bjornson-topper bjornson-topper

"Blødgjøre de haarde Hjerter"


Av Sigbjørn Grindheim, Nasjonalbiblioteket.


04.04.2010 09:22

25. februar 1860 skrev Bjørnson en avisartikkel for å hindre at den dødsdømte Arne Kulterstad ble henrettet. Kampanjen fortsatte utover våren. 4. april ble Kulterstad benådet.

Les første artikkel om Bjørnsons kamp for den dødsdømte Arne Kulterstad.


Ryfoss i Valdres. Foto: Carl Curman. Eier: Riksantikvarieämbetet.

Grunnen til at henrettelsen skulle skje i Valdres, var at man håpet at dette avskrekkende eksempel skulle innvirke på de ”vilde sæder” der. Motstanden mot benådning syntes overveldende, mange avisinnlegg gikk mot Bjørnson. Morgenbladet kritiserte ham for å ville underkjenne rettens dom. I et innlegg i Aftenbladet 1. mars skriver han at dette er en feiltagelse: ” Jeg har ikke med et Ord nævnt Begrebet Dom, ja hva mer er, jeg har skrevet min hele Artiklel med den Tro at Dommen – som dom betragtet – var retfærdig. Jeg holdt mig til ’Benaadningen’, som er sat over ’Dommen’, fordi det Faktiske stundom kan gjøre det Psykologiske blodig Uret, og fordi et humant Samfund føler Trang til at rette paa dette.” Men det var også de som støttet ham. Flere av debattantene fra begge sider så spørsmålet om dødsstraff i lys av kristen etikk.

Bjørnson fortsatte sin psykologiske argumentasjon i to nye artikler: ”Arne Kulterstad” i

Christiania-Posten 18. mars 1860: og én med samme tittel i samme avis 27. mars 1860:

I Aftenbladet hadde det stått en redaksjonell lederartikkel, trolig skrevet av senere statsminister Ole Richter, dette var en viktig støtte til Bjørnsons kampanje. Richter skrev også en ansøkning til kongen om benådning for Kulterstad. Denne lå utlagt hos tre bokhandlere i Kristiania med lister der folk kunne skrive seg på. Både hos embetsmenn og politikere økte motstanden mot fullbyrdelse av dødsdommen. I løpet av kort tid var alle aviser i hovedstaden for benådning.

4. april.
4. april for 150 år siden ble så benådning vedtatt av Kongen i statsråd i Stockholm, og straffen omgjort til slaveri på livstid og kunngjort dagen etter, skjærtorsdag. I løpet av vel en måned var stemningen overraskende nok snudd, i seg selv et interessant kapittel i norsk pressehistorie.

Da Kulterstad hadde sonet bortimot ti år av sin livstidsdom, satte flere offiserer seg i sving for å få ham løslatt, dette forteller Kulterstad om i et brev til Bjørnson 17. januar 1869:

Ædle Herre!

Som De med Rette har Krav paa min inderligste Taknemmelighed, haaber jeg De modtager nærværende simple Linier som et ringe Udtryk af de oprigtige Forbindtligheds Følelser jeg nærer mod Dem for Alt hva De ædelmodigen har gjort for mig Uværdige. Næst Gud har jeg jo Dem at takke for mit Liv, og om dette end fortiden kan være lidet misundelsesværdig, har det dog gjort mig ondt for Dem min ædle Velgjører at erfare, at De fra et vist Hold har maattet høre ildesindede Bjæf for Deres gode Gjerning, men som dog – bortseet fra min uværdige Person – utvivlsomt for alle upartiske og ædeltænkende Mænd og Kvinder, stedse vil beholde sin ukrænkede Værd. Imidlertid nærer jeg ogsaa Haab om, ved Hans Majestæts kongelige Naade, endnu at gjenvinde min Frihed, og hvilken jeg ønsker, da at kunne nytte saaledes, at mit fremtidige Liv maatte helliges til og som en værdig Tak mod alle mine ædle Velgjørere. – Den almindelige Deltagelse som fremdeles vises mig, har ikke alene i mit stille Sind ofte kraftig grebet mine Følelser paa en Maade som min uøvede Pen ikke magter at nedtægne, men ogsaa fremkaldt og styrket mit nævnte Haab. – For Dem, Her. Bjørnstjerne Bjørnson! som jeg altid maa betragte som – tilgiv mig at jeg lader mine Følelser benytte dette dristige Udtryk – min anden Fader, tror jeg ikke at burde skjule hva ogsaa andre ædle Mænd gjør for mig. Ved en militair Øvelsessamling i afvigte Aar, blev Initiativet dertil givet, saa at jeg nu forventer, at der i disse Dage eller i den nærmeste Fremtid til mine høiagtede Foresatte vil indløbe en underdanigst Ansøgning til Hans Majestæt Kongen om min Benaadning fra flere Underordnede og millitaire Embedsmænd. – Forsaavidt De maatte finde Dem beføiet til ædelmodigen at lægge Deres gode og indflydelsesrige Ord med i Laget for mig, vil jeg ogsaa derfor være Dem taknemmeligst forbunden. Dog sker dette ingenlunde som nogen Anmodning derom fra mig, men kun for at henstille dette til Deres bedre Skjøn, idet det er mig Trang at tilføie, at det i ingen Maade verken skal forundre mig eller svække min taknemmeligste Høiagtelse mod Dem, om De i nærværende Anledning ikke finder Grund til at yde mig Deres aktive Bistand.

