«Jeg husker en morsom episode med Obstfelder. Du husker det sikkert. Dere var i selskap hos Vullums. Vi bodde i den gamle gård ved landhandleriet. Jeg hadde lagt mig, ved 10 tiden. Så kom du og spurte tante om hun kunne skaffe seng til Obstfelder. Jada, sa tante, gikk inn til mig og sa «skynd dig opp, Inger, Obstfelder skal ha sengen din,» jeg styrtet opp, tok mine sengklær og la mig på gulvet hos tante. Og Obstfelder fikk en deilig seng.»
n1
Slik minnes Edvard Munchs yngste søster, Inger (1868–1952), en hendelse fra 1890-årenes Kristiania i et brev til sin bror. Med kun tre år som skilte i alder, en oppvekst fylt med tragedier, som tap av mor og søsken til sykdom, og med en beundring for hverandres kunstneriske uttrykk, vokste det på tampen av det nittende århundret frem et vennskap mellom maleren Edvard Munch og poeten Sigbjørn Obstfelder. De tilhørte begge den norske kunstnerkretsen kjent som Christiania-bohemen der de nok skilte seg ut fra de mer utagerende og høyrøstede øvrige medlemmene. I sin bok
Edvard Munch – Nærbilde av et geni betegner Rolf Stenersen (1899–1978)
n2 Munch som et «lunkent medlem» og at «[d]et sier noe at han i disse årene ble nær venn med en av kretsens mest stillferdige medlemmer, den sky dikteren Sigbjørn Obstfelder». Han skriver videre at Obstfelder ofte ønsket å sitte med Munch når bohemen møttes, gjerne i stillhet, og at han en gang skal ha sagt: «Hos deg er det godt å sitte, Edvard. Hos de andre kan jeg ikke sitte».
n3 Når de to møttes for første gang er usikkert, men det synes rimelig å anta at det må ha vært etter at Obstfelder var innlagt ved Christiania Kommunale Sindsygeasyl i 1891
n4 i kjølvannet av et mislykket Amerika-opphold. Det er også først i 1892 at en direkte forbindelse mellom de to er dokumentert.
n5 I Munchmuseets samling er det eldste daterte brevet fra Edvard Munch som nevner Obstfelder fra desember 1894. Dette er sendt fra Berlin hjem til søsteren, Inger:
Kjære Inger!
Nu gjør I gjengjæld og skriver ikke – I må skrive og fortælle hvordan I har det. Det er vel fuld
vinter – hjemme – her har det heletiden været mild høst – Jeg er meget flittig maler og raderer hele dagen – Jeg ser næsten aldrig landsmænd så jeg lærer vel godt tydsk – Thiis er forresten nu kommet hid – Ligeledes vil Obstfelder komme –
n6
Obstfelder reiste til Berlin i begynnelsen av 1895, og det kan se ut til at dette er neste gang de to møtes. Obstfelder nevner riktignok i et brev til broren, Herman, at de begge oppholder seg i Stockholm høsten 1894, men det kommer ikke frem om de møttes: «Den norske maleren Edvard Munch har også været her, og hans kunst-revolutionære malerier har været meget diskuterede her i alle kredse».
n7 Det kan dessuten virke som om de to ikke møttes mye under Berlin-oppholdet. I et brev til den svenske forfatteren Axel Lundegård (1861–1930)
n8 skriver Obstfelder:
Har I følt hvordan det er underligt sådan at sidde i et stort værelse med den svære hestelarmen udenfor sig i en millionby, hvor man ingen kjender. Ja, d.v.s. her er jo Edvard Munch, Paul, Gallén, Vigeland, men jeg ser dem aldrig, de sidder på kafeer og det kjeder mig og jeg har ikke råd.
n9
Denne ensomheten var nok ikke så ille gjennom hele oppholdet som det Obstfelder beskriver her, for på nettopp denne tiden lager Gustav Vigeland (1869–1943)
n10 et relieff av Obstfelder og Munch en tegning som viser Vigeland og Obstfelder ved et bord med to av Vigelands skulpturer i bakgrunnen.
n11 Omtrent på samme tid skriver han dessuten i et brev til forfatterinnen Ellen Key at han har kommet til Berlin, og at han «(…) mødte her Munch, Thiis, Gallén, Paul, Vigeland».
n12 Han tilføyer like etter at han har brukt mange penger og uttrykker bekymring angående dette. Han avslutter brevet med å nevne at han ennå ikke har skrevet til Lundegårds, men at han vil skrive et lengre brev når han kommer mer i ro.
n13 Kronologien til disse brevene, samt det korte tidsspennet mellom dem, kan indikere at pessimismen økte fort hos Obstfelder under dette Berlin-oppholdet. Det tok heller ikke mange månedene før han reiste videre. Til den norske kunsthistorikeren Andreas Aubert (1851–1913)
n14 skriver Obstfelder:
I håb om at få noget at skrive om gik jeg fra det fæle Berlin gjennem Thüringen, og et stykke langs Rhinen, drog så til Paris, hvor jeg den 17de mai traf mennesker efter lang ensomhed. (…) Jeg glæder mig allerede i det håb at få skrevet så meget, at jeg næste år kunde reise herned og være her en tid.
