(PHUN-ABIRIEL OVER DEN SKYHYLLEDE, DAMPENDE, ØDE JORD)
Phun-Abiriel
(grublende)
Ha, lever dette Dynd? Jeg seer det aander.
Er Gud i denne Klump? Skal Den tilbedes?
Se Rummets bugnende Bug! O Hvo besvangred?
O bøier Eder Aander! Ja for en død Gud,
for denne Forraadnelsens øde Triumphport,
opreist – af Hvem? – til en Dødens Fest, som snart
begynder med første Græs, der reiser sig
som Livets blomstrende Fane,
med Skabningens stolte Hær
som Offerrækker imidten af Toget,
og ender med vrimlende Ormes
Seirherre-følge.
O bøier Eder, Aander! Hist i Støvet
en Støtte var vor Gud: her er en Klode.
Se Tegn og Tro (det Visse ligger skjult
som Livsblodsdraabe i Evigheds inderste Hjerte)
er endnu Eders Viisdoms Fostermelk!
O bøier Eder, Aander! Eders Viisdom,
som vilde farveløse Uend'lighed
paa Udødelighedens morgenrøde Vinger
igjennemflyve, standser, synker
i dette Morads . . o fra sin Stjernehøide
af denne Klump maa Aanden slæbes ned
(thi den kan ei begribe; maa dog tænke,
og dier, naar den tænker, Udødelighedens Barm,
thi Aander kun ved Tænken voxe)
den slæbes ned i Afsinds Dybder . . .
O . . o af denne døde Damp,
der ægger op vort Skarpsind og beseirer,
til Intet splittes – ak den falder ned
som Dug, som Graad – en Aands Lyksalighed.
(Ohebiel nærmer sig)
Ohebiel.
Ak tvivlfulde Phuniel, min Sorg!
høje Abiriel, min Fryd!
Phun-Abiriel min Vemods Elskov!
Hvor uden rugende over dampende Kloder, for
Gud at belure – ja under Livets Undfangelse,
finder min Sorg dig Abiriel?
Phun-Abiriel
(grublende)
Ha hvor er Gud? Hans Kraft jeg seer kun, hører
som Støvskyer Verdner suse i Hans Fodtrin.
Flux jeg skuer did, men
seer som forhen Intet.
Ak Intet uden Sporets dybe Hvirvel,
hvori til Afsind, uden at den drukner,
min Aand fordreies. Ha, var ei min Tanke
meer let end jeg, den, mørk som denne Klode,
synlig rulled frem, og
Jeg, som Gud, da skabte.
Ohebiel.
Phun-Abiriel, min Elskov din Grublen vil evig forfølge,
som Faklen, der fordyber sig i Natten,
og, i sin Søgen efter tabte Guld,
gjennemborer selv Midnattens Hjerte, en neddalet Taage.
Ak, neppe-fødte Kloders Damp, er din syge Næring,
din Grublens Dug, saa vidt den groer i sin sorte Skygge.
De skjønne Verdner for Phuniel ere
kun sammenrullede Gaader.
De glade Aander og Messias seer i hver
en nyeskabt Jord en Blomstknop kun, som udspringer
hvor, paa sin evige Flugt gjennem Alt, den Almægtige foer,
at dække (o Skyer dens Dug) med Rødme og Vellugt hans Spoer.
Phun-Abiriel.
Hvad Sol fremlokked' mig, en Aand, af Støvet?
en Aand, som blomstrer, mens Evigheder visne?
Ohebiel.
Almægtig Algodhed.
Phun-Abiriel.
Hvad Strøm rev mig hen, som et Frø,
der her til en Knop, og, se, hist
til glindsende Palme henveires i legende Flugt?
O rev mig saa snart gjennem Verdner og bølgende Tid
henimod stille Uendelighed, at hver
Tilværelse syntes en Drøm?
Ohebiel.
Almægtig Alviisdom.
Phun-Abiriel.
Erindringen tog jeg med mig alene.
Ohebiel.
Erindring er al vor Kundskabs Hjerte.
Se derfor i Aanden flammer klart
(et Suk er ei tabt) det første Ord,
han gjemte, som Barn, i sin Moders Øre.
Den Tanke, i duftende Ønsker hyllet,
som, selv da den straalede gjennem Hjertet,
han ikke forstod, staaer i Aanden malt.
Phun-Abiriel.
O da, jeg lever da, som Dyr af Drøv,
af min Erindring?
Ohebiel.
Rundt den, som om Hjertet et Legem,
Aandernes Kundskab vil voxe,
til Hjertet – saa synger Messias –
som Verdnerne svulmer, og Legemet
fylder Guds Belte, Uendeligheden.
Phun-Abiriel.
For mig er Udødeligheden øde.
Se Verdnerne svømme deri som Liig,
– tys! – stumme og mørke, de svare ikke.
Ohebiel.
Et Liig en blomstrende Jord!
Dyret, som blusser paa Høien, og seer sin
Yngel i Dalen, Forraadnelsens Orm!
Cajahels Rigdom – ødsle Algodhed! – dens Liigpynt?
Dens Skyer Cajahels Graad idet han maa flygte?
. . . O, hvis jeg kunde græde, græd jeg.
Jeg savner Taaren, som min Sorg belyste,
da mig, som Barn, Cajahel ammed',
og gav mig Dyr og Blomsterne til Leeg.
Men Sorgen selv, som skumler sortbleg
igjennem min stjerneklare Skjønhed,
er Aandens – o en vældig Taare, som
herinden voxer, til, o hvis den kunde!
til den til Intet mig tilbage sprænger.
Phun-Abiriel.
Intet Aanderne (o kun Damp, som
driver blind om det store Hjerte):
lærte af deres Evighed,
uden den stumme Beundring.
Ohebiel.
Kundskab, de Udødeliges Næring,
klar i udfoldede Uend'lighed
er frem for Aanden lagt. Hans Kraft og Kundskab,
som Tvillingbørn, der af Omfavnelser
at voxe lige synes, snoe sig sammen
og voxe i hinandens Ild og Lys,
saa Evigheder blive dem for snevre,
som Barnedragt fra Ynglings Skulder glider.
Phun-Abiriel.
O Hvad kan nærme sig gjennem Uendelighed?
Hvad voxe i Evighed uden den Evige?
Er jeg da Gud og I, Aander og Verdner, og Alt?
Ohebiel.
Selv ei, om du løste Obaddons Gaader, Cajahels Vid,
hvis Latter er Dyr, hvis Smiil er Blomster,
blev Phuniel Gud – o Phuniel,
hvis Vanvid vil Rummet, den Eviges Tankekreds, fatte,
skjøndt Selv kun en enkelt sorgfuld Tanke
af Jordklodens Sjel :(dens Væs'ner):
hvor du i Sandsers Blomster stod.
Dog er den Jord, hvor du fødtes, født
:(kun Gud er ældre end sin Verden):
Men haab af din Udødelighed, som saae,
skjøndt ung endnu, jo Verdner at forgaae!
Phun-Abiriel.
Ohebiel, o du veed af Hvad du siger,
kun det, at du Abiriels Tungsind trøster.
Ohebiel.
Ak Phuniel min Sorg! Abiriel min Fryd!
og Begge, Phun-Abiriel, min Elskov!
– Ah Sorg og Fryd i samme Bæger mænget
er Elskovs Nectar? – Bedre, hvis jeg kunde,
jeg Ligegyldigheds bund- og bølgeløse
og lunkne, smagløse Vandflom drak;
O, eller mig i Hadets Galdestrøm
(saa seen og klæbrig, at fra liden Djævels
endmindre Hjerte – knapt saa stort som Tand
af liden Hugorm – det kan dryppe ned
fra Jord til Jord, og hele Verden spinde . . .
Phun-Abiriel.
. . ja Gud selv om han var at finde
Ohebiel.
. . med Slangetraade rundt: Ja, ha! i slig en Galde
var bedre mig beruse indtil Vanvid,
end gjemme blege Sorg ved Phuniels Tvivl,
som Orm i Blomst, i blussende Beundring,
der voxer, vandet af Ohebiels Vemod,
høit for Abiriels høje Sjel at naae.
Phun-Abiriel.
Ha. Phun-Abiriel kan ei beundre.
Ohebiel.
Beundring er Aanders Kjerlighed.
Phun-Abiriel.
Beundring er et dovent Leje. Fra
dets søvnige Vellugt har Phuniel reist sig
og vaagen han ind i sin Evighed stirrer.
Ohebiel.
End som Morgenens Dæmring er den graa og
fuld af Drømme. O Utaalmod ei trodser
Dagen frem, som bag Bjerget endnu sover,
om tusende Suk end sønderhugged' Taagen.
O stirr ei efter Gud! Vær glad og leeg
som Barn kun med hans Verdners Skjønhed!
Phun-Abiriel.
Min Barndom jeg :(Kloden hist var min Vugge:
der laae jeg blandt Dyr og Planter idrømme)
jeg lagde igjen i Støvet, med Dragten
af blomstrende Sandser vævet for Barnet.
Af gjerrige Obaddon loe jeg, som gjemte
bag Stene og Muld den udslidte Pragt,
jeg rev, da jeg faldt i Rosentorn, sønder,
i Flugten for spraglet Lidenskab fange.
Pjalten jeg kasted' som Ormen sin Ham, da
gjennem de trange Skyer :(min Vugges
Teppe, hvor mine Laster gjenklæbed' som
Stanken): jeg krøb som endeløs Slange
ind i den nye Evighed for at
leve af sorte Gaader – o Flint! min Tand springer – og
ikke som før af regnbumalt Drøm . . o sød, rosenblød!
Ohebiel.
End er du Barn blandt Aanderne.
Vee, et sygt og klagende!
Phun-Abiriel.
Hvi seer jeg da ei min Fader?
Ohebiel.
Du seer Ham, men kjender Ham ikke,
for spæd til hans Almagt omfavne.
Phun-Abiriel.
O hiin Jord, min Legeplads,
jeg for en Evighed siden forlod.
Mindet, Gravens varigste
Blomst, hvis Blad er graadfulde
Hjerter, hvis Vellugt Berøm, er forlængst
uddød paa min Grav
Ohebiel.
Phuniel – Taare rundt om Ringen glidende,
o hvileløs! Maal ikke Hvad vi vide
Uendeligt, som har Begyndelsen
:(Tilværelsen): i Enden :(Gud): fastsmeltet.
Vær glad, og troe, det er umuligt,
før, ved at læse i Guds Digt: Verden,
med Kjærligheds høje Lovsang – glad Hærold
for Hvad dit Skarpsindsøje fandt – du har
hver Tanke tydet. Ak Abiriels Kraft
vil vide uden at forstaae, endskjøndt
hver Viden først paa Ahnelsernes Vinge,
og saa paa Visheds Skulder hæves frem.
Phun-Abiriel.
Er ogsaa Troen foremalet Aander?
(Ohebiel sagde: tro, det er umuligt!
Umuligt, som Messias, Gud at kjende,
endskjøndt Udødeligheden er mit Hjerte?)
Ha, Troen foremalet Aander?
Den regnbufarv'de Solskjerm, som vi bar
engang, som Støvets Konger, lavt over Hov'det,
og som Bedragere helligt svoer paa var
denne rette Himmel? Ret! o Ret, thi ellers
Fornuften fløi sig vild, naar over sig
den saae den frie Himmel, mens den selv
af blodige Sener var til Dybet lænket,
. . O vee de briste ikke før de raadne!
Ohebiel.
Tro, Verden er Guds Tempel: denne Jord
en nyreist Pille, Evigheden Port,
Udødeligheden morgenfarvet Kuppel,
hver Aand en Lovsang, rullende
langsgjennem Evigheden i sin Væxt
ved Kupplens Gjenlyd. O tilbed,
og tro, kun Guden selv er Stemme stærk
nok til igjennem hele Templet runge.
O, naar Han synger, er det Chor
af alle Pillerne (hans Billedstøtter)
af Kupplen, fuld af Aander.
Hør, tyd og istem Hymnen.
Hist engang vi læste tause dens enkelte Ord,
i Støvet, som Dyr og Blomster, skrevne.
Phun-Abiriel.
Kun Hvad jeg veed, jeg troer. Hos Aander
Begreb og Troe er Eet. Hvad vi begribe
det troe vi fast, og lægge det
som funden Skat til al vor Kundskab,
erkjende det for Sandt, og fange saa
:(af Agtelse for den Forstand, som fandt det):
Fornuften under Troen.
Ohebiel.
Troe er da
vor Kundskabs Kjerne, og hver Aandskraft
kun det Erobrende for Troen. . .
Phun-Abiriel.
. . Til ingen Gaade – selv ei den, som er
i Græsstraa gjemt: om al Tilværelse,
og Gaaden: Gud, hvis Knude er mig Selv –
er meer tilbage.
Ohebiel.
Phuniel se,
en udbredt Evighed er den Valplads,
hvor Seiren vindes.
Phun-Abiriel.
Ha, saa lang,
at – o jeg troer det næsten – vi maae troe
og sukke: o umuligt!
Ohebiel.
Dog Messias
er som en Seierherre glad. O derfor
skal Haabet være Aanders Troe.
Phun-Abiriel.
Nu skulde – saa der ei var Strid
paa Afsinds Rand imellem mit Hjerte:
Udødeligheden, fuld af blomstrende Haab,
og Kundskab, min Hjerne, vissen af Tvivls Dunst –
Alvidenhed være min Hjerne, Tanke mit Øje,
saa skarpt, at det kløvned' disse Kloders Knuder.
Dog min Forstand kun faae Skridt lyser foran,
saa svagt som om en Taare var dens Blus.
Selv Phantasien, skjøndt den spænder
et Smiil som lettest Vinge :(skjøndt saa vid, at
en Salighed med alle sine Drømme,
end lettere og skjønnere end en Aand,
kun er dens Pynt, en Krands om Randen,
som Himlens Morgenskyer): daler mat,
fortvivlende, som Fugl i Ørken, om
at gjennemflyve alle Evigheder,
som, skjøndt enhver er lys, i saadan Dynge
optaarne sig, at deres Dybde sortner
– o som en Grav om mig, saa tyk af Blomster,
at jeg i Nat af Vellugt seer mig fangen.
Kun bag mig gaaer min evige Hofmester
Erfaring – ha, lære Aander af Støvet?
thi i hans Tavle staaer, og han belyser
Alt med sin Fakkel, mindste Handling
og svagest Tanke, som, da hist jeg krøb,
igjennemfoer mig.
Ohebiel.
Se Abiriel,
Alt er paa Tavlen opsat klart: saa let
fra dunklest Følelse til Tusmørktanke,
fra den til Ord, saa let som Morgenvind,
fra det til dagklar Handling du kan regne.
Og Alt, den hele Sum, fra første Skrig
indtil dit Dødssuk, er den første Regning.
Den anden er begyndt og fortsat bag
Obaddons Ryg. Og begge disse Rækker
er al din Viden – o saa vidt jo kommen,
at Klodernes Afstand for dig er en Tankes Flugt.
Hvorhelst du dig tænker, du er.
Phun-Abiriel.
Dog blier jeg svimmel, træt ved Skuet af
en Evighed fast i Evighed lænket,
saa Leddet ei kan sees – O ligger det
bag en af disse Perler i Guds Belte?
ha eller i et af Mellemrummene?
Ohebiel.
Speid gjennem Alle, det er Aandens Kald.
Men fandt du Ringens Led, den slet var gjort.
Phun-Abiriel.
Jeg trættes. Ha, jeg vil min Tanke
indskrænke til Beundring. Ja, som om,
da hist jeg stirrede fra Mulden,
jeg vilde grave Hjernen ud, fordi
den mægted' ikke Skyerne rumme
og Stjernens Flugt at bøje :(liig Tyrannen,
der ei kan Folkets Frihed og Kraft
fra deres Flugt neddrage til sit Skjul,
og saa fortvivlet sprænger sig i Luften):
Saa Hjernehulen Echo blev for Raab
af tankeløse Jublen og Skræk
om Solskin svømmed eller Torden bølged',
og kun Beundrings salige Blik
stod hjerneløst evigaabent for Alt
:(saa dumt som Ørknens Søe der aldrig
en Klippe viste eller med ensom Blomsters
Skygge leged, men evig kun maler
Skyer eller øde Himmel): .
Ohebiel.
Phuniel! Tvivl, elsker du Sandhed saa beil,
og døe i din Elskov, saa fra den Elskte
du ei dig Selv kan skille! Beil,
som Aandernes Ældste Messias, til Sandhed!
Til Almagten Han ved Beundring beiler,
til Algodhed ved Kjærlighed.
Aanderne see i Messias Gud,
det høje Ideal, sig speile.
Phun-Abiriel.
Da skulde Phuniel, hvis han troede saa,
kun trælle for sin Frihed qvæle, og
at sønderslide sin Personlighed,
og vaske Tanken «Gud» ud af sin Sjel,
og grave kun Messias Billed ind,
og, hvergang han ei følte som Messias,
beskylde sig for Synd.
Ohebiel.
O det forbyder
den Ret, som er til alle ligedeelt,
og adler Støv til Guddom, den: at stræbe,
igjennem Banen, som Hvers Frihed bryder
med uafhængig Kraft, hvor bedst ham synes,
at ligne sit og Alles Udspring.
Den Ret er Børns Ret, at hvert Barn
afbilder Faderens Dyd og Kraft i sin
Characters Farveskjær. Vi ere Alle
Guds Børn, ifra den Førstefødte, som
engang i ældste Tid laae svøbt, men nu
og gjennem Evighed for sine Sødskend'
har Rang, fordi han bærer klarest alt
sin Faders Træk i moden Skjønhed,
til Yngste, som, af Sandsers Duft hendysset,
Cajahel dier ubevidst i Græsset
uform'lig end og sløv, knap meer
end varmet Jordklump: saadan Skabning,
meer ulig Gud end timegammelt Foster sin Fader.
Sligt Dyr sin Faders Vuggegave kjender ei engang;
og Nogle see :(fra Mulden har jeg denne Erindring):
et Glimt som blinder Øiet, saa de heller
gjenlukke det for om Straalerne at drømme,
der viste deres Rigdom, og for frit
det rene Lys, de saae, til Regnbuskjær
bag lukte Øje smelte. Aanderne
fuldt kjende deres Arveret: at Hver,
ad selvbrudt Vei igjennem Evigheden,
skal uafhængig :(heraf Selvbevidsthed,
der paa en udspændt Rolighed
afmaler den Lyksalighed, der er
hans Hjertes eiendommelige Digt):
frem mod sin Faders Guddom nærme sig.
Phun-Abiriel.
Glemsel, min Sjels Møl, blev hængende
under Obaddons Vinge; men Uvished,
Aandens evige Orm, fortærer mig.
Ohebiel.
Kun svampig Gisning; men ei hærdet
Erfarings Dynge, Aandens Høide, hvorfra,
som fra sin Viisdoms Borg, han overspeider
selv Verdnerne i Evighedens Fjerne,
og fanger Gaaderne og lægger dem
til Borgens Stene, saa dens Ringe voxe
ud gjennem dette Alt og Kupplen hæver
sig gjennem Udødeligheds Himmel rødmende,
fortærer den.
Phun-Abiriel.
Og Vanvid – min Ohebiel,
saa troer jeg – taaler ei Uvisheds Kræft,
ifald det slaaer sin fulde Skjønhed ud,
med Luefarve, lummer Vellugtrøg.
Alviisdom eller Vanvid kun er fri
for denne Tand, som dybere sig roder
ind i min Kundskabsskat.
Ha, hvis jeg kunde, hvis det ei en Grif
i Støvet lænket var, jeg Vanvid løsslap,
der rev mig hurtigt hen paa et vinget Smiil
til hvert et Maal, som jeg tænkte mig, og med
Triumphlatter rakte mig sønderplukket
hver Gaade, som jeg pegte paa. O snart
det skulde, i sin Flugt, mig til at troe,
at alle Syner, som os fløi forbi
(endskjøndt dets egen sorte Aande ikkun)
de sande Verdner vare, overtale.
Da sagde jeg, og det for mig var Sandhed,
saa længer ei paa Gisningers lette Broe
imellem Afsind og Viisdom jeg flagred:
at denne Verdnernes Uend'lighed
et Væsens dræbte Krop – af Hvem da? – var,
Blodsdraaber disse Kloder, denne Jord
en nys uddryppet Draabe, denne Skyring
hiin Draabes Damp, og alle Liv
kun Orme, som i levret Blodklump leve,
Cajahel da en livfuld Raadenhed,
og Gud var Sjelen, som nu over
sit sønderknuste Hjemsted svæver; jeg . . ?
Ha hvad var jeg!
Ohebiel.
Du ei vanvittig, siden
du ei dig Selv kan løse, er. Thi Vanvid
i Verdensdyb med kroget Gisning meder
og fisker op, saa flux det kaster ud,
just Perlen, som det ønsked', raaber: fundet!
skjøndt Alle see kun tomme Krog.
Phun-Abiriel.
Jeg er en Tanke i Gudssjelens Angst
for sine Lemmer sammensamle og
belive dem paany. Se min Ohebiel
den store Gaade aaben som et Saar,
hvor finest Nerve stikker frem, saa du
kan fjernest Muskel røre! Hvis jeg mægted'
at troe som Sandhed dette, var jeg salig:
mit Vanvid hopped' paa elastiskt Been
hver Grændse over, hvor dybt under Viisdom
maae svimle og krybe hen i tusind sunde
og sene Tanker, for en Indgang finde.
Ohebiel.
Det være nok, at Alt om os er godt,
at, som til Overflod, det Godes Farve
og Form er Skjønhed, at, saalangt vi see
Guds Storhed voxer. Vi har Deel i denne,
til Odelarv, saavidt vi kan den fatte.
I Hans Algodhed har du Deel saa stor
som du med egen Godhed dig tilmaaler.
Og du har Deel i hans Alviisdom, hvis
du Selv er viis.
Glød da i Aanders Fryd, der skinner gjennem
den Skikkelse Guds milde Phantasie
os gav, at, som hver Dyd og Kraft fremblomstrer,
og, som velvillige Følelser udvælde,
dens Morgenskjær meer favert skulde blomstre,
og Legemet til Kaabe bli'e af Smiil,
altsom vi glemte Mindet om de Laster
(Angst er den blege Røg af Lasten,
som damper op med Sjelen ifra Støvet
og sortner Aandens Skjønhed, og Bebreidelser
som Gnister søndersplintre den saalænge
til Sjelens dybe uslukkelige Spire:
Kraft til det Gode, modnet af
Udødeligheden, frem sig hæver klar):
vi fandt histnede, gjemte som en Skat,
til hvinende Obaddon, Almagts Aande,
dem blæste bort for evig, hvirvled' dem,
med hele deres Støvham, under Støvet,
at Lasterne for Efterkommerne
gjen kunde spire op hvorfra de kom,
og være evige i evig Dødsomvexlen!
Her lyver ikke Formen, som histnede,
hvor Laster funklede og Dyder rustned':
er Aanden god og viis, saa er han skjøn.
Dit Mismod, Aandens Tæring, for du ei
kan løse Selv din egen Gaade :(thi
dens Led er' spredte i Uendeligheden,
i Lænkerad fra største Sol og til
Insectets Vinge): blegner – Phun-Abiriel
min Kjærligheds Suk! – din Skjønhed, som
din Fryds blussende Gjenskin skulde være.
O Phuniel min Sorg! Abiriel min Beundring!
Glød i vor Fryd, i svulmende Bevidsthed,
vor Salighed, i Guddom, som Messias!
Vi vide Gud er nær, at nu vor Godhed
er større Deel af Guds Algodhed,
vor Kraft og Indsigt i Alverden
en større Deel af Alkraft og Alviisdom,
end da, beruste af Cajahels Blod,
vi, skygg'de af Obaddons Vinger,
sad sammen, ikke kjendende hverandre,
paa lav're Trin af Guds Throne,
og fryded' os som Konger over Tusind
af Dyr og Planter.
Phun-Abiriel.
Se her den sorte Kilde til mit Mismod,
som overskyller salig Evighed:
Jeg er en Aand, en Verdensring af Tanker,
i alle lav're Verdner seer jeg ind,
og læser hver en Tanke, som fremavles
i Sjelene, der vandre rundt paa hver
en Jord i Mulddragt. Men Cajahel,
hvis Tanker ei er Tanker blot, men Liv,
for mig er højere Verden, der er kun
for blinde Tro og vindøjet Phantasie,
ei for Fornuften aaben . . O som hist
jeg svimled, naar jeg over Graven lod
min Tanke flyve. Og endskjøndt jeg er
hvorhelst jeg tænker, naar jeg tænker: Gud,
da er jeg hvor jeg var da Tanken kom,
og døves hen af brusende Verdner.
Hvem tegner Cajahel i Dyret og Blomsten?
Sig Selv? eller Gud?
Ohebiel.
Cajahel er Guds Aande,
som Støvet tilsammen i tusind Former,
men alle Guds Billeder, blæser:
Guds Aande, der, udviftet,
bedugger Rummet med Sole.
Phun-Abiriel.
O Dugdraabe, Verdners straalende Pocal!
De drikke og tumle berusede hen
med Regnbueharpe og Morgenskykrands.
Dyrene ere deres drukne Jubel,
Blomsterne tøileløs Phantasie.
Obaddon følger som Rusens Anger.
Han Regnbuen mejer med stormvinget Lyn,
og fylder de blomstrende Skyer med Pest,
opreiser Natten som Dagens
sorgfarvde Gravminde, sætter
Maanen som Urne i hule
Midnat til Minde om Solen.
Ohebiel.
Han er Guds Aande idet den
fra Verden drages tilbage.
Phun-Abiriel.
Obaddon, o den Stinkende?
Han Guds Aande? Heller hans Fiende!
En huul Grav hans Hjelm, han har nedlagt i Striden,
en guul, pestfuld Skye er hans opspændte Bue,
en fuul Røg hans Landse og Raadenhed Pandsret?
Han, sugende hver en Draabe, som randt fra Cajahels Hjerte?
– O Grav, bundløse Igel!
Sort, skjøndt mæt af Livets Rødme:
Cajahels Livsblod, der formes i Lyset :(som Kilden, der drypper
i tusind Chrystaller frem): til de spraglede Dyr og Blomster!
Er Cajahels Liv, Obaddons Død da Skaberens Aande:
hvor er Hjertet som udaander
Livets flyvende Rødme, og drager
Dødens tunge Damp tilbage?
:(Messias, den herligste Lysgestalt, viser sig ovenover. Aander følge ham):
Chor af Aander.
Spørg ei, hvor er Gud, som vi tilbad, da
hist vi med Rædsel mod Skyen
saae, og vi sagde: der boer Han!
Verdnerne raabe: her er Han!
Cajahel jubler: her er Han!
Obaddon sukker: her var Han!
Aanderne fylde Evighed med Sang:
Han er her!
Ohebiel.
Messias kommer for at døbe
Cajahels første Vaagnen her i
sin Vugge, gynget af sin Gjæring
vildt om i Rummet, med Velsignelser.
Chor af Aander.
O see den nye Tanke i Verdens Digt,
Aanders Beundring!
Messias, da Evighed maaltes til Tid af Cajahels
Smiil og Obaddons
Skygge, den Fødte –
Messias, o Alviisdommens første Ord,
Digtet kan tyde.
Messias.
Guds Ord ere Aander: Aander, som blomstre fra Støvet.
Guds Tanker er Verdner.
Skjult ligger en Aand i dunklest Støvgran, som Ordet
skjult slumrer i Tanken.
Ah. Læberne aabnes, Evigheds morgenrøde Port, og
ud hvirvles Tanken som lysfuldt Ord, som
klangfuld Perle fra Dybets hule Musling.
O mindes, I sammenrullede rislede med Blodet!
Nær qvalt af omspundne Nerver, liig en
sløret Følelse op du steg af Mulden.
Du hang ved en Jord, som ved fulde Barm et Foster
Du mægted' ei Andet end suge,
voxende rød som din Slummer blegned'.
Hvor skifted' din Moder dit Navn for op dig vække!
Hver Morgen hun hvisked' det Navn, hun
digted' med Ømhed dig nyt om Natten.
Hvergang du stivned', raabte din Moder.
Ud foer det nye Navn (Cajahel var Tungen,
rød af Livsdug) ud igjennem Obaddons Been,
de hvide Tænder.
Raabte hun: «Blomst»! O endnu du stivned':
knapt foer en farvet Drøm igjennem dig. Raabte
angst hun: «Dyr»! du zittred' . . O Jubel! Hun skreg:
«mit Foster lever!»
«Der, søde Dyr, der har du
smukke Blomster at lege med! Skrig blot! skrig blot!
Ha Lyd, min Vellystskjælven;
Ynglsom Raadenhed heller min Barm end øde Skjønhed!»
Ah du fyldte din Moders Øre med Skrig: hendes Hjerte
uddrak det fulde Øre og mættedes.
«Tal blot! tal blot!» hun hviskede.
«Tys, han tier! Ha, alt min Barm er en Ørken! O søde
Skrig kan du kjede? Mæt med Beruselse
mæt din Moder! Hun visner.»
Du stivnede ved hendes Barm.
Hun raabte ind i din Taushed: «mit Dyr! mit Dyr!»
Da pressede ud hendes Angst
af Obaddons Beenport dit skjælvende, sidste Navn.
Hun raabte: «mit Menneske tal!
O lev du min Phantasies det sidste Digt!»
«Der Menneske har du til Leeg
en Flok Smaaesødskende, Blomster og Dyr: blot tal!»
Ah, du førstegang vaagnende reiste dig.
Din Moders Suk daled', gjemte sig
dybt i din sidste Grav.
Den hendes hule Afskedssuk var:
Thi paa Udødeligheds straalfulde Arm, hvor du
nu vugger, bort rev din Fa'r dig fra
Moderens Die – Ak!
glad var Hun endda fik hendes Kunst
frem af din Beenpjalt en Glemmigejsblomst.
Dens lysblaa Blik paa din Grav er din Moders Taare,
da atter Hun paa sin blomstrende Ring begyndte.
Glem Hende ei; thi du hungrede ei,
og, da den Daad, du fremrulled' først af Talen,
var Barmen beherske, som Die dig gav:
med Vemod sagde hun: «Sorg han mig gjør, men Ære».
Hun, da du raabte: «fra Synskredsen her
til denne rødmer mit Rige – o bøj, som stumme
Træl dig mit Blomster, og skjælv du mit Dyr!»
hun sukked': «neppe den Bedste, men Smukkest er han:
hans Kongedragt stjerneklar Skjønhed, hans Trudsler Vellyd.»
Ømhed for Kloden, der ammed' dig op
er Aandens Fædrelandskjærlighed.
Hver Jord har et bankende Hjerte (Cajahel)
I dette Foster staaer det endnu stille.
Obaddon er dens Fordøjelse.
Guds Almagt svulmed', Alviisdommen undfanged'.
Verdner, hans frodige Æt, fødtes og fødes i Evighed.
De die Skjønhed og Styrke af Solene,
som af Algodhedens aabne Bryster.
Hver Jord i sine Væseners Hær har sin Sjel.
Hver en enkelt fornuftig Skabning er Tanke i Sjelen.
Dens Dyr dens Drifter, som mylre i Nerverne.
Planterne ere dens dunkle Følelser.
Ilden dens Rødme, Vand dens Vædsker,
Jord er dens Kjød og Luften dens Aande,
Duggen dens Sved, Skyer dens Uddunstning,
Sommeren dens Maaltid, Vinteren dens Rolighed,
mens den paa Høstens Mættelse tærer,
Vaaren dens vaagne Madlyst: da gløde
Tankerne livligst, Drifterne sværme.
Se, over den yngste Jord
hvælver sig neppebegyndte Evighed,
at de unge Aander opad den fremblomstre kan,
som Druer, der klattre for Palmens Krones Rubin at blive.
Aandernes Rod vi see
dybt under Mulden, vi see dem som blege
Skyggeplanter under Tiden, Evigheds dag-
og natmalte Port, som Cajahel aabner, Obaddon lukker.
Vi see ham nu iblandt os, svimlende
over sin udbredte Udødelighed, Guds Skjød.
Han veed ei, at han den betraadte i
Mulden, før bag sig han nu øiner en frisk Grav.
Dog mindes han ikke at savne Noget,
uden en ormstukken Pjalt og Lasterne.
Nu er hans Godhed i Skjønhed, hans Aandskraft i Herlighed klædt.
Hans Laster maae døe her af Sult, da Intet
her kan dem mætte. Selv Mindet Angerens
Tand vil fortære, som bortsmelter under sin Ivrighed selv.
Som en reen Taare han triller tilbage i den Algodes Skjød.
Aander Gud væver af Mulden som Solen Regnbu af Taagen.
Nu igjennem spirale Evigheder
frem han arbeider sig. Foran Indbildningens
Pensel han bruger; bag sig Erindringens Meisel.
Midti straaler Forstanden, liig en Sol, der
springer fra Synskreds til Synskreds og afmaler
Morgenen foran, slæber paa stjernede Midnat.
Verdnerne synes ham vajende Blomster, dog glemmer
ei han de Liljer, som skygged' hans Barndom i Støvet . .
Skjønhed er Ringen, hvor Aanden, som Demanten, funkler,
først naar hans Sjelskraft har afrystet syndløse Lyster.
Disse hverandre maae opsluge her, hvor de ei, som
hisset, i Støvet kan fraadse i blodige Synder
De døe af Hunger, som Slangens Yngel om Aftnen,
hvis Moder vendte ei hjem om Morgnen med Bytte . .
Med Hyl hans Vellyst sig vælter om i hans Indre,
forgiver Hevnlysten, som da dræber den Falske;
hans Ondskab qvæler Misundelsen, døer saa af Sorg.
Nu huler Angerens Tand en Grav for dem alle.
Paa Graven skriver en stum Erindring den Indskrift:
«Ak! en Tilværelse tabt!»
Han stirrer bleg i denne Tanke.
Vemod, Aandens Graad, drypper frem.
Dog Bund i Tankens dybe Helved
seer han, hvorfra engang han kan
sig svinge op mod Evigheden,
der hvælver lys sig over hiin Grav.
Hans Helved synker bag ham med et Suks Bragen.
Han seer han var en sorgfuld Tanke, som smelted'
over i Jubel i Verdens Digt, hvor Gud sin Sjel har malt.
O se hans Godhed væver Smiil i hans Skjønhed ind,
hans Kraft den giver Høihed og Glandsen!
Eja, han raaber sig ud til Drot i sin Udødelighed:
Ah, denne Jord er skabt til at bære en Hersker
med fri Villies Scepter, Samvittigheds Retfærdskugle,
Indbildningskraftens Kongekaabe, spraglet
og som Regnbuen skjøn, og med Fornuft,
liig straalende Solkrone, og med Skjønhed,
hans Gudevæsens Hærold paa hans Jord.
Snart vil Cajahel vaagne og udnævne Kongen.
Jorden vil lysne, som hellige
Fakkel i Solaltret tændt, og
Skyen vil vorde den Røg, som
lysblaa fra Off'ret
af dens Velsignelser stiger.
Snart den istemmer Verdnernes:
Priser! Priser!
Chor af Aander.
Priser! priser! lover Gud!
Aanderne kjende Gud af hans Kræfter.
Han lader straale
i Verdners lange, svømmende Række
Algodhed igjennem de dunkle Evigheder,
hvor Selv han er skjult i sin Viisdoms Hellighed.
Ha, og hans Almagt forkynder Ham.
Hver Sol er en flammende Basun,
udstukken fra hans Viisdoms Dyb,
for Verdnerne melde, der zittre af Lydens Vellyst,
Guddommens Nærhed.
Aanderne knæle: Tilbedelse er deres Knælen.
Aanderne offre: Kjærlighed er deres Offer.
Aanderne prise: Beundring er deres Lovsang.
Og tænke vi fjerneste Kloder, saa fører
vor Tanke os did, og vi høre
Verdnerne bruse,
høre dem svinge
Gudkraftens Vinge
gjennem det maalløse Rum.
– Da vor Lovsang er stum.
Se, fjernt de bølge som Enge af Liljer!
Nær vi see dem at træde,
hyll'de i Skyernes Klæde,
med Straalekrands,
som Himlens Præstinder i Offermøedands
om Soles flammende Alter;
høre hvor Kloderne rulle forbi,
høre dem synge
i Fuldharmonie:
«Hvo kunde slynge
i Rummet os ud
uden Almagtens Gud?»
Messias.
Snart – se, Skyerne briste, de graae Øjebryn
og Lyset vækker Cajahel –
Snart vil denne, den unge Jord
juble uskyldigst i Verdnernes Chor.
:(Cajahel stiger som en herlig Aandeskikkelse op af Jorden):
Cajahel.
Her er Obaddon. Nyskabte unge Liv vær velsignet!
Chor af Aander.
Cajahel velsigner. Vær velsignet.
Cajahel.
Aand unge Jord! Som hellig Urne,
med lysblaae Skyer, der ere Barme fulde
udaf Velsignelser, saa mangefold,
som Livet du skal nære, dig omgiv!
. . O se, den aander ikke, skjøndt
selv Livets Aand det byder, thi mod Loven,
der binder mig og Alt, jeg, legende
med Magten, bød. Først Aarsag,
der ligger skjult i Gud, saa Virkning, som
Cajahel leder. O Livsfunke, Lys
kom ovenfra (nær er min Jord et Liig;
og, hvis den aander, aander qvalmt og tungt):
saa skal Cajahels Viisdom Jorden lære
at blive god og skjøn! Bliv Lys! bliv Lys!
:(Skyerne fordele sig. Solen skinner igjennem):
Chor af Aander.
Hil Jordens første Dag!
Cajahel.
End damper Jorden. Ah, den sukker
i Solens milde Favntag som en Brud.
Vær evig viet denne Sol og gjør hans
Omfavnelser saa rige, at han seer
din Frugtbarhed ei hungrig, naar den smager
med fulde Læber hans Velsignelser,
ei heller overmæt; men at den følger,
om den sig vælter frem, af Rigdom tung,
i lige Skridt (som regnfuld Sky en Storm)
hans Kraft, der bruser uafhængig frem!
Da vil han kjæmpe elskovssyg, for Dig
med mere Kraft berige end du kan
til muntert Liv og Smiil forvandle.
Og, som i Qvindens Frodighed og Rødme
(slig En, der er mit Billed paa en Klode)
og Øjeglands en Brudgom vil gjenkende
(og derfor elske hendes Skjønhed meer)
sin egen Kraft i Blomster, vil din Sol
udsaae saa rigt i Dig sit Liv, som om
han vilde for en Evighed befrugte,
og flye saa bort . . O en Omfavnelse
saa sød og rig, som, paa en Klode hist,
hvor Landene, af Yppighed saa kaade,
at vildt de, for hverandre at omfavne
og maale nær hverandres Frugtbarhed,
fremstorme vilde, hvis ei Oceaner
dem tøilede, den Brudgoms er, som skal
ifra sin unge Qvinde, næste Morgen
– o i et Aar, vidt over Have fare.
Ah Jord, vær trofast! sværm ei længer løs i Rummet.
Snart seer du din Sol i en Straale stige ned i din Muld,
og hæve sig op derifra i en Palmes glindsende Guld!
:(Obaddons mørke Skikkelse hæver sig frem af Jorden):
Obaddon.
Slumr unge Jord!
(Mørke fremstrømmer over Jorden, overskyllende Cajahels Lysbølger, der vise sig kun zittrende i Kampen: et Dag- og Nat-Chaos.)
Chor af Aander.
Hil Jordens første Nat!
Messias.
Se Livs og Døds Kamp! Ei Nat, ei Dag:
Nat gjennemfarer Dagen som en Anger
fordi den vaagnede fortidligt: Dag
igjennemlysner Natten som en Drøm.
Cajahel.
Obaddon – ha, hvor skjøn og mandig! –
Du veed, min Ømhed, at, saa blød den er,
den synes være selv din Haardhed, naar
den speiler glad sig i dit strenge Øje.
Min Obaddon;
Skal denne Jord din Throne ene være,
hvor i dit mørke Alvor du kan sidde
som en Tyran alene-herskende
vidt over døde Stene? O du veed
dit Rige er en Grav, hvor mine Orme
dog Oprør vække: Min Obaddon
skal her paa Jorden intet Hjerte slaae?
Og jeg – hør Elskov dadler – jeg,
som ei kan være uden som din Halvdeel,
som røde Hjerte i en Morians Barm
(og du maa Selv forstenes uden mig)
skal fjernt ifra dit Leje sidde
og lugte paa min Vemods Natviol,
liig hist paa hiin omsvungne Jord,
der varmer sig ved sex de Maanelys,
jeg laante af min Pragt din Sorg til Pynt,
saa selv din Død er ikke uden Liv,
en faur Slavinde, fjernet fra sin Hersker,
der klemmer Folkets Hjerter, mens Hun vander
med taarefulde Suk sin Blomstkalk: Fængslet?
Ja da – o saae du nys hvor skjøn min Dag var?
(Ah Natøje, du har ei Lys for Guld og Purpur,
mit Livs Farver, som i Blaat sig smelte)
– Ja da, da maa jeg fly Obaddon!
. . Hvorhen? O uden Død kan Liv
i Støvet ikke tænkes. Jeg maa æske
dig ud til Kamp igjen i Chaos,
vor skjælvende første Bryllupsomfavnelse.
Ak, hvorfor bryde denne skjønne Fred,
hvor mine Liv er' Gidsler? Elskte mind,
naar jeg (det synes blot; thi hvem vil troe
for Alvor, at en Lampe, om den fik
saamegen Olie at den en Nat gjør lys,
fra Aftendæmrings Slør til Morgendæmrings Slæb,
en evig Stjerne var?) . . O mind, naar jeg,
mildt ødslende med rosenrøde Aar,
for Skjemt et Liv kan synes ville smelte
isammen lige med Udødeligheden,
bedragende dig for din Raadenhed:
saa fængsler Gidslet du med sølvgraae Lænker
og jernsort Rynkebaand, og bryder ud
(til Pant, at det skal ikke flye) en Rad
af Been og Tænder. Maa jeg æske
Dig ud til Kamp, hvor hvem, som falder, seirer;
thi Den, som blier tilbage – vil den Faldne
brat følge som en Overvunden. Ha
Obaddon, bag din Seir du vor Elskov vil mindes!
Læg Støvet øde, og Cajahel tabte
eet Rige blot; men det du vandt vil hedde:
Guds Forbandelse; og denne Jord
du gjør med Synd til Spot for Gud, som om
Han havde udtalt dette Ord med Vanvid
foruden Betydning. O Tause du er Liv:
Død uden Liv er Tilintetgjørelse;
og denne findes ei, før du mig finder
imod Obaddon troløs. Find en Steen,
hvor dybt du kan i Jord og Hav, som ei
Cajahel kyssed eller har berørt!
O, før du fandt en Qvinde, paa en Jord,
som ei sin Mands det mindste, skjulte Haar
har talt og kjender! Vel Obaddon,
forskyder Du Cajahel, saa du maa
Dit Navn nedlægge, thi du blev et Intet.
Cajahels Død er blot Forvandling;
Obaddons Død er Tilintetgjørelse
Foruden mig – her seer jeg jo din Elskov:
din mørke Stoltheds Maske er for lys –
kan du ei være; uden Dig ei Jeg.
Thi Støv er ikke evigt; men en Medgift
Guds Godhed deelte mellem os. Jeg trænger
din Magt, at den igjen kan slette ud
hvert Træk jeg deri malte, for at bilde
klart mit Begreb om en Algodhed:
saa jeg franyt kan stedse danne,
og stedse bedre, ligere Begrebet:
Vi dele derfor Jorden! men vor Magt
(som Lys og Skygge smelter sammen i
den blaa Dag) maa blandes med hinanden,
ei saa at halve Jorden er Cajahels,
mens død og livløs er den anden Deel;
men som vi har vor Elskov deelt og byttet
i andre Kloder. Solen Guldvægt være
(saa fiin at mindste Straale gjør Forskjel)
hvor Tiden, mens vi Jorden skifte, maales
imellem Jevndøgns ligelange Straaler.
Du Iis og Liig, jeg Roser da og Blod
vil kaste ligetungt i Skaalen. Ah
Obaddon seer du, mine Følelser
var' blege, hvis din Død ei, dine Liig,
som sorte Characterer dem belivned'
just ved sin Skygge? Seer du Afsky
for Død, som Stormen Løvet, just bevæger
til frisk're Liv jo mine Dyr? Og du
ei nægter mine Tanker gjennemkrydse,
som Orme, dine døde Træk. Obaddon
du trøster dig ved deres visne Ringhed?
O Ormen (som jeg altid vikler ind
i mine Gaver til Dig, som mit Navn)
indhyllet gjemmer Sommerfuglens Vinger,
og dykker ned saa tidt i Død og op
i Liv til Vingerne en Evighed omspænder.
Vel, drukn den halve Jord i dybest Nat,
hvor iiskoldt Nordlys skummer, medens jeg
den anden Halve vil, som bag et Skibbrud,
i Solens milde Smilen tørre.
Og, naar vi vexle, naar din Bølge kommer
med Stjernerne som hvide Seil høitover,
og al min Dagpragt drukner, og Hvad før
i mørke Nat, bag Skyers Skjær var kantret
gjen reiser sig: vi kysse da hinanden
paa yderst Strand, coralrød Horizont;
og da, i denne Stund, vi vexle Post,
vil synes Hver af os, som ret at mene:
nu hersker jeg den vide Jord alene!
Obaddon.
Den Fredsstund være Aftendæmring!
Cajahel.
Den Fredsstund være Morgendæmring!
Cajahel og Obaddon.
Tusmørke hedde den!
Messias.
Hør Livs og Døds Kamp!
Obaddon.
Til Pant paa jeg dig elsker
– som sorte Marmorminde livlig Kilde –
jeg vifter Taagen af min Vinge, saa
at Natten klarner, og jeg viser,
til Tegn paa jeg vil ei alene herske,
for førstegang den unge Jord sin Maane.
Dog leve ikke Liv paa denne; men,
som evigjomfruelige Terne
et Gudsbillede, den Jorden følge,
og efterabe Solen, Cajahels Arne,
og efterabe i sin Goldhed Solen,
Brystvorten, som Cajahel suger, til
de mætte aftenrøde Læber han
med Nattens Slør aftørrer. Ha
din kolde Glands min Nat vel taaler? Se
den være vor Forsonings Tavle! Se
dens Glands er din Cajahel, og dens Kulde
Obaddons, Dødens Herres. O min Nat
forstyrres ikke ved slig livløs Leeg.
:(Natten klarner. Maanen stiger op):
Se Nattens blege Hjerte! Det slaaer sagte,
som i en Drøm, ei blusser hedt som Dagens;
og rundt som Draaber Blod omtrille Stjernerne.
Nu følg mig Maane, mildn den døde Nat,
jeg graver over Jordens Halvdeel brat.
:(Obaddon forsvinder imod Vest. Maanen gaaer ned, og Morgendæmringen bryder frem, voxende, idet den forfølger Obaddon):
Chor af Aander.
Hil Jordens anden Dag!
Messias.
Dag og Nat er nu vejet.
Morgenrøden og Nattens Taage er' lige tunge
Maanen falder i hule Midnat som Guldlod medens
Solens Straaler af Dagen bæres paa hvælvet Skulder.
Begge tøile de Jorden
rolig i Banen.
Cajahel.
:(træder frem i det fulde Dagslys paa Jorden):
Ifør dig, Guds nye Præstinde, Festdragt,
og træd lovsyngende i Verdners Chor,
som yngste Søster, mest uskyldig-reen!
Spir Græs! og Blomster badende
i Mossets Dug sig dukke! Siv og Buske
omflet den søde Kilde, Engens Belte!
Og Floder sig mod Søe og Have vælte,
og blande i den muntre Flugt da eget
Lysblaat med Druers Violette og
med Hybenrødt, saa den en Regnbu,
igjennem Rankers mørke, Popplers Sølvskyer,
igjennem Fyrrers Torden, Birkes Lyn,
til Værn om Landets Rigdom lagt, kan ligne!
:(Alt skabes – Jorden grønnes o.s.v. – efter Cajahels Bud. Cajahel fjerner sig mod Vest og Dagen daler. Obaddon nærmer sig fra Øst og Natten stiger. Tusmørket er dem imellem medens de hilse hinanden fra Synskredsen):
Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.
Obaddon.
:(træder i fuld Nat over Jorden, Stjernerne skimre igjennem hans Vinger):
Obaddon raaber i sin Nat, og flux
hans Ord i Rædsler stivne rundt: lad Sne
og Iis og bitter Riimfrost snart begrave
Cajahels Drømme! Hvad som trodser,
og ved Cajahels lunkne Barm sig skjuler,
og svulmer i sin falske Sikkerhed,
(som Cactusplante eller melkrig Palme,)
og gløder, som til Haan, liig Aloëen,
skal flammetunget Samum sortne; og
den lunkne Sommers Pragt sig bøje enten
(som Børn paa Moders Grav) paa stivnet Jord,
og Hagl den plyndre, Sneen løbe bort
med Byttet gjennem Nordenvindens Rader,
der strømme ud af kolde Nordlysport!
O eller ryge den i Samums Fodspor,
der letter stankfuld, gusten Pest iveiret,
sin egen Skygge liig! Stivn, Jord, i Klipper,
lig' en forstenet Nat! og knuser, Klipper,
med vidtstrakt Iisskjold Dalens Høje, eller,
som Kogger fyldt med Lyn, udslynger
vidt ving'de Flammer, Dødens Raserie!
Qvæl, sorte Fjeld, i fasttillukket Afgrund
Cajahels muntre Floder! Blegn i Ørkner,
Cajahels Yndighed! Og Stormorcan
i Bjergets Dybder lure! Hvirvelstorm,
som Dødens Spot, med Jordens Rigdom lege
saa ødselt, at det hule Hav fortvivler,
mens Hunger brøler i dets sorte Bug,
om Resten af den fulde Strand
at naae med skumhvid, sulten Tand!
(Alt skabes i Obaddons Aand og viser sig, fremtrædende lidt efter lidt af Tusmørket, som Obaddon forsvinder imod Vest og Cajahel fremtriner i Østen)
Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.
Cajahel.
Vai som et Bryllupsblus min Morgenrødme
fra Jøklen! Lægg, jomfruelige Dag,
ned der din Krands af Aftenrødme
før, med sin stjernehvide Brynde,
med Maanering, berust af Storm og Taage,
din Brudgom i sin nøgne Sorthed kommer!
Som glindsende Hærold i Himlens Fest:
den lyse Dag, staa unge Ceder,
og vederqvæg med al din Vellugt
de dandsende, kaade, blomstrende Skyer;
og slaa en Rynke kun hvert Hundredaar!
Som eviggrønne Jordens Belte, bøjet
omkring dens Midie, gjør Obaddons Klipper
til Mindesmærke om Cajahels og
Obaddons Trofasthed! I Nord og Syd,
som en Gesandt, der ikke tør forkrænkes,
fra Livet sendt til Dødens Throner
(Jordklodens Poler, hvor Cajahels
Livsaande selv i Rædselsformer stivner)
staa – o se Livet seirende i Døden! –
Gran eviggrøn og Fyr, som Monument
om Livs og Døds trofaste Kjærlighed!
Viinranker, varmer eders Druer ved
Volcanens Ild! Og, Lyng, skjul Ørknen,
som Taalmods Smiil paa syg'lig Kind!
Bedæk, saa Han ei finder dem igjen,
men troer, at Jorden svulmer op af Fylde,
Obaddons Klipper, Pors og Rosmarin!
Bo, Sommerfugl og Colibri, i Blomsten!
Hæng, Perlemanna, som Incectets
Guirlander skinnende i Græsset!
Min skjønne Flod, min nynnende Velsignelse,
Obaddon fange vil og qvæle
i tause Afgrund, spring fra Fjeldet
som tusind hvide Stjerneskud, og slør
i Regnbunet hans List, og kom tilbage
til Engens Blomster, som du mindes engang,
da du som Kilde med Vandliljer leged',
at have seet i din Barndom, da
den laae i Dalens bløde Vugge hist.
Orcan, i Fjeldet bid og brist!
Min Sol dig ud i Havet jage skal,
som mætter sig i Tang og haard Coral!
(Naturen udfolder sig saaledes i større og større Rigdom. Cajahel og Obaddon vexle paa samme Maade.)
Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.
Obaddon.
Hør Obaddon siger i sin Nat, og
hans Ord leve rundt ham for at dræbe
tidobbelt Liv imod sig Selv: sug Gift,
du sorte Snog, af Urterod! ei Blomst,
saa reen som Stjernen, være hellig for
dit Mordkys! Sommerfugls og Smaafugls
Guldpragt du smelte i dit Edderspyt!
Pladsk, Øgle, i de søde Kilder,
som første Sky af Nag i unge Blod!
Gro, Bulmeurt, ved Rosens Side;
og, naar du djærv trods al din Stank
fastklynger dig, bland i dit Bæger
– som den Misundelige – om til Gift
din Naboes søde Vellugtsuk!
Skarntyde, lædsk den døde Svamp med Skygge!
Og, Upas, ud dit Dødens Banner hvift,
og Sky og Storm og Sol og Alt forgift!
– Ha, mon Cajahel tænkte, at Obaddon
saa kaad en Mylren vilde skabe
frem af vort fælleds Leer? O han vil sige:
Obaddons Ømhed pynter nu mit Rige.
Myrd, raadne Slange (regnbumalte List)!
Er Alt først dødt, saa døer du selv og vist.
Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.
(Naturen beriges efter Obaddons Ideer. Obaddon og Cajahel vexle.)
Cajahel.
Fremtrin min Palme, kronet med
de gyldne Daddler! Konge vær,
og staa midt i dit Rige, rundt med Følge
af straalende Oranger, som din Hofstat,
omringet, mens i Nord skal Birken
staae som din Hærold sølverpandsret!
Dal Fuglehær, hvorpaa sig Solen
og Morgenskyen speiler, sangfuld ned,
liig livlig Flok af Blomsterblade, i
hver Lund, som ofrer Jorden Frugtbarhed
og Himlen Vellugt! Lærer Alle
af Duen, som i Jordens Træer har spred
sig tæt som lysblaa Dug, dens Frugtbarhed!
Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.
(Livet udvikler sig mangfoldigere efter Cajahels Bud. Han og Obaddon, med Dag og Nat, vexle.)
Obaddon.
Hør Obaddon siger i sin Nat, og
hans Ord er Dødens Rædsler levende:
rundt Palmen – ha Cajahels Sejersmærke! –
sig slynge, som om Kongen glandsfuld Smigrer,
en Qvælerslange og borthvæse
hvert Liv, som den ei sluger! Sorte Los
brug Birken til dit Snigmord, sov dig i
Skovduens tomme Rede sulten! Ulv,
med Hungers Suk fyld Nordens tause Hede,
og Fjeldene gjenhyle! Sorte Bjørn,
med Blod farv Hamm, som Nat med Nordlys!
Hvidbjørn, vogt Polen, at ei Liv der aander!
Svæv, speidende hvert Liv, svæv høit,
som Skyens Piil, natfarvet Grib!
Kløv, Ørn, med lynrødt Neb!
Ha blegn, Cajahel, naar du seer
Obaddons blodige og mørke Hær!
(Alt skabes saaledes. De vexle.)
Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.
Cajahel.
Ah se hans Nat besvangrer jeg
med frugtbar Lunkenhed, saa den maa føde.
Og, Hvad der voxer af den varme Jord,
Obaddon troer er sit, og, i sin Blindhed,
han elsker dem, fordi han føler,
hvor Kløerne, som hans kolde Maane, vildt
sig bøjed, og hvor Musklerne, som Natten,
uhyre svulmed', da de Lys ei havde
at rette sig i milde Former efter,
som Disse, jeg vil øse over Jorden
som Offerdraaber til Algodhed.
Sortdrosl (jeg laane vil Obaddons Farve,
og byde dig med Sang hans Nat at muntre
og minde om vor Pagt og Elskov)
Sortdrosl og tusmørkmalte Nattergal,
Maaltrost i Birken, med den søde Sang
mæt Høgens Hunger! stands, imens med Toner
I pynte Eders farveløse Uskyld,
i Faldet Gribben, saa han flyer,
med Nebbet skamfuldt gjemt i Vingen,
i Ørknen ind, og op til Redet slæber
en Øgle, han i Dybet, som ei smagte
det søde Solskin end, til Ynglen fanged'!
Spring, Koe, i Eng, og Faar, saa ynglsomt
som snefuld Sky, paa Højen hvidne!
Selv mavrest Klippe være riig for Geden,
som Vedbend kaad og trodsig som en Tjørn!
Omkring Obaddons Iispol suse Renen!
Ah qvæl den med dit Snefog! hent den ind med Stormen!
Kronhjort og Daa, elsk Egen, saa
at I til Hjelmesmykke Egegrenen vælge!
Gazelle, Ørknens Græs har Marv nok for
dit smekkre Been! Reis, Elephant
og Mammuth og Kameel og Næshorn – ha,
min Phantasie ei større Kraft tør ødsle
paa denne lille Jord! – reis Eder op
af denne varme Klump! Hist bølger Risen.
Hingst, hvrinsk i Morgentaagen! Geil din Hoppe
kun Hedens halve Længde borte græsser:
Slaa Hedens Horizont med klare Hovslag!
Fisk, leeg paa Dybet, Svanens Barm
du ovenover see, som den seer Maanen!
Ti, Dybets Musling, med din Rigdom, gjerrig
i sorte Kiste gjem din Skat! Men Bien
sin Rigdom ikke skjuler, men besynger
i Sommerluften sin Arbeidsomhed.
Vær, Blomst og Græs, en Skov, hvor tusind
Insecter, glimrende, som var de Gnister
fra Solen, dale ned som Skyer! og
hver Blomst vær Hjemsted for en Slægt,
ukjendt i næste Blomsterkalk!
Alt være vexlende i tusind Former,
fra Elephant og Leviathan til
de Smaa, min Tanke i hver Draabe skaber;
thi selv i mindste Draabe speiler sig
forenede Obaddon med Cajahel.
Obaddon kommer. Se Tusmørket
(Tolk mellem Liv og Død) sig hæver,
som Støvskye foran Triumphator!
Ah denne Stund skal give Uglen Liv.
Midnat dens Ham, dens Blik Daghimlen være!
Flyv! Jeg Obaddons Nat dens Suk vil nu forære.
(Alt skabes efter Cajahels Bud. De vexle.)
Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.
Obaddon.
Ha, visn, Cajahels Liv! Som Qvist for Lynet
– Obaddons Piil paa Tordenbuen –
segn, rigest Liv, for Løvens Tand,
som styrte, liig en Fos, i varmest Hjerte!
En Ørk er Brølets trange Fængsel,
som – ha de skjælve, og Gazellen
er ikke hurtig mere. Spring, Hyæne,
som Nattens Bulme, frem mod Maanen
for – ha du segner, mens dit Hyl i ti
og tyve brudte Straaler, som en Kilde,
der snart vil slukkes i sin Syden, op
og gjennem Skyen springer? Ha
en Slange har sig viklet klæbrig om
din Flugt! Nu vil din Broder vel, Schakalen,
dit Liig til Hulen slæbe og fortære
dig under hykkelsk Hyl? I Skoven
(Cajahels kaade Lunes Mesterværk,
saa yppigt, at det ene vilde Træk
det andet qvæler i sin lunkne Skygge,
som denne Vedbend raadner under Ranken,
der gulner atter under Palmens Rigdom)
– i Skoven, som i tykke Tordensky,
hyll dig, som blodigt Lyn i Flugt og Farve,
min Leopard og Tiger! Kjæmp med Løven
(og lign et krummet Sværd i Flugten)
om hvem der kan den største Ørken vinde!
Myrd nu; og, naar der ei er flere Liv,
naar sig Cajahel giver tabt, opsluger
hverandre Alle, thi jeg hader Eder,
om I mig tjene, da I leve, og
Cajahel – som om han mig spotted' – aander
just vildest Liv i mine Former. Ha,
den Sidste døe af Ligenes gustne Damp!
Paany en Skabelse, paany en Kamp!
(Naturen udfolder sig ogsaa i disse Træk. De vexle.)
Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.
Cajahel.
. . . . Saa vise vi vor Kjærlighed Obaddon.
Thi Elskov er blot Kamp om hvem der kan i
indvortes Magt – saa en Nødvendighed
fremtryllet blier, som Tvistens Æble, der,
skjøndt Ingen seer det eller smager, troes
at voxe med hvert Aandedræt i fyldig
og gylden Rødme – den Anden overvinde.
Se Kjærligheden mildt afrunder
(ved Strøm af Følelser, som os indbilde,
idet de glide, under Cirkelløbet
fra hans og til mit Hjerte, os forbi,
at jeg foruden Ham, og uden mig
ei Han kan være) vore Drifter
og egne Tanker, der i Lueskarphed
sig hæve i vor Sjel og taale ei
med fremmed Ild at blandes. Ikkun Røgen
af begge Luer, Følelserne parre
sig frit, med Vellyst, med hinanden
og flette ovenover Fredens Bue,
hvor vore Attraaer mødes.
Derfor, Obaddon, mine Liv sig vænne
ved venlig Visnen til at døe; din Nat
af Morgenrødmens Bæger smager først
(hvor med min Sødme dens eget Bittre er blandet)
saa den min Dag kan taale. Saa umuligt,
som om Obaddons Sjel Cajahels
opslugte og Obaddon dog forblev,
saa mørk og kold og streng som før
(skjøndt Gud til saadan Armod netop har
min Elskovs Rigdom og mit Lune bøjet)
. . O saa umuligt, hvis du vilde prøve,
det var paaengang til en Muldklump gjøre
et Liv, som rødmer frodigst i sin Sundhed,
som om – hvor kunde jeg det af Guds Himmel? –
jeg vilde kolde Midnat lukke ud,
og soldækt hede Middag ind medeet.
Selv, naar vor Attraae smelter sammen
(mit hvide Liv, din sorte Død i gule Sygdom)
og sagte jeg mig giver tabt i Liget
(som om med Qvinde-Ydmyghed jeg sukked',
endskjøndt jeg ikke tænkte: «du er stærkest»):
du finder i min døde Indrømmelse
(naar jeg har sagt: «vel, lad der være stille!»)
dog tusinde Modsigelser som Orme
(saa jeg Livsaanden, mit eget Væsen, redder)
og nye Liv og da ny Grund til Kamp,
som ei er andet end en frugtbar Elskov
i denne Jord, vor Ægteseng.
Og endnu mindre (om et Liig jeg giver,
og siger blot paa Skrømt, om Blodet stivned':
«jeg alt mit Skarpsind ødslede forgjeves»)
i Liget finder du og vinder Sjelen,
som Gud lod mig, alt efter eget Lune,
indfatte, saa, af Ringens Gjenskin,
rubinrød snart i Løveguld den straaled',
i Svanesølvet hvid som Demant, i
Insectet snart som spraglet Amethyst;
og saa igjennem Alle: eens i Væsen
forskjellige i Størrelse og Skin,
alt som mit Lune finder passende
at støbe dem i stive Characterer,
som denne Fisk; i vilde Arabesker,
som denne Fugl.
Saa Musklerne, der hærde sig til Kløer
gjør Tigren grum; den lange Ryg, der er
en senestrenget Buebrøst, den listig:
det høje Bryst og Nakken Hesten modig:
de lange Horn gjør Bukken trættekjær
(thi altid er ei Ulv at stride mod,
og dog, han veed, de skulle bruges).
Men uden disse Tegn og Vaabenfarver,
begeistret jeg af Gud har malt dem med,
var Alle lige efter den Bevidsthed,
Gud skjænkte deres Skabningsrække, for
af mig at blive skiftet til Enhver.
Saa Elephanten fik en større Deel
af Guddomsgaven, men den sidste Skjerv
af det, som Jordens første Dyrerige
var æslet, Flaggermusen fik.
Ah, jeg blot Tungen er, der giver Klang
(snart «Løve» lyder den, snart «Sommerfugl»)
til Guds Tanker, som dog leve fort
i Udødelighedens Erindring, om
end Ordets Toner døe, jeg raabte frem.
. . O ikke døe, men runge evig fort
igjennem hele Verden, som en Gjenlyd,
saa voxende, at knapt dens Grundlyd høres.
Saa, om jeg raaber «Fugl!» vil dette Ord,
som maler pragtfuld Tanke, af Obaddon
saa moduleres, at dets skarpe Klang
(hvis Dele, som Bogstaver i et Ord,
er Fjer og Glands og Been) forsvinder.
Men stedse kommer i det Heles Chor,
igjennem alle Triller – o fra Ørn
til Colibri (fra Storm til Hvislen) – frem
den samme Klang, og moduleres atter.
Saa gjennem al Cajahels Stemmes Omfang
fra Mid til Mammuth . . .
Messias.
Dog er Verdner, hvor
Cajahel dyb're Toner, meer bestemte Ord
for Guddommens Tanker har: hvor Blomst kan føle,
og Dyr kan tænke, hvor en Hersker
i aandlig stjernklar Skjønhed smykket er.
Hver Jord, som hver en Skjønhed har sin Farve,
har sin Cajahel.
Cajahel.
. . . Men alle mine Lyd, endskjøndt hver enkelt døer
for atter frem at springe, smelte sammen
i Altings Gjenlyd: Verden.
Messias.
Men Sjelene, Cajahels Klangs Betydning,
der vaagnede i Evigheden,
som Tanker i Guds Barm, og af Cajahel
igjennem Lys og Tid, Guds Læber, blev' udaandede
i synligt Tegn og Ord, naar disse døe,
vill' (som igjennem Sandser og Erindring)
til Alts Bevidsthed: Gud, tilbagevende.
Cajahel.
O skjøndt en Jords udødelige Livsaand
(thi døer end Jorden og forraadner
i Dampe, samler jeg dem atter til
en ny Jord sammen) er jeg mindre
end disse Liv, jeg dier, som en Moder
er mindre end sin Søn, thi Blod han blot
af Moderen arved, men af Faderen Sjel
og Dyden, hvormed han sin Manddom kroner.
Og, skjøndt Obaddon mod min Ammefryd,
der dugger Sundhed, Melk og Sang og Honning
rigt over mine Liv, sin Smerte sætter
fra Sot med Kjæven fuld af Suk
til Saar med Læben fuld af Edder,
og aabner øde, kolde Grav tvertsover
mod mine aabne, fulde Moderliv:
jeg – mine Orme i hans Liig de vidne –
maa elske Ham og stedse pynte paa
hans Bryllupsdragt, hans ækle Raadenhed.
Gjensidig er vi Tumlepladsen for
hinandens Kraft, hvor den sig øver,
glad naar den finder sig alene der
som Seireren paa Valplads, prydet med
en Glorie, der dens egenkjære Hjerte
tilhyller; og vor Elskov dog (vi glædes
ved denne Tanke, som ved falsk Indbildning
bortsnakker Egenkjærlighed og maler Skin
af Ædelmod – se heri hver en Elskovs
Veltalenhed og Viisdom!) hver af os
tilhvidsker, at han er den Overvundne,
saa gjerne vi indbildte Seierherres
de mindste Vink og Luner følge, da
vi vide: Større kunde vi befale,
ifald det lysted', og gjensidig
den Anden lød.
Derfor, Obaddon, for ei krænke dig
og viise Maadehold, og op ei vække
din Vrede (gule Pest) dit Had, der lurer
(o sikkert nok) i Graven, føder ei
hver Skabning daglig, Græsset visner.
(Dog veed jeg, det er friskere i Roden
og vil i Tiden blomstfuldt reise sig.)
Dog blev jeg doven, om jeg ikke syntes,
at jeg var skabt for dig, Du Alt for mig
og den Beseirende, endskjønt jeg veed,
at du foruden mig var Intet.
Men – medens denne Vished tier – hiin
Indbildning mig beviser, at nødvendigt
min Kraft jeg uafladelig maa vise,
at jeg mit Væsen ei i dig skal tabe.
Se derfor, mens du drager Aanden for
paany Cajahel favne, for at suge
ved Kys ud Kinden, til den bliver sort
og huul som Graven, strømme Liv,
som Elskovssange, fra mit Hjerte.
De hylde Solen; thi han er min Elsker,
skjøndt du min Ægtemand, og Gud har viet.
Ah glemmer jeg min Pligt, og er ei rede,
naar til Omfavnelse en Grav du huler?
Med Ømhed kan ei Livet elske Død,
og Sundhed Smerte. Dog (imedens
i Jorden, i vor Ægteseng, jeg kydsk
min Elskers Billed gjemmer, som en Sæd
til evig Frugtbarhed, i Ilden,
som svømmer gjennem Jordens Indvold
og smelter Bjergerod og Havet sammen
og varmer Planterod og gjennem Bladet
som Farve flyder og som Blod i Dyret,
som Jern og Guld og Sølv i Stenen)
. . . Dog fryder jeg mig paa Obaddons Leje;
thi, var ei Han, da mine Liv
saa rigt, at Jorden sank, udbølged,
saa vildt, som en afsindig Elskers Ord.
Og – o hvad Sorg, trods deres Skjønhed
og Vellyst, naar de juble? – udødelige Dyr?
En Ørn, som evig blev en Ørn?
O, naar stod Tanker stille? Hvis de stod,
forraadned de i Glemsel. Hør, Obaddon!
De fulde Moderliv blot være aabne
for dig at smigre! mine Liv blot leve,
for faver Sundhed samle sammen til
paaeengang mætte ved et Afskedsmaaltid,
hvor du af Blod og Aande skal beruses,
Bannlysningen, som møder dem fra dig
i tusinddobblet Skikkelse, før Hammen
(den Kurv hvor de til Gjæstebudet samle)
for snever bliver for den unge Aand,
saa udslidt af sig selv den falder, skjøndt
du troer, det er et Offer, at du knuser
hans Munterhed og Kløgt med Been og Kjød.
Ah troer du Gnist af Sjel i Støv og Død
at qvæle? Ha, for hvergang sammen
din Aske synker, højere slaaer Flammen!
(De vexle.)
Messias.
De Gnister af en Aand, en Gud,
som ryge fra et Hjerte, dukke sig
i Blodets Bølger, Morild liig,
vill', hvergang at Obaddons hule Maane
Livsfloden suger gjennem Gravens Horn
(hvor rundtom Kanten Kramper blaane
og Svindsot sukker: o forloren! forloren!)
flux paa den ebbetørre Fjære (som
en Beenrad huul, forstenet, kold og tom)
sig stedse klarere isammenflette,
(da altid nye Livsflod vil dem tvette
ved finere Nervers Melkebølge) til
et favrere Morganaaandespil
– Se mellem begges Satser: Liv og Død
(Cajahels og Obaddons) mellem Blodets
strømmende Veltalenhed og Dødens Suk,
som en guddomlig Sandhed, Sjelen svæver,
og Kampen stedse højere den hæver.
Obaddon sværger ved sin Død saa vildt,
i stedse nye Troper snildt Cajahel
sophistisk søger den at fange; men
tilsidst naar Han sin skjønneste Figur:
et Menneske, har brugt, Obaddon sætter
et Mæle som et Udraabstegn bag efter,
og troer sin Seier vunden . . Ha,
I smile Aander? O hvor kom I fra?
Obaddon.
Kort Liv jeg lyser over Støvet.
Dets Liv et Aandepust, en Drøm kun være!
Og Dyret være blot en Blomst, som vandrer.
Saa Løven blot en Rose, som kan hyle;
og Nattergal et Natvioleblad,
som sukke kan og visne; Ørnen Siv
henveiret af en Sky. Hør: Hvad af Støv
er kommet, gjen til Støv skal blive!
Hvad jeg har skabt for Støvet kjæmpe saa,
at – o selv Støv er ikke dødt, men Græsset,
naar det af gyldne Blomsterbægre
inddrikker Solens Straaler, synes drømme,
som i en Ruus, at det og Blomsterverdnen
og Dyr og sangfuld Fugl i Træet
og Alting er Cajahels Phantasie,
saa Nogle, (som den Hest, der over Heden,
som om sig Morgentaagen i hans Næsboer spændte
og Halen sved den, o som om den brændte,
liig Straalen farer) ere færdig Tanke,
mens Tusindbenen er en Tusinddeel,
et Tusmørkkorn, som krydser Drømmens Bund –
. . Ja Hvad jeg skabte (Gift og Pest og Kløer
og Galde, Hjertets Pest) for Støvet kjæmpe,
saa atter, (som en Val for Sejerherren,
der, naar et Aar er over den hensmuldret,
og Græs den søndertraadte Muld har helet,
og Roser, lige Ungdomskjød, har spundet,
sig rundt, med Saft og vilde Duft, de Been,
som Vinden nylig peeb i rundt Tropæen,
nyt Liv og Tummel synes den fortjener)
det Rum, jeg rydded' Livet bort fra, kan
ny Plads for min Cajahel blive, at
Hun atter kan med Brudegaver til
Obaddon fylde den.
Se Natten falder som Forbandelse
i Sporet af den Dag, som du udaander!
Den er mit Skjold i Kamp for Støvet,
som, hvis jeg seired, sig forstened mod
hvert Aandeindbrud gjennem Modersliv . .
Ah, se forhaanende de seile nu
midtgjennem mine Riger over Blodet
med Hjerteflag og udspændt Muskelseil
og kneisende Beenmast, Nervemusik;
og knapt, naar Natten, Tidens Skjær, sig reiser
med Maanen som hæse Sælhund ovenpaa
og Stjernerne som Maager og som Morild,
og frosne Skyer fange Vinden, som
de stolte Snekker drev, bag Nordlyssprinkel,
fortøirede de ligge. Ikkun Uglen,
med klapprende Seil, som Vagtskib om
med blussende Øielanterner driver.
Men – første Morgensky (Cajahels Bøn
til Gud om Solskin for den hele Dag)
. . Eja, da krænge de, og vippe snart
som lette Falk mod Skyen, snart som Løve
de, tordnende mod Himlen, Skoven kløve.
Ah Tidens Ørk, min Nat, er altfor mørk?
Og derfor tumle de om Morgnen frem
som blinde i saa vildt et Haanstog? Ha,
jeg fanger dem med endnu større Skin
end deres falske Liv paa klarest Dag;
og gjør dem Natten kjær og Dag forhadt;
og lokker dem ved Stjernebilleder
til tyst at stivne under Riimfrost! Vel,
ryst Stjernebilleder, ryst Dug min Vinge
i hver lettroende Blomst, paa hvert Cajahels Græs!
Se Engen synes leve i sit Glimmer,
skjøndt Mørket ud dens Farve sletter!
Ah Rose vær Rubin! vær da tilfreds
om du, for Duft og Varme, kun fik Skimmer:
hver Blomst er Steen, hvert Træ Corallefletter!
Og Dyr bliv Plante! (kunde jeg, til Muld
jeg gjorde dig: til Marmel, Sand og Guld)
Se Søvnen er din Dug! Husk nu, som Gjest,
at Stilhed er den Tak, jeg lider bedst;
saa ei ved kaade Livssang du fornærmer
Obaddon mens han hersker og beskjærmer!
Thi uden Fare er hans Gjæstebud:
Søvn gjør ei overmæt, og Dug ei fuld,
om muntrere Cajahel ødsler ud
sin Melk og Honning og sit Purpurhuld,
og tænker, som beruust, at Vintren kommer
og Træthed ei saa snart paa Fryd og Sommer.
Se Blomsterne som Ædelstenekrands
sig trøste nu ved Duggens Glands,
og efter Morgenen de ikke længes
forfængligt mere. Den ei heller trænges.
Og Dyret er kun Plante: Søvn iknæ
har Mammuth lagt og Morgenfugl i Træ.
Se Løven som en gulnet Palme staaer,
og Ørn paa Tind som Dusk af Mosehaar,
den vilde Hingst paa Heden ligger bleg
og aander knap – en kantret Bul af Eeg.
Se Duen sidder som en Perle stiv
i stille Løv iflettet, uden Liv.
Kun Flaggermusen – ei at agte paa,
thi han sit Liv fra Dagen stjæle maa –
med fulde Kjæver endnu vaagen lurer,
som dunkel Graad i kummerfulde Furer,
og kløver Nat med susende Figurer.
(Obaddon og Cajahel vexle.)
Cajahel.
Gjem Søvn, Obaddons Billed', mine Liv!
Den være Livets Rod, der ubevidst
af Støvet og af Natten Næring suger.
Og Natten er den dybe, sorte Muld,
hvor Nerverne og Aarerne som Rødder
inddrikke friske Svale og det Mørke,
som, mænget sammen med Cajahels Lys,
gjør Farverne i Hud og Øjets Kugle.
Se, først mod Aft'nen, naar den hele Dag
er strømmet ind som Lys og Vand formeget,
de blegne; men saa skyller Natten over,
og Søvnen blander Lys og Mørke sammen,
saa Morg'nen seer i hvert et vaagnet Liv
et nymalt Billed' af Cajahel.
O Søvn er min! Og hvis en Skabning
(Obaddons Hvælving, som en Nedgang til
en Grav, og i sig Selv da mørk)
foruden Flammen af Cajahels Blod
og Hjertefakklen, har Guds evige Lys,
der voxer fra Insectskin til en Sol,
Bevidsthed naaet og faaet: vil jeg mildne
(thi her maa gjøres Rangforskjel) ved Drømme
den mørke Nat, som Dyb ved Morildskin,
som Herskers Fængsel ved Tapeter,
der, skjøndt de i sig selv er purpurrøde,
dog synes kun som Violet. De lette
paa udspændt Florving Søvnens Skjold og Strikke,
at ei den Høje qvæles, more ham
i tomme Eensomhed, naar Nat med Aske
de aabne Sandsekar har fyldt.
Stig Søvn op til Obaddons Maane
som Cajahels Offerrøg!
Stig Dug op til Cajahels Sol
som Obaddons Forsoningsblod!
Og Drøm vær Sjelens Dug og Søvn,
og, i den vilde Flugt og Farvespil,
vær Regnbu fra et Dagværk til et andet;
og Stjerner vær, som, hvergang Sjelen synker
og Mindet slaaer som Bølger over
og Sandser synke hvirvlende i Dybet
saa dybt, at ei mod Bund Klenodet klingrer,
sig hæve frie ovenover, lige
de sande Stjerner, som i deres Cirkler
er Nattens Drømme, Guds Udtydning!
O Kreds af Dyr i Søvn og Blomst i Dug,
Alt i hinanden snoet og flettet sammen
med Nattens sorte Haar, er Brudering
Cajahel til Obaddon rækker i
de røde Aftenskyers Guldskaal, mens
mig Gud, det høje Liv, igjen
som Mesterstykke af en Kjæde skjænker
den lange Drømmerad, der lænker
sig i min Nerve, synker i mit Blod,
men hæver sig, som Regnbu af en Flod,
op mod Bevidstheds Himmelhvælving. Naaer
Den Denne, Kjæden af min Haand da gaaer.
Ha fy! her seer jeg (det er Nattens Levning:
den hykler sig at faste, drikker Blod
og fraadser sagte i sit sagte Qvalte)
her seer jeg Blomsten fuld af rustnet Blod,
og Liljen liig et knækket Flag paa Val.
Her skede vist et Mord, et Snigmord, som
Obaddon hæled? Ak her ligge Been,
som søndersplittet Marmelminde. Vee,
er' mine Liv, (som hvert er Capital,
paa mange Dagerenter gavmild og
i stærke Been, som Guld i Stenen, gjemt)
saa lette bort paaengang ødsle? Ha,
og dunkel Tyde voxer frækt istedet
for sørgende Cypress, og slikker gjerne
hvad Blod den mætte Morder glemte
igjen som Skovens Drikkepenge,
fordi den laante til hans Udaad Skjul?
Javel Alrunen ned i Jorden fingret,
og Tyden op mod Himlen grønsortneglet,
som slig Uordens Skjændselsstøtte, pege!
Thi Dette er Obaddons Høiforraad,
at, mens de Andre krumme slumre, lede
hans Mord're rundt med Tindreblik og vaagne,
saa, medens Hjortens Horn er sløvt af Duggen
og Stjernehimlen synes ham en Fredspagt,
er Losstand skarp, thi, gjemt i Kjæbeskeden,
den brynes hvas af Tungen i sit Skum.
Ak Hvem skal holde Fred og Orden?
Hvo pynte op i Haugen og bevogte
og vande med sin Mildhed, meje med
sin Retfærds Ljaa: med Strenghed?
Der maa Fornuft – Ha, det mig Gud tilsagde –
en Tanke, som liig iiskoldt Sværd kan skille,
at ei mit Phantasiespil reent forvirres;
et Gudsblik ordnende i dette Mørke
(som klar Chrystal i Øjets Natring).
Thi intet Andet er min hele Skabning
end tusmørkt Hav. Min Storm imod
Obaddons Havblik slaaer i evig Kamp,
for de fra Gud nedsjunkne Perler,
hver enkelt Bølge gjemmer dybt i Bunden,
igjennem Skummet (Drifterne, som smelte
fra høje Bølgelænd sig ind i
Smaaebølgeæten, som af Gjær da fræser,
og hver for sig til samme Høide æser)
at jage i det favre Luftspeil ind,
der hænger foran Himlen over hvert
et saadant Livshav (mørkt endskjøndt dog hver
en enkelt Draabe, som denne Fugl, er lys.)
Ah, men min Phantasie er tom og ejer kun
i livfuld Jord nu udenfor sig Selv
sit eget Billed. Hvor er Skjønhed
til Kongedragt for saadan Skabning?
Og jeg paa Fuglene min Farvepragt
og Sang har øst, og Hesten gav
jeg ædlest Kraftpræg, som jeg vidste.
Dog maa Han, thi han alt er udnævnt Aand
og, som den Bedste her, da Jordens Hersker,
jo efter Aandernes Natur, som ere
jo skønne efter deres Kræfter, være
saa skjøn som stor. Ha skal jeg digte
en Skabning: Løve Ørn og Tyr tilsammen?
Thi Han maa være stærk, som skal for dem,
jeg, tænkende blot Død, naar Livet maatte
nødvendig vexle i et andet, skabte
til Fryd og vaabenløse, føre Krig.
Ak Aanderne vil spotte: «Se Cajahel
er fattig nu, og pjalter sammen!»
Og Gud med Aand ei adler slig en Skabning.
En Tanke findes ikke i Guds Viisdom,
saa vild, at den saa vildt et Udtryk bruger.
O Styrke ei behøves. Den forfører
og gjør Tyranner. Men en Aand
skal væbne sig med sin Opfindsomhed.
Ei heller saadant Menneske, som hist
hin Klodes Elementer tæmmer, passer
til denne arme Jord, hvor alle Liv,
fra Mindst til Størst iflettede, maae netop,
omslyngende hvert Støvgran, række rundtom.
– Lidt klogere end Elephant og Hest,
saa netop han er sig bevidst og maler
i Sig et Billede af Alt omkring sig,
med søde Følelser, som Duens Kurren
fra Palmen, strømmende fra Hjertet
til Mund og Øje; og, naar de igjen
fra disse Sluser strømme, hylle de
selv Billed af Obaddons Rædsler (som
et Lyn i bløde Sky) i saadan Skjønhed,
at Alt han kalder Godt, og Hjertet,
som Himlen af Algodheds Byrde, svulmer.
Saa være denne Klodes Menneske:
meer from end viis; dog viis nok til at være
for Dyr og Planter Hersker og Lovgiver,
og viis nok til at see sig salig ved
i al Velsignelsen sig Selv at finde
som meest Velsignet.
Han vælge frit, om han vil løse
alt Ondt og sprede det paa Jorden,
(Men hvo forgifter vel sin Føde?)
om Han, der leve skal blandt Aander,
vil vende nedad Blodets Strøm tilbage
mod Dyrene og dukke sig i Drifter,
istedetfor paa udspændt Tankes Luftseil
at svæve opad!
Ah, glemmer Han at søge Kundskab, vil
dog mangefarvet Liv i hans Erfaring
med Magt (thi Sandsers Porte flaggre aabne)
sig præge, og, som tusind Stemmer, trænge
sig i Erfarings Inderste: Erindring.
Saa døer han altid klogere end han fødtes.
Og det gjør alle Liv jo, thi se Løven,
der bærer fulde Manddom i sin Man,
er klogere og mere modig end
da blind som Hvalp den famlede i Reden,
og hang ved Yuret som en Snylteplante.
From Eenfold være Menneskets Fornuft,
Erfaring ikkun hans Forstand,
Erindring kun hans Viisdom,
ei meer end Drift hans Kjærlighed,
og, efter denne lille Grundskat, maa
jo Mynten: Sproget være fattigt nok
og dunkelt, hjælpende sig ved Gebærder
og Udraab, da jo denne Aands Begreber
er neppe meer end Følelser.
Saa, hvis paa hiin den store Jord han var,
hvis Herskere tør selv Samvittigheden
(som Gud hos Disse satte som en Vogter,
der skulde melde Alting) gjøre til
bestukken Træl, Han maatte kaldes ene
et Dyr, og agtes ene for et Dyr,
og, skjøndt han Broder var, dog bøje Nakken.
Dog gaa han opreist som et Scepter,
thi her er Han dog Enehersker!
Hans Styrke være kun Udholdenhed,
der alle Zoner vil erobre! Hans
Samvittighed, som hist, ei klart Begreb,
men Følelse kun (Sjelens Nerve) være!
Som Vellyst bæve den ved Godt og Skjøndt,
og lære saa Fornuften Hvad er Pligt:
ved Ørknens Syn den krympes sammen:
ved Syn af Død og Smerte maa den sukke;
og, i sin Sammenkrympen, vælter om
Erindrings Kurv (hvori er lagt et Billed
af hvert et sundt og livsfro Dyr, han saae,
og Exemplar af hvert et Ax, han fandt)
og vifter ved sit Suk: «saa bør ei være!»
den Vellugt ud, som inden Kurvens Rand
(af digtfuld Bildekraft bemalt med Former,
som Sundhed, Skjønhed, Rigdom skal betyde)
sig bølgede som Drøm bag Rosenkind.
Da pirres, ved saa skjærende et Syn,
som Ørknens Nat og Engens Morgen, Sjelen.
Han tænker: «hist bør Palmer være Stjerner,
og til en Melkevei jeg leder Kilden,
og gjør Cisternen midti til en Maane.»
Og Smerteskrig mod Sang, Liiglugt med Blomsterduft
er Hvirvelstorm, som gjennem alle Sandser
sig trænger ind og reiser Eftertanken
som Nordlys blussende i dette Chaos,
saa, flagrende over Modsætninger,
den til det Rette, til den sande Pol,
magnetisk bøjer sig.
Fra Sjelens indre Helligdom
fremtriner Alvor da som Ypperstepræst,
mens Villien, med dens tusind Drifter, knæler
som Drot og syndfuldt Folk i Sandse-Forhall,
hvor Øjet er i dette Øjeblik
en nedvendt Fakkel, Ørets Cymbel tier.
Og Alvor griber da Hvad Eftertanken
omslyngede som Bedst blandt tusind Andet
med Mammuthsnabe1 og iveiret rakte . .
Han rykker op den Pol, hiin Nordlystanke
fandt Fæste paa i hiin Forvirringsnat,
da hans Erfaring (let som Vedbend, der
ombandt hans Barndoms Drue, og med denne
jevnaldrende) brat blæste overende
– dog kun for til en mandig Eeg sig fæste –
og sætter den som Demant midt i Skjoldet,
han holder over hine Knælende,
saa høit, at de som Lyn i Tordensky
den see, og bæve. Da hiin Følelse,
som aabnede det Hele ved sit Suk
og Nerverysten, trøstfuld reiser sig
(idet hun ved sin Jomfruskjønhed, dobbelt
tiltrækkende i Vemods Enkeslør,
halvt troer letsindige Villie og hans Flok
af vilde Drifter at bestikke) og
med Smiilgriffel og med Taarers Æsevand
i Alvors-Skjoldet ridser hun:
«se Pligtens Tavle!»
Nu Bud udgaaer til Villien allerførst,
som, hvis han overtales, rider om
i alle Aarer, og som Høvding byder
det hele Legems Muskler reise sig,
og, med en Gud, en Ætling af dets Sjel
(dets Kongestamme) Opfindsomhed i Spidsen,
at kjæmpe for den Pligt, som nys er funden.
Thi saadan Seir er Trin til Himlen vundet,
hvor foran gaaer Samvittigheden med
sin stedse stigende Sejerssang;
og Frygten, som forfulgte, Sult og Pest og Trang
fra Ørknen flyer for den blomstrende Fred,
som Mennesket sender Cajahel ned!
Se da den Kamp begyndt, hvor Sjelen byder,
(dog som i frie Raad, hvor Alt har Stemme
fra kløgtig Kraft og til bestukne Dorskhed)
hvor Hjertet er Musiken, Kroppen lyder!
Ah, da det klinger i det hule Fjeld,
og Malmen springer som dets Hjertevæld!
Hør Manden hamrer! Gjennem mørke Skov
for lyse Eng han baner Vei med Plov.
Og Ørknen blomstrer, hvor han træder; ned
sig gyldne Agre bøje i hans Fjed.
Af Ulven lærer Han, at han kan boe
bag Ulvevams i Snee og Snoe.
Han efterligner Løvens Tand i Staal,
og slukker saa med Sværd dens Tunges Baal,
Ham Tigerryg blier Mønstret til en Bue,
som spænder sig med Pilens Kobberlue.
Som Crocodilens Svands Han Pantsret smedder,
og gaaer i Kamp og slaaer og redder
Cajahels Liv, der gjerne til den høje
Beskjermer nu, som Offertog, sig føje,
og underkaste Liv og Kraft hans Lov,
for farlig Frihed i den vilde Skov.
Da, naar (endskjøndt sin Kraft han seer som Flammen
til Askekul og Støv at synke sammen)
han skimter Eng og Liv og hører Sang
(hvor før fra Gab og Ørken Døden sprang)
saa langt paa Jord han flyttede sin Fod,
og offrede sin Moder Sved og Blod . .
– da Følelsen, som lærte ham ved Graad
og Frygt og Pest og Hunger al hans Daad,
ei krymper sig i kolde Suk, men ud,
som Aftenhorizont i Purpurskrud,
den folder sig, og byder ham fra Gud:
at give Kroppen Orlov til at leire
sig ned paa Gravmos for i Ro at feire,
med høi Bevidstheds Lovsang, slige Seire.
O bliv da Menneske! Cajahel vil
i Engleform indaande Blodets Ild.
Din Aand fra Gud i Slummer rolig
med Støvet parres, vænnes til sin Bolig!
Saa, naar du vaagner (skjøndt du er en Lav
blandt dem, som hist paa andre Kloder
bevidste ere Gud i Støvets Grav;
men dog du fød er store Aanders Broder)
du griber kjæk din frie Villies Spær.
(et hvidt Menneskepar udvikler sig slumrende i Mulden.)
Hilsæl mit Tempel med dit Marmorskjær,
som spunden ud af Sol og sneehvid Skye!
Ah snart din Sjel som Hymner ud vil flye
paa Sandserne – o did hvorfra den kom;
men vende, som fortryllet, atter om,
til Hjernekupplen bøjer sig i Muld,
og mister Øieglar og Haarets Tag af Guld.
O om et Jevndøgn aabner du dit Tempel,
(hvor nu i Søvnen Drifter vanke om,
som Trælle ordnende i Hallen tom
til Fest før Klokken lyder i den høje Dom)
og raaber ud: «Jeg er!» (dit Gudestempel)
Med dette Valgsprog aabne du, og ende
din Livsfest, naar ei Sandseblus meer brænde,
og Hjertet bliver kun en hulet Nat!
Og redd det med dig, som den bedste Skat,
du fandt i Templet, da det styrted' brat!
Det er dit Løsen hvor du end maa flye,
naar bag dig daler Gravens raadne Skye.
Hilsæl Cajahels Skabnings kaarne Drot!
Hilsæl du høje Marmel-Aandeslot!
(Ak lille vel for anden, bedre Jord!
Dog stort for denne. Større Aand ei tør
vanzire sig ved saadant Nerveslør,
og være Gjæst ved saadant Ormebord.)
I Farver deler jeg den Herskerstamme:
se Denne her er lys som Dagens Flamme,
som spunden ud af Sol og Skyens Snee!
Men – hvor Obaddon under Maanens Lee,
som søvnig Høstarbeider, sidder stille –
fra lunken Muld en saadan Tempelpille
sig reise kulsort som den lummre Nat,
det skygger nu hans Fødselsstund saa mat,
som om den aarked' ei sin Stjerneskat!
Ah sort, som om til Kul hans Hud var brændt,
som om hans Blod for hedt jeg havde tændt.
Og – se Obaddon kommer hisset bag
Tusmørkets tynde, flagrende Flag! –
sig i den ene Horizont en Rød,
som Morgnen, hæve frem af Jordens Skjød!
Og under denne anden Synskreds (hin,
som bærer gule Maaneblomst paa Kind)
den fjerde Hersker trine frem, saa guul
som taaget Maaneblus, af Jordens Skjul!
(Cajahel og Obaddon vexle.)
Messias og Aanderne.
Gud seer, at Alt er godt.
Obaddon.
Obaddon hilser Mennesket. Ha vel
jeg under dig dit Blod og Qvindens Skjød.
Min hule Pestsky ei skal hungre: med
din Skjønheds Aande vækker du dens Madlyst.
Hevn er din Tand. Den bliver aldrig mæt.
Og Rovbegjær din Klo. Den vild ei farer.
Og Raserie din Muskel, aldrig træt.
Og Falskhed Sniggift: dræber eller tæmmer
som Egennytten byder. Hil min Træl!
Du faaer nok Kløer i din tomme Haand,
naar Løven paa dit nøgne Hoved drypper
sin Fraade. Frygt din Kløgt bevæger.
Og Løvens Aadsel lærer klart nok, at
der er ei Grændser for din Vælde sat.
Ha Hest, hvor er din Lyst med Hedens Sky
omkaps, til Halens Svøbeslag, at flye?
Du maa med blodig Mund din dovne Bøddel
om i hans Fængsler slæbe for din Føde.
Og mellem hver af disse Herskerstammer
en Borgerkrig for Herredømmet; og
i hver en særskilt Stamme Borgerkrig
om Hvem, der eje skal de Andres Frihed
og Liv, og laane Begge ud for Trældom
og Renter af Sved og nu og da et Mord
til Skuespil, som lærer alle Andre,
at Liv og Luft og Mad er Naadeskjænk
– men ei af Gud, men af den Ene –
og lærer dem at tye iskjul, at ei
den Eneherskende skal see et Hoved,
som kunde vække Raabet: «kom du frem!»
Vel, lad der være Fred paa Jorden,
og Tigren nære sig af Rosenhonning,
og sove under samme Busk med Lammet,
Hyænen bade Tand i Liljers Dug,
indtil de lære først af Førsten dræbe!
Jeg bytted' ham ei bort for alle Rovdyr:
hans List er stærkere end alle Slanger.
Dog – se Obaddon er ei grusom –
lær ei, Hyæne, om du af din Første
Exemplet seer, din Broder sønderslide!
Hvert Liv med Skræk Tyrannen hilse!
Se Armen snoet rundt med Muskler,
Sølvlænker lige! Se hans Øjebryn
korslagte Sværd: Tyrannens Rustnings Lyn!
(Cajahel og Obaddon vexle.)
Cajahel.
Du har velsignet ham (skjøndt ærligt ei).
Det sikrer ham – af samme Grund som Ravnen –
et hundredaarigt Liv. Jeg takker.
Din Spaadom: at Hans Retfærds Palmestok
(omslynget af sød Samvittigheds Vedbend)
udskyder sig i Vredens vilde Tjørn
(det er dog tilladt, hvor ufrugtbar Jord
fremægger Tornene, naar flux med Hyben
og Vellugt sones gnistrende Torn)
og saa i Hadets snigende Tyde,
med Hevnens brede Skyggeblad, og dette
i Mordets Bulmeblomme (Vee hvad Frugt?)
. . Den Spaadom er kun tomme Luftspeils Træk,
du drager over Menneskets mørke Galde,
og hvor du maler kun en bagvendt Verden.
O dette sortegrønne Haab: hans Galde,
er Igel sort, som hænger under Hjertet,
just for at suge hver en Skarphed bort!
Han er Forsørger, ikke Ødelægger.
Som bedste Skib Han seiler modig, med
Fornufts Lantern i Masten, foran alle
de Liv, som fare, med Muskelsnor og Vinge
og Aarefinne, under fredsomt Flag!
Han seiler foran gjennem alle Skjær
(Gravhøjene) og, naar en Pestsky kommer,
med Hvirvelryg og hule Lynhals,
for op igjennem denne, Snekkernes
Blodreeb og Marvmast suge, lader Han
Signaler gaae til hele Følget, og,
ved Røg af Baldrian og Moscus, splitter
Han hele Skyen, og Han kjæmper mod
de Røversnekker, som med Kloekjøl og
med Tandegallion, og brugende
den samme Vind (Cajahels Livsaand) søge
at skjære noget Seil af Flaaden bort.
O nær Han redder Alle, saa de først
bag lykkelig Seillads, med Top og Tavl,
ved Maalet synke ned i Gravens Malstrøm;
men hvers Besætning springer op paa Stranden,
og kalder denne: «nye Verden», og
dens Hav «det stille Hav», og bygger sig
af nytopdaget Straaletræ et nyt
og bedre Skib med højere Mast og skjønnere Flag
(saa fiint et Hjerteflag og Barmseil, at
de ogsaa der i stillere Luftning hvifte,
og svæve lettere paa lettere Bølge.)
– Saa mildt et Blod, der strømmer ud, som Stjerner
fra Gud, fra Menneskehjertet, og som banker,
som Stjernestraalerne paa Himlen, under
den hvalte Kind, det skulde trættes af
sin stille Flugt paa Nervers Svanevinger?
og, for at ende denne Ro, med Magt
sig styrte, som i Raserie, nedover
de stille Muskler, rivende, som Fossen,
Alt bort fra Fred til Kamp? O skede saa,
brast Livets Harpe: Musklerne er Buen,
hvor Nerverne er spændte ind som Strenge,
og Blodet siler gjennem dem som Vinden,
saa Velbehag, Livsfølelse er Sangen!
Slig Harpe har hvert Dyr: fra Ham til Orm.
(Hos Fuglen lyde Tonerne tilsammen
som Fløite – o fra Ørns-Basunen til
den lille Svales Pibe – hos Insectet
Mundharpelyd, hos Ormen Rørhvisl:
hos Markens Dyr som Cymbel og som Tromme
– saaledes da i Mammuth som Gongon,
hos Hingst og Løve som en Trommehvirvel –
Den døde Muld: fra kolde Steen og til
det lunkne Leer, med Træ og Blomst og Græs,
er korte eller lange Stands i Choret)
Men Dyret hører blot sit eget Spil,
og naar det hos en Lige lyder
gjensvarende i Stemmen, som dog blot
er Gjenklang fra det indre Spil, og giver
dets Grundtakt an (saa, om af Sygdom
det nedspændt er, maa Stemmen klynke,
om opspændt høit af Frygt, maa Stemmen hyle)
Og friske Hingstehvrinsk og dorske Ornegrynt
og Løvebrøl og Drosselsang og Gribbehviin
og Humlesurr blot giver an den Tone
og Takt, Livsharpen der er spændt i.
Men Hingstepauk ei Tyrstrompet forstaaer;
men, lyder lige Klang – Eja den svarer.
Og lyder (er det nu en Hingst og Hoppe)
Livsharpen eens, da stemmes begge sammen
(og deres Samklang prøve de ved Stemmen)
til Avlingsdaad, til Æden eller Hvad,
som Grundklang deres Hvrinsken angav.
Saa Dyret er en Harpe blot, der ryster
af egen Klang. Men Mennesket forstaaer
og er Tilhører af sin egen Livsharpe,
og modulerer som ham lyster (thi,
om Hunger eller Smerte krymper sammen
hans Nervestrenge, saa de tone vildt,
og Hjertecymblen, Tarmenes Trompet
ham giver Hviin for Sang, saa bryder Han
ei ud i vilde Skrig, men stemmer dem
ved Arbeid, Taalmod og Opfindsomhed).
Han fatter hele Verdenschoret, som
Cajahels Aande ryster. Hver en Røst
Han hører klart og skilner mellem,
saa Øjets Trille, Hjertets Klokke Han
forstaaer hos alle Dyr, og bringer dem
i Samklang ved at værne, som Choralmester,
om deres frie Slag (saa Ørnbasunen
formeget ei med Duefløiten blandes
og døver den, men runger frit iblandt
de lange Rader Høg-Hoboer) thi
der Alt maa høres.
Se her den Hvide med sin Bue styrer
fra Egen sit Chor af Ulv og Qvæg af Ørn og Drosl!
Se her den Sorte med sin Bue styrer
fra Palmen sit Chor af Løve og Gazell, Crocodil
og Svane!
Se her den Gule med sin Bue styrer
fra Cedren sit Chor af Tiger og Kameel, Schakal
og Paafugl!
Se her den Røde med sin Bue styrer
fra Mahagonyen sit Chor af Klapprer og Colibri,
Condor og Lama!
Og vilde Gud et saadant Harperige
til Konge give umelodisk Hjerte,
som ikke følte i sin høje Klang
en Harmonie med svagest Ormesang?
I Menneskehjertet Viisdom er vel længste
(med Herskervillie, som med Staal, omvunden)
Medlidenhed dog ei den mindste Streng.
Og, naar han Skabningsharpens Klang forstaaer,
som bruser rundt ham, vil han sønderrive
en Streng, som Mislyd har ei (som om Panther
i Svaneredet kom)? Ha, sønderrive Alle,
for at hans Harpe kunde lyde ene?
Ja ene; thi, om Han blev Ødelægger,
saa ingen Stemme klang, hans eget Liv
da blev en børnløs Enkes Hyl. O Han
ei river af et Blad, for ei forstyrre
det Hele, hvis det ei er visnet, og
Cajahel der sin Farvesang har udspillet!
Hans egen Livsharpes bløde Toner ville
ham lære Mildhed i hans Herredom.
Se, i hans Legems bløde Vuggedragt
har Gud kun mindste Aandebarn lagt.
(Thi, som Gud tænkte Aanden, skabte jeg).
Her er ei, som paa andre Kloder, i
et ildigt Legeme en Gnistesjel
(end hedere end smeltet Guld i Luen).
Mit Menneske blot synger, grubler ei.
Det Højeste, hans Sjel sig hæver til,
vil Indsigt blive af sin egen Ringhed.
Hans smaae Sorger sidde i hans Støv,
som Mos paa gammel Bark. Naar Dette falder,
da falde ogsaa Hine ned som Fnug.
Hos Mennesker med større Sjel de snoe sig,
som Afsinds Slanger, Kummers Scorpion,
om Legemet, men lægge Æg i Sjelen,
saa selv i anden Verden de udklækkes
i sorte Nag, i vrimlende Fortvivlelse . . .
Ah Slige, som, fordi de see, de ei
er den Almægtige, til Gjengjæld eller Hevn,
fordi de Herredom maae selv erkjende,
de andre stakkels Liv med Steenaag dybt
i et Morads af Blod og Sved (hvor Angstskrig,
som Ravne, svæve over) trykke ned.
Vee Slige, som, for ei at avle flere Trælle,
udøse deres Blod og Sæd, og slide vildt
i Senerne, som lænke dem til Støvet,
og splitte ad med fraadig Lidenskab
den Tankering, som fæster evigt til
den ubekjendte Hersker dem, saa vidt
(ja hvis de kunde) den blev splittet ad
til Fnug af Intet.
Vee, naar en Slig i næste Øjeblik
(naar Raseriet indelukker sig
i Hjertet, da det saae sig selv i Guds
den aabne Himmel, og blev ræd) blier vaer,
at heel han staaer end, hvor han stod, at Himlen,
som før, har samme Smiil, at i sin Kamp
han var som Træet, der i Bølgen dukker
sig op og ned, men bliver lige heelt:
saa digter han sig frem en Afgrund, hvor,
naar Dødens Tand har overgnavet Lænken,
der holder ham imellem den og Himlen,
i drejet, piinfuld, svævende Bevægelse,
Han ene, uafhængig (ja hvis Han
den Værste blive kan, med vildest Hær,
anført af Dristighed, af Lidenskaber)
kan herske, og hvor Alt er dannet omvendt
til Spot mod Himlen og den Jord, han saae.
Hvis slig sig Selv fortærende en Sjel
er til, er tænkt i Tid af en Algodhed,
da fandt den ei sit Udtryk i slig Skabning
som Menneskets, hvis bløde Linier vise,
at saadan Sjel ei damper indenfor,
men, at af fugtigvarme Følelser
(saa runde i hverandre flettede
som Kind og Hage) Sjelen vævet er.
Hvis Han var skabt med Vinger, og dog sat
i Skyens Buur, paa denne Verdensqvist,
da kunde spaaes, at han, utaalmodig
ved saa at hænge, vilde plukke
sig Selv og Hvad han fandt isønder.
Men se, Han gaaer jo under lavest Træ,
og sover under Busken med sin Mage!
Hvis Galde var hans Blod (ei dette lette
som Solskin) hvis hans Kind var skarp
(ei denne hvalte Morgensky) hans Pande
var sort (ei denne glatte Svanevinge)
og Øjet rødt (ei dette Dueblaa)
som Gnist i Kindens Røg fra Læbens Ild,
og Næsen huul Volcan: da spaa ham Ondt!
da spaa Cajahel Død, Obaddon Seir!
Da spaa min Jord: du blive øde Borg!
da spaa min Skabning: Skræk; og Himlen: Sorg!
Men nu er Skjønhed jo hans Dragt,
og da bør milde Viisdom være Pragt,
som lille Demants klare Stjerneskin
paa Fløjelskaabe og paa Hermelin.
Han dræbe ikkun naar han maa, og tæmme
kun Frihed, naar han bør, og ei for ei at glemme,
at mindste Vinge hæves indenfor
hans Vældes Grændsers vide Trællesnor,
at fjernest Hjerte dog er hans Klenod
og fjernest Aare er hans Riges Flod!
Han veed jo selv, at svag er han som vældig;
og, at hans hele Legems Glands er kun
en mølædt Kappe, heel affældig:
en Honningdugg i Gravens aabne Mund.
Du meest ved ham, Obaddon, vil opfylde
dit Kald: ved Offerliig din Guddom hylde.
Hans Lunge aaben staaer for Pestskypust:
Se Kinden er kun Svindsots røde Rust.
Hans Hjerte er kjelent i Nerveserk;
– en Kummer? der ligger det stolte Værk,
med øde Hjertekul: Læben sort
er Ormenes raaddne, sjunkne Port,
og Øjesaphiren, hans Herskerkugle,
er bleven et Korn for Ravn og Ugle.
– Ha vaagn imorgen, Jorddrot! Jeg vil
til Minde skjænke dig Obaddons og
Cajahels Elskovs Billede i Ild.
Se der er Døden sort og Livet rød
indsluttet, som i Ring, i samme Glød!
Se deri er Fortæreren og Livet
(din Fa'r og Mo'r) dig sammenslynget givet!
Gjem Ilden! Den er vel din bedste Træl;
dog, at den blier din Herre, vogt dig vel!
Din Moders Barm i Dagens Hvælv du seer;
i Solen Moderhjertet, naar det leer;
i Dyrevrimlen hendes fulde Skjød,
i Blomstervrimlen hendes Melkeflod.
I Natten og i Muld og døde Steen
du seer din Faders Bryst og Kjød og Been.
Og se i den Volcan, som fræser frem . . .
(saa lys i Natten og saa sort i Dag –
en Fredensstøtte mellem vore Flag!
Se Dagen natnes af dens Røg og Aske,
og Flammens Fingre Natten hvid kan vaske!)
(en Volcan bryder ud af et Bjerg i Synskredsen.)
. . . Obaddons og Cajahels Ægtehjem!
Ja, under Jorden, i dens Hvælv af Ild,
der staaer vor Ægteseng med Luepill:
de grønne Høje, som er ovenpaa
er Teppner, som i bløde Bølger gaae:
Volcaner ere gyldne Fryndsetoppe . . .
. . et Jordskjælv? ha, da svulme vore Kroppe
i en Omfavnelse, som ryster til
Skyharpens høje Elskovs-Harpespil.
Messias.
Menneske vaagn! Din trofaste Sol
vækker dig op paa din Konningestol,
den Høje med Palmesmaragder i Ring,
med Skybaldachin.
Paa Morgnens Rubin
og Aftnens Corall
bæres din høje Hall.
Den rystes af Tordenens Cymbelslag.
(Du hviler rolig)
Den bæver af Lynilds Basunebrag.
(Du raaber: «et Tempel er nu min Bolig!»)
Slut fra dig Selv og fra Alt,
som rører sig rundt af Cajahel malt,
fra Verdner, som vrimle
i høje Himle,
fra Leviathan og Kryb
i dybest Dyb,
til Gud!
Din Sjel skal lære
dit Øje en Tolk, din Tunge en Hærold være.
Saa bryde de ud
(den henrykte Sjel, den sangfulde Mund,
det straalende Blik . . . o forskjellige kun
i Takt ei i Sang) . . . Saa bryde de ud
i treenigt Chor:
«Se Gud er stor!»
Af Fugl under Sky og i Skov
lær du din Høitidslyd:
«Gud være Priis og Lov!
I ham for alle Dyr er jo Fryd;
for mig er Fryd og Ære!»
Glem ei, du er Støv!
Glem ei, du er mere end Støv!
At Solene ere dig Vei til dit Hjem,
de viftende Stjerner din Hjemstavns Løv,
ei glem!
Din Throne bestig!
Skabningen hilser dig.
Fuglen i Sky
kan fra din Arm ei flye.
Hvalen i Havets Hule
kan sig ei skjule.
Vel maa han mærke
paa Stranden den Stærke.
Mammuth iknæ? Løven paaflugt?
Eja han flyer for et Menneskes Lugt.
Sceptret, du ryster
(ah du troer, hvor dig lyster)
bøjes af Gud,
snart op, snart ned, snart ind, snart ud.
Fornuft er Spæret, du strækker paa Jord,
og Villien er Viinløv, som vildsomt snoer
sig rundtomkring
med Blomster og Duft,
som Stjerner i Luft
fra Dyb og til Evigheds højeste Ring.
Men Vinden (Guds Forsyn) alene fri,
rasler og bøjer og griber i
de lette Ranker
(saa deres Frihed er blot en Leeg
af Vindpust, som kom, eller Vindpust, som veeg:
de Skjebnespil,
som gjør, at du ejer ei noget: Vil)
De Rankeblade, som Seil og Flag,
af Vinden bøjes med Takkeltag
(Og krummes Bølgen om Bov og Speil,
det synes de fulde og mætte Seil
– gaaer Farten end galt –
som om de havde just Vinden befalt)
Og Spæret, som laae i de vilde Ranker
(skjøndt tungt af Tanker,
som røde og gule og hvide Demant
om Greb om Stok om Top og Kant)
som Mast paa Bølge
maa Seilet følge,
(der følger Vinden)
i Dybet synke og Stjernen slaae,
om Vinden fylder nu Seilet saa.
Lad din Fornuft
bølge i Hjertets Blomsterduft!
Som Solen, der fletter i Sky sig ind,
og blander med Regnbuedunst sit Skin,
og ødsler ei altid med Middagskraften,
men Dugmorgen skjænker og Vellugtaften.
Hersk, hersk over Dyret og Alt,
Cajahel i Støvet har støbt og malt!
Hersk over Jord!
Vær Betydningen i dette Ord
i Verden: Guds Sprog,
i Verden, Guds Monolog!
Hersk over Dyrene, og
over det første Dyr: dig Selv!
Chor af Aander.
Hersk over Dyret og Alt,
Cajahel i Støvet har støbt og malt!
Hersk over Jord
Vær Betydningen i dette Ord
i Verden, Guds Sprog,
i Verden Guds Sprog til sig Selv!
Hersk over Dyrene, og
over det første Dyr: dig Selv!
(PHUN-ABIREL I MORGENDÆMRINGEN. MENNESKEPARRET ENDNU SLUMRENDE)
Phun-Abiriel.