Med meget Høiagtelse og Forbindtlighed Deres altid
Taknemmelige og ærbødige

Arne Kulterstad.

afvigte = siste

Henvendelse til statminister Sibbern.
Bjørnson var villig til å ta saken opp med Georg Sibbern som var norsk statsminister i Stockholm, og skriver både til ham og til Kulterstad samme dag:

Kristiania 28. juni 1869:

”Kjere Arne, vær saa god at sende en Afskrift af Deres Fremstilling (den samme De har sendt mig, men som jeg vil beholde) – til Hs. Exellence Hr. Statsminister Sibbern paa hans Eiendomsgaard ved Moss. Kjere, stol nu ikke formeget paa, at denne Sag gaar strax. Dette er Vejen, om den skal gaa strax. Jeg har tilskrevet Sibbern. Om et Par Dage rejser jeg til Finnmarken; men Sagen er sat i gang, saa den i alle Fald for det Første ikke hviler paa mig. Gud være med Dem. Bed, at han blødgjør Hjerterne! Deres hengivne Bjørnstjerne Bjørnson”

Kristiania den 28de juni 69


Klikk på bildene for forstørrelse.

Til Statsminister Sibbern!

Tilgiv mig, Deres Exellence, men jeg har længe, meget længe udset Dem, som er et Hjertemenneske, til at tage Dem af en sag, De ganske sikkert fremfor de Fleste vil forstaa, det er Arne Kulterstads Sag.

Han blev i sin Tid (nu snart ni Aar siden) dømt fra Livet og indstillet til ikke at benaades; men han blev benaadet; thi den offentlige Moral oprørte sig. Han skulde dengang dræbes, fordi Valders var en slem Bygd, han skulde ofres til Exempel for Andre. Selve Retten var kommet saa fast ind i denne Opfatning, og Arne Kulterstad forbedrede ikke sin Sag med haardnakket at nægte. Først da Dommen var falden, tilstod han, at det var paa en Sagførers Raad han havde nægtet; men at han for øvrig ikke havde villet dræbe Ole Højland, blot ”mærke” ham. Man fandt det imidlertid umulig at en saa stor Skytter kunde skyde saa fejl; jeg finder det derimod helt naturlig; man skyder ikke paa et Menneske som paa en Fugl, og Arnes Karakter ligner det desuden netop at tage hin halve Beslutning.

Hermed være det som det vil, Hovedsagen er:

1) I fjorten Aar var Kjæmpen Arne tirret, haanet, nedrakket, forfordelt, han var endog blevet lemlæstet av fiendehand[?] (et Knivstik mellem to Fingre, som gjør hans Haand for en del ubrugelig), – kort i fjorten Aar havde han gjennemlidt alt det, som kan gjennemlides, naar en fysisk sterkere, men enfoldigere Natur drages mod en snuere, mægtigere, rigere, mer snarraadig og ond.

De nedrigste Nidviser gik rundt om Arne; den Fædredegaard, Arnes ældre Broder sad inde med, snød Ole Højland ifra dem, idet han først drak Broderen fuld; siden solgte han Gaarden for det mangedobbelte. Endvidere: Arnes Forældre, som dermed blev Oles Livørefolk, blev paa det Forfærdeligste mishandlet af ham; da Faderen døde, krøb bogstavelig Sengen under ham. Folk ansaa det for et Guds Under at Arne ikke længst havde dræbt Ole; denne følte selv, han fortjænte det og satte Vagter ud.