n15
Som sagt, så gjort. Ett år senere, sommeren 1896, sender Munch påny et brev til sin søster, denne gangen fra Paris, hvor han nevner samvær med Obstfelder:
Kjære Inger! Tak for Brevet – Jeg fik også brev fra tante igår – Hun spørger hvordan det står til – alt vel og bra! – Det er nu endelig bleven sommer her i Paris – Jeg er sammen med Obstfelder om dagen af og til med Strindberg der nu er nokså gammel –
n16
I det samme brevet ber han også Inger om å hilse til Helge Rode (1870–1937)
n17 som har sendt ham sin nye bok, antageligvis er det her snakk om
Digte utgitt 1896, som han finner «meget god». Dette har tydeligvis Obstfelder vært enig i, for i et brev til Rode skriver Munch: «Kjære Rode – Mange tak for bogen – Jeg synes den er udmærket – det samme synes Obstfelder –».
n18 Denne gangen virker det som at de to har sett mer til hverandre, og det var under dette Paris-oppholdet at Munch produserte sine to litografier av Obstfelder, «Obstfelder I»
n19 i halvprofil, og det karakteristiske «Obstfelder II»
n20 i ¾-profil. Det samme kan sies om høsten året før, da de begge oppholdt seg i Kristiania. I et brevkort fra Helge Rode, poststemplet 26. oktober 1895, inviteres Munch til middag hos Rodes mor, Margrethe Vullum (1846–1918).
n21 Hit er også Obstfelder invitert, og kanskje var det denne dagen Inger mintes over 40 år senere.
n22 Ikke lenge etter, 9. november samme år, holder Obstfelder et foredrag om Munchs kunst på Studentersamfundet, et foredrag han senere skulle omarbeide til et essay og få publisert i tidsskriftet «Samtiden».
n23 Foredraget ble avsluttet med diskusjon blant noen av de oppmøtte publikummerne. Til tross for at Obstfelders ord ble mottatt med «voldsom applaus», som det står skrevet i referatet
n24 fra møtet, motsatte enkelte seg Obstfelders lovprisning. Kanskje sterkest i sin kritikk, var psykiateren Johan Sharffenberg (1869–1965),
n25 som blant annet anklaget bildene for å være «rare», og spør «(…) om det var berettiget at være saa «rar» og sær». Denne kritikken gikk nok inn på Munch, som antakelig selv var til stede, og han refererer til det i flere senere notater:
Da jeg var en ung fattig (…) og forfulgt maler og Obstfelder holdt en tale for min kunst i Studentersamfundet holdt Scharfenberg en tale hvor han som (…) bevis for at min kunst var slet var at (…) der var tuberkulose og sindssygdom (…) i min nærmeste familie –
n26
Også kunstneren Hans Heyerdahl (1857–1913)
n27 kom med kraftig kritikk, og anklager Munch for å herme etter andre kunstnere:
M[unch] er en opdager – har seet sig om og tat hvad han kunde finde – paavirket af franske kunstnere (Stormende – «ned med ham!» o.s.v.) Ms saakaldte kunst er den pureste dilettantisme – og tilmed daarlig dilettantisme.
n28
Ut fra referatet kan vi allikevel lese at Obstfelders foredrag var vellykket, og at Munch ikke var helt uten støtte blant tilhørerne. Advokat Meier,
n29 som for øvrig ikke gir uttrykk for noen begeistring for Munchs kunst, mener at Heyerdahl gjør Munch uret i sine anklagelser. Han sier at «[d]et var ingen anke mod M[unch], at han havde tat tanker og indtryk fra andre mestere. –».
n30 Han sier også at man i Munchs kunst står overfor en original og dyp ånd. De avsluttende ordene i debatten oppsummeres deretter slik:
Scharffenberg frygtede for fantasi og følelse, naar de blev det centrale. Replicerte dernest ord fra lægevidskl. synspkt til Obstfelder.
Mentz Krogh hævdede skjønheden som kunstens berettigelse og kunde derfor ikke føle sig tiltalt af M – forstod ham ikke.
Dierktør Maurer vilde ikke tale saa dumt om kunst som andre her i aften. Kunst er følelse, stemning – og har man ikke noget af det, vil man aldrig komme til at forstaa kunst.
Obstfelder replicerte … til Heyerdahl.
Heyerdahl tog enkelte reservationer – hvorefter tilslut
Rasmus Steinsvik under stormende tilslutning udbragte et leve for Obstfelder.
n31
Det er tydelig at Obstfelder selv var klar over suksessen han gjorde med foredraget:
Efterat min bog i alle aviser af alle farver netop var blevet modtaget som sjelden nogen bog her – kom jeg just samtidig til at holde et foredrag om Munch, og jeg blev klappet for, ropt hurra for og ovéret for på alle vis.
n32
Også artikkelen ser ut til å ha falt i god jord, og det skal ha blitt gjort enkelte oversettelser. Den tsjekkiske oversetteren Hugo Kosterka (1867–1956)
n33 skriver til Munch at han ønsker å hjelpe til med å få publisert en oversatt utgave av Obstfelders artikkel,
n34 og Munch skriver selv i et brev til Max Linde (1862–1940) at en oversettelse er utgitt i det tyske tidsskriftet «Die Gegenwart».
n35
Til tross for at Obstfelder og Munch har hatt mye med hverandre å gjøre, og til tross for at det er overlevert en mengde brev fra begge to, finnes det ingen brevkorrespondanse bevart dem imellom. I Munchmuseets samling finnes det derimot et lite manuskript, skrevet for hånd av poeten selv, med et utvalg av Obstfelders dikt, hvorav de fleste skulle bli del av samlingen «Digte» utgitt i 1893. Det følger hverken med noe brev eller kommentarer som forklaring på hvorfor, hvordan eller når Munch kom i besittelse av disse papirene, men det er nærliggende å anta at det skjedde i forbindelse med planer om at Munch skulle bidra med vignetter til utgivelsen. Disse planene kjenner vi til i dag takket være Obstfelders bevarte brev. Sommeren 1892 skriver han til sin bror at maleren Edvard Munch vil tegne vignetter til diktsamlingen hans,
n36 og i et brev til Eugenie Paulsen skriver han, med tydeligere entusiasme: «Tænk maleren Edv. Munch har hørt digte af mig på Kongsvinger på en altan! og lir dem. Han vil tegne en eller måske flere vignetter til den digtsamling, som Krag lokker mig til at emanere til jul».
