sagde Brit indrømmende, men kunde ikke afholde sig fra et Smiil, medens hun forskende betragtede os. Sir John Tottenbrooms fine Figur og lange Lokker syntes især at tiltrække sig hendes Opmærksomhed. «End hain, æ hain Kar hain au da; æ tykjy hain seer likare ut te eit Kvindfolk i Karklæé,» tilføiede hun polidsk. «Ha Du seet Kvindfolk saa langt, og Kvindfolk med Skjæg da, Jente?» spurgte Anders. «Nei, nei, du ha Ret, du Anders,» svarede hun og lo hjerteligt. «Døk fæ gaae ind; Fremmondfolk kain inkje bli staa’n ute; dæ æ væl ovant nok inne, men dæ æ naa nolafor Folkeskjikken her sjaa os; dæ veit døk væl,» vedblev hun og snakkede i Eet væk med os og Anders paa en godslig, lidt skjælmsk, undertiden halv ironisk Maade.
Inde i Sæteren, der var en Spærrestue med en stor Skorsteen i det ene Hjørne, herskede den mageløse Orden og Reenlighed, der udmærke de gudbrandsdalske Sætre. Paa Hylder høit oppe stode Oste i Rækker og Geleder; lavere nede vare Ringer og Bukjørler opstillede, og alle disse vare ligesom Bord og Bænke, skinnende hvide og reenskurede. Ved det store Baal, som flammede under Kjedlen paa Skorstenen, frembragtes en livlig Luftvexel; her var ingen indestængt Hyttelugt, men et lifligt Arom af Granbaret, hvormed Gulvet var bestrøet, og af den smukke hvide Fjelddusk, der til Pryd var stillet i Vinduerne paa sin brede, kjødfulde, lysgrønne Bladkreds, hvorom igjen var lagt Kredse og Ornamenter af mørkegule duftende Ringblomster, Alt i Anledning af vort Besøg.
«Men hvad vil disse Karlene saa langt til Fjelds, de kunne vist have det bedre hjemme, end paa Sæterne hos Budeierne,» sagde Brit i en af Samtalens Pauser med en Smule Nysgjerrighed. «Vi vudd’ see, hvorledes det seer ud til Fjelds, og saa vudd’ vi skude Rein,» svarede Sir John. «Ja skyde Reen du; det var Von, om du kommer til at skyde den; jeg er ræd, du gaaer opgjæv, baade du og Kammeraten din, før døk kommer saa langt. Havde du været her i Vaar, da vi kom til Sæters, da gik der store Reensbukke lige ind paa Buvæggen. Her Nord i Vaagesætrene ligger en Jente, der hedder Astrid; det var vel Jente, saa ung hun er: hun skjød en; den var kommen ind paa Sætervangen mellem Buskapen og gik der som et andet Kretur. Saa hang der en Dundrebøsse under Taget i Stuen, som hun havde hørt var ladet til Graabeen; den tog hun og smøg bort og lagde den over Ryggen paa Studen. Saa tog hun vel Sigte da, kan Du vide; men da det smald, saa stupte de alle tre, baade Jenten og Bukken og Studen, og Studen slog et fælt Brøl op atpaa, saa ræd blev den, men Bukken blev liggende, og Præsten fik Stegen.»
«Vi have endnu et Ærend hid, Brit,» tilføiede jeg, «vi ville gjerne høre Eventyr. Veed Du Nogen, som er flink til at fortælle?» «Der er et Par Jenter her i Sætrene, og dem skal jeg skikke et Bud til med Gjeterjenten, at de skal komme hid i Kveld,» svarede hun, «og jeg troer nok, de kan fortælle døk nogle Rægler, hvis de bare vil. Men Skolemesteren, han er slem til at fortælle Historier. Han var nede hos Marit igaar, og vi faaer vist høre Gauken ved Juletider, hvis han ikke er der endnu, om ellers Hans er der.» «Ja jeg bad Skolemesteren at komme herop og Hans og Marit med,» sagde Thor, der under Brits Ord var traadt ind og havde sat sin Rifle fra sig, «jeg tænkte paa Eventyr, som du snakkede om, og disse kan nok nogle.» «Begynder først Skolemesteren, er der ingen Ende paa Rægler og Historier baade af Bibelen og andet Præk,» sagde Brit; «men han er vel stuur nu stakkels Mand; for det maa da være tungt at brænde alene som en Feitvedstikke,» tilføiede hun.
Det varede ikke længe, førend Selskabet fra Thors Sæter indfandt sig. Jenten var kjernesund og rød og hvid; hun havde et livligt Ansigt og en trivelig Figur. Paa Guttens Aasyn, der neppe havde fyldt sine tyve Aar, laa ogsaa frisk, ufordærvet Natur og aaben Djærvhed. Den tredie var Skolemesteren, skjøndt han ikke var meget over de Tredive, var hans Ansigt fuldt af Folder og Rynker, der fornemmelig syntes at skrive sig fra en vedvarende Bestræbelse efter at give sig en værdig Mine. Hans Klædedragt syntes ogsaa beregnet paa at understøtte denne Bestræbelse, eller paa at adskille ham fra de øvrige Bønder: han gik i en Kjole med uhyre lange spidse Skjøder av bruunsort Farve; om Halsen bar han hvidt Halstørklæde og store Fadermordere, og paa Randen af disse var anbragt Ægger, et Slags udsyede Guirlander. Paa den høire Side af hans Vest stod der frem en uhyre Bule, som jeg i Begyndelsen antog hidrørte fra en Gevæxt; senere erfarede jeg det var et stort Blækhus, han altid førte med sig.
Denne Mands hele Fremtrædelse gjorde et meget ubehageligt Indtryk; yderst ubehagelig var især den affekterede Maade, hvorpaa han sammensnerpede sin Mund, naar han talte. Fjeldboens Videbegjerlighed og Interesse for den Fremmede, han seer for sig, hans ligefremme naive, undertiden saare ubeleilige Spørgsmaal ere bekjendte. Men her optraadte med Paatrængenhed og Skinnet af Kultur en potentseret Nysgjerrighed og Spørgesyge, og hver Gang han spurgte, saa han sig om med et Blik, som om han stod blandt Vaages usæbede Ungdom, og paa hans Ansigt laa der en Mine, om hans sammensnærpede Mund et Smiil, der spurgte de Tilstedeværende: «Er det ikke godt sagt? Jo jeg kan føle saadanne Karle paa Tænderne!»
Jeg havde hidtil saa godt som alene konverseret Skolemesteren og deels besvaret, deels afvendt en Strøm af disse nysgjerrige Spørgsmaal, der meget gravitetisk fremsattes i det eiendommelige Skolemesteridiom, en paa Stylter gaaende komisk Efterligning af et forældet Bogsprog, hvori der af og til uforvarende plumpede grove Brokker ud af den djærve gudbrandsdalske Dialekt, da min Reisefælle, som stedse følte sig saare ubehagelig afficeret ved udelikate Spørgsmaal, temmelig bredt udbrød i sit Modersmaal: «Gud fordømme denne Mand og hans Øine og hans Mund og hans Uforskammenhed!»
«Aa,» sagde Skolemesteren med en Mine som om han havde faaet Bugt med et Regula-de-tri-Stykke, da han fornam disse fremmede Ord; «naa kan jeg sandelé begripe; det er reisende Mænd fra fremmende Lænder! Maaskee fra Engeland eller Frankrige, eller kanskee vel endog fra Spanien, thi her var en Greve derfra ifjor.»
«Tro for Guds Skyld ikke det, Skolemester,» svarede jeg, «De kan nok høre, at Norsk er mit Modersmaal; men min Medreisende, Sir John Tottenbroom, er fra England.» «Jasaa nu – saa denne værdige Mand er fra det britiske Rige?» sagde Skolemesteren og saa sig om for at gjøre opmærksom paa den Kundskab i Geografien, han nu agtede at lægge for Dagen. «Er han reist hertil Vandveien over det betydelige Hav, som kaldes Nordsøen, eller har han reist Landveien gjennem Frankrig, Holland, Tydskland, Danmark og Sverrige, og hvilke Ærender har han her i Landet med Forlov, at jeg er saa naasaaviis at spørge?» «Spørg kun Skolemester,» svarede jeg opmuntrende; «Deres første Spørgsmaal kan jeg besvare; han er kommen Vandveien over Nordsøen. Agaaende hans Ærender faaer De henvende Dem til ham selv.»
«Da blier Du klok, Skulmester,» sagde hans Medbeiler, den duunhagede Gut, som havde sat sig ned, og behagede sig i at ryge Tobak af en liden Meerskumspibe med Sølvbeslag, og et Hornrør med Slange af Kobbertraad og langt Mundstykke; «han javler væl bære Englis.» «Ja var han endda mægtig det tydske Sprog,» sagde Skolemesteren med Overlegenhed, «saa skulde jeg nok tale ham til; thi deri er jeg noget befaren – jeg haver studeret Geddikes Læsebog og Hübners Geografi i dette Sprog.» «Tal ham kun til paa Tydsk Skolemester,» sagde jeg, «han kan nok svare for sig i dette Sprog.»
«Dam jou,» udbrød Sir John, der uagtet sin Ærgrelse dog ikke kunde afholde sig fra at lee over Skolemesterens forlegne Miner. «De spørger om mit Ærende, Skolemester?» sagde han paa taaleligt Tydsk. «Blandt Andet reiser jeg om for at studere Menneskenes Naragtigheder, og det lader til der her er god Leilighed til at gjøre Studier.» «Das ist Inglis, kan nix forstehen» sagde Skolemesteren, «aber,» fortsatte han, snappende efter det Første, han fik fat paa i sine Kundskabers Kramkiste, «was ist Ihre Formeinung anbelangende det Factum, som staaer geschribet om det euxinske Hav, das udi Aaret 715 frøs soledes att, dass Isen var fyrti Ælner tjuk, und da das Eis gesmalt, so gestand von derudaf sodan ein Hidsighed udi Luften, dass der upkom en Pestilents, von hvilken alle Mennesker bestarb udi Constantinopolis.»
Den Latter, vi udbrød i over dette Faktum af Hbners Geografi, endte den tydske Conversation, og Skolemesteren var en Stund temmelig muggen. Han lod dog til at være af et forsonligt Gemyt, og da vi rykkede sammen om Skorstenen, nærmede han sig Kredsen. De budsendte Piger vare ankomne; nætte og tækkelige vare de alle. Een af dem udmærkede sig endogsaa ved en yndig Skabning og et fiint Ansigt, men hun var vel blegladen til en Fjeldblomst at være. Da Brit understøttede mine Opfordringer om at fortælle Eventyr, forsikkrede de under Latter, at de intet kunne. De vare Alle undseelige, og Ingen vilde begynde.
«Nei, Skulmester’n, Skulmester’n,» raatbte de Alle, «han kan fortælle, han kan vist Eventyr og Rægler.» «Ja,» sagde Skolemesteren, «jeg kunde nok altid fortælle Noget af den bibelske Historie eller ogsaa f. Ex. om Keiser Octavianus. Desuden kjender jeg en meget sorgfuld Elskovshistorie om den mandhaftige Ridder Tistram og den dydefulde Prindsesse Indiana og saa videre, et cætera.»
«Nei bedste Skolemester,» afbrød jeg Manden, «de Historier, De der nævner, kan jeg paa mine Fingre; hvad jeg ønsker at høre, er Fortællinger om Huldre, Trolde, Eventyr om Askeladden og andet Saadant, som aldrig har været præntet, men som blot lever i Folkets Mund.» «Slige Finantserier kan jeg ikke fortælle,» sagde Skolemesteren stødt; «det anstaaer ikke en Ungdommens Lærere og mig, som er Repræsentant i Formandskabet og har svøré til Constitution. Hvad skulde jeg sige om de spurgte, om det var sandt, at Halsteen Røen havde siddet og fortalt Rægler som en Rørkjærring?»
«Hvad svarede du i Formandskabet, da du havde fortalt Ræglerne, du veed nok, og sunget Pigernes Aftenbøn i Julegjæstebudet paa Ulvsvolden?» spurgte Medbeileren med et sarkastisk Griin. «Hvad jeg svarede vedkommer ikke Sagen,» sagde Skolemesteren; «men hvad der sømmer sig for dig og andre læge Folk, er det ikke sømmeligt at fortælle veifarende Mænd, der studere paa Naturens Slag og Folkefærdens Sæder; jeg anseer det nu meget bedre at høste Viisdom ved at agte paa saadanne Mænds skarpsindige Talemaader, end at fortælle letfærdige og taabelige Bondehistorier; thi reisende Mænd ere verdsligvise, og jeg vil derfor bede Nogen udaf disse at belære mig ved sine Talemaader.»
Jeg søgte at gjøre ham begribeligt, at jeg havde saa meget med Underviisningsvæsenet at bestille i Byen, som jeg vel kunde ønske, og at jeg gjerne paa en Rekreationsreise vilde være fri for Lærerembedets Byrder. «Siden Ingen vil fortælle,» begyndte Anders, «saa kan jeg fortælle en Stub om en Mand, som boede i Hedalens Annex. Han hed Hogner, men siden kaldte de ham Hogner Troldkluvar. Han var ude og reiste paa Søen i nogle Aar; men da han havde tjent Penge, saa han kunde løse Gaarden efter Faderen, saa kom han hjem i Bygdelaget sit igjen og begyndte at frie til en Jente fra Vaage, som laa til Sæters og var Budeie. Engang han kom til Sæters, var Budeien borte, og Gjeterjenten kom grædende hjem fra Fjeldet med Kreaturene.
«Hvad er det som feiler dig, og hvor er Budeien?» spurgte Hogner. «Der kom tre Bjergtrold og tog hende bort,» sagde Gjeterjenten. Han afsted og skulde finde Jenten igjen og faae Ret paa Troldene, og saa tog han med sig En, som hedte Haarek Langbein. De reiste baade vidt og bredt over Skov og Fjeld og dybe Dale, men fandt hverken Bjergtroldene eller Jenten. Da de kom til Stutgaangskampen, traf de et Trold. «Bi lidt,» sagde Hogner og ristede det lidt med Sværdet sit; saa gjorde han Ring om det i Jorden og hug et Kors over Hovedet paa det i Luften, saa Troldet blev fjettret og ikke kunde røre sig af Flækken.
«Hvor er Budeien, som blev borte paa Rønnæs?» sagde Hogner. Troldet vilde ikke svare, men Hogner truede ham paa svarte Livet, og saa sagde han, at det var Fladnæsen i Stutgaangskampen, som havde taget hende. «Imorgen skal Brylluppet staae,» sagde han, «og jeg skal gaae til Skulen og til Jutulsbjerget og bede Slægten hans til Bryllups,» sagde han. «Stat Du der til jeg kommer att,» sagde Hogner og hug nogle Kors over Hovedet paa ham, og Troldet sige de, staaer ved Stutgaangskampen endnu, men jeg har aldrig seet det. Enten Hogner kom ind i Kampen og fik Jenten sin igjen eller ikke, det har jeg aldrig hørt, men siden kaldte de ham altid Hogner Troldkluvar.»
«Dette er en en umoralsk Historie fra den paviske Tid, hvilket kjendeligen betegnes ved Korsets Tegn, og saadanne hører Djævelen til,» sagde Skolemesteren med Salvelse. «Formodentlig er det nogle Skovrøvere fra andre Bygdelag, som da graserede, der have bortført Budeien, som rimeligviis har været et letfærdigt Kvindfolk, saaledes som der gives mange af paa Sætrene, og Troldene ere blevne udlagte. Jeg skal nu fortælle en sandfærdig Historie, hvori ligeledes Huldren og Troldene fik Skylden, men som alene blev udført ved en betænkt Mands skarpsindige Skalkestykker.»
«I Præststulen udi Vaage Hovedsogn,» begyndte han, «levede for lang Tid siden et Par Ægtefolk, Steingrim og Jøda, der paa dette Aaslænde ernærede sig og Børn ved Krytyravl og Vildfangst. Manden, Steingrim, bortrykkedes af Snjoskrien i Jøndalsbraatom. Deres voxne Søn Ivar blev samme Aar udkommanderet, og Jøda blev alene Forsørger for mange Børn. Den anden Søn Bjørn blev, skjøndt endnu ung, Moderens eneste Støtte. Han var stor af Væxt, før og vovdristig og udmærkede sig snart i Skiløben, Fangst og Skytteri, og især lagde han sig efter at kjende Dyrstraakjé, det er Dyrenes Opholds-, Fra- og Tilflytningssteder under visse Veirkast, og formodentlig derved var han saa jagtviis, som man fortæller, ligesom hans Erfaring om Reensdyrets skarpe og fine Lugt, bragte ham paa Indfaldet om Blindskytter.
Som oftest var Bjørn befængt med Eismalsot og søgte ved hver Leilighed at blive alene paa Veidestigen, og hans Veidelykke satte Folk i største Forundring. Somme troede, at han ved Troldom kunde fjettre Fugle og Dyr, saasnart han fik dem under Øine, Andre at han levede i Forstaaelse med Bergtrøjllom og i visse Maader erholdt Hjælp og Underretning af dem om den baatandeste Jagtled. I denne Tro bestyrkedis Folk saa meget mere som de saae ham grave Reensgrave og mure sig Hytter i Bjerge og Fjelddale, hvor den Tid Andre ei kunde blive Natten over for Bjergtroldenes Aarsags Skyld. Undertiden fortalte han endog selv, hvor Jutulerne spøgede med ham og gjorde ham Fortræd, men at hans Fortroelige, Jutulen i Skulen, Skulgubben kaldet, ved saadan Leilighed altid kom ham til Hjælp.»
Det var let at indsee, at Skolemesterens Fortælling vilde blive ligesaa lang og kjedsommelig som det Sprog, hvori den fortaltes, var latterligt og eiendommeligt. Det var derfor ikke uden Tilfredshed, at jeg bemærkede den Uro, der kom over ham, da han mærkede, at hans Udvalgte havde fjernet sig. Gjennem Vinduet saa han, at hun gik hen mod en af de nærliggende Sætre. Denne Uro voxte imidlertid til Aandsfraværelse, da han saa, at Medbeileren fulgte hendes Spor. Han stottede og standsede famlende, efter Udtryk. «Nei, med Forlov, jeg kan ikke huske mig ret paa; jeg har lidt Ærende tilligemed; du Thor, du lyt fortælja Slutten; du kan det du med,» sagde han og forlod Stuen med Iil. Jenterne loe og beklagede den stakkels Skolemester og hans Jalousi. Efter Opfordring tog nu Thor tilorde og fortalte.
«Nabogaarden til Præststulen er Østeng; der boede en Mand, som hed Baard. Han var ogsaa Skytter, men han var altid avindsyg paa Bjørn for hans Veidelykke. Denne Baard Østeng havde en Datter, som hedte Rundborg. Til hende friede Bjørn i Smug; men da Faderen fik Nys om det, sagde han, at hvis han fik see Bjørn paa Gaarden, skulde det, ikke gaae ham bedre, end om han var en Vildreen, og vilde han fælde ham paa Flækken. «Dotter mi ska inkje ha nugun Skogbjøinn,» sagde han ydermere.
Men nu vilde han give hende til En fra Skaarvangen. Han hedte Selvor Opistuen og var en Tosse og en Jenteskræmsle. Rundborg bad nok; det hjalp ikke, men hun slap at flytte til Brudgommen før Brylluppet, som skulde staae ved Jonsokstider. Brudgommen selv red om og bad til Bryllups, og han kom til Skogbygden ogsaa, til Brudens Slægt og Grandelag. Paa Sønsteeng gik Manden ud efter ham og spurgte: «Kaa Dag ska dæ væra da? Du forgat dæ.» «E veit inkje anten det kain bli i Maargaa hel ein an Dag i Vikun, men døk fæ væra fæloge, saa ska os blaase i Luur, ner os kjøm utpaa Veigen,» svarede han.
Dette hørte Broder til Bjørn, og han bragte strax Bud om det. Bjørn var ikke længe om at finde paa det; han lod strax Mo’er og Bro’er sin passe paa i Skogbygden, men selv holdt han sig i Skorvangen. Først vilde han standse Følget paa Kirkeveien, saa de ikke skulde komme til Bruden. Om Natten gik han op i Skorvangsgjelet og vilde rive ned Bukkebroen, som ligger høit opi der; men Fader til Selvor og et Par til holdt paa at gjøre den istand. Saa tænkte han, han skulde flømme bort den nedre Maalebroen, og saa blev gjort. Dagen efter red Selvor med Brudefølget fra Skorvangen imod Høgstdagsleite; men paa Veien fik de spurgt, at Maalebroen var flømmet bort, og saa reiste de langt op i Lien og kom aadjærve over Sandbovadet. Da de kom i Skogbygden, red nogle af Følget op og skulde hente Bruden, men Resten blev nede paa Veien; de hvilte, drak hverandre til af Lommeflaskerne og blæste paa Luur, og imens laa Bjørns Broder og lurede i et tæt, tykt Birkesnar et Stykke fra Veien, og da de reiste lunkede han efter.
Men det tog Tid ud, før Gjæsterne blev færdige og kom til dem, ved det at Brylluppet ikke var dagstøt. Tilsidst kom Bruden og hendes Folk med Brudgommen og dem, som var redne efter hende. Kirken stod paa søndre Sandbo den Tid, og da de kom did, var det langt paa Kvelden. At komme til Bryllupsgaarden om Kvelden, det var ikke gjørligt, og deelte derfor Bottolf Holen og Alf Svare Brudefølget mellem sig. De gav dem Mad og Drikke, og det kunde de vel tryte, for de havde været ude mest hele Dagen og ikke havt Andet end en Taar paa Lommeflaskerne. Da de havde faaet Mætten, nødte Bottolf og Alf dem til at roe sig en Stund. Bruden og Brudgommen laae paa Svareloftet. Seent om Kvelden kom Broder til Bjørn og sagde, at nu laa Bruden paa Svare. «Det skulde undres mig om hun bliver liggende der til Soleglads Leite?» sagde Bjørn.
Men da det led paa Natten, og Brudefolkene vare komne vel til Ro paa Svareloftet, kom der ind igjennem Loftsdøren en stor svær Frigge med grøn Stak og en lang blank Kniv i Haanden. Hun rev Bruden ud af Armene paa Brudgommen. Han greb efter hende, men i det samme skar Huldren afhænds i Væggen med Kniven, saa Flisen sprat. Siden turde Brudgommen ikke see efter dem engang, men han foer ind i Stuen, hvor alle Bryllupsfolkene laae, græd og bar sig og sagde, at han troede Jøndalshuldren havde været paa Loftet og taget Bruden fra ham, for hun sagde, at Rundborg skulde blive Sønnekone til Jøndalsfruen. Saa kjytede han, at han vilde korte sig. «Dæsom ho ha læ me faat ligji sjaa se, saa kanskje Trøjlle inkje ha tragta saa mykjy ette henna heil?» føiede han til.
De holdt paa at trøste ham det bedste de kunde; men da de fik høre dette, begyndte de at storlee. Nu vilde Selvor hjem til Skorvangen og klage for Mo’er sin; men da Følget kom til Skjærvenbroen, vare Spænderne hugne af, Broen var flømmet bort, og de kunde ikke komme over. Paa den anden Side stod der Folk, som vare komne fra Skorvangen og skreg, men de kunde heller ikke komme over, og alt de skreg og raabte, kunde der ikke høres et Ord, for Elven var landstegen og gik i een Fos. Saa sendte de Bud til Præsten. Han sagde, de skulde tage Kirkeklokkerne fra Vaage Kirke, føre dem op i Jøndalen og ringe i tre Døgn. Ja, de førte dem fra Vaage Kirke over Jættefjeldet op paa en stor Kamp i Jøndalsbraatom, og siden den Tid kaldes den Klokkekampen. De ringede i tre Døgn, men Bruden var borte og blev borte.
Saa raadede en gammel Kal dem til at ringe tre Thordagskvelde i Rad, men det hjalp ikke mere. Tilsidst kom Bjørn Præststulen til og sagde, at han havde drømt, at Rundborg havde det ilde hos Troldene. Men Skuulgubben havde lovet, at han skulde hjælpe ham at frie hende ud, for Gubben i Skulen var arg paa Jøndalshuldren. Og der var ingen Anden, som kunde frie hende ud end Bjørn, for hun var hoga paa ham; men fik han hende ikke til Ægte, saa vilde han heller ikke frie hende ud af Bjerget. Da Baard og Selvor fik høre det, satte de paa Bjørn og truede ham paa svarte Livet, at han skulde skaffe Rundborg frem. Men da satte Bjørn Ug, og han kranglede saa længe med dem, at han fik hende tilsidst.»
«Ja, saa var det, det gik til,» sagde Brit, da Thor havde endt denne Fortælling, hvis djærve Træk mindede om Sagatiden. «Naar Skolemesteren fortæller,» vedblev hun, «saa ramser han op en Rægle, som Ingen rigtig kan skjønne, om Præsten og Fauten, og atpaa siger han, at det var Bjørn Præststulen, som tog Bruden af Svareloftet; men det var det ikke, han friede hende ud; det var Jøndalshuldren, som tog hende.»
Det faldt Ingen ind at modsige denne Brits Bemærkning; men de mange topografiske Angivelser i Thors Fortælling tiltrængte en nøiere Udvikling og ledede til en Diskours, der gik ud i Detailler om Vaages geografiske Forhold. Der handledes langt og længe om Dalstrøg, Elve, Fjelde, Fiskevand, Fiske, Fugle, Dyr og Mennesker. Under denne for mig saare lærerige Samtale, fremsatte Brit for os et velsmagende og efter Omstændighederne næt anrettet Maaltid af Sæterkost.
Mod Enden af dette kom Marit, Skolemesterens Tilbedte, ind og hviskede under Latter og Fnisen med de øvrige Piger. Brit deeltog hjertelig i Lystigheden, og da Anders vilde vide, hvor Hans og Skolemesteren vare blevne af, fortalte hun, at den Første havde narret Skolemesteren rundt om fra den ene til den anden af de nærmeste Sætre. Selv havde han først gaaet rundt og sagt Jenterne hvad de skulde svare, naar Skolemesteren kom; og hvor denne lettede paa Klinken og spurgte efter Marit, sagde de: «Ja rigtig nu gik de ud af Døren, baade Hans og Marit, de sagde, de vilde til nærmeste Sælet.» Men tilsidst havde han truffet nogle Karle, som havde skjænket ham og drukket ham til, og saa var det forbi, «for han taaler ikke mere end en Høne, den Stakkel,» sagde Brit medlidende. «Ja,» føiede Marit til, «nu er han saa smiskende blid, at Munden staaer mest fiirkantet paa ham, men paa Hans er han arg. Jeg troer vist han kommer hid snart; da ska døk faae høire Leik.»
Det varede ikke længe, førend vi hørte Hans; han sang med klangfuld Bas til en eiendommelig Melodi en Gjetervise. Han anstrængede sig kjendeligt, blev staaende udenfor og sang med fuld Røst, som det syntes, for at blive hørt af Nogle, der kom efter, følgende Vers, som i dette Tilfælde lode til at være myntede paa Skolemesterens røde Haar og Kjærlighedsforholdet.
Paal sine Høno paa Haugein udslæpte;
Hønun saa let over Haugein sprang.
Paal paa Hønun kunde fornemme,
At Ræven va ute mæ Rompa saa lang.
Kluk, Kluk, Kluk, – sa Høna paa Haugje, –
Paal hain flaug aa vrængte mæ Augae:
Naa tør e inkje kommaa heim aat ’n Mor!
Paal hain gjek se lit længer paa Haugje,
Fæk hain sjaa Ræven laag paa Høna aa gnog, –
Paal hain tok se ein Stein uti Nævé,
Dugle hain da te Ræven slog.
Ræven flaug saa Rompa has rista; –
Paal hain gret for Høna, hain mista:
Naa tør e inkje kommaa heim aat ’n Mor!
Ha e naa Næb aa ha e saa Kløer,
Aa viste bære, kaar Rævain laag,
Skul’ e døm baade rispe aa klore
Framma te Nakjin aa bak over Laar.
Skam faa aille Rævain raue, –
Gu’ gje, at døm aille va daue!
Saa skull’ e kommaa heim aat ’n Mor.
Inkje kain o værpe aa inkje kain o gaalaa,
Inkje kain o krupe, aa inkje kain o gaa.
E fæ gaa me aat Kvein aa maalaa
Aa faa att Mjøle, e forliste i Gjaar.
Men Skjit, sa ’n Paal, e æ inkje bange;
Kjæften aa Mote ha hjulpe saa Mange; –
Naa tør e nok kommaa heim aat ’n Mor.
Da Visen var til Ende, kom han ind lidt rød i Hovedet og satte sig rolig hen i en Krog, hvor han begyndte at ryge Tobak af sin Pibe. Det varede heller ikke længe, førend Skolemesteren indfandt sig, ledsaget af en fremmed Mand. Han havde trukket sine Fadermordere langt op og søgte at tilveiebringe saamegen Værdighed som muligt; men hans stive Skridt og stirrende Blik forraadte, endnu førend han aabnede Munden, hans Tilstand.
«Om Tilladelse, med Forladelse, høistærede Herrer,» sagde han med tyk Tunge og et latterligt Buk; «det var nok inkje lækkert gjort af mig, at jeg fløi paa Døren ulovendes og ærbødigen overlod deres Underholdning til denne værdige Reensskytter, som er en læg Mand at kalde, og disse elskværdige Hyrdepiger. Men jeg er en Ungdommens Lærer, og i Gudsfrygt og Gudagtighed er jeg ikke at spøge med, og da jeg ligesom er en Underdeel af Geistligheden at agte, og holder meget paa Tugt og det sjette Bud, saa taaler jeg ikke Sligt. Nei det gjør jeg ikke. Og jeg maa sige det reint ut – at det er en ustyggelig Uvane, at Gutterne løip efter Førkjom, før de have Skjæggevæxt paa Hagen. Og da jeg nu saa denne Hans letfærdigen at stryge efter Kvindfolket . . . . tvi . . . .» her spyttede Skolemesteren i ædel Harme og vedblev: «For som jeg siger, jeg er en stor Kontrapart af alskens Gjøglen, Figten, letfærdig Skanderen og Snak, Dobbel, Drukkenskab og letsindig Dands.»
«Jøs kaa hal du æ i Dag da, Skulmester,» sagde Marit; «e tykjy dæ æ Moro, e, ner Fela tæ te aa laate! E bli mest saa gla som ei Fele sjøl.» «Det er sandt, mit Barn,» sagde Skolemesteren, undvigende, og med et sødt Smiil: «jeg talte kun om den letsindige Dands. Ogsaa jeg tykkes det er saare fornøieligt at see Pigerne træde Dandsen, at sige, naar det er ved Siden af en værdig Mand, som indehaver en sømmelig Anstændighed.» Men greben av den Elskværdighedens Magt han priste, brød han pludselig med stærke Nasallyd og snøvlende Skolemestertremulanter ud i følgende begeistrede Hyldning af Viin og Skjønhed, der ikke syntes at staae i synderlig Samklang med de strænge Grundsætninger, han førte i Munden.
«Hvad er Alverdens Guld og Riger,
Og hvad er vel Fornøielse?
Foruden Vin og smuke Piger,
Er Verden kun et Hændelse.
Enhver, som er
Paa Piger sær,
Er Dosmere,
Ihvor han er.»
«Det var en vakker Vise, det, Skolemester,» sagde Hans, idet han med Piben i Munden stak Hovedet frem af sin Krog, «men nu skal jeg synge dig en Stub, som du kanskee aldrig har hørt før.
Aa stakkars de, du din gamle Taape,
Du drak taa Flaskun, som sto i Skaape,
Du trudæ, at dæ va Brændeviin:
Men alt saa va dæ naa Tærpetin.
Men alt saa va dæ naa Tærpetin.»
Det var paafaldende hvor denne Vise, som jeg senere erfarede sigtede til en Begivenhed af Skolemesterens Liv, opæggede ham, og hertil kom, at han aabenbar havde staaet i den Formening, at hans Rival ikke var tilstede. Han tørrede sig først om Munden med Enden af sit lange Kjoleskjød og sagde:
«Ungdommen er naasaaviis i vore Dage; det kommer derudaf, at den ikke faaer smage Kjæppen nok. Du mundkaade Pilt; du gaber over en Tobakspibe i Munden og render paa Løverdagsfrieri, og udlader Fornermelser mod værdige Mænd, som ere i Besiddelse af større Lærdom end du. Reis dig, siger jeg, naar jeg taler,» foer han op, «saaledes som det var Brug blandt Spartanerne, at Ungdommen skulde reise sig for Alderdommen og gamle Kaller. Jeg har gaaet paa Skolen hos gamle Præsten Grønbech i tyve Aar, jeg, maa du vide. Reis dig siger jeg.»
Men Hans blev urokkelig paa sin Krak og viste kun et lattermildt Ansigt og to Rader skinnende hvide Tænder. Skolemesterens Ruus var kjendelig tiltaget, og jeg veed ikke hvad Enden vilde blevet, hvis ikke Marit havde lagt sig imellem. Hun rakte ham en Skaal Mælk og sagde: «Aa bry de inkje um Jaalingen, Skulmester. Vær naa bli att aa hugs paa, at her æ langfremmont Folk i Sælé.»
Da han havde drukket, vendte han sig til os igjen og syntes at ville undskylde sin nuværende Tilstand og neutralisere den ufordeelagtige Dom, der efter Hans’s gjentagne Hentydninger maatte paatrænge sig os, idet han udbrød: «Den fordærvelige Alkoholen! Det er den, som er Daarskabens Moder. Men jeg er en meget nygter Mand, om jeg ærbødigst selv skulde sige det, og i Almindelighed er jeg ikke hengiven til nogen overflødig Nydelse af den fordærvelige Drukkenskabs Last. Men jeg maa rigtignok undskylde, mine høistærede Herrer og værdige Sognemænd, at jeg blev saa længe borte. Det er ikke beenkjørt at raake Dørhullet att, naar En kommer i Grandelag. Der kom nemlig nogle gode Venner og Naboer farende med Brændeviinsflasker i Lommen. Og til Støls gjør en Dram forskrækkelig godt i Legemet. Ja det vedgaaer jeg reint ud, at jeg er i Besiddelse af den Forfængelighed, at jeg tager mig en Dram, naar jeg kan faae den, men aldrig til Overstadighed.
Lad os drikke, lad os drikke,
Brændeviin, mens vi kan,
Mangen Stakkel har det ikke,
Men maa drikke Vand,»
vedblev han med et uvilkaarligt Udbrud. «Nei,» fortsatte han, «ikke til Overstadighed. Gud bevares. For jeg kommer godt i Hug baade det, jeg har sagt og gjort og det, jeg skal gjøre og sige au; men det er en fordærvelig Drik ligevæl; for den drager efter ligesom Juleøllet hans Botil Moen. Men det jeg skulde komme i Hug, det var om den mærkelige Historie, anbelangendes Bjørn Præstestulen, som jeg om Forladelse gik ifra midt i Legen at regne for, om den blev rigtig fortalt. Du sagde vel alt Ting, min værdige Ven, Thor Ulvsgaarden, anbelangendes hvorledes Gjeistligheden kom i Tull, og den civile Domstol maatte greie Saka?»
«Nei, det var vist det, jeg sagde,» yttrede Brit. «Du har slig en lang Rægle atpaa du, Skolemester, som ingen kan skjønne. Han sagde ikke noget om det Thor.» «Det er Mangel paa Oplysning, mit Barn, Mangel paa Lærdom,» sagde Skolemesteren vigtig; «det som er udeglemt er mest det mærkeligste i hele Historien; thi det er der hvor Klammeriet og Processen begynder, kan jeg formene.
Ja, det gik da saaledessen til, seer Dem, at den Tid, at disse Karlene, ja, han Selvor Opistuen da og han Baard Østeng, dem satte spændt paa ham Bjørn Præststulen, og med Trugsmaal og Undsigelse vilde true ham til at udfrie hende eller aabenbare, hvorledes dette kunde lade sig gjøre, saa kom Bjørn i Tvivl om hvad han skulde gjøre; thi han saa Høiaannen for sig, og han havde følgelig naturligviis andet at bestille, end at holde Rundborg i Skyg og Skjuul i Skytterhytter og andre Huller i Fjeldet. Han sagde dem, at de forgjæves vilde anstille saadanne Forsøg hos Jutulen, og at han selv ikke vovede det, førend han havde anmodet Skuulgubbin om Hjælp, hvorvel han end var underrettet derom. Men hvorpaa saa foreslog han dem, at de alle tre skulde gaae til Præsté og vælge ham som Skjelsmand imellem dem, hvilket de vedtog, og Bjørn forklarede meget vidtløftigt hvad en Aand havde talet til ham med Aabenbarelse i Drømme, og især at han havde ærbødigst Befaling at ægte hende. Præsten forlangte Henstand for begge Parter til Pigen selv kunde afgive Vidnesbyrd, og da Bjørn efter et Døgns Tid kom frem med hende, forklarede hun hvad hun led hos Jutulom, og hvorledes Jøndalshuldren paaskyndte Giftermaalet med hende og sin Søn, saa at de efter denne Forbindelse vare aldeles i Besiddelse af hende, samt at Bjørn og Skuulgubben befriede hende for at forblive i Bjerget og blive Troldinde.
Under det at han udgranska begge Parters Beviisligheder og Paastande kom Præsten i Tull, hvilket vil sige saameget som at han saaledes indvikledes i denne Labyrinth, saa han ikke vidste at snoe sig ud deraf. Bjørns Aabenbaring, tænkte han, var maaskee den Høiestes Foranstaltning, mod hvilken Præsten ei vilde fælde Dom. Selvor og Rundborg vare viede ved Præst og Guds Ord, hvilke begge vare betydelige. Bjørn havde Rundborgs udeelte Kjærlighed lige fra hendes Barnebeen. Selvor havde langt fra ikke hendes Kjærlighed, men Forældrenes Samtykke, som gamle og følgelig forstandige kunde bedre indsee hvad som tjente Børnene til Velfærd og Lykke end de selv. Men Forældrenes uindskrænkede Myndigheds Udøvelse i sine Børns Giftehandeler gjør dem ofte til Bødeler o. s. v. sagde Præsten, ja, ved sig selv da, at forstaae. Ved at eftertænke dette blev følgende Resultat: Jeg befatter mig ikke med denne indviklede Sag; den maa følgelig naturligviis paakjendes af de civile Domstole. Imidlertid maa Bjørn som hendes Befrier beholde hende. Men af den borgerlige Ret blev saaledes dømt:
«Bjørn Præststulen kan gifte sig med Rundborg Baardsdatter Østeng uden nogen Tiltale, og Selvor Opistuen og Baard Østeng maae rømme Landet for at have undsagt ham.» Men det blev ikke noget af, for Bjørn tog sin Svigerfader til Naade for saadan Forseelse, og de bleve siden de bedste Venner.»
Denne Trumf satte Skolemesteren paa Sagnet om Bjørn Præststulen. Men det skrevne Ord er dødt og magtesløst. Der laa en mageløs, en ubeskrivelig komisk Effekt i hans levende Fremstilling, og fornemmelig i Betoningen, i Mimik, i Stemmens Modulation og i den Maade, hvorpaa hans Ruus aabenbarede sig i Talen; «thi Øllet drog efter med ham.» Englænderen laa kroget af Latter paa en Bænk over «denne Karikjatur.» Hele Forsamlingen brød af og til ud i Latter; ja selv den alvorlige Thor lo høit. Men Skolemesteren lagde ikke dette paa sit Sind; han grinede med og optog det som Bifald. Da Brit efter hans Begjæring atter havde lædsket ham med Mælk, lod han Munden løbe paany.
«Nu,» sagde han, «vil jeg fortælle en meget sandfærdig Historie fra en nyere Tid, som ogsaa derved er af Mærkelighed, fordi den indeholder Spaadomme eller Forudsigelser om tilkommende Tider og Hændelser. Paa Gaarden Flytty i Lessø Hovedsogn var en Mand, ved Navn Jens Ivarsøn, hvis Forfædre fra umindelige Tider havde beboet denne Gaard. Denne Jens var en tankefuld Mand, beinksom, lidet til Munds, og Ingen havde noget at sige paa hans Moralitet og Vandel. Engang vilde han til Sæters i Lordalen, og der vilde han hente Hestene sine for med dem at forrette Jordarbeide og Elvetømmerkjørsel; men han kom ikke til Sæters, og Ingen spurgte om ham mere, efterdi al Eftergranskning var forgjæves.
Men det ottende Aar giftede Konen sig paa ny, og medens Brudefølget var ved Kirken kom hendes forrige Mand, Jens, ind i Gaarden, uden at Nogen havde seet, hvor han kom fra. Han tog strax tilsides ud af Gaarden igjen for at undgaae Selskab og vilde ikke tale ved noget Menneske. Men saa blev der nu Vigt og Vavl og Prat og Skravl om hvem denne Mand vel kunde være. Nogle sagde, at det var En, og Nogle sagde, at det ikke var en Anden; men alle som saae ham var de eens i det, at han havde Bø af Jens. Men han unddrog sig deres Beskuelse og nysgjerrige Spørgsmaale indtil Brudefølget kom hjem, og da hans ældste Søn med andre flere tog Bryllupshestene for at tjore dem paa en afsides Eng, saa indfandt han sig hos Sønnen, som dog ikke kjendte ham, førend Jens ved Tjoringen tiltalte ham saaledes: «Ikke saa, min Søn! Du skal altid fæste Tjoret til venstre Framfod, ellers tvinges Hesten til at gaae mod sin Natur.»
Nu kjendte han att Faer sin og bad ham følge hjem, hvilket denne befandtes villig til, og da Jens kom ind i Bryllupsstuen blev Alting tyst; thi Alle gjenkjendte ham nu, og Konen brast i Graad, bad om Forladelse og vilde omfavne ham. Jens trøstede hende saa godt som muligt, og han sagde derhos, at han ikke havde nogen Erindring at gjøre mod hendes nye Ægteskab, og derhos yttrede han paa en underfundig Maade, at han selv hverken kunde eller var duelig til Ægtestanden og at forblive her; men at hans Hensigt blot var at ordne det Nødvendige for sine forsvarsløse Efterkommere.
Da han havde sagt det, saa bad han Ægtefolkene at sætte sig i Høgsæte, og i hele den nysgjerrige Bryllupsskares Paahør fortalte han dem sin sidste Villie med Hensyn til Boets Deling mellem hans Børn, forsaavidt deres Arve- og Odelsret til Gaarden var belangende, hvilket med Haand og Mund bekræftedes. Da dette Altsammen var fuldbyrdet, vilde Jens tage Afsked og bort; men de vedblev at indtrænge paa ham med nysgjerrige Spørgsmaale, paa hvilke han for det meste gav undvigende Svar. Blandt andet sagde hans Kone: «Gudske Lov at du kom hjem, at vi kunde erfare din Villie, og at du kan vide, at dit Afkom bliver her.»
«Ja,» svarede Jens, «mit Afkom skal blive her til Landsens sidste Tider, men da skal et Slag holdes paa Lillehammer, og det skal være det største, som nogensinde er skeet paa norsk Grund: Mandeblod stal flyde over Haneknæ, og Gudbrandsdølen vil afgjøre, om Norge længere skal kaldes et Kongerige. I Frankrig lagde Bondklubba sig, og der vil den ogsaa igjen reise sig først og med skjellongske Slag forandre Folkenes Kaar, i Landene.»
«Naar vil det store Slag her i Landet skee?» blev atter Spørgsmaalet. «Naar brede Veie gjennem Landets Indskjæringer gjør Fiendens Indgang let,» svarede Jens, «og naar Vota er Landets Lov, bliver denne Krigsgnist langsomt optændt, og Norge og Sverrige skal forinden føres under eet Septer. Før disses Forening vil Laugen bortrive det skjønne Fladsell og forenes med Skottevandet, og de norske Fjelde stal begynde at kalve, samt en Skjære bygge sit Rede i Stueovnen paa Flytty.» Efter disse og andre artige og mærkelige Spaadomme forlod Jens Ivarsøn Folket, og Ingen saa mere hvor han tog hen.»
Under den sidste Fortælling syntes Skolemesteren at komme mere og mere til Sands og Samling. Han talte især mod Slutningen mere distinkt end sædvanlig, og hans Tunge syntes fuldkommen at have gjenvundet sin Færdighed; men da han nu vilde reise sig, begyndte han til vor Forundring at rave. Han tog Afsked og trykkede os under farefulde Bukninger og Skrabud Alle i Haanden og gik sin Vei, «fordi han ikke befandt sin Helbred rigtig vel,» sagde han.
Da han havde fjernet sig, og hans Liv, Forhold og Besynderligheder tilbørligen vare drøftede, opfordrede Anders den fremmede, smukke blegladne Pige til at fortælle. «Jeg veed du kan meget, Borghild, naar du er i det rette Lune,» sagde han, «fortæl os nu en Stub! Hvorledes var det med Datter til han Steffan Aaseng, du?» «Det er snart fortalt,» sagde hun blidt, men der foer en frisk Undseelsesrødme over det fine klare Ansigt, da hun henvendte sig til os og begyndte at fortælle:
«Den Steffan var fra Rolfstad i Froen. Han blev gift med Datteren paa Aaseng i Hedalen, og med hende fik han en liden Datter; men medens de laa paa Sætren en Sommer blev hun indtaget i Fjeldet. Hun var ikke mere end otte Aar dengang, og de sørgede saa for hende Forældrene, for det var saadan en vakker og veen Jentunge. Jeg er lidt i Slægt med den Rolfstadætten, og Bedstefader min var ofte derude; han fortalte altid saa meget om hende. – Da hun var borte, saa gjorde de Mandgard og ringede med Kirkeklokkerne efter hende, men hun var og blev borte, og de saae hende aldrig mere. Mange Aar efter var der to Fiskere inde og fiskede i Heimdalsfjeldet, som er to Mile fra Valdersleie. De laae i en liden Steenhytte og havde paa Varmen om Natten. Da kom der et Kvindfolk ind, som baade var stor og veen og voxen. Hun fortalte, at hun var den Datter til Steffan Aaseng, og at det var hende som var bleven indtagen til Bjergfolkene for mange Aar siden, og i Bjerget havde hun været lige siden da.
«Men imorgen skal jeg have Bryllup med Gubben i Raanaaskampen,» sagde hun, «og saa vil jeg bede Jer kaste Staal over mig og frie mig ud, for bliver jeg ikke udfriet da, saa maa jeg blive hos dem støt. Naar I passer paa paa Haugene ved Elven, saa faaer I see os,» sagde hun, «for vi komme fra Trosstemkampen og reise til Raanaaskampen; Brudgommen kan I strax kjende: han rider foran paa en sort Hest og har en Næse saa lang, at den naaer til Sadelknappen.»
De lovede, at de skulde passe paa, naar Brudefærden kom og byde til at kaste Staal over hende. Saa gik hun. Dagen efter vare de ude og laae paa en af Haugene ved Elven og passede paa. Ved Soleglads Leite kom Brudefærden. Du skulde aldrig seet saa mange greske Karle, byklædte og gilde og saa mange Fruer og Jomfruer med Silketøi og Sølvstads. Og alle rede de paa glupe Heste, men foran red Bruden, og Brudgommen havde en Næse saa lang, at den naaede til Sadelknappen. Fiskerne bleve ligesom troldslagne, for slig Stads og Herlighed havde de aldrig seet. Da Færden kom saa nær, saa Bruden til Side. Nu sandsede de sig, men da de skulde til at kaste over hende, havde de ikke Staal, og saa maatte hun blive med Bjergfolkene til Raanaaskampen, som ligger paa Lessøskogen, bortimod Folddalen; og der er hun vel endnu, hvis hun ei har sørget sig ihjel.»
«Ja,» sagde Gjeterjenten, som nylig var kommen til, «saadan en Historie har jeg ogsaa hørt om en, som hedte Kari. Hun laa paa Gravensæteren ude i Øier og blev indtaget i Fjeldet der, men hun slap vel fra det endda. Det var en Kveld, hun jagede Kreaturene hjem: ret som de kom frem mod Ræksælen, saa hun en liden Gut, som holdt paa at jage Kreaturene tilbage mod Gjesleskogen igjen, for der er Skog paa Fjeldet derude. Hun Kari bad ham, at han skulde lade det blive, men det hjalp ikke. Saa blev hun sindt, løb bort og skjældte ham ud og tilsidst ruskede hun ham og slog ham overende paa en Tue; men da det bar overende, faldt hun ogsaa ikuld, og Tuen gav efter, saa baade Gutten og Kari foer langt ned igjennem ind i Fjeldet.
Tilsidst faldt de ned ved et stort Slot; der tog Gutten, som hun nu kunde skjønne var af Bjergfolkene, fast han var stor og staut, hende og ledede hende gjennem mangfoldige Værelser, og de vare saa gilde, at Kari aldrig havde troet, der var saa meget Gildt i Verden. Der var slig Musik, at Ingen kan troe, hvorledes det laat. De bad hende dandse, og de bød hende baade Mad og Drikke, og Bakkelse kom de med, der saa ud som Høvelfliser hos os, men Kari vilde ikke, og de fik ikke andet Ord af hende end: «Nei ellers mange Tak.»
Den Tid de savnede Kari paa Sæteren, gik der Bud hjem til Gaarden om det. Da Forældrene fik spurgt, hun var borte, blev det Sorg paa dem, maa vide; de troede, hun var gaaet vild i Fjeldet, og de ledte og gjorde Mandgard, men det kunde ikke nytte. Saa begyndte de at skjønne hvorledes det hang sammen, og saa hentede de Kirkeklokkerne fra Øier Kirke. Da de tog til at kime med dem, saa reiste der sig en gammel, gammel Mand med et alenlangt Skjæg af en Seng borte i en Krog paa Slottet.»
«Kast o ut att!» raabte han saa det dundrede i Bjerget. «Bjøilkué fra Øier æ i Fjellé aa rangla, saa dæ bryt i Skailla mine.» Med det samme kastede de Kari ud af Slottet fra et høit Loft, saa hun faldt ned i en Myr. Væk var Slottet og hele Herligheden. Saa fandt de hende igjen tæt ved Sæteren, og der gik hun paa Græsbakken og vadede ligesom i en Myr. Hun fulgte med Folkene, som var oppe og skulde lede efter hende og fik en Hest at ride paa hjem til Graven; men ret som hun red, hoppede hun af Hesten og sang og dandsede nogle underlige Dandse; de laat saa vakkert, at de mest var paa Graaden, naar de lyede paa dem. Dem, sagde hun, hun havde lært i Huldreslottet hos Bjergfolkene.»
«Nu lyt du rigtogt fortælja Naagaa, du Brit,» sagde Anders, der syntes levende interesseret for, at Enhver skulde yde sin Skjærv til vor Underholdning. «Du kommer vist i Hug hende Mari Klemmedom, Søster til Bedstemoder din; og kommer du hende i Hug, saa mindes du vist, hun har fortalt om, da hun laa Budeie i Valsæteren, nord i Høvringen her,» tilføiede han til vor Oplysning.
«Det kommer jeg vel i Hug,» svarede Brit, «da jeg og Søskene mine vare smaa, fortalte hun det jævnt, og hver Gang hun talte om det, græd hun. Det var medens hun var ude og tjente, saa skulde hun op til Valsæteren og være Underbudeie, og hun reiste op med Kviendom tidlig om Vaaren. Da hun havde været der en Stund, kom der op en Karl, der hedte Gudbrand og skulde haffælle paa en af de andre Sætrene, men han holdt sig paa Valsæteren og laa der om Natten; og glad var hun Marit, for hun var bange, og ikke var der Folk andetsteds. Og tilsidst saa blev det nok saa, at han fæstede hende, mener jeg.
Saa var det en Morgen, hun skulde løse Kviendé; hun havde just givet Mælkekoen at drikke, for at den skulde faae det i sig mens hun løste Ungfæet, og da hun havde løst dem, saa lagde hun sig sydover Bolken og skulde til at løse Mælkekoen, som stod og slikkede Sørpebøtten. Men med det Samme blev den saa gal, at den sprat frem paa Gulvet, Fraaden stod af Munden paa den, og Mari kunde ikke faae løst den. Men paa den anden Side Bolken stod der en stor fremmed Karl, og han var saa stor og svær, spriikte med Fingrene og truede imod hende. Hun blev ræd, kan du vide, da hun fik see slig en Rusk, satte ud og skreg paa Gudbrand, som var nedenfor og haffælte, at han skulde komme og hjælpe hende. Ja han kom strax, men han kunde ikke see Nogen, men Kvien var gal, og Fraaden stod af Munden paa den. Endelig fik han løst den, men Marit var mest baade fra Vet og Samling, og det kom af, at hun havde snakket om det strax og ikke biet Natten over. Gudbrand maatte føre hende hjem, men for hver Bæk, hun skulde over, blev hun som hun var rent tullet. Langt om længe kom hun til sig selv igjen, men hver Gang hun talte om det siden, saa græd hun.
Saa sendte de op den rette Budeien; det var en som hedte Myrrønnaug, og saa var det en til, som hedte Gailn-Kari. De mente, at de ikke skulde være rædde for Bjergfolkene; de kunde kuns komme. Ved den Tid var der kommen Budeie i Lombssæteren ogsaa. Disse tre Jenterne foer der og gjætede Kreaturene og var saa viltre og gale, at det ikke var Maade med det; de fløi over alle Haugene om Sommeren og lagde sig efter at slaae ihjel Rypeunger, og naar de kom til Valfjeldet, saa raabte de paa Thron i Fjeldet og sagde, han kunde komme til dem om Løverdagskvelden, saa skulde han faae sove paa Armene deres, og naar de kom i Kværnstudalen, saa raabte de paa Kjøstul i Bakken, og naar de kom til den Fjeldknatten borte ved Slethø, som hedder Eldførpungen, skreg de paa Kristoffer Pungen og sagde det samme til ham. Naar de havde stelt fra sig om Kvelden, satte de sig paa Vanggjærdet og raabte: «Thron Valfjeldet, Kristoffer Eldførpungen, Kjøstul Aabakken, kom nu, skal vi lægge os!» For disse Jenterne troede ikke det, som Folk sagde, at der var Bjergfolk til, og at disse Karlene boede i Fjeldene her. Men de bleve vare ved det, kanskee.
For en Thorsdagskveld seent ud paa Høsten, ja saa seent, at alle andre Folk vare reiste hjem af Sæterfjeldet, saa havde Jenterne gjort fra sig Kveldstellet og sad om Aaren, og de snakkede vel om Guttene sine, kan jeg tænke. Ret som det var, saa foer Døren op og saa kom der ind tre smaa Karle. Ikke snakkede de et Ord, og ikke snakkede Jenterne heller, men de saae vel paa dem, for Karlene gik frem og atende paa Gulvet og sad paa Bænkene. De havde blaae fodside Kjoler og store røde Øine og lange Næser. Om en Stund gik de, men Kvelden efter kom de igjen, og da begyndte de at gjøre mere af sig, og desto ræddere blev Myrrønnaug og Jenten fra Lombssæteren; de bad Gud bevare sig vel, men Gailn-Kari var ikke bange endda. Om Løverdagskvelden var de ude igjen og holdt sligt Styr med Jenterne, at det ikke var nogen Maade paa, for det var nok svære Karle, endda de vare saa smaa. Men saa kom der en Skytter der, som hedte Peer Gynt. Han skjød Aabakken og slog ihjel Thron Valfjeldet, men Eldførpungen foer op igjennem Piben.»
Medens vi efter denne Fortælling talte om den øde og forladte Tilstand, hvori Pigerne befinde sig i denne Egn, naar de, som Skik og Brug er, fra enkelte Gaarde blive liggende paa Sæteren med Ungfæet til ud paa Vinteren, for at opgive det indsamlede Moos og Fjeldfoer, kom et Par af Pigerne, der under denne Samtale havde begivet sig paa Hjemveien, ind igjen og fortalte med Latter, at Skolemesteren havde gaaet sig fast i en Steenrøs nede paa Volden, saa at han hverken kunde komme op eller ned.
«E lyt væl hjaalpe ’n, e,» sagde Hans, «men e kun nok haa Hog te aa følgje Kløvhesté døkkun in aat Ulsøhyttun aa sjaa um døk fæ nugun Rein imorgaa.» «Nei, nei, naa mena e, dæ æ Ende paa Vælen,» sagde Brit med Latter, «reise du fraa ’n Marit, ner Skulmestern æ her?» «Skulmestern tænkje inkje paa aa fri korkje imorgaa ’eil iovermorgaa; hain tænkje før paa aa dræpa se, ner han ha havt slik ’n Tur som ikveld; e kjøm nok ihog kaales hain ha dæ,» svarede Hans.
«Ja Pikka Død, du kain følgje Kløvhesté,» sagde Anders, «saa kain e følgje Thor og Karain; dæ torde væra Von, e skaut ein Rein.» «Dæ va saa dæ,» sagde Hans, der nu i Følge med Marit forlod Sæteren for at hjælpe Skolemesteren paa Fode. Vi trak Bænkene frem til Skorstenen, lavede os Leier af Jagttasker, Skræpper og Kapper og laae inden Kort i den tryggeste Søvn.
HØIFJELDSBILLEDER
II. REENSDYRJAGT VED RONDERNE
Paa Ødemark under Jøklers Muur
der styrter og stimler den sorte Ur,
der groer Guldskjægget paa Klippeblok
og Sølverlokker paa Klippetind,
der fostres de flygtige Reners Flok
og farer som Blæst over Ur og Myr,
der drømmer det Alt i Jægerens Sind
og vaagner og klinger i Eventyr.
Welhaven.
Da vi i Morgenstunden forlode Sæteren for i nordostlig Retning at vandre ind over Fjeldet, kastede Brit Limen og Skavgræstuen efter os og ønskede leende, at vi maatte brække Hals og Been, og ikke træffe Andet end Korp og Sjøvaak – et godt Omen for Jagt-Lykke! –
Himlen var overskyet, Dagen sval. Indover Fjeldet svævede endnu Taagen; kun af og til brød Solen svagt igjennem, og aabnede for os i usikkre svævende Omrids anelsesfulde Fjernvuer af den øde Fjeldnatur.
Vi vare snart udenfor Sæterkredsen og inde i den Region, hvor Snespurvens monotone Kvidder i Luften blander sig med Rypernes Karren mellem Dværgbirken, Enerbusken og Vidierne. Først efter flere Timers Vandring begyndte en anden, Lavarternes: Reenmossen, Guldskjægget, Graaskjægget og flere andre Arter af denne nøisomme Plantefamilie bedækkede skraanende Flader og Høider, der dannede en graagrøn Forgrund, bag hvilken mørke triste Feldter, uhyre Strækninger, dækkede med islandsk Mos, bredte sig ud i det øde Fjerne. Heiloens Fløiten, Korpens Klunk og Sjøvaakens vilde Hviin blandede sig en sjelden Gang med Vindens og Sneebækkenes Suus og Bruus; men efter nogen Tid aftog og forsvandt ogsaa disse Spor af Vegetation og Liv, og vi vare inde i den alpinske Region paa Høiden af Fjældplateauet, der dannes af umaadelige Masser af løse Stene, som gjennemfures af dybe Dale, Sneelvene have dannet.
Her er det, at Renen i Sommertiden søger et sundt og luftigt Tilhold, et Fristed for Reenfluens Forfølgelser. Den rige Flora i Smaadalene mellem disse Steenhobe, Iisranunkelen eller Reenblommen, der ofte lige ved Snefondernes Rand, voxer i den Jord, som dannes af de forvittrede Stene, yder den i Forening med Lavarterne paa Skraaningerne en kryddret, duftende og rigelig Føde. Paa langt Hold øiner den paa disse Heier sin Fiende, og Vinden, som stedse stryger hen over dem, varsler den oftest gjennem Lugten om en Fare der nærmer sig, længe før dens skarpe Øie endnu kan opdage den.
Da vi vare komne ind paa Graahø, var det Middagstid. Solen havde forlængst spredt Taagerne, den fugtige Nats Levninger, og en livlig Søndenvind feiede den ene skyggende Skymasse efter den anden nordover. Her vendte vore Ledsagere det Graa ud af sine røde Huer; thi paa dette Terrain skulde vi vente at faae Dyr i Sigte. Medens vi forgjæves speidede gjennem Kikkerten paa alle Høider og Skraaninger indtil et Par Miles Afstand, gik Thor stille foran med ludende Hoved, stirrende ned mellem Stenene; tilsidst lagde han sig heelt ned.
«Her er Slag efter et Dyr,» sagde han og viste et for mit uøvede Øie neppe synligt Indtryk af Klove. «Og der staaer en afbidt Reenblomstilk; den er saa frisk at Saften tyter af den. Her har været en Flok paa Beite, og det er ikke længe siden.» «Se Hunden,» sagde Anders, der kom efter og førte en spidssnudet, stærklemmet Gaardshund med opretstaaende Øren i Kobbel; «se hvor den veirer mod Vinden; her har der været Dyr, eller ogsaa er de ikke langt bort.» «Ja, Dyr er det den veirer, og hverken Hare eller Fjeldrak; den løfter formeget paa Næsen til det,» sagde Thor, idet han klappede og opmuntrede Hunden, der slog med Halen, og med et eiendommeligt Udtryk af Velbehag i korte Repriser trak og udstødte Luften.
«Ja, ja, tag dem du, Bamse min. De ere ikke saa nær endda; men det kan ikke vare længe før vi faaer see dem. Nu kunde det være Tid til at nøné; vi har gaaet vonums langt i Dag, og det kan være ymse om vi kommer til at hvile saa snart, naar vi faae see Renen. Her er Vand og her er Legosta godt nok,» føiede han til, idet han uden at vente paa Svar, lagde Nisteskræppen og Bøssen fra sig. Anders bandt Hunden ved en Steen og strakte alle Fire fra sig, for at drikke af det kolde, mellem Stenene sildrende Snevand. Jeg kastede mig ned paa Stenene, medens Sir John Tottenbroom, der fandt dette Ophold høist utidigt, protesterede mod Mad, mod Hvile, mod Tobak og mod Alt, før han havde seet «Reindeer.» Først da han efter en Demonstration af Thor var bleven viis paa, at Dyrene rimeligviis vare flere engelske Mile fra os, og at der efter al Sandsynlighed vilde hengaae flere Timer, inden vi kom i Nærheden af dem, gav han sig tilfreds og tog til Takke med den Niste, Mari Laurgaard havde medgivet os, med et Bæger af Jagtflasken, med en Drik af Snevandet og med at strække sine Lemmer paa de haarde Stene.
Thor, der siden vi kom ind paa Plateauet havde været stille, ordknap og med Opmærksomhed gjennemspeidet alle Strøg fjern og nær, var en anden Mand under Hvilen. Han fortalte paa en høist anskuelig Maade i korte Træk den ene Jagthistorie efter den anden, og viste os flere, indenfor vor Synskreds liggende Steder, der havde været Scenen for hans Bedrifter. «Der borte ved Blekvangsætrene,» sagde han blandt Andet, «var jeg i Kast med en Buk. Den kom i Hold, og jeg skjød, saa den stupte. Riumte reis ’n up, men da jeg kom ind paa den, sprat den i Veiret og satte afsted, og borte blev den tilsidst. Den trak ind paa Styghø; jeg gik og ledte til det blev mørkt, men fandt den ikke igjen. Natten over laa jeg i en af Blekvangsælene. Om Morgenen strøg jeg ind paa Styghø igjen, og bedst jeg gaaer, faaer jeg see en Korp høit mellem Stenene. Jeg tykte det var rart at see hvad den kunde sidde paa. Da jeg kom indpaa den, saa jeg det var et Horn, som rak i Veiret; der laa Bukken, og glad vardt jeg. Men mens jeg holdt paa at flaae den, kom der strygende en Dyrflok; det var ni vakkre Dyr og en glup Buk med Horn saa store, at jeg ikke har seet dem større. Jeg lagde mig ned, men de vilde ikke komme rigtig for Skud. Paa Slutten begyndte de at rekkje forbi; saa skjød jeg, og Bukken faldt.
Da jeg kom nærmere paa den, tænkte jeg: jeg faaer vel byde til at faae Tag i dig, og saa greb jeg i det ene Hornet; men da jeg satte Kniven i Nakken, sprang den op saa vi tumlede hugustup ned gjennem Uren, Kniven paa en Kant og jeg og Bukken paa en anden; men jeg slap ikke Taget. Han bød til at stange, det leie Bæstet, og slog med Framføtom, men Magten var ikke saa stor, for jeg holdt mig til Siden og havde godt Tag ved Roden af Hornet. Takomte saa bar det ikuld ned gjennem Uren, og jeg fik flere end een Tryk. Saa sjaakede den og ræggede ikuld tilsidst. Der laa den. Jeg havde ikke anden Redskab end en Skosyl, og den kunde jeg ikke pille Livet af den med. Jeg tænkte nok paa at drive den i Skallen med en Steen, men det syntes jeg ikke om; saa gik jeg op, fandt igjen Riflen og ladede den. Da jeg kom ned, satte jeg Piben i Nakken paa den og skjød; men endda sprat den op og gjorde et høit Hop, førend den stupte død. Saa grov jeg dem ned i Uren begge to og lagde Steen over, at Jærven ikke skulde æde dem, for jeg kunde ikke finde Kniven igjen og hverken faae flaaet dem eller lemmet dem sund. Men min Krop var saa mør, at den værkede over otte Dage efter den Dandsen.»
Sir John Tottenbroom, der fortalte, at han oftere havde tilbragt Jagttiden paa en Slægtnings Godser i Skotland og fornøiet sig med Hjortejagt, gav tilbedste nogle Historier, han selv skulde have oplevet. De endte imidlertid paa en mere decideret Maade, idet Jægeren først sendte Dyret en dræbende Kugle, og siden til Overflod efter alle Sportingskunstens Regler stødte det Fangstkniven eller Hirschfængeren i Nakken.
«Kanskee Hjorten ikke behøver saa stærkt Dødsskud,» sagde Thor; «paa Renen maa der brydes Been eller træffes Hjerte, ellers bliver den ikke liggende. Der var en Skytter i Vestfjeldene. Han hedte Gudbrand Glesne, og var gift med Bedstemoder til Gutten, I saae i Sæteren i Gaarkveld, og en glup Skytter skal han have været. En Høst var han kommen i Hold med en svær Buk. Han skjød paa den og kunde ikke andet vide, end at den var stokdød, saa faldt den. Saa gik han, som En ofte pleier, og satte sig skrævs over Ryggen paa den, og skulde løse paa Kniven og byde til at skille Nakkebenet fra Skallen. Men bedst han havde sat sig, sprat den op, lagde Hornene tilbage og trykte ham ned mellem dem, saa han sad som i en Armstol, og saa gik det afsted, for Kuglen havde bare strøget Dyret paa Hovedet, saa det var falden i Svime. Slig Skyds har vel aldrig noget Menneske havt som den han Gudbrand fik. Det gik mod Veir og Vind, over de fæleste Bræer og Stygurer. Saa satte den over Gjendeeggen, men da bad han til Vorherre, for da troede han, at han aldrig skulde faae see Sol eller Maane mere. Men tilsidst lagde Renen paa Vandet og svømmede tværs over med Skytteren paa Ryggen. Imens havde han faaet Kniven løs, og idetsamme Bukken satte Foden paa Landet, stødte han den i Nakken, og død var den, og Gudbrand Glesne havde vist ikke gjort den Reisen om igjen, om han kunde have vundet al den Rigdom, som til var.»
«En saadan Story om en Krubskutte, der var bleven Hjorterutter har jeg hørt i England,» sagde Sir John med sin sædvanlige Usands for Vokallydene. «I Jylland fortæller Blicher en lignende,» sagde jeg. «Men hvat var det for et Egg, du nævnede, Gjenderegget, Thor?» afbrød han mig. «Gjendeeggen mener du?» spurgte Thor. «Det er Ryggen paa et Fjeld, som ligger mellem Gjendevandene, og den er saa fælende smal og brat, at naar En staaer der og slipper en Steen ud med hver Haand, saa rulle de ned i hver sit Vand. Reenskytterne gaae over den i Godveir, ellers er der ikke fremkommeligt; men det var en uvorren Mand op i Skiager – han hedte Ole Storebraaten – han gik derover med en voxen Reenbuk paa Nakken.»
«Hvor huit er det Fjeld over Vandene?» spurgte Sir John. «Aa det er langtfra ikke saa høit som Rondene,» sagde Thor; «men det er da over syv hundrede Alen. Jeg var med en Capitain, en Landmaaler, han havde maalt det. Ja, Anders der var ogsaa med.» «Det var den gjæveste Mand, jeg har kjendt,» sagde Anders ivrig; «han var saa gjement og uvorren og lige glad, at det ikke var Maade paa det. Om alt Ting havde han en Historie, og Viser sang han, saa jeg aldrig har hørt Magen. Men borte i Rondene var det nær gaaet galt med ham. Vi havde været oppe og sat Varde paa den vestlige Tinden, saa kom han udpaa Fonden, og den var baade glat og brat og haal som Svul, saa det bar udover, og han ok vist et Par Hundrede Alen ned, og fort gik det; men da vi traf ham igjen gik han bare og lo, fordi han havde skuret af sig det meste af Buxerne sine.»
«Derborte kan En komme til at age, før En veed Ordet af det,» sagde Thor; «for i Ronderne og i Rondebræerne er det ikke let at komme frem. Renen har let nok ved det; men Skytteren bliver efter, hvis det ikke gaaer endda værre. Det var en Reenskytter, som kom til at age der engang, og han kom vel fra det. Han gik og han gik efter en Dyrflok borte i en af Snefondene og agtede paa Sporet, men ikke paa noget Andet, til han hverken kunde komme frem eller tilbage, eller op eller ned; og han saa ikke andet end Døden for sig; saa tænkte han, ligesaagodt først som sidst. En Hund havde han med; den skjød han først, men da han havde skudt den og bød til at lade igjen, saa gik der ud et stort Skred med ham, og han gled nedover med Sneen til den standsede et Sted, hvor han kunde komme frem, og han fik ingen Skade, men levede mange Aar siden den Tid.»
«Du fortæller saamange Storier, Thur, end kan ikke lader andre Mænd komme til at taler,» sagde Sir John, der længe havde værket for at faae Knevelen løs. «Jeg har ogsaar at fortæller nogler Storier i Ingland. Det vær en gæmmel Skutter, som kommet fra Skotlænd, der fortællet mig. Engang, sæd han, var to Krubskutter i Skoven at skuder Hjort; de havder ryder Luer begger to, end begger to totter de havder en dilig Reeddeer for sig, og de krub og de krub, and stilleder fram, and saa skud de po een Gang, and saa laae de dauer begger to.»
«Hvem kunde saa vide om det?» spurgte Anders. «Den ene livet vel saa længer, at han fik siger det til Præsten,» svarede Sir John. «Men saa var det en anden Story, som var ligesaa mærkværdiger af den sammer Mænds Fortælling. Det var en Krubskutter, som var jagender en Hjort, og han fik see en oldgæmmel Stagdeer (Hjort) med sture grinede Horn, men da han vudd’ skuder, var den en gæmmel Mænd med ruder Hye. Han var raabet til ham, men han svaret ikker, and naar ’an saa op fra Riflen, var det en oldgæmmel Raudeer med sture grinede Horn; men naar han vudd skuder, var det en gæmmel Mænd med en rude Hye. Han blivet saa ræd; men han skudet lel, og saa var det en ældegæmle Hjort med sture grinede Horn, som der ikker er skuder Mager til paa hundreder Aar.»
Vederkvægede reiste vi os: hvert Spoer af Træthed var svunden, og da vi atter skrede hen over Fjeldplateauet følte vi ret Hvilens og den elastiske Fjeldlufts styrkende og foryngende Kraft i spænstige Muskler og lette Skridt. Vi havde neppe gaaet tusinde Skridt frem paa Graahøs østlige Hældning, førend Thor standsede. Stirrende ud i det Fjerne, skyggede han over Øinene med Haanden, vendte sig, langede efter min Kikkert og sagde: «Det er ikke godt at see Graadyr mellem Graasteen. – – Der er en Flok; tre, fire, en glup Buk, og en til; syv, otte, ti, tolv, tretten,» talte han. «Er det tretten, maa en være feig,» raabte Anders. «Se lige over i den graae Steenuren, som Skyen skygger over; der gaaer ud ligesom en Tange af Sne, den rekkje de temmelig fort op ved. Der er ikke noget at æde i Uren, meta,» sagde Thor, og anviste med Bøssen den Retning, vi skulde søge i, gjennem Kikkerten.
Afstanden var en tre Fjerdingvei. Efter Thors Anviisning maatte vi gaae over en dyb Dal og norden om en ligeoverfor Graahø liggende Høide, hvorpaa Flokken befandt sig, for at komme under Vinden og møde den ovenfor Snefonden. Jeg springer over denne milelange Vandring i en Halvkreds, som Urer, Snefonder og en sydlig Storm vilde gjort saare besværlig under andre Omstændigheder. Men Jagtlysten sittrede i vore Lemmer; Higen og Længsel efter at komme Dyrflokken paa Skud bevingede vore Skridt og gjorde Vandringen let. Men da vi vaersomt smygende kom frem ved Randen af Snefonden, saae vi kun Spor af, at Flokken havde været paa dette Sted.
«Nordefter igjen,» sagde Thor, og vi gik henimod en liden Rygning, hvor vi kunde vente en friere Udsigt. «Læg døk ned,» sagde Thor med Eet og foregik os med sit Exempel. «Jeg seer Hornene af Bukken mod Himlen, lige over Ryggen paa Snefonden; den er ikke otte hundrede Skridt borte; læg døk flade ned, saa kan den kanskee komme i Hold; at krybe frem nytter ikke, her er ikke en Steen at smyge bag.» Længe saae vi ikke Andet end Hornene af den store Buk. Den syntes at dreie sig i alle Retninger, som om den stod paa Vagt og speidede efter Fiender. Os mærkede den ikke; thi vi vare under Vinden. Men pludselig sprat hele Flokken ind paa den Side af Snefonden, der heldede mod os. Jeg greb krampagtig efter Bøssen; men Thor tog mig rolig over Armen og sagde: «Styr de, e ska nok seia te!»
De vare der alle tretten: Kalvene og de tvende Bukke jagede hverandre i en liden Kreds omkring i den viltreste Leg, i de mest overgivne Spring. Snart stode de paa Tobeen med kneisende Horn, og sloge mod hverandre med Forfødderne, snart hoppede de mandshøit med alle Fire i Veiret paa een Gang, snart faldt de ned igjen og sloge kaade ud med Bagfødderne saaat Lænden stod høit op i Luften, og Iis- og Sneeklumper føg og fløi omkring dem. «Det var vel Leg,» sagde Anders og lo. «De lege og sprætte saa vi see baade Sol og Maane under Føtom paa dem.» «Det bliver ildt Veir,» sagde Thor. «Naar Renen leger, er det mod ildt Veir.» Legen varede ved og blev stedse vildere og mere overgiven; Springene og Stillingerne bleve saa dristige, komiske og bizarre, at vi maatte lee over de livlige Dyr. Men under denne Leg kom den ene Buk i fuldt Løb lige mod os. Flokken forfulgte den.
«Pas nu paa, holdt lige i Bringkøil’n eller Bogen,» sagde Thor; men det sagte Knæk af Hanerne paa vore Rifler forkyndte ham, at den første Erindring var overflødig. Haanden skjælvede og Hjertet bankede af Forventning i dette Øieblik; inden nogle Sekunder vilde den store Buk have været paa Skud. Men da den nærmede sig Snefondens Rand, fløi der en Sjøvaak op af Uren. Et Sekund stod Bukken og den hele Flok urørlig med tilbagelagt Hoved og kneisende Horn, stirrende op mod Falken, der udstødte et vildt Skrig. I det næste Øieblik kastede de om som en Vind og foer i Flok og Følge henover Fonden, forfulgt af en pibende Riflekugle. «Aa dæ va for langt; dæ va aa kaste Bly i Væré,» sagde Thor. Min Ledsager havde valgt sig et andet Maal, idet han i afmægtig Harme rettede sit Skud mod den uskyldige Aarsag til Dyrflokkens flygtige Retirade. Men den stolte Fugl gjorde blot et Slag med Vingerne og seilede roligt hen over vore Hoveder. «Dæ va Von aa raake den,» sagde Anders med Latter.
For at faae en friere Udsigt gik vi et lidet Stykke længere frem. Flokken kom igjen tilsyne paa en anden Høide. Thor fulgte med Opmærksomhed dens Bevægelser. Da den forsvandt bag Rygningen, sagde Anders: «Den Fuglen er altid iveien her paa Fjeldet; havde den ikke været, var Flokken kommet lige til os.» «Det turde vel hænde, vi træffer den endnu før Soleglads Leite,» føiede Thor til.
Vi satte os Alle ned for at hvile, medens Sir John Tottenbroom tilkjendegav sin Harme og yttrede sin Forundring over, at Renen kunde blive forskrækket over saa Lidet. «Saa Lidet?» sagde Thor; «den tager til Beens, bare der flyver en Snespurv op mellem Stenene og kviddrer lidt, og bare der reiser sig op en Fjeldhare for dem, saa sætte de afsted som det gjaldt Liv og Død.» Sir John udtømte sig i haabløse Gisninger – af og til blandede med Forbittrelsens Udbrud over slige Fugle – om hvor Renen nu vel kunde være. Han underholdt sig en Stund med Thor, der for nogle Aar tilbage havde ledsaget en Slægtning af ham, Sir Biltton, som havde skrevet en stor Bog om Jagten og Fiskeriet i Norge, paa nogle uheldige Reensdyrjagter i denne Egn.
Han fortalte videre om et mærkeligt Uheld, han selv havde havt, den eneste Gang, han paa Bergensfjeldene havde været i Hold med en Reenflok, der efter hans og et Par andre Englænderes Skud, satte over et nylig tilfrosset Vand, hvor de forfulgte Dyrene til Isen brast, og de med Fare for Livet bleve trukne i Land af Skytterne, der ledsagede dem. Medens Sir John paa sit Kaudervælsk afhandlede og fortalte dette, og med Salvelse udbredte sig, angaaende den katholske Kirkestemning, der kom over ham, naar han ved Aftentide var i Fjeldet, sad jeg og saa ud i det Fjeldpanorama, der aabnede sig for os paa dette Sted.
Foran os laa – som det ved et i Fjeldegnene noksom bekjendte Sandsebedrag syntes – neppe en halv Miil mod Syd, Rondernes Alpeskikkelser i en stor Halvkreds. Midt i Kredsen viste en eenlig Tinde sig som Centrum. En Sky, der stod mellem os og Solen, udbredte sin Skygge over den dystre Gruppe, hvis svimlende Toppe og Tinder i blaalig Duft skarpt tegnede sig af mod den klare blaae Himmel, hvor Søndenvinden havde hersket. Den indre Side af Kredsen vendte mod os. Midtronden, der laa nærmest, hindrede Udsigten til nogle af de sydostlige Ronder. De østlige Klipper, vi saae, vare dybtfurede og bestode af lyse Steenure; de sydlige og vestlige, der laae aabent for os, dækkede uhyre Snebræer fra Toppen til Foden. I Ly af disse Bræer og Fjelde ligger der en Dal, grøn og veltilfreds. Den vinker Botanikeren med Løfter om hundrede skjønne, duftende Alpeplanter. Men Ronderne staae derover og løfte sine kneisende Tinder i Skyen og true med Steenskred og Laviner, saa at selv det kolde Vand bliver ilde tilmode, og fra en iislagt Sø, der ligger dybt inde i Dalen og mat reflekterer Lyset, iler Aaen ud og haster skummende og tindrende bort fra det truende Naboskab.
Mod Vest og Nord udbredte sig for vore Fødder den uendelige Fjeldslette, graagrønne, bruunlige, sorgvækkende Strækninger. Deres Eensformighed afbrødes kun ved Skyernes Skygger, ved Lyseffekter af Aftensolens Straaler og ved Taager, der svævende stege op, betegnende Dalenes og Elvenes Løb i den uendelige Ødemark. Ved Horizonten af disse Himmelegne, over Snehættens kolossale Masse, over Vrimlen af de vestlige Sne- og Iisfjelde svævede en Ølrøk, og i denne varme disige Luft syntes Snehætten og disse Fjelde med sine Kamme, Tinder og mangehaande Former at hæve sig op til en umaadelig Høide. Gjennem denne halvgjennemsigtige Luft gjød Solen sit Straalevæld ud over Lombs- og Vaagefjeldenes Sne- og Iisbræer: viinfarvede Skyer med gylden Bræm svævede over dem, og den rødlige funklende Guldglands, Fjeldene laae i, gjenstraalede høit op i Luften og gjennemtindrede hele den nordvestlige Himmel.
Men det var paa Tid at komme afsted; thi vi havde endnu en lang og besværlig Vandring til Ulsødehytten, en Rypeskytterhytte ved Foden af Ronderne, der skulde være vort Nattekvarteer, og hvor Hans havde lovet at indtræffe med Kløvhesten. Sir John spurgte, hvor Skytterhytten laa, og Thor pegede mod den ydre Styrtning af den vestlige Rondetind. I den saaledes angivne Retning, der omtrent var den samme, Reensdyrflokken havde fulgt, vandrede vi henover Fjeldskraaninger og Snefonder, over Høider og Dale, ned ad den ene Ur og op ad den anden. Hunden strammede ofte i Kobblet og førte fremdeles af og til Næsen veirende i Vinden, og Thor og Anders vexlede nu og da nogle stille Bemærkninger, der ligesom Hundens Adfærd antydede, at vi fremdeles vare Flokken paa Sporet. Det Haab, som dette vakte, oplivede vort Mod, og vi skrede nu uden at besværes af nogen Træthed frem over en jævn Skraaning. Vinden havde lagt sig, og Solen kastede ufordunklet sit sidste Gyldenskjær over Stene og Snefonder.
Ved en af disse, der strakte sig langt ned, seer jeg i den klare Belysning strax ovenfor os et Par Horn rage op af en Fordybning. «Læg døk ne,» hviskede Thor i samme Øieblik. Vi opgjorde i Hast en Operationsplan, ifølge hvilken jeg skulde skyde den Buk, der stod til Venstre, Sir John den Høire. Thor lagde sin Rifle fra sig og ledsagede os med Hunden for at kunne slippe den strax, om et Dyr blev anskudt. Paa Knær og Hænder kravlede vi frem mellem Stenene, indtil vi oversaae den lille Fordybning, hvori Flokken stod. Det var de samme tretten Dyr, vi havde seet paa Bræen. Bukken til Venstre stod meget fordeelagtigt, der var to Dyr i Rad med den, et foran og et bag; lige ovenfor stod en Kalv. Holdet var drøit, men ingenlunde for langt, og det havde sine Vanskeligheder at komme længer frem uden at blive seet. Jeg varslede Sir John, lagde for Øiet og vilde trykke løs; men han foer op med Force og raabte med fuld Stemme: «Skuder ikke for Guds Skuld, det er altfor læng.» «Det er ikke for langt,» hviskede Thor utaalmodig.
Nu troede da Sir John at burde gribe Initiativet; men i en Forvirring, der ikke gav det bedste Vidnesbyrd om hans Bedrifter paa de skotske Hjortejagter, vilde han først springe nogle Skridt frem, hvorunder han snublede i Hundekoblet, styrtede overende og løsrev Hunden, der i fuld Loos satte op igjennem Uren. Jeg kastede min Kugle forgjæves efter de flygtende Dyr. Men under Mandefaldet havde Thor snappet hans Rifle og kastet den til Kinden. Den knaldede, og den ene Buk satte midt ud af Flokken med et uhyre Spring og styrtede derpaa tumlende om paa Sneen. Den risede atter op paa Forbenene, men styrtede strax gispende sammen. Anders og jeg istemte et jublende Dotskrig, der blandedes med nogle engelske Ulyd, som Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse gav fra sig over sine forstødte Knæer og over de «fordumte Reindeer, han aldrig skud’ kommer til at skuder.» Vi ilede hen til Snefonden, hvor Hunden stod paa Vagt og slikkede Blodet af det stolte Dyr, der endnu laa og gispede paa Sneen. Thor endte Dødskampen ved at støde det Kniven i Nakken og gav sig, da vi havde betragtet det fra alle Kanter, til at flaae, en Forretning, der ved Anders’s Bistand udførtes i kort Tid. Huden, Hornene og Laarene toge vi med; de øvrige, mindre værdifulde Dele nedgroves i Uren for at afhentes næste Dag, og bevaredes ved et Kastel af store Stene, som vi væltede over dem, mod Jærven.
Da vi skulde begive os paa Veien, begyndte Sir John igjen at opstille forskjellige Hypotheser om hvor Reindyrene kunde være, og spurgte tilsidst Thor om hvorhen han troede, de havde taget Veien, og om det ikke kunde være muligt at møde dem, thi han skulde dog have Lyst til at skyde et Dyr. «Ja», sagde Thor alvorligt nok, «det skal jeg sige dig, det kunde vi vel; naar vi gik bortover Braakdalshø, saa mødte vi dem ved Rondhalsen; paa noget andet Sted komme de ikke ned, efter den Vei, de tog; men inden vi kommer did, er det mørke Natten, og det er ikke Spøg at komme frem der i Lyset; om Natten kan du brække baade Hals og Been.» Sir John havde Hals og Lemmer for kjære til at ville vove den farlige Vandring i Nattens Mulm. Vi toge altsaa ned paa en anden Kant af Braakdalshø, i en Dal med yppig Græsvæxt og en rig Blomsterflor, og vandrede en Tid paa fast Græsbund ved Bredden af Vesleula, en af de Aaer, der komme fra Ronderne. Aftenstjernen og Tusmørket stege frem. Græsbunden vexlede snart med løse Steenure, der af og til ramlede ned under os i den lille Elv.
Sir John ledsagede disse Udflugter i det kolde Vand med adskillige engelske Kraftudtryk, som jeg i Begyndelsen ikke kunde afholde mig fra at akkompagnere paa Norsk. «Du tykkes, det er slemt her nu, du,» sagde Anders, «men du skulde have været med os ifjor efter Mikkelsmess. Thor skjød en Buk da, og den gik vi og sumlede og ledte efter mellem Haugene, til det begyndte at snee og fyge, saa at vi ikke kunde see en Næve for os. Tilsidst kom vi ned i Dalen ved Aaen her og dat ikuld ved hvertandet Skridt. Bedst vi gik og vadede i Sneen og Mørket, bar det ud i Elven eller overende i Uren, saa vi slog Bøssen i Stenene.»
Sir John var meget træt og utaalmodig. Hvert Øieblik spurgte han nu, hvor langt vi havde til «den fordømte Skutterhut,» og fik i Begyndelsen bestandig det samme Svar: «det var en god Fjerding.» Siden afkortedes det til et lidet Stykke, der under Mørket og Mødigheden aldrig syntes at ville tage Ende. Efter en liden Sving opad fra Elven, som vi atter nærmede os, fik vi Røglugt i Næsen. Nattekvarteret var i Nærheden; dog gik vi endnu udover en Bakkehældning, langsmed en lav Bjergvæg og over en Myr, hvorfra vi kom ind paa fast Græsbund, der klang under vore Skridt. «Her er Ulsøhytten,» sagde Thor.
Jeg blev ikke Andet vaer end nogle Steenhobe og en Fortsættelse af Bjergvæggen; men i denne blev der lavt nede aabnet en liden Dør eller Glugge, hvoraf der udstrømmede et stærkt rødligt Lys. Der kom strax Skygger for, og et Par Mennesker traadte ud. «Der er nok flere Skyttere her,» sagde Anders. «Gu Kvæld Peer; naa fæ du Fremmon. Det er en af dem, som har bygget Hytten for at ligge her og skyde Rype om Vinteren, han Peer Fugleskjelle,» sagde han til os. «Naa – – – der er Hans og – Gu Kvæld. Kom du tilé nok me Kløvgampen?» «Jeg kom i Lysé jeg, Kar, og jeg har pyntet Hytten og havt ny Mos i Sengen, men for en Stund siden kom han Peer Fugleskjellé. Jeg troer, døk har skudt en Buk, jeg synes han Thor bærer et Par Horn.» «Gud fordume de Folk og deres Hutter,» udbrød Sir John; «her er kanskee Plads til tu, and nu er vi sex; jeg erindrer Biltton taler om et saadant fordumt Hul i sin Bog om Norge.»
Imidlertid ydmygede jeg mig og krøb ind. Døren var visselig lav; men indenfor var det bedre end ude paa Fjeldet i Mørkets og Nattekuldens Favn. Det eneste til Søvn Indbydende derude, var det dumpe Bruus af Elven, som fra Dybet af en Klipperevne lød op til os. Paa Skorstenen blussede en oplivende Ild, og det saa ret luunt dukkestueagtigt ud herinde. Jeg satte mig paa Sengen. Den stod foruroligende nær ved Skorstenen og indtog hele Længden af den Døren modsatte Væg. Den var fyldt med tørt Lav og af vor Kløvmand Hans forsynet med et Lagen og vore Kapper, en uhørt Luxus i Ulsødehytten. Der er ikke meget Stokkeværk i denne Hytte; kun Dørvæggen er tømret; Resten er for en Deel Naturens eget Værk; thi Hytten ligger i en Kløft af den oftere omtalte lave Bjærgvæg, og dens høire Væg, hvorpaa Skorstenen staaer, dannes af Klippesiden; de øvrige to ere opførte af Tagsteens- eller Tavleheller, saa store, at de naae fra Gulvet til Taget: af saadanne var ogsaa det lave Skraa- eller Spærretag.
Efter Vandringen gjennem Urene under den mørke Skygge af Vestronden i den kjølige Aften var det en Vederkvægelse at finde Ly i dette lune, reenlige, komfortable Tilflugtssted. Omsider bøiede Sir John ogsaa sin Nakke under Dørbjælken; men da han var kommen indenfor, og divergerende fra den Linie, der laa midt under Tagets Rygning, reiste sig op til sin fulde Høide af tre velmaalte Alen, slog han Panden mod en af Spærretagets Bjælker, der efterlod sodede Spor i hans Ansigt. Han blev vred, men han burde have betænkt, at Hytten kun er beregnet paa siddende eller liggende Stillinger.
For Peer Fugleskjelle, Ophavsmanden til dette Fjeldpallads, er det vist høit nok under Taget; thi han er hverken nogen stor eller nogen lang Mand. Nu sidder han indklemt i Krogen mellem Dørvæggen og Anders og Thor, som havde taget Plads paa Langbænken, det eneste Sæde i Huset. Der er knap Plads; thi dens hele Længde fra Sengen til Dørvæggen er kun beregnet paa to, eller i Høiden paa to og en halv Person. Det er en heelstøbt Fjeldskytte, denne Peer. Den øvre Deel af hans Profil er reen og prægtig. Saaledes som han sidder der, med en vid, turbanagtig, mørkerød Dølehue dristigt frem over den høie, buede Pande og den rette, kjækt fremspringende Næse, med Underdelen af Ansigtet skjult bag Kraven af en vid, behaaret Dyrskindstrøie, som bedækker Overdelen af hans Legeme, tager han sig ypperligt ud.
Der er et eget nationalt Udtryk i Peer Fugleskjelles graagrønne spillende Katteøine. Hans hvide stærke Tænder, svulmende Læber og kraftigt udviklede Tyggemuskler vidne nu, da han retter sig op og viser Underdelen af sit Ansigt, om en kraftig Appetit, Noget, som hans undersætsige Figur og det muntre Udtryk i hans Ansigt ikke synes at modsige. Med den ene Fod støtter Peer sig ved Kanten af Skorstenen, saaledes at Ilden belyser hans mærkelige Fodbedækning, et Par Fjeldsko, med fremspringende, over en Tomme tykke Saaler af eet Lag Næver og to Lag Læder. Underfladen er tæt beslaaet med Søm, hvis Hoveder mindst ere en Fjerdedeel Tomme i Kvadrat. Paa sine korte stærke Underlemmer bærer han et Par graae Vadmelsbuxer, som paa de for Slid mest udsatte Steder ere forsynede med Læder.
Sir John, der havde slaaet sig til Ro og strakt sig i Sengen ved min Side i en halv siddende, halv liggende Stilling, var i Færd med at dechiffrere de Kragetæer, Bomærker og Navne, som fandtes kradsede i Tavlehellen over Sengen af Hestehentere, Rypeskytter, Reenskytter og andre obskure Personer, indtil han fandt Sir Bilttons, og ved Siden af denne Dignitærs behagede med Lapidarskrift at antegne sit eget. Hans sad paa Dørtærskelen med det ene Been inde, det andet udenfor Hytten og hjalp Anders med at sætte et Stykke Kjød af det skudte Dyr paa et af en Vidiestamme extemporeret Stegespid.
Medens Maaltidet tilberedtes og fortæredes, taltes der ikke synderligt: Livsaanderne vare slappe og trængte til Fornyelse; men da den oplivende Kaffe var drukket, da Tobaksskyer begyndte at fylde det lille Rum, og Baalet ikke længer flammede og blussede saa klart, kom Samtalen, efter at have dreiet sig om alle Fjeldtraktens vingede og uvingede Dyr, efterhaanden ind paa Troldenes og Huldrens Gebeet, rigtignok især ved mine Bestræbelser. Jeg animerede dem efter bedste Evne til at fortælle, og efter gjentagne Opfordringer begyndte Anders saaledes:
«Der var en Mand paa Dovreskogen, som hedte Ola Storbækkjen. Det var et Mærrebæst af en Karl, saa stærk, drug og uvorren. Om Vinteren gjorde han ikke Andet end reise Markederne imellem og slaaes og yppe Kiv; han reiste fra Kristiansmarked til Branæs og Kongsberg og saa til Grundsæt, og hvor han var, saa sloges og droges han, og hvor han sloges, saa vandt han. Om Sommeren foer han paa Fæhandel i Valders og Fjordene, og da drak og sloges han baade med Fjordfolk og med Halling og Valders paa Fjeldlegene om Sommeren, og vandt gjorde han der ogsaa; men takomtil rispede de ham lidt med Kniven, de Karlene.
Men saa var det engang i Høiaannen, han var hjemme i Bækkjen og havde lagt sig til at sove efter Non i en Svalskygge, saa blev han indtagen, og det gik saaledes til, at det kom en Mand med et Par forgyldte Bukkehorn og stangede til ham Ola; men han Ola drev til ham, saa Karlen stupte Kant om Kant. Karlen reiste sig igjen og begyndte at stange paanyt, og tilsidst tog han Storbækkjen som en Vaatt og slog ham under sig, og saa bar det lukt ned med dem begge To. Der, de kom ind, var det saa gildt med Sølvstads og Tøi, at Ola syntes, det kunde ikke være gildere hos Kongen; og de bød ham baade Brændeviin og Viin, og Ola Bækkjen han drak med dem som en Karl, men Mad vilde han ikke have; han syntes, den var ofysé.
Bedst det var, kom han ind igjen, han med de forgyldte Bukkehornene, og gav Ola en Tryk, førend han vidste af det; men Ola drev til ham som før, og saa sloges de og droges igjennem mange Værelser og rundt alle Væggene. Ola meente, det havde varet hele Natten; men da havde Slagsmaalet staaet paa over fjorten Dage, og de havde ringet efter ham tre Thordagskvelde med Kirkeklokkerne. Den tredie Thorsdagskvelden fore de slemt med ham, for da holdt de paa at stange ham ud af Hemfjeldet. Da Kirkeklokkerne holdt op at ringe, sad han i en Ulderkløft og var ude med Hovedet; var der ikke kommen en Mand forbi i det Samme, som havde faaet Øie paa ham, der han sad, og faaet dem til at ringe igjen, saa havde Bjerget lukket sig over ham, og han havde kanskee været der endnu. Men da han Ola kom ud, var han saa forslaaet og saa fæl, at det ikke var Maade paa det; i Hovedet havde han den ene Kul’n større end den anden, og hele Kroppen var baade blaa og guul, og reent tullet var han, saa at riumtil foer han op, reiste afsted og vilde ind i Fjeldet og kjeikes med dem og slaaes om de forgyldte Bukkehornene; for dem vilde han bryde af Skallen paa Jutulen.»
«Faer min kjendte godt denne Storbækkjen,» sagde Hans, «og han fortalte mangfoldige Historier om ham, og han sagde, han aldrig havde seet friskere Fant til at slaaes; men Farbroer hans fra Hedalen var nok en endda sprækere Karl, efter hvad jeg har hørt. Kan ikke du Anders fortælle om de Kvindfolkene, som kom til ham i Fjeldet en Nat, da han var efter Ryper?» «Han Ola Helle, mener du?» sagde Anders. «Jo Karl, det skal jeg fortælle. Ola var rigtig en glup Rypeskytter. Saa var det engang, han laa inde paa Hedalsfjeldet paa Rypeveide om Vinteren. Om Natten holdt han til i en Sæter, men, endda han var en gammel Mand, syntes han mangen Gang, det var ohoglé at ligge alene den lange Vinternatten. En Gang da han havde gjort op Ild og kveldvaret, saa lagde han sig. Men ud paa Natten vaagnede han igjen; Ilden var slukket paa Aarén, og han kjendte grant, at der laa et Kvindfolk paa hver Side af ham i Bænken.
«Hei san!» tænkte han ved sig selv, «nu ligger jeg ikke alene; men hvad er det for Fænter, dette?» Han tog efter den ene med Haanden. Hun var lodden, og da han nappede Haanden hvast tilbage, begyndte det at knisle og lee saa inderlig godt paa Hjællen. Nu tog han efter den anden, men hun var ogsaa lodden. Saa greb han Riflen, som han havde hængt over Sengen, for han skjønte godt det var Bjergfolk, men den gav hverken Gnist eller Ild, og alt han klikkede, saa gik den ikke løs. Da dette ikke vilde hjælpe, begyndte han at læse Fadervor, og da han kom til: «men fri os fra det Onde,» saa blev der slig Larm og Staak i Sæle, at han troede Taget skulde flyve af, og de valt ud fra ham paa begge Sider; den, som laa inderst, syntes han ramlede ud tvers gjennem Væggen.»
Da Anders efter denne Fortælling erklærede, at der ikke faldt ham Noget ind, som var værdt at tale om, opfordrede jeg Peer Fugleskjelle, der før om Aftenen paa en livlig, ham temmelig eiendommelig Maade havde fortalt et Par Jagthistorier. Han talte meget hurtigt; men undertiden stottede og stammede han lidt, for atter at lade Talen flyde ud i en bredere og hurtigere Strøm. Hans Mimik var levende og Stemmen moduleret efter Foredragets Indhold. «Ja, jeg kunde nok fortælle dig nogle Historier,» svarede han, idet han lagde Hovedet paa Skraa og plirede lidt med Øinene; «jeg kunde fortælle Historier, som gamle Folk troe er sande, og som de sige, have tildraget sig i gamle Tider; men kanskee du troer det er Løgn; derfor vil jeg bare fortælle dig en Rægle, som de troe er Løgn her ogsaa.
Der var en Skytter i Kvam i gamle Dage, og han hedte Peer Gynt. Han laa støt oppe paa Fjeldet, og der skjød han Bjørn og Elsdyr, for den Tid var der mere Skog paa Fjeldet, og i den holdt de til, slige Ofryskjé. Saa var det engang seent paa Høsten, længe efter Bufærdstié, at Peer skulde til Fjelds. Alle Folkene var reist hjem af Fjeldet saanær som tre Budeier. Da han kom op imod Høvringen, for der skulde han være i en Sæter om Natten, var det saa mørkt, at han ikke kunde see en Næve for sig, og Hundene tog til at skoggjøe, saa det var reent spøgeligt. Ret som det var, kom han ind paa Noget, og da han tog bort paa det, var det baade koldt og sleipt og stort, og han syntes ikke, han var kommen af Veien heller, saa han ikke kunde vide, hvad det var for Noget; men ohoglé var det. «Hvem er det?» sagde han Peer, for han kjendte, det rørte paa sig. «Aa det er han Bøig,» svarede det. Dermed var Peer Gynt lige klog; men han gik udmed Spøgeriet et Stykke, for etsteds maa jeg vel komme frem, tænkte han. Ret som det var, kom han indpaa Noget igjen, og da han tog bort paa det, var det ogsaa baade stort og koldt og sleipt. «Hvem er det?» sagde Peer Gynt. «Aa det er Bøigen,» svarede det igjen.
«Ja, enten du er ret eller bogjé, saa faaer du slippe mig fram,» sagde Peer, for han skjønte, at han gik i rund Ring, og at Bøigen havde ringet sig omkring Sæle. Dermed saa leede den lidt paa sig, saa at Peer kom frem til Sæle. Da han kom ind, var det ikke lysere der end det var ude, og han foer og famlede omkring Væggene og skulde sætte fra sig Bøssen og lægge Skræppen af; men ret som han gik og trevlede sig fram, kjendte han igjen dette Kolde og Store og Sleipe. «Hvem er det da?» raabte Peer. «Aa, det er den store Bøigen,» svarede det, og hvor han tog og hvor han bød til at gaae, saa kjendte han Ringen af Bøigen. Det er nok ikke godt at være her, tænkte Peer, siden denne Bøigen er baade ude og inde, men jeg skal vel skjæpe paa denne Tværbleien. Saa tog han Bøssen og gik ud igjen og famlede sig frem til han fandt Skallen paa den. «Hvad er du for En?» sagde Peer. «Aa, jeg er den store Bøig Etnedalen,» sagde Stor-Troldet.
Saa gjorde Peer Gynt Braafang og skjød tre Skud midt i Hovedet paa den. «Skyd et til!» sagde Bøigen. Men Peer vidste bedre, for havde han skudt et til, var det gaaet tilbage paa ham selv. Da det var gjort, saa tog baade Peer og Hundene fat paa Stortroldet og drog det ud, saa de kunde komme vel ind i Sæle. Imens skrattede og lo det rundt i alle Haugene. «Peer Gynt drog mykjy, men Hondain drog meir,» sagde det.
Om Morgenen skulde han ud at veide Dyr. Da han kom ind paa Fjeldet, fik han see en Førkje, som lokkede Fænein over Tverhø. Men da han kom derop, var Jenten borte og Fænein ogsaa, og han saa ikke Andet end en stor Flok Bjørne. Nu har jeg aldrig seet Bjørn i Flok før, tænkte Peer ved sig selv; men da han kom nærmere, vare de borte allesammen, oframt en. Saa kauede det i en Haug bortved der:
«Agte Galtén din:
Peer Gynt er ude
Mæ Svandsen sin.»
«Aa dæ bli Uhæppé for ’n Peer, men inkje for Galtén min, for han har inkje tvætta i Dag,» sagde det i Haugen. Peer vadskede Næverne sine med det Vandet, han havde, og skjød Bjørnen. Det lo og skoggrede i Haugen. «Du kunde agte Galtén din!» raabte det. «E kom inkje ehog, han ha Vaskoppen emellom Føtom,» svarede den Anden. Peer flaaede Bjørnen og grov Skrotten ned i Uren, men Skallen og Skindet tog han med. Paa Hjemveien traf han en Fjeldrakke. «Sjaa Lamme mit, kaa feit dæ gaaer,» sagde det i en Haug. «Sjaa Svandsen has Peer, kaa høgt ’n staaer,» sagde det i en anden Haug, da Peer lagde Riflen til Øiet og skjød den. Den flaaede han og tog med, og da han kom til Sæteren, satte han Hovederne udenfor med gabendes Kjæft. Saa gjorde han op Varme og satte paa en Suppegryde, men det røg saa forskrækkeligt, at han næsten ikke kunde holde Øinene oppe, og derfor maatte han lukke op en Glugge, som var der.
Ret som det var, kom der et Trold og stak ind igjennem Gluggen en Næse saa lang, at den naaede bort i Skorstenen. «Her ska du sjaa for Snytehøin!» sagde det. «Her ska du kjeine for Supekøin!» sagde Peer Gynt, og øste hele Suppegryden over Næsen. Troldet foer afsted og bar sig ilde, men rundt i alle Haugene skrattede og lo det og raabte: «Gyri Supetryne, Gyri Supetryne!»
Nu var det stille en Stund, men det varede ikke længe, før det blev Staak og Larm udenfor igjen. Peer saa ud og der saa han, det var en Vogn med Bjørne for; de vælede op Stortroldet og reiste ind i Fjeldet med det. Bedst det var kom der en Vasbøtte ned igjennem Piben og slukkede Varmen, saa Peer sad i Mørket. Da tog det til at skratte og lee i alle Krogene og sagde: «No ska dæ inkje gaa bære mæ ’n Peer, end mæ Valabudeiom.» Peer gjorde op Varmen igjen, tog Hundene, læste att Sæle og lagde nordefter til Valsæteren, hvor de tre Budeierne laae. Da han kom et Stykke nordpaa, brændte det saaledes der, som om Valsæteren stod i lys Lue. Med det samme traf han en Flok Ulve, og nogle af dem skjød han, og nogle slog han ihjel.
Da han kom til Valsæteren, var det kulmørkt der og ingen Ildebrand, men der var fire fremmede Karle inde, som holdt paa med Budeierne, og det var fire Haugetrold, og de hedte Gust i Væré, Thron Valfjeldet, Kjøstøl Aabakken og Rolf Eldførpungen. Gust i Væré stod udenfor Døren og skulde holde Vagt, mens de Andre vare hos Budeierne og friede. Peer skjød efter ham, men traf ikke, og saa reiste Gust i Væré. Da han kom ind, vare de slemt i Færd med Budeierne, og to af Jenterne vare reent forfærdede og bade Gud bevare sig, men den tredie, som hedte Gailn-Kari, var ikke bange; hun sagde, de kunde gjerne komme, hun kunde nok have Lyst at see om der var Tona i slige Karle.
Men da Troldene skjønte, at Peer var inde, begyndte de at jamre sig og sagde til Eldførpungen, at han maatte gjøre paa Varmen. I det samme satte Hundene paa Kjøstøl og rev ham overende i Aarén, saa Asken og Ildmørjen gjøv omkring ham. «Saa du Slangein mine, du Peer?» sagde Thron Valfjeldet; – saa kaldte han Ulvene. «Naa ska du saammaa Veigen som Slangein dine,» sagde Peer og skjød ham; saa slog han Aabakken ihjel med Bøssetrumfen; men Eldførpungen var reist op igjennem Piben. Da han havde gjort det, fulgte han Budeierne til Bygds, for de turde ikke blive der længer.
Men da det led mod Julleite, var Peer Gynt ude igjen. Han havde hørt om en Gaard paa Dovre, hvor der kom saa fuldt af Trold hver Julekveld, at Folkene maatte rømme ud og reise til andre Gaarde; did havde han Lyst til at gaae, for han var hoga paa Troldene. Han klædte sig fælt ud, og saa tog han med en tam Bjørn, han havde, og en Syl og Beg og en Bustsleiv. Da han kom did, gik han ind i Stuen og bad om Huus. «Gud hjælpe os,» sagde Manden, «vi kan ikke laane dig Huus, vi lyt reise ta Gaarde selv, for hver evige Julekveld kommer det saa fuldt med Trold her.» Men Peer Gynt, han meente, han nok skulde renske Huset for Troldene, og saa fik han Lov at blive og fik et Purkeskind atpaa. Saa lagde Bjørnen sig bag Skorstenen, og Peer tog frem Beg og Syl og Bustsleiven og satte sig til at gjøre en stor Sko af hele Purkeskindet. Han satte et stærkt Reeb i til Trækkebaand, saa han kunde snurpe sammen hele Skoen rundt omkring; et Par Haandspiger havde han ogsaa færdige.
Ret som det var, saa kom de med Fele og Spillemand, og nogle dandsede og nogle aad af Julekosten, som stod paa Bordet; nogle stegte Flæsk, og nogle stegte Lop og Padder og andre ofyselige Ting; den Julekosten havde de med selv. Imens fik nogle see Skoen, Peer havde gjort; de syntes, den var til en stor Fod, saa skulde de prøve den, og da de havde sat en Fod opi hver af dem, saa reipte Peer til og satte den ene Haandspigeren i og bennede til, saa at de sad fast i Skoen Allesammen. Men saa stak Bjørnen Næsen frem og lugtede paa Stegen.
«Vil du haa Kaarg, Kvitpaus?» sagde en af Troldene, og kastede en glostegt Myrlop lige i Gabet paa den. «Slaa til, Bamse,» sagde Peer Gynt. Saa blev Bjørnen saa arg og sindt, at den foer op og slog og klorede dem Allesammen, og Peer Gynt slog i Flokken med den anden Haandspigeren, som om han vilde slaae Skallen itu paa dem. Da maatte Troldene rømme, og Peer blev der og levede vel af Julekosten hele Helgen, og de hørte ikke til Troldene paa mange Aar. Men Manden havde en lyslet Hoppe, og den raadede Peer ham til at sætte paa Føl af, som foer og kalvede sig omkring Haugene der.
Saa var det ved Juleleite mange Aar efter – Manden var i Skogen og hug Ved til Helgen – der kom til ham et Trold og raabte: «Har du dein store Kvitepausen din einnaa, du?» «Ja, ’n lig heime bak Omn,» sagde Manden, «aa naa ha ’n faat sjau Onge, mykjy større aa argare, eil ’n æ sjøl.» «Saa kjøm os aildr’ meir aat de,» raabte Troldet.»
«Den Peer Gynt var En for sig selv,» sagde Anders. «Han var rigtig en Eventyrmager og en Ræglesmed, du skulde havt Moro af: han fortalte altid, han selv havde været med i alle de Historier, Folk sagde var hændt i gamle Dage.» «Det tør være sandt, du siger,» sagde Peer Fugleskjelle, «Bedstemoder min hun havde kjendt ham; hun fortalte mig efter ham mere end een Gang. Men du Thor, du veed vel at fortælle om den Storskytteren i Vaage, Jens Klomsrud. Ham har jeg hørt der skal være Meget fortalt om. Han var jo lidt i Slægt med døk, han.»
«Ja,» sagde Thor, «men Slægtskabet var ikke stort. Han var gift med Moster til Oldefader vor. Han boede paa Klomsrud i selve Vaage og levede for vel hundrede Aar siden; Bedstefader kom ham godt i Hog endda, og sagde, at det var en brav, troværdig Mand. Den Klomsrudgaarden ligger oppe i Aaslændet, og det er ikke saa langt derfra til Vejingstulene og Sterringstulene. Deroppe i Fjeldet laa han næsten hele Vinteren paa Skytteri og satte ud Rypesnarer og renskede Reensdyrgrave.
En Dag havde han løbet hele Fjeldet over og ikke faaet en Rype; i Skumringen begyndte han at vekja Snarer og Reensgrave, og det blev Afdagsleite, før han kom ned mod Sterringen; der skulde han ligge om Natten, og da brændte det saa der, at det lyste ud igjennem alle Mosefarene. Jens blev nok saa glad, fordi der var kommen Folk, og der var Ild vaagen. Men da han kom op imod Sæteren, blev det mørkt med Eet, og da han kom frem, var der Laas for Døren. Jens ændsede ikke dette stort, for han var vel vant ved Sligt; han slog Ild og kveldstelte sig.
Men ved Natmaal, da han havde spiist og lagt sig til Ro, kom der ind fjorten grønklædte Jomfruer; de vare saa vene, at han aldrig havde seet saa vene Kvindfolk, og alle havde de guult udslagjé Haar. Den ene havde et Langespél, det tog hun til at spille paa, og de Andre begyndte at dandse en Langdands om Aarén, og der laa en stor Tyrirod og brændte lyst, saa Jens kunde see vel alt hvad de gjorde; men alt som de dandsede, greb de efter ham med Klypen og luggede ham i de lange Haarene, han havde paa Læggene. «Lika du Pluk, Jens Haarlæg?» sagde de. Jens svarede ingen Ting. Han bare trak Fødderne til sig, saa godt han kunde; men det hjalp ikke stort, for Jomfruerne var saa gale og kaade, at de rev og nappede i ham og kaldte ham Jens Haarlæg, Jens Dunderiberg, Jens Skreildifjeld. Da blev Jens harm; han tog Riflen og kytede haardt og sagde, at hvis de ikke reiste strax, skulde han gjøre ved dem det, de mindst vilde. Jomfruerne tog til Beens, og Resten af Natten sov han i Ro.
Ved Dagespræt lagde Jens til Fjelds, men da han kom forbi Løvaabjerget ovenfor Sterringen, raabte det til ham: «Jens Haarlæg, du fæ ingor Rupé idag; dæ blie bære Tomskreil og Skreillifjeld.» Jens tænkte baade det Ene og det Andet; men han gik ligevel; og da han kom i Fjeldet, var der aavelag af Ryper; han skjød og han skjød, til han hverken havde Kugler eller Krud, men han fik ikke Fjæren, og da han gik hjem igjen, satte der sig Ryper i Skokketal lige for Fødderne paa ham. Jens havde aldrig havt slig Misjagt og Vanveide, og saa tænkte han som det var, at det var utpaagjort af Bergefolkene. Den tredie Dagen tog han Veien til Rypesnarerne og Reensgravene og vilde vekja dem, men der fandtes hverken Rype eller Reen i dem, og de fleste af Snarerne var rykket op og revet itu, men han saa hverken Spor af Mennesker eller Dyr til dem.
Der var aavelag Vildt og Fugl i Fjeldet, og han begyndte at skyde, men det var om Intet. Han kom tidlig hjem til Sterringen og tænkte at løbe til Klomsrud samme Kvelden. Men han havde meget Stavved og Trugeemner, som han vilde hugge op og trække med sig hjem paa Skikjælken, og da han var færdig med det, var det saa seent, at han maatte blive den Natten over ogsaa. En Stund efter han havde lagt sig til at sove, vaagnede han igjen og var næsten kvalt af Røg, for der var lagt en stor Helle over Ljorehullet. Jens tog Bøssen med sig til Dørs og løste Hanen, men Krudet vilde ikke fænge, fast det gnistrede af Flinten og Staalet. Men ret som det var, raabte det fra Løvaabjerget: «Vil du bruge Skreilpipa mot Jomfruom naa, Jens Tomsmeild?» «Kaa ha e gjort, sia e inkje kain væra i Fré?» spurgte Jens Klomsrud. «Du ha løist Dundraren din over Stugutake te Kjersti Langspel aa Sigrid Sidsærk aa de tolv Systrin deres, aa de Huusvilde ha du truga med Skreilpipa,» svarede det oppe i Løvaabjerget. «Kaa ska e gjeva i Bot?» spurgte Jens, men det fik han ikke noget Svar paa. Saa gik han op paa Taget og væltede Hellen ned med en Haandspiger, saa at Røgen gik op, og siden sov han trygt og fornam ikke Mere den Natten.