Se Nattens Ahnelse om, at der er en Dag,
er denne søde Morgendæmring.
Saa lysner Phuniels Sjel, blot han tænker sig
(og nu han seer) en salig Skabning.
O, som om Himlen sine Øjebryn,
de seraphfarvede Morgenskyer
(Aanders Leje) letted'.
Drømmene vil den speide, som om Natten
i Stjernetræk krydsed' den
vildt og sært igjennem.
Ha, denne Salige, som drømmer her
i Paradiset, Jordens Hjerte!
Som Barn ved Moders Barm han hænger,
og ødsler med dens Rigdom.
Han ejer Alt: der er ei Blomst paa Jorden,
som knæler ei som hans Slavinde.
Ak, arme Phuniel, Hvad ejer du?
Ha hvor er disse Verdners Ejermand?
Du kan ei plukke Stjerner, om det lysted':
for Denne her er Blomsten Stjerne.
Og Løvens Brøl, som han kan tæmme, er
en Torden. Ha, han synes sig en Gud!
Vil du ei lette dine Øjebryn,
og see dig om, og tænke paa at nyde,
du Lykkelige, fuldt din første Drøm,
som dig Cajahel giver, skjøn som Sandhed?
Og, spredende din Søvn, din Sjels Tusmørke,
beskue stolt dit Riges Glands, din Dag?
Og stirre ind i Natten, din Skatkiste?
Thi Stjernerne Ham synes Ejendom,
som Renter, Han forlystes ved at tælle;
men faaer, i deres Sted, Forskrivning
paa Guds Udødelighed. Han seer,
at Stjernerne ei vilde vises ham,
hvis de med ham ei var forbundne.
Dog har jeg tællet, men forgjeves;
og drives stedse fremad, skjøndt jeg ønsker,
at kunne standse, slaae en Streg, og skrive
derunder: endeløse Rækker og saa videre.
Min hele Vinding er den Viden, at
mig Verden ejer, og jeg ikke den,
saa jeg min Form og Mig faaer selv tillaans.
Ak Vellyst boer i min Erindring,
som visnet Roses Duft om Qvisten svæver!
Jeg mindes, da jeg var en Støvblomst, hvor
min Nerve skjalv, som denne Rørmigikke,
der her med Vellyst kaster ud sin Sæd
i Jordens lunkne Skjød, og drømmer om,
ved lutter Balsaminesæd befrugte
den hele Dal, saa Spire ei af Græs
og fremmed Urt tør krænke dens
Personligheds Mangfoldighed.
Det er min Plage, at jeg maa erindre
min fordums Nøisomhed: da jeg var glad,
hist engang manet til et Dyr, som jeg
saa elsked, at jeg bar dets Navn (som Denne
nu bærer Navnet «Menneske») og, skjøndt
en Aand tidobbelt stærkere end Adams,
dog slæbed' syngende det om.
Jeg saae med Fryd mig dybt i Kjød begravet,
af Nerver spunden om, i Blod at druknes.
Dog saae jeg Himlen altid aaben over;
og Nerven rørte mine Følelser
som Havfruharpe, der mig lokked' opad,
naar Blodets Hvirvelstrøm mig førte nedad
til Bundens Dyr i Skabningshavet.
Ha gik det nedad, da Erindring var
forlængst tilbage lagt: jeg Selv,
i doven Taage opløst, svæved over
min Grav, som dennes raaddne Damp;
faldt ned som Regn, og, som en Draabe parred'
mig med et Muldkorn, avled' saa en Blomst.
Ha, bedre, Phuniel, en Verdens Konge
(om Liljer kun for Stjerner, Roser kun
for Sole, støvbedækte Følelser
for Aanders lyse Kraft den har) at være,
end Undersaat i Aandeverdnen. Træt
jeg er af evig Tænken, af at stirre
frem i Uendelighedens sorte Baggrund.
Men Sandserne i Adams unge Legem,
iflettede hverandre, Phuniels Træthed
et Leie byde som af Blomster, der
indhylle Søvn i bløde Blade, og
i Vellugt Drømme. Menneske,
laan mig din Krop, Cajahels Triumphport,
igjennem hvilken Aander gaae til Støvet,
og Orme krybe ind i Himlen!
Jeg vil, som i en Grav, mig strække deri
(som Bien her, der træt af sig at tabe
ved evig Flugt i vide Luft har hyllet
sig, balsamert med Vox, i Rosen ind) . .
Jeg vil ved Nerveklang og Blodets Surren
forglemme Hvad jeg var, og nu begynde
ny Evighed. Dog vil jeg, at jeg ei
min Dydkraft, Aandens Værdighed, skal glemme,
i Sandsesøvnen mig anstrenge, saa
det synes skal, som Loven stod i Hjertet,
som gamle Træk indhugget; og, hvis sig
Fornuften finder nogen Kundskab, som
om det var Gjenerindring.
Modtag med Hjerteblomst og Lungeflag,
der hvifter i Cajahels Livsluft, mig,
du skjønne Legem! Og, du lille Aand,
som boer der, fly til Nerverne og Hjernen,
naar Phun-Abiriel, din store Broder,
en mægtig Aand, med Eder blander sig,
for Menneskeslægten at igjennemleve.
Ah, frygt ei for, at du vanhelliges!
Da kan du gribe Sceptret over Jorden,
og mane Himlens Verdner ned i Tanken.
Ha vær mit Tilflugtsted, du skjønne Legem;
thi Phuniel fra Himlen er landflygtig!
O lille Barneaand, som sover her
i denne Liljevugge, som Cajahel
har ophængt under Morgenskyen,
jeg lægger mig hos Dig; thi Phuniel
er sorgfuld, skjøndt en Himmel er hans Leie,
Udødelighed hans Dragt.
Ah troer du, at din Uskyld bli'er besmittet,
fordi jeg engang laae hos Last i Støvet,
i Seng meer smuk end Adams Legem,
trak Selvbedrags Gardine for, at ei
den Glemselssøvn, jeg vilde nyde efter,
forstyrres skulde af den Sol, som frækt
(hvor kom den fra?) med lange Straaler efter
mit Hjerte greb. Ak, da jeg vaagned',
jeg smittet var med Sorg. Nu reen jeg lægger
mig ned i Adams Legems Jomfruleje.
Jeg snoer mit Alvor, som en haarbruun Arm
om snehvid Barnehals, om Adams Fromhed.
Og Begge drikke vi Forening
af samme Hjerte. Du, som nu du er,
ved Stjerneskin skal herske her
i dette rosenkronte Liljerige,
og kaldes Drøm. Mod Solen jeg skal stige,
og kaldes Tanke. O, jeg høre vil,
og mores ved dit Æolsharpespil!
Med Smiil, min lille Broder, taaler
jeg, at du krydser sært med Maanestraaler
og Regnbuskjær min høje, faste Gang,
og styrrer kaad min tause Roe ved Sang,
saa underlig, at jeg ei nogen Stemme
i Choret kan gjenkjende eller glemme.
Du nynner sødt ved Suk om salig Jord;
jeg qvæder høit om Himmelen i Ord.
Dit Sprog er eens i alle Zoner,
faae Ord, men mange Toner.
Din Tunge Hjertet er, som ejer kun
eet Sprog paa hele Jorderund;
men Dialecterne i hvert et Bryst
forskjelligt Echo giver for din Røst:
de sukke eens ei, naar du raaber: Vee!
og skralde eens ei, naar du raaber: le!
Se Qvindebarm, hvor bløde Nerver stimle
isammen, lyse Skyer liig til Himle,
skal blive Dig den bedste Høresal.
Men Tankens vil da blive Himlens Hal.
Du farve skal ihast Hvad jeg saa seent
udbilder i den hvide Hjerne reent.
Du blæser fyrigt i min tunge Harpe.
Hvor Eftertankens Meisel grov for skarpe
og dybe, yndeløse Træk,
med bløde Pensel mildner du dem væk.
Men Begge vil vi trofast bilde ud
af Stjernetræk og Blomstersmiil en Gud.
Vær, Jord, mit Hjem; thi Phuniel
fra Himlen er landflygtig!
(Solen staaer op.)
Solen ud
sin Vellystaande hvifter over Jorden.
Hvor sødt for Manden (thi jeg seer hver Straale,
som gylden Pensel, Purpurskyer drage
som Slør om Menneskets favre Lemmer)
at gjennemglødes af saa milde Luer,
hver Morgen, til ny Livsdag, medens
de tause Nattens Drømme, naar de ville
sig snige ud i Luften eller og
i Haaret, mødes midt i Øret af
den kaade Fuglesang, saa hovedkulds
de styrtes ind igjen!
Han vaagner! Tys! Da var forsilde,
naar Adam med Bevisthed engang sansed',
og saae sig Selv, slig Dverg, som nu han er,
alene inden Brystværn, Tindingskranken,
at blande i hans Tankers lille Kreds
mit hele Liv, som tusindtunget Lyn,
der skyder ned, og Skoven blotter, som
i Mørket stod som Mulmets Kjerne.
Da kan jeg ei mit Hvilested erobre.
Da fik i Himlen mit Tungsind et Forsvundet,
istedetfor paa Jord et Fundet.
Jeg Englen, som i denne Lilje sover,
voldtage kan, men ikke myrde.
O den vil elske mig. Jeg giver den
jo Guddomsrang i Himlen som paa Jorden:
til Himlen Arveret, paa Jorden Herskermagt.
Du maatte jo for Løven skjælve? Ha,
nu skal du tøile Elementer. Ilden
vor Sengs Drabant, og Stormen Herold,
og Dampen Iilbud, og Skyen Skjold,
og Havet skal du for dit Leje finde,
som Hædersharpe, som krum Slavinde.
O stem den op i hvad Tone du vil:
Slavinden maa dandse: med nedsænkt Skjold
maa bag dig knæle din Stormherold,
og Ilddrabanten det Bryllupsspil
maa lystre og slynge i Takt sit Lyn.
. . Hør Harpen i Havet, Trianglen i Skyen!
Jeg synder ikke mod dig: hvis jeg synder,
jeg synder mod mig Selv. Ha, Dyr,
jeg bringer dig en Aand til Morgengave,
saa naar du vaagner, du den finder
som Demant i dit Hjertes Barnekurv.
Jeg tør da vel med Ret bestige
den lille Engels Jomfruleje; og
naar jeg saa smuk en Søn kan avle, som
Forstand, og saa saa smuk en Datterlil,
som Phantasie, jeg tør vel parre mig
med dig i Hjerneskallens Liljevugge?
Og troløs flyer jeg ei, og lader dig
som Enke eller krænket Møe tilbage.
Du boer i Hjertet, jeg i Hjernen;
men Blodet løber Bud imellem os,
skjøndt Begge under samme Tag. Og tidt
paa Tungens Forhall, Øjets Altan,
Vi, for Alverden, mødes og omfavnes.
Du faaer min Rigdom: Udødelighed.
Jeg faaer din Medgift: Roe.
Min lille Engel, alt i Drømme du
fortrolig bliver med min Kjærlighed,
saa naar du vaagner, mens dit Hjerte svulmer
som op af Livsundfangelse, du giver
mig mine Kjærtegn flux igjen, som om
du alt mig kjendte, eller som om du
ei kjendte meer dig Selv igjen . . O jeg
saa rigt af dine Drømmekys blier elsket,
at jeg ei Selv mig kjender meer igjen.
Da begge vil vi ahne, at vi ere
Meer end os Selv.
Min Phantasie skal, hvis den Lille sørger,
saa iilsomt rundtom svinge Hjertet,
og spinde paa den Rok en Bryllupsdragt
(saa favr som Straaleserk om Solen)
og pynte ham med den, saa hvert et Suk
kun bliver Hvift i Støvets Folder.
Jeg Billedet af Himlens Herlighed,
af Stjernefrugt og Skyblad, Dyreblom
og Planteknop: af hele Livets Træ,
der Roden, sort som Snog, i Muld nedsank,
men Stammen gjennem Evigheder, blank
som Stjernerader, snoer mod Toppen, der
er rød i Guds Udødeligheds Skjær,
skjøndt Ingen denne Livsenslue seer,
der lokker Blomst af Mulden frem
og Aand igjen af Blomsterhjem . .
. . sligt Billed vil jeg flette i min Væv.
Med den jeg kjøber Hvile i dit Hjerte,
hvor nu du ligger sammenrullet, som
i Blomstknop liden Vellugtsky. Jeg skal
dig bære med mig tidt, til Gjengjeld,
til Himlen, for at vise dig en Skat
at drømme over, saa du synes riig,
om overmodig Løve spotter dig,
og, som mod arme Dyr, dig viser Tænder.
Vær Phun-Abiriels Hjem da, Menneske;
thi Phuniel fra Himlen er landflygtig!
(Phun-Abiriel forsvinder i Adam. Adam vaagner og springer op.)
Adam.
(seende forskrækket imod Himmelen.)
Lys! Luft!
(Messias og Aander komme.)
Messias.
Phuniel, Tvivl, fra Himlen forsvunden,
har sig til Jorden bunden.
Manden fik sin fornuftige Sjel
i Phun-Abiriel.
Aander.
Ohebiels Skjønhed blegner.
Adam.
(seende mod Jorden.)
Jord! Mørke!
Ohebiel.
Phun-Abiriel? Hvor? O Vee!
Messias.
Hvor vil han rase, Abiriel,
naar Sener ham stramme
til Ribbeenspæl
i Hjerteflamme,
hvor Frihed og Guddom til Aske synker?
Ohebiel.
Ohebiels Vemod den Aske dynker,
saa atter Abiriel vil
mod Himlen slaae, som Violesmiil,
en Aandvinge op.
Adam.
(seende mod Solen.)
Ha, Ild! Lys! Ild!
(holder forskrækket Haanden for Øinene.)
Ohebiel.
Vanvittige Phuniel . . Vee! sig igjen
kjender ei mere i Himmelen.
Messias.
Han ind sig har spunden
(den høje Aand) ind i Adams Krop.
Saa fast er han bunden,
at mere han ei
kan følge den gamle Aandevei,
hvor Stjernerne skygged, som Hvidtornhæk,
Hans Løb imod
Gud som ham Evigheds Port oplod,
hvor Solen løb som en Perlebæk,
og viste hvor
den evige Vei sig snoer.
Adam.
(seende sig forbauset om.)
Jeg seer. Jeg er!
Ohebiel.
Ulykkelige Phuniel, som sig Selv
har levende begravet!
Messias.
Se, i den trange
Hjerneskal kan han ei Verden fange!
Ikke han finder
Rum til de gamle Minder,
som banke paa Hjertet . . O, kom de ind,
de maatte snart ud i Veir og Vind
fra det qvalme Kammer,
hvor opimod Spiret Blodet flammer:
de fik ei nynne hvad gjerne de ville:
en Sang saa stille
om Himmelhjem ved den Stjernestrøm,
forladt med Foragt.
Der turde vel vaagne en vældig Drøm
i Taare,
(liig Aanden selv, der ud sig har strakt
paa Adams Baare)
om Guddomskrone i Støvet skudt,
om Aandevinge af Snogtand brudt,
om Aand, som snoed til Ribb og Been,
til Støv og Steen,
med Aarebast,
vanvittig sin Frihed fast.
Ohebiel.
Ak Aandeselvmord!
Ohebiel.
«Tys» han skreg. O vist han hørte
Himlens Skræk, Ohebiels Kummer.
Kan han mindes i sin Slummer?
Abiriel! Abiriel, o kom tilbage!
spræng det svage
Ribbeensfængsel!
Hør – o vee! – Ohebiels Længsel
sukker qvalt
under Himlen høi og hvalt!
Dybere, dybere er min Sorg
(thi den Evigheden tømmer,
og maa tænke, hvor du drømmer:
Skræk dens Mine, og dens Sprog
evig Klage)
end det Tungsind, som dig drog
gjennem Vanvids Hvirvel ned,
for i hule Ormeborg
finde Phuniels svundne Fred.
Ak, hvor skal min Sorg faae Rum?
hvor et Dyb?
Abiriel er bleven Kryb:
jeg maa blive Stenen stum.
Endnu seer jeg ned paa dig,
endnu er jeg ikke falden.
Ak, Abiriel, saae du mig,
visnet i Udødeligheden,
taarebleg
i Aanders lyse Vrimmel,
kun beundre Ormeleeg
derneden,
kalde den en livfuld Himmel
– ak fordi jeg veed, jeg fandt
min Abiriel deriblandt:
. . Ha, du sprængte Hjerneskallen,
kom tilbage stille, som
om du fra et Fængsel kom,
krum og bleg
som om du fra Sotseng steg.
Hil Abiriel,
Held Ohebiel,
hvis Du kom
stille, taus og bleg og from!
Kort blev Ormens Kroning:
evig vor Forsoning.
O, vi skulde Begge tye
under samme Vingelye.
O, vi skulde glemme,
at een Dag du ei var hjemme;
men forvildede dig bort;
kom dog hjem ad samme Port.
Turde da din Stolthed forskyde
Hvad min Ømhed turde byde?
Dristige Abiriel,
med Smiil, som røde Morgen,
af din Sjel jeg tvetted Sorgen.
Ha, da saae du i min Sjel,
at min Ømheds Ungdom falder
sammen med min Barnealder,
da ved Livsens Træets Rod
paa den fjerne store Klode
vi sprang ud,
som tvende Skud,
som Cajahel sammensnoede,
med støvfuld Blom og Blad af Blod.
Adam.
Tys! Jeg hører . . Ha!
Ohebiel.
Phun-Abiriel! hør! hør!
Se! Ak Øjet er et Slør
Øret er en Grav for trang
for Aandesang.
Vee, er Guddomsfunken
saa dybt saa dybt i Mulden sunken,
at den ei kan hæve sig,
Tomme over et Liig?
Vee, med Orm og Midd maa knytte
Broderskab i samme Hytte?
Prøv da, om igjennem Taaren
du kan øine over Baaren
Himlen du forlod saa brat,
for at boe i Muld og Nat,
for for Blodskum Stjerner bytte!
Prøv, om gjennem Taareskimt
du kan faae et iilsomt Glimt
af den blegnende Seraf
ved din Grav.
Adam.
Syng, syng, Fugl! Drossel! Ha Liv! Alt!
Ohebiel.
Ak saa sløvet,
at han sandser kun i Støvet
Ormesprang og Fuglesang,
Æblesødme, Blomsterlugten!
Ahner ei den høje Mening
(Guds og Støvs Forening)
som er lagt i Æblesødt,
Fuglesang og Nellikrødt,
Ormens Vriden
op mod Lyset gjennem Støvet,
som en Aand igjennem Tiden
snoer sig op mod Stjerneløvet!
Ha, jeg synes i Mandens Øje
see den høje
Phun-Abiriels Vingeslag!
. . Ak, det er min Fryd paa Flugten.
Adam.
(Det tordner.)
Ha tordn! en Sang! Lystig!
Messias.
Livsblodets Surren og Nervens Klang
vil døve Phuniels Erindrings Sang.
Han har sin Guddom stænket
med Synd:
Han har sin Frihed lænket
til Dynd.
Se Mandens Kraft er et Liigslør over
en Aand, som sover.
Ha, dybt i Grunden
nedsank hans Kræfter.
Ak, dybt fra Bunden
han griber efter
de høje Verdner, han fordum saae,
og kunde naae.
Han øiner dem nu fra sin lave Tue
som gyldne Fluer.
Fortvivlet flagrer hans Tanke op,
og fritter og leder,
og synes at kjende de gamle Steder;
men Dyret, han slæber i sine Fjed,
brøler igjennem Nerver og Aarer:
kom ned! kom ned!
Ha, da synker den ned i Taarer.
Ohebiel.
Ak, som en Taare faldt Phuniel ned
fra Himlen i Støvet.
Han stiger gjen op som et Suk.
Forband ham ikke: han var bedrøvet!
Adam.
O Lyn, Lyn! Ak smukt! En Blomst i Skyen!
Ohebiel.
Se, trods sit Dække
kan han ei djærve Abiriel stække!
Med Hænder smaae,
troer Han, han Himlen favne maa.
Obaddons Lyn
troer Han, at plukke som Blom fra Skyen.
Messias.
Dybt ifra Grunden
Han griber efter
sin Guddoms Kræfter,
som om han har dem i Solen glemt,
eller forsigtig bag Stjernen gjemt,
og blot besøgte beskeden,
i sparsom Sørgedragt
(dreven til Sligt af Nysgjerrigheden)
en Grav derneden:
den Ormelegeplads, hvor Selv,
som Orm, sig vrider Abiriel.
Vee, han sin Frihed har lagt
bort med Foragt!
Ohebiel.
Ak, du Forbandelsen alt har sagt!
Ha, tag den tilbage:
Sorg kan forsage.
Ak, Han forsaged, og lod
den Frihed, som var ham i Himlen for trang,
i Been klemme ind;
den Himmel, hvis Salighed blev ham for lang,
synke i Blod;
Skjønhed af Stjerneskin
bytted' for Pjalter af Aske og Muld;
sin Guddomsrang
grov Han i Ormehul.
Himmelens Stjerner han ei forstod;
men herfra i Støvet
saae han igjennem Blommen og Løvet
(Cajahels Stjerneflod)
saae han igjennem Spindelvævflor
Insectets Sjel, og under Muld
for dybt ei Roden foer,
og klart i Bjerget Han saae hvad Guld
sig under Havet snoer.
Ak, Cajahels Pragt
blinked' og vinked', dufted' og lufted',
da sank han bedøvet
– ei med Foragt
for Himlen, sig Selv og Gud –
i Støvet,
og sluktes ud.
Ak, nu han kjender ei Blomsterne der
mere end vi kjende Stjernerne her.
Messias.
Med samme Uro Han vil
sig vælte paa Rosens svale Ild,
som før blandt Verdnerne . . Ha,
se mellem Krybet saa angst han sig snoer,
som før mellem Aandernes Chor!
Paa Jorden fra Jord
han higer til Himlens Riger.
Ohebiel.
Fryd naar han stiger
did hvor han higer:
hvor Han kom fra.
Adam.
(Lynet splitter et Træ.)
Ha Død! Jeg døer!
(kaster sig bedrøvet ned.)
Messias.
Priis en Algodhed! Bedøvet
Phun-Abiriel irrer i Støvet,
som Orm i en Grav:
(Skyen hans Laag, Regnbuen hans brudte Stav).
I hvert et Menneske vil
Phuniel dampe, Abiriels Ild
flamme fra Tunge, gnistre fra Øje
(det Blus og Gnist,
som slaaer fra Hans Hjerteurne hist)
mod Længsel-hjemmet, de Himle høje.
Men se, naar Mindesteen,
som Altar, pranger med hule Been
i skyteppet Hal, hvor Obaddon feirer
sin Sørgefest
(Ak der hvor Abiriel har trængt sig ind,
som vanvittig Gjest,
og sidder i Mulden ved Ormen næst)
. . . da vil Phuniels Damp
(Sorgen og Tvivl,
der sortnede her hans Aandesmiil
– hans Aandelegem – og hisset ryger,
og Rynker i Panden stryger,
som Støv paa Banner i Kamp)
kvæles bag Mos og Cypresseløvet,
hvor Nattevind,
snoet i Maanens Horn,
borer sig hvirvlende ned i Støvet,
og finder Hjertet, hvor Phuniel sad
ved Ormefest,
som fremmed Gjest,
beruust i Blod, vanvittigglad . . .
finder det nu, som et Askekorn,
og splitter det da,
og slynger det ud,
og bort det veirer . . .
Saa lidet det er,
faaer Skyen og Havet sin Part enhver;
men Abiriel faaer Gud!
Ha, som den lyse, unge Seirer,
nøgen og reen fra Blod og Støv
– selv Panden fri
for Kronen, thi
hans Blik er et dugget Laurbærløv –
gaaer Han fra Kampen,
fra Phunieldampen,
fra Natteliv under Hjertelampen . .
kaster Beenhvirvelstaven,
gaaer saa rank
og sejerblank
igjennem Triumphporten: Graven . . .
finder sig atter i Himmelhaven,
hvor rundtom funklende Solepalmer
(hvis Fuglesang er Aandepsalmer)
staae dunkle Siriusalmer,
rosenmilde Planeter,
rankevilde Kometer
– priser! – de klynge sig op hver Een
efter Melkeveigreen . .
op, for at finde en Top, hver Een,
med Dyrblommer paa
og Aandeduft,
med Insectblade smaae
og Livsensluft.
Saa seer du igjen
i Himlen din Ven.
Som Barn Abiriel kommer igjen,
at die Himlens Bryst,
med Stjernemelkeknop,
naar først Obaddon op
har første Adams Svøbslør løst.
Men Aandebarnet i Himlen vil
voxe i Kraft og Dyd og Smiil,
som Abirielsjelene stimle frem
fra Adamshjerter mod Himmelhjem
Hver Menneskeaand,
løst fra Blodslør og Ribbeensbaand,
vil blive en Tanke i Hans Fornuft.
Naar Jorden er øde,
og Alle døde,
i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde.
Ak Qvinden . . . Hvad er Hun? – En Sandseduft,
saa Han, beruset af Lugten,
maa svimle i Flugten
mod Aandehjem . .
. . en Fugl, som synger,
saa Han maa lytte,
og knapt kan flytte
sin Vinge frem . .
. . af Barmeknoppe og Hofteblad
og Læbeblomme en Krandserad,
der rundt sig slynger
Abiriel, saa
Han Himlen knapt tør stirre paa.
Men frygter Graven (af Kjærlighed
til Qvindedyret, som slæber ham ned)
og hader Obaddon, som toer hans Skarn
(Cajahel kalder det Pragt, fordi
han Purpursmiilbaand har knyttet i)
som døber i Graven det Himmelbarn . . .
Han hader Døden, og knytter Skræk,
med Vanvids Ranketræk,
fra Stjerne til Stjerne,
i Ranketræk, hvor raadne Been
er Qvist og Green,
hvor hule Hjerne
er vilde Rose,
og Hjertet Valmu, saa huul og fuul,
og Knokler Knop . . .
Han seer sin Qvinde, sin Hjertenslyst,
med Jomfruskjød, og med Moderbryst,
som andre Dyr, under Tjørn og Mose
at tye iskjul.
Ak, Skjødet, lugter han, stinker op
(som nys til Brystet,
saa stærkt Han krysted',
at ti Abirieler ud han rysted')
Ak, Orme vrimle
i Barmens Himle
(der sank ei sammen nys
for tusinde solvarme Kys . .
der nys ei brast,
om hele Livet sig suged' fast)
Han Bægret seer tømt,
som nys af Cajahels Velsignelser flød,
hvor Barmen var brusende Gjær,
og Øjet Draaber, og Kys var Skum,
og Skjødet var Kraften i Drueskjær . . .
O saa han beruuste sig, til han saae
den Dal, hvor han laae,
var et Himmelrum.
Han troer, han har drømt
om Liv og Latter,
men vaagnede nu et Secund,
for at see den Rædsel, og saa i Blund,
til Glemsel og Død,
for at raaddne i Taarer, sig vende atter.
Han seer den Rædsel: sin Qvindes Liig
som Dyret segne, som Blomsten visne.
«Nu er hun borte med Barm og Skjød
og Hjertebanken (den Stemme sød)
Slig Rædsel vel venter mig:
snart er jeg død!»
Den Tanke gjennem hans Hjerte isner.
Ei mere han veed,
at Dyret arver en Evighed,
at Selv han den ejer, og kan den see
bag Gravhøjens lille Tropæ.
Ohebiel.
Ak, der ligger Qvinden
– Forræderinden,
som maa forraade til Dyr og Muld
Abiriel her i Puppeskjul;
som maa med Smiil hans Salighed
slæbe i Dybet ned,
igjennem sit Skjød (som om
Abiriel igjennem en Morgensky kom
ind i en Skabelses lunkne Mulm,
hvor tusind Abirieler smaae,
som Duft i Rosenknop, laae,
for op at springe, og fylde en Himmel,
som Aandevrimmel
paa Stjerneskyer,
saa, om hans Personlighed flyer,
Hver af de Smaae den i Barneblik
atter fangen fik,
og atter Abiriels Evighed fornyer)
Ak Abiriels Himmel, fuld
af Vand og Muld,
vil gjennem Æten styrte brat
i Qvindens Dyre-nat.
Gid Qvindens Skjød var lukt!
Ak, i Rosendyb ulmer,
paa Liljehøi svulmer
Cajahels Frugt!
O vee, om Denne her, saa blank,
som smeltet af Snee og Morgenrøde,
jomfrulig-øde
i Graven sank,
og lod Abiriel sidde igjen,
som Enkesvend:
Hans Tungsind maatte meer tungt end før
(med Enkemandssorg og brustent Haab)
som sukvinget Graad fra Slør
da vende tilbage igjen
til mig og Himmelen.
Og seer Han tilbage til Støvet,
Han seer bag Løvet bedrøvet
den Qvindes Grav,
som Blomme var om hans Vandringsstav
(det Ormesvøb,
hvori han landflygtig fra Himlen løb)
Han seer den Grav,
som med Børnekinder
han vilde omvinde Rosenminder
(som rundt om Nathimmel Aftenrøde)
saa mørk og øde,
som Skjær i Hav.
Men hist, se, den sorte Qvinde
klemmer en sort Abiriel inde
i Barmens Hvælv,
saa buget ud som Natten selv:
Med Læbe, saa fuld
som Maanehjul,
og Tænder, der brænde i Nat og Blod,
som Stjerneflod,
belyser hun geile Abiriel,
som ødsler i Dyrebug sin Sjel!
Og se den Gule! og hist se en Rød!
O Alle har Barmen saa hvalt og spændt!
O Alle i Øjet har Bryllupsblus tændt,
og Bryndeglød og Livsdamp sød
og Nervespil
i Rosenbladharpe i Qvindeskjød,
som svarer i zittrende Triller til
Cajahels Tordenstød
igjennem Muskelskyen, som
har spunden sig høje Abiriel om;
og svarer som Tempelfløitesang
til Hjerteklokkens høje Klang,
Cajahel slaaer i Mandebarms Dom.
Ak Alle har en Abiriel funden!
Ak Alle ødsle ham bort i Lunden!
Han favner et Dyr (fordi i Form
det ligner ham Selv, som Orm en Orm)
og frem af det Favnetag
(som Skyer af Nat og Dag)
et Afkom mylrer, og ned sig roder
i Mulden: af Æten Enhver
dybere roder sig end sin Broder:
jo Yngre jo mere liig sin Moder.
Af gule Qvindemorgen
til gule Sorgen,
af hvide Qvindedag
til blege Nag,
af røde Qvindeqvel
til røde Skam,
af sorte Qvindenat
til sorte Hyl Abiriel
er bunden sløv og tam.
Slipper han engang, brister hans Leer,
(ak det voxer, som Skud fra Roden,
som vilde Hybenkrat ved Floden,
i Phuniel-æten frem i Tiden,
for hvergang en from og liden
Abiriel jeg gjenvunden seer
med Barnesmiil og Aandeskjær!)
. . . Slipper han engang, brister hans Leer,
med aaben Skræk han i Himlen seer,
at Han idrømme parred sig
med et Dyr ham Selv ei liig,
at Qvindeøiet (hans Himmel før)
var Ormeslør
at Qvindesmiil (hans Stjernehær)
ei meer er værd
end Fuglefjer og Puppeskjær:
saa mildt det hvifter
kun Slangeskjælglands om vilde Drifter,
at Qvindeskjød (hans Udødeligheds-Haab)
var Mulddynge kun, saa lunken og kaad,
at Qvindestemme (hans Viisdoms-raad)
var dumme Skrig og vilde Raab.
Han seer i Himlen, at Qvinden ei
kan følge Abiriels Vei:
saa langt fra ham, som Dybets Rod
fra Stjernekrandsen, han forlod,
hun ligger tilbage i Muld og Blod.
Vee, Vee, han seer, han fandt ei Sjel
i Qvindebarm (endskjøndt han troede,
at, indstængt der, en Høiaand boede)
saa fri og høi som Abiriel.
Manden blev arm, Qvinden blev riig,
dengang han parred sig.
Vee, naar han elskovsvarm vil flye
til Moseseng og Palmelye
(i Epheufryndser er Nattergal
en Harpe, ophængt i Bryllupshal,
hvis Tunge klinger ved
den mindste Aande, som Sky slaaer ned)
Guddom fra Aanden Dyret stjal:
Qvindens Slægt
hænger sig fast med sin hele Vægt
af Blod og Been,
saa Phun-Abiriels Flugt bli'er seen.
Før Jorden brister
i Støv og Dugg,
de Aande-gnister,
som Qvindedyret (o som for Spøg)
i Skjødet lister,
men gjemmer vel
i Aske-bug
i Melke-røg,
og nærer Varmen
i Ly af Barmen,
ei samles sammen i Graven til
Abiriel.
Naar Jord er øde,
og alle døde,
i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde.
O vee hvad Kamp,
naar Slægten blandes, saa ei Forskjel
du finder paa Dyr og Abiriel,
paa Qvindehjerte og Mandesjel,
naar Aandefyret
sig dukker taaligt og døsigt ind
i Dyrehjerte,
naar meer ei Dyret
ved lave Jord vil kjendes ved,
foragter Blomsten, som vugger nær,
men skotter til ukjendt Stjernehær,
og troer, hver Stjerne
dets dumme Smiil nok suger gjerne,
og sukker forfængelig: «Jord, min Smerte!
Himmel, mit Haab,
hør gjennem Graven mit høie Raab»!
. . naar Qvinden tør raabe til Manden: «ti!»
. . til Manden, som nu
i sit Øie viser
den høie Abiriels Vingespidser:
«vor Slægt er den samme: jeg Blod har som du:
som du er jeg fri.
Se dette Bryst?
Din Kummers Lyst!
Din Svagheds Trøst og Stav!
Men en Engels Grav!
Ha, jeg er til Himlen bunden,
men nu et Særsyn kun i Lunden . .
Tilbed mig Mand,
saa viser jeg dig mit Fødeland!
O paa et Smiil
føres du did, hvis jeg vil»!
. . . O vee da hvad Kamp
i det samme Hjerte,
som huser Aanden, der daled' fri,
af Kjærlighed til Støvet, i
de svale Skygger, for Ro at finde
i Hjertehytte,
for Sandhed engang med Drøm at bytte
i Ly derinde . .
. . O vee da hvad Kamp
med Drifters Lyn og Sandse-Damp
. . O vee hvad Kamp for Aanden, som fandt,
at Evigheden for sagte randt,
med blinde Dumhed og Svaghed halt
(der Hundrede Øine paa Ryggen har malt,
saa først, naar den faldt,
den Synden seer i dens Hul med Latter,
og kryber fremad, og falder atter)
til hvem Abiriel i Aarespand
er spændt for Hjernens Muslingskal,
(der ruller frem paa fulde Hjerte)
at slæbe den frem til Gravens Rand!
. . O Begge vil rode i
hans aabne Smerte!
Naar Saaret har blødet,
og al sin Lægekraft (Taaresaft) ødet,
og lukt sig svullent om Brodd og Piil:
den halte Svaghed da løber til
en Plasterdoctor med vigtigt Smiil:
thi Phantasi'en,
som spinder af Graaddugg en Regnbu fiin,
og væver af Latter sin Smerteliin;
og Dumhed vælger da ud iblinde
et Plaster blandt det Ragerie,
den Kingelvæv, han bedst kan finde:
. . Ha snart Forgift
han binder rundt om den Hjerterift!
. . Det brænder derinde . .
fortvivlet Krybet
et Helved huler af alle Kræfter,
tæller de Taarer, som faldt i Dybet,
og iler efter.
. . O eller han hvælver
et Helved forneden, en Himmel oven,
og midtimellem dem begge skjælver;
sit Hjerte klæber,
som Mos til Steen, han fast til Loven.
i Helvede Djævle, men Himlen fuld
han sætter af Guder af frodigt Huld,
og troer at Hvinet af Pidskeslag
Forstanden med dens Lyder dræber,
men Guddommen føder den hele Dag:
Hykkelsk og krum han bærer
i Hjertet Vunden,
til Rodden det fortærer,
og Bønnerne opslide Munden.
. . O vee hvad Kamp paa den lille Val
fra Hjertemusling til Pandeskal!
Et Fnug mod en Aand? En liden Sky
mod Sol? og Straalen maa brusten fly?
En Draabe, som dunster op
en Pest i samme Hjerteknop,
hvor Aanden slæber ned
en Himmel og en Evighed?
Vee Synden stiger fra Lænd og Blod,
og Aanden qvæler,
der bunden dvæler
om Hjerterod:
som Pestsky guul,
den søger selv i hans Himmel Skjul:
i Lænden, som Taagen i Dynd, den savler,
i Hjernen den onde Tanker avler,
som voxe i Flugten, saa Vingen de spinde
fra Pandetinde til Pandetinde,
og stikke Nebbet i Øiet ud,
og Kloen i Haanden i blodigt Skrud.
Hver ond en Tanke er Dragehan,
hver ond en Lyst er Dragehunnen,
som slæbe – ak et Djævlespand! –
en Engel fra Himmelen ned i Grunden,
hvor Dyrevrimlen fra Mulden blød
sig hæver frem af Cajahels Skjød.
. . En Latter over den Afgrund hvifter,
saa huul og fæl,
at Dyrenes Fryd den forgifter,
som Rædsels-rasl af Slangeskjæl?
Ak Haabet (Hjertet i Abiriel) . .
. . ak det er Haabet, som sank tilsidst.
Dets Taareklokke i Smiilsnor, som
klang Afgrunden Trøst fra Himlens Dom,
har faaet Brist.
Dernede (hvor den arme Sjel,
som drukne Drifter, sover,
og sandser meer ei ovenover
en Stjernes Velkommen, en Gravhøis Farvel)
sig Haabet selv . . ak nei! kun nær . .
først til Fortvivlelse skifter:
fra Engel til Orm, der i al den Hær
af Orm i Hjertet (det Helveddyb,
hvor Drager er Fugle og Djævle Kryb)
sig vildest vrider,
sig Selv til Ørvids-skrig
og døde Anger til Suk den bider.
. . Vee det er det eneste Liv, som hvifter
i uddød Hjerte
(hvor Aanden svandt, og Dyret vandt,
som nu til Hevn, fordi Du stjal
Dig ind i hans halve Hjertehall,
vil splinke denne, og styrte sig . .
. . med Dig:
et Helved skabe,
hvor Dyret gjerne
vil styrte ned med en Aandestjerne,
der vandt en Jord, men har Himlen at tabe)
. . Fortvivlelsens Hviin det Liv, som hvifter
i uddød Hjerte
som Fødselssmerte,
før Aanden er bleven til vilde Drifter?
Vee, Glemsel af Alt er Fortvivlelsens Liig:
Dyret sin Seier har vunden,
Abiriel død i et Hjerte er funden!
Ha, Aanden døer ei! Om han blev
saa ond som Slangen, om han rev
et Duehjerte ud i Flugten,
blot for at suge dets Slag og Lugten
(saa dog han til Lossens Grumhed føier
den Tanke: jeg mig Selv fornøier)
om han sin laante Skjønhed smitted'
med Laster, som ei Svinet hitted':
Han døer dog ei, men dybere ind
(saa neppe han faaer Luft til Suk)
væver han sig i sit Puppespind,
som traurig Edderkop paa sin Snor
(fra Taget spunden og ned i Grunden)
fra Dag og Straale paa Linen løber,
og nederstnede i Mulm sig svøber,
saa Ugleøje dens Been og Horn
ei ud kan pille af Mørkets Korn.
Ak foer en Aand paa Nervesnor,
paa Hjertevinge og spændte Aarer,
i Hvirvl af Taarer,
fra Verdners Skue til mulmet Jord,
fra Aande-lys til Dyre-nat,
fra Tanke-tale til Drifters Skrig,
sin Skjønhed kasted' for dette Liig,
sin Evighed fik i et Fængsel sat
imellem Vugge og Grav,
og bøied den ind under Maalestav:
under Qvel og Morgen,
der synes ved Himlens Skjolderand
at skilles (ha, de ligge der,
som om paa de røde Skyer enhver
af dem var en Evigheds Moder!)
men begge knyttes de med en Guirland',
(med Dagens Fryd og Sorger)
som vexlende Hjerterne slynger om
med Torn og Blom:
– Dog kun fra Algodhedens ene Bryst
og til det andet, af egen Lyst,
sig Aanden flytted'.
For Kraft og Sandhed, der flød ham til
(som Stjernemelk) i Verdners Smiil,
Han Drøm i lukket Blom sig bytted'.
Men denne Drøm – vee, hvis han mindes,
at en Ohebiel end findes –
skal kaste Duft og Glands
(som Stenen staaer der kold og bleg,
naar Vedbendsløret og Hybenkrands
for Stormen veeg)
naar Aanden vil gribe den for at fylde
sit Hjertes Øde med Morgenrøde,
og Tanken, der reiser sig stjerneklar
og maanekold, om Hvad han var,
og skotter til Himlen i Taareglar,
bedrøvet hylle
i Tusmørkeliin,
hvor Kys er vævet, som Stjerner, ind,
Omfavnelser som Nordlys-par,
der ryster Duggen i Blomsterkar:
naar, i sin Drøm (paa Qvindebarm spunden)
Abiriel troer, i Nat og Jord
sit Selskab funden, sin Himmel gjenvunden:
naar, i et Øiebliks Fryd, han troer,
at Himlen med til hans Afgrund foer,
at Evigheden
sig sammenkrympet har i Eden,
at al hans Salighed
i Qvindeskjød er sjunken ned,
saa, uden med Sorg at blandes,
saa, uden med Kede at vandes,
han kan den nyde i et Drag,
saa han ei sidder bunden ene
med Been og Sene til Dyb og Stene,
forviist fra Himlen, men Engel fik
med Straalevinger i Qvindeblik,
i Qvindebarm to Himle hvalte,
med hver sin Verden, morgenmalte.
Ah, er ei Tvende nok: saa gjør
til Sole dem Begge i Stjerneslør,
saa hver en Flig af Qvindehud
en Verden bliver, og du dens Gud,
der har en Engel i Qvindens Øie
– ak Qvinden er din hele Verden! –
svævende over to Himle høie,
i Qvindeskjød et Dyb, hvori
en Cajahel maa lystre din Phantasie.
Saa maa du gjøre, Abiriel!
– Du ellers fortvivler – forfør dig Selv!
Drøm, du er ei lænket, men fri som før,
af Lune kun hyllet i Larveslør,
at du kan flye gjennem Æt, gjennem Æt,
saa Tiden maa bag dig synke træt,
og stønne Sagn og Digt og Sage
(som du i Ætten jo hører selv)
om svundne Dages Abiriel,
naar, støttet til rustne Runestave,
den synker, bag din Flugt, tilbage
paa brustne Grave.
Drøm, du kan nu skabe, som var du Gud.
Af Qvinden (din egen Phantasie,
Du udenfor seer saa lys og fri,
at du dit Væsen kløvnet troer,
saa kun i dig Selv din Viisdom boer)
maae paa dit «Bliv»!
dine egne Tanker strømme ud
i formet Jord som Liv.
Drøm saa Abiriel: saa Hjemveen, som
din Fryd fortærer, skjøndt lige tom,
saa, i sin Lethed, den stedse er bered
paa Sukke at flyve til Himlen afsted,
faaer Stormvind af Latter og Skyer af Smiil
at æde og kjæmpe imod i sin Iil,
at dynke med Graad,
saa ned den synker tung og vaad,
men Himlen hænger over klar
som Taaren over den Aand som var.
Væv Drøm, Abiriel, om dit Hul
(om end den skal spindes paa Vanvids Hjul,
der løber paa Smiil-ege, lang og krum,
i Taare-fossen paa Kind-steen stum)
jo mere broget, jo bedre Skjul,
jo mindre seer du din Grav er huul,
som Himlen fuld.
Thi, vee, det Værste, Abiriel
opdage kan i Muld
– Det er dig Selv.
Spind rundt dig da, som en Edderkop,
saa du ei længes mere op,
og Frihed ei mindes,
imens du bindes . .
Spind om dig en Drøm, saa du kan glemme,
at du ei længere er derhjemme,
saa Hjerteknuden,
der binder Guden,
du føler, i din Slummer tam,
ei trang og stram.
Drøm, du er vorden
først fri og salig imellem Hjorden.
Thi her er Sandhed og Drøm saa lige,
at Begge tilsidst de det Samme sige:
saa prøvet, følehornet Tanke,
der lyster til Himlen (som klæbrig Snegl,
der lyster sig vugge paa Palme-seil)
i Dyb og Mose krøb, hvis ei
Indbildningskraften skjød en Ranke
(som Straaler mod Himlens blanke Speil)
med brede Blade-ving,
der Snegle-tanke i Blomsterring
fletter, og letter paa rette Vei.
Ihøiden det gaaer dog med Sneglen, om
end Ranken ei holder, hvad Roden lover;
men slynger sig løst, hvor det Vinden hover,
saa Sneglen ei altid til Maalet kom;
thi kaade Ranke i Flugten vipper
sit glatte Blad saa det Sneglen slipper,
og flyver saa vidt og saa frit den vil
fra Egemuskel til Palmesmiil,
mens Sneglen dernede i Muld maa lære,
sit Følehorn under Mosen bære.
Ak drømte saa Abiriel,
og først i Graven saae sig Selv,
naar Baand og Rust
tilbage føg for Obaddons Pust!
Men du vil vækkes,
og see dig Selv, og til Vanvid skrækkes.
Se, naar med elskovsrøde Kind
(som udspændt Seil af Cajahels Vind,
der stiger fra Hjertet – o da saa stort,
som Østens vidtslagne Morgenport –
og jager mod Hjernen en sittrende Drøm,
– som Samum, mod Himlen, af Støv en Strøm –
men kaster til Lænden saa varm og mørk
en dalende, syngende Sky af Brynde,
– som surrende Græshoppehær, der gav
en Middagsstund Liv og Lyd til en Ørk,
liig Sukket, der flyer over Grav,
men paa den anden Gravens Side,
med Neslerøg blandet og Liljeduft,
maa henflyde taust i den tause Luft,
som Skum over Skjær ud i Hav maa glide)
. . . Se, naar med elskovsrøde Kind,
(den ydre, gyldne Ramme af
det Qvinde-ideal i Mandens Sind,
Ohebiel ham med fra Himlen gav)
som med en Morgensol han belyser
sin Qvindes nøgne Ynde
(Cajahels Latter bag Rosenslør tynde)
hvor Smiil er Maaner i Midnathaar;
og, naar om Qvindens Barm
(den tvespændte Karm,
hvorpaa gjennem Menneskeæten han skal
fare tilbage til Himlens Hal)
han blanke Muskler slaaer
(som hvide Jøkler om Dalens Vaar)
og seer – saa nær, at deres Læber
synes et Sommerfuglpar, der klæber
i Parring fast, og Mandens Bryn
beskygger Qvindens favre Syn –
. . og seer saa dybt i Qvindens Øie,
som om han vilde der blive vaer
de Himle høie,
han mindes, jordet etsteds har.
. . Ak han seer – han stirrer – og gyser –
han øiner kun et tosset Dyr:
i Qvindeøiet, som nys ifjerne
en Vaarnat var med Aften og Morgenstjerne,
han seer et Snogepar sammenrullet,
som Hvirvelrøg af Brynde-fyr,
at dække Reden i Øiehullet . .
. . han stirrer og gyser og flyer.
Ha, hvis han saae
i Qvindens Øie en Aand ham liig,
der blottet paa Smiil-nymfæer laae
og baded' i Taarer sig:
i saadant Bad steg da Begge ned,
og toede reen deres Kjærlighed.
Ak Himlens Salighed og Jordens Lyst
sig parred' da i uskyldigt Bryst!
Saa sluttet og fuld
som Synskredsens Hjul
om Sole-axe af Ætherguld
(Cajahels Karm)
om Hjertet bøjed' sig da hans Barm,
saa udenfore sig selv Han saae
ei skyvilde Ønsker flagre og slaae . .
. . Ah, fløi et ud
med Klage-torden og Suk-storms Fart,
for foran Graven at finde Gud
og Aandeviisdom og Saligheden:
ei langt det fløi:
det daled' snart
i Qvindens Barmhimmel, hvalt og høi,
og fandt da der
Cajahel for Gud (Gud i Muld
for Gud i Himlen af Aander fuld)
for Salighed
dog Kjærlighed,
i dette Liv, Ebben i hans Evighed,
paa Bunden dog en Perle Fred,
for Aandestraaler dog Aandeskjær . .
. . . O da naar Qvinde og Mand vare Eet,
ei noget Ønske sig flagred' træt;
men tog i Støvet det Mindre viist,
og gjemte det Bedste i Graven til hist!
For Himlen hisset (thi den de veed
ei tynges af deres Bønner ned)
de kunde Begge
her mellem Barmene en Himmel lægge,
hvor Qvinde i Mandehjerte saae Aftenglød,
og Manden i Qvindehjerte saa Morgenrød,
saa Mand og Qvinde
omfavnende stedse den sammenbandt:
i Vemodsblik, som i Regnbu-gevandt,
de begges Aander da fløi derinde,
hviskende til hinanden: «af Himlen, som faldt,
i Dig har Gud mig en Skygge malt.»
Ah, snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag
af Skyer om Barmenes hvælvede Dag,
af Smaaehjerter fuld, af Huld af deres Huld,
hvor Aander, lige Deres, drømme sødt i Muld,
til de spænde sig selv
i Palmely ud
til Smaaehimlehvælv,
saa Forældrenes Himmel finder Jorderund for snever,
og regner Støv i Graven til denne bliver fuld,
men Selv, saa viid og let og klar,
som Himmelen, Messias har,
meer fuld og riig end før
(thi Ohebiel Abiriel der favne tør)
den atter sig hæver
fra Drøm til Sandhed, fra Kjærlighed,
(ak tidt urolig,
en smertebleg Blomst med Suk til Løv,
som ahnede den, at Hjertet af Støv
kun var den en laant og fremmed Bolig!)
. . fra Kjærlighed til Salighed,
fra korte Suk til en Evighed
af Fred,
fra Muld til Gud.
Det skee! Det skee!
Abiriel see
i Qvinden sig Selv (en Aand
liig ham i Baand)!
I denne Qvindeskabnings dumme
Blik Han læse ei sin stumme
Forviisningsdom!
Et Glimt skal vise en Aand der bag,
som kjæmper Abiriels Gjenløsningssag!
Et Aandeglimt i Qvindens Hjerte
Han skimte selv i Hendes Taare!
O denne skal paa Smilets Stengel
i Mandens Tungsindsnat være Kjerte,
saa Han i sit Hjerte Haabet seer
som liden, sløret Lysets Engel,
der ligger og beder ved natsort Baare.
En Aandestraale i Qvindens Smiil
forraade til
Abiriel, at Han ei gaaer her ene
for evigt, forviist blandt Dyr og Stene!
Han ahner – o Fryd! at, som Han, en Aand
sin Vinge ham rækker i Qvindehaand.
Og stolt, for denne Anden
at overvinde, nu kjæmper Manden:
for Qvindeaandens Liv, som Bytte,
til sine Trin mod Himlen knytte.
O søde Strid, hvor Manden maa kjæmpe
blot for at vinde
hvert Sorgenssuk fra den svage Qvinde,
for dermed egen Sorg at dæmpe!
Thi Han er seirsglad, naar han veed,
at en Aand ved Ham har sin Fryd og Fred.
O skjønne Strid, hvor Kraften vil
vinde kun den Svages Smiil!
hvor Stolthed (thi Han vil være den Første)
maa bruge Taalmod til Skjold
og Kjærlighed til Fangevold!
O, jeg vil ei efter Seiren tørste;
men gjerne vil Ohebiel tye
ydmyg i Abiriels Lye,
og suge der med Tak sit Liv,
og see i Hans Villie sit Dø! og Bliv!
knæle fra Dig, saalangt som Du
knæler fra Himlen nu;
men, naar Du reiser dig høi og stor,
som før histhenne,
da skal Du kjende
Hvem Aanden var,
der dine Sorger i Støvet bar,
hvis Kjærlighed avled' et Haab med din,
der krandsed' vor Grav til en Bryllupsseng, hvor
vi Begge formæle os atter med
vor Evigheds Fred.
Ha, i din Seir Jeg min vil see,
og Jeg vil juble fra Gravens Tropæ
mit Sejersraab:
«Abiriel, haab!»
Salige Mand, hvis du kan finde
en skjønnere Hilsen til din Qvinde!
Du kan ei? O, da forenede vil
vi indbaldyre i Kjærligheds Smiil
vort Mødes-Tegn, vort Seiersraab:
«Menneske haab!»
(Ohebiel forsvinder i Qvinden, som vaagner, og springer op.)
Eva.
(seende forskrækket imod Himmelen.)
Lys! Ild!
Messias.
Ohebiel, fra Himlen forsvunden,
har sig til Jorden bunden.
Qvinden fik sin fornuftige Sjel
i Ohebiel.
(Adam vaagner, seer sig forundret om.)
Eva.
(seende imod Jorden.)
Jord! Mørke!
Chor af Aander.
Vanvittige Aander! Vee, sig igjen
De kjende ei mere i Himmelen!
De kjende sig Selv ei igjen, og Jorden
er tvende Aanders Gravhøi vorden.
Messias.
Nei, Jorden skal vorde et Altar for Freden
imellem Kraften og Kjærligheden.
Qvinden har sit Offer for
Manden alt begyndt paa Jord.
Ei Hun det ender før Jordens alle
Vugger sammen til Grave falde.
Eva.
(seende mod Solen.)
Ah, Lys! Himmel!
(holder forskrækket Haanden for Øinene.)
Adam.
Tys! . . Mig Selv . ?
Chor af Aander.
Vee, Himlen sjunken ned i Jord!
Vee, Aandemord!
Abiriel qvalt i Mandens Arm!
Messias.
Kun Qvist af Himlens Kraft
i Muld er sat, men ikke tabt.
Eva
(seende sig forbauset om.)
Jeg seer. Jeg er.
Chor af Aander.
Vee, Himlen sjunken ned i Jord!
Vee, Aandemord!
Ohebiel druknet i Qvindens Barm!
Messias.
Kun Knop af Himlens Kjærlighed
i Muld er sat, men ei forliist.
Den blomstrer op med Kraftens Qvist
paa Jorden som en Mand og Qvinde,
og i dens Skygge Fryd og Fred
skal alle Livets Hjerter finde.
Abiriel og Ohebiel særskilte hjemvende;
men Elskoven i Støvet i Førstefødtes Sjel
(og evig gjennem Ætten) forene skal de Tvende,
saa i hvert Bryst er dølget
en Abiriel-Ohebiel:
Ja Kraft og Kjærlighed af Cajahels Blot ombølget
som paa en deilig Øe.
Men Nerverne gynge, Blodstrømmene nynne og synge,
saa Aanden i sit lune Hjerte næsten sover,
til Gravens mullne Skyer, der tystned over,
nedsynke: Aanden da i Himlen vaagen veed
sig stammende fra himmelsk Kraft og Kjærlighed.
Eva.
Tys: Jeg hører! Ah! en Fugl!
Adam.
Ha! Hvem er Du? Ei mig?
Eva.
Jeg hører,
jeg seer. O, Duft! O Liv! O Alt!
Adam.
Ah Duft! Ha Sang! Se Liv! O Alt!
Du taler som jeg taler Selv.
Er du min Tales Skygge eller min,
som denne der er Palmens? Se, jeg er
jo skjønnere og lysere end Palmen,
og maa da have Skygge lysere.
Ha, har min Tale Skygge i din Tale,
som Jeg i Dig? Naar Grenen hvifter,
saa flagrer Skyggen. Eja, jeg vil prøve . .
(hvifter med Armene.)
Nei du staaer stille, Skygge. Ak du er
da ei min Skygge. Vel, jeg vil da være
din Skygge, saa, hvorhelst du gaaer, gaaer jeg,
hvorhen Du seer, seer jeg, og selv min Tale
bli'er kun din Tales Skygge eller Gjenlyd
. . O ja, thi se mit Øje, bruunt og mørkt
som Kildens Eeg, kun synes passet til
dit klare Øjes Skygge, blaat som Kilden,
og lys din Tale er, saa jeg forstaaer
den bedre end min egen (thi om den
jeg veed kun, at den kommer fra min Tunge
. . nei, ei fra Tungen først, men først fra Øiet
og Øret, men jeg veed jo ei hvorledes
jeg Alting, hvad jeg seer og hører, taler)
men, naar du taler, lysner flux hvert Ord
et Svar dertil op her hos mig . . Ah, ja,
om kun du smiled', eller gjorde Mine,
forstod mit Øje det, og lærte Tungen
da flux et Svar . . O, om Du ikkun rørte
mig med en Finger, føler jeg dog med
mit hele Legem, at jeg vilde svare.
(nærmer sig Qvinden.)
Du taler ei? Du hører ei, jeg taler?
Ak, er Du død som Alt? Fang ei dit Øje
med Haanden! O jeg saae, hvor det var skjønt
og glindsende som Duen. Ak, du græder!
O græd ei, ellers maa jeg græde med:
Jeg er din Skygge.
(træder frem for Qvinden.)
Eva.
Ah, Jeg der? O . . Du!
Adam.
Nu veed jeg, Eet vi ere, skjønne Du!
O skjønnere end mig og Alt!
Eva.
Ei Eet,
dog ei forskjellige i Meget.
Adam og Eva.
Ak,
jeg føler dog, at din Forskjel er skjønnest.
Eva.
Saa find en Lyd for Dig, men riig nok til,
ved blot en liden Synken, mig at vise.
Thi Du fra Mig ei skilles mere end
saa langt et Aandedræt fra dette korte.
Adam.
Som «Han» skal være mig, saa Du er «Hun»
Eva.
Ah, ja, den samme Lyd i tvende deelt.
Det ligner os. Ak, smukke Han, hvor kom Du?
Jeg troer, Du voxed' op af mine Taarer;
thi Dig jeg seer, men dem ei meer paa Græsset.
O, var det saa, jeg frygted' ei for Intet,
og ei min Graad var spildt. Dog er det sært,
at jeg er i den ene Han saa mæt
og frygtløs, som om tusind Slige laae
i denne Ene . . O, jeg ønsker ei,
ved flere Taarers, fleer Smaaeøines Tab,
mig sanke Fleer end denne ene Han.
Eva.
Se, nys jeg frygted', græd,
og, mens jeg græd, jeg fandt Dig. Nu ei meer
jeg skjælver under dette Alt, som stormer
paa Øjet ind, og dette Altings Lyd,
som strømmed ind i Øret, saa jeg vidste
ei om jeg frydes skulde eller frygte,
men Øjet brast – saa syntes mig, endskjøndt
det vist er nu som Solen fuldt og klart –
da Barmen blev for fuld! Men nu, da Du
er her, jeg veed, at Alt er skjønt og kommet
som Løfter foran Dig, thi deraf kom
den Storm af Syn og Lyd, da Fugl og Træ
fortælle vilde først: nu kommer Han.
Ah, Du er kommen, men hvor kom Du?
Adam.
Ja, mon af Solen eller disse Stene?
af Marken, saa jeg er den bedste Blomst?
Jeg veed ei.
Eva.
Ah, hvor høit du taler! O
tal meget! Øret kildres ned til Barmen,
saa den maa lee. Vist har du tæmmet i
din Mund en Storm, der sig forviklede
i Krattet?
Adam.
Først – det veed jeg – vaagned' Øiet
af Ørets Latter (thi deri Alting loe,
idet Det kiged' mig i Øjet ind.)
Men – se, som du, jeg svimled', da jeg vaagned',
som om Jeg ei fandt Rum i denne Pande.
Thi frem ifra mit Dyb i Barmen
et Stort, Uhyre, Livsvarmt, Sittrende
– o som en Sky, saa vid som hele Himlen,
ja videre, thi den Det vilde sluge –
sig trængte voldsomt opad mod mit Øre,
mod Øjet, Næsen, ud i hele Huden,
for sig i Rummet sprede, at Det kunde
opsluge Alt, som i Uordens Fylde
indstormede paa mig. Mit Øie syntes,
for Sol og Himmel, Dyr og Blomster og
mig Selv at see paaeengang, mig for lidet;
for trangt mit Øre, for at fange heel
den Lydstrøm, som fra alle Sider bruste.
Jeg svimled', da jeg hørte, men ei skilned';
thi Lyden var saa ny, at jeg med Skræk
den hørte, vidste ikke hvad var Vellyd.
Mit Øje sortned', da det Vrimlen saae,
men mægted' ei at skilne, saa jeg vidste
ei om jeg skulde frygte eller frydes.
Jeg turde ei omfavne Palmen, skjøndt
mit Øie saae den skjøn; thi Øret frygted'
en Brusen i dens brede Blade. Alt
mig syntes da for snevert inden mig,
men Alt for vidt derudenfore . .
Adam.
Dog sandsed' jeg mit Liv; men, i den Storm
af Billeder og Lyd, kun som en Qvist,
der bølges hid og hid, saa nær den brister.
Og, skjøndt jeg saae med Frygt, og hørte
med Skjælven, følte Luften paa mit Bryst
med sitrende Latter, og omfavned' angst
og glad mig Selv, for ei at falde, skilned'
jeg dog, at jeg skjalv imellem Sol og Jord
og Lys og Mørke, mellem Ild og Kulde:
saa Selv – der kom en Vished fra mit Indre,
der skjød sig som et Glimt ifra det Dunkle
og Varme, Store, der i Brystet bølged',
og vilde sluge Alt igjennem Øjet
og Øret, Skyen naae med Fingerspidsen,
saa, naar Det fyldtes, ud det svulned', saa
jeg syntes at det vilde sprænge Panden –
saa, midt i denne bølgende Forvirring,
midt i min egen Angst og Fryd og Latterskjælven,
jeg sandsed' dog mit Liv, og syntes da,
at Selv jeg maatte være Klump af Muld,
der havde drukket op en Solens Straale,
og varm da over al den anden Muld
opreist sig.
Eva.
O, som jeg! Hvor Alt er ligt!
Adam.
Det syntes mig, som om igjennem Øjet
Solstraalen havde skudt sig ind i Brystet
(thi saae jeg ei? og, hvor jeg saae, blev lyst?)
og flød saa derfra gjennem Arm og Haand.
Thi Haanden løfted' sig, og holdt for Øjet,
som om den vilde skille ad fra Solen
dens Straale, og den der begrave . . Ak,
den sank da ned i Brystet sitrende.
Føl her den banker, som om den vil ud!
Eva.
(holder Haanden paa hans Hjerte.)
Ja, ligt med mig. Den svulmer som hos mig.
Føl . . Ak, den gode Sol! Jeg fik en Straale,
som din saa lys og stærk . . o stærkere:
Se, hvor i Bugter den mit Bryst har udspændt!
Adam.
(holder Haanden paa hendes Hjerte.)
Ja, (gode Sol!) Du har en Livsens Straale,
saa varm som min, saa lys, thi Endens Funklen
(som Slangens Svands, der stikker op af Mulden)
jeg i dit Øje seer. O, Sol, din Straale,
som nylig vilde sprænge mig i Rummet,
da Alting stormed' ind, saa jeg ei aanded',
er bleven mild, og svulmer ikke mere,
for atter vende om til dig og lade
mig øde her tilbage i min Muld,
foruden Lys og denne Brystets Aande,
som er dens milde Røg . . .
Men – o jeg veed ei – sagte synes den
at sitre nedad for at tvinge Foden
til hen mod Dig at flye, at bulne ud
i Bryst og Arme, saa de brede sig,
som Straaler, for at favne Dig og flye
ind i din Barm, for der at smelte sammen
med Straalen, som den gode Sol Dig gav.
(vil omfavne hende, men flyer tilbage.)
Ah, hvis jeg misted' den, var Jeg jo Muld,
og øde, mens Du fik et dobbelt Liv.
Jeg sortned', naar dens Lys blev borte . . O,
jeg kjæmped' nylig med den jo, at ei
den skulde flye til Solen, der jo var
det Skjønneste, jeg saae . . ja flye den vilde
mod hver en Blomst paa Himmelen og Jorden,
mod hvert et favert Liv, saa efter Slangen,
der som en Regnbue bøjed' sig omkring
den lille Roses Sol, jeg greb med Fryd . .
. . O, ad saamange Veie flye den vilde,
at jeg af Angst og Fryd tvang Øjet (der
jo evigt vilde stirre) til at lukke
sig inde i sit gamle Mørke; men
da saae jeg Sol og Blomst og Slange og
det hele Liv, som nys jeg havde seet
og følt og hørt derudenfor, at bølge
som Regnbue, af Blade, Dyr og Skyer flettet,
herindenfore Øjet. Se, jeg syntes,
at Bjerget hist, som nys jeg havde seet
udaande Ild og Røg hist langt i Fjernet,
nu indenfor min Pande svulmed op
med al sin Ild: saa nær jeg saae det, at
jeg kunde gribe det; dog var det Intet.
Mit Bryst ei rummede min Angst, og Panden
nær sprængtes af den Hvirvl af Syner, saa
at Vand kom i mit Øje. Ei jeg voved'
at aabne Øjet, at ei flere Syner
indstrømme skulde; dog jeg maatte høre,
at vildt de brused udenfore. O,
jeg nær var brusten; thi jeg troede, at
den hele Bladerasl og Sang og Bjerget,
der svulmed' Alt herindenfore Øjet
(hvor Straalen tvang mig til at see) var Skrig
fra Jorden, der mig vred forfulgte, og
gjenfordrede, fordi det Lys og Liv,
jeg fik fra Solen, hæved' mig fra Mulden,
og gjorde mig mere Solen liig end Jorden.
Jeg troede, at jeg kjæmpede med Jorden,
og fandt et Forsvar i mit Øjelaag,
saa den ei overvælded' mig med Syner,
hvis Farver syntes mig var Jordens Vrede.
Da Alt fra-uden vilde knuse mig,
og Alt, jeg saae, ved Straalens Lys, bag Øjet,
mig vilde sprænge her fra-inden: da
af Livsensstraalen, skjøndt den qvaltes nær
(saa Brystet banked' dobbelt af dens Slag)
af Synerne, som trængte ind for hvergang
jeg maatte aabne Øjet for en Taare,
jeg fik min Frelse. Thi den trængte sig
igjennem al min Angest, op mod Læben
og toned – ha, det Under! – ud i Luften
lidt efter lidt fra Tungen, og om Alt
jeg talte da; og – o et større Under! –
(som om kun Livsenslysets Overflod
gik bort, men selv det fløi ei bort i Talen)
Alt hvad jeg nævned' kom i Orden flux,
som om af Talen Alting blev belyst,
som om de Syner, der nys trængte mig,
for Tungens Klang flux fløi til deres Sted,
som om jeg ved min Tunge Alt behersked'.
Thi samme Øjeblik, jeg sagde:
«Lys! Luft! Jord! Mørke! Ild! Lys! Ild!»
da standsed' Ild og Lys og Luft heroven,
og Jord og Mørke sank herneden og
krøb ind i Skoven: og jeg, da jeg saae
mig Selv imidten rolig, raabte høit,
som forat undertvinge alt det Mindre:
«Jeg seer. Jeg er»!
Hør, da jeg dette sagde,
og hørte Selv, jeg sagde det: saa vidste
jeg, at jeg var, saa vist som Solen var,
thi Begge saae jeg; og jeg vidste da,
at Livsensstraalen, som jeg fik fra Solen,
og som betvang nu Alt, var den, som kaldte
sig Selv nu: Jeg.
Adam.
Da Alt jeg havde mønstret med mit Øje,
og ordnet Alting med min Tale – ha,
mit Bud! thi Alting lystred hvad jeg talte . . .
– Thi Alting vidste jeg, var saa isandhed,
som jeg det saae og nævnte, saa jeg turde
om Dalen sige, at den knæled, og
om Bjerget, at det stod, at Sletten laae,
at Træet taug, saa ikke denne Solsort
(saa hedde den til Spot paa Solen!) var
dets Tunge, som jeg nylig maatte troe –
. . Da Alt jeg mønstred nu og ordned' – Ha,
da syntes mig, at noget Andet end
min Tunge i mig talte høit, saa høit,
at «Tys» jeg raabte «Tys! jeg hører . . ha»!
Og dog jeg hørte ei med Øret Noget,
hvis, som mig syntes, Øret ikke var
vendt indad; thi jeg hørte Noget der . .
– ak uforklarligt: hørte uden Lyd!
Som Tale lød det ei; dog var der Ord,
men uden Lyd, som om jeg kunde blæse
en Række Ord i Sandet, saa jeg saae dem.
Dog vidste jeg forvist, at vel jeg kunde
med Læben nævne nogle af de Ord,
som taltes i mit Indre. Ah, jeg mindes
end nogle, som blandt mange dunkle lød:
som, da jeg saae en Løve med Løvinden,
og Skoven fuld af Palmer, mens jeg stod
paa Sletten ene: nævntes hos mig Selv
«Selskab» «Ensomhed» og «Skabning» «Væsen».
Og denne Tale i mig Selv jeg kaldte
ei «Ord» men «Tanke» og «Begreb» fordi
jeg vidste mere da end, at jeg saae,
thi ogsaa Hvad jeg saae. Og det, som lærte
mig ved en saadan taus og indre Tale,
jeg kaldte: «Aand».
Eva.
Saa klart hos mig har Aanden
ei talt, men Hvad den talte «Følelser»
jeg kalder. O de ligned' Kilderisl.
Adam.
Men Aandens Tanketale – skjøndt det fryded
mig høit, herinden i mig at besidde
en Stemme, som jeg kunde tale med
om Alt Besynderligt derudenfor –
forskrækked' mig, da ei jeg mægted høre
og svare paa dens Strøm af Spørgsmaal, der
sig heftede til hvert et Blad, som for
at suge ud den Kraft, der skjød sig ud
i slige Fryndser og Farver. O de føg,
blot paa en liden Blomst jeg saae i Græsset,
i vilde Rigdom, som hist Fjeldets Funker,
som op af Blomstens lille Bæger, mens
jeg stirred' deri. Dog de svømmed kun
som tom Røg ovenover, saa den Bund,
jeg søgte, ei jeg fandt; ja, selv et Sandkorn,
som glimred' da jeg tog det op i Haanden,
blev, mens jeg stirred paa det (skjøndt saa lidet)
dog dunkelt og uhyre som en Sky,
hvori mit Øje sank som enkelt Regndraabe.
Jeg syntes, at den vilde Aandetale,
at Tankerne, som mylred' over Alt,
og vilde krybe selv i Stenen ind,
og see dens Aarer klart som Træets Qviste,
i Jordens Dybder rode, Himlen kløve,
tilsammenknyttede sig i mit Hoved
(som var det mørkeste Dyb at kige i)
og brast da som en stor, uhyre Taare,
der atter delte sig i tvende mindre,
foruden at jeg vidste, hvi jeg græd.
Da alle Tanker, Alt hvad før jeg vidste,
mit hele Liv, mig syntes flyde hen
ud i et skygraat, ubegrændset Hav,
som – skjøndt det burde være navnløst – Aanden
mig lærte kalde: «Sorg». O Sorg,
du graa og farveløse Flaggermuus,
der flyver søvnig mellem Liv og Død,
selv hverken Liv eller Død! Intet elskende,
selv hadende den Graad, som nærer dig,
og Følelsen af Liv, som fødte dig,
du fik et Navn – jeg veed du er paa Jorden!
Og denne Vished, at du er mig nær,
ja maaskee svulmer under mine Smiil,
har gjort mig angest for min egen Fryd,
saa Suk jeg lytter efter i min Latter,
og søger Taarer mellem mine Smiil
. . o blegnet selv mit Øje, saa jeg synes,
at Liv og Himmel straaler ei som før,
at Fuglens Sang ei lyder høit som før,
at Rosens Morgen sank, og Hyacinthen
blev bruun istedetfor – saa synes mig –
den før var hvid . . o, Sorg, din første Aande
forgiftet har min Fryd, saa ei den er
saa gjennemsigtig, lys og let som før,
da Palmens Glands den bar, naar jeg saae Palmen,
Tulipens Ild, naar jeg Tulipen saae,
Violens Blaa, naar jeg Violen saae,
med Lattergysen og en dunkel Sødhed
den mørke Skovhals Raslen efterligned',
men skiftede til Solens Lys og Varme
naar jeg paa Solen saae, min Fryd dens Liv
og Straaler efterlignede med Jubel.
O, se, mit Øje syntes mig da være
en hulet Regnbue, hvorigjennem jeg
paa Alting saae – saa skjønt, at Skyen syntes
at være Blomsterengen nedadvendt.
Men Alt, som om det sørged', visned' nu,
da Aanden talte saa forvirret, og
til Sorg omsmelted' sine Tanker, som
om de i Fødslen vare altfor bløde
og maatte flyde sammen. Snart den talte
imod mit Øje . . o som om den vilde
indbilde mig, at Hvad jeg saae var Intet;
snart sagde den om Himlen, den var aaben,
skjøndt klart jeg øined, den var lukt med Solen:
at Mange, Mange, som paa Engen Blomster,
mig Lige, der i Himlen græd for mig,
saa nær jeg syntes som jeg hørte Klager,
skjøndt, naar jeg saae den, var dens Skyer Smiil,
og Vinden loe kun, Solens Blik var aabent.
. . O, jeg tilsidst ei vidste Hvad jeg saae.
Dog vidste jeg, jeg leved i min Sorg.
Thi af sig Selv et Vindpust reiste sig
(og dette Vindpust kaldte Aanden «Angest»)
fra Barmens Bund, som syntes fuld og klemt;
og, forat give Sorgens dunkle Øde
et Afløb, og at prøve om ei Angstens
den kolde Vind igjennem Læben kunde
en Udvei finde, for at høre om
jeg leved end, og dette Dyb af Tanker,
hvis vilde Brusen ei jeg mægted' styre
(thi, som jeg sagde, hefted' de sig fast
ved Sandet, røg saa ud derfra mod Skyen,
krøb under Slangens Bug, og steg saa lige
– o snarere end Ørnen – op i Himlen,
og vilde, af umættelig Videlyst,
see Stenens Tyngde, høre Stormens Kilde,)
. . for disse vilde Tanker skræmme bort
og mætte dem med Noget, som var sandt:
med Lyden, aabned' jeg min Mund og talte,
og, som om jeg var glad og frygtløs, raabte:
«Syng, syng, Fugl! Drossel! Ha Liv! Alt!»
Men Aanden denne falske Fryd beloe:
det var som om jeg Selv var tvedeelt, saa
den ene Deel af Mig beloe den anden Deel,
fordi den Kjækhed sveeg sig til og Fryd,
som om det Raab gjenklang i hver en Aare:
du er dog angst og sorgfuld trods din Jubel!
Og, se, med denne sorrigfulde Sandhed,
som tørrede med Rødmen mine Taarer
holdt Himlen selv; thi ikke saadan Solsort
den sendte, som jeg bad om i mit Raab
(en, som til maanegyldne Nebbets Klang
i Kroens midnatsorte Dyb faaer Gjenlyd,
som om det indeni var Stjerne-sølv)
men flux en rædsom Fugl, som Natten sort,
med udspændt, blodrød Kroe og gule Striber,
med brede Vinger, som . . ak ei jeg vidste
om det var Vinger eller Skyer . . Ha,
hvis ei jeg havde seet, at den fløi
med Vredes-klapren op fra Himlens Ende,
jeg maatte tænkt – saa tung og sort den var –
at den min Sorg var, som sig lettede
mod Himlen fra mit Bryst, som nu blev øde.
Thi i det Øjeblik der laae ei selv
et Mindebilled af det Liv jeg saae;
men aabent stod det da og lytted' til
sit eget Øde og Uhyrets Fylde
og tunge Flugt, som om dets Vingeklap
min Angest var, der steg mod Himlen.
Adam.
Thi nu jeg var ei angst, men tom som Stenen,
og did, til Muld tilbage, jeg mig ønsked'.
Da, som med Brag den daled' paa mit Hoved,
og qvalte, i sin Nærmen, selve Luften,
da tænkte jeg med Smiger den at sone,
og raabte til den, skjøndt dens Sang var fæl,
saa selv de døde Stene skjalv, og Træet
med Bladet hang, som om det var dets Øre . .
. . da raabte jeg, som med min sidste Aande:
«Ha, tordn! en Sang! Lystig»!
Men, ei forsonet, Nebbet, guult som Droslens,
men fuldt af Vrede, den, med rædsom Hvisl,
udstrakte da fra Himlen ned i Jorden.
Da, for mit Liv at frelse,
den Aand, som talte i mig, lærte mig
med skjult Spot, at raabe ud med Løgn:
«O Lyn! Lyn! Ah smukt! En Blomst i Skyen!»
Men atter Dødens Fugl, som vakt ved Raabet,
sit Neb udrakte . . se, og greb for mig
den Bananas jeg favned'. Ak, jeg gav
et Suk, det sidste før jeg saae dig her.
Thi, da jeg vaagned', var min Rædsel borte
og Jorden mild og Himlen blaa og klar,
og du stod her, min levende Fryd!
Se dette er mit Liv! Hvorfra jeg kom
jeg veed ei – kun, at jeg til Fryd er kommen.
Eva.
Ah ja som Jeg. Dog troer jeg, du er kommen
mest til min Fryd.
Adam.
Jeg veed, du er min Fryd.
Thi, nu jeg favner dig, jeg bunden er
til Livets Hjerte. Alting jeg forstaaer;
thi med din Skjønhed maaler jeg det Skjønne
og Hæslige; og, med din Stemme, Vellyd
og Mislyd, saa at hver en Stemme, som
ei synes som en Efterklang af din
kun Rædsel er. Og, som i Takten med
dit Hjertes Slag, min Aand, som nylig fyldte
min snevre Tinding til den næsten sprængtes
med Tanker, der fra Blomstfrø kunde voxe
til Himmelvidde, taler viist og rolig,
og kjæmper ikke meer med mine Sandser,
men seer nu Alt igjennem dine Øine,
saa Hvad der fryder dig maa fryde mig.
Og Tankerne, de tause Ord, den paa
min Pandes Indre malte, staae nu klare:
saa Tanken «Skabning» som mig syntes da
kun som en Synernes vilde Forvikling
(hvor Dyr i dette Vildnis vare Knoppe,
og Fugle Blade, Slanger Qviste, Blomster
og Træer kun Mos af altformegen Fedme)
der voxed' op det Ene af det Andet,
jeg nu begriber, er hver enkelt Deel
af dette Alt, af samme Dyb udrunden,
at Jeg og Du af alle Skabninger
de Bedste ere . .
Eva.
Liv! Ja Du den Bedste!
Jeg veed dog vist, jeg blive maa den Næste.
Adam.
Nu veed jeg klart, at Tanken «Ensomhed»
der syntes mig kun som en dunkel Hule,
er hele denne Jord, naar du var borte.
O, skjøndt saa vid – se, større jo end Solen!
se hele denne Dal, der toer i Søen
sit Skjønhedsbilled, Sletten indtil Skoven,
og Skoven, Skyens Vugge, reist mod Bjerget,
der blaaner fjernt som Luftens fulde Kilde! –
jeg synes . . o hver Aare reiser sig
saa høit, som om den vilde splitte sig
i andre Ti; dog blive heel som før .!
. . at Jeg i Dig har Dalen med dens Søe
og Sletten, Skoven, og de fjerne Fjelde,
af Væsener fuld som Jeg og Du.
Eva.
Jeg stirrer i dit Øje, og jeg seer
en Himmel fuld af dine Øjne . . O,
de synke gjennem mine ned i Skjødet,
og vælde ud af Barmen saa i Slag,
og ud i disse Ord fra Munden. . . Ah .!
Adam.
(de omfavne hinanden stadigen.)
Jeg hører begge dine Bryster tale.
Eva.
Ak, Dine svare . . Tys!
Eva.
Ah, fulde Liv! mit Skjød og Barm nu synes
at være Himlen, der i Stjerner brister.
Adam.
Mit Blod mig synes rigt nok til at sprudle
Liv i hvert Sandkorn over Jorden, saa
de bleve Hoveder som mit.
Eva.
Hvi lærte
du mig din Ensomheds-tanke? Vee mig,
var du ei her, saa var jeg øde – o
som om der var en Flod, der fandt ei Havet,
men, som et spidset Horn, randt ud i Sandet,
liig hovedløse Orm! Hvem standsed' da,
og løste op i søde, milde Taager
mit Blods Zitren? Ei den lodne Løve!
ei Luftens Bundfald her i dette store,
bekrandste, himmellukte Livsens Bæger,
den kolde brusende Bølge!
Adam.
Dobbelt Liv!
Jeg er ei ene. Jeg er Mand, og Du
Mandinde.
Eva.
Ja Mandinde! O hvor skjønt!
Jeg elske vil mit Navn, fordi at Mand
(som da Du skabte Navnet «Hun» af «Han»)
er Kjernen deri, som det Bedste Du
er i det Ene, som vi Tvende danne nu.
Adam.
Om Havet fra sin Afgrund reiste sig
saa høit som Stormen for at sluge dig,
Mandinden, Landets bedste Grøde: saae du,
at disse Arme bedre Bolværk var
end dette Forbjerg, om du ene stod
paa himmelhøie Strand og kunde see
paa Havets Fræsen ned og Stormsky-flod.
Ha, hvi er Mandens Arme stærke skabte
undtagen for at vogte sin Mandinde,
sin Fryds Sødme, sit Livs Rødme?
Eva.
Ah, se min Barm er sammenslagne Arme
der favne om mit Liv: hvi skabtes da
mit Armepar undtagen for at favne
min Mand, mit andet Liv, som jeg kan see?
Adam.
O fast! o fast! – Vee, hvis jeg tabte . .!
Eva.
Du er som jeg mig tænker Selv forskjønnet.
Din Livsvarme (thi jeg varmer mig ved dig)
som Flammen blusser om min Glød. O, naar
jeg i dit Øje seer, mit Blik maa funkle,
som om du gav det Straaler. O det er
som om jeg i en Afgrund sank af Ild,
og aanded' dog. Hvor sært, jeg frydes meer
i Mandens Fryd end i min egen?
Adam.
Vee,
hvis jeg ei favned med min Arm dig fast,
og du blev tabt: en Deel af mig da brast.
Thi du er Been af mine Been og Kjød
udaf mit Kjød, i samme Form og Leje
i Jorden dannet. Jeg som Førstefød
er kun dit Prøvestykke. Dette siger
din Skjønhed rødmende, som om den blues
fordi den er for skjøn.
Eva.
Ak, Solen turde
(for af saamange Mænds Blik ei fordunkles)
ei danne Fleer end Een af slige Mænd
i Jordens varme Skjød; men Hvad der blev
af Frugtbarhed igjen i Formen danned'
Den ud i Løver, Hingste og i Ørne
og alle Markens Dyr, til af det Sidste
den lille Kolibri blev skabt. Og nu
se Manden, rustet med sin Kraft, alene!
Adam.
O een Mandinde formed Solen kun
(for ei at see sin Morgensky at blegne)
men Hvad der levnedes af Frugtbarhed
i Hendes Form i Jordens milde Skjød,
Den danned' ud i Luftens vingede Blomster,
en Sommerfugle-hær, og sidste Rest
blev Jordens Blomster. Og jeg skuer nu
Mandinden, pyntet med sin Skjønhed, ene.
Eva.
O Livsvarme! min Barm mig synes lunken Muld:
o som en Jord af Dug og Blomster fuld!
Men hver en Draabe et Mandens Øje er,
et Menneskehoved hver en Blomme der,
en Skulder hvert et Blad, hver Knop en Barm,
og hver en Qvist mig synes Mandens Arm.
Adam.
O Livsvarme! min Lænd mig synes som en Ring
af dalende, zitrende, bugnende, varme Skyer,
som Himlen, der maa briste med Velsignelse,
som med en lunken Regn.
Eva.
O vi har Fryd
for mange Liv som os! Vee, vi er' ene
med al vor Overflod! O, skjød sig Liv
ifra Mandindens Muld mod Mandens Himmel,
naar dens Velsignelses Aande varmed' hiin!
De skyde sig igjennem denne Taage
af søde Suk, der, lysnet kun af Kys,
er eneste Hud imellem vore Hjerter,
imellem dit, min Sol, og mit, din Jord!
Thi – o jeg føler, som mit hele Legem
er Jorden liig, saa er mit Hjerte deri
den Form og Lejet ligt i Jordens Skjød,
hvori af Solen Mennesket blev dannet.
Af denne Elskovsdamp fra vore Aarer,
den flyde sammen til en Livsensstrøm,
en Regnbue snoer sig mellem vore Hjerter
af Liv som mig, af Liv i Liv iflettet
af Øjne blaae, af Lokker gule, saa
de blege Panden, som de skinne paa . .
. . Jeg ahner, Det Mandinden er forjettet.
Messias.
Mandindens Ahnelse (o Cajahel,
en Guddom hylles atter i dit Mulm!)
er hiin Ohebiels Spaadom om den Elskov,
der lindrer støvbedækte Aanders Smerte:
«For Himlen hist de kunde Begge
her mellem Barmene en Himmel lægge.
Og snart bli'er den Himmel, hvor Armene ere Lag
af Skyer om Barmenes hvælvede Dag,
af Smaaehjerter fuld, af Huld af deres Huld,
hvor Aander, lige deres, drømme sødt i Muld.»
(Eva under et Træ med et Barn ved Barmen.)
Eva.
Todobblet er min Fryd!
Thi se, du søde Eng, se her min Dreng!
– O dine Blommer høine sig med Flammeøine
høit nok for at kige og see
det lille Mandens Billed ligge
ved Moderbarm og lee!
Todobblet er min Fryd!
Thi, høie Himmelhvælv, se Manden selv!
Og Bjergenes Plataner, Dalenes Bananer,
ludende i Fjernet I har
jo seet (som hver en Himlens Stjerne)
hvor liig han er sin Fa'r?
Todobblet er min Fryd!
Thi, se, en Dreng jeg har og Drengens Fa'r;
og Qvinden nu er vorden riig som Alt paa Jorden!
Tør du spotte Qvinden nu, Hind?
Din kronte Kalv omkaps med Vinden
skal bære Drengen min.
Todobblet er min Elskov!
I Barnets søde Smiil jeg engang til
maa elske Den, som signer Qvinden, saa hun ligner
Nattens melkestjernede Barm:
O tæt som Stjerner Qvinden gjerne
vil vugge Børn paa Arm!
Todobblet er min Elskov!
Ak, er mit Hjertes Sjel, som før, saa heel?
Thi, sært, at nu iblunde Løven røve kunde
Manden, mens jeg sover – jeg troer?
Men sov, mit Barn, ved Hjertet! over
dig vaager vist din Mo'r.
(Adam kommer flyende for en Løve.)
(Eva flyer med Barnet. Løven griber det.)
(Angriber Løven modigt, og river Barnet fra den. Løven forfølger Qvinden.)
(Angriber nu Løven kjækt, og fælder den med en Green.)
Eva.
Nu veed jeg, hvi min Elskov (før saa tryg)
da den til Barnet delte sig, blev Angest.
Adam.
(hoverende over Løvens Aadsel.)
Ha, Løven død for Manden!
Hvor er Løvens Tand?
O en Leeg, som Stenen,
glattet rund paa Stranden
af det stride Vand.
Tungen, nys saa hvas og rød,
som det Lyn, der Skyen brød,
hænger som fra Grenen
mygt og blegt et Blad.
Skjælv, flammemalte Tiger!
Se, for Manden, liig
knaset Græskar, ligger
Den, som i dit Rede
kunde knuse dig!
Bærer Manden Løvens Hud,
snart da kan han slukke ud
med sin Kølles Vrede
hede Tiger-brand.
(ifører sig Løvens Hud.)
Knæl, Elephant, i Støvet!
Store Qvælerorm,
dine vide Bugter
som en Taage kløves
af min Kølle-storm.
Seer dog, Mand i Løvehud
bleven er Allivsens Gud!
Skjælver, Dyr, i Flugten!
Mit er Eders Blod!
(gjennemborer Løven med en Steen.)
Du vilde Bøffel-pande
er ei Løve-bryst:
Hornet maa du stikke
(det skal du faae sande!)
ned i Mulden tyst.
Seer dog, Mand i Løvehud
bleven er Allivsens Gud!
Mandens Sværd skal drikke
Panther-hjertet ud!
(svinger Køllen.)
Se Mandens Kølle stærkest
Klo og Slangebugt!
Den i Blod af Løven
har for Livet mærket
Skræk og Død og Flugt.
Seer dog, Mand i Løvehud
bleven er Allivsens Gud:
Horn og Tand er sløve –
(hviner med sit Flint-sværd.)
Hviin! – mod Mandens Sværd!
(Det tordner.)
Eva.
Ak, Manden, Løvens Herre, skjælver .!
Adam.
Vee
os! . . Himlens Vrede . .
Eva.
Frels mit Barn! ak Sol,
o frels mit Barn! Vee døer du Selv . ?
(Tordenveiret mørkner Solen.)
Adam.
Den sorte,
vredladne Sky, der engang qvælte mig,
da førstegang den, som en doven Fugl,
fløi over mig; og, som med ildrødt Neb,
i Skoven ledte efter Adams Hjerte,
har slugt den, og vil sluge os.
Eva.
Hvor finder
mit Barn et Skjul?
Adam.
I Løvens Hule jo
tør Mandens Styrke lægge trygt sit Barn?
Eva.
Se Fuglen har et Rede, men mit Barn
har intet andet Ly end denne Barm.
Adam.
Vi tør ei flye til Løvens Hule; men
her, hvor vi staae, vi knæle ned og dække
med Støvet vore Hoveder! Thi hvad skjuler
og redder os for Himlen? Himlens Vrede
kan knuse Den, som knuste Løven.
(Det lyner. De knæle, omfavnende hinanden.)
Eva.
Jeg give vil det Bedste, kun ei Drengen.
Adam.
Jeg give vil det Bedste, kun ei Qvinden.
Eva.
Fortørner Jeg da Himlen? Maanen kommer
frem, skjøndt det skulde være Dag, indhyllet
i Nat, og smelter Stjernerne til Lyn,
for – vee mig! vil du Barnet røve bort
fordi du ikke frugtbar er som Qvinden?
Se, var en Andens Barn, jeg haded det:
Men Dette er min egen søde Smerte,
og Mandens halve Liv, og denne Pryd
– saa arm er jeg – maae begge Bryster dele.
Adam.
Fortørner Jeg da Himlen, siden Solen
sig skjuler i sin mørke Galde? Ha
– fordi jeg Løven slog, og gav den ei,
der saae min Sejer, af mit Bytte?
Eva.
Se, gode Maane, for mit Barn jeg giver
Dig Skovens bedste Frugter og fra Engen
de skjønneste Blomster! Snart en Natravn skal
til Dig med deres Vellugt flyve!
Adam.
Se
Du store Sol, for mit og Qvindens Liv
jeg giver Dig den stærke Ørknens Løve
og Slettens Tyr, liig en omstyrtet Nat!
Eva.
(har reist et Altar, hvorpaa hun lægger Frugter og Blomster.)
Himmelske, hellige Maane! Du, som forsoner
selv Nattens Mørke med Dagens Lys,
saa Nattergalens Toner
besynge deres Fred,
mens Selv du, en Taare lignende,
vemodig feirer din Seir . .
. . Du i din Ensomhed Alt Velsignende,
o skulde Du ei røres ved
en Moders bange Gys?
Himmelens drømmende Smiil, du flygter? men skinner
dog sidst paa Altret, jeg her dig gav.
Se der en Mo'r du finder
iknæ, med Graad paa Kind!
Med Dugøine blege, smilende
Smaaeblommer see paa Dig;
klarere Øine har Barnet, hvilende
ved Moderbarm, naar Maanens Skin
har tørret Taaren af.
Adam.
(lægger Løven og en Tyr paa et Altar.)
Sol, Dagens Hjerte, Dybets Blod,
der spænder dine Aarer fra Skyens Fugl til Muldens
Rod,
Du Livsens Straaleflod
(Ha, se i den er Ørn i Sky Sprudlesly,
Elephant og Løven Vover, som med Bragen rulle over,
Mennesket det hvide Rav, skummende høiest paa
Livsens Hav,
hvor alle Hjerter ere lunkne
Draaber ned i Dybet sjunkne!)
. . Sol, Himlens Hoved, se Jordens Hoved,
se Manden, Løvens Herre, selv
(liig usel Myre, der slæber Alt
til Tuen, skjøndt selv den af Hunger er qvalt)
sig til dit Altar bandt som Træl!
Se, Manden til dit Altar drog,
(thi nu, som Ørknens Løve, vil Manden æde hvad
han slog)
det Bytte som han tog!
Naar, Sol, du lugter Ofrets Røg, blaa og sød,
lægger du din Tordenkølle ned i Havets dybe Bølge,
saa sig Manden reise tør atter op saa høi som før.
Se, Ofrets milde Vellugtskyer
følge Dig hvorhen du flyer!
Sol, stedse i Offerrøg skal du dale!
Den Aftenrødme, Du aander ud,
Du blande skal (som et naadigt Svar
før Jorden sit Soningssuk udaandet har)
med Offerdamp, Du Mandens Gud!
(Solen staaer klar.)
Eva.
Ofrer du til Solen Blod,
Dagens varme Dug:
Jeg vil bringe Maanen Dug,
Nattens svale Blod.
Adam.
Mæt af Ofrets søde Damp
svulmer Himlens Bug:
Tordnen gaaer ei meer saa lavt
der hvor Altret stod.
Eva.
Disse Æblers Aftenrødt,
disse Liljers Duft
mætter Maanen, saa den snart
straaler fuld og hvid.
Adam.
(Solen synker.)
Se, mit Offer Solen fandt
gjennem Sky og Luft!
Bjergets Palmers Aftensuk
lokker den nu did.
Se (som Qvinden favner mig
under Palme-tag,
naar, af gyldne Frugter krum,
jeg til hende gaaer)
. . Se, saa over Solen hist
smukke Sommerdag
bløde, røde Skyers Arm
huldt isammen slaaer.
Eva.
(Maanen stiger.)
Se, mit Offer Maanen fandt
gjennem Skyers Dyb!
Se hun triner stille frem,
vogter Sol og Kryb!
Taus hun lægger søvnig Jord
til sit fulde Bryst,
saa den vaagner ikke, men
dier det saa tyst.
Rosen slukker ei sit Blus
ud i Maane-nat;
men den folder endnu halvt
ud sin Purpurskat.
Seer du ei, at Dybets Fisk,
Jordens søde Grøde
lever ikke ene af
Sol og Morgenrøde?
Se, de faae af Maanen jo,
naar den skinner fuld,
af dens stille Straalemelk
Fylde, Duft og Huld!
Hvergang Du dit Armepar
over Jorden strækker,
førend du dit Moderbryst
hele Livet rækker:
hvergang Armene du slaaer
om din Barm, saa vid
som om du til Diebørn
samled Stjerner did:
(thi de flye mit Øie jo,
naar du straaler klar):
da skal Qvinden række Dig
Blomster-offerkar;
i dit Altars Skyggeroe
maale fro din Væxt;
der mit Barn skal voxe op;
der vil Qvinden boe.
Adam og Eva.
(Stjernerne bryde frem.)
Og hver en enkelt Stjerneglød,
den Solens lyse Børneflok, vrimlende af Maanens Skjød,
skal see et Offers Død.
Se Mennesket, Selv Guden liig, guderiig!
– Dog det bedste Offer bløde skal for Solens Førstefødte:
Morgenstjernen, hvis gyldne Stav reder for Natten Rosengrav:
den blanke Morgnens Gud, som kommer
liig Vaarviol før Dagens Sommer,
og byder Skyerne fæste Dagens
violblaa Vei, hvor Solen gaaer,
fra Østens Hav til Bjerg i Vest;
men høist den hvælves med Straalefæst,
hvor Solens Altar og Manden staaer.
(De reise Altar for Stjernerne.)
Adam.
Vee, vee! Det falder tungt mig paa mit Hjerte,
og presser ud dets fulde Fryd som Sved:
mit Haab var Røg; hvi bygged jeg min Roe
paa Røgskyer, som ei bære kan et Sandkorn?
Ha, kan jeg skabe mig en Himmel af
en Oxemaves Damp? Se Aftensvalen
jo kaster ned mit Offers sidste Aande,
skjøndt jeg den troede drukket ind af Solen,
og nu Moradsets Huler sluge den,
og Tudser varme sig – o, som om Solen
forskjød min Gave. Dog den nedsteg klar
som blussende af Fryd . . o eller Stolthed,
som om den giver mig sit Smiil og Livet
for Intet. O, hvi tænker jeg, ved Blodets
høitgnistrende Fakkel see min Angstes Gaade:
see Gud, som i Allivsens Kilde, Solen,
(som her i dette Hjerte Adam) boer, mens jeg
er flyttet til dens Udløb ud i Graven?
Hvi frydedes jeg, da, ved min egen Aands
Uvidenhed, jeg fandt der kunde være
i Verden Mænd, hvis Aander ikke stirred'
i noget Dyb, som jeg i mindste Blomst;
og gav dem Navnet: Guder? O hvad hjælper
da Guderne at give Hvad de eie,
og gav mig kuns tillaans? Ha, Skræk! i denne Stund,
i denne Jordens Fedme, med min Styrke
jeg synes selv, jeg er en Flue paa
en Guds nedfældte Bytte, hvor endnu
han ruger med sin Kølle.
Eva.
O fortørn
ei de alseende Guder! Se, om Dagen
er Solen over os, om Aftnen stiger
han ned paa Bjerget for vor Dags-daad regne;
og, hvis den ham behager, den at male
paa favre Aftenrødme; hvis den synes
Ham ond, paa svullen Mulm; og Morgnen viser,
om Han vil straffe eller vil forsonet
det hele Regnskab i Himlens Blaa udslette!
Om Natten seer jo Maanen, eller og
dens Sky-harm taler til os gjennem Stormen,
hvis ei den, ikke nænnende at straffe,
i Regnen brister! Og, se alle Stjerner
jo stirrer efter hvert af vore Skridt!
Adam.
. . Ha! . Dog jeg føler,
at Noget ulmer paa mit Hjertes Bund,
som kunde, om det lysted (skjøndt det synes
mig kun et lidet kulsort Nøste af
en fiin, uendelig Edderkoppetraad,
hvis Ende useet gaaer i Dybet) haane
det store Solens Guddomslys, og tvinge
min egen Haand til Maanen at besudle
med Dynd og Muld af dette samme Altar,
den reiste op til et Forsamlingsted
for Jordens Suk til Maanens Guddom
. . ja, ofre til mig Selv al Jordens Fedme,
men slænge hen til Stjernerne, af Naade,
de levnte Been og Horn . . ja, om det lysted'.
– Jeg ejer da en taagedunkel Villie,
der svømmer nu, fordi det lyster, nederst
paa Bunden af mit Blod, men – ha, jeg føler –
vel kunde til det Skyuhyre svulmes
op af en stormstærk Kraft . . Ha, lad den stige!
Jeg prøver den .!
(omstyrter Solens Altar.)
Eva.
Vee, Du i Kamp med Solen?
Hvad gjør Du? Afsind! Solens Torden kommer .!
Ak, Manden øder Jorden .!
(brister, knælende, i Graad.)
Adam.
Qvinde, har
Du ingen Villie? O min Fryd er stor;
thi se min Villie har min Angst betvunget!
Ha se den Stærke! Villien Mandens Gud!
Hvi værner ikke Solen om sit Altar?
Jeg give kan og tage.
Eva.
Guderne
dog Kraften have. Se din vilde Villie,
om den nu lysted Himlen sønderplukke
som Duen, maatte dog, fortvivlet i
sin Skam, sig Selv i Dybet sønderslide.
Det mægte Guderne, men ville ei.
Ak, knæl og bed! Ei elsked Guder Jorden,
hvis de ei agtede dens bedste Liv,
og meest da naar det ydmyg trygler . . Ak!
Dog see vi, at de elske mindste Siv,
saa stolt det vugger over Jord sit Blomster.
O, skjul dig! Kommer Sol, og seer din Gjerning,
da døer du vist. Men – se, at Qvinden har
sin Villie, om den træller under Mandens! –
(reiser sig.)
ød Maanens Altar: Jeg vil døe med Dig!
ød Stjernens Altar; thi mit Barn maa døe!
Min Mand, som gav mig Livet, tog det bort;
Et Liv mit Barn maa tabe, jeg et kort.
Adam.
Gid det var ugjort! gid, nu gjort, tilgivet!
Jeg vil ei mere Hvad jeg vilde nys.
Jeg blues over Hvad var nys min Stolthed,
saa selv min Angest smelter med
dens iiskolde Sved-svampe. Ak, det trøster mig,
at Solen ikke saae min Daad. Dog blues
mit Hoved for mit Hjerte, saa det ei
vil give dette Haab, i Hjertet avlet,
et Rum, men ud det flyde maa – som Graad.
(brister i Graad.)
Eva.
Ak, Solen var ei Gud, hvis ei den var
saa god som stærk. Se, jeg vil ofre Maanen
mit Haar af Sorgens Farve for din Sorg.
(afskjærer sit Haar, og lægger det paa Maanens Altar.)
Her lægger jeg din Sorg paa Altret! Tro,
at Maanen i sin Taushed vil for Solen
din Udaad gjemme!
Adam.
Ha, Mandens Liv! se, Manden har et Større,
et endnu Stærkere, som omsnoer hans Hjerte,
o Stærkt, saa det den tøileløse Villie
til Intet, til en Taare, bleg paa Flugten,
o til et Suk, der maa sig give tabt,
kan klemme sammen.
(reiser Solens Altar igjen.)
Jeg er da fri som Gud, kan skjænke Guden
af Mit igjen, for hvad Han skjænker mig.
Se, Manden bliver gavmild og stormodig,
og ei en hykkelsk Tyv, en bunden Smigrer!
Thi Offerdyret, bundet paa mit Altar,
dets sorte Blod, der ryger fra min Arm
mod Solen, skal for Guderne betegne,
at Mennesket sit sande Offer bringer:
at med sin bedste Kraft han har betvunget
og qvalt og bundet over Hjertets Altar
sin stærke, skyuhyre, onde Villie,
saa den ei, som den kunde, vil sig reise
til Haan mod Gud, men knæler ydmyg ned.
Men det, at Offerdyret være maa
af Jordens Bedste (se, en kulsort Tyr,
der glindser jo som Natten!) skal betegne:
at Villien, som han til et Offer lod
er Menneskets Hjertes herligste Klenod.
Thi Manden frydes meer end frygter i
sin Villies Rasen, om den svulmed end,
og blæste fuld af Haan selv Himmelen,
og øded i sin Vildhed Jorden; thi
dog Manden følte stedse, Han var fri.
Men – Menneskets Guddom! – se, vi er saa frie,
at vi med selvskabt Fromhed ofre tør
en Deel af vor Frihed, og være frie som før!
Messias.
Mennesket, ved første Synd,
sig Selv at kjende har begyndt.
Abiriels Kraft
ikke er i Manden tabt;
thi – som om han vidste,
denne Kundskab er den sidste,
inderst bleven
Aanden skreven
i dens Evighed,
saa kun gjennem eget Væsen
(lysnende gjennem Livene)
Aanden Gud kan see –
stirrer, gjennem Muld og Blod,
Han sit Hjertes Dyb imod,
og med Taarefakkel ned
luder Han i Syndefaldet,
om han der sig Selv kan see;
men finder kun dets Dybde ved
dets Gjenlyd af hans Vee.
Sit Hjertes Barnealder, Uskyldigheden,
hans Vemod kalder et lukket Eden.
Hans første bevidste Taare er
en Cherub med blinkende Glavind der.
Ved første hans Friheds Greb
han synes som en Storm ham rev
henover en Hede i Hvirvel og Nat.
Ved første Syndens Syn,
da først han ahner,
at ond for Jorden, af Himlen forhadt
han blive kunde:
han seer sig som reven hen iblunde
ad Stormens Baner
af vrede Lyn,
og vaagned nu ved Braget
da Edens Port igjen blev slaget,
nøgen, i en Ørk forladt.
Dog fjernt, hvor hans Synskreds synker sig
ned paa hans Grav, i hvis Mulm hans Liig,
det blege i Lin, er et Maaneskin,
han stedse skimter
et Udødeligheds-haab.
Han kalder det Livsens Træets Top,
med Vugger til Rodbul, Grave til hvalte
Blade, med Taaredug malte,
hvornedgjennem Verdnerne glimte.
Han seer det, liig rødmende Skykrands, rage
over hans bøiede Dage.
Han seer i sin Sjel i den ranke og blanke
Livspalmes Læ
voxe det qvistede Kundskabens Træ,
med snoede Daadsgrene, Erfarings Mose paa,
Ordbladerasl og Tankeqvisteqvasl,
med Kummertorn og Glædefrugt,
med Drømmeranker og Lysters svulmende
Giftæbler i Smiilblade gyldent ulmende,
halvt lyst, halvt mørkt, halvt giftigt, halvt sundt,
af Sandsers Duft ombølget rundt,
og glimrende heelt af Vemodsdug
at stræbe i vilde Rankeflugt
med kroget Top til Himlen naae.
Og Villiens Friheds Bølgegange
i sin Sjel, han tænker liig
en skjøn som giftig, listig Slange,
der om hans Sjel, hiin Kundskabspalme, slynger sig,
og klemmer ham til Frugterne at sanke
med uvis Angst, med skjælvende Lyst;
thi ei han veed, hvad Frugter hiin
Slanges Gift gav gyldent Skin:
han staaer med Rædsel for
de vildsomme Qviste (hans egne Tanker)
han veed ikke hvem han skal plukke af dem,
som visne og skyde saa tusindfold frem;
om ikke en Slange han greb for en Qvist
med flammende Frugter, han veed det ei vist.
Dog, mens af Kundskabens Træ han bryder,
i Sløvheds Vandgrene gaaer det ei ud,
i Vanvids hvinende, stormbøiede Skud,
det ei forgroer.
Men som en kraftfuld Stamme skyder
det jevnt sig med Livsenspalmen op,
til, som en Seirskrands Begges Top
fra Graven bryder.
Da modnes Frugten af Kundskabens Træ,
der blomstred i Livsenspalmens Læ,
da modnes til Sundhed og Styrke hans Viden,
der gjærende blomstrede frem under Tiden.
Han seer, at hans Liv derneden
var kun et Haab om Udødeligheden;
at al hans skjælvende Viden og Vælgen
det Onde og Gode, han tænkte, imellem,
var Gnist kun til den Kundskab klar
om Ondt og Godt, som da han har,
som da, ligt levende Træ, sig spreder
gjennem Himlene,
som da er Sjelen, der beliver
hans Udødelighed.
(Tvende Brødre. Første Broder (Cain) staaende bevæbnet. Anden Broder (Abel) liggende i Græsset i en indhegnet Eng.)
Første Broder.
Hvi ligger du i Græsset? Vil du være Lam?
Anden Broder.
Se, denne Eng er min!
Første Broder.
Ja, din? Hvo gav dig den?
Anden Broder.
Jeg kjøbte den af Skoven for en Uges Sved.
Nu gi'er mig Engen Hvile for sin lune Fred.
Kom, hvil paa mine Blomster!
Anden Broder.
Gaa da bort!
Første Broder.
Gaae bort? Gaae bort af Jorden? Er ei denne Eng
saavel en Deel af Jorden, som den svale Skov?
Ha, Hvo vil mig og Fuglen og den vilde Bøffel
forbyde Plads paa nogen Plet af vide Jord?
Du troer, at dette Gjærde er Lov for dit Bedrag?
Thi Jorden, som skal være fri, som alt dens Liv:
en Skov med slige Sletter, som den, i sit Spil,
til Fad og Skaal og Leie Dyret skjenke vil,
hvor hvert et Liv kun eier Rummet, hvor det staaer,
ei videre i Breden end Arm og Hornet naaer,
(saa Hunden Hjortens Fodspor flux til Arvdeel faaer,
og Mammuth Meste eier, saalænge til en Løve
– ha, eller Mandens Søn vil ham hans Rige røve)
. . thi Jorden du bestjal, og Livet du bedrog,
da Træerne du mejed, om Engen Gjærde slog.
Hvad Fugl kan synge her i denne lumre Ørk,
som du fra Skovens Skygge til Solens Brand forraadte?
Kan Bøfflen, fri som Stormen, og som Skyen mørk,
bag disse Gjærder løbe, som du om Jord vil snoe?
Ha, Gjerrige, du kan jo nyde ei dit Rov:
du æder jo ei Græsset, du fra Bøfflen tog?
Den frie Løves Moder selv ei være fri,
men ligge bar og skaldet, lænkebunden i
de Volde, som om hende din feige Kløgt vil snoe?
Ha, vil du plyndre Jorden? Skal Træet ikke groe?
Anden Broder.
Se, jeg om Blomsten værner! Er den ei Jordens Barn?
Jeg pynter jo kun Jorden.
Første Broder.
Lad Blomst og Træet kjæmpe
om hvem der høiest mægter op mod Solen klyve!
Lad Eng og Skoven kjæmpe uden Skranker om
hvo Jorden vel skal vinde!
Anden Broder.
Med Skoven kjæmper jeg
for Blomsterne, thi ellers den Strid er lige ei.
Se, derfor jo med taksomt Smiil, ydmygelig
de neje, og de krumme sig paa min Seiersvei.
Første Broder.
Erhverv ved Sved (dit Sølv) dit Eje, men din Ro
erhverve du med Blod (dit Guld); og, vil du spare,
for dig lad Løven med sit Blodguld da betale
den Plads, hvor Foden hviler, den Skygge, Nakken svaler.
Anden Broder.
Min Fader har jo sagt: vi, som mod Solen see,
selv lyse jo som Solen, som Skoven lodne ei,
med Tænder ei som Raanen, ere ikke Dyr;
men Jordens høie Herrer, om Himlens Trælle her.
Første Broder.
Ja Jordens Væs'ners Herrer! Jorden selv er fri.
Ja Blodets frie Herrer, som Løven er med os!
Ja Livets høje Konger. Løven er vor Træl,
saalænge vi tør søge ham i hans aabne Ørk,
og lege med hans Tunge, som din spæde Søster
med Rosenbladet, og i svulne Løvepande
indfure Herskerbudet: ned i Støv, og dø!
Se, vil du være Livets Konge, dine Arme
da være fire sammensnoede Tigerrygge,
da være over Livet et Bøddeltrællepar!
Men Jorden maa du dyrke, ære hendes Væxt.
Som Mand, i Skoven finder du dine Blommer just:
din Løve-Purpurrose, din Panther-Hyacinth
og Tigerens Sværdlilje, Giraffens Rankeflugt
og Elephant-Melonen . . Se her din Dyrehave!
Men flyer du feig bag Volde (da Selv en bunden Træl)
da er dit Rige lidet, dit Gjærde Grændsen da,
du selv en Havre-løve og høist en Blomster-drot.
Anden Broder.
Ak Livet skal jo lee; der ellers var ei Liv.
Er Luften ikke vid nok uden til vor Aande?
Er Jorden ikke bred nok uden til vor Fod?
Første Broder.
O, se dog over Jorden; se, det ene Liv
sin Rod har i det Andets Aadsel! se, et Liv
sig blussende ei reiser (se Livsens Bølgegang!)
medmindre Et maa synke! Men øverst dog i Kjæden
af disse Gab i Gab er Manden flettet, saa
hans Led i Graven synker, hans Gab af Døden sluges,
de store Guders hule Orm, som knuger Alt.
Anden Broder.
Du kjæmper med dit Spyd kun for dit eget Liv,
og for i Fred at hvile i den vilde Skov.
Du Livet vige byder hvor dit Fodtrin lyder.
Hvad udenfore er den øde Ring omkring dig
Du kalder: til din Lyst en Dyrehave kun.
Se, dette Gjærde kalder jeg min Landse-ring,
som jeg har spændt imod Enhver, som bryder ind,
og æder mine Blomster, styrrer mig min Roe.
Jeg vinder større Sejer: mit eget Liv og Fred
jeg vinder da som Du, og mine Blomsters med.
Første Broder.