n37 Ingen av brevene sier noe om at Munch mottar manuskriptet, så hvordan eller når han fikk det er ikke mulig å vite, men kanskje var det Obstfelder som personlig overrakte det da han i august samme år bodde på Borre: «Jeg er på Borre (…) midt imellem Horten og Åsgårdstrand. På Åsgr.str. bor også Edv. Munch. Jeg har ikke endnu besøgt ham».
n38 Et annet alternativ, er at Munch fikk det på altanen i Kongsvinger, for eksempel fra Dagny Juel Przybyszewski (1867–1901)
n39 eller en av hennes søstre.
Det kunstneriske samarbeidet ble imidlertid aldri noe av, og heller ikke her har man funnet noe svar på hvorfor. Interessant nok, var Munch i samme situasjon bare noen måneder tidligere med forfatteren Vilhelm Krag (1871–1933).
n40 Også til Krags bok
Nat. Digte i prosa, utgitt ved John Griegs forlag i Bergen, var det meningen at Munch skulle bidra med i hvert fall én vignett, men da boken kom ut i 1892 var det uten noe slikt bidrag. I dette tilfellet vet vi imidlertid akkurat hva som har skjedd. I et brev fra forlaget skriver forlagssjef John Grieg (1856–1905):
n41 «Det var skammelig, at jeg ikke fik dette Udkast før, – det havde vistnok gjort sig udmærket. Men – Bogen er i disse Dage gjort helt færdig og udkommer sandsynligvis Lørdag».
n42 Munch hadde altså laget og sendt inn utkast til vignett, og slik det fremgår av brevet ønsket forlaget å bruke den, men dessverre kom den for sent frem. Grieg åpner for muligheten av å benytte vignetten i andre opplag, dersom et slikt opplag skulle bli noe av. Det ser imidlertid ut til at Krags bok ikke kom i flere utgaver, i alle fall ikke på Griegs forlag. Vignetten nevnes også i et brev fra Krag sendt et par måneder senere i forbindelse med en utstilling Munch skal ha i Bergen som Krag hjelper til med å få i stand:
Jeg talte igår med Johan Bøgh – en gammel digter og konservator ved Bergens museum.
Han er en ren
glødende beundrer af dig; – (han havde oppe hos Grieg seet udkastet til titelvignet til min bog og blevet rent indtat i det)
n43
Det finnes ingen åpenbare spor etter utkast til Obstfelder-vignettene. Muligens kom aldri Munch i gang med dem, og de nevnes heller ikke i noen av hans egne etterlatte skrifter.
Munch skulle imidlertid få en ny sjanse 39 år senere. Høsten 1931 kommer nynorskforkjemperen Olaf Hanssen (1883–1949)
n44 med en forespørsel til Munch om å bidra med vignetter til en utgave han ønsket å lage av Obstfelder-tekster skrevet på landsmål:
Det er meg fortalt, at avlidne Sigbjørn Obstfelder var ein av Dykkar gode véner i 80 og 90 åri
Som De gjerne veit var Obstfelder i midten av 80 åri inne på målsaki og han skreiv ymse ting på landsmål. Eg hev leita etter i flere år, og endeleg fann eg på universitetsbiblioteket ein pk. etterletne manuskript (…) av honom og inn millem desse fann eg nokre forteljingar skrivne på landsmål.
Det er mykje godt heilt nytt (…) for dei fleste at Obstfelder gjekk med tanker um målarbeidet. Og det var difor svært gildt å få prenta desse kravlause småstykke i alt 10 stk. –
(…) Dreyers litografiske anstalt, Stavanger, hev vore so gild å teke på seg å gjeve ut dette vesle heftet.
No vilde me svert gjerne havt ein liten vignett under kvart stykke. Og difor kjem eg fram med ei bøn til Dykk um De vilde vera gild å hjelpa oss her.
n45
Hvorvidt Munch svarte på denne henvendelsen er uvisst – intet svarbrev er i dag kjent, og Hanssens utgave ble heller aldri utgitt. Dette kommer frem i en artikkel av Hanssen, trykket i «Norsk Aarbok 1932» under tittelen
Sigbjørn Obstfelder og nynorsken. Her skriver han: «Alt det som Obstfelder skreiv pá landsmál skulde vore samla i ei bok for seg sjølv. Men det hev til denne tid synt seg vera urád á fá til. Ein gong kjem ho nok. Og vil fá eit sers rom i soga um norsk málreising».
n46
Det ble altså aldri til noe samarbeid mellom Munch og Obstfelder i bokform, men det er ikke dermed sagt at de ikke dro nytte av, og beundret, hverandres kunst. Det var nok dessuten i kunsten at grunnsteinen i deres vennskap lå, og som Hugo Kosterka skrev til Munch: «Jeg seer, at De, højstaerede Herr, og Herr S. Obstfelderer [sic] er beslaegtede Konstsjaele».
n47 Stenersen skriver i sin biografi at Munch skal ha sagt at han har latt seg inspirere av flere av Obstfelders dikt, og at «Skrik» var tegnet etter at han hadde lest «Jeg ser»,
n48 men enkelte forskere ser det som mest sannsynlig at påvirkningen har gått motsatt vei.