Da han havde været hjemme paa Klomsrud en liden Ri, tog han op til Sterringen paa Skytteri igjen, og den første Morgen traf han en stor Reensbuk i Klymphullet. Han skjød ti Skud paa den, men han traf den ikke. Men da hørte han, det raabte i Løvaabjerget: «I Morgaa kain du skjote, Jens Tomskreild; naa ha du gjeve Bot.» Jens gik fra Bukken og tænkte ikke mere paa Skytteri den Dag, men gik hjem paa Sæteren. Om Morgenen gik det saa godt, at han næsten ikke aarkede at bære al den Fugl, han fik, og da han var paa Hjemveien ved Nonsbeel traf han Reensbukken i Klymphullet igjen. Da stupte den for det første Skud, han skjød; men der var Ingen som kunde komme i Hug, at der var skudt saa stor en Buk i Vaage. Hornene var saa store, at der ikke fandtes Mage til dem, og de sidde den Dag i Dag er paa Staburrøstet paa Klomsrud som en stor Krone.»
Det var Tid at yde Søvnen dens Ret. Sir John og jeg deelte Mosleiet i Sengen. Thor og Anders krøb under den, Hans laa langs Gulvet, Peer Fugleskjelle paa Bænken. Jeg sov trygt og roligt en Stund, men ud paa Natten kom der fire Trolde fra Høvringen med en stor Reensbuk paa sine lange Næser; den satte de paa Hovedet ned i Piben i Ulsødehytten. Det blev saa kvælende hedt, at jeg ikke kunde holde det ud; men Storebækkjen og Peer Gynt vare i Færd med Troldene, og Jens Klomsrud og Sir John stod paa Taget og gav den Skud for Skud, til de trak den op efter Bagbenene; Bukken sprang dog lige godt og blev borte over Rondetinden. Jeg aandede frit, berørt af den kjølende Luftstrøm, og vaagnede, idet Peer Fugleskjelle, der i en yderst generet Stilling laa krum paa Bænken, smaaputtrede med Hans om, at det var godt at rette paa Fødderne sine, men for at faae Plads dertil havde han aabnet Døren og stukket dem ud gjennem den.
«Pine Død, skulde det ikke være løiligt at koge Kaffe paa Gruten, Gut,» sagde han sagte til Hans. Anders slog sig til dem, og halv vaagende halv sovende hørte jeg dem længe at pusle med Kaffekogningen og hviskende tale om Fæhandel og Slagtekvæg og Nordfjordheste og Reensbukke, indtil jeg atter slumrede for først at vaagne ved Daggry. Det havde regnet og tordnet hele Natten. Da vi kom ud, tilslørede Taage Rondens Krop; men dens Tinde ragede op over Skyerne, og foroven var det klart. Efter et Bad i Aaen og en dygtig Frokost droge vi i det sølvklare Morgenlys ind mellem Ronderne, medens Hans og Peer Fugleskjelle begave sig nordover for efter Thors Anviisning at hente den skudte Reensbuk.
PLANKEKJØRERNE
Naar man om Vinteren reiser gjennem nogen af de Egne i vort Land, der have en livlig Trælastkommers, undgaaer man neppe at gjøre Bekjendtskab med Bord- eller Plankekjørerne. Det er ikke noget interessant Bekjendtskab. De Støb, de udhule, og disse Slingring og Væltning befordrende Render, de grave i Veiene ved sine tunge, uformelige Læs, ved ufornuftig og uvorren Kjørsel, ere store Ubekvemmeligheder, men for Intet at regne mod et Møde med selve disse Tyranner over Vinterveiene, naar de mandstærke spærre Passagen i Rækker paa tredive, fyrgetyve, halvtredsindstyve Læs.
Den Reisendes Ret og Bekvemmelighed ere Bordkjøreren ligesaa uvedkommende som den Planke, der endnu ikke er skaaret, som det Brændeviin, der endnu ikke er brændt. Han hviler paa Veien og spærrer den, saalænge det konvenerer ham. Imidlertid nødes den Reisende til at søge en Tilflugt i Snefanerne udenfor Veien, hvis han ikke foretrækker at tilkjæmpe sig en liden Mon af den ham lovligt tilkommende halve Vei. Men byd Bordkjøreren knubbede Ord ved en saadan Leilighed. Da er han ligesaa færdig med Næven, som han er tilbøielig til Fred og Rimelighed, naar der bydes ham en Pægl Brændeviin. Men mindre maa det ikke være; thi under hans for Livets Bekvemmeligheder blottede møisomme Færd er Brændevinet ham baade Mad, Drikke og Klæder. Dette Liv, denne evindelige Brændeviinsdrik fører naturligviis til Dyriskhed, og Plankekjørerne ere Udskuddet af de ved Byernes Nærhed depraverede Bygdelag; de ere Landdistrikternes Pøbel.
Sin selskabelige Opdragelse faae de paa Kipper og Hvilesteder ved Omgjængelse med alskens omflakkende Fantepak og med Bærmen af Byernes Uhumskhed. Kalkegutter og Slagterlømler, der give Fifkavailleren paa Trindserudsalen og lignende Dandseboder, er det uopnaaelige Mønster for den yngre plankekjørende Generation i Sprog, Kurtoisie og Levemaade. Sin literaire Sjæleføde søger Plankekjøreren i de bekjendte Toskillingsviser, der forhandles af Kurvemadammerne paa Gadehjørner og under Trapperne, og som besynge Mord og Drab, Indbrud og frygtelige Hændelser.
Og dog hænder det ogsaa her, at man i den kolde, maaneklare Nat, naar Plankekjøreren drager til Byen med sine Læs, hører en reen oprindelig Melodi, der minder om Landet og dets ramme Lugt. Naar han derimod tomrebs reiser hjem igjen, er hans Sang som Brølet af de vilde Dyr, der forlyste sig ved sine Stemmers raae Ulyd og ved den Skræk og Afsky, de indgyde. Da opfylder den lange Række Luften med Hujen og Skrigen og ansporer Hestene, der som rasende fare afsted i Flok og Følge. Slæderne slingre hid og did; de hvide Mærker, Kridtstreger og Tal paa Hatte og Graakjoler udviskes ved den hyppige Vælten i Snefanerne, og hvert Øieblik sætte de tømmeløse Heste ud fra Veien for at gjøre en Sving ind til enhver Gaard eller Hytte, hvor der er Brændeviin at faae; thi af lang Vane kjende de ligesaa godt som deres Herrer disse Forfriskningssteder. Allerede før han kommer did, kan den Reisende mærke Nærheden af disse schofle Kipper og Rønner paa den dybtopmuldede, puddersukkerfarvede Sne.
Vi ville engang besøge et af disse Steder. Udenfor Borrebækken staaer Hest ved Hest for Plankelæs eller tomme Slæder, ledige eller tyggende paa noget tørt Hø, som en Huset tilhørende Saueflok eller nogle Gjeder broderligt dele med dem. Døler eller Fjeldbønder, som hvile her med sine Varskielæs og under fri Himmel ere ifærd med Nisten omkring en liden rød og blaamalet Kiste, bringe ved sine maleriske Dragter, karakteristiske Figurer og Fysiognomier en Smule Afvexling i den øvrige Eensformighed. En og anden Kjører trænger, beskjæftiget med at vande ved Bækken, frem mellem den myldrende Vrimmel af Slæder og Heste, som han skjendes og bides med. Andre vise sig kun i Svalen, eller stikke Hovedet ud af Stuedøren, for at gloe efter sine fiirbenede Kammerater.
Inde myldrer det af Kjørere, ædrue og drukne; nogle af sidste Slags trænge sig omkring Skjænken, der ikke er Andet end et stort Skab i det ene Hjørne af den lave Stue, hvori der staaer en lang tør Kjærring og udskjænker blaahvid osende Finkel af en Klunkeflaske i et Halvpæglmaal, som af Ælde og flittig Brug har antaget en bruunsort Farve. I det andet Hjørne af Værelset staaer en kasseformig Ovn. I den blusser og flammer et Baal, ved hvis Hede der af de fugtige Snesokker og Graakjoler, som beklæde det Selskab, der i siddende og liggende Stillinger hvile paa Ovnsbænkene, udvikle sig stinkende Dampe. Langs Bordet, der staaer i det tredie Hjørne under Stuens eneste Vindue, trives fleersidig Virksomhed: Nogle sidde umælende og drikke Halvpægl efter Halvpægl; andre conversere til sin Drik om Bordskrivere og Planketylvter, om Kværsild og Grosserere, om Baghun og Kværke, om Blakken og Borka; og atter andre spille Kort.
«Faer min,» sagde En, som var noget ude i Perialens første Stadium, det blide, meget talende og brautende, «Faer min solgte Blakken til den svære Hallændingen oppe ved Bordenden, han med Kortlegen; han skulde have den for et Tjaug Daler, om han var god for at løfte den, og Fa’en salte mit Liv satte inte Karlen Ryggen under Vommen paa ’n og løfted ’n som en Vaatt. Det gjorde ’n; for det var vel Figur til Karl, ja er det sagtens endnu, som du selv kan see. Men det var ude med Gamle-Blakken da. Gudbevares, da han var ung – slig Gamp, skjønner du vel, har aldrig gaaet for Plankelas paa Strømsveien; for naar han satte Benene i Bakken, saa Fa’en salte mig, stod han ikke som han var muret. – Troer du det kanskee ikke, Gutten min? Du gjør som du vil, men om Føret var saa skralt, at det skrabed nedpaa bare Stenene, saa drog ’n frem Plankelasset. Ja det var Fa’en til Gemyt i den Gampen. Men det var forbi, da Gamlen solgte ’n, for Kværsilden tog ’n saa reent overstadig, saa det laat i Bringen paa ’n som i en tom Brændeviinstønde, og saa havde han Knippa, maatroe; Bagbenene var saa stive paa ’n som en Skukestol.»
«Ja, gjorde ikke Borka det samme, mener du?» svarede en liden Tykkert, der ikke længer sad rigtig sikkert paa Bænken, og som undertiden famlede ud i Luften efter imaginære Fluer! «Hun drog sine tre Tylvter og vel det kanskee, naar det Lunet var paa ’a. Men Fa’en plukke mig gik ’a inte som en Brud for Plankelasset endda. Det var vel Mær, det Gut! Du skulde aldrig seet slig Mær; hun havde mest Folkevet. Er ikke det sandt, saa lade Herren mig aldrig drikke en Dram mere i dette Liv. Om jeg var saa drukken som en Mær og skreg og hujede som en Graabeen – for du veed da vel det, at En maa have sig en Dram til Nødtørft – saa nei Gud gik ikke hun fortere for det. Og, der vi skulde hvile, der gik ’a ind, og fik ’a inte Foer, saa fandt ’a det selv, der det var at finde, Gut, om jeg saa inte havde Høstraaet. Slig Mær findes ikke i Verdens Rige. Meyer har ’a ikke bedre selv. Nei Gud har han ei da!»
Disse Mænd vedbleve med saadan Iver at tale om sine Heste, at de ved at mindes dem snart vare nær ved at græde, snart, formedelst de Udsættelser der undertiden gjordes paa deres Dyrs Dyder og Fortrinligheder, ved at komme i Haar sammen.
En permitteret Garnisonskarl, som skulde reise hjem til Julehelgen, sad i Nærheden. Han lod til at være en Landsmand og god Bekjendt af de Kjævlende og i Følge med nogle Kjørere, der sad ved den anden Ende af Bordet og spillede Kort. Han lod sig det være magtpaaliggende at tilveiebringe Fred og god Forstaaelse. For mere indtrængende at virke i denne Retning, og tillige for at stille sin egen Brændeviinstørst, kaldte han paa Datteren i Huset, der havde afløst Moderen i Skjænken og bad hende bringe Brændeviin. Men da hun var beleiret af en Flok, der stod paa Reisen og drak Afskedssuper, hørte hun ikke hans Anmodning.
«Jomfru, Jomfru,» raabte han den ene Gang efter den anden, «lad os faae en Pægl Akvavit!» «Slige Jomfruer gjør vi af en Toskillings Baghun,» udbrød den halvdrukne Kjører, «Borkas» ivrige Forsvarer, med Svinepolidskhed og Latter over Artilleristens Knoten. «Ja Gud er hun Dukke for dig ligevel,» sagde Blakkens Talsmand, idet han reiste sig og gik den Tiltalte, der endelig nærmede sig med det forlangte Brændeviin i Møde. Stampende i Gulvet med Fødderne sang han under nærgaaende amorøse Gebærder, snøvlende og med skingrende Stemme:
«Aa næste Lørdagsaften, saa kommer jeg til dig,
Aa da har jeg Talsmand med mig;
Aa lad mig nu see, at du steller dig brav,
Aa holder dig lystig og glad, sa ’o.»
«Lad Guddatter min være i Fred,» sagde den før omtalte Hallænding mellem Kortspillerne. «Gud bevares Baskeruden, tag ikke saa haardt paa; jeg er bare lidt spøgefuld,» sagde Plankekjøreren venligtladende og fortsatte paa en saadan Maade sin Hyldning, at den Feterede gentagende, skjønt forgjæves, maatte frabede sig samme. Benyttende en Pause i Kortspillet reiste Hallændingen sig, greb ham med den ene Haand og satte ham ned paa en Stol, der brast under ham, og sagde med Eftertryk: «Vær rolig, ellers faaer du med mig at gjøre!» «Det skulde vel røde Fanden have Noget med ham at gjøre, men det er ikke for det, jeg har nok kanskee lagt ligesaa god Karl paa Ryggen, og velsaa det,» mumlede Kjøreren mellem Tænderne, da Manden vendte ham Ryggen.
Denne Hallænding, der omtaltes med saa megen Respekt og optraadte med saadant Fynd, var en høi Mand med en stor Næse, et hvast Blik og et i det Hele determineret Ydre. Hans Medspillere vare tre Plankekjørere med temmelig stupide, skjønt hvad man kalder bondefule Fjæs. Det var klart, at de havde lagt sig om ham, der lod til at være en Kaxe i Sammenligning med det øvrige lurvede Selskab, for ret til Gavns at plukke ham i Spillet. Thi uagtet de paa almindelig Bordkjørerviis forsigtig holdt de tykke, smudsige, krøllede og i Hjørnerne afslidte Kortblade inde i den stærkt sammenbøiede Haand, kigede de hverandre gjensidig saavel som Hallændingen i Kortene, gjorde Miner og traadte hverandre paa Fødderne. Her førtes ikke vidtløftig Tale, men af og til hørtes dundrende Slag i Bordet og Ord som disse: «Du gi’er.» «Labola, Beis og Spil.» «Kom med Pengene!» «Sæt eller gaa af Spillet!»
Af og til forkyndte en skraldende Latter eller tordnende Eder, hvorlunde Lykken vendte sig. I Begyndelsen havde Hallændingen tabt. Men under den lille Diversion, han gjorde til Undsætning for Guddatteren, mærkede han, at Medspillerne stak Hovederne sammen og blandede Kortene til sin Fordeel, og fra nu af tog han sig bedre i Agt uden dog at lade sig mærke med Noget. Da Kortene faldt særdeles heldigt paa hans Haand, og han desuden aabenbar var dem overlegen i Spillet, vendte Lykken sig, og inden kort havde han renset alle Tre.
«Hvordan i Helvede hænger dette ihob?» udbrød En af Medspillerne misfornøiet og med et ondt skjælende Blik til Hallændingen, da denne strøg de sidste Penge til sig. «Har jeg vundet en Kule, saa er Kortmageren en Skjælm. Jeg mener, Fa’en selv staaer i Kortene.» «Troer du kanskee, jeg ikke heller spiller realt?» spurgte Hallændingen truende og reiste sig i hele sin imponerende Høide. «Jeg troer ikke Andet,» svarede den Tiltalte. «Men er det da ikke reent forsæt. Her har jeg siddet med gode Kort mange Kuler og inte kommet ud. Havde jeg inte baade Beisen og Spillet den forrige Gangen?» «Hække’n Beis?» spurgte Hallændingen. «Sparesset, veed jeg!» svarede den Første. «I Fanden havde du Sparesset!» svarede en anden Medspiller, der var noget drukken. «Saa du ikke, at Sparesset dat af ned paa Gulvet og blev saa reent afreid at det ikke var nyttendes?» «Sludder, jeg havde Beisen,» sagde Hallændingen. «I saae jo, jeg havde halv Trumfemarias; jeg sad med Spardam paa Haanden, og Kongen laa paa Stokken, saa fik jeg Labola atpaa, saa maatte vel jeg have udvundet da, skal jeg mene.» «Nei Fa’en saa klore mig, om du havde udvundet,» sagde den Første. «Du havde att tre Streger, havde du. Hvordan kan du komme ud da?»
«Ryg til Helvede, din Hund!» udbrød Hallændingen forbittret. «Havde jeg tre Streger, Christian?» spurgte han den tredie af sine Medspillere, der under Ordvexlingen havde siddet umælende og stirret paa de Øvrige med aandsfraværende, af Brændeviin fordunklede Øine. «Ja Gud havde du,» foer denne op – «ja Fa’en hugge den, som det hugser. Men rigtignok var det besynderligt med han Anders, som havde slig staaendes Kort – som det var seendes til – at ikke han kom ud. – Kanskee du kan have spildt Brændeviin over Stregerne dine, du, og du er vørti af med dem paa den Maaden?» tilføiede han lumskt. «O Brændeviin, vor Trøstermand, sa ’n! Laelaelaelae! Vi bruge dig, imens vi kan, sa ’n! Laelae! Laelae!» vrælede han videre.
«Hold Kjæft, Fyldehund!» raabte Hallændingen. «Kanskee du troede, du skulde have udvundet den sidste Kulen ogsaa?» spurgte han foragteligt den første af Spillerne. «Ja Gud tænkte jeg paa det,» svarede den Tilspurgte. «Hvem Djævelen kunde troet, du skulde kaste Ruderesset og holdt att Spardamme, saa meget Spar som der var udkommet?» «Det kommer sig af det, at jeg kan spille, seer du!» sagde Hallændingen med tirrende Overlegenhed. «Jeg har Djævelen skrabe mig ogsaa spildt Kort før i Dag, skal jeg lade dig vide, din Næsegriis,» sagde Kjøreren arrig; «men naar Fa’en er ude, saa er han ude, anti han saa kommer fra Helvede eller Halland!»
«Fanden?» sagde Artilleristen, der havde sat sig hen til dette Selskab. «Fanden? Jeg troer ikke det, at han har været ude siden i Fjor. Da hørte jeg, han var ude om Julekvelden.» «Hvad siger du?» sagde den af Kjørerne, der sidst havde talt, som det syntes tilfreds med en Diversion, der kunde bortlede det Uveir, der synligen drog op over Hallændingens Ansigt i Anledning af det Ukvemsord, der var brugt om ham. «Var han ude om Julekvelden? Hvordan bar det til da?» «Det bar til saa, han reiste nordefter,» svarede Artilleristen. «Men hvordan bar det til, han reiste nordefter?» spurgte Plankekjøreren ivrig. «Ja naar jeg ikke var saa tør i Halsen,» sagde Artilleristen hostende; «men jeg er saa fuld af Krim og Kulde, at jeg mest ikke kan faae op Kjæften.»
«Tag dig en Dram, Gutten min! Saa bliver du nok brav for Kværsild og Kværke,» sagde Plankekjøreren og skjænkede i af den Halvpot Hallændingen havde rekvireret til Trøst og Husvalelse for sine ribbede Fæller i Kortspillet. «Har du Knippa? Du er jo saa stiv i Bagbenene som et Baasnaut,» sagde han, da Soldaten, der lod til at have gaaet paa Sviir den hele Dag, med nogen Møie søgte at reise sig. «Se, der har du Drammen din, og velmaalt er den; tag saa Mundbiddet mellem Tænderne og lad Kjæften trave.» «Tak som byder,» sagde Soldaten. «Glædelig Juul lige til Paaske, Skaal!»
«Der skal meget Pepper til at fylde en Mær,» sagde Plankekjøreren, da han saa Artilleristen stikke Halvpæglmaalet ud til Bunds. «Men nu vil vi vide, hosdan det bar til med Fanden.» «Ja det skal jeg sige dig oprigtig, det; det bar saaledes til, saa det var en Tollerist, som havde faaet Permission og skulde reise hjem til Julehelgen, akkurat som jeg nu, skjønner du. Om Julekveldsmorgenen lagde han afsted. Men da han kom i Lakkegaden og rigtig skulde til at tage paa Veien, saa traf han nogle af Kammeraterne sine. De kunde vide han havde Penge, fordi han skulde i Færdingsveien – og saa skulde de til at drikke Afskedsskaal, og han var ikke den som sagde Nei til det, for han tog sig gjerne en Taar til Nødtørft. De gik ind til en Høker, og der sad de og drak hele Dagen. Han vilde afsted mange Gange, for han skulde heelt til Soløer, og han syntes det kunde være paa Tide, om han skulde komme hjem til tredie Dag Juul; men de slap ham ikke før Klokken var sex, og da havde han ikke igjen flere Penge, end tre Mark og nitten Skilling.
Han labbede opover; men det gik smaat, for det var subbet Føre, og han gik og stampede og stabbede i den løse Sneen. Drukken var han ogsaa, maa vide; men endda var han Karl til at holde sig paa Benene, og hvordan det var eller ikke, saa havde han faaet draget sig opover Sindsenbakken. Der kom det kjørende efter ham en svær Mand i Bredslede med en stor staut svart Hest for. «Hvor skal du hen?» sagde Manden. «Jeg? Jeg skal til Soløer, jeg Faer.» «Did skal jeg ogsaa, og det i Kveld,» sagde Manden. «Skal du did i Kvæld, du kjører fort du da. Andre bruge et Par Dage, og vel saa det, om de have Hest selv.» «Aa ja, men jeg har slig en aparte frisk Hest,» sagde Manden. «Sæt dig i skal du faae frie Skyds og frisk Skyds og.» Jaha, han takkede til og satte sig opi, og da føg de afgaarde, saa han havde nok med at holde Øinene oppe. De gjorde ikke Veien lang, de Karlene.
Da det led paa Kvelden, saa sagde denne Manden: «Nu er du ved Hjemmet dit,» og da Tolleristen fik Øinene rigtig op og fik seet sig om, saa saa han det, at det var udenfor Gaarden til Faer hans, og han til at takke for Skydsen det bedste han havde lært; men da de nu skulde skilles ad, saa spurgte han: «Hvor skal du hen, du da?» «Aa jeg,» sagde Manden, «jeg skal til Grandegaarden her og holde over Ryggen paa en Jente.» «Jasaa,» sagde Tolleristen, «skal du det!» Men han tænkte ikke Noget ved det, han, for han var vel tung i Skallen baade af Fylden og efter Reisen, men da han kom ind i Stuen slog Klokken ni, og det var med det samme de skulde sætte sig til Bords og tage paa med Julegrøden.
Den andre Dagen fortalte han for frisk Skyds han havde faaet, og saa sagde han det som Manden havde sagt, da de skiltes, om det at han skulde til Grandegaarden og holde over Ryggen paa en Jente. De undredes paa hvad det kunde være for en Karl, og de tænkte mest det kunde været en Skøier af disse Lastehandlerfuldmagtene eller Flisefutene, som fare over Bygden deroppe. Men mens de fundeerte paa dette, saa kom de i Hu, at der var en Jente som var med Barn paa Grandegaarden, og med detsamme kom der Bud, og fortalte at Budeien havde faaet en Unge om Natten; den havde hun aflivet med en Øx og lagt i Grisetruget. Saa skjønte de hvad for Karl det var, som var reist nordefter. Det var Fanden selv, det.»
«Fy, det var fælt til Gjerning. Men inte vilde jeg kjørt med ham,» sagde den af Kjørerne, der med saa megen Iver havde animeret Soldaten til at fortælle. «Men hvordan fik de Fanden ud igjen?» «Det veed jeg Fanden ikke,» svarede Soldaten. «Jeg har ikke hørt andet, end at han reiste stabeent til Helvede igjen, da han var færdig.» «Ja men han pleier være vrang at faae ud igjen. Mangen Præst raader mest inte med ham, naar han hugger sig rigtig fast,» vedblev Plankekjøreren. «Det troer jeg vel,» sagde en Anden. «Naar det er sligen Skarvepræst som opi Bygden Jeres, saa gjør nok Fanden Fanden, det han vil. Nei real Karl maa det være; han maa inte være foret med Brisk og Baghun, og inte fare med Filler og Fanteri, den som skal mane Fanden. Svarteboka maa han skjønne ligesaagodt som Kakjisma og vel saa det.»
«Det var sandt det, Anders Smedstad-Bakken,» sagde Soldaten. «Jeg har hørt om en Præst, som var Karl til det. Det var Røkenpræsten. Morbroer min fortalte det, for han var derude paa Branæs og i Røkenbygden. Det var meget til Mand, den Røkenpræsten. Han havde Svarteboka, og han kunde læse i den ligesaa godt fremlængs som baglængs, og han kunde løse og binde paa een Gang. Gud bevars for Mand det var baade til at lægge ud og til at mane Fanden. Det var en Gang, mens Morbroer min var saadan en Fremslænging, saa var han med ham en Søndagseftermiddag nede paa Tangen hos En, som Fanden drev saadant et forskrækkeligt Spil med – det var nok en Kjøbmand, troer jeg. Der havde været Mange, baade Præster og Andre, som havde prøvet sig med ham det Bedste de kunde, men der var ikke noget Raad skabt, for Fanden blev værre og værre med hver Dag. Tilsidst sendte de Bud efter Røkenpræsten. Det var endda lidt ud paa Høsten i den værste Høstbløden. Ja han kjørte ned til Gullaug i Lier og satte over Drammensfjorden til Tangen en Søndagseftermiddag, og Morbroer min var med; men aldrig før var han kommen ind der, før det begyndte at pibe og hvine i hver evige Væggesprunge.
Men saa sagde Røkenpræsten: «Det hjælper ikke at du piber, du faaer flytte.» Han havde ikke sagt det, før Fanden foer op igjennem Skorsteenspiben som en Røg, og det var mangfoldige Mennesker som saa ham. Men saa blev det roligt da, maa vide, og Præsten satte over Vandet igjen og kjørte hjemover. Men da han var kommen et Stykke op i Gullaugkleven, saa blev det mørkt, og allerbedst som de kjørte – han Morbroer gik endda med – saa ryger Kariolaxelen af paa to Steder, saa Hjulene trillede nedover Kleven. «Haa, haa, er du slig Karl,» sagde Røkenpræsten, «saa skal du Pine Død ogsaa faae Noget at bære paa. – Sæt dig paa Peer og hold dig vel fast,» sagde han til Moerbroer.
Da kan det vel hænde, det gik. Saa fort er aldrig noget Menneske kommet fra Bakken til Grini; for det sagde Moerbroer han gladelig skulde gaae til Things og døe paa, at de foer mere bortigjennem Veiret som en Skjekte end de holdt sig efter Veien. Men naar de holdt sig til Marken en liden Stub, sprudede Sølen og Gnisterne om Ørene paa dem, saa de saae ud værre end Fanden, da de kom frem til Præstegaarden. «Nu skal du have Tak for Skydsen, Gutten min,» sagde Røkenpræsten – En kan nok vide det var Fanden han sagde det til – «men gaa nu efter Kariolhjulene mine i Gullaugkleven, og sveits Axelen, du brød istykker, saa kan vi være kvit for denne Gangen,» sagde han, og Moerbroer min han havde ikke faaet op den ene Sælepinden, før Kariolaxelen var som da de reiste af Gaarden med den; men det lugtede Svovl baade af Hesten og Kariolen vist over tre Uger efter.
Men saa var det siden en Gang, han Moerbroer tjente paa Huseby i Lier, at Fanden holdt saadant Leven paa Store-Valle hos han Aage Sandaker, at de næsten ikke kunde faae Fred for ham hverken Dag eller Nat. For denne Aage Sandaker havde solgt Sjælen sin til ham, har jeg hørt; vist er det, at der ikke fandtes en slemmere Krop paa mange Miil. De sagde, at Fanden hjalp ham med Alting, og hele Bygden laa han i Krangleri med. Men saa var det en Nat, han Faerbroer kom kjørende med et Plankelæs fra Svangstranden, og da han kom forbi Store-Valle hørte han, at det var Folk derinde; de sloge i Bordet og var ueens. Han holdt og lod Hestene hvile lidt for Moro Skyld, for han tænkte det altid kunde blive Slagsmaal; men saa med Eet fik han see saa skjellig, at Fanden stod med Benene i Taggluggen og bøiede sig ned til Stuevinduet, og han var saa lang, at han maatte slaae Bugt paa sig, saa han stod kroget som en Felebue. Men ret som der var, tog han til at dundre paa Vinduesposten, saa han Moerbroer blev reent fælen, for det var akkurat som Tordenen skulde skrælde og smælde, og saa slog han paa og kjørte alt han kunde.
Saa var det en anden Gang, de spilte Kort der og bandte og turnerte. Det gik saa reent galt med de Andre, men Sandakeren vandt det ene Spillet efter det andet og spilte dem mest til Fant. Ret som det var, faldt der et Kort paa Gulvet for en af dem, og han bøiede sig ned og skulde tage det op; men saa fik han see, at Fanden sad under Bordet og hjalp Sandakeren og havde slaaet Labben om Bordfoden. Saa sendte de Bud efter Røkenpræsten, og han kom strax, for han var ikke længe om at komme afsted, naar han skulde mane.
Han tændte to Voxlys og satte dem paa Bordet. Saasnart han havde begyndt at læse op, slap Fanden Bordfoden og kastede Kortlegen efter Præsten, saa arg var han. «Tænker du at faae mig ud, Christian Svartsærk?» sagde Fanden. «Du er en Tyveknegt, for du har stjaalet et Traadnøste og en Brødskalk!» «Traadnøstet tog jeg for at bøde min Brok, og Brødskalken for at stille min Hunger,» svarede Præsten og manede igjen. Men Fanden vilde ikke ud. Da tog Præsten til at mane og mane, saa det begyndte at brage og knage i Fanden, for det brød ham for haardt. «Faaer jeg Lov at gaae igjennem Piben?» sagde Fanden. «Nei,» svarede Præsten, for havde han faaet Lov til det, havde han revet Taget med sig, kanskee da.» «Faaer jeg Lov til at gaae igjennem Nøglehullet da?» sagde Fanden igjen. «Nei her skal du ud, min Mand!» sagde Præsten og borede et lidet Hul paa Vinduesblyet med en Stoppenaal. Og der maatte han ud, enten han peeb eller laat, men ud maatte han.
Saa var det stilt en Stund. Men mod den Tid, at han Aage skulde til at døe, begyndte Fanden at grassere igjen i Lier, og det baade paa Store-Valle og andetsteds. Paa den Tid var der en Jente i en Plads under Linnæs, som havde faaet en Løsunge. En Søndagsaften som hun stod paa Vigerbroen og koopte og glante ned i Vandet, kom han til hende som en stor sort Hund og slikkede hende paa Haanden, og med det samme kastede hun Ungen til Elvs. Og paa Store-Valle blev han reent desperat, og det var nu ikke at undres over, for han gik der og ventede det ene Aaret efter det andet paa at han Aage skulde slukne; men Aage levede ligefuldt, han, og tilsidst troede Folk mest, at han havde snydt Fanden ogsaa. Ja, det var mykje til Karl den Aage, men en styggere Mand kunde Ingen see.
Nu ja de vidste intet andet Raad da end at sende Bud efter Røkenpræsten igjen. Da han vel var kommen ind og havde sagt «God Kveld,» saa skulde han sætte sig ned paa en Stol. Men i det samme kom der En og nappede Stolen unda ham, saa hele Præsten dat i Gulvet. «Kom med en tom Brændeviinsbuttel, Moer,» sagde Præsten – da var han bleven sindt – og da han havde faaet den, tog han til at mane og mane, saa det ordentlig krak i alle dem, som i Stuen var. Og allerbedst som det var, kom Fanden indigjennem Nøglehullet, og saa krøb han og peeb og vispede han med Rumpen som en Hund bortover Gulvet til Røkenpræsten, og ned i Brændeviinsbuttelen maatte han. Da han vel var kommen nedi der, slog Præsten en Kork i og saa sagde han: «Nu skal du Fanden gale mig være min Griis.» Siden den Tid fornam de ikke Noget til Fanden paa Store-Valle».
«Det var Sugg til Præst!» udbrød en af Kjørerne. «Ja, men Akerspræsten han var bedre ligevel,» sagde en Anden. «For Fanden blev saa ræd, da han fik see ham, at han tog Traavet med det samme. Det var ikke langt unda det hændte skal jeg tro; der han holder Næven sin denne Hallandsbonden, staaer der fire Mærker i Bordskiven efter Kløerne hans.» «Hvad er det du siger?» spurgte Soldaten med Interesse og gloede paa Bordskiven. «Har Fanden været her? Det har jeg aldrig hørt; men du faaer fortælle os det, siden vi nu snakker om ham ligevel.» «Kan saa,» sagde Kjøreren; «Husens Folk ere jo gaaede ud; for en skal ikke tale om Taug og Strikke i hængt Mands Huus, sige de for et gammelt Ord.
Det bar til slig da, at der sad nogle Kjørere her og spilte Kort og tog sig en Halvpægl iblandt, naar de kunde tryte det, og vel saa ofte kanskee. Enten Manden var med eller ikke, det veed jeg ikke; men jeg troer nok han gik af og til mellem Brændeviinsskabet og Kortlegen. Men saa kom der ind En med Lovvanter paa; først sad han og saa paa dem, og saa saa han i Kortene. Siden slog han et Slag med dem, og drak med dem gjorde han ogsaa; men hvad han tog i eller hvad han gjorde, saa havde han Lovvanter paa. Saa skulde Karlene have sig lidt Mad i Skrotten, for det havde nu gaaet mest paa Brændevinet før. «Men i Jesu Navn, æder du med Vaatter paa ogsaa du da?» sagde En af dem, for de vare ligesom lidt arge paa ham, fordi han havde taget dem saa slemt. I det samme hug Fanden Næven i Bordet, saa Kløerne sad tværs igjennem. Saa skjønte de hvad det var for en Sugg, de var i Lag med, og saa sendte de Bud efter Præsten i Aker; men da han kom, maatte Fanden ud, for han syntes, at Præsten var meget styggere end han selv var.»
«Flyt paa Fingrene dine, du, saa vi kan faae see Mærkerne i Skiven,» sagde en af de Kjørere, der havde spilt Kort med Hallændingen, og stødte ham haardt paa Armen. Over dennes Ansigt gik en Vredessky, men han flyttede roligt Haanden. «Tager du bort Mærket og?» sagde Kjøreren, da han Intet kunde opdage; «han Anders sagde jo, det stod under Næven. Haa, Haa, faaer jeg see paa Klovene dine?» vedblev han med et infamt Griin og greb efter den ene af Hallændingens Hænder, medens en Anden, greben af samme Tanke, tog Lyset og bekigede hans Fødder under Bordet. Hallændingen reiste sig voldsomt op og slog med knyttet Næve i Bordskiven, der sprak under det kraftige Slag. «Ja du skal faae see Klovene mine, og I skal faae kjende dem og, I Kjørerkoper,» sagde han med hævet Røst, idet han holdt dem sine knoglestærke Hænder under Øine. «Ud paa Dør, I skal ikke være i Huus med Folk, Mærreflaaere, som I ere! Ud siger jeg!» vedblev han og lukkede Døren op paa vid Gab.
«Troer du vi er ræd dig da, Suggen?» raabte en af dem. «Nei, inte om du havde Kløer som herfra til Gjelleraasen. Hei her er Gut for dig. Her er spræk Fant,» vedblev han med et Hop og knipsede sin Modstander for Næsen. Hallændingen svarede ikke et Ord, men tog den Næsevise ved Nakken og kastede ham hovedkulds ud paa Gaarden. Artilleristen tog Parti med Plankekjørerne og sneg sig i samme Øieblik, som de Øvrige gjorde sit Attentat, lumskeligen bag Hallændingen, greb ham i Skuldren med begge Hænder og satte ham Knæet mod Ryggen med det Forsæt at bøie ham baglængs mod Gulvet. Men da den Angrebne mærkede dette Kneb, samlede han al sin overordentlige Styrke, flyttede den høire Fod frem, gjorde Ryggen krum, greb ham bag til fat i Benene og styrtede Artilleristen med et heftigt Ryk af Overkroppen hovedkulds over sig ud gjennem Døren. De øvrige To greb han en med hver Haand i Struben og kastede dem baglængs ud efter deres Kammerater.
Under dette tumulturiske Optrin aabnedes Kjøkkendøren; Konen i Huset, hendes Datter og et Par andre Fruentimmer kigede ind med frygtblandet Nysgjerrighed. «Du rydder Stuen, du!» sagde den Første. «Jeg nødes til det,» svarede Hallændingen. «Naar En ikke kan være i Fred for Klæggen, saa faaer En knibse den.» «Ja jeg skal knibse dig, enten du er Fanden selv eller Moer hans,» sagde en af de udkastede Kjørere, idet han, ledsaget af Artilleristen, kom ind gjennem Døren, blodig i Ansigtet, og med en afbrudt Bændestang slog efter Hallændingen.
Denne bøiede sig behændigt til Side for Slaget, slog Døren til og vristede sin Angriber hans Vaaben af Haanden. «Du er nok en Haardhaus, du, men nu skal vi prøve Skallen din,» sagde han, idet han greb ham i Skuldrene og styrtede ham med saadan Vælde mod den tillukkede Dør, at Plankekjøreren med et Brøl foer ud gjennem Dørspeilet, der splintredes i mange Stykker. «Ja Gud troer jeg, det er Fanden selv, for da jeg brød paa ham, var det, som jeg brød paa en Badstuvæg,» sagde Artilleristen, i det han flygtede ud gjennem Kjøkkenet.
EN TIURLEG I HOLLEIA
Om Myren Granerne vugge
Med Morgensuusning den skjæggede Green;
Og blaat som fra Ljaareglugge
Dagskjæret falder paa Holmens Steen.
Der sidder Troldfuglen stram og strunk
Med brusende Fjær og slaaer sin Klunk –
O, løsne ei Skud; du gjør den ei Meen!
Jørgen Moe.
Fra Tyristranden gik vi en af de første Dage i Mai – det var længe før Jagtloven udklækkedes – op gjennem Lien for den følgende Morgen at være paa en Tiurleg i Skjærsjøhaugen, der paa disse Kanter havde Ord for at være den sikkreste. Vi vare fire, min Ven Kapitainen, jeg, en gammel Skytte ved Navn Peer Sandaker over fra Sognedalen, og en rask Gut, der førte to Kobbel Hunde; naar Legen var endt skulde vi nemlig gaae paa Harejagt. Nede i Bygden var det fuldt Foraar; men da vi kom ind paa Aasen, laa Sneen dyb i Dale og Dækker. Aftenen var endnu ret luun, og Fuglene sang sin Vaarsang i Skoven. I Nærheden af Asksæteren, hvor vi agtede at tilbringe Natten, begave vi os op i den enhver Fugleskytte der vanker i disse Skove velbekjendte Skjærsjøhaug, for at høre hvor Fuglene satte sig paa Natkvisten. – Da vi naaede derop og fik en fri Udsigt, stod Solen i Nedgangen og kastede sit gyldne Lys ufordunklet op i den tindrende Himmel. Men denne hvælvede sig ikke over et blidt og venligt Landskab: mørke, uendelige Skove og Aaser, kun afbrudt ved iislagte Kjærn og Myrstrækninger, strakte sig paa alle Kanter lige hen til Horizonten.
Vi havde ikke været her længe efter Solens Nedgang førend vi hørte en susende Flugt og de stærke, tunge Vingeslag af en Fugl, der slog sig ind. «Det var ikke nogen gammel Fugl,» sagde Kapitainen med Kyndighedens Mine, da han ikke hørte Fuglen give Lyd efterat den havde sat sig op. To Fugle kom snart efter denne susende og sloge sig ind uden at give Lyd. Men derpaa kom en flyvende med endnu tungere, mere susende Vingeslag, og da den havde sat sig, skar den Næb. «Den Karlen er ikke født i Fjor. Der er Husbonden paa Legen,» sagde Peer Sandaker; «bare det ikke er Gamlestoren selv; men det troer jeg mest.» Der kom endnu tre Fugle, og for hver som slog sig ind, skar den Gamle med Næbbet. De to taug, men den tredie svarede i samme Tone. «Det var en fremmed Karl,» udbrød Peer; «han kjendte ikke Gamlen; ellers havde han holdt Kjæften sin. Paa Morgenkvisten kommer han til at angre det, for tro mig, Gamlen finder ham nok, og han er ikke Bas at kjeikes med, naar det rette Lune er paa ham. Jeg har seet hvorledes han børstede en Kranglefant, som skar til ham paa Legen engang før.»
Under denne Replik lagde Skyttens aabne, veirbidte Ansigt sig i høist besynderlige, polidsk grinende Folder, der efter den kortfattede Karakteristik Kapitainen, medens Peer Sandaker under vor Vandring en Gang var bleven et Stykke efter, havde meddelt mig af ham, syntes at alludere til en eller anden mystisk Historie. Thi efter denne var han stærk i Historier om Troldfugle, Udsendinger og Underjordiske, og gik især i den yderste Detail, naar han fortalte om en eller anden af de atten Bjørne, han i sine Dage havde fældet. Derimod taug han gjerne, angaaende det ligesaastore Antal, onde Tunger beskyldte ham for at have skudt bort.
«Men hvad er det for en Gammel og Gamlestor, du taler om?» spurgte jeg. «Det skal jeg sige Dem,» tog Kapitainen hurtig til Orde, idet vi begav os paa Veien til Sæteren. Rimeligviis befrygtede han, at dette overilede og utidige Spørgsmaal efter mit saa korte Bekjendtskab med Peer skulde indgyde ham Mistro og lægge Baand paa hans Tunge. «Det skal jeg sige Dem,» svarede han. «Der er en gammel Tiur paa denne Leg, som er bleven et Fabeldyr i den hele Trakt. Blandt Skytterne her er den kjendt under Navnet «Brækaren;» thi istedetfor at sidde roligt paa Kvisten og kneppe flyver den ofte om mellem Trætoppene, brægende som en Gjed. Først naar denne Maneuvre er udført, sætter den sig op for at klunke og sauge. Saadant Spil er saa ufornuftigt, at Ingen kan komme den paa Skud. Den bruger imidlertid endnu oftere et andet Kneb, som er meget værre: den sidder rolig og knepper og slaaer sin Klunk, men naar den skal tage paa at sauge, flytter den i et andet Træ. Kommer man ved et Slumpetræf til at skyde, bider det ikke paa den. Gamle Peer der har skudt paa den baade med Salt og med Sølv, men uagtet Fjærene føg af den, tog den ikke mere Notits af hans sikkre Rifleskud end af en Salut. Næste Morgen spillede den lige raskt og lige falskt.»
«En kunde ligesaagodt skyde paa en Steen,» sagde Peer med den fuldeste Overbeviisnings konkluderende Betoning. «Jeg kom indpaa ham,» vedblev han, «engang han holdt Leg paa Fladbjergene her borte ved Kloppen, rigtig midt i Veien, som gaaer til Skaug; og sad der ikke saa fuldt med Røier om ham, at jeg talte syv Stykker, og flere var det i Skogen, for det snøvlede og pratede bag hver Busk. Og de som var fremme, de rendte rundt omkring ham og strakte Halsen ud, hukede paa sig og gjorde sig saa lækkre; men Fuglen sad paa Fladbjerget og briskede sig saa kjø’en og spansk som en Greve. Ret som det var satte han Styven op og slog Hjuul, vendte paa sig og sopte Vingerne nede ved Benene og hoppede ende til Veirs saa høit som saa. – Ja, jeg vidste ikke, det var den Kallen, jeg, ellers havde jeg nok givet ham en Smæld strax, før han havde gjort sig haard, kanskee; men jeg syntes det var morsomt at see paa.
Som han var i den bedste Legen, saa kom der susende en anden Tiur – den var ikke braadt saa stor – og kastede sig paa Legen. Men da blev der vel Spil! Gamlen reiste Styven til Veirs, og Skjægget stod ud paa ham som Pigger i en Hegle, og saa skar han med Næbbet saa det rigtig grøssede i mig, og den Anden han svarede, – han var ikke mindre Karl, maa vide. Men saa føg Gamlen paa ham, og da de slog Næbbene og Vingerne sammen, smald det saa det bragede i Skogen. Bedst det var saa hoppede de høit imod hverandre og hug med Næbbet og rev med Kløerne og slog med Vingerne; og de vare saa arge, at de hverken sandsde eller samlede, og jeg syntes, jeg kunde gjerne gaae bort og tage dem med Hænderne, begge to.
Men tilsidst tog Gamlen rigtig Tag i Luggen paa den anden, og han slog den og haandterede den, saa den ordentlig peb, og jeg syntes mest Synd paa Fuglen, for han leiede den om i Toppen, trykte den til Marken og havde den under sig, saa han ordentlig kom agende udover Fladbjerget paa den lige ned for Benene paa mig. Da lagde jeg til Øiet i en Fart. Det smald, og Fuglen laa død paa Flækken; men Gamlen blev siddende og lugge den endda, og han løftede ikke paa Vingerne. Jasaa, tænkte jeg, er du saa stød i Laaggen, skal du være min. Jeg ladede igjen og skulde lægge paa ham, men da ristede han paa sig og reiste ende til Veirs; men var han mere end ti Skridt fra mig, saa lad mig aldrig skyde en Fugl mere i dette Liv.
– En anden Gang var jeg ogsaa heroppe og hørte hvor han slog sig ind, ligesom i Kveld. Det var i en gammel Furu, han satte sig paa Kvist. Did gik jeg kvareste Natten, før der var Fugl vaagen i Skoven. Men da han tog til at spille, spilte han realt den Gangen. Han spilte saa Furuen rystede, og der manglede hverken Klunk eller Sauging, og ikke flyttede han heller. Da han slog det fjerde Spillet, var jeg indom Hold, – han sad langt nede paa en Kvist indved Furulæggen. Nu skal du være min, tænkte jeg, for jeg havde skaaret op en Sølvtoskilling og lagt for Kuglen. Men ja Gud tænkte jeg feil. Da det smald, fløi han lige rat, endda Fjæren føg af ’n. Der bider ikke Noget paa den Karlen.»
«I Morgen skal vi dog prøve at faae den Peer; nu veed vi jo hvor den sidder?» sagde Kapitainen med halv fordulgt Malice i sin Mine. «Det maatte ikke være Fugl i Skoven, naar En skulde give sig til at gaae efter den,» svarede Peer, halv vred. «Ja Gud bevares,» tilføiede han med et lille Anstrøg af Ironi, «vil Kapitainen gaae efter den, saa – jeg spilder ikke et Korn Krudt paa den. For det siger jeg,» vedblev han troværdig, «at sligt Spil skal aldrig Nogen have hørt. Og slig en Fugl da! Det er det underligste Dyr, En kan see. Han er ikke skabt som en anden ordentlig Tiur; han er mest en halv Gang saa stor, og vel det.»
«Ja, du har Ret, det er en gammel Rad, som ikke er et Skud Krudt værd,» sagde Kapitainen. «Dens Kjød er vist saa seigt og beskt som den Furukvist, den spiller paa. Imidlertid skulde jeg dog ønske at faae undlivet den, for at faae en Ende paa dette Raklespil, hvorved den saa ofte har taget os ved Næsen. Jeg har flere Gange gaaet efter den uden at faae Rede paa Spillet. Jeg har ogsaa et Par Gange skudt paa den, men paa saa langt Hold, at der var liden Sandsynlighed for Træf. Det er rigtignok en Donatbommert at skyde to Gange paa langt Hold i Tiurskoven, det veed De nok,» henvendte han sig til mig, «men den sidste Gangen var der intet andet for; thi jeg hørte den Karnaille, Sara-Anders, stille efter Fuglen paa samme Tid. – Det er virkelig som Peer siger en underlig Fugl, denne gamle Tiur,» vedblev han; «men,» tilføiede han med et af mig allene bemærket Nik, der antydede hans Forsæt at faae Peer Sandaker til at rykke ud med flere af sine Historier, «naar vi komme op i Sæteren skal jeg fortælle en Tildragelse, jeg har oplevet med en Troldhare, som var endnu besynderligere end vor Tiur.»
Vi kom snart til den øde Sæterhytte, hvorhen Gutten, da vi toge bort i Haugen, var gaaet med Hundene. Efter Kapitainens Ordre havde han luftet og faaet et dygtigt Baal til at flamme paa Skorstenen. Da vi havde skilt os ved Bøsser og Jagttasker, og indtaget et Aftensmaaltid af Kapitainens fortrinlige Niste, begyndte denne med paatagen Troværdighed i Tale, Ansigt og Miner at fortælle den belovede Historie om Troldharen.
«Da jeg var Lieutenant, laa jeg og exercerede paa Toten en Sommer. Jeg havde Hunde med mig for at jage. En Eftermiddag stod jeg i Kjøkkenet og skulde ud at forsøge Kveldsjagten, da en af Huusmændene kom ind. «Er der meget Hare her, du?» spurgte jeg. «Det er endda nok af dem,» svarede Huusmanden. «Oppe paa Sukkestadsletten gaaer der en gammel Sugg; det har været mange, baade Bikjer og Folk, efter den, men den er vel ikke grei at faae, maavide.» Og hermed rystede Huusmanden betænkelig paa Hovedet. «Er den ikke grei at faae? Hvad er det for Snak. Der findes vel ikke en ordentlig Hund her? Naar mine Bikjer faaer den paa Benene, tænker jeg nok, den skal blive at faae,» sagde jeg og klappede Hundene, som trak i Kobblet og vilde ud. «Jasaa? Ja Gud tør det hende da!» sagde Huusmanden og grinede vantro.
Jeg gik lige op paa Sukkestadsletten og havde ikke sluppet Hundene, førend Haren var paa Benene, og det var Loos; men det vilde ikke blive noget Ordentligt af; thi den foer og stak og stak; Hundene vare ikke istand til at faae rigtig Rede paa Foden; men hvert Øieblik var den paa Benene igjen, og saa gik det nok saa brav til den paany stak ind i en Buske. Jeg løb hid og did – der var ikke ondt for Post – og jeg skjød paa den flere Gange, men det blev ikke Andet end Bom i Bom. Tilsidst satte den sig for mig ved en Granbuske paa fyrretyve Skridt. Jeg skjød og gik ganske sikker hen og skulde tage den op; men da jeg kom bort til Granbusken var ingen Hare at see; der laa kun en Stok og en Fille. Dagen efter gjorde jeg Bøssen reen, thi den var ureen og fuld af Krudtslam. Medens jeg var ifærd dermed, kom Huusmanden til.
«Hvorledes gik det med Haren, Løtnan?» spurgte han og satte et polidsk Fjæs op. Jeg fortalte ham Historien. «Det har været mange efter den, baade Bikjer og Folk, men den er ikke grei at faae, maavide,» gjentog han med hemmelighedsfulde Miner. «I gjør reen Bøssen Jeres; men det skal ikke hjælpe stort, skal jeg troe. Puus bjerger sig nok ligevel.»
«Men Guds Død hvad er der paafærde med den Hare, bider der ikke Krudt og Bly paa den?» spurgte jeg. «Det turde hende, det var saa som I siger,» svarede han; «jeg kan nok fortælle, at det er en Troldhare, den Rusken; men den som var oppe i Gaar det var bare Udsendingen hans; for selv gaaer han altid realt. Men nu skal jeg lære Jer et Raad: Tag en Orm – jeg skal finde Jer en – og pidsk den ind i Bøssepiben, og skyd den ud, og prøv saa om det bider paa med Krudt og Bly.»
Dette gjorde jeg; han skaffede mig en levende Orm, som vi truede ind i Bøssepiben; jeg skjød den ud mod Ladevæggen; og mærkelig nok, der var ikke Andet at see af den end en vaad Flæk. Nogle Dage efter gik jeg op paa Sukkestadmoen. Det var en Morgenstund. Hundene vare neppe slupne, førend Haren var paa Benene. Denne Gang var der ikke Stød og Glefs, men det gik i fuld Loos, og Haren havde ikke gaaet en halv Time, førend den kom lige mod mig, dandsende nedover Sletten. Jeg lagde til Kinden og skjød. Den faldt paa Pletten, og det var en stor gammel Ramler, fuld af Ar og Skrammer; den havde ikke mere end halvandet Øre.»
«Slig en Hare har jeg hørt om ogsaa,» sagde Peer, der med megen Opmærksomhed havde fulgt Kapitainens Fortælling. «Den holdt til her i Holleia, bortimod Granbu; men de sagde den var mest kulsort. Der var mange efter den og skjød paa den, men de fik aldrig Raad med den, før denne Fandens Sara-Anders kom bort i der. Han skjød den, for han er nu alle Steder, maa tænke. Det var ham vi saa Slagene efter nedenfor Raudsandbakken. Det er en stor Skarv, og det er ikke ondt for at see Færdene efter Truerne hans, for han kan aldrig bie som andre Folk, til Fuglen har støet ordentlig Leg.» «Det troer jeg gjerne,» sagde Kapitainen og strøg sin Knebelsbart. «Det er ikke første Gang den Karl gaaer i fredlyst Mark. Men siig mig, var det ham, der skjød den Troldhare inde ved Christiania, som du engang fortalte om?» «Aa den, ja det er sandt. Nei det var en Skytter derindefra, som hedte Brandte-Lars. I kjender ham vist I, som er fra Christian?» sagde han til mig.
«Jasaa kjender I ikke ham? Han boer endda i en liden Hytte under Aasen strax nedenfor Grefsen. Jeg traf ham paa Halland engang, han var paa Jagt med nogle Bykaxer. Det var en rar Skrue, men Kar til at skyde. Paa Haren skjød han mest aldrig Bom, og Fuglen tog han i Flugten ligesom Kapitain gjør. Men saa var det om den Haren, Kapitainen mente. Det fortalte han mig og meget til. «Jeg skulde drive Hundene for gamle Simensen paa Vesletorvet – og skaffe noget Ferskmad,» sagde han. «Det var tre Hunde; den ene hedte Rap, og det var slig en Hund, at de Underjordiske ikke havde nogen Magt med ham, for han var rød, maavide; de andre to var ogsaa brave Hunde, ja Gud bevares. Saa var det en Christi Himmelfartsmorgen,» sagde han, «jeg var oppe ved Linderudsæterrøa. Der tog han Rap ud, og han kjørte den, saa det hvinede og peb i Aasen. Jeg tog Post paa en Kullebund der. Da han havde gaaet en Tur, saa kom Haren lige forbi mig. Jeg skjød, men det var Bom, og saa gik det afsted i fuld Loos. Det varede ikke længe, saa kom han igjen paa samme Stedet – han var ganske svart efter Ryggen – og jeg skjød Bom igjen.
«Men hvordan i Djævelen hænger dette sammen, vil ikke de andre Hundene slaae til, tænkte jeg ved mig selv,» sagde han, «for det var bare Rap som jagede, og det gik i et Kjør. Nei det kan ikke være nogen rigtig Hare. Men jeg vil see paa ham engang til først. Ja, saa kom han tredie Gangen og, og jeg skjød Bom, og begge de andre Hundene vare med, men de gav ikke Hals. Men saa forsynede jeg Svandsskruen og Loddet,» sagde han.
«Hvorledes?» spurgte jeg. «Du faaer fortælle det Peer!» sagde Kapitainen. «Ja, han vilde ikke ud med det i Førstningen,» svarede Peer, «men da jeg havde skjænket ham rigtig og givet ham en Rul Tobak, saa sagde han det.» «Du skal tage Bark af en Flaurogn,» sagde han, «og forsyne Svandsskruen med, og saa skal du skrabe tre Sølvsmuler af en Sølvskilling som er arvet; men det maa være af de gamle gode Pengene, som har været med ude i Krigen; saa skal du skrabe tre Fliser af Veslefingneglen paa den venstre Haanden, og saa skal du tage tre Bygkorn, men har du ikke dem, kan du tage tre Brødsmuler, og alt det skal du lægge for Loddet, saa blier det Doot, om det saa var selve Fanden du skjød paa,» sagde han.
«Det gjorde jeg den Gangen ved Linderudsæteren,» sagde han, «og da han kom den fjerde Gangen, saa maatte han i Bakken, idetsamme det smald. Det var en liden tør Hund, og han var saa gammel, at han var mest svart. Ja, jeg tog og hængte ham op efter Bagbenene i en Kronglebjerk og til at veie ham ud, men Herren forsyne mig,» sagde han, «blødede han ikke som den største Oxe, jeg har slagtet, og Hundene slafsede og slafsede Blodet i sig ned paa Bakken. Saa gik jeg med den da, men hvordan jeg gik, gik jeg galt, og Blodet randt af den; men jeg kom frem ved den samme Kronglebirken igjen to Gange. Dette var da besynderligt, det, tænkte jeg» – sagde han – «for her skulde jeg mest være ligesaa vel kjendt som hjemme paa Stuegulvet mit, der jeg har boet i 20 Aar. Men naar det er galt, saa er det gjerne reent galt. Naa da, jeg faaer lade Bikjerne finde Veien da, og det gjorde jeg; men da jeg kom nedover forbi nogle Bjergknauser der, saa var hun Gamlemoer ude. Hun stod rigtig foran noget Smaabjerk, oppe ved en liden Bjergknat, med Skaut paa Hovedet og Skindtrøie og svart Stak, og støttede sig paa en Krykjestok, og saa ud som en Bondekjærring ovenfra Landet. «Du Lars,» sagde hun, «du har faaet mange Harer af mig i Marken her, og jeg har undt dig Godt. Derfor kunde du gjerne ladet Sæterharen min gaae for den han var. Og havde du ikke havt den røde Rappen din, havde du ikke faaet den heller!»
«Jeg svarede ikke Ordet, jeg,» sagde Lars, «men strøg nedover til Mærremyren og op over til Bamsebraaten. Der slap jeg Hundene, og Loos var det strax; Rap tog ud, og jeg stod og lyede en Stund, om de andre skulde slaae til, for det bar bortover til Linderudsæteren igjen, saa jeg blev ganske fælen. Jo, saa fik jeg høre Maalet paa dem alle tre, og saa vidste jeg det var rigtig Hare. Det var Fanden til lang Tour han gjorde; men da han kom tilbage, trampede han i Bakken som en Folunge, og da jeg fik see Ørene paa ham, var han mest saa stor som en liden Gjedebuk. Den skjød jeg. Saa gik jeg sørover ned imod Alunsjøen. Der tog de ud igjen, og saa gik det i skurende Loos opover til Linderudsæteren igjen – for bortom der maatte de nu med ham. Langt om længe kom de da igjen. Saa skjød jeg den. Da havde jeg tre. Nu kan det være nok for i Dag, min kjære Lars,» sagde jeg» – sagde han – «og saa gik jeg ned og hang dem op i Kjelderhalsen til Simen. Men Herren forsyne mig blødede ikke den vesle Svarte i tre Dage efter, saa at Kjælderen mest var halv med Blod» – sagde han.»
«Du talte nylig om, at der skal have været en Troldhare her i Holleia; – der gaaer ogsaa Sagn om at her er fuldt af Rigdomme, af ædelt Metal i Bjergene her. Det skulde det ikke være ilde at have en Deel af; ikke sandt Peer?» sagde Kapitainen, der igjen lod til at machinere for at faae en Fortælling frem. «Aa hvad skulde Kapitainen med det,» svarede Peer og rystede paa Hovedet. «Han har nok, og vel saa det. For en fattig Stakkel kunde det saa være; men tro mig, det er ikke greit at faa Klo i.» «Jeg synes dog det er besynderligt, at du ikke har lagt dig efter at faae noget deraf,» vedblev Kapitainen. «Aa, hvorledes skulde det været gaaet til?» spurgte Peer. «At ligge og grave i Aaserne, saa som han gamle John Haugen gjorde, al Holleia over, det synes jeg ikke noget om.»
«Der gives andre Maader at komme til Rigdom paa,» sagde Kapitainen hemmelighedfuld. «Hvad siger du om at holde sig Godvenner med Bjergkjærringerne? Du har min sandten ikke været saa styg en Karl i din Ungdom, du, Peer Sandaker! Du kunde nok have gjort Lykke.» «Haa, haa, haa!» lo Peer i Skjægget, kjendelig tilfreds med Kapitainens ironiske Yttringer over hans fordeelagtige Ydre. «Jeg har ikke troet paa Sligt, for jeg har aldrig seet hverken Trold eller Hulder.» «Men der boede dog en Bjergkjærring borte i Holleia her i gamle Dage?» sagde Kapitainen. «Aa det er ikke andet end et gammelt Eventyr. Jeg har nok hørt sligt Prat, men jeg troer det ikke,» svarede Peer. «Ja, men du veed da vist fuld Besked derom, du som har færdedes her i Marken saa længe? Du faaer fortælle hvad du veed; thi denne Bymand er en Nar efter slige Historier.» «Kanskee? Ja, kan det da, men jeg troer ikke det er sandt,» forsikkrede Peer og begyndte.
«Søndenfor Hollei-Spira – ja, de kalde det nu Holleia mellem Tyristranden her og Sognedalen» – anførte han til min Underretning – «er der to Bjerge, som de kalde Store-Knuten og Vesle-Knuten; der I sidder, kan I endda see lidt af høieste Spiiraasen beent op for Skaug. Borti der er mangfoldige gamle Skjærp, og der er saa meget Sølv og Rigdom i Bjergene, at det ikke er nogen Ende paa det, siger de da. Men det er ikke greit at faae noget af det, for i Knuterne boer der en gammel Bjergkjærring. Hun eier det Altsammen og sidder paa det som en Drage, – siger de da. Hun er meget rigere end Kongsbergkongen, for da de havde brudt saa gruelig meget Sølv paa Kongsberg en Gang, saa kom Kongen ud i Gruben og sagde til Folkene: «Nei nu kan jeg snart ikke taale Jer længer hernede, for holde I saaledes ved, bliver jeg en arm Mand. I ødelægge mig reent. Nei, flyt til Søster min, Guri Knutan i Holleia; hun er ti Gange rigere end jeg.»
«Guri Knutan bliver altsaa en Søster af Egebergkongen,» bemærkede jeg. «Egebergkongen? Hvad er det for En? Er han fra Christian kanskee?» spurgte Peer. Jeg fortalte ham Sagnet om Egebergkongen og hans Flytning og anførte hans Udsagn i 1814, at han vilde flytte til sin Broder paa Kongsberg, fordi han ikke kunde udholde den Skydning og Dommenering der var. «Ja, han var saa det da, han var Broder til denne Kjærringen, jeg snakker om,» sagde Peer naiv.
«Jeg har ogsaa hørt om En,» vedblev han, «som flyttede fordi han ikke kunde taale Skydning og Dommenering. Men han var her fra Marken. Enten det nu var Manden til denne Guri eller det var en anden En, det veed jeg ikke, men det skulde være en af dem, som boe i Bjergene og eie Meget. Det gik saaledes til at ved de Tider de tog op Gruber i Skaugsmarken, saa var der en Kjærring, hun boede borte ved Langesjøbækken, som gaaer midt imellem Sognedalen og Tyristranden. Denne Kjærringen hedte Rønnau, og saa kaldte de hende Rønnau Skaugen. Tidlig en Morgen ved St. Hans Dags Tider skyllede hun Klæder ned i Bækken, og saa fik hun see saa meget Sølvtøi, baade Tallerkener og Fade og Skeer og Slever og Alt det som til var, og det var saa meget vakkert Kjøkkentøi, og det laa paa Bunden af Bækken og blinkede og skinnede i Solen under Vandet. Da hun fik see al denne Rigdommen, blev hun ligesom hun var reent tullet; hun tog til Beens og løb hjem, for hun vilde hente et Kjørrel og tage det Altsammen. Men da hun kom tilbage var det væk hver evige Smit og Smule. Der var ikke saa meget igjen som en blank Sølvtoskilling, og hun saa ikke andet end klare Vandet, som blinkede og randt over Stenene.
En Stund efter var det, de begyndte at tage op Kobbergruber i Skaugsmarken, og der var slig Støi og Skydning og Dunder støt og bestandig, at det ikke var Fred nogen Tid. Seent en Kveld da, havde Rønnau været ved Bækken. Saa mødte hun en svær Mand paa en stor sort Hest. Han fulgte en heel Deel Flytningsgods og drev nogle Flokke med Sauer og andre Kreaturer. «God Kveld Rønnau,» sagde han, «jeg flytter nu jeg.» «Ja, jeg seer det Fa’er, men hvorfor gjør I det, da?» spurgte hun. «Aa de holde jo slig Dommenering i disse Gruberne her, at det bryder i Skallen paa mig. Det kan jeg ikke holde ud længer, derfor flytter jeg til Broer min i Tind i Thelemarken. Men hør du Rønnau,» sagde han, «hvorfor vilde du have hele Kjøkkenstellet mit, den Tid du saa Sølvet i Bækken. Havde du nøiet dig med det, du kunde baaret i Stakken din, skulde du faaet det.»
«Siden den Tid,» sagde Peer, «har jeg ikke hørt, Nogen har seet noget Sligt paa disse Kanter, enten det nu er saa, de er flyttet, eller de holde sig hjemmeligt. Sligt Fanteri har ikke Magt til at vise sig nu, fordi Folk ikke troer paa det maa vide.» «Der siger du en større Sandhed end du selv veed min kjære Peer,» udbrød Kapitainen. «Folk, der gjælde for visere end baade du og jeg, sige netop det samme. Imidlertid kan du nok endnu komme ud for Trold.»
Efter Kapitainens gjentagne Opfordringer vedblev Peer at korte os Tiden Natten udover ved Sagn, Eventyr og Beretninger om sine Jagtbedrifter. Af og til gav Kapitainen en Jagthistorie tilbedste, der som oftest indeholdt hvasse Allusioner til en eller anden af Peers bortskudte Bjørne, hvorover denne aldrig undlod at lægge sit besynderlige Grinebideransigt i Helligdagsfolder og kløe sig bag Øret. Undertiden blinkede han derhos polidsk med det ene Øie og sagde: «Det var til dig, det, Peer Sandaker, tag det med dig hjem!» Ved Midnat lagde vi os til Ro foran Ilden paa et Par Bænke og hvilede ud i en kort Slummer.
Da vi vaagnede, sagde Peer, at det var paa Tide at gaae paa Legen. Ude var det temmelig koldt: Der var frosset Skare paa Sneen, saa den knirkede under vore Fodtrin. Himmelen var dog næsten vaarlig klar og mørkeblaa, og nogle hvidlige Skyer, der sagte kom seilende fra Syd, spaaede Nattekulden en snarlig Ende. Maanen stod lavt nede ved Horizonten: istedet for at lyse for os paa vor natlige Vandring, lagde den kun sit milde Skjær over de fjerne Aaser og Træernes Toppe, men mellem Furusøilerne fremkaldte den denne mystiske Skumring, der forlængede Skyggerne i det Uendelige, fremkaldte fabelagtige Gestalter mellem Stammerne og gjorde Skoven saa hemmelig, dyb og rædsom. Ved sin douce Ottesang afbrød Rødkjælken Skovensomhedens Stilhed.
«Der synger den Fuglen, som er først oppe om Morgenen,» sagde Peer. «Nu varer det ikke længe, førend det bliver Liv i Skoven; vi faaer vist skynde os lidt.» «Det har god Tid, min kjære Peer,» sagde Kapitainen; «Tiuren spiller bedst paa Haugen mellem os og Løndalsmyren, og jeg troer ikke det bliver Noget med Spillet; det er for koldt.» «Det bliver lindere paa Morgensiden,» svarede Peer paastaaelig; «for der er Søndentræk i Veiret, og jeg troer, det bliver friskt Spil ved det, det har været saa koldt de forrige Nætterne. Solspillet bliver vist reent gilt. Hør bare paa Rugden, hvor friskt hun knorter og trækker. Hun venter godt Veir. Der bræger Myrbukken ogsaa. Det bliver godt,» tilføiede han med Overbeviisning.
Vi hørte Holtsneppens eiendommelige Lyd, der ligner den gjentagne Kvækken af en Frø, ledsaget af en skarp skjærende Hvislen, lig et stærkt Kvidder af Linerlen; vi saa i den nedgaaende Maanes svage Straaler den ene Skygge efter den anden af denne Fugl fare hen over Trætoppene. Vi fornam Myrbukkens eller den enkelte Bekkasins uhyggelige brægende Lyd, snart nær, snart fjernt, snart høit oppe i Luften, snart over os, og pludselig, som det syntes, lige ved vore Øren, snart paa alle Kanter, uden at vi dog vare istand til at faae Øie paa Fuglen. Rædsomt overbød Heirens vilde, gjennemtrængende Skrig de øvrige Fugles, der ved dette syntes at gjennembæves af en unævnelig Rædsel; thi de taug pludselig, hvergang det lød, og der indtraadte en Stilhed, som gjorde Afbrydelsen dobbelt uhyggelig. Men nu istemte Trælærken med klare klingende Toner sin Morgensang, der gjennem Nattens Mulm og Mørke mindede om det lyse Dagskjær og dannede en oplivende Modsætning til de natlige Fugles spøgelseagtige Færd og uhyggelige Toner. «Der ringer Tiurklokken,» sagde Kapitainen; «saa kalde Svenskerne denne lille muntre Fugl; thi naar den stemmer op, tager Tiuren Morgensalmen fat paa Nattekvisten. – Lad os nu standse lidt her, vi ere ikke langt fra de Fugle, der kom sidst i Gaar. Ved at gaae nærmere kunne vi let komme til at støkke dem.»
Da vi havde staaet lyttende i nogle Minutter, hørte vi en Fugl spille i et Par hundrede Skridts Afstand. «Jeg troer mest det er den Karlen som kom sidst og skar Næb,» sagde Peer. «Det skal rigtig undres mig om han ikke faaer Stryg; Gamlen pleier ikke være stuthugsen!» Kapitainen lod mig Valget mellem at gaae paa den Kant, hvor vi hørte Fuglen spille, eller mere nordligt, hvor han antog Ungfuglene sad. Jeg valgte det Første. Kapitainen gik nordover. Jeg og Peer sneg os frem mod Fuglen og søgte med den yderste Varsomhed at undgaae Sne og bragende Kviste. Da vi hørte Fuglen skjærpe, standsede vi et Øieblik, men sprang under hver følgende Skjærpning, umiddelbart efterat den havde slaaet Klunken, to eller tre Skridt fremad. Under Knepningen og Klunken stode vi naturligviis ubevægelige. Da vi paa denne Maade havde nærmet os Træet, hvori den sad, paa en Afstand af fyrretyve til halvtredsindstyve Skridt, hørte vi en Fugl komme flyvende og med Bulder slaae sig ind i Træet. Lyden af sammenslagne Næb og Vinger forkyndte, at den Gamle havde aflagt det forudsagte Besøg hos den fremmede Medbeiler paa Morgenkvisten.
Under Kampen sprang vi nogle Skridt frem, men susende Vingeslag vidnede om en letvunden Seier og den fremmede Fugls Flugt. Nu var det stille lidt; men der kaglede en Røi, og strax begyndte Fuglen at spille; den kneppede og slog Klunk; men da vi løftede Foden forat springe til, løftede den Vingerne og flyttede i et andet Træ, hvor den atter begyndte sit skuffende Spil. «Det kunde jeg mest vide,» sagde Peer ærgerlig. «Nu er han ude igjen, Gamlen. Det nytter aldrig i Verdens Rige at stille efter ham; En kunde ligesaa godt stille efter Skyfloken. Nei lad os gaae lidt længere nordpaa; der sidder flere Fugle, og der er vel kanskee en af dem, som tør løfte paa Næbbet, endda de ere rædde for dette Ubæstet, gid Fanden havde ham!» «Veed du, hvor denne Gamle pleier spille Solspillet?» spurgte jeg. «Ja, det veed jeg vel,» svarede Peer. «Han spiller det i en Furu paa en liden Bjergknaus nedunder her i Hyttekjærns Myren; men det er ikke greit at faae Skud paa den der, for Furuen er saa urimelig høi og lang.» «Did ville vi,» sagde jeg; «men siden du troer det er bedre, kan vi først gaa lidt nordover.»
Vi gik et Stykke i den foreslaaede Retning forbi en uhyre stor Rullesteen, som Peer kaldte Mjølne-Ragnhild, langs den søndre Bred af Løndalsmyren. Men vi hørte ikke en Fugl spille. Peer Sandaker undrede sig meget over, hvor de Alle vare blevne af, og kom endelig til den Slutning, at Slagsmaalet havde forjaget dem, eller indjaget dem en saadan Skræk, «at de ikke turde mukke.» Det begyndte at lyse af Dagen, da vi hørte et Knald langt nordpaa Sandkjærnaasen, hvor Peer fortalte, han og Kapitainen pleiede have Bjørneaate liggende, og hvorfra Manden ikke skulde have langt til sin Sæter og det Sted i Sognedalen, hvor han boede.
En Stund efter hørte vi atter et Knald, der ligesom det forrige erklæredes for at være af Kapitainens Bøsse. Medens vi begave os ud paa Myren til den betegnede Furu, hvorhen Peer ikke fulgte med synderlig Lyst, gav han sin Ærgrelse over vor uheldige Jagt frisk Luft, idet han i afbrudte Sætninger smaasnakkede med sig selv: «bare Krudtspilde – nei, nei – Kapitainen det er Karl til Mand – han har een – kanskee to – Sara-Anders var det inte – den Fillebøssen da – hm, det er anden Smæld i Kapitainens.» «Trøst dig Peer,» sagde jeg. «Kanskee vi tør faae den, som er bedre end alle andre Fugle paa Legen.» «I maa kunne rare Kunster da,» sagde Peer, «men han er for fuul, og han er for haard.»
Da vi over den frosne Myr vare komne ud paa Bjergknausen, tog jeg i Betragtning af det drøie Hold, hvorpaa Fuglen maatte fældes, hvis den efter vor sandsynlige Formodning slog ned i Furuens Top, Haglene ud af min Bøsse og ladede med en Haggelpatron i Messingtraadvire. Peer betragtede dette Foretagende med en Blanding af Forundring og Mistillid, der ogsaa udtrykte sig i hans Ord: «Skal troe det hjælper!» «Faaer see,» svarede jeg ligesaa kort.
Den Knaus, vi befandt os paa, laa i den store Myr som en liden Ø. Paa dens Høide kneisede hiin titnævnte Furu, et umaadeligt Mastetræ, fuldt af Hakkespæthuller. Mod den østlige Ende af Bjergknausen stod en anden, der havde været ligesaa vældig; men ludende hældede den sig ud over Myren; Stormene havde brudt dens Top, kun dens nederste, næsten nøgne Grene vare tilbage, og som muskelknudrede Kjæmpearme raktes de ud mod den sølvklare Morgenhimmel.
Solen begyndte at hæve sig; den gyllede Aasryggene og lagde efterhaanden sin Glands ud over de mørke Granlier. Men endnu laa Skjærsjømyren, der i sydlig Retning strakte sig saa langt ud for Øiet, at det blaanede i Skoven ved dens fjerne Bred, i dyb Skygge. Rugden, Myrbukken og alle Nattens Fugle vare gaaede til Ro; men Skovens muntre Sangere fyldte den klare Morgenstund med jublende Toner: Gransangeren lod sin monotone Klappreværk gaae; Bogfinker, Fuglekonger og Gjærdesmutter trillede i høien Sky; Aarhaner skjændtes og buldrede høit; Maaltrosten udsendte af fuld Hals Spotteviser og Smædeord mod Alle, men faldt dog undertiden over i det Sentimentale og kvidrede sagte og undseelig nogle erotiske Strofer. Paa den anden Side Myren spilte en Tiur paa Top. Røierne gjorde sig elskværdige, kaglede og snøvlede sine hæse Næselyd, der fra Sangfuglenes Stade maatte tage sig ud som naar vore Oldemødre vilde begynde at tolke os Elskov og ømme Følelser.
Imedens stode vi skjulte i et tæt Enerkrat paa den lille Bjergknaus og ventede Fuglen hvert Øieblik; men den Gamle dvælede længe i sit Harem. Endelig da Solstraalerne forgyldte Furutoppen kom den susende paa tunge Vingeslag og kastede sig, ikke som vi havde ventet i det høie Træ over os, men i den topløse Furu, der ludede ud over Myren. Det var i Sandhed en prægtig Fugl, en stolt Kjæmpe, saaledes som den sad der paa den nøgne Green mod Horizonten med sit skinnende, gjenstraalende, lysgrønne Bryst i Solens Glands. En Røi kom efter og kastede sig ned i Toppen over vore Hoveder. I samme Øieblik slog Fuglen til Spil, reiste Hageskjægget, slæbte Vingerne ned paa Fødderne, gjorde under bølgeformige Bevægelser med Halsen gravitetisk nogle Skridt frem paa Grenen og begyndte at spille, hvorunder den slog Halen op som et vældigt Hjul.
Jeg stod med Fingeren paa Hanen og ventede spændt det afgjørende Øieblik, da den skulde udbrede sine Vinger til Flugt, for paa den store Flade, som derved frembødes, paa et langt Hold at kunne gjøre et saameget sikkrere Skud. Men under Røiens fortsatte Kaglen spilte den Spillet til Ende og havde alt slaaet Klunken i det andet, da en Kvist knækkedes under min Fod. Røien udstødte en skarp varslende Lyd; dog nu var den Gamle kommen i saadan Hede, at den ei ændsede det velmeente Raad, men vedblev at skjærpe, indtil den tro Elskerinde lettede, fløi lige imod den og syntes at ville støde den ned af Grenen. Vakt ved det varslende Vingeslag, lettede den Gamle sig til Flugt. Men min Bøsse var hævet, og den mægtige Fugl styrtede hovedkuls ned paa Myren. Dødskampen var let; den flaxede kun et Par Gange med Vingerne.
Peer sprang til og tog Fuglen op, og der gik en Forbauselsens Skygning over hans Ansigt, som dog snart afløstes af et fornøiet beundrende Griin. Han rystede paa Hovedet og sagde: «Nei Gud, havde jeg ikke troet det, om saa Kapitain selv havde sagt det; for det er den Rette. Jeg kjender den paa Næbbet: saa guult og krumt og digert et Næb har ingen anden Tiur i Marken. Se hvor grøn han er i Brystet; det skinner mest af ham. Og saa tung og svær han er!» vedblev Peer, idet han under næsten barnagtige Glædesudbrud veiede Fuglen i Haanden. «Jeg troer ikke, jeg lyver stort, naar jeg siger, han veier tredive Mærker. Det var Skud! Nei, Kapitainen, han vil da blive glad. Ho, ho, herover!» skreeg han, saa det rungende gjentoges af Aasernes Echo. Kapitainen viste sig snart paa Myren, ledsaget af Gutten, der var stødt til ham med Hundene. De bare hver en Tiur. Peer løftede triumferende vort Bytte i Veiret og raabte paa langt Hold.
«Det er Gamlesuggen, Kapitain!» «Hvad siger du, Karl?» raabte denne og kom med ilende Skridt. «Er det den Gamle? Det er et ordentligt Stykke Arbeide, som fortjener en Dootsup. Vivant alle Fuglerepublikker, Pereant Souverainerne!» udraabte han, og drak os til af sin Jagtflaske. «Var det ikke det jeg sagde, at han blev glad, Kapitainen?» sagde Peer grinende og smaaleende, idet han blinkede med Øinene og tog sig en eftertrykkelig Taar af Bægeret, der raktes ham. «Nu bliver det anden Moro paa Legen, siden vi er kvit den Helvedesbrand.»
Da vi havde udvexlet Beretningerne om vore Tildragelser, bleve Hundene slupne. Jagtskriget fyldte Skoven. Der var strax Fod, og inden Kort gik det afsted i fuld klingende Loos. Echo gjentog Glammet mangedobbelt mellem Aaserne, og Hjertet svulmede af Lyst og Glæde over Jagtjublen i den solblanke Morgenstund.
EN SIGNEKJÆRRING
Et Stykke fra Bygdeveien i en af de mellemste Egne af Gudbrandsdalen laa der for nogle Aar siden en Hytte paa en Haug. – Maaskee den ligger der endnu. Det var et mildt Aprilveir udenfor: Sneen smeltede; Bække brusede ned gjennem alle Lier; Marken begyndte at blive bar; Trosterne skjendtes i Skoven; alle Lunde vare fulde af Fuglekvidder; kort det tegnede til en tidlig Vaar. I den vældige Birk og de høie Rognetræer, der med sine nøgne Grene strittede ud over Hyttens Tag i det tindrende Solskin, vimsede nogle travle Meiser, medens en Bogfinke sad i Birkens Top og sang af fuldt Bryst.
– Inde i den røgfulde Spærrestue var det uhyggeligt og skummelt. En middelaldrende Bondekone af et meget almindeligt og indskrænket Udseende var ifærd med at puste Ild i nogle Grene og raae Træstykker, hun havde lagt under Kaffegryden paa den lave Skorsteen. Da dette omsider var lykkedes, reiste hun sig, gned Røg og Aske ud af sine angrebne Øine og tog saaledes til Orde: «Folk sige, det nytter ikke med denne Støbningen, for Barnet har ikke Svek, sige de, men det er en Bytting; der var en Skindfældmager her om Dagen, og han sagde det samme, for da han var liden, havde han seet en Bytting ude i Ringebo, og den var saa blød i Kroppen og saa leddeløs som denne.» Medens hun talte, havde hendes eenfoldige Ansigt et Udtryk af Bekymring, der vidnede om hvilken Anklang Skindfældmagerens Udsagn havde fundet i hendes overtroiske Sind.
Den, hun henvendte sin Tale til, var et sværlemmet Fruentimmer, der syntes at nærme sig de Tredsindstyve. Hun var usædvanlig høi af Væxt; men medens hun sad, syntes hun kun liden, og denne Egenhed havde hun at takke for, at man til hendes Navn, Gubjør, havde føiet Øgenavnet Langelaar. I det Taterfølge, hun havde flakket om med førte hun andre Navne. Graae Haar stak frem under Skautet, der omgav et mørkt Ansigt med buskede Bryn og en lang ved Roden bulket Næse. Det oprindelig Indskrænkede, der antydedes ved en lav Pande og ved Ansigtets Bredde over Kindbenene stod i Modsætning til det umiskjendelige Udtryk af List i hendes smaa spillende Øine, og til den inkarnerede Bondefuulhed, der udprægede sig i Rynker og Muskelspil. Hendes Klædning angav hende som Udvandrer fra et nordligere Bygdelag; hendes Ansigt og hele Fremtrædelse antydede Signekjærringen, eller idetmindste den omstreifende, efter Omstændighederne frække og uforskammede, eller ydmyge og smiggrende Fantekjærring.
Under Huusmandskonens Tale og Beskjæftigelse med Kaffegryden holdt Gubjør en Hængevugge, hvori der laa et Barn af sygeligt Udseende, i Bevægelse ved af og til at give den et Stød med Haanden. Med Ro og Overlegenhed besvarede hun Huusmandskonens Ord, endskjøndt hendes funklende Øine og de vibrerende Muskler om Munden antydede, at hun ingenlunde var tilfreds med Skindfældmagerens Forklaring.
«Folk,» sagde hun, «de snakke saa meget om det, de ikke skjønne, min kjære Marit Rognehaugen, de snakke baade i Veir og Vind; og Skindfældmageren skjønner, kan hende, vel paa Saueskind; men paa Svek og Byttinger skjønner han ikke, – det siger jeg, og det skal jeg staae ved og. Jeg skal troe, jeg skjønner mig paa Byttinger, for jeg har seet nok af dem. Den Byttingen, han snakkede om, det var vel den til hende Brit Briskebraaten paa Froen, for hun mindes jeg havde en Bytting, og det var vel den Skindfældmageren, uden fra der talte om, kan jeg troe. Hun fik den strax, hun var bleven gift, for først havde hun et lækkert Barn; men det blev byttet om til et Trold saa arrigt og æddervildt som selve Fanden.
Aldrig vilde den mæle et Ord, men bare æde og skrige. Ikke havde hun Hjerte til at dænge den eller fare ilde med Ungen heller; men hvordan det var eller ikke, saa havde de lært hende til at gjøre nogle Koklementer og Kokkeras saa de fik den til at snakke, og da skjønte hun rigtig hvad for Karl han var. Saa sagde hun til ham, at Jutullen skulde flytte ham til Helvedes, kaldte ham en Helvedesbrand og en Troldunge, bad ham reise did han var kommen fra, og til at baske ham om Ørene med Sopelimen, og det dueligt. Men da hun det gjorde, blev Døren slaaet op paa vid Væg, min Moer, og der kom En ind gjennem den – endda hun ikke saa Nogen, – nei bevares – og rev Byttingen bort og kastede Barnet hendes eget ind paa Gulvet saa haardt, at det tog til at græde. – Eller kanskee det var den til hende Sigrid Strømhugget? – Den var som en gammel vindtør Kall; kanskee den var løs i Leddene, men den lignede ikke Barnet dit mere end den gamle Luen min.
Jeg kommer den godt i Hug; det var den Tid, jeg tjente hos Klokkeren ligesom en Dag til Dagverd, da saa jeg den mere end een Gang, og jeg kommer vel i Hug, hvorledes hun fik den, og hvorledes hun blev kvit den ogsaa. Det var Snak nok om det, den Tid; for denne Sigrid var kommen her af Bygden. Da hun var ung, tjente hun paa Kvam, og jeg husker hende godt, da hun var hjemme i Gaupeskjelpladsen hos Forældrene sine. Siden kom hun ud i Strømhugget og blev gift med Ola, Søn’ der. Da hun saa laa paa Barnseng første Gangen, kom der ind i Stuen en Fremmedkjærring og tog Barnet – for nylig før havde hun barslet – og lagde et andet istedet for det. Siri vilde op og have att Barnet sit, og hun kavede alt det hun aarkede; men hun kunde ikke komme af Flækken, for hun var magtstjaalen. Hun vilde skrige paa Moster sin, som var udenfor; men hun kunde ikke faae Munden op, og saa angst var hun, hun kunde ikke været mere angst, om de havde staaet over hende med Kniven. Ungen, hun havde faaet igjen, var en Bytting; det var greit at skjønne, for den var ikke som andre Børn, den bare skreg og laat som det sad en Kniv i den, og den hvæsede og slog om sig som en Huldrekat og var argere end Arvesynden. Aad gjorde den støt.
Moderen vidste ikke sit arme Raad for at blive kvit den; men saa fik hun opspurgt en Kjærring, som vidste det bedre, skal jeg troe; for hun sagde, at hun skulde tage Ungen og lægge den paa Søpledyngen og pidske den med et dueligt Birkeriis, og det skulde hun gjøre tre Thorsdagskvelde i Rad. Ja, hun gjorde saa, og den tredie Thorsdagskvelden kom der flyvende en Kjærring over Laavetaget, og den Kjærringen kastede en Unge paa Flisedyngen og tog sin egen igjen. Men med det samme slog hun Siri over Fingrene, saa hun har Mærke af det endnu, og det Mærket har jeg seet med mine egne Øine,» tilføiede Gubjør til yderligere Bekræftelse paa sin Fortælling. «Nei, dette Barnet her er ikke mere en Bytting, end jeg er Bytting, og hvorledes skulde det have baaret til, at de skulde faaet byttet det om?» spurgte hun.
«Nei det kan jeg ikke skjønne heller,» sagde Huusmandskonen troskyldig; «for jeg har jo havt Bævergjæl i Vuggen, – jeg har fyret over ham, og jeg har korset ham, og jeg har sat en Sølje i Skjorten hans, og Kniv har det staaet over Døren, saa jeg veed ikke hvorledes de skulde have faaet byttet ham om.» «Jøs, de har ingen Magt da, nei korse mig da! Jeg veed nok endda Besked om det,» tog Signekjærringen til Orde igjen; «for ude paa Bygderne ved Christiansbyen, der kjendte jeg en Kone. Hun havde et Barn, og det var hun saa bange for, hun korsede og fyrede over det, det bedste hun havde lært, baade med Bævergjæl og Andet, for der var nok meget Troldskab og Fandenstøi – Gud bevare min Mund ligevel – paa den Bygden; men saa var det en Nat, hun laa med Barnet fremmenfor sig i Sengen, og Manden han laa ved Væggen.
Ret som de laa, saa vaagnede han, og da fik han see, at der blev saadant et rødt Lysskin i Stuen, rigtig som naar En sætter sig til at rage i Gløderne med Ildragen. Ja det var En, som ragede i Gløderne ogsaa; for da Manden i Stuen saa did, saa sad der en gammel Mand borte ved Ovnen og ragede i Gløderne, og han var saa fæl, at det ikke var nogen Maade paa det, og et langt Skjæg havde han. Da det var bleven rigtig lyst, begyndte han at række og række med Armene efter Barnet, men han kunde ikke komme fra Krakken, der han sad. Armene de bleve saa lange, ja, saa lange, at de naaede midt ud i Stuen; men fra Ovnen kom han ikke, og Barnet kunde han ikke naae. Saaledes sad han en lang Stund, og Manden blev ganske fælen, der han laa, og han vidste ikke hvad han skulde gjøre. Saa hørte han det puslede borte ved Vinduet. «Peer, kom nu da!» sagde det. «Aa, hold din skidne Kjæft!» sagde Manden, som sad ved Ovnen, «der er jo tomlet for Ungen, jeg kan inte faae den.» «Saa kan du komme att da, veed jeg!» sagde det udenfor. Det var Kjærringen, som stod der og skulde tage mod den.
«Nei see paa denne lækkre Veslegutten her!» sagde Signekjærringen smigrende, og tog det vaagnende Barn, som strittende modsatte sig den fremmede Kones Kjærtegn og drog paa Gjeben ad hendes sødtladende, væmmelige Miner: «Han er saa hvidlet og klar som en Engel; han er lidt blød i Leddene sine – det er han – men naar de sige, han er en Bytting, saa lyver de paa ham, ja Gud gjør de det, ja! Nei Moer, det er Svek,» sagde hun med Overbeviisningens Betoning og henvendte sig til Moderen; «det er Svek!»
«Tys, tys! Jeg synes det banker i Væggen, aa, Gud trøste mig, er han Truls kommen att!» sagde Kjærringen paa Rognehaugen, forskrækket over at overraskes af Manden i Kaffeslabberas med Signekjærringen. Hun ilede hen, aabnede Døren og saa ud; men der var ingen Anden end en broget Kat, som sad paa Trappen og pudsede sine vaade Fødder efter en Foraarsjagt i Orekrattet. Truls var der ikke; men paa Solvæggen sad en Grønspæt og hug og bankede for at vække de døsige Insekter af Vinterdvalen. Hvert Øieblik dreiede den paa Hovedet som om den saa efter Nogen, men det var ikke Andet, end en Aprilskuur, den ventede.
«Er der Nogen?» spurgte Signekjærringen. «Nu jasaa,» vedblev hun, da det benegtedes, «saa lad Døren staae, saa faae vi lidt godt af Solen, og saa see vi Manden, naar han kommer, for han er vel paa denne Siden.» «Han foer med Skikjælken efter et Løvlæs til Gjederne,» svarede Huusmandskonen. «Men jeg er saa ræd, han skal komme paa os. Sidst fik han spurgt, du havde været her, og han var saa gal, at det ikke var Maade paa det, og saa sagde han, at jeg skulde faae nogle Skillinger at gaae til Doktoren med; han vilde ikke vide af sligt Jaaleri og overnaturlig Kurering, for han er saa vel lært; han troer ikke paa Sligt, siden han gik omkring paa Bygden med ham Johannes Skolemester.»
«Til Doktoren? Tvi!» sagde Signekjærringen og spyttede. «Jo, det skulde vel Nogen byde til at komme til den Bixen med Armoden. Kommer En ikke med Guld og dyre Gaver,» fortsatte hun knotende, «saa hugger og bider han som det var Bikjer og ikke Folk. Hvorledes var det da Gjertrud Kostebakken laa med Døden i Halsen og havde Barneondt paa det tredie Døgnet, mener du? Nei Gud, vilde han ikke ud til en Fantekjærring, for han var i Julegjestebud hos Skriveren, og ikke reiste han heller, før de truede ham baade med Bisp og med Amtmand. Han kunde gjerne have ladet det blive ogsaa, for da han kom paa Traakken, var Kjærringen død. Nei, gaae til Doktoren for sligt et Barn, som har Svek, det skulde vel Fanden. Ja, Gud bevares, du maa gjerne gaae for mig,» sagde hun spodsk. «Men kan han hjælpe mere end som saa – saa lad mig aldrig skaffe Nogen til Helsen sin i dette Liv. De kan ikke med Svek, for det staaer ikke om den i Bøgerne; de veed ikke Hjælperaad for den Sygen; og det skjønner de selv ogsaa, derfor gi’er de hverken Pulver eller onde Drikke og sligt Fandenskab for den. Nei, der er ikke andet Raad end at støbe, men de kan ikke med det.»
«Sæt saa paa Støbeskeen min Moer, begyndte hun i en anden Duur, «for det lider til Høgstdags. Har vi støbt to Gange, saa faaer vi støbe den tredie med, ellers kunde det blive Galt paafærde. Barnet har Svek, men der er ni Slags Svek i Verden. Ja, ja, det har jeg sagt dig, og du saa jo det, at det havde været ude baade for Troldsvek og Vassvek; for den første Thorsdagen, saa blev det en Mand med to store Horn og en lang Rumpe. Det var Troldsvek. Sidst saa blev det en Havfrue. Ja, du saa den jo saa skjelligt som den var skildret. Det var Vassvekken. Men nu spørges det hvad det bliver, naar vi støbe nu. Det er den tredie Gangen, det kommer an paa, maavide. Der har du Barnet,» sagde hun og rakte det til Konen. «Lad mig nu faae i mig denne Kaffedraaben, saa skal jeg til.»
Da Kaffeen var drukket og den klinkede Spølkum bortsat med «Tak og Ære,» gik hun betænksomt hen til Skorstenen og fremtog et Snuushorn. «Siden sidst Thorsdag,» sagde hun, «har jeg været i syv Kirkesogn og skrabet Vinduesbly af Kirkevinduerne ved Natteleite; for det blev forbi med Kirkeblyet den Gang. Det kan lede paa baade Sjæl og Krop,» mumlede hun hen for sig, medens hun af Snuushornet udrystede Noget af det efter Sigende saa møisomt indsamlede Bly i Støbeskeen.
«Du har vel hentet nordrindendes Vand, Høgstnattes?» spurgte hun videre. «Ja, jeg var ved Kværnebækken i Gaarnat; det er det eneste Vand, som er nordrindendes paa lang Led,» svarede Huusmandskonen og fremtog et vel tillukket Spand, hvoraf hun gjød Vand i en Ølbolle. Over denne blev lagt en Bygbrødlev, som der med en Stoppenaal var boret Hul i. Da Blyet var smeltet, gik Gubjør hen i Døren, saa op paa Solen, tog derpaa Støbeskeen og gjød det smeltede Bly gjennem Hullet langsomt ned i Vandet, medens hun mumlede disse Ord derover:
«Jeg maner for Svig, og jeg maner for Svek:
Jeg maner den bort, og jeg maner den væk;
Jeg maner den ud, og jeg maner den ind;
Jeg maner i Veir, og jeg maner i Vind;
Jeg maner i Syd, og jeg maner i Øst;
Jeg maner i Nord, og jeg maner i Vest;
Jeg maner i Jord, og jeg maner i Vand,
Jeg maner i Bjerg, og jeg maner i Sand;
Jeg maner den ned i en Olderrod;
Jeg maner den ind i en Folefod;
Jeg maner den ind i Helvedes Brand;
Jeg maner i nordenrindendes Vand;
Der skal den æde, og der skal den tære;
Til Meen for Barn skal den inte være.»
Som naturligt kunde være, sydede og spruttede det glødende Bly, da det kom i Vandet. «Hør paa Troldskaben, du, nu maa den ud,» sagde Signekjærringen til den Anden, der med frygtblandet Andagt stod og lyttede og saa til med Barnet paa sine Arme. Da Brødleven blev borttaget, viste der sig i Vandet et Par Figurer, dannede af det smeltede Bly. Signekjærringen betragtede dem længe, grundende med Hovedet paa Skakke; derpaa gjorde hun et Nik og sagde: «Ligsvek, Ligsvek! – Først Troldsvek, saa Vassvek, saa Ligsvek. En af dem kunde været nok!» føiede hun til og rystede paa Hovedet. «Ja, nu seer jeg hvorledes det er gaaet til,» vedblev hun høit og henvendte sig til Konen i Huset. «Først er I reist gjennem en Skov, og forbi et Bjerg, mens Troldene var løse; der sagde du Jesu Navn. Saa kom I over et Vand; der sagde du ogsaa Jesu Navn over Barnet; men da du kom forbi Kirkegaarden, var det før Hanegal, saa glemte du det, og der fangede Barnet Ligsvek.»
«I Jesu Navn, hvor kan du vide det?» udbrød Huusmandskonen med forbausede Miner. «Det er sandt hvert evige Ord, du siger. Da vi reiste hjem fra Sæteren, kom vi saa seent ud, for der var kommen nogle Sauer fra os, og Mørket kom alt paa, da vi var i Hjemsæterlien, og engang syntes jeg, jeg saa et Lysskin borte i Skoven, og jeg hørte ligesom en Port gik op i Vesætnabben, – der sige de nu det skal være Bjergfolk – «Jesu Navn da,» sagde jeg idetsamme over Barnet. Den Tid vi satte over Elven, hørte jeg et Skrig saa fælt at – «Jesu Navn da,» sagde jeg over Barnet. – Men de Andre sagde, det bare var Lommen, som skreg mod ondt Veir.»
«Ja, det var nok, det, om det bare var Lommen,» sagde Signekjærringen; «naar den daarer et Spædbarn, saa faaer det Svek.» «Det har jeg ogsaa hørt; jeg troede nu, det var det, som værre var, dengang,» vedblev den Anden. «Men da vi kom forbi Kirkegaarden, var det over Høgstnat. Der slog Studen sig reent gal for os, og Bølingen til Folkene paa Gaarden var ikke ligere, og der blev saadant Styr med Kreaturene, at jeg ikke sandsede at signe Barnet.» «Der har han fanget det, Moer, for det er Ligsvek fra Kirkegaarden. Se selv i Bollen her: der staaer en Ligkiste, og der staaer et Kirketaarn, og i Kisten ligger der et Lig og spriker i Fingrene,» sagde Signekjærringen med Emphase, idet hun fortolkede disse mystisk af det smeltede Bly dannede Figurer.
«Hm, hm, hm, der er eet Raad!» mumlede hun igjen, dog høit nok til at det kunde høres af den anden. «Hvad er det for et Raad?» spurgte denne glad og nysgjerrig tillige. «Der er eet Raad, – det leder paa, men det faaer til,» sagde Signekjærringen. «Jeg skal gjøre sammen et Svøbebarn, og det skal jeg grave ned paa Kirkegaarden, saa troer de Døde, de har faaet Barnet til sig, og Gud hjælpe mig, om de skjønne Andet! Men det spørges efter Arvesølv. Har du Arvesølv?»
«Ja, jeg har et Par gamle Sølvmarker, jeg fik i Faddergave; jeg har ikke nænnet røre dem før, men naar det gjælder Liv, saa –» sagde Konen og gav sig strax ifærd med at søge i en gammel Kistes Læddik. «Ja, ja, den ene skal jeg lægge i Bjerg, – den anden i Vand, den tredie skal jeg grave ned i viet Jord, hvor Svek er fanget; – tre maa jeg have,» sagde Kjærringen, «og saa nogle Filler at gjøre en Reverunge af.» Hun fik det Forlangte. En Dukke var snart syet sammen i Form af et Svøbebarn. Signekjærringen reiste sig nu, tog denne og Staven og sagde: «Nu gaaer jeg paa Kirkegaarden og graver den ned. Tredie Thorsdagen fra i Dag kommer jeg igjen, – saa faaer vi see. Bliver det Liv, saa kan du see dig i Øiestenen paa Barnet, men skal det døe, før Løvet falder, saa seer du bare Sort, og ikke Andet end Sort. Saa gaaer jeg nordefter til Joramo. Der har jeg ikke været paa længe; men de have sendt Bud efter mig for en Unge som har bare Troldsvek: da er det ingen Sag; jeg skal føre den rangsølis under en Græstorvstrimmel, saa bliver den til Folk.» «Jasaa, jasaa da!» sagde Huusmandskonen beundrende. «Joramo? Det er jo i Lessø? Kors bevares, saa langt borte da!»
«Ja det er langt did; men der er jeg fød og baaren,» svarede Signekjærringen. «Jeg har vanket vidt, men sanket lidt siden jeg var der. Den Tid var det bedre Tid for Gubjør Langelaar,» sagde hun sørgmodig og satte sig ned paa Bænken. «Men der paa Joramo var vel en Bytting,» sagde hun videre, idet et Sagn fra Fortiden fremstod for Erindringen, da hun vendte Blikket mod sin Barndom. «Oldemoer til Moster min, hun var paa Joramo i Lessø, og hun havde en Bytting. Jeg saa den aldrig; for hun var død, og den var væk længe før jeg kom til; men Moer min fortalte ofte om den: Han saa ud i Ansigtet som en gammel veirbarket Kall. I Øinene var han saa rød som en Mort, og han gloede i Mørket som en Katugle. Han havde et Hode saa langt som et Hestehode og saa tykt som et Kaalhode; men Benene var som en Sauelæg, og paa Kroppen var han som fjorgammelt Spegekjød. Aldrig gjorde han andet end at ule og tude og skrige, og fik han Noget i Hænderne, saa kastede han det lukt i Synet paa Moer sin. Støt var han sulten som en Bygdebikje; alt han saa, vilde han æde, og han aad dem mest ud af Huset. Jo ældre han blev, desto argere blev han, og det var ikke nogen Maade med Skrig og Skraal; men aldrig fik de ham til at snakke et eneste Ord, endda han var gammel nok til det. Han var det ledeste Trold Nogen havde hørt om, og de havde sligt Kjaak med ham baade Nat og Dag, at Ingen kan sige det.
De søgte Hjælperaad baade her og der ogsaa, og Kjærringen blev raadet baade til det Ene og til det Andet. Men hun syntes ikke, hun havde Hjerte til at slaae og dænge ham heller, før hun var rigtig vis paa, det var en Bytting; men saa var det En, som lærte hende, at hun skulde sige, at Kongen skulde komme; saa skulde hun gjøre op et stort Baal paa Skorstenen og slaae itu et Æg. Skallet skulde hun sætte over Ilden, og Maalstangen skulde hun sætte ned igjennem Piben. Ja, hun gjorde saa. – Da Byttingen fik see dette, reiste han sig op i Vuggen og gloede paa det. Kjærringen gik ud og tittede gjennem Nøglehullet. Da krøb han ud af Vuggen paa Hænderne, men Benene blev liggende oppe i den, og han strakte sig ud, og han blev saa lang, ja saa lang, at han naaede tværs over Stuegulvet og kom heelt op i Skorstenen. «Nei,» sagde han, «nu er jeg saa gammel som syv Vedfald paa Lessøskogen, men aldrig har jeg seet saa stor en Tvare i saa liden en Gryde paa Joramo.»
Da Kjærringen saa dette og hørte hvad han sagde, saa havde hun nok. Da vidste hun, det var en Bytting, og da hun kom ind igjen, krøb den sammen bort i Vuggen som en Orm. Saa begyndte hun at blive slem mod ham, og om Thorsdagskvelden tog hun ham ud og dængede ham dygtigt paa Søpledyngen, og da knistrede og laat det rundt om hende. Den anden Thorsdagskveld gik det ligeens; men da hun syntes, han havde faaet nok, saa hørte hun, at det sagde ligesom ved Siden af hende, og det kunde hun skjønne var hendes eget Barn: – «Hvergang du slaaer han Kjøstul Gautstigen, saa slaaer de mig igjen i Bjerget.» Men den tredie Thorsdagskvelden hyede hun Byttingen igjen. Da kom der en Kjærring flyvende med en Unge som om hun var brændt. «Kom igjen med ham Kjøstul, der har du Hvalpen din att!» sagde hun, og kastede Barnet til hende. Kjærringen rakte ud Haanden for at tage imod det, og hun fik fat i det ene Benet paa det; det beholdt hun i Haanden. Men Resten saa hun aldrig; saa haardt havde Bjergkjærringen kastet.»
Under denne Fortælling viste der sig hos Huusmoderen de umiskjendeligste Tegn paa Ængstelse. Mod Slutningen bleve de saa paafaldende, at selv Fortællersken, der syntes at være greben af sin egen Fremstilling blev opmærksom derpaa. «Hvad er der paafærde?» spurgte Signekjærringen. «Aa, det er Manden, som kommer,» vedblev hun med et Blik ud af Døren og tilføiede høitideligt: «det er ikke blivendes for hun Gubjør Langelaar ved Pallen din; men vær ikke bange, Moer; jeg skal gaae nedenom Kirkegaarden, saa seer han mig ikke.»
Kort efter kom Manden. Han tørrede Sveden af Panden med Trøieærmet, saa sig forskende om i Stuen, og fulgte med Øinene Konen, der forlegen gav sig noget at bestille ved Skorstenen; dernæst syntes Støbeskeen, som var bleven liggende under Bordet, at tiltrække sig hans Opmærksomhed. «Har du noget Mad, Kjærring?» spurgte han. «Aa, Gud hjælpe mig,» svarede Konen; «jeg havde stegt lidt Flæsk; men det stjal denne Tyvekatten, mens jeg stelte Ungen.»
«Skulde En hørt saa galt,» sagde Manden, «Flæsk til Fattigmandskost om Thorsdagen? Takke Gud, En kan faae det til Helgekost! Nei, det er vel gaaet med i Sørpen til Gubjør Langelaar; jeg syntes jeg saa det ene af de lange Benene hendes bag om Kirkemuren. Ja, jeg kunde tænke det, hun skulde komme igjen med Støbningen sin; men det siger jeg dig, at kommer hun igjen engang til, så skal jeg see om jeg kan faae støbt hende ind i et Hul med Jernsprinkler for! Aa, dig Kjærring, dig skal jeg ogsaa tale lidt anderledes med!»
EN SOMMERNAT PAA KROGSKOVEN
Och skuggan faller så tjock, så tjock
Som en fäll öfver ensamma leden;
Det tassar, det braskar öfver sten och stock,
Och trollena träda på heden,
Det er så mörkt långt, långt bort i skogen.
Geijer
Som en fjorten Aars Gut kom jeg en Løverdags-Eftermiddag kort efter St. Hans Tid til Øvre-Lyse, den sidste Gaard i Sørkedalen. Jeg havde saa ofte kjørt og gaaet den slagne Landevei mellem Christiania og Ringerige; nu havde jeg efter et kort Besøg i mit Hjem til en Afvexling taget Veien forbi Bogstad til Lyse, for derfra at gaae Kløvveien eller Beenveien over den nordlige Trakt af Krogskoven til Kehrraden i «Aasa.» Alle Døre paa Gaarden stode aabne; men jeg søgte forgjæves i Stuen, Kjøkkenet og paa Laaven efter et Menneske, jeg kunde anmode om at skaffe mig en Lædskedrik og meddele mig nogen Underretning om Veien. Der var ingen Anden hjemme end en sort Kat, som veltilfreds sad og malede i Peisen, og en skinnende hvid Hane, som kroende sig spankede frem og tilbage i Svalen og goel i eet Væk, som om den vilde sige: «nu er jeg selv størst!» Svalerne, der lokkede ved Insektrigdommen i Skovens Nærhed i utallig Mængde havde fæstet Bo paa Laaven og under Tagskjægget, boltrede sig frygtløst tumlende, kredsende og kviddrende omkring i Solstraalerne.
Træt af Heden og Vandringen kastede jeg mig ned i en Skygge paa Tunets Græsvold, hvor jeg i en halv Slummer laa og hvilede, indtil jeg opskrækkedes ved en uhyggelig Koncert: En skurrende Kjærringstemme søgte ved Skjænd og Kjæleord at stagge Gaardens gryntende Griseyngel. Ved at gaae efter Lyden antraf jeg en guulgraa barbenet Kjærring, der i en foroverbøiet Stilling var ifærd med at forsyne Truget, hvorom de støiende Smaadyr bedes, reves, puffedes og hylede af Forventning og Glæde.
Mit Spørgsmaal om Veien besvarede hun med et andet, idet hun, uden at rette sig op, vendte Hovedet halvt om fra sine Kjæledægger for at gloe efter mig. «Haa er han fra da?» Da dette tilfredsstillende var besvaret, vedblev hun, medens hun af og til henvendte sin Tale til Grisungerne. «Jasaa – er han i Præstlære hos Ringerikspræsten? – Tsju Gyssa mine da! – – Vegen til Stubdal i Aasa? siger han – – Sjaa den du, vil du lade de Andre faae med dig, Styggen! Tsju, vil du være rolig! Aa Stakkar, spændte jeg dig nu da? – – Ja, den skal jeg ratt sige ham den, det er strake Vegen ende beint fram over Skogen lige til Kehrraden, det.»
Da denne Anviisning forekom mig at være affattet i altfor almindelige Udtryk om en Skovvei paa et Par Miil, saa spurgte jeg, om jeg ikke for Betaling kunde faae en Gut med, der var kjendt. «Nei Kors, var det ligt sig det,» sagde hun, idet hun forlod Grisehuset og gik ud paa Tunet. «Dem driver saa med Slaataannen, at dem mest inte faaer i sig Maden. Men det er strake Vegen hele Skogen over, og jeg skal tee ham den saa skjellig, som han saa den for sig. Først saa gaaer han op over Kleven og alle Bakkerne borte i Aaslien der, og naar han er kommen op paa Høgden, saa har han store stærke Vegen ratt fram til Heggelien. Elven, den har han paa Venstren hele Tiden, og seer han den inte, saa hører han den. Men fremme ved Heggelien er det ligesom lidt Kringelkrangel med Vegen, saa den justsom bli’er borte stykkomtil, og er En ikke kjendt, er det ikke saa greit at finde frem; men han finder nok frem til Heggelien, for den ligger ved Vandet. Siden saa gaaer han bort med Heggelivandet til han kommer frem til Dammen; det er slig en Dam foran et lidet Vand, og ligesom en Bro, som dem kalder det; der gaaer han paa Venstren og taer af paa Høgren, og saa har han store, strake Vegen ende ratt fram til Stubdal i Aasa.»
Endskjøndt heller ikke denne Anviisning var fuldkommen tilfredsstillende, især da det var første Gang jeg begav mig saa langt ud fra den slagne Alfarvei, tog jeg trøstig fat paa Veien, og alle Betænkeligheder vare snart svundne. Fra Lien aabnede der sig af og til mellem Graner og høie Furutræer Udsigt til Dalen med dens Løvpartier og Marker, mellem hvilke Elven bugtede sig som en smal Sølvstribe. Rødmalede Gaarde laae saa smukt og norskt paa Høiderne af de grønne Bakker dernede, hvor Karle og Piger færdedes med Slaataannen. Fra enkelte Piber steg Røgen op blaa og duftig mod en mørk Baggrund af granklædte Aaser. Over dette Landskab hvilede en Ro og Landlighed, der neppe levnede Rum for nogen Anelse om Hovedstadens Nærhed. Da jeg var kommen ind paa Aasen, lød Valdhornklang og en klingende af Echo mangedobbelt gjentaget Loos over til mig, men den fjernede sig mere og mere, og tilsidst var det kun Ljomen af den, der naaede mit Øre. Nu hørte jeg ogsaa Elven; den brusede vildt fjernt mod Venstre; men som jeg skred frem, nærmede Kløvstien sig den efterhaanden, og Aaserne traadte paa enkelte Strækninger sammen, saaat jeg undertiden gik i Bunden af en dyb skummel Dal, der for største Delen optoges af Elven.
Men Veien fjernede sig atter fra Elven; det var «lidt Kringelkrangel,» thi den bugtede sig snart hid, snart did, og blev paa enkelte Steder neppe synlig. Det gik opad, og da jeg var gaaet over en liden Høide, saa jeg mellem Furustammerne et Par blinkende Skovkjærn og ved et af disse en Sæter paa en grøn Bakke i Aftensolens Guld. I Skyggen under Bakken stod der Bunker af frodigt voxende Ormegræs; Gjederamsen kneisede yppigt mellem Stenene med sin høie, røde, pragtfulde Blomstertop; men den alvorlige Stormhat hævede Hovedet høiere, saa mørk og giftig ned paa den og nikkede Takten til Gjøgens Galen, ret som om den vilde tælle efter, hvormange Dage hiin havde igjen at leve. I det grønne Bakkehæld og nede ved Vandets Bred prangede Hæg og Rogn i sommerligt Blomsterskrud. De spredte liflig, kvægende Duft vidt omkring og rystede vemodig sine hvide Blade udover Sæterbakkens Speilbillede i Vandet, der paa alle de øvrige Kanter var omringet af Graner og mosede Klipper.
I Sæteren var Ingen hjemme. Alle Døre vare laasede og lukkede. Jeg hamrede paa overalt, men intetsteds noget Svar, nogen Oplysning om Veien. Jeg satte mig paa en Steen og ventede en Stund, men der kom Ingen. Aftenen faldt paa; jeg syntes, at jeg ikke kunde bie længer og gik afsted. Det var mørkere i Skoven, men inden kort kom jeg til en Tømmerdam eller Dæmning over en Elvestubb mellem to Kjærn; jeg formodede, det var her, jeg «skulde gaae paa Venstre og tage af paa Høire.» Jeg gik over, men paa den Side af Dæmningen var der kun – saa forekom det mig – flade, glatte, fugtige Klipper, og ikke Spor af nogen Vei; paa den anden, den høire Side af Dammen, var der en stærkt betraadt Sti. Jeg undersøgte begge Sider gjentagne Gange, og uagtet det syntes at stride mod den Anvisning, jeg havde faaet, besluttede jeg at vælge den største Vei eller Sti, der fremdeles gik paa høire Side af Vasdraget. Saalænge den fulgte det mørke Kjærn, var den god og fremkommelig, men pludselig dreiede den af i en Retning, der i mine Tanker omtrent var den modsatte af den, jeg skulde gaae i, og tabte sig som en Kreatursti dybt inde i Skovens Dunkelhed.
Usigelig træt af denne ængstelige, vildsomme Søgen kastede jeg mig ned i det bløde Moos for at hvile et Øieblik, men Trætheden seirede over Skovensomhedens Ængstelser, og jeg veed ikke hvor længe jeg blundede. Ved et vildt Skrig, hvis Echo endnu klang i mine Øren, da jeg vaagnede, sprang jeg op; men jeg følte mig endnu trøstet ved Rødkjælkens Sang; jeg syntes ikke jeg var ganske forladt, saalænge jeg hørte Maaltrostens muntre Slag. Himlen var overskyet og den dybe Skumring tiltagen i Skoven. Der faldt en fiin Støvregn, som vakte et fornyet Liv i den hele Planteverden og fyldte Luften med ambrosisk Duft; men den syntes ogsaa at vække til Liv alle Skovens natlige Lyd og Toner. Mellem Toppene over mig hørte jeg en huul metallisk Klang som af Frøernes Kvækken og en skjærende Fløiten og Piben. Rundt om mig surrede hundrede Rokke; men det Rædsomme ved alle disse Toner var, at de i et Øieblik løde lige ved mit Øre, i det næste fjernt borte; snart afbrødes de ved kaade vilde Skrig under flagsende Vingeslag, snart ved fjerne Nødraab, hvorpaa der igjen indtraadte en pludselig Stilhed.
