Jeg-formen i litteraturen
Av Sigbjørn Obstfelder
Herr Dr. Edvard Brandes har i en kritik over Hamsuns sidste bog fordømt Jeg-formen. Der er intet en kunstner nødigere gjør end at forsvare den kunst, der er hans egen eller synes ham i slegt dermed. Det sårer kunstnerstoltheden. Han skyr at forsvare det, der synes ham så nødvendigt og uimodsigeligt som regnen fra himlen eller duften fra blomsten.
Imidlertid har undertegnede længe ønsket at bryde digternes taushed ligeoverfor den strøm af ukvemsord, kritikerne har ladet hagle over «Jeg-formen». Det er blevet mode blandt kritikerne at begynde enhver recension med en banstråle mod «Jeg-formen», hvad enten det har noget med det foreliggende at bestille eller ei, En kritiker synes sig selv et bedre menneske, når han har fåt sagt den snart udslidte frase om de «moderne» digtere, som svælger i sine små sorger osv. Det er blevet populært. Så populært, at man skulde tro det vraget af en så kræsen mand som Dr. Edvard Brandes.
Dr. E. Brandes skriver sine bemerkninger i en aldeles afgjort form. Han fortæller som noget han kan meddele med uomtvistelig sikkerhed, at Jeg-formen er let, at den letter den skrivende arbeidet i særdeles grad. At Jeg-formen også ligger kunstens strenge linjer fjernt er rigtignok ikke sagt sådan ligeud, men der er sagt, at den har en tendens til det.
Nu falder det sig så underligt, at den, som skriver dette, finder det nærmest liggende simpelthen at påstå akkurat det modsatte af disse ting. Men da det klæder en ung mand og spirende forfatter ligeså ilde at påstå noget, som det klæder en Dr. Edvard Brandes vel, kan jeg blot sige, at jeg har havt noget erfaring i det foreliggende spørsmål, og at for mig står det som aldeles modsat. Jeg har skrevet dramatisk både før og efter, jeg forsøgte Jeg-formen, og det forekommer mig, at Jeg-formen er usigelig vanskelig. Netop fordi det er så vanskeligt at fange i ordet de linjer, de strenge eller milde linjer, synet havde, netop fordi Jeg-formen spiller med alle nyancer. Men nyancerne kommer jo ikke frem uden i skygge af linjerne.
Dr. Edv. Brandes siger en sætning, der synes mig en mand af hans sans uværdig. Det er et slags ordspil: Gid denne Jeg-form ikke var, gid mennesker kunde holde deres Jeg udenfor deres bøger!
Herr Edv. Brandes ved nemlig meget godt, at pronomenet afgjør det ikke, han er oftere et transponeret jeg, et falskt han, end jeg’et er forfatterens jeg. Der gives ved siden af den dramatiske ingen mere objektiverende form. Mig har den forekommet endnu mere objektiverende.
Den dramatiske form søger at skabe mennesker efter deres ydre træk, i store linjer. Jeg-formen er født af trangen til at gå helt tilbunds i det menneske eller den enkelte sindstilstand man ser for sig. Edv. Brandes skulde vide, hvad det koster at afgjøre, om det eller det er det rette ord. Og tror herr Brandes, at det ikke vil føles, hvis ordet er uægte, klinger falskt. Ingen form fordrer så stor lydhørhed. Han-formen dækker, man kan putte i den som md i en sæk, af sit eget, af det man har set, af det man digter, – Jeg-formen trænger en aldeles metallisk klarhed i stoffet, legering tåles ikke. Derved frembringes visselig ofte monotoni, – og det er den gamle indvending mod Jeg-formen, den rigtige, som folket har fundet på, og ikke kritikerne.
Jeg-formen er også fremgået af trangen til at gribe, dybere ned. Dramaet giver karaktererne ved deres ydre afspeiling, romanen kombinerer, spinder sammen personer, begivenheder. Jeg-formen vil det, som er mellem og bagom alt dette. Det er forsåvidt, at den er en monolog. Men den er mere.
Den er en selvstændig kunstform. Det er mig let forståeligt, at den synes herr Edv. Brandés absurd, usmagelig. Den står hans naturel fjernt.
Men der kan siges ting i Jeg-formen, som før har været usagte; som slår som lyn ned hos dem, der læser, dem digterne skriver for. Hvis de skrev for kritikerne vilde kunsten, ak, kun blive blomster uden duft. Det store ukjendte publikum er det kunstneren arbeider for, skuespilleren spiller for, det der er guddomsstrengt i sin naivitet, mildt ved sin trang til at skabe gjenlyd.
Jeg-formen har en evne til at skabe gjenlyd som ingen anden form af ren digtning (i modsætning til dramaet, der synes mig at stå udenfor digtningen, som en kunst for sig, der har taget ordets musik og legemets vekslende plastik tilhjælp). Den går ud af et syn som en ren hallucination, og det skulde være underligt, om ikke dens intensitet undertiden fik medmennesker til at bævre med og lytte, lytte efter det, digteren vil. Ti digteren vil som enhver kunstner ikke selve verket, men det uendelig større, dybere, skjønnere, som verket skal fremkalde.
_____
Teksten er hentet fra det danske tidsskriftet Illustreret Tidende, Årgang 41, Nr. 47, 19/08–1900 , s. 734.
Les om Sigbjørn Obstfelder (1866–1900) på Wikipedia .