n49 Obstfelders beundring for Munchs kunst er for all ettertid bevart i hans essay fra 1896. Her beskriver han hvordan Munchs bilder har fått ham til å forstå kunst, og å se det som noe annet enn kun gjengivelser av synsinntrykk. Han kaller Munch en «poet i
farven», og skriver:
Jeg tror, han er enestående til at kunde sige et digt i blotte farver uden hjælp af alt andet, med de enkleste grenselinjer. I billedet «På ligstrå» er det blot to farver mod hinanden, dødssengens blålige, vårens lysegrønne. Men det kan dog gribe som en af hine enkle folkeviser, der melder om død, men har et stev om vår.
n50
Obstfelder, som selv var svært influert av musikk i sin egen diktning,
n51 trekker nettopp dette frem som et viktig element også i bildene til Munch:
Han synger som lyrikeren lige ud, lar farverne rinde ud efter sine egne love, som bølger og klatter, begrænser dem ikke. Og som lyrikeren ligger han ofte det musikalske nær. Han har malerier, der som symfonier ikke trænger, og ikke må ha titel. (…) Som musikeren har han visse rhytmer, men som han har han også visse akkorder, – nogle dybe blå toner, hvori han gjerne havner, og som gir bunden af hans gemyt.
n52
Dette musikalske slektskapet har også blitt påpekt i et brev til Munch fra en svensk beundrer, læreren Kaleb Andersson (1889–1983), som skriver:
Obstfelders böcker och Edra tavlor äro som symfonier stämda i dur men rika på molltoner. Men som en symfonifinal i sig upptar symfoniens olika motiv och så småningom bringar dem till jämvikt, klarhet och ro och låter dem stiga enade och samlade upp i en segrande, jublande toneström, så skapa Ni hos oss en längtan och en «søgen»,
n53 och denna vår längtan «og søgen» skall lyfta oss «høiere og høiere», ja så högt att det kommer en tid «da det blir fuld musik for menneske sjelene» – «Da spilles Livets bryllupsmarsch!»
n54
Det finnes ingen skriftlige kilder fra Munch selv som sier noe om hans vurdering og oppfatning av Obstfelders diktning eller om Obstfelder som kunstner. Det nærmeste vi kommer er gjennom tolking av portrettene han laget av dikteren, de to litografiene fra 1896, samt en radering fra 1897. I disse portrettene er Obstfelder gitt et intenst blikk, og dette gjelder særlig for «Obstfelder II» i ¾-profil, hvor det lyse hodet strekker seg frem med nærmest kulerunde øyne fra en svart bakgrunn. Obstfelder som seer, trekkes frem i disse avbildningene, og da fremfor alt i denne, som godt kunne stått som illustrasjon til Obstfelders mest kjente dikt:
Jeg ser, jeg ser . . . .
Jeg er vist kommet paa en feil klode!
Her er saa underligt . . . .
Den danske kunsthistorikeren Øystein Hjort (1938–2014)
n55 har en slik beskrivelse av portrettene i en sammenliknende artikkel over de to kunstnerne:
Munch understreger det grublende og intenst seende (…) og det stirrende blik dominerer det anspændte og følsomme ansigt. Her er Munch også i overensstemmelse med andre samtidige beskrivelser af Obstfelder, hvor det visjonære fremhæves.
n56
Det er interessant at Munch, representant for en kunstretning der synssansen er en helt avgjørende betingelse for dens eksistens, trekker frem nettopp denne kvaliteten i Obstfelder, mens Obstfelder på sin side karakteriserer Munch som en
poet og
lyriker. Man må anta at de to har sett noe sterkt gjenkjennelig i hverandre, kanskje noe som grunnet i felles erfaringer fra en oppvekst preget av sykdom, trange kår og streng, pietistisk gudstro
n57 og som senere utfoldet seg i et felles kunstnerisk uttrykk og en felles kunstnerisk forståelse.
Litteraturliste
Kilder på nettet
Edvard Munchs tekster. Digitalt arkiv, publisert av Munchmuseet.