Hver Blomst er skabt til Føde; thi Dyret leve skal
med Fryd til Døden kommer ihvorhelst-ifra.
Vel, ej da du din Eng; men uden Gjærde, thi
skal den din Sejer nyde, saa maa den være fri.
Se, vogt med dine Arme Byttet! Kan du ei,
da flye du til din Moder! lad hende vogte dig!
(begynder at rive Indhegningen ned)
Anden Broder.
O skaan! Jeg selv det fletted jo, og det er mit.
Første Broder.
Forsvar det da, du Hersker, hvis det skal være dit.
Bøi Tyrens Horn isammen, naar den vil storme ind!
Med Løvetænder plant du om Vangen Gjærdering!
Sæt Elephantens Tænder op som Hegnets Port!
Jeg lover dig, slig Indgang vil skræmme Andre bort!
Anden Broder.
Lad være! Riv dog ikke ned din Moders Ly!
Første Broder.
Se her i disse Arme er hendes Hegn og Ly.
Anden Broder.
Hun frygter jo for Skoven? Hid maa hun ofte fly.
Første Broder.
(lader være at rive mere ned)
Min Moder? Ha, du lyver! Hid end hun tyed ei;
thi jo min Fader vogted hende stedse vel:
Jeg laae paa hendes Skjød jo i en Parderhud.
Ha, Svage, Tungen er dit Sværd, dets Od en Løgn!
Skjøndt som en Qvindes Arme sløv, den rakte dog
(i Moders Taarer hvæsset) mit Hjertes Vuggekrog.
Vel, Hegnet staae at vogte min Moders Barm, imens
jeg borte er at mede med Landsekrog paa Arm
de røde Løvehjerter i Skovens grønne Dyb.
Men denne Eng er min, og disse Blomster skulle
min Svededraabe drikke, din dovne Aande ei.
Saalænge der sig reiser Arm og Tand og Horn,
som ei du mægter bøje, du ejer Intet her.
(driver sin Broder ud. Forældrene (Adam og Eva) komme til.)
Faderen.
Hvi trætte I om Jorden?
Moderen.
O, du vilde Cain!
Ah, se den fromme Abel gjør Skoven blid og tam!
Anden Broder.
Ak, Mo'r, min Broder haaner din Søn, som elsker Dig!
Han øder Engens Krands, som jeg har flettet Dig.
Første Broder.
Min Moders Vrede er din Styrke . . ha du Svage!
en Qvindes Tunge . . .
Moderen.
. . Den, som gav dig først dit Navn.
Første Broder.
. . En Qvindes Tunge, skjøndt min Moders, er din Arm?
Se, med min Faders Styrke, min Faders Fader Solen,
der skabte Jorden (denne min Moders Moder) fri,
og, som dens Manddomstegn, lod Skoven groe for Manden
saa høi og fri som Han, jeg hevne vil mod Denne,
der blotter Jorden, for at klæde den i Lænker,
forbyder Skovens Moderarme bære Livet
og die sine Fugle ved den hvide Sky.
Hør, om der i hans skjønne Ørken lyder Sang?
Der springer bag hans Volde ingen Draabe Liv.
Og i hans skabte Ørken (det Bytte, som, hvis ei
det vexles skal blandt Hænder, forsvares maa med Magt)
Gazellen ikke fnystrer, som i den frie Ørken,
den Solen meiet har med sine Straaler til
en Vindens Springebane, en Gjenlyds-bund i Hvælvet,
der udspændt er saa stort for Løvens Brøl at rumme.
Hvad bliver da tilbage for Mandens Lyst og Styrke,
naar Qvindens svage Sønner (ha, som om vel de fik
en blød og svampet Qvindebarm til Hjerte i Brystet?)
tør kappes i, med Havet, med dorske fule Sang,
at æde bort af Jorden Jordens frie Skov,
hvis Toppe Jægrens Nakke hæve med sig op?
Faderen.
Ha, Cain har Ret! Thi dybe Skov var Mandens Vugge.
Platanens Susen vakte mig først jo under Palmen.
Moderen.
O, Abel har Ret! Thi bløde Eng var Qvindens Vugge.
Blaaklokken nikked, slog mit Øjelaag: jeg vaagned.
Faderen.
Ja, Hvo har Ret? Skal stedse, saalænge Solens Straaler
min Jord vil' over Dybet bære, Sønnens Viisdom
beskygge i sin Høide Faders simple Kløgt? . . .
Moderen.
. . Vel som hans Kinder, o de Abels høje Blomster,
sig skyde over Moders blege, sjunkne Barm? . .
Faderen.
. . Da sidste Ætlings Viisdom maa vorde Guders liig . . .
Første Broder.
Siig, om mit Spyd sin Frugt ei bøjer for din Fod?
Og ofrer ei min Skulder, som var min Fa'r min Gud?
Moderen.
. . Vel Jordens Skjød han finder for snevert da og lavt . .
Anden Broder.
Siig, gjør jeg ei dit Skjød af Frugter gyldent meer?
Mon ei i Sved jeg toer mig, som om jeg vilde tvette
den Smerte bort, Du sagde, min Fødsel voldte dig?
Faderen.
. . Først kaared jeg i Løvehud mig Selv til Blodets Herre,
forbedred' Solens Værk, der Armen gav ei Klo,
da jeg med Flintesværdet brød hvassest Tand og Horn,
og knuste under Køllen Mammuths Snabel-slange.
Sig kruste Vindens sorte Pile i min Pelts,
da, som Allivsens Herre, Manden traadte frem
som Hjort og lodden Løve, alt som det lysted ham.
Jeg arved Tigrens Hule. Der slog ei Haglen Barnet;
Men Ilden laae imidten logrende og tam.
Men, se, hvor Sønnens Viisdom tør sin Faders Kløgt
til Enfolds første Stigetrin vise hen i Mørket!
Thi Cain med Kastespydet styrer Dyrets Løb;
det flyver foran Sværd og Kølle som et Neb:
han danned Buen efter Ørnens spændte Vinger;
med Buens Piil han haler jo Falken fra dens Sky?
Moderen.
. . Og Abel tæmmer Skoven og skaber Enge frem . .
Faderen.
Dog har ei Manden Hvile: med Pilen Cain maa løbe,
og æde i sin Sved og i sit Blod sit Bytte.
Og Abel hungrig gaaer til Skoven fra sin Eng.
Hvi samle vi ei Livet inden Abels Hegn,
saa Faaret der er gjemt som Æblet i vor Hule?
Hvi løbe vi i Skoven for at samle Frugt,
og dynge ikke Høsten inden Abels Hegn?
Cain, tving med lange Ranker Ørknens vilde Hingst,
og bind Cameel og Faar og Koe paa denne Vang!
Da er dens Frugtbarhed fra Livet ikke stjaalet,
og Skoven ejer meer ei sit Fodspoer (Engen) da.
Forsvar din Hjord med Buen: det er din Eiendom;
thi Løven skal ei røve Hvad Manden kaarer sig.
Hvert Dyr, som bærer Blod paa Tungen, døe for Dig!
De andre Dyr du alle maa føre fangne hid.
Plant Daddelpalmer, Abel, og den rige Riis,
saa uden Sved du kan din Moders Hunger mætte,
og ei din Fa'r maa løbe, som Aben, om i Skoven.
En Hytte over Qvindens Hoved fletter jeg.
Der skal vi Alle sidde som Falkeredet fuldt,
og frydes, naar vi høre Stormens vaade Tunge
med Kladsken bide i Væggen. Naar Hytten staaer
paa Engen,
da Dyrene den ære som Engens Hoved skulle.
Vi sørge ikke med de gustne Vintertræer;
thi Qvinden er som Myren, og Hytten bugner fuld,
som hendes Skjød, af Jordens Fedme – o saa riig,
at Høstens fulde Hjerte kan Hytten kalde sig.
Messias.
Se i sit Hytteskjul seer Mennesket sin Roe,
i Hjorden og i Agren det seer sit Eie groe.
Og inden Engens Hegn
(Selvkjærlighedens Tegn)
kan Hjertet roligt nyde, Fornuften lege med
den Rigdom og de Glæder, den der at plante veed,
Men udenfore gaber Graadigheden vidt,
og Laster lure under, Sorger sortne over
ethvert forvovent Skridt.
(Cain med sin Hjord ved sit Altar. Ved Siden staaer Abels.)
Cain.
Hvor er Velsignelsen, min Fader loved?
Se, Hjorden segner jo i mine Skridt!
Ha, Abel siger: «se, den rige Cain!
den fede Oxe bunden til hans magre Arm!»
Saa leer han, hvilende paa sin Agers Grøde,
selv hvid og feed, som da han var et Barn,
mens jeg paa disse mavre Høje brunes,
ei tvettende min Musk'l i Skovens Svale,
som da af Lyst jeg Ulvene forfulgte,
imens min Fader fødte mig i Hulen.
Ha, er min Arm trælbunden ei til Oxen,
som den maa pleje og vogte? . Ak!
Hvert Saar paa disse skabbede Faar jo raaber:
«hvi tog du os fra Klippens mavre Urter,
for os i Sivets ækle Fedmegroe at dræbe?
Hvert Straa i Ørknen bar os Manna, thi
det syntes os som plyndret ifra Ulven.»
Ha, naar jeg løfter Hyrdestaven, synes
den Bylder ryste over Koens Nakke!
Men Abels Plov sig skyder ned i Jorden
som frugtbar Sky . . . . .
Se Hingsten – nu ei Hingst, da Abels Feighed
(o vise Nid!) min Fader raadte til
dens Livskrafts Manddom tage, for at faae
af ildvild Hingst et mygt og krummet Lam,
som stakkels Abel turde ride paa,
. . ha, eller et taalmodigt Æsel – Ak!
se Hesten luder (o den Hingstens Levning!)
den luder skamfuld med sit lurvne Øre;
af geile Hoppe egges den forgjeves;
forgjeves i dens dumme, bleggraa Øie
(o liigt et rygende, udslukt Arnested!)
sin skjønne Nakke Hoppen speiler . . . .
Ha, reis dit Hoved, Hest! laan dog dit Øje
lidt Ild af denne gule Havre! Ak,
forgjæves! ak forgjæves! Dog . . o! o!
saa usel ligner du . . væk fæle Syn!
væk fæle Syn af Liv! . . saa usel, dog
du ligner Cain, Mandens Førstefødte . .
Du ofrer ikke Jorden glad et Blik,
men midt mod Vinden blunker jo dit Øje;
og tør jeg see til Solen? tør jeg ofre
til Gud den nidske Armod? til Solen skabbet Faar?
(Abel og hans Qvinde gjør deres Altar rede til Offring.)
Ha, se, hvor Abel dynger op sit Altar,
og sender foran Røgen Frydesmiil .!
O jeg maa gaae, jeg vil ei see hans Fryd
med Sorg; hans Rigdom skal ei her ved Siden
af denne Armod synes større.
(Vil gaae. Standser.)
Ha,
skal han mig jage ogsaa her fra Jorden?
. . Hest, Hest, du ligner – hvi bærer du, ha, ha,
(opvækkes du førstegang af denne Cains Latter?)
hvi bærer din sjunkne Lænd saa høi en Hals?
Du speider efter ham (vee Abel, Abel!)
som Jordens røvede og dig din Manddom?
. . Se, Usle, Æslet stiger paa din Hoppe!
Du ryster kun med Øret Myggen bort,
og lægger dig . . Tyg Drøv, tyg Drøv, som Koen!
. . Du skal ei bære Cain, endskjønt han er
ei rigere end du: hans bedste Eje
er denne slidte, skaldede Løvehud!
Men bær du, pustende, Riisqvist-børe for
din grusomme Herre Abel, han som turde
(og praler af at han kan stemme Livet
høit eller lavt) dig til en Plante gjøre,
udplyndre Livet, lade Lungen leve!
bær Qviste til hans rige Altar hist,
der bugner op, mens her paa Cains Vinden
i Asken roder fra den sidste Solhverv,
da fra min Sult jeg tog det bedste Lam!
. . Saa usel, som du er – ah, rysted' du
en Brems? forstod du Æslets Vellystskryden,
da til sin egen Lavhed han nedsank
ifra din smittede Hoppe? (Neppe vil du
din Æt i Føllet kjende) – Ha, saa usel,
du ligner Cain dog, Mandens Førstefødte!
Se, øde som en Mærkesteen jeg staaer
og rækker tomme Haand mod mørke Sky
ifra min Høi! – Ha, det skal trøste ham,
at han kan nævne den som sin? – imens
min yngre Broder, der sig slæbte efter
den Vei jeg baned først i Skabelses-mulmet
i Modersliv, tør gaae til Himlen foran
fra Dalen med sit gyldne Offer! Ha,
velsignet følger ham jo Qvinden, som
min Fader fra det brune Folk bag Synskredsen
hjemførte som en Gave til sin Ældste?
Men, vee! den fattige Cain hun forskjød,
og lagdes af min Mo'r til Abels Rigdom.
Ha, Cain skal visne frugtløs hen som Hesten?
Mit Kjød skal Solen raadne paa min Høi?
Mit Hjerte gjøres til en Mærkesteen,
saa ei jeg tør mit Øde og min Armod
forlade, om Frugter dufte udenfor?
Og Jorden tør jeg hade, men ei Himlen?
O, kommer ei Ulykken ned fra Himlen?
Abel.
(omfavnende sin Qvinde og Børn, viser Cain et fuldt Neg.)
Min Lykke voxer op af Jorden!
Cain.
(fortvivlet, med bortvendt Aasyn.)
Ha .!
Abel.
(triumferende.)
Du har da intet Offer?
Cain.
(Abel styrter for hans Kølle.)
Ha, mit Offer .!
(Adam og Eva komme.)
Faderen.
Forbandet Du, der slog min Søn!
Forbandet Jordens første Morder!
Moderen.
Forbandet Du, der slog mit Barn!
Forbandet Jordens Brodermorder!
Abels Enke.
Forbandet Du, der slog min Mand!
For Abels Børns Graads den tause
Forbandelse Jeg, deres Moder, raaber:
Forbandet Du, der deres Fader slog!
Forbandet Jordens værste Morder!
Fader, Moder, Abels Enke.
Forbandet Broder- Mand- og Fader-morder!
Cain.
. . Min Broders Blod til Himlen raaber . .
Fader, Moder, Abels Enke.
. . Hevn!
Cain.
Vee! Jeg maa flye .!
Faderen.
Naar min, din Fa'rs . .
Moderen.
Naar min, din Mo'rs . . .
Abels Enke.
Naar mine Børns, din Broders Blods . . .
Naar min, din dræbte Broders Hustrues . . .
Naar min, den første Jordens Enkes . . .
Fader, Moder, Abels Enke.
. . . Forbandelser rundt Jorden hyle . . .
Cain.
(flyende.)
. . Vee!
Fader, Moder, Abels Enke.
. . . . hvor vil du flye?
Messias.
O, Himlens Aander, fra Jorden vender Eder!
Forøger ei hans Skyld ved Eders: Vee!
Haaber! Haaber!
Farveløs, uden Blod er Evigheden,
en Grav er ei et Gab i Evigheden!
Den sletter Abels Skygge af Cains Pande.
Og i dens Favn – seer gjennem fjerne Himle! –
vil Cains tunge Fod . . .
(der tør ei Jorden træde, for ei at træde
i Abels unge Blod,
der tør ei træde paa de vaade Strande,
for ei at vade i sin Moders Graad;
dog iler han afsted, thi han i Stormen hører
sin Fa'rs Forbandelser hvine i hans Øre,
mens han i Dagens Himmel seer en Taare,
der svulmer af hans Broders Enkes Øje,
i Natten sin Moder, graa af Sorg, der bøjer
sig, med udslagent Haar, ved Abels Baare)
. . i fjerne Evigheds Himmelhavn
vil Cains tunge Fod nedsynke træt:
hans vilde Flugt i Evigheden standser,
som Alt begrændser,
som under en Himmels Barm, vil trykke
Cains Aand og Abels rødmende i sammen.
(Den gamle Adam paa Dødslejet. Eva, som en gammel Qvind, siddende hos ham. Deres Afkom, Mænd, Qvinder og Børn forsamlede udenfor og i Hyttens Dør.)
Eva.
Tys! Stille Børn! Jer Mumlen stopper til
jer Faders Øre, saa hans Aand bli'er qvalt,
og finder ikke Udvei . . Tys!
En Søn.
Vor Fa'er er døv.
En Søn.
Vor Fader er jo døv.
Eva.
Ja døv! Din Mo'r er døv, din Fa'r er blind,
og nu er ogsaa Tungen bleven stum.
Hvis I har Ærefrygt, saa stopper Øret
med Mos og værer døve som jer Moder!
tillukker Øinene med Dynd, at ei
I skulle see hvor Eders Fader famler;
og tier stille i jer Sorg som Han!
Bedækker Hovderne med bleget Mos,
og bøjer Jer, og ligner da jer Mo'r,
som fylder nu sit Skjød, hvorfra I stege,
med visnet Haar, og nikker stedse søvnig!
. . Det var engang . . .
(slumrer ind. Adam drager et Suk. Hun vaagner.)
. . Hvo talte? Jeg vil bande
Den, som i mine Øren skreg, som om
han havde med ugudelig Haand oprevet
sin Faders Øjelaag i Dødens Stund,
saa Livets Fryd og Sol ham kunde haane,
og Aanden, som paa Læben var, blev trukket
tilbage end engang, for atter døe.
Har jeg født Flere end den ene Cain?
En Søn.
Græd ei vor Moder!
En anden Søn.
O, hun græder ei:
det er blot Vand. Det graa Haar smelter op.
En Datter.
Hør kjære Mo'r, der Ingen talte nu;
men det var Adams Suk, der vakte dig.
Eva.
Suk? Suk? Ak, Mandens Kraft
jeg knapt erindrer nu han ligger der,
som kantret Træbul . . . o det var
før Livet lukte sig, før disse Qvinder
i Frugtbarhed tvang deres Moder til
at sukke i sit Øde: da gik Eva
med rige Bryster som en Morgensky,
og Adams Blik igjennemlysned mig,
som Rosenknoppe, der min Haarlok brød.
. . Det var, før Mandens Ryg mod Jorden krøb,
som om den ledte efter roligt Skjul,
og før hans Sønners Kraft beskygged' hans,
og før hans Sønnesønners Hovder voxed
(ak Haan i Kjerlighed?) som kaade Ranker
fra lave Steenmos, opover Adams Nakke:
da gik, liig en belivet Palme, Manden.
Nu er hans mægtige Aande, Skovens Storm
og Havets Skjælven, kun et Suk. – Et Suk?
Og Evas Barm, nys Livets Kildevover
– se rislende gjennem mine Sønner,
og sprudlende op i disse Barnehjerter,
og rislende saa og sprudlende saa til Jorden synker! –
er – Fy! I gyse Døttre? – som et Lod
hvormed jeg maaler Dybet i en Grav.
(Adam sukker)
En Søn.
O disse Suk mig isne! Jeg vil gaae
og hylle dem i varme Offerdamp.
En anden Søn.
Hvi skal han trælle under Smertensaar?
Ak, venter disse blygraa Lænker mig?
Hans Arm ei mægter jage, og hans Tunge
bespotter al hans Manddoms Viisdom, naar
den pjaddrer, leer og græder som et Barns.
Ak, se hans Øie ligt et blodigt Saar,
skjøndt før dets Blik gav Saar hvorhen det saae.
Vel bedre, at han segned paa det første
af Alderdommens graalokstrøede Dørtrin,
der bygget er af krumme Rygge, og
hvor bag en Storm af Hoste og af Sot-suk
med raadent Pust den Kommende jo møder.
Ha, hvis han ei ved første Taage i Øjet,
saa det ei kunde Hjorden see fra Vildtet,
det vilde bore ud, og Øret kaste til,
naar det hans Egnes Navne ikke hørte,
og sønderbryde hvert fordærvet Lem,
som troløst det forlod hans Hjerte ene:
da bedre dog, han brat som Dyret sank,
og blev medeet til Stenen uden Smerte!
– Hører, mine Sønner!
naar denne rædselfulde Alderdom,
min Faders Røver, kommer krybende
langsopad disse Skuldre, for at stjæle
mig Tænderne af Munden, mens den hungrer;
og sælge Kjødet bort, mens Benet lever;
og Blod af Hjertet, levnende saameget,
at det kan ryste, føle til sin Armod:
. . naar Jeg blier liig min Fa'r, der stønner nu
(ak, hvert et Støn mig stivner til en Olding!)
isammenkrympet under Alderdommens
Vampyr, der har med slange-blygraae Vinger,
paa hule Beenpiber spændte, sat sig paa
hans Hoved, saa det tynges mat i Støvet,
og maatte, om en Løve kom, med Nikken
see denne lege med hans fordums Bue,
idet dens Hale slaaer det levende Aadsel:
– da lad ei eders Fader bli'e slig Spot
paa fordums bedre Dage! ei en Sorg,
der, mens hver Fryd af Dagens Krands er afhugget,
gjenlever nu som Stump af Ormens Hale!
Men lad min Livsstrøm, som den faldne Løves,
for kjærlig Piil udstyrte som en Foss:
saa, lig en Regnbu, fra det friske Blod
min Manddoms Aand kan ryge op til Solen,
og ei som Dennes – Vee min egen Fa'rs! –
udsile, som et endeløst Morads,
igjennem Sliim og Suk og Graad, saa Aanden
– hvi leved den da stærke Manddoms Dage? –
indskrumpen stiger for at møde Solen!
En Qvinde.
Ja Qvinden vil ei heller blive hæslig
som runkne Eva der. Vee, see, hun kan
ei holde sine Øienlaage oppe
ved Mandens Sotteleje! . Alt hun slumrer.
Skal vel min Datter see saa hæslig Moder?
min Søn den Barm, som næred' ham, at være
den tomme, gustne Slangehud, hvor Livet
er krøbet ud?
En Søn.
Vel, jeg vil knuse
Den tunge Alderdom som træder vore
Forældres Hjerter ned i Støv, og gyder
sygt Øjevand i Rynker ovenpaa.
(løfter sin Kølle over de to Gamles Hoved.)
En anden Søn.
(slaaer Køllen væk.)
Nu nytter ei! snart synker deres Hjerter,
ned af sig selv, for fulde alt af Smerter.
En Søn.
Dog er der Sorg tilbage; neppe Fryd . . .
Eva.
(halvslumrende .)
. . Hvo veed . ? Jeg syntes jeg saae Adam ung,
og mine Haar til lyse Straaler blive . .
(Musik høres.)
Tys! Ah, kommer Solen . ? Knæler, Børn!
Nu bliver Eders Moder skjøn . . O tys!
Er dette Solens klingrende Straaler . . Ah,
se, om de slaae som Arme sig isammen,
for atter kryste Liv af Evas Hjerte!
(Alle knæle. En skjøn bruun Yngling kommer fulgt af lignende Ynglinge og Børn med Vaaben og Instrumenter af Metal. Evas Sønner springe op som til Angreb.)
Den fremmede Yngling.
(svingende en Palmeqvist.)
Fred over vore Hovder!
En af Evas Sønner.
Ah, vort Sprog!
Og ikke som min Qvindes, der er født
i fjerne Himle bag et taaget Fjeld.
Din Tunge er min Tunges Broder. Vel!
(De lægge Vaabnene.)
Den fremmede Yngling.
Siig, hvor er Adam? Ha, dette brustne Minde!
(knæler ned for Adam.)
Mit Livs første Udspring!
Siig, hvor er Eva? Ak denne bøjede Green,
som visnet synker ned, men synker dog
imellem alle sine Frugter.
(knæler for Eva.)
Hil,
du Livets Moder!
Eva.
(brister i Graad.)
Sorg! Hvi blev da gjemt
den Sorg til Gravens aabne Mund, at ei
jeg mægter see, om det er som jeg synes?
Ak, er det saa? din ene Kind er Abels,
din anden Cains, din Pande Adams og
din Mund var Evas . ? Gaa! Jeg kjender ei
dit skjønne Hoved, thi det synes mig,
en Sky er paa din Pande.
Den fremmede Yngling.
Gaa? O skal
jeg vende med min Sky paa Panden hjem
tilbage til Landflygtighedens Land,
til Cain?
Eva.
(forskrækket.)
Til Cain . ?
Den fremmede Yngling.
Til Cain min Fader,
som gav min Pande denne Sky, saa ei
du mig, dit Barn kan kjende.
(Adam reiser sig paa Lejet.)
Den fremmede Yngling.
O Cains Fader lever? Hil, du skal
min Faders Pandes Skygge hvifte med
din sidste Aande bort!
Den fremmede Yngling.
Din Førstefødte.
Eva.
Ja, om Cain, som vilde
alene herske i mit Skjød. Han lever?
Hvor standsed' mine Skrig? hvor kunde han
da standse . ? Ak!
Den fremmede Yngling.
Han tænkte, som hans Fod
blev træt, at dine Veeskrig sagtned'. Se,
han fandt, da han ved Ganges nedsank mat,
min Moders Fader, Adimo, min Moders Moder
Prokriti (se, som Eva og som Adam
ved disse Floder, ved Ganges Livets Udspring.)
Ak, som i Hulen under Himalah,
– hvor, se, hans Kløgt af Dybets Malm kan skabe
og forme Toner i det gyldne Horn,
som han har skabt for dermed efterligne
dit Veeskrig, og sit Suk til Himlen slaae! –
min Fader sidder sorgfuld, samle Skyer
sig paa hans Pande, Snee sig paa hans Isse.
En herlig Æt er voxet ud af Cain,
et svalt Tusmørke mellem Cains Dag
og min og Disses Moders Aften. Dog
han luder i sin Hule, hvor han former
til gyldne Slangehorn sit snoede Suk,
og Ersens Gløder svide dybere ind
(som om de vare Abels røde Blod)
hans Pandes Rynkesky. Fjernt fra hans Hule
min Moder staaer i Graad med sine Børn,
og Alle lytte til hans Hammerslag;
thi, som de klinge dybt og falde tungt,
vi vide Sorgen slaaer vor Faders Hjerte.
Dog, har han hamret til at Blodet springer
ham udaf Haanden, og han synker mat:
da smiler han og kalder sine Børn,
og gnider dem sit varme Blod i Panden,
og mumler over: «væk Cains Mærke! væk!»
Saa tørrer med sin Sved af Barnets Pande
han Blodet væk. Men næste Daggry høre
vi atter Hamrens Slag i Hulen til
igjen om Aftenen han bløder. Vee!
Eva.
Ja Vee! vee! Jeg «Vee!» har raabt for Abel.
Den fremmede Yngling.
O, raab dit Vee for Cain! Thi se min Moder,
at ei min Faders Hjerte skulde briste . . .
(o, naar det brast, ei blot i Hulens Dyb,
naar han i Gnisterne seer Abels Blod,
men ogsaa naar han støder i sit Horn
fra Fjeldet, saa at Morgenrøden svulmer,
han hører i dets Gjenlyd blot dit «Vee»
der langsmed Fjeldene ruller over Jorden.)
. . har udsendt mig og alle Cains Børn,
med Bud, at vi med Solen skulde drage
til Landet mellem fire Floder, hvorfra
Cains Fa'er og Mo'er Forbandelsen udsendte.
Se, Cain ti af sine Børn Dig skjænker
for Abels ene Blod, Du Cains Fader!
Se, Cain ti af sine Børn Dig skjænker
for Abels ene Blod, Du Cains Moder!
Jeg vender, hvis I lægge Eders Hænder
paa Cains Søns Hoved, gjen tilbage,
og siger til min Fader: «se din Faders
og Moders Hænder have lagt paa dette
din Søns Hoved!» O da den mørke Sky
sig fra min Faders, Cains Pande letter,
og Faderens Sorg fra disse Smaae vil flye!
(Adam og Eva lægge deres Hænder paa hans Hoved, og segne tilbage.)
En af Adams Sønner.
Nu vend tilbage riig; thi, se, du bærer
min Faders og min Moders Aander paa
dit Hovet til din Fader!
En anden Søn.
Nu vi maae,
som disse Evas Taarer, hvorpaa nu
igjennem Rynker hendes Aand udflød,
os skille ad paa Jorden. Jeg vil gaae
til Søens Bred bag Ararat det blaae.
Og vee hver Mand, der tør med fremmed Skygge
formørke Dalene, hvor jeg vil bygge!
En Søn.
Ja, drage I med Vinden Syd og Nord,
Seth arver Abels Ager, Cains Hjord.
Thi, Brødre, see, vor Fader er jo Steen!
Thi, Søstre, seer, vor Moder er jo Muld!
Vi give Jorden deres tomme Been!
Ak, Jord selv døer, naar den af Liig er fuld!
Messias.
Abiriel reen fra Adam gjenvender.
Evas Hjerte Ohebiel gjensender:
de elskende To, der Stamforældre vorde
til Englene, der dvæle i Hjerterne paa Jorden,
til Englene, der straale i Himlen ind fra Jorden:
Abiriel-Ohebielers Orden.
Thi første Elskovomfavnelse (liig
to Fosse, der i Dalen sammenhvirvle sig)
forplanter i Fostret forente begge Aander:
saa De igjennem Ætten i Mulden vandre sammen:
saa Menneskeheden er kun een Aands Flamme.
Ja Kraft og Kjærlighed hver Sjel:
hver Jordens Sjel og Himlens Abiriel-Ohebiel!
Aander.
Hil hjemvendte Aandepar! Snart stimle
de Engle hist I fødte efter eder til Himlen!
Ohebiel og Abiriel.
Ah, Liv! Hvor seer jeg Alt! O Solen er
ei ene Guddom, som jeg troede der!
Men Gud jeg seer
i Solens Skin, i Duggens Spind,
i Æblerødt, i Fuglesang og Bølgegang,
i disse lyse Aanders Hær.
Se, Dybet er Hans Almagts-haand!
Se, Himlen er Hans Viisdomsaand!
Se, disse Soles Lys hans Tale!
Hans Tanker sig i Livet male!
Ak, hissetnede ikkun halv,
som med eet Øje kun, jeg saae,
og jeg, for Hvad jeg saae, jo skjalv!
Ak, hist i Muld Jeg var kun heel og fuld
eet Øjeblik, eet Elskovs-aandedrag,
naar begge mine Dele (som Qvinden og som Manden)
omfavnede hinanden,
og blev eet Hjertes Slag!
Fra høieste Udsigt paa Jord: een Dag,
eet Liv jeg saae for Foden laae.
Men her fra min Gravhøi en Evighed
jeg skuer ud gjennem Himlene bredt!
Se, fremad igjennem Himlene den naaer,
tilbage i Støvet gjennem Ætten den gaaer
til sidste Grav – o Krandsens sidste Knop –
mens Selv jeg imidten paa denne Gravhøi staaer!
Hvor er min Svaghed? Thi jeg mindes,
at jeg sørgede engang,
da i tvende, trange, hule
Hjerter jeg mig maatte skjule,
før jeg ud af dette Minde
som en Himlens Blomme sprang.
Min Erindring – o hvor stor! –
er mit hele Liv paa Jord,
fra mit første Ord til sidste. .
. . Ak, men alle synes mig
nu som Tanker fuldbevidste!
Tanken i det dunkle Skrig,
Angest eller Glæde fødte,
naar mig Jordens Syner mødte,
viser sig nu klar i mig.
Ja selv – en faver Drøm! – jeg synes, som om
i Himmelen her jeg ikke ukjendt er;
som om det Navn, de høje Aander kalder
mig med, var Klang ifra min Barnealder;
som om jeg Ormene besøgte hist en Tid,
fordi min Frihed vilde stevne did,
og kommer nu af egen Kraft tilbage;
som Mands og Qvindes Skjønhed var et Slør,
det Døden af mit Væsen nu har draget;
som om de Been, jeg bar, var kun et Fængsel;
som om min hele Viisdom hissetnede,
der vilde Gud i hvert et Blad oplede,
og skjalv dog, naar det rysted', for hans Vrede,
var efter fordums Himmel kun min Længsel.
Dog – ak jeg veed ei – men jeg troer,
at, først naar Alle døde er' paa Jord,
og have om mit Hjerte samlet sig
i samme Vingely, da seer jeg mig
meer høi og glad og lys end før jeg var:
som disse store Aander skjøn og klar.
Messias.
Ja, Aander, som Sjelene stimle frem
fra Jordens Hjerter mod Himmelhjem,
da stiger eders Salighed: naar Jorden er øde
og Alle døde,
men salige Himle eder omstraale,
da naaed I Maalet.
Aander.
Ja høieste Aandens Maal: Messias liig
I evigen rene, salige vorde;
thi I en Himmel avled frem af Jorden,
og see den heel da at udfolde sig.
Abiriel og Ohebiel.
O Gud! den Evighed du gav
(ei begyndende fra min Grav)
er da en Salighed?
Ak, kan jeg blive meer skjøn og glad og god?
Ah ja, jeg maa jo endnu lære:
et lidet Barn ved denne Mesters Fod!
Han tænker sandt, hvor jeg kan ikkun troe.
Se her i disse Jordens Væsners Øine,
jeg synes selv at skimte noget Ligt
mig Selv og disse Himlens Aander høje.
Dog vilde deres Øine kun for mig
nu være Taageslør, og deres Øre
en snever Grav at lytte i;
min Aand, der flyder over Alting fri,
i deres Hjerneskal var stængt og qvalt.
(Menneskene stede Adams og Evas Liig til Jorden.)
Ah, se mit Liig! Ah, hvor de pryde
de gamle Pjalter! Ah, mit Liig
imellem mine Børn! O, saae I mig,
en Lovsang vilde Eders Taarer bryde.
Ah, seer min Datter der mig i sin Graad?
Hun stirrer hen mod mig. . . Ak nei!
Da græd hun ei.
Jeg seer en Tanke dybt i deres Hjerter.
Ak, hver en Taare (Barnets Kjærlighed
mig fryder i min Salighed)
som glindser paa min Baare,
er ei Blikket af en Smerte!
Ha, se! denne Søn, som slaaer
Graven fuld af Graad og Haar!
Hvert et Haar er udrakt Tunge,
hver en Taare Skeleblik
af hans Hjertes onde Raad.
Vee, hvis jeg ikke vidste vist,
Alle blev' som Jeg tilsidst,
Kummer Himmelen da fik!
(En Komet ruger over Jorden. Uveir. Oversvømmelse. Mennesker forsamlede om et Altar paa et Bjerg.)
En Offerpræst.
Den sorte Røg af Synd og Suk,
af Avinds Aande, af Smaaebørns Blod
over Jorden ruger. Dog skjuler den ei.
Mennesker.
O, kunde den skjule, vi syndede meer!
Havet stiger, Jorden synker, Skyen er bleven Bølgens Skum.
En Offerpræst.
Os Ofrets Røgsky skjuler ei.
De store Guder paa Havets Skjold
løfte Jordens skjælvende Hoveder op
mod Hevnens det gloende, hængende Sværd.
Mennesker.
Vee, Dybet til Fodfæste, Lynet til Skjul!
Havet stiger, Jorden synker, Stjernerne i Dybet gaae!
En Offerpræst.
Vil Himlen atter parre sig
med Dybet? Stormfulde Skyer flye
lige geile, hylende Ugler . . o vee!
og Bjergene bøje som Qviste sig ned!
Se, Havet sig hæver til et bristende Æg!
(Et Bjerg gaaer under.)
Mennesker.
Havet stiger, Jorden synker, Bjerget svømmer under Skye!
En Offerpræst.
Vee, at I, mens en Dag var klar,
ei Dybets Magter et Altar gav.
Thi Vreden slaaer ei ydmyge, graadblændte Blik,
men svulmende Nakke, letsindige Smiil.
Mennesker.
Havet stiger, Jorden synker, hvor er Himmel, Jord? kun Dyb!
En Offerpræst.
Thi, see, ei eget Altar slaae
de vrede Guder, om Alt forgaaer.
Ene, midt i det endeløse Hav,
det kneise som et Minde over Livets Grav . .
vee, som et Minde, at paa Jorden dog var eet
fromt Hjerte: det, som reiste Alteret!
(Alteret skylles væk.)
Mennesker.
Hver forbande nu sin Broder, han hvis Synder dræbe dig,
Himlen Jordens eneste Gave, Altret, har forskudt. O Vee!
hvor skal vi fra Hevnen flygte nu i Guders vrede Mulm!
Dødens Sværd er paa vort Hoved, Dybet gaber ved vor Fod.
(De flye. En Moder taber sit Barn.)
En Moder.
(famler efter det.)
. . Hvor? – Ak, Dødsens Mulm,
befoel dig Guderne at sænke dig
imellem en Moder og Barnet?
Bølgen skreg? O tys!
Mit Barn, hvor er du? Jeg skal flye med dig.
Din Vugge jeg har jo i Skjødet.
Fæle Lynets Lys!
Mit Barn er skyllet op paa Klippens Horn:
et Dyb mellem Moder og Barnet?
Heller kunde da
et Dyb mit eget Hjerte kløve – – –
(styrter sig i Vandet.)
Skrig, Barn! og led mig, Lyn!
(En Mand kommer drivende paa sammenbundne Træer. Den svømmende Qvinde omfatter hans Flaade. Han støder hende væk.)
Manden.
Ha, skulde jeg ei nyde af min Kløgt,
der lod mig ride paa og tøile Vandet?
Du skulde leve? Jeg – jeg skulde døe?
(Et Lyn viser Moderens Liig.)
Ha, vee, min Moders Hjerneskal jeg knuste!
O, vee, jeg seiler i min Moders Blod!
(En Hob Mennesker klatrende opad en Klippe.)
En gammel Qvinde.
Dreng! Dreng! – au, bruger du din Fa'rmo'rs Ryg
– bort! bort! – saa krum, til Stige . ?
En Dreng.
Eia, Vandet
er efter mig . . o hold mig Bedstemo'r!
En Mand.
(styrter Kjellingen ned.)
Hør, hjælper mig . . .
Hans Søn.
Tag mig med Fa'r, o Fa'r!
Manden.
Gaa, du har dine Been! Saa slip mig Dreng!
(spænder Drengen ned.)
. . Hør hjælper mig! Du gode Mand, hal op
min Sæk. Der er min Skat . .
En anden Mand.
Ha, redder du
dit Huusgeraad, og kaster bort din Søn?
Gjør Plads for Drengen der, som skjælver . . Ha,
Du sidder paa min Moders Liig .!
Hans Søn.
Hjælp Fa'r!
Han der med Sækken dræbte Bedstemo'r,
og styrted' lille Tubal ned, hans Søn,
fordi han hang i Sækken!
Den anden Mand.
(styrter Manden med Sækken ned. Han river anden Mands Søn med sig.)
Ned da! ned!
O vee, min Søn .! O! o!
En Yngling.
(træder paa en Piges Liig.)
Anah! Anah!
En Mand.
(fra Toppen.)
Du træder paa din Brud,
som paa en død, opskyllet Hai.
Ynglingen.
(knæler ved Liget.)
O, Anah!
Det er ei Anah!
Manden.
Snart da Vandet skal
din Anah vaske, saa du kjender hende.
Ah, vil du op endda? ei døe med hende?
En Mand.
(styrter opad med en Qvinde, der har et Barn i Armen.)
Kom, Qvinde, lad den Lille ligge . . Ha!
Kast, kast din Byrde!
(kaster Barnet bort.)
En Mand.
(fra Toppen.)
Bliv nede med din vanvittige Kraft! . Jeg lever!
Ha, stærke Deukalion – jeg lever!
Manden med Qvinden.
(styrter Alt ned om sig.)
Kom! kom! væk! væk! Ved Dødsens! Ha!
Hvad klæber mig om Barnet? Ha, hvad Tang?
hvad Græs?
(seer sig om)
O vee! min Faders Graahaar!
Qvinden.
O,
o frels mig ikke! Jeg er uden Børn.
Manden.
(arbeider sig med sin Qvinde op paa Toppen. Brydes med den Mand, som havde den inde før.)
Ha, bort! Her er ei Plads for Tre! Du døer!
(styrter ham ned.)
Qvinden.
Hvi bleve vi ei slugte i denne Syndflod,
da du har Foden glat i Faders Blod,
og Barnets Skrig i mine Øren holdt?
Manden.
Vi ere nu som Adam og som Eva:
vi holde Livet inden vore Arme;
og dette Horn af Fjeldet er vor Jord,
og denne Ørnerede Paradiset.
(Brune Mennesker forsamlede ved Ganges.)
En Mand.
Paa rappe Heste, høie Dromedarer
fra Kaschemir, Cains Fængsel, ere Bud
hidkomne for at smelte deres Skræk
i salige Hindostans milde Sol.
En fremmed Mand.
Vi ere
ei længer Flygtninger, thi vi har seet
fra Dhavalagirs Top, at Himlens Brand
er slukt, at Dybets Svulmen sank som Røg.
Lyksalige Hindostan, salige Prokritis Æt,
I frydes! sætter Eder ned ved Ganges!
Thi Dybet var retfærdigt i sin Vrede:
Det standsed ved de Godes Bredder: Himaleh!
En anden Fremmed.
Ja, salige Hindostan, du svømmed over
det vrede Dyb, som Lotosbladet. Se,
da Dschagatai, før Jordens høje Hjerte,
blev til en rundtomsqvulpet Strand, da saae vi
det hele Vestens Liv, som gjorde Phrats
og Pischons Bredder lige Jordens Mund,
der, altid ædende og altid leende,
med Skrig og Sqvaldren Himmelen forhaaned,
som splintrede Lemmer af et Liig at drive,
at tumles, at klæbe sig til vore Bjerge.
En Mand.
Ja, Guders Vrede er ei blind som Mandens;
idet det farer, aabner Lynet Øjet,
og Hevnens Sværd sin Haand bag Stjernen har.
Vi sank ei, thi, som Hines, var vor Haand
ei fuld af Blod, og Smaaebørns Bloddamp ei
vor Himmel mørkned'; reen og sød som Ganges
vor Fromhed var, og Guderne Det saae.
En anden Mand af Folket.
O tal ei saa! Er vi ved Skræk ei tugtede?
Er Skræk ei Straf? Erindring om en Rædsel
ei Tugtensriis? Vi vare jo som dømte
til stivt paa vore Brødres Død at stirre?
I vore Bjerge gjenlød deres Suk.
Og dømte ere vi jo til at feje
den store Dødsplads reen, hvor Ribbene
af vore Brødre hænge rundt om Palmerne?
Mon Dyrene ei vare fromme? Dog
de maatte flye i lange Rader, og
vi Mammuth saae i Dødsskræk søge op
mod Nordens frosne Sumpe og dets Iismark;
og hele Flokke samled sig i Huler,
og Vandet skylled efter dem, og lukte
med Dyndet deres Grav.
En fremmed Mand.
Prokritis Æt, hvis palmebrune Farve
det rolige Tusmørke viser, hvori
det Menneskehjertet er tilladt at leve,
– se du, fra Adams hvide Æt
sig Solen vendte, for sin Hevn ei see!
Kun Een sit Huus, Seths Afkom, Noah, frelste;
thi, se, hans Kløgt, paa sammenbundne Træer,
ham løfted' til Chaldæas Fjelde let,
hvor Tusinder, hans Brødre, i Flugten for
det skyllende Dyb, med blodige Fingre hang.
En Mand.
Ja Disses Jord var skjult af Offerbeen;
og Folket var saa hvidt, da Angsten ved
de blodige Offre havde bleget det;
og deres Børn kun Synd og Syndskyld arved'.
En fremmed Mand.
Meschias, Meschianes blege Æt,
der gjorde Caucasus til Liigsteen og
den sorte Ørk til Baare for hver Fremmed,
til Dynd er knust, da mod hinanden Himmel
og Dyb sig knuged. Kun een Mand og Qvinde
paa deres Brødres Pander stege op
til højste Tinde, hvor de leve.
En Mand.
Ja disses Hjerter svulmed saa af Synd
som Caucasus. Nu er da Ganges's Børn
de Jordens Første og de Sidste.
En fremmed Mand.
Mæt af den halve Jord har Dybet lukt sig.
Det joges af det røde Blus paa Himlen
fra Vesten ind, og har nu efterlaldt
om Caucasus en Ring af sorte Have,
et Gab i Jordens Midte fuldt af Øer
(som Noahs Japhet tog til Arvedeel)
der ligge, lige Levnings-been, igjen,
som Gravhøje over sjunkne Folk.
En anden Fremmed.
Se Phrat
og Pischon fandt igjen ei deres Baner,
og Nil, de sorte Menneskers dybe Skille,
alt kjæmper sig et nyskabt Land igjennem,
et Land af Dynd, hvor før imellem Bjergene
sig Havet skar.
En Mand.
Men Hindostan blev urørt,
da Jorden skabtes om. Det er det Ældste.
En anden Mand.
Paa Elephanter – se hvor Mandens Skræk
sin Qvindes og sin Afkoms Taarer stivner! –
hidkomme Sydens mørke Folk.
En fremmed Mand.
Ja kunde
min Sorg og Qvindens Taarer vejes, da
ei Elephanten bar os! vi da laae
med vore Brødre under vore Strande.
Thi se Cambodja revned' fra Malacca,
Vulcanerne udspyede Vand og Ild,
i Syd er hele Landet skyllet bort
som raaddent Kjød, en Hær af Øer,
som Been paa Dødens Val, som vilde Haar
paa sorgfuld Moders Skjød, nu ligge spredte!
En Mand.
Men Hindostan, som Jordens Hjerte,
men Ganges, som Jordens Pulsaare er,
som Himlen ei vilde knuse og splitte,
at ikke hele Jorden skulde døe!
(Røde Mennesker forsamlede paa Chimborazzo.)
En Mand.
Ah, Jorden skjalv da for at føde? Se
fra Andes, hvor vor Jord er voxet – ha,
udbredende sig i Havet! Vælted Havet
mod Østen sig at sluge Østens Lande
(thi se mod Øst det endeløse Land,
hvor før var Hav! se Landets store Floder,
hvor før var vilde Strømmes Gang i Havet!)
og, sqvulpende i Dønninger tilbage
paa denne Side, gjorde Chilis Kyst
saa steil og lige, og Panama smal,
da det igjennem denne Lænke vilde
sig bryde, for sit Løb igjen begynde.
Før syntes vi vor Jord var liden, kun
en Bjergekrands, der kløved Havet . . Ah,
nu see vi ikke Havet mere, men
dets Kilder vel i disse Landets Floder,
der stige fra de gamle Høislætter ned
at maale og besee de nye Lande.
Messias.
Mennesket troer,
at Himlen, Guds Barm, kan fyldes saa fuld
af Synd og Suk, der ryge fra Muld,
at ud den maa briste, og knuse hans Jord,
og knuge og splitte det Alt,
Cajahel som Liv har malt,
til Intet tilbage, til Rummets drivende Damp,
der, først ved Cajahels og Obaddons Kamp,
opdyngedes, som Livets Sejersbytte, til
en Jord, tilhyllet med første Morgens Smiil.
Han troer, at Jorden, det Døde,
for ham, for Aanden, skal bøde,
som, dengang det Evige Liv ham gav,
fik Løn i sig Selv og Straf.
Øiner han Spoer
til Kræfternes Kamp i hans Jord,
fræse Vulkaner, æse Oceaner,
Sig ene Aarsag og Offer og Maal
for Striden han ahner.
Seer han et Dyb, hvor Obaddon foer,
han skjælver, og troer:
«mig Jorden vil ei bære, min Synd er for stor.»
Aander Cajahels Seirsaande ud
et Foraar af Liv, en Høst af Frugter,
han smiler, og troer:
«min Fromhed seer Gud, min Dyd er stor,
mit Offer han lugter.»
En saadan Kamp, med Jubel og Gys,
(som den, der rased' paa Jorden nys,
da en Verden i flammede Livsensgjær
den brused' nær,
og Dybet svulmende denne imøde;
men Jorden sin Ligevægt fik ved sit Øde)
i Menneskehedens Indre vil reise sig, naar,
som Blus, Himlens Sandhed over Hjerterne staaer,
og Samvittighederne svulmende imøde den slaae:
da vil den see, at dens Dyd og Last
ei lønnes og straffes af Sky og Ild og Muld;
men Aanden sin Ligevægt, Selvbevidsthed, faaer.
Med den mellem Himmel og Jord staaer han fast,
og seer da en Syndflod, svulmende og fuld,
brusende ud,
naar Hjertet er brudt,
i Aandens Taarer: Vemod og Sorg.
Men, se – som Storm over Vandene jog,
og ned dem til Damp i Dybene slog –
saa reiser (thi Himlen har Seir og Kamp)
hans Kraft sig og aander Angrens Syndflod bort;
hans Liv blomstrer atter unge Dyder frem.
De klattre mod Himlen; han stiger med dem.
(En Mand omringet af sine Sønner.)
Manden.
Opreiser Eder, Sønner, under Spydet!
I, mine treti Arme, jer udbreder,
og sammendriver Folket ved mit Telt!
(De samle Folket.)
Manden.
(til Folket.)
I samled' inden disse Bjerge sammen
jer Teltehob, at Alle om den Enkelte
et Hegn af Arme kunde flette, saa
han ensom ei blev Dyrs og Fiendes Rov,
og for at vogte og at nyde sammen
jer Rigdom. Men, Hvo er i denne Hob,
der dreves sammen jo af Angest, for
at Hver kan finde Ly indunder disse
isammenstukne Hovder . . Hvo er som Hjertet,
det Styrkens Æg? Hvo er som Middelstøtten,
hvortil de Alle læne sig i Nøden?
Mon ei den Rigeste? Mon ei den Stærkeste?
Og Hvo er riig som Jeg blandt mine Hjorder?
Og Hvo er stærk som Jeg blandt mine Sønner?
Hvo riig? Og dog var jeg end arm som I,
min Styrke skaffed mig dog Rigdom atter.
Saa er min Styrke da min bedste Rigdom,
min Ønskehat, min Pung, som ei kan tømmes.
Men – ha, hvi gav mig Himlen Styrke blandt
de Svage? Hvi i Eders Armod Rigdom?
Mon, at jeg skal blandt Eder meest arbeide,
naar jeg har Magt til Eders Sved at tage?
Mon, at jeg skulde give bort min Rigdom,
saa den blev Armod, Eders Armod Rigdom?
Hvad Velbehag i Styrke, naar den ei
kan hvile? hvad i Rigdom, naar den ei
kan dynge sig? Ha, Alt skal voxe jo!
Den Svage skulde frydes vel som jeg?
Maa alle Dyr for Løven trælle ei?
Naar deres Fedme blomstrer, han dem plukker.
Er jeg ei som en Løve i mit Folk?
Se, mine treti Kløer i mine Sønner,
der bævre alle af mit stærke Blod!
Se, denne Hale bag af mine Trælle,
Hjemfødninger, der leve i min Skygge
i frydfuld Roe, og fødes af mit Fad!
Hør! See I ei, at ingen Fiende nærmer
sig mine Hegn? Saa vil jeg frede Eder
for Vestens sorte Folk, der svømme over
vor Flod, forfærde os, som om vi saae
vore levende Skygger, og fortære Eder,
– hvis I vil kalde mig for Eders Løve;
jer Nakke bøje under denne Fod;
jert Liv i denne Kølles Skygge sætte;
jer Ager give mig, men dyrke den;
og bringe mig det Bedste; hvis I ville
mit Telt med eders Døttres Skjønhed pryde,
og Eders Æt for min Æt være Slaver,
som, Fædre, I og Alle ere mine,
ifra min Ældste til den Hyrde, som
med Svinet æder Olden.
Folket.
Vær vor Hersker!
Thi vi din Kølle frygte.
Manden.
(fælder En med sin Kølle).
Saa da splintres
Enhver, som giver mig ei Skat og Trældom!
Hver, i hvis Pande Jeg seer malet Trods!
Hver, i hvis Mund er ei min Viljes Gjenlyd!
Hver, som betvivler, at jeg er hans Lemmers,
hans Livs og Døds, hans Sveds og Rigdoms Herre!
Folket.
Vort Liv er i din Haand, vor Sjel er i
dit Blik, vor Villje i din Mund, o Herre!
Manden.
Hvor standser vel min Magt? Ha, den maa rulle
som Alpens Snee! Mon der er bedre Folk
end disse Trælle i de andre Skove?
Min Fryd og Rigdom voxer med min Magt.
Saa rulle den da, til den Gudens ligner.
Reis Eder Folk! grib Nogle Sværd og Fakler,
og Andre svinge Spydene fra Hesten,
og Andre gjennem Horn forkynde Alle,
at de for Jordens første Drot maae knæle!
Hvo har den bedste Hest? Den jeg bestiger;
thi Eders Bedste er jo mit. Ha, nu,
naar jeg befaler: brænd, og myrd, og dø!
saa brænd og myrd og dø! Og vi skal være
som Løverne: vi æde vil vort Bytte.
Og som Hyænerne: vi bli'e ei mætte!
Se, reis et Banner, og et Mandehoved,
paa blodigt Spyd! Naar Banneret mig hvifter,
og synes slaae sig tyvedobbelt ud,
betyde det vort Mod og Blod, der vil
sig brede over Jorden! – Ha! Og denne Krone,
jeg sætter paa mit Hoved som en Sol,
til Mærke, at det nu er Jordens Sol!
(Hæren drager bort.)
En Mand.
Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ræv!
Hersk du om Dagen! vær du Dagens Konge!
Til mig skal Natten skatte!
(plyndrer de tomme Telte og Hytter.)
En anden Mand.
Ja, vil du være Løve, vil jeg være Ulv.
Vil Jorden ikke bringe mig sin Skat,
saa maa jeg straffe, og den tage Selv.
Den Ret du lærte mig, du første Konge.
(myrder første Mand og tager hans Bytte.)
En Mand.
Se, Konge, vær du alle Nævers Konge!
Din Arm er stærk, min Arm er svag, og skulde
min svage Arm da trælle for din stærke?
Ha, jeg vil herske; og mit Herredømme
skal være stærkere end dit! lad Kongen sidde
paa Jordens Nakker: Jeg paa hans vil sidde.
Hersk ved din Arm! Jeg hersker ved mit Hoved!
Hersk over Armene! Jeg hersker over Hov'derne!
Du skjælver, Konge, som din mindste Træl,
for Himlens Kræfter, som skal vorde mine,
for Jordens Syner, som jeg gjennemskuer.
Fra Fjeldets klare Top jeg stirret har
i Nattens Dyb, og givet Stjerner Navn.
Jeg vil dem fra min vide Offerkaabe
udryste over Kongens stolte Isse.
Se, Han med Folket, som for Alting skjælver,
der er en Tomme over alles Hov'der,
sig bøjer ned i Støvet, naar jeg stiger
fra Fjeldet ned med mine Stjerneguder,
at sætte mig paa Altrene, hvor før
de ofrede til deres dunkle Skræk,
og søgte Gravens Mulm med Blod at lysne!
De troe nu Intet, eller Hvermands Troe
er formløs Skye, hvori hans Hjerte svømmer . .
. . nei, eller Taage formet efter Alt
som skrækker ham. Men jeg skal danne, efter
min Lyst, den Skye, og fylde den med Guder;
og denne regelløse Tro (saa den,
som boer paa Stranden, dyrker sorte Bølger,
og den, som boer paa Bjerget, dyrker Stormen)
jeg former efter mine Indfald, naar
jeg siger lydt fra Tempelet, mit Slot,
at Jeg, de store Guders Høitbetroede,
den former efter disses Villie, efter
de høje Stjerners Baner, hvor den tydes.
Da Folket skal om Guder bede mig,
og jeg skal sende Skrækkenssyner som
min Trælleflok. Da, Drot, beherske du
ved Frygt kun Folkets Pandeskaller! jeg
ved større Frygt skal Hjernerne beherske!
Thi Stammerne jeg sanker til een Tro,
nu da min Stammes Altar jeg har reist
til Mærke for de Andres, nu da jeg
ifra min Stammes Offerpræst har kaaret
mig ud til Alles Overofferpræst.
En Mand.
Stir Du kun i Nattens Bug! spaa af Stjernens Flugt!
Jeg vil see i Fuglebug, spaae af Tarmens Lugt.
Som til dit, skal Folket og til mit Altar stimle,
troe, at jeg i Dyrets Bug gjennemskuer Himle.
En anden Mand.
Rædsels-guder skabende, skræmmer Jorden Du;
bøjer under Præstestav Alles bange Hu.
I dit offerblodige Spoer sniger jeg mig tyst,
hænger Amuleter paa hvert et bange Bryst.
For Guld og Ære vil jeg lære dumme Folk en List:
din fæle Gudfloks Vrede tæmme med en Troldomsqvist.
Med Troldmand og med Spaamand har Offerpræsten Pagt:
indunder deres Stave er hele Jorden lagt.
Messias.
I lange Rækker af Kroner Jorden
er lænket vorden.
Og Hjerterne til vilde Offerflammer
nu flamme sammen!
Gjennem Offerhymner gjennem Sejerssange
hyler Offernes, Slavernes Jammer.
Vee, Tyraniet har sin Arm opreist
i Kongen, sit Hoved i en Offerpræst!
I Troldomsstave, i Kronens Ender
sine lange Fingre: i Blod de brænde.
Men, Frihed og Sandhed – Aandens Ejemærke,
i Menneskehedens Barndomsirren henlagt,
bortkastet ei, thi den kan ikke tabes,
om Jorden svam i Blod, og Skyen var
ei Blomsterduft, men blodig Offerrøg,
om over hver en Hytte stod en graadig
Tyran, om Solens Lys blev fanget ene
af mørke, slugne Offerpræsters Kaaber, –
ved dybe Greb i Uvidenhedens Mulm
vil hentes ud af stærke Abirieler;
dog atter glide under Mængdens Hænder
i Dybet ned, saa kun dets øverste Glands
i Dybets Aabning, som de Templer kalde,
bli'er skimrende, til Himlens Kræfter selv
det løfter, under Aanders Jubelsang,
heelt op af Dybet, og Klenodet lægger
som Straale-ring om hvert Hjerte. Den Tid
skal Støvets Aande kalde «Frelsens Tid.»
En Mand.
Først løfted Barnet Armen, knuste Fluen:
saa sprang en Yngling frem, og tyned Panthren:
sig reiste Manden saa, og fældte Løven.
Og Manden hersked over Qvinden og
de treti Sønners Telt: saa tvang hans Styrke,
der rørte tredsindstyve snoede Arme,
og aanded' treti Pile ud paaeengang,
de Svage til for deres Liv at trælle:
saa blev han Slægtens Første, da han reiste
et Fædreherredømme: derpaa gik han,
som hele Folkets Konge, ud, og tvang
de andre Jordens Folk, da med sit Folk
(paa begge Sider udbredt lige Vinger,
mens han som Hjertet bankede dem frem,
og Kronen var et funklende Ørneøje)
han omfløi Jorden, til han daled paa
den sidste Hytte, der i Syden er
(som trukket op af Solen) klinet, liig
et Fuglerede, op paa Stylter; men,
saa svang sig op med Hærens Fløivinger,
som Jordens Midte brede, over Jordens Midte,
og skjød i spidsede Phalange-neb,
liig Nordlysgrene, Hæren saa udover
Iismarkerne i Nord og satte sig
(som trætte Falk, hvis Mod er længere
end Vingerne og Luften, hvor den aander)
paa Dvergens Hytte, der fra Marken knapt
i Mulmet rager op og synes liig
den lille blaagraa Plante Jordrøg.
Saa blev den sidste Pande jevnet da
indunder Mandens Stav; og alle Nakker
(den ranke Bactrers og Jakutens lave)
laae bøjede over Jorden jevnt som Bølger;
og Mandens Herskerbud fløi over let
som Vinden med de sorte Hvirvel-fodspor.
Saa løfted' Barnet Arm og Yngling Bue,
og Manden Kølle og tilsidst et Scepter,
da fleer og flere Undertvungnes Hyldest
hans Kølles Buler slikked' bort, og gjorde
den til en rank og blank Befalingsstav. –
Først laante Barnet kun sit Vuggerum:
sig dyrked saa en Yngling op en Ager,
og fæstetog den af sin Fader: saa
sin Qvindes og sin Stammes Ager ejed
da Manden, Sønnens Hjord og Slavens Sved:
saa tog han ved sin Styrke Folkets Land:
hans Ager slugte alle Folkets Agre;
og saa blev hele Jorden til hans Ager,
med Aftenens og Morgnens Sky til Gjærde.
Ha, Mandens Kaabe blev en Tordensky,
der mørkned' Jorden; og den Jordens Rigdom,
han ikke tog, men lod de Andre laane,
blev som hans Krones Affald. Med sit Scepter
han maaled Jorden af i Riger, lige
tykbugede Elephanter liggende
med barske Blik og Snabler mod hinanden.
Ha, Hindostan og China og Ægypten!
Ha, Babylon og Medien og Bactrien,
Assyrien, Arabien og Persis
og Lydien og Skythien og Libyen,
Æthiopien og Mexico og Peru!
Og Manden i sin Krones Ring indstevned
og maalte Folkene og mærkte dem
med Bannere og bandt dem rundt om Throner
som bedst det lysted' ei som forhen, da,
liig Dyr, de klyngedes sammen efter Farven,
og fængslede bag Bjergene sig Selv,
som om de vare Jordens sidste Grændser.
Men Manden paa sin Skulder flyttede
Cimmeriens Mulm og Jordens Grændseskjel;
og traadte jordomskyllende Ocean
med Foden længer bort.
Først laae et Barn i Mod'rens Hætte: saa
sig fletted Ynglingen en Hytte: saa
udspændte Manden Teltet over sit
og sine Qvinders Hoved: saa – ha, noget Større
er ei end Mand: han blev dog kun en Mand! –
saa byggede hans Trælle op hans Huus;
hans Hær det løftede paa Spyd opover
hans Folkes Arner, saa det raged' høit
opover lave, hvide Telte, ligt
en Ørnenakke over lave Duer.
Han bød da Alle samle sig omkring ham,
og bygge Huse rundt hans Borg, og kun
hans Fiender paa Flugten imod Nord
og Syd i Ørknen under Telten hviled'!
Saa reiste han en Borg i hver en Stad,
som Husenes Konge og som Stadens Horn;
han Porte satte; Mure slog han rundt
som Stadens Arme; planted Spyd paa Taarnet,
som Stadens blinkende Øine over Sletten.
Se, Babylon sig reiste over Sumpen,
i Phrat med Marmorfoden trædende,
med Sale, lige Himle, under Himlen!
Se, Ninive kløver Sky med Kobberhorn!
Og Ganges er som Delhis elphentand-
omkrandste Tunge, der fortæller Hindostan
om Delhis Pragt, den saae i Løbet, og
nu maa fortælle, liig en nys udsluppen
og mættet, frydfuld Gjæst, der ei kan tie
med Hvad han nød og saae i Kongens Hal;
men Ganges fører med sig ud til Havet
(den Bølgepøbel) Alabastersøiler,
og Guldgranater, som sank i den ned
fra Delhis Storhed, liig hiin glade Gjæst
i Kappelommen Stegebeen og Knogler.
Se, Maanen ligger høit paa Pekings Tage!
Og Stjernerne i Stjerneskud sig splitte
paa Samarkandes Taarne! Se Persepolis,
et skjønhedsfarvet Caucasus af Marmor!
Syvarmede Ecbatana og Baalbek,
den Ørknens hvide Dugchrystal,
og Skythiens Asgaard, liig et Ural af
den graa Granit til Tanais Sletter tryllet!
Som Peking Hovedstæders Hoved mod Øst,
først lettende paa Kupler Morgenrøden:
er Memphis Stædernes hundredringede Hale,
der, bugtende fra den ene Nilbred, dukker
sig under, men i store Hvirvler snoer
sig paa den anden Bredde op, som for
at række og at slynge rundt sig om
den Jordens Vægtstang, som er sjunket paa
Syenes Brønd, hvorefter Theben ogsaa
med hundred Munde gaber. –
Først Barnets Lov var Maven; saa blev Hjertet,
der Straffe skrev med svulne Vredes-aarer,
og Mildhed kun ved bløde Slag dicterte,
for Yngling Lov; og saa blev Hovdet Mandens,
og saa blev Manden hele Folkets Lov.
Men da i Folket Manden blev som Hoved,
og hele Folket blev som til een Mand,
med Mures Muskler, Marmorstæders Knogler:
blev Manden, da sit Folk han løfted' som
Retfærdighedens Arm, Aljordens Lov.
Hans Scepter blev Retfærdighedens Vægtstang;
og, som han dermed Land og Grændser maalte,
saa gav han Folket Vægt og Maal, og Sceptret
blev Krigens Sværd og Fredens Alens Mønster.
De Tappreste til dem at tvinge, som
den vise Orden Mandens Villje trodsed',
hans Sønneæt, til Eje gaves Jorden,
som de med Blodet vunde og forsvarte,
idet med blodig Hjelm de den bedækked;
og Nogle Hjelmen lagde, Kroner løfted.
Se, Krigerkaster, Kongestammer reiste
sig da som Folkenes Aasyn og som Arme,
der, uden Arbeid, laae til Kamp beredte!
De Andre vare kun som Folkets Mave,
og Agrens Furer bleve Landets Indvolde,
foragtede, dog overladte til
i Roe at være Folkets Rigdoms Aarer.
Og Nogles Fingre bøjed han til Kunster:
Da Smedjen klang, og Meiselen blev liig
en Skabers Tordenkile. Ved sin Qvinde
da lærte Manden Jordens Qvinder Spolen
at slaae i Takt med Hjertet, hvorpaa Livet
af Livsensaanden (Den i Alting Aandende)
udspindes og de røde Kinder væves,
og Jorden til en Veddekamp at tvinge
i Frugtbarhed, saa deres Drengehoveder
de saae, naar Maisen bøjede sig gylden,
og Højens Druer kjæmped' kaade mod
den Fryd de hyllede beskedne ind
i Kindens Rødme. Hør, da sang de Alle
om Isis, Ceres, Frigga og Athene!
Saa Manden Jorden tog, for den at dele
med Scepteret i Ejendomme ud;
og Magten tog han over Jorden, for
med Dommersværdet Ret til Hver at skifte.
Den, som i Sumpen Dragen søndersled,
og kasted Korn for Slangeæg i Dalen,
fremhalte Skovens Voldsmand af hans Hule,
opreiste Konger over Landene,
og Herrer over Stæderne, og Dommere
til Konger gjorde han paa Torvene,
men Alle fast til evige Love bandt han.
Naar Tyven greb i Mørket, greb han over
det skarpe Dommersværd, og Morderens Dolk
paa Retfærds Skjoldhvælv brast, ihvorsomhelst
han stak, og sprang tilbage i hans Bryst.
Selv Skoven deelte han; hver Vaand fik Ejer;
sig Kysterne med Lov og Hævd tilegned
de fjerne Bølger: Alt blev Ejendom,
og løb ei længer mærkeløst i Chaos.
Se, store Stæder bleve Brødres Huus;
og Landeveje, liig Canaler, hvor
de rige Dromedarer seiled; og
Canaler, fulde Skibes Landeveje,
imellem Stæderne blev' liig de Stier,
der gaae fra Naboehuus til Naboehuus,
saa sikkre, at i Mørkenat de vandres.
Da, som Naboer, der til hverandre,
for Brød og Ild og Vand at laane, løbe,
sig hented' Colchis fra Ægypten Korn,
Ægypten Guld fra Æthiopien,
fra Thracen hentede Phønicen Viin,
og Bactrien løb til Sidon efter Purpur.
Nu lyder Menneskets Trin i Marmorhal,
hvor Vaaben hænge blot til Stads; og gjennem
Chrystallet seer han alle Elementer
derudenfore trælle for hans Lyst.
Han flyver over Jorden, liig en Tanke;
dog hviler han, thi, se, paa blanke Vogn
han ruller over Bjerg og Dal som Tordnen
han farer over Bølgen paa sit Seil;
ham Elephanten bærer, mens han sover;
han ligger rolig, medens Jorden maa
forbi hans Øine løbe.
Nu plyndrer Manden ei sin Kjortel meer
fra Ulven, Qvinden sin ei fra Pisangen.
Ei hule Løvehoved sidder meer
til Skrækkebillede paa Mandens Isse;
men Sølv- og Staal-hjelm lige Stjerner, Krone,
liig Sol, Turban som Morgenskyer.
Dem hyller Purpur nu og Silke, saa
selv Oldingen er livlig Sommer liig.
De see hinandens Aasyn kun, som Solens,
til Tegn, at kun de skulle hos hinanden
det Aandige søge: derfor sig forelsker
nu Aasyn sig i Aasyn; ei, som før,
da Dyr de ligned', Lænd i Lænd . .
Se, Jagten Mandens strenge Hovedværk,
mens Qvinden efter Jordens Rødder roded',
er bleven til en Leeg: med Pragt han skjuler,
at han een Dag de Draaber lader strømme
af Losseblod han har i Aaren: Hunden
maa snuse foran ham, istedetfor
han spoered selv tilforn indunder Løvet,
og løb med aabent Næseboer mod Vinden:
istedetfor hans vilde Opjags-skrig
maa Skovens Aande gjennem gyldent Horn
fortælle Echo, at den store Herre
betvang en Hare. Og, se her! se her
et Folkenes Krigstog nu! fra Bactrien
en Hær uddrog, at vinde Indiens Rigdom;
og Indien, lige byttelystent, sender
en endeløs Række over Fjeldene.
Ægyptens og Chaldæas lange Rader
fra Vest til Øst hiin Strøm fra Syd til Nord
tverkrydse: Rækkens Hoved bugter sig
igjennem Thibet, medens endnu Halen
ved Euphrat rører sine Krumninger.
Men fromme Dromedarer er for Hingste,
og Uld og Silke er det Kamptogs Røg,
og Elphenbeen er Kampens blanke Sværd,
og Kryderduft er for de Slagnes Suk,
og Guld, med Retfærdsvægtskaal-stempel paa,
og Purpur er i denne Kamp for Blod:
i denne Kamp, hvor begge Parter vende
som Sejerherrer hjem: i Handels-strid,
hvor Snekkens spændte Seil er Sølvbasuner,
der raabe ud til Verdens Hjørner Snillets
og Flidens Sejer over Nøden. Se,
i denne Kamp (ha, Ørknen livligt Marked,
Caravaner lige vandrende Byer!)
maa Fliden, Tidens Ploug, og Snillet seire!
Thi de, som Livet, voxe kun ved Liv,
ved Møje, ny Bevægelse, som Blodet;
men Nød og Dovenskab og vilde Dumhed
kun voxe lidende, som døde Steen,
kun ved Opdyngning og Hensmuldren.
Dog, om de voxede, som hos de Folk
vi kalde Vilde og Barbarer, til
uhyre Dynger, som med smudsig Skorpe
hvert Hjerte og alle overgroede, mægted'
de ei at værne sig mod Snillets Flid,
saalidt som Jorden, trods dens Sammenhæng
og Vidde, Plovens Tand kan standse, eller
dens Fure, naar den løber, klemme sammen.
Saa skjære Plantestæder ind sig i
Barbarens Lande, og de Vildes Hytter
med Skam sig trække ind i Skovene;
de see med Blusel sig imellem Dyrene
og disse Fremmede; og Sønnen elsker
ei meer det Liv og Magt hans Fædre lærte
af Sviin og Ulv; som Skovens Papagojer,
de Fremmedes Sæd og Ret de efterligne,
til høit de hæve sig som de paa Jorden.
Saa maalte Manden Jorden som en Stad,
og Staden som et Huses Kammer, saa
ei Bævren eller Bien spotted mere.
Ved Lov og Ret hvert Folk tilskifted han
et Land, hver Stad til Borgere, hvert Huus
og Kammer delte han imellem Brødre.
Og Kongerne kaldte Manden deres Fader,
og Krigerne kaldte Manden deres Høvding;
og Præsterne kaldte Manden Solens Søn
(thi Hjerterne oplyste han ved Love,
med Vinter-strenghed og med Sommer-mildhed;
dog skinned Retfærd gjennem deres Strenghed,
som Vintersolens lunkne Blik i Skyen)
og Folket kaldte Manden deres Gud;
og alle Tunger med forskjellig Tone
ham hylded: saa langs Nilen klang «Osiris»,
ved Ganges «Crishen», «Fohi» lød i China,
ved Tigris «Belus», og i Schythien «Odin»,
hos Celterne «Tuisto», og i Hellas
«Dionysos» «Herakles» «Zeus» «Saturnus».
En Mand.
Først drømte Barnet kun om Moderbryst,
i Moderskjødet fandt det da sin Jord,
i Brystets Knoppepar sin Sol og Maane.
Sig Yngling reiste saa, og saae sig kastet
i Livets Bølgegang og Brusen – ha,
«Hvo rørte Blodet? Hvo mon Tordnen slog?
Hvo gik i Bølgen? og Hvo fløi i Stormen?»
Han vidste ei. Han ofred blot, og skjalv.
Saa Manden stirred' til hans Blik blev graat,
paa Jord og Himmel, paa de Ting, som skrækked',
de Dødelige saa, og ind han hylled
sit Hoved, at det fuldt af Tanker brast ei.
Hans Sjel med Offerrøgen steg og daled.
Hans Tanker syntes snart at fylde Himlen,
omfatte let som Blomster hver en Stjerne,
og see med Solen ned paa Alting – vee,
nu sank de ned med Asken. –
Han vidste ikke, hvi han ofred hvad
han fra sin Hunger tog, dog dreves han
til Alteret. Han kjendte ei sin Herre,
dog vidste han sig Træl, sig bunden følte.
«Fik Solen Ofret? Hører Stormen Sangen?
og hungrer, mættes Skyen? Vee, se Tordnen
sit eget Offer splitter! kold gaaer Skyen
sit eget Altar over, ligegyldig
sin viede Ild den slukker!»
Da vendte Manden Blikket mod sit Hjerte,
og saae sin Aand – og nu hans Rynker kroged
sig ei som Spørgsmaal, men som Viisdomsstave,
der maale Dybet, finde Himlens Midte.
Da saae i Verden han et udstrakt Legem;
i Stjerneraderne varme Livsensaarer,
(saa Solene vare Pulse, Stjernerne
de Aarer, som tilbageførte Blodet)
som i hans eget Bryst; i Bladets Rasl,
i Bølgens Døn, i Tordnens Skrald
Allivsens Aandedrag; i Fuglesang
og Dyreflugt det Legems Nerver;
i ranke Mennesker Rygradens Marv,
opstablet imod Hjernen, som da var
de skjønne Skabninger i andre Verdner;
da saae med Sjelens Øje han et Hjerte
– o som en tusinddobblet Sol imidten! –
hvis Æther strømmed gjennem hele Livet,
(gjør Løven brændende og rødned Rosen)
saa Liv og Død er kun dets fremad- og
tilbagesvellende Puls; i Hjertet saae han
med Sjelens Fjernsyn: Ahnelsen, en Aand,
Altrørende, en Almagts, Viisdoms Aand,
som giver Formen Hensigt og Betydning,
hvis Drømme Menneskeaanderne ere, saa
jo visere en Sjel er, destomere
til Viisdomstanke da er klarnet Drømmen.
Og Mandens Læbe helligedes, da først
den nævned: – Gud – den Ene – Gud.
Men frem den Lyd (som dengang Vinden blæste
i Vandene) af hvert et Hjerte hæved
en Tanke, Mandens liig, dog bleg og sløvet,
som Jorden, da den graaned først af Havet.
Og Folkene knuste Altrene, som vare
en Form for deres forne dunkle Angst,
og, knælende i Støv, med blottet Bryst,
Ægypten raabte: «Kneph», Hinduen «Akhar»,
og Persen «Zeruane-Akherene»,
Chinesen «Changti», Siamesen «Phta»,
Malajen «Sommonacodom», og Schythen
«Alfaudur», og Hebræen «Eloah»,
Iisboen «Kutka» «Radier-Azhie»,
den Sorte «Numbo», og den Røde «Tloqve-
-Nawaqve», «Tiniamacos»,
«den store Aand, som Alt er i sig Selv».
– Og Manden førte op de Viseste
til Fjeldene, og lærte dem at sanke
ved Solens Lys og Stjerneblus de spredte
Almagtens Trin og Smiil af en Algodhed.
Da, se, han lærte dem Guds høje Tanker
i Tavler male ind med hellige Tegn.
Et Æg Alskaberen da viste, som
i sig indslutter Alt; en sløret Qvinde
dem viste Guds ugranskelige Viisdom;
en Mand, med Solen i sin Pande malt
og Stjerner funklende paa alle Lemmer,
men endende i Dyrefødder, viste
Guds Viisdom, sig i Verden ifra Sol
til Krybet, aabenbarende som Almagt;
en malet Slange, som i Svælgets Dyb
sin Hales sidste Stjerne slugte, viste
den Evige, i hvem Allivet bølger
(de vide Sphærers Bugne-hvælv af Liv
liig Slangens Bugter); og et Barn, der sad
med sammenbundne Fødder bøjet paa
et Blad, der vipped midtpaa store Havet,
dem viste Gud den Hellige, der røres ei,
og smittes ei, og krænkes ei, og rystes ei
ved Verdners Undergang, om Himlen end
blev til et svullent Hav af mørke Suk,
og Jorden lysned op som Solen af
det Blods Udgydelse, Han skabte;
et Barn, der sidder paa et Sneglehoved,
betegned dem Guds Forsyns sære Gange,
hvis Hvirvler dog hans Viisdomsaande støber
og samler alle i eet Punct – tilsidst:
i Salighedens og Erkjendelsens;
og, se, en Tornebusk i Brand, med Flammer
til Blade, men dog ei fortæret, viste
dem Guds Retfærdighed, der straffer uden
dog selv at røres af sin Vrede.
Den Tid i Menneskehedens Liv, da først
Fornuftens Øje som en Vemodstaare
opvaagnede, og saae sit Maal og Kampen
paa Livets øde Slette (se, hvor Aarene
som sorte Valpladsstøtter rage frem med
Erfaringens Paaskrift!) her, herudenfor
Dens Barndoms Hauge, hvor sig snoede
– som blinde Øgler rundt en duftløs Rose –
de tusinde Uvidenheds Affødninger
om Uskylden, og gjorde denne værdløs:
. . den Kamp den gik imøde, med sit Blik
alene rustet, mod Vildfarelsers
og Blændelsers Nordlys, Lidenskabers Storm,
og Lysters Hvirvler, Uvidenheds Taage,
Begjerligheds blinkende Sandser, mod Ladhed,
sig væltende som raadden Damp i Kjødet . .
den Tid i Menneskets Liv, da første
«Hvorfor?» sig reiser som et dugget Torn
i Barnehjertets Rose: denne Tid
afmalte Manden som et herligt Træ
omspundet af en Slange. Og han lærte,
at hver af Træets blanke Frugter var
en Indsigt; og, at Slangens Farveskin
var Sandser, men dens Hvirvelgange Nerver:
at Slangen først har Menneskene lært
at spise af dets Frugter, i hvis Sødme
sin egen Gift den blander. Thi da Smerter
Uvidenheden greb iblinde, og
da Lyster fødte Sorger, tvang Fornuften
frem første Øieglimt; men stedse
formørkes det af vaagne Lysters Jubel,
af Smertesuk: saa hvert dens Glimt er ligt
en Sol bag drivende Skyer
Da Tanken «Gud» var evig malt af Manden,
han malte Himlen i sin Hules Hvælving,
gav hver en Stjerne Navn, idet han døbte
dem i sit funklende Øie, samled dem
i Klynger og Figurer; og han maalte
det endeløse Rum da med sin Stav,
og satte Jordens Plads i Verdens Buer,
og bandt dens Liv til andre Stjerners Flugt.
– Saa vogted' Sirius jo, som Hunden trofast,
Ægypten, naar, af Sol befrugtet, Nilen
opsvulmed som et Moderskjød og vilde
fortrænge Jorden bort til begge Sider,
saaat dens brede Vove-rad blev liig
den Qvindes Veer, der sit Teppe splitter
af smertefuld Fryd (som om hun vilde føde
saamange Børn som Skjødet skyder Bølger)
og halvvanvittig søger Plads. Se, Stjernerne
er' Skibenes sikre Roer og Styrmands-øje:
saa hvor paa Himmelen de svæve, svæve
(som blege Skygger,) Jordens Skibe efter!
Se, efter Stjernens Baner skyder Ploven
i Muldens sorte Nat sin Bane hen!
Ja Manden gav de Børn (de Jordens Vise!)
som sadde ved hans Fod, de Himlens Stjerner
til Fakler, hvormed de sig ind i Himlens
det Helligste og gjennem Gravens Dybeste
sig lyste. Thi der reiste sig af Hine
da Nogle op og sagde: «Mester, du
har lært, at Gud du i dit Hjerte fandt:
Se, vi i vore speided', men da aabned
sig blot den vide Tomhed!» Men da Manden,
med Haanden strakt mod Stjernerne dem lærte,
med Legemets Øje finde Hvad de ei
med Sjelens Øje mægted' at opdage.
Han lærte dem med Sjelens Øje see
igjennem Legemets Øje atter gjennem
de aabne Stjerneøjne, der beskue
Guds Storhed.
Saa malte Manden da paa Templets Vægge
Calenderen; og af den malte Tanke «Gud»
fremkom, som Slangen der af liden Klump
udskyder endeløse Ringe, atter
en Viisdomslære, gjemt i Hieroglypher,
om Sundhed, Velfærd og om Frihed,
om Dyd og Last (de Sandheds og
Vildfarelses Ansigter, der gjøre Hjertet
tvemasket) og om Tro og om Udødelighed.
Da Talens lette Vind han formed i
Bogstaver evig, Manden skrev da Vedam
og Yking, Zendavesta og de ti Bud;
han satte deri Hjertet Lov og Ret,
som Kongen satte den for Haanden; og
han maalte Bueløbet af for Tanken,
som Gud for Verdnerne, da sig hans Viisdom
med Kræfterne udrusted'; og for Haabet
han maalte Pusterummet og dets Svingning;
og udenfore Tankers tette Verdners
og Haabets lette Aandekredses Buer
han viste det Uvisses Chaos (som
sig ei til Tanke-verdner end har samlet)
ligt Taagestjerner, og deruden om
igjen da Vidløshedens Tomme, indtil,
naar Gravens Bog sig aabner, Jordens Kundskab
en Verdensviisdom bliver.
– Saa lærte Manden Mennesket at male
dets Tanker af i Tale og i Digt:
og lærte det at give Talen evig
paa Jorden Lyd i Tegn og Skrift og Farver.
Som Tankens Tunge blev da Griffl og Pensel:
saa gav han Følelsen i Fløiten og
i Plecteren dens Tunge; og han lærte
at gjøre Jublen tryllende i Fløiten,
og i dens Vildhed nøgen-skjøn paa Cymblen;
at gjøre Jammeren melodisk-sød
(saa den ei gjorde Hjertet ligt et Aasyn
fortrukket, men, om sorgfuldt end dets Træk,
dog regelmæssigt) ved at sende gjennem
Citharen Klagesukket.
– Saa lærte Manden sine Sønner da:
den Mandens Æt, som blev de Vises Kaster,
og ligned Folkenes Hjerner. Men fordi
nu Disses Kundskab voxte fra en Nød
til Verdnens Størrelse, hvor midti laae,
som Kjernesolen, Kundskab om sig Selv
og Gud – fordi de lærte Mandens Viisdom:
Calenderen og Stjernens Flugt at maale,
og Jordens Vei, og Livets skjulte Kræfter,
(saa Syge knælede paa deres Vei,
og de bød Halte gaae og Blinde see,
i Ilden gik, og aade Slangens Gift)
Udtydningen af Livet, Gravens Haabs
den Regnbu-broe imellem Tilværelsens Dyb
og Bestemmelsens Høide, og saaledes
at kige fra det ene Liv og til
det andet gjennem Gravens Hvirvelhorn:
saa kaldte Folkene dem «Hellige».
Men Manden, som af disse kaldtes Fader
(Han som til Folkenes Fosterfædre danned dem)
af Menneskene bleve nævnet da «den Helligste»,
«al Jordens Viisdoms Ophav.» Hør, da lød
hans Navn i Jordens Tungemaal som helligst:
som «Hermes, Menou, Zerduscht, Jo og La,
og Buddha, og Confutse, Moses, Mimer.»
Messias.
Denne Alder Mennesket kalder Sølvets Alder.
Vee snart den falder
i Offerblod ved Altrets Fod!
Vee, Slavers tunge Aandepust
med Ir den dækker snart og Rust!
Snart skal den, fuld af Kobberofferknive
og Krigskobberhorn, til Kobberalder blive.
Tyranners Jernsceptre saa ville rage
frem af Jernaldrens tunge Dage,
hvor Kronerne ere det eneste Guld.
Thi Den, som bær' Krone – o sløve Menneskeaand,
som selv sig slutter i Slavebaand,
for engang, naar Lænkerne groe for dybt,
saa Smerten vækker, at finde sig sammentrukket,
vanvoxen, vanvittig i Throne-lukket! –
iblandt Millioner er ene fri.
Vee, af en Qvinde fød,
Han gjør sig til Gud i Muld,
behersker sin Broders Liv og Død,
ja Tankefostre i Hjertets Skjød,
halvfødte Suk, og Tusinders Smiil han former
alt eftersom hans eget om Læben sig ormer,
sin Kaabe med Blod han forgylder,
og Millioner Slaver knæle og hylde,
slikkende Broderblodet af
hans Kaabe og hans Kongestav.
Som Præsten kalker af Folkets Hjerner
op Altrene (Sandhedens mørke Skygger),
og atter igjen med kilden Skræk
for Tempelvægges dunkle Træk,
for Troldoms-qviste og Afguds-stjerner
de tomme Hjerneskaller fylder:
saa Kongerne Folkets Nakker binde
isammen, og deraf (hvert Folk et Bundt)
de Throner bygge.
. . Vee, se, snart kneise paa Jorden rundt
vel tusinde Throner (de Frihedens Gravminder)!
Vee, Friheden solgt til Tyranner!
– Abiriel! Abiriel, hvor er din Kraft?
Deler du døsig Lastdyrets Roe?
fryder dig fro at du tør
aande og sole dig dog som før?
Vee, Sandheden til Bedragere forraadt!
– Abiriel! Abiriel, i Muld og Nat!
Dit Legem er krumt i Despoters Lænke?
Din Aand i sløv Uvidenhed skal
stirre sig dum paa en Tempelhal?
forbydes at tænke?
befales at troe?
indvendig fortæres af Laster,
mens udvendig Aag om dig Herskere kaste?
Vee – Konger og Præster isammensvorne!
Frihed og Sandhed forlorne!
Stirr da, ulykkelige Menneskehed,
i flygtende Aarhundreders stinkende Fjed!
stirr over dampende Vale!
gjennem rygende Tempelhalle!
over sjunkne Throner!
gjennem brustne Kroner!
over Aarhundreder, høinende over
sovende Slaver
Lænker og Been, Monumenter og Grave!
gjennem Aarhundreder, der kaste,
liig sorte Volde, sig
om nye Vildfarelser, gamle Laster!
Og skimt da Et, som bryder gjennem lyst,
med Straaler om sit Hoved (første Aar,
det reiser rødmende fra Jordans Kyst)
idet det stiger over Dynger af
Aarhundrede-brødrenes Liig,
saa ned de synke, og evig bort,
som Støv af Grav,
den fule Stank af Trældoms Laster
ryger sort!
Da, støvklædte Abiriel, er
din Jammer sin Ende nær:
da fore de onde Tiders Fylde staaer;
dog er den Tid kun bedre Tiders Vaar.
Da løfter Eder Millioner!
Abirieler, Aander stærke,
bag Fortids Grave og Mindesmærker
haster at Aaget kaste!
Da skræmmer med brudte Lænkers Rasl
de blege Tyranner fra deres Throner:
de Brødre, som Tusinders Frihed tvinge
ind vilde inden en Krones Ringe!
Da bryder Svøben! da knækker Spydet!
da knuser Altret, hvor Præsten bød,
og Blodet af Eders Afkom flød!
da lyser med Fakler i de Orakler,
hvis Huler vare det Mulms Cisterner,
der overskyllede Eders Hjerner!
O Menneskehed,
knæl da, Broder ved Broder, ned!
bryd da, Læbe med Læbe, ud:
«Himlen meer ei deles efter
Altrenes Qvadrater; Jorden kløves
ei og røves meer ei af Tyranners Sceptre.
Blodige Kroner, Bøddelstaal,
Trældomsfakler og Offerbaal
glimte meer ei over Jorden:
gjennem Præstemulm, gjennem Kongetorden
Frihedens Morgenrøde,
Sandheds lyse Dag
straaler under Himlen, nu eet Tempeltag;
daler ned paa Jorden,
nu eet Altar vorden
for Brødrekjærlighed.
Jordens Aander gløde
i friske Hjerter nu:
Frihed er Aanders Hjerte, Sandhed Aanders Hu!
Jordens Aander alle
ned i Støvet falde
den Evige paakalde:
hver sin Thronehimmel i sin egen Pande har,
hver i eget Hjerte har Alter og Offerkar:
Drot er Hver for Jorden, Præst er Hver for Gud!
Mænd.
Vist Kongen er den rigeste: ene rig,
og alle Andre Fattige.
Vist Kongen er den frieste: ene fri,
og alle Andre Trælle.
Vor Eiendom er Hans; vor Frihed fik
han jo i Arveskat af vore Fædre.
Vi kunne da ei klage, thi som Trælle
vi fødtes jo? Men dog blandt Folket
Vi have meest tillaans af Kongens Naade.
Men dog blandt Folket, denne Ørken
af bøjede Nakker, Nakken højest hæve Vi.
Vi eje meest (og ere da de Bedste)
hvis Laant er Ejendom. Vi ere frieste:
ja, hvis Tilladelse er Frihed.
Nu, lad Selvherskeren vor Rigdom tage!
Nu lad os være kun hans første Slaver!
bør Vi da ei fra Folket tage igjen?
til vore Trælle gjøre Folket? Ellers
jo Vi, paa hvilke Kronens Gjenskin falder,
som trælle som i Ly bag Kongekaaben,
og klippe Stykker af den til at dække
vor egen Armodsbrøst med, vare lige
med den, hvis Svedsmuds gjøder Agren; thi
da vare Alle lige usle Trælle.
Nu – Folkets Nakker ere stærke – nu
de skulle være vore og Kongens Trælle!
Nu med det ene Øje vil vi true,
og med det andet, vendt mod Kongen, smile.
Nu med den halve Mund vi ville byde,
og med den anden smigre da og lyde.
Paa Folket ville vi os hævne, saa,
naar Kongen slaaer os, saa gaaer Slaget
fra Øre til Øre gjennem hele Landet
til Bondens Svinehyrde: naar Han griber
i vore Punge, saa skal Grebet gaae
fra Pung til Pung til Svinehyrdens Drengs.
Som i een Takt, naar Kongen løfter Sceptret,
vi løfte Svøber, som hans Slags Echo.
Og dette Chor skal døve Folkets Vid
og Sands, saa Naboe Naboes Suk ei hører;
og sløve Folkets Kraft og Trods og Tanker.
Naar Kongen tvinger Folkene at bygge
omkring ham tyve Mure, ville Vi
og tvinge det os Borge op at mure
paa Fjeldene som Ørnereder, og
paa Sletten Herregaarde. Og naar Kongen
tør øve blodig Dom paa hvem han vil
i hele Folket, saa vil Hver af os
nu tage Haands- og Hals-ret over Alle,
hvis lave Hytter krybe under Borgen.
Naar Kongen tager vore Møer og Qvinder
saa ville vi, hvor Lysten peger, vælge
blandt Folkets Hustroer og Døttre; da
hver tugtig, ubrudt Ægtestand skal synes
som givet af vor Naade til en Trøst.
Men, at ei Folkets Kraft fra Dalene
skal svulme op mod Borgene, Vi ville
(som Kongen holder Hær, og føder den
med Landets Sved og Naboelandets Blod,)
Huusknegte holde, slaae en Landserund
om Borgene, og væbne Folket af,
og vænne det til nikkende at gaae
med senestærke Armepar ikors
bag Ploven, Aare ud og Aare ind,
paa laante, hjemstavnsbundne Mark, imens
Vi ville stedse staae i Vaaben, med
et hundred Sværd mod hvert et blottet Bryst,
der tør lidt tungere aande end isøvne.
Naar Kongen lyster Krig (for, naar han vender
hjem kjølig, finde Frillens Favntag varmere)
Vi ville styre Blodets Strømme med
Commandostave. Og, naar Folket er
indbanket Troen om, at Adelsblod
(som rundet af Guds eget Hjerte)
er meer ætherisk end dets eget tykke,
saa synes selve Den, som misted' Armen,
at saadant Saar er intet mod den Rift
vor Finger fik i Kampen.
Saa slutte Vi, med Staalbryst imod Staalbryst,
en Ring om Thronen, saa vi kue den
– det er vor hemmelige Pagt – da den
jo kneiser i vor Midte (skjøndt til Kongen
Vi sige, at Vi er' hans Værn mod Folket)
og blandt os Selv vi keise Thronens Ejer;
men udadvendt er Ringen imod Folket
– det er vor aabenlyse Pagt – saa vi
mod Folket ligne Klipperader, der
beskytte rige Dale (engang Havbund)
mod Havets magtesløse Mukken.
Saa Vi afsondre os fra Folket,
der synker ned som Bærme, men Vi blive
den stærke Viin, og Kongen med hans Magt
vel svømmer over os, men kun som Skum.
Og Folkene kalde os med Buk og Bæven:
«Satraper, Krigerkaster, Rajahs, Fyrster,
Dynaster, Optimater, Aristokrater,
Patricier, Lensherrerne og – Adel.»
Mænd.
Vi vide, at den store Lærers Røst
ei hørtes udenfor hans Hule, hvor
Vi sadde ved hans Fod og lytted'. Nu
er Hulen bleven Templer, og de ydmyge
Disciple, som sig skulde sprede ud
blandt Folket for at lære hvad de hørte,
og træde saa, med Issen bar, tilbage,
er' blevne infulerte Præstekaster.
Som før Vi udenfore Mest'rens Hule,
i vore Templers Forhal Folkene knæle,
og vente, at vi Præster dog engang
udtrine ville for at lære dem
hvad Mesteren vor Redelighed betroede,
at vi igjen det skulde give Folket
ufalsket, simpelt som han Selv det gav;
kort, Hvad er Ret at gjøre og at lade,
for rolige at leve, og med Dyd
at bære Sorg og Glæde, og hvad Pligter
Tilværelsen de skylde og Bestemmelsen.
Men – lad dem gabe udenfore evigt,
til Mundene blive Dumheds aabne Flab!
lad Folkenes Hjerner gotte sig med Gjetning
(den ufordøieligste Føde, som
udspyes og igjen til Drøv indhumpes)!
De ligne Fugle, snappende efter Luften,
mens vore Kroer bruse fulde ud!
Lad Folkenes Hjerter i Forstandens Mulm
af Skræk og sløve Fryd omdrives evigt,
som Morild, der af Ilden kun har Skinnet
i Havets Nat.
Vi ville gjemme Hvad af Mest'rens Viisdom
vi os erindre inden denne Kreds,
og drive Enehandel dermed dyrt.
Vi skrække Folket fra den enfolds Sandhed
ved den Mysterier at kalde, og
indhylle den i Tegn. Naar Folket fordrer,
Vi pege da paa disse Hieroglypher
med et Betydnings-smiil, og give dem
da Optog, Sange, Dandse og Musik.
– Se denne Skal kan Folket pille paa
til evig Tid! Og det vil evigt pille,
med Bæven skjøndt for at det Inderste
skal briste ud, og saa i Luften
vanhelliges eller svinde ind til Intet.
Thi Vi isammensvorne skulle sværgende
belære selv graahaarede Jordens Børn,
at dette Inderste (det Allerhelligste,
hvis Liv de troe med deres Stirreblik
at skimte sig bevægende bag Teppet
– ah, det er vore egne Skygger jo?
og, naar de høre Noget, vor Røst kun?
Men, se, naar disse Troendes Bønners Aande
det Hemmelighedens Slør bevæger selv,
saa synes de at see en Gud sig røre;
og vi da raabe: salige Troe, du saae det!)
. . Vi skulle lære, at den indre Viisdom
er os af Himlens Aander foresjungen:
er, under Hemmeligheds Slør og fire Øine,
af Verdnernes almægtige Gud fortalt:
at den er Aabenbaring.
Men dog, at denne Aabenbaring blev
os saa betroet (som et Lugte-æg,
der vandrer rundt fra Næse og til Næse,
som Bedstemoders rare Tractement,
men ei maa aabnes) at vi skulle vogte
den for nysgjerrige, gudløse Blik;
men prente Folkene ind, at just dens Kraft
og Hellighed (som Troldoms-lægemidlets)
bestaaer i dens ukrænkte Hemm'lighed:
at Vi, som eie denne Aabenbaring,
hvem Gud sin Viisdoms Planer har meddelt,
som vogte den, derved alene hellige,
ukrænkelige ere og ufeilbare.
Vist ville Folkene snart sig føie i
at lugte Hvad de ei maa see og smage!
Snart ville de sig nøie med at amme
en Tro i deres Hjerner, liig en vandig
uhyre Kaal, men luge Tanker op;
og troe, at netop sjeldne Sandhedsglimt
er Salighedens Kornmod i det lumre
og kjære Sommermørke over Hjerternes
nedbøj'de Grøde.
Men Folkenes Underdanighed, den vi
som deres tause Tak betragte – ah,
mon ei de bør Os takke vel, fordi
Vi sløve deres Hjerner, aande Mulm
om deres Sjele, saa de see ei fuldt
den Jammer, som dem knuger? Hvis de saae
den simple enfolds Sandheds lette Veie
(med Friheds luftige Palmer mærkede)
til Roe (som er jo al den Lykke, Støvet
kan stræbe efter her) og Dyd (som er
jo al den Stolthed, al den Pragt, som Støvet
kan stræbe efter her – saa lærte Mestren)
og saae paa disse Stylter i Sorgens Ørk
mod Himmelen: da bleve Alle lige,
da blev jo Trællen vor og Kongens Lige:
da bleve Alle Præster jo og Konger.
Thi, trods de tykke Bind og bugede Ruller,
er Sandhedskjernen liden, let at døie;
og, vikles Hamsen, Basten, Skallen af,
vel mindre Tand end Huggetand naaer Melken.
Ha, Vi, som mangen Mest'rens Lærdom glemte,
og mangt et af hans Tegn, hvori han vilde
den gjemme evigt, har forglemt at tyde,
og knapt Calenderen nu mægte stave,
Vi skulde fremstaae nu godvillige,
med Blusels-mine, til et Regnskab for
det dumme Folk, og sige: «vi har glemt,
og anden Hjælp ei vide end at bie
til atter Mestrens Lige fødes?» – Ha!
Mon bedre ei med Jordens Kræfter prale
(med Plante-Læge-Stjerne-videnskab)
og sige: «Himlens Kraft i vor Haand er!
Nu troer, I Folk: det er jo Underværker!»
Mon Vi, som ind i Mest'rens Hule traadte,
som traadte op blandt Stjernerne paa Fjeldet,
nu skulde træde ned igjen blandt Mængden?
forene med de Svage os, naar Konger
selv skjælve for det Dække, som vi ryste?
os bøje med de Blinde under Aaget
vi see, fordi de ere vore Brødre?
Mon bedre ei at sammensværge os
med Herskerne, at dele Magten; ja,
belive den med Skin af Guddoms-hellighed?
forgude Statens Stiftere som Kirkens?
forgude første Drot som første Præst?
Da Folkene – hvis de engang mærke, at
den Herskermagt, som sidder dem paa Nakken,
og kuer dem fra Barnsbeen, er alene
et Skin mod deres egen stive Kraft, –
dog stedse Kroneskinnet skulle see
med Ærefrygt, ved Himlens Bifald herliget.
Med Adelen Vi ville Konger skabe,
men ene (som i hemmeligt Fabrik
for falske Myntnere) Vi skabe Guder.
Bør slige Mestre Ærefrygt ei skattes?
og Templer over Kongeborgen?
og Tiender og Offre ydmygt bringes?
Se, uden Mestrens Viisdomslære, bliver
Guds Eenhed altfor stor for Folkets Tanker,
hvis Krebsekløer og Øine af vi bryde,
som frem de voxe! – Nu, Vi Mestrens Gud,
som Phantasien lyster, ville dele
i tusind Andre, farvede efter Landene.
Saa bliver Hindus-Gudehimlen yppig
som Indiens Skove; og Ægyptens broget
som Nils Affødninger; og Persiens simpel
som Dag og Nat, paa ene Side lys
som Schirvans Rosendale, paa den anden
saa mørk som Caucasus; Chaldæas, som
dets naphtaflammende Dale, skræksomt luende;
liig taagestore Urals rimede Tinder
sig reise Skythiens Gudeformer; og
saa riigtbegudet bliver Afrens Himmel,
som Sumperne i Libyen beslangede;
saa iiskold, øde Esqvimoens, som
hans Iismark; og Hellenens liig et Luftbilled
af Drue-øerne og hans Marmorklipper.
Saa dele Akhar vi i Brahma, Vischnu
og Chiven; Zeruane-Akherene
i Ahriman og Ormuzd; og Alfaudur
i Odin og i Loke; Eloah
i Jehovah og Satan . .
i hveren Hjerne Disse atter ud
i tusind' Mindre, indtil hveren Selv,
der synes sig den Mindste og afhængig
af Alle; og jo da den frygtsomste
og letteste at hæve op og tæmme.
Da blive Millioner Guders – o
end ejer Stoffet, Stjernehimlen og
Naturens Kræfter, flere Gude-emner –
uhyre Drømmeskikkelser vor Hær,
der ligger rolig i sin Skyleir kun
saalænge Folket knæler ned med Offer.
Og foran Gudeleiren, hvor vi byde,
Vi lægge, som en Skandsegrav, et Helved
(saa mørkt, at intet modigt Blik tør skinne,)
af Djævle fuldt, der gribe efter hver
en Dyd og Last, der hærder sig mod Os.
Saa være disse Djævle vore Bødler!
De skulle klore af og svide bort
hver Tanke, som, liig seige Græs, sig reiser
trods Afgudsbilledernes tunge Trin.
Saa reise vi en Moisasoor mod Brahma,
en Typhon mod Osiris, Ahriman
mod Ormuzd, Satan imod Jehovah.
Men, som vi skjænke hveren Troe en Himmel,
saa skjænke vi den og et Helved, malt
med Landets Farver. Sikkert da –
naar Himlen, fuld af vore Guder, over
hvert Hoved, Helved under Foden gaber,
af vore Trælle-Djævleskræmsler fuldt;
og dog ilive Folkene føle sig –
de skulle troe, at de imidten svæve
paa vore Bønners Aande, vore Hænder.
Hvo knyer, ham slippe vi, og raabe over:
«forbandet du!» Hvo tvivler, vil sig troe
fortabt og ude af hiin Ligevægt.
Men alle slige Trodsige forvises
til Helved eller Ringløb gjennem Dyrene.
Saa vi belive Alt som skrækker Folket,
som strækker Horn og Kløer igjennem
dets Dumheds Mulm, og gjøre det
meer skrækkeligt. Thi før Naturens Ting
(saa troede Folkene, og vare da
som Børn imellem Gløder) syntes blot
som faste Gab, der slugte blot den Dristige,
som kom dem nær; men nu angribe de;
thi vi dem give Vinger, Plan og Vrede.
(Saa troe De nu, og ere da
som Børn imellem vingede, halsede Luer.)
O føielige Folk, som altid gaae
et Skridt fremvid're end vi flytte Foden!
Thi, skjøndt vi spinde mystisk Væv om Alt,
som Tusmørkringen rundt om Natten
de gyde atter derom Skyer af Rædsel,
(som Børn, der, skjøndt en Spøgelsefortælling
i Nerven gyder Gysen, dog forøge
dens Rædsler, naar de selv den gjenfortælle) . .
Se, naar paa Dragens Stjernebilled Vi
henpege, vælge de til Gud den Drage,
som vælter sig for deres Fod i Dyndet!
Mon selv ei disse lære os at gjøre
Symbolerne til Guder? O, vi skulle
den gabende Lettroenhed nok made!
Ja, om den studser end ved vore Skrækoffre,
og snapper efter Veiret i vor Bloddamp,
de skulle troe, at slige Rædsler (som
naar Moder kaster Barn i Molochs Glofavn)
Beviis paa disse Guders Storhed ere,
der vandre om med Præsterne i Templet,
og ledes ned ved Præstehaand til Folket;
ei Opspind, ikke Præstebud alene.
Og disse slørbedækte Rædslers Skygge
vi male i vort Væsen og vor Dragt!
Vor mørke Pande er som Rædslen og
vort Skjæg dens Slørslæb; maalte Skridt
vi flytte frem som Stjernerne: ja, se,
som Himmelen vi farve vore Kaaber,
besprænge dem med Stjerner, hænge rundt
om Slæbet Bjelder (Sphæresangen) Dyr
(Allivet) Amuleter (Livets Kræfter):
Infuler bære vi som horn'de Maaner;
paa Brystet Solens Ring af Diamanter;
i Haanden Offerfakler, Trolddomsstave:
ja, de betegne, at vi skue ind
i Verdens Gang, i Livets Dyb og Kræfter,
og ere Folkenes Hyrder, – Se da her
en aandig Adels Purpur, Staal og Plade!
En aandig Adel, stærkere end den Anden,
da blive jo den store Mesters Lærlinge?
Thi hersker Kongens Adel (Korn den maaler,
som Hjerter vi) med Konger end i Spidsen
vidtover bøiede Nakkers stille Hav:
vi Stormen jo beherske, som kan male
det ned i Kongegrave-hvirvler, røre
det i Schafot-skyhoser over Thronen;
og Strømmen, som det driver. Thronerne,
hvis de hiint Ocean vil dybt beseile
til os med Bøn maae skatte, som en Skipper
paa Stranden knæler ned for Stormen, og
paa Reisen seer med foldet Haand mod Skyen.
Men hvor vi ei med aaben Magt tør herske,
Vi ville liste os krumbøiede
paa Pilgrimsgange op til Herredømmet.
Og Ingen ahner: at et Scepter er
i høire Haand hos den, som med den Venstre
sin Ryg hudfletter.
Vor Stat er ordnet da: en aandig Adel,
som Folket troer oprunden af Guds Hjerne:
se Dommersæderne og Talerstole
dens Borge ere over Folket! Templer
er Statens Hovedstæder, hvor vi kaare
en Ypperstepræst til Konge, ja til Gud.
Vor staaende Hær Afguderne, og Djævle
er' stedse færdige Bødler. Skjebne- og
Guds-domme er vor Lovbog (saa vi faae
til Retfærds-vægtstang egen Villie). Og
de Bud, vi lade udgaae, ere Spaadomme,
som sendes fra Oraklets sorte Kamre.
Vor Stats Skat Offer er og Tiende.
Den Lydighed, vi fordre, Overtroe.
I Meroe ved Nil vi ville vise
først Jorden Mønstret for vor Stat. Den snart
i Ganges, Tanais, Phrat og Jordans Floder
sig speiler. Saa paa Jorden vi os dele
som Brahminer og Schamaner, Talapoiner,
som Bonzer, Lamaer og Mager, Aser,
Leviter, Aruspexer, og som – Præster.
Folk.
Da Faderherredømmets Birkeriis,
da Faderpræstedømmets Hyrdestav
udblomstrede i Kroner og Tiarer:
da, liig brolagte Stene, alle Hovder
indunder Thronerne og Altre lagdes.
Nu reise sig da Nogle, sigende:
«i Os er Guld»; og Andre reise sig,
og løfte Thronerne paa deres Skuldre,
og sige: «der er Jern i Os og Kobber»;
mens Andre reise sig og sige: «se
i Os er Lys, Demanter vore Sjele!»
Men Vi, som simple Graasteen, i vort Leie
maae blive liggende at trædes paa.
Ha, Hvad der levnes os i Skjødet maa
vort eget Armepar ei vogte? Ha,
Vi tør ei med de tusind Munde knye?
Vor Tunge ei, vor Mave kun tør sukke.
Os Konger skatte nu med Ørnekløer;
og, under disse, røve os de Mægtige
(de Borgefalke); Præsterne os tiende,
som sorte Krager snigende sig ind
i vore Huse. Ei vort Arbeid hviler;
ei dynger sig vor Løn; utalte flyde
i Jordens Furer vore Svededraaber.
I Dommerens Vægtskaal ligge gyldne Lodder.
Den Armes Klage er kun Spindelvæv;
og sønder trykkes han, som Spindlen, naar
den kryber fra sin Krog.
Vel, lad os dog de Store efterligne!
Hvi skulle vi da Alles Mindste være?
Vi ville støde ud de Armeste
til Evigtids Foragt i skidne Kaster:
paa dem Vi træde, som paa os de Andre!
O bedre dog, i liden Telteklynge
at leve under haarde Fader-riis, og,
skjøndt voxne, kaldes Patriarchens Børn,
end, til eet Verdensfolk isammensmeltede,
dog være kun een Flok Ulykkesbrødre!
Ha, er det Trøst, sin egen Jammer læse
paa Broders Aasyn, Millioner Brødres?
Hvad? Ha, hvo ejer Styrken? disse hundred
Satraper der, hvis vege Muskler knapt
i Elskovslegen kunne holde Frillen,
om hende urørt, frisk fra Faderens Dal
ved leiede Trælle de lod hente? De,
hvis Fingre ere blege af at rode
i Drenges kolde Tarme! disse Hundred?
Ha, eller Millionerne, hvis Arme
er' hærdede til Pleiler, og hvis Pjalter
er' lige sultne Gab, hvis Fingre ere
af Harven hærdede til Harvetænder,
hvis Ryg af Svøbeslag til Æselshuder?
Men – se, der sortne de paa Sletten ned
med lange Spyd – hvad Glimt af vore Knive?
af dem vi skjære Brød til vore Børn med? –
med seglbesatte Vogne, lige Skyer
med Stjerner rundt, med Taarne-elefanter,
hvis Raserie er Herrens Tapperhed,
hvis Snabler er Tyranners strakte Arme!
. . De ægge dem fremover vore Hovder . .
Ak, kunne vore Øg mod disse stampe?
Paa Æselryg er Bondens svungne Kniv
en sløv og latterligen udrakt Tunge.
Med Pleiler kunne Borge tærskes ned?
O, marvløs skjøndt, bevæbnet Arm er stærk!
Og, lyde sammen tyve Suk fra Dalen
(thi sukker enkelt Mund da lee de blot,
og lade Bødler slide Tungen ud,
og sætte saa den Stumme, Blodige
i Gabestokken foran Borgeport):
da ruller frem Tyrannernes unge Æt,
krigsmodig før den arver Fædres Laster
med Borgene, i blanke Rytterrækker
bag Bueskytterraderne, de hverve
af vores Udskud; og de tvinge flux,
mens deres Trælle brænde vore Hytter,
de staalbepandsrede Hingste til at vade
i vore Qvinders Blod; og, naar de tøgre
de svedte Heste, vide de ei om
det Hvide rundt om Boverne er Skum
– o eller vore Børns Hjernemarv.
. . O vee almægtige Kjærlighed – du er,
endskjøndt vor eneste Fryd vor største Svaghed!
Hvi avle vi dog Trælle? hvi opdrage
Forbrydere vi mod deres Menneskeadel!
Vi troe, at Kjærlighedens Roser groe
paa vore Mosevægge . . ha, vi yngle,
som Oxerne i Stalden, for de Stolte!
De sælge vore Børn som Kalve, og
som Stude gilde de og slagte dem.
Ha, se, naar Leeg de Stolte lyster, flux
til Leegplads vælges vore Agre; og,
naar Strid dem lyster, jage de os frem
imellem sig, og række af vort Blod
op Haanden til Forlig. O Jammer, Jammer!
Saa blæse fælleds Klager Millioner
isammen, ligsom Hvirvelvinden Ax.
Hvad Trøst? hvad Trøst? Vor egen Læbes Klage
da synes tusinddoblet jo af Echo?
Men største Jammer er: vi vide ei
hvorledes vel Ulykkers Aag skal bæres;
om, naar vi disse bitre Sorger smage,
vort Ophav skal forbandes eller takkes.