Der gjennembævede mig en isnende Angest, og jeg følte mig greben ved disse Lyd og den rædsomme Skummelhed mellem Stammerne, hvori alle Gjenstande viste sig fortrukne, bevægelige, levende, udstrækkende Tusinder af Hænder og Arme efter den vildsomme Vandrer. Alle mine Barndoms Eventyr og Sagn fremmanedes for den opskrækkede Fantasi, og gjorde sig gjældende i de Former, der omgave mig; jeg saa hele Skoven opfyldt af Trolde og Alfer og gjækkende Dværge. I tankeløs og aandeløs Angest ilede jeg fremad for at undløbe Dæmonernes Skarer; men under Flugten viste sig endnu rædsommere, mere fordreiede Skikkelser, og jeg følte deres gribende Hænder. Pludselig hørte jeg tunge Skridt; der skred En hen over de bragende Kviste. Jeg saa eller troede at see en mørk Masse der nærmede sig med et Par Øine, skinnende som glødende Stjerner. Haaret reiste sig paa mit Hoved; jeg troede Faren uundgaaelig og skreg ubevidst for at opmande mig: «Er det Folk, saa sig mig Veien til Stubdal!»
En huul Brummen var det Svar, jeg fik, og den Gaaende fjernede sig hurtigt under Knag og Brag den samme Vei, han var kommen. Jeg stod længe og lyttede efter de tunge Skridt og mumlede ved mig selv: «Gud give det var lyst og jeg havde en Bøsse, saa skulde du faae en Kugle, Bamse, fordi du skræmte mig!» I dette Ønske og denne barnagtige Trudsel svandt min Frygt, gik al Tanke om Fare op, og jeg skred igjen med Rolighed fremad i det bløde Moos. Nu var der intet Spor hverken af Vei eller Sti; men det lysnede mellem Stammerne, Skoven blev mere aaben, og jeg stod paa Hældningen ved Bredden af en stor Sø, rundt omgivet med Barskov, der ved dens fjerne Bred forsvandt i Nattens Taageslør. Den nordvestlige Himmels Purpurglød, som speilede sig i Vandets mørke Flade, hvorover Flaggermuus kredsede og flagrede, medens store Fugle skjøde piilsnart hen over det høiere oppe i Luften med hiin kvækkende Lyd og skjærende Fløiten, som før forekom mig saa rædsom – viste mig, at jeg havde gaaet i nordostlig Retning istedetfor mod Vest.
Medens jeg grundede paa om jeg skulde blive her, til Solen stod op, eller forsøge paa at finde tilbage til Dammen, opdagede jeg til min usigelige Glæde paa denne Side af Vandet Skimtet af en Ild mellem Træerne. Jeg ilede afsted, men erfarede snart, at den var fjernere end den i Begyndelsen syntes; thi efterat have gaaet en halv Fjerdingvei, saa jeg mig adskilt fra den ved en dyb Dal. Da jeg med megen Møie havde banet mig en Vei mellem det Chaos af Vindfald, der opfyldte dette Ulænde, og var kommen op ad den steile borterste Li, maatte jeg endnu gaae et drøit Stykke hen gjennem en aaben høilændt Furumo, hvor Træerne stode i Rader som ranke Søiler, og hvor Jorden gav Klang under mine Skridt. Ved Randen af den sildrede en liden Bæk, hvor Or og Gran igjen søgte at hævde sin Plads, og paa en liden grøn Plet i Hældbakken paa den anden Side af denne Bæk blussede og flammede et stort Baal, som vidt og bredt kastede et rødt Skjær bort mellem Stammerne.
Foran Ilden sad en mørk Skikkelse, som paa Grund af sin Stilling mellem mig og det flammende Baal syntes at være af en aldeles overnaturlig Størrelse. Krogskovens gamle Røverhistorier foer mig pludselig igjennem Hovedet, og jeg var et Øieblik i Begreb med at løbe min Vei; men da jeg fik Øie paa Barhytten ved Ilden, de to Karle, som sad foran den, og de mange Øxer, der vare fasthuggede i Stubben ved Siden af en fældet Furu, blev det mig klart, at det var Vedhuggere.
Den Gamle talte: jeg saa hans mørke Billede bevæge Læberne; sin korte Pibe holdt han i Haanden, kun af og til førte han den til Munden for ved nogle forcerede Drag at holde Ilden vedlige. Da jeg nærmede mig, var enten Historien ude, eller ogsaa blev han afbrudt; thi han gjorde et Tag ned i den glødende Aske med sin udgaaede Pibe, røgede i eetvæk og syntes opmærksom at høre, hvad en fjerde Mand, der nu kom til, havde at sige. Denne Person, der ogsaa maatte høre til Selskabet, thi han kom, uden Hue og kun iført en lang islandsk Bundingstrøie, med en Bøtte Vand fra Bækken, var en stor, rødhaaret Slusk. Han saa forskrækket ud. Den Gamle havde vendt sig mod ham, og da jeg var gaaet over Bækken og nærmede mig Selskabet fra Siden, saa jeg ham nu i det fulde Lys fra Baalet. Det var en liden Mand med en lang, krum Næse. En blaa, rødbræmmet Toplue, han havde paa, formaaede neppe at holde den stride graasprængte Haarlug i Ave, og en kortlivet sid Ringerigskofte af mørkegraat Vadmel med afslidte Fløielskanter gjorde Ryggens Rundhed og Krumning endnu mere iøinefaldende.
Den Ankomne lod til at tale om Bjørnen. «Skal troe det?» sagde den Gamle. «Hvad skulde han der? Det har været en anden Brag du har hørt, for der voxer ikke noget han kan gaae efter paa tørre Furumoen – ja Bamsen da» – føiede han til. «Jeg troer mest, du ljuger, jeg, Peer! – De sige for et gammelt Ord, at rødt Haar og Furuskog, de trives ikke paa god Jord,» vedblev han halv høit. «Havde det endda været i Bjørnehullet eller i Stygdalen – Knud og jeg, vi baade hørte og saa den der forrige Dagen; – men her? – Nei saa nær ind til Varmen kommer han vor Herre Død inte! Du har skræmt dig selv!» «Nei, Dølen rende i mig, hørte ikke jeg han tusled’ og braged’ i Moen, min kjære Thor Leerberg,» svarede den Anden, stødt og vred over den Gamles Tvivl og Railleri. «Aa ja, ja,» fortsatte Thor i sin forrige Tone. «Det var vel en Buskebjørn, Gutten min.» Jeg traadte nu frem og sagde, at det formodentlig var mig, han havde hørt, fortalte hvorledes jeg havde taget feil af Veien, hvilken Forskrækkelse jeg havde udstaaet, spurgte om hvor jeg nu var, om En af dem vilde følge mig til Stubdal og klagede jammerlig over Sult og Træthed.
Min Fremtrædelse vakte ikke liden Forundring hos Selskabet. Dog gav den sig mindre tilkjende i Ord end i den Opmærksomhed, hvormed de betragtede mig og hørte min Beretning. Den Gamle, som jeg havde hørt nævnes Thor Leerberg, syntes især med Interesse at følge den, og da det lod til, han havde den Vane at tænke høit, blev jeg ved enkelte Yttringer, som han af og til mumlede hen for sig selv, deelagtig i hans Betragtninger, saasom: «Nei, nei, det var gæli; der skulde han have taget over – ja, over Dammen da – det var Stubdalsvegen, – han har traadt paa Vildgræs – – han er for ung – han er inte skogtam – aa, det var Rugden – det var Kveldknarren – ja, det laater rart for den som aldrig har hørt det – aa ja, Lommen han skriger fælt – naar det dusker, da –. Ja Gud, ham var Bjørnen i Vegen for – det var Karl til Gut!»
«Nu er han,» sagde han høiere til mig, da jeg var kommen til Ende med min Beretning, «ved Storflaaten; det er det største Vandet paa Skogen her, og naar det lider paa Dagen, saa skal det nok blive Raad til at finde frem, for vi har Baad, og naar han er kommen over, saa er det ikke saa langt, ja til Stubdal da. Nu kan han vel have Bod at kvare sig og faae i sig lidt Mad. Jeg har ikke andet end Ærtelefse og traat Flæsk, og det er vel uvand Kost for ham; men er han sulten, saa. – Ja kanske han kunde have Lyst paa lidt Fisk? Jeg har nu været her paa Fiskeri, og grum Fisk har jeg faaet, – ja, i Vandet da.» Da jeg takkede for dette Tilbud, anmodede han en af de Yngre, om at tage en Fisk af Knippet og stege i den gloende Ildmørje.
Imidlertid udspurgte den Gamle mig, og da han var færdig dermed, og jeg med megen Appetit gav mig ifærd med mit Maaltid, viste det sig, at den Historie han fortalte ved min Ankomst var endt; thi han opfordrede en af de Yngre til nu at fortælle det, han havde omtalt, havde hændt hans Fader, da han laa paa Tømmerhugst. «Ja,» svarede denne, en sværlemmet Gut af et raskt, uforfærdet Udseende, der ikke var meget over de Tyve, «det kan snart være fortalt. Han Faer var paa Hugst hos Manden paa Ask ude i Lier, og saa hug han oppe i Askmarken. Om Kvelden gik han til en Stue længer nede mod Bygden og holdt til hos Helge Myra – ja du kjendte nok han Helge, du, Thor Leerberg. Men en Dag havde han hvilet for længe til Eftasverd, – der kom slig en tung Søvn over ham, – og da han vaagnede var Solen alt i Aasen.
Men Favnen vilde han have fuld før han sluttede, og han til at hugge. En Stund gik det baade godt og vel, og han hug saa Flisen fløi om ham; men det blev mørkere og mørkere. Endda var det igjen en liden Gran, han vilde have med, men aldrig før havde han hugget det første Hugget i den, saa fløi Øxen af Skaftet. Han til at lede efter den; tilsidst fandt han den i et Myrhul. Men allerbedst det var, tyktes ham, at En raabte Navnet hans; han kunde ikke skjønne hvem det kunde være, for han Helge Myra havde ikke Noget i Marken at gjøre, og Andre var det ikke der paa lang Led. Han lyede og lyede, men han hørte ikke Noget, og saa tænkte han, han kunde have hørt feil. Saa gav han sig til at hugge igjen, men ret som det var, saa røg Øxen af Skaftet paany. Langt om længe fandt han den den Gang ogsaa; men da han skulde til at skaare paa Nordsiden, hørte han skjellig at det raabte borte i Bjergvæggen: «Halvor, Halvor! Tidlig kom du og seint gaaer du.» – – – «Men da jeg det hørte, sa’ han, var det mest som jeg gik af i begge Knæerne, og jeg fik mest ikke Øxen ud af Granlæggen, sa’ han; men da jeg kom paa Spranget, foer jeg i et Rend lige ned til Stuen hans Helge.»
«Ja det har jeg hørt før,» sagde Thor Leerberg; «men det var ikke det jeg meente, det var dengang han var til Bryllups i Vaarfjøset paa Kilebakken.» «Naa dengang, ja det var saaledes det,» tog Gutten ufortrøden til Orde. «Det var paa Vaarsiden, rigtig strax før Paasketider i 1815, da han Faer boede paa Oppeneie; Sneen var ikke borte endda. Men saa skulde han til Skogs og hugge og trække hjem noget Ved. Han gik op paa Aasen i Hellingen som er bortimod Aadalsveien. Der fandt han en Tørfuru og til at hugge. Mens han hug paa den, syntes han det var Tørfuru alt han saa. Ret som han stod og glaamte og undredes paa dette, kom der kjørende en Færd med elleve Heste, og alle var de musede; han syntes det saa ud som en Brudefærd. «Men hvad er dette for Folk, som kommer farende denne Veien ovenfra Aasen da?» siger han. «Vi er her borte fra Østhalla fra Ulsnabben,» siger En af dem, «vi skal til Veiengaarden i Hjemkommerøl; den som kjører foran, det er Præsten; de som kjøre efter ham er Brudefolkene, og jeg er Værfaeren; du faaer staae paa Meiderne med mig.»
Da de var kommen et Stykke nedover, saa siger Værfaeren: «Vil du tage imod disse to Sækkene og gaae til Veien og maale i to Tønder Poteter, til vi skal hjem igjen?» «Kan saa det,» sagde han Faer. Han stod bagpaa, han, til de kom til et Sted, hvor han syntes, han skulde kjende sig. Det var rigtig Nord for Kilebakken, der det gamle Vaarfjøset stod; det var der ikke, men en stor gild Bygning, og der tog de ind. Saa mødte der frem Nogle ude paa Gaarden, som skulde skjænke dem, og de vilde skjænke ham Faer ogsaa. Men han sagde nei Tak, han: «jeg skal ikke have nogen Skjænk, for jeg har bare paa mig en Hverdagsbrok; jeg kan nok ikke holde Selskab med slige Folk.»
Saa sagde En af dem: «Lad denne Gamlen være for den han er, tag en Hest og følg ham paa Hjemveien.» Ja saa gjorde de det; de tog og satte ham i en Slæde med en muset Hest for, og En fulgte med. Da han kom et lidet Stykke frem til en liden Dal Nord for Oppenhagen, – det er endda et Sandfald der – syntes han at han sad mellem Ørene paa en Bøtte. Om en Stund var den ogsaa borte, og da syntes han først han sandsede sig rigtigt. Saa skulde han see efter Øxen sin, og den sad i den samme Tørfuruen, han havde begyndt at hugge paa. Da han kom hjem, var han saa reent fortumlet, at han ikke vidste hvor mange Dage han havde været borte; men han havde ikke været borte længer end fra om Morgenen til om Aftenen, og han var ikke rigtig lang Tid efter.»
«Det gaaer meget artigt til – ja paa Skogen da –» tog Thor Leerberg til Orde, «og jeg kan ikke sige mig fri for, jeg har seet lidt jeg og – ja Spøgeri da – og har I Lyst til at være længer oppe – saa skal jeg fortælle det som er hændt mig – her paa Krogskogen da.» Jo de havde alle Lyst til at høre; i Morgen var det Søndagen; det var det samme om de ikke gjorde Noget da. «Det kan vel være saa en ti, tolv Aar siden,» begyndte han, «jeg havde en Kulmile inde paa Skogen ved Kampenhaug. Om Vinteren laa jeg indpaa der og havde to Heste, og kjørte Kul til Bærumsværket. En Dag saa kom jeg til at blive lidt for længe ved Værket, for jeg traf nogle Kjendinger oventil Ringerige; vi havde nu lidt Snak mellem os, og lidt drak vi ogsaa – ja Brændeviin da, – og saa kom jeg ikke tilbage til Milen før Klokken var mod ti.
Jeg fik gjort op en Nying i Mileringen, saa jeg kunde see at læsse paa, for det var styggelig mørkt. Og læsse maatte jeg om Kvelden; for Klokken tre om Morgenen maatte jeg afsted igjen, naar jeg skulde række til Værket og tilbage i Lyse, samme Dagen, ja til Milen. Da jeg havde faaet det til at frase dygtig, gav jeg mig til at faae paa Læssene. Men i det samme jeg vendte mig mod Nyingen igjen, og skulde til at gjøre et nyt Tag, kommer der vor Herre Død en heel Snefloke seilende, saa at hvert Kul og Brand frasede og sluknede, ja paa Nyingen. Saa tænkte jeg ved mig selv: Jo vor Herre Død er hun Bergmoer arg nu, for jeg er kommen saa seent hjem og uroer hende ikveld. Men jeg til at slaae Varme igjen og faae gjort op. Men hvordan det var eller ikke, saa var det ligesom Rokoen ikke vilde slippe Kullene ud i Kurven; over Halvparten foer udenfor.
Endelig havde jeg faaet paa Læssene og skulde til at gjule fast Rebene. Om Morgenen havde jeg sat nye Vidier paa alle Hælerhalsene; men de røg vor Herre Død den ene efter den anden – ja Vidierne da. Jeg til at vride nye Vidier, satte Hælerne paa igjen, og endelig saa fik jeg Læssene gjulede. Saa gav jeg Hestene til Natten, og krøb ind i Kojen og lagde mig. Men mener Du jeg vaagnede Klokken tre. Ikke før Solen var oppe, og endda var jeg tung og ør baade i Skrotten og Hodet. Saa skulde jeg faae noget i Livet og give Hestene, men begge Spiltaugene i Barskuten var tomme, og borte var Hestene. Da blev jeg sindt og tog vor Herre Død til at bande lidt, og saa begyndte jeg at lede efter Sporene. Der var kommen lidt Nysne; til Bygds havde de ikke gaaet, og ikke til Værket heller. Men jeg saa Slagfærdene efter to Heste og to brede stutte Fodblade nordefter.
Jeg gik efter saa en halv Miil reent bort i Ubrauten; der deelte Slagfærdene sig: en Hest havde gaaet i Øst og en i Vest, men Sporene af Fodbladene var reent borte. Jeg maatte vasse efter den ene først en tre Fjerdingvei, saa fik jeg da endelig see ham, han stod og kneggede. Saa maatte jeg først til Kojen og faa bundet og givet den, og saa afsted efter Blakken. Da jeg kom til Milen med den, var det Høgstdags, saa slap Hestene at kjaake til Værket den Dagen; men jeg bad vor Herre tage mig paa det, at jeg aldrig skulde uroe hende Bergmoer saa seent meer, ja, om Kvelden da.»
«Men det er artigt med det En lover; om En holder det til Juul, saa er det ikke sagt, En holder det til Mikkelsmess. For det andet Aaret efter, saa var det seent ud paa Høstsiden i den værste Bløden, jeg var i Christian. Det drog alt seent ud paa Eftermiddagen, før jeg kom af Byen; men jeg vilde gjerne hjem om Natten, og ridende var jeg; saa tog jeg lige over ved Bogstad, Sørkedalsvegen, og over Skogen, for det er beneste Vegen, det veed I vel – ja, til Aasfjerdingen da. Det var graat og uggent Veir, og det var alt i Skumringen da jeg kom afsted. Men som jeg kom over den vesle Broen da, strax indenfor Heggelien, seer jeg en Mand, som kom lige imod mig; han var ikke meget høi men forskrækkelig tyk; over Axlerne var han saa bred som en Laavedør og hver Næve var mest en halv Alen tvers over. I den ene havde han en Skindsæk, og gik og jabbed’ ganske smaat; men da jeg kom nærmere, saa gnistrede Øinene paa ham som Varmebrande og digre var de som Tintallerkener. Haaret, det stod som Grisebørst, og Skjægget var ikke ligere, saa jeg rigtig syntes det var en forskrækkelig styg Fant og gav mig til at læse det Vesle jeg kunde. Med det samme jeg kom til: «Jesu Navn, Amen,» sank han ende ned – ja, i Jorden da.»
«Jeg red længre frem og smaamuldrede paa en Psalme; men ret som det var, saa jabbede Karlen imod mig igjen ovenfra Lien. Da gnistrede det baade af Haar og Skjæg og Øinene med. Jeg til at bede Fadervor igjen, og da jeg kom til frels os fra det Onde, saa sa’ jeg Amen i Jesu Navn, og saa var han borte. Men aldrig før havde jeg redet en Fjerdingvei, før jeg mødte Suggen paa en Klop. Da gik det ligesom Lynild ud af Øine og Haar og Skjæg, og saa rystede og skakede han Posen, saa det foer blaae og gule og røde Ildstunger ud af den, og det spraked’ stygt. Men saa blev jeg sindt: «Aa saa faer nu ende beent til Helvedes Pøl og Pine, dit fordømte Bergetrold,» sa jeg, ja, til Manden da, og borte var han med det samme.
Men eftersom jeg red, saa drog det efter med mig, og jeg var ræd, jeg skulde møde Kallen endda engang. Da jeg kom til Løvlien, vidste jeg det laa en Kjending der, som skulde hugge Tømmer. Jeg bankede paa og bad om at faae ligge der til det blev lyst; men troer du jeg kom ind. Han Peer sagde det, at jeg kunde reise om Dagen som andre Folk, saa slap jeg at bede om Huus. Det Raad veed jeg selv, min kjære Peer, sa’ jeg; men det var ikke Udkomme med ham. Saa skjønte jeg, at Kallen havde været der og forskræmt ham, og sat op ham, og jeg maatte afsted igjen. Men da sang jeg saa det ljomet i Aasene: «Et lidet Barn, et lidet Barn saa lysteligt» – og det varede og det rak lige til jeg kom ned til Stubdal, der fik jeg Huus. – Men det var mest forbi med Natten da.»
Hans Foredrag af disse Fortællinger var som hans Tale, langsomt og markeret. Han havde den Vane «at snakke atpaa,» det er, hyppigt at gjentage enkelte Ord eller Dele af Sætningen, eller at hænge bagefter en eller anden overflødig Forklaring. I Almindelighed anbragte han disse Oplysninger for Tilhørerne efter en eller anden Bestræbelse for at vedligeholde Ilden i Piben, og de forekom mig af en saa komisk Virkning, at jeg i den lystige Stemning, hvori jeg var kommen efter overstaaede Fata, ofte havde Ondt ved at afholde mig fra at lee høit. Denne Omstændighed maa jeg vel ogsaa tilskrive, at hans Fortællinger ikke gjorde det Indtryk paa mig, som efter hvad jeg nys havde oplevet kunde ventes.
Men under Thor Leerbergs Fortælling kom der en Person frem af Barhytten, som lod til at have ligget der og sovet. Jeg vidste ikke ret hvad jeg skulde troe om ham; thi han kom virkelig den Forestilling, jeg havde gjort mig om Thusser og Haugebukke, nærmere, end Noget jeg hidtil havde seet. Det var en liden tør, maver Mand med Hovedet paa Skakke, røde Øine, og en Næse som et stort Pappegøienæb. Om Munden havde han et Træk, som om han vilde spytte Folk i Øinene. Han sad længe og skar Ansigter, gjorde Grimaser med sin stærkt fremstaaende Underlæbe og hug eller nikkede til Siden med Hovedet, som om han misbilligende slog Takt til Thor Leerbergs Fortælling. Da han lukkede Munden op og begyndte at tale, var ogsaa Forestillingen om hans Troldnatur svunden; hvis man skulde antage ham for noget overnaturligt Fænomen, maatte det være for en Nisse eller en gjækkende Skovdæmon; han var imidlertid kun en Karikatur af en Bondemand.
Han klæssede eller læspede lidt, og endnu ivrigere end til Andres huggede han med Hovedet til sin egen Tale, hvori der herskede en saadan distrait Forvexling af alle Tal-, Vægt- og Maalsangivelser, saadan en Forbytning og Omtumling med alle Begreber, saadan en evindelig Forsnakkelse, at det, idetmindste i Begyndelsen, for den, der ikke kjendte ham og hans Sædvane, var meget vanskeligt at fatte hans egentlige Mening. Men dette uendelige Konfusionsmageri frembragte de latterligste Udsagn, og afgav et slaaende Beviis for hvorledes den mest nykterne Forstand, ved dettes Bistand, kan komme til at debitere Relationer, der klinge endnu fabelagtigere og utroligere end selve Overtroens. Hans Foredrag var overordentlig hurtigt men hakkende og stammende og for en stor Deel saaledes bunden til Bondesprogets Egenheder, at det ved at tabe disse mister en stor Deel af sin Eiendommelighed.
«Du maa vel for brænnande Fanden troe vi er saa dumme, at vi skjønner dette er Løgn og Kjærringrør?» var det første Udbrud. «Ja Gud troer jeg det ratt,» svarede Thor Leerberg med et lidet Griin til de Øvrige, som om han vilde sige: nu skal I først ret faae høre Løier og Historier. «Jeg kan nu for Fanden ikke skjønne paa det, at du kan sidde her og ljuge og sige, at du har seet Sligt selv – du skal jo være en vettug Mand – men jagu traaver du fortere, end den svarte Mærren min ljuger,» fortsatte Thussen med megen Iver. De Øvrige lo, men Thor, der lod til at være fuldkommen bekjendt med hans Egenheder, tog ikke den ringeste Notitse af hans Beskyldning, men bragte ham med Et ind paa en anden Række af Forestillinger ved at spørge om det var den samme lille gode Mærren, han havde nu, som da han blev gift. «Du kan nu vel for brænnande Fanden veta det, at en tandløs Mær kan inte leve til hun bliver reint gammal. Men det var saa god Mær, som En vilde spænde for fire Sko og drage op over Bakka, det maatta.» «Da maatte hun være god,» sagde Thor Leerberg under de Øvriges Latter. «Det var vel med den, du reiste til Branæs og hentede den store Takken paa Bærumsværket? Du faaer fortælle os den Reisen!» vedblev han opfordrende.
«Aa ja, vi har nu sligt Slag at bestille her,» svarede han og begyndte. «I Førstningen jeg blev gift, havde jeg en liden god Mær, jeg, maatta, og den skulde jeg reise til Branæs med. Saa havde jeg lovet hende Sisle, Kjærringa mi, at jeg skulde kjøbe et Kjolety til a – – ja du kjender vel Kjærringa mi, hun Sisle, du Thor? Det er svær Kjærring til at bage; hun bagte Havren heel og holden, som den var kommen fra Branæs; ja hun bagte 15 og 16 og 20 Brød paa det 7de Tjuget om Dagen. Men da de talte efter for Veka, havde hun bagt 15 og 16 og 20 Brød paa det 7de Tjuget paa det 4de Hundrede for Veka – – og dette Kjoletyet havde jeg lovet hende ratt siden jeg begyndte at frie til hende. Saa kjøbte jeg dette Kjoletyet, da maatta, og saa lagde jeg endda paa den svarte Mærra halvfemsindstyve Skippunds Tyngde, og saa reiste jeg om Bærumsværket og kjøbte en Takke, som var fem Fjerding paa Kant, og Tykken efter Bredden, saa som Takkene skal være, da maatta.
Saa reiste jeg opover, og kjørte op alle Johnsrudbakka, saa inte Mærra pustede en eneste Pust. Dermed reiste jeg til han Ola i Galen, det er nu saadan en eiende snild Mand, det, og Kjærringa hans ogsaa. Jeg bandt Mærra mi i Færdeslasset, jeg, maatta, som en Færdesmand skal gjøre. Han Ola kom ud. «Gjør inte detta,» sa’ han Ola. «Sæt ind Mærra hans du,» siger han til Gutten sin. «Du faaer bli’ med ind, du,» siger han Ola til mig. Saa kom jeg ind i Kjøkkenet, jeg, og gik bort til Peisen og vilde varme mig, som en Færdesmand pleier nu gjøre. «Nei, kom ind i Kammerset,» sa’ n Ola til mig. Saa kom jeg ind i Kammerset, da maatta, og satte mig borte ved Ovnen. Saa kommer Kjærringa med to store, digre Smørebrød paa hver Side af en Tallerk og Brændeviinsglasset midt paa Tallerken, da maatta. Jeg tog det ene og aad op det. «Du skal ha’ det andre og,» sa’ Kjærringen. Saa siger Ola: «du faaer la’ os faae ind nokko varmt Drikke og,» sa’ han. Kjærringa kommer drivendes ind med en Doktor saa stærk, at den gik i Koppen, da maatta. Jeg vilde til at reise, jeg, da, jeg. «Nei, sa ’n Ola, du faaer bli’ til Middags nu,» sa ’n Ola.
Jeg sad nu der og undredes og undredes hvad det skulde blive til Middags, da maatta. Kjærringa kommer ind drivendes med en Griisunge paa et Brædt, som var stegt heel og holden, med Klauver og Ty, akkurat som han skulde være ljus levendes. Ret som det var, kom hun ind drivendes med to store Brændeviinsflasker og satte udmed, og saa satte hun sig beent for mig; hun satte sig ikke beent for Manden sin heller, saa som Kjærringa skal gjøre, maatta. Saa tog hun til at skjære og skjære, og saa gled Kniven ind i Haanden hendes, saa hun skar Stykket ud paa Gulvet. «Dette faaer du ha’ det, Ola,» sa’ Kjærringa. «Nei dette vil jeg ha’ det,» sa’ jeg. Jeg maatte nu faae det, jeg som Fremmed var, da maatta.
Saa aad vi da baade Grisesteg og Ty; og mens vi sad og aad, saa drak vi Dram om Dram, Dram om Dram. Han Ola blev klein, jeg aad; Alt han var klein, aad jeg. Jeg stod mig brav jeg, som klein var, men daarlig gik det ham som aad. Saa sagde jeg Tak for mig, jeg, da maatta, og saa gjorde jeg som Fanten og reiste, fra Galen og ratt til Skarud i eet Skjei, med det tunge Lasset og Skarudbakka atpaa, og Mærra inte pustede en eneste Pust.»
TATERE
Er du da blank som Guld,
Og jeg er sort som Muld,
Een Frihed vil jeg eie,
At vandre mine Veie;
At gaae til hvem jeg vil,
Det selv mig hører til.
Tatervise.
En Lensmandsarrest eller en Arreststue paa Landet adskiller sig, om et særskilt Lokale haves, ikke meget fra en almindelig smudsig Bonde- eller Folkestue. Undertiden er dog det lille Vindue anbragt saa høit oppe paa Væggen, at Arrestanterne derigjennem ikke kunne iagttage Andet end Maane og Stjerner, Snefog og Himmelens Skyer; derhos er det forsynet med Jernsprinkler. Lignende Sikkerhedsindretninger ere undertiden ogsaa anbragte oppe i Piben; som oftest ere de dog overflødige, da Arrestanterne gjerne frit gaae ud og ind og sættes til at arbeide i Lensmandens Gaardsbrug eller Tømmerdrift. Huusgeraadet er meget tarveligt, en høit optømret, i to, tre Rum eller Senge afdeelt Barakke eller Hjæld langs den ene Væg, en Træbænk, der taber sig bag Ovnen, langs den Anden; undertiden kommer hertil et Bord og et Par Trækubber, der tjene som Stole.
Saaledes saa det ud i den Arreststue, vi nu ville aabne. Paa en lav Skorsteen eller Klebersteenskamin af den Form, man seer i de fleste Bondestuer i Gudbrandsdalen, flammede og gnistrede et Baal i en knudret Tyrirod og en Deel raae Birkegrene. Udenfor var det et Hundeveir, med Snefog og en Storm, der peb og hvinede i hver Væggesprunge; men her inde udbredte Ovnens ophedede Stene en luun Varme, og Baalet gød sit rødlige Lys, der endnu kjæmpede med Februardagens sidste Skjær, over nogle menneskelige Skikkelser.
I Krogens Halvskygge paa den inderste Seng eller Baas af Barakken laa en Mand henstrakt paa en Skindfeld. Bag den lave Pande, som han støttede mod en af Muskelfylde svulmende haaret Arm, færdedes Tanker, hvis Skygger svævede over et Ansigt ligesaa mørkt som den sodede Væg, og hvis Lyn glimtede frem i Blik, saa stikkende, stirrende, skumle, at selv den sløve Vagtkarl blev uhyggelig tilmode, naar de hændelsesviis faldt paa ham. Men intet Ord forraadte, hvad der foregik i hans Indre. Hans stride kulsorte Haar, eiendommelige Træk, lange Ansigt, hvis Underdeel nu var bedækket med et kort, sort Skjæg, og dette egne Blik, viste at han henhørte til de omvankende Tatere eller Langfanterne, som vor Almue i nogle Egne af Landet kalder dem. Hans skumle Udseende havde skaffet ham Navnet Svarte-Bertel. Af Profession var han Hesteskjærer, men fuskede med lige saa meget Held som Dyrlægerne paa at kurere Heste.
Den Anden lod til at være af en mere sorgløs Natur og var af lysere Komplexion; men Taterstammens lave Pande, skarpe Ansigt, dybtliggende Øine og dette ubeskrivelige, paa en Gang udforskende, fixerende, stikkende Blik med dets uhyggelige Fosforglands udmærkede ogsaa ham. Han var Gjørtler og Knappestøber, men havde en Passion for at fange Fugle og mede i alle Aaer og Elve. Han vedkjendte sig derfor ligesaa gjerne Navnet Jakob Fuglefænger, som Jakob Knappefant; men naar «Buroerne» kaldte ham Bækkespringeren, et Øgenavn som ofte tillægges den hele Stamme, der synes at dele Interessen og Agtelsen for gamle Isak Waltons «guddommelige Medekunst» med de brittiske Tourister, – da kunde han blive rasende. – Han sad paa Sengestokken og deelte sig mellem Betragtningen af den skumle Kamerat og sine med et Par fordums himmelblaae Permissioner beklædte Been, som han lod dingle frem og tilbage. Da han omsider vaagnede af sin Apathi, eller blev kjed af denne kontemplative Tilstand, blev han med Eet snaksom og overgiven, tog frem en Flaske, han havde skjuult i Sengehalmen, bød Vagtkarlen en Dram, som denne afslog, tog sig selv en og skjænkede Kammeraten en Ditto, som denne lod til at svælge uden nogen klar Bevidsthed om, hvad det var.
Derpaa begyndte han med løbende Tunge og megen Livlighed at fortælle Vagtkarlen, den lange Ola, en Person af et taabeligt Udseende, Tyve- og Røverhistorier, saa at Haarene reiste sig paa dennes Hoved. Da Piben, han havde laant af ham, var udrøget, sang han med en velklingende Stemme og et godt naturligt Foredrag den Vise, hvoraf vi ovenfor have citeret et Vers, som bedre end hans Opførsel antydede Friluftshanget, der danner et Charakteertræk hos den vandrende Stamme, hvortil han hørte. Svarte-Bertel lod især til at elektriseres ved de Vers, der indeholdt Antydninger af Stammens Forhold til Ikke-Taterne. Da Sangen var tilende, begyndte han paa en anden, der var en Blanding af Tatersproget eller Rommani, som de selv kalde det, og et lidt forsvensket Norsk. Den behandlede et lignende Emne, indeholdt Klager over den ulykkelige Tilstand, at være spærret inde i den fagre Sommer, naar Fuglen sang i Lunden, naar Fisken sprang i Aaen, og prisede den frie Mands Lykke, der selv kunde bestemme sine Veie, om han forøvrigt laa i Strid med hele Verden.
Men han var ikke kommen langt i sin Frihedshymne, førend han pludselig brød af og lyttede. Lidt efter fornam ogsaa de Øvrige Larm og forvirrede Stemmer. Nogle Personer vare drukne eller anstillede sig saaledes; et Par Stemmer syntes at tale i Tatersproget, og alt imellem lød en Røst, man let kjendte som Lensmandens, der kaldte disse Mennesker til Orden, idet han i et halv studeret Røversprog, han havde lagt sig til under sine mislykkede Attentater paa at tage Præliminærexamen, anmodede dem om at være rolige og respektere ham og hans Huus, som var en Helligdom, fordi han var Øvrighedsperson og bar Kongens Mundering. En af de Drukne meente høit, han fik gaae ind og trække den paa, om det skulde have Klem.
En Kvindestemme bad med smigrende Underdanighed, at den naadige Lensmand ikke maatte være vred, fordi «Karlmanden» tiltalte ham saa uanstændigt; han var jo drukken, det saa Lensmanden nok. Naar han var ædru, var han den braveste Mand til at stræbe for Kone og Børn, og saa snild og myg, at han kunde vindes om en Finger, og for at skaffe sine Forsikkringer yderligere Indgang skjældte hun «Karlmanden» i samme Aandedræt med en fast utrolig Tungefærdighed for en Slagsbroder og en Drukkenbolt, der ikke gad gjøre Andet end at yppe Kiv og drikke Vorherres Dage bort, og overfusede ham derhos med en saadan Strøm af Skjeldsord og Bebreidelser, fordi han paa en upassende Maade vovede at tiltale den brave snilde Lensmand, som nu vilde sørge for dem, give dem Huusly, Mad og Alt det, som godt var, at Manden ikke svarede et Ord til Hundrede. Han vidste vel, at det Hele var Forstillelse.
Under disse Forhandlinger toges Hængelaasen fra, Slaaerne aabnedes, og ind gjennem Døren tumlede Selskabet, tilsneet, rødøiet og blomstrende af Snefog, Nordensno, Brændeviin og Ophidselse af det Klammeri, hvorunder de vare blevne grebne i en Bryllupsgaard i Nærheden. Et vildt Glædesblink foer over den gamle Taters Ansigt, da han saa Folk af sin egen Stamme, ja af sit eget Følge, men han reiste sig ikke fra sit Leie, og gav den ikke tilkjende ved nogen voldsom Glæde, saaledes som Fuglefængeren, der med et Spring stod midt iblandt dem, som om han jublende vilde hilse dem Alle. Men et advarende Blik bragte ham strax til at antage en ligegyldig Mine. En af Følget hviskede i Forbigaaende til ham: «Stilla Møien, Raklo! Dikkar dero kji ’en bængeske Muskroen
«Hvad er dette for Folk, Herre Lensmand?» spurgte han derfor fremmed og med paatagen Ydmyghed, «om jeg faaer Lov at driste mig til at spørge?» «Det er nogle stridbare Lovovertrædere, som jeg saa at sige fakkede in flaxanti , det er det samme som: mens dem flagset i Vingerne, skjønner du, just som de gjorde sig skyldige i Beenshug, Haargreb og Klæders Sønderrivelse efter 6 Bogs 7-8,» svarede Lensmanden vigtig. «Og jeg er ikke langt fra Faktum, naar jeg antager, at det er disse eller lignende Løsgjængere, der her og i andre Bygdelag i senere Tider have forøvet adskillige simple og kvalificerede Indbrud. Det gamle Kvindemenneske er af Truls Skoleholder paa Rognehaugen angiven som overbevisendes for Kvaksalveri og Fandenskunster med smeltet Bly, og bør for Maalen, Signen o. s. v. efter 6 Bogs 1-12 paa Tugthuset.
Anbelangende en af disse Karle, da er det min visse Formodning, at han er den Langfant, som i Sommer, i en Smedie ved Exerceerpladsen paa Gardermoen, med en glohed Jerntein næsten dræbte eller halvstegte en Soldat, og det som værre var – med det samme opbrændte Kongens Mundering, som den Menige havde paa Skrotten. – Skulde En vel have hørt Sligt! – Men –» afbrød han sig vred, da Fuglefængeren ikke kunde afholde sig fra at lee over den Pathos, hvormed Lensmanden omhandlede denne grove Forgribelse paa Kongens Mundering; – «men jeg staaer her og prater for dig, og du spørger mig, og kanskee du holder mig for Nar atpaa? Det var bedre, at jeg spurgte dig, for du er jo Knappefant, og saa kjender du vel Folkene dine paa Knaphullerne,» tilføiede han humoristisk. «Kraake søker Maake, siger et gammelt Ord, og jeg synes dem javlede samme Kraakemaalet, du buldrer, naar du har faaet Brændeviin.»
Derpaa trampede Lensmanden afsted, slog Døren dundrende i Laas, og skjød Slaaerne for. Men under hans Bortgang sagde Fuglefængeren med megen Ydmyghed i Stemmen, medens Skalken tindrede i hans Øine og lurede i hver Mine: «Naadige og vise Hr. Lensmand, De maa sandelig ikke være vred paa mig; Bæng lé dero! Jeg meente ikke noget Ondt med det, jeg spurgte; men jeg har aldrig seet disse Godtfolk før, og jeg vil gjerne vide hvem jeg skal dele Bord og Seng med. Gid dero suta i Voldron i bængeske Bau atmed Bule til sastra Bæng!» Over dette hjertelig udtalte Ønske udbrød hele Følget i en Latter, som Lensmanden brummede Bas til udenfor.
Da han var borte, antog Ansigterne et andet Udtryk, og Kvinderne nærmede sig Ilden. I den ene af dem gjenkjende vi nu, da hun har viklet sig selv og en skinnende Kaffekjedel ud af det store Uldtørklæde, som før indhyllede hendes Ansigt og lange Figur, Signekjærringen Gubjør Langelaar. Den anden vandrende Dame, der med saa megen Ydmyghed havde undskyldt «Karlmandens» uforskammede Tiltale for Lensmanden, var vel en tyve Aar yngre end Gubjør, nævntes Karen eller Steffens-Karen, og udmærkede sig ved en lav men let og smidig Legemsbygning, ravnsort eller rigtigere sortblaat Haar og et ægte Taterfysiognomi. I den guulbrune Hud, der sad stramt udspændt over hendes skarpe Træk, som man saa ofte seer hos Mennesker af et meget irritabelt Gemyt, havde hun faaet forskjellige Rifter og Pletter under det Slagsmaal, hun nylig havde været i med den Karlmand, hun tog saa ivrigt i Forsvar, og hvis Træk næsten ikke kunde skjelnes for Blod, der størknet og halvstørknet bedækkede de Saar og Skrammer, hun havde bibragt ham med sine Negle og sin Foldekniv.
Imidlertid syntes ligesaalidt denne Person, der benævntes John Pottefod, som en Anden af Følget, der havde et yderst gelassent og indifferent Udseende, og som paa Grund af et Yndlingsudtryk og dette Ydre, hvori hans Charakteer udtalte sig, glædede sig ved Navnet Ola Ligeglad, at være af Taterextraktion; men umiskjendeligt var det, at de begge vare beskjænkede. Den Femte i Følget hed egentlig Peer Svendsen, men tillagdes almindelig Kjælenavnene Peer Hesteskjærer, Heste-Peer eller Svolke-Peer. Hans Ansigt var yderst frastødende, og under et Par stærkt bøiede, umaadelige, buskede Bryn havde han et endnu mere gjennemtrængende Basiliskblik end nogen af de øvrige Tatere. Hans tætte, men ingenlunde plumpe Legemsbygning, og hans sikkre, elastiske Bevægelser tilkjendegave en Kraft og Smidighed, der gjorde det end farligere at ægge de voldsomme Lidenskaber og den brutale Vildhed, hvorom denne Tyrepandes Rynker, denne Skulm over Øinene, denne dyrisk fremstaaende Snude med dens grinende Muskelspil vidnede. Ligegyldig, som om han var alene, kastede han sig hen paa Bænken foran den Seng, Svarte-Bertel laa i, fremtog en liden Snadde, hvori han karvede Tobak, bad Steffens-Karen at tænde sig en Stikke og begyndte at ryge.
Imidlertid satte Kvinderne Kaffekjedlen over Ilden for at tilberede Taternes næst efter Brændevinet mest yndede Drik, medens man med Forsigtighed indledede en almindelig Samtale, hvorunder der ved nogle i Tatersproget henkastede, for Vagtkarlen uforstaaelige Ord blev lagt en Plan til at gjøre ham troskyldig samt skuffe og aflede hans Opmærksomhed fra de Forhandlinger, Følget agtede at drive med Svarte-Bertel og Fuglefængeren, angaaende Udbrud af Arresten og Indbrud paa en nærliggende Bondegaard, som skulde skee samme Nat, fordi Folkene vare fraværende og deeltog i Bryllupsgildet. Da disse Forberedelser vare trufne, da baade Mændenes og Kvindernes Piber vare satte i en saadan Virksomhed, at hele Rummet fyldtes med Taage og inficeredes af Skraatobakkens infernalske Lugt, samledes hele Selskabet, undtagen den saarede John Pottefod og de To i Krogen, om Ilden.
«Du har vanket vidt, du, som jeg hører,» begyndte Fuglefængeren, – der strax med Interesse var gaaet ind i den antydede Plan, – under en Pause i den almindelige Samtale, som fornemmelig havde dreiet sig om Anledningen til Følgets Fængsling, og henvendte sig til Gubjør. «Jeg har hørt gjiti dine Summipaer og Ragustaer,» tilføiede han i Tatersproget, med et næsten umærkeligt Blik mod Svarte-Bertel, for at antyde, at han var Hjemmelsmanden. «Nu faaer du fortælle os Noget!» «Ja, jeg har vanket vidt og sanket lidt,» svarede Gubjør; som det lod med et tilvant Yndlingsudtryk; thi det stod ikke i Overensstemmelse med hendes Antræk, da hun var klædt omtrent som en velhavende Bondekone. «Meget har jeg hørt og Meget har jeg spurgt, mangen viis Gjerning har jeg været nødt til at gjøre for Bønderne; jeg maatte jo skaffe Mad og Klæder baade til mig og Mine, i den Tid jeg ikke var alene, og siden ogsaa; men nu begynder jeg at blive gammel.»
Derpaa fortalte hun flere af sine «vise Gjerninger,» Bedragerier og listige Streger, i sit os fra det Foregaaende bekjendte langsomme, høitidelige Foredrag, men som her med stadigt Hensyn til Vagtkarlen ofte blev holdt saa dunkelt og tvetydigt, at det for ham, som de strax havde fattet var en taabelig og indskrænket Person, selv om han havde været mere opmærksom end han var under Gubjørs Fortællinger, vilde have været umuligt at begribe den egentlige Sammenhæng. Og hvor den dunkle Fremstilling ikke var tilstrækkelig, indblandedes sparsomt enkelte Ord og Talemaader paa Rommani. Glandspunkterne i disse Fortællinger var Historien om, hvorledes hun ved sin saakaldte Ragusta havde skaffet en Jomfru i Tvedestrand hendes utro Kjæreste igjen, og nogle taveske Summiper, hvorved hun havde erhvervet sig Klæder, Levnetsmidler og Penge. Det var saa langt fra, at hun, saaledes som hun før syntes at antyde, angrede disse sine «vise Gjerninger,» at Glæden spillede hende i Øinene, naar hun fortalte, hvorledes hun ret tilgavns havde taget en Buro ved Næsen.
«Men hvorledes var det med Maskan?» spurgte Fuglefængeren. «Jeg har hørt sige at du har gjort det godt med den?» «Det er længesiden,» svarede Gubjør, «at jeg havde nogen. Det var da han,» med et umærkeligt Nik mod Svarte-Bertel, «var en liden Gut, og reiste med mig. Seent en Aften kom vi til en Gaard. Alle Døre vare lukkede, undtagen Døren til Fæhuset – Drab, –» sagde hun og saa paa de Øvrige, der fuldkommen forstode Meningen. «Men der havde jeg da ikke Mere at gjøre.
Dagen efter kom jeg til den samme Gaard. Jeg gik ind til Bonden og hilste paa ham og sagde: «God Dag.» «God Dag,» sagde han igjen; arrig var han som en Bandhund. «Min kjære Bonde,» sagde jeg, «du skal ikke være vred paa mig for den Ulykke, du har havt.» «Hvoraf veed du, at jeg har havt nogen Ulykke?» spurgte Bonden og gjorde store Øine. «Jeg seer det paa dit Ansigt og dine Øine,» sagde jeg. «Men nu kan du være glad og takke din Gud, fordi jeg er kommen; jeg veed alle Ting, og jeg har Hjælperaad for alle Ting.»
«Ja, men jeg skjønner ikke hvorledes du kan vide det, som er hændt her,» sagde Bonden igjen. «Hvorledes kunde Moses vide, at Kong Farao og hans Hær skulde drukne i det røde Hav?» sagde jeg. «Ja det var i det gamle Testamente, det,» sagde Bonden, «eller er hun kanskee en Profet, Moer.» «Nei ikke det, Faer, men den store Allako har givet mig et aabent Øie i Ragusta, saa at jeg kan see det, som er hændt dig.» «Jasaa,» sagde han. «Det er to Kjøer, som er sturtefærdige for dig af Finnskud, en sort og hvid, og en rød og hvid,» sagde jeg. «Hvor laa du i Nat?» sagde Bonden. Dæ aschar jik goschvardo Buro. – Men saa sagde jeg: «Skal du vide det, saa laa jeg i Nat pre Dumon i Voldron Minschia uppri.» Her havde Tilhørerne vanskeligt for at tilbageholde sin Latter. «Da Bonden fik høre dette,» vedblev Gubjør, «blev han meget forundret. «Onde Naboer har udsendt en Trolddomsmaskan for at suge Marv og Blod af Kjøerne dine,» sagde jeg, «det seer jeg; men faaer jeg raade, skal jeg vise den frem, og jeg skal hjælpe dig, saa at den ikke faaer Magt til at fordærve flere.»
«Kan du det, min gode Kone, skal jeg betale dig rundeligt, og Mad og Klæder skal du faae atpaa,» sagde Bonden. «Følg med i Fæhuset, saa skal jeg vise den, som suger Blod og bryder Been,» sagde jeg til Bonden; «men tag med Hakke og Spade.» Han tog Hakke og Spade, og Bondekonen gik efter ham som en Hund. «Jeg har aldrig været her,» sagde jeg; «men jeg veirer godt og kjender skjulte Ting; gaa til den sorte og hvide Koen,» sagde jeg. «Her er gravet før,» sagde Bonden. «Grav igjen!» sagde jeg; «det som er skjult skal aabenbares.» Manden grov, og bedst han grov, sprang der frem af Baasen en Kat og bort over Gulvet og skreg saa fælt. Idetsamme gnistrede det om Øinene baade paa Bonden og paa Kvinden som Ild og Luer.» Her nikkede hun betydningsfuldt til Tilhørerne og satte en hemmelighedsfuld Mine op.
Manden blev saa ræd, at han rullede overende; Kjærringen slog op en Bælg og rendte i Ring, saa hun ikke kunde finde Døren. Imedens tog jeg Katten og klemte, saa Blodet skvat ud over Gulvet. «Nu skal jeg sende den bort og binde den fast, saa den aldrig skal slide sig og komme hid igjen,» sagde jeg, og til at læse en Lexe over Katten, imedens jeg gik til Døren med den. «Vor Herre og St. Peer gik Veien fram, saa mødte dem den forfærdelige Troldoms Maskan. Hvor skal du hen? sagde vor Herre Jesus Christ. Jeg skal til Bondens Gaard og bryte Bein og suge Blod. Vend om igjen, jeg stævner dig, jeg binder dig i tre jordfaste Steiner:
Ikke skal du Bein bryte,
Ikke skal du Blod suge;
Ikke skal du boe paa Land,
Der Nogen boer;
Ikke skal du boe paa Vand,
Der Nogen roer.
Du skal paa Havsens Bund
Under en jordfast Stein.»
«Men udenfor Fjøsdøren stod den Svarte,» sagde hun, med en Hentydning til Bertel, «og tog Katten og foer til Skogs med, og de saae den aldrig mere. For det fik jeg Kaffe og Tobak, Uldent og Linned, Flæsk og Spegemad, sex Sølvskeer og mange Penge.» Fuglefængeren, den anden Taterske og Ola Ligeglad, der var Gubjørs opmærksomme Tilhørere, ledsagede af og til hendes Fortællinger med en Latter og et eller andet i Tatersproget sagte udtalt Ønske om, at Buroerne altid maatte blive tagne saaledes ved Næsen. Vagtkarlen, der liggende paa Ovnsbænken, havde deelt sig mellem at ryge Tobak og halvsøvnig at gloe paa Ilden, sluttede sig nu ogsaa til dem, da Fuglefængeren begyndte:
«Nu skal jeg ogsaa fortælle om et Finnskud: For mange Aar siden var der en Finn, som de kaldte Træfodfinnen.» «Det var kji Lallaro, han var jik Rommani,» sagde Gubjør. «Jeg kjendte ham.» «Ja, det kan være; nok denne Træfodfinn kom ind her Nord paa Sellsbygden,» vedblev Fuglefængeren, «hvor Sellsnæperne voxe, paa en Gaard, som hedder Rommengaard. Kjærringen der stod og kjærnede Smør. «Giv mig lidt Smør du,» sagde Træfodfinnen. «Jeg har ikke noget Smør,» sagde Kjærringen. «Har du ikke Smør, skal du ikke faae Smør heller,» sagde Træfodfinnen, og dermed gik han. Kjærringen kjærnede mest hele Dagen, men det vilde ikke blive Smør, og om Natten sturtede en Ko for hende. Saa skjønte hun, at Finnen havde sendt ud Finnskud, og sendte efter ham en Mand, for at faae gjort det godt igjen. Denne Mand var Huusmand under Gaarden, han hedte Knud Mo og var rask til Beens; men Finnen naaede han ikke, førend han var tre Miil nordenfor Throndhjem, og der fik han forligt det og gjort det godt igjen med Penge og Løfter om Mere, naar Finnen kom udefter.
«Det er bedst, du er snøgg hjem,» sagde Træfodfinnen, «for der ligger tre Kalvehoveder under Fæhuset: dersom de ikke bliver taget bort og brændt før Næ, kommer det Stordaud paa Fæet: derfor er det bedst, du snøgger dig,» sagde Finnen. «Ja Gud, jeg skal være snøgg!» sagde Knud Mo, «men jeg kan ikke flyge fortere end Benene vil, jeg heller,» sagde han. «Aa jeg skal hjælpe dig fram,» sagde Finnen; «for jeg har Veiret og Veien i Skindhiten.» Og saa sagde han for ham, at han skulde komme ned paa tre Rettersteder, og det var paa Halbakken paa Dovreskogen, paa Nilsbakken paa Rusten og paa Steilen paa Sell, tæt ovenfor Rommengaard ved Laagen. «Fra Steilen kommer du ikke opatt,» sagde Finnen, «for da har du ikke lange Veien; men den, du først møder, maa du ikke snakke til; du maa ikke see efter ’n engang.»
Nei, han skulde ikke snakke til nogen kristen Sjæl, han skulde ikke see paa Siden, om han saa mødte Kongen af Engeland. Dermed tog han Farvel med Finnen og reiste afsted, og det var ikke længe, før han var over Jemlom, og nede i Gudbrandsdalen paa Halbakken paa Dovreskogen, for han foer som et Veir. Ret som det var kom han ned paa Nilsbakken, og før han vidste Ordet af det, var han nede paa Steilen. Derfra skulde han til at gaae nedover til Rommengaard; men da han kom bortpaa Vaageveien til en liden Dok, som de kalde Maurstaddokken tæt ved Laurgaard, mødte han Kjærringen sin, og hun blev staaende og glane saa stort paa ham, fordi han strøg saa stram forbi. Saa kunde han ikke længer bjerge sig, men maatte gloe efter hende. Fra den Stund sad Hovedet paa Skakke paa Knud Mo, og den som fortalte mig det, havde seet ham og hørt det af hans egen Mund.»
«Det har været en fuul Bondemand; han har drukket Pengene op hos Kræmmeren, faldt overende i Fylden og vredet Nakkebenet af Led, og siden har han løiet sammen den Historien,» sagde Steffens-Karen. Over denne Forklaring blev der megen Lystighed, og Gubjør gjentog, at hun havde kjendt Træfodfinnen, og at han ikke var nogen Lallaro men hørte til Rommani, og hun vidste, at han havde været slem i Ragusta. Vagtkarlen der med megen Interesse syntes at have hørt paa den sidste Fortælling, protesterede mod denne Forklaringsmaade og fortalte, som Bilag for sin Paastand om Muligheden af saadanne hurtige Reiser gjennem Luften, det i Gudbrandsdalen bekjendte Sagn om Jutulen og Johannes Blessom; derpaa opfordrede han Taterne til at fortælle flere saadanne morsomme Historier.
«Ja, vi skal nok fortælle, men nu maa du fortælle en først,» skreg Taterne over hverandre, da Svolke-Peer og Svarte-Bertel bleve vel høirøstede henne i Krogen. «Fortæl enten det er Løgn eller sandt, enten det er om Trold eller Fanden, det er det samme.» «Ja, er det det samme, saa kan jeg vel komme paa en Stub jeg ogsaa, maa’a; men Dølen rende i mig, veed jeg rigtig, hvad jeg skal fortælle! Jo nu kommer jeg paa en,» udbrød han efter at have grundet en Stund.
«Det var engang en Gut, som skulde i Tømmerskogen. Men som han gik, traadte han vel paa Vildgræs, og kom rent af Leden bort i Afhullerne, saa han ikke kunde finde frem. Han gik hele Dagen da, maa’a; men da det led paa Kvelden, fik han see en Vogn som kom kjørende, og den var blaa, den, maa’a. Bedst det var, saa kom der en til, og den var gloende rød, den maa’a, og saa kom det saa fuldt med Vogne, og nogle var af Guld, og nogle var af Sølv, og der var saa urimelig mange Heste for, at han aldrig havde seet slig Færd. Men ret som det var, blev de borte i Skogen, og Gutten gik længere, han, maa’a. Som han gik, kom han til at spænde paa et Purkeøre, som stod op af Jorden. Saa gryntede det nede i og klang ligesom i en Pengekjedel; men i det samme kom der lunkende En med en Skarvemær for en Kjærre.
«Me naaer dem vel att?» sagde han. «Ja, i Morgen naaer du dem att,» sagde Gutten. Men hvad Dølen var det det laat i, tænkte han ved sig selv, og vilde til at tage i Purkeøret. Da var det væk, men havde han ikke snakket, saa havde han faaet Kløerne i en af Pengekjedlerne til Gamle-Erik, da maa’a. «Kunde du ikke skydse mig hjem, du,» sagde han til den, som sad paa Kjærren, «for jeg er kommen saa reent abrængslig langt af Veien, at jeg ikke troer, jeg er Karl til at finde hjem paa een Nat,» sagde han. Jo da, han vilde skydse ham, maa’a, og de kjørte, og de kjørte temmelig fort og. Langt om længe kom de frem til en Gjæstgivergaard, og der var det saa gildt, at de kunde faae Alt det, de vilde. Der var saa meget Mad og Drikke, at det mest ikke var nogen Ende paa det, og ikke skulde det koste Noget heller.
Det var nu baade godt og vel, det, maa’a. Men da de skulde til at lægge sig, spurgte Kjærringen, hvad for en Seng han vilde ligge i, enten i den røde eller i den blaa. Ja det var vakkert Altsammen, og det var store Fryndser og Blommer og Ty paa Skindfælden baade i den blaa og i den røde. Men Gutten han vilde helst ligge i den blaa, han, maa’a. Det skulde han faae Lov til, og han drog af sig Klæderne og lagde dem paa en Stol. Saa satte han sig paa Sengekanten, og med detsamme han skulde vælte sig overende, sagde han Jesu Navn, maa’a. Men da var Sengen et blaat Vand, og Stolen var en Steen fremved Vandet, og den røde Sengen var Varme og Ildmørje, og nede i der laa det Folk, som krøb og kravlede, saa Gnisterne frasede om dem. Ja, Gutten han syntes dette var grovelig fælt, han maa’a. Men da han fik see sig rigtig om, stod Maanen over Fjeldkammen saa stor og rød og rund, og saa var han i Fjeldet udmed et Vand, og der kjendte han sig godt igjen. Men Gjæstgivergaarden og hele det Stellet, det var borte, det, maa’a.»
Medens disse Fortællinger tiltrak sig eller lod til at tiltrække sig de Øvriges Opmærksomhed ved Ilden, samtalede Svarte-Bertel og Svolke-Peer henne i Krogens Skygge. Gubjørs og Fuglefængerens Blik sneg sig en og anden Gang ubemærket derhen, og mod Slutningen af den sidste Fortælling havde Gubjør selv listet sig hen til dem. – Det vexlende Minespil paa Svarte-Bertels Ansigt, der i hurtige Følgerækker afspejlede lurende Opmærksomhed, Stolthed, Foragt, Had og Harme, og Svolke-Peers voldsomme Gestikulationer, antydede ligesaa klart som deres Tale, at de omhandlede sine Livsbegivenheder og Forhold til Buroerne.
«Hvad aschar dero i Stillepa for?» spurgte Svolke-Peer, efter at have berettet om nogle af sine Fata efter den Tid, de sidst saaes. «For jik Marrapina,» var Svaret. «For jik Marrapina?» spurgte Svolke-Peer op igjen med Forbauselse i Miner og Stemmens Modulation. «Ja, ja, som jeg siger for en ussel Grime af en Taugstump og et Par Vidier, ikke saameget værd som en halv Skilling,» svarede Bertel med Forbittrelse. «Jeg tog den paa Gjerdet ved en Bondegaard for at binde min Hest; Buroen, som eiede den, kom efter og greb mig og satte mig i Stillepa, fordi jeg var en Rommani og ikke nogen Buro, og Lensmanden siger, jeg kommer paa Kjev for den Marrapina
«Paa Tugthuset for en Vidiegrime!» udbrød Svolke-Peer igjen, med ligesaamegen paatagen som virkelig Indignation. «Ja, ja Christian Kjeldsen sad jo for en Høvisk, som han tog op og vilde tørre Sveden af Hesten sin med. Gamle Christian Kammager, som mest er halvblind, har de ogsaa sat did, fordi han ikke har drabrat hos Rascho. Han har aldrig været i Huus otte Dage i Rad, og aldrig har han talt andet end Tænder i Kamme og Vævskeer; men der har de sat ham ind et heelt Aar til at regne op Bogstaver og læse ABC, som et Skolebarn. De fordømte Buroer! De skrive op vore Navne og Haandteringer; de holde Mandtal paa os, som vi var deres Kjøer og Sviin, og sætte os i Tugthuus og Slaveri for Ingenting, naar vi sætte os lidt op imod dem. Tilsidst vil de forbyde os at gaae paa Jorden, at vandre paa Fjeldene, at fiske i Bækkene!» «Kjatkjo, Pral!» sagde Svarte-Bertel, hvem lidenskabeligt Had og Harme lyste ud af Øinene under denne Tale.
«I min Ungdom var det anderledes,» vedblev Svolke-Peer. «Naar vi kom til Buroens Gaard og sagde: vi behøve Brændeviin, Tobak, Kaffe, vi har ikke Klæder og Mad, vi skal reise langt, giv os Niste og Reisepenge: saa gav han os det; han turde ikke Andet, han vidste vi havde Magten, han saa, vi kunde skade Fæet hans og Agrene og magtstjæle Hestene; da var det gode Dage for Rommani. Jeg mindes godt, at da Lange-Ola var kommen hjem fra Rusland, truede han engang en Lensmand til at dandse Springdands med Moer mi, hende Steffens-Olea, paa hans eget Gaardstun. Men nu, nu maae vi vandre om over vide Fjeld, borte i Aasbygder og de værste Afhul og Baglier, som findes, og endda tør de true os med Bygdevægter og Lensmand og Tugthuus.»
«Jeg har aldrig taget saameget som for to Skilling,» tog Svarte-Bertel Ordet; «jeg har næret mig Horta pre; jeg har kureret Heste, jeg har været klog og listig mod Buroerne; men jeg har hverken spanæt eller kjaarat hos dem, og jeg har ikke slaaet dem ihjel, og nu skal jeg sidde indestængt paa Huset for den usle Grime. Det fordømte Buropak, jeg skulde være glad, om jeg kunde fordærve dem Allesammen, baade dem og deres Fæ, og alt hvad de eier.»
Denne Stemning var det Svolke-Peer havde ønsket at fremkalde, og han søgte efter Evne end yderligere at gyde Olie i Ilden, idet han dvælede ved den uberettigede Kontrol, man vilde føre med deres Folk, den Haardhed, hvormed man tvang gamle sløve Mennesker til at læse og lære Christendom. Endelig omhandlede og udmalede han, hvad hans eget Følge havde lidt under disse Forfølgelser, især efter de Indbrud, Lensmanden omtalte. Derfor havde de flere Gange i den strengeste Vintertid maattet tage tilfjelds, hvor de havde udstaaet Utroligt. De havde ikke turdet lade sig gribe i de Bygdelag, hvor de vare kjendte, thi de vilde ikke for nogen Priis paa Kjatkipa; Randrebraskroerne vare listige, og det var let at forsnakke sig; det kunde jo kanske oplyses, at han «havde brændt Soldaten for Knippe,» sagde han med en Hestedoktorterminus, «og saa var det engang en Mjøltraaver – – den Karlen var ikke saameget værd – men kom det for Dagen, at det var en af Rommani, som havde gjort det, saa». – Her gjorde han en betegnende Gestus med Fingeren over Struben. – Han havde hverken Lyst til «at lade Knappen springe,» eller til at «kjeræs Pagen;» derfor vilde han reise til Sverrige, hvor det skulde være fredeligere end i dette Land. Men gode Reisepenge vilde han gjerne have, og han vilde nødig reise fra sit Følge og sine Skyldfolk, derfor vilde han have Svarte-Bertel og Fuglefængeren med.
Og hvis de saasandt vilde, skulde det blive Raad baade til at komme bort og til Reisepænge i Overflod. Her i disse Bygdelag troede Ingen af dem at være kjendt uden Gubjør, som de efter mange Aars Fraværelse havde truffet her; og af hende havde de faaet spurgt, at Svarte-Bertel og Fuglefængeren sad hos Lensmanden. En eller et Par af Følget havde tænkt at besøge dem i Arresten for at gjøre Aftale med dem, men underveis «kom Pottefoden og Kvindfolket hans i Haarene paa hverandre,» fordi hiin havde klappet en Bondepige i en Bryllupsgaard, hvor de var inde; nogle drukne Bønder lagde sig mellem og vilde skille dem ad; disse bleve mørbankede af Følget; men da det var tæt ved Gaarden, faldt alle Bryllupsgjæsterne over dem, og der blev et saadant Slagsmaal og Spektakel, at det ikke havde taget nogen god Ende, hvis ikke Lensmanden var kommen til.
Nu da de vare komne sammen i Arresten, havde det ingen Fare, Vagtkarlen skulde de drikke fuld; de havde Brændeviin med sig, og hjalp ikke det, havde Gubjør gode Draaber, som bragte sød Søvn; Brækjern og Tænger vare de forsynede med, – han havde alt skjult dem i Sengehalmen –. Men de maatte bryde ud af Arresten samme Nat; Lensmanden havde kjendt dem eller gjættet hvem de var, og desuden maatte det Indbrud, han havde omtalt, ogsaa gjøres samme Nat; Folkene fra den Gaard vare i Brylluppet.
«Hvoraf veed du, at der er Penge?» spurgte Svarte-Bertel, der med stigende Interesse havde hørt paa hans Beretning. «Gubjør har været der,» svarede han med et Nik til hende. «Hun har spurgt, at Manden er en Valders, som er flyttet hid. Han var nylig kommen hjem fra Christians- og Branæs-Marked, og der har han været paa Smørhandel og Slagtekrav; hun saa, han talte mange Penge paa Staburet.» «Ja,» sagde Gubjør, der under den sidste Deel af denne Samtale havde nærmet sig dem, «jeg kom der sidst Løverdag og vilde kjøbe et Spegelaar af Valderskjærringen, – for Dølerne holde paa sit Spegekjød, som om det var dyrere end Sølv – og hun tog mig med paa Staburet, og fuldt var det af al Slags Stabursmad.
– Det var en snild Kjærring; – saa skulde hun til at vise mig Valdersstadsen paa Loftet. Der stod Manden og talte Penge i en rødmalet Kiste, baade Gule og Grønne og Hvide og Blaae. Han smældte Kisten igjen; men jeg saa baade Sølvet og Pengene i den, og fuldt var der af Penge og Alting.» «Jeg er saa nødig om en Tobaksrul eller to,» sagde jeg; «du har vel ikke ondt for den du, som kommer lige af Markedet,» sagde jeg. «Aa reis du til Helvede og tig Tobak af Fanden,» sagde Valdersslasken. «Naa, naa,» sagde jeg, «den er vel at faae kjøbt for Penge og gode Ord; jeg har ikke tænkt at tigge dig om den,» sagde jeg, «men jeg synes jeg seer paa dine Øine, at der skal hændes dig noget Ondt.» Da jeg gik, hidsede han Hunden efter mig, men da jeg kom bag Husene kastede jeg Drab for den, og jeg saa, den aad det – –.»
«Der er Reisepengene; vi behøve bare at tage dem,» afbrød Svolke-Peer hende. «Gaarden ligger lidt oppe i en Dal østpaa; derfra er ikke mange Miil over Fjeldet til Østerdalen; saa har vi ikke langt til Sverrige, og give Tugthuset og Lensmanden Fanden.» «Ja,» sagde den Anden og slog i Skindfælden, «jeg er med Broder! Jeg skal tage hans Sølv og Penge! Har jeg ikke gjort Noget før, saa skal jeg nu gjøre saameget, at jeg fortjener baade Krave og Hosebaand.» «Det var ret, Broder,» sagde Svolke-Peer med en fornøiet Mine og et uhyggeligt Griin, idet han tog og rystede hans fremrakte Haand. Nu vinkede han ad Fuglefængeren; ham gjorde han færre Omstændigheder med; thi da denne hørte hvad det gjaldt, sagde han med et Ordsprog, hentet fra sin Yndlingsbeskjæftigelse: «den Fugl er let at lokke, som efter vil hoppe,» og var strax rede baade til Ud- og Indbrud.
Da det led mod Slutningen af Vagtkarlens Fortælling, hørte de Larm udenfor Arresten, og antog, som rimeligt kunde være, at det var Lensmanden, som kom for at visitere. De nærmede sig nu samtlige Ilden og ledsagede Fortællingen med saadant et Spektakel og en saa støiende Latter, at han maatte troe, de aldrig havde tænkt paa Andet end at korte sig Tiden og gjøre Løier. «Her er baade Varme og Morro og Tobak her,» sagde Lensmanden hostende og smattede paa sin sølvbeslagne Merskumspibe. «Ude fyger det saa En mest ikke kan gabe, og Tobakken brænder som Braatekvas. Men det er da Fanden til Støi I holder, En skulde mest troe I vil sætte Hytten paa Taget.» «Lensmanden maa rigtig være saa inderlig god,» svarede Steffens-Karen med sin løbende Tunge og krybende Underdanighed, «ikke at blive vred, fordi vi staae paa Hodet og holder Helg, men Tiden bliver saa lei og lang, naar En ikke tager sig Noget til, – og saa begyndte Jakob Knappemager og denne snilde Bondemanden at fortælle gamle Eventyr og Historier. Men Gud bevares, befaler Lensmanden, skal vi gjerne sidde saa støe, som Katter paa en Peispal.»
«Aa sid I og lee og ljug ihob saameget I vil for mig,» sagde Lensmanden naadig, «men styr ikke som I vilde rive Væggene ned. En skulde mest troe I var til Bryllups eller Gjæstebuds, og ikke at I sad i Arrest. – – Men, men,» vedblev Lensmanden snøftende, «her lugter Stærkt. I har vel ikke Brændeviin?» «Lensmanden maa være saa naadig ikke at fortryde paa det,» sagde Steffens-Karen igjen, om muligt endnu mere hundeydmyg end før; «men jeg fik rigtig med mig en liden Taar til at slaae paa Skraberne til Karlmanden.»- «Som du selv har kloret, kan jeg tænke» – afbrød Lensmanden hende. «Jo du er en snild Kjærring; først slaaer du og siden klapper du! Jeg har hørt det! Men,» henvendte han sig til Vagtkarlen, «har du ikke seet, de har slaaet Brændevinet i sig?»
«Aa, dem tog sig nok en Dram, maa’a,» svarede Vagtkarlen. «Du tog dig vel en du og da, maa’a?» vrængede Lensmanden vredt efter ham. «Nei Lensmand, jeg drikker inte Brændeviin; jeg er nu i Nygterheden, for jeg har forskrevet mig, jeg, maa’a,» svarede han paa sin flegmatiske Viis. «Nei, nei, det er sandt, du er jo Medlem af Nykterhedsforeningen, min kjære Ole» sagde Lensmanden formildet. «Men,» sagde han truende til Taterne, «det er ulovligt at drikke Brændeviin i Arresten. Hid med Buteillen. Aa den Taaren slaaer ingen Mand af Krakken,» vedblev han, efter at have rystet Flasken mod Ilden. «Har I ikke mere?»
Dette benægtedes af Samtlige, og Vagtkarlen erklærede, at han heller ikke havde seet flere Flasker, og ved den derpaa af Lensmanden anstillede Undersøgelse kom heller ingen for Dagen. De vare altfor vel forvarede hos Gubjør. Ligesaalidt opdagedes de i Halmen skjulte Redskaber. Imidlertid holdt han en skarp med adskillige Lovsteder siret Tale mod Sviir og Støi i Arresten.
Taterne svarede med Ydmyghed, at de ikke vel kunde svire, da de, som Lensmanden havde seet, ikke havde Brændeviin, og lovede med søde Ord, at de skulde være rolige. «Men gode Lensmand, jeg tør vel ikke være saa dristig at spørge, om De ikke skulde have en gammel Kortleg at sælge eller laane os; det var nok det samme om den var aldrig saa brugt,» sagde Steffens-Karen. «Det falder nu ikke saa meget Styr med det, og saa var det en Morro at have til Ombytte.» «Aa jeg synes ikke det lod til at Tiden faldt saa lang, da jeg kom hid,» sagde Lensmanden. «Det er ikke for bare Moro Skyld, I er her heller. Men kan I ikke holde ud, saa faaer I til at ljuge ihob nogle Rægler igjen. Jeg har ingen Kortleg at laane bort.» «Du kan vide det, at han slider Kortlegen selv til der ikke er Fillen igjen af den,» hviskede Ole Ligeglad, idet Lensmanden gik ud gjennem Døren.
«Den Karlen maa nok holdes nær ind til Varmen, om Fedtet skal dryppe af ham,» sagde Svolke-Peer. «Ja vi lyt vel fortælle igjen, siden Lensmanden siger det, maa’a,» sagde Vagtkarlen. «Jeg tyktes du sagde, du vilde fortælle om en Præst paa Lessø,» henvendte han sig til Ole Ligeglad. «Ja,» svarede denne, «det er ikke noget Eventyr heller, men det er hændt for hundrede Aar siden. Det var en Præst paa Lessø, hvad han hed veed Fanden og ikke jeg. Hvad var det, Gubjør?» «Jeg mindes det ikke,» svarede Gubjør. «Ja, jeg er lige glad hvad han hed,» tog Ole Ligeglad til Orde; «men han kjørte sydover til Thinget, og det skulde være paa Bottum. Strax Præsten kom udpaa Isen, for Lessøvandet laa – det var om Vinteren dette – saa traf han en Mand, som gik for sig selv med en liden Kagge under Armen. Manden han tog til Luen, og Præsten nikkede paa Hodet og hilste til ham.
«God Dag min Mand,» sagde Præsten, og standsede Hesten lidt. «Vil du ikke staae paa Meiderne med mig og lægge Koppen din i Slæden; det er saadan kold Sno i Dag.» «Tak Faer,» sa’ Manden; han var lige glad han; men han slængte sig bagpaa. «Hvor er du fra og hvad hedder du?» spurgte Præsten. «Jeg er fra Lordalen og hedder Thorberg Flyvang,» sagde Manden. «Hvor vil du hen, og hvad er det for Ærind du gaaer i?» spurgte Præsten. «Jeg vil til Bottumsbergsmanden og betale Skatten, men den bliver ikke stor i Aar,» sagde Manden. «Er du den eneste Skatteyder i Lordalen?» spurgte Præsten. «Ei da, det findes flere Skatteydere i Lordalen end i Læssø Gjæld,» sagde Manden; «men jeg skal møde frem og gjøre Regnskab og Rigtighed for hele Skattelaget.» «Hvorfor er Skatten saa liden, naar der er saa mange Skatteydere?» spurgte Præsten, «for Præsterne de have saameget at spørge om, maavide.» «Vi har havt Misvæxt,» svarede Manden, «for det kom Frost og Vindvædsking paa Grøden, og Skatten lignes først, naar den er indbjerget.»
Dette syntes Præsten var rart Snak, og han var ikke god for at blive klog paa, om det var en Underjordisk eller en anden Storthingsmand. Men han var lige glad, han vilde prøve det, og da de skulde skilles udenfor Bottum, tog han Pennekniven sin og kastede over Koppen. Men da blev Manden harm og sagde til Præsten: «Jeg var en Jaaling og en Godfjotting, som sa’ dig Sligt, Søren Svartsærk. Nu har du skilt mig ved hele Skatten, og kanske jeg mister Æren atpaa. Men jeg er lige glad; du skal faae betale Skatten til den sidste Skillingen, og det med Renter og Rentes Renter, du Ringstuden, du er.»
Præsten han green bare paa Næsen af dette Snakket, og reiste sin Vei; men hvordan det var eller ikke, saa blev det mere og mere Fant med Præsten. Penge kunde ikke standse hos ham. Hver evige Skilling gik sin Vei, endda han lagde dem ned i Jernskriin med dirkefrie Laaser og satte dem under Sengen og bar Nøglerne om Halsen paa sig. Paa den Tiden havde Præsten i Grytten Ufred med Bønderne. Saa byttede Læssøpræsten sig did, men det blev ikke bedre. Dragedukken fandt Veien baade til Pengeskrinet og til Romsdalen. Men det ellevte Aaret var det forbi; da havde Dragedukken hans Thorberg Flyvang trukket ind Skatten baade med Renter og Rentes Renter.»
«Aa det var en Skarvepræst!» sagde Svolke-Peer. «Nei nu skal jeg fortælle om en Præst; han snød Fanden for den sidste Fiirskillingen, han eiede. Det var en anden Karl! – Det var en Fut nord i Dalen, han var saa grovt ugudelig, at han ikke vølte hvad han gjorde; men han fik en urolig Død. Naar det ikke var Folk i Ligstuen, laa han stille; men naar det kom Folk ind, stod den døde Manden op og tog dem i Haanden og takkede for Sidst. Da han skulde begraves, satte de ham i Liigkjælderen under Kirkegulvet. Nu var han rolig en Stund, men ret som det var, tog han til at spøge hver evige Nat. En Dag kom det en Skomager til en af Gaardene ved Kirken; han troede ikke paa Spøgeriet, men væddede, han skulde sidde paa Kirkegulvet ved Siden af Ligkisten en heel Nat og sye et Par Sko. Det væddede de imod. Kisten tog de op af Kjælderen, og Skomageren satte sig paa Gulvet; men først kridtede han en Ring om sig.
Da det led ud paa Natten kom selve Fanden flygende, rev Laaget af Kisten, slog Hovedet af Futen og flaaede Skindet af ham. Det drev han paa med saa hardt, at han ikke sandsede Skomageren, som drog Huden ind i Ringen eftersom Fanden fik den af Futen, og da det sidste Holdet slap, trak han den til sig heel og holden. Da Fanden skulde tage den, kunde han ikke for Ringen. Da blev han saa sindt, som om han vilde værpe baade Mord og Brand, og han skreg og bandte, han vilde have igjen Futeskindet. «Du faaer det ikke,» sagde Skomageren.
«Men hvad Fanden vil du med Skarvehuden?» spurgte Fanden. «Jeg vil barke den og gjøre Sko af,» sagde Skomageren. «Dem kan du ikke nytte,» sagde Fanden. «Jo, jeg vil ha’ dem til at gaae att i,» sagde Skomageren. «For det er dem, som bande paa, at Futen gaaer att; men naar jeg faaer gjort Sko af Skindet hans, tænker jeg nok, han skal lade være at gaae att; er det Nogen, som gaaer att da, saa er det mig som har Futeskindet paa Benene.» Men Fanden vilde betale den baade dyrt og vel. «Hvad vil du give da?» sagde Skomageren. «Jeg vil give dig Skarvehuden fuld med Skillinger,» sagde Fanden. «Det er et Ord,» sagde Skomageren; «du skal faa den igjen, naar du har fyldt den med Penge; men jeg vil hænge den der, jeg vil.»
Ja, det skulde han faae Lov til. Men Skomageren var ræd for at have mere med Fanden at gjøre, og saa solgte han Huden til en Præst og sagde ham Akkorden. Præsten gav ham mange Hundrede for Futehuden, og lovede, Skomageren skulde faae den igjen, naar han havde brugt den. Saa skar Præsten Hul paa Laavetaget sit, snurpede Huden sammen til en Sæk, som det ingen Bund var i og hang den under Hullet. Fanden fløi frem og tilbage mellem Helvede og Præstelaaven og bar og drog Sække og Kister fulde af Penge hver evige Dag, saa han mest slæbte Hilsen af sig. Tilsidst havde han ikke Skillingen igjen, og saa sagde han til Præsten, at han var raget Fant. «Du faaer lede i Tølerne dine, saa finder du nok fleer,» sagde Præsten; «det jeg har faaet er ikke stort, og jeg har hørt, at du kan mynte Saamange du vil.»
Fanden stod og betænkte sig en Stund. «Haa, haa, nu kommer jeg i Hug, jeg har en Fiirskilling staaende i en Væggesprunge,» sagde Fanden, og reiste efter den. Men det monnede ikke stort; Sækken var lige tom. «Nu seer jeg det er sandt, de sige for et gammelt Ord, at Præstsækken aldrig bliver fuld,» sagde Fanden og saa reiste han did, hvor han var fra. Men Præsten levede vel for Pengene, og Skarvehuden gav han Skomageren. Han barkede den og gjorde Skoe af, og har han ikke slidt dem ud, saa gaaer han med dem endnu.»
Med saadanne og lignende Fortællinger fortsatte de Aftenen og ud paa Natten, ret som om ikke nogen anden Tanke havde Rum hos dem end at korte Tiden den lange stormfulde Kveld. Ved en Pause i Fortællingen sagde Gubjør, «hun var laak i Magen» og maatte have noget Bittert; «hun havde noget der var godt til Hilsebod,» som hun havde kjøbt af Apothekeren paa Lillehammer. Ondet syntes smitsomt; thi medens hun ragede om i en Tine efter Wunderessentsen, erklærede Ole Ligeglad, der just skulde fortælle, at Koliken drog ham, saa han maatte krøke sig som en Foldekniv. Han havde jo rigtignok skrevet sig ind i Nykterhedsforeningen, han ogsaa, sagde han fiffig; men naar han var syg, havde han jo Lov at bruge Brændeviin til Doktering. Da Vagtkarlen hørte det, var han ogsaa «laak;» han vidste ikke rigtig hvordan det var, sagde han, men siden han fik en Honningkagesnab af Ole Ligeglad, var han saa underlig i Maven. «Drik en bitter Dram! Gubjør brygger dig en Skorsteensfeier, som rensker Kraaen,» sagde Ole Ligeglad, idet han lagde sig bagover og styrtede ned i sit vide Gab den, hun havde lavet til ham.
Nygterhedsmandens Betænkelighed veg snart for Fristelsen og Taternes overbevisende Grunde. Han fik den tredie Dram, hvortil den af Lensmanden foragtede Taar udbragtes. – Fortællingerne fortsattes; men Tilhørernes Interesse syntes kjølnet, og af og til begyndte det at gaae istaa. Inden en Time var forløben, følte Vagtkarlen sig betagen af en uimodstaaelig Tyngde og Døsighed. Ilden blev svagere og svagere; tilsidst glødede den kun i Levningerne af den store Tyrirod, hvis harpixagtige Dele undertiden udsendte en opblussende Flamme, som pludselig kastede et Mørkerødt Lys over Taternes lurende Ansigter. Endelig forkyndte Vagtkarlens tunge Aandedrag og dybe Snorken, at han ikke kunde lægge nogen Hindring i Veien for deres Flugt. De holdt sig rolige endnu en Stund, og undersøgte derpaa Døren og Vinduet. Begge Dele befandtes saa stærke og solide, at de ansaae det for umuligt at bryde dem op, uden at vække Gaardens hele Besætning ved Støien. Piben kunde de til Nød komme op igjennem – der var ingen Stænger eller Sprinkler i den – men det var ikke nogen Vei for den Saarede og Kvinderne. Her var gode Raad dyre.
– Men Arreststuen var et lidet enkeltstaaende Huus med et Aas- eller Skraatag, der blot ved sin Tyngde var befæstet til og hvilede paa Husets Tømmervægge. Da Svolke-Peer havde undersøgt dette, gav han de øvrige et Vink. De tog en af de lange Bænke, bragte dens ene Ende ind i Sammenføiningen, og brød og lettede Taget op fra Væggen ved at bænde denne mægtige Vægtstangs anden Ende ned. Tværs over denne samme Ende eller Kraftens Arm af Vægtstangen lagde de, for lettere at holde den i dens Stilling, og saaledes hindre Taget fra at falde til igjen, den anden Langbænk, hvis ene Fod de stak ind under Barakken eller Hjælden, hvorimod dens anden Fod fastsurredes til Skorsteensstøtten ved en Rebstump. Ved denne dobbelte Vægtstang holdtes Taget med Lethed i den forønskede Stilling, og det syntes næsten en overflødig Gjerning, at Ole Ligeglad anbragte sit Legems Tyngde paa Enden af den, medens Taterne hjalp hverandre ud. Den ene efter den anden sprang ned i Sneen udenfor. Svolke-Peer og Ole vare de sidste.
Efterat de havde undersøgt, om Taget beholdt sin Stilling uden den Sidstes Tyngde, hjalp Svolke-Peer ham ud; men da denne nu ingen Hjælp havde, maatte han, for at naae Aabningen, entre op efter Bænken. Formedelst denne Rystelse og et heftigt Vindstød, der lettede Taget en Smule, vaklede Bænkene, Rebet gled eller reves løs, og i det Taget faldt til, vippedes Peer op mellem dette og Bænken og sad der som en Rotte i en Fælde. Under det skrækkelige Rabalder, dette afstedkom, vaagnede Vagtkarlen med et Forfærdelsesskrig, der bragte Taterne udenfor til at skjælve for at Folket skulde vaagne og Udbrudet opdages. Fuglefængeren og Svarte-Bertel saae blot paa hverandre; i det næste Øieblik vare de, indhyllede i Snefog, oppe paa Taget og forsvandt ned gjennem Piben.
Vagtkarlen, der fortumlet laa og gravede i Asken efter Ild, fik en ny Skræk i Livet, da de fore nedover ham i en kvælende Sodsky; men før han kunde komme til at vræle for Sod og Aske, førend han kunde besinde sig paa om det var Spøgeri eller Taterne, havde de bagbundet ham og dæmpet hans Skrig med en Skindfæld, som de viklede ham om Hovedet. Derpaa trak de Svolke-Peer slemt forslaaet ud af Klemmen og begave sig tilligemed ham bort ad den samme Vei, ad hvilken de saa pludselig havde indfundet sig. «Jeg troede ikke jeg skulde truffet dig meer i denne Verdens Rige, den Tid Taget faldt,» sagde Steffens-Karen, idet Svolke-Peer sprang ned i Sneen ved Siden af hende. «Hvor skulde vi træffes da?» spurgte denne bistert; «i Helvede steges hver i sin egen Gryde.»

Da Folk kom hjem fra Bryllupet, savnedes der paa Valdersens Stabur nogle hundrede Daler i rede Penge, Sølv, Klæder, Madvarer samt flere Par Ski og Truer, der stode i Stabursvalen. – Taterfølget var hverken hørt eller spurgt, det var som sunket ned i Jorden; og de der ikke troede, at det havde gjort sig usynligt ved Fandenskunster, antog at det var strøget tilfjelds, havde forvildet sig i de vidtløftige Fjeldvidder og var omkommet i Uveiret, der rasede flere Dage. – Først længere Tid efter denne Begivenhed, er det lykkedes at faae indsamlet nogen Efterretning om enkelte af dette Taterfølges Medlemmer.
Svolke-Peer skal være dræbt Vester paa Landet i et Slagsmaal med hans Arvefiender, Mjøltraaverne. Svarte-Bertel sidder i Slaveri for Indbrud og attenteret Mord, og Fuglefængeren har et Par Gange gjort sig en Fornøielse af at reise Landet rundt paa offentlig Bekostning, idet han transporteredes Lensmand imellem og angav at han havde hjemme snart her, snart der. Om de Øvrige tier Historien. – –
Dog er der et Spoer af Signekjærringen Gubjør Langelaar. Forrige Høst fandt en Reenskytte, der forfulgte et anskudt Dyr, i en afsides Bott oppe i Ildmandshøen, hvorfra man seer nordover til Rondernes vilde Toppe, Levninger af et menneskeligt Skelet, som Jerv og Fjeldrak havde søndergnavet. Mellem Stenene laa et Kobbersnuushorn, fyldt med smaaskaaret Bly. Desuden fandtes der et sammenrullet Tandgjærde af en Rokke, nogle Skaller af en Venus og forskjellige andre Sødyr – Ragerier som ingen i Dalen havde seet eller kjendte Hensigten og Brugen af, men som Taterne anvende i deres Ragusta – samt nogle smaa Flasker, hvoraf een indeholdt et bruunligt eller guldrødt Fluidum, der efter Distriktslægens Sigende var Opium.
GLOSSARIUM ELLER FORTEGNELSE OVER PROVINCIELLE ORD OG TALEMAADER
TRYKFEIL OG RETTELSER
Side 1Lin. 1 fr. o.staaer: Sir Tottenbroom; læs: Sir John Tottenbroom. Overalt, hvor Sir Tottenbroom forekommer, læses Sir John Tottenbroom eller blot Sir John.
S. 8Lin. 1 fr. o.staaer: Peer; læs: Hans.
–″– 16–″– 13 fr. o.–″– Joda; læs: Jøda.
–″– 53–″– 2 fr. n.–″– stille Nakkebenet; læs: skille Nakkebenet.
–″– 100–″– 3 fr. n.–″– Spil; læs Kule; og overalt i det Følgende Kule for Spil.
–″– 126Lin. 4 fr. o.staaer: Hedemarken; læs: Toten.
–″– 130–″– 5 fr. o.–″– Linderudsæteren; læs: Linderudsæterrøa.
–″– 130–″– 1 fr. n.–″– og jeg skjød Bom. Men; læs: og jeg skjød Bom, og begge de andre Hundene vare med, men de gav ikke Hals. Men.
–″– 131Lin. 9 fr. n.staaer: som en liden Kvie; læs: som den største Oxe, jeg har slagtet.
–″– 131Lin. 7 fr. n.staaer: gik jeg galt; men; læs: gik jeg galt, og Blodet randt af den; men.
–″– 131Lin. 3 fr. n.staaer: paa Stuegulvet mit; læs: paa Stuegulvet mit, der jeg har boet i 20 Aar.
–″– 132Lin. 5 fr. o.staaer: Krykjestok; læs: Krykjestok, og saa ud som en Bondekjærring ovenfra Landet.
–″– 197.I Mottoetstaaer:
Er du da blank som Guld,
Og er jeg sort som Muld?
En Frihed vil jeg eie,
Læs:
Er du da blank som Guld,
Og jeg er sort som Muld,
Een Frihed vil jeg eie, o. s. v.
FORTALE
Folkedigtninger af den Art, som nærværende Samling især omfatter, har man i Almindelighed betegnet ved Navnet: Sagn, Folkesagn, idet man uden Sondring lod dem indløbe blandt de egentlige Sagn eller Traditioner om historiske Personer og Begivenheder. Dette var vistnok mindre rigtigt; thi Sagnet tilhører som noget Afsluttet Fortiden. Disse Naturdigtninger derimod ere ligesaavel Nutidens som Fortidens Eie; thi de ere ikke andet end Naturen selv og dens Brydninger i Folkets Fantasi, Naturfortoningerne igjennem Folkets poetiske Opfatning, ofte med en Farvning af Oldtidens Tro og Forestillingsmaade, og de ville følgelig for enhver naiv Naturbetragtning vedblive at fremstaae, saalænge som Naturen virker efter de samme Love, og den menneskelige Aand har de samme Udviklingsstadier at gjennemløbe. Dette er ikke nogen Theorie. Man kan let iagttage det i Virkeligheden. Naar man nærmer sig de fra Dannelsens og Halvdannelsens Territorium mere fjernede Bygdelag, hvor Almuen endnu hænger ved Fædrenes Tro, og gjennem denne og Fantasiens Medium opfatter Naturen, udspringe saadanne Digtninger den Dag i Dag. Men at et mythisk Stof endnu er tilstede, den Omstændighed at Gudbrand Grinden eller Peer i Lien har seet Huldren eller de Underjordiske, eller været i deres Vold, og er bleven «huldrin», stempler dog ingenlunde disse Udsagn til Sagn.
Som en mere passende, mere betegnende Benævnelse har jeg troet at burde anvende Huldreeventyr; Huldren er dog det Principale i den norske Folkedigtnings Natursymbolik: hun boer paa Fjeldet og i Dalen; hun eier al den norske Naturs Rigdom, Pragt og Herlighed, men hun eier ogsaa dens dybe Melankoli. Derom vidne hendes Sang og Strengespil, som ei kan høres uden Vemod og Taarer, hendes Magt og Kjærlighed, der sløver og fordunkler Menneskets Forstand.
Det paatrængte sig mig som en Nødvendighed at meddele disse Naturdigtninger under de Forhold, jeg tildeels havde modtaget dem, i Relief af den Natur, i hvis Skjød de syntes oprundne og nærede; jeg ønskede derhos at meddele dem i sin oprindelige Duft og Farve. Dette troede jeg lettest at opnaae ved at lade Folket selv optræde fortællende. Ved Udførelsen af denne Plan maatte der, for at illustrere Personer og Lokaliteter, indløbe Adskilligt, der strengt taget ikke henhører under den opstillede Kategori, men under Folkesagnets. Derfra denne Titel.
Angaaende Fortællingsmaaden af disse Huldreeventyr og Folkesagn er der ikke Meget at tilføie. De ere fortalte som de endnu leve i Almuens Mund; der er Intet sat til eller taget fra. Kun paa nogle Steder ere et Par Beretninger forenede, idet lokale, i svagere Omrids fremstillede Traditioner, kompleteredes ved fuldstændigere og almindeligt forekommende. Lokaliteterne ere oftest nøiagtigt angivne ved hver enkelt; men ikke faa Traditioner ere udbredte over hele Christiania Stift, eller forefindes i det hele Land. Disses Udbredelse og Forekomst vil der nærmere blive gjort Rede for i de Anmærkninger og Jevnførelser med lignende Naturdigtninger hos fremmede Folkefærd, der skulle ledsage en følgende Samling. Det kunde vel synes ønskeligt at forudskikke en almindelig Indledning over Folketroen i Norge; men en saadan er for Tiden mindre nødvendig; thi Hr. Pastor Faye har i anden Udgave af sine «Norske Folkesagn» meddeelt vigtige Bidrag hertil i Indledningerne til sin Bogs forskjellige Afsnit, hvortil han ogsaa har benyttet mine Samlinger. Senere hen vil en Afhandling over denne Gjenstand kunne afgive et rigere Udbytte; thi Stoffet er paa langt nær endnu ikke udtømt eller indsamlet. Det her meddeelte indeholder adskilligt Nyt og mindre Bekjendt, og dog er det Meste paa nogle Undtagelser nær, tilveiebragt i de mest besøgte, Hovedstaden nærmest omgivende Egne af Christiania Stift.
At Undersøgelser i Fjeldbygderne, Bergens Stift og Nordlandene ville give et langt rigere Udbytte af eiendommelige Traditioner, derom vidne Resultaterne af en kort Fjeldreise, jeg for nogle Aar siden gjorde i Gudbrandsdalen, og nogle sparsomme Beretninger fra Thelemarken, Valders, Østerdalen, Bergen og Nordlandene, der ved Venners Meddelelser ere blevne mig til Deel.
Christiania den 1ste Juni 1845.
P. Chr. Asbjørnsen.
KVÆRNSAGN
Naar Verden gaaer mig imod, og det undlader den sjelden at gjøre, naar dertil gives nogen Leilighed, har jeg stedse befundet mig vel ved at anvende Friluftsvandringer og legemlig Anstrængelse som Dæmper for min Smule Bekymring og Uro. Hvilket Haab der var sluppet, hvilken Bekymring eller Ærgrelse vakt, kort hvilken Aarsag tilstede, erindrer jeg ikke mere; men hvad der klart staaer for mig, er at jeg for nogle Aar siden en Sommereftermiddag med Fiskestangen i Haanden paa Østsiden af Akerselven vandrede opover Engene forbi Thorshaug og Sandaker gjennem Lillohagen til Oset ved Maridalsvandet.
Den klare Luft, Hølugten, Blomsterduften, Vandringen, Fuglekviddret og de friske Luftninger ved Elven virkede velgjørende paa mit Sind, og i det duft- og sangfulde sommerlige Nu svandt Bekymring og Uro. Da jeg kom over Broen ved Oset, begyndte Solen at helde mod Aasranden; snart laante den Skyerne sin bedste Glands og sine rigeste Farver, for at de en stakket Tid kunde fryde sig ved den fremmede Pragt og speile sig i de klare Bølger, der straalede og blinkede i Purpur-, Guld- og Kobberglands, snart udsendte den mellem sønderrevne Aftenskyer en Lysstrime, der dannede gyldne Stier i de dunkle Barskove hinsides Vandet. Aftenvinden førte med sig en oplivende Duft fra Granerne paa de mørke Aaser og fjernt gjenklingende, hendøende Toner af Gjøgens Aftensang, der stemte mit Sind til Vemod. Mekanisk fulgte Øiet de udkastede Fluer, som førtes af Elvens strømmende Vande. Hei, der sprang en gylden Fisk; Snøret foer surrende af Snellen, og da jeg holdt den fast, stod Stangen bøiet som et Tøndebaand; det maatte være en Ørret paa henved tre Mærker. Nu var det ei Tid at falde i Staver, man kunde behøve sin Smule Aandsnærværelse for at bringe den i Land; thi Strømmen var strid, og Haav havde jeg ikke; Fisken var stærk, jeg maatte give Snøre ud af Snellen og vinde ind igjen to tre Gange, førend den lod sig tvinge til at gaae med Strømmen ind i en liden stille Vig, hvor den heldig blev bragt i Land og befunden at være en smuk purpurplettet Fisk af den formodede Størrelse.
Jeg vedblev at fiske paa Vestkanten ned ad Elven, men kun smaa Foreller snappede efter mine Fluer, og et Snees Stykker var det hele Bytte. – Da jeg kom til Brækkesaugen var Himlen overskyet, og det var temmelig mørkt, men ved Horizontens nordvestlige Rand stod en æblegrøn Strime, der kastede et sølvklart Lys paa Saugdammens Speilflade. Jeg gik ud paa Lændsen og gjorde nogle Kast, men mit Held var ringe. Der rørte sig heller ikke noget Luftpust; thi Vindene syntes gangne til Hvile, og kun mine Fluer bragte det blanke Vand til at skjælve.
En halvvoxen Gut, der stod bag mig oppe i Bakken, raadede til at «harve med Fløt» – en heel Klase Medemark, som paa Anglen stødviis trækkes hen over Vandfladen – og tilbød sig at skaffe Agn. Jeg modtog hans Tilbud og fulgte hans Raad, og Forsøget lykkedes over Forventning; thi en Ørret paa et Par Mærker bed strax paa Krogen og blev ikke uden Vanskelighed bragt op paa det ubekvemme Landingssted. Men dermed var det ogsaa forbi; intet Bid var mere at mærke, ingen Fisk krusede Vandet i den stille Dam, kun Flaggermusene fore vimsende omkring i Luften og frembragte undertiden, naar de kastede sig ned til Vandet efter Insekterne, paa den blanke Flade zittrende, bølgende, sig udbredende Ringe.
Foran mig laa Brækkesaugens Indre, klart men rødligt oplyst af luende Skorsteensild. Saugen var i fuld Gang: den gik med Suus og med Bruus; men dens Bjælker, dens Hjul, dens Blade og Vegtstænger syntes ei nu at styres og ledes ved nogen menneskelig Villie og Haand, men ene at gaae som et Legetøi for Kværnknurrens eller Fossegrimmens Lune og usynlige Greb. – Dog jo, tilsidst viste der sig ogsaa menneskelige Skikkelser. En foer med en vældig Fork ud paa Tømmeret i Dammen for at bringe en Stok i Tømmerrenden, og satte den hele Flade i en bølgende og skvulpende Bevægelse; en Anden foer skyndsomt frem med en Øxe i Haanden for at benke Tømmerstokken, og udkaste Baghunen, der med Brag styrtede ned i Dybet. Det susede og brusede, det bragede, hvinede og klang derindenfra, og stundom sattes som et Jættesværd – man skulde troe i Fegtning med Nattens Aander – en blinkende Saugklinge i Bevægelse ud i Luften, for at afsauge Stokkens Knubber eller ujevne Ender.
Nordenfra kom der ned efter Elvedraget nogle kolde Gufs, som lod mig føle, at det var nær Midnat, at jeg var vaad og træt, og jeg besluttede desaarsag at hvile og varme mig en Smule ved Ilden over i Saugen. Jeg kaldte paa Gutten, som endnu stod ved Bredden og maabede efter mig og mit Fiskeri, bad ham at tage Fiskekurven, som jeg havde sat igjen, og følge efter over Lændsen, hvis slibrige Stokke gyngede paa Vandet og overskvulpedes ved hvert af mine Skridt.
Ved den ene Skorsteen i Saugen sad der en gammel graaskjægget Arbeidsmand med en rød Hue ned over Ørene. Skyggen af Skorstenen havde skjult ham for mig før. – Da han hørte mit Ønske om at hvile og varme mig en Smule, lavede han mig af en Stokkeknub et Sæde ved Ilden. «Det var en vakker Fisk,» sagde den Gamle, idet han tog den sidste Ørret, jeg havde faaet, i Haanden, «og det en Hagefisk, den veier mest tre Mærker; den har I sikkert faaet i Dammen her?» Paa mit bekræftende Svar, fortalte Manden, der lod til at være en ivrig Fisker, om hvilke store Ørreter han havde faaet paa dette Strøg for en tredive Aar siden, da han kom herud fra Gudbrandsdalen, og anstillede derhos ligesaa hjerterørende Klager over Fiskens Aftagen og Saugflisens Tiltagen, som Sir Humphry Davy i sin Salmonia.
«Fisken, den tager af,» sagde han, med en Sauglarmen gjennemtrængende Stemme, «for saadan en Guldhage, ikke større end den der, er det rart at faae nu, men Saugflisen, den tager til Aar for Aar, og En kan ikke undres over, at Fisken ikke gaaer ud i Elven, for lukker den paa Kjæften og skal have en Svælg reent Vand saa faaer den hele Kroen fuld af Saugfliis og Mukkel. Den fordømte Saugflisen! – Gud forlade mig min Synd ligevel – det er Saugen, som giver os Brød, baade mig og Mine; men jeg bliver saa arrig, naar jeg tænker paa de svære Kolver, jeg har trukket her i gamle Dage.»
Gutten var imidlertid kommen efter med Fiskekurven, men syntes at være ilde tilmode ved al den Larm og Bevægelse, der herskede i Saugen. Med Forsigtighed traadte han paa Gulvbrædderne, og i hans Ansigt og livlige mørke Øine malede sig Frygt og Ængstelse for Vandets Brusen mellem Hjulene neden under hans Fødder og Gulvet. «Her er det fælt at være, gid jeg var vel hjemme,» sagde han. «Hører du ikke hjemme her?» spurgte jeg. «Hvad er du for En, hvor er du fra?» spurgte den Gamle. «Aa, jeg er fra Gamlebyen, og saa har jeg været hos Fuldmægtigen paa Brække med et Brev for Lensmanden; men jeg er saa ræd for at gaae alene i Mørke,» svarede Gutten, der, siden det begyndte at mørkne, havde holdt sig i min Nærhed. «Skam dig, saa lang en Gut du er, at syte for sligt,» sagde den Gamle, men føiede trøstende til: «ret nu kommer Maanen op, og Følge faaer du nok med den Karlen her.»
Jeg lovede den Mørkrædde Følgeskab ligetil Beierbroen, hvorved han syntes at vorde noget beroliget. Imidlertid standsedes Saugen, og tvende Karle gave sig i Færd med at skjærpe og file Saugbladene, hvorved der frembragtes en klingende, hvinende til Marv og Been gaaende Lyd, der almindelig er af en saadan Intensitet, at den om Natten, gjennem Fossens Suus, klinger ned til Byen fra de fjerne Sauge. Den syntes paa en meget ubehagelig Maade at afficere den Mørkræddes Nervesystem.
«Huf, her turde jeg ikke være en Nat for meget Godt,» sagde han og stirrede omkring sig som om han ventede at see en Nøk stige op af Gulvet eller en Nisse i hver Krog. «Ja da har jeg været her mangen Nat,» sagde den Gamle, «og ikke har jeg havt Stort for det heller.» «Jeg har hørt af Moer, at der skal være saameget Troldskab og Fanteri i slige Sauge og Kværnhuse,» bemærkede Gutten ængstelig. «Jeg har ikke fornummet Noget, jeg kan ikke sige det,» sagde den Gamle. «Vandet er nok bleven slaaet af og sat paa for mig imellem, naar jeg har dormet lidt paa Saugen om Natten, og imellem har jeg hørt det har tuslet i Baghunen, men jeg har aldrig seet Noget. Folk troer ikke paa Sligt mere heller nu,» vedblev han med et spørgende Blik til mig, «og derfor tør det ikke vove sig frem; Folk er for kloge og belæste nu til Dags.»
«Deri kan du have Ret,» sagde jeg, der heller ønskede at faae Manden til at fortælle gamle Historier, som jeg vel kunde mærke laae skjulte bag hans spørgende Blik, end jeg vilde indlade mig paa Drøftningen, af den opstillede Kvæstion, hvorvidt Oplysningen var en Skræmsel for Nisser og Underjordiske. «Deri kan du paa en Maade have Ret. I gamle Dage vare Folk stærkere i Troen paa alslags Troldskab; nu lade de kun som de ikke troe derpaa for at synes kloge og oplyste, som du siger. I Fjeldbygderne hører man dog endnu, at de Underjordiske vise sig, tage Folk ind til sig o. a. dsl. Nu skal du,» føiede jeg til, for ret at faae ham paa Gled, «nu skal du bare høre en Historie, som skal være hendt etsteds, men hvor og naar det er hendt, kan jeg ikke ret erindre.»
«Der var en Mand, som havde en Mølle ved en Fos, og der var ogsaa en Kværnknur. Om Manden, som Skik er paa nogle Steder, gav ham Levsekling og Juleøl for at øge Melet, har jeg ikke hørt, men det er ikke sandsynligt; thi hver Gang han skulde male, tog Kværnknurren fat i Kværnkallen og standsede Kværnen, saaat han ikke kunde faae malet. Manden vidste godt, at det var Kværnknurren, og en Aften han skulde paa Møllen, tog han med sig en Gryde fuld med Beg og Tjære og gjorde Ild under den. Da han slap Vandet paa Kallen, gik den en Stund, men saa blev den, som han ventede, standset. Han stak og slog efter Kværnknurren nede i Renden og omkring Kværnkallen, men det hjalp ikke. Tilsidst aabnede han Døren, som gik ud til Kværnkallen og Renden, men da stod Kværnknurren midt i Døren og gabede, og dens Gab var saa stort, at Underkjæften var ved Tærskelen og Overkjæften ved Dørbjælken.
«Har du seet saa stort Gabende?» sagde den. Manden foer efter Beggryden, som stod og kogede, slog den i Gabet paa den og sagde: «Har du kjendt saa hedt Kogende?» Da slap Kværnknurren Kallen løs og slog op et forfærdeligt Brøl. Siden har den hverken været seet eller hørt der, og heller ikke har den hindret Folk i at male.»
«Ja», sagde den mørkrædde Gut, som med frygtblandet Nysgjerrighed havde fulgt min Fortælling: «Dette har jeg rigtig hørt af Bedstemoder min, og hun fortalte ogsaa en anden Historie om en Mølle. Det var oppe paa Landet, og Ingen kunde faae malet der, for det var saa fuldt af Troldskab. Men saa var der en Kvæld en Fattigkjærring, som var saa nødig om at faae malet Lidt, og hun bad om hun kunde faae Lov til at male der om Natten. «Nei Gud bevares,» sagde Manden, som eiede Møllen, «det gaaer ikke an, at du maler der i Nat; det kommer nok til at spøge baade for dig og Kværnen da,» sagde han. – Men Kjærringen sagde, hun var saa nødig om at faae malet, for hun havde ikke et Gran Vellingmeel og ingen Mad at give Børnene sine. Ja, tilsidst saa fik hun Lov at gaae paa Kværnen og male om Natten.
Da hun kom did, gjorde hun Varme paa under en stor Tjæregryde, som stod der, fik Kværnen i Gang og satte sig til at binde i Skorstenen. Om en Stund kom der ind et Kvindfolk og hilste paa hende. «God Kvæld du,» sagde hun til Kjærringen. «God Kvæld,» sagde Kjærringen og hun blev siddende og strikke. Men ret som det var, begyndte den, som var kommen ind, at kare Varmen ud over Skorstenen. Kjærringen karede den sammen igjen, hun.
«Hvad hedder du?» sagde den Underjordiske til Kjærringen. «Aa, jeg hedder Sjøl, jeg,» sagde Kjærringen. Det syntes hun var et rart Navn, og saa begyndte hun at kare Varmen ud over Skorstenen igjen. Og Kjærringen blev sindt og begyndte at skjænde og kare den sammen igjen. Dette holdt de paa med en lang Stund; men bedst som det var, fik Kjærringen væltet Tjæregryden ned over den Underjordiske. Hun til at huje og skrige, og saa rendte hun ud og raabte: «Faer, Faer, Sjøl har brændt mig!» «Aa, har du sjøl gjort det, saa faaer du sjøl ha’ det,» sagde det borte i Bjerget.»
«Det var godt, det ikke gikk galt med den Kjærringen,» sagde den gamle Graaskjæggede, «hun kunde gjerne have brændt op baade sig selv og Kværnen, for da jeg var hjemme, hørte jeg tale om noget Sligt, som skulde hendt der i gamle Dage. Det var en Gaardmand der, som havde en Kværn, og den brændte for ham to Pindsekvælde efter hverandre. Da det led til Pindstid det tredie Aar, var det Skrædder hos ham og syede Helgedagsklæder. «Skal troe hvorledes det gaaer med Kværnen denne Gangen, mon det skal brænde i Nat og?» sagde Manden. «Det skal ikke have nogen Nød,» sagde Skrædderen, «giv mig Nøglen, saa skal jeg nok passe Kværnen.»
Det syntes Manden var baade vel og brav; og da det led paa Kvælden fik Skrædderen Nøglen og gik ned i Kværnen, – den var tom endda, for den var ganske nybygget, – og saa satte han sig midt paa Gulvet, tog Kridtet sit og kridtede en stor Ring rundt omkring sig, og rundt udenomkring den Ringen skrev han Fadervor, og saa var han ikke ræd, om selve Fanden skulde komme. Da det var høist Nattes fløi Døren op med Eet, og der kom ind saa tykt af svarte Katte, at det myldrede. De vare ikke sene, førend de fik en Gryde paa Skorstenen og til at lægge paa under den, saa det tog til at brase og frase i Gryden som om den var fuld af kogende Beg og Tjære.
«Haa, haa,» tænkte Skrædderen, «er det saaledes fat?» og ikke før havde han sagt det, før en af Kattene skjød Labben bag Gryden og vilde til at vælte den. «Schyt Katte, du brænder dig!» raabte Skrædderen. «Schyt Katte, du brænder dig! siger Skrædderen til mig,» sagde Katten til de andre Kattene, og alle sammen bort fra Skorstenen til at hoppe og dandse rundt om Ringen; men ret som det var luskede Katten bort til Skorstenen igjen og vilde skyde Gryden overende. «Schyt Katte, du brænder dig!» skreg Skrædderen og skræmte den fra Skorstenen. «Schyt Katte, du brænder dig! siger Skrædderen til mig,» sagde Katten til de andre Kattene, og allesammen til at dandse og hoppe igjen, og ret som det var, vare de borte og prøvede paa at faae væltet Gryden. «Schyt Katte, du brænder dig!» skreg Skrædderen, og tog saa i og skræmte dem, at de foer den ene over den anden bort efter Gulvet, og til at springe og dandse som før.
Saa sloge de Kreds udenom Ringen og begyndte at dandse rundtomkring den, fortere og fortere, og tilsidst gik det saa fort, at Skrædderen syntes, det begyndte at gaae rundt for ham; og de gloede paa ham med slige store fæle Øine, som om de vilde sluge ham. Men bedst som det var, stak den Katten, som havde været ifærd med at vælte Gryden, Labben sin indenfor Ringen, ligesom den havde Lyst til at faae fat i Skrædderen. Men da Skrædderen saa det, løftede han paa Tælgekniven og holdt den færdig. Ret som det var, slog Katten Labben indenfor Ringen igjen, men svindt hakkede Skrædderen den af – og alle Kattene til Beens det forteste de vandt, med Skraal og Skrig, ud igjennem Døren.
Men Skrædderen lagde sig i Ringen og sov til Solen stod langt ind paa Gulvet til ham. Saa stod han op, laasede Kværnen igjen og gik op paa Gaarden. Da han kom ind i Stuen, laae baade Manden og Konen endda, for det var Pindsemorgnen. «God Morgen,» sagde Skrædderen og gav Manden Haanden. «God Morgen,» sagde Manden og han blev baade glad og forundret, da han fik see Skrædderen igjen, det kan En nok vide.
«God Morgen, Moer,» sagde Skrædderen og bød Kjærringen Haanden. «God Morgen,» sagde Kjærringen; men hun saa saa bleg og rar og forstyrret ud, og Haanden sin gjemte hun under Fællen; men tilsidst bød hun ham den Venstre. Da skjønte Skrædderen hvorledes det hang sammen, men hvad han sagde til Manden, og hvorledes det gik Kjærringen siden, det har jeg aldrig fornummet.» «Møllerkonen var selv en Troldkjærring da?» spurgte Gutten, som med spændt Opmærksomhed havde fulgt denne Fortælling. «Du kan vide det,» sagde den Gamle.
Det var næsten ikke muligt at høre et Ord længere; thi Saugen gik atter med Suus og med Bruus. Maanen var oppe og Trætheden forbi efter den korte Hvile. Jeg sagde derfor Levvel til den Gamle og gik, ledsaget af den mørkrædde Gut. Vi fulgte Stien under Græfsenaasen nedover Høiderne mod Græfsen. Hvidlige Taager svævede over Elvedraget og Myrene nede i Dalen. Op over Byens Røgslør hævede sig Akershuus med sine Taarne, der klart traadte frem mod Fjordens tindrende Speil, hvori Næsodden kastede sig langt ud som en mægtig Slagskygge. Himlen var ikke ganske reen, og der var lidt Træk i Skyer og Luft; Maanens Lys blandede sig med Sommernattens Dæmring og dæmpede Omridsene i Forgrunden af det Landskab, der udstrakte sig for vore Fødder. Men klart og straalende laa Maanelyset over Fjorden, over Asker- og Bærumsaaserne, der, fortonende i blaalige Nuancer, hævede sig over hverandre høit op i den disige Luft og dannede Landskabets fjerne Ramme.
Kvægede af Nattens og Duggens kjølige Bad, udsendte Violer og andre natlige Blomster en liflig Duft over Engene, men fra Myrene og Bækkedragene kom der klamme, gjennemtrængende, bedøvende Luftninger, der isnende berørte mig.
«Huf, det grøsser i mig,» raabte min Ledsager ved saadanne Leiligheder. Han meente at disse Luftninger var Pustet af natlige Dæmoners Aandedrag, og troede at see en Troldkjærring eller en Kat med gloende Øine i enhver af Vinden bevæget Busk.
