Carl Nærup: "Knut Hamsun"

KNUT HAMSUN
Jeg maa jo være modsat...
«Bjørger»
Han er vor Litteraturs utrættelig forbitrede Modsiger og Angriber, hvis Haand er vendt mod anerkjendte Værdier og alle regulære Størrelser. I blindt, fanatisk Had har han svunget sin Tomahawk mod Gladstone og Shakespeare, Victor Hugo og Ibsen, Tolstoi og Bjørnson . . . mod alle «Riddere af den uomtvistelige Ret» og Indehavere af den utabelige Berømmelse, de seirende Aktører paa Livets Scene, de selvskrevne og selvskabte Herrer over Massernes Kjærlighed og Tro.

Og saa er denne Svøbesvinger den sarteste, ømmeste, mildeste Sjæl. Med brændende Entusiasme, med vild, selvudslettende Kjærlighed har han besunget og forherliget de navnløse Ukjendte, de ydmyge Fattige i Aanden, de ensomme, exalteret Troende, Taberne i Livslotteriet, Sværmerne og Drømmerne med det for store uregjerlige Hjerte, der ikke han tilpasse sit Slag efter Samfundets Normaltakt.

Han er den inkommensurable. Alle Betegnelser glider af paa dette Modsigelsens udtrykte Billede. Hans Bøger er steile Paradoxer, fortvilede Forsøg paa at sætte Verden paa Hovedet, brølende Modsigelser, der skal slaa Læserne med en aldrig før erfaret Forbauselse . . . glødende Febersyner, vanvittig jagende Ideassociationer, kvalfulde Mareridt, klogelig udtænkte af en kold Hjerne, men skrevne ned i et rasende Tempo, saa Ordene gnistrer, skinner, flammer. Som i Drømme en Lysstraale der træffer Synsnerven gjennem lukkede Øielaag, lader Sjælen skue Dommedagssyner, saaledes potenseres og mangfoldiggjøres alle Virkelighedsindtryk gjennem hans Fantasis Forstørrelsesglas. Hver Fornemmelse kommer som et brutalt, smertende Stød, som et blaat blændende Lyn . . . og forvandler sig til sære Skjønhedssyner og glim­rende, bristende Farver.

Hvor han har lidt ved denne fremmede, fiendtlige Virkelighed, – den han endelig en Dag kjæmpede sig frem til at skildre! Rørende saart klager han i sin første Bog: «Den, som fra Barndommen af, fra at Stængelen fik Styrke, fra at Knoppen blev Rose, har levet alene, afskaaret fra enhver anden Afveksling end sin egen Tanke, hvis Flugt tænkes fra det allersmaaeste og lave til det mest ophøiede og storartede – maa selvfølgelig synes de dagligdagse afstikkende.» Men, fortsætter han, han vilde dog ikke frygte eller fortvile, tvertimod vove det yderste, «havde jeg blot, om ikke mere end en, til hvem jeg kunde udveksle Tankemeninger, en, til hvem jeg kunde give Belysning, hvis Aabenbarelse kun er givet mig fra det himmelske Kildevæld, bestemt til at sende Straaler ud – solvarme lysende Drabanter, lysende i tunge Øieblikke for den Ensomme.» – Ak, disse hjemløse Ensomme, de møder aldrig den aandsbeslegtede! Altid bliver de staaende udenfor! De finder kun lukkede Døre og lukkede Hjerter i Menneskeverdenen. Den grumme Skjæbnegud, som styrer Verden, gav dem ingen Sesam-Nøgel til Lykkens Port. Og snart vil de faa den sterkeste uhyggelige Følelse af sin Usammenhørighed med Menneskearten og Borgersamfundet – de har forvildet sig ind blandt fremmede Væsener. I Skogene og Bjergene hører de hjemme, som hin Thomas Glahn, der er Hovedpersonen i Knut Hamsuns dybeste, oprindeligste Bog. Og som han beruser og bedøver de sig i sin naturmenneskelige Gaadefuldhed, og borer de sig ind i en smerteligsød Foragt for de jordbundne Markens Dyr, der lever og dør paa det flade Land.

Knut Hamsun er den lidenskabeligste Naturtilbeder blandt vore Digtere. Han har den Vildes oprindelige, brutale Trang til skingrende grelle Farve- og Lydfornemmelser. Som en ung, uberørt Urtidshjerne fraadser han i hvide Solsyner og røde Dommedagsbrande, vader gjennem «Skavler af Lys, og krymper sig i Dødsangst, naar Dagen kryber ind i Natten». Han har i Pan givet oss en Hymne til Jordaanden, saa luende lidenskabelig i Udtrykket, at den næsten tager Pusten fra vor blege Civilisations Børn. Men lige let som han kan slutte sig til Naturens levende og døde Verden, lige vanskeligt har han for at komme ud av det med Menneskene. Han gaar gjennem deres store og smaa Byer, slutter sig til saa den ene og saa den anden, med en heftig, ubehersket Trang til at møde sin Lige, stødes tilbage og flygter i vildt, ustanseligt Løb tilskogs, tilfjelds, tilhavs – tilbage til den døde Tid, hvorsomhelst, blot bort, bort, bort! Hver af hans Bøger kan betragtes som en Reise gjennem en eller anden af Livets Provinser, – en Reise, der foregaar med stadig øgende Fart og løber ud i en hovedkulds Flugt væk fra altsammen.

______

Utdrag fra:

Nærup, Carl, 1864-1931. Skildringer og Stemninger fra den yngre Litteratur ... / ; med Portræter af Olaf Gulbranson. - Kristiania : Cammermeyer, 1897.

Ansvarlig redaktør: Tone Dahle
Copyright Nasjonalbiblioteket © 2008