Thi, skjøndt vi vide Trældom uretfærdig,
i Templerne den læres dog som Dyd,
og Præsten fylder Himlen med Despoter.
– Ja, om vi knæle end, og øse i
hans Skjød vor Sved, og kaste vore Børn
i Ilden, faae vi dog til Løn alene
(saavidt hans Sang og Mumlen vi forstaae)
en skræksom Ahnelse, at vore Lænker
igjennem Graven løbe, at de smedes
paany i Helveder, ja selv maaskee
tilbage slæbe os til Jordens Vee!
Nogle blandt Folkene.
Hvad? Vel! Levvel du vore Fædres Vugge,
du Jord, som avled' os – ak nu vor Stedmo'er!
Vi, trætte af at trælle uden Løn,
Vi, kjede af at svede og at bløde
for nogle Faae af vore Brødres Lyst,
Vi lægge Agrene, (af Fædres Sved
bedugg'de, da de dem fra Skoven vandt)
igjen tilbage til de Stores Valplads,
til Dyrehaver, til Leilændingsgods,
til Hvad de lyste. Men Vi tye til Havet,
nu glade ved at være slupne ud
af Jordens blodige Gab. Vi ville da
ved Jordens store Floder sætte os
i Stæder sammen; vælge selv hvad Scepter
skal reise over vore Arner sig;
dog saa at Alle derom Fingre snoe.
Saa aabner eder først, I Hellas's Fjorde,
der ligne Tunger prisende Jordens Skjønhed,
som Mennesk'hedens Tilflugt – o for Fristater!
Saa bærer os, I Joniens Øer,
du sønderplukte Rosenkrands – o vi
dens Knopper samle, knytte atter sammen!
Saa skjuler, Libanons Skræntninger, vor Flugt
fra Despotiets Sletter! Libyens Syrter,
ei under vore Handelsstæder synker!
Misund os, Jord, ei dine mavre Rev!
misund os ei at pløie golde Hav!
Snart skulle vore frie Stater yngle
om Strandene et frie Staters Forbund;
og vore Handelsstæder Plantestæder,
der græde ei, om end af Jorden de
forstødtes ned til Havet. Snart da skal
det første Seil fremyngle Seil som Sneflokke,
og, Glimt i Glimt, de lyne over Havet.
Vor Kløgt skal spinde inden vore Volde
Aljordens Rigdom; og, da Alt vil herske,
ved List vi amme Sløvhed op iblandt
de trællebundne Folk (blot hyppe den;
thi den har alt som Snerregræs dem omspændt)
og hos Tyrannerne Forfæng'lighed
(blot deres Stolthed kruse lidt og folde).
Vi ville kostbart Legetøi opfinde,
tillokke, snyde Narrene, belee dem,
Tyrannen lære Pragt, ophænge Purpur
som Lokkemad og Krambodmærke. Se,
vi stikke under Schythens Næse Kryder
fra Indien, og smøre Celtens Læbe
med Joniens Viin, og gjøre Kornet, som
er Melken, ham Naturen har bestemt,
for Gothen vammel mod sinesisk Urt.
Vi ville bringe vore Bramseil fyldte
med Sydens Vellugt til de kolde Strande;
indbilde Sydens Folk, at Nordens Peltse
er under deres Sol nødvendigt Smykke.
Men medens Jordens Skatte strømme saa
igjennem vore Handelsstæder, skyller
en Rigdom op sig under Borgernes
klæbrige Hænder. Og vi binde da
med gyldne Lænker Folkene til os;
men deres Sukke standse mod vor Muur,
hvorinden og paa Havets store Torv
vor Frihed vi i Eenrum ville nyde,
mens Slaver Haan, og Konger Trods vi byde.
Mænd.
Ha, ha – I som vil bore Eders Fristater,
som Medædere indi Dynastierne,
jer Frihed i det lille Indelukke
vil være liig ubændig Tyr i Tjor.
Vi Adel, hvis jert Tag os tækkes, kryber
indunder med; hvis ei, er' eders Guldstykker
en Sæd, hvorfremaf Hersk're ville spire.
I hade Kongenavn; men blandt Suffeter,
Senat, Consuler og Archonter,
Ephorerne, Pakicierne, Dommerne,
et Scepter-neb sig reiser vel i Tiden;
hvad eller midtblandt Pøbelen sig hæver
en Kongeørn, der Nebbet fuult holdt skjult,
til høit nok, for at strække Halsen ud,
og klappe ud med Vingerne, han var
paa Folkets Aande hævet. Længe kydsk
og smekkerformet er ei Eders Frihed;
thi Vindesyge er dens Bug og Tænder;
og da, naar den er bleven næsten mæt,
Ærgjerrighed, dens Geilhed, bruser op,
og Sceptre reise sig. Mon yngles da
den gamle Yngel ei, som de vil flye?
Hvor langt mon kom I ved at gaae iring?
Mænd.
I ville flye fra Jorden? Kunne I
fra Himlen flye vel eller Helvede?
De gabe over, under hvert jert Skridt.
Vi Præster maae da følge, forat lede,
som Aruspexer, Disse sikre frem.
I kunne flye Tyrannerne; thi kun
i eders Kappe hæfte Disses Sceptre.
Men Os I flye ei, thi vor Krumstavs-hage
er haget ind i Eders Hjerter. Se,
Comitiens Bevægelser er kun
Augurens Aandes Hvift! lad Rigdom da
og Lediggang en Adel føde, og
udruste denne mod jer Frihed; eller
lad hver en Stodder holde sig for Konge,
og troe, naar han sin Stemme giver hæst,
Stikpengene, hans krumme Næve holder,
er billig Skat kun til hans Myndighed!
Det er os ligegyldigt (ja desbedre,
saa blive vi alene Adel) thi
vor Bisag er jo Kampen imod Frihed
(de gjerne leve maae som bedst de synes,
og have Sandsernes og Legems Frihed)
men, se vor Hovedsag er Kamp imod
den Aandens Friheds Sjel: mod Sandhed selv.
(En Valplads foran en brændende Bye)
En Konge.
Er Seiren vor? Er Marken reen?
En Høvding.
Kun ei for Blod.
Kongen.
Ha, ha! Det er
min blomstrende Hæders-piones Dug.
En Høvding.
Hist flye de Sidste.
Kongen.
Vel! er Marken reen,
saa dræber Fangerne!
(Valpladsens Saarede jamre sig)
Ti stil! Forbandet!
Om man ei kjæmpe kan iro – naturligt –
saa kan man ei engang iro jo seire?
Saa dræber ham der vælter sig paa Knæstubben,
og rækker – haaner du? – sin Armstump op,
og griner stygt paa Seiersdagen, nu
da Kongen tog et Land, og traadte sønder
et Folk i Jordens Afkrog. Hei – Musik!
Døv Disses Skraalen, Cymbler! Blæser ud,
Basuner, Disses Livsensaande, fuld
af Jamren for en gammel Fa'er, en Mo'er,
en Brud, et Barn og andet Hjemgods . . Ha,
forbandet, at en Halvdeel af min Hær
paa Valen, Seirens purpurhængte Vugge,
i Blod sig vælter! Den skal døe, som ei
kan Seirens Vellyst nyde: Den, som blander
med Jammersuk sin Konges Jubelskrig!
Saa! – Jeg ei hører deres Klynken mere;
men hæst de aabne Saar i Øret skrige . .
Bort! slæng dem bort! – Hvis I ei kunne fægte,
naar høit mit Banner hvisker om, med Skyen
en Seir, som venter mig: hvis ei I kunne
medeengang sprøite ud alt Eders Blod
i hvertet Ansigt, som ei, stivt af Rædsel,
ligt Solsikblom, sig vender hvor jeg gaaer:
Hvis ei I gaae med Smiil i Døden paa
mit mindste Vink – saa døer for Øxen forud!
Jeg vil ei, naar jeg kommer hjem i Landet,
i Eder see Forbandelser paa Krykker
opstumprende. Hvi er da Krigens Storhed,
trods denne Spydglands, disse Cymblers Klang
(der, hvis den kunde males, maatte males
med Solens Straaleglands) ei reen, ublandet?
Fy, Pesten yngler under blanke Bann're!
Fy, Jammerskrig forstyrre Kongens Jubel!
Fy, raadden Kjødlugt blander Laurens Duft!
– Bort slige gustne Tanker! Hvirvler Cymbler!
Hærolder, raaber: «Hil du store Konge!»
Ha, seer med Fryd, I Overlevende,
(thi glæder Eder, at I dele tør
et Syn, der fryder Kongen!) skuer hist
mit Seiersfestblus flammende mod Skyen!
Se, Byens Spire ere Askeskygger!
Se, Staden er ibrand en Rose liig,
der i mit Fodspor høirød bøier sig!
Hvad hviner? Er det Gnister? Qvindeskrig?
Mon Smaaebørns Klynken, naar paa Spyd de falde
som Silkebolde? eller, naar de hæves
ved Benene, for saa mod Stene knuses?
Vel! Stad og Land er Priisgods. Skjænder! brænder!
I Oldings-Sølvhaar tørrer Eders Sværd!
Og krænker mellem Luer døde Qvinder!
Gaaer, pidsker Havets Ryg, der løfted op
min Bro, da tvende Verdener jeg vilde
isammensmelte! Hav, som Jord, skal være
min Træl; thi er ei Jeg da Jordens Gud?
og Havet er jo Jordens myge Træl?
Mit Smil beliver; og mit Bryn jo dræber?
Ha, fører Folkets Levning ud ifra
de øde Arner! Dog til Fædreland
jeg skjænker dem en fjern og øde Ørken,
at blande sig med dennes vilde Folk.
Men fører Fremmede her ind paa Tomterne!
– Det er at rykke op et Folk medrode!
. . I ømme Jer? Ha, er det Eders Fædre,
I myrde? Eders Døttre, som I skjænde,
idet I qvæle dem? og Eders Børn,
som skrige, naar I knuse dem? I tænke,
at dette Folk end aldrig Jer fornærmed?
at vide Ørkner støved mellem Eder?
Jeg siger jer, at Disse, som nu vaande
sig i min Hevn, fornærmed blodigt mig:
Thi kom de vel og knæled? kom de vel,
forinden Jeg dem tvang, og bragte mig
al deres Velfærd? Deres Blod og Skrig,
som Lyn og Torden, komme ene da
paa Kongens Hoved! Gaaer, I Bøddeløxer!
Betaler Jeg Jer ikke for at myrde?
Opfostrer Jeg Jer ikke for at myrdes?
Uddrag med Sang og Spil, min Hær! og dø
med Tak, naar Kongen fører dig i Døden!
Thi har ei Præsterne jer lært, at leve
af Kongens Villie, døe for Kongens Villie,
I Mælende? og synde for hans Villie?
og segne, eller leve af hans Naade?
En Præst.
Hør, Brahma sidder paa min Tunge! – knæler!
(Folket knæler)
Guds Aand i mine Lunger blæser – ofrer!
(Folket ofrer)
Hør, Brahma er – han Selv er i min Tale!
Han hviler paa min Læbe, som hans Billed
paa Blomsten Comala i Havet, i
min Viisdomstales brusende Ocean.
Ha, Vischnu, Altophold'ren, er i min
Velsignelse; og Chiven, Altfordærveren,
er sortnende i min Forbandelse,
i min og mine Brødres, i Brahminens!
Mon I, I lave, skidne Kaster – ha,
mon I er' værdige at høre Brahma?
Har I idag jer badet trendegange?
(afsides)
(Saa faaer et simpelt Mestrens Viisdomsbud
sin Majestæt ved Overdrivelse.)
Har I i helligt Kopis væltet Eder?
og salvet Eder ind med helligt Skarn.
Folket.
Vi ei arbeide, men vi bade os.
Vi tale ikke, men vi bede.
En Præst.
Salige!
Saa hører, I Rettroende og Salige!
Saa flokker jer om Shastas Viisdomsdyb,
som tørstige Fugle; men, naar nippende
I række Nebbene op, da hvæser ud,
(liig hellige Gjæs) Foragt imod de andre,
de tre og fiirsindstyve Hindu-secter!
og hviner Had mod Fo's og Buddhas – ha,
dem giver Forsmag paa Fordømmelsen
alt nu da i Forbandelser! Saa følger
da Brahmas Finger i min Tunge – se,
til Brahmas Skjød! Hør, Brahma lærer Eder:
«Det er fortjenstligt først og fremst at ære
Brahminerne (det første Livsensdryp)
af Brahmas Hjerne), som at spytte paa
og haane Parias. Og til Salighed
at bygge Klostre kneisende som Gates,
for os Brahminer – o de ydmyge
Gudstempler – og for tusinde Fakirer
(de Fattige paa Guld, paa Frelse Rige)
at der for Eder mange kunne bede.
Fortjenstligt, om I bygge op Pagoder,
af Røg og Billeder og Altre fulde,
for Brahma, Vischnu, Chiven og Bhavani;
for Gungo (Ganges Guddom) og for Sustee;
for Lukee, Vischnus; Drugah, Chivens Hustru;
for Kalleka, der sprang af Drugahs Øje;
for Kartik (Chivens yngste Søn); for Sursutee,
(den Brimah, Guds, og Birmanees Datter);
for Solen; Moonshee-Tagooran (Gudinde
for Slangerne); for Kissen-Tagoor (der
nedsteg fra Himlen forat fælde Kjæmper,
hvis Fodtrins Støv formørked' Hindostan);
for Jagannat og Kakaveda, Lingam
som ei med Lovsang ene er fornøiet,
men krandses skal, med Melk og Honning fodres.
Det er til Salighed – O Hil Jagannat!
Der kommer han! –
(Jagannats Billed slæbes frem paa dets Vognstillads, fuldt af halv Dyre- halv Menneske-figurer)
at lade af Jagannats
den tunge Fod sig sønderknuse jublende
med alle disse Tusinder som trække.
(Nogle kaste sig under Hjulene)
(O ærer Disses Helgenbeen!) Og det
– saa siger Brahma – er en Hellighed,
at give hen sit Legeme til Føde
for Lusene; thi Saadan bliver jo,
liig Vischnu, en belivet Verden . . Vee!
forbandet Den, som dræber een i Skjægget!
Thi veed han, hvilken Sjel, om ei hans Faerfaers,
nu lever i dens Sliim? Men Den velsignet,
som bygger tempelprægtige Gjæstehuse
for Lopper og for Rotter! som til Tæger
sin Skat, betroet en af Brahmas Sønner,
testamenterer! som, for ei at sluge
en Myg, beslører Munden! Hellig og
Velsignet er du, naar du, uden Værge
med Lovsang ædes op af Tigren, muligt
din egen Bedstefa'r. Men helligst er det,
om Enken styrter sig paa Mandens Baal
(thi med den samme Fart hun styrter og
sin Sjel saa iilsomt gjennem Dyrene)
om i hans Grav hun stiger levende,
og stjæler ei fra Brahmas Sønner Arven.
Hvi vil hun leve? Hun maa ei sig gifte!
(Enker kaste sig paa Dødsbaal)
(Saa, bomler nu med Cymbler som til Bryllups!
Se Gnistehvirvlen Helgen-rosenkrands!)
– Det er en Hellighed, at pine sig;
at bære Armen, mod dens Lyst, opløftet
i treti Aar, 'til som et Horn den staaer;
at gjøre Kinden til et Pilekogger;
at stege sig ved sagte Ild til Brusk.
Det er en Fryd for alle femten Himle,
naar de paa Jorden see kun Pilgrimsgange,
liig Gnister irrende i brændt Papiir;
naar I hvert Aar fra eders egne Floder
til Ganges løbe, for saa hjem igjen
en Krukke Vand at bære hundred Mile.
– Nu, hvis I øve disse Hoveddyder:
saa troer med salig Jubel, at bag Graven
(o tænker, hvilken, hvilken Salighed!)
I kunne blive Køer de hellige!
Men, hvis I synde ved at glemme disse
de dyre Bud, I skulle op af Graven
jer reise som langørede Æsler, at
I kunne lære engang høre bedre.
Ja, Hvo, som overtræder disse Bud,
ved Himmel-landsforviisning: ved et Kredsløb,
(o Pulsslag syv og fiirsindstyve Livsgange!)
igjennem Sviin og Luus og Slanger straffes.
Det troe vi, ja saasandt som Vischnu sank
nigange sig i Kjødet for at frelse,
som Fisk, som Skildpadd', da han trak
Nordpolens Bjerg op af et Melkehav!
saa, som et Vildsviin, løfted Jorden op
paa sine Huggetænder op af Dybet: saa
med Hyrdestav isønderknuste Slangen,
der gabed' over Jorden . . ja saasandt,
som at vi troe, at Vischnu, Altopholderen,
var Krishen, der jo fødtes i Madurey,
og blev saa Konge over Hindostan!
Nu, Troende, gjentager Troesbekjendelsen!
Forstaae I ei den Vise!
Folk.
O, gjentag den
for os! Da høre Guderne den heller!
Vi kunne ei; men fromt og ivrigt dreie
vi Hjulet med de skrevne Bønner, saa,
ved hver en Svingning, Guderne jo faae
en hundred' Bønner.
En præst.
Ja, det kan forslaae!
(Kongehal Kongens Søn – en Præst – en Mand.)
Præsten.
. . . Jeg siger: Dens er Magten, som har Kraften.
(gaaer)
Kongens Søn.
Du hørte det? Forstaaer du?
Manden.
(knæler)
O min Konge!
Kongens Søn.
(viser Manden en Dolk.)
Nei bi! du springer over dette Komma.
Gaa, bring min Far (det er hans Fødselsdag)
den Gave fra hans Søn. Han sover nu,
den trætte Olding, hist i Badet, . . Gaa!
(giver Manden Dolken. Han gaaer)
Nu kan Secunderne jeg tælle til
ei Jeg er mere Kongens første Slave,
men alle ere mine. Purpur, kom!
Fugl Phoenix, dal udødelig paa Qvisten,
der ung nu skyder ud paa Thronen . . Fy!
(ifører sig sin Faders Kaabe. Bestiger Thronen.)
der klæber rundtom Kraven Graahaar af
min Fader!
(børster Kaaben af)
Skjønne Purpur! Skjønne Skye,
hvor Magtens Straale blinker! Ha, Jeg skal,
saa høit du rødmer end, dog farve dig
meer høirød! . . Tys, han kommer . ? o jeg hører
jo Øjeblikkets Trin. . .
Manden.
(kommer. Giver knælende Kongens Søn Dolken blodig).
Se, nu min Konge,
min sidste Konges Blod .!
Kongens Søn.
(gjennemborer ham med Dolken)
. . Og her min første Træls!
(Tempel – Præster – Folk)
En Præst.
(løfter et udmajet Barn op)
Lyksalige Thibet, din Gud er funden!
Se, La sig nu har atter aabenbaret!
Nedknæler for Gud!
(Folket knæler)
Lyksalige Thibet,
som ejer sin levende Gud i sin Midte,
kan kysse og føle og see sin Gud,
og smage hans hellige Levninger! Smager!
(Giver det knælende Folk Kugler af Lamas Excrementer at spise).
O leer ad Hindostan knælende for Koen,
opslikkende Skarnet af Koen! og priser . . .
(Barnet Lama skriger)
. . Vee priser ikke, men jamrer! jamrer!
Thi Gud nu græder for Eders Synder!
Og bygger Klostre .! Visselululu . .
(Vugger Lama – Folket hyler)
– Visselululu – Ak, Gud er i Graad,
fordi han seer sine Munke nøgne.
(Fremmede Præster, med Slangehuder, Uglehoveder, Øgler o.s.v. hængende om deres Kaaber komme. Knæle for Lama)
Fremmede Præster.
Vi vade over den store Ørken,
med bare Been, fra Sibiriens Sumpe,
for Lama, den almægtige Gud,
at hilse paa med rige Gaver . .
En Konge.
Jeg er da Konge, mange Kongers Konge.
Min Krone er en Ring af mange Kroner,
som denne Muur en Muur om mange Stæder.
Dog graaner Haaret under Kronen fort
som under Trællens Hue. Mens mit Scepter
er lige rankt, sig krummer dybt min Rygrad.
Ha, bort med blanke Skjolde, I Drabanter!
Jeg seer mit visne Aasyn – o . . o . . vee!
den blege Skygge af det stolte Aasyn,
Basunerne paa Kroningsdagen blæste
til Morgenskyer op og Sommersol.
Da i sin Herlighed det brændte . . Huf,
nu hænger det, liig frossen, skrumpen-ind
Melon i rimet Høstens Have gjenlagt,
og ikkun – det er største Tidens Haan –
herrundt mig synes mine Hoffolks Smiil
(skjøndt vel jeg veed, de ere kun Iistappe)
i Kronens Straaler som Viol og Roser,
som Liliestengler og som Morgendug.
. . Ha, skal jeg visne uden Spoer, imens
min Herlighed dens Ejer overlever,
og er – forrædersk! – lige herlig i
min Arvings . . ha, min Arvings! . . Hænder? Ak,
naturligt synes mig, om Verden visnede,
naar Jeg sank i min Storheds Fylde hen;
om Alting standsed' om min Gravhøi i
sit Ringløb; om min Throne sortned, som
mit Askemindesmærke hen, naar dette . . .
. . Ha, om en Træl sit Hoved stak end i den,
den vil dog funkle som min Kroningsdag!
Ha, Træl! ha, lavest Træl i Trælleflokken,
ifra min Ældste til den yngste Gilding,
det koster dig ei mere end et Dolkstik!
Kjøb dig en Kniv for tvende Skilling; sværg,
naar Høkrens Kone spørger dig, at du
et Sviin vil slagte; gaa og dræb da Kongen!
. . Bort! bort! . . Der maa i alle mine Lande
ei sælges eller kjøbes Staal og Naal.
O bedre dog, at Handel, Vandel standsed,
end at ifra sin Throne Kongen skulde
nødsages kjøbe for sin Storhed bort sin
Indbildnings Skrækkenssyner . . ha,
om Filegransarbeide, bredet ud
paa sammentrukne Øiebrynes Disk,
dog Afgrund fuld af Skrukketrold og Øgler,
og Igler, sugende min Storheds Rødme!
– Hvad Mærke har vel Jorden om min Storhed,
naar dette Øjes bistre Blik ei længer
kan tvinge den at see den og beundre?
Som Sæbeboble skal jeg briste? – Ha,
Mig, Tidens skjønneste Eie (i min Kaabe;
thi i min Seng jeg skilnes ei fra Trællen)
Mig, et Aarhundredes høistsvungne Skjoldtegn
(thi, se, af mine Luner Millioner
sig skabe Lyster jo og Dyder og
Samvittigheder, og kun Efterligning
af mine Handlinger er hver af deres!)
en Feber skulde ryste forbestandig
isønder, og en Hoste blæse bort?
Hør, kalde Millioner stemte Munde
mig ikke Jordens Gud? Og denne Røst
snart skulde, som mit Liig, døe hen og stivne?
Og selv Secundet efter Kongens Død
da skulde synes som eensformigt Dryp
i evig Taushed, i en Gravens Hvælving?
Hør, kolde Marmor, Kongen vil . . . ak Marmor,
du Disputator (ak saalangtfra taus)
imod den svadsige Nar, imod mit Hjerte,
der slaaer saa voldsomt under Purpret, mod
mit hule Ribbeen, som i Bænken Taleren!
– – Ak Død, ak Død! Ak Død,
du sortner under Keiserkaaben! under
min Baldachin din Gravensaande hvifter,
som Pestskye under Jordegudens Himmel?
– Ha den er kun et Stykke Silketøi! –
. . Hvad Tanke? knæle ikke Millioner
fornuftige Sjele, slikke med den Mund,
de fik til en Basun for deres Tanker,
min Fod, og tigge Liv og Fred og Fryd?
Min Baldachin er ikke broget Tøi,
men Nationers sammenspundne Smiil.
Dens Perledopper de Fordømtes Graad,
som vende sig med Hyl fra mig . . Tys! Hyl?
Ha, lære Præsterne mig ei, at Guder
mig gave Millioners Liv og Død?
– Trods dette, svinder jeg . . jeg svinder,
som Ørknens Sandbjerg . . jeg vil svinde . .
Hvad skal jeg? Raader mig, I Præster! Ak,
en Grav har aabnet sig i Kongens Hjerte!
Jeg føler i mit Ansigt blæsende
de døde Kongers Aske – vee, min Faders . .
En Præst.
Du Jordens Gud! Du alle Kongers Konge! . .
Kongen.
(grublende)
. . Ja, Han sit Skjold jo lagde paa en Verden?
Hans Hestes Hovslag fede Dales Grøde
til Ørkners Avnedynger bankede?
Hans Ungdomsærgjerrighed opildnede
jo Millioner Spyd: ei Under da
(thi Han har tause Mindesmærker nok) at
hans Minde lever, og det klarest hos
de Tusinder, som slæbte fra hans Vale
sig hjem paa Eetbeen kun med Armestumper.
Men Jeg? jeg blier ærgjerrig paa min Grav.
Hvad gjorde jeg? Jeg vælted mig kun paa
hans Bytte-dynger. Qvinders Sengehimle
var mine Telte (nu jeg er en brudt,
udkastet Spydstag); og en svalet Elskov
den Frost; – en frisk og brændende – den Hede
jeg leed; et Harem var mit Rygtes Tempel.
Der Qvinder kun smaahvisked blandt hinanden,
hvor Phallus, Lingam, Priapus jeg ligned.
Ah, Qvindelæber vare Skjold jeg mødte;
og Qvindeblik de Sværd, jeg brød i Taarer.
. . Nu er den Seir forbi, med den mit Minde.
Er ei min Gravhøi Seiermærket? Ak,
naar Kongen sørger, da han stiger fra
sin Throne ned.
En Præst.
O hold dig der!
Se, med din Storhed, er din Fryd jo evig.
Tro ei, at Dødens Scepter (skjøndt vi nægte
ei, at det ruger selv paa Kongens Hoved)
dit eget mægter knække! Konge, vil
din egen Høihed du foragte? Menneske,
mon om de Helliges Viisdom du vil tvivle? .
Kongen.
Ak, tal, du Vise!
Præsten.
. . Hør, den siger,
at Jordens Konger Konger bli'e i Himlen;
at, som du traadte paa din Faders Throne,
saa . .
Kongen
(forskrækket)
. . Tal ei! – ha! .
Præsten
(afsides)
Ah, denne Tunge, som
slog Kongens Hjerte vaagent, der skal slumre,
og saa forstenes! Ah, jeg glemte,
at du din Fader dræbte. Se, hvor lige
de hvide Seng-gardiner, da hans Fader
hiin Nat dem splittede i Dødens Kamp,
hans blege Kinder ere!
(til andre Præster)
Kom, vi maae
ham spaae et hundredaarigt Liv, endskjøndt
Samvittighed er Blygift! Kom, vi gaae
at trøste ham ved Offre .!
(Nogle Præster gaae.)
Kongen.
I forlade
mig sjunken i min Sorg: mit hule Hjerte?
Præster.
Vi gaae, at ofre hundred sorte Øxne
for Kongens Frelse. Se, vi ville maale
med Viisdomsblik din Livsenslængde,
adspørge Guderne, lodkaste, knæle
for lydfuld Støtte.
Kongen.
Gaaer!
(til Een af dem)
Men bliv du her!
Jeg veed, at jeg kan standse denne Skjebne,
som du mig trued med . . Ja, vel! min Ældste . .
og mine Sønner . . Vee! Offer!
(vrider sine Hænder)
. . Præst! Præst! ha, lærte Du mig ei
hiin blodige Midnats Aften: at mit Hjertes
Tilskyndelser var Guders Villies Røst?
og, at mit Brystes Bølgegange vare
den Snor, ubøielige Skjebne spandt,
og bandt min Lykke til? at den, som elsked
(og jeg var Eders Fostersøn jo) Præsterne,
ei leed af Synd, og var med Præsterne
unddragen Guders Straf? O, siig, om jeg
ei elsked Eder . ?
(brister i Graad)
Siig, hvi straffes da
den Kjærlighed med Taarer? hvi er ei
i denne Stund mig Trøst i Eders Offre ?
hvi Ære ei i Eders Skjæg og Aasyn?
Du lærte mig, Du svor, at selv i Himlen
steg Bel, Osiris paa sin Faders Throne?
. Vee, lærte Du mig ei, da her min Fader
paa denne samme Throne sad og nikked
af Ælde, saa hans Magtens-kugle tabtes
i Skjægets Bølger, mens jeg stod i Blomster:
at Dens skal Magten være, som har Kraften?
(griber Præsten i Struben)
. . Ha Præst, ha Præst! Hvad lærer du min Søn?
Præsten
(skriger halvqvalt)
. . Forbandelse! . .
Kongen
(farer forfærdet tilbage)
Vee kommer Himlens
Forbandelse paa dette Hoved alt
paa Jorden . ?
(holder Haanden for Panden. Seer op igjen)
Vel! Ja, – Vel da, eller Vee!
Dens Magten er, som kan beholde den!
Gaa, bring mig mine Sønners Hov'der – Alle
fra Førstefødte og til Dieglutten!
Præsten.
Din Villie er de Andres, Alles Skjebne.
(gaaer)
Kongen.
Den var min Faders engang idetmindste,
men en ulykkelig – nu mine Børns:
Ha var du ikke Præst, da ogsaa din.
(Præsten bringer de Dræbtes Hoveder)
Saa – stands! ei nærmere! Var det min Ældste?
Var han saa voxen? havde han alt Skjæg?
og kunde faae i Vext det i sit Harem?
Saa han var voxen? Vel! et Hoved lavere!
. . Bring bort! Han ligner mig. Vel, at han nu
er kun en Støtte .! Gaa! det er en Angst
at tænke paa en Angst; en Sorg at tænke
paa mulig Sorg. Din Farfar ei du hevner,
hvis ei, hvis ei, hvis ei . . O dog en Sorg .!
Bring bort! Du drypper Blod paa Thronens Fod.
(Præsten bringer Hovederne bort)
Før var min Angst liig Skov af hvinende Træer;
nu er min Sorg liig Ørknen.
Præster
(komme)
Kongers Konge . .
Kongen.
Hvor sært, nu ad det Navn jeg kan ei smile?
Præster.
. . Vi have læst i hundred Offres Indvold.
Oraklet svared': Konge lev som Ørnen!
Kongen.
Nu er min Fryd liig blomsterrige Dal!
Præsten
(kommer tilbage)
Saa skee din Villie! Lad din Villie handle!
Det hevnes ei paa Jord, det straffes ei
af Guderne; thi selv jo disse gav
dig Magten, gjorde dig til Gud paa Jorden.
Kongen.
Ah, Præstens Mund er som Orakelhuler!
Præsten.
Men, Konge, hør med sønligt Øre paa
de Vises Tale: De er' og fra Himlen.
Tro, at i Himlen Himle-kongeriger
for Kongerne beredes. Slaver vente
i Graven krumme . . .
Kongen.
Taler du om Orme?
Præsten
(løfter sin Stav)
Vee, Konge, troer du ei? Da maner jeg
din Fader hid at vidne. Du skal see,
at han i Kaaben end er smykket!
Præsten.
(svinger sin Stav; den bliver en Slange)
Se her er Kraften! Se fra Støvets Høide,
med al Naturen aabnet for vor Fod,
vi see igjennem Himlene til Helved,
den Baggrunds-ild, den Chaos-cirkel uden
om Verdenscirklerne, hvor Sandhed gløder
i Livet frem . . Ha, tro, jeg siger dig:
en Konge bliver Konge. Troer du Præsten
ham salved' for et Døgn? Jeg siger Dig, Du
de Helliges Støtte: Slaver vente krumme
i Gravens Huulvei, hvorigjennem triner
en Konges Høihed majestætisk, for at
fra Stjernethroner Paradiser herske!
Der visner ei din Manddom! men den er
en evig Middagssol, der funkler mellem
en evig Morgenrød af fagre Qvinder,
en evig Aftenrødme-krands af Bægre.
Og hisset vexler det, som her imellem
en Fa'r og Søn: naar Sønnen triner op,
maa Fad'ren vige til en større Himmel,
saa, se omsider – altfor stort for Tanken –
til Almagt nærmer sig en Konges Magt.
Men, som en Konge saa fremføres af
sin egen Høiheds Kraft: saa Mindet er
liig Stormen i hans Fodspoer legende,
(en Ørken er kun Legeplads for Stormen)
saaat, som fremigjennem Himlene
hans Storhed ruller sig, der bliver dog
en Majestæt tilbage. Dog er Mindet
kun stort iforhold til den Magt, han øved
i sine Grændser. Saa kan liden Konge,
en Træl for dig, et større Minde eje
end halve Jordens Hersker, om han ikke
sin Vælde øver men fordølger den,
og døer og lever uformærkt som Bonden.
I hvilken Vraa mon Phalaris ei nævnes?
Pygmalion? Herodes? mange Andre,
hvis Grændser vare smaae, men tæmmed dog
med stærke Arme bistre Folk (som Ulve
de holdt ved Ørerne) mod disses Lyst?
Ja selv en Qvinde, Servia, jo voved'
midt paa det frie Romas Torv at kjøre
sin gamle Faders Hjerneskal iknas,
og, smeldende med Pidsken fra Triumfvognen,
de barske Romere spørge: hvad der knasked'?
Vist disse (hvis jeg kjender Mennesker;
thi Sagnet tier) jubled hende fremad,
idet Senatet gjorde sin Undskyldning
for Gaderne ei vare bedre brolagte.
Vist knyed' deres Hjerter; men det er
det høie Kongemagtens Maal at stræbe
mod Overherredømmet over Hjerterne,
som det er Præstens Maal at herske Hjernerne,
og Statens Maal, at begge Magter enes;
men høiest Ideal, naar begge Magter
forenes i en Eneste, som Meroes
Hebræernes og Thibets store Præst.
. . Jeg siger, maaskee knyede Hines Hjerter;
dog blot fordi da Skuet var saa nyt,
at see en Datter rulle jublende
henover Faderens Isse; ja saagodtsom
med Svøber af hans Graahaar hvine; men
(glem ikke denne Viisdom i mit Raad!)
det Vanen er, som skaber Dyd og Last.
Se, Sagnenes lange Rækker vise kun
eet Særsyn, uden Mage, at en Konge
for høit sin Vældes Bue spændte: da
et lidet Folk sig deelte,
til begge Sider skræmt af Kongens Trudsel:
at, som hans Fader dem med Svøber pidsked,
saa vilde Han dem slaae med Skorpioner.
Kongen.
– O Han var værd at herske større Rige!
Præsten.
Saaledes saaer en liden Konge i
sit Fodspoer, i sit Gravhul, Mindet; og
det voxer større gjennem Seclerne.
Og Du, de store Kongers Konge, ængstes
for Glemsel, som saa vid en Mark kan saae?
Hvad Magt – jeg undres – mon da vel din Fader
(og dog hans Minde runger evigt, som
hans Seires Gjenlyd) viste ved at flyve,
med krigenslystne Mænd vidtover Jorden?
Hvad alle Hjerters Ønsker mon betvang han?
Ved hvilket Aag hans Folk hans Magt mon følte?
Mon snarere for sine Slaver ei
han trællede, ved deres Lyst til Krig
at mætte og beruse? Liden Magt
kan puffe Stenen frem, der er i Farten.
Men endnu større Storhed kan du vise,
men endnu større Minde kan du bygge,
ved tvertmod dine Slavers Lyst at kjæmpe.
De ere dovne, egenkjærlige,
og vante til at gjøre alt med Hensigt
og vante til at æde deres Arbeid.
Thi byd – og øv din Vælde, byg dit Minde
og derpaa byd du – dine Slaver støbe
i deres Sved din Phantasies Fostre!
Befal dem gjøre, hvis de ville leve,
et Noget uden Hensigt, uden Nytte!
Befal dem gjøre det Umulige!
Det er: et Noget, som i denne Stund,
som Ugjort, synes os for stort for Tanken;
ja synes selv, naar Secler graane Daaden,
for Efterslægten – skjøndt den derpaa stirrer,
og selv det føler, og det synes i
sin Storhed styrte ind paa Øjet, saa
det seer ei Andet (Ørknen ikke for
dens Pyramider) – som et vist Utroligt,
som Guders Drømmebilleder, der ere,
ved endnu større Under, stivnede
for Evigheden. Byd dit hele Folk
forlade Agrene og slæbe Stene
fra fjerne Bjerge midt i Ørknen hen,
og reise Pyramide-alper, og
opløfte dig et Bjerg paa Enden som
en Obelisk! i Ørknen grave Have,
og skabe Have om igjen til Sletter!
Siig, du paa Jorden, som de Andre, vil
ei have meer din Hauge, men i Himlen;
og flux de skulle hænge den paa Mure;
og dine Palmer flagre over Skyen!
Byd dem at lede Floder op paa Bjerge;
at bygge tusind Mile lange Mure
om Landene; at grave Slotte ud
med tusind Sale under Mulden! – Se
da Selv, før du i Graven synker, dine
de evige Monumenter! Se, de Andre Fyrster
betvang blot Mennesker, men du Naturen!
Kongen.
Ja, Storhed og Erindring er der og i
Forbandelser.
Præsten
(afsides)
Din Vinding.
(En Ørken. Folk reise Obelisker og bygge Pyramider)
Kongen.
Gaaer tusind Tusinder til Labyrinthen!
Gaaer tusind Tusinder, et Hav mig graver!
Gaaer tusind Tusinder, gjør' Hav til Land!
Gaaer tusind Tusinder, opløfter Haugen!
Saa pidsker dem som hvile! Priser Gud,
at Kongen byder Eder ei, ved Sved
og Graad og Blod og al jer Livsensvædske
at dugge Ørknen til et Blomsterbed,
og pløie Bjerge op med Eders Negle!
Ha, ere I der alle? Ere Arnerne
saa tomme nu, som Eders Øren bør,
for mine Bud at høre, være? Ha,
i Takt af Svøbeslager-choret reise
sig sexten hundred tusend Arme, dryppende,
liig Pileqviste nys fra Dammen løftede,
af Sved, for endelig at lægge Kronstenen
paa Kongens Storheds Pyramide-mærke!
Ja Retsaa! Ret!
Lad dem, som døe af Mathed paa Stilladset,
nedstyrtes flux med Svøbeskaftet, som
en Træl forsømmelig imod sin Herre;
men lydig mod Naturen! . . Ha, Naturen,
at ikke den jeg byder! at den ikke
vil lystre, naar jeg siger til Graniten:
opløft dig selv! og til mit Graahaar: sortn!
. . Hør, svoer I ikke, at jeg skulde leve?
Præsten.
Ja Himlens Sandhed svoer det!
Kongen.
Velda! Tvinger
de Fremmede, hvis Hjem min Fader øded',
men drev herind dem selv som Hjorder, tvinger
dem til at ælte Leer! Hvo ei vil ælte
til Solenedgang, gløde Natten over
i Teglets Ovn! Kom, stiger op at see,
om jeg er Jordens Gud! om disse Klippedynger
er' mine Kloder, næsten evige.
(stiger med Præsten op paa Pyramidens Top)
Præsten.
Du Mægtigste, se hisset nede, skjøndt
paa Bjergehøide over Ørknen, maale
de matte segnende Millioner rigtigt
med Obeliskens Alen ud din Storhed!
Kongen.
Ha, ja, i Længde! men med Pyramider
den ud i Fiirkant, og i Omkreds med
de Have, som jeg byder bruse frem;
i Dybde da med Labyrinther! Ha,
jeg lever jo? Du svoer det? Himlen svoer det?
Vel, større Værker, større Minder reises!
Jeg byder: Templerne flux skulle lukkes,
at Folket ei paa Guderne skal tænke,
før Kongens Lyst er mættet.
Præsten.
Menneske,
Du er beruset af din Storhed. Ha,
jeg mærker nok, vi rummes ikke baade
paa denne Tinde . . vee dig – hvor du svimler!
(styrter Kongen ned med sin Stav. Folket jubler)
(Tempelhal – Præster. En sort Oxe)
En Præst
(bepletter Oxen)
Se nu er Guden færdig! Ægyptens Sorg
med dette Penselstrøg føg bort. Kom nu,
vi føre ud den nu til Folket, at
det Millioner Glædesblik kan hefte
til Gudens Horn . .
En Præst.
Forgyld det endnu lidt!
(Den Anden forgylder dens Horn)
Ja Synd, at spare Guld til eget Scepter!
Og dette Horn er vort. Nu, kjære Oxe,
lad see du rækker – retsom om du vidste
at du er bleven Gud, at du medrette
fra Krybben blev medeet til Himlen løftet,
og tør selv stange Kongen – majestætisk
din tykke Nakke over Noph, der knæler
og slikker op dit Smuds, til vældigt: Boh!
saa alle Hjerter ryste kan af Fryd.
En Præst.
Vel, før den ud – Alt Folkets Andagtssuk
i Porten foran dette Helligste
sig drager ud og ind som Trækvind. Før
den først til Nilensby at fodre den
i fiirti Dage op i gyldne Fade,
at feed den komme kan til Memphis! Nu – ?
(De føre den ud til Folket)
Folket
(jubler)
Hil Apis! Apis! Gud!
En Præst.
Ja Jubl Ægypten! Thi du er nu frelst.
Thi Apis kom, vor Gud. Imens vi bade,
en hellig Koe ved Maanens Glands undfanged.
Jubl, frelste, fromme Noph; thi Apis kom
med Gud Osiris's, Pthas Søns, Stjernetegn!
O sku i denne sorte Røg med disse
sølvhvide Gnister Gud-Osiris's Ild!
(Oxen brøler)
O tys! hans Brøl, Ægyptens Festsang! Ha,
hør Guden tordner: «fryd dig frelste Noph!
Sku i dit Tempel Gudernes Fornemste!»
– Ja Gudernes Fornemste! Se i dette Skum,
som Apis sikler nedad Boven: det,
hvis han i Himlen var, blev nye Stjerner!
Men Verdnernes Materie øder han,
liig gavmild Fremmed, nu paa sine Elskte
blot til et Lystsyn og en kostbar Smag.
. . Ah, ikke Fremmed, men som gavmild Vert .!
Er' vi hans Børn ei, og vort Land hans Eje?
Osiris pløied først med sine Straaler
op hele Jorden, saa dens fede Dale
hans Furer bleve; Morgenskyer stege
som Blomster vaiende fra Jordens Rigdom.
Men se Osiris, Himlens høie Gud,
sin Yndlingsager valgte; og han pløjed
med hellige Oxer, Mnevis og Onuphis,
Ægypten fra Syene (hvor han hvilte
sit Spand) og ned til Typhons golde Mark:
til Havet, hvor han udsaaer Salt og Bærme.
Men Isis, fulgt af tro Anubis og
Cabirerne, liig hvide Høstfest-børn,
i Gudens Furer gik, og øste ud,
med moderlige Smiil, sit Signehorn,
sin Nil, imens Osiris fulgtes af
Gud Amum, der udkasted Sæden;
n2 Som,
der hypped; Serapis, der høsted',
og i sin Skjeppe gav den saa til Horus.
Men, se, da det af Guder pløiede Land
os Præster givet var til Odeleje,
og I, Misraims Arme, det foragted:
da gyldne Sæd-net vare trukne rundt det,
at Typhons gustne Avinds-aande fange,
der samum-hedrød Flammetunge skjød
fra Ørknens slukne ormestukne Lunger
udover Nophs det liljedækte Hoved,
der speiled sig i Isis's Elskovssmiil
(og deraf skinsyg Typhons Brynde tændtes):
da sank Osiris's Gudesjel i Apis
(se her i Flekkerne hans Guddomsstraaler,
der bryde gjennem Hudens sorte Røg!)
at ei de Dødelige, som han elsked,
saa han ei kunde skilles fra dem, skulde
ved Gudens nøgne Glands forskrækkes, men
Taknemligheden den forblomm'ede Gud
bestandig turde vise . . O bestandig
i Memphis herske han blandt fromme Præster!
Folket.
Det ske! Det ske! Ja evig!
En Præst.
Saa og Isis
nu tog sit Boe i Buto og Bubastis
som Koen, og sig aabenbared' huld
ved hvereen Hytte: Melkestraalen blev
som Maanens hellig; Koens Horn som Maanen.
Og Pan (thi Alle fulgte med Osiris)
og Pan, den Livets Yngler, Stjernefader,
i Mendes boer i Bukken. Amum blev
i Ammon-No til Vædd'ren. Som blev Løven;
og Serapis blev Slangen; og Anubis
en Hund. Men alle Verdens Guder flagre
os over Hovderne, og svømme i
vor Flod og vore Damme, groe og gaae
paa vore Marker, boe i vore Templer
som Guden Høg, Gud Ibis, Guden Karpe,
Gud Gjedde, Guden Rotte, Guden Kat,
Gud Ulv, Gud Øgle, Guden Krokodil.
(Tempel. En Præst. En Qvinde. En Buk)
Præsten.
Hvad vil du, skjønne Qvinde, her i Pans,
Allivets Tempel?
Qvinden.
O, mit Blod
af Elskov syder til den hellige Buk.
(omfavner Bukken)
O, jeg omfavner Gud! . . Ah, Gud, optænd
din Brynde, din Allivsens Gnist!
Præsten.
Gaa ind,
og Guden dig forherlige!
(lukker Qvinden med Bukken ind i et Kapel)
(lyttende)
Tys, han fnystrer!
Nu blusser Bukkens Brunst . . Ah, Qvinden sukker! . .
Qvinden.
(kommer ud med Bukken)
Jeg Salige!
Modtag mit Offer. Hellige!
(giver Præsten Offer, og gaaer.)
Præsten
(kløer Bukken)
Nu, stakkels Bukkemads, du lyster Salt?
Men, bi – en anden Gang skal du faae slikke
smukt efter mig. Du har saa altformange
af disse Elskerinder. – –
(Ved Nilbredden. En Qvinde med et Barn. En Krokodil)
Qvinden.
Ah, vee! der ligger Guden. O mit Hjerte
er stivnet . . Ak, jeg maa. Ja han er Gud;
thi sligt et Øje har kun Typhon selv,
saa fuldt af Gnister. Sivet hvisler . . ak,
se der! se der! O værdiges at tage
mit Dyreste! ja din Slavindes Dyreste.
(kaster sit Barn til den)
Den knasker . . o!
(skjuler sit Ansigt. Seer op igjen)
Men saae en Præst mig sørge, vist han sagde,
jeg var ei from. Hvad Løn mon da jeg havde?
Se, mæt og mild han vælter sig i Dyndet . .
O stærke Gud, jeg har en grufuld Fryd.
(En Præst kommer)
Se, Helligste, jeg gav til Guden hist
mit Barn!
Præsten.
Ja Ret, min fromme Qvinde! Har
du end et Barn; hvi giver du ei det?
Da dobles jo din Fryd.
Qvinden.
Jeg har ei flere.
Præsten.
Din Eneste? Det Offer herligt var.
Hvi dandser du da ei af Fryd?
Qvinden.
O jeg
er ikke glad.
Præsten.
Da er du ikke from.
Qvinden.
Vel! jeg vil dandse, og til Cithren synge;
o jeg er stolt; mit Eneste jeg gav
i Guden Krokodilens Gab en hellig Grav.
(En Præst – Folk)
Præsten
(afsides)
Vi give Folket Legetøi, at ei
det river Faklen fra os. Hører da,
og gjører saa, velsignede Ægypter,
som nu Bubastis taler fra min Læbe:
«En Fest Ægypten skal mig vie saa:
til hellige Bubastis's Stad Ægyptens
de Mænd og Qvinder skulle seile, og
den store Flod gjenlyde da af Fløiter!
Men Stæderne, de glide saa forbi,
med Skjældsord og med blottet Blusel hilses,
imens Indvaanerne paa Stranden dandse.
Og den vanhellig for Bubastis er,
som ei beruset er den hele Fest.»
– Bestiger Skibene da Mænd og Qvinder!
Og, til Bubastis's Ære, samler Eder
et Forraad flux af Skjældsord! løfter op,
I Mænd og Qvinder, Klæderne! Afsted!
(Folket gjør saa.)
(Torv. Præster. Æsler. Folk)
En Præst
(griber en Rødhaaret)
Se, grib ham! Han er Typhons.
Manden.
Hvad? Jeg er
en Fremmed, som skal gaae tilseils.
Præsten.
Ha, ha!
Ja Stakkel, veed du ei, den røde Farve
er Dødens Smiil for den, som har den (og
du har den) i Ægypten? Nu, ved Smy!
forbandet er du for dit røde Haar.
Det Typhon blæste i din Moders Liv
ind, saa det klæbed til din vaade Skalle,
for saa at mærke dig, naar op du voxed,
til Offer for sig. Ha, du reiste lige
til Offermarkedet, da til Pelusiums
Kornmarkede du søgte vindingslysten.
Nu giv dig! Du har Djævlens Mærke. Hei!
Til ham i Dag vi ofre. Vrid dig ei!
Vil heller du af Folket sønderrives,
end døe for min den øvede Haand,
der dræbte Tusinder, som du, end før
de sukket fik? –
De bundne Offere.
Hengiv dig i din Skjebne, Fremmede!
Fortørn ei Præsten, ellers piner han!
Kom, klynk med os og med de stakkels Æsler,
der og er Djævlens for den røde Fels Skyld
Se alle vi Trehundred skulle ofres,
fordi vort Hovedhaar er rødt, til Typhon,
som Folket troer er farvet ligeledes.
(To Hære i Slag-orden imod hinanden. Præster ispidsen)
Præster.
Til Sværdet, I, som dyrke Gud Ichneumon,
mod dem som dyrke Crokodilen – Ha,
et Dyr, et Typhons Djævlefoster! Ha,
De Daarer, Daarer, Daarer! Sparer ei
et Barn i Modersliv! Det har alt syndet;
thi det er rystet af sin Moders Latter,
naar hun sin Ældste til Uhyret gav.
Andre Præster.
Til Sværdet, I, som dyrke Crokodilens
den store Guddom . . frem med Sværd og Fakler
mod dem, som dyrke Rotten – ha et Dyr,
et Dyr af Dyndet avlet! Sparer ei
et Barn i Modersliv! Det har alt syndet;
thi det er rystet af sin Moders Latter,
naar hun forræderske Ichneumon saae
isøndergnave Crokodilens Æg
(de hellige Verdensbilleder) i Sandet!
Saa kjæmpe vi, mens vore Guder kjæmpe
selv mod hverandre .!
(Kamp)
(En persisk Hær i Slag-orden mod en ægyptisk. Persiske Præster og Kongen i Spidsen)
En Præst.
De Dyr er Ahrimans Forbandede,
som ere Guder her i dette Land.
Ei Lyset skabte dem, men Djævlen yngled
dem i sit Helved frem med Mørket.
Følg da mit Raad .!
Kongen.
O Præst, du kan befale.
Præsten.
Jeg siger dig, du gjør en Gjerning, som
i Himlen Amschaspands besynge ville,
mens Devs og Ahriman i Helved hyle.
Kongen.
Vel! binder Kat og Ulv og Krokodil
og Rotter sammen foran Hæren! vender
da mod Ægypten disse store Guder;
men følger dem som Tordnen! sender Pile
som vilde Lyn (det følger jo med Guder?)
trygt over disse landsforræderske
Høiguders Rygge!
(Perserne gjøre saa. Ægypterne kaste Vaaben og flye.)
Ha! I Pasargader,
nu øver Eder ene i at løbe
som hist i Susas Jagtlunde! Ret! forfølger!
Men stikker Sværdet ind, og bruger Stokken!
Med Svøbehviin tving Gudekatten til
at hoppe efter dem; og gaae saa frem
og myrder dem i deres Skjulsted! Driver
dem ind ad Thebæs hundred Porte, ind
til Koglerne i Labyrintherne!
Med medisk Kobbernegl vi frem dem klore.
Kun hvad der redder sig i Pthas's Tempel,
er reddet. Ha, der vil jeg slagte Guder,
og holde Seiersmaaltid af Gud Apis,
hvor Præsterne, med Borddug kastet over
de fæle Trolddomskaaber, skal opvarte,
mens udenfore Pøblen snufter efter
den stegte Guddoms fede Lugt. Ah, ah,
jeg vædder, Artabanes, Folket vil
forbitres kun, hvis det er mæt, men føle
en Vellyst, hvis det just er sultent. Ha,
nu frem til nye Slag! Paapasser vel,
Satraper, at ei Gudernes Geled
blier brudt i Seiersløbet, saa det synes,
naar Gud Kat, Gud Rotte, Gud Faar, Gud Ulv,
Gud Stork, Gud Øgle vandre veent isammen,
som om de for den gode Sags Skyld havde
lagt Fiendskab tilside, og nu sluttet
en hellig Alliance. Saa vi gjøre
dem til hvad Joner kalde πϱòμαχoτ.
(Muurtinde i Memphis. Præster. Folk.)
Folk.
Hist sortner, Hvirvelvinden lige, over
den hellige Slette Fiendens Skarer. Ha,
de drive vore Guder foran sig,
og gaae med Sværd i Balgen som til Fest;
men, naar de komme ind i vore Stæder,
da løfte de en Kat i venstre Haand
og dræbe os med Dolke i den Høire,
os Værgeløse. Siig du Vise, Hellige,
skal Nophs ærværdige Tempelpande splittes?
skal Nophs det hellige Altarhjerte knuses
(thi nu til det er Raden) uden Modstand?
Skal vore Agre, vore Qvinder ødes?
og Medens Hovslag – fælt, at høit det klinger;
men værre dog, at det i vore Diendes
de bløde Lungers suttrende Blodstrøm døves –
Ak! Ak! Thi vore Hænder skjælve . . ak!
O siig os, sværg os, er det Pligt mod Guderne
– ha, de forraade os! – at kaste Vaaben
for disse Fiender, flye iskjul og døe?
og, før vi døe, at vide at vi have
til værre Fiender de samme Guder hist? –
En Præst.
Ja – Alt er tabt. I Dyndet ligger On,
og Solen skinner paa dets brudte Horn.
I de Barbarers Hestes Hovslagsstøv
nedsjunke Pyramiderne. O Memphis,
luk op de hundred Portes gyldne Gab,
at sluge ind med øde Suk de Grumme,
som Myg der svæve paa en Drukkens Aande
snart ind snart ud. Viis dine Elfen-templer
(hvor ingen fremmed Aande graaned end)
for de Vanhellige, som Aadslets hule Tænder!
Ægyptens Folk – hu, som, med Kniv i Haand og
det Hvide vrængt i Øjet, saa det syntes
et flagrende Liiglagen, naar det blinked,
hver Fremmed hilsed nylig – slæng nu bort
hvert Vaaben; ja, fra Sværd til Pind,
som om de brændte dig i Haanden, som
om dine Hænder visned af Forbandelse,
saasnart du fristes ved din Qvindes Skrig,
din Afkoms Jammer, til at løfte dem!
Gaa, gaa, og slaa med stum Forfærdelse
din Dør igjen! og vent da Døden under
din Bænk, hvorhen du krum dig sniger for ei
det rædselfulde Syn at see: Vanhellige,
der øde Hytter, Templerne besudle!
Som Pesten maae de brede sig i Landet.
Ved Skjebnens Traad de føres gjennem Blod
fra On – til Noph – til Thebæ. – Vil du standse
hvor Guder gaae? Det er for dine Synder.
(Folket flyer.)
Præster.
Ha, det er Magerne, som os betvinge,
som gav den drukne Bøddelkonge Raadet.
Vi Præster ere Ofret, som de søge,
og Kongen laaner dem sin vilde Hov.
Vee, at vi maatte byde Folket Fred,
og Luen tvinge, skjøndt den kjæmpede
med Overtroens Røg, og truede
at gnistre ud! Men havde en Ægypter
først seet en Katteguddoms Indvold aaben
og Himmelen dog lige klar, saa var
bag Krigens Seir vor Seir i Freden ude.
Vi maae dem byde, hvis de ville tvivle
og Fædretroen revner, bryde Vaaben,
og bøie sig for Medens krumme Sabel
(dog haabe vi mod bedre Tider);
thi selv vi have lært dem jo fra Barnsbeen,
at disse Dyr, som nu er kaarne til
vor Fiendes Høvdinger, er Verdens Guder.
(En Konge. Adel. Bødler. Folk. En Olding og en ung Mand knælende for Kongen)
Kongen.
Er Jeg ei Konge? Jordens Bedste? Ha,
Hvo skulde nyde? Er ei Vellyst, som
min Storheds bankende Hjerte? Bødler,
I mine krogede blodige Fingre, strækker
jer ud! og plukker bort det Graahaars Svamp,
der voxer vaad (ha blege Øines Vand!
gaa, stik dem ud! De ere Horngevexter . .)
og kjølig mig iveien, naar jeg syder
hen mod mit Leie. Fy, skal Hæslighed
sig stille mellem Høihed fræk og Skjønhed!
Hvad skal den Gamle mellem tvende Unge?
Er Hun din Datter? Ha, hun er dog vel
en Blomst, opvoxet i mit eget Land, hvor
jeg plukker bort hvad Rose bedst mig lyster,
om end den hænger fast paa Tornen, som
den klækked ud ved Hjælp af Himlen?
Ha, denne Himmel, under hvilken hun
sin Rødme aanded, sine Øine blaaned,
er denne ei mit Riges? mon ei min?
Gaa, du er ikke viis som du er gammel!
Nu, Bøddel, blodige Kongefinger, krum dig,
og grib den gamle Nakke bolende
med Struben Haan ud!
En Bøddel.
Ak, store Konge, Haanden skjælver; thi
det er min Fader.
Kongen.
Hvad? Du skjælver? vil ei?
Ha, Jeg har flere Bødler!
Kongen.
Ret, vakkre Svend! Naar saadant Prøvestykke
er gjort, da veed jeg, du for mig gjør Alt.
Du skal ei stedse være Bøddelknegt;
men Bøddel-høvding.
Bøddelen.
Nu min Haand ei skjælver.
Kongen.
Saa Mennesker i Trældom øver man.
Bøddelen.
(lægger Haand paa Oldingen)
Kom nu min Far! Du ind i Livet fulgte
mig. Jeg vil følge dig til Gjengjeld ud.
Kongen.
Ah, endnu bedre! Bøddel med sin Tunge.
Oldingen
(reiser sig)
(til Bødlen)
Slip mig, Elendige! Vee – Hvis du ryster
engang i Helved min Forbandelse
ned af dit Hoved, den i Vægt tidobblet
skal synke paa Tyrannens! Hører Mennesker,
I Tidens Jammersuk mod Evigheden!
I Helveds Offre før I end forbrød!
Jeg bad – o Alderdommens hvide Haar
er kulsort Haan af Djævle spyet ud
paa et uskyldigt Hoved, naar forgjeves
om Retfærd, ei om Naade, de maae trygle –
jeg for min eneste Datter bad blot (end
for ung for Manden, gammel dog og øvet
i sin graagamle, hjælpeløse Fader
med kjærlig Haand at made): at ei, i
sin Seng, det kronede Uhyre skulde
den spæde Skjønhed æde, og fordærve
det unge Hjerte (som opvoxed fromt
i disse Lokkers Ly, ligt Rosen bag
en moset Væg) naar ned han stødte hende
misbrugt iblandt Slavinderne.
Kongen.
Din Vrede
er brændende – ja, som min Brynde til
dit Noer! Se den har antændt nu min Harme.
Du har kun Ordblus, Jeg har Beeg og Fakler.
Gaa! Du skal brændes. Kongens Harm fortærer.
Gaa, Bøddel, smør din Faders Haar med Beeg!
(Bødlen gaaer med Oldingen)
En Adelsmand.
Du døer fortjent. Er Brugt af Kongen Misbrugt!
Hvad? kan en Konge vel besudles af
et «mis» og «van» og «u» og disse andre
Opkastelser af Tanken og af Sproget?
En anden Adelsmand.
Forskjønnes end ei Pigens Skjønhed, hædres
den dog ved Kongens . . ja, jeg vilde gjerne
dens Levning arve. Thi en Konge har
saameget Adel i sit Blod, at, om
jeg fandt en Plet paa hende levnet, var
den som et Adelsbrev.
(En tredie Adelsmand knæler for Kongen)
Kongen.
Hvad vil du?
(peger paa den knælende unge Mand)
Bi! Her ligger end en Mand,
en Træl, hvis Trods og Miner ere
som Torne hvasse efter Kongens Fod.
Her, Bødler! luger denne Snerle op!
(Manden omfavner grædende hans Fod. Kongen sparker ham bort)
Væk, Hund! Ha gjør paa Kongens Liv du Anfald?
Ah, herligt Vintersyn om Somren! se
en Mand i Graad! . . Ah, jeg har Phantasie;
jeg synes smage disse Taarers Kulde.
Thi Mandens Skjælven, skjøndt han ei kan skjule
sin Ungdoms Rødme, synes ud dem ryste,
liig Nordenvinden midt om Somren Hagl.
– Gaa! Du er ingen ægte Undersaat,
som under Kongen ei det bedste Sæde
Og det er paa din Huustroes Skjød. Gaa Bøddel,
og red ny Bryllupsseng ham op paa Steilen.
Den unge Mand
(reiser sig)
Ak Chryse! Chryse! . . Geil Tyrannen blev,
da han min Huustroes blotte Bryst fik see,
som hun ved Døren sad og Die gav.
Ha, nu han river hende bort fra Barnet!
Og deres Fader døer – saa døe de maae,
af Sorg de Ældste og af Sult de Smaae.
Kongen.
Nei, Træl, af Sorg din Ældste skal ei døe.
Bring ham, du Slave! Gilder ham, I Bødler!
Han skal sin Moder vogte.
Den unge Mand.
Du lærte da af dine Sønner, at
en Søn sin Moder krænker?
Kongen.
Dine Smaae
ei skulle døe af Sult. Jeg vil dem fede.
Hidbringer mig hans Drenge flux. I Slaver!
Den Vellyst bliver mig for slap med Mødre,
og Jomfruens jeg kjøber dyrt med Sved.
Bring Drengen hid! Han være mig som Qvinde!
(Den unge Mand gaaer med en Bøddel)
Adelsmænd.
Hvor viis er Kongen! Nyt han jo opfinder
af Fryd som Høihed. Vi maae ligne Kongen.
Tredie Adelsmand
(knælende)
Du Mægtigste! o værdiges at tage
med huldrig Gunst til Smykke for dit Leie,
min yngste Datters Yndighed, der ligner
en Moseroseknop frempippende!
Se, sværmeriskt er hendes Øje, som
om stedse deri speiled sig en Natlampe.
En fjerde Adelsmand.
Stormægtigste, med huldrig Naade tag
en Søn jeg har, saa feed og rund som Druer!
Kongen.
I Narre, vide I da ei, at, om
end Elskov ikke, efter sin Natur,
lod Noget, skjøndt det Lækkreste, sig putte
i Munden; men vil vælge ene selv:
saa greb dog Kongen hvor han lysted? Vel,
hidfører Pigen da og Drengen; dog
til Øienslyst! Og kommer selv, I Fædre,
til Hoffet. Eders Huldsind vil jeg hædre.
Folk.
Vi give maae til Kongen vore Sønner
og vore Brude, Døttre, Mødre – ellers
vi døe jo selv. Men – leve, leve Kongen!
Og fremmed Mand og Qvinde ville vi
til Kongens og til vore egne Leier
(med Kongen have vi jo Lysten eens,
og ere pligtige at ligne ham)
voldtagne føre. Ah, de skulle smage
os lækkrest; ja som Vildt. O leve Kongen!
(Kongehal. En Konge paa Thronen.)
Kongen.
– Hvad er et fyldt og lukket Harem, naar
den Elskte gaaer paa Gaden? Hvad en . .
(en Mand kommer)
Ha!
Manden
(kaster sig ned for Kongen)
Din Slave kommer paa dit Bud fra Leiren.
Kongen
(vinkende ham bort)
Gaa! gaa! Du sortner for mit Aasyn . .
Manden
(gaaende)
Vee,
en Konges Vrede dræber.
Kongen.
. . Hvad en Krone,
naar Slavens, Borgerens Nathue behersker
en Fryd, som nægtes hiin? O Bathseba,
din Skjønhed skulde visne hen i Løn?
Og Mennesket saa synde mod Naturen
(der funklende Kroner skrev i dine Øine,
og malte Hermelinet paa din Nakke
og Purpret paa din Kind, og Sceptret i
din Gang) at han, naar Himlen gav ham Magten,
ei skulde Diademet give dig!
Ha, Kongens Magt det blev at lede Skjebnen,
der strækker ud sin Finger i hans Scepter
ud over Millioner! Ene Retfærd,
naar Han den Skjønneste velsigner! Ak,
dog bliver Diademets Perletopper
som hendes Øines blye Terneflok!
En sløv, ufølsom Borger, der sin Trods
paa Vedtægt støtter, skulde hindre Kongen
i Retfærds sjeldne Smiil Naturen skjænke?
Han skulde fraadse, hvor en Drot maa sulte?
beruse sig af samme ædle Vase,
hvoraf Jeg, Kongen, stjal mig til en Slurk?
Ah, een og to – saa pleier man at kaste
de andre slige Qvindebægre bort;
men denne ædle Vase.? o jeg maatte
da sønderbryde Kronen, naar jeg havde
den baaret Kroningsdagen .!
– Hans selvbehagelige Phlegma (ligt
hans evigsamme slappe Elskovspiil, for
hvis matte Skud sin frodige Ynde
hun seer som dagligdags forhaanet Maal)
i Stolthed skulde stivne, naar han gjetted
sin Konges syge Blik og Magerhed?
Han vilde hviske (høit dog) til Enhver,
«se Kongen mavres, men jeg bliver feed!»
(Ha!) «Veed du hvorfor? – Nei! – Jeg veed det. He!»
– Men – naar han seer sin Hustrues Ynde i
dens Sommer-rigdoms stille Modervemod,
og ahner Solen, som hans Muld bestraaled . . ?
. . Ha! Kald mig Uria!
(til en Slave.)
(Manden kommer)
Hør, kjære Tappre!
Beværted Kongens Folk dig vel igaar?
Manden.
Jeg var som Noah.
Kongen.
Vel! Haha! Du Tapre,
da i din Hustroes Favn ind til et Øieblik
dit lange Fravær klemte? Det er Ret!
Lig paa en Leir-brix Aaret ud, og kom,
og nyd da Bryllupsglæder andengang.
Manden.
Ved Kongens Liv! Min Herre Joab og
min Herres Tjenere paa Marken ligge,
og jeg, jeg skulde ligge hos min Hustru
i bløde Dyner under Silketag?
Jeg sov hos dine Tjenere paa Bænken.
Kongen.
(vinkende ham bort)
Hvad? Ha! Du Træl .! Du . . bort! Fra Kongen bort!
Manden.
Bag Kongens Smiil er dobbelt sort hans Vrede,
som Natten, naar en iilsom Lygte glimted.
Dog Alle Kongens Smiil med Tak maae tage:
der bliver dog, liig Asken af et Lufttegn,
i lange Sorg-nat Mindeskimt tilbage.
(gaaer)
Kongen.
Ha, Kongen kan sin Slave ei befale
at sove hos hans Hustru! Se den Trodsige!
I visse Ting, de vigtigste, er Drotten
med Slaven stevnet for Naturens Domstoel,
og begge lænkede for Ligheds Skranker.
Men den, som Lænker bar ei før, de tynge,
saa han Naturen kalder Unatur.
Og prøver en unyttig Exception,
saa Parten leer og Dommeren sig hæver,
og siger: «see mod Formen synder Kongen.
Dog Feilen er for latterlig til Straf.»
– Gud! . . var du dog en mindre trofast Kriger!
Jeg frygter ei din Vrede, om du mærked,
at Den, for hvem du pletted fiendtlig Val
med Smertesblod og laae paa Klippeleie,
gjød i din Ægteseng sit Blod med Vellyst;
men jeg din stolte Haan maa frygte, naar
du mærker Kongen sig til Kneb nedlod.
– Ha! Vel! hvad var en Kongemagt, hvis ei
han selv sit eget Hjerte kunde tvinge?
Det sukker; men min Læbe byder . .
(til en Slave)
Kald
mig Uria!
(Manden kommer, knæler)
Kongen.
Hør Kjære, Tapre, Trofaste! .
Jeg kaldte dig fra Leiren . . .
(afsides)>
Ha, hans Bryn
er Falkekløerne, hvormed han holder
forvoven Due, Ørnen svæver over!
(høit)
– Hør Uria, du Tapre, Djærve, Trofaste!
du Kongens langt i Ørknen skudte Spyd!
Iil flux til Joab, Leirens høie Lue,
der overflammed Ammon, med mit Skrevne!
Han gjøre dig til Høvding over Tusind!
(Leir. En Feldtherre, læsende i Kongens Befaling. Uria)
Feldtherren.
Skal tapre Uria døe? Jeg være Bøddel,
som binder denne al min Fares og
min Seiers Broder Bindselet for Øinene!
Ja, Kongen saa befaler. Ja, naar Kongen
saa bød, jeg myrde maatte jo mig selv?
Hør, Uria – Kongen gjør til Høvding dig.
Gaa da at storme Byen først! Iil først,
da Seiren er din Ejendom som Æren,
som Kongens Naade! Iil til Seir!
Uria.
(gaaende)
. . Til Døden!
Jeg seer hvad Kongen vil, men jeg maa lyde.
Feldtherren.
Du kommer ei tilbage; Kongen bød
at jage dig i Døden. Ha, naar Kongen
i Sengen mellem sine lodne Hærder
og Bathsebs foraarslunkne Ynde føler
en Gysen, som han troer er Elskovsskjælven,
da er det dig, min Kampven, som en bleg
og tynd og iiskold Skygge! . . Kampen lyder!
(Kongehal. Kongen paa Thronen. Et Bud)
Bud.
– – Og da vi dreve,
med tapre Uria ispidsen, Fienden
mod Portene, da kom en Piil fra Muren,
og Uria sank da i sit Blod, og . .
Kongen.
Ha!
Alt nok, alt nok! Hils Joab! Siig fra Kongen:
«sligt Nederlag ei bøie maa vort Mod.
Helt segner snart for Bue snart for Sværd.
Paa hveren Finger Dødsensenglen bær
forskjelligt Glavind.» – (Gaa hent Bathseba!) –
«Ja, saa er Krigen. Vi dog ei fortvivle.»
(Bud gaae. Bathseba kommer tilsløret; Kongen løfter hendes Slør)
Ah, Bathseba! Du maa ei græde, Kjære!
Se bedre, om ei skjønnere, Perler Kongen
har for sin Brud! Ha, elsker du mig ei?
Du græder for den døde Mand af Pligt;
men mod din Mand ilive skal du smile.
Og det er Pligt. Du kan ei ene begge.
Ah, – jo du kan det i et stille Aasyn
foruden Smiil, foruden Graad; hvis ei
dit ene Øie græde kan, imens
det andet leer.
(Kongen paa Dommersædet. Folk.)
En Klager.
Jeg er en fattig Mand; et Faar kun eied.
Jeg kjøbte det; med mine Børn det voxed;
det af mit Bæger drak, aad af mit Fad,
laae i mit Skjød; det var mig som en Datter.
Da kom en Vandrer til min rige Naboe
(se han, som seer paa dig, som om hans Øie
beskylder dig for saadan en Misgjerning!)
men, sparende sin egen Hjord, han tog
mit ene Faar, og slagted det.
Kongen.
Den Mand
er Dødsens Barn, som dette gjorde.
En anden Klager.
Den Mand, som staaer her, lokked' lumsk min Broder
i Ørken hen og dræbte ham (men nu
vil han beskylde Løven, skjøndt hans Sværd
imod ham vidner) for at stille i
hans Ægteseng sin Brynde.
(Kongens Søn. Mordere)
Kongens Søn.
Hør, lister Eder i mit Gjæstebud,
og naar I see min Broder tung af Vinen
(ha, vel han synger om sin Søsters Blusel,
den han med snedig Vold sig aabned, liig
vor Fader?) og jeg giver Eder Tegn,
da myrder ham! Mon I ei tør det gjøre,
naar – Jeg, Jeg jer befaler? Værer dygtige.
(Chaldæiske Præster. Folk)
Første Præst.
Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Bel
har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb
opløftet saa:
Hør, i Begyndelsen var Chaos Baau,
et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande . .
Anden Præst.
Troer, I Chaldæer, mig! Jeg sværger, Jovah
har Selv for mig Alverdens Barndomssvøb
opløftet saa:
Hør, i Begyndelsen var Chaos Bohu,
et maalløst Afgrundsdyb af mørke Vande . .
Første Præst.
Kolpijah, Guds Munds Røsts Almagtsaande
da svæved over Vandene . .
Anden Præst.
Og Ruach-Jovah, Guds Almagtsaande
da svæved over Vandene . .
Første Præst.
Og Guds Munds Røst indblæste Livsens Lys,
den alle Elementers Elskovsild.
Anden Præst.
Og Jovah sagde: vorde Lys! der blev Lys.
Og der blev Qvel og Morgen første Dag.
Første Præst.
Saa Guds Munds Røst opløfted' Himlens Hvælv,
og Mot nedsank, men Skyen svæved over . .
Anden Præst.
Saa Jovah fæsted vide Himmelhvælv,
og Arez nedsank, men han skildte mellem
det Jordens Dynd og Skyers høie Vande.
Og der blev Qvel og Morgen anden Dag . .
Første Præst.
Og Guds Munds Røst da skilned Hav og Land;
og Sæd fremkom af Jorden . .
Anden Præst.
Og Jovah sagde: Hav og Land sig skille!
og Sæd fremkom af Jorden.
Og der blev Qvel og Morgen tredie Dag . .
Første Præst.
Zophasemin – se, Sol og Maane, Stjerner
fremskinnede paa Guds Munds Røstes Bud,
at være Himlens Opsynsmænd . .
Anden Præst.
Hajeorim – se, Sol og Maane, Stjerner
fremskinnede paa Jehovas Befaling,
at være Himlens (Dag og Nats) Beherskere.
Og der blev Qvel og Morgen fjerde Dag.
Første Præst.
Og Colpijah, Guds Munds Røst vakte op
af Havet og af Mulden alle Liv . .
Anden Præst.
Og Jovah sagde: Vandet føde Fiske,
og Mulden Dyr og Kryb og Skyens Fugle.
Og der blev Qvel og Morgen femte Dag . .
Første Præst.
Saa Kolpijah, Guds Munds Røst reiste op
af Støvet Mand og Qvinde i sit Billed,
og Livsens Aande dem i Næsen blæste.
Protogonos var Manden, Ajon Qvinden.
Anden Præst.
Saa Jovah sagde: Mennesket af Støvet
vi ville skabe i vort Billed. Da
af Støv blev Mand og Qvinde i hans Billed;
han Livsens Aande dem i Næsen blæste.
Og Adam Manden var, og Eva Qvinden.
Første Præst.
Ha, Folk, I hørte det! Er ei vor Viisdom
som tvende Draaber Vand fra samme Væld?
Hvi trætte da med vore Brødre, som os
fra samme Sinnar fulgte over Floden?
Se, du Hebræer, som jo Himlen er
end Jorden skjønnere, der ejer dog
Guds Billeder i Manden og i Qvinden:
saa maa den have skjønnere Gudsbilleder,
og disse ere vore Guder – ha,
de Guder, som I glemte. Troer dog ei,
at vi, som I, tilbede noget Ukjendt!
Vi dyrke Guder, kun som deres Guddom
i Livet (liig i gjennemsigtige
Festmalerie) sig viser. Og vi vide,
at Guddom ruger over vore Høie,
besjæler vore Støtter; thi hvo nærmer
sig disse uden Skræk? hvad Land er rigt
som Baals Land og Dagons Strand? hvad er
som Nebos Bjerge signet? glædefuldt,
og som af Smiil indhegnet, som de Dale,
hvor duftende Mylittas Lunde bølge?
Se, Sidon giver Moloch Luer; Moloch
indhyller Sidon da i Purpur! Ha,
og vidner ikke Babels Storhed og
Chaldæas Staters alt indslidte Gang
og gammel Orden i nye Fyldes Tilstrøm,
at Guder nedsteeg lysende i Menneskets
det første Mulm? Se Belus, der vort Øje
først aabnede for Himmelens Betragtning,
saa at det saae de store Verdens Guder,
der vandre over Støvets Hov'der, og
tilhvifte deres varme Aande dem
i Rosen og i Dyret . . Han, som øved
først Menneskets Arm at styre Jorden, mens
dets Øie ufravendt mod Himlen skued!
Se Chrysor, Han, der aabned Fjeldets Malmdyb,
og letted Mennesket (som lidet Barn,
der øves i at ride) ud paa Havet!
Agrotas, Han, der lærte Mennesket
i Skat at lægge Jorden under Ploven!
Og Eliun, der først vor Haand bevæbned'
imod de stærke Dyr! Men bør vi leve,
hvis vi taknemmelige ikke vare
mod Livet, ved at give det det Bedste?
Hvad bedre have vi end vore Børn?
Og dog os Guden giver noget Bedre:
den Fryd, at see hans Majestæt indhylles
i Gavens Damp; at see det Skjød velsignet,
som tømte sig; at høre Luens Vellyst;
at skimte gjennem Røgen Stjernerne
at nikke Velbehag . . Mon De bør leve,
som ei paa Bjergene, hvor Guder hvile,
opreiste Mindesmærkerne om Tak,
og lokked Guders Høihed synlig til sig?
Modtog vi Liv, da være det et Offerliv;
thi saa vi synes frie og stolte, som
om vi tilbagegav hvad os blev givet,
som om vi dog betalte Renter.
Anden Præst.
Ti!
Ti! – Israel! dig bød Jovah: du skal
ei fremmede Guder have for mit Aasyn!
Vi dyrke ikke Steen og Fisk og Støtter.
Første Præst.
Ha, Israels Tempel er en større Støtte!
Anden Præst.
Vee! Israel, lad dig ei forføre! Satan
udstrækker gjennem denne Baals-præsts
vanhellige Læber Kloen efter dine
smaae Børns Hjerter!
Første Præst.
Er Israels Tempels skjulte Allerhelligste
ei slørede Astarte? . o en større
end den paa Libanon! Se, vore Guder
staae aabne, blussende for hvert et Blik!
Og, naar vi reise Billeder paa Højene,
da sætte Støtter vi jo kun paa Altrene
i Gudens aabne Tempel: Himlen?
Anden Præst.
Se, Israel, Jovah stod for Moses som
en Torn ibrand. Den Misraim fortærte. –
Første Præst.
Ja, Moses traf, da vildsom han omvanked
i dybe Tanker over sjunkne Israel,
og saae ei op, men gik med tunge Blik,
i Ørkenen saa pludselig en Busk
ibrand (og Terpentinen brændte længe)
som om den faldt fra Himlen. Der han knæled
(som Vi for Molochs Flamme, og Misraim
for Pthas) og bad, og svoer, at frelse Israel.
Anden Præst.
Forlad ei Jovah, Israel! Thi førte
ei Moses dig igjennem Havet?
Første Præst.
Ja;
men takket være Ebben!
Anden Præst.
Førte dig
i Ørknens Nat ei Jovahs Luestøtte?
Første Præst.
Ja, foran Folket bare Arons Børn
et Ildens Altar. Ha, I Israels Børn,
forsamler jer om Ildens Altar! Der
jo lagde Abraam sin Søn, da Oldingen
ei vidste hvad han skulde troe var kjærest,
og Baals Dyrkere omkring ham blomstred.
Men Væddren offred han – det Nebos Offer.
Seer, Eders oxehovdede Cheruber
er' vore fælleds Guder, Melkarts Billeder!
Hvi staae de tause da i Krogen, som
en aflagt Prydelse.
Anden Præst.
Se, Israel, Moses Aasyn rødmede
af Jovahs Herlighed, dens Straalers Gjenskin,
da han opløfted Loven over dig.
Første Præst.
Ah, samme Rødme bævrer flammende
paa Baals-præstens Kind i Babel, naar
han viser Belus's Tavler frem for Folket.
Anden Præst.
Din Gud er nidkjær, Israel! Fortæred
ei Herrens Ild og Slanger de Gjenstridige?
Første Præst.
Ja Molochs Vredesaande, Ørknens Samum.
Se, Moses førte, da et Oprør ulmed,
sit Folk til Sumpene, hvor Slanger vrimled!
Anden Præst.
Og Tegnene? Græshoppe-skyer og Hagl
frembrusede, naar Moses løfted Staven.
Første Præst.
Spørg en ægyptisk Bonde, og han letter
paa Huen, seer mod Himmelen og siger,
om der Græshopper komme vil i Sommer.
Anden Præst.
Og Underværkerne? O Israel! vil
du ikke boe i Ly af Arons blomstrende
og eviggrønne Mandelstav?
Første Præst.
(til Jehovahs Præst)
Det er:
Ly af Eder Præster, I Leviter.
Nævn ikke Underværker; thi jeg fristes
(hvis ei min egen Hellighed da blegned,
og flux mit Liv for mine Brødres Haand
som en Forræders) at forraade
for begge Slægter vore skjulte Kunster,
som du til Israel vor forborgne Sandhed
forraadte: at kun Een – kun Een er Gud,
at Alle aande ligelangt fra ham;
at Alle have samme Pligter da;
dog, at ei han og Verden ere Eet.
Se, derpaa hviler jo vort Herredømme;
thi kunne Tingene vi herske over,
og røre deres skjulte Kræfter, da
maa Folket troe, vi Gud beherske og
hans Kræfter røre, som vor Villie lyster.
Dog du gjenstoppede din Aabenmundethed,
ved Israel at lære, at den Ene
er ikkun Gud for Israel.
(Til Folket)
Israel – ha,
hvi vil du sidde som en Eremit
iblandt de dandsende Folk? see i din Armod
paa vore Fester, tør, naar du indbydes?
Du Israels Konge, skulle Præster skræmme
og ærgre dig, som Israels første Konge,
til Vanvid og ihjel? Se, vore Fyrster,
livsalige, ei tæmme deres Lyster!
se, Purpur skygger dem! paa Guld de hvile!
Du nøjes med en Sichems Palmeskygge?
I Israels Mænd, hvi nøie Eder med
een Gud, naar Hundred staae paa Eders Grændser?
Er Baals Mænd ei stærke? Faldt I ei?
Ha, lytte eders Hjerter ei, naar rundt-
omkring I høre vor Musik? Ak, sukker
da eders Stilhed ei? Vel, ei af Mænd
I ville føres did – se der jo venter
med aabne Arme Canaans søde Qvinder!
Ak, Israels Qvinder, spørger Eders Hjerter,
om Fløitens Klang til Ildens Bragen ei
er som en Qvinde vexlende med Manden
en Elskovssang! Ak lærer ei Mylitta
en sød og leflende Veltalenhed?
Den søde Pligt hun byder, at hver Qvinde
skal i sin Blomstren nyde Elskov med
en fremmed Mand i Templet. Belus selv,
den høje Gud, nedstiger jo om Natten
omfavnende den Qvinde – o den Salige –
som han vil vælge?
(afsides)
Jeg var ogsaa Gud
i Maanskins-nætterne, men maatte vige,
da Tiden sneede min Isse til,
at Qvinderne ei skulde haane Guden
ved Fnisen udenfor om Morgnen.
(høit)
Ha,
I tøve end? Se, jeg vil klarere
af Himlens Stjerner, end din Høipræst af
sit Brystskjolds Demant-stjernebilled, spaae
din Undergang, o Israel.
En Konge
(af Israeliterne)
Vel! til Moloch
jeg ofre vil mit Blod. Min egen Søn
skal gaae igjennem Ilden. Jeg vil agte
paa Fugleskrig, og vælge Tegnsudlæggere.
Luk Templet! Jeg vil glæde mig paa Høiene.
Nogle
(af Israeliterne)
Vi maae jo følge Kongen. Ere ikke,
og sværge ei, som Jovahs, Baals Propheter?
Paa Dans og Bethels Høie vi opreise
et Baals-billede af Sølv og ofre,
paa Tophets Høje i Benhinnons Dal.
Anden Præst.
Vee, Israel sviger sine Fædres Gud!
Din hellige Kydskhed, hvorom vi Leviter
og Præster var et Belte, bryder du,
og horer saa med Askalon og Gaza?
Fra Astaroths Skjød skal sorte Bylder regne
paa dem, som Herrens Ark forraadte! Juda,
du Israels unge Løve! Benjamin,
du Zions taarefulde Barn, forenes!
og løfter Helligdommen mellem Eder;
men mellem Eder da og Israel
et draget Glavind være, og et Baal
imellem Afgudsdyrkerne og Eder!
(Israeliterne berede sig til Kamp indbyrdes)
Nogle Israeliter.
Frem Pagtens Ark paa vingede Cherubim!
Andre Israeliter.
Frem Baal-Beriths Horn, og Molochs Ild!
Første Præst.
Ha, hvæs dig nu, du Sværdering om Israel,
du Edom, Seir, Amalek og Moab,
Philister, Syrier, Phoenicier!
Og blotter Eder nu, I skjulte Dolke
i Israel, I spredte Cananiter!
Og dræber dem, hvis Fædre Eders Fædre
i Gibeon paa Solhvervsdagen sloge,
ja Natten efter, en Fuldmaanenat,
dem gjennem Ajalons Dal i Døden joge!
(Qvinder dandsende om Molochs glødende Kobberstøtte, i hvis Arme de lægge deres Børn. Præster. En grædende Qvinde med et Barn.)
Qvinderne.
I din Glofavn – Moloch! Moloch!
Moloch-Gud!
glødende Allivsens Sommer! –
haste vi med Fryd og hellig Angst at kaste
vore Børn . . O tag den søde
Duft af Livets Overflod,
af vort Skjøds den første Grøde!
En Qvinde.
Moloch! Moloch! jeg gav dig Een!
Giv mig Diende fem igjen!
En Præst.
(til den grædende Qvinde)
Er du et Menneske, og hører, – hør
de dandsende Mødres Jubel, naar de lægge
Livsfostrene i Molochs Glofavn, naar
de lade dem igjennem Ilden løbe,
og frydes, hvis dem Molochs Flammetunge
indslikkede i Flugten – – Ha,
er du et Menneske, dog saa fordærvet,
saa haard af Hjerte, at, mens Gudens Øine
nedblinke, som beruste, gjennem Røgen,
du gjerrig nægter Livsens Gud den Fryd
at favne om det Barn, han skabte selv?
det Barn, hvis Næse han indblæste Livet,
for engang op dets unge Hjertes Damp
i sine røde Næseboer at suge?
. . Ah, jo de samme Næseboer (du seer dem?)
hvor Almagtsvinden, Tidens første Aandedrag,
indtrak sig, da den frem af Baaus Bug
Zophasemim, de Verdensdele, Sol
og Stjerner og Allivet, havde blæst.
Du nægter Gud, som afskar selv sit Hoved,
og skabte af dets Blodskyl Dyr og Mennesker,
fordi dit Hjerte mukker, (ha, med Taarers
den vandige Veltalenhed!) dit Barn?
Qvinden.
Ak! – Vel! jeg vil . . O kom min lille Ada!
Se Guden hist er jo af Rosenblade!
Ak, store Præst, jeg blev bedøvet af
mit Hjertes Slag . . Jeg syntes Barnet klynked
her i mit Bryst, ei ene i mit Øre.
Jeg min ugudelige Frygt forsoner.
(ofrer sit Barn. Rives hen af de Andre i Dandsen.)
Qvinder.
I dit Ildgab – Moloch! Moloch!
Moloch-Gud!
glødende Allivsens Sommer! –
vore Spædes Hjerter vi med Smiil og Taare
lægge ind . . O, af min Enes
Aske atter, Moloch, skal
Ætten blomstre ud og grenes!
En Qvinde.
Moloch! Moloch! Jeg gav dig Een!
Giv mig Diende ti igjen!
(Afgudsbilleder paa en Høi. En Mand og en Levit)
Manden.
Saa vær min Fader og mit Huses Præst,
du Levi Søn, du hellige Bethlems Vandrer!
Jeg giver Sølv og Klæder dig og Føde.
Thi se, jeg reiste her paa Efraims Bjerg
en Gud, den Gud, en Guldsmed gjorde mig
af Sølvet, som jeg stjal ifra min Moder,
det Sølv, som hun og jeg nu giver Guderne.
Og rundt om, som Planeterne om Solen,
jeg satte Teraphim, de Huusgud-billeder.
Men Præstekjortlen, som min Mo'er baldyred,
end hænger tom . .
(Leviten giver ham Haandslag)
Nu er jeg sikker; Baal
beskjærmer mig, fordi jeg har hans Støtte,
og Sidons Astaroth, Moabs Kamos, Ammons Moloch
og Ekrons Belsebub for al min Røgelse,
Israels Jovah (se, saa halter jeg
paa begge Sider) signer, naar jeg har
en Levi Søn til Huuspræst. Ei?
(Offerplads. En Datter knælende paa Altret. En Fader med Offerkniven hævet. Folk.)
Faderen.
Jeg giver Gud mit Seiersløfte opfyldt:
det Første, som mig mødte af mit Huus.
Ak da, min Eneste, du kom med Fløiten,
og dandsende – o du mit eneste Barn!
Du mine Seirsbasuner overdøved.
Ak, er den Maaned svunden, som du bad om
til stille Graad for visnet Jomfrudom?
– ah visnet ei, men brudt, men knækket . . O,
du græder end . ? Er Maaneden forbi?
Se Præsten staaer der skummel mellem Folket,
som om min Smerte vel fornærmed Gud,
som om din Graad var Spyt paa Altret. . Ha,
jeg kan ei . . Gud mig dræbe!
(lægger Kniven)
En Præst.
Jephta, vee!
Hvad svoer du Gud? En Taare Gud fornærmer.
(Faderen støder til. Folket jubler)
(En beleiret Stad. Kongen, hans Søn, Præster paa Muren. Folk.)
Kongen.
Mit Folk har kolde Hjerter, visne Hænder;
dets Mod er sjunket; Fiendens Skjolde klemme
isammen vore Mure til en Gravhvælving,
og udenfore seer alt Landet ud som
en Indgang til en Grav. Se Qvæget,
der ligger adspredt rundt som Aadsler og
af Gravene opslængte Dødningbeen!
Græshoppen springer mellem Oxens Ribber!
i Hestens Hoved Humler bygge Boel!
Se, Agrene de have gjort til Steenrøser,
og Brøndene opdynge de som Gravhøie!
og Palmerne og svedne Olietræer
som Mindesmærker staae med kulsort Top.
De Smaaebørn, som ei kunde flye til Ørken,
rundt ligge knusede paa Stenene,
som Rosenknopper tabte i en Liigfærd.
Saa Moses Bud de efterleve, for
ei Sauls Straf at lide.
En Præst.
Der staaer din Søn. Giv Guderne dit Kjæreste,
saa kommer Mod liig Tordnen rullende
igjennem hele Folkets Hjerter! Gjennem
sin Konges Ætlings Bloddamp seer ei Slaven
sin egen Fare.
Kongen.
Vel, dets blege Feighed
jeg gløder op til Mod ved den at dyppe
flux i min Enestes Blod.
(Ofrer sin Søn. Folket opløfter Frydraab og Kampskrig.)
(En Konge. Krigshær. Spaaemænd.)
Kongen.
I firehundrede af Guderne
Indblæste, siger, hvad i Slaget venter!
Hvis jeg skal troe, maae Alle sige Eet.
De Firehundrede Spaaemænd.
Det skrevet er i Himlen: Du skal seire.
En Spaaemand.
(træder frem med Jernhorn paa Hovdet)
Saa skal du, siger Herren, stange Fienden,
til ei han findes meer paa Jorden. Ja!
Spaaemanden.
(slaaer ham)
Ha, du siger? Een mod os?
Kongen.
Ja fængsler ham! Han æde Kummers-Brød,
thi Ondt han spaaed Kongen! Ja, han turde.
(Kamp. Kongen falder. Hæren flyer.)
(Kongehal. En Konge. En Dronning. Folk.)
Dronningen.
Ha, Du, du skulde være Konge, som
ei veed at tage Trælles Eiendom!
Ei? – hvilket Ord! Min Mund er selv ukongelig,
. . en Hjertets høiforræderisk Hærold,
der spotter hvad han læser, ved at stamme.
Der gives ikke Eiendom for Folket;
men Guder dele Himlen, Konger Jorden,
Dæmoner Luften og den sorte Afgrund.
Ha, Kongen slæber bleg sig om, og sulter,
fordi han nægted dig en Fædrejord,
og pukked' – o den tomme Trods! – paa Loven,
og sagde reentud: Nei; ja da han mærked,
at Kongen veeg ham Skridt for Skridt: fra Gave
til Kjøb, fra Kjøb til Bytte. . O du Barn,
som med dit Eget leger Kjøb og Salg!
– Jeg, jeg (ja tro mig!) giver dig hans Viingaard.
(til Nogle)
Hør, stevner ind i Kongens Navn flux Naboth
for Dommeren – gaa, du skal være Dommer! –
og sværger paa, han Gud og Kongen haaned!
(til en Anden)
Du Dommer,i du skal dømme Naboth stenet,
og alt hans Gods tilfaldet Kronen. . Flux!
(En Viingaard. Kongen. Dronningen)
Dronningen.
Min Herre, her er Eders Viingaard. Naboth
er stenet udenfore Porten. Nu,
fornøi jer efter Hjertens Lyst! Isandhed
(dog uden at forkleine Eders Smag)
skjøndt disse Druers Rigdom funkler over
den Blodsqvæt, som de kosted, synes knapt
den Jordflek værd den Umag. Ei, min Mand,
du maa dog være lystig vel som Manden!
Du fik den jo ved Arv, saavel som han.
(en Prophet kommer)
Propheten.
Du krænked' Loven. Hør, saa siger Herren:
«hvor Naboth bløded, Hundene og skulle
den Israels Konges Blod opslikke, som
ihjelslog Naboth, lovløs tog hans Odel.
Og midti Staden skulle Hunde æde
din Dronning. Stadens Hunde, Markens Krager,
de skulle stride om dit Afkoms Kjød!»
Kongen.
(sønderriver sin Kjortel; strøer Jord paa sit Hoved)
Se, hellige Præst, mit Purpur sønderrevet,
og Aske paa mit Hoved for min Krone,
og fastende, indhyllet i en Sæk,
vil Kongen liste sagtelig sig frem.
Propheten.
Saa siger Herren: «Kongen for mit Aasyn
ydmyger sig. Vel, jeg det Onde vil
nedsænke fra hans Hoved paa hans Afkoms,
Endskjøndt jeg svoer, det skal dog nu saa skee!»
En Mand.
(til en Anden)
Skjøndt, Kjære, jeg, som Kongen ei kan vinde
en Viingaard, vil jeg dog, i samme Spil,
to Armepar mig vinde for min Viingaard.
Se der er nu den gamle Spinder-enke
med begge sine Sønner! Mon de gjorde
ei bedre Nytte paa min Jord, end nu
de samle Dagløn til det gamle Fjog?
Sværg nu du Kjære (se for dette Sølv!)
at Enken er min Skyldnerske: saa vil
(thi Dommeren har Sit af mig alt faaet)
jeg føre hendes Sønner bort som Slaver.
En Prophet.
(talende til Konge, Præster, Folk)
Ja, løber rundt paa Gaderne i Salem;
og seer og mærker, søger paa dens Gader,
om end der er en Mand, som handler ret,
som søger Sandhed! da jeg vil tilgive.
Ja, om de raabe høit end: Herren lever!
saa sværger Munden falskelig mod Hjertet.
Til Træet sige de: du er min Fader.
Til Stenen: du, du avled mig. O lad
da disse Guder reise sig og frelse!
Ha, skulde I vel stjæle, myrde, hore,
og sværge falskt, og ofre Røg til Baal,
og gaae i fremmede Guders skjulte Fodspor?
Forlader eder ei paa løgnfuldt Ord,
der siger: Herrens Tempel, Herrens Tempel,
ja Herrens Tempel ere de, de Altre!
Vee, dette er et Folkfærd, paa hvis Læber
omkommen er og qvalt hvert Suk af Sandhed!
I Morderdalen Tophets Høie reise de,
og brænde deres Sønner deres Døttre.
Vee, Ingen var, som angrede sin Ondskab,
som spurgte om: hvad har jeg gjort? mon ret?
Men hver fremdrives af sin Egennytte,
hver i sit Løb, som løse Hest paa Valen.
Hvorledes sige I: «vi ere vise,
og have Herrens eget Ord?» O selv
Skriftlærdes Pen er fuld af Falsk; og Præsten
forkaster Sandhed! Hvor er da hans Viisdom?
Saamange dine Stæder, Juda, just
saamange dine Guder; og, Jerusalem,
saamange dine Gader, just saamange
og dine Altre, hvor du ofrer til
Gud Baal og den liderlige Gud.
Men fra de Øjenskalke-løgns-propheters
ublue Læber udkom Landets Synd.
(En Præst slaaer ham)
– Ha, Præst, dit Navn er «Rædsel-rundtomkring»;
thi Skræk i mindre Ring din Mine spreder,
men vidtom Landet gaaer den i din Tale!
Thi for de Fromme er den Sang paa Graven,
der aabnet sluger Altar, Throne, Alt;
skjøndt Præstens Tale lyder end som Jubel
og aander Irlys-spaadomme i Natten,
som kun de Letsindsdumme troe er Stjerner!
Ja Øjenskalk er nu Prophet og Præst;
ja de i Gudshuus øve sig i Ondskab.
Vel saae jeg Daarlighed hos Baals Propheter,
der Israel forvildede i Røgen;
men gruelige Synder saae jeg hos
de Judæ Præster: at de Hoer bedreve,
gik om med Løgn fra Kongen til Enfoldige,
bestyrked Uretfærd og Synd, saa Ingen
omvendte sig. . Vee Sodom! vee Gomorrha!
De sige til den dumme Synder: «hør,
naarhelst jeg taler, taler Gud! Og nu
jeg siger: ends dig ei; din Fred er evig!»
Til den, som vandrer i sit Hjertes Stivhed,
de sige: «hør, (saa siger Gud ved mig,)
dig intet Uheld, ingen Sorg skal ramme!»
I Guds Navn spaae de Løgne, sigende:
«jeg drømte; ja, jeg drømte.» De, som give
Bedrag og deres egne Hjerters Opspind
og drømte Fabler ud til Folket for
en Leveviisdom og en Sandheds Lære
. . . ja dem, dem kalder Folket jo Propheter.
Ja selv de sige, naar de tale, naar
de true Gods af Folk og Gunst af Skjøger:
«Han, Herren, siger det.» – O, hvor er Sandhed?
Mon Alle ikke er' forvildede
af Præste-løgn og Letfærd og Afsindighed?
Præster.
I hørte, Drot og Folk, hans Haan? Mon Urjas,
der sang i samme Ulyks-ugletone,
og kaldte sig Prophet som Denne, ei
sin Lunge kløvet fik af Kongens Sværd,
der greb ham i Ægyptens Sumpe-skjul?
Vel, samme Dødsdom ruger over denne!
(Gade. Folk udenfor et Fængsel)
En Mand.
(lytter ved Muren)
Tys! Socrates jeg hører ei meer lee,
men Zenophon hulker. . Plato taler stille.
(En Kone med Børn kommer ud af Fængslet)
En Mand.
Der komme Børnene. Ja selv Zantippe
er bleven from nu. Det er vist forbi.
(En Mand kommer ud og gaaer bort)
En Mand.
Der Cebes gaaer med Tørklædet for Øinene.
Ja det er vist forbi.
(En Mand kommer ud og gaaer bort)
Hør Krito, Krito!
Ah, han for adspredt og forstemt saae ud,
til os at høre:
(En Mand kommer ud)
Plato! Plato!
Manden.
Stille!
Er du en Attiker? (thi denne Blodskyld
er tung paa hele Landet). Er du?
Manden.
Gaa hjem da du og I! sorgklæder Eder;
thi Socrates ei mere er paa Jorden.
Ei død; thi det han lærte os idag.
Ei heller veed jeg, om han meer her færdes;
men vi ei see ham, høre ei Dens Viisdom,
som dadled Uretfærd og Tyrannie
hos Herskerne, Bedrag og Overtroe
hos Præsterne, og talte Folkets Sag,
der var fordømt til Dumhed og til alle
en aandig Trældoms Laster. Vee Athenæ,
den Blæst, som bragte dig dit hellige Skib,
har blæst den klareste Guddomssjel, som blomstred
i attisk Støv, for evig over Styx.
(afsides)
Saa maa i Folkets Tungemaal jeg tale,
for ei at sige, at den samme Storm,
som bragte Thesei Snekke til Piræos,
har løsnet Socrates fra Støvet, saa
hans Sjel er flydt tilbage til sin Kilde,
sit Ophav . . o det Evige og Sande.
(høit)
– Forstaae I ei? Vel – Sokrates er død:
den Mand, som kaldte ned fra Himlen Viisdommen
til Jorden, er nu selv forviist fra Jorden:
den Mand, som lærte eders Ungdom Dyd,
jer Manddom (om I vilde selv) Forstand
jer gamle Alder Viisdom, og os Alle,
at ahne (maaskee kjende) noget Bedre
end de Ægyptens Drømme, som . . Ah Mund,
i slige Ord du slubbrer efter Giftbægret!
Athen har Laurer for Kalliphanes,
for Kleon og for Kriton Egekrandse,
for Sokrates (o gjetter ei!) Skarntyde.
I græde? O det er kun Vaadt i Øjet
af Aristophanes's Latter! . Alle
med Aristophanes jo skoggre, men
med Plato græder Ingen – – –
(Negere. En Præst. Afgudsbilleder)
Præster.
Den øverste Gud er Slangen – Ei, saa knæler
for dette hellige Navn!
(de knæle)
Og saa er' Træerne,
hvem I maa ofre Eders Naboer; og
saa Havet (som, naar Hunger nager, skyder
som Tarmebugter, til vi mætte det
med Oxeblod); og saa Agoyen (Djævlen,
det er: den værste Gud af alle Guder.
Det vil nu sige Djævlen. Djævlen er
da dette Billed', Øgle halv, halv Kaffer).
Men skulle vi ei have flere Guder?
Boe Alle vel ved Havet og bemærke,
naar Rynker fure det, og der maa sones?
Kan Slangen ikke løbe væk for En?
ei Svinet, det vanvittige, æde den?
Og midt i Ørknen have I da Træer?
Og jeg, jer Præst, jo eier kun Agoyen?
Men var et Menneske uden Guder kun
et Øieblik, da saae I snart et Aadsel,
og Djævlen (hvis hiin havde ei hans Billed,)
snart tog hans Hjerte. Derfor er det Pligt
at samle mange Guder, saa I vælge,
og aldrig mangle. Gaae I derfor ud,
og tager op det første Dyr, som møder;
hvis ikke, tager Been og Steen og Qviste,
og ælter alskens Skikkelser i Leer,
og siger: gaaer mit Værk mig vel, saa skal
du være mig en Gud! og giver Præsten
(thi ham vil Guden skjænke hvad I give)
et Offer; han da skal med Sang og Dands
indmane Guddom i de valgte Ting,
der tjene Eder, naar I troe og offre.
En Mand.
(kommer med en Dreng)
Her er min Søn – han traadte paa en Slange.
Men, skjøndt han krænked Guden mod sin Villie,
jeg tør dog ikke have ham i Hytten.
Præsten.
Nei, han maa offres. Se der kommer Guden,
og æsker Hevn.
(En Slange vælter sig frem. De ofre Drengen under Fryderaab.)
(En Præst. En Anklaget. En Klager. Folk)
Præsten.
– – Ja Gud faaer dømme. .
Klageren.
(til Præsten)
Hør, hjælp mig Kjære! Se jeg ejer Guld . .
Præsten.
(til Klageren)
Jeg sværger, han skal æde, til han tier.
Se, jeg har tvende Kager: een af Meel,
og een af Gift! Hvis du nu skulde dømmes,
saa putter jeg dig den af Meel i Munden;
men Denne her, den Pjaltede, som pukker
saa paa sin Uskyld, smage skal den anden.
(høit)
. . Saa faaer da Guder dømme.
Anklagede.
Ja, saasandt
som Denne her belyver mig, jeg vil
mig underkaste Himlens Retfærd ved
en hellig Prøve.
Præsten.
Aabn din Mund da! Lever
du end en Time, da er du uskyldig.
(putter en Kage i hans Mund)
Klageren
(afsides)
Han Giften fik. Nu er hans Ager min.
(Den Anklagede styrter død om)
Præsten.
Ak, han var skyldig.
Folk.
Det vi tænkte ei.
Han var i Armod dydig.
Præsten.
Vee I troe vel,
naar Guder have dømt?
Folk.
Nu maae vi troe,
at Løgn var før hans hele Liv.
Klageren.
Nu min
hans Ager er. Jeg giver dog ham Jordsmon
etsteds i Krogen til en Grav.
(Afgudstempel. Præster. Folk.)
En Præst.
(gjennemborende et Menneske, bundet paa Altret)
Tag, Vizlipuzli, tag dit Offer!
(river Hjertet ud, og viser det rygende i Solen)
Se, Sol, drag Livet ind med dine Straaler!
Du giver Liv, du gjen vil have Liv.
(putter Hjertet i Afgudens Mund og besmører hans Læber med Blod)
Smag, store Gud, hvis Mad er unge Hjerter,
hvis Viin er Blod! Dit Maaltid du betale
med Held for Mexico!
(til den Mand som bragte Offeret)
Se fromme Mand,
der har du Kroppen!
(kaster Kroppen nedad Altertrinene)
Bring den i dit Huus;
og kog, og æd den saa med dine Venner!
(Manden gaaer med Kroppen. Folket jubler)
(Præster. Folk.)
En Præst.
(til Præsterne)
Kom skifter disse Gothers Guders Navne
imellem Eder, Aser! Se, vi skulle
da fra en Præste- og en Kriger-kaste
(vi hidfordrevne schytiske Mandariner)
hos disse Folk da blive gamle Guder!
Vort hvide Aasyn dette skal bekræfte
blandt disse sodede, røgede Hyttefolk,
som og det vidnede i Asaheim,
at Solens Blod os farved, da vor Æt
fra Caucasus nedsteg blandt Schyterne.
(til Folket, pegende paa sig selv)
I Skandinaver, her er Odin – ja,
Alfaudur selv! Se her, min Qvinde Frigga
er Jordens Guddom, den I kaldte Jørthe.
Min unge Søn, den Eenhaand der, er Tyr
(I vide Fenrisulven beed den af?)
Og se den Hærdebrede hist er Thor.
Med denne Hammer, naar han er i Himlen,
han vækker Tordnen; men med den han her,
I gode Gother, rense skal jer Landet,
hvor end dets gamle Folk fra Verdens Barndom
(de Jetter) rundtom hist og her blandt Fjeldene
i røgede Huler boe og dyrke end
i gammel Troe den onde Gud min Fiende.
Og denne Blonde der er Eders Balder.
Og her staae Vil og Vidar, Uller og
Forsete, Niord, Freyr og Freya. Se
den gamle Guddom, (ja vor gamle Spaamand!)
der nikker hist ved Staven, det er Mimer.
Og hiin (vor Barde) Guden hist med Harpen
(den Joner lærte Schyterne at bygge)
er Bragi. Denne unge Qvinde der
med denne Kurv af gyldne Æbler (ja
de Pomeranzer Dacerne os bragte,
men aldrig seete her) det er Ydunna.
Og disse trende Møer ere Nornerne:
det liljelokkede Pigebarn er Skuld,
den fuldudslagne Blomstermøe er Værande,
hiin gustne Pebermøe er Urd.
Folket.
(knæler)
O Guderne nedstegne er' iblandt os!
O hædrer os, og bærer Scepterne
i vore Lande, mens I ere her!
Lad Nidaros og Sigtuna og Leire
da være Asagaarde!
(Præster. Folk)
En Præst.
Nymaane smiler. Alt tilsmiler. O,
I Celter, Eder Gud Belenus signer,
naar han ei agtes ringere end Freyr,
som Gothen dyrker. Freyr hvert Niaar faaer
jo 99 Mennesker, 99 Heste, 99 Hunde, 99 Haner,
ja Kongesønner; Jørth en Slavehjord,
imens vor Gud faaer nu og da Lidt tilslængt.
Vel – vi Druider see i Guders Hjerte;
og, naar I troe, vi stirre ned i Mosen,
og lytte efter Egetoppens Raslen,
da skue vi bag Skyen, høre Guder –
Vel, Guden vil eet Offer have kun,
men dog et stort og værdigt! Se, vi ville
et stort uhyre Mandebilled flette
af Pileqviste, fylde det med Mennesker
(thi vi maae give Guderne det Bedste)
og tænde Offret: Det vil være som
at ofre ham en mangehovdet Rise.
(Folket bygger en saadan Skikkelse, fylder den med Offre, tænder an og jubler.)
(Torv. Præster. Folk)
En Præst.
Hør, Cato, du har adspurgt Lodderne,
hvis Øine er Fortunas Alphabet?
En Mand.
Nei, jeg kun har adspurgt min Dømmekraft:
en Ret bestaaende af hundred Ja-
Bisiddere og hundred Nei-bisiddere;
men Alle reiste de sig op som Een, og
lykønskte til mit Forehavende.
Præsten.
(aabner et Dyr)
Hvad hjælper det, naar denne Mave nægter?
Og gaaer ei Hønen der blegnebbet, som
om Pip den havde, endsende ei Bygget.
Gaa, Cato! du maa lade fare. Folket
har alt, ved dette Syn, sin Mening tabt.
Manden.
Saa Roma herskes af en Kaglehøne,
et Kalveaadsels Tarme, hvori lever
kun høist en Vind, maa give Cato Lærdom,
hvis ei hans Mening er Augurens.
(To Ynglinge)
Første Yngling.
Vor Barndom er forbi – som Perlen sjunken,
et Hav henbruser over. Ak, med Kraften
fremmodnes Pligterne. Du veed. ?
Anden Yngling.
Jeg veed,
der ligger Blod imellem os. Din Oldefader
min Oldefader dræbte. Siden alle
af vore Stammer fældede hinanden,
til ene Vi tilbagebleve, for at
hinanden ogsaa fælde, naar vi kunde.
Jeg er Blodhevneren.
(drager sin Dolk)
Første Yngling.
Jeg er Blodhevneren.
(drager sin Dolk)
Anden Yngling.
Ja, Loven byder det – –
(de fælde hinanden)
(En Konge. Hans Billede. Folk)
Kongen.
Her staaer mit Billed hundred Alne høit.
En Præst.
Af os, os Præster til en Guddom kaaret.
Kongen.
Naar nu Basuner, Fløiterne og Cymbler
og Harpers Lyd slaae Landets Grændser ud,
som Aanden en Trompeters Kinder, saa
nedknæler Alle! beder til min Guddom!
Hvo ei det gjør, skal kaldes en Ugudelig,
og brænde i en Ovn.
(Instrumentlyd. Folket knæler, paa Tre nær
Ha I! Ha I!
I hørte det, og knælte ikke? Ha
I ere Jovahs Dyrkere, ei Bels!
Bort, Trælle, gaaer til Ovnen! –
(Kongen. De tre Mænd føres ind)
En Mand.
Hil Konge, lev evindelig!
Se, disse Mænd paa Ovnens Bund
i Nat har ligget som paa Purpurtepner,
og sjunget, som om Gnisterne var Druer!
Kongen.
Ha, sunde? ikke sodede? ei svedne?
De tre Mænd.
(afsides)
Den Kunst vi ogsaa kunde lære dig.
En Mand.
Men de, som kasted disse ind af Gabet,
fortæredes af Heden.
Kongen.
O, et Under!
Ja, deres Gud Jovah med Babels Guder
skal dyrkes. Det ei skader Fleer at have.
(En Konge, Hær, Præster foran en Stad)
Kongen.
Jeg vil jo gjøre Jorden til eet Rige;
og tæt ved mine Grændser . . ah, ei Grændser
for en Antiochus! . . men lige ved
mit Scepters Rod, et lidet Hyrdefolk
da skulde trodse mig og mine Præster,
i Sæder, Troe og Statsforfatning? Ha,
Antiochus i sin Purpurglands forskyde
for nogle længst Hensovedes blege Skygger?
for Jovahs tause – Zeus's muntre Dyrkelse?