EGEBERGKONGEN
I min Barndom var det bleven mig og nogle Kamerater en Sædvane hver Søndags-Eftermiddag at gjøre Udvandringer til Egeberg. Hele den lange Uge glædede vi os til denne Eftermiddag, vi skulde tilbringe i det Frie, til de duftende Hægkviste, vi skulde bryde, til de Siljefløiter, vi skulde vride, til de funklende Bjergkrystaller, vi skulde finde, til de søde Jordbær, vi skulde sanke. Da vi bleve ældre, lode vi vel Siljen staae i Fred, og røvede ei Hæggen dens Pryd, men af og til fortsatte vi vore Udflugter, og paa Egeberggaardens Marker gik Jagten heel lystig efter den fagervingede Apollo; i den øde vilde Egn om den faldefærdige Varde tumlede vi os lystigt med Insekthaaven for at fange den ridderlige Machaon, der ligesaameget trættede vor Taalmodighed, som den vakte vor Beundring ved sin lette Flugt.
Det der gjorde mig disse Egne saa interessante, var imidlertid hverken den duftfulde Hæg eller den melankolske Siljefløite, hverken de blanke Krystaller eller de deilige Jordbær, hverken den purpurplettede Apollo eller den svovlgule Machaon; men den romantiske Hemmelighedsfuldhed, der gjennem de første Barndomserindringer dæmrede mig imøde fra disse Steder, Ønsket om at opleve noget Eventyrligt, Tanken om al den Pragt og Herlighed, der indesluttedes af de raae Stene, om de mystiske Væsener – hvis Tilværelse eller Ikketilværelse endnu var mig uklar – som Sagnet hensatte i Bjergets Dyb.
Sagnene om Egebergkongen, de Underjordiske og deres Bjergslot ere nu forstummede, men af hvad jeg hørte i min Barndom, lever endnu Et og Andet i min Erindring. Dette har jeg søgt at opfriske i de følgende Træk.

For en halvhundrede Aar tilbage i Tiden var Egeberg ikke saa opryddet og beboet som nu; det var overgroet med Skov og Krat, og fra Byen saa man ikke andre Menneskeboliger der end Egeberggaardens gamle Huse, oppe paa Høiden mod Morgenhimlens Solglands eller foran drivende Skyer, og en liden rød Hytte nede i Bakken paa den venstre Side af Veien, hvor denne svinger opad til Høire mod Egeberggaarden. Den kaldtes Svingen. Paa dette Sted seer man nu en anseeligere Bygning, som er en sommerlig Dandsesalon og et Rekreationssted for de spadserlystne «unge Herskaber», der i de første Sommernætter drage ud «for at høre Gjøgen.»
Her i Svingen i den lille røde Hytte paa den venstre Side af Veien, boede i hiin gamle Tid, jeg taler om, en fattig Kurvkone, som ganske kummerlig slog sig gjennem Verden. En Gang, hun havde været henne for at hente en Vending Vand, sad der en stor, tyk Padde i Stien foran hende.
«Gaa af Veien for mig, saa skal jeg være Jordemoder for dig, naar du kommer i Barselseng,» sagde hun for Spøg til Padden, som strax begyndte at trække sig af Veien, saa raskt det vilde gaae. Nogen Tid efter, da Kurvekonen en Høstaften var kommen hjem fra Byen og sad foran Skorstenen og spandt, kom der en fremmed Mand ind til hende. «Hør du,» sagde han, «Kjærringen min skal snart ligge, hun har ikke længe igjen. Vil du hjælpe hende, naar hun gjør Barsel saa som du har lovet, saa skal det ikke angre dig.» «Aa Gud hjælpe mig saasandt,» sagde Konen, «det kan jeg nok ikke, for jeg forstaaer mig ikke noget paa det.» «Jo, du faaer nok gjøre det, for du har jo lovet hende det,» sagde Manden.
Konen kunde slet ikke erindre, at hun havde lovet Nogen at være Jordemoder, og sagde det til ham; men Manden svarede dertil: «Jo du har lovet det, for den Padden som sad i Veien for dig, da du gik efter Vand, det var Kjærringen min. Vil du hjælpe hende,» vedblev Manden, som hun nu mærkede ikke kunde være nogen anden end Egebergkongen, «saa skal det aldrig angre dig; jeg skal forskylde dig vel for det, men du maa ikke ødsle med Pengene, jeg giver dig, ikke maa du give dem bort, om Nogen beder dig, og ikke maa du tale om det, ja, du maa ikke klunke paa det til noget Menneske engang.» «Nei, kors» – sagde hun – «jeg kan nok tie, og tal bare til mig, naar Konen faaer Ondt, saa faaer jeg hjælpe, saa godt jeg kan.»
Der forløb nogen Tid indtil den samme Mand en Nat kom ind til Kurvekonen og bad hende følge med. Hun stod op; han gik foran og hun efter, og førend hun vidste hvor de vare, eller hvorledes det gik til, var hun inde i Bjerget, hvor Dronningen laa i Sengen og var i Barnsnød. Det var et prægtigt Gemak, og Kurvekonen syntes, hun aldrig havde været noget Sted, hvor det var saa gjildt. Men da de vel vare komne ind, satte Manden sig paa en Stol og kneb Hænderne sammen om sine Knæer, og naar Mandfolk sidde saaledes, kan en Barselskone ikke blive forløst; det vidste Kurvkonen meget godt. Derfor prøvede baade hun og Dronningen at give ham mange Erinder og bade ham snart at gaae efter Et, snart efter et Andet, men der han sad, der sad han, og han rørte sig ikke af Pletten. Tilsidst fik Jordemoderen et Indfald. «Nu er hun forløst,» sagde hun til Manden. Forbauset slap han Taget og spurgte hvorledes det gik til. I Øieblikket lagde den kristne Kone sin Haand paa Dronningen, der med det samme blev forløst.
Medens Manden var ude for at faae varmet Vadskevand til Barnet, sagde Barselkonen til Jordemoderen: «Manden min lider dig nok, du, men naar du skal gaae, saa skyder han efter dig ligevel, for han kan ikke bryde Arten; derfor maa du skynde dig at smutte bag Døren, i det samme du gaaer, saa træffer han dig ikke.»
Da Barnet var pyntet, tvætet og klædt, sendte Dronningen hende ud i Kjøkkenet forat hente en Salvekrukke til at smøre dets Øine med. Men et saadant Kjøkken og saadant Kjøkkentøi havde hun aldrig seet Mage til. I Rækkerne vare opstillede de prægtigste Fade og Tallærkener, og under Taget hang der Pander og Kasseroller og Kjedler, Alt af puurt Sølv og saa blankt og glindsende, at det skinnede rundt alle Vægge. Men der kan Ingen tænke hvor forundret hun blev, da hun fik see sin egen Tjenestepige staae der og male Gryn paa en Haandkværn. Hun tog en Sax og klippede, uden at Pigen mærkede det, et Spunds ud af hendes Skjørt, og det gjemte hun.
Da hun var færdig og skulde gaae, erindrede hun vel hvad Barselskonen havde sagt og smuttede bag Døren. Idetsamme skjød Kongen en gloende Sopelime efter hende, saaat Ilden frasede af den.
«Traf jeg dig?» skreg han.
«Aa Nei,» svarede Konen.
«Det var brav,» raabte han.
Solen stod langt ind paa Gulvet, da Kurvkonen kom hjem, men Pigen, som altid klagede over, at hun var mat og havde Ondt over Korsryggen, laa og stønnede og sov endda. Hun vakte hende og spurgte: «Hvor har du været henne i Nat?» «Jeg, Moer?» – sagde Pigen – «jeg har ingensteds været, det jeg veed, uden her i Sengen.» «Ja, da veed jeg det bedre» – vedblev hun – «dette Spundset har jeg klippet ud af Skjørtet dit i Bjerget i Nat; du seer at det passer? Men saaledes er Ungdommen nutildags; i forrige Tider læste Folk sin Aftenbøn og sang sin Aftensalme før de gik tilsengs, at saadant Troldskab ikke skulde have nogen Magt, og jeg skal ogsaa lære dig at tage Vorherre for Øine; for du kan vel begribe, at du maa blive mat og klein og faae Ondt over Ryggen, og at jeg ikke faaer stor Nytte af dig, naar du skal tjene dem om Natten og mig om Dagen.»
Fra den Tid Sælgekonen havde været Jordemoder for Dronningen, fandt hun hver Morgen udenfor sin Dør en Hob med Sølvpenge, og hendes Omstændigheder forbedredes, saa hun snart sad varmt inden Døre. – Men saa hendte det engang, at en meget fattig Kone bar sig ilde og klagede sin Nød for hende. «Aa pyt!» – sagde hun i sit Overmod – «det kan vel ikke være saa farligt; naar jeg bare vilde, var det ingen Sag for mig at hjælpe dig, for den som Noget saaer, han noget faaer, og jeg har nok hjulpet Den, som trækker til mig.» Hun hjalp ikke den arme Kone, men fra den Dag af fandt hun heller ikke en Skilling udenfor sin Dør; de Penge, hun havde faaet, vare som blæste bort, og hun maatte atter til at tage Kurven paa Armen og vandre til Byen i Solskin og Regn.
Egebergkongen gik dog ikke altid sin Kones Erinder; undertiden var han ogsaa ude i sine egne og friede til Pigerne fra Byen, som om Søn- og Helligdagene vankede om i Bjergets Krat og Kløfter for at sanke Bær og Blomster. Han viste sig da oftest som en hæslig sammenskrumpet Mand med røde Øine, men naar han ret vilde gjøre Lykke, paatog han sig gjerne Bernt Ankers Skikkelse og optraadte som en smuk lidt gammelagtig Mand med Stjerne paa Brystet. Men dette var kun en omskiftelig Ham; i Virkeligheden var og blev han den gamle, hæslige rødøiede, sammenskrumpede Mand, hvilket noksom gav sig tilkjende i hans ægteskabelige Forhold; thi, saavidt man veed, fik hans Kone bestandig de arrigste og afskyeligste Troldunger med tykke Hoveder, røde Øine og umættelig Graadighed, hvilke Forældrene søgte at blive kvit saa snart som muligt. Og til denne Ende udsendte det værdige Kongepar sine lydige Tjenere og Vasaller, de Underjordiske.
I hiin Tid vare derfor ogsaa de Underjordiske i Egeberg i slemt Udraab, for at de paa Grønland, Enerhougen og især i Gamlebyen, stjal snille og smukke Menneskebørn og lagde slige Byttinger istedet; og dette Børnebytterie og Børnetyverie gik endog saa vidt, at de selv ikke kunde overkomme Opamningen; følgelig stjal de ogsaa Ammer, som de i Almindelighed beholdt for bestandig.
En Pige fra Gamlebyen, som de havde indtaget, var imidlertid heldigere. Hun havde et Aarstid været i Bjerget som Amme for et deiligt Menneskebarn, de Underjordiske havde stjaalet, men saa slap hun ud. Om det var ved Klokkeringen, ved at sætte sine Skoe bagvendt eller fordi hun forsnakkede sig eller fandt en Synaal i sin Særk, kan jeg ikke erindre, nok, hun slap ud, og siden fortalte hun i det Uendelige om hvor prægtigt og glandsfuldt det var inde i Egebjerg, om hvor snille Folkene der havde været med hende, om hvor vel de havde snakket med hende for at faae hende til at blive, og hvilken sød Unge det var hun havde opammet. Hver Morgen paalagde de Underjordiske hende at smøre Barnets Øine med en Salve, som hun skulde tage af en Krukke, der hang i Kjøkkenet, men de sagde tillige, hun maatte vogte sig vel for at smøre sine egne dermed. Hvad det skulde være til, kunde hun ikke begribe; thi Barnet havde de deiligste violblaae Øine, Nogen vilde see, og saa tog hun engang, da Konen ei var tilstede, og strøg lidt af Salven over sit høire Øie.
Et halvt Aars Tid efter at hun var kommen fra de Underjordiske, skulde hun ind i Bjerkenbusch’s Krambod paa Hjørnet af Storgaden og Torvet at kjøbe Noget. Og der stod Konen, som hun havde været Amme hos i Bjerget, ved Disken og stjal Risengryn af Skuffen, og det lod til at Ingen mærkede det eller saa hende.
«God Dag Moer, skal jeg træffe Jer her?» sagde Pigen og hilste paa hende; «hvorledes staaer det til med Barnet?» «Kan du see mig?» spurgte Konen, meget forundret. «Ja, skulde jeg ikke kunne see Jer da?» sagde Pigen. «Hvad er det for et Øie, du seer mig med?» spurgte den Underjordiske. «Bi lidt, det er med det høire,» svarede Pigen, og klippede vexelviis med Øinene. Derpaa spyttede den Underjordiske hende i Øiet, og fra den Tid saa Pigen hverken hende eller nogen Anden dermed; thi hun var og blev for stedse blind paa det høire Øie.
Skjøndt der fremdeles vist ikke er Mangel paa tykhodede Unger paa Grønland og i Gamlebyen, tilskrives dette dog ikke længre de Underjordiske i Egeberg; thi for det Første er Oplysningen steget i den Grad, at man, istedet for at riishye Byttinger tre Thorsdagskvelde paa Søpledyngen eller knibe dem i Næsen med en gloende Ildtang, som Skik var i hine Dage, nu lader Moer Torgersen eller en anden Signekjærring støbe over Barnet for Svek, Troldskab og Fanteri, eller man sender en af Barnets Bleer til Stine Bredvolden, der er saa klog, at hun paa denne læser dets Sygdom og Skjæbne, og derefter afgjør over Liv og Død; og for det Andet ere baade Egebergkongen og de Underjordiske flyttede; thi den evindelige Trommen og Skrældskyden, hvorved Militairet i sidste Krig søgte at vække sit Mod, Rumlen af de svære Rust- og Bagagevogne, der dundrende fore paa Veien hen over Egebergkongens Tag og rystede hans Huus, saaat Sølvtøiet skjælvede og dirrede paa Væggene, gjorde ham det for broget.
En Mand mødte ham en Nat i 1814 med mangfoldige Læs af Flytningsgods og en stor Bøling af kollede og brandede Kjør. «Kors hvor skal I hen saa seent, i denne farlige Tiden, med saa meget Flytningsgods og saa stor en Bøling da?» sagde Manden. «Jeg vil flytte til Broer min paa Kongsberg, for jeg kan ikke holde ud denne Skydningen og Dommeneringen,» svarede Egebergkongen, og siden den Tid har han hverken været hørt eller spurgt.
MATHIAS SKYTTERS HISTORIER
En vakker Løverdag i November 1836 kom jeg til min gode Ven, Proprietairen, i Nittedalen. Da det var temmelig længe siden jeg havde været der, og han ikke er den Mand, der modtager en gammel Ven med et nyt Ansigt, saa maatte jeg blive at spise Middag og drikke Kaffe, hvilket kom mig heel vel tilpas efter den to Miil lange Vandring fra Byen. Kaffebordet var neppe sat bort, førend der kom flere Bekjendte til fra Præstegaarden. Efter Husets Skik serveredes Punsch, og Passiaren blev saa livlig, og vi tømte saa hyppig Glassene, og jeg saa saa tit i den vakre Datters klare Blaaøine, at jeg næsten glemte den til Søndag aftalte Jagttour i Gjerdrum.
Solen stod alt i Aaskanten, og hvis jeg vilde komme frem, medens Folk var oppe, var det ikke at tænke paa at gaae den lange Vei, først om Dahls Kirke op til Midtskov, og derfra igjennem den største Deel af Gjerdrum, den slette Vei over Myrersletten, som nu maatte være dobbelt slem, da den friske Novemberkulde vel havde gjort den knudret. Jeg gik da op til Nybraaten, den nærmeste Stue under Aasen, et Stykke ovenfor Kirken, og fik fat paa gamle Mathias Skytter, som strax var færdig til at følge og vise mig Beenveien over Aasen, naar han «først havde faaet sig et Stykke Tobak i Kjæften.»
Det var en deilig Aftenstund; paa den vestlige Himmel glødede endnu det vinterlige Aftenskjær. En let Kulde gav Luften hiin Friskhed, der undertiden gjør vore Novemberdage saa herlige. Fra Bækken stege Dunster op, der rimede Træerne, saa at deres Grene lignede Sølvkrystaller.
Vi gik raskt afsted, og den Gamle fik, efter en Suup af Jagtflasken, snart Munden paa Gang.
Han pratede om allehaande Ting, om Jagt og Jagtvæsen, om hvor urimeligt det var, at Ole Gyrtler, som var en Gjærdrumsogning, skulde sætte sine Stokke op i Solbergmarken; dertil fik jeg Historien om de ni Bjørne, Mathias havde skudt, hans Reise til Hallingdal, da Præsten flyttede, og en Mængde vise Bemærkninger om hvor ilde og ufornuftigt Gjærdrumsogningerne fore med sin Alminding, og meget Mere, som jeg nu ikke kan erindre. Da vi kom paa Askvangen, var forlængst hvert Spor af Dagen forbi; Maanen, der netop hævede sig over Synskredsen, kastede allene sit uvisse Skin hen mellem Trætoppene. Som vi skrede forbi den forladte Sæterhytte, kom vi formodentlig over et friskt Harespor, thi Hundene begyndte at blive urolige i Koblet.
«Nu gjælder det om Koblet er stærkt,» sagde Mathias, som holdt igjen det bedste, han kunde; «for det er ikke rigtigt her.» «Deri kan du have Ret,» sagde jeg, «thi det er ikke skydelyst; var saasandt Maanen oppe over Trætoppene, skulde du snart faae høre en rigtig Los.» «Ja, det kan nok være» – vedblev han, i det han forsigtig saa tilbage til Sæteren – «men de sige, at Huldren skal holde til her paa disse Tider.» «Er det muligt? Du har kanskee selv seet hende?» «Nei, her har jeg aldrig fornummet hende,» sagde han. – «Men paa andre Steder altsaa. Saa, du troer paa Underjordiske, Mathias?» spurgte jeg. – «Ja skulde jeg ikke troe det, som staaer at læse om i Skriften?» svarede han. «Da Vorherre nedstødte de faldne Engle, saa faldt nogle til Helvede; men de, som ikke havde forsyndet sig saa grovt, de ere jo i Luften og under Jorden og i Havet? Og ellers har jeg selv ofte baade hørt og seet Saadant i Skov og Mark.» «Fortæl mig Noget derom, Mathias,» sagde jeg. «Ja, hvis I har Lyst at høre, saa kan jeg nok tale om det,» svarede han, og begyndte.
«Ja, den første Gang, jeg fornam Huldren, da kunde jeg vel være saa en otte, ni Aar gammel, og det var oppe paa Storveien mellem Bjerke og Mo. Jeg kom gaaende efter Veien, for jeg havde været borte et Ærinde for Faer, saa kom der et stort, vakkert Kvindfolk midt efter Myren, paa den høire Side af Veien; der er det endda fuldt af Huller og Vidiekjær – jeg husker det saa grant, som om jeg saa hende for Øinene mine, for det kunde vel være saa lyst som nu; – bruun Stak havde hun paa og et lyst Hueklæde, og i den venstre Haand en Bunding og vakker var hun; men hun gik midt efter Myren, og Vidiekjærrene, og Myrpytterne brød hun sig ikke det mindste om; hun gik, som om de aldrig skulde været der. Jeg saa paa hende og blev ved at gaae hen over Veien, men da jeg var kommen et Stykke bortover, og der var kommen en Bergrabbe mellem, saa jeg ikke kunde see hende længer, tænkte jeg; det er da galt, at Mennesket skal gaae der i Myren og vade, du skal gaae op paa Rabben og sige til hende, at hun er gaaet af Veien. Jeg gik op, men der var intet Andet at see end Maanen, som skinnede paa Vandpytterne i Myren, og saa kunde jeg nok skjønne, at det havde været Huldren.»
Skjøndt det forekom mig, at der skulde Mere til at skjønne at det var Hulderen, beholdt jeg dog min Tvivl for mig selv, da jeg forudsaa, at mine Indvendinger ikke vilde rokke hans Tro, men kun bringe ham til Taushed; jeg spurgte derfor kun, om han ikke oftere havde seet Saadant.
«Jo det har jeg nok; jeg har seet Mangt og Meget, og hørt mange underlige Lyd i Skov og Mark,» sagde Mathias. «Jeg har ofte hørt det har bandet, pratet og sunget; til andre Tider har jeg fornummet saa deilig Musik, at jeg aldrig kan snakke om, hvor deilig den var. – Men saa var det engang, jeg var ude paa Fuglelokking – det kunde vel være mod Enden, saa i Slutningen af Augusti Maaned, for Blaabærren var moden og Tyttebæren begyndte at blive rød – jeg sad ved Siden af en Sti paa en Tue nede mellem nogle Busker, saaledes at jeg saa ned over Stien og en liden Dal, hvor det var fuldt af Tuer og Lyng; nedenfor var der nogle mørke Bjerghuller. Jeg hørte Hønen kagle og kagle nede i Lyngen, jeg lokkede og tænkte: faaer jeg see dig nu, skal du have kaglet for sidste Gang; men saa fik jeg høre, der kom Noget tuslende bag mig paa Stien.
Jeg saa mig om, og det var en gammel Mand, men det Forunderligste var, at han havde ligesom tre Been, og det ene hang og dinglede mellem de øvrige to, medens han gik ned over Stien; ja, han gik ikke egentlig heller, men det var ligesom han gled, og borte blev han i et af de mørkeste Huller nede i Dalen. Det lod ogsaa til, at ikke jeg allene havde seet ham, for strax efter kom Aarhønen hukende frem ved en Tue, skakkede paa Hovedet og gjorde lang Hals, og saa forsigtig nedover der, hvor Manden blev borte; men da kan det vel hende, jeg fik Bøssen til Øiet, og knald! Der laa hun og sprællede i Vingerne.»
«Det var nu det; men saa var det en Gang hjemme i Laskerud – det var ikke længe efter dengang, jeg saa Huldren oppe paa Storveien – en Julekveld, at jeg og Brødrene mine foer og agede paa Slodde og gjorde Snemænd borte ved en liden Bjergknad; og der er det ikke rigtigt frit for Underjordiske. Ja, vi morede os og støiede, vi, som I veed at Børn gjøre, og det led alt noget ud paa Kvelden – den yngste Broer min var ikke mere end fire, fem Aar gammel, og skreg og hujede og var glad – men ret som det var, saa sagde det i Bjerget: «Gaa hjem nu!» Aa nei, vi bleve, vi, for vi syntes det var for tidligt endda. Men det varede ikke længe, saa sagde det igjen: «Gaa hjem strax, nu!» «Nei hør nu,» sagde vesle Broer min, for han havde ikke bedre Vid end at snakke om det, han – «nu sige de borte i Bjerget, vi skal gaae hjem!» Vi gave os ikke, men vi bleve ved at styre; men saa skreg det rigtigt saa i med Eet, at der fløi Dot i Øret paa os: «Dersom I ikke gaaer hjem strax paa Timen, saa skal jeg. –» Mere hørte ikke vi, for vi fik slige Fødder under os, at vi ikke standsede, før vi kom udenfor Døren hjemme.»
«Saa var det engang – men det var længe efter dette, vi vare voxne Allesammen dengang – det var en Søndagsmorgen, jeg og Broer min kom hjem, vi havde været ude at fiske om Natten, saa fik vi høre saadan en frisk Los i Solbergmarken, der var saamange Hunde, og den lød saa vakkert. Jeg var træt og gik ind og lagde mig; men Broer min sagde, han syntes, det var saadant blankt Veir, han havde Lyst til at høre paa Losen. Ret som det var, saa var det Tabt. Han gik da der henover, for han tænkte, at han kanskee kunde faae see Haren eller faae skræmmet den op igjen. Men da han kom bortimod en Stubbe, saa stod der midt for ham en rødmalet Bygning, saa stor og prægtig, men alle Vinduerne stode paa skraa og Dørene ogsaa. Han undredes nok over, hvad det kunde være for en Bygning, som laa der, hvor han syntes, han skulde være saa godt kjendt; den havde han aldrig seet før. Foran Bygningen laa der en stor Myr, den vilde han gaae over og see lidt nærmere paa Huset. Folk var der ikke at see. Saa tænkte han ved sig selv, at han skulde gaae hjem og snakke til mig og faae mig med derbort.
«Aa, det var Skade,» sagde jeg, «at han ikke kastede Staal eller fyrede over den, for Gevær havde han sagtens med, og inden I kom tilbage, var vel det Hele forsvundet?» «Ja, det kan I sige,» raabte Mathias; «havde det været mig,» sagde han, «saa havde jeg skudt midt ind i den; men han blev reent forfjamset, han. Men nu skal I høre, det gik værre endda: da han var kommen midt ud paa Myren, var der saa fuldt af Folk, at han ordentlig maatte trænge sig frem med Albuerne, men alle vare de trøieløse, og alle gik de nordefter. Han kom ikke længer end bort i Bakken, saa sloge de ham overende, og der blev han liggende til Søsterne mine skulde have Koen ind om Aftenen; da laa han der og holdt begge Næverne knyttede foran Ansigtet, og det var ganske blaasort, og store Frohatten stod for Munden paa ham.
De bleve nu fælt forskrækkede, kan En nok vide, de droge ham med sig ind og lagde ham paa Bænken, og saa hentede de mig. Da jeg fik see ham, kunde jeg skjønne, der var Galt paa Færde, og jeg vidste ikke mere end eet Raad: jeg tog Bøssen ned af Væggen – den var skarpladet – og saa skjød jeg langs efter ham, men ikke rørte han sig mere end den Stokken, Gjerdrumssogningerne har lagt midt over Veien der. Han laa saa død som en Steen, han.»
«Ja saa, tænkte jeg, og saa lagde jeg i paa nyt Lag. «Kom og tag i med mig, Jenter,» sagde jeg, «vi faaer lægge ham der, hvor vi tog ham, for det nytter nok ikke her.» Vi gjorde saa, vi lagde ham i Bakken, og saa skjød jeg igjen; men da kan det vel hende, han vaagnede! Skvat han ikke lige op under Bøssepiben, saa lad mig aldrig komme levende herfra! Og han gloede og stirrede om sig saa fælt, at vi næsten bleve rædde for ham. Saa fik vi ham da hjem, men han var klein, og saa styg og fæl blev han efter, at I aldrig det kan troe; der han stod, der stod han, og stirrede frem for sig som om Øinene vilde briste; ikke vilde han bestille Noget, og aldrig snakkede han til Nogen, naar de ikke snakkede til ham først; han var huldrin, han. Men saa gik det af ham lidt efter lidt, og da var det først, han fortalte os, hvorledes han var bleven saadan.»
«Det er de Gange, jeg har seet Sligt» – sagde Mathias. «Har du da aldrig seet Nissen?» spurgte jeg. «Jo, det har jeg,» svarede Mathias med den fuldeste Overbeviisning; «det var, medens jeg var hjemme hos Forældrene mine i Laskerud, for der var han. Jeg saa ham ikke mere end een Gang der, og Faer min saa ham ogsaa een Gang. Vi Unge havde lagt os, men Kallen skulle ud paa Gaarden først, og det var deiligt blankt Maanelys, saa sad der en liden Gut paa Laavebroen og slængte Benene hid og did og saa op paa Maanen, saa han ikke mærkede Kallen.» «Gaa ind og læg dig nu Mathis!» sagde Kallen, for han troede det var mig, «og sid ikke der og glo paa Maanen, nu det er saa seent!» Men med det samme blev Gutten borte, og da Kallen kom ind og spurgte efter mig, saa laa jeg alt borte i Sengen og snorkede, jeg.»
«Men saa var det den Gangen, jeg vilde tale om, som jeg saa ham. Jeg var netop voxen, for det var Aaret efter jeg var konfirmeret; det var en Løverdags Eftermiddag, jeg havde været til Byen med Planker, og været paa en liden Kant om Dagen. Strax jeg kom hjem, gik jeg bort og lagde mig. Da det led ud paa Kvelden, stod jeg op, og da jeg havde faaet lidt Mad i mig – meget var det ikke, for jeg var ør og lei i Hovedet endda – saa sagde Faer til mig: «Førend du gaaer bort og lægger dig igjen, saa faaer du give Blakken Nattefodret, du, for de Andre ere ude og rende efter Jenterne igjen.»
Jeg saa da ind i Stalden til Blakken først, og den stod der og knæggede, og saa gik jeg ind paa Staldtrevet og skulde tage et Fange med Høe; men saa fik jeg fat paa to lodne Ører ligesom paa en Hund, og strax efter fik jeg se to Øine saa røde som Gløder, der gloede og stirrede paa mig. Jeg tænkte ikke andet end at det var en Hund, og kastede den ind i Underlaaven, saa det sak i den. Da jeg saa havde været inde og lagt i Hækken, gik jeg ind i Gulvet og tog med mig et gammelt Riveskaft, som jeg vilde skydse den ud med, og jeg ledte og skydsede, og ikke var der et Hul saa stort, at en Røskat kunde kommet ud; men borte var den og borte blev den. Og i det samme jeg da skulde gaae ud, saa var det rigtig, som En skulde slaae Benene bort under mig, og jeg rullede saa friskt overende, at jeg aldrig har rullet saa friskt; og da jeg kom paa Benene igjen, saa stod han i Stalddøren og skraslede og lo saa den røde Topluen nikkede.»
Saaledes vedblev Mathias at fortælle fort væk om Puslinger, Huldrer og Nisser, indtil jeg fra Kulsrudsaasen saa ud over Øvre-Rommeriges af det klare Maaneskin belyste Flade: mod Nord laa Mistbjerget, blaat glindsende med enkelte Snepletter, lige ned saa jeg Henir og Gjerdrums Kirker; efter disse kunde jeg bestemme min Kaas, og, da jeg desuden, fra foregaaende Jagter, var vel kjendt i Egnen, sagde jeg min Veiviser Farvel og var heldig nok til at naae mit Bestemmelsessted, uden at drilles af Nissen, eller fristes af Huldren.
EN SIGNEKJÆRRINGS FORTÆLLINGER
Mikkel Ræv var ringet og skudt; hans Gravøl blev drukket hos Lensmanden og feiret med en Polskpas om Aftenen. I Betragtning af Dagens Møie, den høstede Hæder og de tre Fjerdinger, jeg havde hjem, fik vi Orlov at drage hver til Sit Klokken lidt over Elleve, hvorhos Lensmanden tilbød mig Hest. Det var et Tilbud, al Ære værd, men da Kjøreveien var dobbelt saa lang, foretrak jeg at gaae som jeg var kommen, lige til, og paa Ski. Med Rævekadavret og Bøssen paa Nakken, og med Skistaven i Haanden, gled jeg afsted. Skiføret var ypperligt: det havde været Solskin om Dagen, og Aftenkulden havde lagt Skarre paa den dybe Sne; Maanen stod blank paa Himmelen, og Stjernerne tindrede. Hvad kunde jeg forlange mere? Det gik strygende henover Sletterne, nedover Bakkerne og gjennem Lundene med de søileranke Birker, hvis Kroner dannede luftige, tindrende Sølvmorskupler, under hvilke Uglerne sad og fortalte rædsomme Historier ud i den stille Nat. Haren skreg Hutetutuhu over Februarkulden og den fæle Uglesnak; Ræven var ude paa forlibte Eventyr, skjændtes med sine Rivaler og udstødte haanende Skrig.
Jeg maatte gaae ved Siden af Bygdeveien et Stykke; her kom der en Finmutkarl i Smalslæde efter mig. Da han af Bøssen og Trofæen, jeg bar, kunde see jeg var Jæger, gav han sig i Tale med mig, og sagde, at hvis jeg skyndte mig nedover til Elven, vilde jeg vist kunne træffe paa en Graabeenflok; thi da han kom op paa Bakkerne ved Sundet, strøg den op efter Isen. Med Tak for Underretningen, ilede jeg afsted og kom frem paa en Pynt. Et Granholt strakte sig herfra lige ned til Elven og hindrede den frie Udsigt til denne. Ulvene saa jeg ikke.
Jeg lod det imidlertid staae til udover; det gik susende i Skyggen af Granholtet, og Orekrattet daskede mig om Ørene; men under den piilsnare Fart var det ikke muligt at skjelne nogen Gjenstand, og før jeg havde nogen Anelse derom, tørnede jeg voldsomt mod en Stubbe, brækkede den ene Ski og laa hovedkulds begraven i Sneen. Da jeg skulde reise mig, smertede min ene Fod, saa jeg neppe kunde træde paa den; jeg maatte kravle om paa Knæerne en Stund og fandt endelig Bøssen igjen under Sneen med begge Piberne fuldstoppede. Neppe havde jeg lagt mig i Baghold nede ved Bredden af Elven, før Ulveflokken kom luntende op ad den; der var fem i Alt. Jeg ventede dem med Jægerens Utaalmodighed; paa fyrgetyve Skridt lagde jeg til Øiet og trykkede løs, først det ene Løb – det klikkede – saa det andet; det brændte for, saa at Skuddet først gik af, da Ulvene med Halen lige ud strøge afsted i fuldt Fiirspring; og Rendekuglerne sloge i Grantoppene paa den anden Side af Elven.
Ærgerlig reiste jeg mig, Foden smertede endnu heftigere, og med Bøssen som Støttestav slæbte jeg mig ud paa Elven for at see, hvor jeg egentlig var. Til min Glæde svævede der en Røgsøile over Trætoppene paa den anden Side, og jeg saa et Tag mellem Granerne; jeg kjendte mig igjen: det var Tuppenhaug, en Plads under Gaarden, hvor jeg var. Med usigelig Møie kravlede jeg op ad den bratte, over et Par hundrede Skridt lange Bakke, men havde ogsaa den Tilfredsstillelse at see Skinnet af et dygtigt Baal fra Skorstenen lyse ud gjennem Vinduet. Jeg hinkede frem til Døren, lettede paa Klinken, og gik ind som jeg var, aldeles overpuddret af Snee.
«Kors, i Jesu Christi Navn hvem er det da?» sagde Gamle Berthe forskrækket, og slap et Spegelaar, hun sad og snittede i, paa Peiskrakken. «God Aften, bliv ikke bange; du kjender vel mig Berthe?» sagde jeg. «Aa, er det Studenten, som er saa seent ude; jeg blev rigtig ganske fælen; han er saa hvid af Snee og det er alt Midnatstider,» vedblev gamle Berthe Tuppenhaug og reiste sig. Jeg fortalte mit Uheld og bad hende at vække en af Gutungerne og sende ham op til Gaarden efter Hest.
«Ja, er det ikke som jeg siger, at Graabeen hevner?» mumlede hun ved sig selv. «De vilde ikke troe det, da de gjorde Mandgard efter den og han Peer brød Benet forrige Aaret; nu kan han see; jo Gud den hevner da!» «Aa ja,» sagde hun, og gik hen til Sengen i Krogen, hvor Familien laa, snorkende i Chor, «de har nu kjørt Tømmer fra Elven i disse Dage, Nordigaarden, saa det er fremkommeligt over Engene. Vesleola, staa op, du skal efter Hest til Studenten! Vesleola da!»
«Haa?» sagde Vesleola igjennem Næsen, og vendte sig til Væggen, ikke uden Uleilighed for og Konflikt med de kaotiske Masser i Sengen. Han havde et altfor godt Sovehjerte til at lade sig anfegte af saa Lidet, og der hengik en heel Evighed af Øiengnidning og Gisp og Gab og forkerte Spørgsmaal, inden han kom i Buxer og Trøie, og inden han begreb hvad der egentlig var paa Færde og hvad han skulde gjøre. Løftet om en Drikkeskilling syntes imidlertid at befordre hans Begrebers Opklaring, og bortmanede selv Frygten for at gaae forbi Birken, som Ole Askerudsbraaten havde hængt sig i. Under Forhandlingerne mellem den hvidhaarede Vesleola og Gamle-Berthe, gjorde jeg mig bekjendt med Stuens Inventarium af Væve, Rokke, Kubbestole, Limer, Bøtter og halvfærdige Øxeskafter, med Hønsene paa Vaglen bag Døren, med den gamle Musket under Taget, og Slindene, der sukkede under en Byrde af dampende Strømper, og tusind andre Ting, som det ikke er Umagen værd at specificere.
Da Gutten endelig var kommen afsted, satte Berthe sig hen paa Skorsteenskanten. Hun var helligdagspyntet, det vil sige, hun var iført den Dragt, som var brugelig blandt gamle Folk i hendes Hjembygd, Hadeland, hvorfra hun var kommen over, da hun koloniserede sig paa Rommerige: en blaa Trøie, besat med vævede Baand, sort, foldet Stak, Hue med Skru og Nakketufse. Skarpe, bevægelige Øine i Forbindelse med skjæve Øienspalter, fremstaaende Kindbeen, en bred Næse og guulbruun Teint gave Berthes Ansigt et fremmed, et asiatisk, et næsten hexeagtigt Udtryk, og det var da heller ikke at undres over; thi hun var den første Signekjærring paa lang Led.
Jeg undrede mig over, at hun endnu var oppe, og spurgte om hun ventede Fremmede, siden hun havde Kisteklæderne paa. «Nei, det gjør jeg nok ikke,» svarede hun, «men jeg skal sige Studenten det, at jeg har været oppe i Ullensogn og maalt en Kjærring for Mosot; og derfra blev jeg hentet til en Unge, som havde Svek, og den Ungen maatte jeg støbe over først; og ret nu for lidt siden kom jeg hjem, endda de kjørte mig, lige til Gjæstgiveren.» «Men naar jeg ret betænker det, saa kan du vist ogsaa gjøre aat for Vred, Berthe?» sagde jeg saa alvorlig som muligt. «Aa ja, jeg kan nok gjøre aat for Vred; for Siri Nordigaarden, hun blev da ikke brav, førend jeg kom, endda baade Doktoren og Moer Nedigaarden kulkede med Benet hendes,» sagde hun med et fuult Træk om Munden; «og hvis Studenten troer paa det,» vedblev hun med et tvivlsomt Blik, «saa kunde det nok ikke skade at læse i en Taar Brændeviin og have paa.»
«Læs du over Brændevinet og kom med det, det vil sikkert gjøre godt,» sagde jeg, for muligens at blive indviet i en eller anden af Signekunstens Hemmeligheder. Berthe hentede en undersætsig, blaa Lærke og et Brændeviinsglas med Træfod henne i det blommede Skab, skjænkede Akvaviten i, satte det ved Siden af sig paa Skorstenen, knappede Snesokken op og hjalp mig Skoen af. Saa begyndte hun at korse og hviske ned i Brændevinet; men da hun selv var temmelig døv, akkomoderede hun ikke sin Stemme efter mine fine Høreorganer, og følgelig hørte jeg den hele Formular.
«Jeg red mig engang igjennem et Led,
Saa fik min sorte Fole Vred;
Saa satte jeg Kjød mod Kjød og Blod mod Blod,
Saa blev min sorte Fole God.»
Nu tabte hendes Stemme sig i en utydelig Hvisken. Enden paa Visen var et gjentaget «Tvi!» som udsendtes mod alle Verdens Hjørner. Under Besværgelsens Hede havde hun reist sig; nu satte hun sig igjen paa Skorsteenskanten. Den kolde Spiritus, som hun udgjød over min hede, hovnende Fod, bragte en behagelig Svalning. «Jeg synes alt det hjælper, Berthe!» sagde jeg; «men sig mig, hvad var det dog egentlig for Noget, du læste i Brændevinet?» «Nei, om jeg det tør sige, for han kunde gjerne sladdre paa mig baade til Præsten og til Doktoren,» sagde hun med et polidsk Griin, der skulde antyde, at hun ikke brød sig stort om Nogen af dem; «og den, som lærte mig det,» vedblev hun, «ham maatte jeg love, jeg aldrig skulde lære det til noget christent Menneske, uden mit eget Blod, og det har jeg svoret paa saa stygt, at Gud lade mig aldrig komme til at sværge saa stygt.»
«Saa kan det jo ikke nytte at spørge derom, Berthe,» sagde jeg; «men det er vel ingen Hemmelighed, hvem du har lært den Kunst af, det var vel en dygtig Signekal?» «Ja, det kan han troe; det var rigtig Signekal, det: det var han Moerbroer Mads i Hurdalen,» svarede hun. «Han kunde baade signe og maale og gjøre aat for Vred og Værk og stemme Blod og støbe og vise igjen, og det var ikke frit for at han kunde trolde lidt og gjøre Ondt ogsaa. Han har lært mig op. Men saa klog, han var, saa kunde han ikke hytte sig selv for Troldskab ligevel!»
«Hvorledes? Blev der da troldet paa ham? Blev han forgjort?» spurgte jeg. «Nei, det blev han nok ikke,» svarede Berthe. «Men det hendte ham Noget, og siden var han rigtig som spyttet paa; ja han var huldrin i lange Tider. Studenten troer nu vel ikke, det er sandt,» sagde hun med et forskende Øiekast; «men det var Moerbroer min, og jeg har hørt, han har fortalt det og svoret paa, det var sandt, over hundrede Gange.»
«Moerbroer Mads han boede paa Knae i Hurdalen. Han var ofte ude i Fjeldet og hug Ved og Tømmer, og naar han var ude, saa havde han altid for Skik at ligge der ogsaa; han byggede sig en Barhytte, gjorde op en Nying foran, og der laa han og sov om Natten. Engang var han saaledes ude i Skoven, han og To til; ret som han havde hugget ned en svær Stok, og sad og hvilede sig lidt, saa kom der et Garnnøste trillende ned over en flad Bjerghelle lige frem til Fødderne hans. Han syntes, det var underlig, det; ikke turde han tage det op heller, og det havde nok været godt for ham, om han aldrig havde gjort det. Men dermed saa han op, for han vilde see, hvor det kom fra. Jo, oppe paa Bjerget sad der en Jomfru og syede, og hun var saa deilig og saa fiin, at det skinnede af hende.
«Tag hid det Garnnøstet, Du,» sagde hun. Ja, han gjorde saa, og han blev staaende der længe og saa paa hende, og han kunde slet ikke blive kjed af at see, saa deilig syntes han, hun var. Tilsidst maatte han da tage Øxen og til at hugge igjen; og da han havde hugget en Stund, og han saa skottede derop, var hun borte. Han tænkte paa dette hele Dagen; han syntes, det var rart, og han vidste ikke hvad han skulde mene om det. Men saa om Kvelden, da de skulde lægge sig, han og Kammeraterne, vilde han endelig ligge imellem; men det hjalp ikke stort, skal jeg troe, for da det led paa Natten, saa kom hun og tog ham, og han maatte følge med, enten han vilde eller ikke.
Saa kom de ind i Fjeldet, og der var Alting saa gjildt, at han aldrig havde seet saa gjildt før, og han kunde aldrig fuldt faae sagt, hvor gjildt det var. Der var han hos hende i tre Døgn. Da det led lidt ud paa den tredie Natten, vaagnede han, og da laa han mellem Kammeraterne sine igjen. De troede, han var gaaet hjem efter mere Niste, og det sagde han til dem, han havde gjort ogsaa. Men han var ikke rigtig siden; ret som han sad, saa gjorde han nogle Sprang og fløi afsted; han var huldrin, skal jeg sige.
Men saa var det en god Stund bagefter, han holdt paa at kløve Gjærdefang oppe i Marken. Just som han stod og havde drevet en Kile ind i en Stok, saa at der var en Spræk langs efter den, saa han Kjærringen sin komme med Middagsmad til ham; det var Rømmegrød, og den som fed var, og dertil kom hun med den i et Spand saa blankt, at det skinnende som Sølv. Hun satte sig ned paa Stokken, medens han lagde Øxen fra sig og satte sig paa en Stubbe tæt ved; men i det samme saa han, at hun puttede en lang Korumpe ned i Sprækken. Nu kan En nok vide det, at han ikke rørte Maden; men han sad og leede og leede, til han fik Kilen ud, saa Stokken kneb til og Rumpen sad i Klemme, og saa skrev han Jesu Navn paa Spandet. Men da kan det vel hende, hun fik Fødder: hun foer op saa bradt, at Halen røg tvers af og blev siddende igjen i Stokken, og væk var hun; han saa ikke hvor det blev af hende. Spandet og Maden, det var ikke andet end en Barkeskrukke med noget Komøg i. Siden turde han næsten aldrig gaae ud i Skoven, for han var bange, hun skulde hævne.
Men en fire fem Aar derefter, saa var der blevet en Hest borte for ham, og han maatte selv ud at lede. Ret som han gik i Skoven, saa var han inde i en Hytte hos nogle Folk; men han havde ingen Greie paa, hvorledes han kom der; paa Gulvet gik der en styg Kjærring og stellede, og borte i en Krog sad der en Unge, som vel kunde være saa en fire Aar. Kjærringen tog Ølkanden og gik hen til Ungen med: «Gaa nu bort,» sagde hun, «og byd Faer din en Drik Øl.» Han blev saa forfærdet, at han tog til Benene, og siden har han hverken hørt eller spurgt hende eller Ungen; men rar og suset var han altid.»
«Ja det var en høist mærkværdig Historie, Berthe!» sagde jeg, «og du veed vist flere saadanne at fortælle, men vil du ikke, førend du begynder paa en ny, tage mig min Pibe og Tobakken i Jagttasken.» Jeg stoppede Piben; Berthe rakte mig en brændende Tyristikke og begyndte.
«Det var en Sommer for lang, lang Tid siden, de laae tilsæters med Kreaturene fra Melbustad oppe paa Hadeland. Men de havde ikke længe ligget der, førend Kreaturene toge til at blive saa urolige, at det var reent umuligt at styre dem. Der var mange Jenter, som prøvede at gjæte, men det blev ikke bedre, førend der kom en Fæstepige, og hendes Fæsterøl havde de nylig drukket. Da bleve de rolige med Eet, og det var ingen Sag at gjæte længer. Hun blev deroppe allene og havde ikke noget andet Liv hos sig end en Hund. Som hun sad i Sæteren en Eftermiddag, tyktes det hende at Kjæresten hendes kom og satte sig ved Siden af hende og begyndte at tale om, at nu skulde de til at holde Bryllup. Men hun sad ganske stille og svarede Ingenting; for hun syntes, hun blev saa rar af sig. Lidt om lidt kom der flere og flere Folk ind, og de begyndte at dække op Borde med Sølvtøi og Mad, og Brudepiger bare ind Krone og Stads og en gild Brudekjole, som de klædte paa hende, og Kronen sadte de paa Hovedet, som de brugte dengang, og Ringe fik hun paa Fingrene. Alle de Folkene, som var der, syntes hun ogsaa, hun kjendte; det var Grandekjærringer og det var Jenter, som var Jevningene hendes. Men Hunden havde nok mærket, der var noget Galt paa Færde. Den satte afsted ned til Melbustad, og der knistrede og gjøede den og lod dem ikke have Fred, førend de fulgte den tilbage igjen.
Gutten, som var Kjæresten hendes, tog da Riflen sin og gik opover til Sæteren; da han kom paa Volden, saa stod der fuldt af opsadlede Heste rundt omkring. Han listede sig bort og tittede gjennem en Gløtte paa Døren, og saa, de sad derinde Allesammen. Det var greit at skjønne, at det var Troldskab og Underjordiske, og derfor fyrede han Bøssen af over Taget. Idetsamme fløi Døren op, og det ene graae Garnnøste, større end det andet, kom farende ud og surrede om Benene paa ham. Da han kom ind, sad hun der i fuld Brudepynt, og saa nær var det, at der bare manglede en Ring paa Lillefingeren, førend hun havde været fuldfærdig.
«Men i Jesu Navn, hvad er her paa Færde?» spurgte han, da han saa sig om. Alt Sølvtøiet stod paa Bordet endda; men al den deilige Maden var bleven til Mose og Sopp og Komøg og Padder og Loppetudser og andet Sligt. «Hvad betyder Alt dette?» sagde han, «du sidder jo pyntet her som en Brud?» «Kan du spørge om det?» sagde Jenten, «Du har jo siddet her og talt til mig om Bryllup i hele Eftermiddag?» «Nei nu kom jeg,» sagde han; «men det maa vel have været Nogen, som har paataget sig min Lignelse.»
Da begyndte hun ogsaa at komme til sig selv igjen; men hun blev ikke ganske rigtig, førend lang Tid efter, og hun fortalte, at hun syntes grangivelig, at baade han og hele Slægtskabet og Grandeskabet havde været der. Han tog hende strax med ned til Bygden, og for at der ikke skulde komme mere Fanteri til hende, holdt de Bryllup med det samme, og medens hun endnu havde Brudestadsen til de Underjordiske paa. Kronen og hele Stadsen blev hængt op paa Melbustad, og den skal være der, den Dag i Dag er.»
«Denne Begivenhed har jeg hørt skal være foregaaet i Valders, Berthe,» sagde jeg. «Nei dette er hendt saaledes, som jeg siger paa Hadeland,» sagde hun, «men da jeg var hjemme, hørte jeg en Valders fortalte Noget, som var hendt der, og det var saa som jeg nu skal fortælle.»
«Der var en Jente fra en Gaard oppe i Valders etsteds, som hedte Barbro og hun laa tilsæters i Fjeldet. En Dag hun sad og stellede, saa hørte hun med Eet, det raabte borte i en Haug: «Kong Haaken, Kong Haaken! –» «Ja,» skreg Kong Haaken, saa det klang i alle Haugene. «Kong Haaken, min Søn vil du gifte dig?» raabte det langt borte i en Haug. « Ja, det vil jeg,» sagde Kong Haaken, «hvis jeg kan faae hende Barbro, som gaaer og steller borte i Sæteren – saa –.»
Aa ja, det skulde nok gaae an, hørte Barbro, det sagde, og hun blev saa fælen, at hun ikke vidste hvad hun skulde gjøre af sig. Ret som det var, saa kom der ind den Ene efter den Anden med Mad og Drikke paa Sølvfade og i Sølvkruse, og med Kjole og Brudestads, med Krone og Søljer, og de gave sig til at dække Bordene, pynte hende til Brud, og hun syntes, hun ikke kunde sætte sig imod det heller.
Denne Jenten havde ogsaa en Kjæreste, og han var paa Skytteri i Fjeldet. Men der kom saadan en Angst paa ham, at han syntes han maatte og han skulde til Sæteren igjen. Da han kom frem imod den, stod der saa fuldt af sorte Heste med gammeldags Sadler og Ridegreier, saa han strax kunde skjønne hvad der var paa Færde. Han listede sig bort til en Glugge og tittede ind; der saa han hele Brudefølget: Kong Haaken var Brudgom, og Bruden var pyntet. «Ja nu veed jeg ikke der er Andet igjen end at vrænge Øinene hendes,» sagde en af Brudepigerne. Da syntes Gutten, det kunde være paa Tide at lægge sig imellem, saa tog han en Sølvknap og lagde i Riflen og skjød Kong Haaken, saa han faldt. Med det samme fore alle Brudefolkene ud og tog Kong Haaken og bar ham mellem sig. Maden, den blev til Troldkjærringspy og til Orme og Padder, som hoppede bortover og gjemte sig i Hullerne. Det eneste, som blev igjen, det var Brudestadsen og et Sølvfad, og det skal findes paa Gaarden den Dag i Dag.»
Berthe fortalte endnu mange Historier. Omsider knirkede Sneen under Slæden, og Hesten prustede for Døren. Jeg stak Berthe nogle Skillinger i Haanden for Kuur og Pleie, og inden et Kvarteer var jeg hjemme. Eddikeomslag og koldt Vand gjorde Foden snart god; men da Berthe i Kjøkkenet, pukkende paa sine Kunster, tilegnede sig Æren for min hurtige Helbredelse, kunde Børnene, hvem jeg havde lært hendes Signevers, ikke holde sig længer, men skraalede hende det i Øret og spurgte, om hun syntes, en Taar Brændeviin og sligt Sludder kunde hjelpe for Vred. Dette gjorde hende forsigtig og mistroisk; skjøndt hun fortalte mig mangen vidunderlig Historie siden den Tid, og uagtet jeg hverken forsmaaede List eller Overtalelser, saa lykkedes det mig aldrig siden at faae Berthe Tuppenhaug til at lette Fligen paa det Isisslør, hvormed hun tilhyllede Maalingens, Støbningens, Aatgjøringens og Signekunstens Mysterier.
EN AFTENSTUND I ET PROPRIETAIRKJØKKEN
Det var ret en trist Aften: ude føg det og sneede; i Stuen hos Proprietairen brændte Lysene saa døsigt, at man næsten ikke skimtede andre Gjenstande, end en Klokkekasse med chinesisk Krimskram, et stort Speil i en gammeldags, snørklet, forgyldt Ramme og et nedarvet Sølvkruus. Proprietairen havde leiret sig i det ene Hjørne af Sofaen, funderende over en Pakke af «de baade sure og søde Statsborgere,» som han kalder dem i sin Afhandling, betitlet «Forsøg med nogle velmeente patriotiske Yttringer for Fædrelandets Vel. For Beskedenheds Skyld af en Anonym.»
Af det grundige Studium i denne sine Ideers Guldgrube udklækkede han mangehaande kløgtige Bemærkninger, som han med et skjælende Blik fra de graae, klippende Øine henkastede til mig, der sad i det andet Hjørne af Sofaen, og læste i en Bog. Derhos fremsatte han utallige velmeente, patriotiske Yttringer og værdifulde Meninger, om hvis Gehalt det ovenfor citerede Skrift eller hans store Afhandling om Tienden meddele den bedste Forestilling. Men al denne Viisdom var spildt paa mig; jeg kunde den paa mine Fingre; thi jeg hørte den nu for tre og tyvende Gang. Jeg er ikke begavet med nogen Taalmodighed af Kautschuk; men hvad skulde jeg vel gjøre? Retraiten til mit Værelse var mig afskaaren; der var skuret til Helgen; det stod i en Damp. Efter forgjæves at have gjort nogle Forsøg paa at fordybe mig i min Bog, maatte jeg saaledes lade mig føre af de bevægede Vande i Proprietairens Veltalenheds Strøm.
Naturligviis var det statsborgerlige Themaer, han udbredte sig over og udstafferede med alskens hjemmegjorte Ornamenter af velmeente Yttringer, patriotiske Ideer, o. s. v. Proprietairen var, som man siger, paa sin hvide Hest; den gamle rødslidte Skindhue havde han lagt ved Siden af sig i Sofaen, og han bar tilskue sin skaldede Pande og sine graae Haars Værdighed. Proprietairen kom i Extase: han steg op og demonstrerede med Hænderne; han gik op og ned ad Gulvet, saa at Lysets Flamme flagrede hid og did, og den graae, fodside Vadmelskjortels feiende Flag beskreve store Kredse hver Gang han svingede sig om og hævede sig paa sit lange Been; thi som Tyrtæus og Solvold var han lavhalt.
Hans bevingede Ord summede om mine Øren som Oldenborrer i en Lindetop. Det gik løs om Processer, Høiesteretspræjudikater og Overformynderikranglerier, om Tømmerbrøtning og Luxus, om Magthavernes Ideer og Mørkfossens Udminering, om Korntolden og Jæderens Opdyrkelse, om Industri og Centralisation, om Cirkulationsmidlets Utilstrækkelighed, om Bureaukrati og Embedsaristokrati, og om alle de Kratier, Archier og Rier, der have existeret ligefra Kong Nebukadnezar og til Peer Solvolds Statsborgeri.
Dette var ikke til at holde ud længer, den komisk ynkelige Proprietairs Vrøvl og affekterede Pathos var nær ved at vække min Latter. Fra Kjøkkenet skraldede den ene Lattersalve efter den anden; Christen Smed førte Ordet derude; da han holdt op at tale, lød der paa nyt en hjertelig Latter. «Jeg vil ud at høre Smedens Historier,» sagde jeg, idet jeg løb ud og lod Proprietairen tilbage i Stuen med den matlysende Praas og sin egen konfuse Tankegang. «Barnevæv og løgnagtige Rægler,» brummede Proprietairen, idet jeg lukkede Døren; «det er Skam for lærte Folk; men velmeente, patriotiske Yttringer –» mere hørte jeg ikke.
Lys og Liv og Munterhed straalede ud i den høie, luftige Hal: Paa Skorstenen flammede et Baal, der oplyste selv de fjerneste Kroge. I denne, ved Siden af Skorsteensstøtten, thronede Proprietairens Madamme med sin Rok. Skjøndt hun i mange Aar havde lagt tilfeldts mod Gigten og barrikaderet sig mod dens Anfald i en Mangfoldighed af Stakker og Trøier, og som Udenværker udenom alle de øvrige anlagt et Uhyre af en graa Vadmelskofte, skinnede dog hendes Ansigt under Skautet som den fulde Maane. Paa Peiskanten sad Børnene og loe og knækkede Nødder. Rundt om sad en Kreds af Piger og Huusmandskoner; de traadte Rokken med flittige Fødder eller brugte «de skrabende Karder.»
I Svalen trampede Tærskerne Sneen af, kom ind med Avner i Haaret og satte sig ved Langbordet, hvor Kokken frembar dem Natverden, en Mælkeringe og et Trug haardstampet Grød. Op til Skorsteensmuren lænede Smeden sig; han røgede Tobak af en liden Snadde, og havde i sit Ansigt, der bar sodede Spoer fra Smidieessen, en tør alvorlig Mine, som vidnede om at han havde fortalt, og fortalt godt. «God Aften Smed,» sagde jeg, «hvad er det du fortæller, der vækker saadan Latter?» «Hi, hi, hi,» lo Smaagutterne med Sjeleglæde i sine Miner, «Christen fortalte om Fanden og Smeden og saa om Gutten, som fik ham ind i Nødden, og nu har han sagt han skal fortælle om Peer Sannum, som de Underjordiske holdt Hesten for i Asmyr-Bakken.»
«Ja,» begyndte Smeden, «den Peer Sannum var fra en af Sannumgaardene nordenfor Kirken. Han var en Signekal, og han blev ofte hentet baade med Hest og Slæde for at gjøre aat Folk eller Fæ ligesom gamle Berthe Tuppenhaug her nede i Braaten. Men hvordan det var eller ikke, saa var han nok ikke klog nok, for eengang havde de Underjordiske bundet ham, saaat han maatte staae en heel Nat i Hjemhagen sin med Kjæften paa Skakke, og det gik ikke rigtig vel til den Gangen jeg nu vil fortælle om heller. Denne Peer kunde aldrig forliges med Folk, akkurat ligesom Manden her, – nu ja, han var en Kranglefant, som havde Sag med Alle. Saa var det en Gang han havde en Sag i Stiftsretten i Christian, og derinde skulde han være til Klokken ti om Morgenen. Han tænkte, han havde god Tid, naar han red hjemmefra Kvelden i Forveien, og det gjorde han ogsaa; men da han kom i Asmyrbakken, blev Hesten holdt for ham. Det er ikke rigtigt der heller; for længe siden har En hængt sig oppe i Haugen, og det er Mange, som har hørt Musik der, baade af Feler og Klarinetter og Fløiter og andre Blaasegreier. Ja Gamle-Berthe veed nok at tale om det; hun har hørt det, og hun siger, hun aldrig har hørt saa vakkert, det var akkurat som da den store Musiken var hos Lensmanden i 1814. Var det ikke saa Berthe?» spurgte Smeden. «Jo, det er sandt, det er Gudsens Sandhed og det, Faer,» svarede Huusmandskjærringen, der sad ved Skorstenen og kardede.
«Nu, Hesten blev da holdt for ham,» fortsatte Smeden, «og den vilde ikke røre sig af Flekken, Alt det han slog paa, og alt det han hujede og skreg, saa dandsede den bare i Ring, og han kunde hverken faae den frem eller tilbage. Det led med det skred, men det blev ikke anderledes. Saaledes gik det hele Natten, og det var tydeligt at see, at der stod En og holdt den, for alt det Sannumen bandte og huserede, saa kom han ikke videre. Men da det led ud paa Morgenen ved Soleglads Leite, saa stod han af og gik op til Ingebrigt Asmyrhaugen, og fik ham til at tage med sig en Varmebrand, og da han var kommen i Sadlen igjen, saa lod han ham fyre over Hesten med den. Da kan det vel hende, det gik af Gaarde i fuldt Fiirsprang, og Peer havde nok med at hænge paa, og ikke standsede det, førend han kom til Byen; men da var Hesten sprængt.»
«Dette har jeg hørt før,» sagde gamle Berthe, og holdt op at karde, «men jeg har aldrig villet troe, at Peer Sannum ikke var klogere; men siden du siger det, Christen, saa maa jeg troe det.» «Ja det kan du,» svarede Smeden, «for jeg har hørt det af Ingebrigt Asmyrhaugen selv, som bar Branden og fyrede over Hesten for ham.»
«Han skulde vel have seet gjennem Hulaget, Berthe, skulde han ikke?» spurgte en af Smaagutterne. «Jo, det skulde han,» svarede gamle Berthe, «for da havde han faaet see hvem det var som holdt Hesten, og da havde han maattet slippe. Det har jeg hørt af En, som vidste om Sligt bedre end Nogen, det var en, som de kaldte Hans Frimodig hjemme paa Hadeland. I andre Bygdelag kaldte de ham Hans med Skikkelighed, for han havde nu det til Mundheld: «Alting med Skikkelighed.» Han blev indtagen af de Underjordiske og havde været hos dem i mange Aar, og de vilde endelig have ham til at tage Datter deres, som hang efter ham stødt. Men det vilde han ikke, og saa tog de ham tilsidst og kastede ham ud fra en høi Kolle, langt ude i Bygderne, som jeg troer de kaldte Hortekollen, og da syntes han, han foer lige tilfjords. Fra den Tid var han en Jaaling. Saa kom han i Lægd og gik fra Gaard til Gaard og fortalte mange underlige Historier, men bedst som han sad saa lo han: «Hi, hi, hi, Kari Karina, jeg seer dig nok!» sagde han, for Huldrejenten var bestandig efter ham.
Medens han var hos de Underjordiske, fortalte han, saa maatte han bestandig være med dem, naar de var ude og forsynte sig med Mad og Mælk, for det som var korset over og signet med Jesu Navn, havde de ikke Magt til at tage, og saa sagde de til ham Hans: «Du faaer tage i her, for dette er der «krikkla paa,» og han lagde nu saadanne Bøler i Meisene til dem, at det var fæle Ting. Hans, han pleiede bestandig være i Følge med en af dem, som hedte Vaatt, og denne var saa stærk, at han bar baade Hans og Bølen, naar det var rigtig blødt og slemt at gaae om Høsten. Engang mødte de Futen fra Ringerike i en dyb Dal oppe paa Hadeland, saa gik Vaatt bort og holdt Hesten for ham, og Futen skreg og slog paa og foer saa ilde med Hesten, at det var Synd at see. Men saa gik Skydsgutten frem af Meiene og saa gjennem Hulaget; saa maatte Vaatt slippe, «og da kan det vel hende det gik,» sagde Hans, «Skydsgutten var nær ikke kommen paa Meiene igjen, og vi sloge op en Skrassel, saaat Futen vendte sig i Slæden og saa tilbage.»
«Ja,» sagde en af Huusmændene, som var en Udbygding, «det har jeg hørt om en Præst i Lier ogsaa. Han skulde reise i Sognebud til en gammel Kjærring, som havde været et ugudeligt Menneske, medens hun levede. Da han kom paa Skoven, blev Hesten holdt for ham; men han vidste Raad, for det var en rask Karl, den Lierpræsten, i eet Sprang var han fra Slæden oppe paa Hesteryggen og skottede ned gjennem Hulaget, og der saa han, det var en styg gammel Mand, som holdt i Tømmen – de sige det var Fanden selv –. «Slip kuns, du faaer hende ikke,» sagde Præsten. Han maatte slippe, men med det samme gav han Hesten et Rap, saa den satte afsted saaledes, at det gnistrede under Hovene og lyste i alle Skovtoppene, og det var ikke mere end Skydsgutten kunde holde sig bagpaa. Den Gang kom Præsten ridende i Sognebud.»
«Nei om jeg skjønner hvorledes det skal gaae med Koen ligevel Moer,» sagde Mari Budeie, som kom staakende ind med et Melkespand, «jeg troer den sulter reent ihjel, her kan Moer see hvor lidet Mælk vi faae.» «Du faaer trække Hø fra Staldgulvet Mari,» sagde Gamlemoer. «Ja det var sandt» svarede Mari, «kommer jeg did, saa er Karlmændene og Kallen saa forsindte som vilde Gasser.»
«Jeg skal give dig et Raad, Mari,» tog en af Smaagutterne polidsk til Orde, «du skal koge Rømmegrød og sætte ud paa Staldlaaven om Thorsdagskvelden, saa hjælper nok Nissen dig at trække Hø til Fjøset, mens Gutterne sove.» «Ja, naar der var nogen Nisse her, saa skulde jeg nok gjøre det,» svarede den gamle Budeie troskyldig; «men der er Fanken ingen Nisse her i Gaarden, for de troe ikke paa Sligt Selvefolkene; nei paa Næs hos Kapitainen, den Tid jeg tjente der, der var Nissen.» «Hvorledes kan du vide det Mari,» spurgte Gamlemoer, «har du seet den?» «Seet den, ja det har jeg rigtig ogsaa det,» svarede Mari forsikkrende. «Aa fortæl os det, fortæl os det!» raabte Smaagutterne med Latter.
«Ja det kan jeg nok,» sagde Budeien og begyndte. «Det var nu den Tid jeg tjente hos Kapitainen, saa sagde Gaardsgutten til mig en Løverdagskveld: «Du er nok saa snild, at du giver Hestene for mig i Kveld du Mari, saa skal jeg altid gjøre dig et Puds igjen.» «Aa ja,» sagde jeg, «jeg kan nok det,» for han skulde gaae til Jenten sin. Da det led mod Tiden, at Hestene skulde have Kveldsfodret, saa gav jeg først de to, og saa tog jeg et Høfange og skulde give Hesten til Kapitainen, – og den var altid saa fed og blank, at En gjerne kunde speile sig i den – men idetsamme jeg skulde gaae ind i Spiltauget, saa kom han faldende lige ned over Armene paa mig –.» «Hvem, hvem, var det Hesten?» spurgte Smaagutterne. «Aa nei vist, det var Nissen – og jeg blev saa forfærdet, at jeg slap Høet der, jeg stod og skyndte mig ud igjen det forteste jeg vandt. Og da Peer kom hjem, saa sagde jeg: «jeg har givet Hestene for dig een Gang, min kjære Peer, men nei Gud bliver det ikke oftere da, og Brunen til Kapitainen, den fik ikke Høstraaet heller,» sagde jeg, og saa fortalte jeg ham det. «Aa ja, det har ingen Nød med Brunen,» sagde Peer, «han har nok den, som passer sig, han.»
«Hvorledes saa Nissen ud da, Mari?» spurgte en af Smaagutterne. «Ja mener du, jeg kunde see det?» svarede hun, «det var saa mørkt, at jeg ikke kunde see Hænderne mine, men jeg kjendte ham saa tydelig, som jeg tager i dig; han var lodden og det lyste i Øinene paa ham.» «Aa, det var vist bare en Kat,» indvendte en af dem. «Katten?» sagde hun med den dybeste Foragt. «Jeg kjendte hver Finger paa ham; han havde ikke mere end fire, og de vare lodne, og var det ikke Nissen, saa lad mig ikke komme levende herfra.»
«Jo det var Nissen, det var det vist,» sagde Smeden, «for Tommelfinger har han ikke, og lodden skal han være paa Næverne; jeg har aldrig haandtagets med ham; men saa skal det være, det har jeg hørt; og at han passer Hestene og er den bedste Husbondskarl, Nogen kan have, det veed vi Alle, det. Det er Mange, som har stor Nytte af ham; men det er da ikke ham allene de have Nytte af, for oppe i Ullensaker,» begyndte han igjen at fortælle, «var der en Mand, som en Gang havde ligesaa megen Nytte af de Underjordiske, som Andre have af Nissen; han boede paa Røgli. De vidste nu vel det, at Huldren var der og holdt til der, for det var engang han reiste til Byen saa i Flækkesneen om Vaaren, og da han kom ind til Skjællebæk og havde vandet Hestene sine, kommer der ud over Bakken en Buskab af brandede Kjør, saa store og fede, at det var Moro at see dem, og nogle af dem, som var med, kjørte med alle Slags Bukjørrel og Greier paa Kjærrer med vakkre fede Heste for; men foran gik der en svær Jente, som havde en drivende hvid Mælkekolle i Haanden.
«Men hvor skal I hen paa denne Aarsens Tid da?» spurgte Røgli-Manden, forundret. «Aa,» svarede hun, som gik foran, «vi skal tilsæters i Røglihagen i Ullensaker; det er Havn nok der.» Dette syntes han var rart; at de skulde havne i Hagen hans; og Ingen anden end han hverken saa eller hørte Noget, og alle dem, han mødte paa Veien indover, spurgte han; men Ingen havde seet en saadan Buskab. Hjemme paa Gaarden hos den Røgli-Manden, gik det ogsaa underligt til iblandt, for naar han havde gjort noget Arbeide efter Soleglads Tid, saa blev det altid ødelagt om Natten, og tilsidst maatte han reent holde op at arbeide, naar Solen var gaaet ned. Men saa var det den Gangen, jeg vilde tale om, det var en Høst, han gik ned at kjende paa Bygloen, om den var tør – det var seent ud paa Høsten – og han syntes, den ikke var rigtig tør nok endda, men saa hørte han saa skjellig, det sagde borte i en Haug: «Kjør ind Loen din, du, i Morgen snøger det.» Han til at kjøre det bedste han kunde; han kjørte til langt over Midnat – og han fik Loen ind; men Morgenen efter laa der over en Sko dyb Sne.»
«Ja, men det er ikke altid, de Underjordiske ere saa snilde, Smed,» sagde en af Smaagutterne, «hvorledes var det med den, som stjal Bryllupskosten paa Eldstad og glemte igjen Luen sin?» «Jo det skal jeg sige dig,» sagde Smeden, der med Begjærlighed greb dette Vink til at begynde en ny Fortælling. «Paa Eldstad i Ullensaker var der engang et Bryllup; men paa Bryllupsgaarden havde de ikke nogen Bagerovn, og derfor maatte de sende Stegene bort til Nabogaarden, hvor de havde Bagerovn, og stege dem der. Om Kvelden skulde Gutten i Bryllupsgaarden kjøre hjem med dem. Da han kom over en af Moerne der, hørte han ganske skjellig, at det raabte:
«Hør du, kjører du til Eldstad fram,
Saa sig til hende Deld,
At Dild dat i Eld!»
Gutten slog paa og kjørte, saa det hvinede om Næsen paa ham, for det var koldt i Veiret og gildt Slædeføre. Og det Samme raabte det efter ham flere Gange, saa han huskede det. Han kom vel hjem med Føringen sin, og gik saa frem for Bordenden, hvor Tjenerne gik fra og til, som de havde Tid til, og fik sig Noget at leve af. «Nu da, Gut, har Fanden selv skydset dig, eller er du ikke reist efter Stegen endnu?» sagde en af Husens Folk. «Jo, det er jeg,» sagde han, «der seer du den kommer ind gjennem Døren, men jeg slog paa og lod det gaae alt det Mærren aarkede at spænde i, for da jeg kom paa Moen, saa raabte det:
«Kjører du til Eldstad fram,
Saa sig til hende Deld,
At Dild dat i Eld.»
«Aa det var Barnet mit, det,» raabte det i Gjæstebudsstuen, og saa foer der En afsted som om hun var galen, hun rendte paa den ene efter den Anden, og slog dem paa Skallen Allesammen; men tilsidst faldt Hatten af hende, og saa fik de see, at det var en Hulder, som havde været der; for hun havde rapset med sig baade Kjød og Flæsk og Smør og Kage og Øl og Brændeviin og Alt det, som godt var; men hun var saa forfjamset over Ungen, at hun glemte igjen en Sølvkaupe i Ølkarret og ikke sandsede, at Hatten faldt af hende. De tog baade Sølvkaupen og Hatten og gjemte paa Eldstad; og Hatten den var slig, at den, som havde den paa, han kunde ikke sees af noget dødeligt Menneske, uden han kanskee var synen; men om den er der endnu, skal jeg ikke kunne sige forvist; for jeg har ikke seet den, og ikke har jeg havt den paa heller.»
«Ja de Underjordiske ere slemme til at stjæle, det har jeg altid hørt,» sagde gamle Berthe Tuppenhaug, «men værst skal de være i Sætertiden; den er ligesom en lang Høitid baade for Huldrer og Underjordiske; for mens Sæterjenterne gaae og tænke paa Gutterne sine, glemme de at korse over Mælk og Fløde og anden Bumad, og da tager Huldrefolk Alt, de vil. Det er ikke ofte at Folk faaer see dem, men det hender da iblandt, og det hendte engang paa Nebbergsætren oppe i Almindingen her.
Det var nogle Tømmerhuggere eller Vedhuggere oppe i der og huggede. Da de saa skulde gaae frem til Nebbergvangen tilkvelds, saa raabte det til dem borte i Skoven: «Hils hende Kilde, at begge hendes Sønner fore ilde; de brændte op sig i Sodkjitiln.» Da Huggerne kom frem til Sæteren, saa fortalte de Jenterne dette og sagde: «Den Tid vi skulde gaae hjem tilkvelds og vi havde faaet Øxen paa Nakken, saa sagde det borte i Skoven: «Hils hende Kilde, at begge hendes Sønner fore ilde; de brændte op sig i Sodkjitiln.» «Aa, det var Børnene mine det,» skreg det inde i Mælkeboden, og saa kom der farende ud en Hulder med en Kolle i Næven, og den kastede hun, saa at Mælken skvat om dem.»
«Folk fortælle saa Meget,» sagde Smeden med en noget spodsk Mine, ret som om han nærede Tvivl om denne Fortællings Tilforladelighed. Imidlertid var det neppe Andet der talte af ham end Ærgrelse over at være bleven afbrudt, da han havde faaet Munden saa godt paa Gled. I hele Bygden gaves der neppe Nogen, der var rigere paa de vidunderligste Fortællinger om Huldren og de Underjordiske end han; og i Troen paa disse Væsener hamlede han op med de stærkest Troende. «Folk fortælle saa meget,» sagde han, «En kan ikke troe det Alt. Men naar det er hendt i Ens egen Slægt, saa faaer En troe det. Og nu skal jeg fortælle Noget som er hendt Værfaer min; det var en alvorlig og troværdig Mand, saa det nok var sandt hvad han sagde. Han boede paa Skroperud paa Loddingeierne i Ullensaker; han hedte Jo. Han havde bygget sig en ny Stue, havde en to, tre Kjør, fede og i god Stand, og en Hest, som var udmærket fremfor alle andre. Med denne foer han ofte i Skyds fra Mo til Trøgstad og, naar det faldt sig saa, derfra til Skrimstad og tilbage til Mo igjen – og brød sig ikke om, hvordan han foer med Hesten, for den var og blev lige fed. Desforuden var han Spillemand og Skytter. Ofte var han ude at spille, men hjemme kunde de aldrig faae ham til at røre Felen; om saa hele Stuen var fuld af Ungdom, negtede han ligefuldt at spille.
Men engang var der kommen nogle Gutter til ham med Lommeflasker og Brændeviin. Da de havde faaet Kallen paa en Pidsk, kom der Flere til, og, endda han sagde Nei i Begyndelsen, saa fik han dog Felen fat tilsidst. Men da han havde spillet en Stund, lagde han den bort, for han vidste, at de Underjordiske vare ikke langt borte, og at de ikke syntes om saadant Spektakel; men Gutterne fik ham til at spille igjen, og saaledes gik det en to, tre Gange; han lagde Felen bort, og de fik ham til at tage den fat igjen. Tilsidst hang han den op paa Væggen og svor paa, at han ikke vilde gjøre et Strøg med Buen mere den Kveld, og jagede dem ud allesammen baade Gutter og Jenter.
Da han havde begyndt at klæde af sig og stod i Skjorteærmene borte i Skorstenen og skulde tænde Kveldspiben sin med en Brand, saa kom der ind et Følge af Store og Smaa, saa det myldrede i Stuen. «Nu,» sagde Jo, «kommer I nu igjen?» Han troede først, at det var dem, der havde været inde og dandset; men da han saa fik see, at det ikke var dem, blev han ræd, tog Døttrene sine, som alt laae i Sengen, og slængte dem op paa Gulvet – han var en stor stærk Mand – og spurgte: «Hvad er dette for Folk? – kjender I dem?»
Jenterne vare søvnige og sandsede ikke. Saa tog han Geværet ned af Væggen og vendte sig mod det Følget, som var kommet ind, og hyttede til dem med Kolben. «Dersom I nu ikke pakker Jer, saa skal jeg» – bandte han – «føise Jer saaledes ud, at I ikke skal vide om I staaer paa Hovedet eller Benene.» Med et Hyl satte de ud igjennem Døren, saa den Ene foer hovedkulds over den Anden, og han syntes det ikke saa anderledes ud, end som en Hob graae Garnnøster trillede udigjennem Døren. Men da Jo havde sat Geværet bort, og kom hen til Skorstenen igjen og skulde tænde paa Piben sin, der var slukket, saa sad der paa Peiskrakken en gammel Mand med et Skjæg, der rakte heelt ned til Bænken, ja det var over en Alen langt; han havde ogsaa en Pibe, og foer frem og tilbage med en Brand, ligesom Jo selv, og skulde tænde paa den: ret som det var saa gik den ud, saa tændte han paa igjen, og det blev ikke anderledes.
«End du,» sagde Jo, «hører du til samme Fantefølget du med? Hvor er du fra?» «Jeg boer ikke langt borte, jeg du,» svarede Manden, «og jeg raader dig til, at du passer dig for at gjøre saadan Støi og Kvalm herefter, ellers gjør jeg dig til en arm Mand.» «Naa, hvor boer du, da?» spurgte Jo. «Jeg boer her borte under Kjona, og dersom vi ikke havde været der, saa havde den nok strøget med for længe siden, for du har lagt svær Ild paa iblandt; det har været varmt der, og den er ikke fragere, end at den falder overende, dersom jeg sætter Fingeren min bort paa den. Nu veed du det,» sagde han, «og pas dig herefter.» Aldrig blev der spillet til Dands mere; Jo afhændede sin Fele, og ikke fik de ham nogensinde til at røre nogen anden.»
Under den sidste Deel af Smedens Fortælling havde Proprietairen rumsteret inde i Stuen; Skabdøre bleve lukkede op og igjen; der rasledes med Sølvtøi og Nøgleknipper; man kunde høre og vide, han var beskjæftiget med at laase for al rørlig Eiendom ligefra Sølvkruset til Blytobaksdaasen. Mod Enden af Smedens Fortælling gløttede han paa Døren, stak Hovedet ud med Huen paa det ene Øre og sagde: «Er du nu ude med Ræglerne dine og lyver igjen Smed.»
«Lyver?» sagde Smeden, meget stødt; «det har jeg aldrig gjort, for dette er sandt; jeg er jo gift med den ene af de Jenterne, og Kjærringen min, Dorthe, hun laa selv i Sengen og saa den gamle Skjæggekallen; rigtignok vare de Jenterne rare og ligesom halvfjollede, men det kom af at de saae de Underjordiske,» tilføiede han med et harmfuldt Blik paa Proprietairen. «Fjollede?» sagde Proprietairen, «ja, det troer jeg nok; det er jo du ogsaa, naar du ikke er paa en Kant, for da er du reent bindegal. Kom Smaagutter og gaae op og læg Jer og sid ikke her og hør paa hans Røreri.»
«Det maa jeg sige er daarligt sagt af Jer, Faer,» yttrede Smeden med Overlegenhed. «Sidst jeg hørte snakke om Fjolleri og Rør, var da I prækede paa Neberghaugen den 17de Mai,» føiede han til i samme Tone. «Hvilket forbandet Sludder!» brummede Proprietairen og kom stampende gjennem Kjøkkenet med et Lys i den ene Haand og en Pakke Akter og nogle Aviser under Armen. «Aa, bi lidt Faer,» sagde Smeden drillende, «og lad Smaagutterne faae Lov at være her, saa skal I ogsaa faae høre en liden Stub; I har ikke godt af at læse i Lovbogen stødt, I heller. Jeg skal fortælle Jer om en Dragon, som blev gift med en Hulder. Det veed jeg er sandt, for jeg har hørt det av Gamleberthe, og hun er selv fra den Bygden, hvor det hendte.» Proprietairen slog bister Døren til, og man hørte ham trampe op ad Trappen. «Ja ja, siden Kallen ikke vil høre, saa faaer jeg fortælle Jer den da,» sagde Smeden til Smaagutterne, over hvem den bedstefaderlige Myndighed ikke længer udøvede nogen Magt, naar Smeden lovede at fortælle Sagn og Eventyr.
«For mange Aar siden,» begyndte han, «boede der et Par gamle velstaaende Folk paa en Gaard oppe paa Hadeland. De havde en Søn, og han var Dragon, og en stor vakker Karl var han. Paa Fjeldet havde de en Sæter, og den var ikke som Sæterstuerne pleie være, men den var peen og godt opbygget, og der var baade Muur og Tag og Vinduer i den. Her laae de hele Sommeren, men naar de reiste hjem om Høsten, havde Tømmerhuggere og Skyttere og Fiskere og Saadanne, som færdedes i Skoven ved de Tider, lagt Mærke til, at Huldrefolk flyttede ind der med Buskaben sin. Og med dem var der en Jente, som var saa nauvakker, at de aldrig havde seet hendes Mage.
Dette havde Sønnen ofte hørt tale om, og en Høst, de reiste hjem fra Sæteren, klædte han sig i fuld Mundering, lagde Dragonsadlen baade med Pistolhylstrene og Pistolerne paa Dragonhesten, og saa red han derop. Da han kom i Vangbredden var der saadan Varme paa i Sæteren, at det lyste ud igjennem alle Mosefarene, og da kunde han skjønne at Huldrefolket alt var der. Saa bandt han Hesten sin ved en Granlæg, tog den ene Pistolen ud af Hylstret og listede sig ganske sagte op til Vinduet, og derinde i Sæteren saa han en gammel Mand og en Kjærring, som var krogede og reent skrukkede af Alderdom og saa urimelig stygge, at han aldrig havde seet Noget saa stygt i sit Liv; men saa var der en Jente der, og hun var saa deilig, at han strax blev indtaget i hende, og syntes, han ikke kunde leve, hvis han ikke kunde faae hende. Alle havde de lange Korumper, og det havde den vakkre Jenten ogsaa. Han kunde see, at de nylig vare komne, for der var netop ryddet op der. Jenten holdt paa at vadske Gamlestyggen, medens Kjærringen gjorde Varme under den store Primkjedlen paa Peisen.
Ret som det var, stødte Dragonen Døren op, og skjød Pistolen af lige over Hovedet paa Jenten, saa at hun tullede bortover Gulvet. Men i det samme blev hun ligesaa fæl som hun før havde været vakker, og en Næse fik hun, saa lang som Pistolhylstret. «Nu kan du tage hende; nu er hun din,» sagde den gamle Mand. Men Dragonen var ligesom fjættret; der han stod, der stod han, og han kunde ikke flytte sig et Skridt, hverken frem eller tilbage. Den Gamle begyndte da at vadske Jenten; saa blev hun noget ligere: Næsen mindskedes sagtens til det Halve, og den stygge Korumpen blev opbundet, men vakker var hun langtfra. «Nu er hun din, min staute Dragon, sæt hende nu paa Sadlknappen og rid til Bygden og hold Bryllup med hende. Men til os kan du lave til i det lille Kammers i Størhuset; for vi vil ikke være sammen med de øvrige Brudefolkene,» sagde den gamle Stygfanten, som var Faer hendes; «men naar Skaalen gaaer om, saa kan du see ud til os.»
Han turde ikke gjøre Andet; han tog hende med paa Sadlknappen og lavede til Bryllup. Men førend de gik til Kirken, bad Bruden en af Brudepigerne at staae vel bag hende, for at ikke Nogen skulde see Rumpen falde af, naar Præsten lagde Haanden paa hende. Saa drak de Bryllup, og da Skaalen gik om, gik den unge Manden ud i Kammeret, hvor der var lavet til for de gamle Huldrefolkene. Den Gang saa han ingen Ting der, men da Bryllupsfolkene vare reiste, laa der igjen saa meget Guld og Sølv og saa mange Penge i det lille Kammeret, at han aldrig havde seet saa megen Rigdom før.
Det gik nu baade godt og vel i lang Tid; hver Gang der var Fremmedselskab, lavede Konen til for de Gamle ude i det lille Kammerset, og altid laa der efter dem saa mange Penge, at de tilsidst næsten ikke vidste hvad de skulde gjøre af dem. Men styg var hun og styg blev hun, og kjed var han af hende, og det var ikke frit for at han var lidt slem iblandt, saa at han bød til at slaae og dænge hende. Engang skulde han til Byen; det var paa Barfrosten om Høsten, og derfor skulde han lægge Sko under Hesten. – Han gik da til Smidien – for selv var han en dygtig Smed – men hvorledes han lavede det, saa blev Skoen enten for stor eller ogsaa blev den for liden, og aldrig vilde den passe. Han havde ikke flere Heste hjemme, og det led med det skred, saa det blev Middag og det blev Eftasverdstid. «Kan du da aldrig faae lagt under den Skoen?» sagde Konen, «ikke er du rar Mand, men du er nok endda kleinere Smed. Der bliver nok ikke andet Raad end at jeg faaer gaae i Smidien og skoe; er den for stor, kan du jo gjøre den mindre, og er den for liden, kan du jo gjøre den større.»
Hun gik til Smidien, og det første, hun gjorde, var at tage Skoen med begge Næver og rette den ud. «Se her,» sagde hun, «saa skal du gjøre.» Saa bøiede hun den sammen, som om den havde været af Bly. «Hold nu op Benet,» sagde hun, og Skoen passede saa akkurat, at den bedste Smed ikke kunde gjort den bedre. «Du er nok stiv i Fingrene, du!» sagde Manden og saa paa hende. «Synes du det,» sagde hun, «hvordan mener du vel, det var gaaet med mig, dersom Du havde været saa stiv i Fingrene? Men jeg holder formeget af dig til at jeg skulde bruge mine Kræfter paa dig,» sagde hun. Fra den Dag var han en aparte Mand mod hende.»
«Nu synes jeg, vi kan have hørt Nok for i Aften,» sagde Gamlemoer, da Fortællingen var til Ende, og reiste sig. «Ja vi faae vel til at rusle paa os, siden Kallen har kurret sig,» sagde Smeden og bad Godnat, men lovede Smaagutterne at fortælle mere næste Aften, og knyttede en Underhandling med dem om en Kvart Tobak.
Om Eftermiddagen da jeg var ude i Smidien hos Smeden, skraaede han stærkt, hvilket altid var et Mærke paa at han havde drukket Brændeviin; om Aftenen var han gaaet paa Bygden for at faae mere. Da jeg efter flere Dage saa ham igjen, var han mørk og ordknap. Han vilde Intet fortælle, uagtet Smaagutterne lovede ham baade Tobak og Akvavit. Men Pigerne mumlede om, at de Underjordiske havde havt fat paa ham og slaaet ham overende i Asmyrbakken. Der havde en Kjører fundet ham liggende paa Morgensiden, og da talte han over sig.
HULDREÆT
Vi havde været i Besøg paa Bjerke. Proprietairen og Gamlemoer roede hjem Søndag Aften; men Jomfru Marie, Smaagutterne og jeg, Præceptoren, havde efter mangfoldige Makinationer faaet Lov til at blive over til Mandag, for at vandre hjem over Aasen «og see Udsigten,» hed det. Den Mandag Morgen kom os alt for snart. Ledsagede af vor Vertinde, den gode Moer Bjerke og hendes Søn, vandrede vi op gjennem Bjerkehagens løvrige Lunde, hvor Rødstjerten og Bogfinken i Oretoppene feirede Dagen med raske, velklingende Slag, medens Fluesnapperne, vimsende mellem Grenene, gave sit Ord med i Laget, og Havesangeren, beskedent skjulende sig bag Løvet, lod sin muntre Sang strømme ud fra de tætte, dunkle Kroner. Morgenen var saa stille og saa luun; Birkens Blade rørte sig neppe, og da vi kom op ad Stien gjennem Engene, saae vi endnu Dugperlene gynge funklende paa Kløveren og i Maristakkens foldede Blade, naar der faldt et Solstreif i det Grønne. Svalerne strøge lavt efter de fine Libeller; Buskskvætten sad gyngende paa en Tistel og kviddrede i Ageren. Her havde vi Lærkesang fra den blaae Kuppel, der paa alle Kanter omgjerdedes af lyse Sommerskyer, som skjærmede os mod Julimorgenens hede Sol.
Da vi vare paa hiin Side Kongeveien, havde vi en anden Region. Det gik opad Aasen; Fyrren og Granen hvælvede os svale Haller. Endnu lød Lærkernes Triller over til os; men de Toner, som havde hjemme her, vare kun de travle Meisers skjærende Piben, Gjertrudsfuglens regnvarslende Skrig og Veirstillernes Glam under Skyen. Trætte og mødige efter Opstigningen, hvilede vi et Øieblik paa de flade, mosdækkede Klipper ved Præstemyren, drak en Afskedsskaal med vort Følge, og kvægede os ved Synet af Øierens blanke Flade og de lave blaae Aaser, vi skimtede mellem Fyrrestammerne.
Smaagutterne vare alt ude paa Myren for at sanke Multer, og jublede, hver Gang de saae en rødmende Kart. Jomfruen og jeg fulgte da efter. Krandset med Fyr og Gran strakte Mosen sig fjerdinglangt ud mod Vest som en stor Slette, hvis Ensformighed kun af og til afbrødes ved Grupper af ranke Siv med vaiende Toppe, eller ved Tuer af den lysegrønne Calmus, eller ved fremspringende Odder med en Skytterhytte af visne Grankviste ude paa Pynten, der stod som et Minde om Aarfugllegen fra Vaaren. Mod Nord, hvor vor Vei gik, var det knapt et Par tusinde Skridt over. Trindt Bredden stod Lyngen i Blomster; men ude paa Myren vinkede os Mosliliens gule, prægtige Bæger, den skjæggede Bukkebladblomst og den ziirlige Calla. Pyntet med nikkende Myrduun, Multebærblomster og tandre Stargræs, spillede Mostæppet i de forskjelligste Nuancer og gyngede under vore Fødder, som om det hvilede paa et bølgende Hav. Vi gjorde ogsaa en lille Afstikker for at sanke Multer.
Da vi igjen kom frem mod Pynten af en af disse fyrrekronede Odder, svingede Duunhammerne sine store valtseformige Ax frem og tilbage over vore Hoveder; en skjærende Vind peb os i Ansigtet, og lige over for os stode mørke Skymasser med graalige, udvaskede Rande. Det bryggede til en Regnskuur; vi følte alt enkelte Draaber. Jeg trøstede min forskrækkede Ledsagerinde med det Ly, vi skulde finde i den gamle Vardehytte, som neppe laa et Par Bøsseskud borte, lige op for den ludende Fyr ved Myren, og som stod igjen der fra Krigstiden. Da vi kom til Bredden, skylregnede det; men nu havde det ingen Nød, vi følte fast Grund under vore Fødder, vi vare i Skovens Læ, og inden to Minutter vare vi oppe af Bakken og vel forvarede i Vardehytten.
Egentlig vare vi paa ingen Maade vel forvarede. Taget var styrtet ned; der var kun en liden Snip igjen deraf i det ene Hjørne, saa at vi frit kunde see Himmelens Fugle flyve over os. Men i dette Hjørne, under denne lille Snip havde en menneskevenlig Skytter eller Vedhugger anbragt en Bænk af et Par Briskestammer mellem Tømmerstokkene saa lang, at der med Nød og Neppe var Rum til To. Her maatte vi altsaa tage Sæde, og jeg syntes, det var et herligt Sæde. Smaagutterne klattrede med Fare for Liv og Lemmer op paa Ruinen af den gamle Skorsteen i det andet Hjørne og stode der mod den graae Himmel og disputerede, om de kunde see ni eller elleve Kirker, til de ikke saae de nærmeste Træer for Regn.
Man skulde vel troe, at vor Situation i Krogen medførte Fortrolighed og gjensidig Meddelelse. Men det lod ikke saa; jeg sad og beundrede i Taushed Øierfladen, som gjennem Døraabningen viste sig matskimtende i Sky- og Regnfloret; jeg stirrede paa Smaagutterne paa Piben, og paa mine egne Been. Stjal Blikket sig over til Naboersken, var det kun for at vende tilbage med dobbelt Fart. Denne Situation var baade komisk og erotisk; det var Kjærlighed i Huuslærerkategorien. Nu sad vi der som et Par Høns paa en Pinde. Grib Leiligheden, hviskede jeg til mig selv. Medens jeg gik og vadede i Myren, havde jeg memoreret den Tale, jeg havde tænkt at anbringe i ti lignende Situationer. Hvorledes den lød, erindrer jeg ikke nu; men det veed jeg, at den stedse blev siddende mig i Halsen, naar den skulde bruges. Nu var det skjæbnesvangre Øieblik der igjen. Smaagutterne vare nede af Piben, og tumlede sig udenfor i Blaabærlyngen. Jeg ansaa det nødvendigt at begynde min Erklæring med en vis Kjækhed, og jeg vovede virkelig at lægge min Arm om hendes Liv; men det viste sig snart, at Jomfruen var meget kjækkere end jeg. Hun sprang op og stod truende og lattermild for mig.
«Hvad vil De mig? Min Gud! Veed De hvad De vover?» sagde hun. «De kjender jo min Slægt! De veed vel, at jeg stammer fra Huldrefolk, og at der rinder Troldblod i mine Aarer?» «Min bedste Jomfru,» sagde jeg Stakkel, der imidlertid var kommen en Smule til Sands og Samling igjen; «jeg fatter Dem ikke; jeg veed ikke,» tilføiede jeg for dog at sige Noget, «om en saa fordægtig Herkomst!»
«Nu, det var da rart at Moer, som har fortalt Dem saa mange Eventyr og Historier ikke har fortalt Dem det! Min Oldemoder eller Tipoldemoder var jo en virkelig Hulder. Nu skal De høre; men hvis De ikke vil, at jeg skal blive gjennemvaad, maa De forunde mig at sidde i Fred paa Pinden ved Deres Side. Nu da. Mine Tipoldeforældre eller Tiptipoldeforældre (det veed jeg ikke rigtigt) laae til Sæters en Sommer. De havde en Søn, og han var med dem. Da det led paa Høstsiden, og de skulde reise hjem fra Sæteren, sagde Gutten, at han vilde blive igjen der, for han havde Lyst til at see om det var sandt, hvad de sagde, at Huldren kom did med sin Buskab, naar Folket reiste hjem.
Forældrene syntes ikke noget om dette og sagde, at det kunde han nok troe, det var baade vist og sandt, hvad saa Mange vidste at fortælle om. Sønnen gav sig ikke; han vilde blive der alligevel, og tilsidst fik han Lov; til Niste gav de ham et Fad Flødegrød, og saa reiste Forældrene. Ret som han laa i sine egne Tanker, begyndte det at blive levende ude paa Sætervolden. Han hørte Bjælderne klinge; Kjøerne brølede og Sauerne brægede, og der var en Snakken og en Styr og en Studsen og en Stellen, akkurat som naar Bølingen kommer til Sæters. Om lidt blev det stille, og en Stund efter kom der to Fruentimmer ind. Den yngste af dem var saa vakker, at det ikke var nogen Maade paa. De gave sig til at rydde og stelle derinde, og begyndte at koge Melkegrød. Imedens lod Gutten som han sov. Huldren havde ikke lagt Mærke til ham i Begyndelsen; men med Eet begyndte den Yngste at græde.
«Nu, hvad feiler Dig? Hvad græder du for?» sagde den Anden. «Aa jeg synes, den Gutten er saa vakker, jeg, Moer, at jeg ikke kan være til, hvis jeg ikke faaer ham; men det gaaer vel ikke an?» sagde den Yngste. «Tys, tys, vi skal snakke med ham,» sagde Moderen, og søgte at stagge hende. Saa satte de sig til at spise, og nu lod Gutten som om han vaagnede og hilste paa dem. De bøde ham at spise, men han betakkede sig og spurgte, om de ikke heller vilde smage paa den Flødegrød, han havde til Niste.
Jo, det vilde de gjerne, for Flødegrød, skal jeg sige Dem, er det bedste, Huldren kan faae. De spiste da sammen og snakkede baade om Et og Andet, og hvorledes det nu var, saa sagde Moderen til ham: «Du er en vakker Gut, og Datter min synes godt om dig; lider du hende, og du vil love mig at gaae til Præsten og faae hende døbt, saa kan du tage hende. Men snild maa du være mod hende, saa skal det ikke mangle Jer paa Hjemmegifte. I skal faae alt, hvad I behøver til Gaardens Brug og Drift og Mere til.»
Aa ja, Gutten syntes nok, han kunde lide hende, og saadant et Tilbud var ikke at foragte. Saa lovede han, at han skulde gaae til Præsten og faae hende døbt, og snild vilde han ogsaa være mod hende. De reiste da hjem, og hun blev døbt, og de holdt Bryllup og levede baade godt og vel, som man siger.
Men engang han havde været lidt slem og gjort hende imod om Dagen, hørte han saadan Larm og Styr paa Gaarden om Natten. Men da han kom ud i Svalen om Morgenen, var hele Gaarden fuld af Alt, hvad der kunde behøves baade til Gaardsdrift og Huusholdning. Der var baade Kjøer og Heste, og Plove og Høslæder, og Ringer og Bøtter, og alle mulige Ting.
Da det led til Høsten igjen, og Kaalen blev stor, og Konen skulde til at hakke og stelle til Slagtningen, saa havde hun ikke noget Hakkebred, og ikke heller noget Hakketrug. Hun bad da Manden, tage Øxen og gaae op i Fjeldet og hugge ned den store Furuen, som stod ved Myren paa Sæterveien; hun skulde have den til et Hakketrug. «Jeg mener, du er forstyrret, Kjærring!» sagde Manden. «Skulde jeg hugge ned det bedste Træ i Tømmerskoven til at gjøre et Hakketrug? Og hvorledes skulde jeg faae den hjem fra Fjeldet paa denne Tid, den er jo saa diger, at ingen Hest aarker at trække den?»
Hun bad Manden alligevel; men da han slet ikke vilde gaae, saa bad hun om Øxen, gik op i Skoven, hug Furuen ned og kom hjem med den paa Ryggen. Da Manden saa det, blev han saa forskrækket, at han aldrig siden turde sige hende imod, eller gjøre Andet end hun bad om, og fra den Tid var der aldrig Uenighed mellem dem. Det var Historien. Hvilken stærk og slem Mand min Bedstefader var, har De vist hørt; min Fader, Proprietairen, kjender De,» sagde hun truende og med Ironi; «De kan altsaa slutte Dem til hvad De kan vente, hvis De bringer mig i Harnisk.»
«Du vil nok blive her med det samme du, Marie,» sagde Smaagutterne, som, aldeles blaasorte om Munden, viste sig ved Døren med et umaadeligt Knippe Blaabærlyng. «Det er forbi med Regnen for længe siden,» sagde de; «kom nu og lad os gaae.» Vi reiste os; de rige Arabesker, det prægtige Løvværk af Lichener og Mosser, der dækkede de fugtige Stokkevægge, spillede, forfriskede ved Regnen, i det glimrende Sollys. Udenfor i Skoven var der en Glæde over alle Planter og Fugle. Pyroler og Lineer udsendte Strømme af Vellugt, og Granen dryssede sin Duft over os. Skoven var fuld af Fuglesang og Glæde; i hver Top sad der en Maaltrost og spottede min Kjærlighed; Gjerdesmutter og Fuglekonger sang omkaps og jublede glade over sin Lykke; kun en eenlig Rødkjælke klagede mellem de tætteste Grene.
Medens vi vandrede ned ad Skraaningen gjennem Skoven, laa Øvre-Rommerige for os i Solskinnet; over de vestlige Aaser hang Regnen endnu som et graat Slør; men mod Nord var det saa blankt og klart; Mistbjerget, disse Egnes Øientrøst, hvælvede sig der som en blaalig Kuppel, og vi saa Bakkerne, og Skovene, og Kirkerne, og Gaardene, og Smaagutterne kjendte grant den røde Staldbygning hjemme paa Gaarden. Det gik raskt nedover; Marie løb omkaps med Smaagutterne; jeg slentrede efter; stirrede melankolsk ud i det vandløse Landskab, og læskede min Tørst med saftige Blaabær.
Vi vare ikke længe om det sidste Stykke; men da vi kom i Hjemhagen, stak Middagssolen saa brændende hedt, at det ikke var til at holde ud. Marie satte sig i Græsset under den gamle Eg, og vi fulgte Exemplet. Da bølgede der pludselig en Tonestrøm hen over os. Forundret lyttede Marie, og stirrede op i Hvælvet af den mørke, skyggerige Krone, som om hun ventede at faae Øie paa alle Skovens vingede Sangere. Jeg kjendte Tonerne; det var en sjelden Gjæst i Egnen, det var den guldbrystede Sanger, der gav os denne Koncert. Den var i sin bedste Lune; den skreg som Falken og smaanynnede som Sidskenen. Den gav os Lærketriller og Stærresang og Svalekvidder; den kjendte alle Sylviers Toner. Det var et sandt Potpourri af Fuglesang med Jubel og Smerte.
«Hører De denne,» raabte Marie, idet hun sprang op og dansede om under Træet; «ved disse Toner føler jeg min Huldrenatur; jeg føler, at jeg hører hjemme her, ligesaavist som De tilhører Byen og Bøgerne og Komediespillet og Lirekasserne!»
EN HALLING MED KVANNEROD
En af de kolde Dage efter Markedet i Vinter sad jeg foran den aabne Ovnsdør, røgede Tobak og læste i en Bog. Det bankede paa Døren; men det var ingen almindelig Banken; ikke nogen enkelt bøiet Kno frembragte denne Lyd; det var et repeteret Slag af en knyttet Næve med Lovvante paa. Jeg gjættede forgjæves paa hvem det kunde være, som anmeldte sig paa en saa eiendommelig Maade. Førend jeg havde sagt: «kom ind,» blev Døren aabnet, og ind gjennem den steg med faste, sikkre Skridt en gammel Bonde i Hallingdragt. Den klingende Kulde havde rimet hans graae, tottede, lange Haar og børstede Skjæg, men Kulden syntes ikke at være ham til Plage; thi en sid, sort Kofte og Vesten, der bar Spoer af, at den engang, da den endnu eiede Farve, havde været blaa, stode aabne og viste den bare, haarrige Bringe. Hans muskelfulde, men temmelig krumbøiede Underlemmer vare beklædte med sorte Knæbuxer og graae Snesokker. Paa Fødderne havde han Sko af uberedt Koskind. En rød Halsklud, et Par store Lovvanter og en Faareskinds Hue fuldendte Klædedragten, der bar ligesaa kjendelige Spoer af Veirets og Tidens Paavirkning som hans Ansigt, der havde et læderagtigt Udseende. I Haanden bar han et stort Knippe Angelikarod.
«Gudag, Tak for sist; no ha me et finnt Vær,» sagde han, idet han tog Huen og Vanterne af. «Det var som Pokker, kalder du det fiint Veir,» sagde jeg. Mig forekom det saa koldt, at man gjerne kunde krybe ind i Ovnen, og Solen formaaede neppe at fordrive Februarfloraens pragtfulde Rankeslyngninger og Isblomster paa Ruderne. «Ja misant æ dæ ej forskrekkjilé Kjøld, me hava no um Dagadn,» svarede han unbefangen, idet han lagde sine Sager fra sig paa en Stol og med Velbehag varmede sine store Næver ved Ilden. «Saa du synes dog, det er koldt? Men det er sandt, du er jo fra Hallingdal?» sagde jeg, idet jeg først nu erindrede, at hans Udtryk om det fine Veir var den Talemaade, som Velanstændighed byder at begynde enhver Samtale med i de fleste af Fjeldbygderne.
«E æ so ja, rettigt nok du! E æ or Aalsgjæld i Hallingdal; – du kan væl inkji ha sett me forr kanskji? – E ha no faré mykjy ut paa Bygdo – ja men ha e so, ja! Aa fær no stundo enno, saa gamal e æ – ja misant! – Du ska ’kji handle taa me noko Kvannerot idag – rettigt taa den beste?» sagde han med den tautologiske Udtryksmaade, der synes at være eiendommelig for saa Mange i det Dalstrøg, han var fra. «Jeg har intet Brug for den; den anvendes jo til at sætte paa Brændeviin, og det drikker jeg sjelden.» «Drik du ’kji Bræneviin? No daa! E tikji no dæ æ Kar faa se ejn Dram fastand, naar dæ æ kalt i Væré. Dæ ska væra Mange ha e højrt gjeté, som ha tikji se te drikke bærre Vatn: aa ja, dæ kann so væra – dæ æ no inkji mejr paakosta dæ, dej kunne daa bærre gaa burti Grové, so hava dej sitt Fornø’n; men dæ bli Troll i turre Sumra. Ellest kan du nokk kjøpe taa me noko Rot lill, for o æ velbehagelig aa tyggjy, aa overmaatelé bra for Magarev aa atskjilige Sjukdomma.»
Jeg kjøbte nogle Krandse af ham for at faae ham til at opholde sig en Stund, bad ham sidde ned og varme sig en Smule ved Ovnen og anmodede ham uden Omsvøb om at fortælle mig nogle Eventyr. «Om Haugatroll ell’ so, meina du?» spurgte han. «Hatt’ du Moro te højre om Slikt? E tru ’kji e æ go te minnas Noko no; ellest kunna e væl ha højrt Enkort for lang Ti sea. Ein bli so stutthugsén, naar Ejn bli gamal, – ja men bli Ejn so, ja! Men e kunna væl sea de taa, kos dæ bar te, daa ’n Haakun Haukeli smorde aav ølleve Eikerværinga i Branesvegji eigaang.»
«Det kunde være morsomt nok; men kan du ikke heller see til at erindre og fortælle mig Noget om Huldren og de Underjordiske?» «Ja dæ va no dæ; la me sjaa,» sagde han eftertænksom. – «Jau, no kjem e ihug Noko, som e ha højrt taa ’n Mosyst mina om Slikt; som du meina. Dæ va paa Nysætstølé, ja du vejt væl inkji, kor Nysætstølen æ, du?» «Det veed jeg, den ligger jo i Nærheden af Nysætknippen. Da jeg for en ti Aar siden besøgte Hallingdal, var jeg deroppe.»
«Nei ha du vaaré dær?» sagde den Gamle, fornøiet over at jeg var kjendt i hans hjemlige Egne. «Ja so daa! Du va væl paa Nysætknippé mæ daa? Der saag du vitt, du! Ein seer væl burt paa Hallingskarvé, Skogshodn, aa mangfoldige Fjell imot Valdres. Kanskji du gjikk etté Rjupu? Veja du mykjy?» «Jeg var som du siger paa Rypejagt; jeg fik ogsaa nogle Par og saa alle disse Fjelde, som du nævner, fra Toppen af Nysætknippen; men over Ryper og Fjelde glemmer du den Fortælling, der kom dig i Hu. Vil du ikke begynde den?»
«Ja, dæ æ so dæ, ja – rettigt nokk du,» tog han til Orde. «Dæ va ho gamle Birgit Sandehuse, Mosyste mi, ho laag paa Nysætstølé ejgaang, mæ ho va Gjente. Dæ va langt paa Hausté, men dej totte, dæ kunna væra bra aa sita paa Stølé enno eitt Bel, forr dæ va finnt Vær og gjilt Beite enddaa i Fjællé. So va dæ ejn Kveld daa, som ho va ejsmal paa Sætern; ho tvelte se daa, att dæ kunna koma Enkort te ’n, aa forr aa væra hughejl, mejnte ’o, so tok ’o ejn Nabb aa slo affor Døré, forr ’o la se. Daa ’o hadde ligji ej Stund, sprang Døré upp. Detta syntes ’o no va artigt, laut daa upp or Sengen aa sætte Nabben atti, maaveta; men dæ vara ’kji lengji, so datt Nabben ut att.
No tok ’o te undras kos detta kunna ha se, aa meinte dæ, ho skulde no væl sagté faa Nabben te sita; drejv ’n saa inn me ejn Øxehamar so halt, at dæ va sjaaand te, dæ kunna væra Uraa aa faa ’n ut att. Aa jau, de vart nokk enddaa Raa te faa ’n ut, ska e tru! De va ’kji mejr ell’ so ho Mosyste va ve skull sobdne atte, – aa dæ æ no ’kji so lengji forr Gjentudn sobdne, naar dej inkji hava Guta hjaa se – saa flaug Nabben or, aa Døré upp so dæ skrala; aa so højrde ’o kos dæ tuste kring alle Røna i Buen mæ atskjilig Læte, so det va rejne spøkjilé. Ho kunna ingjin Ting sjaa, aa Værmen va no mest sløkt paa Aarén mæ; men daa vart ’o so rejne forfæld, so ’o mest va ve uveta, forr ’o skjønte, dæ maatt’ væra Haugafolke – ja mi sant va dæ dej, som voro ute, dæ va dæ!
So va dæ ein Dag trast etté, ’o Birgit gjætte Kjydn burtundé Nysætknippé. Rett so dæ va, fekk ’o højre Gampa, som kneggja, Kjy, som rauta, Bjelleskrammel aa Gjentu, som svalla aa leto paa Lu aa Prillahodn, plent, som naar dej buføre. Ho styrde kringum se paa alle Kanta, men saag korkji Folk ell’ Krytyr, aa so kunna ’o nokk veta, att dæ maatt’ væra Haugafolke, som komm me Bølingen sinn te Stølé. No skunda ’o se drive Krytyré hejm att, aa sa taa ve hine ko ho hadde fornaamé. So snugga dej se te buføre paa Hejmsæteren daa, forr dej taalde no ’kji drygjy lenger paa Langstølé; dej voro rædde, at Haugafolkji skull’ bli ille, naar dej soto over Tié, seer du.»
Jeg vogtede mig vel for at forstyrre den Gamle i hans Tro og lukke hans Mund ved en sig paatrængende Forklaring af det Fænomen, han sidst havde omtalt. Efter mit Kjendskab til Egnens kouperede Terrain, var det mig klart, at en hjemvendende Bufærd var dragen gjennem en af de fjernere Smaadale, saaledes at Lydbølgerne af Hestenes Knæggen, Kjørenes Brølen og Bjælder, og Pigernes Tale, Lok og Lur, formedelst de mellemliggende Høider og Bakker, ikke umiddelbart, men først reflekterede fra Nysætknippens steile Vægge, havde naaet Birgits Øre og bragt hende til at troe, det var Huldren, da hun Intet kunde opdage, og hendes Sind var modtageligt for Indtrykket. Jeg opfordrede ham til at fortælle flere Historier fra Stølen.
«No højré Ejn mest alder, att Nokon fornæm dej Underjordiske,» begyndte han igjen; «dæ maa væra forrdi Folke inkji trur viar paa dej lenger; aa ja, dæ kan so væra! Men forr i Tié va dæ ’kji so sjelda, att dej baade højrde og sogo dej; jamen sogo dej dej daa, dæ va enddaa likt te dæ. E ska fortælja de ko som hænde Gomo henna Birgit ej Gaang, ho skull’ buføre heim om Hausten; dæ va snodigt nokk de mæ.
Daa ho hadde kokt Bufargrauten om Morgon den Dagen, dej skull’ reise, sætte ’o ’n uppaa Buatakji, att ’n skull kaalne; men daa dej skull’ snugge se te aa dej la Kløvjadn paa Gampo, va ’o no so ansam daa, maaveta, at ’o gløimde Grauten aa komm ’n ’kji ihug, forr dej voro komne ejt Stykjy paa Hejmvægji; daa snudde ’o att forr aa taka ’n mæ se; men som ’o komm attende, va Grauten burte. Ho lejtte aa lejtte baade høgt aa laagt; men dæ va ingjin Graut. Daa ’o so va te vende att, vart ’o varé ejn graa Sau, som sigla framm aa attende paa Vollé. Dæ va ejn Fremmansau, som ’o inkji kjende, stor aa ven, mæ Ull so lang, att ’o hekk ratt ne aat Marken, ja de gjorde ’o, aa ho totte ’o hadde alder sett so gjild Sau forr. «Kanskji dena Sauen højre te hjaa Haugafolkji,» tænkte ’o, «aa dej ha tikji Grauten, aa vilja gjeva me Sauen att istan.» – «Takk forr Byté,» sa ’o aa tok Sauen mæ se. – «Sjøl Takk forr Byté,» svara dæ burti Hallé.»
Den Gamle sad endnu en Stund og fortalte om Fjeldene i Hallingdalstrakten, om Ryper, om Gauper, om Fjeldfras og Bjørne; thi i sine yngre Dage havde han været Skytter. Men om Huldren og Haugefolket vidste han ikke Mere. Han beraabte sig paa, at Alderdommen havde gjort ham «saa stutthugsén.»
Anmærkning. Dette l, som her er anvendt, skal betegne den eiendommelige, tykke L-Lyd, der forekommer i de fleste akershusiske Dialekter og som deels træder i Stedet for l, deels for i det gamle Norske.
LUNDEÆTTEN
For en Deel Aar tilbage reiste jeg nordefter til Gudbrandsdalen, over Hadeland og Toten, paa Vestsiden af Mjøsen. Paa Sveen, et Skifte i Biri, fik jeg en doven Hest og en noget gammelagtig, snakkesyg Mand til Skydsgut. Ingen af Delene gik mig nær til Hjerte. Det havde ingen Hast; Svennæs, hvor jeg som sædvanlig agtede at prøve Gjæstfriheden og tage Nattekvarteer, kunde jeg naae i god betids, og Mandens sjeldne Livlighed og kaustiske Fortællinger om adskillige af Bygdens Folk, som jeg kjendte, forsonede med hans uendelige Snakkelyst. Dertil kom at det var en deilig vaarlig Aften. Solstraalerne brøde sig glindsende og tindrende i Mjøsens Flade, farvede Skyerne og spillede mellem det unge Løv. Aaserne i Faaberg, der begrændsede Landskabet fjernt i Nord, bleve mørkere og tabte sig i intense blaae og violette Fortoninger, medens Aftensolen lagde sin gyldne Glands over den rige Ringsakerbygd paa hiin Side.
Da vi vare komne et Stykke forbi Odden, fik Hesten det Indfald at standse i en Bakke. Næsten lige foran os laa Biri Kirke i nogen Afstand, og til Venstre længre bort paa en Høide laa en Gaard med en mørk Aas i Baggrunden. Jeg erindrede ikke dens Navn og spurgte derom. «Det er Lunde,» sagde Manden, «det er rart, I ikke veed det, som er saa kjendt her. I har da vidst hørt Tale om «Lundeblod og Lundetul;» det er bekjendte Ord i Biri, det, veed jeg.» Jeg maatte tilstaae min Uvidenhed og udbede mig en Forklaring, som han var saare villig til at meddele.