emunch.no (14.11.2016). Lenker fra fotnotene:
- Brev fra Inger Munch (12.12.1940), MM K 4917
- Brev til Inger Munch og Karen Bjølstad (17.12.1894), MM N 1099
- Brev til Inger Munch (1896), MM N 1100
- Brev til Helge Rode (1896), MM N 2420
- Brev fra Helge Rode (26.10.1895), MM K 1592
- Notatbok (ikke datert), MM T 2703
- Brev fra Hugo Kosterka (ikke datert), MM K 4322
- Brevutkast til Max Linde (ikke datert), MM N 2660
- Brev fra Max Linde (20.8.1903), MM K 2777
- Brev fra John Grieg's Bogtrykkeri (9.5.1892), MM K 1303
- Brev fra Vilhelm Krag (1.7.1892), MM K 452
- Brev fra Olaf Hanssen (28.10.1931), MM K 236
- Brev fra Hugo Kosterka (ikke datert), MM K 4322
Store norske leksikon. Lenker fra fotnotene:
Wikipedia. Lenke fra fotnotene:
Nasjonalbiblioteket. Lenker fra fotnotene:
Litteraturbanken. Lenke fra fotnotene:
Den store danske. Lenke fra fotnotene:
Trykte kilder
Studentersamfunnets protokoll, 9.11.1895, kopi av møteprotokoll på Munchmuseet
Daatland, Tale Tveterås 1977: Sigbjørn Obstfelder – Edvard Munch. En studie av sammenhengen mellom mennesker og kunstarter i 1890-årene, Hovedoppgave ved Nordisk Institutt, Universitetet i Oslo: Oslo våren
Hanssen, Olaf 1932: Sigbjørn Obstfelder som målmann – Serprent or «Norsk Aarbok 1932», A.S John Griegs Boktrykkeri: Bergen
Hjort, Øystein 1975: Munch og Obstfelder – en norsk halvfemserparallel I: «Louisiana Revy – Edvard Munch» 16. årgang nr. 1, oktober 1975 s. 33–37
Kondrup, Johnny 1993. «Betragtninger over tekstfejl». I I vitterhetens tjänst. Textkritiska uppsatser. En vänbok till Barbro Ståhle Sjönell. Red. Lars Burman. Svenska Vitterhetssamfundet, Stockholm / Gidlunds förlag, Hedemora. S. 195–209
Obstfelder, Sigbjørn 1903. Efterladte arbeider. I utvalg ved Viggo Stuckenberg. København, Gyldendal
Obstfelder, Sigbjørn 1950: En prests dagbog I: «Samlede skrifter II», Gyldendal Norsk Forlag: Oslo
Obstfelder, Sigbjørn 1950: Edvard Munch – Et forsøg I: «Samlede skrifter III», Gyldendal Norsk Forlag: Oslo
Obstfelder, Sigbjørn 1950. Samlede skrifter (4. utg.), 3 bd. Redigert og med forord av Solveig Tunold. Gyldendal, Oslo
Obstfelder, Sigbjørn 1966: Brev fra Sigbjørn Obstfelder, Gyldendal Norsk Forlag: Oslo
Retterstøl, Nils 2004: Store tanker, urolige sinn – 21 psykiatriske portretter, N. W. Damm & Søn
Stenersen, Rolf E. 2005: Edvard Munch – Nærbilde av et geni, 10. opplag, Sem & Stenersens Forlag: Oslo
Thiis, Jens 1920: Sigbjørn Obstfelders Digte I: «Samlede avhandlinger om nordisk kunst», Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag: Kristiania
Et digt, som er kvikt,
en dans Sanktehans,
en arm, som er varm,
er livets vals,
vals,
vals!
I saw a lad in a moonshine’s night,
he danced a reel
k1 for the sunny light,
heigh ho, heigh ho, for miss Tita!
*
His eye was so black, so red was his check
k2,
as brown as a chestnut his sailor’s neck,
heigh ho, heigh ho, for miss Tita!
k3
*
From Indialand his vessel came,
his heart was hot as the southern flame,
heigh ho, heigh ho, for miss Tita!
*
In his cabin down was a sack with gold,
in his cabin down was a tigre
k4 bold,
heigh ho, heigh for miss Tita!
*
Now guess, what to do with the golden bag,
and tell why the brute his tail does wag,
heigh ho, heigh ho for miss Tita!
Brudens blege ansigt
ser jeg først i flokken,
kirkens dør står åben,
salmens toner svinder.
Kledt i hvide klæder,
bleg som selve døden
går hun ind til livet,
fryden,
gråden.
Kirkens dør blev lukket,
salmens toner blegned,
vognen rulled bort.
Men vi, menneskeheden,
som så, hvor bleg hun var,
som ikke kjendte hende,
vi vil stanse og be en bøn:
Grufulde kræfter, gledens bødler,
spar hende!
Lyttende engle, livets alfer,
var
k5 hende!
Lønlige elskov, lune solskin
gjem hende!
Trampende retfærd, strenge love,
glem hende!
Brødre og søstre!
Vi vil synge hver eneste dag
om solen, som varmer så godt,
om sneen, som drysser så småt,
om våren, som kommer derbag.
Ved hendes vindu vi danser,
binder kranser,
holder leven,
vadm{e}ælsv{e}æven,
k6
knytter på
lykkestrå,
k7
ler,
ber:
Kransen om hendes hår må jo blegne,
blomsten på hendes bryst må jo dø,
den friske hud må jo visne,
og blodet tabe sin glød.
Men
om hendes hår, det må hvidne,
og øiet må tabe sin glø,
k8
bare ét, bare ét vil vi bé om,
smilet må aldrig dø.
Jeg ber – jeg ber
om en liden vals,
om en liden vals,
om en lang vals.
De ler{,}– De ler,
å så h{e}jerteli,
ja så hjerteli,
nei så spydigt.
De er{,}– De er
da en rigtig hex,
ja en rigtig hex,
nei en falsk hex.
De ser – De ser
så penetrant ud,
k9
så penetrant ud.
(Mens hun lyner nedover).
Gud, hvor vinden er frisk!
Gud, hvor bølgen den skvætter!
Gud, så Kathinka
k10 er bisk!
Gud, så tågen den letter!
(Mens hun ror).
Brus, brus, min båd!
Sus, sus, du viftende vind!
Indimellem skjærene bauter
k11 jeg dig ind,
Brus, brus, min båd!
«Sig mig, lille Tulle,
hvor er din korset?»
«Se her, min søde sølvtop,
se så, det er ret!»
«Det var nu dit snørliv,
der er dog vel mer,
der er dog vel indfor
no{‹…›}gen flere klær.»
«Å, du er dog en smørbuk;
du burde ha børst.
k12
Du kan vel skjønne,
at skjørtet går først.»
«Ja, så tar vi da skjørtet,
å hal i å dra!
Så gik da det bæstet.
k13
Hva ska’ jeg nu ta?
Strømperne nå.
Med største plæsir!»
k14
«Fødderne indi
jeg håber, du lir.»
«Fødderne indi
er meget små,
guddommelig skabte,
tærne derpå!»