– Ved Zeus og Bel, Epiphanes Antiochus
vil (hver min Tanke er jo et Decret,
hvert Vink med Fingeren en Dødens Hær)
til Trappetrin for denne Fod forvandle
Aljordens Stater; ja fra Indien,
(det nederste, bredeste, teppede Trappetrin)
og Parthien og Roma (to Afsatser,
hvor mine Førster have Rum at knæle)
til Syrien mit eget Sæde! Øerne,
fra Taprobane op til Thule, strøede
rundt Landene, de være Skamler for
Satraperne hernedenfor min Throne.
Og Elymais's og Romas Kobbertinder
saa skulle tækkes af, at de symmetrisk
(Granatzirater liig paa Throne-trappen)
til mit Damascus, jo den øverste
af Prydelserne, svare. Og tilsidst
med Selene (jo af Gudinderne
den kydskeste og rigeste) trolove
mig Præster skulle hist i Ephesus;
thi da jeg tager jo med Brudgoms-ret
som Udstyr hendes Tempelkister.
Præster.
(afsides)
Vee dig,
hvis du, entskjøndt du Præsterne foragter,
tør haane dem! Du Stene faaer for Guld.
En Præst.
Vi sagde: Guderne
frem ville føre dine Skridt paa Jorden,
hvis denne Jehovah du styrter.
Kongen.
Ja!
jeg styrter ham, som Konge, ei som Gud.
Ha, Guderne? Hvad bryder mig jer Zeus,
jer Bel og Jovah, alle eders Drømme,
hvis Guldet ikke lod sig skrabe af dem?
hvis ei de vare Folkenes Skrække-Billeder?
Hvis Zeus var Jødeguden, jeg ham knækte.
Kort – ligemeget hvilken Gud der seirer,
naar Jeg kun giver Seiren. Blegne I,
fordi Jeg er en a?e?? fra Rhodos?
Dog, Præster, ere I mit Raad, thi I,
hvad enten Zeus's eller Baals, ere
de klogeste.
En Præst.
(afsides)
Hvo raader vel, regjerer.
Kongen.
Se, Apollonius, se der er Zion!
Der funkler Morgenrøden over Templet,
som Gjenskin af dets gyldne Skjolde. Ha!
drag Glavind for Antiochus.!
Kongen.
Slaa ned i Raadet.!
Kongen.
Nedhaler dem med Spyd, som flye paa Tagene.
Den Yngel er haardnakket. Mænd og Qvinder
og Jomfruer og Smaaebørn, de maa slagtes!
Af Resten Halvten sælge du som Slaver.
Og de, som boe tilbage, skulle ofre
paa min, paa Kongens Fødselsdag.
Præster.
Besmitter Templet (her er det en Dyd;
thi Templet bliver dem da Afskye siden)
med Mord og Hoer og Drukkenskab, og tvinger
Rabbinerne at sudle deres Skjæg
med Bærme, Flesk og Spyt af Skjøgekys!
Reis Zeus Olympier, hvor Arken staaer,
og feirer Bacchi Fest med Jubelruus
i Templets Allerhelligste, hvis Taushed
kun eengang aarlig Præstens Fodtrin vakte.
Hvo ei paa vore Altre ofrer, ofres!
Gjør Templets Altar til et Oplagssted
for lovforbudne Ting! De skulle sværge,
at ei de ere Jøder; bede om
Forladelse, fordi de fødtes her;
med Trælledamp Sabbathens Himmel mørkne!
Se, Templet kalder da ei meer Jovahs
men Zeus Olympiers!
Kongen.
Ha, I have Ret!
Vi gjøre dem til Græker. Jøde skal
en gammel Fabel være. Gaa og døb
dem om i Blod, min Apollonius!
Saa seirer jeg ei ene over Nutiden,
men over For- og Fremtid: over Moses
og David: over Folkets hele Haab.
Præster.
Og vi, vi seire over Jovahs Præster
og Levi Sønner, og Propheterne,
der aabenbarede vor fælleds Viisdom,
og skjulte kun saa meget som nødvendigt,
at Aronsstaven ikke skulde brydes.
(Kongens Hær. Jøderne knælende.)
Kongen.
Her træffe vi dem knælende i Ørken.
Til Vaaben!
Jødernes Høvding.
I, bortkaster Vaaben! Vi
ei kjæmpe maae: det er Sabbath i Dag.
(de kaste Vaaben)
Kongens Hærold.
I kaste Vaaben? Vel, det er et Tegn,
at I, som flyede til Ørken, nu
ved Poenitentsen ere blevne kloge,
og hylde Kongen og hans Præsters Guder.
Jødernes Høvding.
Det være langtfra! Ha, den er forbandet! –
Kongens Hærold.
Hvad ville I da vel, I Værgeløse?
Jødernes Høvding.
Vi ville døe i vor Eenfoldighed.
(de Knælende nedsables)
(Kongen. Præster ledende en Olding, hans Datter og hendes syv Sønner frem.)
En Præst.
Her er den gamle Rabbi Eleazar,
som nævnes «skjønne Olding» af Oprørerne.
Han har ei offret end paa Zeus's Altar,
ei baaret Bacchi Krandse.
Kongen.
Ei, saa faaer
(det er en Buk saa strid!) vi prøve om
han ei kan æde Flesk.
Oldingen.
Jeg lyder Loven.
Kongen.
Vrist Munden op, og put det ind.
(De gjøre saa. Han spytter det ud.)
Ha, hvad?
Til Pinebænken!
Oldingen.
Jeg er niti Aar;
vil ei med Synd min sidste Time smitte.
Thi, kunde jeg end undgaae Straf paa Jorden,
jeg kan dog død ei, eller levende,
undvige den Almægtiges.
(han pines)
Jeg døer –
Et herligt Styrkens Syn for Israel!
. . I unge Hjerter . . blegner ikke . . gaaer
til Jovah blussende for Loven . . som
. . som jeg. – –
(døer)
Kongen.
(til Qvinden med Børnene)
Nu! lærte I af Bedstefa'er?
(det var en gammel trodsig Buk!) Herfrem
du Ældste da! Smag lidt paa dette Flesk!
Moderen.
At æde eller ikke æde Flesk,
er ikke vigtigt i sig selv.
Men den, som agter Loven i det Mindre,
kan endnu mindre ringeagte Kjernen.
Ak Børn, mon jeg bemærkte eller veed
hvorledes I fremvoxte i mit Liv?
Jeg gav jo ikke Aanden eller Livet?
Dog kom I frem af Fryd, og gaaer til Fryd.
Men, Den som gav jer Aand og Liv, han gav det
ei saa, at usel Træl, en lav Forbryder,
som faaer den Lyst, kan plyndre det ifra jer.
Men, som I vise Tillid hertil, til
hans endeløse Magt, hans Gaves Værd,
ved det at agte fremfor Død og Smerte,
som I af de Henfarnes Viisdom og
Forældres lærtes op at kalde Helligst:
saa vil i sin Barmhjertighed han vise,
at Hjerte-Styrke og den Frommes Tillid
er ei, som Smerterne og Lastens Haan,
et Blændværk.!
(brister i Graad)
Ak, I Børn, jeg er en Qvinde. .!
Den første Søn.
(Kongen rækker ham Flesk)
Hvad vil du. ?
Kongen.
Gjør (men tal ei!) som jeg byder!
Din Tunge er fordømt, som talte. Bøddel!
Hei, slid den ud!
(det skeer)
Du vil ei. ? Ha, du kan ei!
Vel, bid! blot rør; og du skal leve.
(første Søn ryster med Hovedet)
. . Ha!
flaae af ham Hud og Haar, hug Arm og Been af,
og kast saa Kroppen endnu, mens han aander,
i glohed Kjedel!
(det skeer)
Moderen
(til de øvrige Sønner)
Gid I ei havde Øren!
En Søn.
Ak, Moer, du troer, hans Syden og den Puttren
kan skræmme os?
Kongen.
Ah, lugte I jer Broer?
Mo'er, lugter du dit Kjød?
Moderen.
Snart Paradiset
skal dufte os imøde.
Kongen.
Frem du Anden!
Du vil ei?
Kongen.
Hvad «Lo»? Ha, svarer du
i dine Fædres Tungemaal, af mig
banlyst? Hvad «Lo?» Er du vanvittig? «Lo?»
Moderen.
Det i dit Tungemaal betyder: Nei!
Kongen.
Han døe sin Broders Død! Først Tungen spaltes!
Anden Søn.
Du, Bøddelkonge, lukker Porten til
for denne Jammerdal; men hisset skjænker
mig Verdens Konge Livet og Opstandelsen.
(Han døer paa samme Maade)
Tredie Søn.
(træder godvillig frem og rækker Henderne til Afhugning.)
Af Gud jeg disse fik; for høiere Pligter
foragter jeg dem nu, som jeg forhaaber,
ei derfor hisset iblandt Aanderne
en Krøbling.
(rækker godvillig Tungen ud. Døer paa samme Maade.)
Kongen.
Nu fort! Der er dog vel et Menneske
blandt disse Klipper?
Fjerde Søn.
Det er Beviis for evig Salighed,
at allerede Haabet derom her
ei lader nogen Smerte uden Fryd.
(Døer ligeledes)
Kongen.
Ha, det er ikke Troe, men Trods! . Den Femte! .
Femte Søn.
Du vil faae længer Tid, end nu du har
til al din Høiheds Fryd, til nu at snufte
de svedne Hjerters Steglugt i dig; ja
en længer Tid til dine Suk at høre,
til din Elendighed at maale. Vee,
i Ækelheden længes du mod Smerten,
i Smerten længes du mod Ækelheden.
(døer ligeledes)
Sjette Søn.
Vort Blod skal lyse brændende om din Tinde,
naar du af Graven reiser dig, hvis ei
din Sjel af Laster er fortæret heel,
som dine Lemmer udaf Orme. Kom!
(døer ligeledes)
Kongen.
(til den syvende Søn, et Barn)
Ak, unge Blomst, det gjør mig ondt for dig;
men tak dog Zeus, fordi han lod dig lære
i dine unge Dage. Vakkre Barn,
du voxer op, og bliver Yngling; da
vil Livet være dyrt, naar det er skjønt;
og se, dig venter Purpur – ha, jeg sværger!
hør Kongen sværger! ja dig venter Purpur
og Guld og Hæder og, ja trods din Fødsel,
trods al din Slægtes Haansord mod mig, skal
du være Kongens Ven, hvis du forkaster
dit Modersmaal og dine Fædreskikke.
Syvende Søn.
O ti og dræb mig!
Kongen.
Vel stolte Knegt, du da forskyder Kongen
som Far?
Syvende Søn.
Min Far med Mattathias faldt
mod dig, mit Folkes Morder.
Kongen.
(til Moderen)
Du Qvinde, trods dit Vanvid, viser dog
den Taare, som for hver af dine Sønner
fremlisted sig. .
Moderen.
O det var Glædesgraad!
Kongen.
Snak! Vanvid! . . disse Taarer vidne dog,
at du, midt i dit Afsind, er bevidst dig
at være Moder. Se nu, denne Sidste
skal blive dig saa god som alle Syv,
hvis du ham overtaler. . Nu, bemøi dig!
Du vil dog frelse vel din Eneste?
Moderen.
(bøier sig over Drengen)
O Benjamin! min Søn, min Søn! min Søn!
forbarm dig over mig, som bar dig i
mit Liv med Angst i sex og tredive Uger,
i trende Aar dig died, og opfostred
ved Trælleqvinde-arbeid og med Smerte,
og dig oplærte alt til denne Alder!
O se til Himlens Stjerner, Jordens Blomster!
Dem kaldte Gud som dig, mit Barn, af Intet.
Dog have de ei Sjel, som du, og derfor
de fik et Liv kun; du en Evighed.
Frygt derfor ei for denne store Bøddel,
men bliv, skjøndt ung, dog værdig dine Brødre,
og værd din døende Mo'ers Velsignelse!
Ved Guds Barmhjertighed jeg faaer dig da
igjen, med dine Brødre, snart, o snart!
Syvende Søn.
Hvi tøve I? Ei Kongens Bud jeg lyder,
men Moselov, den vore Fædres Odel.
Jeg længes efter mine Brødres Smerte;
thi efter disse korte Suk jeg gaaer
til Livet, som min Troe tilsværger mig.
Men Du, men Du med værre Pine skal
bekjende denne Gud, du nu forhaaner.
Kongen.
Ha, Qvinde, overtalte du? Sku nu
din Sidstes Død! og syd saa efterpaa
i samme Kjedel.
(Sønnen døer paa samme Maade)
Moderen.
Jeg gaaer med Fryd i mine Sønners Grav.
I Saligheden faaer jeg vel en Tunge,
– slid denne af – at Gud lovsynge med.
O Jovah, jeg har bragt dig her et Offer!
(døer som sine Sønner)
Kongen.
Hvad anden Trøst er nu for os end den,
at ei hver Jøde er saa stiv som disse;
de Store findes myge – ja alt Græker.
. . Luk Vindvet op, at Osen ud kan trække!
(Kongehal. Kongen liggende syg. Præsten)
Kongen.
I Præster, seer den Drot, som mente sig
ifra sin Vældes Top at kunne naae
og slaae de høie Stjerner: Han, der vilde,
som Xerxes, byde over Havets Bølger,
og gjøre Land til Hav, og Hav til Land . .
seer, hvis I tør . . ak seer, her ligger Han.
Og Orme voxe af hans Krop, og Luus;
og Kjødet falder raadent af hans Been,
og Kongen stinker, saa hans Træl – den Groveste,
der rensed Nattetider Byens Skarnkister,
maa holde sig for Næsen, ja besvimer.
Nu taaler jeg ei meer min egen Stank.
Nu vil jeg troe paa Guder . . jeg ydmyges.
Ak frelser mig, I Præster! beder dog
til Zeus og Bel! Jeg gjorde alt for Eder.
Jeg slagted tusind Knælende i Ørken.
Jeg gjorde Jovahs Tempel liig en Mand,
der haanet sidder krummet paa sin Arne.
Jeg spredte Rædsel over Israel;
hver Brudgom græd, og Bruden sørgeklædt
i Brudesengen sad. Den Helligdom,
som Eder var en Afskye, jeg besmitted;
jeg sønderslog mod Jovahs Altar (skjøndt
det mig kun var en Steen) de Diende.
Jeg eders Fiender Leviterne
tvang til at dandse rundtom Bacchi Alter
vedbendekrandsede, og til at brænde
den Lov, de agted helligst. Ja, jeg tvang
hver Stad jo til at offre Eders Offer,
og til at bede til min Genius.
De Qvinder, som omskare deres Drenge
og gav dem Fædremærke, førte jeg
til Haan omkring i Gaderne, og styrted,
mens Barnet died, dem fra Muren ned.
Jeg tærskede en Nitiaarigs Graahaar,
som var det Axskjæg, og hans Hjerte, til
det livstomt blev som Avner. Og de Syv,
de Syv, hans Børnebørn, og deres Moder
. . Hu, nu jeg stinker fælere end deres
kulstegte Lemmer . . Vee mig! vee mig, vee!
hvis ei I frelse mig ved Eders Guder!
Jeg brænde vil Sophisterne. O red mig!
Se, mine Orme svømme nu i Sved!
Præster.
Der ingen Redning er.
Kongen.
O, bedre at
I vare Pharmaceuter! Kom en Magus,
en Troldmand! red mig! og jeg dyrker Ahriman.
Præster.
Dig redder Ingen.
Kongen.
O! mon Jehovah?
Vel, send til Jøderne, dem før jeg agted,
for eders Skyld, I falske Præster,
ei anden Gravsted værd end Ravnemave!
Siig dem, med venligst Hilsen fra Antiochus,
(der takker for den Kjærlighed, de viste)
at jeg hjemvendte syg fra Elymais
hvis gyldne Tempelskin min Lyst opflammed,
(Dog nævn ei, at jeg kom med brustent Glavind)
men haaber dog til Jovah vist og fast,
at jeg mig reiser snarlig karsk igjen,
især, hvis De mig Godt nedbede ville
i Jovahs Tempel – det jeg da vil smykke
med Kobberspiir og gyldent Skjold: saa, liig
en luepandsret Cherub i sit Eden,
det snart skal kneise i den hellige Stad,
der meer ei vorde et Begravningssted!
Siig, at Antiochus, hvis Jovah frelser,
vil vorde Jøde, ja omskaaren Jøde,
ei tale andet Tungemaal end Mosis,
Sabbathen holde, æde Paaskelam,
som om min Æt var dreven fra Ægypten.
(Ja – skjøndt den der indkiltes med Phalangerne.)
Ønsk saa til Slutning Godt og megen Sundhed
for mine kjære jødiske Medborgere,
og siig, at hvis nu de og deres Børn
(saasandt jeg frelses af min Pine) fare
og lide vel, da takker inderligst
Antiochus sin Gud, sin Jovah derfor!
(Budet gaaer)
Ak . . Jovah frelser heller ikke . . Vee,
jeg føler, Ormene naaede nu mit Hjerte
. . Der kjæmpes; thi .. o der er værre Orme – –
(døer)
(Mænd)
En Mand.
Hvormange Sceptre brast ei alt, og fulde
som Haar af Verdnens graanende Isse ned?
Men Præstestavene ubrudte kneise,
og Tiden suser under dem . . Med samme Snit
og plumpe Snirkler, som da frem de stak
af graae Old, liig Horn af mulne Oxehud,
de reise sig i vore Tiders Templer,
saa skjønne af en verdslig Mester byggede,
som om ved frie Kuppelhvælvs Forening
med Pillerne (som huggede af eet Marmor),
han vilde os det Sande, Skjønne, Gode
i en guddommelig Eenhed evigtværende,
og ei en enkelt Afguds Høihed, lære.
Med disse Stave, hellige som Alnemaal,
vi da, som vore Fædre, der i Skovene
som Vildsviin Olden aad, som Vildsviin lodne,
til samme Tro afmaales skulle? Nei,
vi gaae ei under Alnen, nei, for høivoxne!
Og, Præst, du er for lav. For Os, om ikke
for Folket, dine Formler er' forslidte.
Se, nye Dage træde frem . . o, lige
en Guds hvidklædte Tog af sande Præster,
der trappetrinviis gaae mod Sandheds Helligste;
og Sokrates's Blod er første Fakkel,
hans Dødsdag Togets første Fakkelbærer;
og vore, o de Tidens Talsmænds, Raab
er' Chorets Hymner. – –
Fortælle hvert et Riges Sagn ei om
en Sandheds Talsmand, en al Kundskabs Fader,
der Menneskeheden i dens Barndom opdrog,
som Patriarcherne opklækked' den?
Saa snakke vore Sagn om Kadmos, der,
hvis ei beviist, han kom ifra Phoenicien,
vist skulde kaldes eedelig: himmelsendt.
– Nok, hver af disse Fosterfædre lagde
sin hele Skat af Jord- og Himmel-viisdom
i en naturlig Religion.
Det vide vi. Men hvor er denne Viisdom?
Mon gjemt i Templerne? Det kan ei være.
Da have Præsterne den saa tilhyllet,
at de ei selv i Bindslerne den finde,
men stedse svøbe nye Slør omkring.
Der er jo Andet ei end Ceremonier
og Billeder af Guders drømte Daad,
hvis Mening tidt er kaad og kun forførende,
som Digterens og Malerens Lune var.
Se, Aphrodites og Dianas Tempel
paa samme Torv tvertsoverfor hinanden,
jo ligne, med de hvide Søilerader
og blanke Kupler, tvende Præster, der
trods blanke Skallepande vise Tænder,
idet med lige Rang og lige Grunde
En Kydskhed roser, En Ukydskhed! Ja,
hvad er vel Pligt da for Tilhørerne,
det arme Folk, som veed ei op ei ned;
ei hvo har Ret; ei om de vilde Lyster
er seierrige Stemmer ifra Himlen?
Men spørge vi om hine Mestres Viisdom
(som, saa der siges, kun et lidet Folk
i Canaan skal opbevare renest)
da byde Præster os at kige gjennem
en Forolds Sekel-rækker, sigende:
«see I nu vel, at den er Aabenbaring,
at det vi lære, taber sig i Himlen?»
Ja ret! Vi Intet see. Det er jo som
at see mod Skyen gjennem hule Kikkert,
og kalde saa det sidste Glas, fordi
sig Skyen der afbilder, Skyen selv.
Hvor er hiin Viisdom da? Pythagoras
selv fandt den ei i Indien og Ægypten.
Han blev en Halvpræst kun. Vi fik den ei.
Dog vore Sjele voxne føle vi,
skjøndt ei af hine store Pædagoger
opdragne, modne ikkun af Naturen,
der, som vi mandedes, opkastede
den vamle Sjelemelk, som Præsterne
og Mødrene os vilde tylle ind.
For voxne ere vi, til Leeg at tage
for Leveviisdom og for Religion.
Vist (thi Mysterierne tie) Præsterne
kun tale, Voxne lige, der for Børn,
som lyttende har Halvten hørt af Noget,
fortælle Eventyr, for dem at dysse,
og sige: «Snip, Snap, Snude, kjære Barn!
Var dette hvad du hørte?» – «Jo . . o!»
Ha, takket være Menneskets Natur,
at Halvten ikke er afsindig gandske
og anden Halvdeel ikke reent fordærvet!
Godmodige, men Tosser er de Fleste,
der hade ene den, som vil dem vække.
Vi maae os hjælpe selv da, og begynde,
som hine Mestre, forfra, der jo havde,
som vi, blot Himlen over – Jorden under sig;
Dog ledte de sig frem som gjennem Ørken;
Vi gjennem Dale fulde af Forvirring, –
Vi ville kjæmpe op mod Høiderne,
og hvile der, mens Alle bruse nedenfor,
og Sorgen sortner under os som Skyer.
Vi ville klare Folkenes Begreber,
og lære kjende Ret og Dyd og Lykke,
og finde os i denne Trældom Frihed,
Fornuft i vor Umyndighed. – –
En Mand.
Til Stoa følger mig da! der i Roe
med mig betragter Guddommen og Verden:
forskjellige, ueense; Verden dog
af den guddommelige Fornuft belivet,
der, som en Ætherlue rører Alt,
dog uden at den kan forandre i
Materiens evig faste Love! Lærer,
at disse er det, som fremtrine her
i Livet med et Fatums Rædselshøihed;
ja synes trodsende et Forsyns Viisdom:
at disses Spoer kun ere det, vi kalde
en Gaade: disses Seir, vi kalde Last:
at hveren Misklang i vort Indre er
den dunkle Følelse af deres Modstand
mod vore Planer og vore Villie; men
at med den falske Vished om vor Vanmagt
til Modstand (skjøndt vi ei aldeles seire
og kunne Kjødets Magt tilintetgjøre)
gaaer al Bevidsthed, Sjelens Sjel, forloren,
ja meer og meer, ja til Vanvittighed:
at Lidenskaber ere hvad af Sjelen
Materien underlagt har sine Love.
De føre da et Skinliv, og saa døe de.
Men er den hele Sjel fordærvet saa,
da er den kun et Offer, som Materien
fra Verdens Guddom tog, og bleven fra
en Deel af Guddommen en Deel af hiin.
Som da med Gud Forening er Bestemmelsen,
saa er vor Pligt at gjøre os frie,
som muligt, af Materien: saa vi
den Svaghed fange og udrydde, som
os kunde til vore Fiende og Guds
forraade: saa vi gjøre os usaarlige
for Smerter, og for Glæderne urystelige;
thi Glæder ere ikkun kildne Smerter:
saa til en Veirhane mellem Lysts
og Ulysts de forgjængelige Følelser
vor Guddomssjel fornedres ei; men naaer
alt her en himmelsk Apathie.
– Se, Stemplet trykker jeg paa Herskerretten,
som Mandens Sjel har over Legemet.
Jeg trykker det med Oldings kolde Blod.
(gjennomborer sig)
Saa kunde Gud Alverden ødelægge.
Men skabes maatte den dog frem igjen.
(døende)
Hør, dyrker Guderne! De ere Kræfter,
der styre Verden . . .
En Mand.
Zeno, Mester!
Kleanthes – se, en Olding, skjøndt din Lærling, –
ved samme Daad bekræfte vil din Lære.
(dræber sig)
Mænd.
O de Vise! de Vise!
En Mand.
De Daarer! de Daarer!
Mænd.
Os Stoiker Forhaanelser ei røre.
Manden.
Jeg siger andengang: den Daare Zeno!
Kleanth den Daare! De Vanvittige!
Dog dobbelt Daarer, hvis de ikke havde
saa faae Aar havt at spilde. Ja, de Daarer!
Ja – ha, ha, ha! Og lyver Epikur?
Han lyver ei: det vilde skade ham;
En Flaske Viin han fik da knapt paa Borg.
Er den ei Daare, som frivillig ender
med Smerte hele sin Tilværelse?
De troe, at til en luttret Guddom de
gjenvende; ja de troede denne Guddom
adskilt ifra Materien, ene deri
ved sine Almagtskræfter virkende.
O hvilken Vanvids-løgn mod Sandsers Tale,
der har en Verden til Beviser; ja
og disses stive Kropper, nu kun Muld!
I saae vel deres Sjele stige op?
I saae det vist? Jeg saae og Zeno døe;
men saae dog intet Andet end et Liig.
Knap Sjel de havde, thi de vare gamle;
og Sjælen, blot en Følelse af Livet,
med Blodet stivner og med Kinden blegner.
Mon du ved andet end ved dine Sandser
erfarer, lugter, smager, hører, føler?
og seer du andet end Materien?
Der er da intet Andet Virkeligt:
Den er da sand alene. Vaaren og
en Qvinde lærer, den er skjøn og god.
At den har Kræfter, hører du i Tord'nen.
Hvad mere vil du? Er ei der din Gud?
I tale . . ah ja, – om en høiere Sands?
Hvad andet er den end Bevidsthed om at
I sandse? Sandse I ei længer, døer den.
Forøder da ei dette Liv, I have;
men lærer kuns af Dyret, der jo skabtes
af samme kaade Atomer vel som vi,
og er af samme Lykketræf indrettet
som vi, hvorledes Livet nydes skal
og vogtes! Se, de ville leve glade,
og trække Livet ud, saalangt de kunne;
og samme Drift (Atomernes Sammenholdskraft,
den Sammenstødets Gnidnings-varmes Gnist,
den Følelse af Liv: det, Sjel I kalde)
er i vort Hjerte, som Magneten, der
tilsammentrækker Legemet, saa ei
det slappes, før det maa opløses, for
at samle sig til nye Forbindelser.
Beflitter Eder paa, ved milde Dyder
at nære Livet og vedligeholde
dets Samklang skjøn, saalænge som er muligt!
Med Maade nyder derfor, for deslængere
at kunne nyde! Skyer det mørke Ansigt
som Dødens Varsel! Leer al Sorrig bort!
Mod Smerter hærder Eder; thi de kunne
ei udeblive, da Naturen er
vor Herre, og ei bandt sig til os, blot
fordi dens Deles frie Sammensmeltninger
i den Grad ere inderlige, at
de vaagned' til Livsfølelse! Se, derfor
vil Epikuros rolig kunne døe,
da han erkjender dette Herredom,
og veed, en Grav er smerteløs som frydløs,
at Liv han fik som ved et Terningkast.
Dog, at forbinde sig paa denne Maade
til Mennesker, er, ved Forplantelsens Hævd,
en evig Lov for vor Materie.
Hvis engang former sig et Menneske
aldeles ligt med mig, utvivleligt
maa dette samme Følelse af Livet
(den samme Sjel) som jeg nu har, besidde.
Med Verdens Kræfter skifter Livet: saa
i Verdens første Livskraft var' Giganter:
nu ere Alle middelmaadige:
men Dverge ville komme, som Materien
sin Kraft har næsten udtømt, nylig før
(som jeg ved Døden) den opløses til
Atomers Støv i Rummets Grav, for maaskee
at samle sig i Stjerneblommer, som
mit Støv kan blive Blomster paa min Gravhøi.
Ja det – I Stoiker, som jer indbilde,
at kunne fra Naturen eder frigjøre,
saa at I svæve ovenover den,
som stille Taager ovenover Fossen;
mens vi, som kjende Fossens Vælde bedre,
ei sætte os imod forgjeves, men
os lade vugge mildt af den som Vandlilier,
der, om end Strømmens Vold dem drager ned
dog synes selv at dukke ned for Lyst . .
. . Ja det I kunne gjøre Eder Haab om,
I stolte Stoiker, maaskee at blive
til Græs og Torn og Mynthe paa jer Gravhøi.
– Dog neppe-nok: I ere altfor magre.
En Mand.
Hvad, Stoiker, hvad drømmer I vel om?
at sætte Eders hele Lykke i
at rive Eder løs ifra Materien,
der evig er som Gud? Epikuræer!
at dukke ned i, blandes med Materien,
som om der var ei anden Guddom? Ha,
I Zenos Mænd, som var' I Aander ene?
I Epikurs, som var I blotte Kroppe?
En Stoiker vil handle, som om her
han allerede havde den guddommelige
Natur: den evige og ubevægelige.
Og Epikurs Discipel, som om han
blot Dyrenes bevægelig-forgjængelige
Natur besad. Men vandrer nu med mig, i
Lyceum skal jeg vise Menneskets Plads,
hans Stræbens Sphærer, og den Middelvei,
som fører ham til Guddommen igjennem
Erkjendelsen af den bevægelige,
men evige Natur, der egen er
for Mennesket, og alle Himlens hine,
det ubevægelige Væsen (da
det Rum og Tid udfylder) underordnede,
ulegemlige Kræfter, som af Præsterne
iklædes Kjød og kaldes Folkets Guder.
Ei heller skal vor Dyd og Lykke være
de Yderligheder, som af hine hyldes;
men vi paa Middelveien finde dem.
Vor Tapperhed skal da ei være Hiins
Forvovenhed og kunstlede Livsforagt;
ei heller Dennes beregnende Feighed. Men
vi ville stemme overeens i Alt
med denne Menneskets blandede Natur;
dog give det Guddommelige Fortrin,
saa jordisk Lykke kun betragtes som
et Dydens Tillæg: ikke som foragtelig;
og ikke som om den var ene vigtig.
En Mand.
Selvkjærlig er din Dyd, du Stoiker;
din Salighed er eneboeragtig.
En ureen Ild i Epikurens brænder;
og kold er din, Peripatetiker! –
Kun Dyds og Viisdoms Legeme har Zeno
(ja man kan høre selv dets plumpe Fodtrin)
og Epikuros har dens Lune, men
dens lavere Sjel, dens Sandskraft Aristoteles.
Dens høiere Sjel, dens Aand, dens Livsenshjerte,
der Dyden gjør beundringsværd og kjær,
behagelig som stolt, og som beliver den
undgik da Eders Øie, mine Venner?
Men Plato skal ifra Akademia
fremtrylle den i Hjerterne, og aabne
det fine Sjelens Øielaag, at den
med Vellyst seer sin egen Herlighed?
Ja Plato først de ene mystiske
af alle Ord skal tale, naar han lærer:
at Kjærlighed er Dydens Guddomssmiil
og Guddomsglands og Guddomsliv,
der binder Væsnerne til Væsnerne,
og, som electrisk, Skaberen med det Skabte,
og Elskeren til Idealerne:
at, uden dette Dydens Hjerteslag
og Vellugt, uden denne Kjærlighed,
der Varmen er i Gudstilbedelsen,
kan Dyd vel være billedstøtte-sand
og ligne en guddommelig Aands Idee
af Gud; dog aldrig være denne selv;
thi Skjønhed, det Guddommeliges Glands,
og Godhed, det Guddommeliges Livsmiil,
er ei deri, og maae dog findes, i
uløselig Treenighet, i hver
vor Tanke og vor Stræben, hvis vi ville
den meest ophøiede Guddom ligne. Ja,
et Blik ind i vor Sjel os lader kaste;
vi skulle der en anden Kjerne see
end Drift til at tilbagevende i
et evigtstrømmende Lys, et bølgende
chaotisk Mulm, en ubevægelig Æther
igjennem enten frossen Apathie, eller
et lunkent Velbehag, en kjølig Pligtfølelse!
Hvad er det vel, at Noget synes at
tiltrække os, men Andet at forstøde?
at Noget kaldes Ret, men Andet Uret?
Thi dette ligger grundet jo i Sjelen,
og vikler frit sig ud, bestyrkes blot,
men fødes ikke af Erfaringen.
Hvad gjør, at Fatten og Erkjenden synes
at være Sjelens Grund? og dog, at Alle
ei fatte eens, ei tykkes lige kloge?
at samme Ting ei synes Tvende eens?
at Alle dog til Himlen appellere?
at Tanker fødes i os? at vort Indre
en Himmel ligner fuld af Idealer?
Ja dette Alt, vor Viden og vort Væsen,
forklares ved en Gjenerindring af
et Liv i høiere Sphærer: ja en Fart
igjennem Rummet, hvori Gud, det Sandes
og Skjønnes og det Godes Eenhed sig
i Verdnernes Mangfoldighed gjentager.
Da vare vi blandt Aanderne, de Guds
beskuende Tanker, dog de svageste,
og mægted' ei at fatte denne Fylde
af Storhed og af Skjønhed, som indbrused,
og straalede forbi os; men vi daled,
og hvile nu i Støvet, og opfriskes,
naar noget Skjønt og Stort vi see (og det
vil sige: noget ligt hvad hist vi saae)
og vi ved Guders Billeder nu frydes;
thi de de Aanders skjønne Høihed ligne,
vi hisset saae livsstraalende, og fulgte.
Dog er hver sand en Tanke, som en Fjer,
der voxer ud, for atter os at hæve
til klare Aanders Tog, der gjennemlysner
Guds Herligheds Himle.
Vor Stræben her er da, at gjenopklare
Erindringen; og da den Viisdom kaldes,
som har til Meed at løse det Mangfoldiges
Forvirring (saa det synes i vor Mathed,
der ligner bedst den Nervesyges Drømme,
som er hans sunde Livs omvendte Tegning)
skjøndt den alene er uendeligen
isammensatte Eenheder, i første
oprindelige Eenhed, «Gud» benævnt,
saaledes at det Sande, Skjønne, Gode
i hver en Form den finder udtrykt.
Hvis En nu mægter ei at løse disse
formindskede Forhold, kalder han dem Falskt
og Ondt og Hæsligt; ja fordi han sank
fra hiint igjennem Verden Aandelivs-løb,
for tung og pludselig, saa disse Ting,
i deres straalende Sandhed, undgik ham.
Men, træder frem i det Tilværende
en Gjenstand med et saadant Præg af hiint
Guddommelige, at det ei kan miskjendes:
da sig med hellig Gys og Fryd anstrenger
Fornuften, der, sat midtimellem sandselig
og sædelig Tilbøielighed, er liig
en Styrer med sit Hestepar (den ene
en vild, den anden from) ivoxet
. . da al sin Kraft anstrenger denne Styrer,
at tæmme denne vilde Hest (der vil
i brusende Begjærlighed bespringe
og træde ned hiin Gjenstand) og at nærme
sig bly og stille den . . . da sig anstrenger
Fornuften, for i Mindet at gjenkalde
den Gjenstands ideale Billede,
og dens Gjenkendelse er – Kjærlighed.
Nu nærmer han sig ydmyg og beundrende;
og, som man pynter ud et Afgudsbilled,
saa stræber han at meer og meer udvikle
det deri værende Guddommelige,
og i dets forrige, guddommelige
Tilværelse hensætte det, og flytter
da uadskillelig selv med.
Den sande Vise seer i alle Væsner,
dog meest i dem, som ere lige ham,
og allermeest dog i sit eget Selv,
Gjenstande for en saadan Kjærlighed,
(thi Gud i Alting jo sig aabenbarer)
hvis Liv bestaaer i rastløs Stræben efter
at hæve Alle til hiint høie Liv,
hiin skjønne Himmel, til – Fuldkommenhed.
Og denne Kjærlighed har Lønnen i
sig selv: thi som dens Møie lykkes, som
dens Gjenstand blier den mere værd, saa maa,
den stige jo – o til uendelig Kjærlighed,
og den er Salighedens Hjerteslag.
En Mand.
Hvad vide vi med Vished? Sagde Sokrates
ei: dette veed jeg kun; jeg Intet veed?
Hvad bliver sikkert midt i disse Lærdomme,
der, byggede paa forskjellige Forudsætninger,
paa Fordringer, der ej bevises kunne,
gaae hver sin Vei mod det Uendelige . .
Hvad bliver sikkert uden, at vi leve,
og bør da nyde Livet uden Kummer
og uden fremmed og indpodet Troe?
Hvad bliver sikkrest mellem ti Cathedre,
hvert en forskjellig Læres Tordenskye,
for ei at blive gal? Jeg troer at stoppe
i Øret Fingrene og sidde stille.
Naar En vil lære os Tilværelsen
(som om vi havde nok ei med at kunne
jo baade tage paa og føle den?)
ved en Udstrømmen; En ved Kræfter i
Materien ene; En ved Evner i
Materien, men Kræfter i en Guddom;
og En ved saadan Lære: Alt er Gud,
og Gud er Alt – Hvad bliver sikkert da
undtagen Det at troe sletintet? Ja,
hvis Vid I have, bliver Skeptikere,
og troer med Pyrrho: Væren er os nok;
og den vi ville ei forspilde (ja,
vi skulde øde bort vort sunde Liv?)
ved denne roerløse Driven-om
paa Meningernes stormefulde Bundløse,
der kaldes Viden. Det er Pyrrhos Viisdom.
(Mænd)
En Mand.
Kom, Pharisæer, vandre med mig ud
til Oliebjerget herfra Stadens Larm.
Jeg haaber der at kunne dig bevise,
at dine Erkeengle syv blot ere
Chaldæas Drømme, med vort Folk indvandrede.
Ja idetmindste, naar den søde Skovluft
og lyse Himmel dig ombølger, skal
du give Slip paa Satan. Næste Nat
du vil vel atter troe paa ham, men saa
du atter jager ham imorgen, til
din Seir blier fast ved vundne Slag i Slag.
En anden Mand.
Det være langtfra mig at gaae idag!
Det er Sabbath, og da jeg vandrer kun
de hundred Skridt, mig helligt Sagn afmaalte.
Om Huset brændte over mig, om end
min Hustroe segned ned i Veer tæt mig:
jeg flytted mig dog ei et Skridt; thi sagde
ei Jovah: helligholder Hviledagen!
og hviled han ei selv paa første Sabbath?
Folk.
O hellige Rabbi, signe dine Tjenere!
Anden Mand.
Ja hellig! Seer, jeg er en ydmyg Træl
af hellig Stads og Skikke, bragte ned
til os ved gamle Sagn! mit hele Liv
er Bøn og Faste, Skriftens Læsning og
Almissegiven. Der! der er en Gave!
(giver En en Almisse)
Folk.
Vi saae det. O barmhjertige Rabbi!
Anden Mand.
Ja
barmhjertig! Giver jeg ei Tiende
af al min Eiendom til Templet?
Første Mand.
(til anden Mand)
Mens
du byder Folket tiende til dig
af Hvad det eier; ja af Dild og Kummen.
Anden Mand.
(til første Mand)
Ja deri er' vi enig, Sadducæer.
(til Folket)
Til lysende Exempel for jer Lægfolk
jeg beder høit, og giver Gaverne
paa Gadehjørner og i Synagoger.
Min Klædning selv er hellig: indbaldyrt
med Skriftens Sprog. Jeg lader pynte paa
de Helliges Grave – Disse . . vee! I myrded!
Naar jeg ved Templets Guld bekræfter Noget,
da holder jeg jo Eeden?
Første Mand.
Men hvis du,
ved Templet sværger, bryder du den.
Anden Mand.
Ja,
ja lærer dette, Folk; thi Templets Helligste
er Guldet: Lysestagerne og Arken.
Og lærer: Templet er det Helligste,
er Folkets rette Fader, saa I kunne
med Retfærd lade Fader, Moder svelte,
naar deres Livsophold til Templet gives.
Troer, at der er en evig Skjebne!
Første Mand.
Troer, Mennesket sin Skjebne skaber selv!
En tredie Mand.
Vi haabe paa Guds Naade. Dog vi troe,
at kunne os erhverve denne selv
ved Eensomhed, Afholdenhed og Grublen
og Fromhed, Bøn og Bod og Faste.
Sky, Hver som vorde vil Essæer,
at smitte sine Øren ved at høre
paa disses Hyklerie og Spot-Spidsfindighed;
men vandrer tause med mig indblandt Bjergene!
Anden Mand.
Troer, disse samme vore Legemer
paa Dommens Dag opstande skulle alle,
naar Domsbasunen ryster Verden sammen,
saa alle Grave gabe, medens Gabriel,
den Guds Helt, sit Sværd i Spidsen af
Cherube-hæren svinger; da, naar Raphael,
den Guds Marschal, sin Stav har brudt, og mere
ei lyder hellig Bøn fra Jorden – da,
belivede med deres Sjele, Legemerne
indvandre skulle, hvis saa Skjebnen byder,
til Abrams Skjød . . vee eller til Gehenna,
det Djævle-dyb, hvor Satan og hans Engle
forlyste sig med Graad og Tændersgnidsel,
og vælte sig, af Svovl og Ild beruste,
paa Slanger, martrende de dømte Sjele
i Evighed. . . Ja det er disse Djævle,
der tidt i tusindviis besætte Eder,
og kunne kun af Hellige uddrives.
Første Mand.
Du feiler: det er Nervesyges Onde.
Hvis Blod du vil et ildigt Helved kalde,
da, – vel! thi disse tusind Djævle ere
kun spændte Aarer. Og desuden, Folk!
Jeg er saa skriftlærd vel som denne Rabbi,
der vil ved sine Drømme fra Chaldæa,
vanvittige gjøre eder. Troer mig da:
jeg siger, Moses selv, Propheterne
– langtfra at tale om et saadant Helved –
ei nævne, at der følger Liv paa dette.
For vise vare de til af det Uvisses
uhyre Tomme slige Verdner skabe.
Ja Salomo, den Viseste, forsikrer,
at Alt er endt med dette Liv. Dog bør
vi øve Dyder, da de ere nyttige.
Folk.
Hvad bliver os tilbage Andet end
at zitre mellem Disse? ære Begge?
En Mand.
Man kalder mig Prophet. Javel, jeg maa
da være Tidens Øie, Tidens Tunge,
og Himlens Veeraab ned mod Jorden, Jordens
O-hjælp-mig-Suk mod Himlen. Hører da
det Himlens Veeraab, Jordens Suk i Mig,
I Fyrster, hvem Retfærdighed er Afskye,
som rive Hud og Kjød af Mennesker,
og træde deres Hjerter, ligegyldige,
som om I traadte Druer, bygge Stæder
af levret Blod, og hæve Borge op
paa Armes Suk! O hører da, I Præster,
som lede Folkets Tanker om i Vildrede,
og dømme dem til evig Slave-dumhed;
som, naar I have Maden under Tand,
da raabe: Fred! men hellige en Krig
mod hvem, som nægter jer sin Sjel og Velfærd
at udlevere til Umyndighed!
I Hoveder, som dømme kun for Skjenk!
I Præster, som for Guldet lære Løgn!
I lønnede Spaamænd! Hver af eder Alle,
som hade Godt og elske Ondt! Enhver
af eder stakkels Offre! I Uskyldige
med blodige Hænder! Millioner Sjele,
der ligne blinde, vingafskaarne Fugle,
som have, manglende et andet Hvilested,
i Ørknen sænket sig imellem Hungrende!
Ja, hører mig, jeg spaaer: jeg skimter Enden,
Daggryet efter den Forvirrings-nat,
hvor Sønners Haan mod Fædrene var Hundeglam,
og Døttres Skrig mod Mødrene var Ugletud,
og Blod og Offerflammer Stjerneglimt,
og Kongers Bud var Midnatsstormens Hyl.
Og dette Daggrye, rødmende paa de
beskjæmmede Præsters, Tegnudlæggeres Kinder,
hvor skulde vel jeg ønske, at det oprandt
naar ikke i mit Fædreland, i Juda?
Fra Zion opstaae Frelseren, o eller
fra Bethlem, Davids Vugge! O, da Folkene
lydt til hverandre skulle sende Fryderaab,
som Nytaarsønsker raabe til hverandre:
«Hil, kommer, lader os til Zion gaae,
den Lærestol, hvor mild den Vise staaer
(imod de gamle skumle Præster nys
som Hosianna-raab mod kolde Gys)
og tolker Sandhed . . Hør, han Slaven lærer,
hvorledes fri i Lænker han kan være;
og Kongen, at han Gud i Slaven ærer;
omtryller Had til Ømhed; skjænker Kummer
et Smiil, der vugger sagte den i Slummer.
O Brødre, Brødre, Brødre, Drot og Træl,
vi ville, sammenslyngede om hverandre,
op til den Frelse-lærers Sæde vandre
og sætte os, og lytte med vor Sjel,
og glemme Jupiter og Zeus og Bel,
og smelte om til Plove vore Sværd,
og Spyd til Sigder (andet ikke værd).
Ei Folk mod Folk (som i den svundne Old)
ei Bro'er mod Bro'er skal løfte Avindsskjold;
men Hver, som Dyds og Sandheds Dyrker, Hver
som hiin den store Mesters Lærling er,
skal, fri blandt frie Brødre, frydfuld boe
i sine Eges eller Palmers Roe.
(EN UNG MAND (JESUS) I EN EFTERTÆNKSOM STILLING I EN HULES AABNING I JUDÆAS ØRKEN – MESSIAS OG AANDER OVENOVER JORDEN.)
Jesus.
Er dette Menneskehedens Minderulle,
som . . o jeg saae igjennem den, og – –
(brister i Graad)
Messias.
End ruller Jorden sin rolige Gang:
Vaarfrisk, blomstrende og nye,
synes den at haane
Aldrene, som true den at dække
med Rynker (Graverækker),
som true den at graane;
men – flye.
De samme Stjerner, hvis venlige Blik
lokked af Jordens Blomster frem
første Dug som Længselstaarer
efter dem,
skimre Fred end i dens aabne
Blommer ned.
– Lyksalige Natur (saa sukker Mennesket)
du Haand i Haand med Tiden, stille,
i samme Kreds, i dine egne Spoer
omvandrer uforandret? –
Men – vee! – o Jord af Hvad har du de Fleste:
Roser eller blodige Hænder?
O, alle de Aander, som bort fra dig veeg
– ja, som om al din Graad og Gys
dampede hid som en Taage lys –
omgive dig, som en Straalekrands bleg.
Alles sorgfulde Tanker svæve
(som Maage-glimt lynsnelle over
skysvellende Vover)
over de Brødreslægter, som hæve
i Mulden sig bølgende mod
end større Jammer, end selv de forlod.
– Abiriel-Ohebieler,
De troe Eder døde
som Eders Mæler,
eller i Vellyst og Vee som før;
De see Eder ei gjennem Øieslør;
ei Eders Advarsler, ei Eders Vee,
gjennem Øre-graven høre de.
Kun Selv I skue hverandre her,
hvor Muld ei skjuler, Kaaber ei skilne meer,
hvor Hveren kjender klart Enhver,
hvor gjennemsigtige hverandre I møde.
– Du Aand, hvis Skikkelse ikke har
de Saliges rødmende Skjønhed klar,
hvi seer du med sortnende Rædsel paa
hiin Jordens Kronte, der fylder sit Lands
Brønde tilrands med diende Smaae?
– Ah, du var Selv Konge! –
Hvi ryste Millionernes Veeskrig dig?
De naae dig jo ei.
Hvi synes de Taarer at synke sig
glødende i dig? De falde jo til Jorden.
– O nu din Samvittigheds Øre er fiint! –
Hvi fryder du nu dig ved Folkets Hviin,
der stormer i Oprør om Thronens Tind,
hvor nu din Søn (han kalder sig Stor,
fordi han gik dine blodige Spor)
bleg bæver midt i sin Vældes Torden?
hvi Fryd ved de fnysende Slaver at see,
der splintre til Støv dit stolte Mausolee?
hvi Fryd ved at høre det skraslende Skrald,
naar Smaaedrenge sparke din Hjerneskal?
– O nu er du bleven retfærdig! –
Hvi sittrer du af Ønsket at kunne tale
til disse dine Sønner, som male (som du
din Faders) med Sceptre dit Billede nu,
med Blod til Skygge og Graad til Lys?
Paa deres Stol du er; Ingen seer dig der.
Til Kongen Raadet lytter, hører ei dine Gys.
– O nu er viis du bleven! Nu veed du vel, at Alle
til lige Frihed hæves, naar under Muld de falde! –
Hvi blegner du Aand, ved at høre de Ord,
som Høipræsten hisset for Folket besvoer?
Han er jo din Lærling, han lærer jo
Hvad Selv du besvoer, ja din egen Troe.
Hvi mon du dine forne Brødres Skue skyer,
som Denne hader Kronens Lyn og Purprets Fyr?
– O nu er du bleven sandru! –
Nu vide I Alle at give
Menneskeheden Frelse: Sandhed og Frihed:
I see, at I Alle, Jordens Aandestimmel,
som ligtafmaalte Stykker er af samme Himmel,
at I, at hveren Sjel er en Abiriel
forskjønnet og ismeltet med en Ohebiel.
Seer derfor, I, som haded hverandre hissetneden,
I elske nu, og elske i Alle Eder Selv,
I elske nu med Aanders Hjerte: Kjærligheden,
der favner om hele Livet, og favner deri Gud.
Nu vide I Alle, at Tiden graaner ikke, at
en Frelsens Tid fremrødmer af Trængsels lange Nat,
før Jorden døer: at under dens stille Vingeslag
vil straale Friheds Morgen og Sandheds lyse Dag,
da Himlen kaldes Alles fælleds Tempeltag,
Den døde Natur jo synes end saa nye,
som Jorden var Barn i Vugge under sin Rosenskye
– ja disse Pyramider, der brast og sank i Muld,
var Vaser, som den aandige Natur til Leeg den skjænkte
. . o ja, en Tid den legte, med Vedbend dem omhængte,
og pynted dem med Mose, men slog dem saa omkuld! –
Den skulde blomstre frodig, mens gusten alt og blodig
Menneskeheden, dens Herre, visner meer og mere?
Aarhundredernes Fjed,
der synes let at svæve over døde Blomster,
knuge Aander ned?
O priser! De sorgfulde Dage,
de gamle Aarhundreders Klage,
synke i Mindets Urner tilbage.
Der Graad sin Varme taber, bliver kun til Dug,
til Rosenblade Blod, til Cypresløv Jammersuk.
Men evig vexler Tiden, det Verdens Aandedrag.
Det ene Øieblik det andet blæser bort.
Den ene Time kommer i Sørgesløret; fort
den Andens Smiil igjennem skinner klart derbag.
Som ufødte Tvillingfostre, kommende Vee og Fryd
tidt sammenslyngede ligge i samme Jevndøgns Bækken
i Tidens dybe Skjød.
O, skulde da saamange Aarhundreder rulle væk,
som disse skumle Jordens, i Synd og Blod og Skræk,
og ei et Glimt af – –
– O jeg seer
bedre Tiders første Glimt
her i Mandens Taares Skimt
(Frelsens første Morgenstjerne!)
Han – o se Ohebiels Smerte
damper fra hans fulde Hjerte! –
Han, som brast i Graad ved at see
alle sine Brødres Vee;
gjennem Taarens Fjernglar saa,
for den Jammers Kilde finde,
stirrede dybsindig paa
Aarhundredernes Rad, som ned.
liig blodige skumle Skygger, gled
henmod Jordens Barndoms Fjerne.
Under første Throne der,
under første Tempeltinde
seer han Jamrens Kilde rinde.
I Bedrag og Trældom fandt
Han hvi Blod og Taarer randt,
hvorfor Synds og Dumheds Taagevover
skylled' Lysets Sjele over.
Men – o se i hans stærke Sjel
luer høie Abiriel! –
græd han, nu hans Kinder gløde
(Frelsens første Morgenrøde!)
forat frelse, forat lette
Trældomsaaget af de Trætte,
lade alle Jordens Sjele
Himlens Aanders Klenodie dele:
Frihed og Sandhed: den Arvepart
Menneskeheden tabte saasnart;
forat løse op de Hjorde,
Herskere drive og slagte turde:
løse, saaat hver Jordens Sjel
føler sig selv som en Himlens Deel,
handler paa Jorden og tænker selv;
men og, for ved Kjærlighed igjen
knytte dem Alle, saa de blive Een,
handle og tænke Alle som Een,
som her I, I Jordens forløste Sjele,
Abiriel-Ohebieler,
i Kraft og Kjærlighed glødende Aander,
I ere Alle eet Kjærligheds-baand.
Ja priser, og skimter igjennem Tiden,
der med Aartusinders Jammer sig gjøder,
før i sin Fylde den Frelsens Time føder . .
Ja priser og skimter – o nær
jo glimter alt dets Morgenskjær –
et Seculum, som bryder gjennem lyst,
med Straaler om sit Hoved: første Aar,
det reiser rødmende paa Jordans Kyst!
Se der alt rustet Frelseren staaer,
med Kjærligheden stor nok til
at favne om en Verdens Jammer,
med Kraften, som saa gudlig flammer,
at Han en Verden frelse vil!
Jesus.
(reiser sig)
– Ak! O Hvad – ?
(sætter sig igjen)
Mon Himlens Aander tale til min Sjel?
Saa klart blev mig mit Meed – Jeg saae det . . o,
med Vished, bævrende af frydfuld Kraft,
jeg saae min Kummer kun som stærk, eensformig
Opfostringsføde for min Kraft: jeg saae
mit Meed, og nævnte det. O hellige Stund,
Hvo, Himlen eller Jorden eier dig,
du salige Aldres Moder? O du valgte
mit Hjerte til den Seng, hvor du vil føde,
min Læbe til din Afkoms Vugge! Ah,
jeg frydes over nu, at for den døde
som for ufødte Æt mit Hjerte kunde sørge:
at det ei Kummer nok fandt i den levende,
og hyled væk med alle disse Andre,
der, mens de jamre over egen Sorg,
belee de Andres.
Min Graad min Styrkes Øie, og min Smerte
er bleven bedste Muskel i mit Hjerte.
Saa pludselig, somom en Engel foer
min Sjel igjennem, og borthvifted med
sin Vinge Vemodssukkene, der skyhylled
min Kummers Navn (saa, ubevidst dens Hensigt,
jeg kaldte den, som Andres, ene: Sorg)
solklarned i mit Hjertes Baggrund nu
mit Meed – o som om mine Taarer, før
kun Sædekorn, sprang ud og dufted – og
jeg saae Det i min Sjel, Det nævnte: Frelsen.
Kan Skjalden – ja, jeg frygter for at være en:
at kun et Digt min nye Verden bliver:
at heller jeg paa Pergament, som Plato,
blot burde malt . . o! o!
– O vee! jeg tvivler!
(holder Haanden for Panden)
O tilgiv, min Gud,
hvis Viisdoms-villie, kjendt af alle Himmelske
som een, een Hellig-aand i Alle luende,
tilglimtede og mig, som gaaer i Støvet,
saa mig mit Maal blev klart herneden alt:
ved Daad at frelse, ja saasandt i Aanden
jeg Menneskehedens Brøst og Midlet saae!
– Min Sjel, af Frelsens Tanke flammende,
dit Aasyn er, som lysende du løfter
opover mig, du min og Alles Fader!
Mit Blik – o min Begeistrings Straale-plecter!
Det, mens min Tale strømmer, roligt-glimtende,
som Duen svæver blank paa Stormens Brusen
. . Mit Blik – o min Begeistrings Straale-plecter!
mit Herredømmes Lue-scepter! ha,
det kløver Tiden . . o, til begge Sider
Aarhundrederne (de – o fjerne – de,
som skulle reise sig, liig Phoenix af
sin Aske, frem af sjunkne Altres og
af styrtende Throners Gruus, som kneise nu)
. . Aarhundrederne, o til begge Sider
de kløvne for mit Blik . . O se en Solstraale
sig langsad Gangen i en Gravlund skyder:
til begge Sider Palmerækker skimtes
at svæve susende over Graveraderne:
se Folk for Folk Qvartererne: hver Grav
et Hjerte: Engle knæle der paa Gravene!
– O Himlen aabnes . . Staaer jeg end paa Jorden?
Mit Hoved høit er over Skyen løftet,
og seer paa andre Kloder samme Seir.
De svæve denne Jord forbi, som Brude,
der smile til hverandre samme Hemmelighed.
O se, o se med mig de fjerne Fredens
Aarhundreder: den lange Palme-gravgang,
henover stedse fjernere, fjernere Gravrækker
fortløbende, den voxer stedse:
saa sidste Palmekroner synes Himmelhvælv,
de sidste Grave Verdenskloder . . o
se deres hvilende Engle (de, som nærved
kun syntes lidet skjønnere end Mennesker)
de blive Aander, favnende en Klode,
omfavnede af en Himmel, herlige
som disse alt forherligede Aander, som
sig røre udenover Jordens Tider: se
som lyse Skikkelser omvandrende
i hiin umaalelige Friplads, der
begrændser Palmegangens: Jordens Levealdre.
– Hvo siger i mit Hjerte, at jeg seer
saa sandt som fjernt? Hvo sværger det?
Jeg kan ei selv. Dog hører jeg en Eed
. . o hellige Eed, Guds Navn i dig jeg hørte!
Saa hør da, Menneske, og tro din Herlighed!
– Vee, dumme, blege Øine stirre paa mig!
Dog taler jeg kun tydeligen hvad
dit Hjerte sukker. Fatter du ei Frihed
i Lænker? Sandhed (ja Begrebet: Sandhed)
ved Altret? Kjærlighed, imens du plages
af dine Brødre? Jo, det er dit Suk.
– Oh nei, dit Suk kun viser, at du føler,
du mangler Noget, veed dog ikke Hvad.
Saa stir da i mit Blik: se Det, imens
min Tale og mit Hjerteblod udbølger
(som Aandens Forstavnsskum og Kjølvand)
jo glimter roligt som en Sol bag Skyedriven!
Det Veien finder til dit Hjerte gjennem
dit aabne Øie, om end Øret luktes,
og der belyser det din Længsels Navn.
Men naar du seer min Læbe taus – o da,
da vil du lytte først. – – Ah, ja
hvad er dit Golgath? O den Vandringssteen,
hvorpaa den nye Tid hviler før sin Udflugt.
O Golgath, Golgath – hvor den Trælleæts
Fordærvere forgjæves (o jeg ahner)
i mit, som Eders, dødelige Blod
vil slukke mit udødelige Ord –
se dine Hovedskaller vorde Stjerner,
dit Blod sig samler til en ny Tids Sol!
(Ha, ja jeg spaaer; thi der forstummed Alle,
som skreg i Jamren, som for deres Længsel
fandt Ord, men ikke Kraft.)
O seer, mit Blik henover Golgaths Høi
– den sidste Døning, gamle Trældoms-aldre
end svulme op til Kamp fra deres Dyb:
fra hule Altere og Throner – skuer
mod Maalet (o betegner det med Kors!)
det satte kjækt sig over end ufødte
Fremaldres Grave, seiervist og roligt!
– Se i mit Blik Du, som ei fatter Ordet,
dets Sandhed! se en Fakkel til min Tale!
Hør: Frihed, Sandhed, Kjærlighed! O rører
sig ikke Noget i dit Hjerte? Ja,
Det er din Aand, som hører Hvad den glemte.
Men bæver ei du, slæb dig ved din Lænke
da mod din Grav: først der – o vee! først der
du hører dem og seer dem levende
i Aanderne, i dig, i Alt, i Gud.
Ja, vær, mit Aasyn – o som Mosis, da
det flammed over Loven, over Folket! ??
vær da for alle Disse (ak, de udmavrede,
ved muldne Løgne kun opfødte Aander!)
som raabe efter Syn, og vrage Mening,
som raabe: «Fakkel hid!» i mindste Vraa . .
vær mine Ord selv synlige og straalende!
O Kjærlighed, hvis første Suk den døde
– o saa den kaldes, da dens Liv ei taler –
den Støvets Øine aabenbarte Verden,
det Guddommens blomstrende, stjernede Slæb,
indaandede min Sjel . . o hyll dig i
mit Smiil, og fremsvæv synligen for dem,
som ei dit Navn forstaae – o vee, fordi
de aldrig hørte det, med Øren fulde
af tunge Bud, med Hjerter, gnavede
af Slavesind og Egennytte, Hjerner
af ætsende Præsteløgn udhulede
til drukne Lasters Bægre! . Hyll, Alkjærlighed,
dig ind, du Aanders, Himles Kys, imens
jeg nævner dig for Støvet, i mit Smiil!
Min Tales Sandhed straale paa min Pande!
Og, Himlens Frihed, nedstig paa mit Blik,
idet det daler over Folket, skuende
selv ud de Fjerneste i Stimlen om mig,
som stode der med hentilvendte Øren,
hvis Hjerter aabned sig, hvis Vemodstræk,
da jeg forstummed, viser, at de undres
ved deres egne Hjerters Storhed, som
jeg viste dem: ved der en Himmel finde,
hvor før de troede Rum til Sukke kun
(liig mørke, snevre Hvirvelvindens Huler):
en Himmel, sammentrykket kun ved Vold,
men med en evig, af det første Lysglimt
udvidet Spændkraft! –
O Frihed, Sandhed, Kjærlighed,
du alle Verdens Sjeles Liv og Eje,
du Hellig-aand, som gløder gjennem Aanderne,
og smelter Alle til een Guddom sammen!
Du, som en ildig, hellig Kraft og Villie
dig, aabenbarende skal knytte
selv Støvets Aander til de Himmelske!
O Frihed og Selverkjendelsens Sandhed
den salige Aands Personlighed!
O Kjærlighed alle Aanders fælleds Liv!
Se, Frihed, Sandhed, Kjærlighed,
du himmelske Sjeles Treenighed,
du faaer og Hjem i dødelige Hjerter!
Ei Trældom knuger mere dem, ei Løgn
udhuler dem til Helveder, ei Had
forgnaver dem. Se, se, paa Jorden
de leve, til dem Aldren blegner, uden
et Liv at have spildt, som Disse, der
i Graven stige dumme, som da de
fra Vuggen sprang: en Oldinglok
da isner Mennesker ei til Bedragere
(som disse Præster) men den bliver da
en ung Engels hvide Barnesvøb.
Ak Tid, ak Tid, du Rige paa Erstatning,
o bliver du saa skjøn, naar nærved jeg,
som Aand, kan see dig glide frem med Jorden,
som vexlende, favre, luftspeilmalte Skyer?
– – O vee! jeg ahner kun! Hvad veed jeg? Ja,
hvad seer jeg uden Haabets Dæmring bag
min Grav? hvad Høst i Luften, medens jeg,
i Mulden stirrende, udslynger Sæden?
Se endnu er den sort! se mine Furer:
den nye Menneskeæts Vugger, ligge aabne!
En Alder! rull henover! Støvet af
een Æts Hjerter hvirvle bag dig! Lad
een Slægt kun have seet gode Fædre:
da spir min Sæd! da svæv i Luften lys
som bedre Himles (se Guds store Verdners!)
som bedre Verdners Gjenskin! O, saa selv
de vide, Jorden er en enkelt Himmel,
ei Helveds sorte Grændsekors mod Himlen!
– Ja, seirede min Daad saa! O, hvo veed?
Et Øieblik ei gjennemskuer det Andet.
Kan En (om Skjald som David eller ikke)
naar i en hellig Stund, (en Stund, naar han
af Helligaanden, af en Iidkraft glødes,
saa Hjertet bævrer, som af Aandens Spænd
idet den straalesittrende, lysstrømmende,
opsvang sig mod sit Meed, for nu at bære
det ned til Jorden og opreise det
til Liv med daadstærk Arm) han speider i
sin Sjel, paa Dybet see et Luftspeilsbilled
af højere Verdner, fjerne Tiders Syner
– o da, ja, hvis . . da saae jeg Frelsens Seier
før Jorden døer og sidste Sjel udaander!
. . Ha, løfted Gud sit Aasyn lysende
opover Jorden i min Sjel ei, da
den blussende besvoer at frelse? O,
hvi er mit Hjerte Mulm i samme Time?
Mit Meed snart smilende tilbage til
en Verden, som det gjennemfløi, og snart
som Vandringsmanden træt, forsagende
før end han gik et Skridt? En Himmel nu
mit Hjerte gjennemfarer . . o nu synes
en endeløs Ørken rulle ud sig i
mit Indre, denne liig, hvor jeg i Sandet
«Messias» maler og det gjenudsletter.
Ja – saa: jeg maler, og jeg gjenudsletter.
Forhvergang Navnet staaer der (ja «Messias»,
det Navn, som Folkene give deres Suk)
jeg synes skrive selv mit eget Navn:
som om jeg ikke «Jesus» ene hedte,
men «Jesus Messias»; ja den salvede Frelser.
Men, sletter Navnet ud jeg: ud «Messias»,
jeg synes, at jeg sletter ud mig Selv,
at navnløs jeg tilbagesynker blandt
de trællende bedragne Millioner,
beholdende Forstand kun til at lee ad
min fromme Moders underlige Tanke,
at kalde mig med Jesus-Frelser-navnet.
– – Ah, brast mit skjønne Sjele-luftspeil? skylle
nu tomme blaagraae Bølger i mit Indre,
og gjør det til Ensformighedens Flade,
flux jeg mod Himlen saae, for der at finde
mit Syns Sandhed? Vee! O var jeg dum
og sløv som . . o jeg loe da, og min Latter
mit Hjertes Lænkeraslen var! En Fakkel,
der lyste mig til Trøst nok for mig Selv,
var da min Graad . . min Graad; men nu . .
men nu en Verdens Mistrøst og Fortvivlelse.
(brister i Taarer)
O, Gys! jeg veed ei, om det er mig Selv,
som frister mig i denne Ørken; eller,
om Himmelen og mine Fædres Helved
her i mit Hjerte kjæmpe om mig selv,
og uden at jeg kan forbyde det:
om Helveds Skygger, døsig Glemsel liig,
henover hver en Straale jage, Himlen
nedskjød, at vække Frelsens Tanke i
min Sjel. O var det saa, da Under ei,
om jeg i første Værkets Time skjælver,
om nu mit Hjerte ryster som en Kampplads.
Ak, veed jeg? veed jeg? . Ja, hvor er den Mand,
som kjender eget Hjerte? Veed jeg, om
jeg Selv igjennem Sjelens Øie sandt
beskuer Saligheden, eller Himlen
igjennem dette Øie skuer ned?
Vel! Jordens Jammer seer jeg . . o saa stor
at Frelsens Tanke, født i dette Bryst,
jeg maa i Himlen avlet troe og baaren.
Hvo kan da qvæle dig? O Seir! o Seir!
En salig Jord fremsvæver atter for mig.
Vel: jeg som Tidens høie Skjær mig reiser,
som Tidens Fyldepunkt! Se her nedsynker
de gamle Aldres blodigstribede Bølger!
Se paa den anden Side skyder frem
et Lyshav: begge bryde sig paa Mig!
Vel! Ahnelsers lette, hviskende Skygger,
formørker ei mit Blik, fremsvæver ei
for mine Skridt! Din Dæmring, Haab,
er altfor tom for Frelseren: til en Troes
livsvarme, tunge Skabelsesmulm han trænger,
hvor Taager dryppe ned som Verdner, Dampe
sig lette op til Himle!
– Eja – ha! –
. . O, Jubel, hveden kom du, og udslog
de tvende Vingeslag? Jeg saae, jeg saae
et Seiersglimt. O Troes Lynøje,
du lader Mulm tilbage mellem Seiren
og fjerne Synskreds, du belyste. Maalet
jeg saae som stille Aftensol paa Havet,
men Aldre bølgede imellem – se,
for skumle til at see igjennem, og
for mange til at tælle. Ja, jeg hørte
bag fjerne Aldre, som i Graad, mens Smiil
henskylled over, sank: bag Kampens Aldre
en Himmels Jubel lyde ifra Støvet,
hvor rene Aander priste Gud for Livet,
ei Sorg, men Fryd og Fred og Skjønhed fandt
og Viisdom i det levende Muld, som deler
med Aanden Menneskenavnet, og som smilende
til Graven (hvor det Afsked tager) følger
den høie Broders Flugt mod større Himle . .
Jeg saae en Jord, hvor sandselige Legem
omfavned, som umyndig Broder Aanden,
istedetfor, som Guddom eller Djævel,
det før behersked ham. – O Seiers Syn,
ei Throner blænded, Offerrøg ei mørkned:
Aljorden laae der riig, ei Millionerne
hverandre trængte eller slugte: Hver
sin Broders Hjerte kjendte: Lasterne
og Krig og Jammer kun i Mindets Dynger
henlagte var' med Kroner ovenpaa;
men disses Guld var blegnet, Jern de syntes:
kun Slavebøiler. – Skarpe Aandens Øre!
jeg hørte disse Salige at tale
om disse Ting, de sjunkne Aldres Stolthed,
med samme Mistroe, som vi tale om
de gamle det Umuliges Fabel-kjæmper,
der siges Himmelen at have stormet.
Jeg hørte – o Aandens skarpe Øre, Tordnen
du hører ei, men Tankers tause Tale
og Tidens Flugt og fjerne Aldres Lyd! –
jeg hørte disse Mennesker at sige:
«Nu kjende vore Hjerter vi: vi vide,
«at deres Fordring Sandhed er og Frihed,
«at Kjærlighed er deres indre Ønske.
«Se Sandheden os frigjør; thi af den
«vi vide dette! Sandheden er Een;
«og den er Kundskab om vort eget Væsen:
«i den er Alt; thi først i Selverkjendelsen
«sig Gud udfolder og Udødeligheden,
«saa fordrer Gud, den Altomfattende,
«en Kjærlighed, som stræber ham at favne,
«og da at favne Alt; og saa Udødeligheden
«affordrer Frihed os. O Den, som lærte
«os Sandhed, mon Han ikke er vor Frelser?
«Se denne Jord, som Aanders glade Hvilested,
«mind hvad den var, da vore Fædres Aldre
«i Blod og Synd nedsank; og tvivler du,
«at han fra Jamrens Aar, fra Syndens Aag,
«fra Aandens Død er vor Forløser?
«Ja, se Han gav vor Frihed os for Gud:
«vi rødme meer ei for vort eget Væsen!
«Se vore Hjerters Frihed – o den himmelske –
«sit Billed fik i Borgerfrihed; thi,
«da Hveren vidste, at sig Selv beherske
«og elske Alle: intet Spir sig løfted,
«som blodigt Blus til Loves sorte Tavle;
«men Alle sadde jevnt ved Siden af
«hverandre rundtom Jordens store Fad.
«Da Hver erkjendte i sig Selv Guds Billed,
«vi turde ene dyrke det med Sandhed,
«om simpel end mod Fortids brogede Fabler,
«dog altfor stor til i et andet Tempel
«(et Hvælv af Steen som disse graae Ruiner,
«der Zion kaldtes før, Guds Ene-hjem)
«end i et Menneskehjerte at indsluttes;
«om tarvelig mod Hvad der bier os,
«dog netop saa som Gud os den tilmaalte,
«dog i sin Reenhed blegnende ved Tanken
«om sjunkne Aldres Vanvidsprøver paa
«at skabe Helveder og Himle (ja
«da til et Helvede det lykkedes dem
«at gjøre Jorden, blev hvertandetsteds
«en Himmel lys: saa de Bedragne ved
«Bedrageren hang, der viste saadan Udsigt,
«thi ei de mærked, de til Himlen længtes
«fordi de leed og leved slet paa Jorden) . .
«. . om færre Ord vor Sandhed har: hver Tanke
«en Fakkel er, som, mens den lyser sikkert
«til Graven, kaster klare Glimt i Himlen;
«ja faa Ord kun (thi se vor ene Troe
«er den, at Gud ei vil hans eget Billed
«skal noget Andet troe, end det han gav
«det Kræfter til at fatte; thi en Sandhed
«til Hjertet maae vi kunne trykke og
«beskue indeni os eller uden) –
«ja faa Ord kun vor Sandhed bryster med;
«dog sjunke Templerne i øde Tomhed,
«da Præsterne dem hørte overalt.
«Og Alle sadde jevnt ved Siden af
«hverandre under Himlens vide Tag.
« – O styrer Gud ei Verden? ja, som vi
«opløfte vore Hænder. Er da Han,
«som Frihed gav til Synderen og Slaven,
«som Sandhed skjænkte den Bedragne, og
«dem Alle Kjærlighed; ja, Han, der mægted
«at gjøre Jorden (før ved hvertet Hadpust,
«ved Blodstrømme afdeelt) til eet Fædreland;
«ja Han, som løste og igjenbandt Alt
« – o se os fra din Himmel, om vi Alle
«som een Aand ere ei! – o mon ei Han
«som kaaret var af Gud, som salvet med
«de rene Aanders Helligaand, mon ei
«isandhed, som han kaldes, vor Messias?»
– Jeg hørte . . Jublen bar mig . . o jeg syntes
at svinde mellem Verdnerne, imens
forløste Sjele, evigen tilstrømmende,
en ubrudt Følgekjæde var imellem
de Salige paa Jord og deres Frelser.
Jeg saae og hørte, vilde svare:
«jeg seer, jeg seer – Priis Gud! – mit Værk var Frelsen!»
Men denne Tanke – o min Sjels Lys
henhvifter! – ak, ak! altfor stor til Ord,
udflød i Følelser, i: «Eja – ha!»
O Guds Syn, alvidendestort som iilsomt,
henveiret, indesluttet i et Udraab!
En Sol af Vished straaled i mit Hjerte,
og rødmed Seirens fjerne Palmer – ha!
Et Himmelhvælv af Tro udslog sig – ha!
Jeg svæved jubelbaaren det igjennem.
– Den sluktes, Himlen luktes, jeg nedsank
igjen i Tvivlens Afgrund, Dybet greb mig:
min Tro blev Haab igjen, mit Haab blev Tvivl.
O vee, og endnu dybere hvirvler Angst;
o vee, og endnu dybere Fortvivlelse;
o vee, og endnu dybere (som paa
en Malstrøms Bund) er Aandens Død.
Ja, Aanden døer for Jorden, sygner hen
for Himlen, hvis den haanede sit Kald.
Min Aand fortabtes, hvis jeg ødelagde
mit Væsen saa, at jeg med Lyst forhaaned,
med Løgn Guds lysende Aasyn i mit Hjerte
(den Sandhedens Erkjendelse) bedækked:
hvis Frelserkraften, som jeg følte, jeg
betvang, og sløvede i Synd min Sjel,
saa engang i vanæret Alderdom
(som disse Præster – selv som Offerpræst)
jeg husked neppe, at som Yngling jeg
for Sandhed lued af en hellig Aand.
. . Forbandet! Forbandet! ha, viig fra mig, Satan! . .
Ja det var Aandens Død, usonlig Brøde
imod den Helligaand: imod min egen;
mod Gud, som gav mig Frelserkraft, imod
den Jord, jeg haabløs, ufrelst efterlod!
– Hvo frister? hvilken Djævel i mit Hjerte
mod Helligaanden trodser? Er der end
en Vraa saa mørk, at du kan skjule dig?
Hør Blodet, varmt omfavnende mig, hvisler:
«Ak, Liv, hvi ødsled du mig søde Ungdomsblod
i Daarens Hjerte? Reis dig da, og dø!
Hvo giver dig dit Blod igjen, dit Liv?
Hvo giver mig til Pulsen vel igjen,
naar Mulden drak mig? Se, mon Mange ei,
som du, sig reiste, sank, og deres Frelse
med deres Læber stivned? Lænkerne
forstummed, mens de talte, men saa foer de
haanraslende henover deres Grave?
Vil du din fulde Hjertekalk ombytte
med Sokrates's Bæger? Se dog, mon
ei Manges Ord, imens de talte, døde
i Stenedyngen og i Folkets Skrig:
«du haaner os, Profet! Forstyr os ei!
Din Frihed og din Sandhed gjør vanvittig.
Se vore Fædre lede! Arved vi
med Godset ikke Trældom? Vi maae hædre
Forfædres Arv: som De vi ville lide.
Hvad Jammer, Skjændsel, Synd og Løgn og Trældom
du kalder, er, ved Vane, bleven Fryd
og Hæder, Dyd og Trøst og Sandhed.»
«– Nei, unge Jesus, lev i Ro, og dø
i Ro; og Abram, naar du hviler i
hans Skjød, i Ro skal lyske dine Synder!»
Ha, Blodets Djævel, din Latter røbed dig.
Omklamr mig ei som hede Slanger! gaa
dit vante Trællekredsløb atter væk!
Hvad Djævel (o vanær ei dette Minde!)
neddrypper iiskold i mit Hjerte; thi
du Sandhed taler: «Se, ved Solens Vugge
Confutsee flammed af den samme Aand,
du, Jesus, kalder din og Himlens og
den Hellige; men fløi hans Glimt vel over
den Østens Synskreds? O den Strøm, han leded,
at vande Jorden, mægted ei at rinde
igjennem Tartariets Naboe-ørken!»
O, Djævel, af dit Aasyn, iiskoldt som
Historiens Blad, jeg seer, dit Navn er Lunkenhed,
god Sags Forræder. Blegn, du Taage!
– Ha, end en Djævel? Ak, hvor mange Skygger
iblandt de lyse Tanker? Men de sværme
som Myg, og døe i Lyset. O, jeg frydes,
at dog i denne Kamp, hvori Fornuften
hvert Øieblik sig selv maa spørge: er du?
min Aands Fornuft (ei ha! som blanke Stormstjerne,
der svæver over Hjertets høie Bølger,
og kuer dem med Lyn) er stærk nok til
at mønstre sine Tanker og forstøde
Forræderne blandt dem – Ha, end en Djævel?
Hvor glindsende er du? mon Staal, mon Solglands,
idet du snoer dig? Ah, du Pjaltede,
som lister frem dig efter Nederlaget,
hvor Lunkenhedens kolde Tudse knustes,
og Blodets høie Purpur sank – Ja, ja
jeg blæste bort dets varme Livsensaande,
og kasted, Lem for Lem den dorske Tudse,
som kravled af min Hjerne frem, i Blodet,
for al dets angste Oprør ret at kjøle.
Ei meer min Puls er Lænke, ei mit Hjerte
en Klodde, som til Jorden binder. See,
jeg lugter nu ei Vaaren; smager ei,
om Druer eller Vand min Tunge lædske;
jeg seer ei Rachel (o det Bethlems Blomster)
jeg hører ei min Moder (før den søde
Olivenlundens Røst) – og Du vil kjæmpe?
Kan Meer du byde? Jorden Meer ei ejer.
O usle, dog besynderlige Djævel,
i Fjernet glimtende, men nærved gusten,
dit Ord er kun min Indvolds Piben;
dog gjør det nær vanvittig: saa jeg veed ei,
om jeg skal troe og raabe som du byder:
«Se, kaared Gud dig ud til Frelsens Værk,
da maa han have dig udrustet med
Vidunder-Kræfter. Stig da op
paa Templets Tinde; styrt dig ned, og – se,
du kommer over Salem svævende!
Thi staaer der ikke skrevet om Messias:
«om dig vil Gud befale sine Engle:
I bære skal min Søn paa Eders Hænder,
saa ei sin Fod paa nogen Steen han støder?»
Ja er du (som du siger selv) Guds Søn,
da liid ei, Uslere end Ormen, Hunger;
men byd, at disse Stene vorde Brød!»
Ret, Djævel! Gud mig salved til den Frelser,
hvis Storhed Adams Slægter malte ahnende,
ved ydmygt ham at nævne «Guds Eenbaarne»;
men dog med Stolthed (skuende i ham
et Ideal af Mennesket) at nævne
ham «Menneskets Søn» – ja, Guds Søn er jeg, men
den hele Skabning er min Broder.
Der staar jo skrevet: Gud du ei skal friste!
Men gjorde jeg dit Bud, jeg fristed da
til Vanvid min Fornuft, og Gud mig straffed,
ved mig min Vanmagt vise i mit Dødssuk.
– Du hørte, Djævel? Ak, du Latterlige,
Forfængelige, fjerntfra (da du reiste
dig i min Hjernes Baggrund) ligned du
en Engel, men en glødende i Oprør
mod en Alviisdoms Love; nærmere,
du var jo kun en sulten Maves Pust!
. . Ha, sure Gisp, vil Du en Frelser standse?
du hylle, qvæle Helligaandens Straaler?
du, ved at blande dig i Jordens Mulm,
det gjøre mere mørkt og stinkende?
Jeg hungrede i fyrgetyve Døgn,
og mærked ei min Hunger før du talte.
Jeg sanded Skriften: «Mennesket ei lever
af Brød alene, men af hvert et Ord,
der udgaaer fra Guds Mund». Ja, hør,
jeg lyttede til Guds Røst i min Sjel.
. . Viig, Djævel – Vanvid var din blanke Ham,
da du mig bød at gjøre Brød af Steen;
men Hunger (da du nævnte «Brød») dit Selv.
Som Saadan er du ingen Djævel – Vel,
du har, som Hunger, Ret; javist jeg hungrer.
Vel! jeg vil gaae til næste Oliebjerg,
og stille dig tilfreds med en Oliven.
Men Hvad kan mætte dig, du Djævel, som
fremglittrer højest, fagrest i mit Hjerte?
Ærgjerrighed, jeg kjender forhen dig!
Da sad du i mit Hjerte som et Kongeblik,
som Cæsars blanke Stav, og skued over
min Ungdom som et udbredt Kongerige,
min Manddom som et Keiserdømme, der
erobres skulde under Vestens Fjerne.
Min Barm var Keiserens Triumphvogn da.
Mit Hjerte klappred da som Cæsars Laurer.
Dog blev min Sjel som Cæsars Pande mørk.
– Ha, nu, min Sjel tilkjæmped sig sit Lys
i denne Ørkens Mulm, nu sniger du
dig om som dømte Skygge . . forud dømte.
Thi, Djævel, dig det var, som – da jeg stod
paa Zion, lænende mit Hoved (just
det bar den tyvende Sommers Blomster) til
Augusti Cæsaris den gyldne Støtte,
og saae (med Haanden over Øjet; thi
fra Kongens Kuppler flammed Morgen-solen)
paa Folket ned, der vælted sort sig brydende
imellem Salems hvide Søilerader –
tilhvisked mig:
«Se Salem som en Kube!
De Travle gaae til Handel; Guldet synes
at gjøre Disses Aasyn venligt-aabent;
men Hadet gjærer mørkt i deres Hjerter
mod Idumæeren, den kjøbte Romer.
– Ah, høit og varmt nu Israels Bærme bruser!
Se fjernt nu Romas Ørne suse!
De hilde Vingerne i Gothens Eegqviste.
. . Ha, ginge ei Propheterne Dig foran
lovsyngende? ja, salved dig ei Himlen
(og dertil ene Himmelen var høi nok)
med hellige Læber, o du Davids Kongeblod!
til Israels og Gojims Fyrste? Eja,
se Israels Time lyser! Ræk din Arm
blot op: der er dens Viser! tal: din Tale
er Israels Times Klang og Sejerværk!
. . O Tiden venter paa dig – Du, du nøler?
Se, Yngling, Tiden flyer; med Haaret Hjertet
henblegner! Skal engang din Læbes Skjælven
din Fordring nævne?» Da vil Israel lee,
imens en enkelt Svend (en carnifex,
som kaute Lictor til det Arbeid lejer,
en Tjeners Tjener) leder dig til Consulens
Skafot – ha det din purpurrøde Scala!
I Israels stille Fnysen nøler du?
Dig Asiens, Syriens, Hellas' Suk ei løfter?
dig løfter ei? Ha, tog ei Cæsar med
sin Arm den halve Jord? Men alle Jordens
solkronte, morgensky-bekaabede Riger
– o se den Herlighed! se Marmorbyer,
dens hvide fuldtudslagne Blomster midti
de Landenes grønne Blade! – jeg dig giver,
hvis sig dit Hjerte bøier for mig og,
mig som din bedste Kraft tilbeder – ja,
din bedste Kraft; thi jeg en større Arm:
Veltalenhedens løfter . . Den er stærk
og skjult som Skjebnens Arm; den snoer sig ind,
den snoer sig ud igjen med Hjerterne;
som gylden Krog til Leeg den kastes ud
i Folkets sorte Hav, i Torvenes Hvirvler,
og Taleren trækker til sig, naar han lyster,
naar Taarer snart (liig sølvhvid Sild) snart Smiil
liig gyldenrød Forellestime spiller
hans Kroge rundt . . saa vipper han . . ah, af
de tusind aabne Gab – der murrende
er Bølger liig med surrende Æse-skum –
han haler tusind Hjerter op med Krogen
(det ene i det andet bidt, da Alle
det Første vilde være) og nødvendig
(som Finnerne med Fiske) følge Arme
med Hjertefangsten. Eja, se
for dine Fødder Ninive-Leviathan!
Op af sit blodige Dyb du halte Rom, den
forædte, gispende Muræne! O
Veltalenhed, du Piil og Sværd paaeengang,
du flyvende Sværd! hvor let og stolt din Seir!
Du blinker gjennem Undseelsens Purpurskede
– ah se din Blinken er dit Blik mod Maalet! –
Et Aandedræt – du er der. Ha, i Flugten
henover Folkets Jubelaandes Bølger,
din Klang blier Funklen; ja et Varsels Funklen;
og Mængden seer i Luften dine Ord,
som sværmende Cheruber: Almagtstanker
henrulle, Mængden nedenunder rystende,
som Oceanets Bølger Bundens Leer;
ja Throner som Coraller røde, Templer
som hvide Sneglesnekker tumlende:
Det Maal, dit første Ord beskedent løfted
sig opimod, du seer i Talens Flugt
som højere Formaals Skygge kun; og stedse
sig taarne højere Maal – Et Aandedræt,
Du er der . . se, de bøie ned sig bag dig,
og ene overseer du dine Seire.
– Ha, skulle da Propheter lyve? I
dit Bryst har svundne Aldres Suk sig sandet.
O stærke Pust, du ikke være nok
til disse Tiders Slægt at ryste? Let
er Sejeren for Den, som Gud udvalgte.
I disse Tanker du høre Himlens Valg!
Dit Hjerte, Seiren svulmende imøde,
Basunen er, hvor-gjennem Himlen taler.
Dens Bud er let: du skyde med et Pust
til Folkenes Forbittrelses Lavin!
– Oppust dit Hjerte! pust! – –»
Ha Djævel, Djævel!
af disse Ord: «oppust dit Hjerte! pust!»
gjenkjendes du, Ærgjerrighed.
Viig bort fra mig, du Satan!
Ærgjerrighed, min Krafts vilde Skud!
Mit Hjerte brænder renere end Purp'ret.
Der staaer jo skrevet: «Herren, Du, din Gud,
tilbede skal, og dyrke ham alene!»
Og Jeg? jeg skulde mulmes, saa jeg i
min Sjel da kunde tage Feil i Valgets
Omfavnelse, imellem Kongens og
en Frelsers Æregjerrighed? Du skulde
bedrage mig, du Tanke, Djævel, født
af Blodet, vugget om paa Muskler, voxende
saa høit som Ungdoms Blodet damper, for
at hendøe evig, naar det stivner? Oh,
jeg dig beundre, store Intet? dig,
som sluges af en Grav? Jeg dig tilbede,
du fule Sandselighed, pralende i Purpur
og nævnende dig Cæsars Cæsar? Jeg
nedknæle for det slappe Meed, at naae
en Thronehimmel, der at sukke ene,
mens Helligaanden glimter gjennem Rækker
af Evighedens Himle, svulmer færdig
at hæve did mig med den hele Jord?
– O hellige Tanker, lyse Englechor,
o kommer, tjener mig . . jeg er beredt!
Nu, da mit Hjertes Gudglimt, Helligaanden,
mit bedre Selv, har spredt
de mørke Skyer af Fristelser i Ørken
– jeg er beredt!
ved Seir til Seir beredt!
Ja, ja, jeg fristede mig Selv.
Jeg rusted mig ved Prøvelser; thi Hvo
er vel den Mand, som maaler egen Kraft?
Mit Meeds Høide kan jeg maale, men
min Sjels Dybder ei: de sænke sig
i det Uendelige, ind i Himlen.
Jeg veed, der ulmer Kraft i mig til Alt,
men ei hvor høit Guds Forsyn vil tillade
den blusse frem paa Jorden. Hil mig! Vel!
Jeg skabte frem min Tvivl; Jeg den henveired.
Jeg slog mig Selv, og mod mig Selv jeg seired.
– Jeg er beredt!
O hellige Tanke til een Tro (som Aander
forenede i Gud) isammenglødende:
den Tro: Jeg frelser Jorden . .
o alle mine Tanker, tjener nu
blot denne ene Frelsens-tanke! knæler,
som Engle synlige, for den, for mig:
thi, som jeg staaer i Kjød og Blod, jeg er
alene, ene, Frelsens Tanke levende:
Guds Kjærlighed, den Aandernes Forsoning,
som, for den sjunkne Slægt at frelse, dvæler
i Støvet synlig, jordindhyllet her.
– Min Gud – Jeg er beredt!
(gaaer)
Messias.
Jordens Skjød
bugnede op af smuldrende Kjød.
Høiere stedse hver Vugge, hver ny,
løftedes paa Grave opunder Sky.
Slægterne spirede, Slægterne svunde,
Cajahel fremaandede Slægter igjen.
De vandred' paa Muld af Forældres Been.
Dog ei Cajahel (saa ødsel og fri)
mod Himlen et Hjertehvælv aabned, hvori
Ohebiel – o Kjærlighed ofrende sig Selv! –
og høie Kraftens Lue, o Abiriel,
– hinanden i en reen
Omfavnelse gjenfunde.
En Menneskesjel, hvor Abiriels Ild
skimred igjennem Ohebiels Smiil:
Ohebiel-Abiriel
Himmelen saae først, naar Livsblodet var
rundet gjennem Graven, Obaddons Hjertekar.
Men – Himmel, sku hid,
til Jordan! – i Fylden af Jammerens Tid,
Cajahel, Guds evigen skabende Haand,
Cajahel, det Almagtens synlige Vil,
stadigt i Livets bølgende Spil,
formed nu eengang en Hjerneskal, hvor
– Abiriels Aand
Himmelhvælv fandt, ikke gravtrange Baand,
men reent (ei af Sandsernes Rødme bemalt)
heelt (ei i Nervedamp brukket og qvalt)
let, som i himmelske Legemer, kan
skyde sit Glimt gjennem Sig, gjennem Alt;
og formede saa (ligt signede Jord
under de Verdeners straalende Gjord)
et Hjerte – det Hjernehvælvets undre Halvehvælv –
hvori Ohebiels Kjærlighed fik
Rum til sin Aande – dens Jubel Himlen faaer –
Rum til sit Blik
– o det, der over Jorden glider ud i Graad! –
Jesus, Jesus, du første sande Menneske!
din Fristelses Tvivl
var Phuniels Sukke, din Sejers Smiil
Ohebiels og Abiriels Omfavnelse.
Din Fristelses Suk var din Svimlen,
da Du ene dig saae mellem Jorden og Himlen.
Se nu, du Abiriel, der
dig roligen seer,
hvor du svimlede forhen, og sank, bedøvet
af Cajahels Duft og din Sorg, i Støvet.
Din Sorg var Ohebiels Kjærligheds Klage
ved Sig i Himlen alene at see,
imedens de Elskte, Menneskene,
i Synd og i Blodskyld bleve tilbage.
Forstødt af Himlen (thi endnu spandt
Cajahel rundt dig et Puppegevandt)
du følte dig fremmed, for ophøiet for
den Jord, hvor du boer.
«O, hvor er min Plads i Skabningen? hvor?»
– Men, snarlig besindet, mod Maalet
dit Blik roligen straaled.
. . Din Abiriel-kraft, din Ohebiel-kjærlighed,
sit Offer, sin Seier jublende veed:
glødende i een
Helligaands Flamme til een
Guddom isammen,
at stræbe den sjunkne Menneskehed
did, hvor du selv staaer, at hæve
– o som til Himlen at svæve,
med Jorden i din Arm.
(Jesus gaaende gjennem Ørken henmod Palmerne i Synskredsen.)
Jesus.
Hist Palmer . . ah, de Livets Faner!
Liv? Hvad Liv kan boe derunder,
naar hist i Dødens Fodspoer: Ørknen,
Frihed, Sandhed, Kjærlighed,
fra Agres lune Lye forviiste,
leire sig i Armods Telt?
Dog Frihed kun som børstet Vildhed,
Sandhed kun som Eenfolds Troe,
og Kjærlighed som teltesnevre
Gjæstmildhed i Ørknen boer
Naturligt vel, jeg Palmer møder
her ved Ørknens Grændseskjel,
men Frelseren, som fra sit Øde
gaaer at frelse Jorden, meer
de synes end de blotte Palmer
(Livets eedoprakte Fingre,
at det med Vand og Græs og Svale,
ei forlader Ørknens Trætte)
– ja, ja, som nye Himles Piller,
som hans Sejersveis Portal.
(En Mand iler over Sletten)
Hvo er den mørke Skygge hisset
over Sandet dæmrende?
En til sin egentlige Sky-krop
med isammenslagne Vinger
indsjunken Nordenvind? Ah, seer jeg
ret, Johannes? Ak, er da
min Barndoms Rosenkugles Axe
stivnet til et saadant Staal?
ja til Essæerens Skyblik, til et
raggindhyllet Billede
af Oldtids Helliges Troe: at smigre
Himlen ved at haane Jorden?
Johannes, iil ei! Vore Veje
maae ei dele sig . . Johannes!
Min Ven! min Ven! min –
(omfavner Manden inderlig)
Johannes.
(vendende sig om)
– Jesus?
Jesus.
(omfavnende)
Kjære!
Johannes
(kold)
Er det med et saadant Smiil,
at du vil frelse Jorden, Jesus?
Jesus.
Du har glemt mig – o Johannes!
Johannes.
O – blot jeg tænkte paa din Moders
Drøm.
Jesus.
Ja den til Liv er vakt.
Johannes.
Og endnu gaaer Johannes, liig et
Spøgels i den fromme Drøm;
men af dit morgenlyse Smiil (det
alle Verdens Aasyns Vimpel)
jeg seer, du er dens sjunkne Billed.
Du til Verdens Liv er vaagnet.
. . Ja Ret! ja Ret! Det var jo kun en
from og fager Drøm, fuldbaaren
af nervespændt, frugtsomlig Qvinde?
Søde Moderblik den fostred;
og tvende Drenges Skuldre (stegne
bævrende som hvide Skum
paa Ungdomsblodet) løfted den af
Modersmilets bløde Vugge,
og viste den for Himlen. Drømmen,
vi til Liv jo svoer at gjøre,
Mig har til en Drøm gjort, saa jeg
veed kun af min Sorg, jeg lever.
Jesus.
O jeg forglemte ei, hvor tidt vor
Tro, med Lytten, Englejubl
i Olietræets Rasl fornam, der
hørte ofte, at vor Ungdom
blev Mandens Alvor, naar tilsammen
vi om Frelsen talte.
Jesus.
Dit Alvor undres ved at see mit
Aasyns aabne Fryd, da, sidst
vi taltes, vore Hjerter luktes
krampefast ved Jordens Jammer,
og vore Suk tilbage deri
sank som Iisdryp. Vee, at Du
forstaaer mig ei. Kan Seirens Fremglimt,
Helligaandens Straalekrands
fra Letsinds malte Dunsters Flugt ei
skilnes i det Aasyns Smiil,
du plejed selv, og saae fremblomstre?
Jeg til Ørknen vandred jo,
at ruste mig ved svundne Aldres
Viisdom ud til Frelsens Værk.
Tilbage skulde jeg til Livet
med dit Sorgblik gaae, Johannes,
hvis i min lange Eensomhed ei
Frelsens Tanke modnet var.
Men, se, mit Aasyn, sejerlyst, dens
modne Rødme er og Glands,
den blanke Salve, Gud mig salved
med, da Helligaanden sved
indi mit Hjerte Frelsernavnet;
ja i alle Jordens Sprog;
. . Johannes! .
Johannes.
(knæler)
– O min Mester! Herre!
min Messias, mig tilgiv!
Jesus.
(løfter ham op)
Johannes, reis dig! Du est kaaret
(se, din Alvorshu Guds Valg!)
en Støtte i det nye Tempel:
Du Portalet; her har Gud
alt Hjørnestenen, salvet til en
Verdens store Soning, lagt.
Johannes.
Mig nægted Gud sit Lys. Ei redde,
kun advare mægter Jeg.
Kun til den sjunkne Olds Profeters
Skygge kan jeg hæve mig.
Saa gaaer jeg om som Tidens Gjenfærd,
fulgt kun af nysgjerrigt Gys.
Sig alle Hjerter bange vende
fra den levende Urne – mig.
O, godt maaskee; thi fulgte Alle,
Jordens Liv da stivned til
en Kirkegaard med sorte Kors paa,
uden Blomster, død og taus.
– Ak, ak! min Sjel og ei mit Legem
sukker ved min egen Bod.
Vee, vee! mit eget Hjerte stille
sørger ved sin stolte Dyd.
Jesus.
Se, Hjertets Fordringer er' milde . .
. . O du kjendte da ei dem.
Ei muldne Viisdoms-ruller er det
nye Tempels Pillerad.
I Menneskehjertet en uvisnelig
Frelsens Sæd jeg saae lagt ned.
Men Blod den gjøded, Suk den kjøled,
saa den spired end ei frem.
Men nu min Læres milde Aande
lokker frem den af dens Muld.
Af Livsens-mulden: varme Hjerter,
glimter frem dens Straaleax
som Englehoveder – o Høst af
Jorden, for en Himmel riig nok! –
Og disse lyse Ax sig bue
til et evigt Tempelhvælv,
hvor Gud i Aand og Sandhed dyrkes:
til en Himmel alt paa Jord.
Af Livets Kræfter Viisdom lærte
jeg, men Sandhed af mig Selv;
thi der jeg fandt: i Menneskets Hjerte,
Himlens, Helveds Grændseskjel.
Johannes.
O, jeg mit Hjerte vilde skabe
til en Himmel; men det blev
en sorgfuld Jord kun, thi jeg føler,
at min kolde Bod-dyd ei
i Himmelen kan øves – Vee, den
selv mod Jorden vel er Synd?
Jesus.
Nei, nei, Johannes! Sorgens Billed,
mørkn vor Alders drukne Blik!
Da Gud i Os forjetted Frelsen,
(da i Os dens Tanke vaagned):
for Himlens Fordringer at glemme
Jordens, er for Os en Dyd.
En Odeljord er os for liden;
Qvindens Favnetag for trangt;
for vissen er os Jordens Fryd: i
Døden Vi tør smile kun.
Johannes.
O Jesus, du din Ven har trøstet.
Jeg din Guddom saae, Messias,
jo alt fra Barnets Læber straale
over Templets gamle Mestre.
Hvor glemte jeg? Jeg saae jo Disses
dumme Graablik sig udvide,
da Viisdomsdybet dæmred under
Barnets muntre Flagger-smiil.
Jeg saae som brudne Tempelkar dem
gabe, da du spurgte: «siig,
er Jovah ikke den, som lille
Theophilos kalder Zeus?
Er Sandhed end ei funden, siden
Folkets Vise trætte end?»
Det Spørgsmaal (ligt en voxen Helt i
Blomsterblades Pantser) ei
paa Barnesmiil sig gynged frem blandt
vise Gamle, hvis det var
ei Gnisten af den Kraft, du følte
til at finde Sandhed selv.
Jesus.
Ja engang, naar min Manddom mægted
hale op den af dens Dyb.
Johannes.
. .
n3Og jeg? jeg glemte, at mit Haab i
dig fremspirede og voxte,
fordi du, efter Jordens Jammers
Mønstring, treen ei mod mig med
Johannes's syge Øje eller
Judas Hevners Pandeskye;
men, se, Triumfens Faner dine
Kinder, Frydens Speil dit Blik!
Jesus.
Ja se dit Haab i Blomster! Ja, mon
Jeg, Marias, Qvindens Søn,
ei knuser Slangens Hoved, som sit
Æg i Adams Hjerte grov,
sin Tand stak ud i Cains Blodhaand,
spruded over Jorden Blod
som Ild, og udskjød Suk som Dampe,
da den voxende sig spandt
om alle Jordens Hjerter, suged
ud dem, og sin egen Gift
indtylled i de Tomme, løfted
tusind kronte Hoveders Svælg
vidtover sammenknugede Rov – O
maa jeg ikke sejerlee,
naar Jeg den træder alt paa Issen,
knusende, og fandt dens Braad?
Se, i min Eensomhed jeg rulled
op Historien, jeg fandt
da Jamrens Kilde gjennem Mindets
Urner rislende, til nu
den overskyller denne Alder.
Se roligt, som med duebløde
Vingeslag, det første Par
henaanded Livet; thi det kjendte
Aandens Kraft og Kjødets ei,
som fosterligen end indviklede
i hinanden laae i Slum
i deres Hjerter, sjunkne nedi
Livets fulde Overflod,
der mageligen (som igjennem
Navlestreng) tilstrømmed Kjødet,
mens i uskyldigt Nybegjær sig
Aanden følte riig og stærk.
Men snarlig mellem Fryd og Kummer,
Trang og Vellyst, Nød og Fylde
blev Mennesket sat, og Hunger jog det
over Jorden, som de maatte
i deres Ansigts Sved nu dyrke.
Smerten vel da vaagen slog
Opfindsomhed, men Smertens Skygge
Vellysts røde Blus forhøjed,
der viste, som det højeste Maal for
Livets Stræben, Ejet af
et Eden (ak, foruden Adams
Uskyld!) hvor al Jordens Vellyst
ombølged Een alene, medens
Alle hungred' udenfor.
Opfindsomheden blev da Kjødets
Træl, og Mennesket nedsteg
mod Dyret, da dets Kjød behersked
(o Fordærvelse!) dets Aand,
og tvang den til, med sine Himmel-
Kræfter ene kjæmpe for,
at Kjødet kunde tilfredsstille
sin umættelige Lyst:
i Ro at nyde ene alle
Jordens, alle Dyrets Goder;
ja tvang dens Skarpsind til at see ei
andet Maal for Mennesket.
Da Aanden nu som Træl forente
sig med Kjødet, Sandseligheden
udrusted sig til Herskesyge,
Egennytte og Bedrag.
Som Konger og som Præster delte
disse Vaaben De iblandt sig:
Vor Jords Velsignelse ei længer
Nok for Alle blev, thi disse
alene slugte den; og Ære
Navnet blev paa Graadighed.
At Een med Alt sig kunde mætte,
nogle Faa sig sole i
hans Purpur-lys, sig Millioner
paa den Jord, hvor Alle skulde
i frydfuld Flid (som tog Hvad Jorden
af sin Rigdom gav, som Gave
fra Himlen) og i Kjærlighed
ved hverandres Side leve,
omslæbte nu (dog længer ei end
Stavnets Lænke rak) i Ring
om Hines kronte Vellystdynger,
fattige, med lystent Blik.
Og Armods Hytter, farvde sorte af
Trældoms Suk (liig helved-mørke,
udhulede Forbryder-hjerter
under ufortjente Krands!)
nu under lyse Palmer krøbe.
Ja et Vellyst-vanvid (o
med Guddoms Smiger det sig fostred'!)
bød, at disse Millioner
af denne ene Broder skulde
tigge selv det usle Liv,
han lod i Armods-smudset klæbe;
og at døe, naar Død han vinked.
Dog saae de ei i Graven Lænkens
brudte Led; men blot det sidste
i Jordens sorte, kolde Rad; thi
nu (saa lærte Præsten jo?)
en Evighed af røde, hede
under Graven smeddet var
af Djævle: Guder, endnu værre
end de Mennesker, de banded'.
Med Rædsler Præsterne omgave
da Bedraget, saa de Faa
af Dydige paa Jorden skjalv; ja
Faa som Taarer paa et vildt
vanvittigt Ansigt, thi af Folket
efterabedes Herskerens Laster:
Naar Kongen overskylled med sit
Folkes Blod et fremmed Land,
indgrov med Sværdets Blodglød ny
Eje-ret og Slavetegn,
og hylled Himlen, som bestred hans
Ret ved nye Stjerner tee,
som aldrig end hans Hjem bestraaled,
ind i lange Vælter Røg
(de Fredens slagne Arners Spøgelser,
i hvis sorte Skygge nu
iblinde Morderstaalet hvined):
Slaven myrded da og røved.
Sig Folket hævded' Kongens Mønster
til en Lov selv over Loven.
Men Kongen mægtede at lade
Aandens Storhed selv og Kraft
sin Udaad gjennemglimre saa at
Skammen for dens smuds- og blod-
besprængte Kaabe Jordens blev,
som ei bedre Pantser gav
den, da den nedlod sig at kjæmpe
Aandens Seir alene: ja,
saa Valens Ribbeen syntes Straaler
i en Glorie: ja, saa
hans Vellyst syntes kun hans Hvile,
kun en naadig Leeg med Jorden:
ja, saa at Folket kaldte sine
Lænker Kongens Høihed; ja
kun vejed denne efter hines
Vægt. Men Folkets Udaad blev
foragtet Skygge kun af Kongens;
Træl, Forbryder samme Navn;
den Majestæt, som Folket, ved sin
Drot at ligne, vandt, blev Skjændsel;
den purpurhængte Throne, Slaven
vandt ved samme Daad som Drottens,
blev blodigt Rettersted – Ja, Kongen
ogsaa vilde ene Lov
at synde eje. Saa afsindig
Menneskheden var, at Hvad
Naturen selv forbød blev Pligt; og
sig paa grummere Skafotter
end Kongens hævnede Naturen:
paa de gustne Sygeleier.
Og disse Dvergeskygger ville
prale end med Menneske-navn!
Selv Kjødet i sin egen Sejer
over Aanden mat nedsank.
Vel vaaged Aanden end hos Nogle
Nattelampers Hviften liig.
Guder lige synes disse
Urolds vise Mænd, fordi
bag dem sig Mindets Fakkel synker:
deres Storhed ei vi fatte,
fordi os synes Tiden mellem
Skabelsen og dem saa kort,
at de ved Menneskhedens Vugge
synes staae som Fosterfædre.
Dog Menneskhedens Barndom gav dem
nok Erfaring; ja saa riig som
min, der samled ind al Tidens
modne Jammer, thi i hver
en Alders Bølge malte Aandens
mørke Skyflugt, dryppende
af Blod og Graad, de samme Sorgspil;
og en Alders Jammer lod
sig efter Kroners Syndeskyld og
Præste-Skjelmeriets Frækhed
bestandig maale: Præsten just saa
frækt bedrog, som med Foragt
han Folket saae af Kongen æltet
nok til Slaver: Kongen just
saa dybt nedknuged Folket, som han
fandt af Præsterne det sløvet.
Men hine Vise mægted ene
i den mørke Bloddamp, i
det Løgnens Mulm at mane frem et
Himlens Glimt, et Frelsens-haab.
Den Kjærlighed (o Aandens Livsgløds
rige Varme stænges skulde
i dette Mørkes Frost?) De lærte,
ene talte eet Lands Sprog,
og var saa snever, at et Bjerg, en
Flod den ikke overskred,
men bag om Grændsen gustned, sortned
hen i Had. Confutses (hør
den Morgenrødens søde Tales!)
klare Kilde mægted ei
igjennem Tartariets Ørken
bane sine Straaler Vei.
O Plato (hør det Aftenrødens
dybe, lange Echosvar!)
sit Livsensvæld, istedetfor en
lysklar Draabe sprudle ind
i alle Hjerter, saae sig samle,
kun til Lædskelse for Faa, i
Akademias Marmorbrønd. Og
Moses Sandheden om Gud,
den Ene, redded' kun ved den i
Hadets Staalring fatte ind,
som om vort Folk han slog, at ikke
bort fra deres Tøirepæl
Ibrim, de Vandrere, fra Zion
(vel som Elymais's Høi
og Capitol en Jordens svulne
Syndebylde) skulde flye.
Men klang for voldsomt Menneskhedens
Jammersuk og vilde Latter;
men brød fra Thronen Lyn for blodrødt;
røg fra Tempelaabningen
for qvalmt et Mulm: da vred sig Aanden
i de sammenkrympte Hjerter,
udsukked Ahnelsen: «o vee os!
Noget fattes; dog jeg veed ei!»
Og Aanden gyste, saa den næsten
vaagned, reiste sig, og skreg:
«Jeg – ha! i Løgn opfostres; efter
Trældomsaag man lader mig
opvoxe, derfor krummes stedse
jeg mod Jorden! Vee, min Dyd
er Synd! O kan jeg vaske nu med
blodig Haand mit Hjerte reent?
igjen mod Himlen rank mig reise?
Ha min Spændkraft bævrer end
. . og Hevn . . af Hevn! . O vee, min første
Retfærdsdaad er ureen selv!»
– Men, ak, til saadan Tale Aanden
paa sit blodige Leie, med
de Taaredopper omhængt, ikke
vaagned. Kun som Rædselsdrøm
den gjennemisnede dens Søvn, og
stympret kom den fremigjennem
den Sovendes isammenbidte
Tænder kun som halve Skrig.
– Saa vexled Drømmen: Smiil den svømmed
gjennem: Det var Frelsens Haab.
Men atter – hu et Hyl isøvne!
se Fortvivlelsen sit Blik
(Søvngjængerens farveløse Stirren)
slog saa ilsomt op, som Kornmod
i lumre Mulm: «o vee, min Angest!
Veed jeg? Er min Dyd ei Synd?
Skal jeg til Himlen eller Dybet
vende mig?»
– «Se, der din Trøst!»
saa peger Præsten kold paa Altret.
Offerblodet flyder. Af
dets Damp paany bedøvet, Aanden
synker i sin Dødssøvn ned.
Med Rusens Mod, til nye Synder
gik fra Altret Mennesket.
– Johannes, saae du dette Helveds
Baggrund, hvortil Aanden, da
den førte mig i Ørken, drog mig?
Bøjet du mig fulgte . .
Johannes.
(fortvivlet)
Vee!
Johannes.
(hævende sig, vridende sine Hænder)
Israel! Israels Vee!
Jesus.
Ak,
Davids Glavind glimter i
dit Øie, Jøde! Menneskets Søn vil
raabe: «Jorden, Jordens Vee!»
Johannes.
Ei kan et Menneskes Hjerte rumme
Jammer meer end eget Lands.
Jesus.
Jo! Jo! Thi Frelserens omspænder
hele Jordens? Skulde Hans
ei favne mere Sorg end Dyngen
mellem Asklons Blodhøi og
den Jordans raadne Grav, det Helveds
blotte, pestsved-blanke Aasyn?
Johannes, Du skal Morgenrøden
vorde: i dens Arme jo
en Himmel hviler . . se, Du Dagens
Fylde: Mig, frembære skal!
Johannes.
O, Jeg er ikke Lyset.
Jesus.
Men om
Lyset Du skal vidne; ja
om Lyset, der hvert jordfødt Hjerte
himmelklare skal. Johannes,
i Guds, min Faders, Navn jeg kaarer
Dig at være Frelserens
Elias – ja, det nye Riges
Hærold! Jeg dets Krone (ja,
den Ydmyghedens Tornekrone)
sætter paa mit Hoved selv.
Og Golgath – ja, jeg ahner – Golgath
(se, hist Høien blaaner, liig
de gamle Syndens Aldres sidste
svulne Muskeltrækning! se
den Jordens Sorg opdynget synlig!)
blier min Himmelthrones Trin.
Ja, Jeg Messias er! Erkjend i
Mig da det Guddommelige!
Sku, Jord, i Mig da den Usynliges
Væsen aabenbaret: ja,
i Mennesket, som frelser: Mig, af
Helligaanden, Himlens Villie
igjennemluet, saaat Jeg,
Jeg ja, det Guddommelige
(det Aandens Liv og Mærke: Sandhed,
Frihed, Kjærlighed) igjen
i Menneskenes Væsen (vee, den
Aske, slukt i Blod!) antænder!