«Paa det Lunde,» begyndte han, «har der altid været rare Folk; de sige, der har været Huldrefolk, og reent forskjellige have de ogsaa været fra alle andre Mennesker; derfor er «Lundeblod og Lundetul» kommen for Orde her i Biri. Engang var her en Kjærring paa Lunde, som hedte Aase. Hun blev borte i Barselseng, og der laa en Olderkubbe i Sengen istedetfor hende. Siden den Tid er det blevet Skik her at sætte Knive over alle Dørene, naar en Barselkone faaer de første Veer, for at der ikke skal komme Troldskab til dem. Det var de Underjordiske, som tog hende, og de havde været efter hende længe før ogsaa, for da der var Fæsterøl for hende paa Lier, tog de hende og satte hende paa Hovedet i et Vandkar, men da var der saamange Folk, som stode ude paa Traakken, at hun ikke kom til Skade; og saa sagde det borte i Bakken ved Staburet, at det kom af, at hun ikke havde Fæstering. Men siden den Tid gaaer hver Tøs, som har sig en Fant, med Fæstering.
Søn efter denne Aase hedte Dagfind, og det var en Karl for sig selv, det ogsaa. Saa knap og gjerrig var han, at det ingen Maade var paa det: naar han skulde hugge Ved, satte han Stabben udenfor Kjøkkendøren og sagde til Fattigfolk: «Gaa ikke ind, for Kjærringen er saa knap og saa gjærrig; du faaer ikke Noget af hende alligevel.» Men det var ikke sandt; Eli var en snil Kone, og en bedrøvelig Ende tog det med ham, for han hængte sig i en Birk udenfor Stuevæggen. Stubben af den staaer der endnu.
Denne Dagfind havde tre Børn, og de hedte Aase, Peer og Amund, og Amund lever den Dag idag, men værre Folk har der vel aldrig været til. Aase hun var saa mager og saa fæl og styg, at hun gjerne kunde have skræmt Vettet af Fanden. Hun laa næsten bestandig i en stor Kiste med Laag paa, ja Ritmesteren veed det nok, han, for han kom engang til at lukke paa Laaget, og saa rakte hun ud den tørre Kloen sin, rigtig som en Høgeklo, og slo igjen Laaget midt for Næsen paa ham. – Peer han var reent huldrin, han gik og stampede Smaaveie i alle Jorderne sine med et Græv og rev op Bringebærbuske og Jordbærblomster, for at der ikke skulde komme Folk og Unger did og sanke Bær. Om Sommeren gik han meget og drev om paa Aaserne og i Fjeldet og saa paa Hestene, for han kjendte alle de Heste, som fandtes i Bygden og mange fra andre Bygdelag ogsaa. Selv havde han ogsaa altid staute og gjæve Heste, men han tæmmede dem aldrig før de bleve sex, syv Aar gamle; da tog han dem med til Skoven og hug ned en stor Gran, spændte dem for den og lod dem trække den hjem, saa bleve de spage, maavide; og naar han skulde sælge Heste eller Kjøer havde han ogsaa en rar Skik: han borede et Hul i Staldvæggen og tog en Tot af Rumpen og slog fast i Hullet med en Prop, og lod saa Dyret gaae, saa Totten blev siddende igjen; det gjorde han for at de ikke skulde trække Lykken fra Gaarden, og hele Sørveggen sidder fuld af Plugger og Haartotter den Dag i Dag er.
Peer Lunde gik ofte til Kirken, men han gik aldrig ind, uden han var til Alters. Medens Almuen hørte Gudsord, gik han om paa Hestegaarden og snakkede med Hestene. Og medens der var Altergang, smøg han ned i Ligkjelderen og sad der til de Øvrige kom frem til Alteret, saa kom han frem, og naar han havde nydt Sakramentet, gik han til Kjælders igjen, til Almuen var gaaet ud af Kirken. Dertil var Peer Lunde meget for at tjærebrede Alting: han tjærebredte sig selv imellem, og han tjærebredte Staburflæsket sit og slog det fuldt med Skomagerpinder. Da han var død, var der et heelt Stabur efter ham, fuldt af Uld og uheglet Liin, og Flesk og Smør, som var mange Aar gammelt, og saa harskt og bedskt som Galde; men Staburet, det havde han spigret til og lukket med Plovlænker paa alle Kanter. En rar Karl var han den Peeren, for en Gang, medens gamle Lensmanden levede, kom han til ham og gav ham en Hestesko til Ferskmad. Han døde da, men han døde ikke nogen Udød, som Folk troede.
Efter ham fik Amund Gaarden, og han lever endnu. Han er den ligeste af dem, for han har været ude blandt Folk og tjent som Dragon for Bratter. Det er en stor, svær, fed Mand, men han er saa blas i Ansigtet som et Liig. Han er nu lidt rar han ogsaa, for engang Ritmesteren kom paa Visitering, paraderede Amund paa Gaarden med en Fodertap under Armen istedetfor Fouragerlue, og saa var han saa slem efter Brændeviin, han drak et Par Potter om Dagen, sagde de. Her et Aar begyndte han at drikke Rødviin, men den begav han snart, for han syntes, den var for suur. Nu drikker han fire Potter Kaffe om Dagen, og desimellem ligger han paa Badstuen og heder den og tuller sig ind i Skindfælde. Om Sommeren klæder han Varmen ude, for jo varmere det er, des flere Trøier tager han paa.
Men saa var det gamle Aase Lunde. Lang Tid efter at hun var bleven borte, gik Hans Sigstad og ledte efter Hestene sine paa Sigstadmoerne; men førend han vidste hvorledes det var, saa kom han ved Domstenene, og der var han inde etsteds, som han aldrig havde seet før, og det var saa gildt og prægtigt der ligesom paa et Slot. Der gik en Kjærring og stelte, og hende syntes han, at han skulde kjende, men han kunde ikke huske, hvor han havde seet hende.
«Kjender du ikke mig, du?» sagde hun. «Jo, jeg synes nok jeg skal kjende dig,» svarede han. «Ja jeg er Aase Lunde, som blev borte i Barselseng,» sagde hun; «jeg kjendte dig vel, da du var en Smaagut, og her har jeg været siden den Tid. Havde de bare ringet lidt til med Kirkeklokkerne den Gangen, jeg blev borte, saa var jeg sluppen herfra; for jeg havde alt det ene Benet over Hafældet, men da de holdt op, maatte jeg tilbage igjen. – Du gaaer og leder efter Hestene dine, du,» sagde hun, «men jeg skal sige dig det, at Manden min og Granderne hans, de kjøre med dem hvert Øieblik, og det kommer af, at Gutterne dine slaaer efter Hestene med Bidslet, naar de slipper dem. Men nu kommer Manden min snart hjem, og hvis han træffer dig her, saa gaaer det dig ilde.»
Sigstaden gik og fandt Hestene sine strax efter. Siden har ikke Nogen hverken hørt eller spurgt Aase Lunde; men er hun ikke død, saa lever hun vel endnu og boer i Huldreslottet ved Domstenene paa Sigstadmoen.»
Skyggerne stege længer og længre frem over Birisiden og Mjøsen; Aftenens Svalhed hvilede over Egnen. Vinden kom og susede og hviskede i Træernes Kroner og bar med sig Bud og Hilsen fra den blomstrende Hæg og alle Markens og Skovens duftende Blommer til Fuglene, der nys vare komne hjem fra Syden, og sad bag Løvet og nynnede og besang de deilige Eventyr, de havde oplevet paa sine Reiser i Grækenland og Marokko. Det sidste Stykke af Veien gik hurtigt. Paa Svennæs fik jeg Bekræftelse paa Sandheden af, at Peer Lunde havde givet gamle Lensmanden en Hestesko til Ferskmad, plugget sine Heste fast ved Halen i Staldvæggen, naar han skulde sælge dem, og i det Hele paa Overeensstemmelsen af min Skydsguts Fortællinger med Traditionen.
EN GAMMELDAGS JULEAFTEN
Vinden peb i de gamle Lønner og Linde ligeoverfor mine Vinduer; Sneen føg ned igjennem Gaden, og Himlen var saa mørkladen som en Decemberhimmel kan være her i Christiania. Mit Humeur var ligesaa mørkt. Det var Juleaften, men det var den første Juleaften, jeg ikke skulde tilbringe ved den hjemlige Arne. For nogen Tid siden var jeg bleven Officier og havde haabet at glæde mine gamle Forældre ved min Nærværelse, havde haabet at vise mig for Hjembygdens Damer i Glands og Herlighed. En Nervefeber havde bragt mig paa Hospitalet, som jeg først havde forladt for en Uges Tid siden, og jeg befandt mig nu i den saa meget prisede Rekonvalescenttilstand. Jeg havde skrevet hjem efter Storeborken og min Faders Finmut, men Brevet kunde neppe komme til Dalen førend anden Juledag, og først under Nytaar kunde Hesten ventes hertil. I Byen havde jeg ikke en Kammerat, der interesserede mig eller som interesserede sig for mig, ikke en Familie, jeg kunde hygge mig ved.
De to gamle Jomfruer, jeg logerede hos, vare «godslige og snille,» og havde med megen Omhu taget sig af mig i Begyndelsen af min Sygdom. Men disse Damers Manerer og hele Maade at være paa, var altfor meget af den gamle Verden, og undertiden fortalte de mig med det største Alvor Historier, hvis mangehaande Overnaturligheder og naive Tilsnit, idetmindste for Byens Vedkommende, tilhørte en svunden Tid. Der var i Sandhed noget Korresponderende mellem mine Damer og det Huus, de beboede. Det var en af disse gamle Gaarde i Toldbodgaden, med dybe Vinduer, lange skumle Gange og Trapper, mørke Rum og Lofter, hvor man uvilkaarlig maatte tænke paa Nisser og Spøgeri, kort, netop en saadan Gaard, maaskee det endog var den samme, som Hansen har skildret i sin Fortælling: «Den Gamle med Kysen.» – Dertil kom, at deres Bekjentskabskreds var ligesaa indskrænket som deres Tankesfære; thi foruden en gift Søster kom der aldrig andre end et Par kjedelige Madammer. Det eneste Oplivende var en smuk Søsterdatter og nogle muntre, livlige Broderbørn, som jeg altid maatte fortælle Eventyr og Nissehistorier.
Jeg søgte at adsprede mig i min Eensomhed og i mine mismodige Betragtninger ved at see paa alle de travle Mennesker, der travede op og ned ad Gaden i Snefog og Vind med rødblaae Næser og halvlukkede Øine. Det begyndte at more mig at iagttage den Travlhed og det Liv, der herskede over i Apotheket: Døren stod ikke et Øieblik, Tjenestefolk og Bønder strømmede ind og ud, og gave sig til at studere Signaturerne, naar de kom paa Gaden igjen. Dechiffreringen syntes at lykkes for Nogle; men undertiden antydede langvarig Grunden og en betænkelig Rysten paa Hovedet, at Problemet var for svært. Det skumrede; jeg kunde ikke iagttage Ansigterne længer, men stirrede over paa den gamle Bygning. Saaledes som Apotheket da var, stod det med sine rødbrune, teglfarvede Vægge, spidse Gavle og Taarne med Veirhaner og Blyvinduer som et Minde af Bygningskunsten i Fjerde Christians Tider. Kun Svanen var da som nu meget trankvil med Guldring om Halsen, Ridestøvler paa Fødderne og Vingerne udspændte til Flugt. Støi og Børnelatter i Sideværelset og en meget jomfrunalsk Banken paa Døren afbrød mig i de Betragtninger, jeg var i Færd med at anstille over fængslede Fugle.
Paa mit «Kom ind» indtraadte den ældste af mine Værtinder, Jomfru Mette, spurgte til mit Befindende med et gammeldags Knix og bad mig med mange Omsvøb, at tage til Takke hos dem om Aftenen. «De har ikke godt af at sidde saa alene her i Mørket, snille Hr. Løitnant,» tilføiede hun, «vil De ikke komme ind til os med det samme. Gamle Moer Skau og min Broders Smaapiger ere komne; det vil maaskee adsprede Dem lidt; De holder jo saa meget af de glade Børn?»
Jeg fulgte den venlige Indbydelse. Da jeg traadte ind, spredte et Baal, der blussede i en stor fiirkantet Kasse af en Kakkelovn, igjennem den vidtaabnede Ovnsdør, et rødt ustadigt Lys ud i Værelset, der var meget dybt, og møbleret i gammel Stiil med høiryggede Stole, betrukne med forgyldt Ryslæder, og en af disse Kanappeer, beregnede paa Fiskebeensskjørter og Storksnabelstilling. Væggene vare prydede med Oliemalerier, Portraiter af stive Damer med opstrammede Ansigtstræk og pudrede Koiffurer, af Oldenborgere og andre berømmelige Personer i Pandser og Plade eller røde Kjoler.
«De maae sandelig undskylde, Hr. Løitnant, at vi ikke har tændt Lys endnu,» sagde Jomfru Cecilie, den yngre Søster, der i det daglige Liv almindelig nævnedes Sillemoer, idet hun kom mig i Møde med et Knix, Mage til Søsterens; «men Børnene tumle sig saa gjerne ved Ilden i Skumringen, og Moer Skau hygger sig ogsaa ved en liden Passiar i Ovnskrogen.»
«Passiar mig hid, Passiar mig did, du koser dig selv ved en Faddersladder i Skræddertimen, Sillemoer, og saa skal vi have Skylden,» svarede den gamle, asthmatiske Dame, der tituleredes Moer Skau. «Nu se, god Aften, Faer, kom og sæt Dem her og fortæl mig hvorledes det er med Dem; De er minsandten bleven dygtig afpillet,» sagde hun til mig og kneisede over sin egen svampede Trivelighed. Jeg maatte berette mine Fata og døiede til Gjengjæld en meget lang og detaileret Beretning om hendes Gigt og asthmatiske Plager, der til al Lykke blev afbrudt ved Børnenes larmende Ankomst fra Kjøkkenet, hvor de havde aflagt et Besøg hos det gamle Huusinventarium, Stine.
«Faster, veed du hvad Stine siger, du?» raabte en liden væver, bruunøiet Tingest; «hun siger, at jeg skal være med paa Høloftet i Aften og give Nissen Julegrød. Men jeg vil ikke, jeg er ræd for Nissen!» «Aa, det siger Stine blot for at blive Jer kvit; hun tør ikke gaae paa Høloftet i Mørket selv, den Tosse, for hun veed nok, hun engang er bleven skræmt af Nissen,» sagde Jomfru Mette. «Men ville I ikke hilse paa Løitnanten da, Børn?» «Aa nei er det dig, Løitnant – jeg kjendte dig ikke – hvor bleg du er – det er længe siden, jeg saa dig,» raabte Børnene i Munden paa hverandre og flokkede sig om mig. «Nu maa du fortælle os noget Morsomt – det er saa længe siden du fortalte – aa fortæl om Smørbuk – snille dig, fortæl om Smørbuk og Guldtand!»
– Jeg maatte fortælle om Smørbuk og Hunden Guldtand og endda give til Bedste et Par Nissehistorier om Vagernissen og Burenissen, som trak Hø fra hverandre, mødtes med hver sin Høbøl paa Nakken og sloges, saa de bleve borte i en Høsky. Jeg maatte fortælle om Nissen paa Hesselberg, som tirrede Gaardhunden til Manden kastede ham ud over Laavebroen. Børnene klappede i Hænderne og lo. «Det var tilpas til ham det, stygge Nissen,» sagde de, og fordrede Mere.
«Nei nu plage I Løitnanten formeget Børn,» sagde Jomfru Cecilie; «nu fortæller nok Faster Mette en Historie.» «Ja, fortæl, Faster Mette!» var det almindelige Raab. «Jeg veed ikke hvad jeg skal fortælle,» svarede Faster Mette; «men siden vi ere komne til at tale om Nissen, saa skal jeg ogsaa fortælle Lidt om ham. I huske vel gamle Kari Gusdal, Børn, som var her og bagede Fladbrød og Lefse, og som altid havde saa mange Eventyr og Historier at fortælle.» «O ja,» raabte Børnene. «Nu, gamle Kari fortalte, at hun tjente paa Waisenhuset her for mange Aar siden. Dengang var det endda mere eensomt og trist, end det nu er paa den Kant af Byen, og det er en mørk og skummel Bygning, det Waisenhuus.
Nu, da Kari var kommen did, skulde hun være Kokke, og hun var en meget flink og fix Pige. En Nat skulde hun staae op og brygge, saa sagde de øvrige Tjenere til hende: «Du maa vogte dig, at du ikke staaer for tidligt op; før Klokken To maa du ikke lægge paa Rosten.» «Hvorfor det?» spurgte hun. «Du veed da vel, at der er en Nisse her, og du kan nok vide, at han ikke vil uroes saa tidlig, og før Klokken To maa du slet ikke have paa Rosten,» sagde de. «Pyt, ikke værre,» sagde Kari, der var meget frisk paa Leveren, som man siger, «jeg har ikke Noget at bestille med Nissen, og kommer han til mig, skal jeg den og den tage mig, nok føise ham paa Døren.»
De Øvrige formanede hende, men nun blev ved Sit, og da Klokken vel kunde være lidt over Eet stod hun op og lagde under Bryggekjedlen og havde paa Rosten. Men hvert Øieblik slukkedes Ilden ud under Kjedlen, og det var ligesom En kastede Brandene ud over Skorstenen, men hvem det var, kunde hun ikke see. Hun tog og samlede Brandene den ene Gang efter den anden, men det gik ikke bedre, og Rosten vilde heller ikke gaae. Tilsidst blev hun kjed af dette, tog en Brand og løb med baade høit og lavt, svingede den og raabte: «Pak dig did du er kommen fra. Hvis du troer, du skal skræmme mig, taer du feil.» «Tvi vorde dig da,» svarede det fra en af de mørkeste Kroge, «jeg har faaet sju Sjæler her i Gaarden; jeg tænkte, jeg skulde have den ottende med.» Siden den Tid var der Ingen, som saa eller hørte til Nissen paa Waisenhuset, sagde Kari Gusdal.»
«Jeg bliver ræd, nei du skal fortælle Løitnant; naar du fortæller saa bliver jeg aldrig ræd, for du fortæller saa morsomt,» sagde en af de Smaa. En Anden foreslog, at jeg skulde fortælle om Nissen, som dandsede Halling med Jenten. Det var et Kapitel, jeg meget nødig gik ind paa, da der hørte Sang til. Men da de paa ingen Maade vilde fritage mig, begyndte jeg at hoste og rømme mig for at forberede min overmaade uharmoniske Stemme til at præstere Hallingdandsen, der hørte til, da den omtalte smukke Søsterdatter, til Børnenes Glæde og min Frelse, traadte ind. «Ja nu Børn, nu skal jeg fortælle, hvis I kunne bevæge Kusine Lise til at synge Hallingen for Jer,» sagde jeg, idet hun tog Plads; «thi I ville vel dandse?» Kusinen bestormedes af de Smaa, lovede at udføre Dandsemusiken, og jeg begyndte min Fortælling.
«Det var etsteds – jeg troer næsten det var i Hallingdal – en Jente, som skulde gaae med Flødegrød til Nissen; om det var en Thorsdagskveld eller en Julekveld, det kan jeg ikke huske, men jeg troer nok det var en Julekveld. Nok, hun syntes, det var Synd at give Nissen den gode Mad, spiste saa selv Flødegrøden –, drak Fedtet paa Kjøbet og gik paa Laaven med Havremeelsgrød og suur Melk i et Grisetrug. – «Der har du Truget dit, Styggen!» sagde hun. Men hun havde ikke sagt det, førend Nissen kom farende og tog hende og begyndte en Dands med hende; det holdt han paa med til hun laa og gispede, og da der kom Folk paa Laaven om Morgenen, var hun mere død end levende. Men saalænge som han dandsede, sang han: - her var mine Vices ude; Jomfru Lise overtog Nissepartiet og sang i Hallingtakt:
«Aa du har iti op Grauten for Tomten du!
Aa du skal faae dandse med Tomten du:
Aa har du iti op Grauten for Tomten du,
Saa skal du faae dandse med Tomten du!»
Hertil bidrog jeg ved at trampe Takten med begge Fødder, medens Børnene med Støi og Jubel i de mest overgivne Spring tumlede sig mellem hverandre paa Gulvet. «Jeg troer, I sætte Stuen paa Taget med detsamme Børn; I støie, saa det værker i mit Hoved,» sagde gamle Moder Skau. «Vær nu rolig lidt, saa skal jeg fortælle Jer nogle Historier.» Det blev stille i Stuen og Madammen intimerede:
«Folk de fortæller nu saa meget om Nisser og Huldre og Sligt, men jeg troer ikke Stort af det. Jeg har hverken seet Huldren eller Nissen – jeg har nu ikke været vidt i mit Liv heller, – og jeg troer det er Snak; men gamle Stine ude, hun fortæller, hun har seet Nissen. Da jeg gik til Præsten, tjente hun hos mine Forældre, og til dem kom hun fra en gammel Skipper, som havde holdt op at fare. Der var det saa stille og roligt; de vare aldrig hos Nogen, og aldrig kom der Nogen til dem, og Skipperen var aldrig længer end nede paa Bryggen. Altid gik de tidlig tilsengs, og det var en Nisse der, sagde de. «Men saa var det engang,» sagde Stine, «som Kokken og jeg, vi sadde oppe en Aften i Pigekammeret og skulde stelle vort Tøi istand, og det led til Sengetid, for Vægteren havde alt raabt Ti. Det vilde ikke gaae med Syningen og Stopningen, for hvert Øieblik kom John Blund, og ret som det var, saa nikkede jeg, og ret som det var, saa nikkede hun, for vi havde været tidligt oppe og vadsket om Morgenen.
Men som vi sad saaledes, saa hørte vi et forfærdeligt Rabalder ude i Kjøkkenet,» sagde hun, «det var ligesom En slog alle Tallerknerne sammen og kastede dem paa Gulvet. Vi fore op i Forskrækkelse,» sagde hun, «og jeg skreg: «Gud trøste og hjælpe os, det er Nissen,» og jeg var saa ræd, at jeg ikke turde sætte en Fod i Kjøkkenet. Kokken var nok fælen hun ogsaa; men hun skjød Hjertet op i Livet, og da hun kom ud i Kjøkkenet, laae alle Tallerknerne paa Gulvet, men ikke een af dem var itu, og Nissen stod i Døren med rød Hue paa og lo saa inderlig godt. Men nu havde hun hørt sige, at Nissen iblandt skulde lade sig narre til at flytte, naar En bad ham om det, og sagde at det var roligt for ham paa et andet Sted, og saa havde hun længe spekuleret paa at gjøre ham et Puds,» sagde hun «og saa sagde hun til ham det – hun skjalv lidt i Mælet – at han skulde flytte over til Kobberslagerens tværs over Gaden, der var det mere stille og roligt, for der gik de tilsengs Klokken ni hver Aften. Det var sandt nok ogsaa,» sagde hun til mig, «men du veed nok,» sagde hun, «at Mesteren arbeidede og var oppe med alle, baade Svende og Drenge, og hamrede og støiede fra Klokken tre om Morgenen hele Dagen.
Siden den Dag,» sagde hun, «saae vi ikke mere til Nissen over hos Skipperen. Men hos Kobberslageren led han sig nok godt, endda de hamrede og bankede hele Dagen, for Folk sagde, at Konen der satte Grød paa Loftet til ham hver Thorsdagsaften, og da kan En ikke undres over, at de bleve rige heller, for Nissen gik vel og trak til dem,» sagde Stine, og det er sandt, de toge sig op og bleve rige Folk, men om det var Nissen som hjalp dem, skal jeg ikke kunne sige,» tilføiede Moer Skau, og hostede og rømmede sig efter Anstrængelsen med denne for henne usædvanlig lange Fortælling.
Da hun havde taget sig en Priis Tobak, kviknede hun og begyndte paa en Frisk: «Min Moer, det var en sanddru Kone; hun fortalte en Historie, som er passeret her i Byen, og det paa en Juledagsnat, og den veed jeg er sand, for der kom aldrig et usandt Ord i hendes Mund.» «Lad os dog faae høre den Madam Skau,» sagde jeg. «Fortæl, fortæl, Moer Skau,» raabte Børnene.
Madammen hostede lidt, tog sig atter en Priis, og begyndte: «Da min Moer endnu var Pige, kom hun undertiden til en Enke, som hun kjendte, som hed – ja hvad hed hun nu da? Madam – nei jeg kan ikke komme paa det – men det kan være det samme ogsaa, hun boede oppe i Møllergaden og var en Kone, noget over sin bedste Alder. Saa var det en Juleaften ligesom nu; saa tænkte hun ved sig selv, at hun skulde gaae i Fropræken om Julemorgenen, for hun var flittig til at gaae i Kirken, og saa satte hun ud Kaffe, for at hun kunde faae sig lidt varmt Drikke før hun gik ud. Da hun vaagnede, skinnede Maanen ind paa Gulvet, men da hun stod op og skulde see paa Klokken, var den gaaet istaa, og Viseren stod paa halv Tolv. Hun vidste ikke, hvad Tiden var paa Natten, men saa gik hun hen til Vinduet og saa over til Kirken. Det lyste ud igjennem alle Kirkevinduerne. Hun vækkede Pigen og lod hende koge Kaffe, medens hun selv klædte paa sig, tog Psalmebogen og gik i Kirken. Det var saa stille paa Gaden, og hun saa ikke et Menneske paa Veien.
Da hun kom i Kirken, satte hun sig i Stolen, hvor hun pleiede sidde, men da hun saa sig om, syntes hun, Folkene saae saa blege og underlige ud, akkurat som de kunde være døde Allesammen. Der var Ingen, hun kjendte, men der var Mange, hun syntes, hun skulde have seet før, men hun kunde ikke erindre, hvor hun havde seet dem. Da Præsten kom paa Prækestolen, var det ikke nogen af Byens Præster, men en høi bleg Mand, hun ogsaa syntes, hun skulde kjende. Han prækede nok saa vakkert, og der var ikke saadan Støi og Hosten og Harken som det pleier være ved Fropræken om Julemorgen, men det var saa stille, at hun kunde hørt en Naal falde paa Gulvet, ja det var saa stille, at hun blev ganske angest og bange.
Da de begyndte at synge igjen, bøiede en Kone, som sad ved Siden af hende, sig hen til hende og hviskede hende i Øret: «Kast Kaaben løst om dig og gaa, for bier du til det er forbi her, saa gjør de Ende paa dig. Det er de Døde som holde Gudstjeneste.»
«Uf, jeg bliver ræd, jeg bliver ræd, Moer Skau,» suttrede en af de Smaa, og krøb op paa en Stol. «Tys, tys Barn, hun slipper godt fra det; nu skal Du bare høre,» sagde Moer Skau. «Men Enken blev ogsaa ræd, for da hun hørte Stemmen og saa paa Konen, kjendte hun hende; det var Nabokonen hendes, som var død for mange Aar siden, og da hun nu saa sig om i Kirken, erindrede hun godt, at hun havde seet baade Præsten og mange af Menigheden, og at de vare døde for lang Tid siden. Det isnede i hende, saa ræd blev hun. Hun kastede Kaaben løst om sig og gik; men da syntes hun, de vendte sig og greb efter hende Allesammen, og Benene skjælvede under hende, saa hun nær var styrtet om paa Gulvet. Da hun kom paa Kirketrappen, tog de hende i Kaaben; hun slap Taget, lod dem beholde den og skyndte sig hjem saa fort hun kunde.
Da hun stod ved Døren, slog Klokken Eet, og da hun kom ind, var hun næsten halvdød af Forskrækkelse. Om Morgenen da Folk kom til Kirken, laa Kaaben paa Trappen, men den var reven i tusinde Stykker. Min Moder – hun havde seet den mange Gange før, og jeg troer at hun havde seet et af Stykkerne ogsaa – men det er nu det samme, det var en kort, lyserød Stoffes Kaabe med Hareskinds-Foer og Kanter, slig en som var i Brug i min Barndom endda. Nu er det rart at see en saadan, men der er nogle gamle Koner her i Byen og paa Stiftelsen i Gamlebyen, som jeg seer i Kirken med saadanne Kaaber i Julehelgen.»
Børnene, der under den sidste Deel af Fortællingen havde yttret megen Frygt og Ængstelse, sagde, at de ikke vilde høre flere slige fæle Historier. De vare krøbne op i Kanapeen og paa Stolene, og sagde, at de syntes der sad En og tog efter dem under Bordet. Idetsamme bragtes der Lys i gamle Armestager, og man opdagede med Latter, at Børnene af Frygt sad med Benene paa Bordet. Lysene, Julekage, Syltetøi, Bakkelse og Viin forjagede Spøgelsehistorier og Frygt, oplivede Gemytterne, opmuntrede Samtalen og førte den over til Næsten og Dagens Emner. Endelig gave Risengrøden og Ribbeenstegen Tankerne en Retning mod det Substantielle, og man skiltes tidligt fra hverandre med Ønsker om en glædelig Juul.
Men jeg havde en meget urolig Nat. Jeg veed ikke om det var Fortællingerne, den nydte stærke Kost, min Svaghedstilstand, eller disse tre Momenter tilsammen, der foraarsagede det; jeg kastede mig urolig hid og did og var midt inde i Nisse- og Huldre- og Spøgelsehistorier den hele Nat. Tilsidst foer jeg til Kirken med Dumbjelder gjennem Luften. Kirken var oplyst, og da jeg kom ind, var det Kirken hjemme i Dalen. Der var ikke Andre at see end Døler med røde Huer, Soldater i fuld Puds og Bondejenter med Skaut og røde Kinder. Præsten stod paa Prækestolen; det var min Bedstefader, der var død, da jeg var en liden Dreng. Men som han var bedst inde i sin Præken, gjorde han et Saltomortale – han var bekjendt som en rask Fyr – midt ned i Kirken, saaat Samarien foer paa en Kant og Kraven paa en anden. «Der ligger Præsten, og her er jeg,» sagde han med et bekjendt Udtryk af ham, «og lad os nu faae en Springdands.»
Øieblikkelig tumlede hele Menigheden sig i den vildeste Dands, og en stor lang Døl kom hen og tog mig i Skulderen og sagde: «Du maa være med, Kar.» Min Forbauselse kjendte ingen Grændser da jeg i detsamme vaagnede, og følte Taget i min Skulder, og saa Drømmebilledets Kontrafei lude sig over min Seng med Dølehuen ned over Ørene, en Finmut paa Armen, og et Par store klare Øine stift heftede paa mig. «Du drømmer vist, Kar,» sagde han i Hjembygdens kraftige Dialekt; «Sveden staaer paa Panden din, og du sover tungere end en Bjørn i Hiet. Vaagn op nu! Guds Fred og glædelige Juul siger jeg fra Faer din og dem i Dalen. Her er Brev fra Skriveren, og Finmutten hans, og Storborken staaer i Gaarden.»
«Men i Guds Navn er det dig, Thor?» – Det var min Faders Husbondskarl, en prægtig Døl – «hvorledes i al Verden er du kommen hid nu?» raabte jeg glad. «Jo det skal jeg sige dig,» svarede Thor, «jeg kom med Borken, men ellers saa var jeg med Skriveren ude paa Næs, og saa sagde han, «Thor sagde han, nu er det ikke langt til Byen, du faaer tage Borken og reise ind og see til Løtnan, og er han rask, og kan han være med, saa skal du tage ham med,» sagde han.»
Da vi fore fra Byen var det tindrende klart; vi havde det prægtigste Føre. Borken langede ud med sine gamle, raske Been, og en saadan Juul, som jeg feirede dengang, har jeg aldrig feiret hverken før eller siden.
EN NAT I NORDMARKEN
En Julidag saa gjennemsigtig klar som en Dag i September, et Solstreif over Bærumsaaserne, en sjelden Duft af Gran vakte midt i den hede Sommertid i denne kvalme By min Vandrelyst og al min Længsel efter Sø og Skov. Jeg maatte og vilde ud, at indaande den friske Luftning fra Elven og Granerne. Men kun et Par Dage stode til min Raadighed. Nogen lang Vandring var der saaledes ikke Leilighed til; det Hele maatte beløbe sig til en Fisketour i Nordmarken. Forberedelserne hertil vare snart trufne; thi Fluer og Fiskeredskaber vare i Orden, og efter nogle Timers Vandring var jeg forbi Hammeren og gik paa Skraaningen af Aasen hen imod Kamphaug og forbi denne Gaard ned imod Bjørnsjøelven. Dybt nede tindrede Skjærsjøen af og til mellem Træernes Stammer og Aabningerne i Skoven. Fuglene sang af fuldt Bryst, og det var saa let og frit at aande og at vandre i den sødt duftende Skovluft. Fossens Suus kaldte mig, og jeg var snart ved Elvens Udløb i Søen.
Her strømmede den klar men strid over Kiselbunden; thi den er sluppen ud af den vilde Schlucht, der ligefra dens Udløb af Bjørnsjøen, i en Strækning af en fjerdedeel Miil, danner dens dybe Leie, og iler nu, som bevinget, i Skjærsjøens Favn. Saalænge som den klemmes inde, tumler den sig voldsomt dybt nede i den mørke Kløft mellem Fjeldvægge og Urer af chaotisk optaarnede Klippeblokke. Snart fosser den hvid med Larm og Bruus, snart styrter den sig i Vildhed høit ud over sorte Klippesider og løser sig op i Damp; snart danner den – man kunde troe i Anger over sin Vildhed og Ubesindighed – dybe, stille, mørke, eftertænksomme Kulper. Men det er kun en stakket Hvile, den søger, for med friske Kræfter atter at tage fat paa den viltre Leg. Og dog har al dens Larm og Vildhed paa denne Tid af Aaret Intet at betyde, i Sammenligning med den, der vækkes i Tømmerfløtningens Tid. Naar Dæmningen aabnes, naar Bjørnsjøens vide Vande lades ud og Tømmeret slippes i Elven, overgaaer dens Larm og Voldsomhed al Forestilling: Fossens Drøn ligner Tordenbrag og styrtende Laviner; Træer og Klippeblokke river den med, og Tømmerstokke knækkes som Pibestilke.
Aaserne paa Elvens Sider stige steilt op med sine Urer, sine sorte Vægge, uendelige Vindfald og sine Graner, der med Alvor skue ned paa den vilde Leg i Dybet og indaande og forfriske sig ved de uendelige Dampskyer, Fossen idelig kaster op i deres graae, ærværdige Lavskjæg. Og mellem Rognene og Birkene, der nede ved Bredden lude sig ud over Elven, seer Fiskeren, som færdes i dette Dyb, kun en smal Stribe af den blaae Himmel, som oftest fordunklet ved Dunster, der stige op fra Fossen og svæve langs Aaserne. Den der vil fiske og færdes her, maa ei kjende Frygt for Vand eller Fjeld eller Himmel; thi ofte er Kløften saa trang, at Bredderne forsvinde og man maa vade gjennem Elven; undertiden sænker Bunden sig; og der dannes et svælgende Dyb, en sortladen Kulp med steile Vægge, ved hvis øvre Ende Elven i en skummende Fos styrter Fiskeren imøde. Da maa han stige op ad de bratte Vægge og klattre frem mellem Urerne og Stenerne, som ofte styrte ud under hans Fødder, saa han, hvis han ikke styrter ned, hænger svævende mellem Himmel og Vand, og klynger sig fast med sine Hænder, saaat der staae blodige Striber efter Taget. Og kjender han ikke hver Steen og Stubbe her, saa kommer han snart i den fortvivlede Stilling, at han hverken kan komme op eller ned, «at han er gaaet i Bjerg,» som det hedder med en Jægerterminus.
Jeg sprang fra Steen til Steen med Fiskestangen som Balanceerstok og Støttestav, jeg vadede og klattrede og var ret heldig. I de klare Hvirvler og under de glasgrønne Kupler, Elven dannede, hvor den foer frem med mindre Voldsomhed, sprang Smaaforellerne livligt; under Fossene i de dybe Kulper fore større Fiske frem som guldblanke Lyn, snappede Fluerne under Vandet, reve Snøret susende af Snellen og ilede ned i Dybet, hvorfra de dog inden kort bragtes op og i Land.
Da jeg kom op af Kløften til Elvens Udspring af Bjørnsjøen, hvilede jeg en Stund paa Dammen eller Dæmningen; Solen stod i Nedgangen, og dens Lys spillede mellem Skovtoppene, medens Himlens dybe Blaae, Aftenskyernes Pragt og Rammen af mørke Graner, der overalt indfattede Søen, afspeilede sig i dens blanke Flade. Insekterne summede i Luften og opførte sine alfelette Dandse over Vandet, hvorfra stundom prægtige Fiske med Pladsk og Skvulp skjøde op efter dem. Over Skoven stod en mørk Banke langt mod Nord, og der viste sig nogle blyfarvede Skyer med guulbrune Rande. Lumre Luftninger gjorde mit Bryst næsten Beklemt i denne Skoveensomhed: Fjernt borte klang en Luur eller maaskee det kun var Gjenlyden af dens Toner, der i Aftenens Stilhed naaede mit Øre, svævende, hendøende, paa een Gang lokkende og klagende. Jeg gik igjennem Osskoven langs op ved Vandet for fra en eller anden af de fremskydende Odder, hvis der endnu var Folk oppe, at raabe efter Baad over til Bonna, det eneste Sted, hvor Mennesker boe, ved denne Indsø.
Ved Skydsskafferodden kom to gamle Mænd ud af Skoven. Den ene havde et patriarkalsk Tiggerudseende, og var en aldeles kjæmpemæssig Figur med markeret Ansigt, buskede Bryn og et langt ærværdigt Graaskjæg. Paa Hovedet havde han en Toplue av blaat Uldgarn, og over den gamle Graatrøie hang en Lammeskinds Pose i et rødt Uldbaand. Den anden var en Fisker, som jeg oftere havde truffet paa mine Vandringer i disse Ødemarker. Hans Slægt havde boet og færdedes her, saalænge Nogen kunde mindes, og havde i ældre Tider ligget i evindelige Klammerier med «Skovfinnerne,» som efter Sagn fra forskjellige Bygdelag, lige til Midten af forrige Aarhundrede, sporadisk beboede Nordmarken og de store Skovstrækninger, der i Forbindelse med denne, strække sig fra Lier og Holtsfjorden lige op til Mjøsen og Valders.
Men gamle Elias har ikke altid været Fisker alene. I sin Ungdom har han været en kjæk Sømand, der ligesaalidet frygtede Stormen som Kartovernes Drøn. Han var med for Gøtheborg 1788, han var Midshipgast paa Prøvesteen den 2den April 1801. Han har indaandet Duften af Middelhavslandenes Orangelunde, og han har seet Indiens Palmer. I Nordmarken hedder han Elias Fisker eller Elias Svenske fra sit første Tog. Nu er han en Krøbling og har Understøttelse af Fattigkassen. Men de brede Skuldre, de kraftige Gestus af hans Arme, det Liv der vaagner i disse Øine og i det slappe, beskjæggede Ansigt, naar Ordet løser sig fra Læberne, og han taler om Kommandørkapitain Lassen, om Havet, om anden April og om sine Fisketoure i Nordmarken, vidner om hvad han engang var for en Karl.
Gamle og Unge lytte gjerne til hans noget i det Brede gaaende Fortællinger, og Elias er overalt en velkommen Gjæst, selv hos de smaa Sjæle, der med Misundelse betragte hans Held i Fiskeri. Thi Fisker er han med sin hele Sjæl, og hans Færdighed og mangeaarige Kjendskab til Fiskens Gang og Levemaade i disse Elve og Vande lader i Almindelighed hans Efterstræbelser krones med en sjelden Lykke. I den bedste Fisketid seer man, selv nu i hans fire og firsindstyvende Aar, Elias Fisker hver Uge drage til Byen med en kolossal Vidieskræppe fuld af Fiske paa Ryggen. Men en Feil han han. Han søger altformeget at udfylde Kløften mellem før og nu ved den nordiske Lethe. Naar han vender hjem fra Byen, ere hans Skridt vaklende og hans Hoved tungt, og skjøndt han ikke har langt til sit Hjem – den lille Hytte, der ligger paa en Bakke til Venstre for Veien, strax førend man kommer til Skjærvenbroen i Maridalen – skal han dog undertiden overnatte ved Siden af Veien.
«Vel mødt Fiskere,» sagde jeg. «God Kveld» sagde de begge og lettede paa Huerne. «God Aften Elias, skal vi nu mødes her igjen.» «Ja, jeg er som Skyfloken jeg,» sagde Elias, «den er der, naar de mindst vente den.» «Agte I at fiske her til Natten?» spurgte jeg. «Vi har nok tænkt at friste den lidt i Nat,» sagde Elias; «det er tidligt paa Aaret endnu, men kommer det Vind og Regn, saa tør den nok slaae efter.» «Det er ogsaa min Mening, Elias.»
«I har vel taget den slemt i Elven?» spurgte Elias med et nysgjerrigt Blik til min Fiskekurv. «Jeg har jo faaet endeel, men der er ikke mange over to Mærkers Størrelse,» sagde jeg og aabnede Laaget. «Det er over halvandet Pund, ... se der er en lækker Fisk, og der er flere ogsaa; ... jamen var det lækkert Fiske!» sagde Elias. «Han fisker vel med Fly, han?» spurgte den Anden. «Du kan vel vide det,» sagde Elias, idet han forgjæves gjorde nogle Kast ud paa Vandet med sin Stang; «du kan vide det; jeg stod ved Siden af ham og medede i Hakklooset i Fjor, og jeg fik ikke Biddet engang, mens han tog Halvpundet, og det rat ogsaa.»
Jeg spurgte hvor den Anden var fra, og fik den Underretning, at han om Sommeren holdt til paa Hadelandsaaserne. Nu skulde han til Byen for at kjøbe Salt; men han vilde gjerne med det samme have lidt Brændeviin og Tobak, og dertil agtede han at erhverve Midler ved Fiskeri. Ved Nattens Begyndelse brød Uveiret løs: det tordnede og lynede i det Fjerne, de mørke Masser udbredte sig; Skyernes Konturer bleve mere og mere ubestemte og udvaskede, og tilsidst hang Regnen og Skyerne som et graat Teppe nedover Aaserne og mellem Toppene af Skovens mørke Kollonader. Foran Veiret og Regnen foer en livlig Vind henover Vandet. Nu var Tiden der til Fiskeriet. Enkelte større Fiske sloge efter og bleve af og til fangne, men oftest sloge de feil.
«Den er ikke rigtig hjertet paa at bide endnu, derfor tager den saa ofte imist,» sagde Elias, der holdt paa at bringe en Fisk i Land. Med de første Regndraaber sprang Fiskene Pladsk i Pladsk efter Medemark og Fluer; men da Skuren ret brød løs, og det begyndte at hagle og skylregne, var det aldeles forbi. «Paa Morgensiden tør den nok faae bedre Hjertelag,» sagde Hallændingen. «Hvad mener du om Veiret?» spurgte jeg efter nogen Tids Forløb. «Det klarner jo op over Aasen?»
«Østa Glætte
Gier vaad Hætte.
Det kommer mere Regn, men det tør nok blive lidt Ophold iblandt. Der kan I høre; den Karlen spaaer ogsaa om Regn,» vedblev han, da der langt ude fra Landet lød et frygtelig vedholdende Skrig, ret som om et Menneske var i Livsfare. «Er det Nøkken?» spurgte jeg. «Jesu Navn, siig ikke det da; det var Lommen,» sagde Elias.
Vi opgave Fiskeriet indtil videre og besluttede at tænde et Baal, thi vi vare gjennemvaade. De Gamle trak Stokke og Kviste sammen; jeg tilveiebragte Ild og snart flammede paa Pynten af Odden et Baal, der i Forening med min Niste ikke undlod at yttre sin oplivende Indflydelse paa mine Staldbrødre i en livlig Samtale om Fiskeri, om Ørretens Gang og Levemaade i Nordmarken, og om Røiens i Vandene paa Hadelandsaaserne. Elias dvælede med Forkjærlighed, ved de Fisketoure, han havde gjort til Nordmarken i yngre Dage, naar han var kommen hjem af Reis.
«Da var her Fisk at faae,» sagde han, idet han tændte sin korte Snadde; «men der var ikke saadant Sjau med Vandene heller, og ikke saadan Fare paa Færde, om der kom op et Par Planker i Dammen om Natten, saa Fisken kunde gaae ud i Elven. Ja, ja, ved Sandungdammen var det godt at fiske den Tid; for da stod den udenfor de to Bjergene og den dybe Kulpen, hvor I veed, den staaer nu. Jeg tog otte Pund der een Nat, og det var ikke Nogen under tre Mærker. Men nu veed Fisken mest ikke hvorledes det er stelt med den, for den faaer aldrig have sin naturlige Gang.»
«Det har været morsomt at fiske her i hiin Tid, Elias,» sagde jeg, «men det hendte vel imellem den Tid ogsaa, at Fiskeriet slog feil for dig?» «Det var rart om det skulde slaae reent feil; Noget fik jeg altid,» svarede han. «Jo een Gang havde jeg saanær ikke faaet Noget, men jeg fik endda. Det gik saa forunderligt til, at jeg ikke har kunnet skjønne det. Sligt har jeg aldrig været ude for hverken før eller siden.» «Hvorledes gik det, da?» spurgte jeg. «Du faaer fortælle os det, Elias,» sagde Hallændingen; «vi have sligt Slag at bestille nu.» «Det tænkte jeg at gjøre,» sagde Elias.
«Det var i 1806. Jeg laa i Byen den Tid, men det var saa strengt, at ingen Matros maatte være længer borte end een Dag og ikke over en halv Miil fra Christian, med mindre han meldte det for Kommandørkapitain Lassen. Jeg havde Lyst til at gaae i Nordmarken og fiske; saa meldte jeg mig og skar ud med lidt Niste og en Bouteille Brændeviin i hver Lomme. Med Fiskeriet gik det kleint. I Bjørnsjøelven fik jeg ikke et Nap. Da jeg kom til Dammen, laa Baaden der; den tog jeg og roede over til Smalstrøm; men det var ikke Fisk at fornemme, hverken paa Vandet eller der. Saa strøg jeg nordefter til Hakkloen. Paa Veien mødte jeg Peer Piber, som var en af de bedste Fiskere, der gik her i Marken den Tid. «Det er ikke værdt, du gaaer længer, Elias,» sagde han; «jeg har været Nord i Katnosen, men jeg har mest ikke faaet et Been. See her,» sagde han og tog frem Skræppen sin, og Alt det, han havde, var vel et Snees smaa Pinder saa lange som Fingeren min.»
«Har jeg trøitet Alnen, saa trøiter jeg vel Kvartet ogsaa, min kjære Peer,» sagde jeg og skjænkede ham en Dram eller to. Ja Gud bevars, jeg tog en selv ogsaa. «Det turde vel hende den bider for mig, om den ikke bed for dig,» sagde jeg. «Jo vist!» sagde Piberen. Dermed skiltes vi. Jeg gik lige til Storløken i Katnosen, for bider det ikke der, saa bider det ingensteds. Nei, der var intet Bid at faae der heller. Saa gjorde jeg op en Nying og fik mig en Dram til, varmede mig lidt, og saa sov jeg til langt ud paa Dagen. Jeg fristede lidt i Katnoselven igjen, men der var ingen Fisk at kjende, og jeg gav mig paa Hjemveien.
Men da jeg kom til Skydsskafferodden i Sandungen, saa er det et lidet Kjern der, som de kalde Skydsskafferkjærnet. Der havde jeg hørt, der aldrig skulde være Fisk at faae, endda de sagde, der gik Kulter udi der som store Tømmerstokke. Men det var et Huldrekjærn, og Ingen turde fiske der den Tiden. «Du faaer friste Elias» tænkte jeg, «kanske Huldrefisken gaaer paa Beite, naar den Anden ikke er hjemme,» og dermed skar jeg ud paa Flydetørven, og kastede ud lige ved det vesle Bækkeoset, for der er en liden Bæk, som siver ned til Sandungen gjennem Myrene; men naar Dammen er stængt og Vandet stort, stuer det op i Kjærnet gjennem Myrene og under Flydetørven.
Med det samme nappede en Fisk i og foer under Flydetørven; men den laa paa Bunden saa tung som en Reverunge; jeg kunde nok mærke, det ikke var nogen Ørret. Da jeg fik den op, var det en Aabbor paa otte Mærker. Lidt udpaa saa jeg, det gjorde en Hvælv op i Vandet, saa det ringede sig. Der kastede jeg ud. Ikke var Marken i Vandet, før Fisken hug i; men det blev baade Slag og Pladsk, og jeg baskede med den en lang Stund, førend jeg fik den op; men da var det en Ørret mellem syv, otte Mærker af den vakkre Fisken som er i Sandungen, fed og bred, med lidet Hoved, saa guul som Vox, men mørkere over Ryggen end Sandungsfisken. Ja, jeg blev staaende der, og kastede op den ene efter den Anden, paa fire, fem, sex Mærker og saa.
Men saa kom jeg til at see ned bag mig; der laa det to vakkre Fiske og den tredie i Kors over dem. Jeg undredes nu paa hvad dette skulde betyde, om det var nogen Fisker, som havde lagt dem igjen, eller hvor de vare komne fra; men jeg saa Ingen. Saa gik jeg et Stykke længer bortpaa, og der hvor jeg saa en Hvælv, kastede jeg ud. Fisken bed, og det varede ikke længe, førend jeg havde faaet vel to Pund. Som jeg da kom til at see bag mig, saa laa der fem store vakkre Fiske igjen. Ja, jeg undredes paa hvem der havde lagt dem der, men jeg tog dem da op og lagde dem ned i Fiskesniken baade disse og de tre jeg først fik Øie paa. Men da blev der sligt et Veir og saadant et Gny og Brag i Skoven, at jeg troede den skulde ryge ned paa mig med det samme.
«Nei, dette kan aldrig være rigtigt,» tænkte jeg, «her er det nok ikke godt at være,» og dermed tog jeg de otte Fiske, jeg havde fundet og lagde dem paa en Stok efter hverandre, saa at den kunde tage dem, som eiede dem, eller Fugl og Dyr kunde æde dem op; jeg vilde ikke have dem. Dermed lagde jeg ned til Sandungen, og det er ikke saa mange Skridt, det. Men da jeg kom did, var det ganske stille, og Vandet var saa blankt, at baade Aaserne og Skyerne stode i det. Da skjønte jeg, at det havde været Huldren, som havde været ude.»
Hallændingen knyttede hertil adskillige Betragtninger og Beretninger om Huldrekjærn og Vande med dobbelt Bund, hvori Fiske, der eies af Huldre kun faaer Lov at komme op St. Hans Dag, men afbrød sig selv midt i en af disse med et Udraab: «Kors i Jesu Navn, hvad er det for et Lys derborte? Det er blaat!» Elias meente det var ikke langt fra Smalstrøm. Mig forekom det mere rødt end blaat, og jeg formodede, hvilket senere bekræftede sig, at der havde leiret sig et Par Fiskere, som antændte en Ild. Talen gik ved denne Leilighed over paa Skattegravere og Skatte og om blaae Lys, som brænde derover. Elias fortalte saaledes at hans Bedstefader eller Oldefader, – jeg mindes ikke mere hvem af disse troeværdige Personer det var, men antager den første – havde seet en Sølvaare paa Bunden af Blankvandet, saa tyk som en Tømmerstok og dertil føiede sig flere Samtaler og Fortællinger, jeg her vil søge at gjengive saa godt jeg kan erindre dem.
«Han Bedstefaer,» fortalte Elias, «kjørte Tømmer fra Nordmarken til Sørkedalen. Det var paa Vaarsiden, saaat Sneen og Haalken var væk. Men han havde med sig en liden Jentunge; og da de kom mellem Vindernsæteren og Blankvandsbraaten, saa gled hun. «Nei Faer, jamen er det Haalke endnu da,» sagde hun. Han saa der, hvor hun var gledet, men han saa strax at det var Sølv og ikke Haalke. Saa hug han Øxen i det. «Ja du har Ret, Barn, det er rart at Haalken kan holde sig saa længe,» sagde han, og lod sig ikke mærke med Noget. Fra den Tid kjørte han tit og ofte til Byen og tog mange Penge ind. Men naar han reiste, saa reiste han ikke Veien, hverken om Maridalshammeren eller Sørkedalen; men han havde en Vei for sig selv gjennem Skov og Mark, som gik bortover alle Aaserne og kom ned mellem Frognersæteren og Riis.
Engang var han i Byen og havde drukket lidt, saa han var paa en Kant – det var i gamle Ramstadgaarden i Grændsen, – saa sad han og kytede og var Karl: «Hvis jeg vilde,» sagde han, «saa skulde jeg gjerne skoe Hestene mine med Sølv.» Der sad Mange der, og Nogle, som vare der, tog Vidner paa det og skrev det op. Men førend han Farfaer kom hjem, var han død, og siden den Tid har Ingen seet noget til Sølvet, endda de baade har skjærpet og gravet borte i Marken der.»
«Jeg har hørt sige, at han har været haard til at lede efter Skatter alle sine Dage, den Karlen,» bemærkede Hallændingen, idet han lagde en tør Tyrirod paa Baalet. «Du kunde vist fortælle mere om ham, du Elias, naar du blot vilde,» tilføiede jeg. «Der er nu Ingen, som troer rigtigt paa Sligt i vore Dage,» svarede Elias; «men jeg kan nok fortælle ligevel jeg.
Den Tid han Farfaer var Unggut, var han og en anden Karl ude og grov en Gang – de havde vel seet blaae Lys, kan jeg tænke, eller kanskee de vidste, hvor Pengene laae. – De grove i to Thorsdagsnætter, og der kom til dem saa mange Julebukke og underlige Skikkelser, at de aldrig havde troet, der fandtes saa meget Stygt. Der kom baade Bjørne og Udyr og Stude med store Horn og alt det Fæle, som til var, og vel saa det. De vare rædde og tænkte hvert Øieblik, at tage Benene fat; men de holdt ud og tiede stille. Saa var det den tredie Thorsdagskvelden, da blev det meget værre end begge de forrige Gange; men de grov og taug stille, og det varede ikke længe, førend Spaden skrabede paa Kobberkjedlen. Ret som det var, saa kom det kjørende en Vogn forbi med sex sorte Heste for, og det gik som en Vind. Om en liden Stund kom der en gammel Kjærring efter, som agede sig frem i et Trug, og Kjæften hendes gik som en Peberkværn. «Jeg naaer dem nok at, jeg naaer dem nok at, jeg naaer dem nok at,» sagde hun i et Væk, og gned sig frem i Truget. «Aa i Helvede naaer du dem at!» sagde han Farfaer, men med det samme var Kjærringen borte, og Pengekjedlen sank ende ned.»
«En anden Gang skal jeg tie stille,» tænkte han Farfaer, og det varede ikke længe, skal jeg troe, før han var ude igjen. Den Gang var det en gammel Kjærring, som havde seet en stor Kobberkjedel fuld med Penge, just som hun gik nedover Jorderne ved Grefsen i Akerssogn. Tre Dage før St. Hanstid staaer Pengene oppe, maa vide; men for hendes Øine saa det ud som der laa en stor Orm oppe i Kjedlen og væltede sig ovenpaa Pengene. Saa var der to Stykker fra Christian – den ene var endda en Høker, som eiede baade Gaard og Grund, og den anden var en Underofficier – og de sloge sig sammen med han Farfaer om at grave Kjedlen op. Ja, de grov i tre Thorsdagskvelde, og den tredie Kvelden skrabede de ned paa Hankerne, saa det skraslede i Pengene, og de tænkte, de snart skulde have den. Men nu skal I vel høre Spil! Saa syntes Høkeren, at Gaarden hans nede i Byen stod i lys Lue, og endda det var saa langt – En veed, det er vel en halv Miil fra Grefsen – saa syntes han, at han skjellig saa Kjærringen sin med en Unge paa Armen staae midt inde i Luen. «Det er nok ikke Tid for mig at være her nu,» sagde han og kastede Spaden og vilde afsted; men med det samme var det forbi med Varmen; og det var det da med Pengene ogsaa, for Kjedlen den sank.»
«Men saa var det det, jeg vilde have fortalt først. Det var Karl til Mand det; han var ikke fælen. Tilsidst saa lagde han i Veien ganske alene en Thorsdagskveld, og begyndte at grave paa et andet Sted, hvor han vidste, der laae Penge. Og det gjorde han den næste Thorsdagskvelden ogsaa, men han saa saa urimelig meget Stygt, at de aldrig kunde faae ham til at tale om det. Men da det var høgst Nattes, den tredie Thorsdagen, saa kom der en olm Oxe frem fra Bunden af Gropen, som havde store lange Horn, og dem vilde den stange tvers igjennem ham, syntes han. Men han tog Oxen i Hornene, og saaledes blev han staaende til Solen randt. Da var Oxen bleven til en stor Kobberkjedel fuld med Penge, og Hornene, som han holdt den i, det var Hankerne paa Kjedlen.»
«Det er mest stygt at høre sligt,» sagde Hallændingen; «især naar det er saa ondt for at tjene en Skilling, som det er nu for Tiden. For det troer jeg, at den, som ikke har løst sig fra Katechismen og sin Frelser aldrig finder nogen Skat.» «Efter det, du har fortalt om din Bedstefader, Elias, skulde En ikke tro, at du behøvede at gaae til Byen hver Uge for at sælge Fisk,» bemærkede jeg. «Aa Gud hjælpe mig,» svarede Elias. «Faer min arvede ikke andet end Armoden efter sin Faer, enten nu han Farfaer havde brugt op det, han havde fundet, eller de, som havde givet ham det, havde taget det tilbage igjen. Og jeg arvede akkurat en Graatrøie og en Træskee efter min Faer.» «Det er som jeg siger,» sagde Hallændingen, «der er ingen Lykke ved slige Penge, de gaae sin Vei saa fort som Vandet i Fossen.»
Søvnen vilde nu gjøre sin Ret gjældende, og Samtalen begyndte at gaae istaa. Men i den Tilstand vi vare – tørre paa den ene mod Ilden vendte Side og vaade paa den anden – holdt jeg det for mindre tilraadeligt at overgive sig til en Slummer, hvoraf man ufeilbarlig skulde vaagne med klapprende Tænder og stive Lemmer. Jeg skjænkede derfor mine Fæller en Dram, tændte min Pibe og opfordrede dem til at holde sig vaagne ved at fortælle Noget. Elias fortalte mange Historier, om hvorledes Nissen havde huseret i Sandungen i gamle Dage og paastod, at der endnu var Blodflekker i Stalden der, efter at den en Nat havde slaaet Paul Sandungens hvide Hest ihjel; om hvorledes de stode i Vinduerne og saae ham skrabe Saltet paa Hellen fra de øvrige Heste til sine Yndlingsdyr; om gamle Jo Hakkloen, som havde Tjenestepige sammen med Huldren og meget Mere, som i ældre Tider havde tildraget sig i Nordmarken.
Tilsidst begyndte ogsaa Hallændingen at berette, om hvad der var hendt hans Frænder og Venner. Der var en egen Pathos i hele hans Maade at fortælle paa, som jeg her forgjæves vilde søge at gjengive. Det var hans egen dybe Tro paa Tilstedeværelsen af disse Naturkræfter, hvorom han berettede, der gav hans Fortællinger dette eiendommelige Indtryk, som forøgedes derved, at han talte i en dyb Bas og i et langsomt men vel redigeret Foredrag.
«Den Tid da Krigsfolkene laae ude i Holsteen,» begyndte han, «var Farbroer min – ja du mindes nok den Tiden du Elias? – som boede paa Ringerike, med nogle Andre oppe paa Krogskoven. De laae ved Flaksætrene søndenfor Veien og hug Kulleved. Ved Kveldstid gjorde de op en Nying i en Hældbakke og roede sig der, men de havde ikke sovet længe, førend de hørte Ungeskrig og Tralling. Han Farbroer saa op, og paa en Bjergpynt ligeoverfor dem fik han see, der sad en Hulder med en skrigende Unge; den sang hun for og prøvede at stagge det bedste hun kunde. «Hvorfor sidder du der, du?» spurgte Farbroer. «Aa Manden min er borte», svarede hun, «derfor syntes jeg, jeg ligesaa godt kunde gaae herned og hygge mig ved Jer.»
«Hvor er Manden din da?» spurgte Farbroer. «Han er ude i Krigen, han, der hvor de andre Krigsfolkene ere,» svarede Huldren. Men Ungen blev meer og mere grætten, og skreg og bar sig, og holdt et saadant Huus, at det ikke var muligt at faae Søvn paa Øinene. Dette syntes han Farbroer var for galt, han blev arg og sindt og tog den ene Ildebrand efter den anden og kastede op mod hende. Med det samme blev hun borte, men rundt omkring i alle Aaserne og Haugene skrattede og loe det. «Det var Hygge du fik af de Karlene, Gyri Haugen!» raabte det.
«Men nu skal jeg fortælle hvad der hendte en af Skyldfolkene mine paa Ringerike,» vedblev han. «Han var Møller paa Viul og hedte Peer Paulsen; siden kom han endda til Kværnebruget paa Hemseiene i Vasdraget Væle yderst i Aadalen. Han gik meget oppe paa Aaserne og fiskede, og saa var han eengang oppe ved Buttenkjærnet, som ligger i Kanten av Hoffsæteraasen mellem Marigaardsskov og Bergermoen. Der gjorde han sig op en Nying, og lagde sig til at sove Natten over. Halvandet Aarstid efter var han igjen oppe og fiskede. Om Natten kom en Kjærring med en liden Unge paa Armen til hannem. «Der seer Du Ungen din Peer,» sagde hun. «Ungen min? Det var artige Ting det! Hvorledes skulde jeg faaet den Ungen da?» spurgte Peer Paulsen. «Du husker nok den Gang, du var her oppe sidst, for halvandet Aar siden,» sagde Huldren.
Den Gang talte han nok ikke om det til Nogen, men senere hen i Aarene – for han gik altid oppe paa Aaserne der og fiskede om Sommeren, og altid hang den samme Huldren efter ham – siden talte han til Mange om, at han havde en Datter med Huldren, som vel kunde være saa gammel som Børnene pleie være, naar de gaae til Konfirmation. Mig fortalte han det aldrig, endda jeg kjendte ham vel; men jeg har hørt det af En, han selv havde fortalt det. Engang var hun kommen til ham og havde spurgt om han vilde see Datter sin. Saa havde hun lukket op en Dør ind til Bjerget, og der var Alting af Sølv. Ja, iblandt tog Peer Paulsen Andre med sig op paa Aasen at fiske ogsaa, og da saae de to Huldrer, som stod paa den anden Side af Kjærnet og fiskede Aabbor. Engang var der en Mand, som hedte Halvor fra Marigaard med ham. Hannem havde han lovet, at han skulde faa see Huldren. Da denne Halvor Marigaard fik høre, hun kom drivende med Buskaben sin, blev han saa ræd, at han vilde afsted. Men Peer Paulsen bad ham stande og bare staae stille, saa havde det ingen Nød. Og da saae de hende komme drivende med hele Bølingen sin. Dette saae de grandgivelig begge to.»
Elias hørte ikke mere af Fortællingerne; han sov en velsignet Søvn paa den haarde Klippe og snorkede, saa at det gav Gjenlyd i Skoven. «Han sover han,» sagde Hallændingen, «men endnu skal jeg fortælle en Historie, som jeg synes er underlig; men saa faaer vi kurre os lidt vi ogsaa, ellers blive vi for tunge til Morgenen.»
«Der var en Bonde, han boede i Thellemarken, hvor Faer min er kommen fra,» begyndte han sin Fortælling, «og han eiede en stor Gaard, men han vidste ikke af andet end Uaar og Skade paa Kreaturene sine, og tilsidst maatte han gaae fra baade Gaard og Grund. Lidt havde han igjen, og for det kjøbte han sig en liden Plads, som laa for sig selv, langt borte fra Bygden, i vild Skov og Mark. En Dag han gik paa Gaardstunet, mødte han en Mand.
«God Dag Grande,» sagde Manden. «God Dag,» sagde Bonden; «er du min Grande? Jeg troede jeg var alene her.» «Der seer Du Gaarden min,» sagde Manden, «den er ikke langt fra din.» Og der laa en Gaard ogsaa, som han aldrig havde seet før, stor og prægtig og i fuld Stand. Da kunde han skjønne, at det var en Underjordisk, men han blev ikke saa ræd for det; han bød Granden ind at smage paa Øllet hans, og Granden drak baade godt og vel.
«Hør nu,» sagde Granden, «i en Ting maa du føie mig.» «Lad mig faae høre paa det først,» sagde Bonden. «Du maa flytte Fæhuset dit, for det staaer i Veien for mig,» svarede Granden. «Nei det gjør jeg ikke,» sagde Bonden. «Jeg har bygget det op nyt i Sommer, og nu stunder det til Vinters. Hvor skulde jeg gjøre af Buskaben min da?» «Ja, ja, du gjør som du vil, men river du det ikke ned, er jeg ræd, det kommer til at angre dig,» sagde Granden. Og dermed gik han. Manden gik og undredes paa dette, og vidste ikke hvad han skulde gjøre. At give sig til at rive ned et nyt Fæhuus mod Vinternats Leite, syntes han var altfor galt, og liden Hjælp havde han ogsaa.
Ret som han stod i Fjøset sit en Dag, sank han ned gjennem Gulvet. Der hvor han kom ned, var det overmaade gildt. Alting var af Guld og Sølv. Med det samme kom den Manden, som sagde, at han var Granden hans, ind, og bad ham sidde ned. Om en Stund blev der baaret ind Mad paa Sølvfad og Øl i Sølvkruus, og Granden bad ham at sætte sig ind til Bordet og spise. Bonden turde ikke andet og flyttede sig ind til Bordet, men ret som han vilde tage op i Fadet med Skeen, faldt der Noget ned i Maden fra Loftet, saa han mistede Madlysten med det samme. «Ja,» sagde Huldrekallen, «der kan du see hvad Kjørene dine give os. Madro faae vi aldrig, for hvergang vi sætte os til Bords er det galt, og om vi ere aldrig saa sultne, saa miste vi Madlysten og kan ikke spise. Men vil du nu føie mig i at flytte Fjøset, saa skal du ikke mangle Foder og Grøde, om du bliver aldrig saa gammel. Men vil du ikke, saa skal du ikke vide af Andet end Uaar, saa længe du lever.»
Da Manden hørte det, gav han sig strax ifærd med at rive Fjøset ned og tog til at sætte det op paa et andet Sted. Men han byggede ikke alene, for om Natten, medens Alle sov, var der lagt ligesaa mange Stokkehverv som om Dagen, og det kunde han nok skjønne, at det var Granden, som hjalp ham.
Han angrede heller ikke paa det siden, for han havde Foder og Korn nok, og Fæet trivedes vel. Saa blev det engang et haardt Aar, og det var saa knapt for Foder, at han gik og tænkte paa, at han skulde sælge og slagte halve Buskaben sin. Men en Morgen, Budeien skulde i Fjøset, var Buhunden borte og alle Kjøerne og alt Ungfæet med den. Hun til at graate og sige det til Huusbonden, maa tænke. Men han tænkte ved sig selv, at det var Granden, som havde taget dem paa Foder. Og det var det ogsaa, for da Vaaren kom, og det blev grønt i Skoven, saa hørte de en Dag Fæhunden kom gjøende og springende i Skovbredden, og efter den kom alle Kvierne og alt Ungfæet frem, og det var saa blankt, at det var en Lyst at see.»

I Læ af Ilden lagde vi os til Hvile og nød et Par Timers Tid en kvægende Søvn paa den nøgne Klippe. Da Dagskjæret lyste over Aasen, vare vi ude paa Søen; thi Hallændingen, der for det usikkre Fiskeri havde foretrukket at følge mig, bære Fiskekurv og Haav, og være min Drabant, havde hentet gamle Christen Bonna med Baaden. Jeg drog op over Bjørnsjøen og fiskede i Smalstrøm og Hakkloen. Veiret begunstigede mit Fiskeri, thi det vexlede med Solskin og Regnbyger den hele Dag. Først silde om Aftenen kom jeg tilbage til Byen, træt og mødig, men med min Kurv fuld af Ørret og mit Hoved fuldt af Historier.
EN AFTEN VED ANDELVEN
«Dud og Pine, det er den beau Ideal af en skotske Urretelv,» sagde en ung Britte, en Bekjendt, jeg havde truffet i Eidsvoldbakken, og som jeg derfra fulgte ned til Andelven i Baarlidalen, hvor han vilde fiske. «Her maae vi faae Urret,» fortsatte han, «men Elven er ikke saa klar, som den skud’ være; den skud’ være saa klar som Kristal; og seer De hvilket Sjeneri det er her, for naar jeg fisk’, jeg seer ikke efter Fisk alene, men paa hvert maleriske Træ, der speile sig i Elven, paa hver Flye der flive, jeg hør’ efter hver Fugl, der singe.»
Medens han i et saadant Sprog vedblev at tolke sin Passion for Naturen, og satte Stangen sammen, kastede jeg mig ned i det duftende Græs med min Cigarre. Rundt om mig i Bakken blomstrede Spiræer, Skabioser, Blaaklokker, Nardus og det røde, yppige Gjederams. Over mig vajede Birkenes svævende Grene; nede ved Elven tittede Glemmigeier frem mellem frodigtvoxende Stargræs, der ogsaa i yppigste Fylde dækkede en Hob Stene ude i Elven. Her strømmer den strid mellem Stene og Klipper, men vender sig ogsaa forbauset over sin egen Vilterhed om i en Bagevje for at betragte sit forandrede Fysiognomi – den ellers saa stille og venlige Andelv.
Paa den anden Side hæver sig en Høide, dækket med Or, med hvidstammede Birke og mørke Graner, hvorunder der er skyggefulde mosdækte Hvilesteder, hvis Svalhed, Fred og Ro kun den kan fatte, der en hed Sommerdag i Læ af disse Træer har lyttet til Fuglenes søde Kvidder, kvæget sig ved de kjølende, duftsvangrede Luftninger fra Elven, eller den der, gjennem en anonym Forfatters fine Skildringer af disse Egne, har fornummet den «alfeagtige, drømmeriske Duft, som hviler derover.»
Nedenfor paa Broen stod et Par Jenter og betragtede med Nysgjerrighed og Forundring Fiskerens eventyrlige Personlighed og de kunstige Svingninger af Stangen. Og der ligger en ubeskrivelig Ynde i disse Svingninger af en vel proportioneret Stang i en dygtig Fluefiskers Haand. Som et blinkende Glimt farer Snøret gjennem Luften og udsender glimrende Vandstøv i sit Tilbagesving, bugter sig igjen som en Slange eller ruller ud som et Hjuul hen over Elven; Stangen bøier sig som et Siv i ziirlige Buer, medens Fiskeren, halv skjulende sig mellem Stenene, med Grace svinger den i sin fremstrakte Høire. Medens han Skridt for Skridt avancerede ned ad Elven, laa jeg og blæste Tobaksskyer mod den blaa Himmel op i Myggesværmenes Aftendands, og lyttede til Ljaaens Klang, til Fossens Suus og Fuglekvidret, der tiltog i Styrke med Aftenens Svaling. Af den halv somnanbule Tilstand jeg herved kom i, blev jeg vakt ved et klart, «God Aften.»
En middelaldrende Bondekone stod med en Bunding i Haanden nede paa Stien og saa med Forundring paa Fiskeren og de raske Bevægelser af hans Stang. Paa mit Svar sagde hun halv spørgende: «Han fisker nok med Fly? Mon jeg tør gaae forbi?» «Det tør du nok, naar du gaaer nær ved Fiskeren, saa er det ikke farligt. Men siig mig hvor du er fra?» spurgte jeg; thi i hendes Væsen og Tale var der noget Usædvanligt for hendes Stand. «Jeg boer i en Hytte oppe paa Høiden af Aasen, vestenfor Vormen,» svarede hun. «Saa hedder du sikkert Anne Marie og har været Barnepige i Præstegaarden. Ikke sandt? Jeg har hørt Tale om dine Eventyr og Historier.» «Jasaa har han det, saa er han vel kjendt med Nogen fra Præstegaarden da? Hvem er han da tør jeg spørge?» sagde hun.
Da jeg havde gjort Rede for dette, anmodede jeg Anne Marie om at fortælle mig Noget, «helst noget om Huldren;» thi jeg vidste hun var vant ved saadanne Anmodninger og betragtede disse Fortællinger fra et vist ironisk Stade; saa at man ikke behøvede at gaae de sædvanlige Omveie eller frygte for noget Afslag ved en ligefrem Anmodning. «Det turde være farligt at tale om Huldren saa seent,» sagde hun, «for hun er gjerne ude i Kveldingen og i Solrendingens Tid, men hvis han ikke er bange, saa skal jeg nok fortælle.» «Fortæl, fortæl, jeg frygter ikke Huldren eller de Usynlige!» sagde jeg.
«Der var et stort Bryllup i en Gaard etsteds, og til det Brylluppet skulde en Huusmand. Ret som han gik over en Ager saa fandt han en Mælkesiil, saadan en som de gjøre af Korumper. Den saa ikke ud anderledes end en bruun Tue. Han tog den op, for han tænkte, at den kunde været slaaet ud, og vilde give Kjærringen sin den til at vadske Kjørreler med. Men da han kom frem i Bryllupsgaarden, var det som om Ingen saa ham. De Andre hilste Brud og Brudgom paa, snakkede med dem og skjænkede dem ogsaa, men han fik hverken Skjænk eller Hilsen. Saa kom Kjøgemesteren og bad de Øvrige at gaae til Bords, men ham bad han ikke, og han fik Ingenting; for selv vilde han ikke sætte sig ind til Bordet, naar ikke Nogen bad ham. Saa blev han arg og tænkte: «jeg kan gaae hjem igjen, jeg, siden der ikke er Nogen, som bryder sig om mig.»
Da han kom hjem, saa sagde han «Godkveld, her er jeg igjen.» «Jesu Navn, kommer du igjen nu da,» sagde Kjærringen. «Ja, der var Ingen, som brød sig om mig eller vilde læs see mig,» sagde Manden, «og naar de ikke agtede mig saameget, saa synes jeg ikke, jeg havde Noget at gjøre der.» «Men hvor er du henne; jeg hører dig jo, men jeg kan ikke see dig,» sagde Kjærringen. Manden var bleven usynlig, han, for det var en Huldrehat, han havde fundet. «Hvad er det for Snak, seer du mig ikke? Er Du ogsaa bleven galen?» sagde han. «Der har du en gammel Haarsiil, jeg fandt borte paa Jordet,» sagde han, og kastede den paa Bænken. Da saa hun ham, men med detsamme var Huldrehatten borte, for han skulde bare have laant den. Saa kunde han skjønne, hvorledes det hang sammen og gik til Bryllups igjen. Da toge de gildt imod ham, og han fik baade Skjænk og Sæde ved Bordet.
«Hvis jeg fandt en saadan Hat, Anne Marie,» sagde jeg, «skulde jeg holde den mere i Ære; uagtet Vorherre har givet mig en temmelig tynd Figur, som du seer, skulde jeg nok undertiden ønske at gjøre den ganske usynlig.» «Ja det var sandt,» sagde Anne Marie med Latter. «Det syntes Gutterne paa Nordstrand ogsaa; det var Sønnerne der, Christopher og Thorvald, som fik begge Jenterne paa Raaholdt siden. De havde slig Lyst til at komme til Raaholdt, saa Ingen saa dem, og derfor vilde de gjerne laane sig en Huldrehat. Nu vidste de, der var et stort Træ oppe i Strandsaasen, hvor der var Underjordiske, for naar Troldfolket vilde laane Øl eller Andet, blev Spandet sat ud der, og did blev det igjen baaret, naar Øllet var opdrukket. Og saa havde de hørt, at de skulde have med sig et sort Lam eller en sort Katte og gaae did tre Thorsdagskvelde i Rad og bede: «Kjære, lad mig faae laant den gamle Bedstefaderhatten, saa skal du faae en svart Katte for Laanet.» De fik sig da en svart Katte og gik did tre Thorsdagskvelde og bad om den gamle Bedstefaderhatten, men den tredie Kvelden kom der ud En, saa stor og styg, at de toge Benene fat: «Nei, nei, vi vil ingen Hat have; der har du Katten alligevel,» skreg de, kastede Katten og fløi hovedstupes udover Berget.»
«Til Friere at være synes mig ikke der var meget Mod i de Karle, Anne Marie,» sagde jeg, «for en saadan Hat var det dog værd at vove lidt.» «Det kan I have Ret i,» svarede Anne Marie; «men siden vi tale om Friere, saa skal jeg fortælle om en Underjordisk, som de sagde friede til en Jente her i Bygden. Det var paa Haverstad. Den Tid jeg var bleven gift, var der saadan en vakker Jente der, som hedte Mari, og hende var der en Usynlig, som gik og friede til, han boede ved Kirken og havde seet hende spise Bær engang af et Træ i Præstejordet; han kom bestandig om Natten, og hver Gang han var der, var hun saa usigelig bange. Dette fortalte hun Kjærringen der, som hedte Inger Margrete, og saa sagde hun, at han havde et Gulduhr, han vilde give hende, men hun var saa usigelig bange. Kjærringen raadede hende at fyre over Sengen med Svovl. Da han kom, havde hun ikke faaet gjort det endda, men saa bad hun ham at komme igjen næste Thorsdagskveld og tage med sig en god Ven, hvis han havde en, saa skulde hun kanske blive med ham hjem,» sagde hun, for at blive kvit ham.
Om Thorsdagskvelden kom han til Sundet og raabte, at Sundmanden skulde komme og lukke op, for det var om Vinteren, saa det var Bro over Vormen. Sundmanden skyndte sig alt han kunde, men han kom ikke saa snart som Frieren syntes, og saa fik han et Ørefigen, saa han tullede bortover Marken, og da var han alt gjennem Bommen, og Sundmanden hørte det kjørte saa fygende nordefter, men han saa Ingen. Da han kom frem, havde Mari fyret over Sengen med Svovl, og saa maatte han sidde paa en Stol. Han bad hende at følge med sig hjem og vilde give hende Gulduhret, men hun turde ikke tage imod det, for hun var saa usigelig bange. «Ja jeg veed nok hvem der er Skyld i, at jeg ikke kan komme til dig,» sagde han tilsidst, «det er Inger Margrete; men det skal hun komme til at undgjælde dyrt.»
Strax efter hængte Manden hendes sig, og det var Mange, som troede, at den Underjordiske havde hængt ham, eller at han var Skyld i det idetmindste. Og den samme Aften som dette skede, saa Ingebrigt Præstegaarden fem Ræve, som dandsede om den Rabben, han hængte sig paa. Vi boede paa Nøtterhaugen den Tid, og jeg og Manden min, vi vare ude og lyede den Kvelden, hun havde sagt, han skulde komme og hente hende; for vi tænkte, der skulde blive Musik, men vi hørte Ingenting.»
Under den sidste Deel af denne Fortælling kom en Mand henad Stien, hvis raske Gang forekom mig saa bekjendt. Førend jeg endnu kunde see hvem det var, raabte han: «God Aften, A – ! Og Master R. og Anne Marie! Nu har hun vist fortalt Dem Eventyr. God Aften mine Herrer. Men fisker De med Flue her Mr. R –? Her er ikke andet end Gjedde.» «Det trud’ jeg strax,» sagde Mr. R. meget selvklog; «den Elv saa mig saa suspicious ud – er det ikke sandt A –? Og naar her er Gjedde,» vedblev han, «er her ikke Urret, for den æder baade ham og Dit og Dat og den Ændre.»
Den Fremmede, en Bekjendt fra Hovedstaden, var vel indviet i Egnens Forhold. Han raadede mig til at besøge Anne Marie i hendes Hytte, som han viste mig imod Horizonten i en Udhugning af Barskoven oppe paa Høiden af den østlige Aas, for at høre flere af hendes Fortællinger. Den næste Dag udførte jeg dette og hørte mange Eventyr og Sagn. Og da Anne Maries eget Forraad var udtømt, henviste hun mig til Peer Graver som et uudtømmeligt Skatkammer.
GRAVERENS FORTÆLLINGER
En Badegjest i Eidsvold har ikke Meget at varetage, foruden at skaffe sig den tilbørlige Motion. Allerede den næste Dag søgte jeg derfor Peer Graver paa Store Finstad, en god Fjerdingvei søndenfor Elven. I denne uordentlige Rede af sammenstuvede Ladebygninger og Vaaningshuse fandt jeg omsider Mandens Bopæl. I Stuen var der Ingen, men i et skummelt Kammer sad en gammel Kjærring paa en Krak og spandt. Jeg gjorde hende nogle Spørgsmaal, hvoraf det første slet ikke besvaredes uden med et maalende Blik, det andet og tredie med et «Hæ?» Da jeg endelig for fjerde Gang spurgte, om hun kunde sige mig, hvor Peer Graver var, svarede hun: «Aa det er vel en god Fjerding til Graven endnu.» «Nei, Peer Graver,» skreeg jeg. «Ja, Graven ligger østover, han faaer gaae Dalen frem, saa kommer han did.» Siden fik jeg vide, at næste Gaard hedte Graven.
«Hun Bedstemoer er tunghørt,» sagde en Røst fra en dunkel Krog, hvori det nu begyndte at blive lyst. Det var en Jentunge med en Ditto mindre paa Armen. «Kan du sige mig, hvor jeg skal finde Peer Graver?» spurgte jeg hende. «Han er inte hime,» svarede hun. «Veed du ikke hvor han er?» «Han er vel paa Styri hos hu Moster.» «Hvor ligger Styri henne?» «Paa Østsiden,» lød den herlige Forklaring. «Er det langt did?» spurgte jeg. «Je’ veit inte.» «Er der ingen Anden hjemme?» «Nei, dem er til Bryllups.» «End i næste Stue?» «Je’ veit inte.»
I næste Stue fik jeg imidlertid den fornødne Anviisning. Der var intet Andet for mig end at drage over til Styri. Udenfor i Svalen fandt jeg hiin Moster i Skikkelse af en lang tør middelaldrende Kone med det graae Haar opstrøget under en sort Hue. Med en vis Venlighed kom hun mig i Møde, og sagde: «Han faaer være saa god at gaae ind.»
Ganske forsagt over den Modgang, jeg allerede havde havt, spurgte jeg, om ikke Peer Graver skulde være her. «Han skulde kanske bestille Grav for Nogen?» spurgte hun. «Nei ikke det; jeg har hørt, at han skal kunne saa mange Eventyr og Historier, og jeg havde Lyst til at høre dem,» sagde jeg. «Ja saa da! Ja havde Gamle-Anders, Faer hans Peer været her, saa! Det var Mand, som kunde fortælle! Naar han begyndte, saa blev det mest aldrig Ende paa.» «Herre Gud, kan du da ikke skaffe mig fat paa Gamle-Anders?» «Ja det veed jeg vist! Gamle-Anders er død for to Aar siden! Han Peer kan nok nogle han og; men det er ikke saa godt at faae ham paa Travet; han er lidt vrang med det, maa vide. Nei Gamle-Anders, han kunde Historier! En behøvede ikke at bede ham desmeer! Men nu er det just to Aar siden til Mikkelsmess.»
«Det kan jo lidet hjælpe mig,» afbrød jeg hende, ærgerlig over, at den lovprisede Anders ikke levede. «Er ikke Peer her?» «Jagud var han her ogsaa, det er sandt det! Men han skulde frem til Klokkeren. Han træffer ham vist hos Klokkeren; og er han ikke der, saa er han vist i Bakken eller i Præstegaarden, hvis han ikke er inde paa Kirkegaarden og graver en Grav, for Gamlemoer Habberstad er død.»
Min Taalmodighed var nu nærved at briste; men da Alt syntes at antyde, at man maatte have mere end almindeligt af denne Gave ligeoverfor Peer Graver, saa besluttede jeg at opspare den sidste Rest. Jeg forsøgte at komme afsted. Men under den sidste Replik havde Konen taget frem af Skjænken et ikke meget gjennemsigtigt Glas, hvori hun skjænkede en Dram Finkel, som hun tilligemed et Stykke Kandissukker præsenterede mig paa en Tallerken, medens hun tabte sig i Exklamationer, om hvor mageløs Gamle-Anders havde været til at fortælle. «Han Peer er ganske vist hos Klokkeren, og er han ikke der, saa er han i Bakken eller i Præstegaarden, hvis han ikke er paa Kirkegaarden,» raabte hun endnu efter mig, da jeg gik ud gjennem Grinden. Det lød som Spot; thi disse Steder var jeg netop gaaet fra eller forbi. Jeg besluttede imidlertid at søge ham først paa det sidste Sted, som det mindst sandsynlige efter hendes Mening.
Det var en af disse kolde triste Sommerdage, da jeg gjennem Præstegaardshavens mørke Alleer gik hen mod Kirken. Regnen var ophørt, men ved hvert Vindstød dryssede den raslende ned mellem Bladene fra Træernes Kroner. Taagen og Skyerne dreve lavt mellem Toppene. Mat og graaligt faldt Lyset over Kirkegaardens Grave og simple Minder; Vindens Suk lød mellem Grenene, og ingen Fugl sang bag Løvet. En Forudanelse om Høsten syntes alt at gjennembæve denne stille eensomme Egn, hvor kun Kirken stod som en Trøster og pegede mod Himlen med Taarn og Spiir.
Fra det fjerneste Hjørne af Kirkegaarden hørte jeg Spadens Klang. Graveren stod og gravede nede i en Grav. Paa en Tue tæt ved stod Klokkerens store prægtige Gjedebuk, som jeg vel kjendte fra tidligere Besøg, med Skjæg og Horn og spiste Græs. Jeg blev staaende en Stund og betragtede Graveren. Han var en aldrende Mand, men man kunde ikke sige, at han var nogen smuk gammel Mand. Hans Kald og Færd syntes ikke at have havt nogen mildnende og forsonende Indflydelse paa hans Sind; thi han saa ud i Verden med et bistert Blik og et hypokondrisk Ansigt. Dette Fysiognomi forekom mig bekjendt; jeg søgte efter det i min Erindring og fandt det omsider igjen hos en stædig Hest, jeg engang havde været plaget med. Da han et Øieblik standsede i sit Arbeide for at hvile, saa han op, og hans Øie faldt paa mig, der hidtil havde været ubemærket.
«God Aften, Graver,» sagde jeg. Han maalte mig fra øverst til nederst, spyttede i Næverne og vedblev sit Arbeide. «Det er tungt Arbeide, du har i dette vaade Veir,» fortsatte jeg ufortrøden. «Det er ikke lettere i Solskin,» svarede han med et eddikesurt Griin, idet han igjen begyndte at grave. «For hvem graver du denne Grav?» spurgte jeg, i det Haab, at der maaskee af dette Spørgsmaal kunde udspindes en Samtale. «For Fanden og Kirken,» svarede Graveren. Over dette maatte jeg udbede mig en Forklaring. «Fanden taer Sjælen, og Kirken faaer Pengene,» svarede han. «Ikke saaledes, jeg meente hvem skal ligge i Graven?» «En dau Kjærring,» svarede Graveren.
Der var Broen afkastet. Dette indsaae jeg ikke kunde lede til noget ønskeligt Resultat. Utaalmodig over Regnen, der igjen begyndte at ruske, ærgerlig over min efter al Sandsynlighed mislykkede Expedition, fortalte jeg Graveren, hvorledes jeg havde søgt ham for at faae høre Eventyr og Historier fra gamle Tider; sagde, at han sagtens ikke skulde fortælle mig dem for Intet, at det endog maatte glæde ham at have en Person at fortælle dem for som mig, der troede paa Sligt, hvilket Folk i Almindelighed ikke gjorde i vore Dage o. s. v.
Under denne Tiltale saa Graveren af og til paa mig med sit stædige Hesteblik, der kuldkastede alle mine Forhaabninger. «Enten Folk troe hvad jeg fortæller, eller de ikke troe det, er jeg lige glad,» sagde han. «Men hvad jeg har hørt, og hvad jeg veed, det veed jeg, og jeg vil ikke være Nar for Nogen og sidde og fortælle som en Rørkjærring. Om det saa var for Kongen selv,» tilføiede han til yderligere Bekræftelse. Jeg stod alt i Begreb med at gaae, da han atter standsede halvveis vendt fra mig. Efter at have skudt Hatten hen paa det ene Øre, begyndte han at søge først i den ene, saa i den anden Vestelomme; men han lod ikke til at finde hvad han søgte; thi hans Ansigt blev synlig længere, især efterat han havde anstillet en ny frugtløs Undersøgelse af begge de angjældende Lommer.
Jeg mærkede strax, at hans Tobak var gaaet op, eller var tabt, og tænkte fornøiet, nu er Touren til mig. I min Botaniseerkasse havde jeg en af Tidemanns saameget omspurgte Kvartruller, og idet jeg lod som om jeg greb efter mit Lommetørklæde, lavede jeg det ved et lidet Kneb saaledes, at bemeldte Kvartrul faldt ned lige paa Randen af den Grav, hvori han stod. Flegmatisk bukkede jeg mig ned efter den, men undlod ikke at bemærke det Solglimt, der gik over Graverens Ansigt ved dette Syn. Ligesom i Distraktion viklede jeg den op, lokkede paa min hornede Ven, der stod paa Graven tæt ved, og lod den bide et stort Stykke deraf.
«Hvor langt er det til Tønsager?» spurgte jeg. Graveren mumlede noget om at misbruge Guds Gaver, men svarede dog høfligere end tilforn, at det var som en halv Fjerding paa den anden Side af Sundet. «Og til Guldværket?» spurgte jeg. «En Miil,» sagde Graveren. «Men hvor kommer den Karlen fra da, med Forlov om jeg tør spørge?» tilføiede han med det løierligste Ansigt. «Sidst kommer jeg fra Store Finstad, hvor jeg søgte Peer Graver,» svarede jeg, idet jeg, efterat have givet Gjedebukken endnu et Stykke Tobak, lagde Rullen i min Kasse igjen. Herpaa fulgte intet Svar, men Peer Graver gav sig med megen Iver til at grave. Med Spaden opkastede han foruden Jord og Stene forraadnende Træsplinter og smuldrende Been. Blandt disse rullede hen til mine Fødder et kvindeligt Kranium af en saa skjøn og fuldendt Form, at Retzius vilde have anseet det for et Ideal af den skandinaviske Typus. Jeg tog det op og betragtede det opmærksomt.
«Det var ingen gammel Kjærring, som eiede den Skallen,» begyndte Graveren igjen. «Det seer jeg,» lød mit Svar. «Det var en Gaardmandskone her af Bygden, og hun var baade i Agt og Ære,» bemærkede han videre. «Ja saa.» Var Graveren bleven sig liig i sin Vrantenhed, skulde han upaatvivlelig have tiet, men en Rul Tobak, om endog kun i Haabet, har en vidunderlig Indflydelse paa Gemyttet, og er næst Akvavitten den mægtigste Talisman, naar man vil opnaae Noget hos vor Almue. «Inden krank uden blank,» vedblev han ufortrøden. Herpaa fulgte intet Svar. «Men det var en deilig fiin Tobak den, De har der i Blikæsken.» «Det synes denne Knegt her ogsaa,» svarede jeg, idet jeg lokkede paa Bukken, og gjorde Mine til at give den mere Tobak.
«Nei havde han Gamle-Anders, Faer min levet,» sagde Peer Graver hurtigt, idet han med et opkastet Been søgte at hindre sin lykkelige Medbeiler i at blive deelagtig i de Goder, jeg tiltænkte den. «Han kunde Historier. Det jeg kan, er ikke stort.» «Nu, jeg skjønner jo nok, at du ogsaa vil have et Stykke Tobak, Peer Graver. Se der har du alt hvad Bukken har levnet. Havde du været villigere før, havde du faaet det Hele. Men fortæl mig nu Noget.»
«Jeg faaer vel det da, for jeg kan skjønne, I er en skikkelig Fyr og ingen Abefant,» svarede Graveren, idet han samlede sine Redskaber og steg op af Graven. «Forbandede Udyr!» raabte han i fuld Harme og slog efter Gjedebukken; «slige Bukke er de største Skadedyr, som tænkes kan; de burde slaaes ihjel, saamange som de ere.» Efter disse lettende Hjerteudgydelser satte han sig paa en Liigsteen og begyndte at fortælle.
«I er ikke den første, som jeg fortæller det,» intimerede han. «Vil I troe det, saa kan I, og troer I det ikke, saa kan det være for det, som det er. Men der var en Bondemand i Bygden her. Han havde hørt, at Troldkjærringerne skulde have saadan Leg og sligt Spil i Kirken om Høitidskveldene. Det troede han ikke, men han syntes, han kunde have Lyst til at see om det var sandt, og saa havde han Moro af at see hvem der var Troldkjærringer i Bygden. Ja, om Paaskekvelden saa satte han sig ind paa Liigbaaren i Kirkesvalen, og ret som det var, saa kom der et helt Følge, og foran dem gik en stor sort Hund. Da de kom til Kirkedøren, satte Hunden sig paa Bagbenene og kradsede paa Døren, saa sprang den op, endda den var laaset. «Saa du det,» sagde en Kjærring som gik nærmest efter Hunden til en anden En, og det var hende her,» tilføiede Graveren, idet han viste paa Hjerneskallen.
«Nei, det havde jeg ikke troet, endda du sagde det,» svarede den Anden, som gik ved Siden af hende, og det var ogsaa en brav Kone af Bygden her. Efter dem kom der nu saa Mange, at han næsten ikke havde Tal paa dem. Men han kjendte dem allesammen, og han havde ikke troet, at der var saa mange Troldkjærringer over hele Rommerike, som han fik see, at det var i Eidsvold Præstegjeld alene. De hoppede og de dandsede, og de gjorde alle de bespottelige Ting, som Nogen kunde falde paa, baade paa Prækestol og paa Alter. Da de ikke vidste noget Andet at finde paa, saa troldede de en Ko op i Taarnet og lod den age udover Trapperne med alle fire Benene i Veiret. Koen syntes han, han skulde kjende – han troede den hørte til i Præstebakken – og da Troldkjærringerne havde gjort fra sig, og Alting var forbi i Kirken, saa gik han bort i Præstebakken. Da han kom ind i Fjøset der, stod Koen og skjalv, og saa svedt var den, at Skummet drev af den.
Men saa var det engang længe bagefter, der var et Bryllup, og i det var den samme Manden, som havde seet alt dette om Paaskekvelden, Kjøgemester. Men der var ogsaa den Kjærringen, som havde gaaet foran i Troldkjærringstimet. Da de skulde til Bords, vilde de have hende til at sætte sig ind til Bordet først, for det var saadan en brav Kone, maavide. Men hun skulde nu være saa undseelig og gjorde sig saa kostbar, at det ikke var nogen Maade paa. Kjøgemesteren bad og nødede hende til at sætte sig ind til Bordet, men tilsidst blev han kjed af dette, og saa sagde han ganske sagte til hende: «Gaa du først, du, du er vant til det, skal jeg troe. Sidst jeg saa dig, om Paaskekvelden, var du ikke saa blyg, da var du den første i Dandsen med ham Gamle-Erik baade paa Alter og Prækestol.» Da faldt hun i Svime, og siden den Tid havde hun ikke en Hilsedag.»
Graveren taug stille, og hans Ansigt antog igjen sit sure, tværre Anstrøg; men jeg spurgte og frittede ham om Troldkjærringer, deres Reiser og Begivenheder indtil jeg bevægede ham til at give det Løfte, at han skulde fortælle mig Alt hvad han vidste derom. «Der var nogle Skyttere,» begyndte han igjen, «som var paa Fugleleg en Paaskenat. Ret som de sad i Skytterhytten, saa i Graalysingen om Morgenen, fik de høre saadan Suus og Bruus oppe i Veiret, og de troede næsten det var en Flok Storfugl som kom og vilde slaae sig ned paa Myren. Men det var Fanden til Fugle, det. Da de kom frem over Skovtoppene, saa var det en Flok Troldkjærringer, som havde været paa Paaskeleg. De kom ridende paa Limer og Skuffer og Møggreb, paa Bukke og Gjeder og de urimeligste Ting. Da de vare tæt ved, kjendte Skytterne en Kjærring, for hun var Grandekjærringen til den ene af dem.
«Maren Myra,» skreeg han. Saa faldt hun ned i en Furu og brak det ene Laarbenet; for naar En kjender dem og raaber dem ved Navn, saa maae de ned, om de ere aldrig saa høit. De tog hende op og satte hende til Lensmanden, og tilsidst blev det saa, at hun skulde brændes levende. Men før de fik hende op paa Vedstabelen, bad hun, de vilde tage Tørklædet fra Øinene hendes lidt. Ja det skulde de gjøre; men først vendte de hende saa at hun ikke kunde see mod Ager og Eng, men langt borte i Aasen. Og der hvor hun havde seet med Øinene sine, blev Skoven afsveden, saa den var ganske sort.
Men efter den Kjærringen var der en Datter, og hende satte de til en Præst oppe i Gudbrandsdalen. Hun kunde vel være ni Aar gammel, men hun var slem og fuld af Troldkjærringsnykker. Engang sagde Præsten, at hun skulde tage nogle Fliser, som laae paa Gaarden, og bære dem ind i Kjøkkenet. «Pyt, jeg kan nok faae dem ind, om jeg ikke skal bære dem,» sagde hun. «Jasaa,» sagde Præsten, «lad mig see paa det.» Ja, strax saa gjorde hun Vind, saaat Fliserne fløi lige ind i Kjøkkenet. Præsten spurgte om hun kunde gjøre Mere. Ja, det kunde hun. Hun kunde mælke, sagde hun, men hun vilde nødig gjøre det, for det var til Skade for Kreaturene. Men Præsten bad hende, og tilsidst saa skulde hun til at gjøre det, men hun vilde nødig. Saa satte hun en Tælgekniv i Væggen og en Kolle under den, og strax hun rørte ved Kniven, sprøitede der Mælk ned i Kollen. Da hun havde mælket en Stund, vilde hun holde op.
«Aa nei, mælk du, mit Barn,» sagde Præsten. Nei, hun vilde ikke; men Præsten snakkede saa længe for hende, at hun lod sig overtale. «Nu maa jeg holde op,» sagde hun lidt efter, «for ellers kommer der bare Blod.» «Aa mælk du mit Barn,» sagde Præsten, «og bryd dig ikke om det.» Hun vilde ikke, men tilsidst saa gav hun efter og blev ved at mælke. Om en Stund, saa sagde hun: «Ja, holder jeg ikke op nu, saa ligger den bedste Koen død paa Baasen.» «Mælk du mit Barn og bryd dig ikke om det,» sagde Præsten, for han vilde see hvad hun kunde. Hun vilde nødig; men Præsten nødede hende, til hun gav sig og blev ved at mælke. «Nu faldt Koen,» sagde hun, og da de gik ud i Fjøset og saa efter, laa den bedste Ko, som Præsten eiede, død paa Baasen. Saa brændte de hende ogsaa, ligesom de havde gjort med Moderen.
«Ja, det var en forargelig Troldkjærring den jeg fortalte om,» fortsatte Graveren, «men det var en som jeg synes var endda værre, for hun tog Manden sin op af Sengen en Paaskekveld, og red paa Ryggen af ham lige fra Gudbrandsdalen og til Bergens Kirke, og medens hun var oppe i Taarnet og holde Paaskeleg med de øvrige Troldkjærringerne og Gamle-Erik, maatte Manden ligge splitternøgen langs Kirkevæggen og fryse hele Natten; og det var sligt et Veir med Sno og med Snefog, at Manden blev saa rent udarmet, at han næsten var fra sig selv.
Da det led paa Morgensiden, reiste han paa sig lidt, men han frøs og hakkede Tænder. I det samme kom der En gaaende forbi. «Men siig mig i Guds Navn, hvor jeg er?» sagde Manden til denne. «Nu er du ved Bergens Kirke,» svarede han, og da han fik see Buggjorden, som Manden havde om Livet, saa kunde han skjønne hvorledes det hang sammen – for Troldkjærringerne vare der baade til Juul og Paaske i den Tid – og saa sagde han: «Naar den kommer ud den, som du er med, saa tag bare Buggjorden og giv hende et dygtigt Drag over Ryggen, saa rider du hjem igjen paa hende, ellers holder du det ikke ud.»
Ja, da Kjærringen kom ud, gjorde Manden saa, og han red hjem paa Ryggen hendes, og det ganske rat.» «Havde hun ikke Smurningshornet med?» spurgte jeg. «Hun passede sig nok for at tage det med, for hun havde sagtens smurt Kroppen, førend hun reiste hjemmefra,» sagde Graveren. «Men siden I snakker om Smurningshorn, saa kommer jeg til at huske paa nogle Historier, som skal være hendt for lang Tid siden.» «Lad høre,» sagde jeg.
«Paa en Gaard i Ringebo,» fortalte han, «var der en Troldkjærring, som var saa fælt slem. Men der var En, som vidste om, at hun var Troldkjærring; han gik did og bad om Huus en Helgekveld, og det fik han ogsaa. «Du faaer ikke blive ræd, om du seer, jeg sover med aabne Øine,» sagde han; «jeg har den Vanen, men jeg kan ikke for det.» Aa nei, det skulde hun ikke blive ræd for, sagde hun. Ret som det var, saa snorkede han og sov saa fælt med Øinene aabne, og bedst han laa saaledes, tog Kjærringen frem et stort Smørjehorn under en Steen i Peisen og smurte Sopelimen. «Herop og herned til Jønsaas,» sagde hun og reiste afsted op gjennem Piben til Jønsaas, som er et stort Sæterfjeld.
Gutten syntes det skulde være løierligt at komme efter og see hvad hun havde fore der, for han syntes hun sagde: «herop og herned til Mønsaas.» Saa tog han Hornet under en Steen i Skorstenen og smurte en Vedstikke. «Herop og herned til Mønsaas,» sagde han, og saa foer han op og ned mellem Skorstenen og Mønningen paa Huset hele Natten, og slog mest ihjel sig, fordi han havde mishørt. Siden fik han Tjeneste der, og om Kvelden Aarsdagen efter sad han og gjorde istand en Slæde. Men da han blev kjed af det, saa gik han bort og lagde sig til at sove paa Bænken, og saa fælt fremfor sig med aabne Øine. Ret som det var, tog Kjærringen Hornet frem i Skorstenen og smurte Limen, og saa reiste hun op igjennem Piben igjen. Gutten lagde Mærke til, hvor hun gjemte Hornet, og da hun vel var reist, saa tog han det og smurte lidt paa Slæden; men han sagde ikke Noget. Slæden afsted, og de saa aldrig mere hverken til Gutten eller Slæden. Den Gaarden, som dette var paa, den hedte Kjæstad, og Kjæstadhornet er navngivet den Dag i Dag er.
Men saa var der en Kjærring paa en Gaard paa Dovre, som ogsaa var Troldkjærring. Det var en Julekveld. Tjenestejenten hendes holdt paa at vadske et Bryggekar. Imidlertid tog Kjærringen frem et Horn, hvoraf hun smurte paa Limen, og med det samme reiste hun op gjennem Piben. Jenten syntes det var fælt til Kunst, og smurte lidt af Smurningen paa Karret. Saa reiste hun ogsaa afsted, og standsede ikke, førend hun kom til Blaakolds. Der mødte de en heel Deel andre Troldkjærringer og Gamle-Erik selv, og han prækede for dem; og da de havde gjort fra sig, skulde han see dem over, om de havde mødt Alle.
Saa fik han see denne Jenten, som sad i Bryggekarret; hende kjendte han ikke, for hun havde ikke skrevet sig ind hos ham. Og saa spurgte han Kjærringen, som hun var med, om hun vilde skrive sig ind. Kjærringen meente det. Gamle-Erik gav da Jenten Bogen og bad hende skrive i den; han meente, hun skulde skrive Navnet sit. Men hun skrev det, som Skolebørnene paa Landet pleie skrive, naar de prøve Penne: «Den som mig føder, det er Gud, i Jesu Navn,» derfor fik hun beholde den, for Gamle-Erik var ikke Karl for at tage den tilbage.
Men da blev der en Larm og et Gny paa Fjeldet, maa vide. Troldkjærringerne toge Pidske og sloge paa det, de havde at fare paa, og med det samme satte de afsted bort gjennem Veir og Vind. Jenten forsømte sig ikke, tog ogsaa en Pidsk, slog paa Bryggekarret og satte efter dem. Etsteds vare de nede og hvilte paa et høit Fjeld. Nedenfor var der en bred Dal med et stort Vand, og paa den anden Side var et høit Fjeld igjen. Da Troldkjærringerne havde hvilet, sloge de paa og fore over. Jenten undredes paa, om hun ogsaa skulde komme over. Tilsidst slog hun paa og kom over til den anden Side, og det baade godt og vel. «Det var Fanden til Sprang af et Bryggekar,» sagde hun, men med det samme mistede hun Bogen, og saa faldt hun ned og kom ikke længer, fordi hun havde talt og kaldt paa ham, endda hun ikke var indskreven. Resten af Veien maatte hun gaae og vade i Sneen, for Friskyds fik hun ikke længer, og der var igjen mange Miil.»
«Det kan være løierligt nok at reise med Troldkjærringerne paa Kosteskafte og i Bryggekar. Men en saadan Fart maa dog have sine Ubehageligheder: Nordenvinden falder skarp til Veirs; Halsen kan man knække. Ved Kirketaarnmøderne er det bedre; der kan man jo faae see dem ved at sidde paa en opskaaren Græstørv. Er det ikke saa, Per Graver?» «Nei, En skal ikke sidde paa en Græstørv,» sagde Graveren belærende; «men En skal staae med en Græstørv i Veiret paa hver Haand, og den skal være opskaaret rangsølis, og med Psalmebogen paa Brystet, og tre Bygkorn i Munden, og det ene Korn betyder Vor Herre, det andet hans Søn, og det tredie den Helligaand. Og naar En laver sig til paa den Maade, da tør hverken Gamle-Erik eller Troldkjærringerne yppe sig. Havde han gjort det en Mand, jeg har hørt tale om, havde han kanske sluppet bedre fra det. Ja, han slap da fra det ligevel paa en Viis; men det var med Næsen og begge Ørene, som de sige.»
«Denne Mand havde faaet spurgt, at Troldkjærringerne holdt slig Leg og Styr og saadan Rumstering i Kirketaarnet om Helgekveldene. Der syntes han, han skulde have Lyst til at være med, og saa gik han op om Julekvelden og satte sig i en Krog. Han havde nok med sig noget Græstørv, men han har vel ikke gjort det rigtigt, kan jeg troe. Ret som det var, saa tog de til at komme: den ene Troldkjærringen føg ind igjennem Taarngluggerne efter den anden, nogle paa Limer og nogle paa Skuffer, nogle paa Gjeder og nogle paa Bukke, og alle de underlige Ting, som til kunde være. Og mellem alle disse var en af Grandekjærringerne hans; men da hun fik see ham, foer hun bort og stak Lillefingeren ind i Næsen hans og holdt ham paa den Maade, ligesom jeg holder en Ørret, ud gjennem Gluggen.
«Vil du love, du aldrig skal sige, du har seet mig her, ellers slipper jeg dig,» sagde hun. «Nei om jeg gjør,» sagde han, for han var en Vrangpeis; «kom og tag mod mig, Fanden!» skreg han, i det samme hun slap, og saa kom Fanden kjørende i en Smalslæde og stod under og tog imod ham, saa han ikke skrubbede Knæskallen engang. Nu skulde Fanden skydse ham hjem ogsaa. Men Manden sad og slog paa og hujede og agerede, saa Fanden havde Ondt ved at holde sig paa Meierne; og da de kom tæt ved Gaarden hans, saa kjørte han mod et Vastrug, saa Slæden væltede, og Fanden blev liggende paa den ene Side af Vastruget, og han paa den anden. Havde han ikke gjort det, var han ikke sluppen ud af Fandens Kløer, men nu havde Fanden ikke mere Magt over ham. «Tvi verde dig da,» sagde Fanden! «Havde jeg tænkt, du vilde snyde mig, skulde jeg ikke reist saa langt for den Fillesjælen. Da du raabte paa mig, var jeg tyve Miil nordenfor Throndhjem og holdt over Ryggen paa en Jente, som var i Færd med at vride Halsen om paa Ungen sin.»
Her sagde Graveren, at han ikke erindrede flere Troldkjærringhistorier. Da han var kommen saa godt paa Gled, troede jeg fremdeles at burde benytte Leiligheden, og spurgte om han da ikke havde Noget at fortælle om de Underjordiske. «Hm,» sagde han, «jeg kan nok have hørt Noget af Moster min kanske. Da hun var Jente var hun paa Modum og tjente hos Præsten der; Theilmann troer jeg hun kaldte ham. Det var engang paa Vaarsiden, da Møgen skulde kjøres ud, saa gjorde den Præsten en stor Dovning, for han var en svare Mand til at drive Jorden, og til den bad han Folk baade vidt og bredt fra alle Bygdens Kanter.
Saa var der en Gut hos en Mand, som ogsaa var buden, og han var saa urimelig gjæstebudskjær. Da Husbonden hans sagde til ham om Kvelden, at han skulde lave sig til at kjøre til Dovnings, saa at han kunde kome afsted i Otten, blev han saa glad, at han laa og væltede sig hele Natten uden at kunne sove. Ingen Klokke var det der heller, saa at han kunde vide hvad Tiden led, og saa stod han op ved Midnatstider og satte Hestene for og kjørte til Præstegaarden. Men der var der ikke oppe en levende Sjæl endda, og saa gik han omkring og vaxerte for at fordrive Tiden. Bedst som han gik, kom han ind paa Kirkegaarden, og der vadskede han Søvnen og Vaagen af Øinene sine i en Grøft, hvor der stod noget Vand, for det havde nylig tøet, og fra den Tid var han synen; men han var halvsuset ogsaa, og de kaldte ham en Galning. Enten han gik af Tjenesten eller tjente Aaret sit ud, det skal jeg ikke kunne sige, men siden foer han altid og svævede omkring i Bygden, hvor der var Gjæstebud eller Noget paafærde, og tilbød sig at jage ud de Underjordiske.
En Gang skulde der være Bryllup paa en Gaard, som hedte Præsterud og Barsel paa Komperud paa een Dag. Da var han reent opraad, for han vidste ikke hvor han skulde gaae hen, men tilsidst saa gik han til Bryllupsgaarden. Da han havde været der og seet sig om en Stund, tog han fat paa Kjøgemesteren. «Du passer godt paa det, du har, du,» sagde han. «Seer du ikke, at de Underjordiske drikke af Ølspandet, du har sat i Krogen der, det minker jo hvert Øieblik, men faaer jeg Lov at være her, medens Brylluppet varer, saa skal jeg nok jage dem væk.» «Ja du kan nok faae være, men hvorledes vil du faae dem ud?» spurgte Kjøgemesteren. «Det skal du nok faae see,» sagde Gutten, tog Spandet, satte det midt paa Gulvet og kridtede en stor Ring omkring det. «Nu taer du en stor Klubbe,» sagde han til Kjøgemesteren, «og naar jeg vinker til dig, saa slaaer du midt ind i Ringen; det er det samme hvor jeg er henne, men naar jeg har faaet dem ind i Ringen Allesammen, saa slaaer du til alt det, du aarker.»
Da han havde sagt det, saa tog han til at rende omkring; han foer baade høit og lavt og skydsede og jagede ind imod Ringen. Kjøgemesteren kunde næsten ikke staae paa Benene, saa loe han af alle de gale Fagter, Gutten gjorde, og de troede mest, at han var gal Alle, som saa paa det. Men da fik de see, at han ikke var saa gal, som de troede, for da han vinkede til Kjøgemesteren, og Kjøgemesteren slog til, hørte de et Skrig og et Hviin gjennem hele Huset; og Nogle, som kom til Bryllupsgaarden fra Komperudkanten, fortalte, at de havde hørt en Suus og en Bruus i Luften, og at det var ligesom en heel Flok havde snakket i Munden paa hverandre: «Til Komperud, til Komperud til Barsels, til Komperud til Barsels.»
Her endte Peer Graver sine Fortællinger, erklærede at han ikke vidste Mere i Aften og gav sig til at jage Klokkerens Gjedebuk ud af Kirkegaarden.
JUTULEN OG JOHANNES BLESSOM
Over Vaage Præstegaard hæver sig en furukronet Aas eller et lidet Bjerg med Kløfter og steile Vægge. Det er Jutulsbjerget, som Storm har viet en Sang. Ved et Naturspil viser der sig i en af dets glatte Vægge en Port. Staaer man paa Broen over den viltre Finna eller hiinsides paa Engene, og seer denne Port over Hængebirkenes svævende Guirlander og yppige Løvværk, former den sig til en Dobbeltport, oventil forenet ved en gothisk Spidsbue. Gamle hvidstammede Birke staae som Søiler ved dens Sider; men deres høie Toppe naae ikke til Buens Begyndelse, og under Spidsbuen kunde Vaage Kirke staae med Tag og Taarn. Det er ikke nogen almindelig Dør eller Port. Det er Indgangen til Jutulens Palads. Det er «Jutulsporten,» et kolossalt Portal, som det største Trold med femten Hoveder mageligt kan gaae igjennem uden at bøie sin Nakke. Naar Nogen i gamle Dage, da der var mere Samkvem mellem Guder og Mennesker, vilde laane hos Jutulen, eller tale med ham i andre Forretninger, var det Skik at kaste en Steen i Porten og sige: «Læt op Jutul!»
For et Par Aar siden kom jeg en Eftermiddag til Præstegaarden for at aflægge et Besøg. Familien var paa Sæteren; der var Ingen hjemme uden en gammel Døl, som paa min Begjæring fulgte mig op til Jutulsporten. Vi bankede paa, men bleve ei indladte. Det undrede mig imidlertid ikke, at Jutulen ei vilde modtage os, eller at han nu paa sine gamle Dage saa sjelden giver Audients; thi tør man dømme efter de mangfoldige Spoer af Steenkast i Porten, har han været overmaade besværet med Visitter.
«En af de sidste, som saa ham,» fortalte min Ledsager, «det var Johannes Sørigaarden fra Blessom, Nabogaarden til Præstegaarden paa den anden Side Finna. Men han ønskede vist, han aldrig havde seet ham,» føiede han til.
«Denne Johannes Blessom var nede i Kjøbenhavn og skulde have Ret paa en Proces, for her i Landet var der ingen Ret at faae ved de Tider; og naar En vilde have Ret, var der ikke andet Raad end at reise derned. Det havde Blessommen gjort, og det gjorde Sønnen hans efter ham ogsaa, for han havde og en Proces. Saa var det om Juleeftermiddagen, Johannes havde snakket med Storkarlene og gjort fra sig og han gik paa Gaden og var stuur, for han var «hoga him.» Ret som han gik, strøg der forbi ham en Vaageværing i hvid Kofte med Taskelaag og Knapper som Sølvdalere. Det var en stor, svær Mand. Han syntes, han skulde kjende ham og, men han gik saa fort.