2) Jeg ved ikke, hvilket Mord skal faa Benaadning, naar det ikke er et Mord som

dette, – hvor saa lang Forsmædelse og Hjerteve er at hævne, hvor 14 pinefulde Aar har summet sig op med altid værre og værre Harme. Og endda var det først efter at alle Forslag ad Øvrighedens Vej havde været forgjæves, at Arne besluttede sig til Selvhevn.

3) Han blev benaadet. Nu søger et Par af hans Børn, en søster og Svoger af ham, som alle er i Amerika, om at faa ham derover; hele det Kompagni, hvorved Arne stod og som elsker denne Kjæmpe med en saa forunderlig vild, men ridderlig Karakter, søger sammen med Børnene og søsteren, ja, hele hans Præstegjæld søger gjennem sine bedste Mænd sammen med ham. Jeg kan faa Folk fra alt Land til at slutte sig til. Men da jeg talte med Expeditionssekretær Kjerulf, sagde denne at hvorvel Arne havde siddet i ni Aar og næsten tre i Varetægt, altsaa i nesten 12 ,– saa vilde saamange Andre strax føle sig tilsidesat, om nu Arne blev fri, – at det ikke godt kunde sættes iværk fra Departementets Side. Forøvrigt delte Hr. Kjerulf, der er en af vore bedste Jurister, og havde været konstitueret Amtmand i Valders netop i de Dage, Arne blev sat fast, – han delte fuldkommen min her udviklede Opfatning af denne Sag.

Derfor opmuntrede han mig ogsaa til at søge Sagen sat i gang fra Kongen af.

Lige fra jeg begyndte at tænke paa, hvorledes vi engang skulde faa Arne fri, har jeg tænkt paa Dem – og Prins Oskar. Det har aldrig laget sig saa, at jeg har lært Hs. kgl. Højhed at kjende; jeg kjender jo heller ikke stort til Deres Exellence, men jeg ved, De er et Hjertemenneske, – gjør nu Noget her! –

I de første Tider Arne var på Slaveriet, var man utilfreds med ham. Tænk, denne vidunderlige Bygning skulde sættes op paa et Bord og være Skrædder! Siden har man sat ham til at skjære Brød, og nu er han ikke alene bedre, men Præsten og Fangevogterne holder rigtig af ham.

Han vil derfor faa udmærkede Anbefalinger.

Altsaa: den Dag man faar et Vink om, at Ansøgningerne kan gaa løs, den Dag nedlægger jeg en Kaution fra nogle af dette Lands bedste Mænd for at Arne begiver sig ombord paa et Skib til Amerika, uopholdeligt.

Tag Dem af denne Sag! Jeg rejser om et Par Dage til Finnmarken, jeg maa for længere Tid slippe den; men De er jo lige ved alle mulige Kilder. Jeg beder nu Arne sende Deres Exellence en Fremstilling af sin Brøde, det vil interessere Dem at se den.

Arne Kulterstad gjorde sig berømt i Slesvig, da vore Tropper laa der i Stilstandstiden. Han ryddede Dandseboderne alene, naar det gjordes Behov, han var den, der løste alle Knuder. Et Bevis paa det Ridderlige i denne Maad[e] er det, at han paa Transporten hid ind lensmandimellem, gikk et langt Stykke alene, fordi den Lensmand, som skulde følge ham til næste Sted, ikke godt kunde følge, men Arne, som var ham taknemlig fra gammel Tid, sagde, han behøvede heller ikke at følge. Og Lensmanden troede ham.

Imidlertid viste det sig i Nødens stund, at det store Had man havde tiltroet ham, havde været Tillid til sin Styrke; Stakkel, han var fejg, da den ikke længer slog til.

Men jeg tror, at ni Tiendedele af de Modige har det paa samme Maade: naar det, som de hemmelig forlader sig paa, svigter, er de feige.

Jeg kunde jo holde paa med denne Sag Ark op og Ark ned; men De vil maaske faa nok af den, før De slutter; vore Forholde ere sejge. Altsaa endnu engang: undskyld mig, naar der maaske en Gang imellem opstiger en ærgrelse over, at jeg netop har udvalgt Deres Exellence til Offer for saameget Bryderi; undskyld mig, fordi her er ikke mange at vælge mellem, naar man søger den Egenskab, jeg har omtalt.

Jeg er Deres Exellences ærbødige

Bjørnstjerne Bjørnson

Axel Kjerulf (1823–80) var ekspedisjonssekretær i Justisdepartementet 1860–76.
Snu = listig
Livørefolk = kårfolk

Hanson, James gir i ”Broketak vs. ryggetak samt lidt om Arne Kulterstad” en mer dramatisk skildring av et vilt masseslagsmål der Kulterstad var innblandet, mellom tyskere og norske soldater på nøytralitetsvakt i Slesvig i 1849, og som endte med at en person ble funnet liggende død etterpå.