. . Ja, Jeg Messias! Sku da, Jord, i
Mig Guds Naades Soningshilsen:
at Gud Selv ofre vil for Jorden!
(Thi jeg hører i min Sjel
Hans Bud: dit Blod besegle Ordet!)
Sku i Mig, Guds Offerlam!
Thi, se mit Blod . . fra Golgaths Altar
rinder sidste Offerblod!
Ja, Jeg Messias! Jeg, som Ørknens
Slange for de Døende,
for Jordens Synde-syge vorder
Syn til Helbred og Gjenfødsel!
Ja deres Hjertesaar til Øine
aabne sig, og skue Guds
Miskundhed, som ei Dybet lod
over Støvets Børn sig lukke;
men tændte en Broders springende Blod
til en Himmels Sandheds Blus;
men planted i et blodigt Kors
Himlens Kjærligheds Rosenqvist
blandt Jordens Tornekvas og Bulmer.
. . Jeg Messias! Over mig
er Helligaanden: Gud ved den
mig salved, at kundgjøre Frelsen
for de Arme, Frihed for
de Bundne, Lyset for de Blinde,
løfte Synderens Blik til Haabet,
hans Hjerte binde fast til Troen,
blotte Kjærlighedens Smiil,
og toe saa reent det, at dens himmelske
Fader: Naaden, kan deri
nedskuende sig speile. Ja, ved
Troen frelses skulle Alle:
ved Troen: ved Erkjendelsen
af deres eget Guddomsvæsen,
i Mig, i deres Broder klarnet!
. . Jeg Messias! Ja, udvalgt
af Jorden som af Himlen; thi i
Mig (o sære Lykketræf!
. . ak, Lykketræf? – vanhellige Navn paa
Guds Alviisdoms Tegn og Træk,
indskrevne i dens eget Dyb!) i
Mig jo Oldets Ønsker sandes
. . Thi Hellas' ei, men Israels Støv,
jo kronforgyldt af Davids Blod,
jeg bærer jo – som Oldet digted'.
. . Jeg fristedes – som Oldet digted;
Satan sejerslog jeg da.
. . I Bethlem jo min Vugge stod; og
dette Oldets Sagn var Stjernen,
som leded did de Østens Vise:
De, der liig din Fader og
min Moder (ja og tusind Mødre)
mættede med Drøm og Digt
nedarvet Længsel efter Frelsen.
Se, de kom jo, og tilbad
og ofred, da de just en Nyfødt
funde, idet Moderen
i Vemods Dug ham døbte «Jesus»,
og – mens hendes Modersmiil
om Barnet, som en Straalkrands, lysned –
Hun fortalte dem den Drøm
(den, som hun stedse vaagen drømte)
der omfavned hendes Sjel i
Undfangelsens velsignte Time.
. . Underdaad – som Oldet spaaed,
Messias's Guddomsfinger skulde
blive – ligger i min Haand.
Thi i min Ørken jeg Naturens
Kræfter gjennemskued. Ak,
det smerter dog, at jeg maa laane
himmelsk Sandhed jordisk Kraft!
. . Og – hør det sidste Oldets Digt! –
fremstaae skulde en Elias
(saa flux som om ham Hvirvlen gjengav)
ryddende med Stormens Kraft
Messias' Bane, vækkende med
Lynets Slag de Sovende,
at, vaagne, de Messias høre:
Se, Johannes, du Elias!
Som Moses Klippen, slaae du Hjerterne
– ja til Angrens Kilde pibler!
I den jeg tvetter dem til rene
Helligaandens Altre – Ja
du (Sukket før min Tale) fremgaae,
liig en Engel for mit Aasyn:
for Gud, som i min Sandheds Seier-
smiil for Jorden aabner sig!
– – Gaa! bered mig Veien!
(Johannes ved Jordan. Præster. Folk.)
Johannes.
Hør Røsten raabende i Ørken:
bereder Herren Vei!
Omvender Eder: Himmeriges
Rige alt er nær!
Hvis længes I at høre Sandhed,
forbander Løgnen da!
Hvis længes I mod Frihed, løfter
Eders Lænker da!
Hvis væmmes I ved Syndens Smitte,
i Angers Dug jer toer!
Han kommer, som skal Sandhed lære.
Han kommer, som skal Lænken løse.
Han kommer, som med Fred (Guds Naade)
skal salve Eders Hjerter!
Alt Dagen vaagner . . hør dens Hane!
sov ei længer da!
Ved Træets Rod alt Øxen ligger,
hvert frugtløst Træ omhugges skal
og kastes i en Ild!
(Hver, som sit Hjerte aabner ei
– ligt sædfuldt Blomster – at
ny Livsensvarme Frelsen i dets
Dyb kan straale ind;
og strækker ikke Armen ud
– liig frugtbetynget Green –
til Daad, forvises til de gamle
Sløvheds, Syndens Aar:
igjen, som blodbeplettet Minde
fra Jamrens Alder, staaer.)
Ha, troer du frelst dig, Abrams Æt
fordi du siger: Gud er Een?
O denne Sandhed Han, som kommer,
skal give alle Jordens Slægter.
Se derfor Jeg til hele Jorden
(den Jamrens Ørk)
er Røsten raabende: bereder
for Herren Vei igjennem Hjerterne!
Omvender Eder;
thi Himlens Rige stunder nær!
Præster.
(afsides)
Essæeren rører Folket. Qvinderne
alt græde meer for Mandens Ord
end for hans sjunkne Kinder. Mændene
sig slaae for deres Bryst. Han synes
meer farlig for os end de Andre,
der, pludselig som Spøgelser, i Bodserk
fra deres Huler trine frem i Dagslyset;
og troe at dyppe Hjerterne med Hovdet
i Daaben; eller, ved det kolde Dyp,
Fornuften vække i de sløve Hjerner.
Ja Denne – ha, mon troer du, ved dit Vandmærke
at slette ud vort Brændetegn paa Folket?
(til Johannes)
Hør du (skjøndt latterligt at spørge dig,
der ligner blot et Omrids til et Menneske,
og gaaer i Syndens eller Armods Rustning)
er Du Messias, ham vi Alle vente,
den Israels Hevner?
Johannes.
Nei! nei! I Ørknens Skjul, hvorhen,
bag Hvirvelvindens sorte Ryg, den blodige
Prophet undflyede, forlængesiden
hans Been ufundne raadned.
Præster.
Ha,
Hvo er du da?
Johannes.
I hørte? hørte Røsten over
den Jord, I øded til en Ørken, raabende:
bereder Herren Vei!
Omvender Eder,
thi Himlens Rige stunder nær!
Han kommer: ja dets Konge; men ved Daab
jeg tvetter Eder rene til at møde ham.
Præster.
Mon mener du Messias? Han skal komme
i Englenes Hærskarer . .
Johannes.
Sikkerlig
ham Himlens Aander signende omringe;
men I ei see dem.
Præster.
. . Ja og med Basuner.
Johannes.
Vist! vist! hans Sandhedsrøst, som knuser Eder.
Præster.
. . Og Herrens Herlighed skal aabenbares.
Johannes.
Ja, i en salig Jord: i Sandhed paa
de Dødeliges Læber, og i Frihed
i deres Vandel, Kjærlighed i Hjerterne.
Præster.
Hvor stort skal Israel blive! Roma, har
du Blod nok at betale Israel?
Naar Hevnens Sværd er mættet, har
da Gojim Trælle nok igjen for Israel?
Johannes.
I ei forstaae? I Blod I skulle døbes!
– Gaaer, styrter Templet over Eder
Præster
(afsides)
Hvem mener denne Sværmer? Ikke vor
Messias. Dog – at ei hans hvasse Tunge,
som spared selv ei Kongen, skal forhaane
for Folket os – vi ville smigre ham.
(høit)
Ja, vær da hvo du vil, du Hellige!
Døb os i Haabet om den Israels Frelser!
Johannes.
(Et Tordenveir viser sig)
Mon ahne I de røde Lyn, som modnes
i Folkets Hjerter over eders Isser?
Du Øgleæt, hvo lærte dig at flye
den Vredestorden, som dig oversortner?
Mon angre I? Vel! Jeg ei Hjerter kjender.
(døber dem)
Men Den, som kjender Hjerterne, vil komme!
Da vorder Eders Spot (ja, hvis I dækked
med Daabens Hellighed Forhaanelse)
Forbandelse med Rædsels aabne Aasyn.
Jeg døber Eder vel med Vandet til
Omvendelse; men Den, som kommer efter,
med Helligaandens Luekraft skal døbe;
skal tænde i hver Sjel, som ei forhærdedes,
saa selv den Løgnens aabne Aasyn elsker,
sin egen Guddom.
(Jesus kommer)
Hil! Se det Guds Lam der, som bærer ene
Aljordens Synder:
(som ene veed, ved Sandhed at befrie
fra Synd: som frelse vil og døe for Jorden)!
Ak, da med Frelsen i sin Sjel han vendte
tilbage fra sin Eensomhed, jeg kjendte
ham ei; men nu, at han for Israel
kan aabenbares som Messias, er
jeg her, og døber.
Jesus.
Døb mig da, Johannes!
Johannes.
Ak, Herre, jeg af Dig skal døbes,
og Du til mig vil komme? – Nei!
Jesus.
Du Døber,
Det bør mig saa, at styrke og indvie
mig til mit Kald.
Johannes.
Du helliger
min Daab, du Rene!
(døber Jesus. Et Lyn glimter just ovenover.)
Ha, saae I? Sløve Øine, ja I sige:
Vi saae et Lyn. Jeg saae Guds Himle aabnes,
og Helligaanden, som en skinnende Due,
neddale over Ham. O var det ei,
som om Guds Røst fra Himmelen velsigned:
«Se denne er min Søn, den Elskelige,
i hvem jeg haver Velbehag!»
(Jesus. Folk. Præster.)
Jesus.
Vaagn, Aand, du slumrende i disse Hjerter!
Se, Aand, din Herlighed, jeg maner
fra Himlen atter ned i Støvet!
Før Jorden blev i Verden: i Begyndelsen
var du hos Gud i Sandheds, i dit Selvs
Erkjendelse, saa klar og sand, som om
du var Guds Ord, udtalet om dig Selv:
Du er!
og alle Himle svarte: Ja, du er!
Du fryded dig blandt Himlens Aander da
i Sandhed, Frihed, Kjærlighed:
dit eget Væsen, Aand, din egen Guddom.
Thi Gud, ved sin Alviisdoms Sandhed,
til Sandhed; ved sin Helligheds
og Almagts Frihed, til Frihed; og
ved sin Algodheds Kjærlighed til Kjærlighed
fremskabte Alt hvad er; og uden Kime
til dette Aandens Liv er intet Liv.
Da, Aand, dit Liv var reent og sandt. Men, se,
for Støvets Farver Himlens Lys du byttede,
du faldt i Støvet ned og glemte Himlen,
dit Fædreland, den Herlighed du kom fra,
endskjøndt dit Liv, du Selv blev Kjødets Lys.
I Blodets Mulm du skinnede; men Mulmet
ei Lyset fatted. Kjødets Liv ei parred
med Aandens Liv sig; men det stred, og Synd
dets Seier var. Dog Kjødets Seier Aanden
forbittred med sin Anger, saa sig blanded
i Syndens Jubel Sorgens Hviin.
Til Anger (liig en undertvungen Kjæmpe,
der blot ved Bid i Seierherrens Fod
sig værne kan) indskrumped Aanden. Ja,
da Kjødets Seir nedbøied Aandens Kraft,
der skjød mod Himlens Sandhed op, til Hang
til Løgn, til Sløvhed, til at bæve for
et Intets Rædsler: ja, da Aandens Frihed
blev Last, og Lasten elskede
sit eget lænkekrandste Billed, Trældom:
da Egennyttens Gab sig aabnede,
hvor Kjærligheden sank: da Synden jubled,
saa Stemmen taug fra Hjertets Baggrund,
hvor nu, som Dommer, blind Samvittigheden
(den forhen klare Aandens Sandhed) sad: –
da tabte Aanden selv det usle Angrens Liv,
det Krampetræk isøvne, og sank hen
i en bevidstløs Glemsel . . Vee!
I nogle Hjerter (skabte til en mildere
Forening med det Himmelske) sig reiste
dog Aanden vàk, og mindedes – o Jubel! –
Hvad Selv den var, og Hvad – o Rædsel-vee! –
Hvad disse Millioner vare. Da
lød Skræks og Straffens Tale, men ustandset
Fordærvelsens Triumf rundt Jorden runged:
de Vises Ord (i Folkenes sløve Haansmiil,
før de til Hjertet nedsank qvælte) vare
i Folkenes evigrullende Syndejubel
som Psalmens Sela! Sela!
Saa lød jo nys blandt Hine og hiin Aands
Johannes' Tale: Hans, der vidnede
om Aandens sande Liv, om Lyset.
Dog klarned Aanden reen ei frem i ham.
Han Menneskheden bød at standse ved
den Afgrunds Rand, der fører nedimod
de sjeleløse Skabningsrækkers Egne;
men ei den nye Vei han aabned dem.
Han pegede paa Jorden, paa Tilværet:
hans Daab borttvetted Offerrøgens Sod,
der lagde gjennem Aldrene sig paa
de Ord i Hjerterne: «jeg er en Synder!»
Men Himlen ei han blotted: ei Bestemmelsen.
Han Haneklappet, Graaningens Godmorgen,
Han Daggryes Søvneblussen var, men ei
det vaagne Dagsmiil. Dig, du Støvets Aand,
fra sløve Glemsels Dynge, hvor du hviled,
tilbage førte han til Angeren,
som du forlod ved første Altar:
til Angerens sorte Grændsekors mod Haabets
den bugtede Eng med Troens Høi og Fredens
den stille Dal han førte dig, ei længer.
Der standsed han, og vidned høit:
«som, Støvets Aand, fra Uskylds klare Høide
du gled til Angers snevre Dyb, og ned
end dybere igjennem dette til
det Sløvheds Dynd, jeg fandt dig i: ja, som
af mig fra Sløvhed du er ført tilbage
til Anger først – saa skal en Aand fremstaae
end stærkere end jeg: en Aand, som mægter
at føre dig fra Angeren tilbage
til forne Uskyld!»
Ja, Aanden kommer, klar og høi og stærk,
bevidst sit Væsen her som hist i Himlen:
bevidst, hans Væsen er, du Støvets Aand,
din sande og oprindelige Guddom!
Han i et Kjød, som Adams i de første
uskyldige Øieblikke, mildt og ei
opsætsigt imod Aanden, aabenbares
sand Gud, sandt Menneske til Jordens Frelse.
Blandt sorgnedbøiede, syndbestænkte Brødre
i eensom Herlighed han staaer paa Jorden
som var han den Alverdens Guds Eenbaarne.
Ja nævn ham saa, hvis, Sorg, du er taknemlig,
hvis, Anger, Glimt af Haab dit Øie er!
Thi se han er den store Guds Alkjærligheds
det levende Pant, det eneste paa Jorden!
med himmelsk Naades og med Sandheds Fylde
han dækker Jord, din Synds og Jammers Fylde.»
Saa ærer Sønnen, som I ærer Faderen:
saa ærer Guds Alkjærlighed i min!
– Thi Jeg, ja Jeg er Aanden, hvem Johannes
har vidnet om . . Jeg Frelseren, Messias,
I bede om, og Seclers Suk paakaldte!
Ja, Støv, Jeg er din Aand igjen-opklarnet;
thi jeg har Lys nok i mit Indre til
at tænde det i alle Jordens Hjerter:
thi Jeg vil lede dig, du Støvets Aand,
til Evighedens, Salighedens Port,
før end dit Muld paa Gravens lave banker;
thi Jeg (jo eders egen Aand og Blod?)
saa klart mit eget Væsen kjender, at,
naar i dets Guddom jeg det aabenbarer,
da, Millioner, mine Brødre! blotter
jeg eders eget Væsens Guddoms Glands.
Men Det at skue denne, Det er Frelsen!
Min Sjel af Medynk ei (thi Jordens Sorg
med mine Skridt forsvinder) zittrer; men
af Styrke; thi min Seier veed jeg . . Ha,
Du Aand i alle disse morgen- aften-
og Dag- og midnat- malte Hjerter knæle,
med Lovsang til dit Ophav, skal for din
din egen Høihed, klarnet først i Mig.
Ja nu, end mens du hviler i din Synd,
ved første Lyd (o hvor udødelig
er Aandens Sandheds Spire ei?) du kan
dig selv fornægte ei; men flux (dog først
de Lidende blandt Folkene) du strækker
den syndbetyngede Haand mod Himlen, raabende:
«Han taler om mig Selv . Ja, jeg har Haab,
hvis end saa god En fødes kan i Støvet.
Ja Han er Sandhed; thi hans Ord har givet
min Sjel sit Lys! Ja Han er Livet, thi
hans Ord mit Hjerte varmer!»
Ja troer paa mig; thi Ordet, som jeg taler
til Støvets Aand, der gjennem Folkene
i Blodsudgydelse og Synd sig rører
om Jorden som den onde Træets Slange,
er ikke Sandhed ene for mit Væsen,
for dig alene, Jord, du bævende Fnug
i Almagts Haand . . o det er Sandhed for
de høieste af Salighedens Aander,
og Evigheden kan ei mere end
bekræfte den! Og nu – o Jord, du Salige,
(thi Naaden skinner ikke paa et Helved)
forbauset Morgenstjernen skal dig skue
med pludselig ny, forhøiet Glands; men Englene
de vide, og fortælle det til Himlene,
at Jordens nye Glands er Rødmen af
Taknemmeliges Smiil: de frelste Menneskers! –
Og nu skal Himlens Sandhed lyde her
blandt Dyrets Brølen, Græssets Hvift?
Ja troer paa mig! Thi, se, min Læbes Sandhed
Alkjærligheden, da den skabte dem,
indkyssede i alle Aandens Hjerter!
Men er min Sandhed tegnet i min Tale,
da sku min Frihed tegnet i mit Liv! Thi
Hvo kan vise der en Synd? Og valgte
jeg Selv ei, blødende at plukke Tornene
af Eders Hjerter, o I Jordens Lidende,
saa Eders Qvælere, de Mørkets Smilende
dem flette kan (ja Dette veed jeg skeer,
thi jeg i Graadighedens Svælg staaer ene)
til Krone om min Isse?
Og viser Nogen større Kjærlighed
end den, som lader Livet for sin Næste?
Men hele Menneskeheden er min Næste:
de sukke alle under samme Byrde:
Jeg ene staaer, opveiende de Andre.
Saa stærkt er Lyset (thi det er fraoven)
at, ene i en heelt tilmulmet Verden,
det standser ei sin Skaalen-ud, før Alt
med Lys er mættet, og det suger Næring
af Frommes Blod; thi dette bliver evigen
i sløve, onde Hjerter, Glo-dryp, naar det
afdampet har, saa Pletten staaer igjen
som glorødt Brændemærke paa den Alder,
der fordred saadant Offer.
Saa er da Sandheds, Friheds, Kjærligheds
uløselige Trefold-eenhed (thi
i hveren Aandens Yttring maa de ligge,
som Gud i Verdens Svøb, hvis den er god)
mit Væsen; ja hver Aands, ifra de Høie,
der Verdner saae at blomstre og henveires,
som Sæd til nye Verdener udslynget,
og til de smaae, der efter Plantens Væxt
og Visnen regne deres Levealdre
. . ja Alles; thi for Alle staaer Fuldkommenhed,
som Maal og Skjerm imellem dem og Gud . .
ja da dit Væsen, Støvets Aand; thi mit
dit Væsen er jo, som det var i Adam,
det rene Mandens Billed, og i Eva,
det rene Qvindens Billed, medens Kraften
og Kjærligheden roligen beskued
i disse To hverandre, førend Kjødet
fornam sin Magt og Aandens Sorgløshed:
før Løgn formørked det, og Jammer sløved,
før Synd det trælbandt, førend Egennytte
fortæred Hjertet, og sit eget Hjerte
(det hugtandlige): Had istedet satte.
Ah – Aand din Seir! – da dette er
dig Unaturligt, Strid imod dit Væsen:
det glider derfor af dit Hjerte som
en Dunst, naar Vinden blæser, Solen stiger.
Du lysner jo (din Stræbens Zittren
er Lysets Straalers stedse nye Udbølgen
fra bundløs Kilde: din Udødlighed)
naar først du troer, at Sandhed er dit Væsen.
Først, naar du troer, at Frihed er dit Væsen,
at Kjødet er din Træl, ei Kjødets du,
frigjøres du. Men Frihed hærdes maa,
og hærdes, at dens Styrke op kan svulme,
saa ingen Lænker mere passe til den.
Din Kjærlighed gjenvinder du ved Troen,
at samme Aand i alle Hjerter boer.
Se, denne Tro dig gjør i Støvet alt
til halvopvoxet Spire for en Salighed!
Og Sandhed Spirens lyse Farver er;
og Frihed Spirens Stamme-Marv og Grene;
og Kjærlighed dens Blomst. Til Jorden falde
de gode Gjerninger som Frugter ned,
og vælde evig ud, hvis Gud ei hindrer,
som søde Manna; men til Godheds Gud,
der planted den, opstiger Takkens Duft.
Men Jeg, som reiste Spiren, der den visnet;
som, herliggjort af Gud, min Fader, med
den Herlighed, jeg bar, før denne Jord
iførte sig sin første Morgenrødme,
dig lærer Jordens Aand, dig Selv at kjende
igjen: dit Væsens Høihed og dets Fordring . .
Jeg være din Messias! Jeg, som standsed
dig i at øde dig ved Synd og Sorg,
som dig ved Naadens Lys, ved frydfuld Sandhed,
til Stien drog, der (skydende sig frem
som Fryds Blik, den ligeskudte Piil,
snart sig som Haabet bugtende, der synes
at komme nær sit Udløb gjentilbage)
sig slynger foran Graven mod den Bane,
der hist sig aabner bred imod Fuldkommenheden,
din Frelser kaldes skal, og din Forløser.
Og Jeg, som døende gav Slægterne
min Fred i Arv, ja, Jeg – du Støvets Aand! –
som soned ud dig med dig Selv, skal nævnes
Forsoneren, den Midler mellem Gud
og Mennesken!
Nogle af Folket.
Ja, sandelig, Han lærer os, som Den,
der Myndighed og Magt har.
Andre af Folket.
Ei som Præsterne.
Thi deres Hjerter skjælve under Loven
som vore.
Andre.
Ha, du Jesus, Søn af Nazreth,
Hvad have vi med dig at skaffe? Est
du kommen, for med Vanvids-djævle at
besætte os? Hvad vil du, Søn af Joseph?
Jesus.
Forargelser maae komme; ja som Støvskyen
før Seiren. Jorden gjærer nu om Sæden.
Andre.
Mon han Elias er? mon Jeremias?
Mon en Prophet, fra Gravene udgangen?
En Mand.
Ja, sandelig du est Messias; ja
den levende Guds Søn! Thi du er Sandhed.
Jesus.
O salig er du Simon, Jonas' Søn!
Ej Kjød og Blod dig dette aabenbared;
men Gud ved mig opklarede din Aand,
indtil den brændte. Du er stærk: paa dig,
du Klippe, jeg mit nye Tempel bygger.
Den første Borger er du i Guds Rige.
Du er ei meer i Syndens Vældes Mørke.
En Mand.
Vi vide nu, at Gud vor Faders Kjærlighed
er aabenbaret i et Menneske.
Jesus.
Johannes, kom til mig, du Elskelige!
Ja saa har Gud vor Fader elsket Jorden,
at den, han elsked, bød han døe, at dog
de Onde kunde troe og frelses da.
En Mand.
Vi ere Syndere; men du, Messias,
vor Talsmand vorden er hos Guds Retfærdighed.
Han straffer ei de mange Syndere
for een Retfærdigs Skyld!
Jesus.
Du, Jacob, følg mig!
Ja Gud bønhører, hvis I haabe; Gud
vil give Eder, hvis I troe; ja Alt
hvad Aanden beder om. O, følger mig;
thi Hvo som mig for Jorden vil bekjende,
vil jeg for Gud bekjende, ham tilsige
en himmelsk Naades Fred!
Simon. Johannes. Jacob.
Du er Messias!
I dig er Sandheden og Livet. Du
har gjenvakt Aandens Liv i Mennesket,
opreist i den et evigt Haab, gjengivet
den sjunkne Aand sin Himmel her i Støvet.
Jesus.
Det er min klare Sandhed, Menneskeaand,
som straaler nu paa din fordunklede;
min Frihed triner frem for din i Lænker;
min Kjærlighed som trøste vil dit Had;
thi det behøver Fred: det er alene
din Angests Tænderskjæren.
Se min Fred
tilhører dig: du blot den tabte i
din Hvirvlen. Tag da, stolte Støv,
din straalende Trolovelses-ring med Himlen.
Du burde vogtet den. Men, se din Brud
tilgivende jo selv dig rækker den!
Se disse Ord – o de umistelige! –
indgravet evig er af Gud i den:
«Dit Væsen, Jordens Aand, er Himlens Aanders:
er Sandhed, Kjærlighed og Frihed.
Af denne første store Sandhed straaler
hver Sandhed ud, som lyser op dit Hjerte;
ja Den: der er en Gud! Hans Sandhed er Alviisdom,
Hans Frihed Hellighed, Hans Kjærlighed
en algod Almagt, der fremskabte dig
til salige Fuldkommenhed, og da
udødelig.»
Se dette er din Sandheds Skat, og den
er kostbar selv i Himlen.
Du Rige, kan dig Smerte da forarme?
Aljordens Guld dig gjøre mere riig?
Da Gud, i hvis Algodhed Alting lever,
Han i hvis Almagt Alting røres, og
i hvis Alviisdom Alting er, Han, i
hvis Hellighed jo Alting skal fuldkommes,
er Aand – ja seer hans Billede i mig,
hvori I eders egen see fuldkommen! –
i Aandens Sandhed, Stræben mod Fuldkommenhed
Han ene dyrkes maa.
Kan Offrene af Guld og Blod da glæde
ham meer end Fedme mætter Eders Sjele?
I ville, sjunkne ned til Dyr, nedslæbe
Gud efter Eder til et Menneske.
Opstiger da til Mennesker igjen,
og giver Gud den Plads som sømmer ham!
Men dette er din Sandheds-evnes Bud:
o Menneske, forglem din Sjel ei! Den
ved Kundskab voxer, som naar Himmelhvælvet,
der ruger lavt om Natten og i Taagen,
af Dagens Straaler synes at udspændes.
Den egen Høihed haaner, som vil sige:
«hvad Gavn i Kundskab, naar vi glemme? Ja,
i Døden maae vi glemme Livet selv.»
– O Alderdommens Glemsel Laaget er
igjenslaaet for dit Liggendefæ, der alt
paa Veien er til Himlen at henbæres.
Hvo, som i Aanden saaer skal høste hisset.
Vee da de Løgnens Præster! De som amme
ved Altrene (de blodige Drage-vorter)
Uvidenheden, at den knuge kan,
liig tykudbuget Taage, Folkene
for deres Fødder! Vee Bedragerne!
Vee dem, som ville hindre Alle fra
at træde ind i Lysets Rige, og
ei heller selv gaae ind; men, holdende
i deres eget Mulm tilbage Alle,
mod fjernest Lysglimt raabe: «seer, I Folk,
Fordømmelsens Ild! Om Os jer klynger sammen!»
Men Sandhed ene frigjør. Thi hvad var den
– o Sandheds tomme Skin, kun Kundskabs kolde
og maaneblanke Slangeham! – om ei
den varme Straaler skjød i eders Hjerter?
om Mulmet sneg sig ind i Eder, for
at yngle Synd, men eders Blik opklared
Alt udenfore Eder? O da sunke
ned Sandhedsstraalerne til gyldne Fryndser
om Syndens Leie.
Nei! Dette Sandheds Kjerne er, at vide
at Aandens Frihed er dens Rang og Høihed,
der maales eftersom den trælbandt mange
af Syndens Lyster. Frihed den er Magten
(som Sandheds Arm) at hævde Aandens Sandhed.
Men denne griber efter hver en Synd-nød,
thi altid er dens sorte Kjerne Løgn.
Men dennes Sæd i blinde Kjød er lagt.
Thi Kjødet føler sig ved Skjønhed, Styrke,
ved Godhed adlet – derfor vil det herske.
(Men denne Herskesyge er jo Barnets?
Og Barnet, om end smukt, skal lyde jo?)
Naar Kjødet (ikke som hos Dyret i
sit Eneherredømme maadeholdent)
en Modstrid mærker, blie'r det ondt.
(Dog kun som vrede Barn; thi det kan tæmmes)
Med søde Vellyst det bestikker
(som Barnet smigrer: Kjære, giv mig! Kjære!)
Og seirer det, og lykkes det at hilde
ind Aanden i dets lunkne Vellugtmulm,
da voxer det til en uhyre Kjæmpe,
men Aanden bliver Barn, og lulles da
(som Barn i Skjød) paa Blodets Bølge-vallen.
Da svagnes Aanden, glemmer eget Savn,
men græder kun for Kjødets Savn og Smerte.
Da, som fra Aands og Kjødets fælleds Værksted
(thi Aanden maa da finde op for Kjødet,
hvad dette ene tjener til Behag)
udflyve onde Tanker, føde Synd:
ja Mord og Hoer og Hevn og Had og Meeneed,
og Gjerrighed, Misundelse og Hovmod.
Men da er Aanden Træl, og Sandheden
i dunkle Trudsler døer, der dække Trækket,
som før i Hjertet funkled, Trækket: «Gud!»
Et Billed maler Aanden af sig selv
saa ond, den blive kan. Dets Navn er: Djævel!
Ha, Aand foruden Frihed? ha, det Samme
som Kjød Begjær foruden! Se, saalænge
i Muld vi vandre, for vor Himmel maae
vi agte Jorden. Men i Himlen er
ei Strid i samme Væsen. Her eiheller
da være Strid; men Aanden faae sin Seir,
før Kjødet sejermæt nedlægger den
godvilligen paa Graven! Ærer dog
de gode Jordens Gaver! Eders Legemer
er Guds Algodheds Templer: Skjønhed, Styrke
og Fryd og Rigdom ere skjønne Prydelser,
og Elskov Templets sødeste Musik.
Dog er ei Templets Gud i dette Alt,
men Aanden, den er Guden. Den maa dyrkes,
som Verdens Gud, ved Dyd og Sandhed.
Dog gik (som Slangens Hoved, svævende
– som om det var dens egen Ledestjerne –
urørt og blankt, høitover Bølgerne,
hvorgjennem sig dens Hale bugter) du,
med ukrænkt Frihed gjennem Fristelser,
da . . o en saadan Tanke vidned dog,
at Synd du havde. – Ak, bedrag dig ei,
og siig ei: viis mig Synden i mit Hjerte!
Men troer – ja sandelig jeg siger Eder:
kun Reen i Hjertet er den Ydmyge,
og salig er alt Denne her paa Jorden;
thi sødere er Hemmeligheden, naar
kun Een den veed; men Gud er denne Ene.
Kun stærk er Dennes Frihed, som Forfølgelser,
med Sejerssmil, for Retfærd leed, det Sandheds
befalende Aasyn. Salig ja er Denne!
Er Frihed Aandens Fod, hvorpaa i Støvet
den kneiser, forat naae de rene Himle . .
er Sandhed Aandens Arm, med Øine i
hver Finger-endes Nerve, hvormed Den
om Alting favne vil og til sig trykke:
– o da er Kjærligheden Aandens Hjerte,
livsvarme Hjerte, hvortil Alt den kryster!
Hvad Fryd og Høihed var i Skuet, selv
om Aanden Guds Alverden udbredt saae,
naar ei den følte: o jeg maa tilbede!
jeg maa jo elske!?
Men denne Skaberens Tilbedelse
er Kjærlighedens Høihed.
Men det er Kjærlighedens Fryd, at føle sig,
(med en udzittrende Mildheds Rigdom, der
vil øse i Alskabningens aabne Fyldehorn
– forgjeves! – Jevnmaal til Alskaberens
uendelige, maalløse Alkjærlighed)
som Fader for saa viid en Deel af Verden,
som Aanden overskuer, som om den
– o Storhed – af Alfader var betroet ham
som Pleiebarn at vise Godt imod.
Da maae jo Mennesker og Dyr og Planten,
ja Mulden elskes selv og pleies? Ja
det Livløse er jo stille Moderømhed:
den Muld, som synes død, er Leiet for
Alkjærligheden, der (liig Manden paa
sit Leie halvreist siddende) har reist sig
i Livet, – Planteverdnen Bugen:
end dybere skjult da ligger Livets Kraft:
det søvnevarme Hjerte Dyreverdnen,
det vaagne Øje de Fornuftige!
O Kjærlighed, Allivets Liv! Almægtige,
saa selv de Ufornuftige, der Sandhed
og Frihed mangle, ei er dig foruden!
Dit stille Smiil i Muldens Rigdom see vi.
Dit første Aandedrag vi høre jo
i Dyrs Taknemlighed og Høimod; ja
du taler næsten alt i Hundens
trofaste Blik. O Menneske, vil du
den Eneste i hele Livet være,
som mangler den? Se, den er ene Dyd!
Alt uden Kjærlighed er Synd,
som Liget ei kan kaldes Menneske.
Imellem Synd og Dyd er intet Rum.
Paa Ligegyldighedens Flade Synd
er dyngelagt, og Synden sortner,
som Havet under Isen, under den.
Forsømmelsens Gab med Synd er halvt opfyldt.
Din Kjærlighed dig binder, Menneske,
paa rette Plads imellem Dyb og Himmel.
Vil du ei være Engel for den Jamrende?
Du trøster Sorg, med Balsom staaer ved Leiet,
Du vover Livet for din Avindsmand:
o synes du ei da at være mere
end Syg og Kummerfuld og Reddede?
en Engel sendt af Gud? Du drager Tornen
af Løvens Forbeen, knælende, saa (liig
et hvislende Lyn) dens Tunge flagrer for
dit Øje, drypper paa din blotte Nakke:
o kunde Løven tale – ja . . ah, se,
Den reiser sig . . nu knæler den, og loggrer;
men Dette er dens Tale: «Du er meer
end Menneske: det dræber; du jo frelste».
Ei Kjærlighed har noget Tomt omkring sig.
Den fylder Dybet med Velgjerninger.
Ja, se, den fylde kan med Ømhed ene,
om Gud din Haand til Fyldens Horn ei gjorde.
Og Himlen daler ned i dens Tilbedelse.
Alene den naaer Gud den Højeste;
thi Nærmelse den stræber efter, og
dens skjønne farvde Øje (det, hvis Laag
Indbildningskraften kaldes) seer,
hvor Aandens Sandhed skue vil forgjæves.
Ja, var Fornuften end et saadant Blik,
der solklart, uden Farve, saae det Høieste;
og var vor Frihed end, vor Dydbevidsthed,
en Vinge, som os mægted did at bære;
dog Kjærlighed var fulde Svanebarm,
hvis Banken var det Øjes Glimt og Kraften,
som løfted Vingerne forbi, forbi
og – did! Ja, dette «Did!» vi, midtimellem
de skarpe, følelige Verdens Syner,
af Livet bruste-om, maae, i vor Dæmring
tilbagetrukne, koldt benævne:
«det i sin Reenhed Usynlige, Uhørlige;
det i sin Høihed Ufattelige».
Ak!
er Støvet mørkt endnu? Se, farve det
med Regnbuens søde Skjær kan Mennesket:
med Haab (som Grønt: det er jo Jordens; thi,
naar sandeste Fornuft det planted her
det Vished bliver hisset, vide vi.)
. . med Tro (som Blaat; thi den mod Himlen seer,
selv fast som Hvælvet, lys som Dagens Smiil)
. . med Kjærlighed (som Rødt: den Livsens Ild
i Muld, men Helligaand i Himlene.)
Men en uendelig Kraft til Sandhed er
den Sol, som (Dagens Straale liig, der kun
i mørke Skybund maler Buens Rund)
i Støvets Mulm fremskabte saadant Skjær.
(Men, Mørket borte, Regnbuen visner vel,
flux klar, alene straaler Solen selv.)
Men, svulmer Graven der (som sjunkne Sky,
der æsende bag klare Syns-kreds smyger)
vort Væsen straaler i en Himmel nye,
og seer da, Hvad, da Livet skarpt sig malte
om os, vi det Usynligt Rene kaldte,
bestandig saa i samme fjerne Høihed.
Vi see os mange lige Aander blandt,
for hvem, som vort, et Liv i Mulden svandt;
at stærkere Frihed, lysere Sandhed gjør
hver Aand end meer selvstændig nu end før,
mens renere Kjærlighed dem Alle smelte
(se Jordens Glorie, Aanders Straalebelte!)
isammen til et helligt, aandigt Eet.
Dog Tvende steds (som skyggende een Flamme
med eente Vingepar) gjensidig nyde
hinandens Salighed: de flyde som
i samme Kjærlighedens Fylde sammen.
Et mattet Bild af denne Salighed
i Støvets ædle Elskov skimter ned,
ja selv i Hanget til det døde Skjønne,
sær Skjønheden i Menneskets Gestalt,
om Marmor kun og malt.
. . Ja, det er Ahnelsen, at hisset er
(end selve Sorgen) skjønhedsformet Alt.
Som skrumpet, kroget Træ har Frugten rød,
saa vel, som Det, der Skyen Blomster bød:
i Herlighed fremgaaer en himmelsk Form
af hæsligt Støv (som Sommerfugl af Orm).
Selv den, der Gysen fik igjen, naar venligst
han hilsede; ja Den, Naturen, som
i Kaadhed, traadte under Fødder, saa
han Menneske ei ligned, see – han staaer
som Engel paa sin Grav; og, var han from,
med Livsens milde Farve, Rosens Skjær;
men, var han ond, da bleg, dog skjøn han er.
Thi det Guddommelige-Eviggode,
(naar Aanden har sig renset, saa det sande
Aandsliv, den Saligheds-bevidsthed, kan
sit Livsskjær i hans Kummers Bleghed blande)
i fulde Kraft maa eengang bryde frem;
thi bier, bygget vel, men uden Pragt, dens Hjem.
Som her, hist Perlen har ei runken Skal.
Mon Sokrates' den skjønne Sjel ei skal
hist faae sit eget Skjønheds-ideal
til Udtryk? O, et Saadant i din Sjel,
Det er den Form dig hisset blier tildeel.
Af Sokrates nu leer ei Klinias' Søn:
Han visere er vorden, Hiin vel mere skjøn.
– Ah, Skimt af Himlen! – herlig, skjøn, saa selv
den kummerblege Aand, bagefter hvem
fra Muld sig Uskylds-blodets Røgskyer hvælve,
(liig blaae, i Dødskamp sammenknugede Hænder
uhyre, efter Aanden rakte frem)
en Retfærds Klage, mild som Bønnen, sender
Alkjærligheden hen; og Aandens Vemod
Alkjærlighedens Naade-svar! –
Men Jeg er Sandheden og Livet. Hvad
er sandt paa Jord, i Himmelen er Sandt.
Hver da, som vandrer om i mine Spoer,
som elsker mig, som jeg ham elsker, Han
skal uafbrudt sit Liv i Kjærlighed,
i Sandhed, Frihed hisset blive ved:
hans Sorg ei Himlens Salighed skal blegne.
Den, ikke troer, maa hisset først, med Smerte,
oprykke Last og Løgnen af sit Hjerte,
før han kan saae den Sæd, hvis Modenhed,
han seer, med Blusel, straalende igjennem
talløse Brødre, Himlens Englehær.
Omvender Eder da i Støvet! Skyder
mod Himlen, hvortil I er' bundne op,
I unge Ranker, som med Frugt og Knop!
Den, mine Bud vil holde, han skal see,
at Gud dem talte selv til Himlene.
Hør, gode Engles Jubelsange lyde
for hveren Synder, som sit Øje mod
de høie Himle slaaer fra Muld og Blod:
som mod sit Maal, imod sin Himmel seer,
bevidst, han nu ved Stigens Fod kun er:
som, dyrkende sit eget Guddomsvæsen,
(er: Sandhed, Frihed, Kjærlighed)
her ligesom det høie Embed tager,
i eget Hjerte at opdrage
et Gudsbarn for en Himmel.
O, stræb, du Støvets Aand, da fremimod
Guds Hellighed! Naar Ufuldkommenhed
hentil Fuldkommenheden stræber da,
sin egen Plads, sit Navn den selv forlod:
den er ei Ufuldkommenheden meer,
men Dyd i Himlen, som i Støv, den er.
Vord som de Himmelske – o Dette er
min Læres Sjel! – du Støvets Aand, fuldkommen.
Selvprøven hisset, om du stræbed her,
som Gud du skylder, redeligt, er Dommen.
Men før du Himlen sand i Muld kan naae,
du ydmyg, stolte Aand, tilbage maa
til Barnets Himmel vandre – ak, hvor liden!
en Roses Hvælv dens Rum, et Smiil er Tiden . .
saa liden, dog den har i Uskylds Øje
en Sol, som speider sandest dog det Høje.
O, Kjærlighed er Stien, som didhen
til Barnets Himmels Indgangs-hvælving for
den store Himmel, Engles Hær beboer,
kan ene føre voxne Aand igjen,
(som Vedbend synes højen Fjeld at smelte
med Dalen sammen til en Blomsterhøi)
ja om du stærken Samson var i Belte,
om Løvehuden om din Skulder fløi.
Ja, stod, som Judas Maccabi i Kraftens
blodskummende Svulmen (som en Uveirsaftens
rødbræmmede Skyer, der blussende ombruse,
som om de Bølge-lyn, de drak, beruse)
du end som Folkets Frelser paa din Val:
dog Kjærlighedens Aasyn, Ydmyghed,
bag mørke Laurglands glorielysne skal,
hvis, Mand, du og i Himmelen vil kaldes
en Helt, og der din Kamp skal kaldes Seir.
I Ydmyghedens Engle-rustning, da
bestig Fuldkommenhedens Stige, ned
i Støvet sat af Guds Alkjærlighed:
din Sandhed skuer opad; Kjærligheden
omfatter; Frihed stiger op franeden;
hver Dydsdaad er et Trin; hvis Gud ei gav
dig Evne – se, som Engle da nedsvæve
fra Gud din Troe-cherub, din Haab-seraf
og op den Arme uformærkt de hæve.
– Hvor lys, o Støv, er du ved Frelsen vorden!
Du Himlens bedste Sandhed veed:
den, ved min Død, fra Himlen arver Jorden.
Hvor salig er du, Støv, ved Frelsen vorden!
Guds Naades Straaler planted ned
i dig en Himmels rige Kjærlighed:
Du nævne kan dens Himmel-navn, det Navn,
hvormed den nævnes i dens Fødestavn:
det Skabelsens og Saligheds Mysterium,
som før de salige Aander ene kjendte:
som, lydende fra Himmel og til Himmel,
ligt helligt Schibboleth i Aandens Vrimmel,
end højere stedse Kjærligheden tændte:
det Ord, det Navn paa Himlens Salighed:
«Se, Gud er Kjærlighed, og Hvo i Kjærlighed
forbliver, er i Gud, og Gud i ham!»
Af dette Helligste har Støvet malt
et Billed sig i: «af din ganske Sjel
du elske Gud! din Næste som dig Selv!»
Men «Næste» er for skarpt et Penseltræk,
der sletter baade Dyb og Himmel væk.
Os Himmelen og Dybet netop er saa nær,
som Kronen og Sandalen Drottens Hjerte er.
Thi er vor Næste da Alverdens Alt.
Af hiint det Helligste har Støvet, liig
i kolde Steen, en Form afmeislet sig
i Budet: «Handling være Fordring liig!
Gjør Næsten Hvad du vil, at han gjør dig!»
– O er mod hiint det Himmelske ei Dette
som Støttens Malm, der klang kun, naar man slog,
mod Engle jublende, med Vinger spredte?
Hvor lyst og saligt er ei Støvet vorden,
naar Himlens Naade straaler Sandhed ned,
og Kjærlighed gjensmiler ifra Jorden!
O, hvor ophøjet er ei Støvet dog,
der veed, en Himmel ligger foldet sammen,
og folder ud sig i dets eget: «Vil!»
Ha, har du hørt? Ja i dit eget: Vil!
O, hørte du? du Naade-overstraalte!
O hørte, saae du, Livsens Væld, det evigt-
henrislende, bag Stjernerne i Himlene,
Guds høie Herlighed, sig tabende?
Knæl ned! det risler ved din Fod. Knæl ned!
Som Elven glimtende igjennem Dybet
sig skyder Himlens Sandhed lysnende
din Frihed gjennem (før den sorte Afgrund,
hvis vilde lunkne Rigdom yngled Drager)
– ja Sandheds Straaler, hvert et Straaleglimt
er Kjærlighedens Dug udstrømmende!
Et Verdensdyb af Frihed, en Himmel af Sandhed,
opfyldt af Kjærlighed, som Solegran,
der smeltende i tusindforme'de Verdner
(din Daad) udgaae . . se dette er din Sjel!
Knæl ned! elsk Støvet! Himmelen tilbed!
(Jesus og mange af Folkene knæle ned i Bøn)
O hør os, vor og alle Himles Fader!
Dit Navn – o Guddom! – som i Himlen vorde
forherliget i Mennesket paa Jorden!
En Mand.
Os er en Frelser fød i Davids Stad.
– O Livsens, Frydens Budskab!
Jeg troer, ja sandelig, at vi herefter
skal skue Menneskets Søn hos Kraftens Høire
at sidde, og i Himlens Sky at komme.
Jesus.
(reiser sig langsomt fra Bønnen)
Ja sandelig Guds Almagt holder over
mit Ord sin Haand! Jeg gaaer, forherliget
af en taknemlig Jord (Guds være Æren!)
tilbage til min Fader at forherliges
i Himmelen til Billed af hans Hellighed.
– Matthæus, sande Jøde, følg mig du!
En Mand.
Omvendelse og Syndsforladelse
(din Viisdoms Alpha og Omega, Mester)
prædikes Alle; ja og de Hellener,
men først begyndende ifra Jerusalem.
Du kan det? Ja, vi Alle, selv de Vise
i Daarskab vandrede. Din Myndighed
maa være stor; thi seirrig var din Sandhed.
Jesus.
Ja, Lukas, Frelsen er Aljordens. Her
dog sættes Ploven først i Jorden. Følg mig,
og udkast Lysets Sæd, saa fjernt du vil.
Du elsker Antiochien meer end Zion
– Vel! ogsaa den er pløiet bort fra Mørket.
I Himlens Navn jeg talede til dig.
I Himmelens og mit, tal du til Alle!
En Mand.
Ja sandelig din Frelse er os bedre
end Offerrøgs og Blods.
Jesus.
Slut dig til Petrus, – du Johannes Markus.
Du læne dig til Klippen, svage Vaand,
der voxer nær Guds Riges Indgang op.
– Matthæus, Markus, Lukas og Johannes
(min Liigsteens alle fire Siders Indskrift)
I skulle vidne sammen! Imod Øst
og Vest og Nord og Syd I skulle fare
som Evangelets Engle ud fra Zion,
fra Pol til Pol hverandre svarende
som Echo, sammensmeltende, som i
Cherubens Billed, Sandheds Tegn med Kraftens
og Høiheds: Englens, Løvens, Tyrens Hoveder
og Ørnens, suste om af Lynets Vinger.
Mænd.
Ja, sandelig, os Frelsen er oprunden!
I denne er, hvem Moses spaaede, funden.
I ingen anden er der Frelse; thi
er Sandhed dobbelt? dobbelt Støvets Væsen?
et Andet være end hvad Denne sagde,
at elske, haabe, troe, og være fri?
End under Himlen lød ei Navn som Dennes
i Kraft og Signelse. Hvo «Jesus» nævner,
Han nævner Haab og Tro paa Himlens Naade,
Han hader ei, kan ei sig Selv foragte;
thi da han mindes, at i Jesus var
hans eget Væsens Storhed aabenbar.
Jesus.
Jakobus, du, hvis Retfærd smiler med
din Broders halve Phantasie! du, Judas,
der arvede, som yngste Broder, kun
dens sværmende Skygge – ja den Skygge liig,
som Fakkelbæreren henkaster, stor
som Ahrimans Vinger, dandsende paa Væggen!
Andreas, mandige, du Petri Tvekrog!
Philippus, du Oprigtighedens Ja
og Nei! Nathanael, du Storm i Taagen,
du Mulmets raske Blussen-hen i Lyset!
og Thomas, du, du Vemods aabne Saar,
du Haabets Vægtskaals Dirren, Ømheds Angstskrig!
Simon, du Nidkjærhedens Blus!
Og Judas Isch – –
(afsides)
Ha, hvad skal tegne dig?
Et Dyb, der kjækt sig hvælver opad, som
om det en Himmel var? En Ørn i Dybet,
med Snoge lænket? Ørnevinget Slange,
mod Solen flyvende? Livspalmens Orm?
– Dog vidned han.
(høit)
Ja, Alle I og Judas
I er kaarne! Indtriner i det Helligste!
Om Lysets første Kilde bøjer Eder,
som Hulens Søiler! I, min Viingaards
førstmodne Druer, voxede paa Lysstraaler,
min Kjærlighed, den ømmeste og hemmelige,
skal kryste, saa at eders Kraft udstraaler
til fjernest Vraa paa Jorden Lys og Fryd!
Se, stor er Høsten; Arbeiderne dog faae!
Men beder Høstens Herre, at han sender
Arbeidere! O, hvis I bede sandt,
da Selv I vandre hen at høste! Se
alt hvidne Agrene mod Høsten! Ja,
som tunge Ax, alt bøie Folkene
i sine egne Barme sine Hoveder.
Hvo gaaer at høste, han sig samler Frugter:
en Salighedens Sæd han kaster i
sin Evighed ud. Der Selv han høster.
Udflyder, mine Straaler!
Teer Verden eders Troes stille Lys!
opløfter eders Haab som høje Fakkel!
rundtspreder Kjærlighedens milde Varme!
Da tøe de kolde Hjerter – Ja ved Veldaad,
(thi jeg i stille Timer blotter Eder
Naturens Kræfter) ja ved Underdaad
borthugger Iisen! . Sæden finder Furen:
som milde Vaarduft, stiger fra de Hjerter,
hvor Saligheden staaer i første Blomster,
til Livets Fader Priis.
Gaaer ud, I Arme, bringer Støvet Rigdom!
Forkynder Mennesket, det er gjenfunden!
Thi sandelig det var fortabt, forsvunden
i Løgnens Mulm, i blodigt Dyb, hvor hellige
Bedragere, liig Drager, søvnig Dunst
udblæste, hvor, liig Kingeler i Krogene,
Voldherskerne med Lænker, rindende
af Kronernes giftgule Vorter, Dybet,
ja som med Kingelvæv, tilspandt.
Ha, gamle Afgrund, Guds nedsjunkne Himmel,
Hvo skulde troe, at endnu kunde Engle
paa Bunden leve, dog som trællende?
Men se opsvæved derfra ei en Engel?
Nærved Herodes Throne opstod Frelseren.
Men Dybet revnede som af et Lyn,
da Frelserens Blik saae ned deri, og – se,
(ja først jeg Eder saae I Sendte-ud)
se Engle gik der trællende paa Bunden,
med Vingerne, af Kingelvæv omslørte,
og Blod i Mørket drukke de for Vand,
og Slangehoveder for Brød de aade.
Men, se, ved første Glimt opsvæved Tolv
(o fagre Stjernekrands!) og rystede
i frie Himmel Vingerne; og Jubel
og Lys udklang og straalede fra Spidserne.
Gaaer, raaber Det til Ypperstepræsterne!
Gaaer, hvidsker Romas Imperator Dette!
Og han skal sortne i sit Domus aurea.
Han vil ei længer være Lastens Keiser,
og Syndens Kroners Krone; thi hans Synd
er Romas Ære, Romas Synder ere
Herodes' Ære, ja for tusind Konger;
og disses Synd forgyldte Mønster for
de arme Folk. – Se dog, hvor Synden har
til Afkom Trældom, Trældom atter Synd!
Men Præsterne, end meer ærgjerrige,
erkjende ingen Formand i Bedrag.
Hver Præst i Løgn er summus pontifex.
Ja siger, Hvad I hørte: at paa Zion
har Mennesket i Guddoms-storhed reist sig,
og peger modigt paa sin store Fordring:
at nu for Trældom rødmer det; thi Gud
har viist dets Odel-frihed: at det nu
med himmelsk Sandhed lyser hver en Løgn
tilbage i dens Dyb, Bedragerens Hjerte!
Men blusser Modet? Kephas, ah, jeg seer
din Pandes Aarer svulme op til Lænker,
Voldherskerne at binde med. Ak, sandelig
jeg siger Eder: min Sagtmodighed
skal være eders Mod-fyrs indre Glød.
Sand Iver for det Gode brænder langsomt;
thi den er jordisk Billed af den Iver,
der rører sig i Himlen: Helligaanden;
og denne brænder evig.
Mit Aag paa eder løfter da! Det er
Triumf for Menneskheden! Se, som Faar,
jeg sender eder hen blandt grumme Ulve!
Men, se imellem Ulves Kløer ud,
som Duer, flyve I. Blandt Dragerne
I være kloge Slanger! dog den Tunge,
I stride med, en Olieqvist skal være!
I smile maae, mens Ryggen rinder blodig.
Hvis Mig I ville følge,
da bærer tunge Kors som Seierspalmer!
I Templer, klapprende af Præsters Vrede,
i haanopfyldte Synagoger staaer
med halvdækt Smiil, som om I rugede
paa lønlig Fryd! I Kongers Halle,
hvis Søiler Trudslerne og Dødsbud synes
at have flyttet ud saa fjernt, I staae
somom i kun en Snekkemusling saae!
Se lange midnat-sorte Præsterækker, se lange luerøde
Konge rækker,
som Tordenskyer og Lyn, omringe Eder!
og Lærdom, Letkorns Avner liig i Hvirvlen,
og Trudsler, blæsende op Purpuret
til Baal (hvor fluxen Tusind smede Øxer)
formørker Eders Øine, qvalmer Ørene!
og, hvis I tale ville da til Folket,
det svarer eder kun med Stenes Hviin.
Dog I, hvis ret I see min Sandhed, hvis
I føle sandt min Kjærlighed, forundrede
skal høre Himlens Jubl fra Eders Tunger.
Og Eders Straaler bryde Hines Lyn;
og Eders Tale lyder midti Tordnen
som Domsbasuner eller Almagts Bliv;
thi ogsaa Dette lød til det Gjenstridige.
– O, Gud er med os, Hvo vel da imod?
Frygt da ei dem, der kunne dræbe Kjødet,
men Sjelen ei; men frygter, at forraade
ved Feighed det betroede: Frelsen! – Hisset,
hvor Svaghed aldrig kaldes vil Nødvendighed,
ei Frygt en Bævren efter Skjebnens Fingertryk,
Jeg strengt skal dømme Eder; strengere
I selv dog ville dømme, selv fordømme!
Hvo frelse vil sit sande Liv, det evige,
han ofre freidig et for Pligten! Ak,
hvad vandt I, vandt I end den ganske Verden,
men skaded Sjelen? I stjal fra eders Salighed!
Se, Fuglen har sit Rede: Verdens Frelser
han ejer ei at læne Hovedet til!
Det hviler i min Faders Skjød: . . ja stærk
er min Bevidsthed om min Daad: til den
jeg læner mig, og reiser mig, at dynge
et stedse højere Leie op. – O hviler saa!
Hvo følger mig, han er i mig. Hvo troer,
han skabes ny, thi han maa troe
et Helved nu, hvad før han kaldte Himmel.
Hvis I min Sandhed lære stedse reent
(som efter samme Lysets Straale vandrende)
da stedse Jeg i eders Samfund er,
gjenlevende i eders Ord. Mit Blod
skal rense Eder; ja som Lue-dryp
bortsvide Lunkenhedens Mos, hvis den
vil overgroe mit skjønne, nye Tempel.
Mon ved mit Kors I gyse for at lide?
Apostlene.
Det ske dig ikke, Mester! Døe? . o du?
Ha, skulde ikke Himlens Lyn nedstyrte
paa Den, som rører dig, du Hellige?
Vi skulde være Mænd, og vogte ei
dig, selv med Sværdet?
Jesus.
O, I mine Venner
– ei Tjenere! – ei viis er eders Kjærlighed.
Da mørk og kraftløs Himlens Sandhed var,
om Skyens Gnist og Sværdglimt var dens Lys
og Styrke. Hører, sandelig jeg siger:
mit Blod skal vorde eders Blus i Mulmet,
mit Blod skal synes Eder Roser, naar
I træde Torneveien. Sandelig
jeg siger, under Himlens Pagt med Jorden
skal mange Indsegl gløde, dog først mit.
Mit Blod skal mætte Jordens Djævle meer,
end alle andre Sandhedsoffres.
Jeg segner ned i Dybet, forat fylde det.
Mit blodige Kors skal vorde Seirens Fane.
Naar Kampens Høvding falder, jubler Fienden,
som var alt Seiren vunden – ha mon ei
hans Blod opgnistrer Modet i hans Venner,
hvis de ham elsked? frem de styrte atter,
som om hans Aand paa hvert et Glavind reed;
de rive Seiren til sig, for med den dog
at kunne dække ham. – Jeg døer.
Jeg blotter Støvets Synd, og Støvet, i
sin første Blusel, derfor hader mig.
Qvinder.
(omfavnende Jesu Knæ)
Men Vi, o Vi, Vi elske dig!
Jesus, Hellige, du Høie,
vil du med et naadigt Øje
skue ned,
ned i Støvet: der du finder
Kjærlighed.
Skulle – ak, vi arme Qvinder:
Vi, som toe i Graad din Fod,
saa beriges, signes, at
see vor Ømheds lille Skat
ene lagt i Vægtskaal mod
hele Jordens Had?
En Qvinde.
Dig hade, Barn? Ak elsker Jeg dig ei?
Du blodig døe, min vakkre Søn?
Ak, vogter Jeg dig ei?
Som Dug i Græs tør see mod Solen selv,
og Billed af den gjemme i sit lille Hvælv,
din Moders Øie vogter paa din høie Vei.
Jesus.
(bevæget, bortvendt)
Maria! Moder, du Velsignte .!
(hemmer sin Bevægelse. Til Maria)
Qvinde,
Du har ei meer din Søn.
Maria.
Ak, engang dog mit Hjerte var
meer stort end dit, min Søn:
da det dit lille Hjerte bar,
og vugged det i Løn.
Din Høihed, som tilbage skyder
med sine rene Straaler – o! –
den Ømhed selv, en Mo'r kan byde:
den Ømhed – ak, dens hele Høihed
er Synderindens Haab og Tro:
den Ømhed – ak dens hele Reenhed,
dens hele Skjønhed er
en Moder-Taare, som sig bryder
i Glimtet – ak, det aldrig meer
dog blier end Støvets Farvespil;
thi rene Modergraad sig bryder
i Glimtet af en Qvindes Smiil . .
. . Din Høihed (ja, maa Palmen, der
i Sky er Engles gyldne Stol,
ei kime først i dunkle Muld?)
. . Din Høihed, hist i Himlen stor,
guddommelig paa Jord,
som liden Gnist (men dog en Sol)
som lidet Æg, dog engang laae
i mine Ahnelser indhyllet,
der (Skabelsesmulmets lunkne, graae
frugttunge, svullne Skyer liig)
omkring mit Hjerte stedse skylled',
til, da jeg saae mit unge Liv,
Gud-Faders store Bliv,
malt i min Spædes milde Blik,
til da, til da de tændte sig,
for i Velsignelser at strømme
ud som en Lyskrands om dit Hoved.
Jesus.
Hør, Qvinde, meer du ejer ei din Søn!
Maria.
Ja, mens mit Hjerte, stort og fuldt,
dit lille Hjerte ammed skjult,
min Ahnelse frugtsommelig
og med din Høihed gik.
Ah, søde Foster, mine Drømme
mon du indblæste dem?
Din spæde Aande lufted til
en Himmel ud min Barm?
Ah, mon de præged sig i dig,
da du i mine Hjerterødder,
du søde Blomme, hang?
og voxte saa med Manden frem,
i Mandens Ord fremklang?
Vel gamle Simon – stakkels Gubbe!
(og Anna havde glemt
at være Moder) – ved din Vugge
sang baade Godt og Slemt.
Men Jeg mit Hjerte bedre troer:
Det nynned da, det jubler nu:
«den saligste af Mødre du
Maria er paa Jord!»
Jesus.
I Mig du har ei, Qvinde, meer din Søn!
Maria.
Oh! tusind Stjerner vide vel
(de saae det selv) jeg fødte dig.
Og tause Nat og Himlens Hvælv
vel hørte mine Smertesskrig
Jesus.
(rystende paa Hovedet)
Maria! Maria!
Maria.
(knælende for Jesus)
O Jesus, Jesus, Jesus! Ak,
jeg veed, at Herrens Tjenerinde
en Søn kan miste; o, men aldrig
(det veed jeg vist) et Barn sin Moder.
Jesus.
Du rige, karrige Moderkjærlighed,
ei dig alene, men en Verden
du gav en Søn. Ei Frelseren
har Moder, Søster eller Broder.
Qvinder.
(knælende om Jesus)
Veninder han har. Høihed, vi tør
elske dig under din Mildheds Slør.
Som Blomsterduft lette, trofaste, stille
som Lysalfer, Vi
omsvæve ville,
Jesus, din Stie.
Til Seir eller Død, til rædsomste Fjerne,
som ydmyge Terner, vi følge dig gjerne;
som Søstre dig pleie;
som Mødre dig give, ja Alt hvad vi eje.
Du seer vore Hjerter: ei længere vil
du klage: jeg har ei at læne mig til.
Maria.
Din Moder da tør
dig elske og følge og pleie og tjene
som Først iblandt Disse? O, før
jeg elsked dig Ene?
Jesus.
Maria! O du – Moder!
En Qvinde.
Du hades, som tilgiver? Vee, Du døe?
Hvad blev jeg da? Jeg lever i din Naade.
Jesus.
Maria Magdalena, Ømheds Sorg-skrig,
du Angers Frydraab, Graad i ildfuldt Øie . .
En Qvinde.
Hvo tør Messias hade? Herren døe?
Har Du ei mine Sønner?
Jesus.
Salome, Kjærlighedens høje Digt,
du himmelvendte, aabne Aasyn!
Og dog du – Qvinde! . .
En Qvinde.
Ak, hader Nogen Dig? Da maa jeg sørge.
Og døer du? Er min Død da meer end Sorg?
Jesus.
Maria, Lazars Søster, Stilheds Tanke,
du Troens aabne Øre, Ømheds i
sin Eensomhed hørlige Hjertebanken! . .
En Qvinde.
Hvad Daare hader Dig? Jeg ham vil hade.
Hvo dræbe dig? Er Du ei Herren selv?
Jesus.
O Martha, du Ømheds Zittren, Skrig og aabne Haand! . .
Susanna og Johanna og i Alle,
I søde Blomster om mit Kors!
jeg siger Eder: Disse ved min Fod
er' mine Børn (se Simon Kephas førstefød!
og du Johannes, den Sær-elskte i mit Skjød!)
Men Alle, som paa Jord, min Faders Villie gjøre,
et evigt Broderkys jeg giver i mit Blod.
Og alle Jordens fromme Qvinder flette sig
i Søster-krandsen, som I Gode, slaae om mig.
Men sandelig, mit Blod I Alle skulle see,
og høre Hadet juble, Lasten seierlee.
Den leer af Dødens Krampe. Bevidstløs er dens Glæde.
Men lyse Fredens Aldre gaae frem af Ligets Klæde!
At Alting kan fuldkommes, maae disse Rædsler skee.
Thi se i fjerne Slægter, naar Anger knæler ned,
hvor Hadet engang i mit Hjerte traadte, naar
til Korset Tro og Haab med Jubel lænet staaer
(ja høien Tro med Haabet, dets lille Himmelbarn:
i hveret Hjerte da
et Billed af Maria med Jesus i sin Arm)
saalænge Jorden lever, min Død af Kjærlighed
i Millioner Hjerter skal føde himmelsk Liv:
et Liv af Kjærlighed.
(Præster. Folk)
Mænd.
En stor Prophet har Gud i Naade sendt
sit Folk.
Præster.
(afsides)
Hør! Folket raaber. Knapt det seer
paa Os. Ha gaaer det saa, da er det ude
med Os. Vel, traf vi ham, i fule Spørgsmaal
vi hilded ham, og, som en fangen Fugl,
vi viste ham for Folket. Men han flyver,
som var han Rygtets Vinge, videnom.
Og, see vi ham, da see vi ham forskandset
bag Tusinders høit stigende Beundring.
Med stive Øren, aaben Mund
de stime om ham, løbe hjem saa, hilsende
paa Veien baade Romere og Græker,
uddele deres Gods, men komme ei
i Templet, uden naar den nye Rabbi
(ret somom det tilhørte ham) fremtriner,
for Os at lære – Os! Ja, om de gabe
for bedre ind at drikke Mestrens Lære,
hvadheller forat sluge os, vi vide ei.
Dog bedre, at han er her ei; thi saa
hans lange Hale, denne Folkestimmel,
vi kunne bide af ham. Ha, mon Kongen
alene skulde kunne hevne sig?
Han bandt for Folkets Øine jo Johannes,
der trodsed ham? Han var jo og en Frilærer?
Herodes Antipas stjal fra os Hevnen.
Mon Folket skulde taale Synet af
den bundne Jesus? Ah, Herodes, gid
du farved Purpret i Johannes Blod,
og tørred Folkets Øine dermed; thi
de blændes fast af Graad ved disse Taler.
Det vantes til, det fik da Forsmag paa
den Nazareners Blod.
(til en Mand)
Hør, Mand, du gode
Israelit, siig, om du veed det, hvor
vi søge Tømmermandens Søn?
Præster.
Han fra Nazreth.
Præster.
Den Gudsbespotter.
Manden.
I eders eget Hjerte søger!
Præster.
Ak,
du ei forstaaer os! Jesus mene vi,
den Tømmermandens Søn fra Nazareth,
den Gud, i smudsig Armod voxet op,
Ham, som ved Djævlens Magt uddriver Djævle,
Ham, nogle Rasende Messias kalde.
Manden.
Ah Ham? Jeg spurgte ham ei om hans Fødsel.
Vel, søge I Messias, søger da
i eders Hjerter. Jeg i Mit ham fandt,
men først da denne Jesus, ja fra Nazreth,
opvakte ham?
Præster.
Ha, du, du Synder, er
da og en Galilæer? Er du Jøde,
da siig, om noget Godt end kom fra Nazreth?
Da siig, om Denne, som forhaaner Loven,
(thi høsted ei en Sabbath hans Disciple?)
som haaner Fædrelandet (thi I saae
ham selv i Synderes, de Fremmedes,
og Tolderes Gjæstebud; og mon han da,
med utoed Haand sig teer som Skriftens Vise?)
. . Mon Denne er Messias? Israel, da
var Haabet (thi det var dog stolt og skjønt,
og kraftigt, saa det fødte Hevnens Forbud:
Forbitrelsen mod Jordens Synderfolk)
dog bedre, bedre end denne usle Sandhed,
som slæber Israel ned blandt andre Folk,
og kaster Guds Børn hen blandt Jordens Hunde,
som giver Israel Syndere til Brødre!
Folk.
Hvi talte I ei saa imod ham, da
han ottegange raabte Vee mod eder?
Folk.
Vi vide, at Han sagde: «Præster, I
med toede Hænder plyndre Faderløse.»
Folk.
Han sagde: «Vee, hvis Alle rose dig!
Ei kommen er den Tid da Det er Roes.»
Folk.
Han synded imod Loven? O vi vide
blot at han sagde: «Gud, min Fader, har
til Kjærlighed, og ei til Offer, Lyst.»
Præster.
Det synes eders Armod bedre; thi
I have ikke Offre. Men for eder
vi Præster offre jo.
Folk.
Han pegte paa
sig Selv og sagde: «her er Verdens Offer!
Ja, Gud min Faders Villie skee!»
Præster.
Hans Fader? – ha!
Folk.
Ja hans og Alles Fader!
Nu ere Israels Grændser blevne store.
Præster.
Hans Fader? Rasende! Guds Søn? Han? Han?
Herfrem I To? I ere Jesu Brødre.
Fortæller – Vee jer! – er jer Bro'er Messias!
en Gud? haha!
To Mænd.
Vi ere Simon, Joseph, fødte af
Maria, Jesu Moder. Vi ei troe ham;
thi, se, vi legte med ham, saae ham voxe,
vi aad af samme Fad, vi sov isammen,
og bar hans slidte Klæder.
Præster.
Hørte I?
En pjaltet Israels Frelser! Hahaha!
To Mænd.
Vi ere Judas, Jakob, fødte af
Maria, Jesu Moder. Vi ham troe.
I Brødre, voxer Palmen ei som Græsset
fra Mulden først? Se, alle Vi, som Børn,
ei kjendte ham, vor Broder efter Kjødet:
han elsked Stilhed, og hans Stilheds Ven
var, da han voxte til, Johannes,
den Zachariæ Søn, den store Døber.
Se, da vi saae hans Høihed, glemte vi,
at Han var voxet op, som vi, som Græsset.
Folk.
Ja sagde ei Messias: «Jeg er kommen
at kaste ild paa Jorden. Gid jeg saae
dens fulde Blus! Thi den er Lysets Seirskamp
mod Mørket. Se, i samme Huus
opstande Tre mod To, og To mod Tre.
Og Fader Søn, og Broder Bro'er forraader.»
En Mand.
Han sagde: «en Prophet er ringest agtet
i eget Fædreland.» Det veed jeg og,
at, var han i mit Hjem, i Hellas, da
han æredes.
En Mand.
. . Som Viismand kun, Hellener;
ei som Messias.
Præster.
Vee den Oprører!
Da Israel sammenholdtes ubrudt,
saa fast af Arons Ring, at det ei agted,
at Davids Krone-ring omkring det brast,
da var det end een Nakke, altfor bred
for Romerens Sværd. Men nu, De komme,
og ødelægge Land og Stad – de komme,
og Cæsars fasces, fulde af blinkende Spidser,
blier Taarepile satte over hver
en Israels Mand.
Folk.
Er der ei Splid i Raadet, –
i Templet selv, om Hvad der er bag Graven?
Vi elske Freden. Al vor Fryd er kun
et Haab; men Jesu Udsagn (thi vi troe)
har gjort det til en Vished.
Præster.
Israel! Ha,
Vi ville Guds det hemmelige Navn
udraabe over dig, og du skal synke
i Jordens Gab før det, det Hellige,
end er forraadt til Luften . . du skal synke,
som de Forrædere i Ørken, hvis
du hid, at høre denne Jesus, kom.
Folk.
(Afsides. Bevægelse iblandt det)
Hvad skulle vi? Ak, var Jesus dog her! .
En Mand.
Ja, jeg kom hid at møde Frelseren.
Præster.
Jakobus, du er viet til at vandre
de første Blodtrin efter Jesus.
Manden.
Rodhugges Viintræet, segne vel dets Grene,
men stærkere Aflæggerne fremvoxe.
Folk.
Vi vide ei, om Han, I tale om,
vil komme hid. Men vi, vi stimled hid,
at see Herodes' Fest.
(Kong Herodes, hans Dronning, Prinzessen komme i Festoptog. De tage Plads. Prinzessen dandser)
Kongen.
Ved Cæsars Liv! min Datter, var Herodias,
din Moder, ei saa skinsyg – Ha, Salome!
hvor yndig denne Vending! Dands igjen,
hvis ei du trættes! Ah, bli'er Zephyr træt?
Du kunde dandse over Engens Blomster,
og ei – jeg sværger – deres fine Hoveder
sig bøied meer end til en skyldig Hilsen;
. . nei, eller bly Blaaklokken bøied sig,
for ei at kaldes uforskammet, hvis
den turde stirre ufravendt – – Ah, ah!
Gevandtet! Ah, Salome, nu et Glimt
neddaled Kongen til en Klokke blaa;
og Disse der til Græs, som og har Dugøine.
– Ha dette er Ballet! Hvad synes I?
. . Den Fløite fløi vel rask – Fy, støder du
i Trillerne slig Koldbøtt' nedad Trapperne?
– ja Dump i Dump. Polimnia, Erato
hensvæve let og jevnt ved Siden af
Terpsichore . . Dog ikke ganske jevnt
. . lidt Lokkeflagrens Frihed! Den er dog
til Hovdet bundet. Hun er eders Hoved,
I Toner, Zephyrer i Sølverplade!
. . Ja ikke ganske plent ved Siden af
. . lidt bagentil, somom I Toner vare
blot Hendes Fodtrins Klang – o Svævens Susen!
Terpsichore-Salome! Mundskjenk – hei!
du har Pocalen færdig? – drik min Datter!
(Prinzessen drikker; dandser atter væk)
Saa! Ha, det Spring var Vinens Sprudlen.
Ah, andengang, Gevandtet! – Ah Blaaklokken!
Tilgiv, at Kongen er for stiv at bøie sig . .
Vi see du, søde Drue, er fuldmoden.
. . Ah, dette Sving var Rankens Sving i Vinden!
. . (Pilatus, var du her, og Portia! Ak,
jeg saae din Kulde ædes af Misundelse,
som grønne Irr dit Kobberskjold paa Gabbatha.)
. . Salome! Favre! – Ak, er det, det Sidste?
Giv Plads! Ak hviil dig! Søde, er du skabt
af Skyer, som ei vil hvile?
(Prinzessen neier for Kongen)
Knæle? Ah,
du gjør mig til en Sol, thi for mig knæler
en Morgenrødme. – Vel, du Romer, se
end har Herodes Magni Søn at give!
Begjær, min Datter, hvad du vil (thi se,
om saa du dandsed paa min Grav, jeg reiste mig,
og saae, og sank i salig Drøm om Synet!)
Begjær, og sæt ei Grændse! ei jomfrulig
Undseelses snevre! Ja, om du begjærte
min halve Krone, se, jeg nægter ei.
Det sværger Kongen ved sin Høiheds Magt!
Prinzessen.
Tilgiv, min kongelige Fader, at
jeg bruge vil min Moders skarpe Øje,
for ret et kostbart Smykke lede ud
i Naadens Dyb, dit hulde Smiil mig aabned.
Skjøndt Alt er godt deri, min barnlige
Uagtsomhed dog kunde gribe feil:
for lidet dybt, ja maaskee og for dybt.
Præster.
(afsides til Dronningen)
Forhaaneren er i din Haand.
Prinzessen.
Min Moder,
dit Valg er mit.
Præster.
(afsides til Dronningen)
Han som dig skjældte Skjøge, høie Dronning,
fordi du elskede den ene Broder
meer end den Anden . . Han er i din Haand.
Dronningen.
Vel, Datter, mind, din Høihed trænger ei
til Perlesmykker. End jeg veed et skjønnere.
Jeg veed et Øinepar, som gloed fælt,
naar jeg, din Moder, viste sig . . jeg gad
dog see dem pludselig forvandlede
til melkehvidt-glasserte, døde Perler.
– Forlang Johannes' Hoved paa et Fad!
Prinzessen.
(til Kongen)
«Forlang Johannes' Hoved paa et Fad!»
saa bød min Moder.
Kongen.
(med Afskye)
Ha! Ei saa!
Dronningen.
Min Konge,
du svoer.
Kongen.
Han bøder fængslet for sin Frækhed.
Ham Folket elsker.
Prinzessen.
Konge, dog du svoer.
Dronningen.
Ja, ved din kongelige Høihed.
Prinzessen.
Ja, ved din Kongehøiheds Magt.
Kongen.
(afsides)
Se Hoffets spodske Smiil! Hvad tænker Folket,
naar Kongens Eed ei skulde dræbe.
(høit)
Vel!
Jeg svoer. Jeg glemte det af lutter Fryd;
thi end du dandsed indenfor mit Øie.
Javist! javist! Hans Hoved paa et Fad.
Gaaer! bringer det Prinzessen!
Ak Rose, lille Flamme-helved!
(Man bringer Johannes' Hoved paa et Fad. Prinzessen dandser frem for sin Moder med det)
Dronningen.
Ja, blegblaae Perler! Boer igjennem dem,
og hæng dem saa om Ravnen.
Præster.
(afsides)
Kan Kongen saa sig hævne, ikke Vi?
Vi bruge Consul eller Drot til Øx.
(Jesus kommer. Folket giver ærbødigen Plads)
Præster.
(afsides, om Jesus)
Der er Han – Ha!
Jesus.
Vee dig, du Land, hvor Sandheds Vidner myrdes
og De, som Gud udsendte, stenes bort!
Kongen.
(gysende tilbage, med Haanden for Øinene)
Bort! bort! – Herodias, saae du? Ha, det var
Johannes selv, Johannes selv forklaret!
Ha, er han der? led Kongen væk! – Johannes!
(Kongen ledes vaklende bort. Hans Følge fjerner sig.)
Folk.
Jesus Messias hil dig! Du er kommen
i Gud vor Faders Navn.
Præster.
(afsides)
Ha, begynder
nu Folkets Fest? det stirred koldt paa Kongens.
Nogle.
O, store Frelse, gjør os Tegn! Vi troe.
Gjør Tegn! Gjør Tegn! Vi troe. Kun Tegn fra Himlen.
Jesus.
Ak, troe I at bedrage Frelseren?
Den, som min Sandhed hørte, og opreiste
en Dyd-beslutnings Støtte for sin Frihed,
der kaldtes Kjærlighed af Verden, naar
den viste sig, Han har den sande Troe.
Han Tegnet paa min Sandhed deri seer,
at, som han hører den, han synes, at
den lysner fra hans eget Hjerte; Tegnet
han paa den Frihed, som jeg lærer, seer
i Jesu Syndløshed. Hvad ville I?
Paa Jesu Kjærlighed I skulle faae
et evigt Tegn.
Folk.
O, viis os den i Gjerninger!
Elisa fyldte Enkens Kruus, skjøndt selv
i Armod. Forolds Vise dem helbredte,
som Præsterne ei turde nærme sig.
Jesus.
I ville lære Kjærlighed at øve?
Da stræber efter Indsigt: tusind Øine
og tusind Hænder faaer den da. Se, der
en Enke bærer ud sin Eneste . .
(et Liigtog sees)
Saa trøster Kjærlighed:
(standser Enken og Toget)
Græd ikke Moder!
Enken.
(vridende Hænder)
Hadavja! o Hadavja! O hvo giver
Hadavja min igjen! Hvo tør da trøste?
Jesus.
(kaster Klædet af Liget)
En Yngling? Sørgeligt at Dødsdom fældes
saa tidligt over Levekraften. Neppe
er Rødmen ham af Kinden.
(høit)
Saa hjælper Kjærlighed:
(raaber i Ligets Øre)
Hadavja!
stat op, Hadavja!
(Ynglingen reiser sig fra Baaren)
Folket.
(bestyrtset)
Stor, ja stor er Gud
i Frelseren.
Enken.
(knæler for Jesus)
Messias! –
Præster.
(skyde Enken og Liigtoget tilbage)
Bortifra
den Synder, som arbeider paa Sabbathen!
Jesus.
Et Faar en Sabbath faldt i eders Brønd.
I drage det dog op. Er ei et Menneske
meer end et Faar? Er det ei tilladt
paa den Algodes Fest at gjøre vel?
Folk.
Forbarm dig over Denne!
(En Syg hidses ned formedelst Mængden ifra et Tag)
Jesus.
Din Smerte gammel være maa, Værkbrudne,
da du gjenvundet har dit muntre Aasyn?
Den Værkbrudne.
Jeg sørger ei, thi dit livsalige Ord
har vakt mit Haab, at Gud vil tage Villien
saa god som Daad, naar Evnen han berøved'.
Jesus.
Isandhed, dine Synder dig tilgives.
Præster.
Ha, Gudsbespotter, hvo tilgiver Synd,
undtagen Gud alene?
Jesus.
Onde Hjerter,
I høre ei Tilgivelsen; men dette:
at den i gode Hjerter lyder, er
den Fryd, som mildner Smerten, rigner Armod.
Mon det er lettere at kjende Hjerterne
end disse ydre Lemmer?
(helbreder den Syge)
Stat op, du Karske, tag din Seng, og gaa!
(Den Helbredede gjør saa. Folket bestyrtses – bryder ud i Jubel)
Præster.
I Daarer! Daarer! Præsternes Forbandelse,
som blander sig i Eders Lov til Gud,
forvandler denne – vee! – til Gudsforhaanelse!
Messias – ja den sande – bruger til
sin Herliggjørelse ei Smuds og Sygdom,
men Israels stærke Arme, Senerne
i Juda unge Løve. Siig, hvor ere
hans Engle? Disse Qvinder? disse Karske?
den Enke? . Oh en Fattigfogeds Engle.
Hvad Lærdom viser han? Kan Denne dømme,
som end ei Nogen saae i Skrivten grunde?
Angr dog din Daarskab, Israel, naar du seer
ham staae beskjæmmet for de Skrivtens Kloge!
Hør, Rabbi, siig os, Du, som er saa viis,
at du fortæller om det Himmelske,
saa klart som vi de simple Jordens Sager:
en Qvinde givtedes med Brødre syv,
som Alle bytted Ægteseng med Graven;
Hvo skal af Disse denne Syvgang-Enke
i Himlen eie da som Huustroe?
Jesus.
Vee!
Selv Himlen I tilsmudse, Støvets Djævle!
Ei ægtes Englene, ei heller ægte.
Var' disse Brødre gode, Qvinden ei;
da andre Engle finde de at elske.
Var Qvinden god, da Den af Brødrene,
som er den Bedste, vil hun elske højest,
om end ei Ømhed her var mellem dem.
Men, alle gode; da har Aanden, som
engang den elskte Qvinde var i Støvet,
saa stort et Hjerte, at det rummer Alle.
Men alle gode Engles Kjærlighed
sig vender, som umættelig, mod det Helligste,
mod Gud: i Gud, i Kjærlighed, de ere
da Alle som Tilsammen-elskende.
En Yngling.
(til en Pige)
Elisabeth – ak! hørte du, han sagde:
hist som en Engel vil den gode Qvinde,
den Bedste allerhøiest elske
om end ei Ømhed her dem sammenbandt?
O, Den er bedst, som elsker sandest dig;
thi Dyd og Fromhed elsker han da sandest.
Hvi bier du, Elisa, vel til Himlen?
En Qvinde.
(afsides)
«Var Elskeren god, men Elskerinden ikke,
han da en anden Engel, men en god,
vil elske» – Var det ikke saa han sagde?
Joëd, jeg elsker dig – min Elskov synded' . .
Du hist maa lyde Aandens Dom og flye mig!
Ha – flye mig!
Dog, du er Ond, som mig forførte:
vi maae da vandre vore Veie ensomme
– ha eller (har da Helved denne Fryd?)
vi mødes i et Mulm, som her vi mødtes,
med sagte Trin? Vee, Afsky da vor Elskov?
Jerijah, ham hvem Præsten vied mig,
hvis han er god, ei heller tør mig følge.
Og mine Børn? O!
(brister i Graad)
Igjennem deres Moders blege Skygge
de see min Synd, og flye. Jeg sidder ene.
Selv Joëd . . ei de Onde tør mig elske.
Hver Aand har nok i egen Sorg. O streng,
for streng vort eget Hjertes Retfærd er!
Præster.
Du taler viist, somom du, Rabbi, kjendte
de høie Himle. Mon du kjender Jorden?
(de slæbe Qvinden frem)
Her er Jerijah's Huustroe, Ægteskabsbrydersken.
Vel Moses byder, at hun stenes; dog,
du Vise, siig os, er det Ret? thi du
vil jo forbedre Loven, ja Guds Lov,
den Helligdommens Luestøtte, som
til nu har fremledt Israel mellem Folkene!
(Jesus bøjer sig ned, og skriver i Sandet. Qvinden tilhyller sig hulkende.)
Præster.
Nu – Mester?
(Stilhed)
Præster.
(afsides)
Mon Hvad skriver han?
(kige over Jesu Skuldre)
«Hvi seer du Skjæven i din Broders Øje;
og seer ei Bjelken i dit eget?» – Ah!
«Vel Aanden villig er, men Kjødet skrøbeligt.»
– Jasaa?
(høit)
Nu – Mester! Du forsvarer Hoer?
Fordømmer du ei Rachel ifra Bethlem?
Skriv ei Fordømmelse i Sand!
Jesus.
(reiser sig op)
Den mellem Eder, som er Brødefri,
Han kaste første Steen?
(Jesus nedbøjer sig igjen. Qvinden knæler ned. Præsterne liste sig bort En efter En.)
Jesus.
(reiser sig)
Hvor er dine Klagere Qvinde? Have
de dømt dig?
(Qvinden tier knælende)
Jeg eiheller dømmer dig.
Gak bort; men synd ei mere!
Mænd og Qvinder.
(knælende om Jesus og Qvinden.)
Alle vi syndede: Os
fattes for Gud vor skyldige Roes.
Med Synderinden den hele
Menneskehed maa knæle
angerindhyllet ned
for Frelserens Hellighed.
(Jesus med Johannes, Petrus, Jakobus paa en Fjeldtinde. – Messias og Aander ovenover.)
Jesus.
Jeg halvveis vandret er min Vei mod Maalet:
her ville vi os hvile da, I Elskte,
i Bøn.
(De knæle ned – Jesus afsides – for at bede.)
Messias.
Frelser, o kunde dit Øje
see mod det Høje:
see over Kredsen, den snevre,
hvor Livet i sundbrudte Straaler kun bævrer:
kunde – men ene Obaddon, det kan –
Støvet du blæse af Øjnenes Vand!
Da Englene saae du – –
En Aand.
. . Adam blandt dem,
Eva blandt dem:
Abiriel i Høihed lignende dig,
Ohebiel, Maria, den Ofrende, liig.
En Aand.
. . Moses blandt dem.
En Aand.
. . Ja, som den Yngste, Johannes blandt dem.
Messias.
– – Da Englene saae du dig knælende tjene:
en himmelsk Messias blandt dem:
en himmelsk Messias, der engang – før denne
Guds Verden at aande havde begyndt,
før Jordens Cajahel drak med det tørste
Dybgab den første
flammende Livsensgnist ind,
og udqvad i Livet sin Ruusfryd saa skjønt,
at Aanden, forelsket i Jubelen, blanded
sin Høihed med Støvet, sin Sandhed med Skin –
. . ja, Jesus, en himmelsk Messias du saae da,
der førte, som du, o Messias paa Jord,
en Aandslægt, forvildet,
i Afgrunden hildet,
tilbage til Aandens det sande
dens Saligheds Hjem.
Du Himle da skued dig jublende tjene:
Du saae dig til Almagten lænet.
Jesus.
(til Lærlingene, som slumre.)
De slumre alt. Ja sødelig slumrer Den,
som sover paa et dygtigt Dagsværk. Dem
den sultne Sværm ved Bjergets Fod har trættet.
Men stige vi ei stedse opad, ene
for sødere at hvile? –
Messias.
Han – fattige Storhed! – ei seer.
Jesus, din Sjel aabne sin Hytte!
aabne sit fineste Øre, og lytte!
Himlen vil dale
nedi dit Hjerte, og tale.
Talsmand paa Jorden for Himlen,
en Talsmand i Himlen for Jorden
vil møde dig der!
Jesus.
(til Lærlingene)
. . Men Frelseren end hviler ei; thi Han
har højere Høide at bestige. –
Messias.
Som Vidner til Mødet
af Himmel og Jord
i Jesu Hjerte (det skjønne Capel,
opreist af Cajahel for Sandhed, for Gud,
beboet af en Hellig: af Frelserens Sjel)
de Elskedes Sjele (thi Slumren har løst
dem halvdeels af Kjødet,
og halvaabne staae deres Hjerter)
et Glimt af de himmelske Former skal skimte,
og høre en Susen af Himmelens Røst:
Jesus! –
Jesus.
(til Lærlingene)
. . Tilsidst vi naae den Høide (skjøndt den er
ei højere end Graven) hvor ei Kræfterne
til Hvile trænge; thi, o Luften letnes saa.
– Mon høre de? Hvad smile de – –
Johannes, Petrus, Jacobus.
(drømmende)
Jesus – Himlen raaber paa dig, Jesus!
Jesus.
(til Lærlingene)
. . Ah, Disse ere herlige! De tænke,
de virke selv i Drømme for det Højeste.
Hvo drømmer: Fisk, er Fisker; Hvo om Mad,
bør gaae i Kjøkkenet, naar han vaagner.
Men det er falskt at sige: «dydig Mand
er lykkeligst i rolig Slummers Drøm.»
Thi den Bevidsthed, da fremtræder,
er qvindelig og pyntet, spædere
end Dagens vaagne; liig en Søster leende,
hvor Broderen smiler knapt i stille Kraft.
Jesus.
Min Sjel du raaber? Ja, jeg vil ei hvile.
Nær tynged' Kjødet mig i Slum som Disse.
Disciplene.
(leende i Drømme)
Ah, Englen raabte atter . . Sandt! Haha!
Messias.
Jesus, Maria's Søn, Du er Messias!
Jesus.
Ha i mit Hjerte raabte der Noget:
«Jesus, Marias Søn, Du er Messias!»
O, denne min Fryd ved her for min Eensomhed
gjentage dette Ord, som jeg Jorden tilraabte tidt,
tilsiger mig, at, ligetil denne hellige Stund,
jeg troed' det blot.
O, Hil mig, Hvad forhen jeg troede, nu jeg veed!
Messias.
Jesus! dit Frelserværk skal seire!
Disciplene.
(drømmende)
Ja – ja!
Jesus.
O – som i Ørken, tjene mig Engle? bringe mig Guds
Viisdoms-raad, Himlens Forbund? Jeg kunde tilsværge nu
Helvede (Ringen indenfor Fiende-kredsen, hvis Vælde,
med Majestætens Krone og vante Synd-sløvheds Skjold – o
næsehorn-tykt – og Hadets den lange, senede Bue
udrustet, næsten indskjød i mig, det eenlige Maal,
Tvivlens de lumske Pile, der blive hængende med
afbrudte Od) . . Ja Helved (den Ring, med Illskeraad fyldt) og
Meeneeden selv, ja fast saa den troer, jeg tilsværge tør:
«Frelsen skal seire! Sandhed og Frihed ved Kjærlighed seire!»
Messias.
Jesus! du for Menneskens Synder
lide skal og døe!
Disciplene.
(drømmende)
Ak! . . Han døer.
Jesus.
Nu Hvad jeg ahned, jeg veed. Ah, Hjerte, tilsiger du
Selv dig din Dødsdom stille, med mildsom Susen, somom
hvifted en Engel igjennem dig?
«Jesus! du for Menneskens Synder
lide skal og døe!»
Ja en alvorlig Engel, dog Himmelens
Mildeste, disse Ord gjennemflyver.
Ikke med Smertens Sting sig i Hjertet bored den Vished.
Straalklar og mild (som Solen, der skyder ned sig i Muld,
stigende gjenmod Himlen i Form af Blomster) sig skjød
indi min Sjel hiin Vished, med sagte Bævren; men snart
vandt den sin lyse Rolighed atter: Vishedens Tegn.
Og i det stille Lys den opskjød som Haab
den Hjertets Evighedsblomst:
Haabet: jeg og for Menneskens Frelse lider og døer:
Haabet: at disse Synder, som hyle
Seir over Uskyld, skulle (naar Liig de have, som bleeg
Anger, lagt) gjenforvandles til Dyder, med
Lovsang paa Læben, indviet Den, som dem
viste, ved største Udaad de end mod Uskyld forbrød,
(stor saa den alle Synder begrov) til
hvilken en Svimlen De stege, rasende i Synden.
– Ske da, min Gud, din Villie! Min Smerte har
Haabet (og Haabets Rente er Fryd) mig forudbetalt.
Døden? O den er kun Livets Bølgesynken,
for, som en Brænding, een Himmel netop høi,
løftende over Graven sig sort, men omskummet hvidt af
skinnende Englevinger, op sig at hæve i sin
Henstrømmen mod Alfader! –
Messias.
Jesus: Du paa Jord, for Menneskets Frelse,
skal gjenopstaae!
Disciplene.
(fare halvt op i Drømme)
Ha! . . Han lever
Jesus.
(forbauset)
Opstaae igjen? For Menneskets Frelse opstaae igjen?
Jesu Aand, Hvad sagde du?
Ak, skulde denne hellige Frydens Stund
vanhelliges ved dumdristig Prøve paa
med Øjeblikkets Glimt at gjennembore
Alviisdoms Dække? Ti! – Ak Haan!
O, Jesus styrer ei sin egen Aand.
Jeg mægter ei . . Tilgiv mig, Gud! – Jeg sygner.
Mit Dagsværk har udmattet mig.
I slappe Nerver flagrer Sjelen vildt.
Messias.
Jesus! Du paa Jord, for Menneskets Frelse,
skal gjenopstaae!
Disciplene.
(leende i Drømme)
Vi saae det selv –
Jesus.
Sandelig! – Ha!
Gjentag det engang, min Aand! O, da – kan du med Gudsfrygt
– da er du ingen Forbryder,
da ei jeg kalder mit Hjerte et frækt, stirrende Øje,
men Blomsten, der, aabnet i Støvet af Solen, med Ydmyghed
vedbliver at tage dens Straaler, indtil den segner!
Messias.
Jesus! Du paa Jord, for Menneskets Frelse,
skal gjenopstaae!
Disciplene.
(drømmende)
Kan Sandhed bekræftes?
Jesus.
(nedknælende)
Min Gud! –
Messias.
Almagten selv, ved sit eget
Mærke, Opstandelsen – højere
Indsegl end Frelserens skyldløse Blod –
evig bekræfter
Jordens det nye Forbund med Himlen.
Jesus, du Jordens Messias,
salvet med Himmelens Aanders
hellige Aand, med
Iidkraft og Kjærlighed:
Ene paa Jorden syndløs, er Du den
Himlens Elskte og Kaarne,
paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!
(En Storm farer over Bjergtinden, drivende en Sky mellem Lærlingerne og Jesus. De vaagne.)
Jesus.
(reiser sig)
Ene paa Jorden syndløs, jeg er den
Himmelens Elskte og Kaarne,
paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!
Disciplene.
(reise sig)
Hvo taler? Hvor er du Mester?
O Rædsel! han er død; men han opstaaer.
Jesus.
(Stormen driver Skyen bort)
Stormen begynder. Se, jeg staaer rustet, som
kun med det svage Kjød, men derunder en
Engel har laant mig sit Pantser: Hengivenhed.
Disciplene.
Ak Mester, her er godt at være.
Her trende Hytter ville vi opbygge:
Dig een, Elias een, og Moses een.
Thi var' ei De de Mænd i Lysets Dragt,
der talte med dig? Ja, vi saae og hørte.
Og, se, dit Aasyn straaler jo som Moses'.
Vi saae, vi hørte med vor Sjel, imens
vort Legem slumred ved vor Mesters Fod,
at Engle kom, og tjente dig, og sang:
«Jesus Messias er. Frelserens Daad
seirsigne Naadens alvise Raad.
Menneskets Synd dit Hjerteblod faaer.
Mørket i Lyset henblegner,
naar Guddommens Almagt betegner
Frelserens Sandhed: naar Jesus opstaaer.
Ene paa Jorden syndløs, er Jesus
Himmelens Elskte og Kaarne:
paa Jorden Gud-Faders Eenbaarne!»
Jesus.
(afsides)
Hvad tale de om Moses og Elias?
(høit)
Dette har Aanden, Kjødet ei, sagt eder.
Gaaer; men fortæller Ingen (de Kolde
Eder Sværmere kalde) hvad dybt I maae
gjemme som herligste Lysglimt, der mægter, at
lysne den blodigste Nat til en Himmel:
lysne det sorte Kors til en Straale
farende udover Alt: mod Himlen, mod Dybet,
og udover Jorden:
At I eders Mester af Himmelens Hær
selv hørte velsignes: «du Frelseren er»
– hørte Himlene sværge:
«Jesus skal seire, skjøndt falde han maa!»
– hørte den hellige Aand aabenbared:
«Jesus skal seire; thi han skal opstaae!»
– at selv I paa Bjerget
saae eders Mester af Himlen forklaret!
(Udenfore Zions Tempel. Præster.)
En Præst.
Idag skal Jovah hedde Jovah Hævneren.
Idag skal Templet vorde Løvens Hule.
En Præst.
Ei Løvens, men Schakalens, som i Mulmet
og bagfra dræber. Ha, der er han.
(En Stimand kommer)
Ismaelit, du traf?
En Præst.
Ismaelit,
det varme Galilæas Blod, som smelte
vil Israel og alle Slægter sammen,
tilskjænkte du et tørt afsides Sted
i Juda, hvor du ham forlokked?
Stimanden.
Ved Jesu Sandhed, nei!
Præster.
Ha, hvad? Forræder, du foragter Frihed?
Gaa, gjør det bedre: Guld du vinder og
din Frihed.
Første Stimand.
Bedre Frihed gav mig Frelseren.
Hvis jeg skal længer blive eders Træl,
da maae I binde mig; thi nu jeg veed,
at Menneske-Trældom er imod Naturen,
at Slavens Lænker kun er Ringorm-smitte
af jer ureene Høihed. Ha,
jeg gaaer til Edoms Ørken; der min Anger
i Eensomhed kan toe sig. Seer I, Dolken,
I rakte mig, jeg slængte evig ind
i Lazars, den Bethaniers, Grav; thi nu
den aaben staaer: et Tempel for
Messias' Kjærlighed – den jeg vil øve
i Ørken.
Præster.
Esau, did du kommer ei.
Første Stimand.
O vee mig, hvis jeg . . Hu! jeg blev en Morder,
fordi I lærte Had, fordi I gjorde
af Trældom Armod, og af Armod Gjerrighed.
Forbandede! Jeg skulde støde Dolken
i ham, mens Vee han raabte mod Tyrannerne,
dem jeg – o jeg er ikke Jesus liig –
maa hade? mens han, mild og uforfærdet,
til Qvinden sagde, som hans Fødder salved,
og kyssede, og tørred med sit Haar:
«Maria, du mig salver til min Liigfærd.»
– o dræbe ham i samme Øjeblik
han Lazar gjengav Livet?
Præster.
Lazar? ah,
den nervesvage Sovesyge?
Første Stimand.
Jesus
ham gjengav Livet, Jesus mig gjengav det.
Jeg leved ikke før.
Præster.
Da billigt, at
du døer med ham.
(Stimanden føres bort. Anden Stimand kommer)
Anden Stimand.
Jeg traf ham hos Zachæus Tolderen.
Men – ha fordømt! – han undslap mig
i Gjæstebuds-stimlen.
Præster.
Hvad Vaaben have vi tilbage?
Hvis Jehu faaer ham ei i Snaren fat,
og slæber ham for Oprørstale under
det kolde Romersværd, der hugger ned,
som Rævesax, flux Noget kommer nær:
da Listens dybe Kogger og er udtømt
forgjæves . . ja til Bunden udtømt, hvis
vort Sende-Bud ei fik ham grebet.
Ah, Jehu!
(En Mand kommer)
Nu, du Levi Søn?
Hvi slog du ham i Fælden strax hos Romeren?
Du kunde slæbt den lille Muus,
som alle Jordens Baand vil overgnave,
herhid til Kattene. Vi skulde leget.
Dog vel han er forvaret i prætorium.
Slig Kjærlighedens Sangfugl Buur maa have;
sligt Lys en Løgt. Ha, Osen af
Hans Blod vil sidde længe i Tibèrs
(den Vildornes) Næsehaar; thi han vil jo,
at Jorden selv tilbede skal hans Billed.
Nu – gik det ikke saa? Vi tvivle ei,
skjøndt denne Jesus, med sin aabne Mine,
er slu og listig nok.
Leviten.
(rækker frem en Penge)
Oh stille!
Se der er Skattens Penge, Kaiphas!
Præster.
Ha,
ei Fisken beed paa Krogen?
Leviten.
Hør, om ikke
jeg fisked rigtigt! Ydmyg ei,
men ligefrem, som faldt det Spørgsmaal løst
mig ind, dog kaldende ham: «vise Rabbi»,
jeg spurgte: «Du som taler herligen
og sanddru, uden Frygt for Mennesker,
trælbundne Menneskeheds Sag, siig, er det Ret,
at hele Verden skatter til en Enkelt?
som til Exempel, at vi arme Jøder,
der fredeligen dyrke fjerne Dale,
til Sølv vor Sved maa destillere
og sende Romas Keiser den?»
Han skarpt betragted mig, og spurgte, da
jeg, paa hans Bud, ham viste Skattens Mynt:
«hvis Billed bærer Mynten?» «Keiserens.»
«Saa giver Cæsar da hvad Cæsars er,
og Gud hvad Guds er!» Se, det var det Hele.
Men nu – om Trædskhed, Hyklerie og Svig
og Andetmere, kom en Tordentale,
der snitted mine Øren, men desværre
min lange Næse ei.
Ypperstepræsten.
(stikker Pengen i Tempelblokken)
Der gaae da den
Forbandede!
(Et Bud kommer)
Budet.
I Hellige, I vente?
Men sandelig, før skulde Pharao
igjennem Havet brudt, med Hest og Vogn,
end hid jeg kunde kommet før igjennem
det halve Salems Mængde, der udstrømmer,
kapløbende som Phrat og Tigris, ud
af begge Porte til Bethanien,
at see det Nazreths Lys og Lazar den
udslukte, men gjentændte Lampe.
Budet.
Ja, skubbende mig mellem Mænd og Qvinder,
med Diende paa Armen, Smaaebørn hængende
i Skjørterne, og Drenge, skrigende
afsted paa Kjeppe-foler, Salems Jomfruer,
der glemte Sabbaths-pynten selv og Møens
ærbare Trippen, løbende afsted,
som Ørknens Aseninder (blussende
af Iilsomhed, forsvandt de, Roser liig,
dem Vinden slynger paa de smekkre Qviste,
og bøjer ned udi det høie Græs) –
ja endelig, eet Skridt tilbage skubbet
for hver de to, jeg tog, jeg naaed hid
med – tomme Hænder.
Præster.
Ha, ved Jacobs Herlighed,
som Tænder i et kræftædt Ansigt staaer
igjen nu Zions Tempel. Alt Bethanien,
den Salems Rosenlæbe, er fortært.
Men Du, hvi greb du ham ei, som vi bød?
Budet.
Skal jeg bekjende: saa – I hellige Fædre!
som Han, end talte intet Menneske.
Budet.
(skjælvende)
Nei, skal jeg sige Sandhed,
da var han i Bethanien midtimellem
de store Skarer, der med Taarer hørte
ham tale Kjærlighed i Lazars Huusdør,
skjøndt Qvinder kun ham nærmest stimled om,
vel gjemt saa godt som Arken blandt Cheruber;
thi Folkets Øine lyste, og jeg hørte,
dem hviske mellem sig: «bi! snart Messias,
i himmelsk Majestæt fremtræder!»
Hvad var for mig at gjøre da?
Præster.
Du frygted'. Vel, at sige saa, er bedre
end være Galilæer. Dog, du glemte,
at Folket saae Johannes' Blod, og taug.
Budet.
Det elsked ei Johannes. Denne elsker det.
Præster.
Du kjender ikke Folket. Jesus elsker det,
fordi han selv er stegen af dets Bærme,
men dog – saa haaber det – ved engang at
afdække himmelsk Glands, vil vise,
at Gud, liig Drot og Præst, foragter ei
det lave Folk; . Er du ei og frafalden,
hvis Galilæeren du ei tør endse,
da dræb os Lazarus (thi Jesus gjorde
ham ei udødelig vel?)
Budet.
(afsides)
O skulde
jeg stjæle, hvad Messias gav?
Præsten.
Troløse!
du Vankelmodige, hvad siger du?
Budet.
(høit)
Jeg sagde, Hellige: ja, jeg skal prøve.
(gaaer)
En Præst.
Gid alle Jesu Venner vare svage,
som denne Træl.
(En Levit kommer)
Der er vort sidste Snøre,
men ogsaa tomt optrukket over denne
Forventningernes krusede Vandflade.
Leviten.
Ja Slangen undveeg mig. Jeg spurgte ham,
med hvilken grundet Myndighed han dadler,
at Jordens Slægter dyrke Gud ved Offer?
hvi Offerhandlerne af Templet han
uddrev? Men, se, istedetfor at fange
ham som Forbryder imod Templets Helgd
som Gudsforagter, stod jeg selv beskjæmmet
og fangen ved hans Spørgsmaal: «var Johannes',
den Døbers, Daab af Gud beskikket, eller
af Mennesker?» Jeg turde ikke svare.
Thi under Folkets dumme Blik end gløder
Johannes Blod, som Emmer under Asken.
Hvis «Gud» jeg havde nævnet, da bekræfted'
jeg Jesu Magt; hvis «Menneske» da – ak
I see mig midtiblandt den Dræbtes Venner . .
hvad skulde jeg? jeg taug, og sneg mig hid.
Ypperstepræsten.
Vi Slangens Hul ved Fakkelskin faaer søge.
Vi ville sende Speidere, at see,
hvor han om Natten hæler: I en usel
afsides Hytte sover vel den Frelser.
Nu, da han seer saamange Pile afskudte
paa sig, og mærker, at vi her staae rustede,
vi alle Jordens Præstedømmers Stridsmænd,
om Templet, tør han neppe trine frem
i Dagens Lys. – Ha, hvad er det?
Jesus, fulgt af sine Lærlinge og Folkeskarer, rider ind ad Jerusalems Port op mot Templet.
Ypperstepræsten.
Ved Templet! – Ja! Og Folket . .
Præster.
Fordærvelse! hvad maae vi see?
Folk.
(jublende om Jesus)
Hosianna!
Sagtmodig og stille,
Zion, din Konge kommer til Dig!
Frels os, Davids Søn!
Præster.
Forbandet den Nat, der undfangede dig,
Forbandet den Dag, der fødte dig!
Disciplene.
O Mester, din Sæd er i Muld:
Den glimtede gjennem Mulmet,
der eddrende ruged og skulmed
om Hjerternes Saar,
da disse vi slynged' den ud.
Den nedsank i dem som
en Balsom: de lukte sig stille:
Den spired – se nu er det Vaar!
Velsignet vær Messias, i Himlens Navn du kom!
Din Herlighed er nær.
O, Fred paa Jorden, som i Himlen!
Præster.
Forbandet Den, som velsigner dig!
Velsignet Den, som forbander dig!
Folk.
Synderes Forbarmer og Dommer,
Han, som de Arme elsker, Han kommer.
Han, som os elsker, er her! er her!
Trælbundne Armod, ejer du ei
Tegn for din Kjærlighed? Ak,
Palmegrenene hvifte vor Tak!
Vajer! hvifter! Blomster spreder!
Se, vi brede vore Klæder,
milde Frelser, paa din Vei!
Hosianna, du Ætling af David! O du, som
kommer i Alfaders Navn, er velsignet
paa Jord og i Himlen! Frels os Davids Søn!
Præster.
Trælle, tør I velsigne, naar Herren forbander?
Disciplene.
Mester, Vi vidt over Landene gik,
slynged din Sæd ud som Lynildens Blik!
Spædeste Troe-spire satte vi Hegn
i vældige Tegn.
Mørket med Straaler vi sloge.
Djævlene – grumme, som Disse,
der sole (liig klyngede Snoge
i Ormredets Gab) sig i Tempeldør hisset,
i deres Høiheds sidste Skin –
til deres Hulers Inderste droge
hylende ind,
da Vi, dine Sendte,
Raabet paa Menneskens Læber tændte:
Velsignet er Messias! I Himlens Navn han kom!
Fred paa Jorden som i Himlen!
Præster.
Nei Strid paa Jord, til Himmelens Forbandelse,
der gaber over Eder, mættet er.
En af Jesus Helbredet.
Mit blinde Øie aabned sig
for dit milde Blik.
En anden af Jesus Helbredet.
Du Stærke talte til mit Liig:
jeg af Graven gik.
En tredie af Jesus Helbredet.
Spedalske Ti vi sad i Stadens Port;
forbandende løb Præst og Broder bort.
Til os du nærmed dig, du Rene.
Nu, reen, dig takker jeg – alene.
To af Jesus Helbredede.
Se Vi, hiin Rachels, som du frelste,
(Hun, Bethlems Blomst du kaldte); ja den stakkels,
den faldne, men den skjønne, ømme Rachels
arme Mand og Elsker!
Afsindige, i Ørken (som besat
var hver af os af Djævle) vi rased Dag og Nat.
Da ta1te du, Vise – nu have vi vort Vid.
At takke dig, Frelser, ilte vi hid.
En af Jesus Helbredet.
Barmhjertige, o lad mig takke dig!
Værkbrudden laae jeg haardt paa mine Krykker.
Du bøjed dig – jeg reiste mig,
med sunde Lemmer, Livets Smykker.
De af Jesus Helbredede.
(rækkende Krykker og Bindsler iveiret.)
Hosianna, du Davids Søn!
Blinde din Mildhed see – O derfor vi bade om Synet!
Værkbrudne følge dig – Derfor vi bade om Hilsen!
Lovet, velsignet paa Jord som i Himlen
være den kraftige Kjærlighed!
Frels os, Davids Søn!
Præster.
I Belials Børn, i Synden baarne,
i Straffen levende, døer da i Forbandelse!
Børn.
Hosanna! Davids Søn! Hosanna! Hosanna!
Disciplene.
Alt Udsæden blomstrer: o Mester, alt du høster!
Sin Kjærlighed Frelseren Støvet gav hen.
Den vender som Taknemlighed fra Støvet igjen.
Men fineste Duft af din blomstrende Sæd,
men sødeste Smiil af Støvets Kjærlighed,
dog lufter og bølger i disse Barnerøster.
Børn.
Hosanna, Jesus! Hosanna! Hosanna!
Ypperstepræsten.
Forbandede, har du smittet de kommende Slægter?
nedgravet Dragens Tænder i Jorden?
Ha disse de Spædes stammende Fryderaab skulle
forvandles til Vee over dig, naar voxne De ere
nok, for at kunne lide for dig, Forfører, og døe!
Jesus.
Hørte I ei: af Diendes Mund skal du samle dig Lovsang?
Præster.
Ha, Lovsang Du, som berøver de Hellige deres?
Lad Spædes Aande og Synderes Lovsang
da lette Forbandelsen, den som er lagt
med Altrets, med Almagtens Vægt paa dit Hoved!
Jesus.
Vanartens Kilde, du rinder til din Grav!
Fra Himlen Livsens Væld er runden.
Brudt, Mørkets Djævle, er eders Trældomsstav.
I Trældoms Salvere, seer Friheden er vunden!
I Offertempler, golde Træer, visner ifra Grunden!
Præster.
Ha, Jesus, dette er din sidste Seir!
Ved Abram, Disses Lovsang er din Liigsang!
Jesus.
Jerusalems Ruiner – O Vee!
de vorde skal eders Tropæ!
O Stad, Ødelæggelses-Flammen
de Blinde skal seende gjøre!
Dit Brag, naar du styrter isammen,
skal aabne det tillukte Øre!
Jerusalem, Steen ei paa Steen
af denne din Herlighed lades igjen!
Et jordisk og aandeligt Voldherredømme
til Døden skal kjæmpe, i Døden skal stønne
paa dine Ruiner.
Vee! Altret, det Syndernes Bòl-sted, ei længer
vil skjule Jer da: Min Straale sig trænger,
mens Tempel-Gardinerne briste,
i Mørkhedens Dybder ustandselig ind.
– Ha Præster I eie ei Offre, hvis Røg
kan slukke dens Skin.
Præster.
Eet Offer vi eie dog.
Jesus.
Det er det Sidste!
Templet. Præster.
Ypperstepræsten.
(hærmende)
Hvad gjøre Vi? Hvad gjøre Vi?