«Du gaaer fort du,» sagde Johannes. «Ja, jeg faaer nok skynde mig,» svarede Manden, «for jeg skal til Vaage i Kveld.» «Ja gid jeg kunde komme did jeg ogsaa!» sagde Johannes. «Du kan faae staae paa med mig,» sagde Manden, «for jeg har en Hest, som træder tolv Trin i Milen.» De reiste, og Blessommen havde nok med at holde sig paa Meierne, for det gik gjennem Veir og Vind, saa han hverken kunde see Himmel eller Jord. Etsteds vare de nede og hvilte. Hvor det var kunde han ikke skjønne, førend med det samme de satte afsted igjen, og han syntes han saae et Dødninghoved paa en Stage der. Da de vare komne et Stykke paa Veien, begyndte Johannes Blessom at fryse.
«Uf, jeg glemte igjen den ene Vaatten min, der vi hvilte; nu fryser jeg paa Næven!» sagde han. «Du lyt taale det Blessommen,» sagde Manden, «for nu er det ikke langt til Vaage, og der, vi hvilte, var Halvveis.» Førend de kom til Finnebroen standsede Manden ved Sandbovolden og satte Johannes af. «Nu har du ikke langt hjem,» sagde han, «og nu skal du love mig det, at du ikke seer dig tilbage, om du hører nogen Duur eller seer noget Lysskin.»
Det lovede Johannes og takkede for Skydsen. Manden kjørte sin Vei over Finnebroen, og Johannes tog op over Bakken til Blessomgaardene. Men ret som han gik, hørte han en Duur i Jutulsbjerget, og med Eet blev det saa lyst paa Veien foran ham, at han syntes, han kunde have seet at tage en Naal op. Han kom ikke i Hu hvad han havde lovet, men dreiede paa Hovedet og skulde see hvad det var. Da stod Jutulsporten paa vid Væg, og det skinnede og lyste ud gjennem den som af mange tusinde Lys. Midt i Aabningen saa han Jutulen, og det var Manden, han havde staaet paa med. Men fra den Tid sad Hovedet paa Skakke paa Johannes Blessom, og saaledes var han saalænge han levede.
FRA FJELDET OG SÆTEREN
«Dennegang slipper de mig ikke Jomfru. De har saalænge lovet at fortælle mig Deres Sætertour, og De har nu saameget mere Grund dertil, da vor egen lader til at blive til Vand. De er os denne Erstatning skyldig for vore saa bedrøvelig skuffede Planer.»
Et Blik ud af Vinduet i Præstegaarden bekræftede desværre altfor meget denne Bemærkning. Himlen, der tidlig om Morgenen havde spaaet os det skjønneste Veir, bestyrkede min gamle Erfaring, at kun Aftenklarheden er at bygge paa. Den ene Skuur stærkere end den anden slog brusende ned i de store Træer udenfor, og det lod ikke til noget Ophold den Dag, uagtet lille Trine, der fløi ud og ind, forsikkrede at det klarnede snart i Øst og snart i Vest, og at vi inden Middag kunde reise.
«Altsaa bedste Jomfru, jeg er lutter Øre!» «Troer De, jeg vil fortælle Dem Noget, Hr. Asbjørnsen? Jeg er kommen efter, at De ikke som en Anden lader Dem nøie med at høre hvad man fortæller Dem, men skriver det ned og trykker det i Aviserne! Derfor gjælder mit Løfte ikke.» «Jeg sværger, at jeg ikke skal trykke hvad De nu fortæller mig i nogen Avis,» svarede jeg. «Desuden oplevede jeg intet videre paa den Tour. Den var smuk; den greb mig, det var det Hele. Men nu beklager jeg, at jeg nogensinde har fortalt Dem derom.» «Deres Stilling er vistnok beklagelig; imidlertid da jeg har Deres Løfte – – –».
«Desuden,» afbrød hun mig, «kan De tænke Dem noget flauere end midt i Haabet om en virkelig Tour at blive afspiist med en mager Erindring? For den varme Virkelighed at tage et ufuldstændigt Billede? Det er som om man istedet for at gaae hen og høre en Concert, satte sig til at læse en Musikrecension. Det vilde ikke undre mig om jeg midt i Fortællingen saa Nissen, der har spillet os denne Streg, stikke Hovedet ud af Madkurven og lee os ud.»
Jeg sukkede over Damernes Halstarrighed, medens jeg hemmelig maatte beundre den Masse af Grunde, der staae til deres Raadighed, Grunde, som, idetmindste saalænge man sidder ligeoverfor dem, ere slaaende nok. «Slige Beretninger,» vedblev hun, idet hun klappede Marrat, der ikke mindre slukøret og mismodig end vi, havde leiret sig ved vore Fødder, «tilhøre desuden blot Kakkelovnskrogen og Vinteren.» «Herregud Jomfru, i Vinter da jeg bad Dem, meente De netop at de tilhørte Sommeren. Men lad os istedetfor at stride herom forene os mod de onde Magter, der drille os, lad os give dem en god Dag og opgive Touren, saa skal De see, at Veiret klarner, inden vi vide deraf.» «Ja, og naar det saa er klarnet, reise ligefuldt, mener De?» vedblev hun leende. «Det var sandelig værd at følge Deres Raad. Nu vel! Det er tosset at lade sig nøde. Saa hør da selv, at det ikke var Møien værd at bede mig saa meget om denne min Reisebeskrivelse.
En Dag, i den Tid da jeg var paa Sæteren i Sommer, gik jeg og Trine med en af Sæterpigerne ind over Fjeldet for at sanke Multer. Det var en klar og stille Dag; thi nys før havde det regnet, og Luften var saa reen og let paa Fjeldet. I Kløfterne og mellem Stenene stod der Planter med store hvide, vellugtende Blomsterduske. Ryper fløi op for vore Fødder, og smuttede, ængstlige for sine Unger, omkring mellem Vidierne og Birkeriset. Da vi kom til Multemyrene, vare de ganske røde og gule af Multer, og ved Bredderne og paa Tuerne stod der en Mængde Blomster med rene fine Farver, jeg aldrig havde seet Mage til: de opfyldte Luften med den lifligste Duft. O, det var saa sødt at aande i denne Luft, og lille Trine var saa glad; hun fløi fra den ene Blomst til den anden og klappede i Hænderne, og hun blev ikke træt af at plukke og beundre disse Blomster; og Brit fortalte os om sine Kjøer og Gjeder, om Reensdyrene, hun havde seet, og mange Eventyr og underlige Hændelser fra Fjeldet og Sæteren.
Under hendes Fortællinger og venlige Snak fyldtes vore Næverskrukker snart med Multer og Blomster, og vi gave os paa Hjemveien. Vi satte os ned i det bløde Græs ved en Varde, der stod paa en liden Høide, for at hvile. Til Venstre lidt bag os laa en Gruppe af høie, spidse Fjelde med hvide skinnende Snepletter. Trine sagde meget træffende, at de saae ud som Sukkertoppe i blaat Karduspapiir, som der var revet Huller i, saa at Sukkeret skinnede igjennem. Brit fortalte os, det var Ronderne, og da jeg foreslog, at vi skulde gaae nærmere hen til dem, sagde hun, de laae over en Miil borte; jeg syntes der ikke kunde være nogle tusind Alen derhen. Fjernt i Vest og Nord taarnede der sig Fjelde over Fjelde, høiere og høiere, i forunderlige Former, med blaalige og violette Kupler, Tinder og Kamme; de fjerneste smeltede sammen med Himlen, og paa disse Fjelde og mellem dem laae der mægtige Snebræer og Iisjøkler, som funklede i Staal- og Sølvglands, og kastede et straalende Perlemoerskimmer høit op i Luften.
Brit vidste Navnene paa alle disse Fjelde og Kløfter og Bræer, og sagde os, at de laae i Valders, Lomb og henimod Sogn. Nogle mindes jeg endnu; hun kaldte dem Brudeskaaret, Valdersfly, Lombsfjeldene, Nautgaardstinderne og Blaahø. Men foran vore Fødder til det vide Fjerne udbredte der sig et Landskab af anden Art, store brune og graagrønne Strækninger, beklædte med Lyng og Mose, øde, eensformige, ikke afbrudte ved nogen Høide, ikke oplivede ved nogen Gjenstand. Det hele Landskab syntes mig var det mest storartede, det meest ophøiede jeg havde seet. Men uagtet al sin Storhed og Pragt gjorde det dog paa mig et sørgeligt, næsten nedslaaende Indtryk. En bruunlig spraglet Fugl kom flyvende og satte sig paa en Tue nærved os og fløitede. Men denne Lyd, o den var saa sørgelig, saa melankolsk, som om Fuglen vilde synge om hvad jeg følte i dette Øieblik.
Brit og Trine havde snakket sammen den hele Tid. Jeg begyndte nu at lytte til deres Samtale. «Hvad er det, de kalde denne Varde, Brit?» spurgte Trine, som havde været her før, «er det ikke Tylevarden?» «Jo, de kalde den saa,» svarede Brit, «det var nogle Karle, som reiste den, fordi de saae Noget her, som var tyle». «Tyle betyder tosset, underligt som De kanske veed,» afbrød Fortællersken sig. «Det var Paul Brække, som var Huusmand under Sell, og nogle andre Tjenestekarle. Budeierne vare alt reiste hjem fra Sæteren om Høsten; saa skulde disse Karle tage Mose til Vinterfoder, og medens de kastede Mose paa Bjergfladen her, kom der svævende saamange Jomfruer, at det saa ud som et heelt Brudefølge; og de vare saa vene, at det lyste og skinnede af dem. Kjolerne glindsede i Solen som Silke og slæbte langt efter dem, og paa Hovedet havde de Sølvkroner og Sølvstads.
Saalænge Karlene stod og saa paa dem, stode de ogsaa stille eller svævede hid og did, men da de gave sig til at kaste Mose igjen, begyndte Følget at gjøre det samme. Karlene kastede Mose efter dem, men det brød de sig ikke om. Naar de gik hen paa det Sted, hvor de saa dem, var der ikke Nogen at see; men naar de gik der bort, hvor de selv toge Mose, saa vare de der igjen, og dette varede den hele Dag.
Før om Sommeren havde to af disse Karle tilligemed en Tredie været oppe for at hugge Gjerdefang strax nordenfor Valfjeldet. Ved de Tider de havde spist Middag, faldt de to i Søvn, medens den tredie sad og spiste endda, men da hørte de «saa deilig en Leg paa Fele,» at de aldrig havde hørt noget saa smukt før, og de talte med hverandre om dette, syntes at de vare vaagne og hørte Spillet mange Gange, og en af dem «hullede,» som Brit forsikkrede «den Leg længe bagefter, saa at Ingen kunde tvivle om det var sandt.»
Brit vidste Meget at fortælle om de Underjordiske eller Haugefolket og Huldren, men forsaavidt var hun greben af den saakaldte Oplysning, at hun ikke vilde vedkjende sig Troen paa disse Naturkræfter. Modsagde en af os hende, blev hun fortrydelig, pukkede paa hvad hun selv havde oplevet, fortalte det vel ogsaa undertiden, men taug som oftest aldeles stille. Det var langtfra at jeg vilde fordærve det gode Humeur, der i Dag belivede hendes Fortællinger. Jeg blinkede derfor med Øinene til Trine og sagde: «hvem tvivler vel om Sandheden af det? Nu skal jeg fortælle Noget, som maa synes langt forunderligere.
Du erindrer nok, at jeg for to Aar siden besøgte min Onkel i Hallingdal. Der saa jeg en gammel, næsten hundredaarig Mand, som man fortalte havde været indtagen af Huldren. Han var svag for Brystet og i det Hele ussel og sygelig. Hans Blik var stirrende og mat, og han syntes ikke at være ved sin Sands og Samling. En Sommer, medens han var ung, laa han paa Sæteren. Da det en Dag var ondt Veir, skulde han gaae ud paa Fjeldet og gjæte for Gjætergutten eller «Hølingen,» som de der kaldte det.
Om Aftenen kom Kreaturene hjem paa Sætervolden, men Ole var borte. De gjorde Mandgar efter ham; de ledte og søgte overalt; de skjød og de ringede med Kirkeklokkerne; men han kom ikke igjen. Han var hos Haugefolkene, og de vilde ikke slippe ham. Især var der en ung deilig Hulder, som hang ved ham med Kjærlighed. Hun talte godt for ham, var blid og venlig mod ham og lærte ham at spille paa Mundharpe. Saa lifligt har vist heller aldrig Nogen spillet paa dette simple Instrument som gamle Ole. Det var fornemmelig med Munden, at han frembragte disse Toner, ikke som almindelige Mundharpespillere, ved Fingrene. Jeg hørte ham een Gang. Det mindede mig paa engang om Fuglekvidder, om Heiloens sørgelige Sang og om Luurtoner en Sommerkveld, og jeg blev saa underlig bevæget derved, at Taarer kom mig i Øinene.
– Men Ole syntes at Huldren havde en saadan hæslig Kohale, og han vilde ikke blive. En Gang kom han til at sige: «Naar i Jesu Navn skal jeg da komme hjem til christne Folk igjen.» Da begyndte Huldren at græde og sagde, at siden han havde nævnt hiint Navn, som hun ikke kunde udtale, kunde de ikke længer holde paa ham. «Men hold dig til Siden af Døren, naar du gaaer, ellers gjør Faer dig Meen,» føiede hun endnu til. Af Glæde over sin Befrielse glemte han dog dette, og idet han gik, blev der udskudt efter ham et gloende Riisknippe, som Ild og Gnister frasede af. Da blev han som sønderslagen i alle Lemmer. Fra den Dag fik han aldrig sin Hilse igjen, og han var ikke rigtig ved sin Forstand mere. Men hvor han gik, og hvor han stod, saa fulgte den smukke Hulder ham. Naar han om Aftenen sad alene ved Ilden, saa han hende ofte. «Gyri Ørnehovd, jeg seer dig nok,» raabte han. «Der er hun; seer I hende ikke?» sagde han til Børnene. De kunde ikke see hende; men der foer en Gysen igjennem dem endskjønt de Intet saae.
«Hvorledes var det med dig Brit?» sagde Trine, der havde forstaaet mit Vink. «Du skal jo baade have hørt og seet Huldren. Fortæl os dog det.» «Ja, jeg har saa det,» sagde Brit; «jeg taler nødig om det, men til Jer kan jeg nok fortælle det. Den Tid jeg var hjemme hos Forældrene mine, laa Faer engang ved Kværnen oppe i Aasen og malede,» begyndte hun. «Jeg var en Framslænging den Gang, og havde ikke gaaet og læst endnu. Saa sagde Moer, jeg skulde gaae til ham med Mad. Jeg var saa vilter som en Gjed, og naar jeg kunde komme paa Fjeldet eller paa Aasen, om det ikke var længer end ud i Skoven, saa var Alting vel. Jeg satte afsted og løb over Engene og op igjennem Lien. Det var saa varmt i Veiret, og da jeg kom op i Aasen et Stykke, blev jeg saa træt.
Jeg kastede mig ned paa en grøn Flæk, hvor det var Svalskygge, og hvor jeg saa langt bort mellem Træerne. Det var ud paa Eftermiddagen, og Solen stod alt lavt nede mod Aasen. Med Eet blev jeg saa søvnig, men jeg vilde ikke sove. Ret som det var, hørte jeg en Hund, som gjøede, Kobjælder, der klang saa reent, som om de vare af Sølv, og langt borte blæste det paa Luur og lokkede saa det ljommede i Skoven og Aaserne.
Om en Stund, saa kom der ud over Rabben Kløvheste med Kjedler, Myseflasker, Smørbutte og alle Slags Bukjørrel, og en Buskab af graae Stude og store brandede Kjør, saa fede og vakkre, at jeg aldrig havde seet Mage til dem hverken før eller siden. Og paa Hornene havde de Guldknapper og om Halsen Sølvbjælder; men foran gik der en stor Frigge, som havde en Luur og en Mælkekolle med Sølvgjorder paa i Haanden, og hun gik og snakkede med Kjørene og nævnte dem ved Navn. Men saadanne Navne havde jeg aldrig hørt paa Kjøer før. Saa begyndte hun at lokke:
«Sommerløv og Sale,
Brandetryg og Svale
Og Lurve og Larve
Og Lilleblaa.
Rekje og Snekje,
Skaute og Raute,
Langtfram, Skinfaxe, Sjulibran.
Granehøi og Grave
Og Vindelet og Lave
Og Lurve og Larve
Og Spegelglat.
Rekje og Snekje,
Skaute og Raute,
Langtfram, Skinfaxe, Sjulibran.»
Da Buskaben var forbi, reiste jeg mig og skulde see, hvor det blev af den, men jeg saa ikke andet end Buhunden og en Jente, som just blev borte bag nogle smaa Granbusker. Den Jenten havde blaa Stak, og under Stakken syntes jeg, jeg saa en Kohale. Saa forstod jeg grant det var Huldren.
Den anden Gang, jeg var ude for Huldren, var længe efter. Jeg var alt voxen, men jeg var ikke meget gammel. Jeg var lystig af mig, og der hvor der lød en Fele, der var jeg altid, og derfor kaldte de mig Spillevika. Saa var det en Sommer, jeg laa paa Sæteren, at det var Dands i Lien. Der var jeg, og jeg kom ikke hjem til Sæteren, førend paa Morgensiden. Saa kastede jeg mig ned paa Sengen og skulde hvile lidt, tænkte jeg. Men hvorledes det var eller ikke, saa forsov jeg mig, saa at Kjøerne kom til at staae inde over Tiden. Da jeg vaagnede, stod Solen høit paa Himlen, og ude paa Volden sang det saa vakkert. Jeg lyede efter og saa hørte jeg det sang:
«Stat op Spillevika
Og mælk din Ku.
Min Ku gaaer i Aasen,
Din staaer paa Baasen
Endnu,
Endnu!»
Jeg foer op og ud, og skulde til at mælke og slippe Kreaturene, men idet samme jeg kom ud af Døren, saa jeg Skimtet af Huldren, nede i Skovbredden, for hende var det.»
«Her ender Brits Fortællinger og tillige min Reisebeskrivelse.»
Medens Jomfruen fortalte havde Veiret virkelig klarnet, uden at vi havde mærket det. Nu traadte Solen frem i al sin Varme og Pragt, og der blev en Jubel og Travlhed uden Grændser. «Tilsæters, tilsæters,» hedte det, og den skjønneste Tour endte Dagen.
Hvis den fagre Fortællerske af ovenstaaende Huldreeventyr skulde vredes over mit Forræderi, naar hun læser disse Blade, da vil det gjøre mig inderlig ondt, men jeg kan dog ikke angre min Brøde.
FORTEGNELSE OG FORKLARING OVER PROVINCIELLE ORD OG TALEMAADER

TRYKFEIL
Side 14.Linie 1. f. n.staaer Taarer. læs Taarne.
–″– 37.–″– 2. f. n. –″– Henie. l. Henir.
–″– 43.–″– 10. f. o.–″– Skinden l. Slindene.
–″– 80.4. f. n.–″– Eftersvælgstid. l. Eftasverdstid.
–″– 85.9. f. o.–″– Størgræs l. Stargræs.
–″– 95.5. f. n.–″– sjaa and l. sjaaand.
–″– 101.2. f. n.–″– i Anm. staaer: for l, l, læs: for l.
–″– 202.12 og 19 f. o. staaer: Skinfaxe og Sjulibran. l. Skinfaxe, Sjulibran.
Huldre-Lok
Huldre-Lok
HØIFJELDSBILLEDER
I. EN SØNDAGSKVELD TIL SÆTERS
I Følge med en Englænder, Sir John Tottenbroom, en Reensdyrskytte og dennes Broder, der skulde ledsage os paa Jagt ind i Fjeldet mellem Sell og Østerdalen, drog jeg ud fra Laurgaard en Søndagseftermiddag i August. Den unge Britte havde seet sig om i vort Land; han forstod og kunde til Nød gjøre sig forstaaelig i vort Sprog, men da han som de fleste engelske Tourister fornemmelig havde pleiet Omgang med Bønder, talte han et høist besynderligt gebrokkent Bondenorsk. Dog strakte dette ikke altid til; naar Tankerne udfoldede sig livligere, hvilket de undertiden gjorde paa en temmelig konfus Maade, slog han pludselig over i sit Modersmaal, eller ogsaa blev han stikkende i et saadant Kaudervelsk, at det vilde være forgjæves at forsøge paa at gjengive det.
Reenskytten Thor Ulvsvolden var en Mand af Middelstørrelse med mørke Øine og et mørkladent, djærvtskaaret Ansigt, hvori Klogskab og Betænksomhed var udpræget. Han var bred over Skuldrene; forresten var hans Legeme meget magert; men hans elastiske og sikkre Gang vidnede noksom om stærke og spænstige Muskler. Der var en egen Ro og Ligevægt udbredt over denne Mands Væsen: hans Bedrift, der idelig udsatte ham for Farer og Strabadser, havde afstreifet ham alt Keitet og Ubehjælpeligt, og udviklet hans indre Natur, der uvilkaarlig meddeelte enhver af hans Yttringer et Præg af Ægthed og Oprindelighed. Hans Broder Anders var ligesaa djærv og plump, som han var blond og lang og stærk. Han var en Døl af det ægte raabarkede Slags i Tale og Lader. Uvorrent slang han afsted, og han bekymrede sig ikke meget om hvor han satte sine Fødder; men derfor maatte han ogsaa søge at tilveiebringe den fornødne Ballance med Armene, hvilket gav hans Gang nogen Lighed med en Bjørns, der hufser afsted paa Bagfødderne. Begge havde røde Topluer og peber- og saltfarvede Beenklæder. Anders var iført en Kjole af samme Farve med lange Skjøder, der daskede ham om Læggene, medens Thor havde lagt sin Reensskindstrøie i Kløvmeisen og gik i Skjorteærmerne. I Haanden havde han en svær Rifle med Kistepibe. Anders bar en fiin Fuglerifle.
Det var saa stille i Skoven nu; vi hørte ingen anden Lyd end Slagene af Skytternes jernbeslaaede Fjeldsko og Kløvhestens sikkre Trin, der fulgte Toget med vor Niste, vore Jagttasker og Fiskekurve i Meiserne. Det var en Helligdag i Naturen: mod Aftenen begyndte en enkelt Fugl at kviddre douce i Skoven; Granen og Furuen udaandede sin krydrede Duft i Solskinnet, og mellem Stammerne aabnede der sig af og til Udsigt til Laugen, som skummende og tindrende strømmede saa dybt under os, at dens Suus og Bruus ei naaede vort Øre.
Skyggerne bleve længre; Tusmørket bredte sig over Dalen, medens Taagerne stege; men endnu spillede Solen livligt mellem Liens Graner og lagde sin Glands om Lesøfjeldene i det Fjerne. Da vi naaede Høiden af Aasen, blev Skoven mere aaben; Furuen blev lavere og sjeldnere, Birken og Enerbusken hyppigere, Lyngen frodigere, Myrstrækninger med kraftig Græsvæxt almindeligere. Snart laae Høvringens tredive Sætre foran os, Vang ved Vang blandt Krat og Stene og Lyng og græsrige Bakker. Jenterne kauede, og Luren klang lokkende gjennem den stille Aften, medens Kvæget stimede sammen under Brøl og Bjældeklang.
En af de første Sætre, vi kom forbi, tilhørte Thor; han bad os gaae ind og drikke Mælk; men vi hastede op til Nattekvarteret, og Thor lovede at komme strax efter. I Vinduet saa jeg et smukt Fruentimmeransigt og et Par nysgjerrige Mandfolkfjæs. Anders sagde os, at Pigen var en Søsterdatter af Thors Kone. Den ene Mand var Skolemesteren, som var heroppe og friede til hende, medens det var Skolefrist; men hun vilde ikke have ham, endda han baade eiede Gaard og var en skikkelig Mand til sin Forretning; hun led bedre en ung Gut, som ogsaa gik paa Frieri der.
Da vi kom til Laurgaardssæteren, stod Budeien paa Trapstenen udenfor Halvdøren. Det var en høi, rank Skikkelse. Hvide Skjortærmer, en rød Bul og mørk Stak udhævede fordeelagtigen hendes kraftige Væxt. Hun vendte Ryggen til os, og vi saae kun den hvide Nakke og et vel formet Hoved med blondt Haar, hvis rødlige Skjær Aftensolen gjorde endnu stærkere, end det var; hun stod og lokkede paa en sortsidet Gjed, som var klattret op paa det græsbegroede Tag, hvor den rev og sled i en liden Birk, der var skudt op af Græstørven.
«Texa, Texa, Texa, Texa da, kom Gjeité, Trinselire da, saa kom naa da – hit du, leje Trøjlle, vil du la være Bjørkjé, aa inkje rive up Take; hit da!» raabte hun. «God Kvæld, Brit,» sagde Anders. «Gusi’nde,» svarede hun; og da hun havde vendt sig om og under den hævede, mod de sidste Solstraaler skyggende Haand, havde seet os an, føiede hun dertil et venligt: «Gudefré! Dæ æ væl fremmonde Karé, e ska huse, si ’n Anders æ mæ!» «Ja,» sagde Anders, «aa staute og gjemente Karé æ dæ, du fæ paa Sætern; døm æ inkje store paa dæ,» føiede han ligefrem til.
«Dæ tør væra, dæ æ staute Karé,» sagde Brit indrømmende, men kunde ikke afholde sig fra et Smiil, medens hun forskende betragtede os. Sir John Tottenbrooms fine Figur og lange Lokker syntes især at tiltrække sig hendes Opmærksomhed. «End hain, æ hain Kar hain au da; æ tykjy hain seer likare ut te eit Kvindfolk i Karklæé,» tilføiede hun polidsk. «Ha Du seet Kvindfolk saa langt, og Kvindfolk med Skjæg da, Jente?» spurgte Anders. «Nei, nei, du ha Ret, du Anders,» svarede hun og lo hjerteligt. «Døk fæ gaae ind; Fremmondfolk kain inkje bli staa’n ute; dæ æ væl ovant nok inne, men dæ æ naa nolafor Folkeskjikken her sjaa os; dæ veit døk væl,» vedblev hun og snakkede i Eet væk med os og Anders paa en godslig, lidt skjælmsk, undertiden halv ironisk Maade.
Inde i Sæteren, der var en Spærrestue med en stor Skorsteen i det ene Hjørne, herskede den mageløse Orden og Reenlighed, der udmærke de gudbrandsdalske Sætre. Paa Hylder høit oppe stode Oste i Rækker og Geleder; lavere nede vare Ringer og Bukjørler opstillede, og alle disse vare ligesom Bord og Bænke, skinnende hvide og reenskurede. Ved det store Baal, som flammede under Kjedlen paa Skorstenen, frembragtes en livlig Luftvexel; her var ingen indestængt Hyttelugt, men et lifligt Arom af Granbaret, hvormed Gulvet var bestrøet, og af den smukke hvide Fjelddusk, der til Pryd var stillet i Vinduerne paa sin brede, kjødfulde, lysgrønne Bladkreds, hvorom igjen var lagt Kredse og Ornamenter af mørkegule duftende Ringblomster, Alt i Anledning af vort Besøg.
«Men hvad vil disse Karlene saa langt til Fjelds, de kunne vist have det bedre hjemme, end paa Sæterne hos Budeierne,» sagde Brit i en af Samtalens Pauser med en Smule Nysgjerrighed. «Vi vudd’ see, hvorledes det seer ud til Fjelds, og saa vudd’ vi skude Rein,» svarede Sir John. «Ja skyde Reen du; det var Von, om du kommer til at skyde den; jeg er ræd, du gaaer opgjæv, baade du og Kammeraten din, før døk kommer saa langt. Havde du været her i Vaar, da vi kom til Sæters, da gik der store Reensbukke lige ind paa Buvæggen. Her Nord i Vaagesætrene ligger en Jente, der hedder Astrid; det var vel Jente, saa ung hun er: hun skjød en; den var kommen ind paa Sætervangen mellem Buskapen og gik der som et andet Kretur. Saa hang der en Dundrebøsse under Taget i Stuen, som hun havde hørt var ladet til Graabeen; den tog hun og smøg bort og lagde den over Ryggen paa Studen. Saa tog hun vel Sigte da, kan Du vide; men da det smald, saa stupte de alle tre, baade Jenten og Bukken og Studen, og Studen slog et fælt Brøl op atpaa, saa ræd blev den, men Bukken blev liggende, og Præsten fik Stegen.»
«Vi have endnu et Ærend hid, Brit,» tilføiede jeg, «vi ville gjerne høre Eventyr. Veed Du Nogen, som er flink til at fortælle?» «Der er et Par Jenter her i Sætrene, og dem skal jeg skikke et Bud til med Gjeterjenten, at de skal komme hid i Kveld,» svarede hun, «og jeg troer nok, de kan fortælle døk nogle Rægler, hvis de bare vil. Men Skolemesteren, han er slem til at fortælle Historier. Han var nede hos Marit igaar, og vi faaer vist høre Gauken ved Juletider, hvis han ikke er der endnu, om ellers Hans er der.» «Ja jeg bad Skolemesteren at komme herop og Hans og Marit med,» sagde Thor, der under Brits Ord var traadt ind og havde sat sin Rifle fra sig, «jeg tænkte paa Eventyr, som du snakkede om, og disse kan nok nogle.» «Begynder først Skolemesteren, er der ingen Ende paa Rægler og Historier baade af Bibelen og andet Præk,» sagde Brit; «men han er vel stuur nu stakkels Mand; for det maa da være tungt at brænde alene som en Feitvedstikke,» tilføiede hun.
Det varede ikke længe, førend Selskabet fra Thors Sæter indfandt sig. Jenten var kjernesund og rød og hvid; hun havde et livligt Ansigt og en trivelig Figur. Paa Guttens Aasyn, der neppe havde fyldt sine tyve Aar, laa ogsaa frisk, ufordærvet Natur og aaben Djærvhed. Den tredie var Skolemesteren, skjøndt han ikke var meget over de Tredive, var hans Ansigt fuldt af Folder og Rynker, der fornemmelig syntes at skrive sig fra en vedvarende Bestræbelse efter at give sig en værdig Mine. Hans Klædedragt syntes ogsaa beregnet paa at understøtte denne Bestræbelse, eller paa at adskille ham fra de øvrige Bønder: han gik i en Kjole med uhyre lange spidse Skjøder av bruunsort Farve; om Halsen bar han hvidt Halstørklæde og store Fadermordere, og paa Randen af disse var anbragt Ægger, et Slags udsyede Guirlander. Paa den høire Side af hans Vest stod der frem en uhyre Bule, som jeg i Begyndelsen antog hidrørte fra en Gevæxt; senere erfarede jeg det var et stort Blækhus, han altid førte med sig.
Denne Mands hele Fremtrædelse gjorde et meget ubehageligt Indtryk; yderst ubehagelig var især den affekterede Maade, hvorpaa han sammensnerpede sin Mund, naar han talte. Fjeldboens Videbegjerlighed og Interesse for den Fremmede, han seer for sig, hans ligefremme naive, undertiden saare ubeleilige Spørgsmaal ere bekjendte. Men her optraadte med Paatrængenhed og Skinnet af Kultur en potentseret Nysgjerrighed og Spørgesyge, og hver Gang han spurgte, saa han sig om med et Blik, som om han stod blandt Vaages usæbede Ungdom, og paa hans Ansigt laa der en Mine, om hans sammensnærpede Mund et Smiil, der spurgte de Tilstedeværende: «Er det ikke godt sagt? Jo jeg kan føle saadanne Karle paa Tænderne!»
Jeg havde hidtil saa godt som alene konverseret Skolemesteren og deels besvaret, deels afvendt en Strøm af disse nysgjerrige Spørgsmaal, der meget gravitetisk fremsattes i det eiendommelige Skolemesteridiom, en paa Stylter gaaende komisk Efterligning af et forældet Bogsprog, hvori der af og til uforvarende plumpede grove Brokker ud af den djærve gudbrandsdalske Dialekt, da min Reisefælle, som stedse følte sig saare ubehagelig afficeret ved udelikate Spørgsmaal, temmelig bredt udbrød i sit Modersmaal: «Gud fordømme denne Mand og hans Øine og hans Mund og hans Uforskammenhed!»
«Aa,» sagde Skolemesteren med en Mine som om han havde faaet Bugt med et Regula-de-tri-Stykke, da han fornam disse fremmede Ord; «naa kan jeg sandelé begripe; det er reisende Mænd fra fremmende Lænder! Maaskee fra Engeland eller Frankrige, eller kanskee vel endog fra Spanien, thi her var en Greve derfra ifjor.»
«Tro for Guds Skyld ikke det, Skolemester,» svarede jeg, «De kan nok høre, at Norsk er mit Modersmaal; men min Medreisende, Sir John Tottenbroom, er fra England.» «Jasaa nu – saa denne værdige Mand er fra det britiske Rige?» sagde Skolemesteren og saa sig om for at gjøre opmærksom paa den Kundskab i Geografien, han nu agtede at lægge for Dagen. «Er han reist hertil Vandveien over det betydelige Hav, som kaldes Nordsøen, eller har han reist Landveien gjennem Frankrig, Holland, Tydskland, Danmark og Sverrige, og hvilke Ærender har han her i Landet med Forlov, at jeg er saa naasaaviis at spørge?» «Spørg kun Skolemester,» svarede jeg opmuntrende; «Deres første Spørgsmaal kan jeg besvare; han er kommen Vandveien over Nordsøen. Agaaende hans Ærender faaer De henvende Dem til ham selv.»
«Da blier Du klok, Skulmester,» sagde hans Medbeiler, den duunhagede Gut, som havde sat sig ned, og behagede sig i at ryge Tobak af en liden Meerskumspibe med Sølvbeslag, og et Hornrør med Slange af Kobbertraad og langt Mundstykke; «han javler væl bære Englis.» «Ja var han endda mægtig det tydske Sprog,» sagde Skolemesteren med Overlegenhed, «saa skulde jeg nok tale ham til; thi deri er jeg noget befaren – jeg haver studeret Geddikes Læsebog og Hübners Geografi i dette Sprog.» «Tal ham kun til paa Tydsk Skolemester,» sagde jeg, «han kan nok svare for sig i dette Sprog.»
«Dam jou,» udbrød Sir John, der uagtet sin Ærgrelse dog ikke kunde afholde sig fra at lee over Skolemesterens forlegne Miner. «De spørger om mit Ærende, Skolemester?» sagde han paa taaleligt Tydsk. «Blandt Andet reiser jeg om for at studere Menneskenes Naragtigheder, og det lader til der her er god Leilighed til at gjøre Studier.» «Das ist Inglis, kan nix forstehen» sagde Skolemesteren, «aber,» fortsatte han, snappende efter det Første, han fik fat paa i sine Kundskabers Kramkiste, «was ist Ihre Formeinung anbelangende det Factum, som staaer geschribet om det euxinske Hav, das udi Aaret 715 frøs soledes att, dass Isen var fyrti Ælner tjuk, und da das Eis gesmalt, so gestand von derudaf sodan ein Hidsighed udi Luften, dass der upkom en Pestilents, von hvilken alle Mennesker bestarb udi Constantinopolis.»
Den Latter, vi udbrød i over dette Faktum af Hbners Geografi, endte den tydske Conversation, og Skolemesteren var en Stund temmelig muggen. Han lod dog til at være af et forsonligt Gemyt, og da vi rykkede sammen om Skorstenen, nærmede han sig Kredsen. De budsendte Piger vare ankomne; nætte og tækkelige vare de alle. Een af dem udmærkede sig endogsaa ved en yndig Skabning og et fiint Ansigt, men hun var vel blegladen til en Fjeldblomst at være. Da Brit understøttede mine Opfordringer om at fortælle Eventyr, forsikkrede de under Latter, at de intet kunne. De vare Alle undseelige, og Ingen vilde begynde.
«Nei, Skulmester’n, Skulmester’n,» raatbte de Alle, «han kan fortælle, han kan vist Eventyr og Rægler.» «Ja,» sagde Skolemesteren, «jeg kunde nok altid fortælle Noget af den bibelske Historie eller ogsaa f. Ex. om Keiser Octavianus. Desuden kjender jeg en meget sorgfuld Elskovshistorie om den mandhaftige Ridder Tistram og den dydefulde Prindsesse Indiana og saa videre, et cætera.»
«Nei bedste Skolemester,» afbrød jeg Manden, «de Historier, De der nævner, kan jeg paa mine Fingre; hvad jeg ønsker at høre, er Fortællinger om Huldre, Trolde, Eventyr om Askeladden og andet Saadant, som aldrig har været præntet, men som blot lever i Folkets Mund.» «Slige Finantserier kan jeg ikke fortælle,» sagde Skolemesteren stødt; «det anstaaer ikke en Ungdommens Lærere og mig, som er Repræsentant i Formandskabet og har svøré til Constitution. Hvad skulde jeg sige om de spurgte, om det var sandt, at Halsteen Røen havde siddet og fortalt Rægler som en Rørkjærring?»
«Hvad svarede du i Formandskabet, da du havde fortalt Ræglerne, du veed nok, og sunget Pigernes Aftenbøn i Julegjæstebudet paa Ulvsvolden?» spurgte Medbeileren med et sarkastisk Griin. «Hvad jeg svarede vedkommer ikke Sagen,» sagde Skolemesteren; «men hvad der sømmer sig for dig og andre læge Folk, er det ikke sømmeligt at fortælle veifarende Mænd, der studere paa Naturens Slag og Folkefærdens Sæder; jeg anseer det nu meget bedre at høste Viisdom ved at agte paa saadanne Mænds skarpsindige Talemaader, end at fortælle letfærdige og taabelige Bondehistorier; thi reisende Mænd ere verdsligvise, og jeg vil derfor bede Nogen udaf disse at belære mig ved sine Talemaader.»
Jeg søgte at gjøre ham begribeligt, at jeg havde saa meget med Underviisningsvæsenet at bestille i Byen, som jeg vel kunde ønske, og at jeg gjerne paa en Rekreationsreise vilde være fri for Lærerembedets Byrder. «Siden Ingen vil fortælle,» begyndte Anders, «saa kan jeg fortælle en Stub om en Mand, som boede i Hedalens Annex. Han hed Hogner, men siden kaldte de ham Hogner Troldkluvar. Han var ude og reiste paa Søen i nogle Aar; men da han havde tjent Penge, saa han kunde løse Gaarden efter Faderen, saa kom han hjem i Bygdelaget sit igjen og begyndte at frie til en Jente fra Vaage, som laa til Sæters og var Budeie. Engang han kom til Sæters, var Budeien borte, og Gjeterjenten kom grædende hjem fra Fjeldet med Kreaturene.
«Hvad er det som feiler dig, og hvor er Budeien?» spurgte Hogner. «Der kom tre Bjergtrold og tog hende bort,» sagde Gjeterjenten. Han afsted og skulde finde Jenten igjen og faae Ret paa Troldene, og saa tog han med sig En, som hedte Haarek Langbein. De reiste baade vidt og bredt over Skov og Fjeld og dybe Dale, men fandt hverken Bjergtroldene eller Jenten. Da de kom til Stutgaangskampen, traf de et Trold. «Bi lidt,» sagde Hogner og ristede det lidt med Sværdet sit; saa gjorde han Ring om det i Jorden og hug et Kors over Hovedet paa det i Luften, saa Troldet blev fjettret og ikke kunde røre sig af Flækken.
«Hvor er Budeien, som blev borte paa Rønnæs?» sagde Hogner. Troldet vilde ikke svare, men Hogner truede ham paa svarte Livet, og saa sagde han, at det var Fladnæsen i Stutgaangskampen, som havde taget hende. «Imorgen skal Brylluppet staae,» sagde han, «og jeg skal gaae til Skulen og til Jutulsbjerget og bede Slægten hans til Bryllups,» sagde han. «Stat Du der til jeg kommer att,» sagde Hogner og hug nogle Kors over Hovedet paa ham, og Troldet sige de, staaer ved Stutgaangskampen endnu, men jeg har aldrig seet det. Enten Hogner kom ind i Kampen og fik Jenten sin igjen eller ikke, det har jeg aldrig hørt, men siden kaldte de ham altid Hogner Troldkluvar.»
«Dette er en en umoralsk Historie fra den paviske Tid, hvilket kjendeligen betegnes ved Korsets Tegn, og saadanne hører Djævelen til,» sagde Skolemesteren med Salvelse. «Formodentlig er det nogle Skovrøvere fra andre Bygdelag, som da graserede, der have bortført Budeien, som rimeligviis har været et letfærdigt Kvindfolk, saaledes som der gives mange af paa Sætrene, og Troldene ere blevne udlagte. Jeg skal nu fortælle en sandfærdig Historie, hvori ligeledes Huldren og Troldene fik Skylden, men som alene blev udført ved en betænkt Mands skarpsindige Skalkestykker.»
«I Præststulen udi Vaage Hovedsogn,» begyndte han, «levede for lang Tid siden et Par Ægtefolk, Steingrim og Jøda, der paa dette Aaslænde ernærede sig og Børn ved Krytyravl og Vildfangst. Manden, Steingrim, bortrykkedes af Snjoskrien i Jøndalsbraatom. Deres voxne Søn Ivar blev samme Aar udkommanderet, og Jøda blev alene Forsørger for mange Børn. Den anden Søn Bjørn blev, skjøndt endnu ung, Moderens eneste Støtte. Han var stor af Væxt, før og vovdristig og udmærkede sig snart i Skiløben, Fangst og Skytteri, og især lagde han sig efter at kjende Dyrstraakjé, det er Dyrenes Opholds-, Fra- og Tilflytningssteder under visse Veirkast, og formodentlig derved var han saa jagtviis, som man fortæller, ligesom hans Erfaring om Reensdyrets skarpe og fine Lugt, bragte ham paa Indfaldet om Blindskytter.
Som oftest var Bjørn befængt med Eismalsot og søgte ved hver Leilighed at blive alene paa Veidestigen, og hans Veidelykke satte Folk i største Forundring. Somme troede, at han ved Troldom kunde fjettre Fugle og Dyr, saasnart han fik dem under Øine, Andre at han levede i Forstaaelse med Bergtrøjllom og i visse Maader erholdt Hjælp og Underretning af dem om den baatandeste Jagtled. I denne Tro bestyrkedis Folk saa meget mere som de saae ham grave Reensgrave og mure sig Hytter i Bjerge og Fjelddale, hvor den Tid Andre ei kunde blive Natten over for Bjergtroldenes Aarsags Skyld. Undertiden fortalte han endog selv, hvor Jutulerne spøgede med ham og gjorde ham Fortræd, men at hans Fortroelige, Jutulen i Skulen, Skulgubben kaldet, ved saadan Leilighed altid kom ham til Hjælp.»
Det var let at indsee, at Skolemesterens Fortælling vilde blive ligesaa lang og kjedsommelig som det Sprog, hvori den fortaltes, var latterligt og eiendommeligt. Det var derfor ikke uden Tilfredshed, at jeg bemærkede den Uro, der kom over ham, da han mærkede, at hans Udvalgte havde fjernet sig. Gjennem Vinduet saa han, at hun gik hen mod en af de nærliggende Sætre. Denne Uro voxte imidlertid til Aandsfraværelse, da han saa, at Medbeileren fulgte hendes Spor. Han stottede og standsede famlende, efter Udtryk. «Nei, med Forlov, jeg kan ikke huske mig ret paa; jeg har lidt Ærende tilligemed; du Thor, du lyt fortælja Slutten; du kan det du med,» sagde han og forlod Stuen med Iil. Jenterne loe og beklagede den stakkels Skolemester og hans Jalousi. Efter Opfordring tog nu Thor tilorde og fortalte.
«Nabogaarden til Præststulen er Østeng; der boede en Mand, som hed Baard. Han var ogsaa Skytter, men han var altid avindsyg paa Bjørn for hans Veidelykke. Denne Baard Østeng havde en Datter, som hedte Rundborg. Til hende friede Bjørn i Smug; men da Faderen fik Nys om det, sagde han, at hvis han fik see Bjørn paa Gaarden, skulde det, ikke gaae ham bedre, end om han var en Vildreen, og vilde han fælde ham paa Flækken. «Dotter mi ska inkje ha nugun Skogbjøinn,» sagde han ydermere.
Men nu vilde han give hende til En fra Skaarvangen. Han hedte Selvor Opistuen og var en Tosse og en Jenteskræmsle. Rundborg bad nok; det hjalp ikke, men hun slap at flytte til Brudgommen før Brylluppet, som skulde staae ved Jonsokstider. Brudgommen selv red om og bad til Bryllups, og han kom til Skogbygden ogsaa, til Brudens Slægt og Grandelag. Paa Sønsteeng gik Manden ud efter ham og spurgte: «Kaa Dag ska dæ væra da? Du forgat dæ.» «E veit inkje anten det kain bli i Maargaa hel ein an Dag i Vikun, men døk fæ væra fæloge, saa ska os blaase i Luur, ner os kjøm utpaa Veigen,» svarede han.
Dette hørte Broder til Bjørn, og han bragte strax Bud om det. Bjørn var ikke længe om at finde paa det; han lod strax Mo’er og Bro’er sin passe paa i Skogbygden, men selv holdt han sig i Skorvangen. Først vilde han standse Følget paa Kirkeveien, saa de ikke skulde komme til Bruden. Om Natten gik han op i Skorvangsgjelet og vilde rive ned Bukkebroen, som ligger høit opi der; men Fader til Selvor og et Par til holdt paa at gjøre den istand. Saa tænkte han, han skulde flømme bort den nedre Maalebroen, og saa blev gjort. Dagen efter red Selvor med Brudefølget fra Skorvangen imod Høgstdagsleite; men paa Veien fik de spurgt, at Maalebroen var flømmet bort, og saa reiste de langt op i Lien og kom aadjærve over Sandbovadet. Da de kom i Skogbygden, red nogle af Følget op og skulde hente Bruden, men Resten blev nede paa Veien; de hvilte, drak hverandre til af Lommeflaskerne og blæste paa Luur, og imens laa Bjørns Broder og lurede i et tæt, tykt Birkesnar et Stykke fra Veien, og da de reiste lunkede han efter.
Men det tog Tid ud, før Gjæsterne blev færdige og kom til dem, ved det at Brylluppet ikke var dagstøt. Tilsidst kom Bruden og hendes Folk med Brudgommen og dem, som var redne efter hende. Kirken stod paa søndre Sandbo den Tid, og da de kom did, var det langt paa Kvelden. At komme til Bryllupsgaarden om Kvelden, det var ikke gjørligt, og deelte derfor Bottolf Holen og Alf Svare Brudefølget mellem sig. De gav dem Mad og Drikke, og det kunde de vel tryte, for de havde været ude mest hele Dagen og ikke havt Andet end en Taar paa Lommeflaskerne. Da de havde faaet Mætten, nødte Bottolf og Alf dem til at roe sig en Stund. Bruden og Brudgommen laae paa Svareloftet. Seent om Kvelden kom Broder til Bjørn og sagde, at nu laa Bruden paa Svare. «Det skulde undres mig om hun bliver liggende der til Soleglads Leite?» sagde Bjørn.
Men da det led paa Natten, og Brudefolkene vare komne vel til Ro paa Svareloftet, kom der ind igjennem Loftsdøren en stor svær Frigge med grøn Stak og en lang blank Kniv i Haanden. Hun rev Bruden ud af Armene paa Brudgommen. Han greb efter hende, men i det samme skar Huldren afhænds i Væggen med Kniven, saa Flisen sprat. Siden turde Brudgommen ikke see efter dem engang, men han foer ind i Stuen, hvor alle Bryllupsfolkene laae, græd og bar sig og sagde, at han troede Jøndalshuldren havde været paa Loftet og taget Bruden fra ham, for hun sagde, at Rundborg skulde blive Sønnekone til Jøndalsfruen. Saa kjytede han, at han vilde korte sig. «Dæsom ho ha læ me faat ligji sjaa se, saa kanskje Trøjlle inkje ha tragta saa mykjy ette henna heil?» føiede han til.
De holdt paa at trøste ham det bedste de kunde; men da de fik høre dette, begyndte de at storlee. Nu vilde Selvor hjem til Skorvangen og klage for Mo’er sin; men da Følget kom til Skjærvenbroen, vare Spænderne hugne af, Broen var flømmet bort, og de kunde ikke komme over. Paa den anden Side stod der Folk, som vare komne fra Skorvangen og skreg, men de kunde heller ikke komme over, og alt de skreg og raabte, kunde der ikke høres et Ord, for Elven var landstegen og gik i een Fos. Saa sendte de Bud til Præsten. Han sagde, de skulde tage Kirkeklokkerne fra Vaage Kirke, føre dem op i Jøndalen og ringe i tre Døgn. Ja, de førte dem fra Vaage Kirke over Jættefjeldet op paa en stor Kamp i Jøndalsbraatom, og siden den Tid kaldes den Klokkekampen. De ringede i tre Døgn, men Bruden var borte og blev borte.
Saa raadede en gammel Kal dem til at ringe tre Thordagskvelde i Rad, men det hjalp ikke mere. Tilsidst kom Bjørn Præststulen til og sagde, at han havde drømt, at Rundborg havde det ilde hos Troldene. Men Skuulgubben havde lovet, at han skulde hjælpe ham at frie hende ud, for Gubben i Skulen var arg paa Jøndalshuldren. Og der var ingen Anden, som kunde frie hende ud end Bjørn, for hun var hoga paa ham; men fik han hende ikke til Ægte, saa vilde han heller ikke frie hende ud af Bjerget. Da Baard og Selvor fik høre det, satte de paa Bjørn og truede ham paa svarte Livet, at han skulde skaffe Rundborg frem. Men da satte Bjørn Ug, og han kranglede saa længe med dem, at han fik hende tilsidst.»
«Ja, saa var det, det gik til,» sagde Brit, da Thor havde endt denne Fortælling, hvis djærve Træk mindede om Sagatiden. «Naar Skolemesteren fortæller,» vedblev hun, «saa ramser han op en Rægle, som Ingen rigtig kan skjønne, om Præsten og Fauten, og atpaa siger han, at det var Bjørn Præststulen, som tog Bruden af Svareloftet; men det var det ikke, han friede hende ud; det var Jøndalshuldren, som tog hende.»
Det faldt Ingen ind at modsige denne Brits Bemærkning; men de mange topografiske Angivelser i Thors Fortælling tiltrængte en nøiere Udvikling og ledede til en Diskours, der gik ud i Detailler om Vaages geografiske Forhold. Der handledes langt og længe om Dalstrøg, Elve, Fjelde, Fiskevand, Fiske, Fugle, Dyr og Mennesker. Under denne for mig saare lærerige Samtale, fremsatte Brit for os et velsmagende og efter Omstændighederne næt anrettet Maaltid af Sæterkost.
Mod Enden af dette kom Marit, Skolemesterens Tilbedte, ind og hviskede under Latter og Fnisen med de øvrige Piger. Brit deeltog hjertelig i Lystigheden, og da Anders vilde vide, hvor Hans og Skolemesteren vare blevne af, fortalte hun, at den Første havde narret Skolemesteren rundt om fra den ene til den anden af de nærmeste Sætre. Selv havde han først gaaet rundt og sagt Jenterne hvad de skulde svare, naar Skolemesteren kom; og hvor denne lettede paa Klinken og spurgte efter Marit, sagde de: «Ja rigtig nu gik de ud af Døren, baade Hans og Marit, de sagde, de vilde til nærmeste Sælet.» Men tilsidst havde han truffet nogle Karle, som havde skjænket ham og drukket ham til, og saa var det forbi, «for han taaler ikke mere end en Høne, den Stakkel,» sagde Brit medlidende. «Ja,» føiede Marit til, «nu er han saa smiskende blid, at Munden staaer mest fiirkantet paa ham, men paa Hans er han arg. Jeg troer vist han kommer hid snart; da ska døk faae høire Leik.»
Det varede ikke længe, førend vi hørte Hans; han sang med klangfuld Bas til en eiendommelig Melodi en Gjetervise. Han anstrængede sig kjendeligt, blev staaende udenfor og sang med fuld Røst, som det syntes, for at blive hørt af Nogle, der kom efter, følgende Vers, som i dette Tilfælde lode til at være myntede paa Skolemesterens røde Haar og Kjærlighedsforholdet.
Paal sine Høno paa Haugein udslæpte;
Hønun saa let over Haugein sprang.
Paal paa Hønun kunde fornemme,
At Ræven va ute mæ Rompa saa lang.
Kluk, Kluk, Kluk, – sa Høna paa Haugje, –
Paal hain flaug aa vrængte mæ Augae:
Naa tør e inkje kommaa heim aat ’n Mor!
Paal hain gjek se lit længer paa Haugje,
Fæk hain sjaa Ræven laag paa Høna aa gnog, –
Paal hain tok se ein Stein uti Nævé,
Dugle hain da te Ræven slog.
Ræven flaug saa Rompa has rista; –
Paal hain gret for Høna, hain mista:
Naa tør e inkje kommaa heim aat ’n Mor!
Ha e naa Næb aa ha e saa Kløer,
Aa viste bære, kaar Rævain laag,
Skul’ e døm baade rispe aa klore
Framma te Nakjin aa bak over Laar.
Skam faa aille Rævain raue, –
Gu’ gje, at døm aille va daue!
Saa skull’ e kommaa heim aat ’n Mor.
Inkje kain o værpe aa inkje kain o gaalaa,
Inkje kain o krupe, aa inkje kain o gaa.
E fæ gaa me aat Kvein aa maalaa
Aa faa att Mjøle, e forliste i Gjaar.
Men Skjit, sa ’n Paal, e æ inkje bange;
Kjæften aa Mote ha hjulpe saa Mange; –
Naa tør e nok kommaa heim aat ’n Mor.
Da Visen var til Ende, kom han ind lidt rød i Hovedet og satte sig rolig hen i en Krog, hvor han begyndte at ryge Tobak af sin Pibe. Det varede heller ikke længe, førend Skolemesteren indfandt sig, ledsaget af en fremmed Mand. Han havde trukket sine Fadermordere langt op og søgte at tilveiebringe saamegen Værdighed som muligt; men hans stive Skridt og stirrende Blik forraadte, endnu førend han aabnede Munden, hans Tilstand.
«Om Tilladelse, med Forladelse, høistærede Herrer,» sagde han med tyk Tunge og et latterligt Buk; «det var nok inkje lækkert gjort af mig, at jeg fløi paa Døren ulovendes og ærbødigen overlod deres Underholdning til denne værdige Reensskytter, som er en læg Mand at kalde, og disse elskværdige Hyrdepiger. Men jeg er en Ungdommens Lærer, og i Gudsfrygt og Gudagtighed er jeg ikke at spøge med, og da jeg ligesom er en Underdeel af Geistligheden at agte, og holder meget paa Tugt og det sjette Bud, saa taaler jeg ikke Sligt. Nei det gjør jeg ikke. Og jeg maa sige det reint ut – at det er en ustyggelig Uvane, at Gutterne løip efter Førkjom, før de have Skjæggevæxt paa Hagen. Og da jeg nu saa denne Hans letfærdigen at stryge efter Kvindfolket . . . . tvi . . . .» her spyttede Skolemesteren i ædel Harme og vedblev: «For som jeg siger, jeg er en stor Kontrapart af alskens Gjøglen, Figten, letfærdig Skanderen og Snak, Dobbel, Drukkenskab og letsindig Dands.»
«Jøs kaa hal du æ i Dag da, Skulmester,» sagde Marit; «e tykjy dæ æ Moro, e, ner Fela tæ te aa laate! E bli mest saa gla som ei Fele sjøl.» «Det er sandt, mit Barn,» sagde Skolemesteren, undvigende, og med et sødt Smiil: «jeg talte kun om den letsindige Dands. Ogsaa jeg tykkes det er saare fornøieligt at see Pigerne træde Dandsen, at sige, naar det er ved Siden af en værdig Mand, som indehaver en sømmelig Anstændighed.» Men greben av den Elskværdighedens Magt han priste, brød han pludselig med stærke Nasallyd og snøvlende Skolemestertremulanter ud i følgende begeistrede Hyldning af Viin og Skjønhed, der ikke syntes at staae i synderlig Samklang med de strænge Grundsætninger, han førte i Munden.
«Hvad er Alverdens Guld og Riger,
Og hvad er vel Fornøielse?
Foruden Vin og smuke Piger,
Er Verden kun et Hændelse.
Enhver, som er
Paa Piger sær,
Er Dosmere,
Ihvor han er.»
«Det var en vakker Vise, det, Skolemester,» sagde Hans, idet han med Piben i Munden stak Hovedet frem af sin Krog, «men nu skal jeg synge dig en Stub, som du kanskee aldrig har hørt før.
Aa stakkars de, du din gamle Taape,
Du drak taa Flaskun, som sto i Skaape,
Du trudæ, at dæ va Brændeviin:
Men alt saa va dæ naa Tærpetin.
Men alt saa va dæ naa Tærpetin.»
Det var paafaldende hvor denne Vise, som jeg senere erfarede sigtede til en Begivenhed af Skolemesterens Liv, opæggede ham, og hertil kom, at han aabenbar havde staaet i den Formening, at hans Rival ikke var tilstede. Han tørrede sig først om Munden med Enden af sit lange Kjoleskjød og sagde:
«Ungdommen er naasaaviis i vore Dage; det kommer derudaf, at den ikke faaer smage Kjæppen nok. Du mundkaade Pilt; du gaber over en Tobakspibe i Munden og render paa Løverdagsfrieri, og udlader Fornermelser mod værdige Mænd, som ere i Besiddelse af større Lærdom end du. Reis dig, siger jeg, naar jeg taler,» foer han op, «saaledes som det var Brug blandt Spartanerne, at Ungdommen skulde reise sig for Alderdommen og gamle Kaller. Jeg har gaaet paa Skolen hos gamle Præsten Grønbech i tyve Aar, jeg, maa du vide. Reis dig siger jeg.»
Men Hans blev urokkelig paa sin Krak og viste kun et lattermildt Ansigt og to Rader skinnende hvide Tænder. Skolemesterens Ruus var kjendelig tiltaget, og jeg veed ikke hvad Enden vilde blevet, hvis ikke Marit havde lagt sig imellem. Hun rakte ham en Skaal Mælk og sagde: «Aa bry de inkje um Jaalingen, Skulmester. Vær naa bli att aa hugs paa, at her æ langfremmont Folk i Sælé.»
Da han havde drukket, vendte han sig til os igjen og syntes at ville undskylde sin nuværende Tilstand og neutralisere den ufordeelagtige Dom, der efter Hans’s gjentagne Hentydninger maatte paatrænge sig os, idet han udbrød: «Den fordærvelige Alkoholen! Det er den, som er Daarskabens Moder. Men jeg er en meget nygter Mand, om jeg ærbødigst selv skulde sige det, og i Almindelighed er jeg ikke hengiven til nogen overflødig Nydelse af den fordærvelige Drukkenskabs Last. Men jeg maa rigtignok undskylde, mine høistærede Herrer og værdige Sognemænd, at jeg blev saa længe borte. Det er ikke beenkjørt at raake Dørhullet att, naar En kommer i Grandelag. Der kom nemlig nogle gode Venner og Naboer farende med Brændeviinsflasker i Lommen. Og til Støls gjør en Dram forskrækkelig godt i Legemet. Ja det vedgaaer jeg reint ud, at jeg er i Besiddelse af den Forfængelighed, at jeg tager mig en Dram, naar jeg kan faae den, men aldrig til Overstadighed.
Lad os drikke, lad os drikke,
Brændeviin, mens vi kan,
Mangen Stakkel har det ikke,
Men maa drikke Vand,»
vedblev han med et uvilkaarligt Udbrud. «Nei,» fortsatte han, «ikke til Overstadighed. Gud bevares. For jeg kommer godt i Hug baade det, jeg har sagt og gjort og det, jeg skal gjøre og sige au; men det er en fordærvelig Drik ligevæl; for den drager efter ligesom Juleøllet hans Botil Moen. Men det jeg skulde komme i Hug, det var om den mærkelige Historie, anbelangendes Bjørn Præstestulen, som jeg om Forladelse gik ifra midt i Legen at regne for, om den blev rigtig fortalt. Du sagde vel alt Ting, min værdige Ven, Thor Ulvsgaarden, anbelangendes hvorledes Gjeistligheden kom i Tull, og den civile Domstol maatte greie Saka?»
«Nei, det var vist det, jeg sagde,» yttrede Brit. «Du har slig en lang Rægle atpaa du, Skolemester, som ingen kan skjønne. Han sagde ikke noget om det Thor.» «Det er Mangel paa Oplysning, mit Barn, Mangel paa Lærdom,» sagde Skolemesteren vigtig; «det som er udeglemt er mest det mærkeligste i hele Historien; thi det er der hvor Klammeriet og Processen begynder, kan jeg formene.
Ja, det gik da saaledessen til, seer Dem, at den Tid, at disse Karlene, ja, han Selvor Opistuen da og han Baard Østeng, dem satte spændt paa ham Bjørn Præststulen, og med Trugsmaal og Undsigelse vilde true ham til at udfrie hende eller aabenbare, hvorledes dette kunde lade sig gjøre, saa kom Bjørn i Tvivl om hvad han skulde gjøre; thi han saa Høiaannen for sig, og han havde følgelig naturligviis andet at bestille, end at holde Rundborg i Skyg og Skjuul i Skytterhytter og andre Huller i Fjeldet. Han sagde dem, at de forgjæves vilde anstille saadanne Forsøg hos Jutulen, og at han selv ikke vovede det, førend han havde anmodet Skuulgubbin om Hjælp, hvorvel han end var underrettet derom. Men hvorpaa saa foreslog han dem, at de alle tre skulde gaae til Præsté og vælge ham som Skjelsmand imellem dem, hvilket de vedtog, og Bjørn forklarede meget vidtløftigt hvad en Aand havde talet til ham med Aabenbarelse i Drømme, og især at han havde ærbødigst Befaling at ægte hende. Præsten forlangte Henstand for begge Parter til Pigen selv kunde afgive Vidnesbyrd, og da Bjørn efter et Døgns Tid kom frem med hende, forklarede hun hvad hun led hos Jutulom, og hvorledes Jøndalshuldren paaskyndte Giftermaalet med hende og sin Søn, saa at de efter denne Forbindelse vare aldeles i Besiddelse af hende, samt at Bjørn og Skuulgubben befriede hende for at forblive i Bjerget og blive Troldinde.
Under det at han udgranska begge Parters Beviisligheder og Paastande kom Præsten i Tull, hvilket vil sige saameget som at han saaledes indvikledes i denne Labyrinth, saa han ikke vidste at snoe sig ud deraf. Bjørns Aabenbaring, tænkte han, var maaskee den Høiestes Foranstaltning, mod hvilken Præsten ei vilde fælde Dom. Selvor og Rundborg vare viede ved Præst og Guds Ord, hvilke begge vare betydelige. Bjørn havde Rundborgs udeelte Kjærlighed lige fra hendes Barnebeen. Selvor havde langt fra ikke hendes Kjærlighed, men Forældrenes Samtykke, som gamle og følgelig forstandige kunde bedre indsee hvad som tjente Børnene til Velfærd og Lykke end de selv. Men Forældrenes uindskrænkede Myndigheds Udøvelse i sine Børns Giftehandeler gjør dem ofte til Bødeler o. s. v. sagde Præsten, ja, ved sig selv da, at forstaae. Ved at eftertænke dette blev følgende Resultat: Jeg befatter mig ikke med denne indviklede Sag; den maa følgelig naturligviis paakjendes af de civile Domstole. Imidlertid maa Bjørn som hendes Befrier beholde hende. Men af den borgerlige Ret blev saaledes dømt:
«Bjørn Præststulen kan gifte sig med Rundborg Baardsdatter Østeng uden nogen Tiltale, og Selvor Opistuen og Baard Østeng maae rømme Landet for at have undsagt ham.» Men det blev ikke noget af, for Bjørn tog sin Svigerfader til Naade for saadan Forseelse, og de bleve siden de bedste Venner.»
Denne Trumf satte Skolemesteren paa Sagnet om Bjørn Præststulen. Men det skrevne Ord er dødt og magtesløst. Der laa en mageløs, en ubeskrivelig komisk Effekt i hans levende Fremstilling, og fornemmelig i Betoningen, i Mimik, i Stemmens Modulation og i den Maade, hvorpaa hans Ruus aabenbarede sig i Talen; «thi Øllet drog efter med ham.» Englænderen laa kroget af Latter paa en Bænk over «denne Karikjatur.» Hele Forsamlingen brød af og til ud i Latter; ja selv den alvorlige Thor lo høit. Men Skolemesteren lagde ikke dette paa sit Sind; han grinede med og optog det som Bifald. Da Brit efter hans Begjæring atter havde lædsket ham med Mælk, lod han Munden løbe paany.
«Nu,» sagde han, «vil jeg fortælle en meget sandfærdig Historie fra en nyere Tid, som ogsaa derved er af Mærkelighed, fordi den indeholder Spaadomme eller Forudsigelser om tilkommende Tider og Hændelser. Paa Gaarden Flytty i Lessø Hovedsogn var en Mand, ved Navn Jens Ivarsøn, hvis Forfædre fra umindelige Tider havde beboet denne Gaard. Denne Jens var en tankefuld Mand, beinksom, lidet til Munds, og Ingen havde noget at sige paa hans Moralitet og Vandel. Engang vilde han til Sæters i Lordalen, og der vilde han hente Hestene sine for med dem at forrette Jordarbeide og Elvetømmerkjørsel; men han kom ikke til Sæters, og Ingen spurgte om ham mere, efterdi al Eftergranskning var forgjæves.
Men det ottende Aar giftede Konen sig paa ny, og medens Brudefølget var ved Kirken kom hendes forrige Mand, Jens, ind i Gaarden, uden at Nogen havde seet, hvor han kom fra. Han tog strax tilsides ud af Gaarden igjen for at undgaae Selskab og vilde ikke tale ved noget Menneske. Men saa blev der nu Vigt og Vavl og Prat og Skravl om hvem denne Mand vel kunde være. Nogle sagde, at det var En, og Nogle sagde, at det ikke var en Anden; men alle som saae ham var de eens i det, at han havde Bø af Jens. Men han unddrog sig deres Beskuelse og nysgjerrige Spørgsmaale indtil Brudefølget kom hjem, og da hans ældste Søn med andre flere tog Bryllupshestene for at tjore dem paa en afsides Eng, saa indfandt han sig hos Sønnen, som dog ikke kjendte ham, førend Jens ved Tjoringen tiltalte ham saaledes: «Ikke saa, min Søn! Du skal altid fæste Tjoret til venstre Framfod, ellers tvinges Hesten til at gaae mod sin Natur.»
Nu kjendte han att Faer sin og bad ham følge hjem, hvilket denne befandtes villig til, og da Jens kom ind i Bryllupsstuen blev Alting tyst; thi Alle gjenkjendte ham nu, og Konen brast i Graad, bad om Forladelse og vilde omfavne ham. Jens trøstede hende saa godt som muligt, og han sagde derhos, at han ikke havde nogen Erindring at gjøre mod hendes nye Ægteskab, og derhos yttrede han paa en underfundig Maade, at han selv hverken kunde eller var duelig til Ægtestanden og at forblive her; men at hans Hensigt blot var at ordne det Nødvendige for sine forsvarsløse Efterkommere.
Da han havde sagt det, saa bad han Ægtefolkene at sætte sig i Høgsæte, og i hele den nysgjerrige Bryllupsskares Paahør fortalte han dem sin sidste Villie med Hensyn til Boets Deling mellem hans Børn, forsaavidt deres Arve- og Odelsret til Gaarden var belangende, hvilket med Haand og Mund bekræftedes. Da dette Altsammen var fuldbyrdet, vilde Jens tage Afsked og bort; men de vedblev at indtrænge paa ham med nysgjerrige Spørgsmaale, paa hvilke han for det meste gav undvigende Svar. Blandt andet sagde hans Kone: «Gudske Lov at du kom hjem, at vi kunde erfare din Villie, og at du kan vide, at dit Afkom bliver her.»
«Ja,» svarede Jens, «mit Afkom skal blive her til Landsens sidste Tider, men da skal et Slag holdes paa Lillehammer, og det skal være det største, som nogensinde er skeet paa norsk Grund: Mandeblod stal flyde over Haneknæ, og Gudbrandsdølen vil afgjøre, om Norge længere skal kaldes et Kongerige. I Frankrig lagde Bondklubba sig, og der vil den ogsaa igjen reise sig først og med skjellongske Slag forandre Folkenes Kaar, i Landene.»
«Naar vil det store Slag her i Landet skee?» blev atter Spørgsmaalet. «Naar brede Veie gjennem Landets Indskjæringer gjør Fiendens Indgang let,» svarede Jens, «og naar Vota er Landets Lov, bliver denne Krigsgnist langsomt optændt, og Norge og Sverrige skal forinden føres under eet Septer. Før disses Forening vil Laugen bortrive det skjønne Fladsell og forenes med Skottevandet, og de norske Fjelde stal begynde at kalve, samt en Skjære bygge sit Rede i Stueovnen paa Flytty.» Efter disse og andre artige og mærkelige Spaadomme forlod Jens Ivarsøn Folket, og Ingen saa mere hvor han tog hen.»
Under den sidste Fortælling syntes Skolemesteren at komme mere og mere til Sands og Samling. Han talte især mod Slutningen mere distinkt end sædvanlig, og hans Tunge syntes fuldkommen at have gjenvundet sin Færdighed; men da han nu vilde reise sig, begyndte han til vor Forundring at rave. Han tog Afsked og trykkede os under farefulde Bukninger og Skrabud Alle i Haanden og gik sin Vei, «fordi han ikke befandt sin Helbred rigtig vel,» sagde han.
Da han havde fjernet sig, og hans Liv, Forhold og Besynderligheder tilbørligen vare drøftede, opfordrede Anders den fremmede, smukke blegladne Pige til at fortælle. «Jeg veed du kan meget, Borghild, naar du er i det rette Lune,» sagde han, «fortæl os nu en Stub! Hvorledes var det med Datter til han Steffan Aaseng, du?» «Det er snart fortalt,» sagde hun blidt, men der foer en frisk Undseelsesrødme over det fine klare Ansigt, da hun henvendte sig til os og begyndte at fortælle:
«Den Steffan var fra Rolfstad i Froen. Han blev gift med Datteren paa Aaseng i Hedalen, og med hende fik han en liden Datter; men medens de laa paa Sætren en Sommer blev hun indtaget i Fjeldet. Hun var ikke mere end otte Aar dengang, og de sørgede saa for hende Forældrene, for det var saadan en vakker og veen Jentunge. Jeg er lidt i Slægt med den Rolfstadætten, og Bedstefader min var ofte derude; han fortalte altid saa meget om hende. – Da hun var borte, saa gjorde de Mandgard og ringede med Kirkeklokkerne efter hende, men hun var og blev borte, og de saae hende aldrig mere. Mange Aar efter var der to Fiskere inde og fiskede i Heimdalsfjeldet, som er to Mile fra Valdersleie. De laae i en liden Steenhytte og havde paa Varmen om Natten. Da kom der et Kvindfolk ind, som baade var stor og veen og voxen. Hun fortalte, at hun var den Datter til Steffan Aaseng, og at det var hende som var bleven indtagen til Bjergfolkene for mange Aar siden, og i Bjerget havde hun været lige siden da.
«Men imorgen skal jeg have Bryllup med Gubben i Raanaaskampen,» sagde hun, «og saa vil jeg bede Jer kaste Staal over mig og frie mig ud, for bliver jeg ikke udfriet da, saa maa jeg blive hos dem støt. Naar I passer paa paa Haugene ved Elven, saa faaer I see os,» sagde hun, «for vi komme fra Trosstemkampen og reise til Raanaaskampen; Brudgommen kan I strax kjende: han rider foran paa en sort Hest og har en Næse saa lang, at den naaer til Sadelknappen.»
De lovede, at de skulde passe paa, naar Brudefærden kom og byde til at kaste Staal over hende. Saa gik hun. Dagen efter vare de ude og laae paa en af Haugene ved Elven og passede paa. Ved Soleglads Leite kom Brudefærden. Du skulde aldrig seet saa mange greske Karle, byklædte og gilde og saa mange Fruer og Jomfruer med Silketøi og Sølvstads. Og alle rede de paa glupe Heste, men foran red Bruden, og Brudgommen havde en Næse saa lang, at den naaede til Sadelknappen. Fiskerne bleve ligesom troldslagne, for slig Stads og Herlighed havde de aldrig seet. Da Færden kom saa nær, saa Bruden til Side. Nu sandsede de sig, men da de skulde til at kaste over hende, havde de ikke Staal, og saa maatte hun blive med Bjergfolkene til Raanaaskampen, som ligger paa Lessøskogen, bortimod Folddalen; og der er hun vel endnu, hvis hun ei har sørget sig ihjel.»
«Ja,» sagde Gjeterjenten, som nylig var kommen til, «saadan en Historie har jeg ogsaa hørt om en, som hedte Kari. Hun laa paa Gravensæteren ude i Øier og blev indtaget i Fjeldet der, men hun slap vel fra det endda. Det var en Kveld, hun jagede Kreaturene hjem: ret som de kom frem mod Ræksælen, saa hun en liden Gut, som holdt paa at jage Kreaturene tilbage mod Gjesleskogen igjen, for der er Skog paa Fjeldet derude. Hun Kari bad ham, at han skulde lade det blive, men det hjalp ikke. Saa blev hun sindt, løb bort og skjældte ham ud og tilsidst ruskede hun ham og slog ham overende paa en Tue; men da det bar overende, faldt hun ogsaa ikuld, og Tuen gav efter, saa baade Gutten og Kari foer langt ned igjennem ind i Fjeldet.
Tilsidst faldt de ned ved et stort Slot; der tog Gutten, som hun nu kunde skjønne var af Bjergfolkene, fast han var stor og staut, hende og ledede hende gjennem mangfoldige Værelser, og de vare saa gilde, at Kari aldrig havde troet, der var saa meget Gildt i Verden. Der var slig Musik, at Ingen kan troe, hvorledes det laat. De bad hende dandse, og de bød hende baade Mad og Drikke, og Bakkelse kom de med, der saa ud som Høvelfliser hos os, men Kari vilde ikke, og de fik ikke andet Ord af hende end: «Nei ellers mange Tak.»
Den Tid de savnede Kari paa Sæteren, gik der Bud hjem til Gaarden om det. Da Forældrene fik spurgt, hun var borte, blev det Sorg paa dem, maa vide; de troede, hun var gaaet vild i Fjeldet, og de ledte og gjorde Mandgard, men det kunde ikke nytte. Saa begyndte de at skjønne hvorledes det hang sammen, og saa hentede de Kirkeklokkerne fra Øier Kirke. Da de tog til at kime med dem, saa reiste der sig en gammel, gammel Mand med et alenlangt Skjæg af en Seng borte i en Krog paa Slottet.»
«Kast o ut att!» raabte han saa det dundrede i Bjerget. «Bjøilkué fra Øier æ i Fjellé aa rangla, saa dæ bryt i Skailla mine.» Med det samme kastede de Kari ud af Slottet fra et høit Loft, saa hun faldt ned i en Myr. Væk var Slottet og hele Herligheden. Saa fandt de hende igjen tæt ved Sæteren, og der gik hun paa Græsbakken og vadede ligesom i en Myr. Hun fulgte med Folkene, som var oppe og skulde lede efter hende og fik en Hest at ride paa hjem til Graven; men ret som hun red, hoppede hun af Hesten og sang og dandsede nogle underlige Dandse; de laat saa vakkert, at de mest var paa Graaden, naar de lyede paa dem. Dem, sagde hun, hun havde lært i Huldreslottet hos Bjergfolkene.»
«Nu lyt du rigtogt fortælja Naagaa, du Brit,» sagde Anders, der syntes levende interesseret for, at Enhver skulde yde sin Skjærv til vor Underholdning. «Du kommer vist i Hug hende Mari Klemmedom, Søster til Bedstemoder din; og kommer du hende i Hug, saa mindes du vist, hun har fortalt om, da hun laa Budeie i Valsæteren, nord i Høvringen her,» tilføiede han til vor Oplysning.
«Det kommer jeg vel i Hug,» svarede Brit, «da jeg og Søskene mine vare smaa, fortalte hun det jævnt, og hver Gang hun talte om det, græd hun. Det var medens hun var ude og tjente, saa skulde hun op til Valsæteren og være Underbudeie, og hun reiste op med Kviendom tidlig om Vaaren. Da hun havde været der en Stund, kom der op en Karl, der hedte Gudbrand og skulde haffælle paa en af de andre Sætrene, men han holdt sig paa Valsæteren og laa der om Natten; og glad var hun Marit, for hun var bange, og ikke var der Folk andetsteds. Og tilsidst saa blev det nok saa, at han fæstede hende, mener jeg.
Saa var det en Morgen, hun skulde løse Kviendé; hun havde just givet Mælkekoen at drikke, for at den skulde faae det i sig mens hun løste Ungfæet, og da hun havde løst dem, saa lagde hun sig sydover Bolken og skulde til at løse Mælkekoen, som stod og slikkede Sørpebøtten. Men med det Samme blev den saa gal, at den sprat frem paa Gulvet, Fraaden stod af Munden paa den, og Mari kunde ikke faae løst den. Men paa den anden Side Bolken stod der en stor fremmed Karl, og han var saa stor og svær, spriikte med Fingrene og truede imod hende. Hun blev ræd, kan du vide, da hun fik see slig en Rusk, satte ud og skreg paa Gudbrand, som var nedenfor og haffælte, at han skulde komme og hjælpe hende. Ja han kom strax, men han kunde ikke see Nogen, men Kvien var gal, og Fraaden stod af Munden paa den. Endelig fik han løst den, men Marit var mest baade fra Vet og Samling, og det kom af, at hun havde snakket om det strax og ikke biet Natten over. Gudbrand maatte føre hende hjem, men for hver Bæk, hun skulde over, blev hun som hun var rent tullet. Langt om længe kom hun til sig selv igjen, men hver Gang hun talte om det siden, saa græd hun.
Saa sendte de op den rette Budeien; det var en som hedte Myrrønnaug, og saa var det en til, som hedte Gailn-Kari. De mente, at de ikke skulde være rædde for Bjergfolkene; de kunde kuns komme. Ved den Tid var der kommen Budeie i Lombssæteren ogsaa. Disse tre Jenterne foer der og gjætede Kreaturene og var saa viltre og gale, at det ikke var Maade med det; de fløi over alle Haugene om Sommeren og lagde sig efter at slaae ihjel Rypeunger, og naar de kom til Valfjeldet, saa raabte de paa Thron i Fjeldet og sagde, han kunde komme til dem om Løverdagskvelden, saa skulde han faae sove paa Armene deres, og naar de kom i Kværnstudalen, saa raabte de paa Kjøstul i Bakken, og naar de kom til den Fjeldknatten borte ved Slethø, som hedder Eldførpungen, skreg de paa Kristoffer Pungen og sagde det samme til ham. Naar de havde stelt fra sig om Kvelden, satte de sig paa Vanggjærdet og raabte: «Thron Valfjeldet, Kristoffer Eldførpungen, Kjøstul Aabakken, kom nu, skal vi lægge os!» For disse Jenterne troede ikke det, som Folk sagde, at der var Bjergfolk til, og at disse Karlene boede i Fjeldene her. Men de bleve vare ved det, kanskee.
For en Thorsdagskveld seent ud paa Høsten, ja saa seent, at alle andre Folk vare reiste hjem af Sæterfjeldet, saa havde Jenterne gjort fra sig Kveldstellet og sad om Aaren, og de snakkede vel om Guttene sine, kan jeg tænke. Ret som det var, saa foer Døren op og saa kom der ind tre smaa Karle. Ikke snakkede de et Ord, og ikke snakkede Jenterne heller, men de saae vel paa dem, for Karlene gik frem og atende paa Gulvet og sad paa Bænkene. De havde blaae fodside Kjoler og store røde Øine og lange Næser. Om en Stund gik de, men Kvelden efter kom de igjen, og da begyndte de at gjøre mere af sig, og desto ræddere blev Myrrønnaug og Jenten fra Lombssæteren; de bad Gud bevare sig vel, men Gailn-Kari var ikke bange endda. Om Løverdagskvelden var de ude igjen og holdt sligt Styr med Jenterne, at det ikke var nogen Maade paa, for det var nok svære Karle, endda de vare saa smaa. Men saa kom der en Skytter der, som hedte Peer Gynt. Han skjød Aabakken og slog ihjel Thron Valfjeldet, men Eldførpungen foer op igjennem Piben.»
Medens vi efter denne Fortælling talte om den øde og forladte Tilstand, hvori Pigerne befinde sig i denne Egn, naar de, som Skik og Brug er, fra enkelte Gaarde blive liggende paa Sæteren med Ungfæet til ud paa Vinteren, for at opgive det indsamlede Moos og Fjeldfoer, kom et Par af Pigerne, der under denne Samtale havde begivet sig paa Hjemveien, ind igjen og fortalte med Latter, at Skolemesteren havde gaaet sig fast i en Steenrøs nede paa Volden, saa at han hverken kunde komme op eller ned.
«E lyt væl hjaalpe ’n, e,» sagde Hans, «men e kun nok haa Hog te aa følgje Kløvhesté døkkun in aat Ulsøhyttun aa sjaa um døk fæ nugun Rein imorgaa.» «Nei, nei, naa mena e, dæ æ Ende paa Vælen,» sagde Brit med Latter, «reise du fraa ’n Marit, ner Skulmestern æ her?» «Skulmestern tænkje inkje paa aa fri korkje imorgaa ’eil iovermorgaa; hain tænkje før paa aa dræpa se, ner han ha havt slik ’n Tur som ikveld; e kjøm nok ihog kaales hain ha dæ,» svarede Hans.
«Ja Pikka Død, du kain følgje Kløvhesté,» sagde Anders, «saa kain e følgje Thor og Karain; dæ torde væra Von, e skaut ein Rein.» «Dæ va saa dæ,» sagde Hans, der nu i Følge med Marit forlod Sæteren for at hjælpe Skolemesteren paa Fode. Vi trak Bænkene frem til Skorstenen, lavede os Leier af Jagttasker, Skræpper og Kapper og laae inden Kort i den tryggeste Søvn.
HØIFJELDSBILLEDER
II. REENSDYRJAGT VED RONDERNE
Paa Ødemark under Jøklers Muur
der styrter og stimler den sorte Ur,
der groer Guldskjægget paa Klippeblok
og Sølverlokker paa Klippetind,
der fostres de flygtige Reners Flok
og farer som Blæst over Ur og Myr,
der drømmer det Alt i Jægerens Sind
og vaagner og klinger i Eventyr.
Welhaven.
Da vi i Morgenstunden forlode Sæteren for i nordostlig Retning at vandre ind over Fjeldet, kastede Brit Limen og Skavgræstuen efter os og ønskede leende, at vi maatte brække Hals og Been, og ikke træffe Andet end Korp og Sjøvaak – et godt Omen for Jagt-Lykke! –
Himlen var overskyet, Dagen sval. Indover Fjeldet svævede endnu Taagen; kun af og til brød Solen svagt igjennem, og aabnede for os i usikkre svævende Omrids anelsesfulde Fjernvuer af den øde Fjeldnatur.
Vi vare snart udenfor Sæterkredsen og inde i den Region, hvor Snespurvens monotone Kvidder i Luften blander sig med Rypernes Karren mellem Dværgbirken, Enerbusken og Vidierne. Først efter flere Timers Vandring begyndte en anden, Lavarternes: Reenmossen, Guldskjægget, Graaskjægget og flere andre Arter af denne nøisomme Plantefamilie bedækkede skraanende Flader og Høider, der dannede en graagrøn Forgrund, bag hvilken mørke triste Feldter, uhyre Strækninger, dækkede med islandsk Mos, bredte sig ud i det øde Fjerne. Heiloens Fløiten, Korpens Klunk og Sjøvaakens vilde Hviin blandede sig en sjelden Gang med Vindens og Sneebækkenes Suus og Bruus; men efter nogen Tid aftog og forsvandt ogsaa disse Spor af Vegetation og Liv, og vi vare inde i den alpinske Region paa Høiden af Fjældplateauet, der dannes af umaadelige Masser af løse Stene, som gjennemfures af dybe Dale, Sneelvene have dannet.
Her er det, at Renen i Sommertiden søger et sundt og luftigt Tilhold, et Fristed for Reenfluens Forfølgelser. Den rige Flora i Smaadalene mellem disse Steenhobe, Iisranunkelen eller Reenblommen, der ofte lige ved Snefondernes Rand, voxer i den Jord, som dannes af de forvittrede Stene, yder den i Forening med Lavarterne paa Skraaningerne en kryddret, duftende og rigelig Føde. Paa langt Hold øiner den paa disse Heier sin Fiende, og Vinden, som stedse stryger hen over dem, varsler den oftest gjennem Lugten om en Fare der nærmer sig, længe før dens skarpe Øie endnu kan opdage den.
Da vi vare komne ind paa Graahø, var det Middagstid. Solen havde forlængst spredt Taagerne, den fugtige Nats Levninger, og en livlig Søndenvind feiede den ene skyggende Skymasse efter den anden nordover. Her vendte vore Ledsagere det Graa ud af sine røde Huer; thi paa dette Terrain skulde vi vente at faae Dyr i Sigte. Medens vi forgjæves speidede gjennem Kikkerten paa alle Høider og Skraaninger indtil et Par Miles Afstand, gik Thor stille foran med ludende Hoved, stirrende ned mellem Stenene; tilsidst lagde han sig heelt ned.
«Her er Slag efter et Dyr,» sagde han og viste et for mit uøvede Øie neppe synligt Indtryk af Klove. «Og der staaer en afbidt Reenblomstilk; den er saa frisk at Saften tyter af den. Her har været en Flok paa Beite, og det er ikke længe siden.» «Se Hunden,» sagde Anders, der kom efter og førte en spidssnudet, stærklemmet Gaardshund med opretstaaende Øren i Kobbel; «se hvor den veirer mod Vinden; her har der været Dyr, eller ogsaa er de ikke langt bort.» «Ja, Dyr er det den veirer, og hverken Hare eller Fjeldrak; den løfter formeget paa Næsen til det,» sagde Thor, idet han klappede og opmuntrede Hunden, der slog med Halen, og med et eiendommeligt Udtryk af Velbehag i korte Repriser trak og udstødte Luften.
«Ja, ja, tag dem du, Bamse min. De ere ikke saa nær endda; men det kan ikke vare længe før vi faaer see dem. Nu kunde det være Tid til at nøné; vi har gaaet vonums langt i Dag, og det kan være ymse om vi kommer til at hvile saa snart, naar vi faae see Renen. Her er Vand og her er Legosta godt nok,» føiede han til, idet han uden at vente paa Svar, lagde Nisteskræppen og Bøssen fra sig. Anders bandt Hunden ved en Steen og strakte alle Fire fra sig, for at drikke af det kolde, mellem Stenene sildrende Snevand. Jeg kastede mig ned paa Stenene, medens Sir John Tottenbroom, der fandt dette Ophold høist utidigt, protesterede mod Mad, mod Hvile, mod Tobak og mod Alt, før han havde seet «Reindeer.» Først da han efter en Demonstration af Thor var bleven viis paa, at Dyrene rimeligviis vare flere engelske Mile fra os, og at der efter al Sandsynlighed vilde hengaae flere Timer, inden vi kom i Nærheden af dem, gav han sig tilfreds og tog til Takke med den Niste, Mari Laurgaard havde medgivet os, med et Bæger af Jagtflasken, med en Drik af Snevandet og med at strække sine Lemmer paa de haarde Stene.
Thor, der siden vi kom ind paa Plateauet havde været stille, ordknap og med Opmærksomhed gjennemspeidet alle Strøg fjern og nær, var en anden Mand under Hvilen. Han fortalte paa en høist anskuelig Maade i korte Træk den ene Jagthistorie efter den anden, og viste os flere, indenfor vor Synskreds liggende Steder, der havde været Scenen for hans Bedrifter. «Der borte ved Blekvangsætrene,» sagde han blandt Andet, «var jeg i Kast med en Buk. Den kom i Hold, og jeg skjød, saa den stupte. Riumte reis ’n up, men da jeg kom ind paa den, sprat den i Veiret og satte afsted, og borte blev den tilsidst. Den trak ind paa Styghø; jeg gik og ledte til det blev mørkt, men fandt den ikke igjen. Natten over laa jeg i en af Blekvangsælene. Om Morgenen strøg jeg ind paa Styghø igjen, og bedst jeg gaaer, faaer jeg see en Korp høit mellem Stenene. Jeg tykte det var rart at see hvad den kunde sidde paa. Da jeg kom indpaa den, saa jeg det var et Horn, som rak i Veiret; der laa Bukken, og glad vardt jeg. Men mens jeg holdt paa at flaae den, kom der strygende en Dyrflok; det var ni vakkre Dyr og en glup Buk med Horn saa store, at jeg ikke har seet dem større. Jeg lagde mig ned, men de vilde ikke komme rigtig for Skud. Paa Slutten begyndte de at rekkje forbi; saa skjød jeg, og Bukken faldt.
Da jeg kom nærmere paa den, tænkte jeg: jeg faaer vel byde til at faae Tag i dig, og saa greb jeg i det ene Hornet; men da jeg satte Kniven i Nakken, sprang den op saa vi tumlede hugustup ned gjennem Uren, Kniven paa en Kant og jeg og Bukken paa en anden; men jeg slap ikke Taget. Han bød til at stange, det leie Bæstet, og slog med Framføtom, men Magten var ikke saa stor, for jeg holdt mig til Siden og havde godt Tag ved Roden af Hornet. Takomte saa bar det ikuld ned gjennem Uren, og jeg fik flere end een Tryk. Saa sjaakede den og ræggede ikuld tilsidst. Der laa den. Jeg havde ikke anden Redskab end en Skosyl, og den kunde jeg ikke pille Livet af den med. Jeg tænkte nok paa at drive den i Skallen med en Steen, men det syntes jeg ikke om; saa gik jeg op, fandt igjen Riflen og ladede den. Da jeg kom ned, satte jeg Piben i Nakken paa den og skjød; men endda sprat den op og gjorde et høit Hop, førend den stupte død. Saa grov jeg dem ned i Uren begge to og lagde Steen over, at Jærven ikke skulde æde dem, for jeg kunde ikke finde Kniven igjen og hverken faae flaaet dem eller lemmet dem sund. Men min Krop var saa mør, at den værkede over otte Dage efter den Dandsen.»
Sir John Tottenbroom, der fortalte, at han oftere havde tilbragt Jagttiden paa en Slægtnings Godser i Skotland og fornøiet sig med Hjortejagt, gav tilbedste nogle Historier, han selv skulde have oplevet. De endte imidlertid paa en mere decideret Maade, idet Jægeren først sendte Dyret en dræbende Kugle, og siden til Overflod efter alle Sportingskunstens Regler stødte det Fangstkniven eller Hirschfængeren i Nakken.
«Kanskee Hjorten ikke behøver saa stærkt Dødsskud,» sagde Thor; «paa Renen maa der brydes Been eller træffes Hjerte, ellers bliver den ikke liggende. Der var en Skytter i Vestfjeldene. Han hedte Gudbrand Glesne, og var gift med Bedstemoder til Gutten, I saae i Sæteren i Gaarkveld, og en glup Skytter skal han have været. En Høst var han kommen i Hold med en svær Buk. Han skjød paa den og kunde ikke andet vide, end at den var stokdød, saa faldt den. Saa gik han, som En ofte pleier, og satte sig skrævs over Ryggen paa den, og skulde løse paa Kniven og byde til at skille Nakkebenet fra Skallen. Men bedst han havde sat sig, sprat den op, lagde Hornene tilbage og trykte ham ned mellem dem, saa han sad som i en Armstol, og saa gik det afsted, for Kuglen havde bare strøget Dyret paa Hovedet, saa det var falden i Svime. Slig Skyds har vel aldrig noget Menneske havt som den han Gudbrand fik. Det gik mod Veir og Vind, over de fæleste Bræer og Stygurer. Saa satte den over Gjendeeggen, men da bad han til Vorherre, for da troede han, at han aldrig skulde faae see Sol eller Maane mere. Men tilsidst lagde Renen paa Vandet og svømmede tværs over med Skytteren paa Ryggen. Imens havde han faaet Kniven løs, og idetsamme Bukken satte Foden paa Landet, stødte han den i Nakken, og død var den, og Gudbrand Glesne havde vist ikke gjort den Reisen om igjen, om han kunde have vundet al den Rigdom, som til var.»
«En saadan Story om en Krubskutte, der var bleven Hjorterutter har jeg hørt i England,» sagde Sir John med sin sædvanlige Usands for Vokallydene. «I Jylland fortæller Blicher en lignende,» sagde jeg. «Men hvat var det for et Egg, du nævnede, Gjenderegget, Thor?» afbrød han mig. «Gjendeeggen mener du?» spurgte Thor. «Det er Ryggen paa et Fjeld, som ligger mellem Gjendevandene, og den er saa fælende smal og brat, at naar En staaer der og slipper en Steen ud med hver Haand, saa rulle de ned i hver sit Vand. Reenskytterne gaae over den i Godveir, ellers er der ikke fremkommeligt; men det var en uvorren Mand op i Skiager – han hedte Ole Storebraaten – han gik derover med en voxen Reenbuk paa Nakken.»
«Hvor huit er det Fjeld over Vandene?» spurgte Sir John. «Aa det er langtfra ikke saa høit som Rondene,» sagde Thor; «men det er da over syv hundrede Alen. Jeg var med en Capitain, en Landmaaler, han havde maalt det. Ja, Anders der var ogsaa med.» «Det var den gjæveste Mand, jeg har kjendt,» sagde Anders ivrig; «han var saa gjement og uvorren og lige glad, at det ikke var Maade paa det. Om alt Ting havde han en Historie, og Viser sang han, saa jeg aldrig har hørt Magen. Men borte i Rondene var det nær gaaet galt med ham. Vi havde været oppe og sat Varde paa den vestlige Tinden, saa kom han udpaa Fonden, og den var baade glat og brat og haal som Svul, saa det bar udover, og han ok vist et Par Hundrede Alen ned, og fort gik det; men da vi traf ham igjen gik han bare og lo, fordi han havde skuret af sig det meste af Buxerne sine.»
«Derborte kan En komme til at age, før En veed Ordet af det,» sagde Thor; «for i Ronderne og i Rondebræerne er det ikke let at komme frem. Renen har let nok ved det; men Skytteren bliver efter, hvis det ikke gaaer endda værre. Det var en Reenskytter, som kom til at age der engang, og han kom vel fra det. Han gik og han gik efter en Dyrflok borte i en af Snefondene og agtede paa Sporet, men ikke paa noget Andet, til han hverken kunde komme frem eller tilbage, eller op eller ned; og han saa ikke andet end Døden for sig; saa tænkte han, ligesaagodt først som sidst. En Hund havde han med; den skjød han først, men da han havde skudt den og bød til at lade igjen, saa gik der ud et stort Skred med ham, og han gled nedover med Sneen til den standsede et Sted, hvor han kunde komme frem, og han fik ingen Skade, men levede mange Aar siden den Tid.»
«Du fortæller saamange Storier, Thur, end kan ikke lader andre Mænd komme til at taler,» sagde Sir John, der længe havde værket for at faae Knevelen løs. «Jeg har ogsaar at fortæller nogler Storier i Ingland. Det vær en gæmmel Skutter, som kommet fra Skotlænd, der fortællet mig. Engang, sæd han, var to Krubskutter i Skoven at skuder Hjort; de havder ryder Luer begger to, end begger to totter de havder en dilig Reeddeer for sig, og de krub og de krub, and stilleder fram, and saa skud de po een Gang, and saa laae de dauer begger to.»
«Hvem kunde saa vide om det?» spurgte Anders. «Den ene livet vel saa længer, at han fik siger det til Præsten,» svarede Sir John. «Men saa var det en anden Story, som var ligesaa mærkværdiger af den sammer Mænds Fortælling. Det var en Krubskutter, som var jagender en Hjort, og han fik see en oldgæmmel Stagdeer (Hjort) med sture grinede Horn, men da han vudd’ skuder, var den en gæmmel Mænd med ruder Hye. Han var raabet til ham, men han svaret ikker, and naar ’an saa op fra Riflen, var det en oldgæmmel Raudeer med sture grinede Horn; men naar han vudd skuder, var det en gæmmel Mænd med en rude Hye. Han blivet saa ræd; men han skudet lel, og saa var det en ældegæmle Hjort med sture grinede Horn, som der ikker er skuder Mager til paa hundreder Aar.»
Vederkvægede reiste vi os: hvert Spoer af Træthed var svunden, og da vi atter skrede hen over Fjeldplateauet følte vi ret Hvilens og den elastiske Fjeldlufts styrkende og foryngende Kraft i spænstige Muskler og lette Skridt. Vi havde neppe gaaet tusinde Skridt frem paa Graahøs østlige Hældning, førend Thor standsede. Stirrende ud i det Fjerne, skyggede han over Øinene med Haanden, vendte sig, langede efter min Kikkert og sagde: «Det er ikke godt at see Graadyr mellem Graasteen. – – Der er en Flok; tre, fire, en glup Buk, og en til; syv, otte, ti, tolv, tretten,» talte han. «Er det tretten, maa en være feig,» raabte Anders. «Se lige over i den graae Steenuren, som Skyen skygger over; der gaaer ud ligesom en Tange af Sne, den rekkje de temmelig fort op ved. Der er ikke noget at æde i Uren, meta,» sagde Thor, og anviste med Bøssen den Retning, vi skulde søge i, gjennem Kikkerten.
Afstanden var en tre Fjerdingvei. Efter Thors Anviisning maatte vi gaae over en dyb Dal og norden om en ligeoverfor Graahø liggende Høide, hvorpaa Flokken befandt sig, for at komme under Vinden og møde den ovenfor Snefonden. Jeg springer over denne milelange Vandring i en Halvkreds, som Urer, Snefonder og en sydlig Storm vilde gjort saare besværlig under andre Omstændigheder. Men Jagtlysten sittrede i vore Lemmer; Higen og Længsel efter at komme Dyrflokken paa Skud bevingede vore Skridt og gjorde Vandringen let. Men da vi vaersomt smygende kom frem ved Randen af Snefonden, saae vi kun Spor af, at Flokken havde været paa dette Sted.
«Nordefter igjen,» sagde Thor, og vi gik henimod en liden Rygning, hvor vi kunde vente en friere Udsigt. «Læg døk ned,» sagde Thor med Eet og foregik os med sit Exempel. «Jeg seer Hornene af Bukken mod Himlen, lige over Ryggen paa Snefonden; den er ikke otte hundrede Skridt borte; læg døk flade ned, saa kan den kanskee komme i Hold; at krybe frem nytter ikke, her er ikke en Steen at smyge bag.» Længe saae vi ikke Andet end Hornene af den store Buk. Den syntes at dreie sig i alle Retninger, som om den stod paa Vagt og speidede efter Fiender. Os mærkede den ikke; thi vi vare under Vinden. Men pludselig sprat hele Flokken ind paa den Side af Snefonden, der heldede mod os. Jeg greb krampagtig efter Bøssen; men Thor tog mig rolig over Armen og sagde: «Styr de, e ska nok seia te!»
De vare der alle tretten: Kalvene og de tvende Bukke jagede hverandre i en liden Kreds omkring i den viltreste Leg, i de mest overgivne Spring. Snart stode de paa Tobeen med kneisende Horn, og sloge mod hverandre med Forfødderne, snart hoppede de mandshøit med alle Fire i Veiret paa een Gang, snart faldt de ned igjen og sloge kaade ud med Bagfødderne saaat Lænden stod høit op i Luften, og Iis- og Sneeklumper føg og fløi omkring dem. «Det var vel Leg,» sagde Anders og lo. «De lege og sprætte saa vi see baade Sol og Maane under Føtom paa dem.» «Det bliver ildt Veir,» sagde Thor. «Naar Renen leger, er det mod ildt Veir.» Legen varede ved og blev stedse vildere og mere overgiven; Springene og Stillingerne bleve saa dristige, komiske og bizarre, at vi maatte lee over de livlige Dyr. Men under denne Leg kom den ene Buk i fuldt Løb lige mod os. Flokken forfulgte den.
«Pas nu paa, holdt lige i Bringkøil’n eller Bogen,» sagde Thor; men det sagte Knæk af Hanerne paa vore Rifler forkyndte ham, at den første Erindring var overflødig. Haanden skjælvede og Hjertet bankede af Forventning i dette Øieblik; inden nogle Sekunder vilde den store Buk have været paa Skud. Men da den nærmede sig Snefondens Rand, fløi der en Sjøvaak op af Uren. Et Sekund stod Bukken og den hele Flok urørlig med tilbagelagt Hoved og kneisende Horn, stirrende op mod Falken, der udstødte et vildt Skrig. I det næste Øieblik kastede de om som en Vind og foer i Flok og Følge henover Fonden, forfulgt af en pibende Riflekugle. «Aa dæ va for langt; dæ va aa kaste Bly i Væré,» sagde Thor. Min Ledsager havde valgt sig et andet Maal, idet han i afmægtig Harme rettede sit Skud mod den uskyldige Aarsag til Dyrflokkens flygtige Retirade. Men den stolte Fugl gjorde blot et Slag med Vingerne og seilede roligt hen over vore Hoveder. «Dæ va Von aa raake den,» sagde Anders med Latter.
For at faae en friere Udsigt gik vi et lidet Stykke længere frem. Flokken kom igjen tilsyne paa en anden Høide. Thor fulgte med Opmærksomhed dens Bevægelser. Da den forsvandt bag Rygningen, sagde Anders: «Den Fuglen er altid iveien her paa Fjeldet; havde den ikke været, var Flokken kommet lige til os.» «Det turde vel hænde, vi træffer den endnu før Soleglads Leite,» føiede Thor til.
Vi satte os Alle ned for at hvile, medens Sir John Tottenbroom tilkjendegav sin Harme og yttrede sin Forundring over, at Renen kunde blive forskrækket over saa Lidet. «Saa Lidet?» sagde Thor; «den tager til Beens, bare der flyver en Snespurv op mellem Stenene og kviddrer lidt, og bare der reiser sig op en Fjeldhare for dem, saa sætte de afsted som det gjaldt Liv og Død.» Sir John udtømte sig i haabløse Gisninger – af og til blandede med Forbittrelsens Udbrud over slige Fugle – om hvor Renen nu vel kunde være. Han underholdt sig en Stund med Thor, der for nogle Aar tilbage havde ledsaget en Slægtning af ham, Sir Biltton, som havde skrevet en stor Bog om Jagten og Fiskeriet i Norge, paa nogle uheldige Reensdyrjagter i denne Egn.
Han fortalte videre om et mærkeligt Uheld, han selv havde havt, den eneste Gang, han paa Bergensfjeldene havde været i Hold med en Reenflok, der efter hans og et Par andre Englænderes Skud, satte over et nylig tilfrosset Vand, hvor de forfulgte Dyrene til Isen brast, og de med Fare for Livet bleve trukne i Land af Skytterne, der ledsagede dem. Medens Sir John paa sit Kaudervælsk afhandlede og fortalte dette, og med Salvelse udbredte sig, angaaende den katholske Kirkestemning, der kom over ham, naar han ved Aftentide var i Fjeldet, sad jeg og saa ud i det Fjeldpanorama, der aabnede sig for os paa dette Sted.
Foran os laa – som det ved et i Fjeldegnene noksom bekjendte Sandsebedrag syntes – neppe en halv Miil mod Syd, Rondernes Alpeskikkelser i en stor Halvkreds. Midt i Kredsen viste en eenlig Tinde sig som Centrum. En Sky, der stod mellem os og Solen, udbredte sin Skygge over den dystre Gruppe, hvis svimlende Toppe og Tinder i blaalig Duft skarpt tegnede sig af mod den klare blaae Himmel, hvor Søndenvinden havde hersket. Den indre Side af Kredsen vendte mod os. Midtronden, der laa nærmest, hindrede Udsigten til nogle af de sydostlige Ronder. De østlige Klipper, vi saae, vare dybtfurede og bestode af lyse Steenure; de sydlige og vestlige, der laae aabent for os, dækkede uhyre Snebræer fra Toppen til Foden. I Ly af disse Bræer og Fjelde ligger der en Dal, grøn og veltilfreds. Den vinker Botanikeren med Løfter om hundrede skjønne, duftende Alpeplanter. Men Ronderne staae derover og løfte sine kneisende Tinder i Skyen og true med Steenskred og Laviner, saa at selv det kolde Vand bliver ilde tilmode, og fra en iislagt Sø, der ligger dybt inde i Dalen og mat reflekterer Lyset, iler Aaen ud og haster skummende og tindrende bort fra det truende Naboskab.
Mod Vest og Nord udbredte sig for vore Fødder den uendelige Fjeldslette, graagrønne, bruunlige, sorgvækkende Strækninger. Deres Eensformighed afbrødes kun ved Skyernes Skygger, ved Lyseffekter af Aftensolens Straaler og ved Taager, der svævende stege op, betegnende Dalenes og Elvenes Løb i den uendelige Ødemark. Ved Horizonten af disse Himmelegne, over Snehættens kolossale Masse, over Vrimlen af de vestlige Sne- og Iisfjelde svævede en Ølrøk, og i denne varme disige Luft syntes Snehætten og disse Fjelde med sine Kamme, Tinder og mangehaande Former at hæve sig op til en umaadelig Høide. Gjennem denne halvgjennemsigtige Luft gjød Solen sit Straalevæld ud over Lombs- og Vaagefjeldenes Sne- og Iisbræer: viinfarvede Skyer med gylden Bræm svævede over dem, og den rødlige funklende Guldglands, Fjeldene laae i, gjenstraalede høit op i Luften og gjennemtindrede hele den nordvestlige Himmel.
Men det var paa Tid at komme afsted; thi vi havde endnu en lang og besværlig Vandring til Ulsødehytten, en Rypeskytterhytte ved Foden af Ronderne, der skulde være vort Nattekvarteer, og hvor Hans havde lovet at indtræffe med Kløvhesten. Sir John spurgte, hvor Skytterhytten laa, og Thor pegede mod den ydre Styrtning af den vestlige Rondetind. I den saaledes angivne Retning, der omtrent var den samme, Reensdyrflokken havde fulgt, vandrede vi henover Fjeldskraaninger og Snefonder, over Høider og Dale, ned ad den ene Ur og op ad den anden. Hunden strammede ofte i Kobblet og førte fremdeles af og til Næsen veirende i Vinden, og Thor og Anders vexlede nu og da nogle stille Bemærkninger, der ligesom Hundens Adfærd antydede, at vi fremdeles vare Flokken paa Sporet. Det Haab, som dette vakte, oplivede vort Mod, og vi skrede nu uden at besværes af nogen Træthed frem over en jævn Skraaning. Vinden havde lagt sig, og Solen kastede ufordunklet sit sidste Gyldenskjær over Stene og Snefonder.
Ved en af disse, der strakte sig langt ned, seer jeg i den klare Belysning strax ovenfor os et Par Horn rage op af en Fordybning. «Læg døk ne,» hviskede Thor i samme Øieblik. Vi opgjorde i Hast en Operationsplan, ifølge hvilken jeg skulde skyde den Buk, der stod til Venstre, Sir John den Høire. Thor lagde sin Rifle fra sig og ledsagede os med Hunden for at kunne slippe den strax, om et Dyr blev anskudt. Paa Knær og Hænder kravlede vi frem mellem Stenene, indtil vi oversaae den lille Fordybning, hvori Flokken stod. Det var de samme tretten Dyr, vi havde seet paa Bræen. Bukken til Venstre stod meget fordeelagtigt, der var to Dyr i Rad med den, et foran og et bag; lige ovenfor stod en Kalv. Holdet var drøit, men ingenlunde for langt, og det havde sine Vanskeligheder at komme længer frem uden at blive seet. Jeg varslede Sir John, lagde for Øiet og vilde trykke løs; men han foer op med Force og raabte med fuld Stemme: «Skuder ikke for Guds Skuld, det er altfor læng.» «Det er ikke for langt,» hviskede Thor utaalmodig.
Nu troede da Sir John at burde gribe Initiativet; men i en Forvirring, der ikke gav det bedste Vidnesbyrd om hans Bedrifter paa de skotske Hjortejagter, vilde han først springe nogle Skridt frem, hvorunder han snublede i Hundekoblet, styrtede overende og løsrev Hunden, der i fuld Loos satte op igjennem Uren. Jeg kastede min Kugle forgjæves efter de flygtende Dyr. Men under Mandefaldet havde Thor snappet hans Rifle og kastet den til Kinden. Den knaldede, og den ene Buk satte midt ud af Flokken med et uhyre Spring og styrtede derpaa tumlende om paa Sneen. Den risede atter op paa Forbenene, men styrtede strax gispende sammen. Anders og jeg istemte et jublende Dotskrig, der blandedes med nogle engelske Ulyd, som Ridderen af den bedrøvelige Skikkelse gav fra sig over sine forstødte Knæer og over de «fordumte Reindeer, han aldrig skud’ kommer til at skuder.» Vi ilede hen til Snefonden, hvor Hunden stod paa Vagt og slikkede Blodet af det stolte Dyr, der endnu laa og gispede paa Sneen. Thor endte Dødskampen ved at støde det Kniven i Nakken og gav sig, da vi havde betragtet det fra alle Kanter, til at flaae, en Forretning, der ved Anders’s Bistand udførtes i kort Tid. Huden, Hornene og Laarene toge vi med; de øvrige, mindre værdifulde Dele nedgroves i Uren for at afhentes næste Dag, og bevaredes ved et Kastel af store Stene, som vi væltede over dem, mod Jærven.
Da vi skulde begive os paa Veien, begyndte Sir John igjen at opstille forskjellige Hypotheser om hvor Reindyrene kunde være, og spurgte tilsidst Thor om hvorhen han troede, de havde taget Veien, og om det ikke kunde være muligt at møde dem, thi han skulde dog have Lyst til at skyde et Dyr. «Ja», sagde Thor alvorligt nok, «det skal jeg sige dig, det kunde vi vel; naar vi gik bortover Braakdalshø, saa mødte vi dem ved Rondhalsen; paa noget andet Sted komme de ikke ned, efter den Vei, de tog; men inden vi kommer did, er det mørke Natten, og det er ikke Spøg at komme frem der i Lyset; om Natten kan du brække baade Hals og Been.» Sir John havde Hals og Lemmer for kjære til at ville vove den farlige Vandring i Nattens Mulm. Vi toge altsaa ned paa en anden Kant af Braakdalshø, i en Dal med yppig Græsvæxt og en rig Blomsterflor, og vandrede en Tid paa fast Græsbund ved Bredden af Vesleula, en af de Aaer, der komme fra Ronderne. Aftenstjernen og Tusmørket stege frem. Græsbunden vexlede snart med løse Steenure, der af og til ramlede ned under os i den lille Elv.
Sir John ledsagede disse Udflugter i det kolde Vand med adskillige engelske Kraftudtryk, som jeg i Begyndelsen ikke kunde afholde mig fra at akkompagnere paa Norsk. «Du tykkes, det er slemt her nu, du,» sagde Anders, «men du skulde have været med os ifjor efter Mikkelsmess. Thor skjød en Buk da, og den gik vi og sumlede og ledte efter mellem Haugene, til det begyndte at snee og fyge, saa at vi ikke kunde see en Næve for os. Tilsidst kom vi ned i Dalen ved Aaen her og dat ikuld ved hvertandet Skridt. Bedst vi gik og vadede i Sneen og Mørket, bar det ud i Elven eller overende i Uren, saa vi slog Bøssen i Stenene.»
Sir John var meget træt og utaalmodig. Hvert Øieblik spurgte han nu, hvor langt vi havde til «den fordømte Skutterhut,» og fik i Begyndelsen bestandig det samme Svar: «det var en god Fjerding.» Siden afkortedes det til et lidet Stykke, der under Mørket og Mødigheden aldrig syntes at ville tage Ende. Efter en liden Sving opad fra Elven, som vi atter nærmede os, fik vi Røglugt i Næsen. Nattekvarteret var i Nærheden; dog gik vi endnu udover en Bakkehældning, langsmed en lav Bjergvæg og over en Myr, hvorfra vi kom ind paa fast Græsbund, der klang under vore Skridt. «Her er Ulsøhytten,» sagde Thor.
Jeg blev ikke Andet vaer end nogle Steenhobe og en Fortsættelse af Bjergvæggen; men i denne blev der lavt nede aabnet en liden Dør eller Glugge, hvoraf der udstrømmede et stærkt rødligt Lys. Der kom strax Skygger for, og et Par Mennesker traadte ud. «Der er nok flere Skyttere her,» sagde Anders. «Gu Kvæld Peer; naa fæ du Fremmon. Det er en af dem, som har bygget Hytten for at ligge her og skyde Rype om Vinteren, han Peer Fugleskjelle,» sagde han til os. «Naa – – – der er Hans og – Gu Kvæld. Kom du tilé nok me Kløvgampen?» «Jeg kom i Lysé jeg, Kar, og jeg har pyntet Hytten og havt ny Mos i Sengen, men for en Stund siden kom han Peer Fugleskjellé. Jeg troer, døk har skudt en Buk, jeg synes han Thor bærer et Par Horn.» «Gud fordume de Folk og deres Hutter,» udbrød Sir John; «her er kanskee Plads til tu, and nu er vi sex; jeg erindrer Biltton taler om et saadant fordumt Hul i sin Bog om Norge.»
Imidlertid ydmygede jeg mig og krøb ind. Døren var visselig lav; men indenfor var det bedre end ude paa Fjeldet i Mørkets og Nattekuldens Favn. Det eneste til Søvn Indbydende derude, var det dumpe Bruus af Elven, som fra Dybet af en Klipperevne lød op til os. Paa Skorstenen blussede en oplivende Ild, og det saa ret luunt dukkestueagtigt ud herinde. Jeg satte mig paa Sengen. Den stod foruroligende nær ved Skorstenen og indtog hele Længden af den Døren modsatte Væg. Den var fyldt med tørt Lav og af vor Kløvmand Hans forsynet med et Lagen og vore Kapper, en uhørt Luxus i Ulsødehytten. Der er ikke meget Stokkeværk i denne Hytte; kun Dørvæggen er tømret; Resten er for en Deel Naturens eget Værk; thi Hytten ligger i en Kløft af den oftere omtalte lave Bjærgvæg, og dens høire Væg, hvorpaa Skorstenen staaer, dannes af Klippesiden; de øvrige to ere opførte af Tagsteens- eller Tavleheller, saa store, at de naae fra Gulvet til Taget: af saadanne var ogsaa det lave Skraa- eller Spærretag.
Efter Vandringen gjennem Urene under den mørke Skygge af Vestronden i den kjølige Aften var det en Vederkvægelse at finde Ly i dette lune, reenlige, komfortable Tilflugtssted. Omsider bøiede Sir John ogsaa sin Nakke under Dørbjælken; men da han var kommen indenfor, og divergerende fra den Linie, der laa midt under Tagets Rygning, reiste sig op til sin fulde Høide af tre velmaalte Alen, slog han Panden mod en af Spærretagets Bjælker, der efterlod sodede Spor i hans Ansigt. Han blev vred, men han burde have betænkt, at Hytten kun er beregnet paa siddende eller liggende Stillinger.