«Tak, tak, min sølvtop,
jeg gjør resten selv.
Ikke se på mig, menske!
{s}Skjønner du vel!
S{å}e så – er jeg færdig –
sølvtoppen min.
Fortæl mig så en skrøne,
så sovner jeg ind.»
Mot vil jeg ha hos min gut,
men for mig skal han falde,
min gut skal knuse alle.
men jeg vil knuse ham.
Trods vil jeg ha hos min gut,
men mig skal han lystre,
udi byen kan han plystre,
men knæle skal han for mig!
Barsk vil jeg bli mod min gut.
Kjæle får han ikke,
med søde ord bestikke
sin dronning.
Hård vil jeg bli mod min gut,
han må arbeide,
tungt for å eie
sin dronning.
Høit vil jeg hæve
min gut,
fagert ham sadle,
med hjerteblod ham adle
til min konning.
k15
Alt vilde jeg gi ham, min gut,
Kroppen – og selvet
dø i helved
for min konning.
(Ved vinduet).
Skoven står og mumler,
hvorfor mumler den?
Elven går og nynner,
hvorfor nynner den?
Papa sover,
mama læser.
Jeg tror, jeg vil ut å ro, jeg.
(På verandaen). {‹…›}Fjorden er så vakker!
Hvorfor længes jeg?
Der – indunder odden –
er det dampskib, tro?
Nestun, – Årvig, –
Berle, – Tangen.k16 –
Jeg tror heller, jeg vil ind å
spille, jeg.
(Blader i noterne). Svært såmange drømme,
hvorfra kommer de?
Vugges de fra skoven
hit til Tosseper?
Tossepeder,
Tossepeter.k17
Nei, hvordan er det, jeg sidder og spiller, jeg.
Gud, hvor det er deiligt,
det er så deilig.
Ingen kan da leve
uden toner lel?
En og – to og,
en og tog og.
Gad vidst, om der er alfer til, jeg.
Dette er jo venstre,
det må være her, –
er det det, som banker–
eller uret, mon?
. . . En og to og
en og to og . . .
Tror sandelig ikke, jeg har noe hjerte, jeg.
(Ved vinduet). Skoven står og tier.
Hvorfor tier den?
Å,
her
er så ensomt
her på Furulund.k18
(Ryggen til pianoet, gjenlukte øine).
«Fangen – fuglen
ensom – sidder.»
(springer op). Jeg holder det ikke
ut!
Cigaretter!
Drømme sig til drømme fletter,
håb går op i røg,
løfter gis for spøg.
Cigaretter!
Fine, lette, lyse nætter!
Ordets skudte pil
smelter her i smil.
Cigaretter!
Lat henslængt på taburetten!
Dragten falder blødt,
knæet vugger sødt.
Cigaretter!
Mørkerøde kabinetter!
Livets tunge luft,
livets lette duft!
Cigaretter!
Lønlig vemod dufter gjætter,
klær det ind i slør,
sølvblegt, mens det dør.
Cigaretter!
‹Løsner›Hemmelige blikraketter
mørket spruter ud,
lyserøde bud!
Faen i støpejernssøilerne!
k19
Faen i støpejernssøilerne!
Sss – for en himmelsk slap-hed,
deilig – slapphed.
(Vivace marcato)k20 Rødt i det grønne, grønt i det røde,
grønt i det grønne!
Vederlagskræfterne?!k21
Faen i vederlagskræfterne{,}!
{f}Faen i vederlagskræfterne!
Det kvindfolk, som går derborte,
har hun sorg?
Hun skal klæ sig i blåt, blåveisblåt,
hatten ranunkel!k22
{F}Valsekiplagerne?!k23
Faen i valsekipp-lagerne!
Faen i valseki-plagerne!
Jeg har sølv i lommen,
hundrede kroner!
(Indåndende). Varme å – – blomster å – – parasoller å – –
Opvarter,k24 en seidel!
Hul midt på strømperne?
Faen i hullet på strømperne!
Faen i hullet på strømperne!
(jublende) Jeg har sol, jeg har skygge!
– hele verden –
(indåndende). Skulde bare hat – en liden, rødklædt
blond kjærest – –
Al skabningen sukker.
Bævende
k25 spørger det,
bølgende hvisker det.
Fuglene klynger sig sammen,
læser hinandens øine.
Og vesterfra
ror vinden så tungt,
og østerfra
banker søens pulse.
Skabningen lider.
Blomsterne ved furuens fod
skjønner det ikke.
Bække – og elve – strø iler, – hvorhen?
Mand mødes med mand?
Hvem er du?
Kvinder føder
og dør.
*
Hvor veiene træffes,
står det hvide kors,
med slør over
af «blodsdråber.»
n59 k26
Der ligger en kvinde på knæ:
O lær mig, o lær mig,
du hvide kors,
elskov.
Jeg har spurgt trostene,
men de ser bare trist på mig,
og jeg har set på roserne,
nåår de rødmer.
Og jeg har spurgt alle,
allesammen,
men ingen vidste det,
ingen vidste det.
Og jeg kom dybt ind i skoven
til en gammel bramin.k27
Han var så vis.
Hans skjæg var så hvidt.
«Kjærlighed» – den kjender ingen,
«længsel» – den kjender alle.
Thi al skabningen sukker –
og er sammen i smerte.»
*
Korset var så hvidt,
dråberne blodrøde,
den ringe kvinde,
o hun var så trist!
*
Al skabningen jubler!
Thi vatten gik.
Og kjærligheden, den kommer.
Kommer i sommer!
i morgen! i aften!
kommer med engle!
med verdens-kor!