Ord-dumme
Skriftkloge! Raadvilde Raadmænd! Ha,
jeg kunde harmes, hvis jeg vidste ei,
at I, istedetforat tænke, høre;
at eders Hoveder (istedetfor
at slaae i Veiret, somom Tanker fremskjød
og letted, visne Capsel liig, det Graahaar)
til Andens Plan dog nikke kan med Anstand,
somom den unnaslap jer' egne Hoveder,
og nu I bøie jer, for op at tage den.
Hør da, og nik Enhver til hvad jeg siger:
En kraftig Handling maa betegne,
at Israels Fædre (Fiendskab glemmende)
dog mægte alle Jordens Præsters Sag
at hævde: Vi maae handle, som i Os
Aljordens Præsteskab forenet var:
Ja handle som det sømmer sig i Dødskamp!
Se Kongerne, naar lidet Folk tør knurre,
flux styrte frem som Løverne i Hulen!
– Vel! nu vi frelse Os og Gojims Præster!
Da Disse holde Israels Præster skulle
for Præsternes Fornemste, som de Høvdinge,
der fægte foran Trodset, medens dette
i Ro kan samle hines Seier op.
Vor Strid i Templets Indre være glemt,
saalænge Fienden stormer paa dets Porte! .
Ak, nær jeg kunde sige: stormer ud
af Altrets Huulhed: thi – vee Nikodemos!
vee Joseph! veed jeg ikke, at I vare
hos Galilæeren om Natten? Dog
det være glemt! Nu Fred maa være her;
thi intet Mindre gjælder denne Kamp,
som Galilæeren har vakt, end Herredømmet,
vi Præster arved over Sjelene.
Et Oprør da? Nu vel, hvo Oprør gjør,
maa vide, at han spiller om sit Liv.
For Sadducæer, som for Pharisæer,
det fælleds Løsen være: Jesu Død!
Vi derom vare længe enige,
forsøgte alle Vaaben, men de brast.
Selv Djævlene, vi sendte, maatte flye,
og hyle deres Skam, som slagne Hunde,
ud i vort Skjød. Men end en Djævel har vi:
den værste, stærkeste af Alle! Seent
han kommer; thi han ligger dybest
paa Helveds Bund, og triner bly og nølende
i Templet, som tilforn den aabne Vold
med Kjækhed turde bruge. Djælens Navn er:
– Forræderie.
Den Djævel gaaer i Mørke, og behøver
ei andet Lys end sine Tænder – Ha,
jeg sværger, at de skulle lyse,
hvis vi forsølve dem. Kald Judas ind!
Der er en Mand blandt Galilæerens Venner;
det særeste Naturspil: Støvet haaner,
og smigrer Helvede og Himmel i
den Mand paaengang: Djævlen lodder
ham til sig ved hans Kobber-haar; og, se,
hans kjække Blik en Traad er liig af Himlen
udtrukken af en ædel Steen: hans Djærvhed
er Samson-voxen; men hans Hjerte
en Pengepose, foldet stor som Havet,
og dog barnagtig, liig en Barnemund,
der stedse sulten raaber efter Meer.
I Daadens Øjeblik hans Fasthed er
et springende Staal, men ellers vaklende
en Vægtstang løftet i hans Sjel. Saa jevnt
i den da svæver Himmelen og Helved,
at, ikkun eet Lod Sølv i dette kastet,
flux vipper Stangen . .
(Judas Ischariotes kommer)
. . Ja den vipper!
Hør, gode Jøde, du er Jesu Ven?
Judas.
Saavist, som at I hade ham.
Ypperstepræsten.
Tro ei
det hellige Synedrium til Ondt!
Vil du forraade ham?
Ypperstepræsten.
(ryster en Pengepung)
Foragter Du da Sølv?
Judas.
Nei – Sølv er Godt.
Ypperstepræsten.
Forraad din Mester – Sølvet er da dit.
Ypperstepræsten.
Du troer da ei, han er Messias.
Judas.
Jo, just fordi jeg troer det.
Ypperstepræsten.
Daare, da
vi kunne jo ei skade ham.
Judas.
Ja saa?
Ja – sandt! Hvormeget har I der i Pungen?
Ypperstepræsten.
Fuldt treti Sekler.
Ypperstepræsten.
Hvi sukker du?
Ypperstepræsten.
Nok til saadan Prøve.
Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed.
Judas.
(i Tanker; i samme Tone som Præsten.)
Det er jo kun en Prøve paa hans Høihed.
– Hu, Treti Sekler Sølv.
Ypperstepræsten.
Ja treti Sekler!
– Sæt, om vi ville fængsle ham, og saa
sig Fængslets Porte aabned af sig selv;
mon du ei selv da troede fastere?
mon Vi ei selv, Synedriet da troede?
og var du da ei Første blandt Apostlene?
og vandt du ikke treti Sekler Sølv?
Judas.
(gjentagende i samme Tone)
. . Og vandt du ikke treti Sekler Sølv?
– Der, Herre, er min Haand! Jeg haaber Godt.
Ypperstepræsten.
Du vil forraade ham til os?
Ypperstepræsten.
(afsides)
Ha, at jeg brugte dette Ord til Skurken!
Vel faae Omstændigheder værd han agtes.
(høit)
Du vil da faae ham til os hid? du vil
da overgive os ham, Ven, at vi
hans Høihed ogsaa kunne skue nærved?
Judas.
Det vil jeg. Dog maa dette skee om Natten;
thi jeg om Dagen maatte skjælve, hvis
jeg saae hans Øje.
Ypperstepræsten.
Dag? Det Gud forbyde!
Betegn ham blot; begegn ham som en Ven.
Hans Ven – det bli'er du da bestandig. Se,
betegn ham med et Kys!
Judas.
Det vil jeg – ja!
Hvor saa det gaaer, jeg tager da Farvel jo
i al Venskabelighed?
Ypperstepræsten.
Du, med et Kys, inat ham da forraader?
Judas.
Ja, med et Kys, (for treti Sekler Sølv)
inat sin Mester Judas vil forraade.
(Jesus og hans Disciple om Nadveren)
Jesus.
Skilsmissen stunder til: den Tid, da Mørket
paa Flugten driver mellem Mig og Eder.
I vide, Det maa skee, at Gud mig kan
forherlige desmeer. I Elskte, da
ei bæve eders Hjerter! Troer paa Gud,
og troer paa mig! Hvis I mig elske, o
da frydes ved, jeg gaaer til Faderen;
thi hist skal Aandens Herlighed fuldkommes;
thi hvad du bød mig – se, det er fuldført;
thi reen, som jeg udgik fra Skaberen,
hjemvender atter til Alfader jeg.
Min Fader, Timen er der – den du sender.
Mig herliggjør med Kraft, at jeg kan dig
forherlige i Støvet, til det Sidste!
Se Disse aabenbared jeg din Sandhed,
Du hellige dem forevigt i din Sandhed!
Det Ord, jeg lærte dem, det er Guds Sandhed,
og De igjen den aabnede for Verden.
De være dine! (I Disciple, det,
at være Guds, er, levende at føle
sin Pligt, saa Intet sløver denne Vished).
Thi længer ei skal jeg, som Hyrde, vogte
i denne Syndens Verden disse Svage,
hvem Verdens Had omspænder.
Bevar dem i dit Navn, o hellige Fader,
at de i Sandhed, Frihed, Kjærlighed
maa være Eet, som nu jeg sammenknytter dem.
Ei døe de, før de have Nok arbeidet!
Langtfra dem være Fristelser og Tvivl!
Thi Jordens Frelserværk de have arvet;
og vee Dem, hvis – O nei, I Elskte, nei!
jeg kjender Eder dygtige og gode,
undtagen En, o det fortabte Barn!
(afsides til Judas)
Gjør snart, hvad du vil gjøre! Du!
Judas.
(afsides)
Ha – mig?!
Ja Han er mægtig: Han med Faren leger.
Han under Judas, hvad han kan fortjene,
med Vennens Høihed aagrende. Johannes,
hvi gloer han saa, somom det dumme
Blaaøje saae en Slange under Rosen?
Det blier nok bedst at gaae; thi alt et Spørgsmaal
paa Petrus' Næse rider. Qvellen lider.
(gaaer)
Jesus.
Velsign da deres Daad, saa Alle blive
et Eet, et helligt Eet, besjelet af
een Helligaand: een Hjord, een Hyrde
(den Tanke om et reenfuldkomment Menneske,
de kalde Frelseren: Speilet, hvori Støvet
kan taale at beskue Guddomsvæsenet)!
Se, ville Støvets Børn hverandre vise
Apostlenes og Christi Broderkjærlighed:
at de i samme Tro og Haab henleve:
at sande Jesu Ords Bekjendere
de ere: at de have gjort mit Væsen
til deres Væsen (som til Blod og Kjød
fordøjet Jesu Ord): at de med Tak
erindre Ham, som lod sit Blod, for dem
fra Løgns, Bedrags og Syndens Trællestand
at frelse; men, at end de broderligen
om Korsets Banner maae tilsammen-holde,
at disse Djævle ei adsplitte dem,
og rive dem tilbage ned i Dybet:
at Jesu Død var sidste Offer, saa
ei længer Offeraltrets Rædsler (den
fremkunstlede Majestæt) forblinder Aanden:
at Aanden ei i Strid med Legemet,
men ømmeligen kalder det sin Broder:
– da samles de til hellig Nadvere,
at nævne dette Jesu Frelses Løsen:
(bryder Brød og rækker Lærlingene)
Tager dette Brød!
Æder deraf!
Være Det mit Kjød,
Jeg for Eder gav!
Dette som mit Minni gjentager!
(rækker Kalken om)
Drikker dette Bæger I!
Være Pagtens Kraft deri:
Jesu Blod, der flyde skal
til Syndsforladelse for Alle!
Dette som mit Minni gjentager!
(Nat. Jesus og Apostlene i en Hauge)
Jesus.
(til Johannes, Jacob og Simon Petrus.)
I Tre, som eders Mester saae forklaret,
I, følger mig; thi I forsage ei,
om Dødsangst end I see mit Hjerte knuge.
O vaager, beder – eders Mester beder!
(De nedknæle i Bøn)
Ak, er mit Støv saa mægtigt? Held mig, Natten
ei seer, at Frelseren skjælver – ja jeg skjælver;
thi denne Times hule Helved truer,
at sluge disse Svages Kraft og Haab!
O, Fader, er det muligt, fra mig da
gaae denne Kalk! Dog skee min Villie ei,
men din!
(seer paa Apostlene)
De slumre alt . . Ak, Kummer sløver.
O, mon de ville slumre om mit Kors?
Tabt er da Alt – min Sorg, min Død forgjæves.
O vee, den Angest er min Smerte!
(vækker dem)
Ak,
I mægte ei en Time med mig bede!
O vaager! vaager! snart Dagværket hviler
paa eders Skuldre ene. Synke disse,
da Vee! da kommer over dem mit Blod
– ak over dem, jeg elsker! Petrus! ha,
han slumrer alt . . min første Pille mosgroes.
Johannes . . skjul dig Stjerne, som mig viser
hans Øje lukt af Graad, dog slumrende.
Vaagn! vaagn! Jeg sørger over Eder, ak,
I Faderløse! Hvo kan slumre nu?
Ha, var de Hjerter, jeg, som fine Blomster,
opelsket har, af Trældomslyst beruste?
Jeg slog de fineste Blade ud til Vinger.
O, nei Sjels-Kummer har vel hvassest Braad,
men taber den, liig Bien, flux ved Stikket,
der svulmer som en Sti, saa Øjet seer ei.
Den saared Eder, kan ei saare mere;
men klapper eder nu isøvn med Skeden.
Men Qvindehjertet – o min Moder!
er blødt, saa Kummerens Braad ei brydes af,
men atter, atter stikker. Moder, o
forband mig ei, fordi jeg døer! Men vidste
du nu hvad Kamp jeg har med den Natur,
dit milde Hjerte gav mig – ha,
du vilde sige: «o! hvi lød du ei?
Dit Hjertes Banken var din Moders Raab,
din Angst din egen Moders Hændervriden,
dit Suk din egen Moders vise Raad.»
Forglem din Søn! Jeg glemme maa min Moder
i denne Time, fuld af Gravens Aande
og Livets milde Duft, der tumler mig.
– O, Fader, er det muligt, da borttag
det fyldte Lidelsernes Bæger fra mig:
Dog skee min Villie ei, men Din allene!
Vee, Verdens Latter hører jeg:
det raslende Tilbagefald i Dybet. .
Forhaanelser udbriste fra de Læber,
der nylig signed mig i Zions Porte,
see de Messias døe som en Forbryder,
det falske Billed skuffende,
de malte af hans Høihed, det hans Ydmyghed
kun tjente til at friske op med Olie.
O, Angst, jeg er som det betrængte Vildt:
jeg kan ei flye: fra Galilæa driver
mig Kongen: her staaer Garnet opspændt.
Vee – vil jeg flye? Jeg vil ei! Jeg vil døe.
Men Smerten? Djævlenes Triumph – O vee!
den ruller over mig og over Disse.
Og da er alt forbi, da Frelsen var
en Prøve, Suk, ei Daad, da Himlen har
forskudt det arme Støv, da var mit Liv
et Vindpust mod en Skjebnes vandrende Bjerg.
Og dog, hvi var saamegen Smerte i
et Vindpust? Ha, hvi skabtes jeg og leved?
Et Spoer i Ørken Livet? Vinden hvirvler – ha,
det har ei Ret at klage! Støv, hvi gik
du ei de andre Solgrans Bane? Alle
sig hvirvle til et Dyb. Se Det er Verden!
Du maa jo knuses, hvis du gaaer imod.
Ak, tag min Blod-Sved da. Det være nok.
Jeg sender Disse hjem, og byder dem,
at dyrke deres Jord, at gaae i Alles
afmaalte Spoer, at tie og at glemme
den Drøm, en afdød Ven fortalte dem:
jeg beder dem tilgive mig, at jeg
dem vakte, forat – Skjebne er du sonet?
. . Jeg døer, men henblæs Disse i det Løb,
der hører Støvet til, det stolte Dyr.
– – Du lumre Nat beruser,
Du kolde Sved gjør ædru.
Dog er min Sjel ei jevn og rolig. Tys!
Ha komme De? Iskjul!
(standser)
Hvor er det med mig, at jeg bæver for
en Palmes Hvift?
(farer med Haanden over Panden)
Jeg Ondt ei gjorde.
Ak, milde Stjerne, er du sammensvoren
med disse Rædsler? Se, du viser mig,
min Haand er blodig, blot den rørte ved
den Pande, der dumdristig torde haane
den gamle Verdens Gang, og bryde først
en Vei, en nye mod denne Verdens Lære.
O, rive Verdens Synder, som jeg kaldte
ned paa mit Hoved, det tilblods?
Bort! Mennesker bort! jeg intet have vil
med eders Synder. Jeg har Synder selv.
Hver Taare, som min Moder fælder, er
en Synd, der drypper fra min Sjel i Helved,
for at voxe – ha, I mine Bødler!
i Eders Skikkelser. Forbarm dig Himmel;
og giv mig Lys, hvis Dette er et Blændværk!
– Min Pande brænder – er det nu ei Nat?
Mit Hjerte bævrer – er det nu ei Nat?
Et Blændværk? Denne Nat jeg skaber selv.
Den er min kolde Sved, der damper af
min Pande – ak, den brænder! Denne Dug,
som isner mig om Foden, er jo kun
den Sved, mit Hjerte bævrende afryster?
Og disse røde Lyn
min Pandes Blodsved, som i Luften stiger,
og svæver mig for nær for nær for Øjet.
. . Hvo hylte? en Schakal som fik sit Rov?
mon Jesu Angers-hyl, at han sin Haand
i Satans Gab stak ind for Adams Børn,
der mylrede som Ormene derinde,
at rive ud? Det smerter . . Ha, I Pinere,
hvad Smerter udstudere I inat?
O værer ei for grumme – jeg vil bede,
og kysse eders Støv; – men ene for
Marias Skyld . . Jeg lyver – jeg er Synder.
Hun sover nu som Disse . . Jeg er vaagen . .
Dog veed jeg ei – en rædsom Drøm det er.
Jeg frygter selv . . jeg skjælver – O bliv Dag!
Jeg vil ei straffe eders hvide Skjæg,
ei Folk fortælle om det Blod, jeg saae
paa eders Kaaber . . Jordens Konger, I
af Oldet Salvede, tilgiver mig!
men martrer ei! Jeg vil tilsværge Slaverne,
at I medrette ere Lastens Fædre.
Ha, Frihed disse Dyr? Ha Kjærlighed
de Djævle, som mig pine? Sandhed, naar
saa stolte Templer skjønne Løgn basune?
O piner ikke, Præster, kjære Fædre!
Jeg er af Kjød og Blod, lidt rask, dog øm.
O piner ei – jeg er ei værste Synder!
Ak, stakkels Mennesker, vedbliver kun
at haabe paa Messias: haabe, at
en ny Messias engang komme vil,
naar Mørkets Herrers Grumhed mættet er!
Kald Jesus den ulykkelige Prøve:
– et Sorgspil (ja en Farce for Ufølsomme)
med den Moral, at skjønnere er Haabet
end Virkeligheden! Ja, I sande det,
naar I mit Blods-dryp høre kan og tælle;
naar selv I – Vee, Hevn raser du?
– Som Retfærd ras! da er du Hevn.
Men Hevnens Rasen? du er navnløs.
Jeg synded ene. Piin, haan, dræb kun mig! .
Jeg er bedøvet . . .
(bøier sit Hoved)
Messias.
Jesus, du Jordens Messias,
salvet med Himmelens Aanders
hellige Aand: med Iidkraft og Kjærlighed,
Ene paa Jorden syndløs, du er den
Himmelens Elskte og Kaarne:
paa Jorden Gud Faders Eenbaarne!
Jesus.
Min Sjel! Min Sjel du klarner.
Ja, hørte Nogen Frels'rens Angest, da
jeg svarer ham: jeg bærer Jordens Synder.
Kan, Synder, du da svare? du beskjæmme?
Ha, blinde Dommere, ere I Andet end Svøber,
som pidsked alle Jordens Synder paa
eet Hoved sammen? Det er Helveds Avner.
Det bedre Sædkorn og skal falde ud
af eders Hjerter, mine Mordere.
Messias.
O Sandhedens Mester, du staaer
ved Fod af dit Tempel svimlende
ved Høiden at see af dit eget Værk.
Du bæver ved at stige op,
for Krandsen at slaae
om Tempelets Top,
for Korset at fæste derpaa.
Men, Jesus din Graad ei fordunkler
Forklarelsens Smiil som omfunkler,
Messias, dit Aasyn, fra dengang du Himlene
hørte nedjuble Seir paa dit Værk.
Jesus kan skjælve. Messias er stærk.
Jesus.
Du taler sandt, min Sjel! Mit Kjød kan skjælve.
Min Sjel maa være stærk. Jeg er Messias.
Ak, nys dog bævede mit hele Væsen,
min Sjel i Oprør zittred med mit Blod;
var det min Sjel, som talte? – O, min Fader,
du sender dine Engle! Hisset bader
en Stjerne sig i Skyens sorte Flod:
Den er den Trøstens Engel, du mig sender:
den Haabet i mit Hjerte atter tænder:
den Natten jog, og blotted Himlen, hvor,
mens Alt i Mulm og Hvirvel gaaer herneden,
i Almagts Rolighed en Fader boer,
som falder graadfuldt Barn til Sig, til Freden.
(vækker Disciplene)
Opvaagner! nær er Timen, der forraader
i Syndens Hænder Menneskets Søn. Staaer op!
Jeg møder den!
(Judas, med væbnede Trælle, kommer. Jesus gaaer dem imøde.)
Hvem søger I?
En Fakkelbærer.
Oh, Jesus
af Nazreth?
Jesus.
Det er Mig?
(Skaren farer tilbage.)
Hvi ræddes I?
Judas.
(afsides)
O se Messias! Rædsel er hans Skjold.
Hvad Sværd mon han for Eder har, I Præster?
Petrus.
(til de flygtende Disciple)
Ha, Feige, flye I? Petrus blier og værner.
Jesus.
O Svage Nattens Helt, i Daggryet,
omkaps med Hanens Galen mig forraader du!
Judas.
(træder frem og kysser Jesus)
Hil være dig kjære Rabbi!
(Vagten griber ham)
Jesus.
Du med et Kys forraader da din Ven?
(Præster forsamlede i Synedrium. Jesus lænket imellem Trællene. De to Stimænd. Judas, Petrus, en Pige ved en Kulild. Folk.)
Ypperstepræsten.
Der, Judas! har du dine tredve Sekler. Gaa!
Vi have dig ei meer behov.
(Judas gaaer, tællende Pengene, hen i Baggrunden)
Hid, Esau!
(afsides til første Stimand)
Vidn som din Kammerad, saa er du fri.
(afsides til anden Stimand)
Husk nu! Sværg høit og dyrt, at Denne haaned
Guds Tempel, trued det med Undergang:
saa kan du løbe atter ud om Natten!
(maaler Jesus med Øinene; afsides)
Vi maae forbløffe, gjøre feig ham, ved
at lade ham faae forud skimte Enden.
(afsides til en Træl)
Du, Malchus, giv ham den, Du fik paa Øret,
igjen, saa flux han lukker Munden op.
Trællen.
(afsids til de andre Trælle)
Hans Hellighed kan lide, at vi slaae ham.
Trællene.
Den Tjeneste er let.
Petrus.
(til Pigen)
Hvi stirrer du
paa mig?
Pigen.
Hvi rager du i Kullene,
og seer ei op? Du er en Jesu Ven,
og den, som slog min Kjæreste i Lunden.
Petrus.
Jeg? Jesu Ven? Hør Qvinde troe mig, jeg
ei kjender ham.
En Træl.
Jo, seer jeg ret, da saae
jeg dig i Lunden, ja saasandt, som det,
at Hanen goel nu!
Petrus.
Mand, jeg veed ei hvad . .
jeg er ei – ha, hvor kan du tale? .
Ved Gud, han var mig ei en Gang bekjendt.
Ypperstepræsten.
I Verdens Folk, seer hid til Zions Hellige!
nedbæver! Døden er i deres Haand
mod hvert et Hoved, som, ligt denne Daare,
tør reise sig mod Præsters Vælde, som
er Himmelens og Helvedes foreente!
I Verdens Præster, seer til Zions Hellige!
Af dem I lære, med opkiltret Arm,
at værne Altrene, at qvæle hver
en Strube, som tør anderledes tale,
end Fædrene I foresang!
Du, Nazreths Jesus, er en saadan Strube,
med Haan mod Offrets Helgd (thi du benægted,
mod alle Jordens Præster, at i Offer
er Menneske-Frelse) og mod Templet fyldt!
Ja, siig, er dette ei din vrange Lære?
Forbanded du ei Folkets Præster? skjændte
de salvede Konger? førte Folket vild,
ved dig at nævne deres Haab: Messias?
Bekjend, du Synder!
Jesus.
Jeg lærte frit for Verden. Adspørg Folket,
hvis du har glemt, hvad jeg i Templet sagde.
En Træl.
(slaaer Jesus)
Er det et Svar til Israels Høipræst, du?
Jesus.
Beviis mig Løgn; hvis Sandhed jeg har sagt,
hvi slog du da?
Judas.
Ha, var ei dette Slag
nok til at kaste Ydmyghedens Kaabe
af dig, Messias? Alt jeg tvivler . .
Ypperstepræsten.
Naar Blomsten er afkappet, hvi da staae
igjen de magre Blade?
Hvo ere disse Svage, du forførte?
De Dømte, som dig fulgte? Dem du kalder
din Lærlingskare, pryglede Messias?
Hvo din Discipelskare, nævn os!
En Træl.
(til Petrus)
Jomeer jeg seer paa dig – ja, sandelig,
du er dog Een af dem . . ja –
Petrus.
Ondt mig ramme,
hvis jeg dette Menneske – Mon denne Jesus
du taler om? – har kjendt!
Trælen.
Dit Maal dog røber,
du er en Galilæer. Det ligner Hanens,
som svarte, da du talte.
(Jesus seer vemodig paa Petrus)
Petrus.
O – min Frelser!
O Blik! o vaade Lyn!
(gaaer ud hulkende)
Ypperstepræsten.
(til 2den Stimand)
Frem, Mand! Du har et ærligt Øje – Frem!
Det slaaer ei Feil, at du har været mellem
de Tusinder, som hørte Jesum. Tal!
Vor Retfærd dig at vidne vil tillade.
Anden Stimand.
Jeg sværger, at jeg hørte Denne der,
som putter Slag i Lommen, sige høit:
at han Jerusalems Tempel, som det staaer der
med Kuppler, Grundmuur og Pillarer –
det Tempel vore stærke Fædre bygged
et halvt Aarhundred paa – nedbryde vilde
(ja tænk engang!) og gjenopreise i
tre Dage. Hvor jeg loe, skjøndt Sligt var Haan.
Ypperstepræsten.
Ja, blodig Haan!
(til Jesus)
Du svarer Intet?
Første Stimand.
Jeg sværger: sandelig det Vidne lyver!
Jeg hørte disse Ord af Jesus, men
han pegte paa sit Legem sigende:
«en Guddoms Tempel!» Forresten veed jeg kun,
at denne Vise . .
Ypperstepræsten.
Nok!
(afsides)
Før disse bort!
De skulle døe med ham. Det klæder godt,
at hænge denne nye Tiders Digter
(som hver en usel Digter) op imellem
to ikkestemte Harper. Trin nu frem,
Du rene Ni-chor.
Ni Helbredede.
Ja vi vide Alle,
at denne Jesus os ifra Spedalskhed
har renset, hvilket, da ei nogen Læge,
ei nogen Præst formaaed det, vel maatte
ved Djævlens Kunster skee.
En Helbredet.
Jeg var med disse Ni den Tiende;
men Dette veed jeg, at han bad til Gud
(og det gjør Djævlen ei) før han helbreded.
Præster.
To Øren imod Atten? Vogt dig!
Ypperstepræsten.
Isandhed – dette Alt er Smaating mod
det Hovedspørgsmaal, Selv han maa besvare:
Er du Messias? Svar!
Jesus.
Om «Ja» jeg svared,
I troe dog ei; thi I Messias haabe ei,
der maa en Ende sætte eders grændseløse
Voldherredømme over Sjelene.
Trællene.
(slaae ham, spytte paa ham, holde for hans Øine.)
Spaa os, hvem dig slog, Messias!
Hvem slog dig nu?
Judas.
(afsides)
Nu veed jeg ikke, om
jeg en Uskyldig eller en Bedrager
forraadede; thi ei Messias er han.
Dog – vee! jeg mindes ei han gjorde Ondt.
Præster.
De kalde dig Messias. Er du da
Guds Søn? Vi dig besværge, at du siger os det,
at vi dig kunne ære.
Jesus.
Ja, blandt Eder,
isandhed Gud vor Faders Eneste.
Ypperstepræsten.
(sønderriver sine Klæder)
I have hørt det: denne Usle har
bespottet Gud. Hvad have vi da længer
Beviis behov?
Præster.
Nei! Alle dømme vi
dig, Jesus ifra Nazreth, skyldig Døden!
Ypperstepræsten.
Pilatus laaner os sit Sværd.
Judas.
(trænger sig frem)
Til Døden?
I Romerens Haand? I rase! Ei til Døden?
Præster.
End her, du, som din Herre os forraadte?
Vi sagde jo, du længer ei behøvtes.
Judas.
Til Døden? Vee mig – jeg har syndet!
(vender Ansigtet bort fra Jesus)
Messias, o min stakkels Herre – O!
De skulde til det Yderste dig drive?
O, til det Yderste! ?
Præster.
Bort! bort!
Du staaer ved samme Afgrunds Rand.
Judas.
Jeg gjør ei – Jo, jeg staaer ved en, du Djævel!
Men mellem ham og mig, der er et Dyb.
Ha, er du ei Messias, er du Jesus,
den Israels rene Graad: Viis dig! viis dig,
er du Messias! ha, det første Glimt,
min Herre, af din Høihed lyser mig,
at jeg kan finde dybest Dyb til Skjul.
(kaster Pengene til Præsterne)
Der, Djævle, eders brændende Negle, som
mig greb! Ak ja, ja jeg forraadte
uskyldigt Blod!
Præster.
Hvad kommer Os det ved?
Det bli'er din Sag. Du Sølvet har fortjent,
Forræder.
(kaste Pengene til ham)
Judas.
(styrtende fortvivlet ud)
Jeg vil døe! O jeg maa døe!
Præster.
Hvad rager det vel os! hahahaha!
(reise sig op)
Nu vide hørende og døve Øren,
at Israels Præster retteligen have
dig, Jesus ifra Nazreth, dømt til Døden!
(Præster. Trælle med Jesus lænket. Folk udenfore den romerske Statholders Bolig.)
Præster.
Hellige Israel, vanhellig denne Fest
ei ved at træde paa den Hednings Dørtærskel!
Raab Hedningernes Høvding ud!
Folket.
Hvad skeer med Jesus? Hvo tør binde Frelseren?
En Træl.
I, see I denne Haand? Den slog ham: og
jeg staaer endnu: Er denne Israels Frelser?
Ypperstepræsten.
Det bedre er, at Een for Folket døer,
end at det hele Folk fordærves.
Præster.
Sandhed!
Du hørte Jovahs Raad, o Israel.
Folk.
Hvad
mon mener han? Hans Tale, Israels Præst,
lød lifligt for vort Øre: store vare
hans Gjerninger i vore Øine; de
vor Mund med Roes opfyldte. Ha, Hvad vil du?
Præster.
(afsides)
Hvor er Pilatus? Sværdet flux maa drages,
hvis ikke glipper Rovet os af Haanden.
Gid Satan hedede den Romers Phlegma!
(høit)
Han bier, forat haane os.
(Pilatus kommer)
Pilatus.
Undskylder: –
min Portia var ei vel. Hun havde drømt
Calpurnias Drøm: hun vaagned skrigende,
da Cæsar sagde «ogsaa Du, min Brutus?»
(sætter sig paa Dommersædet)
Hvad er til Tjeneste? I klage Denne?
Han seer uskyldig ud.
Præster.
Hvis ei han var
Misdæder, ei til Dig vi bragte ham.
Pilatus.
Jeg veed, min Magt I hade. Nu, hvi dømme
I ei ham efter eders Love?
Præster.
Israel!
Ha denne Hedning haaner dig! Du Romer,
du veed jo, Israels Fyrsters Stav er brudt.
Vi tør ei værste Udaadsmand dødstraffe.
Og denne, trods hans blege Mine, er
en Saadan; ja den Værste blandt de Værste:
blandt Cæsars Fiender. Han oprører
det hele Folk, forbyder (trods al Folkeret
og Israels Eed) . .
Pilatus.
(afsides)
Hvor nederdrægtige!
Præster.
. . at give Cæsar Skat; men lader sig
af dumme Pøbel udraabe som Messias.
Præster.
Ja, det er: til Israels Konge!
Selv, som de Oldets Konger, drager han
omkring og tager Hyldest kun og Gjæstebud
som Skat.
Pilatus.
(til Jesus)
Du svarer Intet? Nu, mehercle!
Du er en Stoiker. Du svarer Intet?
Er du da Konge i Judæa? Nu,
I Præster, svarer Manden: «ja!» Hvad saa?
En fix Idee?
Præster.
Saa fix, at den ham nagler.
Pilatus.
Følg mig da, Mand; thi Disse ville ei
tillade mig at tale.
(Jesus gaaer med Pilatus.)
Præster.
Du hørte, Israel, hvor din Fiende Hedningen
forsvarede partisk den Dømte? Det
han gjorde ene, forat haane dig,
for, nægtende din Bøn, at vise dig,
paa Israels Helg, hvor sjunken er din Magt.
Folket.
Ha, gjør han det?
Præster.
Spørg ei! du saae og hørte.
Han klappede den Dømte mildt paa Skuldren,
mens vi paa Jorden stamped. Ja, han vil
din Trældom og din Afmagt vise dig.
Folket.
Det skal han aldrig.
Præster.
Judas Løve, ha
at bede Romas Høg om Benet, logrende!
Præster.
Ret, Israel, brøl, saa Høgen slipper Benet,
om ei din Sult, blot Lune lysted det.
Reent ud: Brøl: «Jesus døe!» Det gjælder, at
beseire Romeren og Israels Villie.
Vee, Israel, det er længesiden du
en Seier vandt!
Folket.
Ha, Romeren skal ei trodse.
Nu skal vor Villie være tvertimod.
Mens Øjet græder, raaber Munden: døe!
Pilatus.
(kommer med Jesus)
Gaaer hjem, I Jøder! .
Præster.
(til Folket)
Hører I,
han jager eder hjem, den Fremmede?
I maae ei træde eders Odeljord.
Nu, trodser ham! imod hans Villie raaber:
døe Jesus!
Pilatus.
Mod dette Folk
Athenens ere som Billeder af Malm
mod Vimpler. Blæser Vinden ifra den Kant?
Ja Præst, jeg mener, at din Kaabe er
nu bleven Æoli Sæk.
Præster.
(til Folket)
Han haaner Alt,
hvad Israels er. Den Israel har dømt
beskytter han; hvis Israel beskytted,
da maalløst var hans Had.
Pilatus.
I Folk, jeg har i Eenrum talt med Jesum.
Han siger sig at være Konge, men
i Riget, vore hellige Mysterier
forgjæves ville give Grundlov, ja,
i Sandhedens. Nu, deri feiler han;
thi hvad er Sandhed vel? Forresten,
(hvis jeg forstod ham) har han Trællen lært
en Frihed, der har mere Liv end Stoikerens,
og Herskeren at bruge Maadehold.
Hvis man tilbunds i Jesu Lære gaaer,
da finder man den gamle Thales' Perle
γνωϑι σεαυτoν – ja, hvis jeg rigtigt saae.
Reent ud: hos dette Menneske jeg finder
ei Skyld.
Præster.
Hvorledes! Er du Cæsars Statholder,
og taaler, at han al Judæa sætter
i Oprør, siden han fra Galilæa
udgik?
Pilatus.
Vel! Er han Galilæer, sender
ham da til Fyrsten. Jeg er glad, hvis jeg
kan eders Sager slippe. Lad ham gjøre
med denne græculus, hvad bedst ham lyster.
(De føre Jesum bort)
(Jesus, Præster, Kongen)
Kongen.
(afsides)
Det er forhadte Gaver Romeren sender.
Han minder mig . . Ha alt er jo forbi?
(høit)
Hvo mindes vel en Dands saalænge? Staa!
staae der med ham! ei nærmere for Alting!
(afsides)
Han ligner ham ei engang: Ham paa Fadet!
Kom nærmere! Han er, ved Himlen, smuk!
og ei forhæsliget ved dette Træk
af Nattevaagen . . ja et græsk Profil,
ei disse Jødeneb, liig Aadselgribbes.
Jeg kunde elske ham som Gorgias.
Dog, disse Præster gloe paa mig – Hvis fast
de gloe, da smelter Kronen.
Jesus,
– dog, det er sandt, du er jo Konge? –
høikongelige Broder! Pah,
du Kjærlighedens Majestæt, jeg beder,
se ei alvorligt paa mig! – ja, jeg beder
dig kjærligst mig forklare lidt i Kjærlighedens
Mysterium (du veed, vi Konger tidt
paa Philosophien fuske lidt, imedens
paa Kongedømmet Philosopher fuske)
. . Jeg veed, du er i det Capitel hjemme;
og selv jeg troed, at jeg var det, til
du vakte Skruplerne hos mig, somom
jeg ei forstod at elske.
Er Kjærligheden – vise Rabbi, hør nu!
og afbeviis mig, om du kan, med Sætninger
meer grundige, ei skarpe som dit Øjekast! –
Er Kjærligheden – Rabbi, sandelig
din Mine staaer ei i dens Lexicon!
Foragt? mon Dumhed? Nei! Dit Øjes Kulde
er Nattefrosten. Var det end Foragt;
da er jo den i Mine og i Stilling,
fra Moses' og fra Jambres' Dage
den Fægterpositur, en Sprenglærd tager
mod Striderens Udfald? – Kjærlighed:
den, som beviser i Omfavnelser
sin Sandheds Overvægt mod den, du præker
(dog siden jeg beviser, at der er
ei virkelig Modsætning til imellem
min Kjærlighed og din) . . den ene sande
– thi alle Nerver raabe jo samstemmige:
jeg hader ikke den, i dette Nu
jeg favner: saaat Livet være maa
en fortsat Kjæde af Omfavnelser,
hvis det skal vorde idealsk, og ei
som Dyrenes, der slaaes, naar de ei yngle –
. . ja, Rabbi, er ei denne Kjærlighed,
som Sværmere troe at brændemærke, ved
at kalde den den dyriske, den physiske;
skjøndt Aanden just er den, der føler Vellysten,
idet den gjennem Kjødets Foraars-Rosensky,
nedsæller som en Straaleregn sin Guddom
. . er denne Kjærlighed ei Aandens Væsen
og Salighed, som den er Støvets?
Hvi skille Støv og Aand ad? Er ei netop
hiin Kjærlighed den sande Harmonie
(thi mon i Elskovsøjeblikket Aanden
hoverer over Kjødet?) som os viser
det Verdens-alts Mysterium: den Eenhed,
som er i Alt? – Ha, har du Svar? –
Hvis Sværmere sige: hisset er et Liv!
hvis En, med raaden Gravlugt i sin Næse,
tør fylde op med slig en yndig Drøm
sin Mund: da maa han lære: Aanden hist
et Legem faaer med Følelse og Vellyst,
ei saadant som du drømmer gjennemskueligt
som Menneskets Øine nu omtrent.
Den er det sande Liv! Den Kjærlighed
det Skabtes Svar til Skaberens: du er!
«ja! ja, jeg er!» – Ved Cæsars Liv indrømmet!
Allivets Ord? Ved Cæsars Liv, indrømmet!
Men tvende Dialecter lyde dog
i dette Sprog: een Mandlig – noget haard –
een Qvindlig – noget blød? . Nu, Rabbi,
se ei saa koldt! bliv ei en skjærende
Accent i dette Sprog, thi jeg forsikrer,
dit smukke Ansigt gjør dig deri til
et vakkert, ja et ret poetisk Ord.
. . Ja hvert et Menneske er (som det er smukt
og stærkt til) deri digtersk Periode;
men hvert et Dyr kun simpel Prosasætning;
ja Sommerfuglepar, naar ynglende
det veires hen, kun to henslængte Udraab:
et «Ei-hollah!» et «Eja-ha!» og andre.
Se Dyrenes Elskovs-prosa skrives paa
Solskinnets rene Blade; dog tør Nattergalen
(kun for sin smukke Sangs Skyld) tegne sig
som Omqvæd paa det mørke Nat-papiir,
hvor Menneskekjærlighedens Poesie,
med Sølvskrift og med rosengyldne Puncter,
sig prenter helst, for klareste at straale.
Dog nægtes ei – forvirr mig ikke Rabbi! –
at Mange, som i Natten burde lyse,
blandt Fuglenes og Dyrenes Prosa paa
Dagbladet slænge deres Stropher hen.
Nu, her er Knuden – vend blot Øret,
ei Øiet, hid! – naar vi maae tale Sproget,
(og det er hele Livet tvunget til;
kun fangne Elefanter og Essæer
er' stumme deri) mon ei Dialecten
staaer til vort eget Øres Valg? – Nu, svar!
. . Du svarer ei? Vel, du forstaaer ei, skjøndt
din Skabning og dit Ansigt siger, at
i alle Tre, som jeg, du burde tale –
Vel! Manden er den haarde Dialect;
dog har han ene ei den rene Haardhed.
For nu at vinde den: at blive til
en dorisk Hymne, knytter han sig selv,
som Periode, til en anden Sætning
af samme haarde Vægt: Mand elsker Mand.
– Se Mig og Gorgias! – Er Det ei Sprog-ret?
Men elsker Qvinde Qvinde (thi alene,
som Ord i den Alkjærlighedens Hymne,
er Qvinden kun en Læspen) bliver det
en sapphisk jonisk Sang. Er det ei Ret?
– Ha, Rabbi, vel vi komme i Disput:
jeg seer, du lider ikke disse Theses.
Du taler blot det rene Attiske.
Vel! der er Vellyd og: det tales blot
i Mands Omfavnelse med Qvinden.
Det halvt er haardt, halvt blødt. O siig os,
du doriske Ord, hvorledes lyder
det joniske, du valgte! Mirjam? Rahel?
– O der er tusind Slige: Du maa vexle.
Hvis ikke blier dit Liv, din Elskovs-hymne
en tom Gjentagelse af tvende Ord.
Nu vel, studeer det Attiske! Jeg vil
imellem Doriske og Attisk vexle.
Foragt dog ei mit Sprog, vi ere jo
i samme Lærdom Mestre. – Mester, du?
Du kan jo ikke svare, ei bevise.
Er denne ei den Kjærlighed du lærte,
i Troper ene talende? Hvo tier,
samtykker. Vel, vi ere enige.
Se Jesus og Herodes, Fiender
som Majestæter, ere blevne Venner
som Rabbier . . Omvendt – da reent umuligt!
Ræk Haand, min Broder? Nei? Du blues,
fordi jeg dig beseired i Disputen?
fordi jeg rørte ved den ømme Streng,
bevisende, din Lære om en Kjærlighed,
der viser sig i Dyder, eller hvad
de Tegn nu kaldes technisk, sig til Min
forholder som en luftig Sukken efter
Omfavnelse til denne Selv.
Ja er (som i de Græske Fabler om
Dydshelte) ikke denne Endemaalet,
og Det som Heltens Taalmod gjør saa seiglivet?
En Elskerinde derfor stedse ligger
i Baggrunden. Nu, du lærde Jesus,
erklær dig for Herodes' Lærling; thi
du seer jo klart, at jeg i Ord og Daad
den sande Kjærlighed har lært; men du
har nedstemt i din Lære denne til
Velvillie. – Fy!
Nu, derfor maa jeg dog Pilatus takke,
som sendte denne Original,
at jeg ham kunde gjøre til Copie
af mig. Gaa nu – jeg ei fordømmer
saa smukt et Ansigt. Gaa, jeg ei dig dømmer:
thi Vi jo ere enige . . Og derfor
jeg (liig en Doctor, hvem du kan bevæge
til Alting, ved at sige: ja jeg indrømmer!)
forglemmer, at du Kongerne fordømmer,
beskyldende dem for, i deres Mag
(somom man Andet har at gjøre paa
den højeste Top, end hvile?) . . forat have
fremynglet Lasterne. – Ja gaa! – Dog bi!
Ifør ham denne hvide Kappe, at
han som Candidatus kan beile og
til Romerens Gunst . . Se Jesu Ryg
er Fredsbrev fra Herodes til Pilatus!
(Udenfore Domhuset. Præster. Folk)
En Præst.
Hvor bli'er han af? Jeg frygter for Herodes.
En anden Præst.
Oh, Rabbi Jochanan er med.
Han har et Kors i hvert sit Smiil for Jesus,
fra den Tid Denne ham opvarted med
Fortællingen om den barmhjertige
Samaritan.
En Præst.
Vel nok! Men Kong Herodes
kun leer ad Israels Præsters Sag. Han vil
flux vise, ved at stemme med Pilatus,
at kun hans Had var tvungen Gjengjeld for
den stive Romers Ringeagt.
En Præst.
(Bevægelse iblandt Folket)
Ha – hvad?
alt Folket splittes. Ja, vi tabe Slaget,
hvis ei Herodes' Lune var til Blod.
Nu! lad saa være; skjøndt vi tabe da
Fornøielsen af Mordets Øjeblik.
En Præst.
Nei, Folket splittes ei. Det stimler sammen.
En Mand.
O store Jesus! Ja, som selv du sagde:
dig tjene Aanderne.
En Præst.
Hvad taler du?
Ha dette er den Blindfødte!
End gaaer du her omkring, Forskudte!
Hvad er det?
Præster.
Hvad? Judas? I hvilken Kro mon aagrer han,
og lader sig af Skyldneren tractere?
Vi skylde ham ei Noget.
Folk.
(slæbe Judas' Liig frem)
I maae vide,
om Denne kræver Eder.
Præster.
Bort! Ha, Judas?
Folk.
Vi haabe, at han har betalt.
Præster.
Vi byde,
at slænge Aadslet bort i Kulen. Hvi
at vise os den Ækle? . Ho, betalt?
Betalt et uselt Skriin for Penge
til Satan har han kun. Og troer I, Satan
er dummere end en Jøde? Nei han laaner
kun uopsigelige Capitaler,
saa Alt hvad man betaler ei forslaaer.
(Liget slæbes bort)
En Mand.
Dog svar var Angeren.
Præster.
Dog kun Syndens Rente.
Manden.
Og rædsom var hans Død: som om i Taage,
og ei han vidste Veien, famled han
sig frem fra Kaiphas' Huus; med skye Blinken
han saae paa Dem, som vandred ham forbi,
men stirred uden Blinken ind i Solen.
Det lod somom han Templet søgte; thi
der standsed han, og lod med dødbleg Taushed
i Templets Kiste falde nogle Penge.
– Jeg veed ei mere; thi jeg ham forlod,
med Undren over Judas' Gavmildhed,
før han udtællet fik; thi stedse seigere
neddryppet Sølvet. Dog det lod ei til,
han angrede sin Gave, snarere,
somom i Evighed han gjerne tællede,
somom han Noget ønskte at udhale.
En Mand..
Jeg hørte ham at tælle Ni . . ni . . ni
og ty – ve og – Tre . . Tre . Tre . . Tre . . di . . ve!
Men Klangen jeg i dette «ve!» ei glemmer.
Det lød som stimled alle de Selvlydende
omkring et «v» i. fælleds Smertes-chor,
som «va, ve, vi, vo, vu, vy, væ,»
isammen til en enkelt Lyd (som dog
til Stamme syntes have Raabet: vee!)
ismeltede; ja en enkelt ny
Vocal ismeltede – kun Skade, at
den vanskelig kan udtales.
Dog talte . . nei! dog hvined Judas den,
og løb og hvined bort . . jeg fulgte ham,
som Hajen Skibet gabende efter en
Ulykke. Ja jeg fik den. Thi han knapt,
med hundred Alens Forsprang var forsvundet!
bag Skræntningen i Oliehaven, hvor
han Jesus (O, jeg veed det nok!) forraadte,
før – hu, mit Haar sig reiste, som om der
hans Aand sig skjulte – jeg ham over mig
saae svævende ophængt i Terebinthen,
der luder frem som Klippens nikkende,
smalhals'de Hoved . . og i samme Nu
han drat.
Det var som skjød den ene Klippe ham
med skarpen Negl hen paa den anden: som
om Klipperne saalænge kun ham greb
til de fik kloret ham; men dog omhyggelige,
at ei han skulde døe, før mellem Nelderne
og Tornene og Snoge-rederne
i Dybet; thi, da ned han rasled der,
den qvalte Luft i Lungerne foer ud
i Hyl endda. Ja, Præster, Judas saae jeg
at slide blind i egen Indvold; thi
ham Ravnene forfulgte i hans Nedraslen,
med Klageskrig, som var han dem frastjaalen;
og, flux han naaede Bund, saa var' de der,
og hakked ud (de valgte sig det Bedste,
som de, der naaede Byttet først) hans Øine,
og bar dem endnu levende, ei brustne,
til Klippens Top. Der de nedsvælged dem,
som var de Dugdraaber, og nedfoer efter mere,
men kom til Kamp; thi Dybets Snoge,
med ægget Harm og hungrige, somom
de havde ventet ham, alt boede vrimlende
i Bugen, sprettet op af Klipperne.
I Dødens Øjeblik jeg Judas saae
at hale ud en Slange af sit Hjerte.
Præster.
(afsides)
De tredve Sekler gav han da tilbage?
Nu faae vi Raad til Synden at udsone,
og det for Intet.
Manden.
Jeg stod som lammet. Dog tilsidst jeg lod
min Trælleflok ham slæbe udifra
de seige Slanger hid. Jeg vil ham jorde.
Præster.
Herr Joseph af Arimathia
spar den Omkostning kun til eders Ven,
til Jesus!
Manden.
I da ville jorde Judas?
Præster.
Hvad rage disse Rædsler os?
Af Agtelse for eders Stand, Herr Joseph,
vi hørte kun paa eders lange Snak. –
Dog sandere den Taalmod skyldes heller
vor Kjedsomhed; thi længe vi alt vente
paa skjønnere Scener. Ha, der har vi Helten!
I romersk Dragt? Ha, Folk, i blege Haan?
(Jesus føres indi Domhuset)
Præster.
Ha, Israel raaber ei?
Folk.
Hvor bleg og syg saae stakkels Jesus ud!
Gid meer end Skræk ei ramme ham!
Præster.
(afsides)
Som Løven
er Folket, feigt og sky (det kaldes Høimod)
naar sig Gazellen krummer bedende;
men rasende, naar Blodet først den seer.
Ha, Israel, du maa see det!
Folk.
Han gjorde aldrig Ondt; nei sandelig,
han gjorde aldrig Ondt.
Præster.
I Utaknemlige,
I saae da aldrig Godt af Præsterne?
Hvo gjør, at end I leve, skjøndt I synde?
mon Præsten ei, som renser? Jovah knuste dig,
hvis over dine Hytters svulne Helveder
ei Templet straaled reent. Men Altret er
den Lod, som holder Ligevægten, saa
I ei nedtynges af jer Synd. Det Vægelsind
er eders Vægtstangs Bævren. Derfor vi
tilgive, og afpudse Templet nu
som før: – se Judas' Sekler, disse Blodpenge,
ei skulle Templet smitte: vi bortgive dem.
– I prise ei? Er Gavmildhed ei Præstedyd?
(Stillhed)
Mon disse Penge om til blodrødt Kobber
forvandledes? Nei, sandeligen, Sølv
saagodtsom Noget. Dog vi skjænke dem,
at kjøbe derfor Jorden under Skræntningen,
hvor den Forbandede nedbrast,
til Jordeplads for trætte Pillegrime.
Er Dette ikke Dyd? Da gaaer, og priser,
med nazarenisk Vansind, Enken, hvis
Eenskilling eders Mesters Tunge (o,
den stedse-færdige) i høien Ros-klang
uthamre vilde til en tung Talent.
(afsides)
End ei ved Raab betegner Folket, at
det, ledet som af vore Dyders Straaler
vil følge os i Dybet. Ja besynderligt!
Det maa nok have følt de fine Traade
af vort og Judas Sammenvæv, der udflagred,
da sig Synedriets Døre aabned, flyve
sig ind i Øinene. Thi ellers pleier det,
ved Kongers og ved Præsters Dyd forbauses,
som om dem Mennesk-daad var unaturlig.
(høit)
Ha, I stolte Stoddere,
ei see en Dyd i Rigmænds slængte Penge?
Et Smiil af Engelen I ville have
ledsagende den tørre Handling.
(Afsides)
Hvor kommer dette Træk endnu vel fra
den laveste Natur? End, Aand, ei død?
Vi troede, at du herskende dig havde
tilbagetrukket kun i Præst og Konge,
saa disse Andre vare kun, som Fodskamle
som døde Klodse, lette at beherske.
Og, da i hvertet Folkets Barn den gjenvaagner:
saa forme vi den jo i Oldets Form,
vi hamre jo, vi støbe i Opdragelsen.
Og dog – forgjeves! ?
(høit)
I Folk!
(afsides)
Ha, Dette lærte du
af Jesus!
(høit)
Folk, vi vide, Du vil have
et Godheds Smiil i hveren Gjerning,
hvis du vil agte den. Vel! Veed du ei,
at denne Judas var vor Fiende;
thi han med Templets Fiende jo vanked,
og det var Retfærd kun (og da ei Dyd)
og hans Samvittighed, der, i dens Vaagnen
som Søvnevandrer, os tilførte Jesus:
Nu, milde og forsonlige, vi ere
som Træet, der henrækker Olieblad
til Judas, den vildfløine Fugl. . Ja, se,
vi, milde og forsonlige, forunde
ham første Plads paa Pilgrimsageren!
Thi han en Pilgrim var, men vandrede
paaeengang efter tvende Veirlys.
– Mon Præster øve Dyder ei som Jesus?
Ja, siig det nu! Han vilde Os begrave,
med Møllesteen om Halsen, ud i Havet,
os Israels Sonere! Ha, Han hade ei?
Hans Had opsluger Jorden, saa det tyer
til Havet, forat tømme der sin Galde.
Og Vi udsætte os for Himlens Vrede,
af Kjærlighed – vee! lad os ei udtale det! –
forsørgende med Fader-omhu den,
som Himmelen og Jordens Dyb forstødte.
Vi øve Dyder ei som Jesus! ?
– Ha, Israel!
Og have vi ei Templet, Jovahs Tempel,
og Jovahs Alter, Jovahs Helligdomme,
Forjettelserne? Ha, mon dette Alt
opholder Jorden ei, saa ei den synker?
Vei Dette, Israel! Har da Jesus Dette?
Hvis end din Kjærlighed – o vee dig, Israel,
Du troer den er en Favn: den er et Dyb! –
hvis end din hule Kjærlighed, opfyldt
med dette falske Skyggebilled af en
Prophet opvejer Hiint, da læg til Dette
den Rad af Israels Oldtids store Aldre.
Mod disse har du Intet uden disse
beruste Øieblik. Ja sandelig
af Jesu søde Taler har du drukket
en Opium-ruus, hvor Vanvids-syner vrimlende
først folde Aldre for dit stive Blik,
af brustne Kroner og af Lænkers Stumper,
liig faldende Gnister, funklende,
af styrtende Altre bævende;
og saa en Alder, fuld af Drømmebilleder,
som forestille frie Folk, der dyrke
(som Jesus kalder) Gud i Aand og Sandhed.
– Vaagn Israel! hvi en saa farlig Drøm,
naar du i dette Tempels Støtter har
saa fast og skjøn en Sandhed? Vee, du vaagner
ei før vi knække denne blege Valmu,
der skjød saa lumsk fra Skyggen af vort Altar
op til et Menneskhedens Tryllebæger.
Du vaagner ikke før vi Jesu Blod
indsprænge i dit Aasyn; ikke før
vi vise dig i Jesu Hjerne, hvilken
en ækel Saft du skylder dog din Ruus.
Ha Dyd, som Jesus, øve vi; og dog
ei nok? Men Templet eie vi; og har
da Jesus, den forhadte Romers Yndling,
– ha Israel hørte du? – et Tempel til
din Lye?
Folket.
O herligt er dog Israels Tempel!
Præster.
Velsignede Israel! Og du skulde taale
at Capitolet, Hedenskabets Throne,
forhaaner det? Vi ere Zions Tunger;
og Tungen veed vel hvo fornærmed Hjertet,
og nævner den? Vi nævne Jesus nu
som Israels Tempels, Helligdommens Fiende.
– Ha, Folk, dit Hoved ryster? Du benegter?
Vel, lave Pøbel, gaa som Præster i
det Allerhelligste! forsøger paa,
at tænde Soningsaltret med din Haand,
med tusind Hænder! O, de ere rene;
thi Arons Stav de rev af Levis Hænder,
og sled af Præstens Skuldre Kaaben, og
de hellige Retfærds-øine af hans Bryst!
Folket.
Ei saa!
Ved Israels Haab, ei saa!
Præster.
Du gyser Israel?
Er Det din Fraaden indmod denne Tærskel,
hvorbag hiin Fremme'de haaner dig; thi han
beskytter Den, vi nævnte Templets Fiende:
din Fiende, Israel? Ja, han sidder nu,
i romersk Dragt, i Ro og Mag, derinde,
og disputerer ved hans Frokost. Ha,
hvis du nu raabte: «Jesus leve!» da
Han stak hans Hoved udigjennem Vindvet
paa Spydsod. Israel, trods ham!
Skrig «Jesus frem!» imod den Romers Ønske,
der fryder sig ved Skuet af, at Israel,
(ja selv de Ypperste) maa, udenfor
hans Vindver, hvor han fraadser indenfor,
paa Festens Morgen-taage tære fastende;
og saa tilsidst, af Solen stegte, med
en hæs, fortørret Røst, naar langt omlænge
han triner ud, Hans Ønske eller Indfald,
foragtende vort eget, hvæse efter.
Saa gaae vi hjem modaftens med den rolige
Bevidsthed, at vi have været høflige
mod Israels Herre.
Folket.
(raabende)
Ha! du Romer, frem
med Jesus! Jesus! Korsfæst, korsfæst din Jesus!
Præster.
(afsides)
Saa æltes Folket. Masse, æs! gjær, Deig!
(høit)
Ak, ejed du din egen Øvrighed,
den maatte komme da, saasnart du peeb.
Nu hører Romeren Israels Raab, som om
han hørte Vinden pibe . .
Præster.
. . Ja Vindvet lukker han, naar Israel raaber,
som om det var en Nordenvind.
Folk.
Ha, Romer,
Vi slide dig . . Pilatus! frem med Jesus!
Præster.
Se Tyranniets Trods er Haan!
Men Trællens Haan er Trods. Ja trods ham!
Folk.
Vee dig,
Pilatus! Jesus! frem med Jesus! Jesus!
Korsfæst ham – ha! Han døe, fordi du trodser,
fordi du vil, hvad Israel ikke vil!
Præster.
Ja derfor! Ha, hvo regner, hvorfor Jesus
maa døe? han Romerens og Barbarers Ven,
han Synderes og Tolderes Broder,
han Garizims Ophøjer, Zions Nedtræder!
Judæa du – ha Du kan ei nedtræde
en Galilæas og Samarias Blomst?
Ak nei, en Romers Skjold bedækker den!
Folk.
I gjør os rasende. Pilatus! Vee
vort Had! Ha Jesus! Jesus!
(Pilatus kommer ud med Jesus og Vagt)
Korsfæst! korsfæst! korsfæst!
Pilatus.
Tys! Tys! . Ved Jupiter! .
Folk.
Korsfæst ham!
korsfæst ham, Romer! Det er Israels Villie.
Pilatus.
Foragtelige Sværmere, Taushed, hvor
en Romer byder!
Pilatus.
Ja,
hvis jeg til Israels Hjerte (denne Høipræst)
ham kunde nagle. Bort! Jeg har Cohorten.
Dens Landsestraaler splitte disse Skyer.
Præster.
(til Folket)
I hørte det? bered dig, Israel, til
at døe for Jesus!
Pilatus.
Hvad Ondt har Han da gjort? Herodes ei,
ei Jeg fandt Skyld hos ham, altsom I klage.
Præster.
Du hører, Folket vil, at Denne døer.
Pilatus.
Nei I, I ville det. Hvis Folket kun
faaer sovet, vil det kalde ham imorgen,
som før, «sin Kjærlighed.»
Præster.
Siig, Israel:
naar Romeren, dit Had, har favnetaget
din Kjærlighed, er denne ei forgiftet?
Men fly og skjul dig Israel: se Jesus
i Romerkaabe har Cohorter!
Folk.
Et Folk foragter Legioner. Ha,
Pilatus, du er Dødsens!
Pilatus.
(afsides)
Ja, hvad skal jeg?
Her er det Bedst – ja, hvis Forstanden skal
indrømmes Forrang for en Taare, hvis
det skulde agtes værd at leve og
at være Mand, maa «Klogest» være Eet
med «Bedst» – her er det Klogest da og Bedst
(som Mulen Tøilen faaer paa mulmsvøbt Hede)
at lade fatum styre i sit Lune.
Dets Villie altid er den Stærkestes.
Var Syriens Legioner her, da var
min Villie fatum. O, hvor dybt er ei
et Menneskes Mulm! En Times Draabe ei
jeg mægted see igjennem, see igjennem den,
at Disse maatte seire ved dens Ende.
Jeg kunde lagt saalænge da paa Løibænken,
og læst Horatium Flaccum,
og strax hengivet ham: jo kun en Jøde.
Da Timen dryppet var, som andre Timer,
ufarvet, ned af egen Tyngde over
Pilati Hoved. Portias Morgenhilsen
et Rosenskjær dog kunde givet den.
Men nu? Som en uskyldig Dryp-secund
fremtitted den, og nu den svæver alt
paa Nippet til at falde, liig en blodrød
Rubin, med Vægten af en Sol, paa mig.
. . Nei ei Rubin endnu, ved Jupiter!
dog er den demantreen ei længer, men
i alle Haabets og Uvisheds Farver
den spiller, og den synes som forstenet
af noget Uforklarligts Pust; dog et
Bestemts fraoven eller nedenfra.
Men nu? en Time har jeg kjæmpet – vel!
jeg maa da ei beseires ganske; men
dog redde Noget af min Villie,
(høit)
Jøder,
I ville have Jesum her paa Korset?
Jeg vil det ei; men anbefale ham
til Lærestol i Eders Synagoger.
At ei i Fiendskab vi samstøde skulle
for denne Sag, hvis Vægt borttages nu
med Romerens engang den tillagte Villie:
en Middelvei vi vandre til Forsoning.
I ville, han dræbes, ei, at han skal slippe
med mindre Straf; Jeg vil, han ei skal straffes.
Nu vælge Vi en Straf, som Ingen af os
har ønsket sig. Thi er da decreteret:
den Jøde-konge Jesus skal hudflettes!
(til Soldaterne)
Flux, Romere, hugger løs, somom I havde
det hele Israel med blottet Ryg
i denne Ene!
(Soldaterne hudflette Jesus)
Jesus, vær tilfreds!
Min Portia har Salve. Hvo ei Skib
kan redde, ro tilfreds iland med Baaden.
Saa . . o du Stoiker!
(Soldaterne blive ved at hudflette Jesus)
Præster.
Han gav dig Skallen, Israel, at tygge;
men gjemte Kjernen. Ja, han faaer sin Villie;
men din – ha Israel! men din?
Bad du om Pidskesnert? om denne Leeg?
Mon Jorden har en Træl, som ei vil kjøbe
en romersk Prætors Venskab for et Pidskeslag?
Ha, svage Folk, du græder næsten – ja,
ved Jovah, Taarer hist og her a1t vaske
bort disse Draaber Blod af Synderens Ryg.
Og hvergang Pidsken hviner, blinke I
med Øinene . .
Pilatus.
O stolte Stoiker!
Sligt Ansigt, roligt som en Sol,
til slig chaotisk Ryg! O skjønne Syn!
O høje, stolte Syn af Guddom!
Men – Sextus, ha! du slog for haardt –
Nok! nok! ved Jupiter!
Folk.
Nok! nok!
Slaa ikke meer! for Guds Skyld, slaa ei meer!
Ak, er det ikke Jesus? O vi drømme.
Præster.
(Hudfletningen standser)
Forstokkede Anklaget tidt man saae
med Melke-ansigt og Commisbrøds-ryg;
thi Hjertet hærder Ryggen meer end Vanen,
som Ilden hærder meer end Hamren. Men
Hvo saae en Klager blød? Foragtelige!
Oh, Portia har Salve, og Pilatus
har Haan og Hevn mod Israel, men Venskab
at bringe Templets Fiende. Israel,
nu er du smurt om Munden. Han bedrog dig.
Du raabte Blod! og fik det; men i Draaber.
Pilatus.
I klage end, I Trodsige? I Trælle,
seer eders Usselhed: en Romerdragt
(der nu paa simpleste Plebeier er
Aljordens Kongekaabe) skal ei, ved
at bæres af en pidsket Jøde, skjæmmes.
Men fører ham i Israels Konge-purpur
og Israels Krone, nu en Tornekrands;
thi hvo kan finde Davids gyldne nu
blandt Romas Regnepenge?
(Soldaterne iføre Jesus Purpur, og trykke en Tornekrands om hans Pande)
Se Israel, Tornen, voxet paa et romersk
Castel (selv ligt en Torn i Judas Hjerte)
nu drikker Davids Blod! Jeg er ei meer
end Romas simple Kriger, og jeg tør
din Drot hudflette, Israel. Romas Krigere,
I Verdens kobbervingede Sejersørne,
nedknæler, hylder Israels Konge; thi
det er et mægtigt Folk, der trodse tør
selv Himlens Retfærd og en romersk Prætor!
Soldaterne.
(haanende)
O Hil dig, Israels Konge!
Pilatus.
Ret! Ret saa!
Ja Israel er et mægtigt Folk, der tør
(vel alle Zoroasters Djævle ere
dets Allierede?) selv Himlen, ved
at haane Retfærd, trodse; ja og Jorden
i Mig, en romersk Prætor.
Soldaterne.
(slaae Jesus)
Ret dig! Hil!
Vi salve dig med Spyt. Hil Israels Konge!
Pilatus.
(fører Jesus frem)
(afsides til Jesus)
Du sande Stoiker, jeg agter dig.
Jeg haaber, dine Fiender ere mætte.
(høit)
Se hvilket Menneske!
Præster.
(sønderrive deres Klæder)
O blodige Haan!
Vanærede Israel! O Juda,
gjenlagte Beensplint af en Løve,
vee, mere Ild der er i denne Purpurlap
end i dit Hjerte!
Folk.
Haan? Ha, Romer! Haan?
Korsfæst ham, eller du.! Korsfæst ham! vee dig!
Pilatus
(afsides)
Ha, hvilket Skrig, som tusind Dolkes Hviin!
Slig casus ingen Philosoph anmærked.
Her sværmersk Uskyld er anklaget,
og romersk Retfærd er som Dommer;
men, se, et Folk fremtræder jo som Vidner.
Nu, som det Romersk er, at frelse Uskyld,
saa er det Romersk dog fra Arildsold
at høre Folkets Røst. Men begge Parter
ved Fødselen ere Romas Afsky:
lad dem isønderrive da hverandre!
. . Nei – ha, Pilatus skulde være Kritias,
om Denne her blev Sokrates? Jeg vil
ei have Skylden, hvordan det saa gaaer;
thi her Pilati Vid maa stille staae.
(høit)
Elendige Trælle! I, hvis Villie kun
fremkogledes af Disse Troldmænd . .
Præster.
(afsides)
Du stive Romer, hvo bortkogled' din?
– Den flygtige Djævel Frygt, der irrer som
en rastløs Midde i din tunge Hjerne.
Pilatus.
. . Hvad ville I?
Præster.
Svar høit, hvad vil du, Folk!
Folk.
Hvad vore Præster ville.
Pilatus.
O tilgiv mig,
du høie Israel, at jeg leer:
mig synes du nu Slangen liig, der dandser,
naar Gøglerens Finger svæver over; men
hensynker død med den. Ha, meer du veed ei
hvad selv du vil . .
Folk.
Jo, jo! hvad Du ei vil.
Korsfæst! korsfæst!
Pilatus.
(afsides)
Tilsidst er Visen sjungen
saalænge fore, til De kunne den.
O de Foragtelige! Men jeg hevner mig!
O smukke Rose, du skal sønderrives
af dine egne Torne! du er afreven,
og svæver ene . . Ak, Hvad kan jeg?
(høit)
Saa tager Jesum hen da, og korsfæster ham!
Jeg vil det ei; thi jeg ham veed uskyldig.
(vil gaae)
Præster.
Nei, nei! Hvad Vægt mon havde da hans Død?
hvad Stempel? Hvis ham Folket sønderrev,
da sønderrev det Templets Seier. Ha,
hvad Værd hans Død, naar Anger sidenefter,
saasnart hans Blod af Folkets Haand var vasket,
bepletted Hjerterne med Blod? Thi Angren,
begyndende med: «sandt, jeg var for rask!»
vil ende med det Hyl: «jeg er en Morder!»
Nei døe maa Han for Loven, som Misdæder!
Thi evig maa den sande Seier være.
Men Hver, som siden seer dens Grav, som Folket
har dræbt, vil tænke, naar han gaaer forbi den:
«Han fik en svarig Død – Gud Os forlade!
Jeg hørte – gid, ak, gid det dog var ugjort! –
han raabte med sit Dødspust: Vee! mod mig.
Dog gjorde Jeg jo kun som Andre gjorde?
Jeg frygter . . Døde! sov dog sødt iro!»
Men viid, Pilatus, ønsker engang Folket
saa fromt om Jesus, da er Alting tabt:
vor Daad da kun var Mord, men ingen Seir.
Du seer, i hiint Tilfælde, Folket vover
Kjærminder plante selv med blodig Haand.
Men, dræber Loven, roligt gaaer det da
forbi henrettet Synders Grav, og siger,
med Hovedrysten, ja med bortvendt Hoved:
«Du fik en svarig Død. Gud dig forlader!
Skjøndt, færdes som du kan det! Os det rager ei.
Thi Loven er retfærdig jo? saa Hvad
du fik, fortjente du, og det medrette.
Medrette? Var det ei? Lad Dommeren svare!
Mon vi bedømme Loven? Dommeren svare!
Det bliver Hans og Lovens Synd; ei vor.»
Saa stinker Afsky, som den værste Bulme,
paa den henrettede Misdæders Grav,
hvad-heller Ligegyldighedens Mose
den overgroer, saa ei den synes længer.
– For Loven døe da Jesus som Misdæder!
Du veed, dit Rom, i Seiers Overmaal
(nei heller forat lade Israel eje
et Minde om dets sjunkne Høihed) lod
vort arme Folk sin egen Lov beholde;
og denne byder . .
Pilatus.
Ja jeg veed det – ja!
(afsides)
I fanges nu i Eders egen Snare.
(til Vagten)
Før frem den Morder og den Røver Barrabas!
(høit)
. . Jeg veed det; ja den giver Folket Forret,
hver Paaskefest benaade en Forbryder.
(Barrabas stilles ved Siden af Jesus)
Præster.
Ei saa vi meente. Loven . .
Pilatus.
O jeg veed det!
Tys! Stille blot! Lad Folket vælge! Se,
her er' da tvende Jesus'er! betyder
ei Jesus «Frelser»? Nu, isandhed
i Mørke har det været slemt for Mange
at frelses af den ene Frelsers Kløer.
Frem Jesus Barrabas! Frem Jesus Messias!
Se skumle Ansigt paa den Morder Barrabas!
Se milde Ansigt paa den arme Jesus!
Er dette ei som Nat og Dag?
Præster.
Hør, Folk, han stikker dig i Munden
en anden Bid, end den du hungrer efter.
Pilatus.
Blod sidder end, ja eders eget Blod,
imellem Barrabas' Negle. Denne her
skyer Blod som en Brahmaner. Er der Tvivl?
Ha Folk, du seer paa disse Præsters Ansigt,
og ei paa disse To: paa Barrabas,
for Mord og Rov ved Lovbeviser fældet
– den natlige Hyæn: paa Jesus, hvem
I straffed alt, skjøndt Intet er beviist ham
– den hvide Due. Kan der være Tvivl?
Præster.
Nei sandelig! Thi Folkets Naaderøst
udgaaer fra Templet. Barrabas kan tænde
en Hytte hist og her, men Du ham hader.
Men Jesus Ilden slukke vil paa Israels
den stolte Arne, Zions Alter, og
du elsker ham. Giv Barrabas fri!
Her er ei Tvivl. Men Jesum fæst paa Korset!
Folket.
Ja, Barrabas fri! Men korsfæst Jesum!
Pilatus.
Ha,
jeg snubler i den plumpe Trods. Gaa Barrabas!
Du er en værdig Gave til et Folk
af Mordere: en træffende symbolsk
Foræring, i dets Frihedsfesttid, til
et Folk, som stjal Ægyptens Sølvkar paa
sin Frihedsdag.
Præster.
Vi ville kun hvad Loven
os byder: Død for Gudsbespotteren,
for Hver der falsk, formastelig, som Jesus,
tør kalde sig Guds Søn. Det er vor Anke.
(afsides til Barrabas)
Gaa Barrabas! bring Jesu Kors!
Pilatus.
Ah, stakkels Sværmer! Det var ret en Sag?
Mon Æskulapius dræbtes, da han kaldte
sig, stolt af nogle Kurer, Søn af Zeus:
af Livet? Jesus er jo og en Læge;
dog ville I ham dræbe? Dræbe Læger?
Hvor lavt I staae mod andre Folk!
Ah, have I da tvende Liv? Da sandelig
meer end vi Andre. Snak! I ere Kjød.
Dog med en slappere Følelse af Liv
(den Daarer til Selvstændighed ophøie,
og kalde Sjel) end Romere og Græker;
thi I, som Disse ei, der vide, at
det Liv, vi have, er det Alt vi eie,
indrette dette Liv saa skjønt og viist,
som man det eneste vel skylder; men
Barbarer I forblive, agte ei
en Borgers Liv, ei eders Eget heller,
naar I en Læge myrde, som dog er
den Eneste, der giver nogen Modvægt
mod Jordens Jammer: Krig og Sot.
. . den Eneste, der kan forlænge Nydelsen
af Livet, og forhale (o som ved
en Borgerkrig han vækker i Naturen)
vor Gjenindsvinden i Materiens Døde.
Bort, bort, I Usle, fra Prætorium!
Jeg sværger (skjøndt Hvad er at sværge ved?)
. . Dog jo, jeg sværger Eder ved min Vrede,
at Haar paa Jesu Hoved ei skal krummes,
saasandt han er saa god en Læge, som
min Høvedsmand fra Capernaum siger.
Han døe, fordi han kalder sig Guds Søn?
Det er' vi Alle jo. Men kun de Kloge
med Vished vide det, og sige det.
Men Gud er Fælledsnavn for alle
Naturens Elementer. Siger En:
jeg er Guds Søn, Søn af en Gud! da er
det jo det samme som om Manden sang:
«Intet er Altings Oldemo'r.
Ild min Bedstefa'r,
Vand min Bedstemo'r.
Tilsammen de avlede Luft og Jord.
Og Luften er min Fa'r, og Jorden min Mo'r.
Jeg er Blod og Kjød,
Odelsherre i dette Dyb,
pidsket af min Fa'r,
Formynder for min Mo'r,
Broder til hvert Kryb,
til Ørn og Mos og Rosen rød.
Klippen graahvidskaldet hist
er en gammel Tante vist.
Jeg veed: jeg er!
Siig frem, om du veed meer!
Jeg troer,
at aldrig, førend jeg blev fød,
jeg var.
At jeg er Muld, saasnart som jeg er død;
saa stolt jeg nu er – ha!
ei værd belivet Støvgran da,
ei værd en Flue paa en Qvist,
jeg troer, jeg troer forvist!»
Nu da? Ei Lapperie! Ved Guds Retfærdighed
jeg . .
Præster.
Hvilket Chaos i din Hjerne!
I samme Aandedræt du Gud benegter,
og sværger ved hans Retfærd. Derfor just,
fordi dit Vanvid er af Vind-natur,
ustadigt, men uhyre, uden Form
og blødt, det bøjer sig som Vinden let
om Andres Vanvid, ligemeget hvilket,
der formet fast sit Horn opløfter.
Pilatus.
Jasaa? Ei saa! Ved Skjebnen! da, der synes
at ville drive Leeg med Jesu Hoved
og med min Tunge . . . ja, ved Romerens Fasthed!
jeg sværger: Præster, I jer Sag har tabt,
fordi I bringe saadant Lapperie
i Retten, som en Klage for et Navn.
Præster.
Ha, Vantroe, du Formastelsen i sig
«Guds Søn» at kalde, ikke maaler i
din skjælvende Hjerneskal. Israels Lov
fandt Gravens Maal kun stort nok for en Deel af den;
men hule Helved favner Resten.
Pilatus.
Huult?
Oh, eders Helveder, I Præster,
sig hvælve, søile høit mod Skyen!
(til Jesus)
Hvad svarer du? Du tier blot og lider.
Svar, er det saa? Ha, værdiger du Mig
ei Svar? Viid dog, at Jeg, at Jeg har Magten
at frelse dig og fæste dig paa Korset.
Jesus.
Du havde ingen Magt, hvis Den ei var
fraoven givet dig.
Pilatus.
Du mener Skjebnen?
Den slaaes med mig om dig.
Hvis jeg var Skjebnens Træl, da maatte jo
Samvittigheden mig beskylde for
Oprører. Men isandhed, hvergang jeg
forsvarer dig, jeg har en Følelse,
somom mit Hjerte soled sig; men saa
en Taage kommer drivende – hvorfra?
Det Jeg veed ikke.
Jesus.
Pontius Pilatus,
De, som mig gav i dine Hænder, have
en større Skyld end du.
Pilatus.
O stille Viisdom!
O kolde, rene, høie Æther!
Hvo skulde tænkt, han kunde tale nu
saa vist og roligt, nu
da ei hans eget Fædreland vil bære ham,
men gabende ham jager ud, som paa
en Leviathans Ryg! – Jeg agter dig.
Skjønt from som Daaen, der med Maaneskinnet
og Egens friske Duften sværmer, og,
som Daaen jaget ind i Klippens Klemme,
han piber ei som Daaen. Du har min Høiagt.
Og Vee den Dristige, som lette tør
mit Romerskjold, der nu bedækker dig
– ja dækker dig, ved min og Romas Ære!
Jeg holder dig med Staalkloe: kommer nu,
I sultne Ræve! Kommer nu, og rører,
saa faae I Blod paa Snuden!
Præster.
Pilatus, døe han maa! han maa! han maa!
I alle Jordens Præsters, alle Altres
og alle Guders Navn, i Jovahs Navn,
Det fordre Vi!
I alle Jordens Kongers, alle Throners,
i alle Tyranniers Navn, i Cæsars,
Du burde fordre det; ja Du!
Pilatus.
Ja, kom han i en parthisk Sværm af Klinger.
Præster.
Vee Jordens Herskere, hvis dorske de
kun frygte Sværd, ei Ord, et Ord, som kan
belivne Millioner Sværd! Vi sige dig:
den Synder der har Trælle Frihed lært;
og, forat de med desto større Kraft
kan bryde Lænkerne, han lærer dem
at styrke sig ved Dyd.
Pilatus.
Gid dette var
paa Romas forum lært i Syllæ Dage!
Jeg skulde dræbe Cato?
Præster.
Hvorsomhelst
end denne Jesus fødtes, af sit Fædreland
han var en Fiende; thi han vil, at det
ei ene skal besidde Frihed; men,
som det, hvert Folk, ja selv dets Fiender.
Men Cato elsked Romas Frihed, men
nedtraadte alle Andres. Derfor var
han herlig som en Romer.
Pilatus.
Jeg har svoret.
Og nu faaer Templet knuse Borgen,
hvis det vil sminke sig med Jesu Blod.
Men saa vil Capitolet komme selv,
og knuse Templet.
(Til Stridsmændene)
Frem, I Romere!
Gjør lyst i denne Hob med eders Landser.
Jeg svoer jo ved min Ære?
Præster.
Israel, se
nu dræber Jesus dig med Romersværd!
Folk.
Korsfæst! korsfæst ham!
Pilatus.
Ha, uvillige,
I Romere, seendrægtige I ordne jer?
Fordi det er en Jøde, I beskytte?
Men det er Jøder, som I skulle slaae.
Og Jøden, som I vogte, er ei simpel;
men se, en Heros (eja! var du Bacchus,
jeg dyrked, som Herodes Venus, dig!)
ja Halvgud eller Guds Søn eller – hvad? –
og Israels Konge.
Præster.
Vi have ingen Konge uden Cæsar.
Pilatus.
(afsides)
Vee Jesus, hvis de blande Cæsar ind!
Folk.
Nei, ingen Konge uden Cæsar!
Pilatus.
Den Træl er først foragtelig, som med
sin Skjændsel praler.
Præster.
Giver du ham fri,
da er du ikke Cæsars Ven!
Folk.
Ja, giver du ham fri, Pilatus,
da er du ikke Cæsars Ven!
Pilatus.
Ha! Dette
var Otterslangens Stik.
Præster.
Vi traf!
Ja giver du ham fri, Pilatus,
da er du ikke Cæsars Ven; men Cæsars
Forræder!
Folk.
Ja giver du ham fri,
du er ei Cæsars Ven, men hans Forræder!
Præster.
Hvo er vel Cæsar?
Pilatus.
(afsides)
Ha! – Tiberius!
Præster.
(leende)
– Oh, Cæsars Navn er Trolddom!
Mon ei Tiberius? Han er iversyg
som Jovah. Han maa vide, hvo
der er hans Fiende. Han bør kjende
sin falske Tjener.
Pilatus.
(slaaer sig for Panden)
Vee! vee Dødsens!
Ha Tordenslag!
Præster.
Mon ei Tiberius
er Jordens Cæsar? Vi hans Trælle ei?
Vi tjente Cæsar, om vi viiste ham
en fattig Usling, der, i fjernest Vraa
at være Cæsars Uven, vovede.
Og Denne her, hvem han betroede?
– ha Cæsars Øine ere Dødens Sværd!
Vel! bedste Vennetjeneste er det jo, at vise
forborgen Fiende . . Vi pligtskyldigt maa
berette Cæsar: Pontius . .
Pilatus.
Ha Pontius
Pilatus er meensvoren!
Præster.
Ja, meensvoren!
Saa var det jo vi mente.
Pilatus.
(afsides)
Ak, hvad skal jeg?
– – Ha, kan jeg være uvis?
Her er en Jøde paa den ene Side;
men Cæsar paa den anden. Vee, jeg har
min Ære lagt paa Jødens Vægtskaal! Dog
er det ei Cæsar selv, som giver Ære?
O stakkels Jesus! – Ha han er en Jøde!
Fordømte Jøde! – Ha, han er et Menneske!
O stakkels Menneske! Fordømte Jøde!
. . O vee, i hvilken Cirkel drives jeg,
saa kolde Sved frembrister, Olie liig
af Gjængerne, hvori jeg drives om.
Det er Nødvendighedens store Hvirvel:
jeg er nu kommet til det Punct tilbage,
hvorfra jeg udgik: den Beslutning, som
jeg fatted strax, jeg hørte, at en Jøde
var stevned hid; ja den: «han flux skal døe!»
Men – o man følger altid sikkrest dog
den første Drift, som var den Skjebnens Stemme –
om jeg begyndte at randsage,
da Uraad bag de Præsters Ivrighed
jeg ahned . . ha, saa kom de Skrupler,
og hvirvled mig omkring til nu jeg standser
ved samme Punct: han døe!
Han er en Galilæer . . ah, hvor let
han kunde været blandt de Galilæer,
hvis Blod jeg blandede med deres Offers?
Nu – vel han var ei; men han kunde været,
og saa var han jo død og denne Sag
ei til. Ha, Een? – hvad gjør det vel til Hine?
Du faaer da følge dem, som 1 in mente
forglemt ved Regnestykket paa det Altar.
Desuden; ja desuden – hvad desuden?
Er der ei flere Grunde? O, at jeg,
for alle Disse, havde ikkun een,
der kunde dække denne Tanke til:
«han er uskyldig!» Cæsars Magt ei selv
kan – jo den kan! Hvo er som Cæsar mægtig?
Men, hvo er skyldløs vel som denne her?
Ha Tankehvirvel – ha, hvad hviner du,
at sætte Liid, trods disse Løgnere,
til Tiberii skakke, lyttende Hoved,
til den Mistænkeliges Skeleblik,
der i en skraa uendelig Straale glider
fra Capitol henover Jorden? Ha,
du raader mig: at døe, om Cæsar fordred,
for Jesus? Pontius for denne Jøde?
. . O risum teneatis amici! – Han døer da? Ha,
I Morder-Præster, ja! Han døer! Men vider:
jeg hevner mig!
Mod Cæsars levende og vrede Aasyn
jeg med dets døde, milde (sandelig,
bogstavelig har Smiger her forgyldt!)
. . jeg med dets eget Billed mig forskandser;
thi jeg vil reise Cæsars gyldne Billed
paa eders Zions Altar, Præster; og
I skulle tvinges ned, med Sværd paa Nakke,
at offrende tilbede, knælende
som før for Bels og Dagons.
Præster.
(til Folket)
Vrist Seiren ud! Den hænger løst ham nu
i Haanden, Raab! Ha nu – Ah, der er Barrabas
med Jesu Kors, vort Seiersbanner!
(Barrabas kommer med Korset)
Se,
det peger stolt mod alle Verdens Hjørner!
. . Ha nu! Ha Folket skjælver nu
i Seirens Øieblik, og tør ei raabe.
Hør Zions Stemme da: korsfæste Jesum!
Folk.
Korsfæst! Korsfæste Jesum!
Pilatus.
Vel!
(til Jesus)
Jesus!
(afsides)
O jeg tør ei see paa ham!
(til Jesus)
Ak Jesus – ja det gaaer som jeg har spaaet.
Hvormange Prøver gjorde jeg? Du veed,
at først jeg . . Ha, jeg kan ei tale!
Se ei paa mig! Farvel! Se ei! Du veed,
jeg agter Dig . . Farvel! Det gaaer
. . Vær dog tilfreds, thi Alting er forsøgt!
. . Det gaaer som jeg har spaaet, som jeg sagde,
og ahnte, som jeg sagde . . ja –
Præster.
Korsfæst ham!
Thi ellers . .
Folk.
Korsfæst! korsfæst!
Pilatus.
Det maa saa være! Ja det maa saa være!
Vel! tager Jesum hen! korsfæster Jesum!
(toer sine Hænder)
Men Jord og Himmel see, jeg er uskyldig
– min Haand er reen! – ja reen uskyldig
i den Retfærdiges Blod.
Præster og Folk.
(dragende bort med Jesum, hvem Barrabas lægger Korset paa)
Oh, Dommer!
Lad komme over os og vore Børn
hans Blod!
(Jesus vandrende til Golgatha med Korset. Præster. Pilatus. Vagt. Folk. Jesu Veninder og Disciple.)
Præster.
Godtfolk da – Ei ei! hvi slæbe I jer frem!
Er Gangen til Golgatha tung for Alle?
Marsch!
Pilatus.
Standser – Ha, nu agtes ikke jeg;
men Toget gaaer alligevel. O dette
er Skjebnens brede Strøm – jeg flyder med.
Præster.
Ah, hyler ei, Qvinder! Heller Seiers-fløiter! –
Som bævrende, blege Drømme Folket synes
at henglide ubevidst. Eja! vi sværge:
det er ei en Drøm! det er ei en Drøm!
Marsch!
Pilatus.
Staa! – hem! hem! – de gaae
alligevel . . Ja det er Skjebnens Strøm,
som river Alting med sig: Sol og Stjerne,
som flammende Meduser nærved Bunden,
og dette Kors og Jesus, liig en Frivil
udslynget paa en Qvist, og jeg – o liig
en raadden Stub, der mægted ei at modstaae,
– o vee og Sommerfuglen sad paa Stubben –
og Alting drivende . . Alt stille drivende
mod Dybet.
Præster.
Ah, heller (thi Eder en Byrde er afvæltet)
I fremdandse skulde; og Han, som bærer, Han,
om Skuldren end brast, Han skulde dandse med!
Marsch!
Pilatus.
Stands! stands! Jeg byder: staae!
(Toget standser. Jesus segner iknæ.)
. . Ja sandelig jeg troer den brister.
En Mand.
Ja,
hvor sagte vi end gaae, jeg troer, vi gaae
for hurtigt.
Pilatus.
Mand, som vil saa sagte . .
et Raad jeg veed derfor: du Jesu Kors
skal bære.
Præster.
Oh, Jesus orker nok.
Pilatus.
For Alt? Du er hans Ven, dog vil du ei,
endskjøndt hans Skulder brister næsten, bære
hans Kors til Bjerget op!
Det er en Skam at røre ved det Træ?
For ikke (kan jeg troe) at have Deel,
end med en Fingerspids, i Jesu Død,
endskjøndt alligevel den Jammer skeer,
og skjøndt du sparer ham en Lidelse?
Det er Plebeier-kjærlighed. Hvor falsk
en Almufølelse!
Manden.
Ja, ja! – Jeg vil ei. – Det er nok, Prætor!
Pilatus.
(afsides)
Plebeierens Villie-Fasthed mig beskjæmmer.
– O havde jeg dog sagt som Denne:
stat pro ratione voluntas!
(høit)
Nu skal du! Tving den Tvær-buk, Vagt!
Manden.
Det eneste, ei Cæsars Vælde kan,
er, Mandens «Vil» at tvinge, som tør døe.
Pilatus.
Det skal du!
(afsides)
Ak, hvo Magten har,
er kraftløs, om ham mangler Villie.
Jesus.
O Næste, let din Næstes Kors! Den Byrde
ei tynger; thi du lægger da dit eget.
(Manden tager Jesu Kors. Toget gaaer fremad.)
Stamfader til en troende Slægt, du bærer
med Sorg mit Kors; din Æt vil kysse det.
Pilatus.
Ha, Viisdom nu med Døden alt paa Læben?
Hvor underordnet synes Døden?
Et Segl kun under Brevet. – Ei, Mand, du stønner
din Villie ud.
Manden.
Ei Vælde (som jeg sagde)
kan tvinge sande «Vil», men Viisdom
forvandle det til et end sandere;
kun en end høiere Viisdom atter kan
forvandle det.
Præster.
Ha, Golgatha! Golgatha see vi! Der straaler det!
Jesu Veninder.
Ak Golgatha! Vee! der sortner det!
Pilatus.
(seer forskrækket mod Bjerget.)
Ha Golgath? Stedet? Nei, et Skridt ei længer!
Er det der alt? Jeg svimler. Stands! Nu vel!
Jeg vil dog hevne mig! Se denne Tavle
skal skinne over Jesu Kors:
der staaer i trende Sprog hans Udaad.
(En Tavle slaaes paa Korset)
Præster.
Forhaanelse! Der staaer jo ligefrem:
«Den Nazaræer Jesus, Jødekonge!»
Forandre det dog til: «som sig udgav for!»
Pilatus.
Forandre? O, jeg har forandret nok!
Nei, Hvad jeg skrev, det skrev jeg!
(skynder sig bort)
Præster.
Afmægtige Harme!
En Stemme.
O hans Tjeneste
fortjener, at I taale dette.
Præster.
Ha Golgatha! Golgatha see vi! der straaler det!
Jesu Veninder.
Ak Golgath! Golgath! alt? Der sortner det!
Præster.
O kom os imøde,
du bugnende, røde
af Israels bedste Purpur og Grøde!
Jesu Veninder.
Som giftig Mulm,
brist, og flye!
O svind, som Ørknens Skye,
du svullne, sorte
af Israels Brøde!
Præster.
O, Golgatha, svulm!
Jesu Veninder.
O, Golgath, synk!
Præster.
O Golgath, du Zions Hjørnesteen,
som Jammer gjør mørk, men Blod gjør reen,
som Templet løft dig! som Himmelen svulm!
Jesu Veninder.
Nei, Golgath, synke!
Naar Djævle juble, Engle ynke.
O Golgath, Synder graa
(ja Myrdedes Been
dit Oldingehaar,
en Oldtids Profets kalkede Knok
din Ærværdigheds Lok!)
o siig ved et Suk, naar, naar
Du dog i din Grav en Afgrund, gaaer!
Præster.
I fagert Morgenliv Golgatha staaer,
det Styrkens Horn.
Mod Golgath er Carmel ufrugtbart Korn.
Mod Golgathas Been
er' Libanons Cedre
som hviftende Fjedre
mod Søilerader af Marmelsteen.
Ha, Golgath, saa frisk som Morgenens Blus,
du Bæger, hvis Ild, hvis flammende Viin
kun lysere males,
kun sødere svales
af Smaaperlers hvide, kjølige Skin
– ja, ynder du Israel vel, du kalde
da «Perler» hver Golgathas Hovedskalde! –
. . Ha Golgatha, Bæger, hvor Alteret slukked
sin Tørste, hvor Templet sin Kraft har drukket,
og nu skal drikke i Jesu Blod
sin Seiers Ruus,
opbrus! opbrus!
Jesu Veninder.
Nei, Golgatha, synk iskjul, imuld!
Lad heller blive, hvor du stod,
du Klump af levret Blod,
et Israels Saar, en Grav!
O vi med Graad den øser fuld.
Den bliver et stille Glemslens Hav:
Vi, vi, som knæle rundtom ned,
de Blommer, som spire paa dets Bred,
og bøie sammen sig til smaae
Portaler, hvor Taarekilder gaae.
Præster.
O Golgath, du Hane ved Zions Porte,
med Krop den harmsvulne, midnatsorte,
og blodrød Kam,
bruus op med Bram:
vi føre jo Ham? ja Ham!
O kunde du gale, du goel:
«Messias – eiha!
se: jeg . . se: jeg . . se: Golgatha,
du Gud, skal vorde dit Himmelhvælv!
Du selv af dit Hjerteblod skabe dets Sol!
Men under mig, under mig huler sig – skjælv! –
Scheol, Scheol!»
Jesu Veninder.
Nei, Golgath, du er selv
en Djævels sammenrulte Krop.
Men Jordens Djævle bygge
sig Baal op paa din Top,
hvor Uskylds Blod er Ilden, der føg
i Sukkes Røg.
Men i din Bug, dybt i din indre Skygge
selv Satan kogler med Helvedkunster,
saa ovenfor i Lyset heroppe,
liig Skuespildukker, liig giftige Dunster,
I Præster maae hoppe.
Præster.
O, Golgatha nu
til Zions Tvebroder døbes du.
Oplad nu din Strube; thi Israels Præst
med Røveres Kjød, paa din Daabensfest
vil made dig!
O blotte dit Hoved; thi Israels Præst
med Frelserens Blod, paa din Døbefest,
hvor Templet er Vært og Throne er Gjæst,
vil bade dig!
Bered dig! bered!
Thi Døbefonten, ja: Jesu Hjerte,
og Sejersblikket: den hellige Kjerte,
og Korset: den hellige Vieblods-qvist,
Vi bringe med.
Jesu Veninder.
Ja, Golgath aabn dig! brist!
Som Orm af Liig,
Forbrydelser udvrimle da.
Og, naar du lukker dig,
ei Rædslers Dynge,
der Jorden ned i Helved tynger;
men kun en Bakke simpel Jord,
en Høi, som andre Jordens Høie, hvor
skystevne Palmen tør, og Rosen groer,
da atter bliver du, Golgatha!
O svind! o flye,
som en Dunst, som en Skye!
Ak, er du sandelig et Bjerg?
urokkeligt? et steenhaardt, Bjerg?
Nei gab, og slug dem, og sværg:
«jeg er ei et Bjerg; men drivende Mulm!
. Nu driver jeg bort – ha, Zion, Farvel!
Nu brast der en Byld paa din Sjel!»
Præster.
Bær, Jesus selv dit Kors nu!
Det er din Vandringsstav!
Vi staae ved Hoved-Pandestedets Rod:
ved Golgatha din store Grav!
Nu stige vi op,
at krandse dens Top
med Roser af dit Blod!
Jesu Veninder.
Med Graad vi toe dens Fod.
Jesu Disciple.
(afsides)
O Rædsel, her er det!
Jesu Veninder.
O Vee! o vee! O Verdens Jammer!
O Qvindesorg, hvad kan du Andet,
end vride Hænder og forbande?
Jesu Disciple.
Tys! Derfor tør den rase fri.
Men vi? men vi?
O, hvis vi sørged, som os lysted,
da snarlig brysted
sig Golgath og med vore Liig.
Jesu Veninder.
Men Mandens Sorg den burde flamme,
som røde Løve, mod
selv Himmelen,
der turde vække den,
der sover vel som Freden, men vaager kun i Blod.
Ha usle, usle Jesu Venner, der
bag eders Mesters Liigtog snige jer
med blege Neb!
Hvi med et mandigt Greb
befrie I ei? Ha ere I vel Mænd?
O, havde vi saasandt kun Arme
og Mandehærde, som vi have Barme!
Men Qvinder ere vi.
Ha, derfor taale
de Mordere, vi skraale!
De vide, at vi tie, naar Alting er forbi.
Jesu Disciple.
De røbe os . . O vee, de røbe.!
Jesu Veninder.
O tappre, tappre Jesu Venner,
hvor ere I?
I blege Fjæs eders Mod I svøbe!
I eders Mester ikke mere kjende.
Han døer – o evig, evig Skam!
Paa Golgatha de myrde ham!
Snart er det forbi, forbi, forbi!
Jesus.
(tager Korset)
I Salems Døttre, græder ei for mig! . .
Jesu Veninder.
Ja havde Qvinden noget Stærkere
end Graad? – O elskte Mester! . .
Jesus.
. . Men over Eder selv og eders Børn!
Thi Dage skulle komme, da de ville
til Bjergene sige: falder over os!
til Høiene raabe: skjuler os! skjuler os!
Thi, gjøre disse Døgnets Seierherrer
saa med det grønne Træ, hvor ville de
da handle med det Tørre?
Jesu Veninder.
I Disciple,
han mener Eder.
Jesus.
Ja, det er min Sorg!
Hvis Frygt ei naged mig for Disse, da
med Jubel hilste jeg mit Golgatha,
som Ordets Sædjord, Frelsens sikkre Borg!
Præster.
Gaa, Jesus, med Korset, din Vandringsstav!
Se her er Golgath din høie Grav!
Nu stige vi op,
at krandse dens Top
med Roser af Frelserens Blod.
Jesu Veninder.
(stige op paa Heien med Jesus)
Hans Venner græde ved dens Fod . .
O nei – de flye! O evindelig Skam!
O redder! Forbandede! bæve I nu?
Nu? nu? O! o! Paa Golgath de myrde ham.
Bæve I, tie I af Sorg eller Skræk
nu, nu, da de rive ham væk,
de rasende, syndige Præster,
væk, væk for at sønderrive jer Mester?
O skynder jer, stærke Mænd!
Ha, river ham ned igjen
af Korset! . En Qvindes Forbandelse kan
udblæse al Marv af dig, Mand!
De nagle ham – o! De nagle ham – ak!
I lytte til dette Timeslag?
O skynd dog! – Forbi! forbi! forbi!
(ile op paa Heien)
Jesus paa Korset. De tvende Stimænd korsfæstede ved hans Side. Jesus Disciple, Moder og Veninder. Præster, Krigsmænd, Folk om Korset. – Messias og Aander ovenover.
Præster.
Triumph! Triumph! i alle Præsters Navn!
Triumph! i alle Kongers Navn!
Triumph! Triumph! i alle Herskeres Navn!
Stemmer.
Triumph! i alle Djævles Navn!
Messias og Aanderne.
Triumph! i Jesu Navn, for Jord og Himmel!
Disciplene.
Ha! Nu, nu frygte vi ei, – o vee –
da vi hans Hjerteblods Farve see!
ja, nu, da hans Bloddryp vi tælle og sanke,
vi tælle ei meer vore Hjerters Banken!
Messias.
Ha, Phun i Abiriel, Damp i Solens Lys,
du var det, som bølged
i Præsternes Jubel; du var det, som gøgled
i Jesu bedrøvede Gys.
O Du, hvis Tanke er Tvivl,
Forvirring Viisdom, og Synder Daad,
snart henveires du,
og ene gjenstraaler Abiriels Ild:
i Morderens Hu
som Angerens Graad:
i disse fortvivlete Hjerter
som Haab og Tilgivelses Smiil.
Præster.
Triumph! Nu Offret er bragt!
I Skjændsel svøbt,
i Smerte døbt,
er Offret for Altrene, Offret for Thronerne
paa Golgatha, Dødens Altardisk, lagt.
Seiren er vunden!
Den Verdensbefrier er bunden
til Korset – den vældige Scepter-vaand,
der løftedes end
i Præstehaand
selv op over Drotten, vor kronede Svend,
og over Nationerne!
Triumph! i alle Tempelherskeres Navn!
Triumph! i alle Thronherskeres Navn!
Triumph! Triumph! i alle Herskeres Navn!
Den Aande, som rysted Templer igrund
– tys! – bortdunster nu
i Gys og Suk.
Ha, Guddom Messias, er du
fornedret til Folkenes Synde-buk?
Tør Korsets Nagle
i Frelserens Hjertes Bloddraaber sagle?
Nei, sandelig, du est ophøjet til Sky,
til Golgathas giftige Sky.
Hør, Israel tigger sit Liv:
«du Blod-kobberslange, ak Helse os giv!
ophøie'de Messias, ak Frelse os giv!
lad Himlen, du loved,
frembryde paany!
forvandl til en Sol dette tornede Hoved!
Thi vi – o vok! o vee! –
den nye Morgen, den Himmel, du svoer
(somom din pralende Tunge var
dens Lucifer klar)
at bringe den gamle, den sukkende Jord,
maae indsvunden see
til en blegnende Sky paa din Mund.
. . Vi Orme-kryb, vi
tør sværge dig, Stjerne, den er forbi!»
– Triumph! Triumph! i alle Præsters Navn!
Den Angst er forbi!
Nu Altrene brænde
saa høit som før.
I Offerets Røg, der svider og fanges
og føles med Hænder,
men ei i en luftig usynlig Anger,
hvadheller i Vemods Lummren
seer Mennesket nu sit Syndeslør,
med Ro, som før.
– Triumph! i alle Kongers Navn!
Nu kronede Isse er ene fri.
Med hviftende Purpurving, Scepterneb tør
de udsuge Folkenes Slumren,
i Ro, som før.
– Triumph! Triumph! i alle Herskeres Navn!
i alle Templers og Throners Navn: Triumph!
Stemmer.
Vee! Vee! i alle Offres Navn!
Vee! i alle Trælles Navn!
Vee! Vee! Vee! i Nationernes Navn!
Messias.
Midtimellem Vee og Triumph er Forsoning.
Midtimellem Diademet, Fryds og Stoltheds gyldne Favn,
og Tornkrandsen, Smertens og Ydmygheds Kroning,
er rolige, blotte Isse,
der bøier sig for Korset,
og beder om Forsoning i Jesu dyre Navn.
Stemmer.
Hvad taler du
o Hjerte, om Forsoning nu? o nu?
Hvi gjorde vi dog Dette?
Hvad have vi gjort! Hvad have vi gjort!
Stemmer.
Forsilde at spørge!
forsilde at sørge!
Kom! Terninger kaste os Sorgerne bort.
Stemmer.
Vee! vee! han lider ei med Rette.
Stemmer.
Vi glemme vore Synder,
de Dagenes dyngede Synder
for denne ene Synd.
Messias.
Forsoningen begynder;
thi Angren har begyndt.
Jesu Veninder.
Ja, gid eders blodige Hænder
til Fakler sig tænde,
der dryppende Angestens Blod,
det svovlblege blaae,
med Sviden belyse
hver Rædselens Vraae,
hver Hjerterod,
den hylende Vraa i det Dyb,
der, hulet af Jesu Smertensdryp
ved Korsets Fod,
opslugede nu eders Anger! – Ha
ved selve Tropæen I gyse?
I zitre og fryse
med Haanden i Frelserens lunkne Blod?
Og Vi med brændende Hjerte
omfavne vor kolde, gysfulde Smerte?
O ja, vi bede, vi haabe, vi vide,
at snart skal vor Mester ei lide;
men ile til Seiren herfra, herfra!
Hvi frydes I ikke, saalænge I have
den Seir, Eder Præsterne gave?
O, skynder jer! feirer dog Seiren!
Den varer ei længe: den varer kun til
det martrede Hjerte stander stil.
Hvi blegne I meer end vi?
– Ha, Syndens Jubels Henveiren!
Ha, Syndens Jubels Forbi!
Stemmer.
O Vee os, Syndere! Vee!
Jesu Veninder.
Hvi klynke I Vee! ?
Ha, end er Golgatha eders Tropæ!
Hvi, slaae I det Bryst,
der nyligen raabte med vilden Lyst:
«Han døe! han døe, den Israels Drot,
med Korset til Scepter og Golgath til Slot! ?»
O bi til han døer – forband dig da, Røst!
og led i Fortvivlelsens Hyl efter Trøst!
Messias.
Tilgivelsen rækker Fortvivlelsen den,
som da bliver Haab i Vemod igjen.
Mennesker.
Vi vide, at ene det samme Hjerte,
vi gjennembored med Staal og Smerte,
kan give os – o, det kan ei; thi
han er jo et Adams Barn, som vi.
Jesu Veninder.
O Ruelse, kiger du ind i dig Selv?
Du seer i hans dødblege Kind dit Billed?
din egen Graad i hans Blod nedtrilled?
Hvad byder du vel,
for nu, som Vi, som Vi, at see
i Frelserens dødblege Kind
en stjernehvid Engleving?
O! snart den folder sig ud,
og svæver paa Mordernes Skyer af Vee
til Seirens Himle, til Fredens Himle, til Gud?
Mennesker.
Vi arme Syndere, vi vide kun,
en Synder kan selv ei sin Synd forgjette;
men, ene denne samme Mund,
vi tvang i Smerte at forstumme,
vort Liv vor Død, vor Frelse rummer.
Tilgav han Dette,
– den Blod-synd, vi mod ham forbrød –
da al vor Synd vil Gud udslette:
da Gud os Selv Forsoning bød.
Jesus.
Tilgiv dem, Fader! – Ei de vide, Hvad de gjøre.
Johannes.
O hørte du, Frelserens første Ord
paa Korset tilgav, og forsonte dig, Jord?
Jesu Moder.
Ak, kan du, dræbte Uskyld, tilgive,
da mister din Moe'r en guddommelig Søn.
Messias.
O Jordens Jesus, ei ilive
var du saa høi og reen og skjøn,
som nu i denne Stund,
da du – o Guddoms-kjærlighed! –
med blodløst Hjertes døende Mund,
tilsmiled dine Bødler Fred.
Johannes.
O hørte du, Frelserens første Ord
paa Korset tilgav, og forsonte dig, Jord?
Jesus.
Min Moder, se der er din Sønnearm!
Johannes, se der er din Moderbarm!
Johannes og Jesu Moder.
(omfavnende hinanden)
Vi Jesu Arveskifte fik.
O, Kjærlighed, naar er Du arm?
Disciplene.
O, hørte du, Frelserens første Ord
paa Korset tilgav og forsonte dig, Jord?
Mennesker.
(nedknælende om Korset)
Vi hørte, vi hørte den Tornekronte,
den blødende, døende Frelser, forsonte
bodfærdige Hjerte med Gud, med sig Selv.
Den Angrende bæver ei mer for sin Sjel.
Disciplene.
I Jordens Lænkeqvalte,
I syndefulde Millioner,
til Eder Jesus talte,
for Alle en Forsoner.
Han Israel tilgav
en tidseldækket tidlig Grav.
Men – visende i Sig,
at Adams Afkom har endnu
sin Høiheds Præg, Guddommen liig,
og Aanderang med Aandehu –
Han Jordens hele Menneskehed,
der haded' alt, og ringeagted, med
et knuget Slavesind, sin Sjel,
udsoned med sig Selv.
Se, Arvesynden, dette Skrækkebilled,
som Præsten tegned
i Barnets Hjerte, og Gud tilegned
(som, satte Godheds Gud til Blomstens Herre
en Djævel, og i Stjerner Djævle spærred?)
– se Det nedtrilled, hvert et Træk nedtrilled
i Jesu Bloddryp, og det dunsted væk!
Din Lavhed, Menneskehed, fra Urolds Tid,
i Thronens, Altrets Voldherskere Du saae
(dog selv i Syndens tøileløse Iid
en Funke af Aandens Høihed laae)
Men gjensku nu dig Selv: din Høihed, længst i Oldet
forsvunden, har sig foldet
i Jesus atter ud, saa reen,
som da den straalede om Adams Been!
Ei klarere Guds Billede du faaer,
end det, der her paa Korset staaer.
Ei klarere fremstraaler Gud hernede,
end i den Sjæl der døer af Kjærlighed.
I Jesus Christ, o frelste Menneskehed,
du Gud tilbede!
Thi Jesu Dyd er Afglands af den samme
Alhellighedens Flamme,
der var fra Begyndelsen, tændte i Ødet, og tænder
evindelig Verdnernes Rækker,
for i den lyse Stjerne-hær at have
som Vrimler hvide Uskylds-Hænder,
der jublende sig ud
af Ødet strække,
at takke og at tage Algodheds Gaver
af Almagts Gud.
I Jesus Christ, o Menneskehed,
din egen Høihed da tilbed!
Thi Jesus er Dyd . . O Dyd, du lærte
at være skjønnest, naar du leed.
O Dyd, naar er du meer ophøiet,
end med et sønderrevet Hjerte,
med Blod, ei Graad i Øjet?
end paa dit Smerteskors?
Mennesker.
(knælende)
Vi alle, vi Syndere alle, vi Alle
fik Jesu Arv: hans Tilgivelse. O,
hvi kan blot Bodfærdige troe?
Selv dydigste Menneske angre jo maa,
thi Jesum det ei, som det burde, kan naae.
Hvi først, naar han falder,
vil Synderen Frelser, Forsoner dig kalde?
O da er du Dommer. Men, reiser han sig,
som Frelser du kommer, Alnaaden med dig.
. . Han falder, han famler, han vil
sig reise; men finder
i Sig kun Forbrydelsers Minder,
saa vege som Siv, saa skjøre som Smiil,
at læne sig til.
Han leder, han beder: «o Gud,
send Englene ud:
din Engel i Støvet sin Vinge har brudt!
O Gud, kom selv:
Det gjælder dit eget Billed: en Sjel!
O tænd mig en Stjerne paa Himlen igjen!
Der, der maa jeg eie en Ven!»
Han løfter sit Øje mod Himlen, han seer
Forsoneren der.
Du synes at have dit Kors til Spær
paa himmelske Throne, Forsoner, – o
en særlig Vemod nu ryster hans Sjel
ved Frelseren at skue saa liig ham Selv.
. . Han famler, han finder en Stie af dit Blod.
Han reiser sig op ved din Thrones Fod,
og læner sig der ved sin Troe.
Aander.
Abiriels-Ohebiels Hylle:
det Adamsblod, der Aanden omskyller,
sin brogede Ild,
sit brændende Farvespil
opdunster i
det Aandens rene Klarsyn, og gjør
den til Phantasie,
som før.
Messias.
Ei Himlen dømme
den fromme Angrens Tro og Haab,
ei fromme Svages Drømme,
ei Støvets Hjerters Raab,
om dunkelt sig en dunkel Trang
deri udsang.
O Aandekrands, straalende om Jorden,
Abiriels-Ohebiels Orden!
I Roserne, Jesu første Børn
af Korsets Tjørn
blodglødende, paradiis-duftende plukke,
sig Sandheds Straalblikke dukke,
er indelukket, er sjunken ned
Forsoningens Hemmelighed:
– hver Kamp for Dyden i Menneskehjerte
er Jesu Moder i Fødselssmerte:
hver Dydens Tanke, i Hu fremskjød,
en Frelser er i Pjalter fød:
hver Dyd betvungen
en Frelser haanet og gjennemstungen:
et feirende Offeralter hver Last;
men Angeren, se, en Forsoner selv,
til Menneskets Sjel
med blinkende Taarer naglet fast!
I Angrens Graad
al Brøden svinder,
som Jesu Sorg i hans Blod henrinder.
Men Menneskets Sjel – o da
Abiriel i sin Styrke flammer! –
sin Villie, sin Aandevinge strammer:
da Angeren hensynker bag
dens kraftige Daad: dens Vingeslag.
. . . O da, naar den seer,
at Angeren selve ei evig er,
at Aanden har Kraft til at hæve sig fra
den Nat, den udaandede selv om sin Daad,
og gav til Stjerner sin Graad,
til seraphlyse Himle . . O da,
naar Støvet sin frelsende Høihed naaer:
naar Adam i Taarer forstaaer,
at Aanden forsoner, udsoner sig Selv . .
. . o da er Menneskets Sjel
selv Frelseren her, det Øieblik,
fra Golgatha han til Himlen gik:
da salige Aander i Dødens Stund
opfanged hans Aand paa den blege Mund,
mens Jordens forvirrede Skrig
i det ene Øre (i samme Secund
det lukkede sig)
hendøer, mens det Andet opfyldes
med Himlenes Hilsen, Forklaredes Hyldest.
Saa fatter, saa reent som Englene selv,
i Støvet Abiriel
Forsoningens, Frelsens Evangel.
Saa er det Abiriel troer.
Saa reneste Abiriel, Jesu Sjel,
i Alle indstraaler igjennem hans Ord,
og spreder den Phuniel-Skygge, der end
Abiriel følger:
(I gøglende Former,
snart frem den sig bølger
som tusmørke Tvivl,
snart frem den sig ormer
i Sværmerens Smiil.)
Men, se, den visner med Støvet hen;
og reen Abiriel, sand og klar,
af Blodet, Cajahels Livsensdaab,
opstiger blandt Himlenes Englehob,
hvor før han var.