Bjørnson reiste tre år senere gjennom Valdres og skriver til Karoline 30. mars 1872: ”Længere op i dalen samtalte jeg med folk om Arne Kulterstad, og folk mente alminnelig, at Arne burde have havt skud-pænger forat have skudt Ole Højland, og at dennes søn er af samme art som faderen.” Aasmund Olavsson Vinje, som hadde vært Bjørnsons motstander i denne saken, hadde tidligere referert samme uttalelse fra valdriser.

Arne Kulterstad ble løslatt på grunn av god oppførsel etter 18 år i fengsel og reiste en tid etter til USA der han ble resten av livet.

Da Bjørnson var i USA vinteren 1880–81, møtte han Kulterstad i Madison, Wis., han skriver om møtet til Karoline 5. januar 1881:

”Arne Kulterstad var hos mig igår. Han græd som et barn ved gænsynet. Præsterne havde forbudt ham at rejse sammen med mig hid. Han angrer på at være rejst til Amerika. Han er for gammel til det, og han synes, at børnene her skammer sig ved ham. Nordmændene er snille med ham; men han er bleven sky og ræd. Han ser frisk ud og med skæg og i nye klæder ser han udmærket ud. Han vil til mig, han vil være hos mig; for han ved, at jeg holder af ham, og der føler han sig beskyttet. Jeg har lagt bud hos Anderson, at hva dag han vil, får han billet til hjæmrejse. Hos mig kan han passe hæsterne og få det lille kammers. Hvis han kommer, må I for hans og min skyll tage kærligt mod ham. Han er ænnu en kæmpe, og han har kærlighed til livet og læsning og gode mænnesker. Det gæller at vinne hans fortrolighed og tillid, og det må Reimers og du forsøge. For Reimers vil han bli en god kammerat. Han har fyldt mig idag, Arne, og alle, som har været her. Bare hans mistænksomhed forlader ham!”

Reimers er Karolines bror og gårdsbestyrer på Aulestad.

Bjørnson hadde gitt ham billett til sitt foredrag i byen. Men Kulterstad møtte ikke opp i foredragslokalet, og grunnen forteller han i et brev til Bjørnson over 20 år senere, 23.1.1902: ”Hermed vil jeg benytte Leiligheden og skrive nogle simple Linjer til Dem og fortæle hvorledes jeg gjorde det med den Billet som De af Deres utrottelige Godhed gav mig til at paahøre Deres Foredrag. Medens jeg gik og søgte efter det Hus hvori De holdt Deres Foredrag traf jeg en Norske, som var kjendt paa Stedet, saa gik jeg med ham, men da vi kom frem var det ingen Billettør paa Gangen saa fik jeg det Indfald at sælge ham min Billet for dens Paalydende forhvilket Beløb jeg fik et Logis for Natten; jeg havde ikke en Cent i Lommen og det var Nøden som drev mig til denne slætte Handling. Om Morgen tænkte jeg at gaa til Dem og fortæle Sammenhængen men jeg var saa nedtrygt og Skamfuld over min slætte Aadfærd i denne Affære at jeg ikke havde Mod til at udføre mit Forsæt. Endelig vil jeg af Hjertet bede Dem, min kjære Bjørnstjerne, om Tilgivelse og at De ikke vil være vred paa mig for min simple Fremgangsmaade i omskrevne Henseende.”

Møtet mellom Bjørnson og Kulterstad er også skildret av professor Rasmus B. Anderson som var til stede, i Life of Rasmus B. Anderson told by himself, Chapter XXVII (p. 345–349). Madison, Wisc. 1915.

Kulterstad dør.
Om det har foregått noen brevveksling mellom Arne Kulterstad til Bjørnson de neste tyve årene, er uvisst, det neste brev i Nasjonalbiblioteket er fra 19. november 1901:

Kjære Fader!