(forte) Jeg vil tumle mig i toner,
jeg vil dundre med kanoner,
jeg vil plyndre alle paver,
jeg vil tyne alle tr{av}ynaver,
jeg vil kvæle alt, som knæler,
jeg vil ffstikke med en – hys!
(piano) – – Hys!
Der var noget indi mig selv,
som klatred.
Der var en stor tjørnehæk
k28 indi mig selv,
som lukked for den sovende dame.
(forte) Hv
em klatrer i min tjørnehæk?
Hvem plukker mine roser?
Jeg ser dig – din usle hund!
Vilde du – rane – den hellige taushed
(piano) – – derinde
Hys!
Det spiller.
Der drar et spillende tog rundt –
med fakler,
rundt tjørnehækken.
(heftigere) Får De lov til at spille?
(piano) Å ja – de må få lov –
en liden stund.
Er der damer?
Damer med slæb er der.
Får bare se dem i ryggen.
Å nei – det er jo feil –
de er jo nakne –
(forte) spildrene nakne –
(piano) ah, så søte de er,
ah, se den sorte der
Kom ut kjære,
kom ut åg bli kjøt og blo.
(fortissimo) Ut! (Horer og) tøser!
Jeg vil ha dere ut!
(Piano) Såh! – nå er der ro i min have.
Nu er der bare en,
og hun sover,
og hende kjender jeg ei selv.
Men hun er ren.
Hendes hud, den er bygget af æbleblomstens blade,
hendes blod er brygget af vårnatvinens skum,
hendes nerver er tvundne af lysets engle,
hendes muskler er spundne af sorgens bløde
uld,
hendes legem er sigtet
k29 af den store Satan,
hendes sjel er digtet af G
ud s
elv.
Ingen må komme ind i min have!
Først engang,
når jeg har badet mig i Ganges’ flod.
Tør jeg. Se hende. Vække hende.
(Fortissimo) Da
(jublende) vil jeg tumle mig i toner
og dundre med kanoner
og plyndre alle paver
og pyne alle tr{av}yner
og kvæle alt, som kvæler.
Væv mig en kåbe, som rødmer,
spind den af tåge, knyt den af stråler,
dyp den i nellikeblod.
Væv mig en kjole, som skjælver,
aspebladvævet, dugperleknappet,
heftet med spindelvævtråd.
Sy mig et belte, som funkler,
lokkende lygtmænd,
k30 hoppende ildblus
funkle på himmelblå grund.
Sy mig så noget, der hvisker,
smilende spænder, sommerfuglvinger,
lekende kolibrisko.
I en eventuel
digtsamling –
vil jeg ikke ta med
både stort og småt,
når det blot er godt,
sletikke!
I en eventuel
digtsamling –
vil jeg ikkun
k31 ta med
– ruskende, ravgale påfund,
dillede tossete tanker,
smilende, smigrende smil!
Alt alvor
være banlyst
fra versene mine.
Al moral,
kirkestil,
fanden i vold!
Naturalismen
skiter jeg i
– foreløbi.
Den store Georg
k32
i Kjøbenhavn –
Jeg kaster ei perler for kritici!
Jeg kaster de runer over spange,
for skjønne damer,
for hvite kvinder,
for blussende kinder,
for tændende kys!
Jeg kaster de jublende rhytmer
for gale bohemer,
for sekstenårsjenter,
for lønlig forlibte,
for brændende vin!
Jeg kaster de kvidrende triller,
jeg drømmer de sarte drømme,
jeg ligger på knæ for roser
i sol.
Jeg synger om reisende stråler,
jeg lytter til sjelenynnen,
jeg ber for os alle om latter
i sol.
Der blinker ei stjerner i skove.
Der gives ei alfer, som sove.
i roseseng.
Der drysser
ei guld over bølge.
der glider
ei fruer, som dølge
k33
den hvide blu.k34
Der ligger ei lyttende huldre,
der glimter ei bølgene skuldre
i moseseng.
Der stiger ei hviskende drømme,
og elskende engle ei svømme
på hvælvet hav.
«Jeg skulde så gjerne, min terne,
k35
(Ved døren) min sødeste, rødeste terne,
men nei, – ja nei
– jeg tør det ei.»
«O jo, o jo – o
o jo, o j{a}o!
Jeg skulde så gjerne, min stjerne,
dig holde om halsen,
dig varme ved barmen
dig bysse og kysse,
det skulde din terne så gjerne,
og vugge dig blødt
og hviske så sødt,
med {m}navne så milde og ømme,
dig nynne så stille i drømme,
det skulde så gjerne din terne.»
«O nei – ja nei,
jeg tør det ei.»
«Er du ræd mig?
Er du bange
å bli fange
i sange
og lange
kys?»
«Jeg er ræd for at synde!»
– «at synde?»
«Din hvide ynde
og nattens ro,
dit sorte øie,
dit favntags køie
mit blod!»
«Så synd!
Så ta mig!
Min hvide ynde den skjænker jeg dig,
mit runde legem jeg lænker til dig,
mit sorte øie skal vinde dig,
mit bløde hår skal binde dig.
Kyssene ilder dig op!
Barmene tænder din krop!
Men gå ei fra mig!»
(‹Hen› for sig) «Å dit øie, det drar, det drar, –
og som dine læber vugger,
så vugger mit blod–
en to, en to, vugger dine læber,
vugger mit blod–
(nærmer sig) og dine blikke!
ja nei – tør ikke, ikke!
dine rasende, søte blikke,
dine hviskende, tiskende ord.