For Peer Fugleskjelle, Ophavsmanden til dette Fjeldpallads, er det vist høit nok under Taget; thi han er hverken nogen stor eller nogen lang Mand. Nu sidder han indklemt i Krogen mellem Dørvæggen og Anders og Thor, som havde taget Plads paa Langbænken, det eneste Sæde i Huset. Der er knap Plads; thi dens hele Længde fra Sengen til Dørvæggen er kun beregnet paa to, eller i Høiden paa to og en halv Person. Det er en heelstøbt Fjeldskytte, denne Peer. Den øvre Deel af hans Profil er reen og prægtig. Saaledes som han sidder der, med en vid, turbanagtig, mørkerød Dølehue dristigt frem over den høie, buede Pande og den rette, kjækt fremspringende Næse, med Underdelen af Ansigtet skjult bag Kraven af en vid, behaaret Dyrskindstrøie, som bedækker Overdelen af hans Legeme, tager han sig ypperligt ud.
Der er et eget nationalt Udtryk i Peer Fugleskjelles graagrønne spillende Katteøine. Hans hvide stærke Tænder, svulmende Læber og kraftigt udviklede Tyggemuskler vidne nu, da han retter sig op og viser Underdelen af sit Ansigt, om en kraftig Appetit, Noget, som hans undersætsige Figur og det muntre Udtryk i hans Ansigt ikke synes at modsige. Med den ene Fod støtter Peer sig ved Kanten af Skorstenen, saaledes at Ilden belyser hans mærkelige Fodbedækning, et Par Fjeldsko, med fremspringende, over en Tomme tykke Saaler af eet Lag Næver og to Lag Læder. Underfladen er tæt beslaaet med Søm, hvis Hoveder mindst ere en Fjerdedeel Tomme i Kvadrat. Paa sine korte stærke Underlemmer bærer han et Par graae Vadmelsbuxer, som paa de for Slid mest udsatte Steder ere forsynede med Læder.
Sir John, der havde slaaet sig til Ro og strakt sig i Sengen ved min Side i en halv siddende, halv liggende Stilling, var i Færd med at dechiffrere de Kragetæer, Bomærker og Navne, som fandtes kradsede i Tavlehellen over Sengen af Hestehentere, Rypeskytter, Reenskytter og andre obskure Personer, indtil han fandt Sir Bilttons, og ved Siden af denne Dignitærs behagede med Lapidarskrift at antegne sit eget. Hans sad paa Dørtærskelen med det ene Been inde, det andet udenfor Hytten og hjalp Anders med at sætte et Stykke Kjød af det skudte Dyr paa et af en Vidiestamme extemporeret Stegespid.
Medens Maaltidet tilberedtes og fortæredes, taltes der ikke synderligt: Livsaanderne vare slappe og trængte til Fornyelse; men da den oplivende Kaffe var drukket, da Tobaksskyer begyndte at fylde det lille Rum, og Baalet ikke længer flammede og blussede saa klart, kom Samtalen, efter at have dreiet sig om alle Fjeldtraktens vingede og uvingede Dyr, efterhaanden ind paa Troldenes og Huldrens Gebeet, rigtignok især ved mine Bestræbelser. Jeg animerede dem efter bedste Evne til at fortælle, og efter gjentagne Opfordringer begyndte Anders saaledes:
«Der var en Mand paa Dovreskogen, som hedte Ola Storbækkjen. Det var et Mærrebæst af en Karl, saa stærk, drug og uvorren. Om Vinteren gjorde han ikke Andet end reise Markederne imellem og slaaes og yppe Kiv; han reiste fra Kristiansmarked til Branæs og Kongsberg og saa til Grundsæt, og hvor han var, saa sloges og droges han, og hvor han sloges, saa vandt han. Om Sommeren foer han paa Fæhandel i Valders og Fjordene, og da drak og sloges han baade med Fjordfolk og med Halling og Valders paa Fjeldlegene om Sommeren, og vandt gjorde han der ogsaa; men takomtil rispede de ham lidt med Kniven, de Karlene.
Men saa var det engang i Høiaannen, han var hjemme i Bækkjen og havde lagt sig til at sove efter Non i en Svalskygge, saa blev han indtagen, og det gik saaledes til, at det kom en Mand med et Par forgyldte Bukkehorn og stangede til ham Ola; men han Ola drev til ham, saa Karlen stupte Kant om Kant. Karlen reiste sig igjen og begyndte at stange paanyt, og tilsidst tog han Storbækkjen som en Vaatt og slog ham under sig, og saa bar det lukt ned med dem begge To. Der, de kom ind, var det saa gildt med Sølvstads og Tøi, at Ola syntes, det kunde ikke være gildere hos Kongen; og de bød ham baade Brændeviin og Viin, og Ola Bækkjen han drak med dem som en Karl, men Mad vilde han ikke have; han syntes, den var ofysé.
Bedst det var, kom han ind igjen, han med de forgyldte Bukkehornene, og gav Ola en Tryk, førend han vidste af det; men Ola drev til ham som før, og saa sloges de og droges igjennem mange Værelser og rundt alle Væggene. Ola meente, det havde varet hele Natten; men da havde Slagsmaalet staaet paa over fjorten Dage, og de havde ringet efter ham tre Thordagskvelde med Kirkeklokkerne. Den tredie Thorsdagskvelden fore de slemt med ham, for da holdt de paa at stange ham ud af Hemfjeldet. Da Kirkeklokkerne holdt op at ringe, sad han i en Ulderkløft og var ude med Hovedet; var der ikke kommen en Mand forbi i det Samme, som havde faaet Øie paa ham, der han sad, og faaet dem til at ringe igjen, saa havde Bjerget lukket sig over ham, og han havde kanskee været der endnu. Men da han Ola kom ud, var han saa forslaaet og saa fæl, at det ikke var Maade paa det; i Hovedet havde han den ene Kul’n større end den anden, og hele Kroppen var baade blaa og guul, og reent tullet var han, saa at riumtil foer han op, reiste afsted og vilde ind i Fjeldet og kjeikes med dem og slaaes om de forgyldte Bukkehornene; for dem vilde han bryde af Skallen paa Jutulen.»
«Faer min kjendte godt denne Storbækkjen,» sagde Hans, «og han fortalte mangfoldige Historier om ham, og han sagde, han aldrig havde seet friskere Fant til at slaaes; men Farbroer hans fra Hedalen var nok en endda sprækere Karl, efter hvad jeg har hørt. Kan ikke du Anders fortælle om de Kvindfolkene, som kom til ham i Fjeldet en Nat, da han var efter Ryper?» «Han Ola Helle, mener du?» sagde Anders. «Jo Karl, det skal jeg fortælle. Ola var rigtig en glup Rypeskytter. Saa var det engang, han laa inde paa Hedalsfjeldet paa Rypeveide om Vinteren. Om Natten holdt han til i en Sæter, men, endda han var en gammel Mand, syntes han mangen Gang, det var ohoglé at ligge alene den lange Vinternatten. En Gang da han havde gjort op Ild og kveldvaret, saa lagde han sig. Men ud paa Natten vaagnede han igjen; Ilden var slukket paa Aarén, og han kjendte grant, at der laa et Kvindfolk paa hver Side af ham i Bænken.
«Hei san!» tænkte han ved sig selv, «nu ligger jeg ikke alene; men hvad er det for Fænter, dette?» Han tog efter den ene med Haanden. Hun var lodden, og da han nappede Haanden hvast tilbage, begyndte det at knisle og lee saa inderlig godt paa Hjællen. Nu tog han efter den anden, men hun var ogsaa lodden. Saa greb han Riflen, som han havde hængt over Sengen, for han skjønte godt det var Bjergfolk, men den gav hverken Gnist eller Ild, og alt han klikkede, saa gik den ikke løs. Da dette ikke vilde hjælpe, begyndte han at læse Fadervor, og da han kom til: «men fri os fra det Onde,» saa blev der slig Larm og Staak i Sæle, at han troede Taget skulde flyve af, og de valt ud fra ham paa begge Sider; den, som laa inderst, syntes han ramlede ud tvers gjennem Væggen.»
Da Anders efter denne Fortælling erklærede, at der ikke faldt ham Noget ind, som var værdt at tale om, opfordrede jeg Peer Fugleskjelle, der før om Aftenen paa en livlig, ham temmelig eiendommelig Maade havde fortalt et Par Jagthistorier. Han talte meget hurtigt; men undertiden stottede og stammede han lidt, for atter at lade Talen flyde ud i en bredere og hurtigere Strøm. Hans Mimik var levende og Stemmen moduleret efter Foredragets Indhold. «Ja, jeg kunde nok fortælle dig nogle Historier,» svarede han, idet han lagde Hovedet paa Skraa og plirede lidt med Øinene; «jeg kunde fortælle Historier, som gamle Folk troe er sande, og som de sige, have tildraget sig i gamle Tider; men kanskee du troer det er Løgn; derfor vil jeg bare fortælle dig en Rægle, som de troe er Løgn her ogsaa.
Der var en Skytter i Kvam i gamle Dage, og han hedte Peer Gynt. Han laa støt oppe paa Fjeldet, og der skjød han Bjørn og Elsdyr, for den Tid var der mere Skog paa Fjeldet, og i den holdt de til, slige Ofryskjé. Saa var det engang seent paa Høsten, længe efter Bufærdstié, at Peer skulde til Fjelds. Alle Folkene var reist hjem af Fjeldet saanær som tre Budeier. Da han kom op imod Høvringen, for der skulde han være i en Sæter om Natten, var det saa mørkt, at han ikke kunde see en Næve for sig, og Hundene tog til at skoggjøe, saa det var reent spøgeligt. Ret som det var, kom han ind paa Noget, og da han tog bort paa det, var det baade koldt og sleipt og stort, og han syntes ikke, han var kommen af Veien heller, saa han ikke kunde vide, hvad det var for Noget; men ohoglé var det. «Hvem er det?» sagde han Peer, for han kjendte, det rørte paa sig. «Aa det er han Bøig,» svarede det. Dermed var Peer Gynt lige klog; men han gik udmed Spøgeriet et Stykke, for etsteds maa jeg vel komme frem, tænkte han. Ret som det var, kom han indpaa Noget igjen, og da han tog bort paa det, var det ogsaa baade stort og koldt og sleipt. «Hvem er det?» sagde Peer Gynt. «Aa det er Bøigen,» svarede det igjen.
«Ja, enten du er ret eller bogjé, saa faaer du slippe mig fram,» sagde Peer, for han skjønte, at han gik i rund Ring, og at Bøigen havde ringet sig omkring Sæle. Dermed saa leede den lidt paa sig, saa at Peer kom frem til Sæle. Da han kom ind, var det ikke lysere der end det var ude, og han foer og famlede omkring Væggene og skulde sætte fra sig Bøssen og lægge Skræppen af; men ret som han gik og trevlede sig fram, kjendte han igjen dette Kolde og Store og Sleipe. «Hvem er det da?» raabte Peer. «Aa, det er den store Bøigen,» svarede det, og hvor han tog og hvor han bød til at gaae, saa kjendte han Ringen af Bøigen. Det er nok ikke godt at være her, tænkte Peer, siden denne Bøigen er baade ude og inde, men jeg skal vel skjæpe paa denne Tværbleien. Saa tog han Bøssen og gik ud igjen og famlede sig frem til han fandt Skallen paa den. «Hvad er du for En?» sagde Peer. «Aa, jeg er den store Bøig Etnedalen,» sagde Stor-Troldet.
Saa gjorde Peer Gynt Braafang og skjød tre Skud midt i Hovedet paa den. «Skyd et til!» sagde Bøigen. Men Peer vidste bedre, for havde han skudt et til, var det gaaet tilbage paa ham selv. Da det var gjort, saa tog baade Peer og Hundene fat paa Stortroldet og drog det ud, saa de kunde komme vel ind i Sæle. Imens skrattede og lo det rundt i alle Haugene. «Peer Gynt drog mykjy, men Hondain drog meir,» sagde det.
Om Morgenen skulde han ud at veide Dyr. Da han kom ind paa Fjeldet, fik han see en Førkje, som lokkede Fænein over Tverhø. Men da han kom derop, var Jenten borte og Fænein ogsaa, og han saa ikke Andet end en stor Flok Bjørne. Nu har jeg aldrig seet Bjørn i Flok før, tænkte Peer ved sig selv; men da han kom nærmere, vare de borte allesammen, oframt en. Saa kauede det i en Haug bortved der:
«Agte Galtén din:
Peer Gynt er ude
Mæ Svandsen sin.»
«Aa dæ bli Uhæppé for ’n Peer, men inkje for Galtén min, for han har inkje tvætta i Dag,» sagde det i Haugen. Peer vadskede Næverne sine med det Vandet, han havde, og skjød Bjørnen. Det lo og skoggrede i Haugen. «Du kunde agte Galtén din!» raabte det. «E kom inkje ehog, han ha Vaskoppen emellom Føtom,» svarede den Anden. Peer flaaede Bjørnen og grov Skrotten ned i Uren, men Skallen og Skindet tog han med. Paa Hjemveien traf han en Fjeldrakke. «Sjaa Lamme mit, kaa feit dæ gaaer,» sagde det i en Haug. «Sjaa Svandsen has Peer, kaa høgt ’n staaer,» sagde det i en anden Haug, da Peer lagde Riflen til Øiet og skjød den. Den flaaede han og tog med, og da han kom til Sæteren, satte han Hovederne udenfor med gabendes Kjæft. Saa gjorde han op Varme og satte paa en Suppegryde, men det røg saa forskrækkeligt, at han næsten ikke kunde holde Øinene oppe, og derfor maatte han lukke op en Glugge, som var der.
Ret som det var, kom der et Trold og stak ind igjennem Gluggen en Næse saa lang, at den naaede bort i Skorstenen. «Her ska du sjaa for Snytehøin!» sagde det. «Her ska du kjeine for Supekøin!» sagde Peer Gynt, og øste hele Suppegryden over Næsen. Troldet foer afsted og bar sig ilde, men rundt i alle Haugene skrattede og lo det og raabte: «Gyri Supetryne, Gyri Supetryne!»
Nu var det stille en Stund, men det varede ikke længe, før det blev Staak og Larm udenfor igjen. Peer saa ud og der saa han, det var en Vogn med Bjørne for; de vælede op Stortroldet og reiste ind i Fjeldet med det. Bedst det var kom der en Vasbøtte ned igjennem Piben og slukkede Varmen, saa Peer sad i Mørket. Da tog det til at skratte og lee i alle Krogene og sagde: «No ska dæ inkje gaa bære mæ ’n Peer, end mæ Valabudeiom.» Peer gjorde op Varmen igjen, tog Hundene, læste att Sæle og lagde nordefter til Valsæteren, hvor de tre Budeierne laae. Da han kom et Stykke nordpaa, brændte det saaledes der, som om Valsæteren stod i lys Lue. Med det samme traf han en Flok Ulve, og nogle af dem skjød han, og nogle slog han ihjel.
Da han kom til Valsæteren, var det kulmørkt der og ingen Ildebrand, men der var fire fremmede Karle inde, som holdt paa med Budeierne, og det var fire Haugetrold, og de hedte Gust i Væré, Thron Valfjeldet, Kjøstøl Aabakken og Rolf Eldførpungen. Gust i Væré stod udenfor Døren og skulde holde Vagt, mens de Andre vare hos Budeierne og friede. Peer skjød efter ham, men traf ikke, og saa reiste Gust i Væré. Da han kom ind, vare de slemt i Færd med Budeierne, og to af Jenterne vare reent forfærdede og bade Gud bevare sig, men den tredie, som hedte Gailn-Kari, var ikke bange; hun sagde, de kunde gjerne komme, hun kunde nok have Lyst at see om der var Tona i slige Karle.
Men da Troldene skjønte, at Peer var inde, begyndte de at jamre sig og sagde til Eldførpungen, at han maatte gjøre paa Varmen. I det samme satte Hundene paa Kjøstøl og rev ham overende i Aarén, saa Asken og Ildmørjen gjøv omkring ham. «Saa du Slangein mine, du Peer?» sagde Thron Valfjeldet; – saa kaldte han Ulvene. «Naa ska du saammaa Veigen som Slangein dine,» sagde Peer og skjød ham; saa slog han Aabakken ihjel med Bøssetrumfen; men Eldførpungen var reist op igjennem Piben. Da han havde gjort det, fulgte han Budeierne til Bygds, for de turde ikke blive der længer.
Men da det led mod Julleite, var Peer Gynt ude igjen. Han havde hørt om en Gaard paa Dovre, hvor der kom saa fuldt af Trold hver Julekveld, at Folkene maatte rømme ud og reise til andre Gaarde; did havde han Lyst til at gaae, for han var hoga paa Troldene. Han klædte sig fælt ud, og saa tog han med en tam Bjørn, han havde, og en Syl og Beg og en Bustsleiv. Da han kom did, gik han ind i Stuen og bad om Huus. «Gud hjælpe os,» sagde Manden, «vi kan ikke laane dig Huus, vi lyt reise ta Gaarde selv, for hver evige Julekveld kommer det saa fuldt med Trold her.» Men Peer Gynt, han meente, han nok skulde renske Huset for Troldene, og saa fik han Lov at blive og fik et Purkeskind atpaa. Saa lagde Bjørnen sig bag Skorstenen, og Peer tog frem Beg og Syl og Bustsleiven og satte sig til at gjøre en stor Sko af hele Purkeskindet. Han satte et stærkt Reeb i til Trækkebaand, saa han kunde snurpe sammen hele Skoen rundt omkring; et Par Haandspiger havde han ogsaa færdige.
Ret som det var, saa kom de med Fele og Spillemand, og nogle dandsede og nogle aad af Julekosten, som stod paa Bordet; nogle stegte Flæsk, og nogle stegte Lop og Padder og andre ofyselige Ting; den Julekosten havde de med selv. Imens fik nogle see Skoen, Peer havde gjort; de syntes, den var til en stor Fod, saa skulde de prøve den, og da de havde sat en Fod opi hver af dem, saa reipte Peer til og satte den ene Haandspigeren i og bennede til, saa at de sad fast i Skoen Allesammen. Men saa stak Bjørnen Næsen frem og lugtede paa Stegen.
«Vil du haa Kaarg, Kvitpaus?» sagde en af Troldene, og kastede en glostegt Myrlop lige i Gabet paa den. «Slaa til, Bamse,» sagde Peer Gynt. Saa blev Bjørnen saa arg og sindt, at den foer op og slog og klorede dem Allesammen, og Peer Gynt slog i Flokken med den anden Haandspigeren, som om han vilde slaae Skallen itu paa dem. Da maatte Troldene rømme, og Peer blev der og levede vel af Julekosten hele Helgen, og de hørte ikke til Troldene paa mange Aar. Men Manden havde en lyslet Hoppe, og den raadede Peer ham til at sætte paa Føl af, som foer og kalvede sig omkring Haugene der.
Saa var det ved Juleleite mange Aar efter – Manden var i Skogen og hug Ved til Helgen – der kom til ham et Trold og raabte: «Har du dein store Kvitepausen din einnaa, du?» «Ja, ’n lig heime bak Omn,» sagde Manden, «aa naa ha ’n faat sjau Onge, mykjy større aa argare, eil ’n æ sjøl.» «Saa kjøm os aildr’ meir aat de,» raabte Troldet.»
«Den Peer Gynt var En for sig selv,» sagde Anders. «Han var rigtig en Eventyrmager og en Ræglesmed, du skulde havt Moro af: han fortalte altid, han selv havde været med i alle de Historier, Folk sagde var hændt i gamle Dage.» «Det tør være sandt, du siger,» sagde Peer Fugleskjelle, «Bedstemoder min hun havde kjendt ham; hun fortalte mig efter ham mere end een Gang. Men du Thor, du veed vel at fortælle om den Storskytteren i Vaage, Jens Klomsrud. Ham har jeg hørt der skal være Meget fortalt om. Han var jo lidt i Slægt med døk, han.»
«Ja,» sagde Thor, «men Slægtskabet var ikke stort. Han var gift med Moster til Oldefader vor. Han boede paa Klomsrud i selve Vaage og levede for vel hundrede Aar siden; Bedstefader kom ham godt i Hog endda, og sagde, at det var en brav, troværdig Mand. Den Klomsrudgaarden ligger oppe i Aaslændet, og det er ikke saa langt derfra til Vejingstulene og Sterringstulene. Deroppe i Fjeldet laa han næsten hele Vinteren paa Skytteri og satte ud Rypesnarer og renskede Reensdyrgrave.
En Dag havde han løbet hele Fjeldet over og ikke faaet en Rype; i Skumringen begyndte han at vekja Snarer og Reensgrave, og det blev Afdagsleite, før han kom ned mod Sterringen; der skulde han ligge om Natten, og da brændte det saa der, at det lyste ud igjennem alle Mosefarene. Jens blev nok saa glad, fordi der var kommen Folk, og der var Ild vaagen. Men da han kom op imod Sæteren, blev det mørkt med Eet, og da han kom frem, var der Laas for Døren. Jens ændsede ikke dette stort, for han var vel vant ved Sligt; han slog Ild og kveldstelte sig.
Men ved Natmaal, da han havde spiist og lagt sig til Ro, kom der ind fjorten grønklædte Jomfruer; de vare saa vene, at han aldrig havde seet saa vene Kvindfolk, og alle havde de guult udslagjé Haar. Den ene havde et Langespél, det tog hun til at spille paa, og de Andre begyndte at dandse en Langdands om Aarén, og der laa en stor Tyrirod og brændte lyst, saa Jens kunde see vel alt hvad de gjorde; men alt som de dandsede, greb de efter ham med Klypen og luggede ham i de lange Haarene, han havde paa Læggene. «Lika du Pluk, Jens Haarlæg?» sagde de. Jens svarede ingen Ting. Han bare trak Fødderne til sig, saa godt han kunde; men det hjalp ikke stort, for Jomfruerne var saa gale og kaade, at de rev og nappede i ham og kaldte ham Jens Haarlæg, Jens Dunderiberg, Jens Skreildifjeld. Da blev Jens harm; han tog Riflen og kytede haardt og sagde, at hvis de ikke reiste strax, skulde han gjøre ved dem det, de mindst vilde. Jomfruerne tog til Beens, og Resten af Natten sov han i Ro.
Ved Dagespræt lagde Jens til Fjelds, men da han kom forbi Løvaabjerget ovenfor Sterringen, raabte det til ham: «Jens Haarlæg, du fæ ingor Rupé idag; dæ blie bære Tomskreil og Skreillifjeld.» Jens tænkte baade det Ene og det Andet; men han gik ligevel; og da han kom i Fjeldet, var der aavelag af Ryper; han skjød og han skjød, til han hverken havde Kugler eller Krud, men han fik ikke Fjæren, og da han gik hjem igjen, satte der sig Ryper i Skokketal lige for Fødderne paa ham. Jens havde aldrig havt slig Misjagt og Vanveide, og saa tænkte han som det var, at det var utpaagjort af Bergefolkene. Den tredie Dagen tog han Veien til Rypesnarerne og Reensgravene og vilde vekja dem, men der fandtes hverken Rype eller Reen i dem, og de fleste af Snarerne var rykket op og revet itu, men han saa hverken Spor af Mennesker eller Dyr til dem.
Der var aavelag Vildt og Fugl i Fjeldet, og han begyndte at skyde, men det var om Intet. Han kom tidlig hjem til Sterringen og tænkte at løbe til Klomsrud samme Kvelden. Men han havde meget Stavved og Trugeemner, som han vilde hugge op og trække med sig hjem paa Skikjælken, og da han var færdig med det, var det saa seent, at han maatte blive den Natten over ogsaa. En Stund efter han havde lagt sig til at sove, vaagnede han igjen og var næsten kvalt af Røg, for der var lagt en stor Helle over Ljorehullet. Jens tog Bøssen med sig til Dørs og løste Hanen, men Krudet vilde ikke fænge, fast det gnistrede af Flinten og Staalet. Men ret som det var, raabte det fra Løvaabjerget: «Vil du bruge Skreilpipa mot Jomfruom naa, Jens Tomsmeild?» «Kaa ha e gjort, sia e inkje kain væra i Fré?» spurgte Jens Klomsrud. «Du ha løist Dundraren din over Stugutake te Kjersti Langspel aa Sigrid Sidsærk aa de tolv Systrin deres, aa de Huusvilde ha du truga med Skreilpipa,» svarede det oppe i Løvaabjerget. «Kaa ska e gjeva i Bot?» spurgte Jens, men det fik han ikke noget Svar paa. Saa gik han op paa Taget og væltede Hellen ned med en Haandspiger, saa at Røgen gik op, og siden sov han trygt og fornam ikke Mere den Natten.
Da han havde været hjemme paa Klomsrud en liden Ri, tog han op til Sterringen paa Skytteri igjen, og den første Morgen traf han en stor Reensbuk i Klymphullet. Han skjød ti Skud paa den, men han traf den ikke. Men da hørte han, det raabte i Løvaabjerget: «I Morgaa kain du skjote, Jens Tomskreild; naa ha du gjeve Bot.» Jens gik fra Bukken og tænkte ikke mere paa Skytteri den Dag, men gik hjem paa Sæteren. Om Morgenen gik det saa godt, at han næsten ikke aarkede at bære al den Fugl, han fik, og da han var paa Hjemveien ved Nonsbeel traf han Reensbukken i Klymphullet igjen. Da stupte den for det første Skud, han skjød; men der var Ingen som kunde komme i Hug, at der var skudt saa stor en Buk i Vaage. Hornene var saa store, at der ikke fandtes Mage til dem, og de sidde den Dag i Dag er paa Staburrøstet paa Klomsrud som en stor Krone.»
Det var Tid at yde Søvnen dens Ret. Sir John og jeg deelte Mosleiet i Sengen. Thor og Anders krøb under den, Hans laa langs Gulvet, Peer Fugleskjelle paa Bænken. Jeg sov trygt og roligt en Stund, men ud paa Natten kom der fire Trolde fra Høvringen med en stor Reensbuk paa sine lange Næser; den satte de paa Hovedet ned i Piben i Ulsødehytten. Det blev saa kvælende hedt, at jeg ikke kunde holde det ud; men Storebækkjen og Peer Gynt vare i Færd med Troldene, og Jens Klomsrud og Sir John stod paa Taget og gav den Skud for Skud, til de trak den op efter Bagbenene; Bukken sprang dog lige godt og blev borte over Rondetinden. Jeg aandede frit, berørt af den kjølende Luftstrøm, og vaagnede, idet Peer Fugleskjelle, der i en yderst generet Stilling laa krum paa Bænken, smaaputtrede med Hans om, at det var godt at rette paa Fødderne sine, men for at faae Plads dertil havde han aabnet Døren og stukket dem ud gjennem den.
«Pine Død, skulde det ikke være løiligt at koge Kaffe paa Gruten, Gut,» sagde han sagte til Hans. Anders slog sig til dem, og halv vaagende halv sovende hørte jeg dem længe at pusle med Kaffekogningen og hviskende tale om Fæhandel og Slagtekvæg og Nordfjordheste og Reensbukke, indtil jeg atter slumrede for først at vaagne ved Daggry. Det havde regnet og tordnet hele Natten. Da vi kom ud, tilslørede Taage Rondens Krop; men dens Tinde ragede op over Skyerne, og foroven var det klart. Efter et Bad i Aaen og en dygtig Frokost droge vi i det sølvklare Morgenlys ind mellem Ronderne, medens Hans og Peer Fugleskjelle begave sig nordover for efter Thors Anviisning at hente den skudte Reensbuk.
PLANKEKJØRERNE
Naar man om Vinteren reiser gjennem nogen af de Egne i vort Land, der have en livlig Trælastkommers, undgaaer man neppe at gjøre Bekjendtskab med Bord- eller Plankekjørerne. Det er ikke noget interessant Bekjendtskab. De Støb, de udhule, og disse Slingring og Væltning befordrende Render, de grave i Veiene ved sine tunge, uformelige Læs, ved ufornuftig og uvorren Kjørsel, ere store Ubekvemmeligheder, men for Intet at regne mod et Møde med selve disse Tyranner over Vinterveiene, naar de mandstærke spærre Passagen i Rækker paa tredive, fyrgetyve, halvtredsindstyve Læs.
Den Reisendes Ret og Bekvemmelighed ere Bordkjøreren ligesaa uvedkommende som den Planke, der endnu ikke er skaaret, som det Brændeviin, der endnu ikke er brændt. Han hviler paa Veien og spærrer den, saalænge det konvenerer ham. Imidlertid nødes den Reisende til at søge en Tilflugt i Snefanerne udenfor Veien, hvis han ikke foretrækker at tilkjæmpe sig en liden Mon af den ham lovligt tilkommende halve Vei. Men byd Bordkjøreren knubbede Ord ved en saadan Leilighed. Da er han ligesaa færdig med Næven, som han er tilbøielig til Fred og Rimelighed, naar der bydes ham en Pægl Brændeviin. Men mindre maa det ikke være; thi under hans for Livets Bekvemmeligheder blottede møisomme Færd er Brændevinet ham baade Mad, Drikke og Klæder. Dette Liv, denne evindelige Brændeviinsdrik fører naturligviis til Dyriskhed, og Plankekjørerne ere Udskuddet af de ved Byernes Nærhed depraverede Bygdelag; de ere Landdistrikternes Pøbel.
Sin selskabelige Opdragelse faae de paa Kipper og Hvilesteder ved Omgjængelse med alskens omflakkende Fantepak og med Bærmen af Byernes Uhumskhed. Kalkegutter og Slagterlømler, der give Fifkavailleren paa Trindserudsalen og lignende Dandseboder, er det uopnaaelige Mønster for den yngre plankekjørende Generation i Sprog, Kurtoisie og Levemaade. Sin literaire Sjæleføde søger Plankekjøreren i de bekjendte Toskillingsviser, der forhandles af Kurvemadammerne paa Gadehjørner og under Trapperne, og som besynge Mord og Drab, Indbrud og frygtelige Hændelser.
Og dog hænder det ogsaa her, at man i den kolde, maaneklare Nat, naar Plankekjøreren drager til Byen med sine Læs, hører en reen oprindelig Melodi, der minder om Landet og dets ramme Lugt. Naar han derimod tomrebs reiser hjem igjen, er hans Sang som Brølet af de vilde Dyr, der forlyste sig ved sine Stemmers raae Ulyd og ved den Skræk og Afsky, de indgyde. Da opfylder den lange Række Luften med Hujen og Skrigen og ansporer Hestene, der som rasende fare afsted i Flok og Følge. Slæderne slingre hid og did; de hvide Mærker, Kridtstreger og Tal paa Hatte og Graakjoler udviskes ved den hyppige Vælten i Snefanerne, og hvert Øieblik sætte de tømmeløse Heste ud fra Veien for at gjøre en Sving ind til enhver Gaard eller Hytte, hvor der er Brændeviin at faae; thi af lang Vane kjende de ligesaa godt som deres Herrer disse Forfriskningssteder. Allerede før han kommer did, kan den Reisende mærke Nærheden af disse schofle Kipper og Rønner paa den dybtopmuldede, puddersukkerfarvede Sne.
Vi ville engang besøge et af disse Steder. Udenfor Borrebækken staaer Hest ved Hest for Plankelæs eller tomme Slæder, ledige eller tyggende paa noget tørt Hø, som en Huset tilhørende Saueflok eller nogle Gjeder broderligt dele med dem. Døler eller Fjeldbønder, som hvile her med sine Varskielæs og under fri Himmel ere ifærd med Nisten omkring en liden rød og blaamalet Kiste, bringe ved sine maleriske Dragter, karakteristiske Figurer og Fysiognomier en Smule Afvexling i den øvrige Eensformighed. En og anden Kjører trænger, beskjæftiget med at vande ved Bækken, frem mellem den myldrende Vrimmel af Slæder og Heste, som han skjendes og bides med. Andre vise sig kun i Svalen, eller stikke Hovedet ud af Stuedøren, for at gloe efter sine fiirbenede Kammerater.
Inde myldrer det af Kjørere, ædrue og drukne; nogle af sidste Slags trænge sig omkring Skjænken, der ikke er Andet end et stort Skab i det ene Hjørne af den lave Stue, hvori der staaer en lang tør Kjærring og udskjænker blaahvid osende Finkel af en Klunkeflaske i et Halvpæglmaal, som af Ælde og flittig Brug har antaget en bruunsort Farve. I det andet Hjørne af Værelset staaer en kasseformig Ovn. I den blusser og flammer et Baal, ved hvis Hede der af de fugtige Snesokker og Graakjoler, som beklæde det Selskab, der i siddende og liggende Stillinger hvile paa Ovnsbænkene, udvikle sig stinkende Dampe. Langs Bordet, der staaer i det tredie Hjørne under Stuens eneste Vindue, trives fleersidig Virksomhed: Nogle sidde umælende og drikke Halvpægl efter Halvpægl; andre conversere til sin Drik om Bordskrivere og Planketylvter, om Kværsild og Grosserere, om Baghun og Kværke, om Blakken og Borka; og atter andre spille Kort.
«Faer min,» sagde En, som var noget ude i Perialens første Stadium, det blide, meget talende og brautende, «Faer min solgte Blakken til den svære Hallændingen oppe ved Bordenden, han med Kortlegen; han skulde have den for et Tjaug Daler, om han var god for at løfte den, og Fa’en salte mit Liv satte inte Karlen Ryggen under Vommen paa ’n og løfted ’n som en Vaatt. Det gjorde ’n; for det var vel Figur til Karl, ja er det sagtens endnu, som du selv kan see. Men det var ude med Gamle-Blakken da. Gudbevares, da han var ung – slig Gamp, skjønner du vel, har aldrig gaaet for Plankelas paa Strømsveien; for naar han satte Benene i Bakken, saa Fa’en salte mig, stod han ikke som han var muret. – Troer du det kanskee ikke, Gutten min? Du gjør som du vil, men om Føret var saa skralt, at det skrabed nedpaa bare Stenene, saa drog ’n frem Plankelasset. Ja det var Fa’en til Gemyt i den Gampen. Men det var forbi, da Gamlen solgte ’n, for Kværsilden tog ’n saa reent overstadig, saa det laat i Bringen paa ’n som i en tom Brændeviinstønde, og saa havde han Knippa, maatroe; Bagbenene var saa stive paa ’n som en Skukestol.»
«Ja, gjorde ikke Borka det samme, mener du?» svarede en liden Tykkert, der ikke længer sad rigtig sikkert paa Bænken, og som undertiden famlede ud i Luften efter imaginære Fluer! «Hun drog sine tre Tylvter og vel det kanskee, naar det Lunet var paa ’a. Men Fa’en plukke mig gik ’a inte som en Brud for Plankelasset endda. Det var vel Mær, det Gut! Du skulde aldrig seet slig Mær; hun havde mest Folkevet. Er ikke det sandt, saa lade Herren mig aldrig drikke en Dram mere i dette Liv. Om jeg var saa drukken som en Mær og skreg og hujede som en Graabeen – for du veed da vel det, at En maa have sig en Dram til Nødtørft – saa nei Gud gik ikke hun fortere for det. Og, der vi skulde hvile, der gik ’a ind, og fik ’a inte Foer, saa fandt ’a det selv, der det var at finde, Gut, om jeg saa inte havde Høstraaet. Slig Mær findes ikke i Verdens Rige. Meyer har ’a ikke bedre selv. Nei Gud har han ei da!»
Disse Mænd vedbleve med saadan Iver at tale om sine Heste, at de ved at mindes dem snart vare nær ved at græde, snart, formedelst de Udsættelser der undertiden gjordes paa deres Dyrs Dyder og Fortrinligheder, ved at komme i Haar sammen.
En permitteret Garnisonskarl, som skulde reise hjem til Julehelgen, sad i Nærheden. Han lod til at være en Landsmand og god Bekjendt af de Kjævlende og i Følge med nogle Kjørere, der sad ved den anden Ende af Bordet og spillede Kort. Han lod sig det være magtpaaliggende at tilveiebringe Fred og god Forstaaelse. For mere indtrængende at virke i denne Retning, og tillige for at stille sin egen Brændeviinstørst, kaldte han paa Datteren i Huset, der havde afløst Moderen i Skjænken og bad hende bringe Brændeviin. Men da hun var beleiret af en Flok, der stod paa Reisen og drak Afskedssuper, hørte hun ikke hans Anmodning.
«Jomfru, Jomfru,» raabte han den ene Gang efter den anden, «lad os faae en Pægl Akvavit!» «Slige Jomfruer gjør vi af en Toskillings Baghun,» udbrød den halvdrukne Kjører, «Borkas» ivrige Forsvarer, med Svinepolidskhed og Latter over Artilleristens Knoten. «Ja Gud er hun Dukke for dig ligevel,» sagde Blakkens Talsmand, idet han reiste sig og gik den Tiltalte, der endelig nærmede sig med det forlangte Brændeviin i Møde. Stampende i Gulvet med Fødderne sang han under nærgaaende amorøse Gebærder, snøvlende og med skingrende Stemme:
«Aa næste Lørdagsaften, saa kommer jeg til dig,
Aa da har jeg Talsmand med mig;
Aa lad mig nu see, at du steller dig brav,
Aa holder dig lystig og glad, sa ’o.»
«Lad Guddatter min være i Fred,» sagde den før omtalte Hallænding mellem Kortspillerne. «Gud bevares Baskeruden, tag ikke saa haardt paa; jeg er bare lidt spøgefuld,» sagde Plankekjøreren venligtladende og fortsatte paa en saadan Maade sin Hyldning, at den Feterede gentagende, skjønt forgjæves, maatte frabede sig samme. Benyttende en Pause i Kortspillet reiste Hallændingen sig, greb ham med den ene Haand og satte ham ned paa en Stol, der brast under ham, og sagde med Eftertryk: «Vær rolig, ellers faaer du med mig at gjøre!» «Det skulde vel røde Fanden have Noget med ham at gjøre, men det er ikke for det, jeg har nok kanskee lagt ligesaa god Karl paa Ryggen, og velsaa det,» mumlede Kjøreren mellem Tænderne, da Manden vendte ham Ryggen.
Denne Hallænding, der omtaltes med saa megen Respekt og optraadte med saadant Fynd, var en høi Mand med en stor Næse, et hvast Blik og et i det Hele determineret Ydre. Hans Medspillere vare tre Plankekjørere med temmelig stupide, skjønt hvad man kalder bondefule Fjæs. Det var klart, at de havde lagt sig om ham, der lod til at være en Kaxe i Sammenligning med det øvrige lurvede Selskab, for ret til Gavns at plukke ham i Spillet. Thi uagtet de paa almindelig Bordkjørerviis forsigtig holdt de tykke, smudsige, krøllede og i Hjørnerne afslidte Kortblade inde i den stærkt sammenbøiede Haand, kigede de hverandre gjensidig saavel som Hallændingen i Kortene, gjorde Miner og traadte hverandre paa Fødderne. Her førtes ikke vidtløftig Tale, men af og til hørtes dundrende Slag i Bordet og Ord som disse: «Du gi’er.» «Labola, Beis og Spil.» «Kom med Pengene!» «Sæt eller gaa af Spillet!»
Af og til forkyndte en skraldende Latter eller tordnende Eder, hvorlunde Lykken vendte sig. I Begyndelsen havde Hallændingen tabt. Men under den lille Diversion, han gjorde til Undsætning for Guddatteren, mærkede han, at Medspillerne stak Hovederne sammen og blandede Kortene til sin Fordeel, og fra nu af tog han sig bedre i Agt uden dog at lade sig mærke med Noget. Da Kortene faldt særdeles heldigt paa hans Haand, og han desuden aabenbar var dem overlegen i Spillet, vendte Lykken sig, og inden kort havde han renset alle Tre.
«Hvordan i Helvede hænger dette ihob?» udbrød En af Medspillerne misfornøiet og med et ondt skjælende Blik til Hallændingen, da denne strøg de sidste Penge til sig. «Har jeg vundet en Kule, saa er Kortmageren en Skjælm. Jeg mener, Fa’en selv staaer i Kortene.» «Troer du kanskee, jeg ikke heller spiller realt?» spurgte Hallændingen truende og reiste sig i hele sin imponerende Høide. «Jeg troer ikke Andet,» svarede den Tiltalte. «Men er det da ikke reent forsæt. Her har jeg siddet med gode Kort mange Kuler og inte kommet ud. Havde jeg inte baade Beisen og Spillet den forrige Gangen?» «Hække’n Beis?» spurgte Hallændingen. «Sparesset, veed jeg!» svarede den Første. «I Fanden havde du Sparesset!» svarede en anden Medspiller, der var noget drukken. «Saa du ikke, at Sparesset dat af ned paa Gulvet og blev saa reent afreid at det ikke var nyttendes?» «Sludder, jeg havde Beisen,» sagde Hallændingen. «I saae jo, jeg havde halv Trumfemarias; jeg sad med Spardam paa Haanden, og Kongen laa paa Stokken, saa fik jeg Labola atpaa, saa maatte vel jeg have udvundet da, skal jeg mene.» «Nei Fa’en saa klore mig, om du havde udvundet,» sagde den Første. «Du havde att tre Streger, havde du. Hvordan kan du komme ud da?»
«Ryg til Helvede, din Hund!» udbrød Hallændingen forbittret. «Havde jeg tre Streger, Christian?» spurgte han den tredie af sine Medspillere, der under Ordvexlingen havde siddet umælende og stirret paa de Øvrige med aandsfraværende, af Brændeviin fordunklede Øine. «Ja Gud havde du,» foer denne op – «ja Fa’en hugge den, som det hugser. Men rigtignok var det besynderligt med han Anders, som havde slig staaendes Kort – som det var seendes til – at ikke han kom ud. – Kanskee du kan have spildt Brændeviin over Stregerne dine, du, og du er vørti af med dem paa den Maaden?» tilføiede han lumskt. «O Brændeviin, vor Trøstermand, sa ’n! Laelaelaelae! Vi bruge dig, imens vi kan, sa ’n! Laelae! Laelae!» vrælede han videre.
«Hold Kjæft, Fyldehund!» raabte Hallændingen. «Kanskee du troede, du skulde have udvundet den sidste Kulen ogsaa?» spurgte han foragteligt den første af Spillerne. «Ja Gud tænkte jeg paa det,» svarede den Tilspurgte. «Hvem Djævelen kunde troet, du skulde kaste Ruderesset og holdt att Spardamme, saa meget Spar som der var udkommet?» «Det kommer sig af det, at jeg kan spille, seer du!» sagde Hallændingen med tirrende Overlegenhed. «Jeg har Djævelen skrabe mig ogsaa spildt Kort før i Dag, skal jeg lade dig vide, din Næsegriis,» sagde Kjøreren arrig; «men naar Fa’en er ude, saa er han ude, anti han saa kommer fra Helvede eller Halland!»
«Fanden?» sagde Artilleristen, der havde sat sig hen til dette Selskab. «Fanden? Jeg troer ikke det, at han har været ude siden i Fjor. Da hørte jeg, han var ude om Julekvelden.» «Hvad siger du?» sagde den af Kjørerne, der sidst havde talt, som det syntes tilfreds med en Diversion, der kunde bortlede det Uveir, der synligen drog op over Hallændingens Ansigt i Anledning af det Ukvemsord, der var brugt om ham. «Var han ude om Julekvelden? Hvordan bar det til da?» «Det bar til saa, han reiste nordefter,» svarede Artilleristen. «Men hvordan bar det til, han reiste nordefter?» spurgte Plankekjøreren ivrig. «Ja naar jeg ikke var saa tør i Halsen,» sagde Artilleristen hostende; «men jeg er saa fuld af Krim og Kulde, at jeg mest ikke kan faae op Kjæften.»
«Tag dig en Dram, Gutten min! Saa bliver du nok brav for Kværsild og Kværke,» sagde Plankekjøreren og skjænkede i af den Halvpot Hallændingen havde rekvireret til Trøst og Husvalelse for sine ribbede Fæller i Kortspillet. «Har du Knippa? Du er jo saa stiv i Bagbenene som et Baasnaut,» sagde han, da Soldaten, der lod til at have gaaet paa Sviir den hele Dag, med nogen Møie søgte at reise sig. «Se, der har du Drammen din, og velmaalt er den; tag saa Mundbiddet mellem Tænderne og lad Kjæften trave.» «Tak som byder,» sagde Soldaten. «Glædelig Juul lige til Paaske, Skaal!»
«Der skal meget Pepper til at fylde en Mær,» sagde Plankekjøreren, da han saa Artilleristen stikke Halvpæglmaalet ud til Bunds. «Men nu vil vi vide, hosdan det bar til med Fanden.» «Ja det skal jeg sige dig oprigtig, det; det bar saaledes til, saa det var en Tollerist, som havde faaet Permission og skulde reise hjem til Julehelgen, akkurat som jeg nu, skjønner du. Om Julekveldsmorgenen lagde han afsted. Men da han kom i Lakkegaden og rigtig skulde til at tage paa Veien, saa traf han nogle af Kammeraterne sine. De kunde vide han havde Penge, fordi han skulde i Færdingsveien – og saa skulde de til at drikke Afskedsskaal, og han var ikke den som sagde Nei til det, for han tog sig gjerne en Taar til Nødtørft. De gik ind til en Høker, og der sad de og drak hele Dagen. Han vilde afsted mange Gange, for han skulde heelt til Soløer, og han syntes det kunde være paa Tide, om han skulde komme hjem til tredie Dag Juul; men de slap ham ikke før Klokken var sex, og da havde han ikke igjen flere Penge, end tre Mark og nitten Skilling.
Han labbede opover; men det gik smaat, for det var subbet Føre, og han gik og stampede og stabbede i den løse Sneen. Drukken var han ogsaa, maa vide; men endda var han Karl til at holde sig paa Benene, og hvordan det var eller ikke, saa havde han faaet draget sig opover Sindsenbakken. Der kom det kjørende efter ham en svær Mand i Bredslede med en stor staut svart Hest for. «Hvor skal du hen?» sagde Manden. «Jeg? Jeg skal til Soløer, jeg Faer.» «Did skal jeg ogsaa, og det i Kveld,» sagde Manden. «Skal du did i Kvæld, du kjører fort du da. Andre bruge et Par Dage, og vel saa det, om de have Hest selv.» «Aa ja, men jeg har slig en aparte frisk Hest,» sagde Manden. «Sæt dig i skal du faae frie Skyds og frisk Skyds og.» Jaha, han takkede til og satte sig opi, og da føg de afgaarde, saa han havde nok med at holde Øinene oppe. De gjorde ikke Veien lang, de Karlene.
Da det led paa Kvelden, saa sagde denne Manden: «Nu er du ved Hjemmet dit,» og da Tolleristen fik Øinene rigtig op og fik seet sig om, saa saa han det, at det var udenfor Gaarden til Faer hans, og han til at takke for Skydsen det bedste han havde lært; men da de nu skulde skilles ad, saa spurgte han: «Hvor skal du hen, du da?» «Aa jeg,» sagde Manden, «jeg skal til Grandegaarden her og holde over Ryggen paa en Jente.» «Jasaa,» sagde Tolleristen, «skal du det!» Men han tænkte ikke Noget ved det, han, for han var vel tung i Skallen baade af Fylden og efter Reisen, men da han kom ind i Stuen slog Klokken ni, og det var med det samme de skulde sætte sig til Bords og tage paa med Julegrøden.
Den andre Dagen fortalte han for frisk Skyds han havde faaet, og saa sagde han det som Manden havde sagt, da de skiltes, om det at han skulde til Grandegaarden og holde over Ryggen paa en Jente. De undredes paa hvad det kunde være for en Karl, og de tænkte mest det kunde været en Skøier af disse Lastehandlerfuldmagtene eller Flisefutene, som fare over Bygden deroppe. Men mens de fundeerte paa dette, saa kom de i Hu, at der var en Jente som var med Barn paa Grandegaarden, og med detsamme kom der Bud, og fortalte at Budeien havde faaet en Unge om Natten; den havde hun aflivet med en Øx og lagt i Grisetruget. Saa skjønte de hvad for Karl det var, som var reist nordefter. Det var Fanden selv, det.»
«Fy, det var fælt til Gjerning. Men inte vilde jeg kjørt med ham,» sagde den af Kjørerne, der med saa megen Iver havde animeret Soldaten til at fortælle. «Men hvordan fik de Fanden ud igjen?» «Det veed jeg Fanden ikke,» svarede Soldaten. «Jeg har ikke hørt andet, end at han reiste stabeent til Helvede igjen, da han var færdig.» «Ja men han pleier være vrang at faae ud igjen. Mangen Præst raader mest inte med ham, naar han hugger sig rigtig fast,» vedblev Plankekjøreren. «Det troer jeg vel,» sagde en Anden. «Naar det er sligen Skarvepræst som opi Bygden Jeres, saa gjør nok Fanden Fanden, det han vil. Nei real Karl maa det være; han maa inte være foret med Brisk og Baghun, og inte fare med Filler og Fanteri, den som skal mane Fanden. Svarteboka maa han skjønne ligesaagodt som Kakjisma og vel saa det.»
«Det var sandt det, Anders Smedstad-Bakken,» sagde Soldaten. «Jeg har hørt om en Præst, som var Karl til det. Det var Røkenpræsten. Morbroer min fortalte det, for han var derude paa Branæs og i Røkenbygden. Det var meget til Mand, den Røkenpræsten. Han havde Svarteboka, og han kunde læse i den ligesaa godt fremlængs som baglængs, og han kunde løse og binde paa een Gang. Gud bevars for Mand det var baade til at lægge ud og til at mane Fanden. Det var en Gang, mens Morbroer min var saadan en Fremslænging, saa var han med ham en Søndagseftermiddag nede paa Tangen hos En, som Fanden drev saadant et forskrækkeligt Spil med – det var nok en Kjøbmand, troer jeg. Der havde været Mange, baade Præster og Andre, som havde prøvet sig med ham det Bedste de kunde, men der var ikke noget Raad skabt, for Fanden blev værre og værre med hver Dag. Tilsidst sendte de Bud efter Røkenpræsten. Det var endda lidt ud paa Høsten i den værste Høstbløden. Ja han kjørte ned til Gullaug i Lier og satte over Drammensfjorden til Tangen en Søndagseftermiddag, og Morbroer min var med; men aldrig før var han kommen ind der, før det begyndte at pibe og hvine i hver evige Væggesprunge.
Men saa sagde Røkenpræsten: «Det hjælper ikke at du piber, du faaer flytte.» Han havde ikke sagt det, før Fanden foer op igjennem Skorsteenspiben som en Røg, og det var mangfoldige Mennesker som saa ham. Men saa blev det roligt da, maa vide, og Præsten satte over Vandet igjen og kjørte hjemover. Men da han var kommen et Stykke op i Gullaugkleven, saa blev det mørkt, og allerbedst som de kjørte – han Morbroer gik endda med – saa ryger Kariolaxelen af paa to Steder, saa Hjulene trillede nedover Kleven. «Haa, haa, er du slig Karl,» sagde Røkenpræsten, «saa skal du Pine Død ogsaa faae Noget at bære paa. – Sæt dig paa Peer og hold dig vel fast,» sagde han til Moerbroer.
Da kan det vel hænde, det gik. Saa fort er aldrig noget Menneske kommet fra Bakken til Grini; for det sagde Moerbroer han gladelig skulde gaae til Things og døe paa, at de foer mere bortigjennem Veiret som en Skjekte end de holdt sig efter Veien. Men naar de holdt sig til Marken en liden Stub, sprudede Sølen og Gnisterne om Ørene paa dem, saa de saae ud værre end Fanden, da de kom frem til Præstegaarden. «Nu skal du have Tak for Skydsen, Gutten min,» sagde Røkenpræsten – En kan nok vide det var Fanden han sagde det til – «men gaa nu efter Kariolhjulene mine i Gullaugkleven, og sveits Axelen, du brød istykker, saa kan vi være kvit for denne Gangen,» sagde han, og Moerbroer min han havde ikke faaet op den ene Sælepinden, før Kariolaxelen var som da de reiste af Gaarden med den; men det lugtede Svovl baade af Hesten og Kariolen vist over tre Uger efter.
Men saa var det siden en Gang, han Moerbroer tjente paa Huseby i Lier, at Fanden holdt saadant Leven paa Store-Valle hos han Aage Sandaker, at de næsten ikke kunde faae Fred for ham hverken Dag eller Nat. For denne Aage Sandaker havde solgt Sjælen sin til ham, har jeg hørt; vist er det, at der ikke fandtes en slemmere Krop paa mange Miil. De sagde, at Fanden hjalp ham med Alting, og hele Bygden laa han i Krangleri med. Men saa var det en Nat, han Faerbroer kom kjørende med et Plankelæs fra Svangstranden, og da han kom forbi Store-Valle hørte han, at det var Folk derinde; de sloge i Bordet og var ueens. Han holdt og lod Hestene hvile lidt for Moro Skyld, for han tænkte det altid kunde blive Slagsmaal; men saa med Eet fik han see saa skjellig, at Fanden stod med Benene i Taggluggen og bøiede sig ned til Stuevinduet, og han var saa lang, at han maatte slaae Bugt paa sig, saa han stod kroget som en Felebue. Men ret som der var, tog han til at dundre paa Vinduesposten, saa han Moerbroer blev reent fælen, for det var akkurat som Tordenen skulde skrælde og smælde, og saa slog han paa og kjørte alt han kunde.
Saa var det en anden Gang, de spilte Kort der og bandte og turnerte. Det gik saa reent galt med de Andre, men Sandakeren vandt det ene Spillet efter det andet og spilte dem mest til Fant. Ret som det var, faldt der et Kort paa Gulvet for en af dem, og han bøiede sig ned og skulde tage det op; men saa fik han see, at Fanden sad under Bordet og hjalp Sandakeren og havde slaaet Labben om Bordfoden. Saa sendte de Bud efter Røkenpræsten, og han kom strax, for han var ikke længe om at komme afsted, naar han skulde mane.
Han tændte to Voxlys og satte dem paa Bordet. Saasnart han havde begyndt at læse op, slap Fanden Bordfoden og kastede Kortlegen efter Præsten, saa arg var han. «Tænker du at faae mig ud, Christian Svartsærk?» sagde Fanden. «Du er en Tyveknegt, for du har stjaalet et Traadnøste og en Brødskalk!» «Traadnøstet tog jeg for at bøde min Brok, og Brødskalken for at stille min Hunger,» svarede Præsten og manede igjen. Men Fanden vilde ikke ud. Da tog Præsten til at mane og mane, saa det begyndte at brage og knage i Fanden, for det brød ham for haardt. «Faaer jeg Lov at gaae igjennem Piben?» sagde Fanden. «Nei,» svarede Præsten, for havde han faaet Lov til det, havde han revet Taget med sig, kanskee da.» «Faaer jeg Lov til at gaae igjennem Nøglehullet da?» sagde Fanden igjen. «Nei her skal du ud, min Mand!» sagde Præsten og borede et lidet Hul paa Vinduesblyet med en Stoppenaal. Og der maatte han ud, enten han peeb eller laat, men ud maatte han.
Saa var det stilt en Stund. Men mod den Tid, at han Aage skulde til at døe, begyndte Fanden at grassere igjen i Lier, og det baade paa Store-Valle og andetsteds. Paa den Tid var der en Jente i en Plads under Linnæs, som havde faaet en Løsunge. En Søndagsaften som hun stod paa Vigerbroen og koopte og glante ned i Vandet, kom han til hende som en stor sort Hund og slikkede hende paa Haanden, og med det samme kastede hun Ungen til Elvs. Og paa Store-Valle blev han reent desperat, og det var nu ikke at undres over, for han gik der og ventede det ene Aaret efter det andet paa at han Aage skulde slukne; men Aage levede ligefuldt, han, og tilsidst troede Folk mest, at han havde snydt Fanden ogsaa. Ja, det var mykje til Karl den Aage, men en styggere Mand kunde Ingen see.
Nu ja de vidste intet andet Raad da end at sende Bud efter Røkenpræsten igjen. Da han vel var kommen ind og havde sagt «God Kveld,» saa skulde han sætte sig ned paa en Stol. Men i det samme kom der En og nappede Stolen unda ham, saa hele Præsten dat i Gulvet. «Kom med en tom Brændeviinsbuttel, Moer,» sagde Præsten – da var han bleven sindt – og da han havde faaet den, tog han til at mane og mane, saa det ordentlig krak i alle dem, som i Stuen var. Og allerbedst som det var, kom Fanden indigjennem Nøglehullet, og saa krøb han og peeb og vispede han med Rumpen som en Hund bortover Gulvet til Røkenpræsten, og ned i Brændeviinsbuttelen maatte han. Da han vel var kommen nedi der, slog Præsten en Kork i og saa sagde han: «Nu skal du Fanden gale mig være min Griis.» Siden den Tid fornam de ikke Noget til Fanden paa Store-Valle».
«Det var Sugg til Præst!» udbrød en af Kjørerne. «Ja, men Akerspræsten han var bedre ligevel,» sagde en Anden. «For Fanden blev saa ræd, da han fik see ham, at han tog Traavet med det samme. Det var ikke langt unda det hændte skal jeg tro; der han holder Næven sin denne Hallandsbonden, staaer der fire Mærker i Bordskiven efter Kløerne hans.» «Hvad er det du siger?» spurgte Soldaten med Interesse og gloede paa Bordskiven. «Har Fanden været her? Det har jeg aldrig hørt; men du faaer fortælle os det, siden vi nu snakker om ham ligevel.» «Kan saa,» sagde Kjøreren; «Husens Folk ere jo gaaede ud; for en skal ikke tale om Taug og Strikke i hængt Mands Huus, sige de for et gammelt Ord.
Det bar til slig da, at der sad nogle Kjørere her og spilte Kort og tog sig en Halvpægl iblandt, naar de kunde tryte det, og vel saa ofte kanskee. Enten Manden var med eller ikke, det veed jeg ikke; men jeg troer nok han gik af og til mellem Brændeviinsskabet og Kortlegen. Men saa kom der ind En med Lovvanter paa; først sad han og saa paa dem, og saa saa han i Kortene. Siden slog han et Slag med dem, og drak med dem gjorde han ogsaa; men hvad han tog i eller hvad han gjorde, saa havde han Lovvanter paa. Saa skulde Karlene have sig lidt Mad i Skrotten, for det havde nu gaaet mest paa Brændevinet før. «Men i Jesu Navn, æder du med Vaatter paa ogsaa du da?» sagde En af dem, for de vare ligesom lidt arge paa ham, fordi han havde taget dem saa slemt. I det samme hug Fanden Næven i Bordet, saa Kløerne sad tværs igjennem. Saa skjønte de hvad det var for en Sugg, de var i Lag med, og saa sendte de Bud efter Præsten i Aker; men da han kom, maatte Fanden ud, for han syntes, at Præsten var meget styggere end han selv var.»
«Flyt paa Fingrene dine, du, saa vi kan faae see Mærkerne i Skiven,» sagde en af de Kjørere, der havde spilt Kort med Hallændingen, og stødte ham haardt paa Armen. Over dennes Ansigt gik en Vredessky, men han flyttede roligt Haanden. «Tager du bort Mærket og?» sagde Kjøreren, da han Intet kunde opdage; «han Anders sagde jo, det stod under Næven. Haa, Haa, faaer jeg see paa Klovene dine?» vedblev han med et infamt Griin og greb efter den ene af Hallændingens Hænder, medens en Anden, greben af samme Tanke, tog Lyset og bekigede hans Fødder under Bordet. Hallændingen reiste sig voldsomt op og slog med knyttet Næve i Bordskiven, der sprak under det kraftige Slag. «Ja du skal faae see Klovene mine, og I skal faae kjende dem og, I Kjørerkoper,» sagde han med hævet Røst, idet han holdt dem sine knoglestærke Hænder under Øine. «Ud paa Dør, I skal ikke være i Huus med Folk, Mærreflaaere, som I ere! Ud siger jeg!» vedblev han og lukkede Døren op paa vid Gab.
«Troer du vi er ræd dig da, Suggen?» raabte en af dem. «Nei, inte om du havde Kløer som herfra til Gjelleraasen. Hei her er Gut for dig. Her er spræk Fant,» vedblev han med et Hop og knipsede sin Modstander for Næsen. Hallændingen svarede ikke et Ord, men tog den Næsevise ved Nakken og kastede ham hovedkulds ud paa Gaarden. Artilleristen tog Parti med Plankekjørerne og sneg sig i samme Øieblik, som de Øvrige gjorde sit Attentat, lumskeligen bag Hallændingen, greb ham i Skuldren med begge Hænder og satte ham Knæet mod Ryggen med det Forsæt at bøie ham baglængs mod Gulvet. Men da den Angrebne mærkede dette Kneb, samlede han al sin overordentlige Styrke, flyttede den høire Fod frem, gjorde Ryggen krum, greb ham bag til fat i Benene og styrtede Artilleristen med et heftigt Ryk af Overkroppen hovedkulds over sig ud gjennem Døren. De øvrige To greb han en med hver Haand i Struben og kastede dem baglængs ud efter deres Kammerater.
Under dette tumulturiske Optrin aabnedes Kjøkkendøren; Konen i Huset, hendes Datter og et Par andre Fruentimmer kigede ind med frygtblandet Nysgjerrighed. «Du rydder Stuen, du!» sagde den Første. «Jeg nødes til det,» svarede Hallændingen. «Naar En ikke kan være i Fred for Klæggen, saa faaer En knibse den.» «Ja jeg skal knibse dig, enten du er Fanden selv eller Moer hans,» sagde en af de udkastede Kjørere, idet han, ledsaget af Artilleristen, kom ind gjennem Døren, blodig i Ansigtet, og med en afbrudt Bændestang slog efter Hallændingen.
Denne bøiede sig behændigt til Side for Slaget, slog Døren til og vristede sin Angriber hans Vaaben af Haanden. «Du er nok en Haardhaus, du, men nu skal vi prøve Skallen din,» sagde han, idet han greb ham i Skuldrene og styrtede ham med saadan Vælde mod den tillukkede Dør, at Plankekjøreren med et Brøl foer ud gjennem Dørspeilet, der splintredes i mange Stykker. «Ja Gud troer jeg, det er Fanden selv, for da jeg brød paa ham, var det, som jeg brød paa en Badstuvæg,» sagde Artilleristen, i det han flygtede ud gjennem Kjøkkenet.
EN TIURLEG I HOLLEIA
Om Myren Granerne vugge
Med Morgensuusning den skjæggede Green;
Og blaat som fra Ljaareglugge
Dagskjæret falder paa Holmens Steen.
Der sidder Troldfuglen stram og strunk
Med brusende Fjær og slaaer sin Klunk –
O, løsne ei Skud; du gjør den ei Meen!
Jørgen Moe.
Fra Tyristranden gik vi en af de første Dage i Mai – det var længe før Jagtloven udklækkedes – op gjennem Lien for den følgende Morgen at være paa en Tiurleg i Skjærsjøhaugen, der paa disse Kanter havde Ord for at være den sikkreste. Vi vare fire, min Ven Kapitainen, jeg, en gammel Skytte ved Navn Peer Sandaker over fra Sognedalen, og en rask Gut, der førte to Kobbel Hunde; naar Legen var endt skulde vi nemlig gaae paa Harejagt. Nede i Bygden var det fuldt Foraar; men da vi kom ind paa Aasen, laa Sneen dyb i Dale og Dækker. Aftenen var endnu ret luun, og Fuglene sang sin Vaarsang i Skoven. I Nærheden af Asksæteren, hvor vi agtede at tilbringe Natten, begave vi os op i den enhver Fugleskytte der vanker i disse Skove velbekjendte Skjærsjøhaug, for at høre hvor Fuglene satte sig paa Natkvisten. – Da vi naaede derop og fik en fri Udsigt, stod Solen i Nedgangen og kastede sit gyldne Lys ufordunklet op i den tindrende Himmel. Men denne hvælvede sig ikke over et blidt og venligt Landskab: mørke, uendelige Skove og Aaser, kun afbrudt ved iislagte Kjærn og Myrstrækninger, strakte sig paa alle Kanter lige hen til Horizonten.
Vi havde ikke været her længe efter Solens Nedgang førend vi hørte en susende Flugt og de stærke, tunge Vingeslag af en Fugl, der slog sig ind. «Det var ikke nogen gammel Fugl,» sagde Kapitainen med Kyndighedens Mine, da han ikke hørte Fuglen give Lyd efterat den havde sat sig op. To Fugle kom snart efter denne susende og sloge sig ind uden at give Lyd. Men derpaa kom en flyvende med endnu tungere, mere susende Vingeslag, og da den havde sat sig, skar den Næb. «Den Karlen er ikke født i Fjor. Der er Husbonden paa Legen,» sagde Peer Sandaker; «bare det ikke er Gamlestoren selv; men det troer jeg mest.» Der kom endnu tre Fugle, og for hver som slog sig ind, skar den Gamle med Næbbet. De to taug, men den tredie svarede i samme Tone. «Det var en fremmed Karl,» udbrød Peer; «han kjendte ikke Gamlen; ellers havde han holdt Kjæften sin. Paa Morgenkvisten kommer han til at angre det, for tro mig, Gamlen finder ham nok, og han er ikke Bas at kjeikes med, naar det rette Lune er paa ham. Jeg har seet hvorledes han børstede en Kranglefant, som skar til ham paa Legen engang før.»
Under denne Replik lagde Skyttens aabne, veirbidte Ansigt sig i høist besynderlige, polidsk grinende Folder, der efter den kortfattede Karakteristik Kapitainen, medens Peer Sandaker under vor Vandring en Gang var bleven et Stykke efter, havde meddelt mig af ham, syntes at alludere til en eller anden mystisk Historie. Thi efter denne var han stærk i Historier om Troldfugle, Udsendinger og Underjordiske, og gik især i den yderste Detail, naar han fortalte om en eller anden af de atten Bjørne, han i sine Dage havde fældet. Derimod taug han gjerne, angaaende det ligesaastore Antal, onde Tunger beskyldte ham for at have skudt bort.
«Men hvad er det for en Gammel og Gamlestor, du taler om?» spurgte jeg. «Det skal jeg sige Dem,» tog Kapitainen hurtig til Orde, idet vi begav os paa Veien til Sæteren. Rimeligviis befrygtede han, at dette overilede og utidige Spørgsmaal efter mit saa korte Bekjendtskab med Peer skulde indgyde ham Mistro og lægge Baand paa hans Tunge. «Det skal jeg sige Dem,» svarede han. «Der er en gammel Tiur paa denne Leg, som er bleven et Fabeldyr i den hele Trakt. Blandt Skytterne her er den kjendt under Navnet «Brækaren;» thi istedetfor at sidde roligt paa Kvisten og kneppe flyver den ofte om mellem Trætoppene, brægende som en Gjed. Først naar denne Maneuvre er udført, sætter den sig op for at klunke og sauge. Saadant Spil er saa ufornuftigt, at Ingen kan komme den paa Skud. Den bruger imidlertid endnu oftere et andet Kneb, som er meget værre: den sidder rolig og knepper og slaaer sin Klunk, men naar den skal tage paa at sauge, flytter den i et andet Træ. Kommer man ved et Slumpetræf til at skyde, bider det ikke paa den. Gamle Peer der har skudt paa den baade med Salt og med Sølv, men uagtet Fjærene føg af den, tog den ikke mere Notits af hans sikkre Rifleskud end af en Salut. Næste Morgen spillede den lige raskt og lige falskt.»
«En kunde ligesaagodt skyde paa en Steen,» sagde Peer med den fuldeste Overbeviisnings konkluderende Betoning. «Jeg kom indpaa ham,» vedblev han, «engang han holdt Leg paa Fladbjergene her borte ved Kloppen, rigtig midt i Veien, som gaaer til Skaug; og sad der ikke saa fuldt med Røier om ham, at jeg talte syv Stykker, og flere var det i Skogen, for det snøvlede og pratede bag hver Busk. Og de som var fremme, de rendte rundt omkring ham og strakte Halsen ud, hukede paa sig og gjorde sig saa lækkre; men Fuglen sad paa Fladbjerget og briskede sig saa kjø’en og spansk som en Greve. Ret som det var satte han Styven op og slog Hjuul, vendte paa sig og sopte Vingerne nede ved Benene og hoppede ende til Veirs saa høit som saa. – Ja, jeg vidste ikke, det var den Kallen, jeg, ellers havde jeg nok givet ham en Smæld strax, før han havde gjort sig haard, kanskee; men jeg syntes det var morsomt at see paa.
Som han var i den bedste Legen, saa kom der susende en anden Tiur – den var ikke braadt saa stor – og kastede sig paa Legen. Men da blev der vel Spil! Gamlen reiste Styven til Veirs, og Skjægget stod ud paa ham som Pigger i en Hegle, og saa skar han med Næbbet saa det rigtig grøssede i mig, og den Anden han svarede, – han var ikke mindre Karl, maa vide. Men saa føg Gamlen paa ham, og da de slog Næbbene og Vingerne sammen, smald det saa det bragede i Skogen. Bedst det var saa hoppede de høit imod hverandre og hug med Næbbet og rev med Kløerne og slog med Vingerne; og de vare saa arge, at de hverken sandsde eller samlede, og jeg syntes, jeg kunde gjerne gaae bort og tage dem med Hænderne, begge to.
Men tilsidst tog Gamlen rigtig Tag i Luggen paa den anden, og han slog den og haandterede den, saa den ordentlig peb, og jeg syntes mest Synd paa Fuglen, for han leiede den om i Toppen, trykte den til Marken og havde den under sig, saa han ordentlig kom agende udover Fladbjerget paa den lige ned for Benene paa mig. Da lagde jeg til Øiet i en Fart. Det smald, og Fuglen laa død paa Flækken; men Gamlen blev siddende og lugge den endda, og han løftede ikke paa Vingerne. Jasaa, tænkte jeg, er du saa stød i Laaggen, skal du være min. Jeg ladede igjen og skulde lægge paa ham, men da ristede han paa sig og reiste ende til Veirs; men var han mere end ti Skridt fra mig, saa lad mig aldrig skyde en Fugl mere i dette Liv.
– En anden Gang var jeg ogsaa heroppe og hørte hvor han slog sig ind, ligesom i Kveld. Det var i en gammel Furu, han satte sig paa Kvist. Did gik jeg kvareste Natten, før der var Fugl vaagen i Skoven. Men da han tog til at spille, spilte han realt den Gangen. Han spilte saa Furuen rystede, og der manglede hverken Klunk eller Sauging, og ikke flyttede han heller. Da han slog det fjerde Spillet, var jeg indom Hold, – han sad langt nede paa en Kvist indved Furulæggen. Nu skal du være min, tænkte jeg, for jeg havde skaaret op en Sølvtoskilling og lagt for Kuglen. Men ja Gud tænkte jeg feil. Da det smald, fløi han lige rat, endda Fjæren føg af ’n. Der bider ikke Noget paa den Karlen.»
«I Morgen skal vi dog prøve at faae den Peer; nu veed vi jo hvor den sidder?» sagde Kapitainen med halv fordulgt Malice i sin Mine. «Det maatte ikke være Fugl i Skoven, naar En skulde give sig til at gaae efter den,» svarede Peer, halv vred. «Ja Gud bevares,» tilføiede han med et lille Anstrøg af Ironi, «vil Kapitainen gaae efter den, saa – jeg spilder ikke et Korn Krudt paa den. For det siger jeg,» vedblev han troværdig, «at sligt Spil skal aldrig Nogen have hørt. Og slig en Fugl da! Det er det underligste Dyr, En kan see. Han er ikke skabt som en anden ordentlig Tiur; han er mest en halv Gang saa stor, og vel det.»
«Ja, du har Ret, det er en gammel Rad, som ikke er et Skud Krudt værd,» sagde Kapitainen. «Dens Kjød er vist saa seigt og beskt som den Furukvist, den spiller paa. Imidlertid skulde jeg dog ønske at faae undlivet den, for at faae en Ende paa dette Raklespil, hvorved den saa ofte har taget os ved Næsen. Jeg har flere Gange gaaet efter den uden at faae Rede paa Spillet. Jeg har ogsaa et Par Gange skudt paa den, men paa saa langt Hold, at der var liden Sandsynlighed for Træf. Det er rigtignok en Donatbommert at skyde to Gange paa langt Hold i Tiurskoven, det veed De nok,» henvendte han sig til mig, «men den sidste Gangen var der intet andet for; thi jeg hørte den Karnaille, Sara-Anders, stille efter Fuglen paa samme Tid. – Det er virkelig som Peer siger en underlig Fugl, denne gamle Tiur,» vedblev han; «men,» tilføiede han med et af mig allene bemærket Nik, der antydede hans Forsæt at faae Peer Sandaker til at rykke ud med flere af sine Historier, «naar vi komme op i Sæteren skal jeg fortælle en Tildragelse, jeg har oplevet med en Troldhare, som var endnu besynderligere end vor Tiur.»
Vi kom snart til den øde Sæterhytte, hvorhen Gutten, da vi toge bort i Haugen, var gaaet med Hundene. Efter Kapitainens Ordre havde han luftet og faaet et dygtigt Baal til at flamme paa Skorstenen. Da vi havde skilt os ved Bøsser og Jagttasker, og indtaget et Aftensmaaltid af Kapitainens fortrinlige Niste, begyndte denne med paatagen Troværdighed i Tale, Ansigt og Miner at fortælle den belovede Historie om Troldharen.
«Da jeg var Lieutenant, laa jeg og exercerede paa Toten en Sommer. Jeg havde Hunde med mig for at jage. En Eftermiddag stod jeg i Kjøkkenet og skulde ud at forsøge Kveldsjagten, da en af Huusmændene kom ind. «Er der meget Hare her, du?» spurgte jeg. «Det er endda nok af dem,» svarede Huusmanden. «Oppe paa Sukkestadsletten gaaer der en gammel Sugg; det har været mange, baade Bikjer og Folk, efter den, men den er vel ikke grei at faae, maavide.» Og hermed rystede Huusmanden betænkelig paa Hovedet. «Er den ikke grei at faae? Hvad er det for Snak. Der findes vel ikke en ordentlig Hund her? Naar mine Bikjer faaer den paa Benene, tænker jeg nok, den skal blive at faae,» sagde jeg og klappede Hundene, som trak i Kobblet og vilde ud. «Jasaa? Ja Gud tør det hende da!» sagde Huusmanden og grinede vantro.
Jeg gik lige op paa Sukkestadsletten og havde ikke sluppet Hundene, førend Haren var paa Benene, og det var Loos; men det vilde ikke blive noget Ordentligt af; thi den foer og stak og stak; Hundene vare ikke istand til at faae rigtig Rede paa Foden; men hvert Øieblik var den paa Benene igjen, og saa gik det nok saa brav til den paany stak ind i en Buske. Jeg løb hid og did – der var ikke ondt for Post – og jeg skjød paa den flere Gange, men det blev ikke Andet end Bom i Bom. Tilsidst satte den sig for mig ved en Granbuske paa fyrretyve Skridt. Jeg skjød og gik ganske sikker hen og skulde tage den op; men da jeg kom bort til Granbusken var ingen Hare at see; der laa kun en Stok og en Fille. Dagen efter gjorde jeg Bøssen reen, thi den var ureen og fuld af Krudtslam. Medens jeg var ifærd dermed, kom Huusmanden til.
«Hvorledes gik det med Haren, Løtnan?» spurgte han og satte et polidsk Fjæs op. Jeg fortalte ham Historien. «Det har været mange efter den, baade Bikjer og Folk, men den er ikke grei at faae, maavide,» gjentog han med hemmelighedsfulde Miner. «I gjør reen Bøssen Jeres; men det skal ikke hjælpe stort, skal jeg troe. Puus bjerger sig nok ligevel.»
«Men Guds Død hvad er der paafærde med den Hare, bider der ikke Krudt og Bly paa den?» spurgte jeg. «Det turde hende, det var saa som I siger,» svarede han; «jeg kan nok fortælle, at det er en Troldhare, den Rusken; men den som var oppe i Gaar det var bare Udsendingen hans; for selv gaaer han altid realt. Men nu skal jeg lære Jer et Raad: Tag en Orm – jeg skal finde Jer en – og pidsk den ind i Bøssepiben, og skyd den ud, og prøv saa om det bider paa med Krudt og Bly.»
Dette gjorde jeg; han skaffede mig en levende Orm, som vi truede ind i Bøssepiben; jeg skjød den ud mod Ladevæggen; og mærkelig nok, der var ikke Andet at see af den end en vaad Flæk. Nogle Dage efter gik jeg op paa Sukkestadmoen. Det var en Morgenstund. Hundene vare neppe slupne, førend Haren var paa Benene. Denne Gang var der ikke Stød og Glefs, men det gik i fuld Loos, og Haren havde ikke gaaet en halv Time, førend den kom lige mod mig, dandsende nedover Sletten. Jeg lagde til Kinden og skjød. Den faldt paa Pletten, og det var en stor gammel Ramler, fuld af Ar og Skrammer; den havde ikke mere end halvandet Øre.»
«Slig en Hare har jeg hørt om ogsaa,» sagde Peer, der med megen Opmærksomhed havde fulgt Kapitainens Fortælling. «Den holdt til her i Holleia, bortimod Granbu; men de sagde den var mest kulsort. Der var mange efter den og skjød paa den, men de fik aldrig Raad med den, før denne Fandens Sara-Anders kom bort i der. Han skjød den, for han er nu alle Steder, maa tænke. Det var ham vi saa Slagene efter nedenfor Raudsandbakken. Det er en stor Skarv, og det er ikke ondt for at see Færdene efter Truerne hans, for han kan aldrig bie som andre Folk, til Fuglen har støet ordentlig Leg.» «Det troer jeg gjerne,» sagde Kapitainen og strøg sin Knebelsbart. «Det er ikke første Gang den Karl gaaer i fredlyst Mark. Men siig mig, var det ham, der skjød den Troldhare inde ved Christiania, som du engang fortalte om?» «Aa den, ja det er sandt. Nei det var en Skytter derindefra, som hedte Brandte-Lars. I kjender ham vist I, som er fra Christian?» sagde han til mig.
«Jasaa kjender I ikke ham? Han boer endda i en liden Hytte under Aasen strax nedenfor Grefsen. Jeg traf ham paa Halland engang, han var paa Jagt med nogle Bykaxer. Det var en rar Skrue, men Kar til at skyde. Paa Haren skjød han mest aldrig Bom, og Fuglen tog han i Flugten ligesom Kapitain gjør. Men saa var det om den Haren, Kapitainen mente. Det fortalte han mig og meget til. «Jeg skulde drive Hundene for gamle Simensen paa Vesletorvet – og skaffe noget Ferskmad,» sagde han. «Det var tre Hunde; den ene hedte Rap, og det var slig en Hund, at de Underjordiske ikke havde nogen Magt med ham, for han var rød, maavide; de andre to var ogsaa brave Hunde, ja Gud bevares. Saa var det en Christi Himmelfartsmorgen,» sagde han, «jeg var oppe ved Linderudsæterrøa. Der tog han Rap ud, og han kjørte den, saa det hvinede og peb i Aasen. Jeg tog Post paa en Kullebund der. Da han havde gaaet en Tur, saa kom Haren lige forbi mig. Jeg skjød, men det var Bom, og saa gik det afsted i fuld Loos. Det varede ikke længe, saa kom han igjen paa samme Stedet – han var ganske svart efter Ryggen – og jeg skjød Bom igjen.
«Men hvordan i Djævelen hænger dette sammen, vil ikke de andre Hundene slaae til, tænkte jeg ved mig selv,» sagde han, «for det var bare Rap som jagede, og det gik i et Kjør. Nei det kan ikke være nogen rigtig Hare. Men jeg vil see paa ham engang til først. Ja, saa kom han tredie Gangen og, og jeg skjød Bom, og begge de andre Hundene vare med, men de gav ikke Hals. Men saa forsynede jeg Svandsskruen og Loddet,» sagde han.
«Hvorledes?» spurgte jeg. «Du faaer fortælle det Peer!» sagde Kapitainen. «Ja, han vilde ikke ud med det i Førstningen,» svarede Peer, «men da jeg havde skjænket ham rigtig og givet ham en Rul Tobak, saa sagde han det.» «Du skal tage Bark af en Flaurogn,» sagde han, «og forsyne Svandsskruen med, og saa skal du skrabe tre Sølvsmuler af en Sølvskilling som er arvet; men det maa være af de gamle gode Pengene, som har været med ude i Krigen; saa skal du skrabe tre Fliser af Veslefingneglen paa den venstre Haanden, og saa skal du tage tre Bygkorn, men har du ikke dem, kan du tage tre Brødsmuler, og alt det skal du lægge for Loddet, saa blier det Doot, om det saa var selve Fanden du skjød paa,» sagde han.
«Det gjorde jeg den Gangen ved Linderudsæteren,» sagde han, «og da han kom den fjerde Gangen, saa maatte han i Bakken, idetsamme det smald. Det var en liden tør Hund, og han var saa gammel, at han var mest svart. Ja, jeg tog og hængte ham op efter Bagbenene i en Kronglebjerk og til at veie ham ud, men Herren forsyne mig,» sagde han, «blødede han ikke som den største Oxe, jeg har slagtet, og Hundene slafsede og slafsede Blodet i sig ned paa Bakken. Saa gik jeg med den da, men hvordan jeg gik, gik jeg galt, og Blodet randt af den; men jeg kom frem ved den samme Kronglebirken igjen to Gange. Dette var da besynderligt, det, tænkte jeg» – sagde han – «for her skulde jeg mest være ligesaa vel kjendt som hjemme paa Stuegulvet mit, der jeg har boet i 20 Aar. Men naar det er galt, saa er det gjerne reent galt. Naa da, jeg faaer lade Bikjerne finde Veien da, og det gjorde jeg; men da jeg kom nedover forbi nogle Bjergknauser der, saa var hun Gamlemoer ude. Hun stod rigtig foran noget Smaabjerk, oppe ved en liden Bjergknat, med Skaut paa Hovedet og Skindtrøie og svart Stak, og støttede sig paa en Krykjestok, og saa ud som en Bondekjærring ovenfra Landet. «Du Lars,» sagde hun, «du har faaet mange Harer af mig i Marken her, og jeg har undt dig Godt. Derfor kunde du gjerne ladet Sæterharen min gaae for den han var. Og havde du ikke havt den røde Rappen din, havde du ikke faaet den heller!»
«Jeg svarede ikke Ordet, jeg,» sagde Lars, «men strøg nedover til Mærremyren og op over til Bamsebraaten. Der slap jeg Hundene, og Loos var det strax; Rap tog ud, og jeg stod og lyede en Stund, om de andre skulde slaae til, for det bar bortover til Linderudsæteren igjen, saa jeg blev ganske fælen. Jo, saa fik jeg høre Maalet paa dem alle tre, og saa vidste jeg det var rigtig Hare. Det var Fanden til lang Tour han gjorde; men da han kom tilbage, trampede han i Bakken som en Folunge, og da jeg fik see Ørene paa ham, var han mest saa stor som en liden Gjedebuk. Den skjød jeg. Saa gik jeg sørover ned imod Alunsjøen. Der tog de ud igjen, og saa gik det i skurende Loos opover til Linderudsæteren igjen – for bortom der maatte de nu med ham. Langt om længe kom de da igjen. Saa skjød jeg den. Da havde jeg tre. Nu kan det være nok for i Dag, min kjære Lars,» sagde jeg» – sagde han – «og saa gik jeg ned og hang dem op i Kjelderhalsen til Simen. Men Herren forsyne mig blødede ikke den vesle Svarte i tre Dage efter, saa at Kjælderen mest var halv med Blod» – sagde han.»
«Du talte nylig om, at der skal have været en Troldhare her i Holleia; – der gaaer ogsaa Sagn om at her er fuldt af Rigdomme, af ædelt Metal i Bjergene her. Det skulde det ikke være ilde at have en Deel af; ikke sandt Peer?» sagde Kapitainen, der igjen lod til at machinere for at faae en Fortælling frem. «Aa hvad skulde Kapitainen med det,» svarede Peer og rystede paa Hovedet. «Han har nok, og vel saa det. For en fattig Stakkel kunde det saa være; men tro mig, det er ikke greit at faa Klo i.» «Jeg synes dog det er besynderligt, at du ikke har lagt dig efter at faae noget deraf,» vedblev Kapitainen. «Aa, hvorledes skulde det været gaaet til?» spurgte Peer. «At ligge og grave i Aaserne, saa som han gamle John Haugen gjorde, al Holleia over, det synes jeg ikke noget om.»
«Der gives andre Maader at komme til Rigdom paa,» sagde Kapitainen hemmelighedfuld. «Hvad siger du om at holde sig Godvenner med Bjergkjærringerne? Du har min sandten ikke været saa styg en Karl i din Ungdom, du, Peer Sandaker! Du kunde nok have gjort Lykke.» «Haa, haa, haa!» lo Peer i Skjægget, kjendelig tilfreds med Kapitainens ironiske Yttringer over hans fordeelagtige Ydre. «Jeg har ikke troet paa Sligt, for jeg har aldrig seet hverken Trold eller Hulder.» «Men der boede dog en Bjergkjærring borte i Holleia her i gamle Dage?» sagde Kapitainen. «Aa det er ikke andet end et gammelt Eventyr. Jeg har nok hørt sligt Prat, men jeg troer det ikke,» svarede Peer. «Ja, men du veed da vist fuld Besked derom, du som har færdedes her i Marken saa længe? Du faaer fortælle hvad du veed; thi denne Bymand er en Nar efter slige Historier.» «Kanskee? Ja, kan det da, men jeg troer ikke det er sandt,» forsikkrede Peer og begyndte.
«Søndenfor Hollei-Spira – ja, de kalde det nu Holleia mellem Tyristranden her og Sognedalen» – anførte han til min Underretning – «er der to Bjerge, som de kalde Store-Knuten og Vesle-Knuten; der I sidder, kan I endda see lidt af høieste Spiiraasen beent op for Skaug. Borti der er mangfoldige gamle Skjærp, og der er saa meget Sølv og Rigdom i Bjergene, at det ikke er nogen Ende paa det, siger de da. Men det er ikke greit at faae noget af det, for i Knuterne boer der en gammel Bjergkjærring. Hun eier det Altsammen og sidder paa det som en Drage, – siger de da. Hun er meget rigere end Kongsbergkongen, for da de havde brudt saa gruelig meget Sølv paa Kongsberg en Gang, saa kom Kongen ud i Gruben og sagde til Folkene: «Nei nu kan jeg snart ikke taale Jer længer hernede, for holde I saaledes ved, bliver jeg en arm Mand. I ødelægge mig reent. Nei, flyt til Søster min, Guri Knutan i Holleia; hun er ti Gange rigere end jeg.»
«Guri Knutan bliver altsaa en Søster af Egebergkongen,» bemærkede jeg. «Egebergkongen? Hvad er det for En? Er han fra Christian kanskee?» spurgte Peer. Jeg fortalte ham Sagnet om Egebergkongen og hans Flytning og anførte hans Udsagn i 1814, at han vilde flytte til sin Broder paa Kongsberg, fordi han ikke kunde udholde den Skydning og Dommenering der var. «Ja, han var saa det da, han var Broder til denne Kjærringen, jeg snakker om,» sagde Peer naiv.
«Jeg har ogsaa hørt om En,» vedblev han, «som flyttede fordi han ikke kunde taale Skydning og Dommenering. Men han var her fra Marken. Enten det nu var Manden til denne Guri eller det var en anden En, det veed jeg ikke, men det skulde være en af dem, som boe i Bjergene og eie Meget. Det gik saaledes til at ved de Tider de tog op Gruber i Skaugsmarken, saa var der en Kjærring, hun boede borte ved Langesjøbækken, som gaaer midt imellem Sognedalen og Tyristranden. Denne Kjærringen hedte Rønnau, og saa kaldte de hende Rønnau Skaugen. Tidlig en Morgen ved St. Hans Dags Tider skyllede hun Klæder ned i Bækken, og saa fik hun see saa meget Sølvtøi, baade Tallerkener og Fade og Skeer og Slever og Alt det som til var, og det var saa meget vakkert Kjøkkentøi, og det laa paa Bunden af Bækken og blinkede og skinnede i Solen under Vandet. Da hun fik see al denne Rigdommen, blev hun ligesom hun var reent tullet; hun tog til Beens og løb hjem, for hun vilde hente et Kjørrel og tage det Altsammen. Men da hun kom tilbage var det væk hver evige Smit og Smule. Der var ikke saa meget igjen som en blank Sølvtoskilling, og hun saa ikke andet end klare Vandet, som blinkede og randt over Stenene.
En Stund efter var det, de begyndte at tage op Kobbergruber i Skaugsmarken, og der var slig Støi og Skydning og Dunder støt og bestandig, at det ikke var Fred nogen Tid. Seent en Kveld da, havde Rønnau været ved Bækken. Saa mødte hun en svær Mand paa en stor sort Hest. Han fulgte en heel Deel Flytningsgods og drev nogle Flokke med Sauer og andre Kreaturer. «God Kveld Rønnau,» sagde han, «jeg flytter nu jeg.» «Ja, jeg seer det Fa’er, men hvorfor gjør I det, da?» spurgte hun. «Aa de holde jo slig Dommenering i disse Gruberne her, at det bryder i Skallen paa mig. Det kan jeg ikke holde ud længer, derfor flytter jeg til Broer min i Tind i Thelemarken. Men hør du Rønnau,» sagde han, «hvorfor vilde du have hele Kjøkkenstellet mit, den Tid du saa Sølvet i Bækken. Havde du nøiet dig med det, du kunde baaret i Stakken din, skulde du faaet det.»
«Siden den Tid,» sagde Peer, «har jeg ikke hørt, Nogen har seet noget Sligt paa disse Kanter, enten det nu er saa, de er flyttet, eller de holde sig hjemmeligt. Sligt Fanteri har ikke Magt til at vise sig nu, fordi Folk ikke troer paa det maa vide.» «Der siger du en større Sandhed end du selv veed min kjære Peer,» udbrød Kapitainen. «Folk, der gjælde for visere end baade du og jeg, sige netop det samme. Imidlertid kan du nok endnu komme ud for Trold.»
Efter Kapitainens gjentagne Opfordringer vedblev Peer at korte os Tiden Natten udover ved Sagn, Eventyr og Beretninger om sine Jagtbedrifter. Af og til gav Kapitainen en Jagthistorie tilbedste, der som oftest indeholdt hvasse Allusioner til en eller anden af Peers bortskudte Bjørne, hvorover denne aldrig undlod at lægge sit besynderlige Grinebideransigt i Helligdagsfolder og kløe sig bag Øret. Undertiden blinkede han derhos polidsk med det ene Øie og sagde: «Det var til dig, det, Peer Sandaker, tag det med dig hjem!» Ved Midnat lagde vi os til Ro foran Ilden paa et Par Bænke og hvilede ud i en kort Slummer.
Da vi vaagnede, sagde Peer, at det var paa Tide at gaae paa Legen. Ude var det temmelig koldt: Der var frosset Skare paa Sneen, saa den knirkede under vore Fodtrin. Himmelen var dog næsten vaarlig klar og mørkeblaa, og nogle hvidlige Skyer, der sagte kom seilende fra Syd, spaaede Nattekulden en snarlig Ende. Maanen stod lavt nede ved Horizonten: istedet for at lyse for os paa vor natlige Vandring, lagde den kun sit milde Skjær over de fjerne Aaser og Træernes Toppe, men mellem Furusøilerne fremkaldte den denne mystiske Skumring, der forlængede Skyggerne i det Uendelige, fremkaldte fabelagtige Gestalter mellem Stammerne og gjorde Skoven saa hemmelig, dyb og rædsom. Ved sin douce Ottesang afbrød Rødkjælken Skovensomhedens Stilhed.
«Der synger den Fuglen, som er først oppe om Morgenen,» sagde Peer. «Nu varer det ikke længe, førend det bliver Liv i Skoven; vi faaer vist skynde os lidt.» «Det har god Tid, min kjære Peer,» sagde Kapitainen; «Tiuren spiller bedst paa Haugen mellem os og Løndalsmyren, og jeg troer ikke det bliver Noget med Spillet; det er for koldt.» «Det bliver lindere paa Morgensiden,» svarede Peer paastaaelig; «for der er Søndentræk i Veiret, og jeg troer, det bliver friskt Spil ved det, det har været saa koldt de forrige Nætterne. Solspillet bliver vist reent gilt. Hør bare paa Rugden, hvor friskt hun knorter og trækker. Hun venter godt Veir. Der bræger Myrbukken ogsaa. Det bliver godt,» tilføiede han med Overbeviisning.
Vi hørte Holtsneppens eiendommelige Lyd, der ligner den gjentagne Kvækken af en Frø, ledsaget af en skarp skjærende Hvislen, lig et stærkt Kvidder af Linerlen; vi saa i den nedgaaende Maanes svage Straaler den ene Skygge efter den anden af denne Fugl fare hen over Trætoppene. Vi fornam Myrbukkens eller den enkelte Bekkasins uhyggelige brægende Lyd, snart nær, snart fjernt, snart høit oppe i Luften, snart over os, og pludselig, som det syntes, lige ved vore Øren, snart paa alle Kanter, uden at vi dog vare istand til at faae Øie paa Fuglen. Rædsomt overbød Heirens vilde, gjennemtrængende Skrig de øvrige Fugles, der ved dette syntes at gjennembæves af en unævnelig Rædsel; thi de taug pludselig, hvergang det lød, og der indtraadte en Stilhed, som gjorde Afbrydelsen dobbelt uhyggelig. Men nu istemte Trælærken med klare klingende Toner sin Morgensang, der gjennem Nattens Mulm og Mørke mindede om det lyse Dagskjær og dannede en oplivende Modsætning til de natlige Fugles spøgelseagtige Færd og uhyggelige Toner. «Der ringer Tiurklokken,» sagde Kapitainen; «saa kalde Svenskerne denne lille muntre Fugl; thi naar den stemmer op, tager Tiuren Morgensalmen fat paa Nattekvisten. – Lad os nu standse lidt her, vi ere ikke langt fra de Fugle, der kom sidst i Gaar. Ved at gaae nærmere kunne vi let komme til at støkke dem.»
Da vi havde staaet lyttende i nogle Minutter, hørte vi en Fugl spille i et Par hundrede Skridts Afstand. «Jeg troer mest det er den Karlen som kom sidst og skar Næb,» sagde Peer. «Det skal rigtig undres mig om han ikke faaer Stryg; Gamlen pleier ikke være stuthugsen!» Kapitainen lod mig Valget mellem at gaae paa den Kant, hvor vi hørte Fuglen spille, eller mere nordligt, hvor han antog Ungfuglene sad. Jeg valgte det Første. Kapitainen gik nordover. Jeg og Peer sneg os frem mod Fuglen og søgte med den yderste Varsomhed at undgaae Sne og bragende Kviste. Da vi hørte Fuglen skjærpe, standsede vi et Øieblik, men sprang under hver følgende Skjærpning, umiddelbart efterat den havde slaaet Klunken, to eller tre Skridt fremad. Under Knepningen og Klunken stode vi naturligviis ubevægelige. Da vi paa denne Maade havde nærmet os Træet, hvori den sad, paa en Afstand af fyrretyve til halvtredsindstyve Skridt, hørte vi en Fugl komme flyvende og med Bulder slaae sig ind i Træet. Lyden af sammenslagne Næb og Vinger forkyndte, at den Gamle havde aflagt det forudsagte Besøg hos den fremmede Medbeiler paa Morgenkvisten.
Under Kampen sprang vi nogle Skridt frem, men susende Vingeslag vidnede om en letvunden Seier og den fremmede Fugls Flugt. Nu var det stille lidt; men der kaglede en Røi, og strax begyndte Fuglen at spille; den kneppede og slog Klunk; men da vi løftede Foden forat springe til, løftede den Vingerne og flyttede i et andet Træ, hvor den atter begyndte sit skuffende Spil. «Det kunde jeg mest vide,» sagde Peer ærgerlig. «Nu er han ude igjen, Gamlen. Det nytter aldrig i Verdens Rige at stille efter ham; En kunde ligesaa godt stille efter Skyfloken. Nei lad os gaae lidt længere nordpaa; der sidder flere Fugle, og der er vel kanskee en af dem, som tør løfte paa Næbbet, endda de ere rædde for dette Ubæstet, gid Fanden havde ham!» «Veed du, hvor denne Gamle pleier spille Solspillet?» spurgte jeg. «Ja, det veed jeg vel,» svarede Peer. «Han spiller det i en Furu paa en liden Bjergknaus nedunder her i Hyttekjærns Myren; men det er ikke greit at faae Skud paa den der, for Furuen er saa urimelig høi og lang.» «Did ville vi,» sagde jeg; «men siden du troer det er bedre, kan vi først gaa lidt nordover.»
Vi gik et Stykke i den foreslaaede Retning forbi en uhyre stor Rullesteen, som Peer kaldte Mjølne-Ragnhild, langs den søndre Bred af Løndalsmyren. Men vi hørte ikke en Fugl spille. Peer Sandaker undrede sig meget over, hvor de Alle vare blevne af, og kom endelig til den Slutning, at Slagsmaalet havde forjaget dem, eller indjaget dem en saadan Skræk, «at de ikke turde mukke.» Det begyndte at lyse af Dagen, da vi hørte et Knald langt nordpaa Sandkjærnaasen, hvor Peer fortalte, han og Kapitainen pleiede have Bjørneaate liggende, og hvorfra Manden ikke skulde have langt til sin Sæter og det Sted i Sognedalen, hvor han boede.
En Stund efter hørte vi atter et Knald, der ligesom det forrige erklæredes for at være af Kapitainens Bøsse. Medens vi begave os ud paa Myren til den betegnede Furu, hvorhen Peer ikke fulgte med synderlig Lyst, gav han sin Ærgrelse over vor uheldige Jagt frisk Luft, idet han i afbrudte Sætninger smaasnakkede med sig selv: «bare Krudtspilde – nei, nei – Kapitainen det er Karl til Mand – han har een – kanskee to – Sara-Anders var det inte – den Fillebøssen da – hm, det er anden Smæld i Kapitainens.» «Trøst dig Peer,» sagde jeg. «Kanskee vi tør faae den, som er bedre end alle andre Fugle paa Legen.» «I maa kunne rare Kunster da,» sagde Peer, «men han er for fuul, og han er for haard.»
Da vi over den frosne Myr vare komne ud paa Bjergknausen, tog jeg i Betragtning af det drøie Hold, hvorpaa Fuglen maatte fældes, hvis den efter vor sandsynlige Formodning slog ned i Furuens Top, Haglene ud af min Bøsse og ladede med en Haggelpatron i Messingtraadvire. Peer betragtede dette Foretagende med en Blanding af Forundring og Mistillid, der ogsaa udtrykte sig i hans Ord: «Skal troe det hjælper!» «Faaer see,» svarede jeg ligesaa kort.
Den Knaus, vi befandt os paa, laa i den store Myr som en liden Ø. Paa dens Høide kneisede hiin titnævnte Furu, et umaadeligt Mastetræ, fuldt af Hakkespæthuller. Mod den østlige Ende af Bjergknausen stod en anden, der havde været ligesaa vældig; men ludende hældede den sig ud over Myren; Stormene havde brudt dens Top, kun dens nederste, næsten nøgne Grene vare tilbage, og som muskelknudrede Kjæmpearme raktes de ud mod den sølvklare Morgenhimmel.
Solen begyndte at hæve sig; den gyllede Aasryggene og lagde efterhaanden sin Glands ud over de mørke Granlier. Men endnu laa Skjærsjømyren, der i sydlig Retning strakte sig saa langt ud for Øiet, at det blaanede i Skoven ved dens fjerne Bred, i dyb Skygge. Rugden, Myrbukken og alle Nattens Fugle vare gaaede til Ro; men Skovens muntre Sangere fyldte den klare Morgenstund med jublende Toner: Gransangeren lod sin monotone Klappreværk gaae; Bogfinker, Fuglekonger og Gjærdesmutter trillede i høien Sky; Aarhaner skjændtes og buldrede høit; Maaltrosten udsendte af fuld Hals Spotteviser og Smædeord mod Alle, men faldt dog undertiden over i det Sentimentale og kvidrede sagte og undseelig nogle erotiske Strofer. Paa den anden Side Myren spilte en Tiur paa Top. Røierne gjorde sig elskværdige, kaglede og snøvlede sine hæse Næselyd, der fra Sangfuglenes Stade maatte tage sig ud som naar vore Oldemødre vilde begynde at tolke os Elskov og ømme Følelser.
Imedens stode vi skjulte i et tæt Enerkrat paa den lille Bjergknaus og ventede Fuglen hvert Øieblik; men den Gamle dvælede længe i sit Harem. Endelig da Solstraalerne forgyldte Furutoppen kom den susende paa tunge Vingeslag og kastede sig, ikke som vi havde ventet i det høie Træ over os, men i den topløse Furu, der ludede ud over Myren. Det var i Sandhed en prægtig Fugl, en stolt Kjæmpe, saaledes som den sad der paa den nøgne Green mod Horizonten med sit skinnende, gjenstraalende, lysgrønne Bryst i Solens Glands. En Røi kom efter og kastede sig ned i Toppen over vore Hoveder. I samme Øieblik slog Fuglen til Spil, reiste Hageskjægget, slæbte Vingerne ned paa Fødderne, gjorde under bølgeformige Bevægelser med Halsen gravitetisk nogle Skridt frem paa Grenen og begyndte at spille, hvorunder den slog Halen op som et vældigt Hjul.
Jeg stod med Fingeren paa Hanen og ventede spændt det afgjørende Øieblik, da den skulde udbrede sine Vinger til Flugt, for paa den store Flade, som derved frembødes, paa et langt Hold at kunne gjøre et saameget sikkrere Skud. Men under Røiens fortsatte Kaglen spilte den Spillet til Ende og havde alt slaaet Klunken i det andet, da en Kvist knækkedes under min Fod. Røien udstødte en skarp varslende Lyd; dog nu var den Gamle kommen i saadan Hede, at den ei ændsede det velmeente Raad, men vedblev at skjærpe, indtil den tro Elskerinde lettede, fløi lige imod den og syntes at ville støde den ned af Grenen. Vakt ved det varslende Vingeslag, lettede den Gamle sig til Flugt. Men min Bøsse var hævet, og den mægtige Fugl styrtede hovedkuls ned paa Myren. Dødskampen var let; den flaxede kun et Par Gange med Vingerne.
Peer sprang til og tog Fuglen op, og der gik en Forbauselsens Skygning over hans Ansigt, som dog snart afløstes af et fornøiet beundrende Griin. Han rystede paa Hovedet og sagde: «Nei Gud, havde jeg ikke troet det, om saa Kapitain selv havde sagt det; for det er den Rette. Jeg kjender den paa Næbbet: saa guult og krumt og digert et Næb har ingen anden Tiur i Marken. Se hvor grøn han er i Brystet; det skinner mest af ham. Og saa tung og svær han er!» vedblev Peer, idet han under næsten barnagtige Glædesudbrud veiede Fuglen i Haanden. «Jeg troer ikke, jeg lyver stort, naar jeg siger, han veier tredive Mærker. Det var Skud! Nei, Kapitainen, han vil da blive glad. Ho, ho, herover!» skreeg han, saa det rungende gjentoges af Aasernes Echo. Kapitainen viste sig snart paa Myren, ledsaget af Gutten, der var stødt til ham med Hundene. De bare hver en Tiur. Peer løftede triumferende vort Bytte i Veiret og raabte paa langt Hold.
«Det er Gamlesuggen, Kapitain!» «Hvad siger du, Karl?» raabte denne og kom med ilende Skridt. «Er det den Gamle? Det er et ordentligt Stykke Arbeide, som fortjener en Dootsup. Vivant alle Fuglerepublikker, Pereant Souverainerne!» udraabte han, og drak os til af sin Jagtflaske. «Var det ikke det jeg sagde, at han blev glad, Kapitainen?» sagde Peer grinende og smaaleende, idet han blinkede med Øinene og tog sig en eftertrykkelig Taar af Bægeret, der raktes ham. «Nu bliver det anden Moro paa Legen, siden vi er kvit den Helvedesbrand.»
Da vi havde udvexlet Beretningerne om vore Tildragelser, bleve Hundene slupne. Jagtskriget fyldte Skoven. Der var strax Fod, og inden Kort gik det afsted i fuld klingende Loos. Echo gjentog Glammet mangedobbelt mellem Aaserne, og Hjertet svulmede af Lyst og Glæde over Jagtjublen i den solblanke Morgenstund.
EN SIGNEKJÆRRING
Et Stykke fra Bygdeveien i en af de mellemste Egne af Gudbrandsdalen laa der for nogle Aar siden en Hytte paa en Haug. – Maaskee den ligger der endnu. Det var et mildt Aprilveir udenfor: Sneen smeltede; Bække brusede ned gjennem alle Lier; Marken begyndte at blive bar; Trosterne skjendtes i Skoven; alle Lunde vare fulde af Fuglekvidder; kort det tegnede til en tidlig Vaar. I den vældige Birk og de høie Rognetræer, der med sine nøgne Grene strittede ud over Hyttens Tag i det tindrende Solskin, vimsede nogle travle Meiser, medens en Bogfinke sad i Birkens Top og sang af fuldt Bryst.
– Inde i den røgfulde Spærrestue var det uhyggeligt og skummelt. En middelaldrende Bondekone af et meget almindeligt og indskrænket Udseende var ifærd med at puste Ild i nogle Grene og raae Træstykker, hun havde lagt under Kaffegryden paa den lave Skorsteen. Da dette omsider var lykkedes, reiste hun sig, gned Røg og Aske ud af sine angrebne Øine og tog saaledes til Orde: «Folk sige, det nytter ikke med denne Støbningen, for Barnet har ikke Svek, sige de, men det er en Bytting; der var en Skindfældmager her om Dagen, og han sagde det samme, for da han var liden, havde han seet en Bytting ude i Ringebo, og den var saa blød i Kroppen og saa leddeløs som denne.» Medens hun talte, havde hendes eenfoldige Ansigt et Udtryk af Bekymring, der vidnede om hvilken Anklang Skindfældmagerens Udsagn havde fundet i hendes overtroiske Sind.
Den, hun henvendte sin Tale til, var et sværlemmet Fruentimmer, der syntes at nærme sig de Tredsindstyve. Hun var usædvanlig høi af Væxt; men medens hun sad, syntes hun kun liden, og denne Egenhed havde hun at takke for, at man til hendes Navn, Gubjør, havde føiet Øgenavnet Langelaar. I det Taterfølge, hun havde flakket om med førte hun andre Navne. Graae Haar stak frem under Skautet, der omgav et mørkt Ansigt med buskede Bryn og en lang ved Roden bulket Næse. Det oprindelig Indskrænkede, der antydedes ved en lav Pande og ved Ansigtets Bredde over Kindbenene stod i Modsætning til det umiskjendelige Udtryk af List i hendes smaa spillende Øine, og til den inkarnerede Bondefuulhed, der udprægede sig i Rynker og Muskelspil. Hendes Klædning angav hende som Udvandrer fra et nordligere Bygdelag; hendes Ansigt og hele Fremtrædelse antydede Signekjærringen, eller idetmindste den omstreifende, efter Omstændighederne frække og uforskammede, eller ydmyge og smiggrende Fantekjærring.
Under Huusmandskonens Tale og Beskjæftigelse med Kaffegryden holdt Gubjør en Hængevugge, hvori der laa et Barn af sygeligt Udseende, i Bevægelse ved af og til at give den et Stød med Haanden. Med Ro og Overlegenhed besvarede hun Huusmandskonens Ord, endskjøndt hendes funklende Øine og de vibrerende Muskler om Munden antydede, at hun ingenlunde var tilfreds med Skindfældmagerens Forklaring.
«Folk,» sagde hun, «de snakke saa meget om det, de ikke skjønne, min kjære Marit Rognehaugen, de snakke baade i Veir og Vind; og Skindfældmageren skjønner, kan hende, vel paa Saueskind; men paa Svek og Byttinger skjønner han ikke, – det siger jeg, og det skal jeg staae ved og. Jeg skal troe, jeg skjønner mig paa Byttinger, for jeg har seet nok af dem. Den Byttingen, han snakkede om, det var vel den til hende Brit Briskebraaten paa Froen, for hun mindes jeg havde en Bytting, og det var vel den Skindfældmageren, uden fra der talte om, kan jeg troe. Hun fik den strax, hun var bleven gift, for først havde hun et lækkert Barn; men det blev byttet om til et Trold saa arrigt og æddervildt som selve Fanden.
Aldrig vilde den mæle et Ord, men bare æde og skrige. Ikke havde hun Hjerte til at dænge den eller fare ilde med Ungen heller; men hvordan det var eller ikke, saa havde de lært hende til at gjøre nogle Koklementer og Kokkeras saa de fik den til at snakke, og da skjønte hun rigtig hvad for Karl han var. Saa sagde hun til ham, at Jutullen skulde flytte ham til Helvedes, kaldte ham en Helvedesbrand og en Troldunge, bad ham reise did han var kommen fra, og til at baske ham om Ørene med Sopelimen, og det dueligt. Men da hun det gjorde, blev Døren slaaet op paa vid Væg, min Moer, og der kom En ind gjennem den – endda hun ikke saa Nogen, – nei bevares – og rev Byttingen bort og kastede Barnet hendes eget ind paa Gulvet saa haardt, at det tog til at græde. – Eller kanskee det var den til hende Sigrid Strømhugget? – Den var som en gammel vindtør Kall; kanskee den var løs i Leddene, men den lignede ikke Barnet dit mere end den gamle Luen min.
Jeg kommer den godt i Hug; det var den Tid, jeg tjente hos Klokkeren ligesom en Dag til Dagverd, da saa jeg den mere end een Gang, og jeg kommer vel i Hug, hvorledes hun fik den, og hvorledes hun blev kvit den ogsaa. Det var Snak nok om det, den Tid; for denne Sigrid var kommen her af Bygden. Da hun var ung, tjente hun paa Kvam, og jeg husker hende godt, da hun var hjemme i Gaupeskjelpladsen hos Forældrene sine. Siden kom hun ud i Strømhugget og blev gift med Ola, Søn’ der. Da hun saa laa paa Barnseng første Gangen, kom der ind i Stuen en Fremmedkjærring og tog Barnet – for nylig før havde hun barslet – og lagde et andet istedet for det. Siri vilde op og have att Barnet sit, og hun kavede alt det hun aarkede; men hun kunde ikke komme af Flækken, for hun var magtstjaalen. Hun vilde skrige paa Moster sin, som var udenfor; men hun kunde ikke faae Munden op, og saa angst var hun, hun kunde ikke været mere angst, om de havde staaet over hende med Kniven. Ungen, hun havde faaet igjen, var en Bytting; det var greit at skjønne, for den var ikke som andre Børn, den bare skreg og laat som det sad en Kniv i den, og den hvæsede og slog om sig som en Huldrekat og var argere end Arvesynden. Aad gjorde den støt.
Moderen vidste ikke sit arme Raad for at blive kvit den; men saa fik hun opspurgt en Kjærring, som vidste det bedre, skal jeg troe; for hun sagde, at hun skulde tage Ungen og lægge den paa Søpledyngen og pidske den med et dueligt Birkeriis, og det skulde hun gjøre tre Thorsdagskvelde i Rad. Ja, hun gjorde saa, og den tredie Thorsdagskvelden kom der flyvende en Kjærring over Laavetaget, og den Kjærringen kastede en Unge paa Flisedyngen og tog sin egen igjen. Men med det samme slog hun Siri over Fingrene, saa hun har Mærke af det endnu, og det Mærket har jeg seet med mine egne Øine,» tilføiede Gubjør til yderligere Bekræftelse paa sin Fortælling. «Nei, dette Barnet her er ikke mere en Bytting, end jeg er Bytting, og hvorledes skulde det have baaret til, at de skulde faaet byttet det om?» spurgte hun.
«Nei det kan jeg ikke skjønne heller,» sagde Huusmandskonen troskyldig; «for jeg har jo havt Bævergjæl i Vuggen, – jeg har fyret over ham, og jeg har korset ham, og jeg har sat en Sølje i Skjorten hans, og Kniv har det staaet over Døren, saa jeg veed ikke hvorledes de skulde have faaet byttet ham om.» «Jøs, de har ingen Magt da, nei korse mig da! Jeg veed nok endda Besked om det,» tog Signekjærringen til Orde igjen; «for ude paa Bygderne ved Christiansbyen, der kjendte jeg en Kone. Hun havde et Barn, og det var hun saa bange for, hun korsede og fyrede over det, det bedste hun havde lært, baade med Bævergjæl og Andet, for der var nok meget Troldskab og Fandenstøi – Gud bevare min Mund ligevel – paa den Bygden; men saa var det en Nat, hun laa med Barnet fremmenfor sig i Sengen, og Manden han laa ved Væggen.
Ret som de laa, saa vaagnede han, og da fik han see, at der blev saadant et rødt Lysskin i Stuen, rigtig som naar En sætter sig til at rage i Gløderne med Ildragen. Ja det var En, som ragede i Gløderne ogsaa; for da Manden i Stuen saa did, saa sad der en gammel Mand borte ved Ovnen og ragede i Gløderne, og han var saa fæl, at det ikke var nogen Maade paa det, og et langt Skjæg havde han. Da det var bleven rigtig lyst, begyndte han at række og række med Armene efter Barnet, men han kunde ikke komme fra Krakken, der han sad. Armene de bleve saa lange, ja, saa lange, at de naaede midt ud i Stuen; men fra Ovnen kom han ikke, og Barnet kunde han ikke naae. Saaledes sad han en lang Stund, og Manden blev ganske fælen, der han laa, og han vidste ikke hvad han skulde gjøre. Saa hørte han det puslede borte ved Vinduet. «Peer, kom nu da!» sagde det. «Aa, hold din skidne Kjæft!» sagde Manden, som sad ved Ovnen, «der er jo tomlet for Ungen, jeg kan inte faae den.» «Saa kan du komme att da, veed jeg!» sagde det udenfor. Det var Kjærringen, som stod der og skulde tage mod den.
«Nei see paa denne lækkre Veslegutten her!» sagde Signekjærringen smigrende, og tog det vaagnende Barn, som strittende modsatte sig den fremmede Kones Kjærtegn og drog paa Gjeben ad hendes sødtladende, væmmelige Miner: «Han er saa hvidlet og klar som en Engel; han er lidt blød i Leddene sine – det er han – men naar de sige, han er en Bytting, saa lyver de paa ham, ja Gud gjør de det, ja! Nei Moer, det er Svek,» sagde hun med Overbeviisningens Betoning og henvendte sig til Moderen; «det er Svek!»
«Tys, tys! Jeg synes det banker i Væggen, aa, Gud trøste mig, er han Truls kommen att!» sagde Kjærringen paa Rognehaugen, forskrækket over at overraskes af Manden i Kaffeslabberas med Signekjærringen. Hun ilede hen, aabnede Døren og saa ud; men der var ingen Anden end en broget Kat, som sad paa Trappen og pudsede sine vaade Fødder efter en Foraarsjagt i Orekrattet. Truls var der ikke; men paa Solvæggen sad en Grønspæt og hug og bankede for at vække de døsige Insekter af Vinterdvalen. Hvert Øieblik dreiede den paa Hovedet som om den saa efter Nogen, men det var ikke Andet, end en Aprilskuur, den ventede.