Tillad mig at Kalde Dem med dette for mig saa søde Navn men for den ubeskrivelige store Godhed og Velgjerning som De har ydet mig kan jeg med Rette kalde Dem min anden Fader, thi jeg har Dem at takke for at mit Liv blev frelst fra det redselsfulde Onde som var tilstelt for mig og tillige har jeg Dem at takke for jeg fik min Frihed, Deres indflydelsesrige Tale og Skrift havde Magt til at blødgjøre de haarde Hjerter, som var imod mig, til Medlidenhed for mig, men De min kjære Bjørnstjerne var Manden som frelste mig fra Døden. Det findes intet Menneske under Solen som har gjort en Person saa stor Godhed og Velgjerning som kan opveie alt det Gode som De har ydet mig. Med Bedrøvelse tænker jeg paa at jeg ikke har været istand til at vise Dem en Erkjendtlighed for Deres iherdige Bestrebelser for at frelse mit Liv og efterpaa udvirket min Frihed. Jeg har ei andet Dem at give end kun min blotte Hjerte-Tak, al anden Gjerning her i Live den er at yde alt for svag, men mine Ord De ei forsmaar, thi min kjære Bjørnstjerne tænker jeg paa hvor jeg ligger staar og gaar saa har jeg Dem i kjær Erindring som aldrig af mit Minde gaar saa længe jeg lever og i mit sidste. Slik skal jeg nedbede Himmelens Velsignelse over Dem. Hva min Helbred angaar saa er jeg gammel og graa stor Svaghed vil mig betage og Alderdommen er kommen paa – med Sorg og Drøvelses Dage mit Legems-Styrke og Sjælens Kraft i mig forminskes Dag og Nat, dette er det mest Betreffende jeg kan sige om min Helbredstilstand. Kan ske jeg gaar forud for Dem did, hvor der ingen Fristelse findes, og, hvis min fattige Bøn formaar Noget, skal jeg se Deres Stjerne lyse ikke blot her paa Jorden men i Kristi Rige i Evigheden.

Far nu vel, min kjære uforglemmelige Bjørnstjerne Bjørnson og mange tusin Tak for den Glæde De har beredt mig.

Med stor Høiagtelse
Deres inderlige hengivne
Arne Kulterstad.

Året etter døde Kulterstad, og presten i menigheten, Severin Gunderson, skrev til Bjørnson:

Mt.Horeb, Wis. Aug. 20 1902

Hr. Bjørnstiærne Bjørnson

Høistærede!

Som en gammel og trofast Væn af Arne Kulterstad vil det interessere Dem at faa vide, at han nu er død og begraven henholdsvis den 16 og 19 dennes. Han var syg og sengeliggende 4 Mdr; var stærkt opsvulmet især fra midtlivs og helt nedover, men led forresten ingen store Smerter. Han var aandsfrisk og modig til det allersidste. De sidste tre Aar har han boet aldeles alene paa sin lille Farm ¾ Mil herfra Stedet. Under Sygdommen fik han godt Tilsyn af sin Datter Dorothea og hendes Mand (Anders Grinde) og Børn (i alt 9). En af hans Søstre, Mrs Anders Moen, lever endnu. Han blev omtrent 78 Aar. Han var altid baade glad og stolt af Deres Venskab og han bad mig hilse Dem og takke Dem for alt godt ogsaa for Deres Brev sidstleden Vinter. Tillad ogsaa mig, at faa takke Dem for Deres Kjærlighed og Tjenester mod en ulykkelig Medbroder.

Deres i Ærbødighed

S. Gunderson (Luth. Præst)

Påtegning i margen av Bjørnson: Dette bør vel offentliggjøres? Eller uddrag derav?

Om dødsstraff.
Noen prinsipiell motstander av dødsstraff var ikke Bjørnson, i alle fall ikke i 1874. I en artikkel, ”Om Dødsstraffen. (Af et Brev fra Bjørnstjerne Bjørnson)” i Dagbladet 28. juli deler han mordene i tre grupper, for det første mord med overlegg og for det andre mord uten overlegg, eller mord av vanvidd. Ingen av disse skal kvalifisere til dødsstraff. Men han argumenterer for at den tredje type som begås av ”en moralsk lavere Art Mennesker, nemlig dem jeg vil kalde Rovdyrmenneskene. Det er dem som gjør Mord til Haandværk, Banditternes Klasse … Alle slige maa dræbes igjen …” :

Litteratur:
Innledning til ”Arne Kulterstad” i Bjørnstjerne Bjørnson: Artikler og taler. Utgitt av Chr. Collin og H. Eitrem Oslo 1912, s. 207–08.
Øyvind Anker: Innledning til ”Arne Kulterstad” i Bjørnstjerne Bjørnson: De gode gjerninger redder verden. Oslo 1982.
Christen Collin: Bjørnstjerne Bjørnson. Hans barndom og ungdom. II, 2. utgave Oslo, 1923, s. 298–308 (Kap. VI).
(Brevene finnes i original i Håndskriftsamlingen, unntatt brevet fra Bjørnson til Kulterstad 28.6.1869, som bare has i kopi)


Share

Bjørnson i media