Og den hvide hud derinde –
(ved knapperne)
dette hvide herinde,
dette svalende linde,k37
dette myke, som er kvinde,
under livets for.
Tys – du er ikke ræd?
nei du er ikke ræd.
Bare en, {B}bare en eneste en,
bare en eneste liten en,
Der – der – det hvite,
dette blændende rene hvite,
en liden bitte strime,
som en blinkende elv af livet,
du er ikke ræd?
du tier –
dine læber bæver – / – – Vær ikke ræd! – – –
Jeg må ut!
Der må ryddes op i verden! Alle
prester må dø – De skamskjændte
hende. Den rene, kyske lilje.
Er jeg gal? Hvem siger, jeg er
gal? Hvem har ret til at behand-
le mig som gal?
Har ikke
jeg eiet et klenodie,
som alle misundte mig? Har
ikke jeg været større end alle kon-
ger og præsidenter og Rothschilder?
k38
Har ikke jeg eiet et legeme, et le-
vende legeme?
– – – – – – – – – – –
Brud! Hun var min hvide nattens
brud! Vi holdt vort bryllup om nat-
ten i båd! Og langt borte var
Messina!
k39 Og de hvide kordrenge med
flagrende fakler! Og den mumlen-
de halvgale prest; det var jo som
en sagte tryllesang.
– – – – – – – – – – –
Forresten!
Det var kanske bedst, det gik, som
det gik. Liljer skal knække, skal træs
på. De er dertil skabte. Stolte heste
skal bøies, ranke rygge skal krummes
– sorte hår skal bleges.
Når man et øieblik sætter sig på
Vorherres ophøiede og ædle, vel be-
grundede standpunkt, da forstår
man mange ting bedre, man lar
mange unødige, hadske ord fare,
mange storme lægger sig.
– – – – – – – – – – –
Faen så vittig jeg er ikveld.
Å den helvedes vogter, nu har
hun glemt at bytte vand i karaf-
fen.
De får betaling, De får drikkepen-
ge, like sjuskete blir de. Utak-
nemmelighed, plebsens
k40
– – – – – – – – – – –
Gauk! faen til spik, Gauk midt
på natta.
– – – – – – – – – – –
Natten. Nu begynder den. Og min
sjel omtåges mere og mere, om-
hylles for hver nat, lindere,
klammere, af en fugtig, kold tåke.
Inde i mit sind dør mangt;
inde i mit sind – blegner blomster.
Å ogjeg var en gang rik og rank,
jeg var en gang klar, al dag en
mægtig klarhed – – – –
– – – – – – – – – –
Bare‹n› en liden vise om du og jeg,
eller om dagene, som gik da,
dengangen,
eller om værelset, hvor de gik,
og væggene, de grønne, du vet,
og skymre luften derborte.
Jeg – jeg – holdt så af dig,
og det var så underligt.
Vi sat sammen i røgskyer,
vi drømte sammen om livet.
Den rigere sjel, som fremtiden fængsled
hadde jeg,
det gladere hjerte, den varmere puls
hadde du.
Du kom til å skjønne,
hvordan jeg var, ja hvordan jeg var,
ikke mit blod kunde bruse,
men min sjels blade–
å min sjels blade, de kunde visne.
Så sat vi sammen i duftskyer
og slik fin, fin drøm,
drøm, livsundren.
Hør!
Du hører det.
En uendelig lang stribe
som vi ikke kan se begyndelsen på
og ikke enden på,
og sol skinner på –
stjerner ruller, og bølger svinger –
der, hvor den ene er nu,
var den anden –
hver har om sig en strålende klædning
en strålende æther
en livsæther,
som den livsbølge lever i,
og som svinger om den,
bugtende tog og dansende skarer af
levende celler,
livet,
går – indi os – forbi.
– Vi sat der såmange gange,
såmeget var der, vi talte om,
såmange længsler vi havde,
kvinder vi vilde kysse,
der var såmeget skjønt til,
vi begge vilde be til.
– Så havde jo vi derborte
andre tanker end de vittige hoder,
et samfund for os selv.
Og derfor
kommer vi til at huske imellem,
nogle dage, som gik,
stunder, vi levet sammen.
Helga!
k41
Hun har såne lyse øine!
Klædt – går hun i sort.
Blikket stråler
tusende løgne,
Let – så let!
Så dansed hun bort!
Helga!
Hun har såne mørke øine{,}!
sorte, berusende løgne.
Kan hun fanges?
Jeg tror, hun er glad,
gladere end jeg,
jeg vilde se hende da,
når hun jubled,
jeg tror, hun er varm,
varm for det vakre,
jeg tror, hendes arm
er svært trygg!
Nu er hun færdig,
rød og hed!
Nu stryker hun håret tilbake!
Var dansen deilig?
Var hjertet med?
Hun er endnu alene,
– å, det {‹…›}duggede blik! –
som en sjel, der skuer
regnbuer
mellem menneskenes ord,
mellem blikkenessmilenes luer.
Der dør blomster i mit sind, ja
der dør blomster i mit sind, ja
der dør blomster, dør.
Kom jeg engang ud herfra, hvad
vilde så verden være? Vi er jo selv
verden. Verden er, som vi er. Det
er speilreflexion.
Nat! Du er bange for mig!
Du er bange for den eneste fornuf-
tige her i huset. Hvide nat!
Har du din jomfrudom?
Nat! Du har stjålet. Derfor
går du og lurer i mørke. Du
har stjålet den hvide svane. Du
har stjålet den mægtige klarhed.
Nat! Du har røvet. Du har
røvet min forstand.
Nat! Vorherre er i skyerne.
Er du ræd?
– – – – – –