Disciplene.
Af Kjærlighed han lod
for Sandheds Sag sit Hjerteblod.
Vi ikke tale da? Vi bæve for hans Stie?
O Vi se meer, end I i dette Blod!
For Os bekræfted han, for Hver han soned.
– O dette er det Glædesbud,
som gjennem Jesu Vunder toned
til Os og Eder ud.
Mennesker.
Af Kjærlighed Han lod
for Sandheds Skyld sit Hjerteblod?
Hvi skulle Vi da offre meer?
Nei, Uskylds-offer, du det Sidste er.
Præster.
Det sidste Offer? Ha, trælkede Slægter,
til Offerrækker I selv jer indvie!
Det sidste Offer er sidste Jesu Forfægter.
Da mættet, forsonet vil Alteret tie.
I Præsters Chor
det flammer da ene igjen,
som Vredens Tunge, imellem Dynger af Been,
vidtover en øde, men helligere Jord.
Mennesker.
En Oxekrop skulde – ha, Præst,
os mulmhyller meer ei din Offerfest! –
tilbrøle Mennesket: synd nu fort!
Din Synd imod ham i mit Blod randt bort. ?
Jesus.
Min Gud! min Gud! Du skulde mig forlade! ?
Præster.
I paa en Synder haabe, Daarer,
hvis Sjel alt Djævle have fat;
thi meer paa Gud han tør ei haabe.
Vi hørte jo hans vilde Raaben,
af Tænders Gnidslen gjennemskaaren:
«min Gud! hvi har du mig forladt?»
Disciplene.
Nei! se, Han hylled sit Ord
i et døende Smiil.
Den sidste Tvivl
om Frelsens Seir i hans Suk bortfoer.
Præster.
Seir ?
(afsides)
Ha, Spaadom, sandsagde du?
Vi Navn maae da skifte, ei Magt, ei Hu!
(høit)
Ha, sære Vanvid, hvad Seier, naar
i Kjæmperens Hjerte Staalet staaer!
O dumme Trælle, Seir, naar end,
som Oldets Piller, de Jordens Bedste,
Aljordens Vise og Drotter og Præster
staae ubetvungne igjen?
Stig ned af Korset! Da Jordens Præster
og Jordens Herskere troe dig, Mester!
Disciplene.
Messias i Krybbe, i Pjaltelagen,
af fattige Hyrders Hilsen modtagen,
Messias paa Graasteensbolster besku!
Du Kronte, du Rige
os Arme da sige,
hvor høit vel i Himmelen skattes du!
Anden korsfæstede Stimand.
Ja, ret! stig ned af dit Kors!
og frels dig selv og Os!
Som Jordens Konger og Præster
skal Morder og Røver da troe dig, Mester.
Første korsfæstede Stimand.
Ak, frygter du ei Gud endnu?
Vi lide kun vor Ret – men Denne?
O vee, han faaer en Synders Ende,
skjøndt end han heel sin Uskyld har,
som dengang Barn jeg Synder var.
O Herre, fromme,
naar i dit Rige du mon komme,
o, kom den arme Esau da ihu!
Jesus.
Til Himlen skal du mig idag ledsage.
Mennesker.
O, Grav, din sorte Læbe
ei tør os kalde Dødelige meer.
Vort Dødssuk er et Bliv.
Tyrannen kan ei længer dræbe.
I pine; Pinslen er kun Fødselsveer
for nyt og bedre Liv.
I Hjertet Fred
Forsoneren fra Korset dryppede ned;
igjennem hans det hellige sande Ord
Gud selv gaaer frem med Straale-spor.
Og nu ifra sin Grav
de friske Levende
for Døden bævende
Udødelighed han gav.
I Hjertet Fred,
(som Cherubimers Gjærde om
vor Videns Helligdom:
om Gud og om Udødelighed)
Hans Smertens-kamp os gav.
– O Menneske, hvad er du vorden?
Ei Mere Englen veed.
O Jesus Messias, nu er
din Rigdom udtømmet paa Jorden?
Messias.
Ja Himlene eje ei Meer.
Jesu Veninder.
O Jesus! Jesus døer!
Disciplene.
Hans Smerte ender.
Hans Fryd begynder, og hans Sorg fuldender.
Ja «Smerte-ende» er nu Dødens Navn.
Ja «Fred» er Navnet paa de stille Kræfter,
der røre sig i Gravens dybe Skjød.
Messias.
Alt Engelens Ving fra hans visnende Haand,
straalfjedret, med Morgenens Kraft, sig spænder.
Med Tankens Iil,
gjenvender Aanden til
sin Hjemmestavn.
Jesus.
(raabende)
I dine Hænder
min Fader, anbefaler jeg min Aand.
Messias og Aanderne.
I Hviftet af sit sidste Ord
udglittrer Jesu Aand – ha, se,
hvor den opstraaler reen
fra mulmede Korses dødmørke Been,
mod rolige Himle mod Aanders Chor
fra bævende, blodige Jord.
Stemmer.
O Jesus! O rædsomme Nød!
O Jesus, vor Frelser er død!
Jesu Veninder.
Vee! vee! Ei død! Ei død! Vor Ven,
du aabne dit Øje igjen!
Disciplene.
Han hævede sin Røst;
og, som et Blomster visnet,
sank tornet Hoved paa hans Bryst,
og Øiet brast, da Hjertet isned.
Mennesker.
Vee – Jesus, vor Frelser er død.
(knæle ned)
Messias og Aander.
Se, Mennesket stirrer end paa
hans brustne Hjerte, nu Mulden graa.
Det stirrer forvildet
sig blind paa Korsets døde Billed.
Vi Saliges Chor,
vi favne, vi skue,
vi hilse, o Jesus, som frelste en Jord,
din levende Aand:
Ohebiels milde Regnbu-ild,
Abiriels høje Lue,
isammenbrændende i samme Salighed.
Jesu Aand.
O, Straaler for Torne? Lys til Blod?
En bævrende Fryd er min Hjerterod.
Messias og Aander.
Hør, Jesus, Himlenes Hil!
Se, himmelske Brødre omstimle
dig, hilsende, frydende sig
i din Salighed!
Se, Dette er Englenes Kjærlighed.
Se, Jesus, maalløse Himle
din Faders Hænder!
O, Jesus, du hisset i Blod og Smerte,
ja Alle histnede, laae nær hans Hjerte!
Thi Himlene, se, Guds Hænder i Dybet
nedgribe, og opløfte Blomsten og Krybet!
Se, Verdnerne selv over Englene pege,
liig straalende Fingre, paa Guddommens egen
ufattelige Høihed: den Gaade
ei Aandernes Skarpsind kan raade.
Jesu Aand.
I Dødens Stund
i Himlen jeg tænkte mig . . Tanken bar
gjennem mørknende Kjød mig Selv saa klar,
at end jeg i Flugten belivned
med Glimt af et Smiil den blegnede Mund,
skjøndt bag mig alt Hjertet hang dødt og stivnet.
Et Dødssuk – o Florvinge, neppe du hvifted
paa Læben, før om du til Straaler skifted! –
hidhvirvlede mig med Lysglimtets Hast,
saa Øinene bag mig brast,
som spiled for stærkt jeg min Vinge der.
. . O se den er
bedækket med Øine: dens mindste Duun
et Øje, der skuer til Solens Bund!
Jeg er hvor jeg tænker mig hen.
Jeg tænkte, og Tanken udklang i Bøn:
«o aabned Gud Fader mig Himmelen!»
Og, se, blandt utallige Aander, men Alle
mig lige, jeg kom!
Messias.
Ja alle du Brødre maa kalde.
I Dødsstunden fælder en Sjel sin Dom.
Sig Himlene bøje
nedover den Dydiges bristende Øje.
Hvo Helved paa Dødsleiet seer,
ham bier ei Salighed her.
Se, Jesus, den talløse Aandernes Hær
omstraalende Jorden, liig Glorie-skjær
sorgbøiede Isse,
de hilse dig, Disse
i Salighed luende . .
Aander.
Salige maae
dig Jesus tilbede, det Tempel beskuende,
du reiste i Muld: det, vi byggede paa.
Jesu Aand.
O himmelske Frænder, jeg kjender Eder.
Hist du Confutse, du Sokrates heder.
Ah, Menou og Moses, Zerduscht og La,
Osiris og Hermes – ah Plato – Alle,
som Jesus maa Lærere kalde,
hos eders Discipel paa Golgatha?
Johannes? du min Elskte, fri
for din Melancholie?
Ah, Cain, med Panden stjerneblank,
i Abels Arme sank!
Se Helte-moderen fra Herskerens Luehal,
den Heltenes Heltinde omstraalet
af Sønnernes hellige Tal,
som af Syvstjernens deilige Krands,
skjøndt hisset saa sorte i Baalet!
Ned kaster den herlige Ring en Glands
paa en irrende, skummel Gestalt,
der engang Antiochus den Straalende var kaldt.
O Retfærds Miskundelighed! Moderen har
en Herlighed med Sønnernes syvfoldig klar!
Ja hver af disse betvang eet Menneske kun;
men meer end et Menneske, en Moder, syvgange Hun.
O, Aandens vældige Kraft! selv De,
hvem Jordens Aldre forbande,
ei ryste længer af Jordens Vee.
I Frelsen – o Salighed! Frelsen ved mig,
de øine, at Jamren, de saaed,
sin Fylde, sin Ende har naaet.
Messias.
Ja, førstegang jublende blande
de mellem de Salige sig.
Jesu Aand.
Se Disse, de Blege, der bævrende flye! .
Dem Nagene jage som vildvingde Skyer.
Herodes, du
vel bedre, end under Israels Krone,
om Brønden Mødrenes Jammers-tone
vel hører endnu?
Messias.
Din Høiheds Skue, o Jesus, er
den eneste Fryd de nyde her.
Saa onde ei, som ulykkelige,
fordi de onde i Støvet vare,
de ere da.
De jamrede over Golgatha;
dog høiest fordi de sig Selv maae sige,
at, svøbte i Muld, som før,
med Præsternes Skare,
de vilde opløftet den blodige Stør.
De haabe – O Jesus Messias,
og oven Korset der er at frelse!
Jesu Aand.
Du blege Aand,
med matte Ving for Morderhaand,
som flammede i Støvet for at dræbe,
ja Du der haanede med dødblaa Læbe,
Du ogsaa i Forsoningen fik Deel.
Ak nei, du eier den dog ei endnu:
Thi brænder hevnsyg Nid ei i din Sjel,
for du din Broder, Morder og som du,
sin Frelser følge seer med spæde Glands,
og flette sig ind i Frydfuldes Krands.
(Ah, Esau, mindes du dig hvad
jeg lovede, da du paa Korset bad?)
Ja, Aand, han angrede dernede: – der
er Angren dobbelt værd mod her.
Messias.
O, Jesus Messias, paa Jord,
som Himmelens Aander, reen og stor,
i Jordens Himmel,
i Jordens Aandevrimmel,
Du er den Største.
Aander.
Ja Jesus du er
den anden Messias; thi Denne her,
– Abiriels og Ohebiels første –
Han frelste den Klode,
hvor forhen, før Jorden fremgled, vi boede.
O Du er herlig, som Han:
Du frelste, som Han.
Jesu Aand.
O dybe Aandens Syn!
Histnede Øjet selv var mørkt som Skyen,
her Lys, her Lyn
er Øjets Bryn
– hvad er du selv da Aandens Øje,
der Dybene gjennemlysner og speider det Høje?
Min Sjels Kilde jeg seer
først rindende ud, i Evigheds fjerneste Fjerne,
af et Guddommens Skjød, af en Stjerne:
som Draaber to af forskjelligt Skjær
den udrandt der:
– saa flydende jevnsides begge hen
i voxende Fart gjennem Himmelen:
tilsammen nedsprudlende saa,
da Jorden, det Taagedryp graa,
i første Morgenrød laae,
at herske en Verden, og adle den, ved
(som Boe for en Aandevrimmel)
at gjøre et Dyb til en Himmel:
– saa, Dette sig salig-bevidst,
med øget Herlighed
opstraalende atter tilsidst.
O seer, I Aander, vi høine
os liig, en Stjerneflod af Øjne,
der Menneskets Færd, vore Brødres beskue.
Præster.
Hvi tie vi? Jesus, vor Fiende, er død!
Stemmer.
Ja, Jesus, vor Frelser, er død!
Disciplene.
Ei Smerten os længer for Korset nedkue!
Vor Frelser vi ei i det Døde kan skue.
Hvi knæle for Liget, den slukkede Kjerte?
Forherliget luer
Han selv i vort Hjerte!
(De Knælende reise sig)
Præster.
Hvi skrækkes vi? Fienden er død!
En Soldat.
(gjennemborer Ligets Side)
Ja Cæsar sværger i dette Stød,
der slog hans Hjerte, saa Blod og Vand udflød,
at Jesus af Nazreth er død!
Præster.
Jubler, jubler! det fremmede Lys
i Templernes hellige Mulm er slukt;
hin fremmede Røst i Templernes hellige Tys
den evige Død har lukt.
Ha, Vanvittige, bygge I end
paa dette smuldrende Leer?
Troe I, Galilæeren kommer igjen?
han er ei, og bliver ei meer!
(Pludseligt Mørke indhyller Alle)
Stemmer.
Vee tyder Mulmet: forbi er vort Haab;
men Mulmet vender tilbage
fra Trældoms og Løgnens Dage?
En romersk Høvedsmand.
Se, Himmelen aander sin Kummer ud,
og Skyerne fyldes med Jammersraab!
Ja, Han, som vi dræbte, var vist
en Skyldfri, en Christ,
en Gud!
Disciplene.
O Overtroes Natøie, Hvad du seer,
ei Lyset, men Nattens Veirblus er.
Præster.
Nu, Altre, indhyller Jorden i Røg!
Kun Sceptre Slægterne skimte
igjennem at glimte,
som Gnister der ud fra Baalene føg!
Nu jubler, Baal! nu hviner, Spær,
som før i sløve Trælles Hær!
Ufrelse, Ufrelse, nu, som før,
fornægter du dig, naar Frelseren døer?
– Ha, hviner og jubler i Altrenes Navn,
i Thronernes Navn:
Triu –
(Lummert Mulm omdamper Alt)
Ha, døer nu Frelsens Dag?
O jubler I modige Præster,
i Alternes Navn,
til hvem eders Sjele
(som Kroppen til Thronen) er stavnsbundne Trælle:
Triu –
(Jorden bæver. Torden, Lyn)
Ha døer, nu Frelsens Dag?
Sit svulmende Enkeblik – se, skjøndt blindet
af Sorg, det blinked! –
nu Natten kaster
paa Præsters djærve Foretag.
Ha, skulde et Veir
formørke vor herlige Seir?
Lad Mulmet qvæle den jamrende Hob!
Vi splitte det ad med Seiersraab:
Triu –
(Jorden bæver)
Ha underdanig er Jorden!
Den bæver under vor Fod.
Stemmer.
Men ruller og denne Torden
henunder eders Fod?
Præster.
Ha, djærve Israels Præster,
vort Baal skal Lynene sløve,
vort Seiersraab Tordenen døve;
Triu –
(Jorden bæver. Tordenskrald. Røvernes Kors styrte-om)
Ha, Rædsel! Offret bragt er
Mørkets Magter;
og de hyle efter Fleer.
Stemmer.
Dagen sortner; Solen graaner;
Lyn, som Strømme Blod, nedrisle;
Dybet sluger dem og brister; Ild udhvisler.
Visne Sol, dig Mørket haaner;
thi nu flammer Dybet jo.
Præster.
Himlen vil ei Korset see,
Jorden ei det bære – Vee!
Vi i Dybet styrte da
med Korset og med Golgatha!
Stemmer.
Usle Seierherrer bæve
I for Elementers blinde Vrede;
men for Himlens ei?
Stemmer.
Se, paa den Illværksdag
Himlens lyse Tag
sig forvandler til en huul,
marmortung og sort som Muld
Sarkophag!
Lyn, som sultne Ormeklynge
hugge, bide, hvæse, slynge
sig om Jorden, levende
der begravet.
Luften Mulmen;
Fraade Havet;
Jorden Ulmen;
som udgnistred, opspyed, udhvæste Scheol.
Bjerget gaber, Sletten ryster;
Golgath, som i vilden Smerte,
bæver, hæver sig og kryster
Korset op mod Skye,
som om Jesu brustne Hjerte
det til Himlen vilde flye.
Præster.
Vee! Lynets Øiekast, saa vrede,
fra sorte Himmel
i Golgaths Stimmel,
kun efter vore Hov'der lede.
Vi flye! vi flye!
Stemmer.
Hvor flye? hvor Lye?
i en brændende Skye?
paa en bølgende Jord?
Hvor flye I? Hvor?
Præster.
Intet trøster; Alt forskrækker.
Alting truer; Intet dækker.
Disciplene.
(flokkende sig tæt-om Jesu Kors)
Jo, i Korsets Lye,
Lynets Spidser
speile sig i stille Isser.
Tordnens Skye
mellem vore Øine brast:
blinked vore Øjekast?
(Mennesker stimle om Korset)
Stemmer.
Som af Angst, guulsorte, svulne
Skyer buge
henad Jorden sig, og knuge
sig i Mulden ned, og mullne
hen i giftig, lummer Damp.
Præster.
Vee! midti vor Seier vi døe!
Stemmer.
Et skarpere Lyn
end dette, der fødes ifleng af Skyen,
vil Synderen ramme.
Om, snoet og qvalt, paa Bunden af
hans Hjerte det ligger til Aldren graa,
et Hvælv der er, hvor det ud mon slaae:
det er hans Grav.
Præster.
Ombølget af Flammer
og bævende Høie og hævende Dale
er Golgatha Rædselens Øe.
Vee finde vi ei
gjennem Mulmet henover
de bævende Høie en Vei?
Stemmer.
Nei, Jesu Mordere, nei!
Thi Jorden gaaer i Vover;
som Skyen den bruser huul;
den driver under Fod.
– Ha den vil tye iskjul!
Ja Høi og Skrænt med Blomstertop
frem ormer sig imod
en Afgrund – ned den styrter . . ha!
for ei at blive et Golgatha.
Vee, Jorden gaaer i Vover,
som Luft og Sky var den;
og Mørket ruger over,
som hvælved kulsort Muld sig op
til Luft og Sky igjen.
O Gravens Mørke! Ingen seer,
at han blandt tusind Blege er.
Hver stirrer blind i Mørket,
som var han sat
en rædsom Nat
alene midti Ørken.
Enhver staaer ene med sin Jammer,
og lytter til Naturens Vee.
Nei! nei! vi see:
Lyn, som-om hele Scheol
paaeengang lyste,
er Rædselsdagens Sol;
og Tordenbrag,
som-om paaeengang Helved gyste,
er dens Secunders Slag.
Lynet nedad Korset flammer,
blotte det: i Mulmet ene
breder det de røde Grene.
I et rædsomt Lys det kneiser frem.
Dybet brast . . dets Luer blege,
Satansfingre liig, paa Korset pege
. . nu, nu hvislende de klattre
opad det . . nu Dybet atter
sluger dem.
Præster.
Ha, Golgathas Been
og skinnende Knogler
i Mulmet sig reise igjen!
Alt Helvede kogler.
Sig Dødninge reise paa smuldne Ogler . .
se, Skallerne hvirvle saalænge rundt,
til Struben de finde og Ribbeens-bundt.
Bort Fæle! – Ha, blege Prophet-gestalt,
du byttede galt.
Dit Hoved er dit: paa en Viismand det sad;
men Støtten, du valgte, en Røvers Rad.
. . Nu kommer hans Hoved, og putter ind
i sin hule Kind
din vise Strube, din stive Ryg,
der kneised engang, mens Kongens var myg:
Saa kives I hen-i Veir og Vind.
Bort! bort! Ha veed I ei bedre?
Jer dræbte ei Vi; men vore Fædre.
Stemmer.
Alnaturen jamrer sig
ved den dræbte Frelsers Liig.
Ilden hviner, Luften hyler, Skyen brager:
Han er død!
Jorden brøler, Vandet fraader, Dybets Echo huult gjentager:
Han er død!
O, saa Alnaturen klager:
Han er død!
Disciplene.
Jorden briste ved vor Fod!
Lyn vort Øje gjennemsuse!
Torden Øret gjennembruse!
alle Rædsler op sig dynge
paa vor Isse! alle Smerter
i vort Bryst sig sammenklynge!
Havet over os sig sammen slaae!
Jord og Himmel maae forgaae!
– Med saligt Hjerte,
med rolig Pande de Frelste staae
om Korsets Rod,
som stode de end i Paradiis,
uskyldige, i Læ
af Kundskabens og af Livsens Træ,
med Frugter – o af Forsonerens Blod –
og Gud befalte: spiis!
Ja Kundskabens Frugt vi fortærte,
da Jesus os Dyden lærte;
og Livsens-æblet vi brød,
da Frelseren sagde: der er ei Død.
Præster.
Ei Skjændsel, at flye
for Dybenes Kræfter.
Til Templet vi tye,
til Alterets Flamme ifra
det rædsomme Mulm, det Satans Vingeflor
om Golgatha.
Vi flye . . hver Troende følge efter
det flygtende Præsternes Chor!
Israels Hellige, samslutter eder!
Fra Golgathas ravende Hei
over bævende Dale vi bane os Vei!
Gjennem Mulm og Ild,
gjennem skjælvende Salem vi flygte til
det evige Zion! Kun Tempelet redder!
Det ryster ei Satan. Det hviler fast.
(Ville flye)
Stemmer.
Tilbage! tilbage! det evige Zion,
det brast!
Høialtret sank, Forhænget revned ito.
Stormvinden hvinede hvast
ind i det Helliges Boe.
En mulmet Hule det Helligste er.
Der Svovl for Ambra damper,
og Dunster brænde som Lamper,
og gysende Dødninge vandre der
som Israels Præster.
Tilbage! tilbage! et evigt Gab
mellem Golgath og Zion sig fæster.
Præster.
Ha, Alteret seired for seent!
Stemmer.
Ja, Altret seired for seent!
Præster.
Da, Jordens Throner,
til Hjælp! til-hjælp mod den dræbte Forsoner!
Vi mægte ei meer
at opklække Eder Trælle fleer.
Ja Altret tilhjælp nu med Sværd og Lænker;
thi Folket haaber, og Folket tænker!
Fremblusser for Altret, I Throner, da!
Vi offred for Eder paa Golgatha.
Fremblusser I Throner,
udgnistrende væbnede Millioner,
af sande Trælle, der sælge, svigraadige mod
deres egne Brødre, selv Liv og Blod!
Da, se, vore Lamper, og Altrenes stille
og hellige Ild
forvandle sig til
en Række af blodige Baal over Jorden
– ha glødende Sværd for Os og Eder!
Og, se, eders lynende Trælle-geleder,
opløfte i Sværdene blodige Kors
for Eder og Os!
Vort hellige Forbund skal kue
med synlige Luer den Sjelelue,
med Baal og Bøile
de Oprørske tøile.
En Val da vorde al Jorden,
før Alt gjenvender til Oldets Orden!
O, stor blier Kampen: Millioner imod
Millioner i Flammer og Blod!
Stemmer.
Jorden briste ved vor Fod!
Lyn vort Øje gjennemsuse!
Torden Øret gjennembruse!
alle Rædsler op sig dynge
paa vor Isse! alle Smerter
i vort Bryst sig sammenklynge!
Havet over os sig sammen slaae!
Jord og Himmel maa forgaae!
– Med saligt Hjerte,
med rolig Pande de Frelste staae
om Korsets Rod.
Tyranner, som Jesus, Vi vide
for Frihed og Sandhed at stride og lide.
Vi frigjøre først vore Hjerter, saa
af Skuldrene Lænkerne briste maae.
Thi – ha, i eders Baal,
mens eders Pinsler hvidsle i
hans Nerver, rundt hans Hjerterod,
med Barmen kold af eders Staal,
det Menneske, som veed,
der er en Gud og en Udødelighed,
med rolig Høihed maler med sit Blod:
«som Jesus jeg for Frelsen leed!
se jeg er fri!»
(Aften. Udenfore en Gravhvælving. En Qvinde pyntende Jesu Liig. Petrus grædende i Baggrunden – Messias, Jesu Aand, Aander ovenover.)
Qvinden.
Se, Rachel pynter Jesu Liig,
forglemmer reent, at pynte sig,
som var hun skjøn alligevel,
endskjøndt hun skal
til samme Fest,
i samme Hal,
(og det som Meer end Gjæst)
i denne Sorgens Qvel.
Ak, Simon Petrus, du
maa ogsaa have dig et Vist
fra Livet til at sørge over?
Dog, det er sandt, som jeg, du ei
vil lade Sorgen gaae sin Vei,
idet du gaae din egen vover.
Du end paa Livets vilde Qvist,
som Menighedens vaagne Hane,
en Stund vil vippes . .
Nu – Meer du faaer af dette Visse,
af dette kummerfulde Sande,
før, seige Dryp, du slippes
istedetfor, bag Stenen der,
det skjønne, store Ubestemte.
Ah vel, om Dette end ei er,
vi vandt jo dog; thi vi jo glemte!
Men, o jeg haaber – følg derhen!
Jeg kaarer dig til Brudesvend.
Nei! nei! Du vil ei? Nu, saa tag,
som du har faaet i denne Dag,
hver Stund den Livets Skjænk, det Visse!
. . Ja sandt, en herlig Ejendom,
der Hjernen sløver, Hjertet spidser.
Petrus.
Bagtal ei Sorg! thi den gjør from!
Qvinden.
Det kan jeg ei. Den boer jo (liig
en Satanas, der soler sig)
i Rachels Øje; foran mig
frem vandrer den i hvert et Ord,
med sære Smiil til Stav
. . nei vandrer ei! den er ei stadig;
men flaggrer som en Flaggermuus,
der (unaturligt) har til Huus
en moden Rose, tusindbladig.
Men hvordan end
den flaggrer, flaggrer den dog hen
til Fred, til rolig Grav.
Thi sandt, min Petrus, som
du siger: Sorg gjør from.
Ja Flaggermusen «Sorg» er god:
den hvifter, svaler hidsigt Blod,
og dette er jo Alt.
Thi gløder det (det Rachel veed;
du maaskee, gode Petrus, med)
da gaaer det galt.
Pyntet er du nu,
søde Brudgom, pyntet smukt:
Myrrha-lugt
og Cypressekrands i Haaret,
ikke Tornens røde Frugt.
Dette Alt og hvide Liin,
der en Fredens Vinge svøber
over Saaret,
dig den Herre Joseph gav.
Men den Sløife Himmelfarve,
fuldt baldyrt med gyldne Larve,
paa dit Bryst, er skaaren af
Rachels Brudebelte.
Roserne i begge Hænder
(o de gløde, saa de smelte)
røden Blomst, i Brystet brænder
(den jeg «Christi Bloddryp» døber)
Nellikknop paa hver en Fod,
Dette fæsted
paa dig Israels gode Præster.
O, nu er' Alle gode! Joseph god:
han lader Jesus ei
som Betler slænges hen paa Alfarvei.
Ja Judas selv er god; thi ei han vil
forraade meer sin Mester.
Jesus er god;
thi, se, at jeg kyssede ham, han tillod.
Rachel er god, som fik Lov dertil.
Og Israels Præster?
Af Alle ere De de Bedste:
de gjorde Alting jo saa godt;
og vied . . . Ha, hvo smiler haant?
Har Rachel denne Ære laant?
Fik jeg den ikke mod min Villie,
at være Jesu Gravhvælvs Lillie?
at favne første-sidste Gang
min Elskede paa Dødens Tillie,
i denne Klippe-urne trang?
Hvo smiler haant? Er Rachel end
den Døden værde Synderinde?
– «Saalænge som hun er en Qvinde.»
I svare, o I grumme Mænd.
Hvad! – Ha, I haane,
for mine Lokker graane;
(dog ei af latterlig Respect
for eders Love, skrevne af
en Morder med en Lynildsstav
paa Steen . . jeg agter dem ei meer,
fordi jeg prøved deres Vægt.)
Men bølged sig, som før, mit Haar,
liig purpurbrune Frivil-ving
omkring en Roses Vaar,
om min ulykkelige Ynde:
da sang I, loggrende omkring:
«Tilbedelse tør
vel kysse din Skjønhed, dit yderste Slør?
O Engel, ihvad du saa gjør,
du kan aldrig synde!»
Nu – gjem da Haansmiil til dig Selv!
Jeg hvile skal i samme Hvælv,
som Jordens Frelser . . o saa nær,
somom i Døden hans Brud jeg er.
– Ha, tænk – Messias og en Synderinde
samavle Maddiker derinde!
Men ovenover Engle smaae
de Vinger himmelblaae
fremaf vor Favnen slaae
. . nei! første Favnen er, naar vore
sorgfulde Tanker ifra Mulden
hinanden hisset møde.
En skummel Cain da maa jeg føde,
og die ham et Liv med Taarer.
Men – se, naar jeg et Liv har angret:
med lyse Abel-engle da
jeg bliver evig, evig svanger,
og føder evig – ha!
Ja, vil ei Joseph tillade mit Liig
i Jesu Gravhvælv at hvile sig?
«Nei, Qvind, det gaaer ei an!»
Ha, Gud frelse Os! Love forat leve eller døe
af Dem, som svømme her af Naade
om paa en Gravhøis Øe?
Love for Elskov? for naar man skal vaage og sove?
Love for Lune? Love for Afsky? Love for Behag?
Love for hvorlænge en Møe skal være Møe?
Love for Smag? Love for Barmhjertighed og Naade?
. . Gud fri os! at Naturens Kræ
vil klavre op, og lægge Noget,
der skulde ligne Aaget,
ned paa dens Skuldre – se
da Simson i de brændte Traade!
«Nei, Qvinde, nei! Det gaaer ei an.»
hvadheller: «bort, gale Qvind! hei! vil du pakke dig!»
Oh, det er Lov nok mod et Ønske,
der hen i Veir og Vind det fejer,
som Nordenvinden flux afmeier
en Vaars frempippende første Grønske.
– Ha, endnu ingen Mand
uskyldigt Ønske skjænkte mig!
Men alle vilde Rachel lære,
(imens de fløited: «o du skjære,
demantne Perle! uskyldige Rachel!»)
hvad Verden, lidt skinhellig, kalder:
fra Syndefaldet skyldige Lyster.
O, naar da Rachel siden græd – ja da,
ja da, ja da,
med Hovedrysten,
Skjøn-Rachel hedte: «Stakkel! Stakkel!
Du er et Verdensbarn!»
O Jesu rene Støv,
mit Kjød, det Skarn,
. . o Fy!
nei: i en Taage fangne Morgensky,
i Dyndet blæste Rosenløv,
det raser, som vil hvile
hos dig i samme Hal.
Den syntes mig saa skjøn saa sval,
og Kjødet sukked efter hvad
ei Aanden turde ville.
O, udenfor din Hvælvings Dør,
mod kolde Marmor-pille
sit arme Hjerte Rachel tør
vel trykke til det bliver stille . .
o ja til Morgenrøden
ei mægter det igjen at gløde;
thi det er svalet hen i Døden?
Petrus.
Din Graad, o Qvinde, har Intet at betyde,
hvor, se, en Mands maa flyde.
Qvinden.
Dog arme «Qvind» (o Rachel maa
sig finde i at kaldes saa)
. . dog arme Qvind ei Mere eier.
Se, baade med Pung og Øje kan
Herr Joseph græde, den rige Mand!
Men dobbelt veier
mod Pungens Nardus hans Øjes Vand.
Thi sjelden til en simpel Taare
har gyldenskjermet Øje Raad.
Ja, pyntet er du, Christ paa Baare,
med Alt hvad Jorden dig kan give:
med Riges Salve, Armes Graad,
med Myrrhaduft af Rigmands Krukke,
med Armes Sukke,
ja Rachels Sukke, Rachels Graad.
Ja sandelig, søde Brudgom, du
saa deiligt ret er pyntet nu,
som pyntet En kan blive
af kunstig Qvindehaand,
men med en sorgfuld Hu . .
. . Oh nei, af lystig Brudehaand
. . oh nei af traurig Dødninghaand,
men med en Brude-hu,
der er af dunkel Fryd, af Jomfru-Ahnen
i Skjælven henrykt, naar
den sidste Bryllups-fremmed gaaer
(de Gjæster ere I med røde Kinder,
den Livets Kalk i Haand!)
naar Døren (Døren er en Steen) skal lukkes,
og Brudefaklerne (de Livets Dage
– ja Livets Kraft er røde, altfor lange Tane –
der brænde ned i Gravens Stage)
at blegne alt begynde,
og hist og her at slukkes.
. . Ja dette Liv er ret et langt,
og keedsomt Gjæstebud,
hvor man maa holde ud;
og sidde – o saa trangt;
og holde Bordskik, som man kalder;
ei nyde hvad man lyster selv,
men kun hvad paa Tallerknen falder;
og, selv om jeg er Brud,
jeg maa dog sidde stiv og stram,
ei engang skotte hen til Ham,
man faaer, naar alt er endt. Da fri
hun jubler: «endelig forbi!
Nu lukke vi vor egen Dør!»
– Kom Dødslov da! bank paa med Stene!
Du staaer ei udenfor alene.
Der fryser Spot, fordriver Tiden
med endnu meer at sønderslide
og rive i Vanvids fine Slør.
Men Vanvid – Oh!
jeg veed nok, Verdens Tunge,
hvad du har Daarer foresjungen;
og hvad de Dumme troe:
at Rachels Hjerneskal
er bleven Babels Forvirrings-hal!
– Sandt! sandt! Den stolte Aandens Baldachin
er bleven en Ruin.
Men, da den styrted, styrted den
i Rachels Hjerte ned,
og gav det den Ærværdighed,
det aldrig havde end.
Nu! Dødslov, Vanvid, Sot, og Spot,
i Guld, i Sod – Alt lige godt –
maae pikke, maae pukke,
maae bande, maae sukke,
maae banke med Steen, med Smiil, med Valmuknop:
– Vi lukke ikke op.
Der er en Dør mellem Vi og I!
Men Dødens Ving er Døren; dens Knirken er: Forbi!
(Disciplene og Jesu Venner komme med Fakler. Vagt i Baggrunden.)
– For Himlens Skyld! o ei endnu!
Jeg har ei pyntet ham endnu!
Ei sagt Farvel endnu!
(Stryger Jesu Liig over Panden)
. . Ak Jesus, Marias Søn,
hvor er du skjøn!
O, stolte Pande – nu et stille Hav!
O, milde Læbe – nu kun Krands paa Grav!
O, søde Kind – saa bleg du er,
bryd ei dig meer om Morgenskjær!
En fager Aftenglands du faaer
af dine Venners Fakkel;
en venlig Aftenstjerne Rachel
nedryster fra sit Øjenhaar.
Ak, som en stille Kilde klar,
vort Liv dog kunde, under
et Palme-par, henrundet!
Men dig til Ørknen Aanden bar;
mig Verden Hjertet sønderskar;
Du flygtede, at ei en Qvinde
(og denne Qvinde Rachel var)
med snevre Smiil dig skulde binde,
med milde, men med jordisk Øie
dig drage fra dit Maal, det høje,
ned til det stille, lave Hjemme.
Du iled forat Rachel glemme;
og fra sit hele Liv hun eier kun
af Skjønt, og dog i Vemod svøbt, et Minde
fra Bethlems Lund,
hvor bort han fløi – jeg stod tilbage,
hvor jeg har elsket, og har klaget ud.
Ak, kan jeg klage?
Du, stærke Helt, du lysted
jo hverken Moder eller Søster
– o eller Brud!
Men, stor, somom et Himmelhvælv
du engang havde diet,
troloved du en Verden – Ja,
det synes som Gud Fader selv
har Eder sammenviet.
Men Rachel sørged langtifra
i Skyggen af sin Jerijah.
Som Ranken (der sin friske Flugt
med Qval seer indelukt
bag gammel natmørk Muur)
saavidt den kan,
med Toppen flyer mod Solens Brand
. . ak nei den følger sin, en god, Natur;
men min? – o den var ond: thi jeg
kun i at elske Joeds . . ja,
vel meer end Joeds Flamme-øine,
ei Fryd, men Hevn kun søgte mod
den Frændeflok, der Rachel lod
indsmedde i en evig Bøile
til den jeg haded: Jerijah.
Da – o de Grumme vel erindred,
saa godt som jeg, de Blik, der tindred
fra Ham til mig, ved Bethlehem!
. . Da slæbte de – o heller stod
jeg selv for Moses i Lyn og Blod! –
mig, som en Syndbesmittet frem
for ham, for Jesus – O!
. . Forbi er dette «O!» Hvi blusser jeg?
Jeg knæler jo i Templet ei.
Det Svundne være som et Digt!
Dog Dette er et Liv hensørge,
kun eengang maatte selv sig spørge:
ak, Jesus var din milde Dom
blot Pligt?
O nei! Du turde jo
ei see . . du, med dit Kummers Øje
ei vilde Rachel see
sig død for dine Fødder bøje.
– Det vilde, maatte skee.
«Dog «Rachel» ei du sagde; men:
«jeg, Qvinde, heller ikke dømmer dig.»
O dette «Qvinde» var da den
Dødsdom, du fældte over mig!
O bedre, havde du mig dømt!
Da nu, som Engel, hisset alt,
jeg kunde hilst dig, og fortalt,
hvor rædsomt her jeg havde drømt.
Disciplene, Jesu Venner og Veninder.
(bærende Jesu Liig ind i Hulen)
Til Høiheds Throne, Frydens Hjem, til Sandheds Himmel klar
din Sjel sig Selv henbar.
O Jesus, se dit Liig,
din Aske bleg,
der sank, da du i Himlen straaled' ind,
din brudte Stav,
til hvem en Verden læned sig,
ad hvem (ja opad disse Saar, som opad rosenstrøede Trin)
du til din Himmel steg,
Vi bære hen til Fredens Hjem, til Støvets Himmel, til en Grav.
(Liigfølget sætter Jesu Liig ned i Hulen)
Farvel du elskte Leer – saa fagert end, skjøndt ei du er
hans Høiheds Billed meer!
O usle Støvets Æt,
som elske end
den brustne Urne maa, hvor Dødens Bild
er præget i! .
Jesu Veninder.
O, Støvet maa tilbede det,
til engang Vi, som Englene, hans Høiheds Dragt af Ætherild
beundre tør igjen!
Ja, siger dette Støv til Vort ei: snart din Jammer er forbi! ?
Messias.
Hør Ohebiels Klage!
O nu Abiriel fører dig tilbage!
Disciplene og Jesu Venner.
Fortærelse, din Rædsel mildn! I Blomster, Støv, smelt hen!
Vi see dig da igjen.
Ak søndersplitter nu,
du ødsle Jord,
det Svøb, som Frelserens Smerte sukked i?
det Slør, du vov
saa skjønt, at deri fanged du
den herligste af Lysets Engle – ak, det øder du, fordi
det blev hans tomme Spoer?
Vel, tag det! Gud er jo i Dybet; Graven yder ham sin Lov!
Messias.
Ja, skjønneste Slør, Cajahel i Lune flettede; thi
en Engel sin Vinge mægtede fuld at spile deri:
i snevreste Hjernens Bule, som frit i et Himmel-rund,
sig hvifted og bølged Engelens fineste Straale-duun.
Cajahel, nu over dit herligste Seirsværk,
gravmundede Obaddon øver sit Hærværk!
Til Muld han igjen det knuger; men, se, naar Foraaret er,
igjennem det smuldne Hjerte, Cajahel, som Blomster, du leer!
(Liigfølget fjerner sig. Rachel bøjer sig ned over Liget)
Qvinden.
Ak, det er tungt for Qvinden
at hvile i den Elsktes Hjerteblod;
men sødt for Synderinden,
at hvile ved sin Frelsers Fod?
O elskte, milde Christ,
døm mig for haardt ei hist!
Ja mildere end her!
Ei kald mig «Qvinde» der,
(thi – ha! det Navn i Øret suser,
skjøndt Gud med det mig døbte)
hvor ingen Pharisæer lytter
paa milde Dommer, som beskytter
det arme Rov;
hvor ingen Lov
igjennem Blod og Steenregn bruser!
Hvis ei, hvis ei – da fremstaaer jeg,
som eneste Klager dig imod,
ved Skaberens Thrones Fod.
Naar, selv fordømt, jeg slæbes bort,
jeg vidner, i min Afgrunds Port:
«Du, Jesus, dog een Pligt forbrød;
thi ingen Qvinde Fryd du bød;
thi ingen Qvindes Fryd du nød;
thi Fadernavnet du forskjød,
og Børn forevige dig ei.
– Er denne Pligt den mindste? Nei!
Den første, største, skaberhøje!»
– O usle Rachels Qvindeøje,
som Myrens uselt, kun du seer
en Himmel i en Tues Vrimmel!
O usle Rachels Hjerte, der
det største Sorgspil skue vil
i mit Livs lille Scene til
Messias' store Sørgespil,
somom hans Frelserfærd var ene
til min Ulykkesfærd en Scene!
– Ak, ikke Rachels Sjel saa tænker.
Min Barm kun sukker som din Enke.
Det er min Arm, som nynner saa,
fordi den vugger ei dine Smaae.
Det er mit Skjød, som drømmer saa.
Ei Rachel, men en Qvinde græder.
. . O dette Alt – javist som alle
de andre Qvinders – ikkun er
de gamle, smudsede Hverdagsklæder,
der falde – ah, de falde . .
Med Duft og Lys jeg dem omskifter.
. . Ah, lette Brudpynt, du omhvifter
min Sjel; og Rachel er
ei Qvinde meer – –
Stridsmænd.
(komme – støde til Qvinden med Foden)
Bort, gale Qvind! Vi vogte bedre
det Aadsel der for Israels Fædre,
som os, med Sved paa Panden
og Blik i Muld, Pilatus bød.
Hei, Qvinde, vil du stjæle Manden?
Bort – ha, ved Helved! hun er død!
Jesu Aand.
Ah, Rachel, nu tør vi hinanden i Øinene see!
Der ligger ved Frelserens Grav henblegnet din Vee.
O, end med din Herligheds svage, hviftende Glands,
du ligner en opstanden Sygling i Aandernes Krands.
Men klæber der end i din Sjel af Synden et Fnug,
o Engel, det smelter i dig, som i Luerne Dug.
Min Kjærlighed veirer det hen.
– Ja, Rachel, Messias er Jesus igjen!
ja, milde Ohebiel, Abiriel elsker dig end!
I Himlene frelser mit Ord.
Min Kjærlighed heler i Himlen som hisset paa Jord.
Den skal dig helbrede!
Se Kjærlighed er Aanders Salighed;
men Saliggjøren Aanders Kjærlighed!
Rachels Aand.
Jeg blegned ved Skuet af, Jesus, din Herlighed,
Jeg kan kun tilbede.
Selv himmelske Væs'ner maae Jesum tilbede!
(UDENFORE JESU GRAV. Jesu Bekjendere, anførte af Disciplene, der opløfte Korset, omgive Graven nærmest. Dem omringer en stor Kreds, hvis ene Halvt bestaaer af Menneskehedens verdslige Voldherskere, og hvis andet Halvt af Menneskehedens aandige Voldherskere, opløftende Baal og Fakler. Denne Kreds omringes af de forskjellige Folkeslag hvoriblandt Krigshære. Israels Præster staae midt-imellem Bekjendernes og Voldherskernes Kreds. – Messias, Jesu Aand, Aander ovenover.)
Messias.
I Spidsen af væbnede Trælles Millioner
(liig flammende Piilodde foran de sorte, bredarmede Buer)
paa Zions Raab
– Ah, Hærene rasle efter dem som Lænker –
hidile Jordens Herskere; foran dem Cæsar
(et flyvende Spyd mellem Pilene!) . .
De komme og frydes ved Zions Seir.
Med rygende Hjerter i Hænderne og Troldblus
af Menneskefedme (som drønede Altrene henover Jorden)
paa Zions Raab,
hid Præsterne ile: – foran Jordens Viisdoms
Fædre se Luften sort af Forbandelser: brølende
Troesformlers hvisplende Dragehale!
De komme, og misunde Zions Seir.
Men Alle (liig Orme, der bide hist snart her i
den pilende Vrimmel mod Byttet) med hadfulde Øjekast ile,
paa Zions Raab,
og syndblege Aasyn, blodbesmurte Hænder,
hid for den høje, uhørte Hjerternes Banken
om Frelserens Gravhøi at nedknuse.
De komme Alle at dele Zions Seir.
Cæsar.
Fra Roma, Jordens syvsøilede Throne,
Jeg, Kongernes Konge, Cæsar nedsteg.
Legioner af Konger var funklende Dug i mit Spoer.
Hvi raabte du Zion?
Israels Præster.
«Se Zion liig Cyclop-øjet ene
i Dybet vàkt, hvor Jorden vi indsmedde
i Kronernes de gyldne Lænker!» vi skrege.
For Roma Zion speider.
Konger.
Fra Romas Thronetrin, Jordklodens Throner,
Vi Herskere stege! – vort sortnende Spoer
Legioner: de Trælle, vi have betalt forat døe!
Hvi raabte du Zion?
Præester.
Fra skumle Huler, fra straalende Templer,
Vi, Herskernes Herskere, Præsterne stege.
Sig Guderne vælte – se Slanger og Ild! – i vort Spoer.
Hvi raabte du vældigen Zion?
Israels Præster.
Vort Zion bæved . . Vi skrege – Messias er kommen! .
Konger og Præster.
– Da Vee!
Israels Præster.
Ja, Folkenes Haab, den Kongernes, Præsternes Rædsel!
Konger og Præster.
– Da Vee!
Israels Præster.
Den Angest er svunden; thi skuer hans Grav der! .
Konger og Præster.
– Triumph!
Israels Præster.
Med hele sit Mulm Zion det Straaleglimt qvalte! .
Konger og Præster.
– Triumph!
Israels Præster.
At Alle Zions Seir kunde skue,
og Alle hylde Zion som Ypperste (thi
Det ene alles Fiende beseired)
Israels Præster raabte.
Bag Cæsars Segl og Templets har Zion
i Hulen gjemt sit Valrov – høimodigen, se,
nu Resten, der hist sig klynger, som Bytte,
overantvordes Eder!
(pegende paa Korsets Skare.)
Drotter, Altret tilhjælp, eders Klinger, de lange Geleder,
drager, og deler Hjerterne hist mellem Eder!
Kløver med drønende Slag dem paa Graven,
saaat Skyggen opstaaer! Selv Denne vi tvinge
endnu engang til Golgath at henslæbe Staven!
Præster, Thronen tilhjælp, da med Dolkeglimt antænder Baal!
Vei i Kampmulmet lyse de frem for Kongernes Staal!
Siden paa Golgatha Festblus vi tænde.
Cæsar i Dands med Høipræsten springe!
Seirsmaal i Frelserblod Kampen for-evigt skal ende.
Cæsar.
Ha, en Frelser betvang du, Høipræst!
Og nu skal Cæsar mod Trælle skjæmme sin Magt?
Israels Præster.
Hver af dem er en Frelser. – Cæsar,
skjøndt vældig, ei dræber din blotte Foragt.
Konger.
En Hær af Konger skulde slynge
sin Sky af Spær paa denne Klynge?
For Thronen sparer denne hulde Frygt!
Fast staaer den, Tak skee eders Fædres Kløgt.
Se disse væbnede Geleder jo fortælle,
at endnu mangle Thronerne ei Trælle!
Alle Præster.
Overmodige! gjenvaagner Aanden ei stedse i Barnet,
med frisk, uendelig Kraft?
Flux vi maae jo, som Folkenes Lærere, standse i hvert
et enkelt Barn dens Væxt,
madende alle de spæde Hjerner med ufordøjelig Føde?
– ja Alle: vide vi vel,
under hvilken en Barn-skalle kimer en Frelseraand frem?
Israels Præster.
Se, rolig kneisede Templet som før paa det knælende Folk:
Da sig medeet,
mellem de Trælles sortbrune, bærende Skuldre,
en stjernehvid Engleving spiled, og løftede Zion mod Skyen.
. . Ejaha, se,
Kuppelen liig en drivende Dunst, og i Luften,
brudte Regnstraaler liig, hænge det Helliges Piller . . Ja Zion
hele sin Vægt
tiltrængte, for denne Ene at knuge i Støvet!
Ormens Hoved vi knuste, men tolvleddet lever dens Hale.
Øinene igraad
hist om hans Grav ere blegblaae klasede Orm-æg.
Cæsars matte Langmodigheds Sol dem udklækker; og da
– hui, og da,
Hersker, som Lyn, De levende nedhvisle over
Kronen, fare som drønende Afgrunde under din Throne!
Cæsar og Konger.
I rase Præster! Hvor er
Messias' Krigeres Hær?
Israels Præster.
(pegende paa Korsets Skare)
Der!
Præster.
I rase, Brødre; thi hvor
Messias' nye Præstechor?
Israels Præster
(pegende paa Korsets Skare)
Der!
Konger og Præster.
Vi sige som guddommelige Cæsar:
Ham Selv I, Jovahs Præster, dræbte;
og Klodens Fyrster skulde nu
de visne Tidsler paa hans Grav
besee med Gru?
med Kongespir og Præstestav
mod deres blege Torne fægte?
Israels Præster.
Vee, Præster, himmelske Lysglimt hiin Gravhvælvets Tidselhobs
Torne!
Vee, Drotter! denne Messias (som Vi gjennem Aldrene) ei
fremskabte af
Mennesker Trældyr; ei een Ærgjerrigheds Villie
paatvang han villieløse Millioner; men atter af Trælle
skabte han Mennesker –
Præster og Konger.
– Vee!
Cæsar.
I rase, Præster! Dette Larverede
kan ene Cæsar søndertræde?
Har Cæsar ei en Svend?
Israels Præster.
Ja med en tung Caligula paa (en Ballist være Hælen!)
Cæsar, du Selv
knuse maa Disse! Vee, hvis de Larver en Vinge faae udspændt:
var' Legioner endog de Kløer, hvormed dybt du i Mulden
griber, naar du
vandrer paa Jorden, favned paaeengang du rundtom
syvsøilte Roma, dog Sphinxvingen, Zion udklækkede, Dig,
Dig og dit Spoer,
Dig og dit Roma henveirer let som et glimrende Støvgran,
selv den afrysted ha . . som en Overflods-tyngde, idet den
opflaggrer, for
Himlen til frie Jord at nedhale med dristige Straaler.
Konger og Præster.
Haha! den Israels Frelser uden Hær og Præstechor
før jevner Jord for Bjerge,
(skjøndt Hjem for stærke Dværge,
der hale Bjergerod ned, saa gjennem Jord den siger,
og løfte Kollen op, saa gjennem Sky den stiger;
– skjøndt Ørn paa Toppen boer)
end han af Jorden skjærer
de Throner og de Altre, den fra Oldet bærer,
medfødte Vorter lige.
Israels Præster.
I hade Israel Alle? Dog, ved vort fælleds Had!
hvis Hersker meer skal være, vi maae ei skilles ad.
Men nu, i Kampen Brødre, maae
om Korset Vi foreente slaae
(som Dødens aabne Gab med røden Tunge, blanken Tand)
af Baal og Spær en Rand.
Bæver! – snart som Jordens Angestsved
Kroner og Tiarer trille ned!
Holde Vi ei sammen,
gjennem Spær og Flammen,
Korset Vei som Lyn sig baner!
Kongespir og Fakler ud af Jorden,
stumpeviis, i vild Uorden,
snart fremrage,
Splinter liig af brusten raadden Byld.
Thi – o vee os! Trællen tænker,
blotter op mod Solen sine Lænker,
sukker: «Himlens, o min Faders Øje,
skal du see din Søn i Skjændsels Bøje?
Nei – ei længer!»
siger han, og Lænken bort han slænger.
Træl nu maner Sagn fra gamle Dage,
maaler vor og vore Fædres Skyld.
Med et tænksomt Øje han
maaler Hyttens Moserand
med den gyldne Top af højen Slot:
saa med Hovedet han ryster,
siger: «arme Jord er syg!»
ryster stærke Seneryg,
somom Kobberkupplen lære
vilde han, at hilse
Trælleskolt med Ære.
– Det er Frelserens Soldater!
Det Messias' Præstechor!
Agre skulle vorde Stater,
simpelt Tag skal vorde Slot,
hvor, som Drot, et Menneske boer.
Thi se Messias, ei Præst ei Drot,
er den sandeste Republicaner!
Kongerne og Præsterne.
Ha! –
Cæsar.
Hvi skrække os, I Præster? Ha, I lyve!
De Aasyn hisset ligne ei
Stolt-Roms Republicaneres, der puste
af Raserie op Kinderne fra gustne
Skindvinge-Par til Romuls Ulveyver.
Igraad Republicaneren? Oh nei!
– Jo Fingren græder Blod til evig Tid.
I Smiil Republicaneren? Oh nei!
– Jo Dolkeglimtet er hans Smilen blid.
Er Alting for ham tabt:
hvis kan han ei, som han kalder, være frie,
han siger kold: «min Grav har gabt;»
og gaaer deri.
Men Disses? – ja, ei barske Træk dem heller
for Stridsmænd eller Philosopher skjælder.
Men deres Aasyn (eller Særsyn) sammen
har parret Elsktes Sorg og Arvings Gammen.
Israels Præster.
O Cæsars Letsind! du skjælver for vidløse Pøbels Skrig?
Men leer, naar Folkene reise sig
fra Pol til Pol,
og storme ind
som kulsorte Have om Capitol?
Ha Folkene fordre, med Grunde saa stærke saa klare,
som skinnende Skumglimt paa Bølgerne fare,
ei Cæsars Slaver at være . .
Israels Præster.
. . ei Nogens Slaver at være . .
Israels Præster.
Den Ret de fordre af Jordens Herskere igjen,
dem skjænktes af Himmelbeherskeren.
De kræve tilbage for Legem og Sjel
hver Menneskerettighed.
Konger og Præster.
Vee Os da!
Israels Præster.
Thi Det er Frelsen, at Jesus Messias har viist
Mennesket! ha! – hvad det er.
Den Sandhed . .
Israels Præster.
Og Frihed . .
Cæsar.
Tys!
Tal før om Lys! nævn ei den Lyd!
Ei Folkene ere Slaver nok endnu,
til dette Navn at høre uden
electrisk Rysten under Huden . .
Mit Rom sin Frihed kommer end ihu!
Præster.
Vær rolig; Rom har glemt sin Dyd!
Israels Præster.
Ei nævne Frihed og Sandhed? Selv Qvinderne synge rundt
Korset dem nu.
Ja, raabe dem med et Dødsskrig, og sige: «paa Jorden du
finder dem ei!»
Thi dette Guddommens Hjerte-præg, dette, som Herskerne
mulmede, Han
har gjenvakt, straalende. Trællen sin Høihed har skuet, og
Døden kun kan
forbyde Trællen at rive tilbage dens Fordringer.
«Ha, ligge de paa Cæsars Isse end
– saa synger han, og griber dristig hen –
og ruge tunge Altre over dem:
de svæve dog ei højere end et Menneskes Hoved,
de ligge dog ei dybere end et Menneske roded,
de for et Menneske maae vel igjen
herned, herfrem!»
Og døer da Trællen, som Curtius døer han; og Tusinder
over hans Liig,
som Myrer, vrimle paa Broer af Liig imod Maalet.
– O Herskere, seer:
de Trælle, som hadede eder tilforn, og foragted sig Selv,
nu ære sig Selv,
see nedpaa Herskerne nu med medynksomt Alvor.
Som fra et Krat
bag Tjørn og Blade fremdrages et Pragtmonument, forat oppyntes:
fremdrager nu
af sine Pjalter hver Slave et Stor-ideal af et Menneske,
dyrkende det
som Guddom, kaldende det, efter Ham, som vi fældede «Christus», og
«Christne» sig Selv.
Cæsar.
I rase, Præster! Mod denne Flok
– tolv Mænd, kun Tolv i denne Trælleskok –
skal Cæsar reise sig, hvis Øjebryn
som sorte Dødssky over Konger flye?
En Lictor er vel denne Haandfuld nok?
Gaa, Sergius Paulus, split dem med din Stok!
(En Mand gaaer ud fra Cæsars Skare imod Disciplene)
Israels Præster.
Han vender ei tilbage meer end Arkens Ravn.
Og, hvis han vender om, da vist
han bærer, som en Olieqvist,
i Munden Jesu Navn.
Thi dette Kors fortryller: det er somom en Aand
det over Jorden svang,
og Alle, hvor det svæver, maa dandse Haand i Haand,
med Hosianna-sang.
Ja farlig er selv Duften
af Frelsens Sæd, der skjød
i Disse op som Lysglimt med Kjerners Livsensbrød:
den selv forgifter Luften.
Se derfor, Præster høje,
jo Zion Eder angstfuld bad,
at svide den flux af med Baal,
og Fyrsterne den pløje
op med Phalangers Staal!
At ikke Duftens Lysstrøm skulde
sig hvifte over Mulde,
Vi Kongernes skyhøje
Staalgjærde rundtom bøie.
O end den blomstrer kun i faae
af Asiens Hjerter (ikke Flere
end, Cæsar, du kan knuse smaae
ved kun eet Spark mod Korset og imod Graven der)
Men snart – den strømmer over Hav og Bjerg –
i Iisboens gløder den;
og han, tilforn halv Dyr halv Dverg,
blier Menneske igjen.
Cæsars Bud.
(til de om Jesu Grav Forsamlede)
I Cæsars Navn, bort I Gravdyrkere!
Jesu Disciple.
I Guds, vor fælleds Faders, Navn,
vor Broder, hils vor Broder Cæsar . .
Cæsars Bud.
Broder?
Ha Han, hvis Billed Vi og I maa dyrke?
Jesu Disciple.
Hils Cæsar: Jesu Grav
er Fødestavn
for nye Slægter vorden:
ja, for en Menneskehed, en Helteorden
for Himmelen paa Jorden.
Men Vi, vi Tolv Sambaarne;
men vi Halvfjerds Aarbaarne
har arvet Fadernavnet efter Ham,
der løfted hele Jorden til sin Barm.
Af Himmelen til Fædre kaarne,
som Han, vi kaare Jorden til vort Barn.
Kom Israels og Memphis' store Præst!
sid her ved Korset! Cæsar sæt dig næst!
O kommer, Børn; og lærer Kjærlighed,
og bedste Sandhed, Englen veed!
Israels Præster.
Ha, Cæsar, Cæsar er bleven et Barn, og dit Scepter en Pind,
dit Roma en Dynge af Skarn, hvor du døser i Solens Skin!
Cæsar.
I gamle Pontifexer ere blevne
som Poge i en Skolerulle skrevne.
Gaaer! Om igjen! I skulle lære atter!
Hvadheller straffer I, som jeg,
den gale Jødesect med Latter.
Israels Præster.
Knus Ormen, førend den voxer og omspænder Jorden!
Den rulled henunder Templet som brølende Afgrund,
og Zions Høialter rokked den let som et Følhorn,
at see, om Tid var at frembryde end – –
Jesu Disciple.
(til Cæsars Bud)
Hils Præsten: Frihed til at tænke
er Menneskets Krav!
Mod Himlen raaber det fra Jorden
igjennem Jesu Grav.
Stemmer iblandt Folkene.
O, alle vore Hjerter Tunger vorde
i denne Jordens Mund!
Præster.
Og Beenrade vorde dens Tænder!
Du Cæsar, vort levende Spær,
I Konger, vor flammende Hær,
udfarer som viede Spyd af Præsternes Hænder!
Vi byde det Vi!
Disciplene.
(til Cæsars Bud)
Hils Kongen: ingen Lænke
beskjæmme maa den Skulder mere,
der nyder Æren af at være
en Himmelborgers Svøb!
Stemmer iblandt Folkene.
Ha – Sandt!
Cæsar og Kongerne.
Til Vaaben! nu frygte vi dem.
Jesu Bekjendere.
Ak, Brødre, ville I Brødre slaae?
i Døden for egne Tyranner gaae?
Cæsar og Kongerne.
Ha – Bannerne flyve ei frem?
Jesu Bekjendere.
O slutter en Fred med os, I Kongernes Hære,
og deler med os, eders Brødre, Seiren!
Stemmer iblandt Kongernes Skarer.
Bort, Sværd! du er en Bolt. Geleder Lænkeløb!
Bort gyldne Baand, du er en Kjæde fiin!
Et Hersker-smiil er Bann'rets røde Liin!
Cæsar og Kongerne.
I Døden for Thronerne!
Præsterne.
For Præsten, for Altret til Mord! til Død!
Cæsar.
Frem! frem Legionerne!
Ha, hørte I ikke, Jeg Cæsar bød?
Stemmer i Kongernes Skarer.
Ei nogen Hersker meer indbilde Mænd,
at døde Staal og gylden Qvast
(der ligner Fyrstesmilet stivfrossent i dets Hast)
gjør Træl til Helt igjen!
Jesu Disciple.
(til Cæsars Bud)
Hils Alle: Ret og Sandhed er vor Styrke!
Vort Løsen: Kjærlighed!
Vor Seier Friheds Fred!
Hils Alle, at vi ved
det største Menneskes Gravhøi dyrke
vor egen Menneske-høihed: at vi vide,
den dyrkes skjønnest, naar vi den
vort kjære mindre Væsen offerbringe
(som offre Jorden hen for Himmelen)
naar vi for Frelsen lide,
naar vi, som Han, for Frelsen døe!
Cæsars Bud.
O den, som veed at døe,
selv Cæsar ei kan tvinge!
Jeg heller, Brødre, døer med Eder
end er, for Cæsars Guld,
et giftigt Muld,
imod mig Selv Forræder!
(slutter sig til Korsets Skare)
Cæsar.
O rædsomme Verdens Sygdom! Selv Cæsars høire Haand
(en Sergius Forræder!)
fra Hjertet løsner sig, fra Cæsars gyldne Baand!
Er Menneskeheden raadnet? Ha Sergius Forræder,
du drypped af det Hjerte, hvoraf du var en Deel,
bort som en Draabe Edder!
Og der – der flyder atter bort Cornèl.
En Mand af Cæsars Skare.
(slutter sig med sin Familie om Korset)
Farvel Gud-Cæsar! O min Priscilla kom!
Du kan, som Magdalena hisset, vorde from.
Vi vandre forat finde os et bedre Rom.
Cæsar.
Frem! frem! Forraad! Forraad!
Israels Præster.
Vee Herskere, Alteret, Thronens Grund,
ja Alteret selv er nu hulet ibund.
Thi Sandhed er Trællens Tale, og Frihed hans Daad.
Konger.
Ja vee Os! Folkene ere,
af Kongernes Vinger faldne Fjere.
Hvor Vindene lyste, der storme af
den Frelserens Grav,
de drive hen;
Vi ligge som Aadsler igjen.
En Jesu Bekjender.
Israel, mit Folk, Du først er kaldet.
Thi du var Frelserens Hjem.
Saa trine da du
blandt Folkene først til Korset frem!
I Himmelen elsker dig Jesus endnu;
thi du var hans Hjem.
O Josephs ærværdige, skaldede Fa'r,
du ilte til Sønnens fulde Kar.
Nu raaber din Søn jo igjen:
«Kun Nilens Slette
kan Bugen mætte;
men kom til mit unge Hjerte, min Fa'r!
Det mætter din Sjel,
det giver dig Ungdomskraften igjen;
thi Himlenes Rigdom nedfaldt deri.»
En Pharisæer.
Stephanus! Folke-Forfører, ti!
Hiin Jesu Bekjender.
O Israel, Zion forlad!
Dets Præster ere Voldsmænd, dets Offer er Had;
kun Dødningeribbe dets Pillerad;
dets Gud er en Jøde i Skyen sat,
forstørret blot,
saa Tordenskyen er Skjæg, for at passe til Himlen,
et bygget Slot.
Naar Zion styrter, da Baals og
hver Afguds i sin blodige Krog
med Offerblod stjernede Nat
nedbrister, liig en Kapellerad,
naar Høitemplet styrter selv iqvag.
Pharisæeren.
Ha, du gjør Saulus rasende, Stephanus!
Jesum Bekjenderen.
Se, Israel, Himlene aabne sig!
Messias forklaret tilvinker dig!
Jesu Disciple.
Ja, tilvinker Alle! Kom Guul, kom Rød,
kom, sorte Broder, til Frelserens Skjød!
Se her en Apostel for Juda, og her
til Folkene alle et Budskab for hver
en Splint af Korset Golgatha sender,
til Helligaanden i Alle brænder!
Pharisæeren.
(dræber Bekjenderen)
Stephani Blod da mærke den Stie,
Apostlene vandre; ja Alle I!
Jesu Disciple.
Hver i hans Blod sin Fakkel tænder.
Jesum-Bekjenderen.
(døende)
Gud, Fader, ei tilregn ham Brøden!
Pharisæeren.
(gaaer med Lænker henmod Korsets Skare. Standser grundende)
«Gud, Fader ei tilregn ham Brøden?»
Det kan han ei – besynderligt! –
thi jeg tilregner mig den Selv.
Stephanus (vist en herlig Mand,
skjøndt Vanvid kogte i hans Tale?)
vel heller fængsled jeg end dræbte.
Men – klag ei saa, min Sjel – jeg fægted
for Jordens gode Sag, der har
saamange stolte Oldtids Mindesmærker,
at disse Nye; dog – –
Jesu Disciple.
Trælbundne, arme Menneskehed!
Hør hør vort Glædesbud:
Dig, Støv, en Frelser sendtes ned
af alle Himles Gud! – –
Pharisæeren.
(grundende)
Ved Jovah! Dette klinger skjønt.
Hvi kom han ikke med Basuner?
Da gned min Finger ikke sig i Blod.
Mod Himlen mine Hænder fløi som hvide,
uskyldige Stjerner – Ha,
hvor usel er ei Saulus? lidt Metal,
et Skrald da Guden gjøre skal.
Der maa da være Smed i Himlen.
Men Menneskeheden trælket? Ja, ja, ja!
Der have disse Fiender Ret.
Ha, hvi dog Fiender? hvi fornægte
I Templet, hvori Saul er Præst?
Jesu Disciple.
– Han steg af samme Muldens Skjød,
o arme Træl, som du.
Da Broderhilsen, Broderhu
en Engels Mund dig bød. – –
Stemmer iblandt Folkene.
Ha, da den værste Synder af os Alle,
os Dyr og Trælle kalde?
Ha en Tiara sige til en Hat:
en Stjerne jeg, du Dyb og Nat?
En Mand.
Om Drotten byder: «gaa og dø! din Huustroe elsker jeg!»
– jeg lyder ei.
En Mand.
Om Drotten end er Løve; jeg er ei mere Ræv.
En Mand.
Om Drotten end er Løve; jeg er ei mere Ulv.
En Mand.
Om Drotten byder: «dræb min Fader!» ei jeg lyder nu.
En Mand.
Om Drotten byder: «myrd din Fader!» ei jeg lyder nu.
En Mand.
Om Drotten byder: «fæld din Ven! hans Huustroe elsker jeg!»
– jeg lyder ei.
Mænd.
Om Drotten søler sig i Vellyst, nu at ligne ham,
vi kalde ikke Ære mere, men en syndig Skam.
Mænd.
Om Drotten byder: «dræb min Broder! han min Søster tog
med Vold!»
ei vi lyde. Kongeborg, dine Laster selv behold!
Mænd.
Om Præsten byder: «ofr dit Barn!» ei vi lyde længer.
Mænd.
Om Drotten plyndrer Andres Gods, vi ei, vi gjør det ei!
Ynglinge.
Om Loven byder: «Blod imellem jer til Evighed!»
Vi lyde ei, men slutte ved Korset evig Fred.
Jesu Disciple.
O Trællens Hjerte aabner sig og lytter!
Han Glimtet af en Guddom saae
i hveren Vraae
af Hjernens dunkle Hytte!
Pharisæeren.
(grundende)
I Sandhed! – ha, i Trælles Hjerte?
Er Saulus da en Træl? Dog fare Glimt
og Storm igjennem mig. O tomme Lærdom,
o tomme Nat, din hele Dynge
en Kjerne eier ei, men du adsplittes
i Myriader Tusmørk-korn, i Luftatomer!
Du venter Morgenen fra disse Læber,
de Korsets Svampe, du skal faae i Sæk
til Hovedpude, hvorpaa Mennesket atter
indslumre skal? Ha, jeg er Træl!
I Præster, det er eders Plan med Saulus,
som og med Hver, I mærke har Forstand,
at ham bestikke med en Deel
af Herredømmet? gjøre ham til Præst?
(kaster Lænkerne)
Præster.
Ha, Saulus, Fiendens Lænke slipper du!
Pharisæeren.
(grundende)
Dog er det sært, at see medeet
de gamle Majestæter med ærværdige
Sne-skaller, som nu Capitol og Zion,
– dem man er oplært i at hædre –
at stødes ned til Intet . .
. nei stødes ei, hendunste af sig Selv!
Præster.
Ha, Saulus, din Fiendes Lænke slipper du?
Pharisæeren.
Den er for tung! –
Jesu Disciple.
– Ja Frelseren steg af samme Muldens Skjød,
arme Træl, som du.
Da Broderhilsen til dig lød
fra en Engels Mund.
Dog viiste han saa reen en Hu,
saa høit et Hjerte her,
at i sin Lavhed Menneskeheden
udjublede beskeden:
«fra Himlen selv han er!»
I hvertet Hjerte (o det var
som tusind Engle gjennembrøde
en blodig Grund,
og opmod hiin den Himmelske sig skjøde)
i hvertet Hjerte Jubelhilsen lød:
«ja, Mennesket er ei fortabt;
thi os en Himmelsk Broderhilsen bød.
Det Menneske som styrtede sig Selv,
har end paa Jord til Frelsen Kraft!
I Jesus, det rene Menneske, saae
vi Sjunkne den Høihed, Støvet kan naae;
vi Bedragne den Sandhed, vi Trælle den Frihed jo saae,
som Støvet pligter at faae.
– Ja Mennesket igjenfandt i sin Sjel
sin Aands umistelige Odel, o,
den guddom-rige, hvis Marker snoe
sig gjennem Livene, gjennem Himlen,
saa Mærkeskjel, ei Grændseskjel,
er Stjernevrimlen. – –
Mænd.
Om Zeno saa ei talte; saa har dog Zeno meent.
Farvel, I Præster.
Vi Stoiker erklære os nu reent.
Vi vandre ville til Jesus, Zenos Mester.
Jesu Disciple.
– Men da Han vovede at aabenbare
i Muld den høie Sandhed, denne klare
Lyskjerne i en Høiaands Ild;
det Sandheds Ord, hvis Straale hvas
slaaer Guderne iqvas,
og skjærer over hine rustne Baand,
der lænkebandt Samvittigheden til
en Offerpræsts rygende Haand,
og lynadsplitter Skikkes tomme Tegn,
(de Templets, Mørkets Snirkel-hegn)
– den Sandhed: een, kun een Gud er:
een alle Himles Fader, der opstillet
i alle Aanders Væsen har sit Billed:
at det i Sandhed dyrkes kun kan der;
men det er Dyrkelse, at vi
vor Sjel gjør stedse mere sand og fri:
at dette Maal ei synker med vort Liig;
men gjennem Himle flytter sig – –
Stemmer iblandt Folkene.
Ned Odin, Zeus og Bel!
I Majestæter uden Sjel!
I Tegn for Laster eller falske Dyder!
Alfader – o det første Offer,
vi mægte dig at yde, er
er Graad – –
Jesu Disciple.
– – Ja da han vovede at aabenbare
den Sandhed, Sjele klynge fast sig ved:
der er en Gud, og en Udødelighed,
korsfæsted ham hiin Præsteskare – –
Stemmer iblandt Folkene.
Hevn! Hevn! De døe!
Jesu Disciple.
– – Nei! nei! Han lærte Kjærlighed
mod Dem, os hade; og han viiste,
at alle ere Brødre, Nogle kun
forvildede i Støvets Dyb en Stund.
Som Offer, som det Sidste,
han døde; og tilgav
i Himlens Navn da Alle fra sin Grav,
os lærende fra denne Lærestol,
at ikke evigt er Scheol. – –
Stemmer iblandt Folkene.
Bort Satan! Loke! Moisasoor!
Skrækbilleder af Laster, som tilhøre
ei Mennesket, men ere kunst-udklækkede!
Formørker, Dunster af et giftigt Hjerte,
ej Godheds Himle, Dybet eller Jord,
som Jesus toed reen med blodig Smerte!
Jesu Disciple.
– Han døde; thi, mens Templet lærte Had,
og Throners Straalerad
gav Laster Glands og Majestæt,
han lærte Dyd og Kjærlighed. – –
Mænd.
Vel! her er Platos Plato – følger mig!
Se, Golgatha, din stolteste Tilbeder,
Akademia knæler nu for dig!
Jesu Disciple.
– Han døde; thi, mens Templet svoer,
at Det kun løfter Jorden opaf Helved,
saavidt, at den i Gabet skjælver,
han lærte: hvor en Aand end boer,
en Himmel dog sig stedse overhvælver:
at, som sig Aanden hæver,
saa følger Jorden med;
ja Himlen nær, saa Himlens Billed lever
i Jordens Fryd og Fred.
Mænd.
O kommer, Epicuri Børn!
de bedste Roser groe paa Korsets Tjørn.
Jesu Disciple.
O Menneskehed, nu efter tunge Aldre,
der paa din Isse sank sig ned,
saa Lokken stivnede til Bly,
imens i Blod dit Fodtrin gled,
og Øjet blindedes af Altrets Sky,
til Fred og Hvile Jesus kalder
dig hid i Korsets Ly!
Tag Korset! Korset det betegne,
at Smerte ei kan Aanden hegne,
men gjennem Saar og Pinslers Hviin,
igjennem Graven imod Maalet
flyer Aanden op, saa klart omstraalet,
som gled han hen paa Æthrens Ild.
Mænd.
Peripatetikere, før vi funde
det sande Menneske vi vandred længe;
Her standse vi og lægge Staven . .
(slutte sig til Bekjenderne)
Jesu Disciple.
O Menneskehed, dig Christi-navnet stempler,
at søge Sandheden over Jordens Templer.
Mænd.
Os Skeptikere ei rækker Jesus Lænker.
Den er ei Hans, som troer, men ikke tænker.
(slutte sig til Bekjenderne)
Præsterne.
Vel! svigter os, I Philosopher! Vi
end regned ei paa Eder, I
Skindvinger mellem Nat og Dag.
Jesu Disciple.
O Menneskehed, nu Christi Navn du bære!
Det her dig giver Englens Ære.
Det er den store Frelsers Arv.
Det giver Frihed – se hans Sandhed
(thi denne er det klare Øje,
hvormed du seer dit eget Høie)
er jo din Friheds lyse Marv,
der gjennembølger dig – o da saa klar,
somom du intet Hylster bar! –
der gjennembølger dig, og ud
i Dyder flyder (o det Gjennembrud
er Kjærlighedens Aandedrag
igjennem Livet henmod Gud!)
saa Dyd er Sandheden fordøiet,
saa Dyd er Menneskets Friheds Marv!
Den voxer ud saa lys, at Mennesket
kan, med sin egen Glands,
udsvide Pletten af sin Sjel,
udsonende i Muld sig Selv.
Den voxer ud saa stærk, at Mennesket
nedtager Himles Høihed som en Krands,
og lægger om sin Pande,
og om sit Hjerte Himles Fred.
Stemmer iblandt Folkene.
Vi vide, Himlen er vor Fædrestavn,
og Jorden er vor Moderfavn.
Nu, Præster, ei med Hyl vi graane
vor Faders Isse meer!
Nu, Drotter, ei med Blod forhaane
vor Moders Skjød vi meer!
Ei Synd og Løgn I meer os lære!
– O rædsomt! den,
som forud Himlerader,
som Saligheder kan fortære,
mens vi i Støvet sukke end!
Nei Christ, vor Broder, vil os lære
her Jords og Himmels Børn at være
saa gode, at vor store Fader,
hvis Alvorsøie blaaner hist,
naar frem vi voxe, vil os hæve
til sig, for ved hans Barm at leve
som Blomster blandt hans hvide, fulde,
ærværdige Stjerne-lokker, der
igjennem Dybene nedrulle
og Almagts-sløret er.
– Ja Vi i Jesu Blod os døbe!
I Jesu Væsens Helgd os svøbe:
ja Hver skal vorde til en Christ!
(Alle Folkene slutte sig om Disciplene)
Jesu Disciple.
Se Menneskeheden sig vender igjen til sin Fader!
Enhver sig indvier i Daab til en Christus at være,
en Guddommens egen Søn,
til Aanden, den Hellige, der lever i Himmelskes Rader,
i støvhyllet Hjerte at nære.
Sku, sku med Christinavnet salvede Millioner!
I Menneskehjerterne opstanden Frelseren throner.
Præster.
Frem, Drotter! til Døden – det er forbi!
Pharisæeren.
(grundende)
«Tempelskikke tomme Tegn?» saa siger Christ.
Ha Israels Rabbier tatuerte
med dem mit hele Hjerte!
Vel! Offer, Sang og Vieqvist,
jag frem en Engel af en Orm!
forjager Stephans Rædselsform!
I mægte ei – ha!
Hvi stimle I paa Saulus mørknende ham da?
«Sig Selv kan Mennesket udsone,
men een er Veien kun til Naaden:
igjennem Jesu blodbeseglte Ord!»
Saa er det jo fra Korset toner?
Stephanus, o min Broder mild!
jeg føler, at jeg mig udsoner,
thi Christus har sig aabenbaret,
som Sandhed i min Sjel:
og Saul har angergiven svaret:
«Se, Frelser, Saulus længer vil
ei stampe imod Braaden!» . .
Præster.
Forraadt! Ha, ved Forraad selv segner Guden!
Forraad i selve Alteret sig skjuler
Og alle Syndere deruden
paa Helligdommen hule.
Vee! nu vi troe ei meer os Selv!
Paulus.
I Præster, følger Paulus!
Han vandred fra den gamle Saulus!
Hvis I og Drotterne (I vilde Børn,
bortkaster Sceptrets blodige, kaade Tjørn!)
i Ørknen agte ei at staae,
I da til Korset krybe maae;
thi der er Menneskeheden nu.
– Ha, skille I jer ad fra den,
da er' I Mennesker ei mere;
men Djævle! Høipræst vil da du
en Antichrist, en Satan være,
der rolig ene haaner Himmelen?
Konger.
Ha, kan da i Lænker
et Folk ei tænke?
Jesu Disciple.
Nei! ene drømme.
Konger.
Vor Vellysts Løibænke, Skattens Kiste,
vor Glands – umuligt det Alt at miste!
I Præster maae Folkene Noget indrømme.
Præster.
Ville I, Drotter, vorde eders egne
fordums Trælkedes Slaver?
tage af eders Livegne
kun Deel af Oldets Arv som Gaver?
Konger.
Nei! nei! Som Naade? ha! som Naade?
Vor Hjerne stivner . . Paa vor Throne nu
vi paa en Afgrunds Top os see med Gru.
– I Præster, Kloge, Kolde, I faae raade!
Præster.
I faaer da Folkenes Gaver tage,
men siden stjæle det Hele tilbage.
Konger.
Vee, Præster, Vee, I Drotten og opdrage
i Dumhed: vi forstaae
at plyndre kun og slaae.
Præster.
Da staaer tilbage kun at døe.
Cæsar og Konger.
Nei! nei! Legioner frem!
Præster.
I Dødsangst I hyle i Ørken; thi
der er ei meer Legioner.
Folkene.
I kjende ei, I Arme, den Forsoner,
der sine Fiender døende tilgav.
Mon da vor Livsopvaagnens frydefulde
og første Øjekast formørkes skulde
af Hevnens blodig-mørke Skygge?
Se, Præst og Drot, læg bort din Stav,
og vore Brødre ere I,
saa frie og froe, som Vi.
Et Tempel, Præst, du faaer at offre i:
dit eget Hjerte: det, som sukker øde,
naar gyldne Altre gløde.
Saa stort et Kongerige, Drot, du faaer,
som du fra Ødet til dig seiersslaaer,
og dyrker i din Sved.
Cæsar og Konger.
I Rasende! Rasende! Kongerne odlede Kloden
med Alt hvad den bærer, med Trællen, der gaaer, og
Træet paa Roden!
Folkene.
Bortkaster Kronerne Brødre – den eneste
Forskjel mellem Drot og et Menneske.
Da først (som Falken, naar Hætten faldt)
formaae I at skue med Klarsyn Alt.
Er Drotten i Krone og Purpurfell,
en Taage, skjøndt gylden, ombævrer hans Sjel;
han blusser af Kraft, men af Feberkræfter;
og brister, ja førend han giver efter.
Lad Solen stikke derfor hans Isse!
lad Vinden den blottet afsvale!
da først kan Folket med Drotten tale,
da hører han Sandhed og seer det Visse.
Cæsar og Konger.
Frem! frem, Legioner! – Ha Cæsars Ørne
nu blevne seendrægtige?
Phalanger, klæbe ved Jorden I, Cæsars,
Fodtrin de vægtige?
Opløfter eder I gyldne Spydrækker! – End,
I Cæsars Tjørne,
er Cæsar, Jordens blodige Rose, ei visnet hen!
Den flammer endnu som en vredig Sol,
blandt Kroner, dens Knoppers røde Slør,
paa høien Qvist, paa Kapitol,
høitover de Larver her, som vrimle ved dens Rod,
fremynglede af Præstenattens Phalænes Blod,
uthviftede over Jorden af en Gravlufts Bør!
Præster.
Cæsar, stolte Kronerosentræe!
Larverne have udmarvet din Rod;
i Luften du svæver med Throne og Slot,
et Skybilled blot.
O, sagde vi ei dig – Cæsar, vee!
af Angst phantaserer –
at Golgathas Sphinx i Altrenes Smuldren
har nedlagt de Æg hvorudaf flye
de Frivilskyer,
der hvifte, i Flugten, af vore Isser
Tiarens og Kronens Scepter-spidser?
Cæsar og Konger.
Ti, Præst, du Fredens Drot!
I Valens Mulmsky du seer ei godt.
Ha, nu er Kongernes Tid: de Kronfalke maae
sig styrte fra deres Høiheds stille Blaa
nu ned i de Storme, de rystede Throner
(ha nu liig Stormskyer røde, tunge)
udrulled, udsvunge
igjennem Aljordens bævende Zoner!
Betvivler I vel Majestæternes Magt?
Til Vredens Lyn sig støbe vor Taage-foragt!
Vi vide de Larvers Flaggren at stække
med Banneret, denne vor Fluesmekke!
I Blod vi drukne de Millioner!
Millioner imod Millioner!
– ha Kongefærd!
Et Himmelrum
opfyldt med Blod og Been og Skum!
– ha Himmel, en Cæsar værd!
Fremruller, Phalangers Torden!
frem, brede Phalanx, du Kongeskjold!
Legioners Lyn gjennemslange Jorden!
ud, lange Geled, du Kongesværd!
Titusinder frem, som døe for Sold!
I Blod maa Jorden synke, men over denne Flod,
som Arken, Cæsars Throne gaaer brusende i Blod!
Folkene.
I Drotter, mon af Stolthed eller Skræk
det Vanvid kommer? Skuer dog om Eder!
Kongen.
Kun fremad skuer Drotten: bag ham er hans Geleder.
Folkene.
Ei Drotten skuer bag sig, for ikke at see
Historiens Blæk,
for ei at høre Gravenes Vee?
Cæsar og Konger.
Legionerne komme. Frem! Cæsar tramper! Cæsar stamper!
Folkene.
De komme ei, Cæsar! De staae ved Korsets Fod.
O, Drot hvor er din Styrke, naar Folket er imod?
ja selv Majestæten der omsvæver Thronerne,
med Kraften igjenvender til Nationerne.
Seer bag Eder, Herskere, en Ørken er der;
som Klynger af Tidsler kun hisset og her
(en farende Blegnen liig)
end Adelens Landser samflokke sig!
Mænd.
Vor Egenret vi Adel overgive?
Ha, lige med de Andre blive?
Ei reise Slottene paa Bakke,
mens Trællens Sved befrugter Dalen,
mens der Stavnsbundne af Trælqvinde-bug
groe op omkaps med Byg og Rug?
Ei lægge Aag paa Bondenakke?
Ei tvinge Knøsene at saae paa Valen
ud deres Hjerteblod og Been for Os,
saa Vi fra højen Ganger kunne plukke
Gevindsten, Seirens gyldne Korn,
og Seirens fine Blomme: Roes:
den søde Duft af Kampens Horn,
der sit Aroma faaer i Sukke?
– Ha, Cæsar, du er første Adelsmand:
vi hjælpe dig! – Ei være Adelstand?
men Alle være lige? Alle frie?!
– Da før døe Vi!
Folkene.
Menneskeheden er her!
Herskerne, Fienderne der!
Ei risler henover Vange,
som hvislende, glødende Forbandelses-slange
du sidste Blod, som Jorden befarver;
men du er Jordens bugtende Smiil.
Thi, se, du skal Kampen, den sidste
for Sandhed og Frihed, igjennemziske!
– Et Alvældigt-Herligt med Lysglimt oppløier Jorden!
Et Alvældigt-Kjærligt udslynger Forløsningens Sæd.
Et Alvældigt-Sørgeligt henruller derefter over Jorden,
og, se, med Modstridiges Been det harver
de himmelske Sædkorn ned?
Cæsar og Konger.
Til Død Legioner! Frem! Romas Cæsar stamper!
Ha, tomme Støv kun om hans Purpur damper. .
Legionerne komme ei. – Vee!
O da er Cæsar kun et Menneske!
Præster.
Ha, Konger, I vakle? Vi Eder befale at døe!
at døe som Vi!
Cæsar og Konger.
Frem, Konger, om Cæsar! Frem Adelstand!
og Kronerne paa og Purpret ibrand!
I fuld Majestæt, Eder hisset nedstyrter
i Folkenes Hav,
Legioner af Fyrster!
I Kongeblod,
under Trællefod,
finde Herskerne Grav!
Som Valrov, som tomme Telte staae Thronerne
igjen, at plyndres af Nationerne!
Som Bauter de kneise tilbage
fra Magtens herlige Dage.
Kan Cæsar ei leve som Cæsar; dog
som Cæsar han mægter at døe.
(Kamp beredes)
Præster.
Af Tempelpiller fra Zion og Babel
og Asgaard og Memphis opreiser en Stabel!
et Baal som Libanon stort! et Baal!
Thi Jordens Præster
nu feire den Sidste af Offerfester.
Ja vee! den Sidste!
O vee! det sidste
Høioffer vi bringe, det er os Selv!
Naar Røgen driver bag Sky,
naar sidste Offerbaal
sig hvirvler igjennem Himlenes Hvælv,
saa Stjernerne flye;
naar Emmerne hule en bundløs Mile, et Helved ud
til Offerskaal:
– da, Præster, istemmende Offersangen,
(mens Drotterne brøle i Døden hist)
Eet Chor af Præster adgangen,
hver Præst med sin Gud
skal springe deri.
Men Zions Ypperstepræst,
af Cæsars Dødssuk beblæst,
forbandende springer deri tilsidst.
(Baalet antændes)
Cæsar og Konger.
Til Kamp! i Døden for Throner og Altre, for Trældom!
Adelskaster.
Med Cæsar i Døden for Trældom!
Folkene.
Til Kamp! I Døden for Frihed og Sandhed og Liighed!
Præster.
Naar Skyen kløves af Præsternes Lue,
saa Himlen Jorderiges Kamp kan skue,
da gaaer i Døden! –
Messias.
De løfte sig, Jordens Millioner!
Abirieler Aander stærke
bag Fortids Grave og Mindesmærker
nu haste at Aaget kaste.
Med brudte Lænkers Rasl de skræmme
fra Thronerne blege Tyranner:
de Brødre, som inden en Krones Ringe
Millioners Frihed vilde tvinge.
Se over Tyrannens Blegkind mørke Pande
blodkrandset, liig
et Dødens Banner,
der, lue-indbaldyrt om Randen,
tungt hvifter over et Liig!
De bryde Svøben, knække Spydet,
som var i Brødres Hjerter sydet.
De knuse Altaret, hvor Præsten bød,
at Blod af deres Afkom flød.
De lyse med Fakler i de Orakler,
Hvis Huler skjulte det Mulms Cisterner,
der overskyllede deres Hjerner.
Jesu Aand.
O Vee! Enhver
af disse tusind Dødindviede,
som ville for et Helved stride,
min Broder er.
Ak, Himlens Fred, dit første Skridt
paa Jorden gled i Blod, i mit!
I Brødres Blod bereder du
dit evigt Leie nu?
Cæsar og Konger.
Til Kamp! i Døden for Throner og Altre, for Trældom!
Adelkaster.
Med Cæsar i Døden for Trældom!
Folkene.
Til Kamp! i Døden for Frihed og Sandhed og Liighed!
Præster.
Snart Skyen kløves af Præsternes Lue,
saa Himlen Jorderigs Kamp kan skue:
da gaaer i Døden! –
Messias.
Rolig suser Jorden, mens Himmelen og Helved
hendrøne over den.
Rolig, som en Almagts-haand den svæver.
Cajahel smiler til den Rædselsfærd,
hvor i hans Herrers Hænder skjælver
et Helveds hvasseste, men skjøre Sværd:
Fortvivlelsen:
hvor Aanden, der hans Støv belivner,
i Kamp henbruser mod sig Selv;
thi Menneskeheden, se, liig tvende Have,
af Tryllescepter stivnet
til to christalne Hvælv,
der snarlig sammenbriste og begrave
den mørke, syndefulde Alder,
der, heller, end den frelses, falder!
Dog mellem begge Rædsels-rader,
saa ungt og friskt, som i
den første Morgens Brude-lin,
Cajahels Blomstersmiil sig snoer,
huldthvidskende: «Abiriel, Herre-min,
saa troe er jeg, at, om du bader
i Blod mig dybt, jeg bliver dog
din egen favre Jord;
og du af Sorg vel engang klog,
saa engang i en frydsom Roe,
vi kunne sammen boe!»
End døer ei Jorden da. Om Liig
end over den mod Skyen høinede sig,
med Millioner Mennesker omsider,
der Himlens Fryd-roe fandt i Støvet,
den frem blandt Himlens Verdner glider.
Hvi bæve da, I Himmelske,
for eders Brødre hisset? – se,
tvesplittet ligner Menneskeheden
jo Jesus i Gethsemans Nat,
imellem Seir og Tab
imellem Haabets Høi, Fortvivlens Gab,
imellem Dyb og Himlen sat!
– O, sandelig, som Han, den skal
et Seirskors plante paa sin Val.
Jesus.
De Arme, Vee!
saa tæt i Støvets Duft-mulm hyllte,
af Vellyst, Mag og Magt fortryllte,
at, førend de
det miste, sig i vilden Kamp
paa Afgrunds Tind de orme;
de rasende fra Jorden storme;
og flux den hvinende flugtdrevne Skare
vil finde sig i Himle klare,
hvor hver af dem med Skræk maa see
sig mellem dem, han hissetnede
som Straaet vilde søndertræde,
liig mellem Straaler en zittrende Damp,
opfyldt, som med en Storm, med Vee.
– O Sorg i Himmelen maa vorde
naar den paaengang sortnes af
de tusind Jammerfulde ifra Jorden,
der døe ufrelste – ak! ved Frelserens Grav.
Jesu Aand.
De døe i Synden! . . . gjerne jeg
end-eengang leed for dem og døde!
Ak, Syndernes Støv! du bære,
naar Dødens Smerter dig gjennemskjære,
den tyngste Last af Aandens Brøde!
Messias.
Nei, Aanden synder, Støvet ei.
Men her vil Aanden paa sig Selv
sig hevne og udsone;
thi Hjertet i hver himmelsk Sjel
er evig Retfærds Throne.
Jesu Aand.
Ak, Jesus frelste ikke Jorden heel!
Messias.
For Himle er en Frelse i hans Ord!
Det er den evige Sandhed gleden
fra høj'ste Himmel, fra Fuldkommenhedens,
igjennem alle Himle straalklar ned
til dette Dyb, Abiriels Jord,
ei længer Syndens Ynglested.
Jesu Aand.
I Kampmulm hyller den sig nu,
og yngler Furier, som følge den,
liig Luers Hvinen, reiste Slangers Gru,
igjennem Rækker Himle hen.
Se Tusinder af Brødre Straalen flye,
og hylle sig i tættere Skye,
og ned i Blod sig dybere hule!
Messias.
Hist Dampen
af Cæsars Stampen
er sidste Hvift af Djævles Vingeflor.
Hist Præstens Baal, det høie,
er Djævles vilde Øie
idet de bange rode sig i Jord.
Men dybere ei end Graven kan Djævlene sig skjule.
Bag den ere Djævle ei, men Engle kummerfulde,
der hæve sig, som sorte Suk fra Mulde,
og gjennemskygge Himlen, nu
der Sandhedsstraalen rækker dem igjen,
og varmer, lyser, bæver gjennem dem.
Jesu Aand.
Fordi den lyser ned i deres Hjem,
Hver af de Arme bange dette flyer.
Med tusind Brødres Salighed
kun kjøbes Millioners Frelsefred?
O, kosted den kun Eens, den var for dyr!
Præster.
Baalet blusser: Satans Tunge rød og hed
hviner under Sol sin Tørst.
Molochs Præstechor, bered
dig at lædske først.!
Cæsar.
I Østerlands Despoter, der
med Slavers Sukke sortne Morgenrøden,
her Broderskab med usle Kaster er,
hist Majestæt i Døden!
(Sultanerne og Schakerne kamp-fremdrage.)
Messias.
Snart Jorden er reen – Voldherskerne falde:
da, Jesus-Messias, i alle
Millioners Hjerter lever din Sjel,
de Himmelskes hellige Aand:
da, Jesus-Messias, i alle
Millioners Hjerter opstanden du er.
Jesu Aand.
Dog frelste ei Jesus Jorden heel;
thi Nogle jo falde.
Messias.
De offre sig Selv.
Jesu Aand.
Kun Jesus sig offrede Selv for Dem!
Jeg døde for Syndere.
Messias.
Opstaae da for Dem!
Se, hist i din Grav
end ligger dit øde Hjerte,
af Rachels Favnetag omarmet,
af Josephs Myrrha end livsvarmet,
end liig en ulmende Kjerte:
Dit Støv, saa herligen formet af
Cajahel, at Aanden, skjøndt himmelsk fri,
ei føler sig lænket deri!
Jesu Aand.
Ei efter Jesus noget Offer falde!
O Jesus frelser Alle, Alle!
For Syndere han gav sig hen
til Smerter, de Vogtere af Himmelen;
for Syndere han opstaaer igjen!
Præster.
Nu Skyen kløves af Præsternes sidste Lue,
saa Himlen Jorderigs Kamp kan skue!
– Da gaaer i Døden!
Thronherskerne og deres Skarer.
I Døden!
(Thronherskernes Skarer vælte sig ind imod Folkene foran Jesu Grav. Molochs Præster synge Offerhymnen, i Begreb med at styrte sig i Baalet.)
Jesu Veninder.
Ei Qvinders Øine ved den Rædsel dvæle!
Vi Qvinder, som ei mere føde Trælle,
mod Graven vende Øjet! der vi knæle!
Jesu Aand.
For Syndere jeg gav mig hen:
for Syndere jeg opstaaer igjen!
(Forsvinder af de Himmelskes Rækker. Stenene og Seglet briste ifra Graven. Et Jordskjælv bølger imellem Rækkerne, hvor Kampen er i Udbrud. Jesus sees ovenpaa Gravklippen.)
Jesu Veninder.
(blive Jesum først vaer; nedknæle mellem Rækkerne)
Fred! Fred! – Han er opstanden!
Jesus.
Fred paa Jorden som i Himlen!
Jesu Disciple.
(nedknælende om Korset)
Fred! Fred! – Han er opstanden!
Folkene.
(nedknælende, kastende Vaaben)
Fred! Fred! – Han er opstanden!
Tempel- og Thron-herskernes Skarer.
(bøjende sig i Støvet)
Han er opstanden!
Hvad mægte vi? – Han er opstanden!
Jesus.
Priis Aandernes Ophav være! Den hele Menneskehed
nedknæler paa Jorden i Kjærlighed og Fred.
Ja Fred; thi Frelseren seired!
Ja Fred; thi I Alle og Myriader af Himmelske ere
som Draaber af samme Hjerte!
Da graanende fremaf flammende Dampe Jorden sig skjød:
da Guds Algodhed bandt den til sig ved Solens Glød;
(thi første Straaleglimt vakte
det formende Liv – o herligt, som tænkte det Selv – ja Cajahel
til Seir mod Obaddons Dødkraft) . .
Da grubled i Jordens Skabelsesmulm en Aand over Gud.
Men, da han Kraften ei saae, der rullede Jorden ud;
men Jordens Aandedrag lød, som
en smægtende Bruds, mod Himlen fra Blomster og levende Fugle
(dens Overflods Suk mod Skyen):
. . beruust af Cajahels Livssmiil, af Vemod, Aanden forlod
sin Himmel, og parrede sig med Muldens det bedste Blod:
et Mandehjerte, ei vakt end
til Livet, han reiste op som et Kraftens: Abiriels Tempel,
som Jordklodens Herskerthrone.
En Himmelsk, der elskte Aanden, thi Begge runde ifra
den samme Verdens Stjerne, bejamred Abiriel da;
thi, seende Adam kun mægte
at sandse sit Støv, den Elskende tænkte: han vender kun sygnet,
meer sorgfuld end før tilbage.
Da rullede Himlene gjennem Aandens Vee:
«Phun-Abiriel! hør! hør!
«Prøv, om, gjennem Taareglimt,
«du kan faae et iilsomt Glimt
«af den blegnende Seraf
«ved dit Hjerte, ved din Grav!
«Vee mig! . Øjet er et Slør,
«Øret er en Grav for trang
«for Aandesang.
«Ak, saa sløvet,
«at han sandser kun i Støvet
«Fugleqvidr og Ormesprang!
«Ulykkelige Phuniel, som sig Selv
«har levende begravet! – – »
Og Himlene gjennemrulled, som Echo af Aandens Vee,
Aandernes strenge Sandheds Svar:
«Se, i den trange
«Hjerneskal kan han kun Støvet fange!
«Ikke han finder
«Rum til de gamle Minder.
«Mandens Kraft er et Liigslør over
«en Aand, som sover!»
Men stærkere gjennem Himlen den Elskendes Vee
da atter udbølged; thi nærved Adam, se,
en Qvindeskabning i Slummer!
Da tænkte den Elskende: parrer han sig med et Dyr, han gjenvender
først silde igjennem Æten.
Og Himlene gjennem hensortnede Aandens Veesuk:
«Ak, der ligger Qvinden,
« – Forræderinden,
«som maa forraade til Dyr og Muld
«Abiriel den Høie i Puppeskjul,
«som maa med Smiil hans Salighed
«igjennem sit Skjød i Dybet slæbe ned!
«Han favner et Dyr (fordi i Form
«det ligner ham Selv, som Orm en Orm)
«og frem af det Favnetag
«(som Skyer af ynglende Nat og Dag)
«et Afkom mylrer og ned sig roder
«i Mulden; af Æten Enhver
«sig dybere roder end sin Broder:
«jo Yngre, jo mere liig sin Moder.
«O Vee, naar Slægten blandes, saa ei Forskjel,
«vi finde paa Dyr og Abiriel,
«paa Qvindehjerte og Mandesjel!
«Sig Qvindens Slægt
«fasthænger med hele sin plumpe Vægt
«af Blod og Been,
«saa Phun-Abiriels Hjemflugt blier seen.
«O først, naar Jorden er øde,
«og Alle døde,
«i Himlen Abiriel vi fuldvoxen møde,
«saa stor som før! – – »
Da gjennem de sortnende Skyer af den Elskendes Vee,
han fanger et Glimt af sit Høimaal at see.
Med Vemod, det huldeste Seirsblik,
(liig den, der maa Slot ombytte med Hytten) han sukker til Qvinden:
«o Orm, du vorder min Søster,
som Adams Kjød Abiriels Broder paa Jorden!»
«Ak – tænkte Aanden med Fryd – hvis Abiriel saae
«i Qvinde-øjet en Aand ham liig,
«der blottet paa Smiil-nymphæer laae,
«og baded i Taarer sig:
«i dette Bad stege Begge ned,
«og toede reen deres Kjærlighed.
«Da Himmelens Salighed, Jordens Lyst
«sig parrede i uskyldigt Bryst!
«Det skee! det skee!
«Abiriel see
«i Qvinden sig Selv: en Aand,
«liig Ham, i Baand.
«I Qvindeskabningens Blik det dumme
«han læse ei sin stumme
«Forviisnings-Dom.
«Et Glimt skal vise en Aand der bag,
«der kjæmper Abiriels Gjenløsningssag!
«En Aandestraale i Qvindens Smiil
«forraade vil
«Abiriel, at Han ei vandrer ene
«forevigt forviist blandt Dyr og Stene!
«Abiriel ahn, at, som Du, en Aand
«sin Vinge dig rækker i Qvindehaand! – – »
Den elskende Aand, Ohebiel, da af Kjærlighed forlod
sin Himmel, parred sig med det skjønneste Muldens Blod:
et Qvindehjerte, ei vakt end
til Livet, sig reiste op som et Kjærligheds, Ohebiels Tempel,
som Jordklodens Dronningthrone.
Og Himmelens Aand-chor udsang Algodhedens Svar, det velsignende:
«Kun Knop af Himlens Kjærlighed
i Muld er sat, men ei forliist.
Den blomstrer op med Kraftens Qvist
paa Jorden, som en Mand og Qvinde,
og i dens Skygge Fryd og Fred
de alle Livets Hjerter finde.
Abiriel reen fra Adam skal gjenvende,
og Evas Hjerte Ohebiel gjensende.
De elskende Tvende Stamforældre vorde
til Englene, der dvæle i Hjerterne paa Jorden,
til Englene, der straale i Himlen ind fra Jorden:
til Abiriel-Ohebielers Orden.
Thi første Elskovs-omfavnelse (liig
to Fosse, der i Dalen sammenhvirvle sig)
forplanter foreente i Fosteret begge Aander:
saa de igjennem Æten i Mulden vandre sammen:
saa Menneskeheden er kun een Aands Flamme:
ja Kraft og Kjærlighed hver Sjel:
hver Himlens Sjel og Jordens: Abiriel-Ohebiel.
Dog Mandens Muskler klarere fremhæver
Abiriel,
paa Qvindens Nerver klarere fremsvæver
Ohebiel:
da favne Mandens Muskler Qvindens Nervesky: heel
i Støvet da og klar er Abiriel-Ohebiel!
Men Kraftens ranke Stamme, Kjærlighedens Blom
(i Form ei længer af stærke Mand og Qvinde from)
vil Gravens mullne Skyer bryde
og indi Himmelen sig skyde:
da i hverenkelt Engels Hjerte ifra Jord
sig Kraft og Kjærlighed evig sammensnoer:
i samme Vingelye boe
de elskende Stam-aander to,
foreente til een Sjel:
Abiriel-Ohebiel.»
Det sanded' Alfader, styrende Alt til Salighed, lod
Han, forat saliggjøre en Verden, synke i Blod
de tvende Himmelske. Jorden
jo høinedes fra et Dyb til en Himmel, da Aander beboe den,
i Guddommens Navn den herske?
Det elskende Aandepar, som i Mulden nedsteg med Sorg,
saae Jordens Skjul at blive en Himmels Stammeborg.
Thi Begge bleve hernede
jo Menneskehedens Stammepar, Begge i Himlen Forældre
for Engle fra Jordens Grave.
De elskende Tvende rene fra første bristende Leer
opstege: Adam atter da hist Abiriel er.
Men Støvets Elskov (liig Strømmen,
der svømmer med Stjernens Billede bort) gjennem Æten forplanter
forenede begge Aander.
Se derfor, som Æten ældes, den ædles: de elskende To
som Kraft og Kjærlighed stedse sig nærmere sammensnoe
i Jordens Hjerter – o indtil
hvert Menneske en Ohebiel-Abiriel blier fuldkommen,
som Englenes Hær om Jorden.
Men Mennesket glemte Himlen i Hjertets dunstede Hal.
Dens dunkle Minni nævnede han sit Syndefald.
Dog Qvindens Liv var Ohebiels
opoffrende Ømhed; Mandens de dristige Greb efter Sandhed
i Mulmet Abiriels Grublen.
Sig vældigen reiste Støvet, liig en berusende Storm,
og omslynged' Aanden, ligt hiin Livspalmens Orm.
Kun derfor Mennesket kjæmped,
at sluge alene Sødmen i Støvet af bundløse Bægre:
Bedrag var hans Haand, der greb dem.
Da byggedes Synden Templer, paa Throner Lasten opstod;
en Herskers Vellyst badede Jorden i Tusinds Blod.
Af Templets Løgne og Borgens
forgyldede Laster sneg' sig forhæsligte Skygger til Hytten.
Hist Jubel, her Jammer rundtom!
Dog glimrede over blodige Jord, i Mulmet igjen
i Trællens Sorg en Tanke (Messias nævntes den)
om Aandens Høihed et Minde,
et Billed, der gjennem Taarer fra Hjerternes Bund sig fremskjød, af
et Menneske i Sandhed.
Og Aanden sig i sin rene Styrke, i al sin Herlighed
opreiste . .
Tempel- og Thron-herskernes Skarer.
I Jesus!
Hele Menneskeheden.
I Jesus Messias!
Jesus.
Han lærte dem Frihed Sandhed og Kjærlighed.
Og Aanden sig i sin hele Styrke og Herlighed
opreiste i Millionerne.
Tempel- og Thron-herskernes Skarer.
O Tilgivelse!
Jesu Bekjendere.
Det er det første Offer en Christen lader see!
Tempelherskerne.
(kastende Afgudsbillederne, Tiarer og Besværger-stave i Baalet)
Der brænde Altrene!
Vort første Offer til Sandheden!
Thronherskernes Skarer.
(kastende Kroner, Sceptre, Vaaben, Lænker i Baalet)
Bort! bort Tiarens Pleiefostre!
Der brænde Thronerne!
Det vældige Spøgelse – ha, Majestæt! –
som Trællen tilbad, ja vi Selv,
med Røgen driver bort!
– Vort første Offer til Friheden!
Hele Menneskeheden.
(omarmende)
Forsoning! vort første Offer til Kjærlighed!
Jesus.
Priis Aandernes Ophav være! Den hele Menneskehed
nedknæler paa Jorden i Kjærlighed og Fred!
Menneskeheden.
Ja Fred; thi Frelseren seired.
Jesus.
Ja Fred! Thi I Alle og Myriader af Himmelske ere
som Draaber af samme Hjerte.
Menneskeheden.
Nu kjende vore Hjerter vi: vi vide,
at deres Fordring Sandhed er og Frihed,
at Kjærlighed er deres Livsenssjel;
ja Sandhed, Frihed vor Abiriel-kraft,
vor Dyd Ohebiels offrende Kjærlighed.
Se, vore Hjerters Frihed – o den himmelske –
sit Billed har i jordisk Borgerfrihed!
Og Alle sidde jevnt ved Siden af
hverandre rundtom Jordens store Fad!
Vi i os Selv Guds Billede erkjende,
og Kjærligheden som Præstinde dyrker
i Aand og Sandhed det ved Dyder.
Og Alle sidde jevnt ved Siden af
hverandre under Himlens vide Tag!
Jesus.
Da Frelserens Værk er fuldbragt: Himlen har
det evigen kronet i Opstandelsen.
Se jeg hjemvender Elskte, atter hvor jeg var:
til eders store Brødre hist i Himmelen!
– Farvel, I Himlens Børn i Cajahels Moderskjød!
Ja, fuldbragt er Frelserens Værk. Jorden jo er
nu vorden en Himmel: den samme,
gudhellige Aand, som lever i Himlenes Hær,
er dødeliges Hjerters Flamme!
O, naar du mit Støv seer glide af min Sjel,
for evig i sin Grav at skjule sig,
mon spørger du da Støvet meer, Abiriel:
«Ha lever dette Dynd? Jeg seer det aander.
«Er Gud i denne Klump? Skal den tilbedes?»
Menneskeheden.
Nei, Frelser, ei vi dyrke Støvet meer.
Dets Præst er Egennytte, hvis Offer Synden er.
O Frelser, forglem
at Aanden knæled for et andet Hjem
end det hvor Aandens Stamfædre boe:
Abiriel og Ohebiel de elskende To.
Forglem! thi Jordens Jammer strømmed frem,
da Aanden vidste ei, om noget Høiere var
end Mulden, som den traadte paa og bar:
da Aanden spurgte Støvet, hvad var Sandt og Ret?
og Støvet svarte: Hvad jeg byder – Det!
Jesus.
Naar Eder Obaddons Huulhaand, Graven, til
de elskende Tvendes Himmel løfter, ei
da lyde Sukket: «fra et Dyb jeg vandre vil;»
men: «fra en Himmel – til en anden gaaer min Vei!»
– Farvel, i Himlens Børn i Cajahels Moderskjød!
Ja, fuldendt er Frelsens Værk: Jorden jo er
nu vorden en Himmel: den samme
gudhellige Aand, som lever i Himlenes Hær,
er dødelige Hjerters Flamme!
Den hellige Aand er Krafts og Kjærligheds –
Menneske, din egen; ja den knytter dig
til Jordens Himmels Abiriel-Ohebielers Kreds.
O Jord, din Broder Himlen favner dig i Mig!
(udbreder sine Arme)
– Farvel, I Himlens Børn i Cajahels Moderskjød!
(Jesu Legeme synker i Graven. Han opstiger til Messias og de Himmelske)
Jesu Disciple.
Sørg ei – han foer til Himlen!
Menneskeheden.
Evindelig Fryd!
Hans Støv ei frelste os; men
hans Aand, hans Sandhed! O Den,
en Frelser, opstaaer jo himmelsk igjen
i alle Jordens Hjerter? Evindelig Fryd!
Jesu Disciple.
Sørg ei – Han foer til Himlen!
Menneskeheden.
Evindelig Fryd!
Hans Vei til Himlen var vor;
hans Henfart bestraaled de Spoer,
vi skulle til Gud henvandre fra Jord (det gjenfundne Eden)
igjennem Udødeligheden.
Evindelig Fryd!
Jesu Disciple.
Sørg ei – Han foer til Himlen!
Menneskeheden.
Evindelig Fryd!
I Brødre, lader os fra Frelserens Grav,
med Haab og Jubel til Vandringsstav,
udvandre over Jorden igjen!
Vi ære vor Moder Cajahel ved
i broderlig Fred
at dyrke den.
Vi ære vor Fader Himmelen,
ved Jorden at gjøre til Himmelhjem,
naar vi ved Sandhed, Frihed, Kjærlighed
af dødelige Hjerter dyrke Engle frem!
Evindelig Fryd!
Udvandrer over Jorden, at dyrke i Muld
en Himmels fulde Grøde.
Naar Jorden først er øde, da Himmelen er fuld!
Udvandrer over Jorden, thi Friheds Morgenrøde
og Sandheds lyse Dag,
et evigt Gjenskin af
vor Frelsers sidste Vingeslag,
udstrømmer fra hans Grav,
og straaler under Himlen, nu eet Tempeltag,
neddaler over Jorden,
nu eet, eet Altar vorden
for Brødrekjærlighed.
Aljordens Aander gløde
i friske Hjerter nu:
Frihed er Aandens Hjerte, Sandhed Aandens Hu.
Jordens Aander alle
ned i Støvet falde,
den Evige paakalde:
«Hver sin Thronehimmel i egen Pande har;
«Hver i eget Hjerte har Altar og Offerkar:
«Drot er hver for Jorden, Præst er hver for Gud!»
Messias, Jesu Aand, Himlens Aander.
Himlens Aander alle
den Evige paakalde,
velsigne Støvets Brødre; thi Himmel nu og Jord
er vorden til Guds Ære kun eet, eet Jubelchor.
Amen!