«Er der Nogen?» spurgte Signekjærringen. «Nu jasaa,» vedblev hun, da det benegtedes, «saa lad Døren staae, saa faae vi lidt godt af Solen, og saa see vi Manden, naar han kommer, for han er vel paa denne Siden.» «Han foer med Skikjælken efter et Løvlæs til Gjederne,» svarede Huusmandskonen. «Men jeg er saa ræd, han skal komme paa os. Sidst fik han spurgt, du havde været her, og han var saa gal, at det ikke var Maade paa det, og saa sagde han, at jeg skulde faae nogle Skillinger at gaae til Doktoren med; han vilde ikke vide af sligt Jaaleri og overnaturlig Kurering, for han er saa vel lært; han troer ikke paa Sligt, siden han gik omkring paa Bygden med ham Johannes Skolemester.»
«Til Doktoren? Tvi!» sagde Signekjærringen og spyttede. «Jo, det skulde vel Nogen byde til at komme til den Bixen med Armoden. Kommer En ikke med Guld og dyre Gaver,» fortsatte hun knotende, «saa hugger og bider han som det var Bikjer og ikke Folk. Hvorledes var det da Gjertrud Kostebakken laa med Døden i Halsen og havde Barneondt paa det tredie Døgnet, mener du? Nei Gud, vilde han ikke ud til en Fantekjærring, for han var i Julegjestebud hos Skriveren, og ikke reiste han heller, før de truede ham baade med Bisp og med Amtmand. Han kunde gjerne have ladet det blive ogsaa, for da han kom paa Traakken, var Kjærringen død. Nei, gaae til Doktoren for sligt et Barn, som har Svek, det skulde vel Fanden. Ja, Gud bevares, du maa gjerne gaae for mig,» sagde hun spodsk. «Men kan han hjælpe mere end som saa – saa lad mig aldrig skaffe Nogen til Helsen sin i dette Liv. De kan ikke med Svek, for det staaer ikke om den i Bøgerne; de veed ikke Hjælperaad for den Sygen; og det skjønner de selv ogsaa, derfor gi’er de hverken Pulver eller onde Drikke og sligt Fandenskab for den. Nei, der er ikke andet Raad end at støbe, men de kan ikke med det.»
«Sæt saa paa Støbeskeen min Moer, begyndte hun i en anden Duur, «for det lider til Høgstdags. Har vi støbt to Gange, saa faaer vi støbe den tredie med, ellers kunde det blive Galt paafærde. Barnet har Svek, men der er ni Slags Svek i Verden. Ja, ja, det har jeg sagt dig, og du saa jo det, at det havde været ude baade for Troldsvek og Vassvek; for den første Thorsdagen, saa blev det en Mand med to store Horn og en lang Rumpe. Det var Troldsvek. Sidst saa blev det en Havfrue. Ja, du saa den jo saa skjelligt som den var skildret. Det var Vassvekken. Men nu spørges det hvad det bliver, naar vi støbe nu. Det er den tredie Gangen, det kommer an paa, maavide. Der har du Barnet,» sagde hun og rakte det til Konen. «Lad mig nu faae i mig denne Kaffedraaben, saa skal jeg til.»
Da Kaffeen var drukket og den klinkede Spølkum bortsat med «Tak og Ære,» gik hun betænksomt hen til Skorstenen og fremtog et Snuushorn. «Siden sidst Thorsdag,» sagde hun, «har jeg været i syv Kirkesogn og skrabet Vinduesbly af Kirkevinduerne ved Natteleite; for det blev forbi med Kirkeblyet den Gang. Det kan lede paa baade Sjæl og Krop,» mumlede hun hen for sig, medens hun af Snuushornet udrystede Noget af det efter Sigende saa møisomt indsamlede Bly i Støbeskeen.
«Du har vel hentet nordrindendes Vand, Høgstnattes?» spurgte hun videre. «Ja, jeg var ved Kværnebækken i Gaarnat; det er det eneste Vand, som er nordrindendes paa lang Led,» svarede Huusmandskonen og fremtog et vel tillukket Spand, hvoraf hun gjød Vand i en Ølbolle. Over denne blev lagt en Bygbrødlev, som der med en Stoppenaal var boret Hul i. Da Blyet var smeltet, gik Gubjør hen i Døren, saa op paa Solen, tog derpaa Støbeskeen og gjød det smeltede Bly gjennem Hullet langsomt ned i Vandet, medens hun mumlede disse Ord derover:
«Jeg maner for Svig, og jeg maner for Svek:
Jeg maner den bort, og jeg maner den væk;
Jeg maner den ud, og jeg maner den ind;
Jeg maner i Veir, og jeg maner i Vind;
Jeg maner i Syd, og jeg maner i Øst;
Jeg maner i Nord, og jeg maner i Vest;
Jeg maner i Jord, og jeg maner i Vand,
Jeg maner i Bjerg, og jeg maner i Sand;
Jeg maner den ned i en Olderrod;
Jeg maner den ind i en Folefod;
Jeg maner den ind i Helvedes Brand;
Jeg maner i nordenrindendes Vand;
Der skal den æde, og der skal den tære;
Til Meen for Barn skal den inte være.»
Som naturligt kunde være, sydede og spruttede det glødende Bly, da det kom i Vandet. «Hør paa Troldskaben, du, nu maa den ud,» sagde Signekjærringen til den Anden, der med frygtblandet Andagt stod og lyttede og saa til med Barnet paa sine Arme. Da Brødleven blev borttaget, viste der sig i Vandet et Par Figurer, dannede af det smeltede Bly. Signekjærringen betragtede dem længe, grundende med Hovedet paa Skakke; derpaa gjorde hun et Nik og sagde: «Ligsvek, Ligsvek! – Først Troldsvek, saa Vassvek, saa Ligsvek. En af dem kunde været nok!» føiede hun til og rystede paa Hovedet. «Ja, nu seer jeg hvorledes det er gaaet til,» vedblev hun høit og henvendte sig til Konen i Huset. «Først er I reist gjennem en Skov, og forbi et Bjerg, mens Troldene var løse; der sagde du Jesu Navn. Saa kom I over et Vand; der sagde du ogsaa Jesu Navn over Barnet; men da du kom forbi Kirkegaarden, var det før Hanegal, saa glemte du det, og der fangede Barnet Ligsvek.»
«I Jesu Navn, hvor kan du vide det?» udbrød Huusmandskonen med forbausede Miner. «Det er sandt hvert evige Ord, du siger. Da vi reiste hjem fra Sæteren, kom vi saa seent ud, for der var kommen nogle Sauer fra os, og Mørket kom alt paa, da vi var i Hjemsæterlien, og engang syntes jeg, jeg saa et Lysskin borte i Skoven, og jeg hørte ligesom en Port gik op i Vesætnabben, – der sige de nu det skal være Bjergfolk – «Jesu Navn da,» sagde jeg idetsamme over Barnet. Den Tid vi satte over Elven, hørte jeg et Skrig saa fælt at – «Jesu Navn da,» sagde jeg over Barnet. – Men de Andre sagde, det bare var Lommen, som skreg mod ondt Veir.»
«Ja, det var nok, det, om det bare var Lommen,» sagde Signekjærringen; «naar den daarer et Spædbarn, saa faaer det Svek.» «Det har jeg ogsaa hørt; jeg troede nu, det var det, som værre var, dengang,» vedblev den Anden. «Men da vi kom forbi Kirkegaarden, var det over Høgstnat. Der slog Studen sig reent gal for os, og Bølingen til Folkene paa Gaarden var ikke ligere, og der blev saadant Styr med Kreaturene, at jeg ikke sandsede at signe Barnet.» «Der har han fanget det, Moer, for det er Ligsvek fra Kirkegaarden. Se selv i Bollen her: der staaer en Ligkiste, og der staaer et Kirketaarn, og i Kisten ligger der et Lig og spriker i Fingrene,» sagde Signekjærringen med Emphase, idet hun fortolkede disse mystisk af det smeltede Bly dannede Figurer.
«Hm, hm, hm, der er eet Raad!» mumlede hun igjen, dog høit nok til at det kunde høres af den anden. «Hvad er det for et Raad?» spurgte denne glad og nysgjerrig tillige. «Der er eet Raad, – det leder paa, men det faaer til,» sagde Signekjærringen. «Jeg skal gjøre sammen et Svøbebarn, og det skal jeg grave ned paa Kirkegaarden, saa troer de Døde, de har faaet Barnet til sig, og Gud hjælpe mig, om de skjønne Andet! Men det spørges efter Arvesølv. Har du Arvesølv?»
«Ja, jeg har et Par gamle Sølvmarker, jeg fik i Faddergave; jeg har ikke nænnet røre dem før, men naar det gjælder Liv, saa –» sagde Konen og gav sig strax ifærd med at søge i en gammel Kistes Læddik. «Ja, ja, den ene skal jeg lægge i Bjerg, – den anden i Vand, den tredie skal jeg grave ned i viet Jord, hvor Svek er fanget; – tre maa jeg have,» sagde Kjærringen, «og saa nogle Filler at gjøre en Reverunge af.» Hun fik det Forlangte. En Dukke var snart syet sammen i Form af et Svøbebarn. Signekjærringen reiste sig nu, tog denne og Staven og sagde: «Nu gaaer jeg paa Kirkegaarden og graver den ned. Tredie Thorsdagen fra i Dag kommer jeg igjen, – saa faaer vi see. Bliver det Liv, saa kan du see dig i Øiestenen paa Barnet, men skal det døe, før Løvet falder, saa seer du bare Sort, og ikke Andet end Sort. Saa gaaer jeg nordefter til Joramo. Der har jeg ikke været paa længe; men de have sendt Bud efter mig for en Unge som har bare Troldsvek: da er det ingen Sag; jeg skal føre den rangsølis under en Græstorvstrimmel, saa bliver den til Folk.» «Jasaa, jasaa da!» sagde Huusmandskonen beundrende. «Joramo? Det er jo i Lessø? Kors bevares, saa langt borte da!»
«Ja det er langt did; men der er jeg fød og baaren,» svarede Signekjærringen. «Jeg har vanket vidt, men sanket lidt siden jeg var der. Den Tid var det bedre Tid for Gubjør Langelaar,» sagde hun sørgmodig og satte sig ned paa Bænken. «Men der paa Joramo var vel en Bytting,» sagde hun videre, idet et Sagn fra Fortiden fremstod for Erindringen, da hun vendte Blikket mod sin Barndom. «Oldemoer til Moster min, hun var paa Joramo i Lessø, og hun havde en Bytting. Jeg saa den aldrig; for hun var død, og den var væk længe før jeg kom til; men Moer min fortalte ofte om den: Han saa ud i Ansigtet som en gammel veirbarket Kall. I Øinene var han saa rød som en Mort, og han gloede i Mørket som en Katugle. Han havde et Hode saa langt som et Hestehode og saa tykt som et Kaalhode; men Benene var som en Sauelæg, og paa Kroppen var han som fjorgammelt Spegekjød. Aldrig gjorde han andet end at ule og tude og skrige, og fik han Noget i Hænderne, saa kastede han det lukt i Synet paa Moer sin. Støt var han sulten som en Bygdebikje; alt han saa, vilde han æde, og han aad dem mest ud af Huset. Jo ældre han blev, desto argere blev han, og det var ikke nogen Maade med Skrig og Skraal; men aldrig fik de ham til at snakke et eneste Ord, endda han var gammel nok til det. Han var det ledeste Trold Nogen havde hørt om, og de havde sligt Kjaak med ham baade Nat og Dag, at Ingen kan sige det.
De søgte Hjælperaad baade her og der ogsaa, og Kjærringen blev raadet baade til det Ene og til det Andet. Men hun syntes ikke, hun havde Hjerte til at slaae og dænge ham heller, før hun var rigtig vis paa, det var en Bytting; men saa var det En, som lærte hende, at hun skulde sige, at Kongen skulde komme; saa skulde hun gjøre op et stort Baal paa Skorstenen og slaae itu et Æg. Skallet skulde hun sætte over Ilden, og Maalstangen skulde hun sætte ned igjennem Piben. Ja, hun gjorde saa. – Da Byttingen fik see dette, reiste han sig op i Vuggen og gloede paa det. Kjærringen gik ud og tittede gjennem Nøglehullet. Da krøb han ud af Vuggen paa Hænderne, men Benene blev liggende oppe i den, og han strakte sig ud, og han blev saa lang, ja saa lang, at han naaede tværs over Stuegulvet og kom heelt op i Skorstenen. «Nei,» sagde han, «nu er jeg saa gammel som syv Vedfald paa Lessøskogen, men aldrig har jeg seet saa stor en Tvare i saa liden en Gryde paa Joramo.»
Da Kjærringen saa dette og hørte hvad han sagde, saa havde hun nok. Da vidste hun, det var en Bytting, og da hun kom ind igjen, krøb den sammen bort i Vuggen som en Orm. Saa begyndte hun at blive slem mod ham, og om Thorsdagskvelden tog hun ham ud og dængede ham dygtigt paa Søpledyngen, og da knistrede og laat det rundt om hende. Den anden Thorsdagskveld gik det ligeens; men da hun syntes, han havde faaet nok, saa hørte hun, at det sagde ligesom ved Siden af hende, og det kunde hun skjønne var hendes eget Barn: – «Hvergang du slaaer han Kjøstul Gautstigen, saa slaaer de mig igjen i Bjerget.» Men den tredie Thorsdagskvelden hyede hun Byttingen igjen. Da kom der en Kjærring flyvende med en Unge som om hun var brændt. «Kom igjen med ham Kjøstul, der har du Hvalpen din att!» sagde hun, og kastede Barnet til hende. Kjærringen rakte ud Haanden for at tage imod det, og hun fik fat i det ene Benet paa det; det beholdt hun i Haanden. Men Resten saa hun aldrig; saa haardt havde Bjergkjærringen kastet.»
Under denne Fortælling viste der sig hos Huusmoderen de umiskjendeligste Tegn paa Ængstelse. Mod Slutningen bleve de saa paafaldende, at selv Fortællersken, der syntes at være greben af sin egen Fremstilling blev opmærksom derpaa. «Hvad er der paafærde?» spurgte Signekjærringen. «Aa, det er Manden, som kommer,» vedblev hun med et Blik ud af Døren og tilføiede høitideligt: «det er ikke blivendes for hun Gubjør Langelaar ved Pallen din; men vær ikke bange, Moer; jeg skal gaae nedenom Kirkegaarden, saa seer han mig ikke.»
Kort efter kom Manden. Han tørrede Sveden af Panden med Trøieærmet, saa sig forskende om i Stuen, og fulgte med Øinene Konen, der forlegen gav sig noget at bestille ved Skorstenen; dernæst syntes Støbeskeen, som var bleven liggende under Bordet, at tiltrække sig hans Opmærksomhed. «Har du noget Mad, Kjærring?» spurgte han. «Aa, Gud hjælpe mig,» svarede Konen; «jeg havde stegt lidt Flæsk; men det stjal denne Tyvekatten, mens jeg stelte Ungen.»
«Skulde En hørt saa galt,» sagde Manden, «Flæsk til Fattigmandskost om Thorsdagen? Takke Gud, En kan faae det til Helgekost! Nei, det er vel gaaet med i Sørpen til Gubjør Langelaar; jeg syntes jeg saa det ene af de lange Benene hendes bag om Kirkemuren. Ja, jeg kunde tænke det, hun skulde komme igjen med Støbningen sin; men det siger jeg dig, at kommer hun igjen engang til, så skal jeg see om jeg kan faae støbt hende ind i et Hul med Jernsprinkler for! Aa, dig Kjærring, dig skal jeg ogsaa tale lidt anderledes med!»
EN SOMMERNAT PAA KROGSKOVEN
Och skuggan faller så tjock, så tjock
Som en fäll öfver ensamma leden;
Det tassar, det braskar öfver sten och stock,
Och trollena träda på heden,
Det er så mörkt långt, långt bort i skogen.
Geijer
Som en fjorten Aars Gut kom jeg en Løverdags-Eftermiddag kort efter St. Hans Tid til Øvre-Lyse, den sidste Gaard i Sørkedalen. Jeg havde saa ofte kjørt og gaaet den slagne Landevei mellem Christiania og Ringerige; nu havde jeg efter et kort Besøg i mit Hjem til en Afvexling taget Veien forbi Bogstad til Lyse, for derfra at gaae Kløvveien eller Beenveien over den nordlige Trakt af Krogskoven til Kehrraden i «Aasa.» Alle Døre paa Gaarden stode aabne; men jeg søgte forgjæves i Stuen, Kjøkkenet og paa Laaven efter et Menneske, jeg kunde anmode om at skaffe mig en Lædskedrik og meddele mig nogen Underretning om Veien. Der var ingen Anden hjemme end en sort Kat, som veltilfreds sad og malede i Peisen, og en skinnende hvid Hane, som kroende sig spankede frem og tilbage i Svalen og goel i eet Væk, som om den vilde sige: «nu er jeg selv størst!» Svalerne, der lokkede ved Insektrigdommen i Skovens Nærhed i utallig Mængde havde fæstet Bo paa Laaven og under Tagskjægget, boltrede sig frygtløst tumlende, kredsende og kviddrende omkring i Solstraalerne.
Træt af Heden og Vandringen kastede jeg mig ned i en Skygge paa Tunets Græsvold, hvor jeg i en halv Slummer laa og hvilede, indtil jeg opskrækkedes ved en uhyggelig Koncert: En skurrende Kjærringstemme søgte ved Skjænd og Kjæleord at stagge Gaardens gryntende Griseyngel. Ved at gaae efter Lyden antraf jeg en guulgraa barbenet Kjærring, der i en foroverbøiet Stilling var ifærd med at forsyne Truget, hvorom de støiende Smaadyr bedes, reves, puffedes og hylede af Forventning og Glæde.
Mit Spørgsmaal om Veien besvarede hun med et andet, idet hun, uden at rette sig op, vendte Hovedet halvt om fra sine Kjæledægger for at gloe efter mig. «Haa er han fra da?» Da dette tilfredsstillende var besvaret, vedblev hun, medens hun af og til henvendte sin Tale til Grisungerne. «Jasaa – er han i Præstlære hos Ringerikspræsten? – Tsju Gyssa mine da! – – Vegen til Stubdal i Aasa? siger han – – Sjaa den du, vil du lade de Andre faae med dig, Styggen! Tsju, vil du være rolig! Aa Stakkar, spændte jeg dig nu da? – – Ja, den skal jeg ratt sige ham den, det er strake Vegen ende beint fram over Skogen lige til Kehrraden, det.»
Da denne Anviisning forekom mig at være affattet i altfor almindelige Udtryk om en Skovvei paa et Par Miil, saa spurgte jeg, om jeg ikke for Betaling kunde faae en Gut med, der var kjendt. «Nei Kors, var det ligt sig det,» sagde hun, idet hun forlod Grisehuset og gik ud paa Tunet. «Dem driver saa med Slaataannen, at dem mest inte faaer i sig Maden. Men det er strake Vegen hele Skogen over, og jeg skal tee ham den saa skjellig, som han saa den for sig. Først saa gaaer han op over Kleven og alle Bakkerne borte i Aaslien der, og naar han er kommen op paa Høgden, saa har han store stærke Vegen ratt fram til Heggelien. Elven, den har han paa Venstren hele Tiden, og seer han den inte, saa hører han den. Men fremme ved Heggelien er det ligesom lidt Kringelkrangel med Vegen, saa den justsom bli’er borte stykkomtil, og er En ikke kjendt, er det ikke saa greit at finde frem; men han finder nok frem til Heggelien, for den ligger ved Vandet. Siden saa gaaer han bort med Heggelivandet til han kommer frem til Dammen; det er slig en Dam foran et lidet Vand, og ligesom en Bro, som dem kalder det; der gaaer han paa Venstren og taer af paa Høgren, og saa har han store, strake Vegen ende ratt fram til Stubdal i Aasa.»
Endskjøndt heller ikke denne Anviisning var fuldkommen tilfredsstillende, især da det var første Gang jeg begav mig saa langt ud fra den slagne Alfarvei, tog jeg trøstig fat paa Veien, og alle Betænkeligheder vare snart svundne. Fra Lien aabnede der sig af og til mellem Graner og høie Furutræer Udsigt til Dalen med dens Løvpartier og Marker, mellem hvilke Elven bugtede sig som en smal Sølvstribe. Rødmalede Gaarde laae saa smukt og norskt paa Høiderne af de grønne Bakker dernede, hvor Karle og Piger færdedes med Slaataannen. Fra enkelte Piber steg Røgen op blaa og duftig mod en mørk Baggrund af granklædte Aaser. Over dette Landskab hvilede en Ro og Landlighed, der neppe levnede Rum for nogen Anelse om Hovedstadens Nærhed. Da jeg var kommen ind paa Aasen, lød Valdhornklang og en klingende af Echo mangedobbelt gjentaget Loos over til mig, men den fjernede sig mere og mere, og tilsidst var det kun Ljomen af den, der naaede mit Øre. Nu hørte jeg ogsaa Elven; den brusede vildt fjernt mod Venstre; men som jeg skred frem, nærmede Kløvstien sig den efterhaanden, og Aaserne traadte paa enkelte Strækninger sammen, saaat jeg undertiden gik i Bunden af en dyb skummel Dal, der for største Delen optoges af Elven.
Men Veien fjernede sig atter fra Elven; det var «lidt Kringelkrangel,» thi den bugtede sig snart hid, snart did, og blev paa enkelte Steder neppe synlig. Det gik opad, og da jeg var gaaet over en liden Høide, saa jeg mellem Furustammerne et Par blinkende Skovkjærn og ved et af disse en Sæter paa en grøn Bakke i Aftensolens Guld. I Skyggen under Bakken stod der Bunker af frodigt voxende Ormegræs; Gjederamsen kneisede yppigt mellem Stenene med sin høie, røde, pragtfulde Blomstertop; men den alvorlige Stormhat hævede Hovedet høiere, saa mørk og giftig ned paa den og nikkede Takten til Gjøgens Galen, ret som om den vilde tælle efter, hvormange Dage hiin havde igjen at leve. I det grønne Bakkehæld og nede ved Vandets Bred prangede Hæg og Rogn i sommerligt Blomsterskrud. De spredte liflig, kvægende Duft vidt omkring og rystede vemodig sine hvide Blade udover Sæterbakkens Speilbillede i Vandet, der paa alle de øvrige Kanter var omringet af Graner og mosede Klipper.
I Sæteren var Ingen hjemme. Alle Døre vare laasede og lukkede. Jeg hamrede paa overalt, men intetsteds noget Svar, nogen Oplysning om Veien. Jeg satte mig paa en Steen og ventede en Stund, men der kom Ingen. Aftenen faldt paa; jeg syntes, at jeg ikke kunde bie længer og gik afsted. Det var mørkere i Skoven, men inden kort kom jeg til en Tømmerdam eller Dæmning over en Elvestubb mellem to Kjærn; jeg formodede, det var her, jeg «skulde gaae paa Venstre og tage af paa Høire.» Jeg gik over, men paa den Side af Dæmningen var der kun – saa forekom det mig – flade, glatte, fugtige Klipper, og ikke Spor af nogen Vei; paa den anden, den høire Side af Dammen, var der en stærkt betraadt Sti. Jeg undersøgte begge Sider gjentagne Gange, og uagtet det syntes at stride mod den Anvisning, jeg havde faaet, besluttede jeg at vælge den største Vei eller Sti, der fremdeles gik paa høire Side af Vasdraget. Saalænge den fulgte det mørke Kjærn, var den god og fremkommelig, men pludselig dreiede den af i en Retning, der i mine Tanker omtrent var den modsatte af den, jeg skulde gaae i, og tabte sig som en Kreatursti dybt inde i Skovens Dunkelhed.
Usigelig træt af denne ængstelige, vildsomme Søgen kastede jeg mig ned i det bløde Moos for at hvile et Øieblik, men Trætheden seirede over Skovensomhedens Ængstelser, og jeg veed ikke hvor længe jeg blundede. Ved et vildt Skrig, hvis Echo endnu klang i mine Øren, da jeg vaagnede, sprang jeg op; men jeg følte mig endnu trøstet ved Rødkjælkens Sang; jeg syntes ikke jeg var ganske forladt, saalænge jeg hørte Maaltrostens muntre Slag. Himlen var overskyet og den dybe Skumring tiltagen i Skoven. Der faldt en fiin Støvregn, som vakte et fornyet Liv i den hele Planteverden og fyldte Luften med ambrosisk Duft; men den syntes ogsaa at vække til Liv alle Skovens natlige Lyd og Toner. Mellem Toppene over mig hørte jeg en huul metallisk Klang som af Frøernes Kvækken og en skjærende Fløiten og Piben. Rundt om mig surrede hundrede Rokke; men det Rædsomme ved alle disse Toner var, at de i et Øieblik løde lige ved mit Øre, i det næste fjernt borte; snart afbrødes de ved kaade vilde Skrig under flagsende Vingeslag, snart ved fjerne Nødraab, hvorpaa der igjen indtraadte en pludselig Stilhed.
Der gjennembævede mig en isnende Angest, og jeg følte mig greben ved disse Lyd og den rædsomme Skummelhed mellem Stammerne, hvori alle Gjenstande viste sig fortrukne, bevægelige, levende, udstrækkende Tusinder af Hænder og Arme efter den vildsomme Vandrer. Alle mine Barndoms Eventyr og Sagn fremmanedes for den opskrækkede Fantasi, og gjorde sig gjældende i de Former, der omgave mig; jeg saa hele Skoven opfyldt af Trolde og Alfer og gjækkende Dværge. I tankeløs og aandeløs Angest ilede jeg fremad for at undløbe Dæmonernes Skarer; men under Flugten viste sig endnu rædsommere, mere fordreiede Skikkelser, og jeg følte deres gribende Hænder. Pludselig hørte jeg tunge Skridt; der skred En hen over de bragende Kviste. Jeg saa eller troede at see en mørk Masse der nærmede sig med et Par Øine, skinnende som glødende Stjerner. Haaret reiste sig paa mit Hoved; jeg troede Faren uundgaaelig og skreg ubevidst for at opmande mig: «Er det Folk, saa sig mig Veien til Stubdal!»
En huul Brummen var det Svar, jeg fik, og den Gaaende fjernede sig hurtigt under Knag og Brag den samme Vei, han var kommen. Jeg stod længe og lyttede efter de tunge Skridt og mumlede ved mig selv: «Gud give det var lyst og jeg havde en Bøsse, saa skulde du faae en Kugle, Bamse, fordi du skræmte mig!» I dette Ønske og denne barnagtige Trudsel svandt min Frygt, gik al Tanke om Fare op, og jeg skred igjen med Rolighed fremad i det bløde Moos. Nu var der intet Spor hverken af Vei eller Sti; men det lysnede mellem Stammerne, Skoven blev mere aaben, og jeg stod paa Hældningen ved Bredden af en stor Sø, rundt omgivet med Barskov, der ved dens fjerne Bred forsvandt i Nattens Taageslør. Den nordvestlige Himmels Purpurglød, som speilede sig i Vandets mørke Flade, hvorover Flaggermuus kredsede og flagrede, medens store Fugle skjøde piilsnart hen over det høiere oppe i Luften med hiin kvækkende Lyd og skjærende Fløiten, som før forekom mig saa rædsom – viste mig, at jeg havde gaaet i nordostlig Retning istedetfor mod Vest.
Medens jeg grundede paa om jeg skulde blive her, til Solen stod op, eller forsøge paa at finde tilbage til Dammen, opdagede jeg til min usigelige Glæde paa denne Side af Vandet Skimtet af en Ild mellem Træerne. Jeg ilede afsted, men erfarede snart, at den var fjernere end den i Begyndelsen syntes; thi efterat have gaaet en halv Fjerdingvei, saa jeg mig adskilt fra den ved en dyb Dal. Da jeg med megen Møie havde banet mig en Vei mellem det Chaos af Vindfald, der opfyldte dette Ulænde, og var kommen op ad den steile borterste Li, maatte jeg endnu gaae et drøit Stykke hen gjennem en aaben høilændt Furumo, hvor Træerne stode i Rader som ranke Søiler, og hvor Jorden gav Klang under mine Skridt. Ved Randen af den sildrede en liden Bæk, hvor Or og Gran igjen søgte at hævde sin Plads, og paa en liden grøn Plet i Hældbakken paa den anden Side af denne Bæk blussede og flammede et stort Baal, som vidt og bredt kastede et rødt Skjær bort mellem Stammerne.
Foran Ilden sad en mørk Skikkelse, som paa Grund af sin Stilling mellem mig og det flammende Baal syntes at være af en aldeles overnaturlig Størrelse. Krogskovens gamle Røverhistorier foer mig pludselig igjennem Hovedet, og jeg var et Øieblik i Begreb med at løbe min Vei; men da jeg fik Øie paa Barhytten ved Ilden, de to Karle, som sad foran den, og de mange Øxer, der vare fasthuggede i Stubben ved Siden af en fældet Furu, blev det mig klart, at det var Vedhuggere.
Den Gamle talte: jeg saa hans mørke Billede bevæge Læberne; sin korte Pibe holdt han i Haanden, kun af og til førte han den til Munden for ved nogle forcerede Drag at holde Ilden vedlige. Da jeg nærmede mig, var enten Historien ude, eller ogsaa blev han afbrudt; thi han gjorde et Tag ned i den glødende Aske med sin udgaaede Pibe, røgede i eetvæk og syntes opmærksom at høre, hvad en fjerde Mand, der nu kom til, havde at sige. Denne Person, der ogsaa maatte høre til Selskabet, thi han kom, uden Hue og kun iført en lang islandsk Bundingstrøie, med en Bøtte Vand fra Bækken, var en stor, rødhaaret Slusk. Han saa forskrækket ud. Den Gamle havde vendt sig mod ham, og da jeg var gaaet over Bækken og nærmede mig Selskabet fra Siden, saa jeg ham nu i det fulde Lys fra Baalet. Det var en liden Mand med en lang, krum Næse. En blaa, rødbræmmet Toplue, han havde paa, formaaede neppe at holde den stride graasprængte Haarlug i Ave, og en kortlivet sid Ringerigskofte af mørkegraat Vadmel med afslidte Fløielskanter gjorde Ryggens Rundhed og Krumning endnu mere iøinefaldende.
Den Ankomne lod til at tale om Bjørnen. «Skal troe det?» sagde den Gamle. «Hvad skulde han der? Det har været en anden Brag du har hørt, for der voxer ikke noget han kan gaae efter paa tørre Furumoen – ja Bamsen da» – føiede han til. «Jeg troer mest, du ljuger, jeg, Peer! – De sige for et gammelt Ord, at rødt Haar og Furuskog, de trives ikke paa god Jord,» vedblev han halv høit. «Havde det endda været i Bjørnehullet eller i Stygdalen – Knud og jeg, vi baade hørte og saa den der forrige Dagen; – men her? – Nei saa nær ind til Varmen kommer han vor Herre Død inte! Du har skræmt dig selv!» «Nei, Dølen rende i mig, hørte ikke jeg han tusled’ og braged’ i Moen, min kjære Thor Leerberg,» svarede den Anden, stødt og vred over den Gamles Tvivl og Railleri. «Aa ja, ja,» fortsatte Thor i sin forrige Tone. «Det var vel en Buskebjørn, Gutten min.» Jeg traadte nu frem og sagde, at det formodentlig var mig, han havde hørt, fortalte hvorledes jeg havde taget feil af Veien, hvilken Forskrækkelse jeg havde udstaaet, spurgte om hvor jeg nu var, om En af dem vilde følge mig til Stubdal og klagede jammerlig over Sult og Træthed.
Min Fremtrædelse vakte ikke liden Forundring hos Selskabet. Dog gav den sig mindre tilkjende i Ord end i den Opmærksomhed, hvormed de betragtede mig og hørte min Beretning. Den Gamle, som jeg havde hørt nævnes Thor Leerberg, syntes især med Interesse at følge den, og da det lod til, han havde den Vane at tænke høit, blev jeg ved enkelte Yttringer, som han af og til mumlede hen for sig selv, deelagtig i hans Betragtninger, saasom: «Nei, nei, det var gæli; der skulde han have taget over – ja, over Dammen da – det var Stubdalsvegen, – han har traadt paa Vildgræs – – han er for ung – han er inte skogtam – aa, det var Rugden – det var Kveldknarren – ja, det laater rart for den som aldrig har hørt det – aa ja, Lommen han skriger fælt – naar det dusker, da –. Ja Gud, ham var Bjørnen i Vegen for – det var Karl til Gut!»
«Nu er han,» sagde han høiere til mig, da jeg var kommen til Ende med min Beretning, «ved Storflaaten; det er det største Vandet paa Skogen her, og naar det lider paa Dagen, saa skal det nok blive Raad til at finde frem, for vi har Baad, og naar han er kommen over, saa er det ikke saa langt, ja til Stubdal da. Nu kan han vel have Bod at kvare sig og faae i sig lidt Mad. Jeg har ikke andet end Ærtelefse og traat Flæsk, og det er vel uvand Kost for ham; men er han sulten, saa. – Ja kanske han kunde have Lyst paa lidt Fisk? Jeg har nu været her paa Fiskeri, og grum Fisk har jeg faaet, – ja, i Vandet da.» Da jeg takkede for dette Tilbud, anmodede han en af de Yngre, om at tage en Fisk af Knippet og stege i den gloende Ildmørje.
Imidlertid udspurgte den Gamle mig, og da han var færdig dermed, og jeg med megen Appetit gav mig ifærd med mit Maaltid, viste det sig, at den Historie han fortalte ved min Ankomst var endt; thi han opfordrede en af de Yngre til nu at fortælle det, han havde omtalt, havde hændt hans Fader, da han laa paa Tømmerhugst. «Ja,» svarede denne, en sværlemmet Gut af et raskt, uforfærdet Udseende, der ikke var meget over de Tyve, «det kan snart være fortalt. Han Faer var paa Hugst hos Manden paa Ask ude i Lier, og saa hug han oppe i Askmarken. Om Kvelden gik han til en Stue længer nede mod Bygden og holdt til hos Helge Myra – ja du kjendte nok han Helge, du, Thor Leerberg. Men en Dag havde han hvilet for længe til Eftasverd, – der kom slig en tung Søvn over ham, – og da han vaagnede var Solen alt i Aasen.
Men Favnen vilde han have fuld før han sluttede, og han til at hugge. En Stund gik det baade godt og vel, og han hug saa Flisen fløi om ham; men det blev mørkere og mørkere. Endda var det igjen en liden Gran, han vilde have med, men aldrig før havde han hugget det første Hugget i den, saa fløi Øxen af Skaftet. Han til at lede efter den; tilsidst fandt han den i et Myrhul. Men allerbedst det var, tyktes ham, at En raabte Navnet hans; han kunde ikke skjønne hvem det kunde være, for han Helge Myra havde ikke Noget i Marken at gjøre, og Andre var det ikke der paa lang Led. Han lyede og lyede, men han hørte ikke Noget, og saa tænkte han, han kunde have hørt feil. Saa gav han sig til at hugge igjen, men ret som det var, saa røg Øxen af Skaftet paany. Langt om længe fandt han den den Gang ogsaa; men da han skulde til at skaare paa Nordsiden, hørte han skjellig at det raabte borte i Bjergvæggen: «Halvor, Halvor! Tidlig kom du og seint gaaer du.» – – – «Men da jeg det hørte, sa’ han, var det mest som jeg gik af i begge Knæerne, og jeg fik mest ikke Øxen ud af Granlæggen, sa’ han; men da jeg kom paa Spranget, foer jeg i et Rend lige ned til Stuen hans Helge.»
«Ja det har jeg hørt før,» sagde Thor Leerberg; «men det var ikke det jeg meente, det var dengang han var til Bryllups i Vaarfjøset paa Kilebakken.» «Naa dengang, ja det var saaledes det,» tog Gutten ufortrøden til Orde. «Det var paa Vaarsiden, rigtig strax før Paasketider i 1815, da han Faer boede paa Oppeneie; Sneen var ikke borte endda. Men saa skulde han til Skogs og hugge og trække hjem noget Ved. Han gik op paa Aasen i Hellingen som er bortimod Aadalsveien. Der fandt han en Tørfuru og til at hugge. Mens han hug paa den, syntes han det var Tørfuru alt han saa. Ret som han stod og glaamte og undredes paa dette, kom der kjørende en Færd med elleve Heste, og alle var de musede; han syntes det saa ud som en Brudefærd. «Men hvad er dette for Folk, som kommer farende denne Veien ovenfra Aasen da?» siger han. «Vi er her borte fra Østhalla fra Ulsnabben,» siger En af dem, «vi skal til Veiengaarden i Hjemkommerøl; den som kjører foran, det er Præsten; de som kjøre efter ham er Brudefolkene, og jeg er Værfaeren; du faaer staae paa Meiderne med mig.»
Da de var kommen et Stykke nedover, saa siger Værfaeren: «Vil du tage imod disse to Sækkene og gaae til Veien og maale i to Tønder Poteter, til vi skal hjem igjen?» «Kan saa det,» sagde han Faer. Han stod bagpaa, han, til de kom til et Sted, hvor han syntes, han skulde kjende sig. Det var rigtig Nord for Kilebakken, der det gamle Vaarfjøset stod; det var der ikke, men en stor gild Bygning, og der tog de ind. Saa mødte der frem Nogle ude paa Gaarden, som skulde skjænke dem, og de vilde skjænke ham Faer ogsaa. Men han sagde nei Tak, han: «jeg skal ikke have nogen Skjænk, for jeg har bare paa mig en Hverdagsbrok; jeg kan nok ikke holde Selskab med slige Folk.»
Saa sagde En af dem: «Lad denne Gamlen være for den han er, tag en Hest og følg ham paa Hjemveien.» Ja saa gjorde de det; de tog og satte ham i en Slæde med en muset Hest for, og En fulgte med. Da han kom et lidet Stykke frem til en liden Dal Nord for Oppenhagen, – det er endda et Sandfald der – syntes han at han sad mellem Ørene paa en Bøtte. Om en Stund var den ogsaa borte, og da syntes han først han sandsede sig rigtigt. Saa skulde han see efter Øxen sin, og den sad i den samme Tørfuruen, han havde begyndt at hugge paa. Da han kom hjem, var han saa reent fortumlet, at han ikke vidste hvor mange Dage han havde været borte; men han havde ikke været borte længer end fra om Morgenen til om Aftenen, og han var ikke rigtig lang Tid efter.»
«Det gaaer meget artigt til – ja paa Skogen da –» tog Thor Leerberg til Orde, «og jeg kan ikke sige mig fri for, jeg har seet lidt jeg og – ja Spøgeri da – og har I Lyst til at være længer oppe – saa skal jeg fortælle det som er hændt mig – her paa Krogskogen da.» Jo de havde alle Lyst til at høre; i Morgen var det Søndagen; det var det samme om de ikke gjorde Noget da. «Det kan vel være saa en ti, tolv Aar siden,» begyndte han, «jeg havde en Kulmile inde paa Skogen ved Kampenhaug. Om Vinteren laa jeg indpaa der og havde to Heste, og kjørte Kul til Bærumsværket. En Dag saa kom jeg til at blive lidt for længe ved Værket, for jeg traf nogle Kjendinger oventil Ringerige; vi havde nu lidt Snak mellem os, og lidt drak vi ogsaa – ja Brændeviin da, – og saa kom jeg ikke tilbage til Milen før Klokken var mod ti.
Jeg fik gjort op en Nying i Mileringen, saa jeg kunde see at læsse paa, for det var styggelig mørkt. Og læsse maatte jeg om Kvelden; for Klokken tre om Morgenen maatte jeg afsted igjen, naar jeg skulde række til Værket og tilbage i Lyse, samme Dagen, ja til Milen. Da jeg havde faaet det til at frase dygtig, gav jeg mig til at faae paa Læssene. Men i det samme jeg vendte mig mod Nyingen igjen, og skulde til at gjøre et nyt Tag, kommer der vor Herre Død en heel Snefloke seilende, saa at hvert Kul og Brand frasede og sluknede, ja paa Nyingen. Saa tænkte jeg ved mig selv: Jo vor Herre Død er hun Bergmoer arg nu, for jeg er kommen saa seent hjem og uroer hende ikveld. Men jeg til at slaae Varme igjen og faae gjort op. Men hvordan det var eller ikke, saa var det ligesom Rokoen ikke vilde slippe Kullene ud i Kurven; over Halvparten foer udenfor.
Endelig havde jeg faaet paa Læssene og skulde til at gjule fast Rebene. Om Morgenen havde jeg sat nye Vidier paa alle Hælerhalsene; men de røg vor Herre Død den ene efter den anden – ja Vidierne da. Jeg til at vride nye Vidier, satte Hælerne paa igjen, og endelig saa fik jeg Læssene gjulede. Saa gav jeg Hestene til Natten, og krøb ind i Kojen og lagde mig. Men mener Du jeg vaagnede Klokken tre. Ikke før Solen var oppe, og endda var jeg tung og ør baade i Skrotten og Hodet. Saa skulde jeg faae noget i Livet og give Hestene, men begge Spiltaugene i Barskuten var tomme, og borte var Hestene. Da blev jeg sindt og tog vor Herre Død til at bande lidt, og saa begyndte jeg at lede efter Sporene. Der var kommen lidt Nysne; til Bygds havde de ikke gaaet, og ikke til Værket heller. Men jeg saa Slagfærdene efter to Heste og to brede stutte Fodblade nordefter.
Jeg gik efter saa en halv Miil reent bort i Ubrauten; der deelte Slagfærdene sig: en Hest havde gaaet i Øst og en i Vest, men Sporene af Fodbladene var reent borte. Jeg maatte vasse efter den ene først en tre Fjerdingvei, saa fik jeg da endelig see ham, han stod og kneggede. Saa maatte jeg først til Kojen og faa bundet og givet den, og saa afsted efter Blakken. Da jeg kom til Milen med den, var det Høgstdags, saa slap Hestene at kjaake til Værket den Dagen; men jeg bad vor Herre tage mig paa det, at jeg aldrig skulde uroe hende Bergmoer saa seent meer, ja, om Kvelden da.»
«Men det er artigt med det En lover; om En holder det til Juul, saa er det ikke sagt, En holder det til Mikkelsmess. For det andet Aaret efter, saa var det seent ud paa Høstsiden i den værste Bløden, jeg var i Christian. Det drog alt seent ud paa Eftermiddagen, før jeg kom af Byen; men jeg vilde gjerne hjem om Natten, og ridende var jeg; saa tog jeg lige over ved Bogstad, Sørkedalsvegen, og over Skogen, for det er beneste Vegen, det veed I vel – ja, til Aasfjerdingen da. Det var graat og uggent Veir, og det var alt i Skumringen da jeg kom afsted. Men som jeg kom over den vesle Broen da, strax indenfor Heggelien, seer jeg en Mand, som kom lige imod mig; han var ikke meget høi men forskrækkelig tyk; over Axlerne var han saa bred som en Laavedør og hver Næve var mest en halv Alen tvers over. I den ene havde han en Skindsæk, og gik og jabbed’ ganske smaat; men da jeg kom nærmere, saa gnistrede Øinene paa ham som Varmebrande og digre var de som Tintallerkener. Haaret, det stod som Grisebørst, og Skjægget var ikke ligere, saa jeg rigtig syntes det var en forskrækkelig styg Fant og gav mig til at læse det Vesle jeg kunde. Med det samme jeg kom til: «Jesu Navn, Amen,» sank han ende ned – ja, i Jorden da.»
«Jeg red længre frem og smaamuldrede paa en Psalme; men ret som det var, saa jabbede Karlen imod mig igjen ovenfra Lien. Da gnistrede det baade af Haar og Skjæg og Øinene med. Jeg til at bede Fadervor igjen, og da jeg kom til frels os fra det Onde, saa sa’ jeg Amen i Jesu Navn, og saa var han borte. Men aldrig før havde jeg redet en Fjerdingvei, før jeg mødte Suggen paa en Klop. Da gik det ligesom Lynild ud af Øine og Haar og Skjæg, og saa rystede og skakede han Posen, saa det foer blaae og gule og røde Ildstunger ud af den, og det spraked’ stygt. Men saa blev jeg sindt: «Aa saa faer nu ende beent til Helvedes Pøl og Pine, dit fordømte Bergetrold,» sa jeg, ja, til Manden da, og borte var han med det samme.
Men eftersom jeg red, saa drog det efter med mig, og jeg var ræd, jeg skulde møde Kallen endda engang. Da jeg kom til Løvlien, vidste jeg det laa en Kjending der, som skulde hugge Tømmer. Jeg bankede paa og bad om at faae ligge der til det blev lyst; men troer du jeg kom ind. Han Peer sagde det, at jeg kunde reise om Dagen som andre Folk, saa slap jeg at bede om Huus. Det Raad veed jeg selv, min kjære Peer, sa’ jeg; men det var ikke Udkomme med ham. Saa skjønte jeg, at Kallen havde været der og forskræmt ham, og sat op ham, og jeg maatte afsted igjen. Men da sang jeg saa det ljomet i Aasene: «Et lidet Barn, et lidet Barn saa lysteligt» – og det varede og det rak lige til jeg kom ned til Stubdal, der fik jeg Huus. – Men det var mest forbi med Natten da.»
Hans Foredrag af disse Fortællinger var som hans Tale, langsomt og markeret. Han havde den Vane «at snakke atpaa,» det er, hyppigt at gjentage enkelte Ord eller Dele af Sætningen, eller at hænge bagefter en eller anden overflødig Forklaring. I Almindelighed anbragte han disse Oplysninger for Tilhørerne efter en eller anden Bestræbelse for at vedligeholde Ilden i Piben, og de forekom mig af en saa komisk Virkning, at jeg i den lystige Stemning, hvori jeg var kommen efter overstaaede Fata, ofte havde Ondt ved at afholde mig fra at lee høit. Denne Omstændighed maa jeg vel ogsaa tilskrive, at hans Fortællinger ikke gjorde det Indtryk paa mig, som efter hvad jeg nys havde oplevet kunde ventes.
Men under Thor Leerbergs Fortælling kom der en Person frem af Barhytten, som lod til at have ligget der og sovet. Jeg vidste ikke ret hvad jeg skulde troe om ham; thi han kom virkelig den Forestilling, jeg havde gjort mig om Thusser og Haugebukke, nærmere, end Noget jeg hidtil havde seet. Det var en liden tør, maver Mand med Hovedet paa Skakke, røde Øine, og en Næse som et stort Pappegøienæb. Om Munden havde han et Træk, som om han vilde spytte Folk i Øinene. Han sad længe og skar Ansigter, gjorde Grimaser med sin stærkt fremstaaende Underlæbe og hug eller nikkede til Siden med Hovedet, som om han misbilligende slog Takt til Thor Leerbergs Fortælling. Da han lukkede Munden op og begyndte at tale, var ogsaa Forestillingen om hans Troldnatur svunden; hvis man skulde antage ham for noget overnaturligt Fænomen, maatte det være for en Nisse eller en gjækkende Skovdæmon; han var imidlertid kun en Karikatur af en Bondemand.
Han klæssede eller læspede lidt, og endnu ivrigere end til Andres huggede han med Hovedet til sin egen Tale, hvori der herskede en saadan distrait Forvexling af alle Tal-, Vægt- og Maalsangivelser, saadan en Forbytning og Omtumling med alle Begreber, saadan en evindelig Forsnakkelse, at det, idetmindste i Begyndelsen, for den, der ikke kjendte ham og hans Sædvane, var meget vanskeligt at fatte hans egentlige Mening. Men dette uendelige Konfusionsmageri frembragte de latterligste Udsagn, og afgav et slaaende Beviis for hvorledes den mest nykterne Forstand, ved dettes Bistand, kan komme til at debitere Relationer, der klinge endnu fabelagtigere og utroligere end selve Overtroens. Hans Foredrag var overordentlig hurtigt men hakkende og stammende og for en stor Deel saaledes bunden til Bondesprogets Egenheder, at det ved at tabe disse mister en stor Deel af sin Eiendommelighed.
«Du maa vel for brænnande Fanden troe vi er saa dumme, at vi skjønner dette er Løgn og Kjærringrør?» var det første Udbrud. «Ja Gud troer jeg det ratt,» svarede Thor Leerberg med et lidet Griin til de Øvrige, som om han vilde sige: nu skal I først ret faae høre Løier og Historier. «Jeg kan nu for Fanden ikke skjønne paa det, at du kan sidde her og ljuge og sige, at du har seet Sligt selv – du skal jo være en vettug Mand – men jagu traaver du fortere, end den svarte Mærren min ljuger,» fortsatte Thussen med megen Iver. De Øvrige lo, men Thor, der lod til at være fuldkommen bekjendt med hans Egenheder, tog ikke den ringeste Notitse af hans Beskyldning, men bragte ham med Et ind paa en anden Række af Forestillinger ved at spørge om det var den samme lille gode Mærren, han havde nu, som da han blev gift. «Du kan nu vel for brænnande Fanden veta det, at en tandløs Mær kan inte leve til hun bliver reint gammal. Men det var saa god Mær, som En vilde spænde for fire Sko og drage op over Bakka, det maatta.» «Da maatte hun være god,» sagde Thor Leerberg under de Øvriges Latter. «Det var vel med den, du reiste til Branæs og hentede den store Takken paa Bærumsværket? Du faaer fortælle os den Reisen!» vedblev han opfordrende.
«Aa ja, vi har nu sligt Slag at bestille her,» svarede han og begyndte. «I Førstningen jeg blev gift, havde jeg en liden god Mær, jeg, maatta, og den skulde jeg reise til Branæs med. Saa havde jeg lovet hende Sisle, Kjærringa mi, at jeg skulde kjøbe et Kjolety til a – – ja du kjender vel Kjærringa mi, hun Sisle, du Thor? Det er svær Kjærring til at bage; hun bagte Havren heel og holden, som den var kommen fra Branæs; ja hun bagte 15 og 16 og 20 Brød paa det 7de Tjuget om Dagen. Men da de talte efter for Veka, havde hun bagt 15 og 16 og 20 Brød paa det 7de Tjuget paa det 4de Hundrede for Veka – – og dette Kjoletyet havde jeg lovet hende ratt siden jeg begyndte at frie til hende. Saa kjøbte jeg dette Kjoletyet, da maatta, og saa lagde jeg endda paa den svarte Mærra halvfemsindstyve Skippunds Tyngde, og saa reiste jeg om Bærumsværket og kjøbte en Takke, som var fem Fjerding paa Kant, og Tykken efter Bredden, saa som Takkene skal være, da maatta.
Saa reiste jeg opover, og kjørte op alle Johnsrudbakka, saa inte Mærra pustede en eneste Pust. Dermed reiste jeg til han Ola i Galen, det er nu saadan en eiende snild Mand, det, og Kjærringa hans ogsaa. Jeg bandt Mærra mi i Færdeslasset, jeg, maatta, som en Færdesmand skal gjøre. Han Ola kom ud. «Gjør inte detta,» sa’ han Ola. «Sæt ind Mærra hans du,» siger han til Gutten sin. «Du faaer bli’ med ind, du,» siger han Ola til mig. Saa kom jeg ind i Kjøkkenet, jeg, og gik bort til Peisen og vilde varme mig, som en Færdesmand pleier nu gjøre. «Nei, kom ind i Kammerset,» sa’ n Ola til mig. Saa kom jeg ind i Kammerset, da maatta, og satte mig borte ved Ovnen. Saa kommer Kjærringa med to store, digre Smørebrød paa hver Side af en Tallerk og Brændeviinsglasset midt paa Tallerken, da maatta. Jeg tog det ene og aad op det. «Du skal ha’ det andre og,» sa’ Kjærringen. Saa siger Ola: «du faaer la’ os faae ind nokko varmt Drikke og,» sa’ han. Kjærringa kommer drivendes ind med en Doktor saa stærk, at den gik i Koppen, da maatta. Jeg vilde til at reise, jeg, da, jeg. «Nei, sa ’n Ola, du faaer bli’ til Middags nu,» sa ’n Ola.
Jeg sad nu der og undredes og undredes hvad det skulde blive til Middags, da maatta. Kjærringa kommer ind drivendes med en Griisunge paa et Brædt, som var stegt heel og holden, med Klauver og Ty, akkurat som han skulde være ljus levendes. Ret som det var, kom hun ind drivendes med to store Brændeviinsflasker og satte udmed, og saa satte hun sig beent for mig; hun satte sig ikke beent for Manden sin heller, saa som Kjærringa skal gjøre, maatta. Saa tog hun til at skjære og skjære, og saa gled Kniven ind i Haanden hendes, saa hun skar Stykket ud paa Gulvet. «Dette faaer du ha’ det, Ola,» sa’ Kjærringa. «Nei dette vil jeg ha’ det,» sa’ jeg. Jeg maatte nu faae det, jeg som Fremmed var, da maatta.
Saa aad vi da baade Grisesteg og Ty; og mens vi sad og aad, saa drak vi Dram om Dram, Dram om Dram. Han Ola blev klein, jeg aad; Alt han var klein, aad jeg. Jeg stod mig brav jeg, som klein var, men daarlig gik det ham som aad. Saa sagde jeg Tak for mig, jeg, da maatta, og saa gjorde jeg som Fanten og reiste, fra Galen og ratt til Skarud i eet Skjei, med det tunge Lasset og Skarudbakka atpaa, og Mærra inte pustede en eneste Pust.»
TATERE
Er du da blank som Guld,
Og jeg er sort som Muld,
Een Frihed vil jeg eie,
At vandre mine Veie;
At gaae til hvem jeg vil,
Det selv mig hører til.
Tatervise.
En Lensmandsarrest eller en Arreststue paa Landet adskiller sig, om et særskilt Lokale haves, ikke meget fra en almindelig smudsig Bonde- eller Folkestue. Undertiden er dog det lille Vindue anbragt saa høit oppe paa Væggen, at Arrestanterne derigjennem ikke kunne iagttage Andet end Maane og Stjerner, Snefog og Himmelens Skyer; derhos er det forsynet med Jernsprinkler. Lignende Sikkerhedsindretninger ere undertiden ogsaa anbragte oppe i Piben; som oftest ere de dog overflødige, da Arrestanterne gjerne frit gaae ud og ind og sættes til at arbeide i Lensmandens Gaardsbrug eller Tømmerdrift. Huusgeraadet er meget tarveligt, en høit optømret, i to, tre Rum eller Senge afdeelt Barakke eller Hjæld langs den ene Væg, en Træbænk, der taber sig bag Ovnen, langs den Anden; undertiden kommer hertil et Bord og et Par Trækubber, der tjene som Stole.
Saaledes saa det ud i den Arreststue, vi nu ville aabne. Paa en lav Skorsteen eller Klebersteenskamin af den Form, man seer i de fleste Bondestuer i Gudbrandsdalen, flammede og gnistrede et Baal i en knudret Tyrirod og en Deel raae Birkegrene. Udenfor var det et Hundeveir, med Snefog og en Storm, der peb og hvinede i hver Væggesprunge; men her inde udbredte Ovnens ophedede Stene en luun Varme, og Baalet gød sit rødlige Lys, der endnu kjæmpede med Februardagens sidste Skjær, over nogle menneskelige Skikkelser.
I Krogens Halvskygge paa den inderste Seng eller Baas af Barakken laa en Mand henstrakt paa en Skindfeld. Bag den lave Pande, som han støttede mod en af Muskelfylde svulmende haaret Arm, færdedes Tanker, hvis Skygger svævede over et Ansigt ligesaa mørkt som den sodede Væg, og hvis Lyn glimtede frem i Blik, saa stikkende, stirrende, skumle, at selv den sløve Vagtkarl blev uhyggelig tilmode, naar de hændelsesviis faldt paa ham. Men intet Ord forraadte, hvad der foregik i hans Indre. Hans stride kulsorte Haar, eiendommelige Træk, lange Ansigt, hvis Underdeel nu var bedækket med et kort, sort Skjæg, og dette egne Blik, viste at han henhørte til de omvankende Tatere eller Langfanterne, som vor Almue i nogle Egne af Landet kalder dem. Hans skumle Udseende havde skaffet ham Navnet Svarte-Bertel. Af Profession var han Hesteskjærer, men fuskede med lige saa meget Held som Dyrlægerne paa at kurere Heste.
Den Anden lod til at være af en mere sorgløs Natur og var af lysere Komplexion; men Taterstammens lave Pande, skarpe Ansigt, dybtliggende Øine og dette ubeskrivelige, paa en Gang udforskende, fixerende, stikkende Blik med dets uhyggelige Fosforglands udmærkede ogsaa ham. Han var Gjørtler og Knappestøber, men havde en Passion for at fange Fugle og mede i alle Aaer og Elve. Han vedkjendte sig derfor ligesaa gjerne Navnet Jakob Fuglefænger, som Jakob Knappefant; men naar «Buroerne» kaldte ham Bækkespringeren, et Øgenavn som ofte tillægges den hele Stamme, der synes at dele Interessen og Agtelsen for gamle Isak Waltons «guddommelige Medekunst» med de brittiske Tourister, – da kunde han blive rasende. – Han sad paa Sengestokken og deelte sig mellem Betragtningen af den skumle Kamerat og sine med et Par fordums himmelblaae Permissioner beklædte Been, som han lod dingle frem og tilbage. Da han omsider vaagnede af sin Apathi, eller blev kjed af denne kontemplative Tilstand, blev han med Eet snaksom og overgiven, tog frem en Flaske, han havde skjuult i Sengehalmen, bød Vagtkarlen en Dram, som denne afslog, tog sig selv en og skjænkede Kammeraten en Ditto, som denne lod til at svælge uden nogen klar Bevidsthed om, hvad det var.
Derpaa begyndte han med løbende Tunge og megen Livlighed at fortælle Vagtkarlen, den lange Ola, en Person af et taabeligt Udseende, Tyve- og Røverhistorier, saa at Haarene reiste sig paa dennes Hoved. Da Piben, han havde laant af ham, var udrøget, sang han med en velklingende Stemme og et godt naturligt Foredrag den Vise, hvoraf vi ovenfor have citeret et Vers, som bedre end hans Opførsel antydede Friluftshanget, der danner et Charakteertræk hos den vandrende Stamme, hvortil han hørte. Svarte-Bertel lod især til at elektriseres ved de Vers, der indeholdt Antydninger af Stammens Forhold til Ikke-Taterne. Da Sangen var tilende, begyndte han paa en anden, der var en Blanding af Tatersproget eller Rommani, som de selv kalde det, og et lidt forsvensket Norsk. Den behandlede et lignende Emne, indeholdt Klager over den ulykkelige Tilstand, at være spærret inde i den fagre Sommer, naar Fuglen sang i Lunden, naar Fisken sprang i Aaen, og prisede den frie Mands Lykke, der selv kunde bestemme sine Veie, om han forøvrigt laa i Strid med hele Verden.
Men han var ikke kommen langt i sin Frihedshymne, førend han pludselig brød af og lyttede. Lidt efter fornam ogsaa de Øvrige Larm og forvirrede Stemmer. Nogle Personer vare drukne eller anstillede sig saaledes; et Par Stemmer syntes at tale i Tatersproget, og alt imellem lød en Røst, man let kjendte som Lensmandens, der kaldte disse Mennesker til Orden, idet han i et halv studeret Røversprog, han havde lagt sig til under sine mislykkede Attentater paa at tage Præliminærexamen, anmodede dem om at være rolige og respektere ham og hans Huus, som var en Helligdom, fordi han var Øvrighedsperson og bar Kongens Mundering. En af de Drukne meente høit, han fik gaae ind og trække den paa, om det skulde have Klem.
En Kvindestemme bad med smigrende Underdanighed, at den naadige Lensmand ikke maatte være vred, fordi «Karlmanden» tiltalte ham saa uanstændigt; han var jo drukken, det saa Lensmanden nok. Naar han var ædru, var han den braveste Mand til at stræbe for Kone og Børn, og saa snild og myg, at han kunde vindes om en Finger, og for at skaffe sine Forsikkringer yderligere Indgang skjældte hun «Karlmanden» i samme Aandedræt med en fast utrolig Tungefærdighed for en Slagsbroder og en Drukkenbolt, der ikke gad gjøre Andet end at yppe Kiv og drikke Vorherres Dage bort, og overfusede ham derhos med en saadan Strøm af Skjeldsord og Bebreidelser, fordi han paa en upassende Maade vovede at tiltale den brave snilde Lensmand, som nu vilde sørge for dem, give dem Huusly, Mad og Alt det, som godt var, at Manden ikke svarede et Ord til Hundrede. Han vidste vel, at det Hele var Forstillelse.
Under disse Forhandlinger toges Hængelaasen fra, Slaaerne aabnedes, og ind gjennem Døren tumlede Selskabet, tilsneet, rødøiet og blomstrende af Snefog, Nordensno, Brændeviin og Ophidselse af det Klammeri, hvorunder de vare blevne grebne i en Bryllupsgaard i Nærheden. Et vildt Glædesblink foer over den gamle Taters Ansigt, da han saa Folk af sin egen Stamme, ja af sit eget Følge, men han reiste sig ikke fra sit Leie, og gav den ikke tilkjende ved nogen voldsom Glæde, saaledes som Fuglefængeren, der med et Spring stod midt iblandt dem, som om han jublende vilde hilse dem Alle. Men et advarende Blik bragte ham strax til at antage en ligegyldig Mine. En af Følget hviskede i Forbigaaende til ham: «Stilla Møien, Raklo! Dikkar dero kji ’en bængeske Muskroen
«Hvad er dette for Folk, Herre Lensmand?» spurgte han derfor fremmed og med paatagen Ydmyghed, «om jeg faaer Lov at driste mig til at spørge?» «Det er nogle stridbare Lovovertrædere, som jeg saa at sige fakkede in flaxanti , det er det samme som: mens dem flagset i Vingerne, skjønner du, just som de gjorde sig skyldige i Beenshug, Haargreb og Klæders Sønderrivelse efter 6 Bogs 7-8,» svarede Lensmanden vigtig. «Og jeg er ikke langt fra Faktum, naar jeg antager, at det er disse eller lignende Løsgjængere, der her og i andre Bygdelag i senere Tider have forøvet adskillige simple og kvalificerede Indbrud. Det gamle Kvindemenneske er af Truls Skoleholder paa Rognehaugen angiven som overbevisendes for Kvaksalveri og Fandenskunster med smeltet Bly, og bør for Maalen, Signen o. s. v. efter 6 Bogs 1-12 paa Tugthuset.
Anbelangende en af disse Karle, da er det min visse Formodning, at han er den Langfant, som i Sommer, i en Smedie ved Exerceerpladsen paa Gardermoen, med en glohed Jerntein næsten dræbte eller halvstegte en Soldat, og det som værre var – med det samme opbrændte Kongens Mundering, som den Menige havde paa Skrotten. – Skulde En vel have hørt Sligt! – Men –» afbrød han sig vred, da Fuglefængeren ikke kunde afholde sig fra at lee over den Pathos, hvormed Lensmanden omhandlede denne grove Forgribelse paa Kongens Mundering; – «men jeg staaer her og prater for dig, og du spørger mig, og kanskee du holder mig for Nar atpaa? Det var bedre, at jeg spurgte dig, for du er jo Knappefant, og saa kjender du vel Folkene dine paa Knaphullerne,» tilføiede han humoristisk. «Kraake søker Maake, siger et gammelt Ord, og jeg synes dem javlede samme Kraakemaalet, du buldrer, naar du har faaet Brændeviin.»
Derpaa trampede Lensmanden afsted, slog Døren dundrende i Laas, og skjød Slaaerne for. Men under hans Bortgang sagde Fuglefængeren med megen Ydmyghed i Stemmen, medens Skalken tindrede i hans Øine og lurede i hver Mine: «Naadige og vise Hr. Lensmand, De maa sandelig ikke være vred paa mig; Bæng lé dero! Jeg meente ikke noget Ondt med det, jeg spurgte; men jeg har aldrig seet disse Godtfolk før, og jeg vil gjerne vide hvem jeg skal dele Bord og Seng med. Gid dero suta i Voldron i bængeske Bau atmed Bule til sastra Bæng!» Over dette hjertelig udtalte Ønske udbrød hele Følget i en Latter, som Lensmanden brummede Bas til udenfor.
Da han var borte, antog Ansigterne et andet Udtryk, og Kvinderne nærmede sig Ilden. I den ene af dem gjenkjende vi nu, da hun har viklet sig selv og en skinnende Kaffekjedel ud af det store Uldtørklæde, som før indhyllede hendes Ansigt og lange Figur, Signekjærringen Gubjør Langelaar. Den anden vandrende Dame, der med saa megen Ydmyghed havde undskyldt «Karlmandens» uforskammede Tiltale for Lensmanden, var vel en tyve Aar yngre end Gubjør, nævntes Karen eller Steffens-Karen, og udmærkede sig ved en lav men let og smidig Legemsbygning, ravnsort eller rigtigere sortblaat Haar og et ægte Taterfysiognomi. I den guulbrune Hud, der sad stramt udspændt over hendes skarpe Træk, som man saa ofte seer hos Mennesker af et meget irritabelt Gemyt, havde hun faaet forskjellige Rifter og Pletter under det Slagsmaal, hun nylig havde været i med den Karlmand, hun tog saa ivrigt i Forsvar, og hvis Træk næsten ikke kunde skjelnes for Blod, der størknet og halvstørknet bedækkede de Saar og Skrammer, hun havde bibragt ham med sine Negle og sin Foldekniv.
Imidlertid syntes ligesaalidt denne Person, der benævntes John Pottefod, som en Anden af Følget, der havde et yderst gelassent og indifferent Udseende, og som paa Grund af et Yndlingsudtryk og dette Ydre, hvori hans Charakteer udtalte sig, glædede sig ved Navnet Ola Ligeglad, at være af Taterextraktion; men umiskjendeligt var det, at de begge vare beskjænkede. Den Femte i Følget hed egentlig Peer Svendsen, men tillagdes almindelig Kjælenavnene Peer Hesteskjærer, Heste-Peer eller Svolke-Peer. Hans Ansigt var yderst frastødende, og under et Par stærkt bøiede, umaadelige, buskede Bryn havde han et endnu mere gjennemtrængende Basiliskblik end nogen af de øvrige Tatere. Hans tætte, men ingenlunde plumpe Legemsbygning, og hans sikkre, elastiske Bevægelser tilkjendegave en Kraft og Smidighed, der gjorde det end farligere at ægge de voldsomme Lidenskaber og den brutale Vildhed, hvorom denne Tyrepandes Rynker, denne Skulm over Øinene, denne dyrisk fremstaaende Snude med dens grinende Muskelspil vidnede. Ligegyldig, som om han var alene, kastede han sig hen paa Bænken foran den Seng, Svarte-Bertel laa i, fremtog en liden Snadde, hvori han karvede Tobak, bad Steffens-Karen at tænde sig en Stikke og begyndte at ryge.
Imidlertid satte Kvinderne Kaffekjedlen over Ilden for at tilberede Taternes næst efter Brændevinet mest yndede Drik, medens man med Forsigtighed indledede en almindelig Samtale, hvorunder der ved nogle i Tatersproget henkastede, for Vagtkarlen uforstaaelige Ord blev lagt en Plan til at gjøre ham troskyldig samt skuffe og aflede hans Opmærksomhed fra de Forhandlinger, Følget agtede at drive med Svarte-Bertel og Fuglefængeren, angaaende Udbrud af Arresten og Indbrud paa en nærliggende Bondegaard, som skulde skee samme Nat, fordi Folkene vare fraværende og deeltog i Bryllupsgildet. Da disse Forberedelser vare trufne, da baade Mændenes og Kvindernes Piber vare satte i en saadan Virksomhed, at hele Rummet fyldtes med Taage og inficeredes af Skraatobakkens infernalske Lugt, samledes hele Selskabet, undtagen den saarede John Pottefod og de To i Krogen, om Ilden.
«Du har vanket vidt, du, som jeg hører,» begyndte Fuglefængeren, – der strax med Interesse var gaaet ind i den antydede Plan, – under en Pause i den almindelige Samtale, som fornemmelig havde dreiet sig om Anledningen til Følgets Fængsling, og henvendte sig til Gubjør. «Jeg har hørt gjiti dine Summipaer og Ragustaer,» tilføiede han i Tatersproget, med et næsten umærkeligt Blik mod Svarte-Bertel, for at antyde, at han var Hjemmelsmanden. «Nu faaer du fortælle os Noget!» «Ja, jeg har vanket vidt og sanket lidt,» svarede Gubjør; som det lod med et tilvant Yndlingsudtryk; thi det stod ikke i Overensstemmelse med hendes Antræk, da hun var klædt omtrent som en velhavende Bondekone. «Meget har jeg hørt og Meget har jeg spurgt, mangen viis Gjerning har jeg været nødt til at gjøre for Bønderne; jeg maatte jo skaffe Mad og Klæder baade til mig og Mine, i den Tid jeg ikke var alene, og siden ogsaa; men nu begynder jeg at blive gammel.»
Derpaa fortalte hun flere af sine «vise Gjerninger,» Bedragerier og listige Streger, i sit os fra det Foregaaende bekjendte langsomme, høitidelige Foredrag, men som her med stadigt Hensyn til Vagtkarlen ofte blev holdt saa dunkelt og tvetydigt, at det for ham, som de strax havde fattet var en taabelig og indskrænket Person, selv om han havde været mere opmærksom end han var under Gubjørs Fortællinger, vilde have været umuligt at begribe den egentlige Sammenhæng. Og hvor den dunkle Fremstilling ikke var tilstrækkelig, indblandedes sparsomt enkelte Ord og Talemaader paa Rommani. Glandspunkterne i disse Fortællinger var Historien om, hvorledes hun ved sin saakaldte Ragusta havde skaffet en Jomfru i Tvedestrand hendes utro Kjæreste igjen, og nogle taveske Summiper, hvorved hun havde erhvervet sig Klæder, Levnetsmidler og Penge. Det var saa langt fra, at hun, saaledes som hun før syntes at antyde, angrede disse sine «vise Gjerninger,» at Glæden spillede hende i Øinene, naar hun fortalte, hvorledes hun ret tilgavns havde taget en Buro ved Næsen.
«Men hvorledes var det med Maskan?» spurgte Fuglefængeren. «Jeg har hørt sige at du har gjort det godt med den?» «Det er længesiden,» svarede Gubjør, «at jeg havde nogen. Det var da han,» med et umærkeligt Nik mod Svarte-Bertel, «var en liden Gut, og reiste med mig. Seent en Aften kom vi til en Gaard. Alle Døre vare lukkede, undtagen Døren til Fæhuset – Drab, –» sagde hun og saa paa de Øvrige, der fuldkommen forstode Meningen. «Men der havde jeg da ikke Mere at gjøre.
Dagen efter kom jeg til den samme Gaard. Jeg gik ind til Bonden og hilste paa ham og sagde: «God Dag.» «God Dag,» sagde han igjen; arrig var han som en Bandhund. «Min kjære Bonde,» sagde jeg, «du skal ikke være vred paa mig for den Ulykke, du har havt.» «Hvoraf veed du, at jeg har havt nogen Ulykke?» spurgte Bonden og gjorde store Øine. «Jeg seer det paa dit Ansigt og dine Øine,» sagde jeg. «Men nu kan du være glad og takke din Gud, fordi jeg er kommen; jeg veed alle Ting, og jeg har Hjælperaad for alle Ting.»
«Ja, men jeg skjønner ikke hvorledes du kan vide det, som er hændt her,» sagde Bonden igjen. «Hvorledes kunde Moses vide, at Kong Farao og hans Hær skulde drukne i det røde Hav?» sagde jeg. «Ja det var i det gamle Testamente, det,» sagde Bonden, «eller er hun kanskee en Profet, Moer.» «Nei ikke det, Faer, men den store Allako har givet mig et aabent Øie i Ragusta, saa at jeg kan see det, som er hændt dig.» «Jasaa,» sagde han. «Det er to Kjøer, som er sturtefærdige for dig af Finnskud, en sort og hvid, og en rød og hvid,» sagde jeg. «Hvor laa du i Nat?» sagde Bonden. Dæ aschar jik goschvardo Buro. – Men saa sagde jeg: «Skal du vide det, saa laa jeg i Nat pre Dumon i Voldron Minschia uppri.» Her havde Tilhørerne vanskeligt for at tilbageholde sin Latter. «Da Bonden fik høre dette,» vedblev Gubjør, «blev han meget forundret. «Onde Naboer har udsendt en Trolddomsmaskan for at suge Marv og Blod af Kjøerne dine,» sagde jeg, «det seer jeg; men faaer jeg raade, skal jeg vise den frem, og jeg skal hjælpe dig, saa at den ikke faaer Magt til at fordærve flere.»
«Kan du det, min gode Kone, skal jeg betale dig rundeligt, og Mad og Klæder skal du faae atpaa,» sagde Bonden. «Følg med i Fæhuset, saa skal jeg vise den, som suger Blod og bryder Been,» sagde jeg til Bonden; «men tag med Hakke og Spade.» Han tog Hakke og Spade, og Bondekonen gik efter ham som en Hund. «Jeg har aldrig været her,» sagde jeg; «men jeg veirer godt og kjender skjulte Ting; gaa til den sorte og hvide Koen,» sagde jeg. «Her er gravet før,» sagde Bonden. «Grav igjen!» sagde jeg; «det som er skjult skal aabenbares.» Manden grov, og bedst han grov, sprang der frem af Baasen en Kat og bort over Gulvet og skreg saa fælt. Idetsamme gnistrede det om Øinene baade paa Bonden og paa Kvinden som Ild og Luer.» Her nikkede hun betydningsfuldt til Tilhørerne og satte en hemmelighedsfuld Mine op.
Manden blev saa ræd, at han rullede overende; Kjærringen slog op en Bælg og rendte i Ring, saa hun ikke kunde finde Døren. Imedens tog jeg Katten og klemte, saa Blodet skvat ud over Gulvet. «Nu skal jeg sende den bort og binde den fast, saa den aldrig skal slide sig og komme hid igjen,» sagde jeg, og til at læse en Lexe over Katten, imedens jeg gik til Døren med den. «Vor Herre og St. Peer gik Veien fram, saa mødte dem den forfærdelige Troldoms Maskan. Hvor skal du hen? sagde vor Herre Jesus Christ. Jeg skal til Bondens Gaard og bryte Bein og suge Blod. Vend om igjen, jeg stævner dig, jeg binder dig i tre jordfaste Steiner:
Ikke skal du Bein bryte,
Ikke skal du Blod suge;
Ikke skal du boe paa Land,
Der Nogen boer;
Ikke skal du boe paa Vand,
Der Nogen roer.
Du skal paa Havsens Bund
Under en jordfast Stein.»
«Men udenfor Fjøsdøren stod den Svarte,» sagde hun, med en Hentydning til Bertel, «og tog Katten og foer til Skogs med, og de saae den aldrig mere. For det fik jeg Kaffe og Tobak, Uldent og Linned, Flæsk og Spegemad, sex Sølvskeer og mange Penge.» Fuglefængeren, den anden Taterske og Ola Ligeglad, der var Gubjørs opmærksomme Tilhørere, ledsagede af og til hendes Fortællinger med en Latter og et eller andet i Tatersproget sagte udtalt Ønske om, at Buroerne altid maatte blive tagne saaledes ved Næsen. Vagtkarlen, der liggende paa Ovnsbænken, havde deelt sig mellem at ryge Tobak og halvsøvnig at gloe paa Ilden, sluttede sig nu ogsaa til dem, da Fuglefængeren begyndte:
«Nu skal jeg ogsaa fortælle om et Finnskud: For mange Aar siden var der en Finn, som de kaldte Træfodfinnen.» «Det var kji Lallaro, han var jik Rommani,» sagde Gubjør. «Jeg kjendte ham.» «Ja, det kan være; nok denne Træfodfinn kom ind her Nord paa Sellsbygden,» vedblev Fuglefængeren, «hvor Sellsnæperne voxe, paa en Gaard, som hedder Rommengaard. Kjærringen der stod og kjærnede Smør. «Giv mig lidt Smør du,» sagde Træfodfinnen. «Jeg har ikke noget Smør,» sagde Kjærringen. «Har du ikke Smør, skal du ikke faae Smør heller,» sagde Træfodfinnen, og dermed gik han. Kjærringen kjærnede mest hele Dagen, men det vilde ikke blive Smør, og om Natten sturtede en Ko for hende. Saa skjønte hun, at Finnen havde sendt ud Finnskud, og sendte efter ham en Mand, for at faae gjort det godt igjen. Denne Mand var Huusmand under Gaarden, han hedte Knud Mo og var rask til Beens; men Finnen naaede han ikke, førend han var tre Miil nordenfor Throndhjem, og der fik han forligt det og gjort det godt igjen med Penge og Løfter om Mere, naar Finnen kom udefter.
«Det er bedst, du er snøgg hjem,» sagde Træfodfinnen, «for der ligger tre Kalvehoveder under Fæhuset: dersom de ikke bliver taget bort og brændt før Næ, kommer det Stordaud paa Fæet: derfor er det bedst, du snøgger dig,» sagde Finnen. «Ja Gud, jeg skal være snøgg!» sagde Knud Mo, «men jeg kan ikke flyge fortere end Benene vil, jeg heller,» sagde han. «Aa jeg skal hjælpe dig fram,» sagde Finnen; «for jeg har Veiret og Veien i Skindhiten.» Og saa sagde han for ham, at han skulde komme ned paa tre Rettersteder, og det var paa Halbakken paa Dovreskogen, paa Nilsbakken paa Rusten og paa Steilen paa Sell, tæt ovenfor Rommengaard ved Laagen. «Fra Steilen kommer du ikke opatt,» sagde Finnen, «for da har du ikke lange Veien; men den, du først møder, maa du ikke snakke til; du maa ikke see efter ’n engang.»
Nei, han skulde ikke snakke til nogen kristen Sjæl, han skulde ikke see paa Siden, om han saa mødte Kongen af Engeland. Dermed tog han Farvel med Finnen og reiste afsted, og det var ikke længe, før han var over Jemlom, og nede i Gudbrandsdalen paa Halbakken paa Dovreskogen, for han foer som et Veir. Ret som det var kom han ned paa Nilsbakken, og før han vidste Ordet af det, var han nede paa Steilen. Derfra skulde han til at gaae nedover til Rommengaard; men da han kom bortpaa Vaageveien til en liden Dok, som de kalde Maurstaddokken tæt ved Laurgaard, mødte han Kjærringen sin, og hun blev staaende og glane saa stort paa ham, fordi han strøg saa stram forbi. Saa kunde han ikke længer bjerge sig, men maatte gloe efter hende. Fra den Stund sad Hovedet paa Skakke paa Knud Mo, og den som fortalte mig det, havde seet ham og hørt det af hans egen Mund.»
«Det har været en fuul Bondemand; han har drukket Pengene op hos Kræmmeren, faldt overende i Fylden og vredet Nakkebenet af Led, og siden har han løiet sammen den Historien,» sagde Steffens-Karen. Over denne Forklaring blev der megen Lystighed, og Gubjør gjentog, at hun havde kjendt Træfodfinnen, og at han ikke var nogen Lallaro men hørte til Rommani, og hun vidste, at han havde været slem i Ragusta. Vagtkarlen der med megen Interesse syntes at have hørt paa den sidste Fortælling, protesterede mod denne Forklaringsmaade og fortalte, som Bilag for sin Paastand om Muligheden af saadanne hurtige Reiser gjennem Luften, det i Gudbrandsdalen bekjendte Sagn om Jutulen og Johannes Blessom; derpaa opfordrede han Taterne til at fortælle flere saadanne morsomme Historier.
«Ja, vi skal nok fortælle, men nu maa du fortælle en først,» skreg Taterne over hverandre, da Svolke-Peer og Svarte-Bertel bleve vel høirøstede henne i Krogen. «Fortæl enten det er Løgn eller sandt, enten det er om Trold eller Fanden, det er det samme.» «Ja, er det det samme, saa kan jeg vel komme paa en Stub jeg ogsaa, maa’a; men Dølen rende i mig, veed jeg rigtig, hvad jeg skal fortælle! Jo nu kommer jeg paa en,» udbrød han efter at have grundet en Stund.
«Det var engang en Gut, som skulde i Tømmerskogen. Men som han gik, traadte han vel paa Vildgræs, og kom rent af Leden bort i Afhullerne, saa han ikke kunde finde frem. Han gik hele Dagen da, maa’a; men da det led paa Kvelden, fik han see en Vogn som kom kjørende, og den var blaa, den, maa’a. Bedst det var, saa kom der en til, og den var gloende rød, den maa’a, og saa kom det saa fuldt med Vogne, og nogle var af Guld, og nogle var af Sølv, og der var saa urimelig mange Heste for, at han aldrig havde seet slig Færd. Men ret som det var, blev de borte i Skogen, og Gutten gik længere, han, maa’a. Som han gik, kom han til at spænde paa et Purkeøre, som stod op af Jorden. Saa gryntede det nede i og klang ligesom i en Pengekjedel; men i det samme kom der lunkende En med en Skarvemær for en Kjærre.
«Me naaer dem vel att?» sagde han. «Ja, i Morgen naaer du dem att,» sagde Gutten. Men hvad Dølen var det det laat i, tænkte han ved sig selv, og vilde til at tage i Purkeøret. Da var det væk, men havde han ikke snakket, saa havde han faaet Kløerne i en af Pengekjedlerne til Gamle-Erik, da maa’a. «Kunde du ikke skydse mig hjem, du,» sagde han til den, som sad paa Kjærren, «for jeg er kommen saa reent abrængslig langt af Veien, at jeg ikke troer, jeg er Karl til at finde hjem paa een Nat,» sagde han. Jo da, han vilde skydse ham, maa’a, og de kjørte, og de kjørte temmelig fort og. Langt om længe kom de frem til en Gjæstgivergaard, og der var det saa gildt, at de kunde faae Alt det, de vilde. Der var saa meget Mad og Drikke, at det mest ikke var nogen Ende paa det, og ikke skulde det koste Noget heller.
Det var nu baade godt og vel, det, maa’a. Men da de skulde til at lægge sig, spurgte Kjærringen, hvad for en Seng han vilde ligge i, enten i den røde eller i den blaa. Ja det var vakkert Altsammen, og det var store Fryndser og Blommer og Ty paa Skindfælden baade i den blaa og i den røde. Men Gutten han vilde helst ligge i den blaa, han, maa’a. Det skulde han faae Lov til, og han drog af sig Klæderne og lagde dem paa en Stol. Saa satte han sig paa Sengekanten, og med detsamme han skulde vælte sig overende, sagde han Jesu Navn, maa’a. Men da var Sengen et blaat Vand, og Stolen var en Steen fremved Vandet, og den røde Sengen var Varme og Ildmørje, og nede i der laa det Folk, som krøb og kravlede, saa Gnisterne frasede om dem. Ja, Gutten han syntes dette var grovelig fælt, han maa’a. Men da han fik see sig rigtig om, stod Maanen over Fjeldkammen saa stor og rød og rund, og saa var han i Fjeldet udmed et Vand, og der kjendte han sig godt igjen. Men Gjæstgivergaarden og hele det Stellet, det var borte, det, maa’a.»
Medens disse Fortællinger tiltrak sig eller lod til at tiltrække sig de Øvriges Opmærksomhed ved Ilden, samtalede Svarte-Bertel og Svolke-Peer henne i Krogens Skygge. Gubjørs og Fuglefængerens Blik sneg sig en og anden Gang ubemærket derhen, og mod Slutningen af den sidste Fortælling havde Gubjør selv listet sig hen til dem. – Det vexlende Minespil paa Svarte-Bertels Ansigt, der i hurtige Følgerækker afspejlede lurende Opmærksomhed, Stolthed, Foragt, Had og Harme, og Svolke-Peers voldsomme Gestikulationer, antydede ligesaa klart som deres Tale, at de omhandlede sine Livsbegivenheder og Forhold til Buroerne.
«Hvad aschar dero i Stillepa for?» spurgte Svolke-Peer, efter at have berettet om nogle af sine Fata efter den Tid, de sidst saaes. «For jik Marrapina,» var Svaret. «For jik Marrapina?» spurgte Svolke-Peer op igjen med Forbauselse i Miner og Stemmens Modulation. «Ja, ja, som jeg siger for en ussel Grime af en Taugstump og et Par Vidier, ikke saameget værd som en halv Skilling,» svarede Bertel med Forbittrelse. «Jeg tog den paa Gjerdet ved en Bondegaard for at binde min Hest; Buroen, som eiede den, kom efter og greb mig og satte mig i Stillepa, fordi jeg var en Rommani og ikke nogen Buro, og Lensmanden siger, jeg kommer paa Kjev for den Marrapina
«Paa Tugthuset for en Vidiegrime!» udbrød Svolke-Peer igjen, med ligesaamegen paatagen som virkelig Indignation. «Ja, ja Christian Kjeldsen sad jo for en Høvisk, som han tog op og vilde tørre Sveden af Hesten sin med. Gamle Christian Kammager, som mest er halvblind, har de ogsaa sat did, fordi han ikke har drabrat hos Rascho. Han har aldrig været i Huus otte Dage i Rad, og aldrig har han talt andet end Tænder i Kamme og Vævskeer; men der har de sat ham ind et heelt Aar til at regne op Bogstaver og læse ABC, som et Skolebarn. De fordømte Buroer! De skrive op vore Navne og Haandteringer; de holde Mandtal paa os, som vi var deres Kjøer og Sviin, og sætte os i Tugthuus og Slaveri for Ingenting, naar vi sætte os lidt op imod dem. Tilsidst vil de forbyde os at gaae paa Jorden, at vandre paa Fjeldene, at fiske i Bækkene!» «Kjatkjo, Pral!» sagde Svarte-Bertel, hvem lidenskabeligt Had og Harme lyste ud af Øinene under denne Tale.
«I min Ungdom var det anderledes,» vedblev Svolke-Peer. «Naar vi kom til Buroens Gaard og sagde: vi behøve Brændeviin, Tobak, Kaffe, vi har ikke Klæder og Mad, vi skal reise langt, giv os Niste og Reisepenge: saa gav han os det; han turde ikke Andet, han vidste vi havde Magten, han saa, vi kunde skade Fæet hans og Agrene og magtstjæle Hestene; da var det gode Dage for Rommani. Jeg mindes godt, at da Lange-Ola var kommen hjem fra Rusland, truede han engang en Lensmand til at dandse Springdands med Moer mi, hende Steffens-Olea, paa hans eget Gaardstun. Men nu, nu maae vi vandre om over vide Fjeld, borte i Aasbygder og de værste Afhul og Baglier, som findes, og endda tør de true os med Bygdevægter og Lensmand og Tugthuus.»
«Jeg har aldrig taget saameget som for to Skilling,» tog Svarte-Bertel Ordet; «jeg har næret mig Horta pre; jeg har kureret Heste, jeg har været klog og listig mod Buroerne; men jeg har hverken spanæt eller kjaarat hos dem, og jeg har ikke slaaet dem ihjel, og nu skal jeg sidde indestængt paa Huset for den usle Grime. Det fordømte Buropak, jeg skulde være glad, om jeg kunde fordærve dem Allesammen, baade dem og deres Fæ, og alt hvad de eier.»
Denne Stemning var det Svolke-Peer havde ønsket at fremkalde, og han søgte efter Evne end yderligere at gyde Olie i Ilden, idet han dvælede ved den uberettigede Kontrol, man vilde føre med deres Folk, den Haardhed, hvormed man tvang gamle sløve Mennesker til at læse og lære Christendom. Endelig omhandlede og udmalede han, hvad hans eget Følge havde lidt under disse Forfølgelser, især efter de Indbrud, Lensmanden omtalte. Derfor havde de flere Gange i den strengeste Vintertid maattet tage tilfjelds, hvor de havde udstaaet Utroligt. De havde ikke turdet lade sig gribe i de Bygdelag, hvor de vare kjendte, thi de vilde ikke for nogen Priis paa Kjatkipa; Randrebraskroerne vare listige, og det var let at forsnakke sig; det kunde jo kanske oplyses, at han «havde brændt Soldaten for Knippe,» sagde han med en Hestedoktorterminus, «og saa var det engang en Mjøltraaver – – den Karlen var ikke saameget værd – men kom det for Dagen, at det var en af Rommani, som havde gjort det, saa». – Her gjorde han en betegnende Gestus med Fingeren over Struben. – Han havde hverken Lyst til «at lade Knappen springe,» eller til at «kjeræs Pagen;» derfor vilde han reise til Sverrige, hvor det skulde være fredeligere end i dette Land. Men gode Reisepenge vilde han gjerne have, og han vilde nødig reise fra sit Følge og sine Skyldfolk, derfor vilde han have Svarte-Bertel og Fuglefængeren med.
Og hvis de saasandt vilde, skulde det blive Raad baade til at komme bort og til Reisepænge i Overflod. Her i disse Bygdelag troede Ingen af dem at være kjendt uden Gubjør, som de efter mange Aars Fraværelse havde truffet her; og af hende havde de faaet spurgt, at Svarte-Bertel og Fuglefængeren sad hos Lensmanden. En eller et Par af Følget havde tænkt at besøge dem i Arresten for at gjøre Aftale med dem, men underveis «kom Pottefoden og Kvindfolket hans i Haarene paa hverandre,» fordi hiin havde klappet en Bondepige i en Bryllupsgaard, hvor de var inde; nogle drukne Bønder lagde sig mellem og vilde skille dem ad; disse bleve mørbankede af Følget; men da det var tæt ved Gaarden, faldt alle Bryllupsgjæsterne over dem, og der blev et saadant Slagsmaal og Spektakel, at det ikke havde taget nogen god Ende, hvis ikke Lensmanden var kommen til.
Nu da de vare komne sammen i Arresten, havde det ingen Fare, Vagtkarlen skulde de drikke fuld; de havde Brændeviin med sig, og hjalp ikke det, havde Gubjør gode Draaber, som bragte sød Søvn; Brækjern og Tænger vare de forsynede med, – han havde alt skjult dem i Sengehalmen –. Men de maatte bryde ud af Arresten samme Nat; Lensmanden havde kjendt dem eller gjættet hvem de var, og desuden maatte det Indbrud, han havde omtalt, ogsaa gjøres samme Nat; Folkene fra den Gaard vare i Brylluppet.
«Hvoraf veed du, at der er Penge?» spurgte Svarte-Bertel, der med stigende Interesse havde hørt paa hans Beretning. «Gubjør har været der,» svarede han med et Nik til hende. «Hun har spurgt, at Manden er en Valders, som er flyttet hid. Han var nylig kommen hjem fra Christians- og Branæs-Marked, og der har han været paa Smørhandel og Slagtekrav; hun saa, han talte mange Penge paa Staburet.» «Ja,» sagde Gubjør, der under den sidste Deel af denne Samtale havde nærmet sig dem, «jeg kom der sidst Løverdag og vilde kjøbe et Spegelaar af Valderskjærringen, – for Dølerne holde paa sit Spegekjød, som om det var dyrere end Sølv – og hun tog mig med paa Staburet, og fuldt var det af al Slags Stabursmad.
– Det var en snild Kjærring; – saa skulde hun til at vise mig Valdersstadsen paa Loftet. Der stod Manden og talte Penge i en rødmalet Kiste, baade Gule og Grønne og Hvide og Blaae. Han smældte Kisten igjen; men jeg saa baade Sølvet og Pengene i den, og fuldt var der af Penge og Alting.» «Jeg er saa nødig om en Tobaksrul eller to,» sagde jeg; «du har vel ikke ondt for den du, som kommer lige af Markedet,» sagde jeg. «Aa reis du til Helvede og tig Tobak af Fanden,» sagde Valdersslasken. «Naa, naa,» sagde jeg, «den er vel at faae kjøbt for Penge og gode Ord; jeg har ikke tænkt at tigge dig om den,» sagde jeg, «men jeg synes jeg seer paa dine Øine, at der skal hændes dig noget Ondt.» Da jeg gik, hidsede han Hunden efter mig, men da jeg kom bag Husene kastede jeg Drab for den, og jeg saa, den aad det – –.»
«Der er Reisepengene; vi behøve bare at tage dem,» afbrød Svolke-Peer hende. «Gaarden ligger lidt oppe i en Dal østpaa; derfra er ikke mange Miil over Fjeldet til Østerdalen; saa har vi ikke langt til Sverrige, og give Tugthuset og Lensmanden Fanden.» «Ja,» sagde den Anden og slog i Skindfælden, «jeg er med Broder! Jeg skal tage hans Sølv og Penge! Har jeg ikke gjort Noget før, saa skal jeg nu gjøre saameget, at jeg fortjener baade Krave og Hosebaand.» «Det var ret, Broder,» sagde Svolke-Peer med en fornøiet Mine og et uhyggeligt Griin, idet han tog og rystede hans fremrakte Haand. Nu vinkede han ad Fuglefængeren; ham gjorde han færre Omstændigheder med; thi da denne hørte hvad det gjaldt, sagde han med et Ordsprog, hentet fra sin Yndlingsbeskjæftigelse: «den Fugl er let at lokke, som efter vil hoppe,» og var strax rede baade til Ud- og Indbrud.
Da det led mod Slutningen af Vagtkarlens Fortælling, hørte de Larm udenfor Arresten, og antog, som rimeligt kunde være, at det var Lensmanden, som kom for at visitere. De nærmede sig nu samtlige Ilden og ledsagede Fortællingen med saadant et Spektakel og en saa støiende Latter, at han maatte troe, de aldrig havde tænkt paa Andet end at korte sig Tiden og gjøre Løier. «Her er baade Varme og Morro og Tobak her,» sagde Lensmanden hostende og smattede paa sin sølvbeslagne Merskumspibe. «Ude fyger det saa En mest ikke kan gabe, og Tobakken brænder som Braatekvas. Men det er da Fanden til Støi I holder, En skulde mest troe I vil sætte Hytten paa Taget.» «Lensmanden maa rigtig være saa inderlig god,» svarede Steffens-Karen med sin løbende Tunge og krybende Underdanighed, «ikke at blive vred, fordi vi staae paa Hodet og holder Helg, men Tiden bliver saa lei og lang, naar En ikke tager sig Noget til, – og saa begyndte Jakob Knappemager og denne snilde Bondemanden at fortælle gamle Eventyr og Historier. Men Gud bevares, befaler Lensmanden, skal vi gjerne sidde saa støe, som Katter paa en Peispal.»
«Aa sid I og lee og ljug ihob saameget I vil for mig,» sagde Lensmanden naadig, «men styr ikke som I vilde rive Væggene ned. En skulde mest troe I var til Bryllups eller Gjæstebuds, og ikke at I sad i Arrest. – – Men, men,» vedblev Lensmanden snøftende, «her lugter Stærkt. I har vel ikke Brændeviin?» «Lensmanden maa være saa naadig ikke at fortryde paa det,» sagde Steffens-Karen igjen, om muligt endnu mere hundeydmyg end før; «men jeg fik rigtig med mig en liden Taar til at slaae paa Skraberne til Karlmanden.»- «Som du selv har kloret, kan jeg tænke» – afbrød Lensmanden hende. «Jo du er en snild Kjærring; først slaaer du og siden klapper du! Jeg har hørt det! Men,» henvendte han sig til Vagtkarlen, «har du ikke seet, de har slaaet Brændevinet i sig?»
«Aa, dem tog sig nok en Dram, maa’a,» svarede Vagtkarlen. «Du tog dig vel en du og da, maa’a?» vrængede Lensmanden vredt efter ham. «Nei Lensmand, jeg drikker inte Brændeviin; jeg er nu i Nygterheden, for jeg har forskrevet mig, jeg, maa’a,» svarede han paa sin flegmatiske Viis. «Nei, nei, det er sandt, du er jo Medlem af Nykterhedsforeningen, min kjære Ole» sagde Lensmanden formildet. «Men,» sagde han truende til Taterne, «det er ulovligt at drikke Brændeviin i Arresten. Hid med Buteillen. Aa den Taaren slaaer ingen Mand af Krakken,» vedblev han, efter at have rystet Flasken mod Ilden. «Har I ikke mere?»
Dette benægtedes af Samtlige, og Vagtkarlen erklærede, at han heller ikke havde seet flere Flasker, og ved den derpaa af Lensmanden anstillede Undersøgelse kom heller ingen for Dagen. De vare altfor vel forvarede hos Gubjør. Ligesaalidt opdagedes de i Halmen skjulte Redskaber. Imidlertid holdt han en skarp med adskillige Lovsteder siret Tale mod Sviir og Støi i Arresten.
Taterne svarede med Ydmyghed, at de ikke vel kunde svire, da de, som Lensmanden havde seet, ikke havde Brændeviin, og lovede med søde Ord, at de skulde være rolige. «Men gode Lensmand, jeg tør vel ikke være saa dristig at spørge, om De ikke skulde have en gammel Kortleg at sælge eller laane os; det var nok det samme om den var aldrig saa brugt,» sagde Steffens-Karen. «Det falder nu ikke saa meget Styr med det, og saa var det en Morro at have til Ombytte.» «Aa jeg synes ikke det lod til at Tiden faldt saa lang, da jeg kom hid,» sagde Lensmanden. «Det er ikke for bare Moro Skyld, I er her heller. Men kan I ikke holde ud, saa faaer I til at ljuge ihob nogle Rægler igjen. Jeg har ingen Kortleg at laane bort.» «Du kan vide det, at han slider Kortlegen selv til der ikke er Fillen igjen af den,» hviskede Ole Ligeglad, idet Lensmanden gik ud gjennem Døren.
«Den Karlen maa nok holdes nær ind til Varmen, om Fedtet skal dryppe af ham,» sagde Svolke-Peer. «Ja vi lyt vel fortælle igjen, siden Lensmanden siger det, maa’a,» sagde Vagtkarlen. «Jeg tyktes du sagde, du vilde fortælle om en Præst paa Lessø,» henvendte han sig til Ole Ligeglad. «Ja,» svarede denne, «det er ikke noget Eventyr heller, men det er hændt for hundrede Aar siden. Det var en Præst paa Lessø, hvad han hed veed Fanden og ikke jeg. Hvad var det, Gubjør?» «Jeg mindes det ikke,» svarede Gubjør. «Ja, jeg er lige glad hvad han hed,» tog Ole Ligeglad til Orde; «men han kjørte sydover til Thinget, og det skulde være paa Bottum. Strax Præsten kom udpaa Isen, for Lessøvandet laa – det var om Vinteren dette – saa traf han en Mand, som gik for sig selv med en liden Kagge under Armen. Manden han tog til Luen, og Præsten nikkede paa Hodet og hilste til ham.
«God Dag min Mand,» sagde Præsten, og standsede Hesten lidt. «Vil du ikke staae paa Meiderne med mig og lægge Koppen din i Slæden; det er saadan kold Sno i Dag.» «Tak Faer,» sa’ Manden; han var lige glad han; men han slængte sig bagpaa. «Hvor er du fra og hvad hedder du?» spurgte Præsten. «Jeg er fra Lordalen og hedder Thorberg Flyvang,» sagde Manden. «Hvor vil du hen, og hvad er det for Ærind du gaaer i?» spurgte Præsten. «Jeg vil til Bottumsbergsmanden og betale Skatten, men den bliver ikke stor i Aar,» sagde Manden. «Er du den eneste Skatteyder i Lordalen?» spurgte Præsten. «Ei da, det findes flere Skatteydere i Lordalen end i Læssø Gjæld,» sagde Manden; «men jeg skal møde frem og gjøre Regnskab og Rigtighed for hele Skattelaget.» «Hvorfor er Skatten saa liden, naar der er saa mange Skatteydere?» spurgte Præsten, «for Præsterne de have saameget at spørge om, maavide.» «Vi har havt Misvæxt,» svarede Manden, «for det kom Frost og Vindvædsking paa Grøden, og Skatten lignes først, naar den er indbjerget.»
Dette syntes Præsten var rart Snak, og han var ikke god for at blive klog paa, om det var en Underjordisk eller en anden Storthingsmand. Men han var lige glad, han vilde prøve det, og da de skulde skilles udenfor Bottum, tog han Pennekniven sin og kastede over Koppen. Men da blev Manden harm og sagde til Præsten: «Jeg var en Jaaling og en Godfjotting, som sa’ dig Sligt, Søren Svartsærk. Nu har du skilt mig ved hele Skatten, og kanske jeg mister Æren atpaa. Men jeg er lige glad; du skal faae betale Skatten til den sidste Skillingen, og det med Renter og Rentes Renter, du Ringstuden, du er.»
Præsten han green bare paa Næsen af dette Snakket, og reiste sin Vei; men hvordan det var eller ikke, saa blev det mere og mere Fant med Præsten. Penge kunde ikke standse hos ham. Hver evige Skilling gik sin Vei, endda han lagde dem ned i Jernskriin med dirkefrie Laaser og satte dem under Sengen og bar Nøglerne om Halsen paa sig. Paa den Tiden havde Præsten i Grytten Ufred med Bønderne. Saa byttede Læssøpræsten sig did, men det blev ikke bedre. Dragedukken fandt Veien baade til Pengeskrinet og til Romsdalen. Men det ellevte Aaret var det forbi; da havde Dragedukken hans Thorberg Flyvang trukket ind Skatten baade med Renter og Rentes Renter.»
«Aa det var en Skarvepræst!» sagde Svolke-Peer. «Nei nu skal jeg fortælle om en Præst; han snød Fanden for den sidste Fiirskillingen, han eiede. Det var en anden Karl! – Det var en Fut nord i Dalen, han var saa grovt ugudelig, at han ikke vølte hvad han gjorde; men han fik en urolig Død. Naar det ikke var Folk i Ligstuen, laa han stille; men naar det kom Folk ind, stod den døde Manden op og tog dem i Haanden og takkede for Sidst. Da han skulde begraves, satte de ham i Liigkjælderen under Kirkegulvet. Nu var han rolig en Stund, men ret som det var, tog han til at spøge hver evige Nat. En Dag kom det en Skomager til en af Gaardene ved Kirken; han troede ikke paa Spøgeriet, men væddede, han skulde sidde paa Kirkegulvet ved Siden af Ligkisten en heel Nat og sye et Par Sko. Det væddede de imod. Kisten tog de op af Kjælderen, og Skomageren satte sig paa Gulvet; men først kridtede han en Ring om sig.
Da det led ud paa Natten kom selve Fanden flygende, rev Laaget af Kisten, slog Hovedet af Futen og flaaede Skindet af ham. Det drev han paa med saa hardt, at han ikke sandsede Skomageren, som drog Huden ind i Ringen eftersom Fanden fik den af Futen, og da det sidste Holdet slap, trak han den til sig heel og holden. Da Fanden skulde tage den, kunde han ikke for Ringen. Da blev han saa sindt, som om han vilde værpe baade Mord og Brand, og han skreg og bandte, han vilde have igjen Futeskindet. «Du faaer det ikke,» sagde Skomageren.
«Men hvad Fanden vil du med Skarvehuden?» spurgte Fanden. «Jeg vil barke den og gjøre Sko af,» sagde Skomageren. «Dem kan du ikke nytte,» sagde Fanden. «Jo, jeg vil ha’ dem til at gaae att i,» sagde Skomageren. «For det er dem, som bande paa, at Futen gaaer att; men naar jeg faaer gjort Sko af Skindet hans, tænker jeg nok, han skal lade være at gaae att; er det Nogen, som gaaer att da, saa er det mig som har Futeskindet paa Benene.» Men Fanden vilde betale den baade dyrt og vel. «Hvad vil du give da?» sagde Skomageren. «Jeg vil give dig Skarvehuden fuld med Skillinger,» sagde Fanden. «Det er et Ord,» sagde Skomageren; «du skal faa den igjen, naar du har fyldt den med Penge; men jeg vil hænge den der, jeg vil.»
Ja, det skulde han faae Lov til. Men Skomageren var ræd for at have mere med Fanden at gjøre, og saa solgte han Huden til en Præst og sagde ham Akkorden. Præsten gav ham mange Hundrede for Futehuden, og lovede, Skomageren skulde faae den igjen, naar han havde brugt den. Saa skar Præsten Hul paa Laavetaget sit, snurpede Huden sammen til en Sæk, som det ingen Bund var i og hang den under Hullet. Fanden fløi frem og tilbage mellem Helvede og Præstelaaven og bar og drog Sække og Kister fulde af Penge hver evige Dag, saa han mest slæbte Hilsen af sig. Tilsidst havde han ikke Skillingen igjen, og saa sagde han til Præsten, at han var raget Fant. «Du faaer lede i Tølerne dine, saa finder du nok fleer,» sagde Præsten; «det jeg har faaet er ikke stort, og jeg har hørt, at du kan mynte Saamange du vil.»
Fanden stod og betænkte sig en Stund. «Haa, haa, nu kommer jeg i Hug, jeg har en Fiirskilling staaende i en Væggesprunge,» sagde Fanden, og reiste efter den. Men det monnede ikke stort; Sækken var lige tom. «Nu seer jeg det er sandt, de sige for et gammelt Ord, at Præstsækken aldrig bliver fuld,» sagde Fanden og saa reiste han did, hvor han var fra. Men Præsten levede vel for Pengene, og Skarvehuden gav han Skomageren. Han barkede den og gjorde Skoe af, og har han ikke slidt dem ud, saa gaaer han med dem endnu.»
Med saadanne og lignende Fortællinger fortsatte de Aftenen og ud paa Natten, ret som om ikke nogen anden Tanke havde Rum hos dem end at korte Tiden den lange stormfulde Kveld. Ved en Pause i Fortællingen sagde Gubjør, «hun var laak i Magen» og maatte have noget Bittert; «hun havde noget der var godt til Hilsebod,» som hun havde kjøbt af Apothekeren paa Lillehammer. Ondet syntes smitsomt; thi medens hun ragede om i en Tine efter Wunderessentsen, erklærede Ole Ligeglad, der just skulde fortælle, at Koliken drog ham, saa han maatte krøke sig som en Foldekniv. Han havde jo rigtignok skrevet sig ind i Nykterhedsforeningen, han ogsaa, sagde han fiffig; men naar han var syg, havde han jo Lov at bruge Brændeviin til Doktering. Da Vagtkarlen hørte det, var han ogsaa «laak;» han vidste ikke rigtig hvordan det var, sagde han, men siden han fik en Honningkagesnab af Ole Ligeglad, var han saa underlig i Maven. «Drik en bitter Dram! Gubjør brygger dig en Skorsteensfeier, som rensker Kraaen,» sagde Ole Ligeglad, idet han lagde sig bagover og styrtede ned i sit vide Gab den, hun havde lavet til ham.
Nygterhedsmandens Betænkelighed veg snart for Fristelsen og Taternes overbevisende Grunde. Han fik den tredie Dram, hvortil den af Lensmanden foragtede Taar udbragtes. – Fortællingerne fortsattes; men Tilhørernes Interesse syntes kjølnet, og af og til begyndte det at gaae istaa. Inden en Time var forløben, følte Vagtkarlen sig betagen af en uimodstaaelig Tyngde og Døsighed. Ilden blev svagere og svagere; tilsidst glødede den kun i Levningerne af den store Tyrirod, hvis harpixagtige Dele undertiden udsendte en opblussende Flamme, som pludselig kastede et Mørkerødt Lys over Taternes lurende Ansigter. Endelig forkyndte Vagtkarlens tunge Aandedrag og dybe Snorken, at han ikke kunde lægge nogen Hindring i Veien for deres Flugt. De holdt sig rolige endnu en Stund, og undersøgte derpaa Døren og Vinduet. Begge Dele befandtes saa stærke og solide, at de ansaae det for umuligt at bryde dem op, uden at vække Gaardens hele Besætning ved Støien. Piben kunde de til Nød komme op igjennem – der var ingen Stænger eller Sprinkler i den – men det var ikke nogen Vei for den Saarede og Kvinderne. Her var gode Raad dyre.
– Men Arreststuen var et lidet enkeltstaaende Huus med et Aas- eller Skraatag, der blot ved sin Tyngde var befæstet til og hvilede paa Husets Tømmervægge. Da Svolke-Peer havde undersøgt dette, gav han de øvrige et Vink. De tog en af de lange Bænke, bragte dens ene Ende ind i Sammenføiningen, og brød og lettede Taget op fra Væggen ved at bænde denne mægtige Vægtstangs anden Ende ned. Tværs over denne samme Ende eller Kraftens Arm af Vægtstangen lagde de, for lettere at holde den i dens Stilling, og saaledes hindre Taget fra at falde til igjen, den anden Langbænk, hvis ene Fod de stak ind under Barakken eller Hjælden, hvorimod dens anden Fod fastsurredes til Skorsteensstøtten ved en Rebstump. Ved denne dobbelte Vægtstang holdtes Taget med Lethed i den forønskede Stilling, og det syntes næsten en overflødig Gjerning, at Ole Ligeglad anbragte sit Legems Tyngde paa Enden af den, medens Taterne hjalp hverandre ud. Den ene efter den anden sprang ned i Sneen udenfor. Svolke-Peer og Ole vare de sidste.
Efterat de havde undersøgt, om Taget beholdt sin Stilling uden den Sidstes Tyngde, hjalp Svolke-Peer ham ud; men da denne nu ingen Hjælp havde, maatte han, for at naae Aabningen, entre op efter Bænken. Formedelst denne Rystelse og et heftigt Vindstød, der lettede Taget en Smule, vaklede Bænkene, Rebet gled eller reves løs, og i det Taget faldt til, vippedes Peer op mellem dette og Bænken og sad der som en Rotte i en Fælde. Under det skrækkelige Rabalder, dette afstedkom, vaagnede Vagtkarlen med et Forfærdelsesskrig, der bragte Taterne udenfor til at skjælve for at Folket skulde vaagne og Udbrudet opdages. Fuglefængeren og Svarte-Bertel saae blot paa hverandre; i det næste Øieblik vare de, indhyllede i Snefog, oppe paa Taget og forsvandt ned gjennem Piben.
Vagtkarlen, der fortumlet laa og gravede i Asken efter Ild, fik en ny Skræk i Livet, da de fore nedover ham i en kvælende Sodsky; men før han kunde komme til at vræle for Sod og Aske, førend han kunde besinde sig paa om det var Spøgeri eller Taterne, havde de bagbundet ham og dæmpet hans Skrig med en Skindfæld, som de viklede ham om Hovedet. Derpaa trak de Svolke-Peer slemt forslaaet ud af Klemmen og begave sig tilligemed ham bort ad den samme Vei, ad hvilken de saa pludselig havde indfundet sig. «Jeg troede ikke jeg skulde truffet dig meer i denne Verdens Rige, den Tid Taget faldt,» sagde Steffens-Karen, idet Svolke-Peer sprang ned i Sneen ved Siden af hende. «Hvor skulde vi træffes da?» spurgte denne bistert; «i Helvede steges hver i sin egen Gryde.»

Da Folk kom hjem fra Bryllupet, savnedes der paa Valdersens Stabur nogle hundrede Daler i rede Penge, Sølv, Klæder, Madvarer samt flere Par Ski og Truer, der stode i Stabursvalen. – Taterfølget var hverken hørt eller spurgt, det var som sunket ned i Jorden; og de der ikke troede, at det havde gjort sig usynligt ved Fandenskunster, antog at det var strøget tilfjelds, havde forvildet sig i de vidtløftige Fjeldvidder og var omkommet i Uveiret, der rasede flere Dage. – Først længere Tid efter denne Begivenhed, er det lykkedes at faae indsamlet nogen Efterretning om enkelte af dette Taterfølges Medlemmer.
Svolke-Peer skal være dræbt Vester paa Landet i et Slagsmaal med hans Arvefiender, Mjøltraaverne. Svarte-Bertel sidder i Slaveri for Indbrud og attenteret Mord, og Fuglefængeren har et Par Gange gjort sig en Fornøielse af at reise Landet rundt paa offentlig Bekostning, idet han transporteredes Lensmand imellem og angav at han havde hjemme snart her, snart der. Om de Øvrige tier Historien. – –
Dog er der et Spoer af Signekjærringen Gubjør Langelaar. Forrige Høst fandt en Reenskytte, der forfulgte et anskudt Dyr, i en afsides Bott oppe i Ildmandshøen, hvorfra man seer nordover til Rondernes vilde Toppe, Levninger af et menneskeligt Skelet, som Jerv og Fjeldrak havde søndergnavet. Mellem Stenene laa et Kobbersnuushorn, fyldt med smaaskaaret Bly. Desuden fandtes der et sammenrullet Tandgjærde af en Rokke, nogle Skaller af en Venus og forskjellige andre Sødyr – Ragerier som ingen i Dalen havde seet eller kjendte Hensigten og Brugen af, men som Taterne anvende i deres Ragusta – samt nogle smaa Flasker, hvoraf een indeholdt et bruunligt eller guldrødt Fluidum, der efter Distriktslægens Sigende var Opium.
GLOSSARIUM ELLER FORTEGNELSE OVER PROVINCIELLE ORD OG TALEMAADER
TRYKFEIL OG RETTELSER
Side 1Lin. 1 fr. o.staaer: Sir Tottenbroom; læs: Sir John Tottenbroom. Overalt, hvor Sir Tottenbroom forekommer, læses Sir John Tottenbroom eller blot Sir John.
S. 8Lin. 1 fr. o.staaer: Peer; læs: Hans.
–″– 16–″– 13 fr. o.–″– Joda; læs: Jøda.
–″– 53–″– 2 fr. n.–″– stille Nakkebenet; læs: skille Nakkebenet.
–″– 100–″– 3 fr. n.–″– Spil; læs Kule; og overalt i det Følgende Kule for Spil.
–″– 126Lin. 4 fr. o.staaer: Hedemarken; læs: Toten.
–″– 130–″– 5 fr. o.–″– Linderudsæteren; læs: Linderudsæterrøa.
–″– 130–″– 1 fr. n.–″– og jeg skjød Bom. Men; læs: og jeg skjød Bom, og begge de andre Hundene vare med, men de gav ikke Hals. Men.
–″– 131Lin. 9 fr. n.staaer: som en liden Kvie; læs: som den største Oxe, jeg har slagtet.
–″– 131Lin. 7 fr. n.staaer: gik jeg galt; men; læs: gik jeg galt, og Blodet randt af den; men.
–″– 131Lin. 3 fr. n.staaer: paa Stuegulvet mit; læs: paa Stuegulvet mit, der jeg har boet i 20 Aar.
–″– 132Lin. 5 fr. o.staaer: Krykjestok; læs: Krykjestok, og saa ud som en Bondekjærring ovenfra Landet.
–″– 197.I Mottoetstaaer:
Er du da blank som Guld,
Og er jeg sort som Muld?
En Frihed vil jeg eie,
Læs:
Er du da blank som Guld,
Og jeg er sort som Muld,
Een Frihed vil jeg eie, o. s. v.

Peter Chr. Asbjørnsens Norske Huldreeventyr og Folkesagn er lastet ned gratis fra bokselskap.no