- klikk i bildet -Fra 1. akt.
IRENE. (…)
Jeg har ledt så længe efter dig
PROFESSOR RUBEK.
Hva tid begynte du at lede efter mig, Irene?
IRENE (med et drag af spøgende bitterhed).
Fra den tid det gikk op for mig, at jeg havde givet dig noget umistelig, Arnold. Noget,
som en aldrig burde skille sig ved.
PROFESSOR RUBEK (bøjer hodet).
Ja, det er så nagende sant. Du gav mig tre-fire af din ungdoms år (…) Du gav mig
hele din nøgne dejlighed – (…)
IRENE.
Men den dyreste gave har du glemt. (…) Jeg gav dig min unge, levende sjel. Så stod
jeg der og var tom indvendig. – Sjælløs. (ser stivt stirrende på ham) Det var det,
jeg døde af, Arnold. |
|
Billedkunstneren
Arnold Rubek har oppnådd internasjonal berømmelse, først og fremst for sitt
hovedverk, skulturgruppen ”Oppstandelsens dag”. Han kommer hjem
etter lang tid i utlandet sammen med sin unge kone Maja, som han etter hvert
har et avmålt forhold til. I sanatoriet hvor de bor dukker det opp en hvitkledd
kvinne, som er eskortert av en sykepleierske. Hun viser seg å være Irene,
Rubeks modell og muse i ungdommen, og hans svekne kjæreste. Hun har flere
sinnsykehusopphold bak seg, og i gjensynet med Rubek anklager hun ham for
å ha ødelagt livet hennes, gjort henne til en ”levende død”. Rubek
erkjenner sin brøde og vil ha henne tilbake, også for sin kunsts skyld,
fordi hun kan gi ham skaperkraften igjen. De to søker opp i fjellene sammen
og finner en slags forsoning, men underveis til toppen blir de revet overende
av et snøras og omkommer.
|
1899